Vor Folkeæt i Oldtiden: Omkring ølbollen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Fjerde bog: Hellighed og helligdom Omkring ølbollen (side 126) To gange, tre gange om året, måske oftere, samledes man i stuen eller tempelsalen til offerfest – blot. Offerfestens tidsrum stod frem imellem livets øvrige stunder som noget højt, helligt og strængt, lykkeligt og farligt. Det rummede i sig både vild jubel og målbevidst alvor. Og det som gjorde at sjælene i de dage blev så rummelige og så højtspændte, var det højestes nærværelse. Da tog guderne, eller magterne, som Nordboerne sagde, hjemmet helt i deres besiddelse, og forenede mænd som kvinder under den højeste helligheds ansvar. Det hellige sted foldede sig ud over hele landet. Om vi blot vidste lidt om de ceremonier, eller for at vælge et sandere udtryk, de håndgribeligheder, hvormed man bar helgen over i huset og lagde stuen under hørgens uindskrænkede herredømme – men alle minder er blevet begravede, og middelalderens sky for det alhedenske væsen lagt som en sten oven på graven. Vi sidder med vore formodninger om at fællerne trådte vejen til helligdommen, eller blothuset, og opfangede guddommeligheden i lemmer og klæder. Vi hører også et sted om et privat blot – det som Ljot holdt, dengang hun anede at man kunde vente Torsten og Jøkul på besøg ret snart – at den unge mand hvem offerhandlingen gjaldt, blev ledet gennem gården og blothuset i særegne – røde – klæder. I denne lille familiefest er der adskillige uregelmæssigheder, som gør os betænkelige ved uden videre at flytte den lovende yngling og hans ramme moder lige over i gildehallen. Sagafortælleren ser skævt til det der foregik i det lille hus ved leddet, som fordægtig heksepraksis, og han har ikke blot kristen ret til sin mistanke, ti hemmeligt blot er mere end halvt trolddom. Men det er vistnok lige så uomtvisteligt at blotet formelt blev holdt inden for de hævdvundne rammer. Den vej Tord Gellir gik ved begyndelsen til sin manddomsgerning, må være bleven trådt oftere, og da efter al sandsynlighed netop ved de store fester. Lykkeligvis var der meget af det hedenske væsen som kunde gøres uskadeligt, ja endogså Herren helligt, og fra det øjeblik offerfællerne samles i stuen åbner det gamle blot sig for os. »Gilde og ting var beslægtede i deres inderste væsen, i deres afhængighed af den højeste fred, og efter alt hvad vi kan se har de været nærstående i formen.« (side 127) Med tryghed kan vi sige at festen er blevet åbnet med en højtidelig indvielse, hvormed der »lystes« fred over deltagerne. Gilde og ting var beslægtede i deres inderste væsen, i deres afhængighed af den højeste fred, og efter alt hvad vi kan se har de været nærstående i formen. På Island »helgede« goden tinget, og virkningen viste sig straks i tingmændenes forhøjede hellighed, som gjorde enhver krænkelse til nidingsværk eller, med senere tiders læmpelse, i hvert fald dobbelt dyr. I tingets ånd lader Grettis saga Hafr indvi legemødet på Hegranes, hvor den fredløse skovmand forklædt kommer og søger optagelse, og der falder endnu gennem Hafrs ord noget af det sus hvormed hellighedens ånd for ned over folket og efterlod blikstille: »Her sætter jeg grid mellem alle mænd, alle godordsmænd og gilde bønder, hele almuen af kampføre mænd og våbenføre, ... til gammen og idræt, til al glæde, til sædet her og færden hjem. ... Jeg sætter grid for os og vore frænder, venner og forvandte, kvinder som karle, træl og tøs, svende og selvråde mænd.« Selv om intet af det der bydes os i disse linjer er direkte anvendeligt på offerfesten, udgår der fra denne formel et pust af den ånd i hvilken mandemødet åbnedes. Mens lysningsordene fyldte gildefællernes øren var deres øjne utvivlsomt fulde af blotets realitet: den stod henne i de fyldte kar. Der blev slagtet til gildet, stort kvæg og småt kvæg, der blev kogt store kedler fulde af kød, og vi ved fra Hakon Adelstensfostres oplevelse at spisningen af offerkødet var en nødvendig betingelse for at få del i velsignelsen. Men der var noget andet og noget mere til at optage øjne og sind. I gudernes bolig var jo Sæhrimnir, den galt hvis flæskesider bovnede i evig vækst, et kosteligt midtpunkt; men med al sin fede herlighed manglede han den majestæt som viser sig i at man har en historie. Eller måske har han haft en fortid; sikkert er det i hvert fald, at flæskets herkomst ikke satte eftertidens nysgerrighed så stærkt i bevægelse som den læskedrik der frydede sindede i gudesalen. I mytens optagne dvælen ved mjødens rige fortid har hine mennesker indirekte forkyndt at trods al glæde over det sul der putrede under fedthinden, så de frem til noget gladere og noget stærkere. Om de fyldte horn er det festens allerhelligste står. At det er ølbollerne som dominerer ved tanken på alt festligt samvær, det lyser ud af de blotte navne på gæstebuddene. Man modtager den hjemvendte med velkomstøl, og leder gæsten ud med bortfærdsøl, begynder sit liv med barnsøl, og når gennem fæstensøl og brudeøl, drikkende sit bryllup, til gravøllet eller arveøllet. Af gode grunde kaldes den fred der omslutter gildefællerne for ølfred, og festdagen for mungåtstider. De nordeuropæiske brødrelag, gilderne, røber tydelig deres german– (side 128) ske herkomst derved at de er afhængige af »gildet«, bordfælliget, som den sammenholdende, solidaritetskabende kraft, og trods al middelalderens vise omsorg for at der skulde stå noget solidt på bordet, ser man snart af drikkebrødrenes formler og symboler, at drikken er et vigtigere led i deres åndelige økonomi end maden. Drikkesamlaget danner ligefrem den formelle ramme hvorover hele deres organisation er spændt. Mødet hedder »drikken«, at holde møde hedder altid »at drikke gildet«, også hvor hensigten med forsamlingen er mere praktisk. »Gildet blev fejret og drukket med kraft« er en protokolmæssig indførsel i anledning af en begivenhedsrig generalforsamling. Den nærværende broder betegnes i modsætning til den fraværende som en der »drikker gildet«, og tiden bestemmes efter »første gang gildet drikkes« eller »før anden gildedruk«; sagen udsættes »til næste gilde«. Den ny broder placeres foran oldermanden og drikker sin indgangskande på menløst broderskab. Vi forstår da at skaffere, skænkere og smagere har en fremskudt plads i organisationen; deres værdighed beror ikke på at de handler som nyttige brødre, der ser til at legemet, åndens uundværlige stalbroder, opmuntres i sin tjeneste, i virkeligheden er de det korporlige udtryk for broderskabets idé. Til disse formelle minder svarer vore direkte meddelelser om drikkens fremskudte plads ved de gamle kultfester. I det hævdvundne billede af offerfesten på Hlade er det Sigurd Jarls imposante skikkelse med offerhornet i hånden, der danner midtpunktet; og når den nye sæd skumler over de hedenske sammenkomster, kredser uviljen tydeligt nok om dette »øl« som signes guderne: der sad fjenden. Løftet i nød gjaldt gods og øl; store drikkelag skulde blive guderne til del, om de løsnede børen for Islændingene, der de lå landfaste under Norge og ønskede sig alle andre besøg om bord end netop Norskekongens; Freyr skulde få øllet, om børen blæste ad Sverrig til, Tor eller Odin om kulingen blev østlig, hedder det. Og da »blot« gik ud af det brugelige ordforråd, skød »sammenskudsøl« op i dets plads som det tekniske navn på julegilderne, både på den hedenske form og på den kristne fortsættelse af de gamle højtider. Ti den norske kristendom vedkendte sig drikken som gudsdyrkelsens kærne. Kirken organiserede den gamle trang til blotet for således at herske over den og gøre sig den underdanig; og med den visdom som synes at følge den katolske kirke i middelalderen, forstod de åndelige rådgivere ikke blot at respektere det uundgåelige – de havde den højere indsigt som sagde dem at man annekterer sjælen ved at annektere sjælens behov som sine påbud. Den formel hvori overtagelsen forkyndes står som kulturdokument højt over alle antikvarers beretninger, fordi man på ordenes fald hører den sikkerhed hvormed den slår lige ned på det væsentlige. Tre bønder i det mindste – bydes der – skal sammenbringe deres (side 129) festøl, eet mål øl for husbond og eet for hustru på hver gård, og holde fest om helligaften til Kristi og Sankte Mariæ ære; og bor en mand så afsides på ø eller fjæld at han ikke rækker frem til naboer, da skal han selv gøre øl så stort som tre. Forsømmelse skal først bødes, og derpå oprettes ved et drikkelag post festum; men fremturer en synder i sin tørmundethed tre lange år på rad, er konge og bisp herre i hans hus og over hans gods, og han selv må finde et land uden for Norge hvor gudløse kan trives. »Den norske kristendom vedkendte sig drikken som gudsdyrkelsens kærne.« Det var ikke alene Nordboerne der samledes om ølkarrene, når de følte sig tilskyndede af de milde guder til at holde blot. Ligeså gjorde Frankerne. En højtstående mand, Hocin, indbød Chlotachar den Første og hans hofmænd samt den hellige Vedastus til gilde. Festøllet stod anrettet i midten af huset, men af hensyn til selskabets blandede beskaffenhed var det adskilt i to lejre, een del almindeligt bryg til de kristne, og desuden noget »viet på hedensk vis« til dem der holdt på den gamle levemåde. Lykkeligt for os drev ånden den hellige mand med til gildet, hvor han korsede den hedenske drik, så karrene sprængtes og hedningerne omvendtes – ellers var brygget ikke kommet med i beretningen om helgenens liv og gode gerninger. I missionæren Columbanus's levned omtales et andet kar, indeholdende samme explosive kraft. Denne gang var det blandt Sueverne en hellig mand traf forsamlingen i færd med at holde fest: de sad rundt om et stort kar »som på deres mål hed cupa, rummende omtrent 26 måder, og det var fyldt med øl, som de vilde vie til deres gud Odin«. Helgenen blæste karret i stykker, så at det gjordes vitterligt for alle at djævelen sad i tønden og lurede på sueviske sjæle. Hvad nu end folkene i virkeligheden har sagt og hvad helgenen har gjort, så må det have sin rigtighed med disse ølkar og deres centrale plads ved kultgildet, ti en så abnorm form for gudsdyrkelse kan de gejstlige krønikeskrivere ikke have hentet andre steder end fra virkeligheden. Desværre synes den kristendom der erobrede vore sydlige frænder at have manglet det rette blik for ølskålernes ævne til at fremme andagten, eller i hvert fald at have set sit snit til at skabe gode kristne uden dem; dog glemte Alamannernes og Suevemes ætlinge ikke helt at sidde andægtige om deres cupa. Hist og her lader Tyskerne os forstå at de vel kendte til begæret efter St. Gertruds minne, når sindet var uroligt og trængte til samfund, til trøst ved afsked; til forsoning, til velsignelse i det store og hele. Johannesminne, Johannessegen hedder en anden god drik, hvis virkninger man har bevaret ved snildelig at sætte lidt kristen buket på; når der er bryllup lader man præsten indvi amorem Sancti Johannis i kirken til brudeparret, og han holder villig en lille tale om Kristi blod og brylluppet i Kana; helt kan han dog ikke forvandle øllet til vin, eftersom Johannesminne skal drikkes (side 130) i rent verdsligt kar. Andre steder har Johannestrunk bevaret sin sociale kraft til at binde mennesker sammen i fredskredse, når naboerne sætter sig til hobe om bordet ude i det fri og drikker på godt og forstående grandskab. Germansk hedenskab vil man forgæves søge i Johannesminnes velsignelse – kristen nadvertro og antik libationsskik har genenmsyret drikken; men vi tør vel nok formode at selve måden hvorpå velsignelsen i dette tilfælde annammes har rod i gammel, hjemlig skik. Det samlede vidnesbyrd af glade brødre og strenge helgene beviser os ikke at drikkeblotet på noget tidspunkt har været Germanernes eneste form for gudsdyrkelse; det antyder blot at drikken over hele Germanien lige ned til hedenskabets sidste tider har stået i centrum af den gamle kultus, og der har den vel stået lige siden guderne åbenbarede vore forfædre øllets kraftige hemmelighed. Det faldt åbenbart Tacitus's samtidige naturligt at samles til drikkelag i den hellige lund, og vi slutter da næppe for meget, når vi antager at de vældige drikkere som Tyskerne var, havde øvet sig i kunsten under gudernes auspicier. Da Vedastus trådte ind som gæst blandt Frankerne blev hans øje straks fanget af det store kar. Midt i kredsen stod det; og en lignende fremtrædende plads i huset havde de norske skapker, hvorfra helligdrikken østes op. Den kraft som åbenbarede sig så uhyggeligt for den Guds mand gjorde sig også tydeligt bemærket i Norden, ti ved siden af dette skapker skulde den sko stå ved hvilken en adopteret trådte sig ind i ætten. Bollen var hellig, og dens plads var hellig. Men festen krævede også skære drikkekar i hænderne, horn der i hellighed svarede til den velsignelse de skulde bære laget rundt. Uden al tvivl var de daglige skåle, ligesom alle moderne opfindelser, udelukkede fra det højeste. Festen skulde drikkes i det ærværdige dyrehorn – noget sådant antydes jo i den antikvariske bemærkning om Olav Kyrres brud med fortiden; før hans reformation af hof ceremoniellet i moderne ånd plejede kongerne at drikke af dyrehorn, hedder det, men efter den tid skænkedes der for kongen og hans fornemme gæster i store bægere. Når huset var viet og prydet til festen kom gårdens ypperste drikkekar frem; og hvilken ærefrygt man viste disse horn og hvilke tanker man gjorde sig om dem, det aner vi lidt af når vi ser den stilling de indtager i sagnene, helt ned til vor egen tid. De hørte med til ættens klenodier som pant på liv og lykke, de åbenbarede skjulte tanker og råd; de havde en personlighed der krævede et egennavn; over deres arvegang i slægten vågedes der med nidkærhed. Olav Tryggve- (side 131) søn ejede to hornpar, Grim'erne og Hyrning'erne, og det første havde han en gang fået på underfuld måde fra Jotunheim. En aften i julehelgen kom der til kongsgården to mænd der begge kaldte sig Grim, og de bragte ham et par prægtige, guldprydede horn med en hilsen fra Gudmund på Glasisvoldene. Gudmund var en som kristne mennesker nødig tog hilsen fra, og de fremmedes hedenske væsen gav sig da også tydeligt til kende, da der blev budt dem en kristenviet drik: de forsvandt i et tordenbrag; og da lysene blev nytændte lå der tre af Olavs mænd døde i hallen. Men hornene beholdt kongen da. I denne fortælling, støbt som den er over en urgammel sagntype, strides mytens beundring for klenodiet og for dets overnaturlige oprindelse med kristendommens lyst til at træde Fanden under fødder, og legenden har kun halvt fået bugt med det stædige materiale. Den røber sig jo i grunden som forherliger af hornet, og forkynder at alle vegne hvor dets kunstfulde forsiringer gabede over bænken følte man guddommeligheden slå sig i møde. Ved gæstebuddets begyndelse stod der en række små, lave borde foran bænkene, maden deltes ud på diske, og gæsterne langede til så længe deres hu drev dem. Når alle havde styret lysten til tyggemad toges bordene bort, og så begyndte drikken at gå rundt. Således også ved gildet fremfor alle gilder: i det øjeblik da hornet vandrede ud steg offerfesten til sit højdepunkt. Et strengt ritual regulerede hvert eneste håndelag med drikkehornet. Først bares det hen til den højeste i rang, den der indtog højsædet, og efter at han havde viet det drak han den næste i rang til, og således gik hornet støt fra mand til mand. Ved modtagelsen af det rejste man sig – Hardeknud blev ramt af et slag medens han stod ved sin drik, og sank død ned med karret i hånden; middelalderen igennem holdt man hart på den gode skik at vise drikken stående ærbødighed. Med et ord der indeholdt ønske og tilsagn tømte man drikken, og idet hornet gik over til sidemanden blev det atter fyldt, for at han kunde gøre skel for sig og sende det videre. Mand for mand skulde det gå, rundt med solen, uden at nogen af bordfællerne havde lov til at pleje sin forkærlighed for den ene eller den anden af de tilstedeværende; ethvert forsøg på at overspringe naboen og drikke frem om ham indeholdt en krænkelse af den tilsidesatte og en grov overtrædelse af den hellige lov. Og det forbindende var ikke et bord, men hånd der raktes mod hånd; »hornet går i mændenes hænder« er det sande udtryk for drikkelaget, og at sætte karret fra sig i steden for at række det til den næste var en stor forsyndelse. »Hvis en mand, hvor folk drikker, sætter bægeret fra sig i steden for at række det til sin nabo, skal han efter gammel lov betale en shilling til husherren, seks shillings til den krænkede og tolv shillings til kongen,« står der i Hlotæres og Eadrics angelsachsiske lov. (side 132) Det betyder, når det føres tilbage til en ældre form, at krænkeren har forset sig både overfor den ringeagtede, overfor værten i huset og overfor en højere myndighed. Fra Priskos's hånd har vi en beskrivelse af gæstebudssæden ved Attilas hof, og en jævnførelse af Byzantinerens rejsebeskrivelse med de nordiske kilder viser tydeligt nok, ikke blot at den store Hunnerkonge har bygget sin hofskik op efter germanske forbilleder, men også at drikkeceremoniellet har været ens nord og syd for Østersøen. Priskos blev sammen med hele gesandtskabet indbudt til et æretaffel, og den første de mødte var naturligvis mundskænken, der rakte dem et bæger som de skulde tømme med et godt ønske, førend de satte sig. Da måltidet begyndte trådte en tjener frem for Attila med en skål vin, han tog den og hilste sin sidemand; enhver der blev tiltalt ved bægeret, rejste sig, og måtte ikke indtage sin plads, førend han havde drukket en slurk eller tømt bægeret og givet det tilbage til mundskænken. Mand for mand gjorde gæsterne Attila ret ved at fatte bægeret og drikke ham til med et ønske om held og lykke. Da endelig hele laget havde modtaget den æresbevisning at stå for Attilas tildrikning, bragtes første ret ind. Men efter hver omgang mad gentoges samme ceremoni fra den ene ende af salen til den anden, og hver gang måtte selskabet en for en stående tømme sin skål. »Op af den store feststemning stege flere sært udmærkede skåler – »minner«, som de kaldes i middelalderlig sprogbrug. I dem er offeret koncentreret og gildeforventningen spændt til det yderste.« Op af den store feststemning stege flere sært udmærkede skåler –»minner«, som de kaldes i middelalderlig sprogbrug. I dem er offeret koncentreret og gildeforventningen spændt til det yderste. Beretningen om det berømte arveøl som Svend Tveskæg gjorde over sin fader, holder for at der i gamle dage var mindst tre hovedskåler ved et sådant blot. Ganske vist siger Fagrskinna kun, at første aften folk var samlede til gravøl skulde man fylde mange bægre »på samme måde som nu minner«, og de bægre tilegnede man sine mægtigste frænder, i den hedenske tid Tor eller andre af sine guder. Til sidst skænkedes bragebægeret, og ved det skulde den der afholdt gravøllet aflægge løfte – og med ham alle de der var ved gildet – og efter aflagt løfte sætte sig i den afdødes højsæde. Snorre derimod giver en udførligere og mere præcis fremstilling: han fortæller at den første dag i gæstebuddet, før Kong Svend steg i sin faders højsæde, drak han hans minnebæger, og aflagde det løfte, at inden tre vintre var ledne skulde han komme til England, og dræbe Kong Æthelred eller jage ham af landet. Det bæger skulde alle drikke som var ved arveøllet. Men da det bæger var uddrukket skulde alle mænd drikke Krists minne. Det tredie var Mikaels minne, og det drak alle. Efter det drak så Sigvalde Jarl sin faders minde og aflagde sit løfte. Svends arveøl har delt skæbne med så mange gode historier, som historien af skyldigt hensyn til kronologi og kildekritik har måttet for- (side 133) vise huset, eller i hvert fald kun tør omgås som befuldmægtigede for et ubekendt, mere ædrueligt faktum; men hvor lidt eller hvor meget disse løfter og skåler skal regnes i hæderligt selskab nu til dags – uomtvistelig har de været et springende punkt i oldtidens og middelalderens fantasi. Og selv om de forskellige forfattere har manglet ethvert autentisk referat af hvad der gik for sig på kongsgården hint uforglemmelige år, har de ikke haft vanskeligt ved at give et pålideligt billede af hvorledes det kunde være gået til, fordi de selv havde været med til at drikke gravøl over venner og frænder. Uenigheden mellem de to versioner beror på forfatternes forskellige metode. Fagrskinnas skildring er ment som en antikvarisk oplysning om forfædrenes skålskikke; sagamanden har en fin kulturhistorisk samvittighed, og vil forebygge at tilhørerne tankeløst overfører deres egne forestillinger på gamle dage. Snorre derimod beskriver optrinnet som stilist og kunstner, hvem det dramatiske er hovedsagen, og for ham er Krist og Mikael lige så gode som guder og frænder. Han skriver mere umiddelbart ud fra sine egne forudsætninger, og derfor er der i hans version indlejret en stump kulturhistorie, nemlig middelalderens tilegnelse og tilpasning af de gamle offerskikke. Men dermed er ikke givet at Fagrskinnas forfatter slår Snorre ud som fortidsvidne. Den tredeling som Heimskringla spiller så stærkt på, er ikke skabt af hensyn til det stilistiske eller det dramatiske; gildestatutterne, som indeholder resultatet af skålens omvendelse til kristen sæd, fortsatte oldtidens hellige bordskik, og der møder vi atter denne treklang, på en sådan måde at man bestemt får indtryk af en konveniens som havde sin rod i gammel vedtægt. I det gotlandske Karinsgilde skulde skænkes »tre minner, vor herre og broders minne, vor søsters og frues, og St. Katharinas minne«. Det danske Eriksgilde bekendte sig til St. Erik, vor frelser og vor frue, medens det svenske Eriksgilde kun omtaler St. Eriks minne, der lyses når seks slår, og alle helgens minne, når ni slår. De svenske St. Jørgensbrødre er faldne for den middelalderlige fristelse at indrullere så mange helgene som muligt i deres himmelske garde; ikke tilfredse med vor herre, vor frue og St. Jørgen har de hvervet St. Erik og St. Olav samt det hellige kors, og alle helgener i flok foruden St. Gertrud og St. Bengt besynderligen. Alle ni betænkes i skålerne, men tre og tre tages under eet, så at minnerne dog holdes inden for treheden. Disse gildevaner giver Heimskringla en vis vægt, når den i anledning af Sigurd Jarls blotgilde på Hlade grupperer festen om Odins bæger til sejr og magt for kongen, Njørds og Freys til år og fred, og Brages bæger samt mægtige frænders minne, selv om vi, når vi ser bragarfull opført som Brages bæger i parallel med de andre guders, kan få en lille mistanke angående denne stærkt departementale ordenssans. (side 134) På den anden side står de norske gildeskråer tilsyneladende enstemmige om at indskrænke skålernes antal til to: Onarheimsgildet tømmer Marias minne og Olavs minne, medens Olavsgildet mærkeligt nok kun omtaler Krist og Maria og udelader sin egen skytspatron. Og den form for kristen festdrik i Norge som fik kirkens højeste sanktion, er også bygget over Krist og Maria som højtidelighedens genstand. Siden disse formuleringer ikke er beregnede på at indvi proselytter i kultens hemmeligheder, har de ikke nødig at sige alt, og man behøver ikke at lede længe i dem efter de huller hvor en eller anden underforståelse kan ligge skjult; men selv om man vil lade alle muligheder gælde, fortones ikke det faktum at to af minnerne udmærkes ved særlig omtale, – heller ikke at de der skabte sætningerne havde noget på sinde som måtte udsiges, og andet som man måtte tænke sig til. Disse vidnesbyrd arter sig nemlig forskelligt efter som man bringer dem ind under videnskabelig isolation og analyserer dem efter problemet to contra tre, eller man ser disse skåler dukke frem på baggrund af et blotgildes optagethed, hvor minne følger minne i uafbrudt rækkefølge. Odins og Freys skål er de store minner, fordi de er større og vigtigere end alle andre, ti skålen var ikke en undtagelse under drikningen, den udgjorde selve formen for hornets stadige tømning. Det vandrende horn var festens brændpunkt; den enkelte ceremoni varede indtil det var nået helt rundt, og gildet bestod i en gentagelse af hornets kredsen. »Der gik mange horn rundt« hedder det om den sidste aften på Niflungegården, før Gunnar og Høgne gav sig ud på deres skæbnesvangre færd til Atle; og nu ved alle som hører, at de gæves gilde var stærkt og varede længe. Derfor kunde Egils saga ikke have karakteriseret det drabelige blot på Atleø korrektere end den gør, når den siger: »Der gik mange minner rundt, og et horn skulde tømmes i hvert minne.«  »Det vandrende horn var festens brændpunkt; den enkelte ceremoni varede indtil det var nået helt rundt, og gildet bestod i en gentagelse af hornets kredsen.« Overalt hvor der i middelalderen tales om fest er det samme minnekæde der danner meningens baggrund. De gode Gotlændere var på den tid deres lov blev nedskreven, under tugtemester; der var regler for hvor megen væde der hørte med til et bryllup, og hvilken grad af tørke der kunde tåles ved ringere anledninger. Når de samledes til bryllup skulde Marias minne ende al drik, men inden det var bragt ind kunde værten skænke så mange minneskåler han vilde. Dette er jo det praktiske udtryk for at laget kan drikke så meget det orker, inden det uafvendelige tidspunkt er inde. Med sådanne forudsætninger kan man også regulere drikkelagets varighed og tæthed ved den bestemmelse, at tre minneskåler, ikke mere, må skænkes ved hjemførelsen af brudens medgift. Op af denne minnestrøm dukker atter eet bestemt bæger som skålen fremfor andre, festens egentlige kærnepunkt. Formodentlig går mid- (side 135) delalderens »højeste minne« tilbage til hovedskålen i den hedenske drikkehal, enten som en umiddelbar tillæmpning eller som en erstatning for noget tilvant. I gilderne er det guddommen, enten hovedguden, Krist, eller den lokale gud, skytshelgenen, der nyder ypperst ære. Jørgensbrødrene får ved deres omtalte treenigheds treening plads til guden og gudinden og patronen i højeste minne, og det blev skænket »særdeles med horn og blus«, altså på mere festlig vis end de to andre skåler. Ved almuens gilder og julefester er man vedbleven at drikke Guds eller den hellige ånds skål, selv efter at man fandt det fornødent at tilføje en undskyldning til den højeste, fordi man viste ham den skyldige ære; og det kan se ud som om skålen fremfor andre netop er denne Vorherres skål. Festen endte ikke formløst. Det vilde stride med blotets væsen, som med dets hensigt, om det blafrede ud som et lys der brænder ned. Ved de svenske bryllupsgilder fik gæsterne våbendrikken rakt som gildets afslutning, samtidig med at de af værten modtog deres forvarede våben. Middelalderens gilder har ikke fornægtet den gamle vane, og undertiden lader de det sidste af de tre store minner tjene som en slags amen. St. Görans skrå udtrykker sagen således: »St. Bengt betyder orlov og god nat.« Efter at de tre hovedskåler var tømte, burde man ikke umage dem der gik for borde, – med mindre alle gæsterne var enige om at de sad for godt til at bryde op, tilføjes der et sted forsigtigen. Da så lovgivningen kom til at betragte det som en af sine mange opgaver at retlede folk i deres feststemning, gjordes minnet til et politipunktum på glæden. Når på Gotland Marias minne var udbragt, havde enhver hjemlov; meningen er tydeligt nok den at de gode folk gjorde klogest i at benytte sig af tilladelsen. Så længe gildet var gudsdyrkelse, måtte nødvendigvis alle deltagere sidde hele festen ud, om de ikke vilde skade sig selv og alle blotfællerne; og inden bortgangen forvissede man sig om at ret og fyldest var sket, og at man nu kunde bryde op uden at gøre skår i velsignelsen. Den enkelte gæst drak sin velfærdsskål, når han forlod laget og begav sig ud i mørket, og i den store våbendrik lå endeligt forsikringen om at alle deltagerne tog lykkens sign med sig; svenske love fremhæver med rette at den skal drikkes af de samme kar som gæsterne havde drukket bryllup i. Inden for gildeparagrafferne mødes gammel tendens og ny ånd, og den indre tvedragt giver ordene deres præg, så at nydelsen formuleres som pligt, og pligten som tilladelse. Brødrene følte i sig kravet om at se gjort alt hvad ret var – Germaneren var ikke død i dem – men de havde ikke længer den gamle opgåen i blotet. Festen var noget som residerede henne på gildestuen, og omsluttede brødrene der fra hjemmet begav sig ind i det tilredte gæstebud: deltagelsen var en (side 136) pligt. Fordum var blotet inden i offerfællerne, det havde sin existens i deres gildeberedthed og i deres samvær: delagtigheden var en nødvendighed. Middelalderen havde brug for skålen til at skabe orden, både som et middel til at konstatere brødrenes pligtopfyldelse, og som en forebyggelse af at de gjorde alt for meget ud over det der krævedes af dem; og da kulturen havde vokset sig så langt ud af det gamle at tyngdepunktet afgjort var kommet til at ligge i kristendommens tanker, kunde skålens modererende egenskaber blive de overvejende, men samtidig måtte omslaget i religiøst tonefald opløse selve den kraft der havde sat drikken i stand til at holde igen på brødrenes overstrømmende munterhed. Uden for byerne, hvor kristendommen næppe er nået så vidt som til at indskrænke pligterne, før den optrådte i sin liberaleste form, dér fik slutskålen andre opgaver. Den kunde træde til som en hjælp for den redelige vilje, når det gjaldt at udrunde den allersidste fold i vesten. På bryllupper i Ditmarsken blev bordet hævet med den hellige ånds skål; stegen nødtes ned med et maningsråb om at »den helligånd holder for døren«, og endelig, når alle bedyrede deres uformuenhed, skænkedes helliggestsminnet med dette ønske: »Det blive eder et glad år med den hellige ånd!« For den der vil indfange helheden og ikke kaster sin opmærksomhed bort for lutter enkeltheder samler gildelovenes og almueskikkenes vidnesbyrd sig til et fyldestgørende billede af blotfesten. Tilbøjeligheden til at finde hvile i treklangen er utvivlsomt vel begrundet i nordisk ånd, selv om den måske skulde være bleven helliget ved at smælte sammen med ærefrygten for det treenige i den højeste. Man kendte i oldtiden til en traditionel agt for det tredelte som det fuldkomne. Tre er nornerne, tre er rødderne på Yggdrasil, tre er undertiden guderne i følge; tredje gang er ofte den afgørende, den der gør en retslig handel uigenkaldelig og uimodståelig. Edsformularerne røber også tendensen, samtidig med at de lægger for dagen at den ikke har magt til at smede alle tanker i sine bånd; ti Glum der enfoldigen sværger ved asen alene, står hverken frem for eller tilbage for Landnámas forfatter, der mente at man på stalleringen skulde påkalde Freyr, Njørd og den altformående as. Men værdien i vidnesbyrdene hænger ikke på en disput om tal; i dem står tegnet en fest der, med hornet som sit midtpunkt, lægger time på time, måske dag på dag ind under sig; i dem står at festen under sit forløb har haft flere koncentrationsøjeblikke, i dem mældes der om en tendens til at samle enkelthederne i en festrytme der hævede det højhellige end et stykke op over stor- (side 137) helgen. Og når vi ser rytmen i forhold til det rastløse liv, slipper vi for den ørkesløse gerning at stille formodninger op der i eet væk triller ned for os. »For den der vil indfange helheden og ikke kaster sin opmærksomhed bort for lutter enkeltheder samler gildelovenes og almueskikkenes vidnesbyrd sig til et fyldestgørende billede af blotfesten.« Endelig er det der bydes os ikke et ceremoniel, som udvortes skal passe – eller passes til – på alle tider og steder, men et inderligt skema, der holder sammen på ceremoniellet. Inden for hovedskålernes ramme skal der findes plads til en broget mangfoldighed. Alle de højtidelige øjeblikke i ættens liv, som vi delvis allerede har lært at kende fra den sociale side, var fester, var blot, og mødets karakter og dets sigte var afgørende for skålernes indbyrdes vægtforhold. Alt efter tid og omstændigheder måtte dette eller hint minne løftes op til større eller mindre officiel betydning. Ved arveøllet havde løftet en særegen vægt derved at den understregede arvingens myndiggørelse; og hans udråben af sit livsprogram kastede et eget lys hen over de løfteaflæggere der fylkede sig om ham og hædrede ham, enten ved at gøre fælles sag med ham, som Bue med Sigvalde, eller ved at kappes med ham, som Sigvalde med Svend. I brudehuset måtte selve købeskålen komme til at stå i forgrunden som betingelse for trivsel i det indledede ægteskab, Og samtidig for det trygge forhold mellem de to huse der forenedes under eet skjold. Et freds- og forbundsgilde var uden forligsskålen intet – og således havde hver festdag sin omsorg. Inden for de egentlige gudstjenester var det lykken i dens ophøjede almenhed der bestemte over festens gang, men det ligger givet i dens karakter som individuel, ætbunden lykke, at den ikke kunde fornægte sin afhængighed af det aktuelle, fremtiden, ejendommen, naboerne, historien – skæbnen. Skålen gav blotgildet dets karakter. Idet den forenede alle deltagerne i sig samlede den hele lagets stemning sammen til en enhed. Og helligheden slap ikke sit tag i fællerne, før blotets sidste bæger var drukket. »Skålen gav blotgildet dets karakter... Og helligheden slap ikke sit tag i fællerne, før blotets sidste bæger var drukket.« Ved almindelige drikkefester har laget på et vist punkt opløst sig i mindre grupper; mand trak mand, vennen sin ven ud af gildestemningens almindelige broderskab og drak sig nærmere til ham. Vi ser ham i islandske sagaer komme ned ad gulvet med sit horn, drikke til móts med den anden, det vil sige tømme hornet halvt og overlade kammeraten resten. Eller sidefællerne vendte sig mod hinanden og dannede par; på nordisk hed det at man drak tvemenning, når to og to, undertiden mand og kvinde, slog sig sammen om eet horn. Vi kan formode at det egentlige blot er blevet gennemført under strengere regler, og formodningen lader sig ombytte med vished. I sagaskrivningens periode havde man endnu ikke glemt at hellige fester kendetegnedes ved hornets gang hallen rundt; »man skulde bære hornet om ilden«, hedder det, og det vil sige at der kun blev (side 138) skænket i de hellige kar, og disse blev af mundskænken båret fra mand til mand hallen til ende, for så at passere uden om langilden og fortsætte op langs salens modsatte væg. På dette punkt har kvinden sat sin hellighed ind i festen; »øl-gudinden« hedder hun i skjaldedigtningen, og det navn er hvad vi kalder et stemningsrigt ord, fordi det er inspireret af dybe oplevelser. Det umiddelbart betagende i kvinden der skrider husfruens gang gennem ølstuen, er kun en svag afglans af den højhed som kvindehelgen og lagshelligheden kastede over hende for de oplevende. I virkeligheden er det blotskildringer der indeholdes i Beowulfs vers om dronningen der rakte sin husbond det første bæger, og fra ham gik ned ad rækken mand for mand til hånde, indtil hun nåede gæsten. »I manden skal kamp, skal våbenfærd trives, men kvinden skal frodes i yndest blandt mænd; i huskarlenes mjødtime først af alle hilse fyrsten, række hornet drotten i hænde«, således udtrykkes hirdskikken i poetisk fyndsprog, med det »skal« der udtrykker livets normale gang, og disse vers kan uden overdrivelse kaldes en stump offerritual. I sagaen om Olav Helliges hjemkomst efter hans glorværdige udenlandstogter nævnes det som et bevis på Sigurd Syrs storvorne gæstfrihed overfor stedsønnen at han hveranden dag beværtede ham og hans følge med festmad, kød og øl, og på storgildevis lod hornet vandre laget rundt, hvad enten det var helligdag eller ikke. Han gjorde dagen til fest. Det festligere ceremoniel indbefattede den rigeligere forplejning, ti ved minnedrikning fik hver mand hornet fyldt for sin egen mund, så ofte det kom til ham. Men festen forlangte tillige et sammenspil af alle tilstedeværende, hver gang een drak. Så længe blotet stod på kunde man ikke lade skålen hvile og gennemleve et personligt øjeblik, hverken i egne tanker eller i egen drik. Minnestrømmen måtte ikke afbrydes, og hvad enten skålen gjaldt hele laget eller den rettedes mod en enkelt, hvad enten den var brudebæger eller afskedsbæger, førtes den frem gennem en række af stående og mælende drikkefæller under et lags opmærksomhed. Vi ved med sikkerhed på hvilket tidspunkt det norske hof var blevet så moderne at det satte den tungvindte gammeldagshed ud af kraft og hengav sig frit til drikkens glæde. Før Olav Kyrres dage var det skik at hornet gik ilden rundt i hallen, fra kongen til den næste i rang og således videre; men Olav løste op for den personlige inderlighed, han indførte at hver mand skulde lyde sin egen samvittighed og drikke som han vilde. På almuesgården lod hjærtets frigørelse vente længe på sig, og når f. ex. formynderen i Ditmarsken i det 16de århundrede drak bruden til fæstemanden i navnet faders, søns og den hellige ånds, gjorde alle nærværende handlingen skel ved at tømme en skål af samme kar. (side 139) Hvad afskedsdrikken krævede af sin mand kan ingen bedre bevidne end Torsten Boejarmagn, der havde været gæst hos den jættebehersker Geirrød i Jotunheim og dér set folk drikke af hornet Grim. Ganske vist må det være vanskeligt at finde udtryk i nøgterne døgnfraser for det der foregår mellem sådanne mægtigheder som Geirrød, selvherskeren over alle jætter og tusser, og Gudmund på Glasisvoldene; og vi får da også af forfatterens forsøg på at sige det uudsigelige et levende indtryk af at forholdene både var meget større og meget mærkeligere blandt jætter end på hverdagsgårdene i Norden. Da Grim bæres ind i sin bredfulde majestæt, falder hele jætte- og tussefolket på knæ – de vidste jo at dets herre blot behøvede at lude øret imod det for at få visdom om de hemmeligste ting. Hornet styrer først hen til Gudmund som den højeste gæst, mundskænken venter til han har gjort ret til bunds, og vandrer derpå til værten. Foran ham fyldes Grim på ny, og Geirrød sætter spidsen opad, så at indholdet presser sig som en havsbølge ned gennem hans hals. Medens helten drak, fæstede han sig blik på Agdi Jarl, og nu blev det hans tur at tage mod en ny påfyldning; den stakkels jarl gjorde hvad pligten krævede, men han måtte tage vejret to gange imens. »Alderdom og manddom forliges ikke,« sagde Grim, ti hornet havde mere end menneskeforstand. Resten af selskabet blev ikke troet til det overmenneskelige, og de fik lov til at fuldkomme loven to og to ved at holde et halvt bud hver. Vor hjemmelsmand lader denne afskedsdrik indbefatte en omgang af hornene Hvitingar, der hver for sig var alt hvad to dødelige mennesker kunde magte, dernæst en mellemdrik, og endelig både Tors og Odins skål, inden man nåede til Grim, og virkningen på os moderne læsere er ikke blot den at vi kommer til at omfatte Agdi Jarl med en forståelse som undskylder meget, men tillige en mistanke mod forfatteren, at han som så mange af sine sagabrødre har rekonstrueret fortiden lidt for meget på intuition. Men een ting har han forud for os; han kendte sin tids sæd, og selv hvor han digter som friest, kan han ikke komme ud over dens forudsætninger. Han ser hele laget som en minnerække, og han har ærefrygt for guddomsmagten som bor i hornet og giver det spådomsævne, han ved at manddom – d. v. s. etisk værd – er afhængig af troskab mod hornet, og når »våbendrikken« blev drukket, måtte det ske på den måde at mand for mand fik hornet, nyfyldt, og hver enkelt drak til værten eller til laget. Det var helligheden der stillede krav til et strengere ceremoniel, og måske gav helgen sig rent udvortes til kende derved at minnedrikken blev frembåret i de guddornmelige kar, og at frit samkvem ikke kunde indtræde så længe disse holdtes fremme. »Det var vikingelov at drikke alle i lag sammen, selv om de kom til gilde«; ti krigerskaren levede (side 140) under storhelgen, og var derfor til stadighed udelukket fra den skødesløsere drikkelagsstemning; de måtte ikke drikke tvemenning. Af samme grund førtes altid de krigerhellige drikkelag på kongsgården under ceremoniel strenghed; hirdmændene var alledagsvikinger. Henvisninger (side 386) 126. Ljot, Forns. 42; til det trolddomsagtige hørte åbenbart at handlingen foretoges i mørke; et sidestykke Kormak 46: det fordækte er handlingens kraft, jfr. Skjald. 80 (47). - Tord, se i det foregående II 102. 127. Helge ting, Grágás I 27, 97, 112; Orig. Isl. (Vigfússon og York Powell) I 328 cf. Glúma 83. – Tinghelg, Gul. 198; Frost. I 5; Grágás I 97. – Grettir c. 72 ff. cf. Edd. Min. 129 f. – Om lysning af festhelg i kristen tid f. ex. Dipl. Norv. III 27; Södermanlands äldre Kulturhist. hæfte XII 16; jfr. også Lieb. 597 (81). - Offerkød, Heims. I 192, 194; Gut. 63 f. – Sæhrimnir, S E 39; Grim. 18. – Mjødens fortid, se II 238 f. – Velkomstøl etc., til det flg. cf. Cahen og f. ex. Heims. II 43; Dipl. Norv. III 954; og et almuevidne Gaslander 257. – Drikke, brygge bryllup, f. ex. Flat. I 149; Gut. 37; Vestm. Gipt. 2; cf. ölstœmna, Østg. Gipt. 8; Vestg. I Mandr. 13, Gipt. 6 etc. Som det afgørende fra juridisk standpunkt, Frost. IX 12. - Ølfred etc, Hels. Ærf. 2; Vestg. I Gipt. 9; Østg. Gipt 8; sml. dermed de angels. udtryk beorsele, beorsetl, meoduheal, meodubenc etc. og f. ex. gebeorscipe, B. A. Prosa I 59 (Gen. c. 21, 8). – Gilderne, her behøver jeg heldigvis ikke at komme ind på de tornefulde problemer om gildestatutternes indbyrdes forhold, i hvor stort om- (side 386) fang indholdet beror på literær sammenhæng, på forplantning af fuldfærdige gildevaner og på direkte forhold til folkelivet. Sådan som de hævdes er de uvurderlige vidner om kulturforudsætningers dybde. Det kan jo ikke undgå nogen læsers opmærksomhed at Gildelovene i Norge og Sverrig, hvad det ceremonielle angår, har et individuelt særpræg, der vidner om direkte afhængighed af folkelivet. — Da. Gild. 39 (4a), 89 (1); Småst. 20, 44; English Gilds 55, 59, 61, 63 etc.; Gross: The Gild Merchant II 160, 390. – Da. Gild. I 26 (66); Småst. 106, 115, tag (8); Skråordn. 70 (45); Gross I 58, 188; Riedel: Cod. Dipl. Brandenb. XV n. 113, 82 ff. p. 86. – Da. Gild. I 12 (34), – I 12 (34), 26 (36), 69 (2), 70 (4); Gross II 96, 153 etc. - Småst. 117. 128. Sigurd Jarl, Heims. I 193. – Øl signes guder, Flat. I 383; II 184, cf. dispositionen i den opbyggelige gardinprædiken Flat. I 333. – Løfte, Flat. I 307; Forns. 91 udelader øllet. – Sammenskudsøl, Flat. II 271; Gul. 6 f. det indbyrdes forhold mellem de to paragraffer behøver vi ikke at opholde os ved her, jfr. Frost. II 21; et mål øl er omtrentlig det kvantum øl der brygges af en skæppe malt. 129. Vedastus, Mon. Germ. Hist. Script. Merov. III 410. – Columbanus, ibid. IV 102. — Gertrud etc., Grimm: Myth. I 49 f.; Zingerle i Sitzungsber. Wien. Akad. Bd. 40. 130. Øllets kraftige hemmelighed, »øl« er jo ordet i historisk tid, og i denne sammenhæng er det ligegyldigt om ingredienserne i drikken har varieret i tidens løb, eller om endog øllet ligefrem har fortrængt en ældre hellig drik. - Tacitus's samtidige, Germania 22 røber ved sin overensstemmelse med nordiske skikke at gildet var altings begyndelse, og Tac. har nok som fremhævet at øllet var en vigtig ting. Jfr. Hist. IV 14, hvor det udtrykkelig tilføjes at gildet fandt sted i lunden. Hvor meget vi tør læse mellem linjerne i Ann. I 50 f. er vel tvivlsomt. — Skapker, Gul. 58 jfr. Grim. 35; Flat. II 33; Fornm. VI 341; Fornald. I 175; Unger 219 (18); Småst. 144 (22); Saxo I 59. – Horn, Heims. III 337 cf. Fornm. VI. 240 f.; måske kan også nævnes Sturl. II 107; Landn. 211 l. 8; Dipl. Norv. II n. 668; betydningsfuldt som efterklang Fornm. III 190; Fornald. III 140, 163 f.; II 390, også III 637, selv om også den forrykte fabulieren kræver både visdom og langmodighed af læseren; Flat. 360 f. cf. Fornm. III 195 ff., og den sammenhæng mellem kornets og mandens skæbne som antydes 189. Sml. så dermed minderne fra bøndergårdene, N. h. T. 2 III 178; Jens Nilssøns Visitatsbøger (Y. Nielsen) 393; Daae II 27; og eftervirkningen i folkesagnene, Thiele I 54, 109, den første et godt sidestykke til Ol. Tr. med dens amalgation af den gamle tro på velsignelse og dens frygt for de underjordiske. 131. Bord, se Gudmundsson: Privatboligen 186, cf. mos francorum, Gregor X 27 og Waltharius 304 ff. — Hardeknud, Anglo-Sax. Chron. a. 1042; videre Skråordn. 108 (26); Småst. 122 f., 132 ff., 146 (37). Dipl. Nor XI p. 676 n. 598, et optrin ved gildet, visende den der står ved sin drik og vender sig mod sidemanden. Da. Gild. I 66 (42), 172 (12); II (35). Sml. Cavallius II 446; Djurklou 43; Gaslander 267 cf. Topogr. Journal hæfte 26 p. 53. – Mændenes hænder, Atlak. 10, egentlig hen ad rækken af hænder; jfr. har på sin hånd, Sv. Med. 511; Sv. Landsm. 192; Lieb. 11 (12). I den sidste paragraf er det ikke blot indholdet, men også dens plads i loven som har betydning for vor opfattelse af ceremoniellet. Man beskylder undertiden de gamle redaktører for at de ikke havde fuld klarhed over forskellen mellem væsentligt og uvæsent- (side 387) ligt. Sandt er det at vigtige ting ofte fattes, ganske simpelt fordi de var for selvfølgelige til at kræve bogførelse; men det der står i loven er aldrig uvigtige snurrepiberier. 132. Priscos, Corp. Script. Hist. Byzant. I 202 f. – Fagr. 85, simplere og oprindeligere i Heims. I 321 f. og Jomsvik. (Petersens 1882) 94. (Jomsvik. latinsk overs. Giessing 1877 p. 37). Den udvej at følge Jomsvikingesagaerne og henlægge optrinnet til Strutharalds gravøl, er jo ingen løsning. Heimskringlas og Fagrskinnas vurdering af festen udspringer af noget langt dybere end i en blot og bar forveksling. 133. Gilder, Småst. 150; Da. Gild. I 66 (42) cf. II 209 (30); Småst. 112 cf. 123; 132 (21); Heims. I 187, om Snorre har historisk hjemmel, det bliver en sag for sig; faktum er at han vil have sine ord opfattet som en kulturhistorisk notits, og at han har betænkt hvad han siger. Anderledes de specielle gudeanråbelser der undertiden forekommer i kongesagaerne. Når en giver Aserne æren, tilføjer hans kollega Tor og Aserne, en gang bedre hedder det Tor og Odin og Freyja og Aserne, Heims. II 219; Flat. II 184; Fornm. IV 234; jfr. Flat. I 283 med Ol. Tr. 24, – navnene kommes i efter smag. Fornald. III 222 f. er sluppet billigt til sin livfulde bryllupsscene, for billigt til at den kan forlange at blive taget alvorligt i dette selskab. 134. Norske gildeskråer, NGL. V 9 (22), 12 (11 f.), men sml. så indledningen p. 7 (1); cf. også Gul. 6 f. På den anden side Unger 219 (11). — Mange horn rundt, Atlam. 8. — Egil 133; minnikar, lagakar betyder et afsnit i festen, cf. f. ex. Småst. 132; således bliver også bestemmelsen NGL. II 445 forståelig. - Gotlændere, Gut. 37 f., 60. 135. Højeste minne, Småst. 123, 133, 144 (9), 146 f. – Almuen, Cavallius I 169 f., 209; Jens Nilssøns Visitatsb. (Y.Nielsen) CXII cf. Sv. Med. 511; Olaus Magnus XVI 17; Danske Magasin 4. R. II 404. - Våbendrik, Østg. Gipt. 9. – Gilderne, Småst. 116, 132 (21), 150, 159; Skråordn. 112 (47); Gut. 38. – Velfærdsskål, Fornm. III 191; Egil 135. – Samme kar, Østg. Gipt. 9. 136. Ditmarsken, Neoc. 118 cf. Schutze: Holstein. Idiotikon I 88. – Tretal, Gering s. v. þrir; Østg. Gipt. 8; Lex Sal. cc. 44, 50; Glúma 76; Landn. 96. 137. Ned ad gulv, f. ex. Ljósv. 141. – mótsminni, Flat. III 273, er rimeligvis at forstå ud fra dette til móts, cf. Heims. I 68. – Tvemenning, Egil 18, 147; Kormak 52. – Om ilden, Heims. I 187; III 226; Egil 133, 150: »skulde gå om gulv ved alle minner« = eundum, det naturlige neutrale udtryk. – Om Egilsagaens karakter, se foran p. 119 ff.; p. 133 har det afgørende træk at hornet skulde tømmes, i alleryderste nødsfald måtte vennen gøre skel for sin ven; jfr. Fornm. VI 240. Dette er også baggrunden for scenen i Norr. Fornkv. 202, obs. Borghilds hånsord. Sml. Fornm. III 196, der udtrykkelig gør opmærksom på det usædvanlige ved at der var to om hornet. Egil 152 skildrer et blot på Gaular; måske kan sagaen have ret i at først blev der drukket i lag, derpå til halv eller til móts; scenen foregår åbenbart ikke på selve den højeste blotdag. Langt sandsynligere er det dog at forfatteren på dette sted skriver ud af sin egen erfaring. Han kvier sig jo heller ikke ved at give en romanhelteforklaring på Torolfs uvilje mod bøder (153 l. 9), til trods for at han ved at drabet var helgbrud af farligste art. Egil 262 ser delvis ud som en lidt afbleget gentagelse af blotet på Atleø, men i og for sig er der intet i kapitlet som står i strid med en god kulturhistorisk samvittighed. Trods (side 388) den forvirrede fortællemåde er gangen i drikkelaget ikke fordunklet, jfr. f. ex. 263 l. 5 ff. og 264 l. 23. Hvis einmenningr er noget mere end sagamandens egen snildhed, betegnes dermed den ceremonielle drikkevis, hvad enten ordet nu er god teknisk sprogbrug, eller det er senere lavet som komplement til tvemenning. (Af helt anden beskaffenhed er Sturl. II 107: først drak man i lag, dernæst småhornsdrik, (hnyfilsdrykkjur), d. v. s. hver sad med sit horn). Glúma 10 med dets tólfmenningr ved julegildet synes at være et minde om lagdrik, men traditionen er her endnu mere spredt end i Egils saga, og overfor alle de øvrige vidnesbyrd er dette isolerede ord ikke nogen hypotese værd. – Et andet udtryk for drikkens kredsen og for det ceremonielle kultlag er hvirfing. Fra det ceremonielle drikkelag som hjærtet i gildet er ordet gået over i middelalderen. Det kunde synes at stamme fra Danmark, og egentlig at være et dansk kultord som med gildelovene førtes ud over Norden. Kolderup-Rosenvinge: Danske Gaardsretter og Stadsretter 101, 128, 442; Thorsen: Stadsretter 162 (20); Da. Gild. I 216. Om gilder også Fornm. VI 440. Om ceremonielle drikkelag, Heims. II 219; Ol. kon. 61; Flat. II 185, jfr. med Fornm. VI 440 (15), hvor vi ser gilderne opsuge det forkristnede blot. 138. Kvinden sat hellighed ind, se II 108 f. – Ølgudinde, Skjald. 18 (20), 71 (7) etc. – Beowulf 612 ff.; 1980 ff.; P A Po. I 346; cf. Norr. Fornk. 202 og Flat. III 271 f., måske også Unger 219 (17). – Olav Hellige, Ol. s. h, h. 18. – Olav Kyrre, Fornm. VI 439, 442; Fagr. 306; Mork. 126; Heims. III 226 f. De to der sad hinanden nærmest, og derfor kom i umiddelbar berøring med hinanden hver gang hornet gik rundt, sagdes at sidde for hinandens tildrikken, eller at drikke på hinanden. Flat. II 271; III 317, 380; Bisk. I 19; Egil 150; cf. Fornm. VI 442: drekka minni á — drikke ham til som anden mand i drikkekæden. Pladsen og tildrikningen gik efter rang, og under den fornemmere anordning af sæderne med to højsædepladser lige overfor hinanden, en på hver langvæg, var hornets første gang fra forsædemanden rundt om ilden til hans genbo. Mork. um þveran betyder ikke »tværs over ilden«, men »over til den modsatte side« = Fagr. um. De to højsæder tilhører en forfinet verden, som den i den norske kongsgård og de storbondegårde der tog efter hoffet; på almuegården og i det gamle tempel havde de ingen plads, cf. Eyrb. c. 4. En sådan omordning måtte medføre visse ændringer i ritualet. Om virkelig forsædemanden selv måtte følge med hornet, som antydet i Heims. III 228, for at opretholde den gamle kædeforbindelse, er uvist; jeg har antaget at verset gik på modtagelse eller optagelse, og derfor uegentlig var brugt som illustration på dette sted i sagaen — måske har jeg haft uret deri. Olavs to horn, Flat. I 360, kan tyde på at man i store huse lod de to langbænke drikke samtidig, og Fornm. III 189 (cf. 196) får derved en vis interesse. En sådan skik strider mod blotets egentligste princip, den skriver sig sikkert også fra efterblottid. — Ditmarsken, Neoc. I 107 cf. det lille indblik i islandsk bordskik Bisk. I 848: Biskop Laurentius drak ved visse højtidelige lejligheder et kar til hver af sine præster, og et kar omkring til hver, når der kom gode gæster, d. v. s. en omgang drik, et minnekar, for hver af de tildrukne. 139. Torsten, Fornm. III 191. — Helligheden stillede krav, obs. udtrykket Hels. Ærf. 2: ølfred og lagakar skal være som det har været, d. v. s. gæstebuddets strenge helg skal overholdes, som hidtil, sammen med de skåler som hidtil har været nødvendige. - Vikingelov, Heims. I 67. (side 389) 140. Hirden, derfor var hirdmændenes drikkelag i senere sprog og sæd minnedrikninger, Bisk. I 728; Fornm. VI 240, 442; cf. betydningen af minni, Fornm. III 196. Fodnoter