Vor Folkeæt i Oldtiden: Sejrsværdet og tvistmalmen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Tredie bog:
Hellighed og helligdom


Sejrsværdet og tvistmalmen



(side 25) I alt det der duede var der lykke. Til et sværds lykke hørte skarphed, skønhed, godt håndfæste, og så naturligvis den dertil svarende egenskab: sejr, fremgang. Engang da hin Jøkul fra Vatsdalen var ude for lidt mere end almindelig stærk trolddom, mældte hans sværd, familiestykket Ættetange, sig fra; han så forbavset i æggen: »Er lykken gået af dig, Ættetange?« På samme måde gik det Beowulfs sværd i kampen med Grendels moder: for første gang svigtede det, dets »dom« – ære og kraft – var ude. Et skib måtte have lykke til at være stift i søen, til med eftertryk at kunne benytte børen, både under krydsning og for vinden; det måtte ikke være tilbøjeligt til at trække vand, eller løbe ind hvor der var farlig landing. Vatsdøleslægten besad et sådant fuldkomment fartøj, som Ingemund havde fået af Kong Harald. Det hed Stigandi, »den raske gænger«, og var en usædvanlig god luvholder og i højeste grad farsælt.


Men vi ved der var stor forskel på sværd og sværd. Somme kunde rent ud kaldes »sejrvåben« – som Beowulf kalder dem: de sikrede ejermanden fremgang hvor han end kom. På nordisk hedder det som oftest med lidt bredere karakteristik: »Den egenskab fulgte sværdet, at den fik sejr som bar det til kamp«, eller: »Det bed jærn som klæde, tog ikke mod rust, og sejr var med det i slag og tvekamp, hvem der end bar det«; men Torarin kan også overfor Torfi begrunde sin lystenhed efter de fremmede sværd med blot at sige, at han havde hørt de var »sejrrige«. Uden tvivl sad der sejr i spydet og sværdet og bør i fartøjet, og den der erhvervede sig kostbarheden, berigede sig på den måde med lykkeegenskaber. Derfor var man så grisk efter gravgods: man brød gravhøje op, og til overflod tog man, om det behøvedes, en dyst med højboen – hvis sagnene da siger sandt – for at få tag i et gammelt, prøvet sejrvåben. Det gode sværd Skøfnung, som var Midfjordskegges stolthed og som spillede en vis rolle i hans efterfølgeres liv, var hentet i selveste Hrolf Krakes høj; Skegge havde selv været der efter det, og havde set både Bødvar Bjarke og kongen; Bødvar vilde gå løs på ham, men kongen holdt ham tilbage. Sikkert var klenodiet umagen værd: bistert var det, så at det aldrig vilde ind i skeden (side 26) igen uden det havde været i levende kød, det mældte selv når hugget var godt ført, ved at synge højt, og intet lægedes efter det; men så havde det til gengæld sit egensind: det tålte ikke at kvinder så når det droges, og det led ikke solskin på hjaltet. – Nede i Syden minder Paulus Diaconus sine læsere om, at »i vor tid har Giselbert åbnet (den langobardiske heltekonge) Albuins grav og taget hans sværd ..., og dernæst med sin sædvanlige forfængelighed pralet for almuen af at han havde set Albuin«.


Men vi må dog ikke tro at klenodiet lod sig bruge af hvem som helst, at sværdet huggede løs i kampen og lod manden om at følge med. »Sværdet kæmper selv, — når det føres af en husnild helt,« siger Skírnismál, og sværdet Hrunting, Beowulfs tro følgesvend, »sveg aldrig den i kampen der svang det, når han vovede at gå den farestrittende vej gennem fjendernes fylking«. Dagligdags udtrykte man sig mere nøgternt, men også mere præcist, man gav våbnet fra sig med en advarsel om at kun en »duelig og frygtløs« mand kunde bruge det. Tonen faldt på den fornødne overensstemmelse mellem brugeren og det brugte. Ingemund anstillede engang en prøve med Stigandi: han vilde gærne se om det kunde skride, når han ikke selv var med; og forsøget lykkedes, de udsendte kom tilbage fra Norge med lutter lovord over skuden. Men det kunde da også være at både våbnet og skibet nægtede sin tjeneste, som Ormen Lange vægrede sig ved at lystre roret efter Olavs død. Det kom an på om man var »husnild« nok til at »tage« våbnet på rette måde, om man kendte dets »lykke«, og respekterede den, eller fra en anden side udtrykt, det kom an på om ens egen og sværdets karakter kunde komme overens. Da Kormak vilde låne Skøfnung, var Skegge meget betænkelig ved at sige ja, netop fordi han havde sine tvivl på dette punkt: »Du er en hidsig mand, men Skøfnung er besindig af anlæg.« Og vist er det at Skøfnung og Kormak ikke kunde sammen, og følgen blev at begge kom til at lide under uoverensstemmelsen.


Betingelsen for at bruge en anden mands våben var da den, at man enten havde snildhed nok til at gøre dets sjæl til sin ven eller kræfter nok til at tvinge den. Måske kunde man blive overrasket ved en pludselig egensindighed i klenodiet, en dunkel vilje der gik på tværs af ens egen; det var de tidligere ejere der pludselig dukkede op og gjorde sig bemærkede. Hvad der en gang var lagt ind i sværdet af vilje, det lod sig kun vanskeligt overvinde; når Geirmund »lægger på« Fodbid at det skal koste den bedste mand i Olav Pås slægt livet, da vil klenodiet få sin vilje fremmet før eller senere. Bolle må engang komme til at stå med det i hånden overfor sin fætter Kjartan, og han vil blive drevet til at bruge det til den dåd som »sent skulde gå ham af minde«. Det gode sværd Gråside, som var i Surssønnernes besiddelse, havde af sin (side 27) oprindelige ejermand fået den hilsen med, at det skulde bringe dage som ikke huede frænderne. Langt om længe blev det omsmedet til et spyd, men det fandt dog vejen først ind i Gisles fostbroder, Vestein, og siden som hævn ind i hans svoger, Torgrim. Derfor er det man ved overrækkelsen fortalte sværdets eller halsringens historie: man lod modtageren vide hvilken skat han fik, hvilken ære og lykke der var ophobet i den, men også hvad natur den havde, hvilken vilje der sad i den. »Denne brynje gav Hrodgar mig, den vise konge, lagde mig i munden at jeg først skulde sige dig dens godvilje; han sagde, at den havde Heorogar, Skjoldungernes drot, båret en rum tid ...«, med en sådan omstændelighed overrækker Beowulf sin frænde den våbenkappe som han medfører fra Danmark.




»Det sværd som Odin bragte ind i Vølsungehallen og huggede fast i stokken,
var der mange som anstrængte sig for at få, men det gav sig først overfor Sigmund.«




Et våben der hedder Kongsbane eller Selshævner – det spyd som Seltorir var bleven hævnet med – mælder selv sin fortid i navnet, antydningen indeholder en historie, og i historien ligger en selvåbenbaring. Angelsachserne med deres episke sindighed kan nøste fortællingen ud af antydningen; i det lille nu da Viglaf springer Beowulf til hjælp, får digteren tid til at gøre tilhørerne opmærksomme på det sværd Viglaf førte: »Han drog sværdet, et efterlad af Eanmund, Ohtheres søn, den venneløse, forstødte, hvis bane Veohstan blev i striden, og han hjemførte hans mørkladne hjælm, hans ringvævsbrynje, hans gamle, jættesmedede sværd; det skænkede Onela ham og talte ikke om ufred, skønt det var hans brodersøn der var fældet. Klenodiet holdt han mange år, til hans søn kunde øve heltefærd som faderen før han. Da gav han ham blandt Geaterne kampklæder i utalt mængde, og han skred så ud af livet.« Sværdet var altså kommet ind i ætten dengang Veohstan, Viglafs fader, på slagmarken nedhuggede Eanmund; og Onela, i hvis fylking Veohstan stod, overlod ham byttet, til trods for at den dræbte var en brodersøn af ham selv.


Det er da ikke en abstrakt velsignelse, ikke held i almindelighed, som rummes i disse klenodier, men netop en lykke, de og de menneskers lykke, deres sjæl. I de ord hvormed Grettis moder hænder ham sin families dyrebare klenodie, Ættetange, ligger tonen også på sværdets og dets ejeres samfund: »Dette sværd har min farfar, Jøkul, ejet, og de gamle Vatsdøler før han, og det var dem sejrsælt.« Og det er det samme som i sagnene hedder, at kun den rette kan tage sværdet. Det sværd som Odin bragte ind i Vølsungehallen og huggede fast i stokken, var der mange som anstrængte sig for at få, men det gav sig først overfor Sigmund; og da Bødvar Bjarke efter sin moders anvisning kommer til klippehulen, hvor hans ulykkelige bjørnefader havde gemt sine våben, da falder sværdet løst i hans hånd, så snart han griber om hjaltet. Det første sagn er sikkert støbt i familiemytens form, det andet er skåret til som æventyr, men begge bæres de af tanker der (side 28) var oldtiden umiddelbart fortrolige: når ligt kom til ligt, smøg de to sider af hamingjaen sig ind i hinanden.


Lovprisningen af sværdets sejrrighed fremhæver blot en side af dets væsen, den side der vender udad mod omverdenen; i respekten for dets frygtelighed ligger underforstået en mere karakterfuld, mere personlig bedømmelse af klenodiets værdi. Hvor lykkelig gennemsnitsmanden end er inden for sin begrænsning, har han næppe enhver art af stridslykke med sig, og det er kun høvdingens våben der i sig rummer al slags sejr og enhver kampmåde. Derfor er den tilføjelse, at Tyrfing var lykkelig både til slag og til tvekamp, ikke så ørkesløs som den måske ser ud. Men på den anden side forudsætter våbnets sejrsæle en alsidighed som frændernes egen; både sværdet og spydet og skjoldet må eje hel ætlykken, også dens lægekraft, dens frugtbarhed, dens madheld, dens kløgt. Jeg skulde formode, at et sværd eller en hammer så vel som en kappe kunde åbne kvindens liv, når der trængtes til flere efterkommere: hun kunde indhylles i klædebonnet som i en sky af kraft, hun kunde modtage hammeren i sit skød, sådan som bruden gør i Trymskviden. Jeg skulde endvidere tro, at et dyp med spydet ned i mælkebøtten kunde give held i madlavningen og mættelse ved bordet. I Norge har man til de seneste tider kendt til anvendelse af arvestykker i gårdens og husfolkets daglige økonomi. Hist og her sad en familie inde med en gammel kniv, som lægede al mulig værk og krampe ved den blotte berøring; og i lige linje med disse knive står hin sejrrige økse, Skrukke, som har efterladt sig så blandet et rygte i Kviteseid. For det første havde den en stor del af æren for at bygden aldrig blev overbefolket, for det andet brugtes den til at befri de overlevende for bylder og slig værk som man kunde få ved at blive strejfet af visse natlige vandrere; blot man nogle gange daglig strøg den hen over det ømme sted, mældte førligheden sig hurtig.


En forklaring på at de norske knive og økser har bevaret deres lægekraft så langt ned i århundrederne, kunde søges i alle de helgenben og helgenfrynser, korssplinter og evangeliebøger, som middelalderen igennem tjente til at bevare sundhedstilstanden i Europa. Men een ting kan instrumenterne ikke have fået udefra, det der var deres indre berettigelse for folket som brugte dem, at de havde deres kraft fra »æren«, sådan som den nu blev forstået i de mørke tider der fulgte på kulturens fallit. Man havde god tro til knivenes ævne til at kyse værk, fordi der var taget mange mennesker af dage med dem, det vil i gamle ordelag sige: de havde øvet mange storværker, og de havde drukket meget blod – fjör. Skrukke havde besynderlig kraft, fordi den havde tilhørt en meget hård og morderisk person. På samme måde, blot i noget renere kulturånd, daterede Langobarderne særdeles udmærkede (side 29) våben tilbage til Kong Albuins tid: »Albuins navn blev berømt vidt og bredt, så at man endnu den dag i dag blandt Bajrere, Sachsere og andre folk besynger hans højmod og hans ry, hans lykke og hans tapperhed. Enestående herlige våben skal være smedede i hans tid, hører man endnu mange sige.«


I de islandske sagaer får vi kun lidt at vide om det daglige trommerom og de daglige handlinger, som nu netop har kulturhistorikerens interesse, fordi de blev foretagne af alle. Både sagaernes indhold og deres fortællemåde er prægede af livets koncentration; de viser altid æren og lykken i knyttet spænding, og dagligdags begivenheder kommer aldrig med for deres egen skyld; kun når de er fjedre til store handlinger, slipper de ind i udødeligheden. Vor viden om livet i sagatiden er derfor ikke ensidig, men mærkelig fragmentarisk. Vi hører tilstrækkeligt om hvad et gilde kunde være ophav til, men ejendommeligt nok aner vi ikke hvordan et islandsk bryllup foregik, – ikke den mindste stump af ceremoniellet er os overleveret. Vi hører nok om klenodiet til at vi ud fra vort kendskab til lykkens væsen kan danne os sikre slutninger om dets hjemlige værdi, men vil vi have autentiske illustrationer, må vi se os om efter dem andetsteds end i den islandske literatur, og måske til syvende og sidst tage til takke med bondens gøren som fædrene har gjort. Dog eet vidnesbyrd fra oldtiden har vi, som lader sig stille ved siden af de norske erfaringer om Skrukke og knivene, og dette minde er så meget mere fængslende som det gælder Olav Helliges fødsel og hans forhold til sin hedengangne navne. I de dage da Olav, som senere fik navnet Hellige, skulde fødes, åbenbarede en af slægtens fordums Olaver, Geirstadalfen, sig i et drømmesyn for en brav mand fra Oplandene, som hed Hrani, en nær ven af Harald Grenske og Asta. Geirstadalfen indviede Hrani i sin egen historie, og bad ham hjælpe med til at den nu kunde blive fornyet; han fortalte ham hvor og hvordan han var bleven højlagt, og æggede ham til at opbryde graven for at søge en guldring, et sværd og et bælte. Han havde endogså – om vor fortælling ved ret besked – en indviklet plan færdig, hvorved Hrani kunde skaffe sig de fornødne hjælpere; selv skulde han nok sørge for at rumstere sådan at håndlangerne tog til deres bedste ben, når de havde gjort deres nytte. Hvad enten den gamle Geirstadalf har været så omstændelig, eller han efter gode hedenfarnes skik har overladt noget til de dødeliges initiativ og uforknythed, så er det sikkert at Hrani fik fat i både ringen og sværdet og bæltet. Han drog med skatten til Harald Grenskes gård, hvor han fandt Asta liggende på gulvet uden at kunne føde; og så snart hun hørte om Geirstadalfens ønske, lovede hun villigt at Hrani skulde råde for navnet til den lille. Han gik da hen og lagde bæltet om hendes liv, og straks kom barnet for dagen. Det var (side 30) en dreng, som han kaldte Olav, og han gav ham fra hans navne sværdet Bæsing og guldringen.


Så snart vi kommer over til æren, træder oldtiden ind med sit mangetungede vidnesbyrd. Igennem vikingetidens liv går den dybe hjærtetilfredshed ved at blive »æret« med gaver; hvor mange gange fortælles ikke om gæsterne, at de ved afskeden blev hædrede med gaver, og i hæderens velvære drog deres vej hjemad. Medens Angelsachserne, der gærne bruger så højrøstede ord som mulig, lader Beowulf træde græsvangen bort fra Hrodgars gård hoverende over skatten, nøjes Nordboerne, hvis styrke ligger i at de bruger sproget som en dæmper til at frembringe eftertryk, med den simple antydning af at gaverne syntes stormandsmæssige, eller at de var anseelige. For Egil var ringen og sølvet virkelige hædersgaver, et plus til selvfølelsen, han rankede sig under dem, ligesom hustruen retter sig op i det øjeblik hun har modtaget morgengaven, den hvormed manden »hædrer« sin kvinde, – for at bruge den svenske Upplandslovs ord. Ja modtageren annammede en fast klump ære: han tog på et stykke ædelmetal som var sammensat af gamle bedrifter, gammelt højsind, gammel stormandsødselhed, besidderes selvfølelse og beundreres lovord. Det gamle talesæt, at gævhed fulgte med klenodiet og gik med over til den ny besidder, er at tage ligefrem som det står. Og når man fnysende forfulgte tyvens spor, og med alle midler søgte at overliste ham inden han havde fået tid til at profanere kosterne, da var det bogstavelig fordi man vilde have sin ære igen, førend den var bleven besudlet, skadet, måske fravendt sin retmæssige ejermand ved hemmelige kunster.


Det var en skam at miste sine våben, også i kamp, lige så stor en skam som det var en ulykke. Og det var en skam at blive såret med sine egne våben, selv om man, tilsyneladende da, ikke fik varigt men; og så kan vi vel ane lidt af hvad det var for ubændige følelser der bruste op, når ættens eget våben udgød en frændes blod. Nidingsværket for i våbnene, så at frænderne førte dem med ængstelse, som om på en uforklarlig måde deres eget kød og blod vilde komme til at ligge i skåret; de vidste ikke hvilket øjeblik våbnet sprang tilbage i svinget og ramte ejermanden i vildskab. »Ej bide det sværd som du drager, uden det suser ned over dit eget hoved!«


Og sad menneskers ære i klenodierne, da måtte jo også både freden og skæbnen skjule sig deri. I sværd og hakke greb frænderne håndfast om selve lykken, og hvis de holdt hårdt ved, vilde værktøjet hugge og hakke samme vej ud for dem som den deres frænder havde gået.


Over denne erfaring har Nordboerne skabt deres berømteste digtning, den hvormed de har erhvervet sig repræsentation i verdensliteraturen. Vølsungesagnet er gennemvævet af den skæbne, der begynder da Hreidmar i døden påkalder det som ikke burde være: hævn over (side 31) sin egen søn. Atter og atter mærker denne skæbne sin gang ved en »ulykke«: faderdræberen Fafnes død, der er planlagt af broderen Regin og fuldbyrdet med det sværd Regin smedede, Sigurds fald for brudte eder, og det endelige opgør, da hans mensvorne svogre, Niflungerne, lokkes i undergang af Atle og omkommer som hans gæster, den ene i drottens hal, den anden i hans ormegård. Og skæbnen, som forbinder disse led til en fortsat hamingja, sidder i det guld som Andvare forbandede i urdagene, som Hreidmar forholdt sine sønner, som Fafner krøb på, som Grane bar til Gjukes gård, Niflungeskatten, der til sidst trak skæbnen med sig ned til ro på bunden af Rhinen.


At komme fra Vølsungesagnene til sagaen om Tyrfing er som at gå fra et bevæget midtpunkt for tanker der indbyrdes anklager og forsvarer hinanden, over til en afsides verden, hvor der nok er storm, men hvor alt det stærke går samme vej. Mindre åndigt og mere ætbundet, i det hele mere oprindeligt, udtrykkes i Hervørs saga den gamle erfaring, at ejeren og ejendelene udfylder hinanden, at kun klenodiet forklarer mennesket og kun gennem mennesket forklares klenodiet. Sagamanden ser først sværdet, og bag det menneskene. I al sin frygtelighed stiger det op: sejrrigt, altid uovervindeligt, bistert, så at dets mindste nap indeholdt døden, og det aldrig standsede i hugget førend det nåede jorden; sært, egensindigt, så at det ikke tålte at blottes i utide, og altid måtte mættes med blod førend det vilde glide i skeden igen, og dog ubesindigt rede til at fare frem for lyset uden behov; og dets skæbne blev stedse at drage nidingsværk ned over hovedet på sin bærer. Sådan var slægten, den der rækker fra Angantyr over Hervør ned til Heidrek, alle voldsomme karakterer, krigere af indre nødvendighed, hvis lykke både i lyst og i mørkt holdt mål med Tyrfings vildskab. Om den første ved vi ikke meget andet end at han havde båret sværdet så længe han levede, og havde taget det med sig i sin høj, fordi han ikke vidste af nogen efterkommer; i højen henter hans sildefødte datter, Hervør, det gamle slægtsklenodie og bringer det tilbage til livet. Men aldrig så snart er det igen kommet til menneskeverdenen, før det tvinger sin vilje frem: Hervør må lade en nysgærrig bøde med livet, fordi han har givet efter for sin ubetimelige lyst til at se det nøgent, og ved dette drab indvies hun til flakkelivet som viking. Tiden kommer for hende til at opfylde sin bestemmelse, at rejse slægten til nyt liv; med Kong Høfund får hun to sønner, og i den yngste, Heidrek, finder hun en hun tør betro sværdet. Straks farer det af skeden for ham, og over ham falder farfaderens hamramhed, så at han må forlade hjemmet som sin broders banemand. Tyrfing hugger ham frem til ny ære, og til et rige oven i købet, men da har han også sveget og dræbt sin svigerfader. Endelig falder han for sine egne trælle; de bortfører klenodiet, men kongens hævner finder dem (side 32) og bringer sværdet hjem til minde om dådens fuldbyrdelse. Dermed er Tyrfings saga ude. Med Heidreks søn Angantyr glider sagaen over i andre, om vi vil mere historiske, æmner, og i den fortsættelse gælder da Tyrfing også kun som et sværd blandt andre sværd.




»En kultur kan aldrig åbenbare sin inderste mening, den vil
end ikke finde på at forsøge, førend den er ved at blive usikker på sig selv.«




Grundstammen i den slægt der for eftertiden gik under navnet Ynglingerne og som rådede for »Upsalaskatten«, dannes af en rad kække mænd, der havde ulykke i svogerskab, en skæbne der gjorde at kvinderåd sjælden var gode for frænderne. Vanlandi hærjede på Finland, og ægtede der Sne Gamles datter Drife; hun ventede ham fra vår til vår ti vintre, så sendte hun trolddom efter ham, og maren trådte ham ihjel. Visbur tog arv efter sin fader og fik med arven hans vægelsind; han forlod sin første hustru for en anden og forholdt hende tilmed »brudegaven«, og derfor hidsede hun sine sønner til at indebrænde deres fader. Vanlandis og Visburs skæbne gentages linjeret i Agni. Han gik på tog til Finland, og tog der Frostes datter Skjalf mod hendes vilje; men den nat han holdt sin faders gravøl og drukken havde lagt sig til at sove med Visburs ring om halsen, bandt Skjalf et reb i smykket, og lod sine mænd hejse kongen op under loftsbjælken. Om Agnis to sønner, Alrek og Erik, hører vi kun, at de fandtes ude i skoven med søndret hoved og hver med et blodigt bidsel i hånden; og Alreks to sønner, Alf og Yngvi, der herskede efter hans dag, gennemborede hinanden hjemme i hallen, fordi Alfs dronning alt for ofte lod sin husbond høre, at den vilde være lykkelig som var bleven gift med hans broder. – Til Tyrfing i Hervørætten svarer hos Ynglingerne den halsring hvori Agni blev hængt. Visburs sønner udslyngede den forbandelse, at i deres faders æt skulde freden stedse blive brudt, og ulykken bindes i det smykke som kongen forholdt sin hustru.


De fuldtudviklede klenodsagn tilhører helt og holdent den gamle verden, de er udtryk for erfaringer der kun var gyldige inden for dens virkelighed; men de repræsenterer ikke kulturen i dens umiddelbarhed. De ved noget som alle havde oplevet, de tænker sådan som alle havde tænkt, men de er nær ved at tænke over at de tænker, de river hemmeligheden ud af selvfølgelighedens skjul. De har ikke lagt ideer ind i stoffet, men de har digtet gamle tanker fri. En kultur kan aldrig åbenbare sin inderste mening, den vil end ikke finde på at forsøge, førend den er ved at blive usikker på sig selv. Der skal noget til som tvinger den til at gøre sit bo op: en historisk oplevelse der sætter folkets kræfter på den højeste prøve, og et møde med erfaringer der ligger uden for den gamle virkelighed, og derfor opstiller vanskeligheder af en anden art end dem der løste sig selv i den gamle verden. Men får en kultur den lykke at bekende sig selv inden den dør, da udtaler den også en hemmelighed som ingen anden kunde udsige for den. Det pres der løsner tungen, mærkes blot i den undrende tone hvormed (side 33) ordene kommer; var den naive poesi tilfreds med at give sin egen menneskelighed hen, og ventede den uvilkårlig at tilhørerne tog det givne som alt, røber selvbevidstheden sig i at den får et lille problem til rest, når skæbnen er gjort op. Spørgsmålet begynder at vinde plads på svarets bekostning, og i spørgsmålet ligger både tvivl og trods i knop. I de nordiske skæbnedigtninge ses problemtendensen på den stærke fremhævelse af »forbandelsen« som det centrale; men ved siden deraf gør livssammenhængen sig stærkt gældende. Klenodiet er overalt – selv i de mest fremskredne former af digtningen — den virkelige skyld, den egentlige skæbne som er forklaret i sig selv, og ikke et symbol hvori noget usynligt inden i mennesket bliver gjort anskueligt, end mindre tegnet for et X, der ligger for langt bag alle menneskelige tanker til at kunne defineres. Digterne kalder guldet for tvistmalmen, i den oprindelige betydning af skatten var skylden og nødvendigheden i disse menneskers handlinger. Når Niflungernes skat havner nede i floden er selve skæbnen sat ud af virksomhed. Identiteten mellem det materielle og det sjælelige står urokket: frænderne er i deres klenodiers vold på samme måde som de er i deres egen viljes magt; forbandelsen er ikke kommen ud over at være en lykke, en positiv vilje, ære, ikke nidingsforblindelse. Med Tyrfing skal øves tre nidingsværk, Andvareringen skal blive hver ejermands bane, ikke des mindre er alle begærlige efter at komme i besiddelse af disse kostbarheder, ingen lader sig skræmme af truslen i dem. På en jævnmodig advarsel vilde modtageren svare netop som Sigurd, at hver mand vil råde over gods til den uafvendelige dag er inde, eller som Gjukungerne: »Godt er at råde over Rhinmalmen, med lyst styre rigdom og nyde lykke.« Og dermed har de anvist »forbandelsen« dens plads som noget i og ikke over hamingjaen, skyggen af en stor styrke. Når dagen kom, tog de imod den som Atle Håsteinssøn, der rolig forblødte under tanken på sin farfader. Hervør går til Angantyrs gravhøj, – alle Angantyrs advarsler er spildte på hende. Tyrfing vil lægge hele hendes æt øde, – det hører hun ikke. Da hun har sværdet i hånden, svulmer den gamle ætteglæde over i verset: »Vel gjorde du, vikingeætling, at du rakte mig sværdet ud af højen, hellere føler jeg det fylde i hånden, end om jeg holdt hele Norge. Nu er høvdingemø glad i hu, lidet ræddes jeg det der kommer, hvad mine sønner vil gøre op med hinanden.« Og Angantyr kan ikke andet end stemme i med: »Du skal føde en søn, han skal en gang bære Tyrfing tryg i styrken; større lykke end hans fødes ikke under solen.« Da Heidrek senere fælder sin broder med Sværdet, kan skammen over nidingsdåden ikke slå igennem den alt overdøvende glæde: hans moder bad ham aldrig lade gå sig af hu hvilket bid der var i hans sværd, og hvilket ry der havde fulgt alle dem som bar det, og hvor stor sejr det havde i sig.




»Med Tyrfing skal øves tre nidingsværk, Andvareringen skal
blive hver ejermands bane, ikke des mindre er alle begærlige efter at
komme i besiddelse af disse kostbarheder, ingen lader sig skræmme af truslen i dem.«




(side 34) Det er inderst inde samfølelsen mellem mænd og ting som er det afgørende. Angantyr er ængstelig for at datteren ikke skal forstå at omgås med sværdet, men han ved, at bærer hun sig ret ad, og dur hun til det hun påtager sig, så bærer hun med sig tolv mænds liv – fjör – kraft og styrke, alt det gode som Arngrims sønner lod tilbage, – hele slægtsskatten. Arngrimssønnerne, Angantyr og hans elleve brødre, træder virkelig frem af højen for at begynde en ny livsbane da Hervør bærer deres sværd ud og lader det glimte i solens lys endnu en gang.


Fra disse monumentale digtninge udgår der flere linjer. Den ene fører direkte ned i efterdigtningen, hvor man viser kulturen den sidste ære ved at gøre dens store oplevelser til poetiske skabeloner. Den anden peger indad mod det daglige liv. Gråside og Fodbid er meget mere end literære kopier: i dem bekender hverdagshelten sin personlige forståelse af Tyrfing. Men hverken Gisles saga eller Laxdæla leder ud over undtagelsens poesi, der er stedse et spring tilbage til kulturens højeste potens: idealet, lykkens fuldkommenhed. Så skønne skæbnedigtningene end er, så sikkert vi end ved, at uden undtagelsens hjælp vilde vi aldrig blive delagtige i det underforståede der bærer almenmandens liv, kan der undertiden indsnige sig det ønske i os, at bytte en af dem bort for et udbrud fra en æt der endnu i sig følte skæbnens drift og dens stundesløse higen efter at fuldkomme sig selv, en æt der kunde takke Gud fordi den var som alle andre mennesker, kun måske noget stærkere og bedre.


Lykkeligvis har bonden efterladt sin historie, om end i lidt sløret skikkelse. De rigtige familiesagn er ikke overdrevent talrige i den islandske literatur; egentlig er det kun Hrafnistamændene der har fået deres tradition i helhed gjort om til saga. Desværre har de gode fiskerbønder fra udskærene i det nordligste Norge haft det uheld at komme i selskab med epigontidens æventyrriddere, og det er ikke frit for at omgangen har sat en lille klik på dem. Men der var for megen virkelighed i de gamle buldrebasser til at en fantasi for hvilken alle psykologiske nuancer er reducerede til grader af drabelighed, ret kunde få bugt med dette menneskeliv, der sejrer for at leve. Disse Nordhavspløjere, Ketill Hæing og Grim Låddenkind, drager på æventyr som den bedste, men de bevæggrunde der får dem til at lette, er af den mest æventyrstridige art, såsom sult, når høsten slår fejl og fisken ikke blot må tjene som tilkost til brødet, men helt erstatte det. Og skal disse helte hæve sig til deres fulde foretagsomhed, da må det være selve uåret i dets glorie som inspirerer dem, når både sæden fryser bort og fisken forlader kysten, så at man må langt ud efter føden. Det er på fiskepladsen dystløbene foregår, hvor den unge Hrafnistamand sidder en hel dag for at trække en mager torsk, og siden hævner de (side 35) andre fiskeres hån ved at vie dem fangsten, og sende torsken over i deres båd, så at den går udenbords med styrmanden. De æventyr der holder heltekraften i kog er slagsmål på øde kyster om fundhval; det er roture i uvejr, når hvaler med mandeøjne forfølger båden, og fiskeren ender i skærene mellem sine egne vragstumper. Og mændene svarer til oplevelserne: ikke sværdsvingere, men bueskytter og jægere, der nok kan have gået i skole hos vætter oppe i Finmarken, og af dem have lært kunsten at følge vildt og at ramme hvad de sigtede på; en slægt af bomstærke, frygtløse Nordhavsfiskere, som viste deres styrke ved at sætte storbåde i vandet, og hvis lykke var at have bør så snart de hejsede sejlet, og at ramme alt hvad der løb på land af spiseligt. Og så er deres verden ikke til at tage fejl af. Når Halbjørn underviser sin søn om farvandet nordpå, falder hans ord med den tilforladelighed der røber en kendtmand: »Først kommer Næstefjorden, efter den Midfjorden, og den tredie er Vitadsgjafi.« Denne verden er et landskab af fjord på fjor og fjord igen, hver for sig mere frygtindgydende end den foregående; inde på den smalle strand i bunden af fjorden står fiskestuer, hvor fiskeren kan ligge og høre luften over sig vild af utyskefarter; aldrig ved han hvilken ubuden gæst han finder i hytten, og jo fjærnere vigen er, des mere overraskende er de skikkelser der modtager ham med indtrængerens ugæstfrihed. Den består af en kyststrimmel, hvor mennesker regerer så længe de har kraft til at slå fra sig, og et indland af fjældørkener, som befolkes af menneskegrådige jætter og jættekvinder, der tidt nok kommer ned for at tage både fjorden og skærene i besiddelse. Rigtige, stilrette drager finder man i det lykkelige land: ingensteds og allesteds, i »Gotland«, Valland, Blåland, når man blot går lidt ud af sin vej for at søge dem op; heroppe møder man utyskerne både når man er i humør til lidt usædvanligt, og når man i grunden har andet ærinde for, og man må tage dem som de er af naturen, fæle jætter og intet videre. Snart hænder det at fiskeren kommer ud om morgenen og ser to jættekvinder stå og ryste hans fartøj i stykker, snart er det et utyske der stiller sig ved kilden og vil skræmme ham hjem igen med vandbøtten tom.


Disse fortællinger er ikke som sagn der kan tage tjeneste hos hvilken som helst heros, de sidder fast ved jorden og de hænger ved mennesker. Vi kan da også se af spredte ymt i sagaliteraturen, at minderne har klæbet ved den æt som førte sin slægtsrække op til Hrafnistamændene. Bueskydningens kunst lå dem i blodet, i virkeligheden har de fleste af de berømte bueskytter på Island, Gunnar på Hlidarende medregnet, Hrafnistablod i årerne. Til trods for at Orm Storolfssøn er bleven en æventyrlig pyntefigur, står han dog tydeligt frem som den dattersønnesønssøn af Ketill Hæing, som han efter genealogisk terminologi var: en vældig buespænder, der satte Einar Tambeskælver i (side 36) forbavselse ved at lade ham finde en pil i sin bue, og buen spændt til foran pileodden; en bjælkesvinger, som viste Erik Jarl hvordan een mand på et skib mod femten andre kunde få vandet til at vrimle med svømmere, når han blot fik en tretten alens bjælke i hånden. Og den Torkel Torgeirssøn som på sit højsæde lod udskære et billede af sin kamp med trolden den aften den vilde formene ham at fylde sin vandspand, han har også med rette kunnet regne sig som niende mand i lige linje fra Hrafnistafaderen.


Det glavind, Dragvendill, som Ketill Hæing lægger sig til for alle holmganges skyld, og som siden i direkte nedstigen fra ham skal være havnet på Skallegrims gård, passer ikke ret til Nordlandskæmperne. Deres klenod var de træfsikre pile, Fløj, Kæruld og Klo (om det er den rette fortolkning af Flaug eller Fløg, Fifa og Hremsa), som altid var ved hånden både mod mennesker og jætter. Gusisnautar kaldes de, og man ved at fortælle om den lykkelige stund, da urfrænden mødte Finnekongen Gusir oppe i Finmarken, og de to skød hinandens pile ned i flugten, til Gusis sidste skud gik udenom og Ketills ramte ham i brystet. I dem ligger en æts simple lykke, uden tragik og forbandelse, den »skæbne« at gå frem fra kraft til kraft, at leve længe, at få børn og se frændelykken på dem, at glæde sig ved sin berømmelse og smage eftermælets sødme – sådan som hver mand helst vilde have skæbnen selv. Vi må ikke ledes vild af vor forkærlighed for det interessante, og glemme at kulturens kærne er det dagligdags. Man lyttede i vikingetiden med henrykkelse til fortællinger om den tragedie der balancerer sig frem midt imellem lykke og ulykke, men man lagde ikke dølgsmål på at man for sig selv ønskede sværd og pile uden »forbandelse«, uden noget »pålagt«, som man sagde. Den fuldkomne lykkemand, som blot har lykken med sig og intet andet, ham tilkommer hæderspladsen i kulturens historie, og næppe noget sted træder vi det normale menneskeliv så nær som i disse tilsyneladende så udstafferede sagn.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


25. Jøkul, Forns. 48. – Beow. 1528. – »dom«, se exc. 3. — Stigandi, Forns. 27. — Sejrvåben, Beow. 804 cf. Gisle 4, Herv. 205, Heid. 61 og efterklang i Fornald. III 475. Exx. på den middelalderlige omformning og assimilation med fremmed tanke f. ex. Will. of Malm. I 150. – Skøfnung, Landn. 57; Tord. Hr. 8, 49, 54, 55, 62; Hrolf. 100; Kormak 20; Laxd. 214 cf. sværdet Dáinsleif i S E 119; cf. højhentede klenodier Islend. 48; Fornald. II 368 ff. etc. etc.

26. Paul. Diac. II 28. — Skírnismál 9 cf. den dagligdags sprogbrug Grettir 44 l. 1 f. n.; Hrolf 70. — Hrunting, Beow. 1459. – Stigandi, Forns. 30. – Ormen Lange, Flat. I 520. – Kormak 19 f. – Fodbid, Laxd. 104 cf. Islend. 48, 106, obs. 115, et tegn på den forvirring som er indkommet i denne interessante saga; som efterklang Fornald. III 476. — Gråside, Gisle 4 cf. 82, 18, 22, 28.

27. Beowulf 2155. – Seltorir, Heims. II 298. – Viglaf, Beow. 2610 cf. 454 og 1202, hvor klenodiets historie forfølges fremad i tiden. — Grettir 32. – Völs. 88. – Bødvar, Hrolf 60 cf. 56.

28. Trymskv. 30. – Skrukke etc, N. h. T. 2. III 159, 166.

29. Albuin, Paul. Diacon. I 27. – Hrani, Flat. II 7; Ol. s. h. h. 2 f.; det er ikke uden interesse at denne tradition, i modstrid med den almindelige opfattelse, tilsyneladende lader Harald Grenske være i live ved sønnens fødsel. – Ved siden af de hverdagslige minder er der i myter og sagn en stor skare vidnesbyrd om folkets fortrolige tillid til klenodierne, også de mere fredeligt udseende, såsom vanter og kapper. Tors handsker, bælte og hammer, SE 27, er guddommelige, men ikke trosobjekter; Agnars handsker, Gull. 10, der var overvættes gode til at stryge sår bort, var vel ikke mere æventyrlige end at man kunde finde deres mage på kistebunden. Stykke for stykke kommer man umærkeligt over i æventyret, hvor genstandene gælder efter deres ævne til at virke effekt, og det ikke (side 365) altid er let at skelne mellem hjemmevævet og udegjort. Så snart genstandene frigøres fra deres ejermænd og får tildelt selvstændige mirakuløse egenskaber, går de over til at blive litterære tryllemidler. Dog eet forbehold må tages, når vi fejer dette kram til side: deres usårlige skjorte og styrkende handsker er ikke æventyrlige i vor betydning af ordet, de er ikke interessante på grund af at det med dem går anderledes til end i virkeligheden, og derfor dukker der selv i de allerværste produkter pludselig nøgterne sætninger op, der kundgør sig selv som realisme. Selv overfor åbenbarlig importerede prydsgenstande vil man derfor ikke så sjælden mærke den hjemlige færdighed i håndelaget; som ex. Flat. I 529; Völs. 186; Ragn. 156, 158; Fornald. I 352; II 198; III 250, 397, 415 etc. etc. Så fortjener vel Tore Hunds hugfaste skindpels, Heims. II 492; Flat. II 356, 372, et genkendende nik; den fik i senere tid skyld for at stamme fra finske markeder, men den har vel sine nærmeste slægtninge til den ene side i Glums lådne kappe og til den anden i æventyrets usårlige skjorte. Der er endda, fra gammelt standpunkt set, intet påfaldende i at fremmede siger trolddom om det ejeren kalder lykke. Det må ikke glemmes at vi ser Tore med Olafs beundreres øjne, og som de munke så ham der øvede undergerninger med Olafs relikvier.

30. Hædres med gaver, et typisk udtryk Islend. 148. – Beowulf 1880 cf. f. ex. Egil 176. – Uplandslov Ærf. 4 = Söderm. Gipt. 3. – Gævhed, Hrolf 23. – Skam, Tac. 6; Lex Sal. 30, 6; Njála 361. – »Ej bide det sværd«, Helg. Hund. II 33; som sædvanlig udtrykker forbandelsen kun en nødvendig virkelighed.

31. Hervørs saga, Heinzels afhandling i Sitzungsber. d. Wiener Akad. 114 er ret en type på den underlige, »kritiske« behandling af fortidens digtning og fortælling, der alle vegne går ud fra forfatterskabet med dets excerperen og slåen op, som grundlaget for alle åndelige produkter; der i moderne lærebøger i poetik og deres forskrifter om »karakterskildring« henter psykologiske regler overfor hvilke alle helte har at stå til skrifte.

32. Ynglingerne, Heims. I 27 ff. — ... ud af selvfølgelighedens skjul, men der er langt frem til moderne symbolik, hvor symbolet er ledemotiv, der på hvert enkelt punkt skal dukke op og mælde sig dels som grundtone dels som pegepind; den digtningsform er egentlig først skabt af romantikerne, og af deres lærlinge ofte skudt tilbage på de gamle digtninge. Der er også langt frem til skemaets forudlagte psykologi; guldets indflydelse hindrer ikke de mennesker i at handle uden stedse at rekurrere til det. Egentlig fik Sigurdsdigtene aldrig deres endelige form, de blev aldrig noget fast skema, stadig genfødes de indefra op af en erfaring der er fælles for digterne, og den reflekterede overlegenhed overfor æmnet er højst forskellig hos de forskellige digtere. Her hvor der ikke er tale om noget literært opgør, er det nok at henvise til at tanken er virkende. Så kan sammenlignes med Grundtvig: Den nordiske Oldtids heroiske Digtning.

33. Forbandelse, her er det jo desværre nødvendigt at føje en redegørelse til, på grund af den forplumpelse som den engelske evolutionsteoris anvendelse på historiske æmner har ført med sig på åndeligt område. Grunden til ulykken blev lagt dybt, da den komparative mytologi overførte
sprogvidenskabens håndværksmetode på sjælelige ting, og bygningen
blev rejst, da »antropologien« mødte op med sit flade »intet andet end«,
med sin addition og subtraktion som simple midler til at adskille nyt og
gammelt i åndelige kulturværdier, et værktøj der jo er som skabt til (side 366) dilettanters hånd. Metoden fejrede sine triumfer, da den sejrstolt dekreterede at kulturstudiet skulde gå efter naturvidenskabens mønster, ja rent ud gøres til naturvidenskab; (naturligvis er det dybest set for stor en ære mod den ene eller den anden videnskab at give den skylden, ondet ligger i den »kultur« de er oprundne af). Mennesket og alt menneskeligt er et hele, det udgøres ikke af enkeltheder, men det er enkeltheder, det fylder sin helhed ind i hvert lille brudstykke, så at dette ved at isoleres forandres til noget helt andet. Form skrider frem af form, tanke af tanke, tro af tro, ved en omlægning af tonen. Altså her: »forbandelsen« var der i forvejen, alt var der i forvejen, det ny er »intet andet end« – den lille bitte, alt omskiftende forandring, at tyngdepunktet er forrykket, og at forbandelsen uden at forandres i udtalelse eller i virkning, har fået en anden lodvægt i tankernes vejen. Cf. slutningen af Lykkemand og Niding. — Tvistmalmen, Atlak. 27. — Sigurd, Faf. 10. — Gjukungerne, Sigurd.sk. i6.–Atle, se I 220.– Hervør, Herv. 214ff., 225. 34.

34. Hrafnistamændene, Fornald. II 109 ff. – Orm, Flat. I 521 ff.; cf. 521, 531 med Fornald. II 109 f., 355.

36. Torkel, Njála 618. – Dragvendill, Egil 226; Fornald. II 122 cf. 144 f., hvor Dragvendill glimrer ved sin fraværelse. Desværre går det jo sådan til i videnskaben endnu den dag i dag, at man skånselsløst presser moderne begreber om literatur ned over fordums tiders produktion, uden hensyn til at man i fortiden ikke sad og skrev bøger med sine klassikere på hylden. Et ord som »motiv« er en stor artikel i sagnforskning, og når man sådan ved et nemt husråd kan forvandle alting til radmagre motiver der vandrer og lånes og forener sig og optræder under ny skikkelse, hvad grund er der så til at se på tingene som helheder, og spørge hvorledes sagn og digtning forplantede sig i hin slags sind. Ved historien om Torkel Hákr skal der ikke først undersøges hvor mange der havde haft samme oplevelse, ikke heller hvad denne oplevelse kunde blive til som anekdote; eet er hovedpunktet: at det var en ætoplevelse han lod forevige. I Orm Storolfssens saga er grundlaget familietradition, og på dens faste grund må betragtningen af sagaens nuværende form bygges. — Om Dragvendill kan man sige at det er Hrafnistamændenes legitimation i det højere samfund, beviset for at de har hævet sig op over den primitive hjemmekultur og tilegnet sig almindelig dannelse. – Pålagt, Kormak 27 om Skrýmir, cf. Fornald. II 327, 464.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)