Vor Folkeæt i Oldtiden: Skabelsen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Hellighed og helligdom


Essay om kultdramaet

Skabelsen


(side 241) Festen bragte en nyfødsel af livet med sig; offerfællerne fornyede deres hamingja eller lykke, og denne fornyelse medførte at verden blev skabt påny, at dens »nytte« – naturens godhed og frugtbarhed – fremstod med nyt liv. Gennem blotet blev denne fagre jord med sine springende og flyvende og voksende væsener, og himlen med solen og månen, lyset og varmen, frelst fra faren for at glide over i »uhyre« eller falde for jætternes griske anslag. Mytisk udtrykt hedder det at (side 242) den vindes fra dæmonerne, skabes frisk og stærk gennem deres drab. Man kan på forhånd formode at dramaet her i Norden som andetsteds har indbefattet jordens og folkets skabelse, sådan som det er tilfældet i andre religioner af lignende type; vi berettiges til at nære denne formodning af legender der viser et kraftigt dramatisk liv og, hvad mere er, bærer mærker af hvad vi vilde kalde iscenesættelse. Vor kundskab til den gamle kosmologi skylder vi hovedsagelig Snorres fortælling i hans Edda: Snorre samlede øjensynlig spredte traditioner til en omfattende skildring af verdens historie, og hans version har form af en harmoniseret tekst, men i det store og hele træder legendernes oprindelige: træk med kraft frem i hans gengivelse.


I urtidsdagene, før der endnu var nogen jord eller nogen himmel, ej heller noget hav, som skyllede op om en kyst, lå der midt i verden et uhyre svælg, og det svælg kaldtes Ginnungagap. Mod nord stod det kolde Niflheim, hvor grumme storme stred i mørket og hvor brønden Hvergelmir frådede og udsendte en mængde floder, og mod syd lyste det brændende Muspelheim så hedt og gloende at ingen kunde færdes i det land, uden de der havde hjemme i dets brand. Surt hedder den som værger Muspelheim, og hans sværd er den hårde lue; det er ham som engang skal øde verden med ild og styrte guderne.


Men dengang da guderne endnu ikke var født, da bovnede isen i Ginungagap. Ti ud af det mægtige svælg strømmede der rivende elve, og når de fossede ud i Niflheims drivtåge og slud, frøs de sammen og skred videre som tunge isbræer, lige som slagger der flyder ud af et bål; og de tåger, der tungt lå og rugede over isen, stivnede til et koldt rimdække. Men fra Muspelheim slog den varme vind op mod isen i Ginnungagap og stod stille og dirrede som luften på en lummer sommerdag. Under varmen smæltede rimlagene og dryppede ned som levende dråber, og dråberne tog menneskelig skikkelse. Således opstod den uhyre Ymer, der kaldes Aurgelmir af hrimturserne. Mens Ymer endnu lå slumrende, sprang sveden ud af ham over hele kroppen. Under hans venstre armhule voksede der en mand og en kvinde frem, hans højre fod avlede en søn med den venstre, og fra dem kom en rig yngel, så at verden snart blev opfyldt af grumme jætter.


Der blev ved at rinde dråber fra rimlaget; af dråberne fødtes koen Auðumla, og Ymer diede koens yvere. Alt imens jætten diede, stod koen og slikkede på de salte stene i jøklen. Første dags aften groede en mands hår op af stenen, den næste dag blev det til en mands hoved, og den tredje dag sprang han helt frem og stod fri og frank på marken. Han var fager at se til, stor og stærk, og hans navn kaldtes Bure. Bures søn Bor ægtede en jættekvinde, og fra dem nedstammede guderne Odin, Vile og Ve.


Da guderne voksede og følte deres kræfter, slog de jætten Ymer (side 243) ihjel, og blodet randt fra ham i stride strømme ud over verden, så at hans æt druknede i floden. Kun en af dem, Bergelmir, frelste sig selv og sin kvinde op på en lúðr, en kværn, og blev således i live. De to avlede en ny jætteslægt, og det er den som endnu huserer i verden. Men guderne tog Ymers lig og kastede det i Ginnungagap og skabte jorden af hans krop. Hans blod randt ud som hav og elve, hans kød blev til muld, hans knogler til fjælde, tænderne og benstumperne til ben og ur. Og guderne ledte vandene ud, til de flød i en ring rundt om jorden, og således befæstede de den med det store hav. De løftede Ymers hovedskal op over jorden og gjorde deraf et himmeltag, og de satte en dværg som vogter ved hvert af dets fire hjørner, nord og øst og syd og vest; under himlen svæver Ymers hjærne, og derfor er skyerne så kolde og grumme som jættetanker.


Men alle de gnister der føg ud fra Muspelheim og hvirvlede omkring tog guderne og sendte op på himlen, så at de lyste over jorden. Og de bestemte baner for alle himmellegemer, så at de skrider frem den ene bag den anden, som dag følger dag og år følger år.


Således er det gået til at jorden ligger midt i det vilde hav. Yderst ved havets bred gav guderne bolig til jætterne. Men inde på jordens midte helligede de et land, og den indhegning kaldte de Midgård.


Denne beretning suppleres af et vers i Vafþrúðnismál, der tilføjer navne på hinanden følgende generationer af jætter: Aurgelmir, Þrúðgelmir og Bergelmir.


Denne malende beskrivelse af urhistorien, hvor den beboede verden tog form ved at det varme og det kolde kæmpede mod hinanden, giver Nordboernes syn på naturen; de mænd der udformede disse legender havde havets brusen i deres øren, de havde også følt liernes råkolde øde og de isnende vindpust der strøg ned fra bræerne. Men deres opfattelse af de kræfter i verden har dog ikke sin oprindelse i abstrakte spekulationer, og den udgår heller ikke fra vage, flydende teorier om en hypotetisk tingenes tilstand; hvad enten den kosmologiske verdensopfatttelse nu indbefatter et spekulativt element eller ikke, så tager den endelig og afklaret form i lignelser der er hentede fra dramaet og fra offerstedet. Billedet i Snorres Edda af bræerne der skrider frem ligesom slaggerne der flyder ud fra bålet, skyldes sikkert ikke Snorres stilistiske opfindsomhed; trækket går tilbage til de legender hvorover han formede sin literære udlæggelse. Det er i virkeligheden sandsynligere at den iagttagelse der gav anledning til Snorres anskuelige sammenligning ligger ved selve roden af norsk kosmologisk tankegang. I hans placering af Hvergelmir som midtpunktet i Niflheim er der en præcision i angivelsen som ikke blot antyder et dramatisk billede, men direkte (side 244) afslører et samspil mellem rituel erfaring og kosmologisk spekulation, med hensyn til de kræfter der brydes i verdenselementerne. Legenden er i virkeligheden skabt af en mand der har set ildens og vandets fæstnende kræfter i deres arbejde på at skabe verden.


Ilden og offerkedlerne danner midtpunktet i dramaets skabelsesakt. Ymers drab er en gammel slagtoffermyte der kan tolkes som programmet for et skabelsesdrama; legendens ordlyd bærer stadig præget af dens dramatiske symbol: guderne bar Ymer til Ginnungagap og anbragte ham midt i det vældige svælg. Hvis vi ikke havde været ladt uvidende om betydningen af navnene på de ældste jætter: Bergelmir, Þrúðgelmir og Aurgelmir, vilde den rituelle handling være trådt frem i højere relief: nu må vi imidlertid nøjes med en meddelelse i al almindelighed om en symbolsk skabelsesceremoni der underforståes, idet offeret skæres i stykker og tilberedes til kogning.


En enkelt scene i dette drama er stadig blevet stående mellem mytologiens ruinstumper, nemlig den myte om Bergelmir der hentyder til en hændelse ved vandenes fødsel; men den er desværre formuleret i en form der er for koncis og dunkel til at vi kan komplettere billedet. I Vafþrúðnismál introduceres jætten med ordene: »Det første jeg mindes er at Bergelmir blev født og lagt på en lúðr«, hvad der tydeligt angiver en rituel handling med dramatisk betydning, men desværre afhænger forklaringen af et ord hvis valør vi ikke kender. I Grottesangen betyder lúðr en kværn; ligesom Darradsljód er dette digt en fri komposition udformet i tilknytning til kulten: det rituelle drama der »malede« rigdom og lykke til fyrsten. I en skjaldeomskrivning tjener lúðr ved sammensætning med »malt« til at betegne ølkedlen. En sakral betydning er også klar i Grógaldr, der bruger ordet i en formel som kan skaffe godt vejr på søen: »gögn – lykke, (vel særlig offerlykke) og væske forene sig lykkeligt for dig og skaffe dig rejse i fred.« Resultatet af en sammenlignende undersøgelse er at forskellige offerkar betegnes ved udtrykket lúðr, men vi er stadig uvidende om af hvad art dette kar var i fortællingen om Bergelmir.


Disse spredte mindelser kaster et nyt lys over beskrivelsen i Vøluspå af de tidligste tider. Begyndelsen af digtet fører os direkte ind i hallens drama: »I fordums tid, da Ymer levede, var der hverken sand eller hav eller svale bølger, ingen jord, ingen himmel foroven, kun Ginnungagap og ingensteds græs – før Burs sønner løftede landet op og skabte den herlige Midgård; solen skinnede fra sønden på hallens stene, og jorden blev bevokset med grønne urter«. Denne løften af jorden, denne markens grøde, blev sandsynligvis gengivet ved en rituel behandling af kultredskaberne og af offerdyrets krop, ved små håndbevægelser og andre symbolske handlinger, (side 245) af hvilke vi endnu kan skimte nogle; Vi ved fra Grímnismál at når kedlerne blev løftet ned fra ilden, så gik dette ind i dramaet som en skabende handling: »Så åbner verden sig for guderne som en nyskabt ejendom.« Skønt Vøluspå ikke kan føje noget til vor viden om ceremoniernes rækkefølge og art, viser digtet os skuepladsen for dramaet og dets iscenesættelse; salen er verden, ligesom salens tag er himlen i scenen fra Torsdrapa; de første solstråler rammer offerstedets sten. I sin beskrivelse af jorden eller landet benytter Vøluspå et poetisk udtryk, bjöð, som formodentlig er af kultisk oprindelse, og som gav offerfællerne en fornemmelse af hvor levende det optrin var hvor jorden kom til syne og faldt til rette i sin plads.


Ifølge Vøluspå blev jordens skabelse efterfulgt af en scene, hvori himmellegemernes vildt kaotiske omflakken blev indordnet til et fast system og til rhytmisk bevægelse. I begyndelsen havde solen og månen ingen lykke og megin og vandrede på må og få hen over himlen, indtil guderne formede deres baner og befalede dem at bestemme årene og dagene; et følgende vers udvikler ritualet i klare ord: »Guderne gik til deres rådssæder og gav navne til natten og det måneløse mørke, til morgenen og middagen, eftermiddagen og aftenen, så at man kunde tælle årene.«


Skabelsen skrider til ende i menneskets fødsel, folkets tilblivelse. På landet fandt guderne Ask og Embla, væsener uden kraft og uden skæbne. Odin gav ånde, Høner gav snille, Lodur gav blod og lød, rødme i kinderne: litr, lykke og styrke; de forvandlede dem derved fra »skæbneløse« væsener til mennesker som har en ære og et mål for deres liv. Denne beskrivelse minder på alle punkter om dramaet; da digteren indfører de tre guder bruges det antydningsrige udtryk »Der kom til huse tre af den skare, mægtige og velvillige«; vi behøver ikke at anspænde vor fantasi synderligt for at se de tre officierende kultfæller skride frem af skaren for at udføre deres sakrale gerning.


Der hentydes stadig til en anden ritus som antyder et hieros gamos, men den bliver aldrig tegnet op med klare konturer.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 399) 242. S E 11 ff.

243. lúðr, se noten til p. 244. — Aurgelmir etc, Vaf. 29.

244. lúðr, Vaf. 35; Grottas. 2. – Ølkedlen: cf. Lex Poet. s. v. lúðr. – Formel: Grog. 11. — Darradslj., se her II p. 187 f. — Offerlykke, cf. Torsdr. 21.

245. Grímnismál 42, cf. nedenfor p. 246. – bjöð, Vsp. 4. – megin, cf. I 215. — Ritualet, Vsp. 6. – litr, se her II 200 f. – Tre af den skare, Vsp. 17. – hieros gamos, cf. Lokasenna 26 og her II 279.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)