Vor Folkeæt i Oldtiden: Til år og fred

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Hellighed og helligdom


Til år og fred



(side 150) Offerlaget er det forherligede madfællig. Blotets velsignelse beror på at der i bollen syder en egen drik, lignende, men dog grundforskellig fra det øl der brygges på de andre festgårde, en drik som ikke er andet end den særegne fædrenelykke hvoraf ætten selv består.


Når vi tager de gamle ord i munden – det være løfteskål, fredskål eller Odins skål –, da kommer der altid en uegentlighed i tonen, som dufter det bort der skulde være hovedsagen; løftet, freden og guden bliver stillet over eller ved siden af den drik som de skulde sidde indeni. Sådanne sætninger som disse, at øllet er fred, er skvulpende tanker og minder, er hamingja, sjæl og guddommelighed, de går igennem et tomt rum mellem to kulturer, inden de når os; og virkningen af denne brydning er et poetisk skær, der fortoner den virkelige betydning til dæmrende betydningsfuldhed. Hos Nordboerne synes den gængse benævnelse på blotskålen at have været full, et ord hvis gammeldagshed i bygningen tyder på ælde og ærværdighed, og hvis betydning lige godt spænder over fylde, fyldthed og det fulde. Et andet helligt ord er veig, der, hvad nu end dets »oprindelige« betydning har været, indeslutter tanken på kraft og ære. Sydboerne sagde hele sandheden i deres hellige navn, minne.


Minne har en ejendommelig historie. Ordet tilhører som kultudtryk den sydlige gren af den germanske stamme og har blandt Tyskerne samme betydning som i Norden full og veig. Båret frem ved kristendommens tillæmpning af helligdrikken trængte det op i Norden, og ud fra den middelalderlige brug blev det i de historiske beretninger om hedenskabets skikke kastet tilbage på blotskålen. Den nordiske betydning af minni – ihukommelse – ledede tanken mere og mere direkte hen på amindelsen som hovedformålet ved skåldrikningen i Guds og helgenens navn. Fagrskinnas forfatter står endnu i sin viden på grænsen mellem de to verdener, så at han kan pege frem og pege tilbage og sige at arveøllets skåler blev opskænkede »som nu minne bliver det«. I Syden besejredes skålen af den betydning som på tysk tilranede sig eneherredømmet i ordet minne: det blev et kærligheds- (side 151) bæger; at drikke på helgenenes kærlighed – in amore sanctorum bibere – er latinistens gengivelse af skikken, men af og til trænger ordets andre sider sig frem, så at der ved siden af amor kommer til at stå et salus, held og helse. I sin urgrund svarer minne nærmest til nordisk munr, sindet, sjælen, hamingjaen; det finder sin bedste fortolkning i Sigdrifas ord om bægeret: »Øl bærer jeg dig, blandet af megin og mægtig ære.«


Virkningen af bægerets tømning var først og fremmest samfølelse – til år og fred, lyder velsignelsesønsket. Man drak sig sammen, drak hinanden til sig i den fædrene kraftvæske, der nødvendigvis måtte sprænge enhver slå mellem enkeltsjælene. Derfor skulde hornet gå fra mand til mand, derfor skulde kæden være ubrudt og lukke sig i sig selv igen – laget skulde gøres til eet. Den der nægtede besvarelsen af en skål eller sprang sin nabo over, tilføjede den sidstnævnte en grov fornærmelse og behandlede ham som et onde ånders barn; men gennem den tilsidesatte krænkede han også hele laget, fordi han brød festens kraft. Hin berømte offerfest på Hlade, hvor Sigurd Jarl fik Hakon Adelstensfostre til at blote, begyndte med at jarlen som forsædesmand drak kongen til i det første horn, og således drog ham ind i fredlaget. Trønderne vogtede spændt på at kongen gjorde fyldest, og intet under at de kom i oprør ved hans vægring. Vilde Hakon ikke spise og drikke med dem af helligheden, da var han ikke af deres fred, hvem kunde da stole på at han vilde dele og svare for deres lykke og ære! Vægringen var en hånlig undsigelse, fordi nægteren ved at sidde der som et dødt punkt i ringen sprængte dens kraft, og satte de andre fællers godvilje overfor hverandre i den yderste fare.


Fra disse Trønder, i hvem følelsen sættes i bevægelse ved tanken på skålens betydning, og tanken atter oprøres af følelsen, kan man gå til det næste religionsskiftes tærskel, og se hvorledes følelsen bliver ved at virke ned igennem århundrederne, tilsyneladende uforandret i kraft efter at alle begrundende tanker forlængst er udslukte. St. Katharine dag 1519 drak selskabet på præstegården i Hammardal alle gode venners skål i Jämtland, og da Jon Persson gik ud for at tage sig et blund var Anders i Mathenes's skål foreslået. Noget efter kom Jon Persson ind igen efter en styrkende slummer, og hans klarede øjne så da straks at Olaf Nilsson endnu havde samme Anders's skål stående urørt foran sig; da Olaf ikke vilde »gøre den skål ret så vel som de andre«, tog det ene ord det andet, og det andet ord gerningen, og gerningen til sidst livet. Det var Olaf selv der fremtvang katastrofen på trods af Jons sagtmodighed, – der er ingen så utilbøjelig til at lade et stridspunkt neddysse, som den der står med følelsen af at have uret overfor en traditionel tilbørlighed.


Offergildet var ikke en institution til at stoppe og lappe om sam- (side 152) fundet, som disse forligelsesmøder hvor man proklamerer en evig fred, og hemmeligt trøster sig med at ingen ved hvor galt det vilde gå her i denne verden, om man ikke atter og atter tog ordet »evig« forfængeligt. Gildet vilde fred, og det virkede usvigeligt sin vilje, dets frugt var ættens ukrænkelighed. Festens helg er en følge af den fællesforandring som fandt sted i frænderne, derved at de delte samme guddommelige drik og fødte hamingjaen ny i sig.


Middelalderens formaninger til gildebrødrene: at være enssindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men først have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i helligheden, er juridiske idealer byggede over ikke-påbudte realiteter. Og det som skråerne så indtrængende opstillede som grundsætningen for ret gildesind, blev praktiseret ude på landet ved almuens årsfester. I sene tiders efterdønninger af gildestemningen er det selvfølgelige der udgjorde fortrøstningens inderste væsen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoller ved ikke af nogen forklaring – eller af at der trængtes til nogen forklaring – på folkets tillid til skålens fredstiften. Et drab i Albo herred anno 1617 refereres således: Da der ved drikken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstrækkelig hurtigt blev fornyet, sagde Jons i Ware enfoldigen, som en der ved noget som må hjælpe: »Vi vil ikke have sådan tale. Hent en kande øl, vi vil drikke Vorherres skål.« Da øllet kom ind drak han Herrens minne, talte som formæle det bedste han kunde, og drak Jons i Tubbemåla til; denne modtog nok skålen, men med de hånende ord: »Vil ikke Gud almægtig hjælpe os, så hjælpe os den anden«, og det sagde han tre gange. Da den gode Jons i Ware ikke vilde have »den anden« til drikkestalbroder kom knivene i gang, og djævelens Jons gik til sit sted. – Så skæbnesvanger var afbrydelsen af drikkesamfundet på et kritisk tidspunkt endnu i Wärend i det 17de århundrede.




»Hele middelalderen igennem og langt ned i nutiden holdt man fast
ved den gode skik at gøre de årlige festsammenkomster til et forligelsens sted, hvor man bilagde
gamle stridigheder og forbedrede jordbunden, for at den skulde bære så få beske frugter i det kommende år som muligt.«




Hele middelalderen igennem og langt ned i nutiden holdt man fast ved den gode skik at gøre de årlige festsammenkomster til et forligelsens sted, hvor man bilagde gamle stridigheder og forbedrede jordbunden, for at den skulde bære så få beske frugter i det kommende år som muligt. En gammel præstemand priser juleskålens velsignelse for Småland: Naboer og venner går juleaften med deres bedste drik i hånden til hverandre og drikker Guds skål i himmelen, ønskende over hverandre og familie Guds nåde og velsignelse. Således lægges hænderne sammen byen igennem; alle må da være venner og holde julefred; den må ingen bryde som ikke vil anses for et uhyre og hver mands niding. – Samme erfaring har indkapslet sig i ordsprogenes visdom, hvor det på svensk hedder: »Bakabulla och tunnakanna göra såta grannar«, og på norsk: »Jolavætlene binde aako ihopa te kierligheit.« Her i de bredere samlag mellem sognets hele befolkning (side 153) ser vi en kraft virke, hvis fulde styrke kun kan have åbenbaret sig inden for frændelag, hvor freden og samfundsfølelsen blev opbygget med det formål at vare for stedse, og drikken havde den bestemmelse at foregribe og udelukke enhver misforståelse – og kunde virke sit mål.


Så meget end stil og ånd er omskiftet fra før til nu, fra blotet til andægtigheden om salmebogen, fra den ætbårne kreds, stor eller lille, til familien, findes der i norske juleaftensskikke et og andet træk som uden skurren smyger sig ind i de gamle skildringer. Juleaften benyttedes i Norge til at berede alle sind for det kommende år. Ved det højtidelige julemåltid klokken tolv om natten bænkede far og mor sig i højsædet med sønnerne på den ene side, døtrene på den anden, og nederst for bordenden tyendet; alle drak skål og glædelig jul i fælles sølvbæger, manden til hustruen og videre rundt.




»Da guderne forlod jorden, blev øllet til alkohol, og rusen til fuldskab.«




I gamle dage blev festen en prøvesten for den enkelte. Ve ham, om han ikke følte freden og øllet bide på sig! Ja, den som ikke kunde drikke sig ind i de andres åndelige samlag, han måtte være en lykke-forladt, en niding. Da guderne forlod jorden, blev øllet til alkohol, og rusen til fuldskab, og da kom det til at lyde barokt at gæsternes trang til at flytte fra bænken ned på gulvet skulde være en bekræftelse på værtens gode samvittighed; men der slumrer gamle, alvorsfulde tanker bag almuens tillid til retfærdiggørelse i rusen. Var øllet ikke godt, lå skylden hos lykken, den var ved at forlade huset, og da var al fest forgæves. I det formørkede hedenskabs dage vilde man vel være flyet fra et sådant ulykkeshus; i senere tider, da sæderne under kristendommens indflydelse blev mildere, plejede hensynsfulde gæster i Norge at spille fuld mand, og plumpe så naturligt under bordet som deres mimiske begavelse tillod dem – for at spare værten en sjælekval. En god tugtemester til sand humanitet var naturligvis omsorgen for eget rygte; ti, hedder det videre i vor kilde, kom nogen til at sidde som en undtagelse midt i rusens velsignelse, da holdt man for at Guds forbandelse hvilede over ham. »Gud nåde den som Guds gaver ikke bider på,« hvislede det om ham.


Den religiøse opblussen af ilden på ættens arne frembragtes ikke blot ved at gløderne samledes sammen til et stort bål: man ventede en nytænding, og en forøgelse af ilden. Det ligger jo forudgivet i fredens karakter at virkningen af offerets kraft ikke var indskrænket til slægtsammenholdet, den inderlige fortættelse af samlaget var identisk med en forstærkelse af hele hamingjaen. Ved at drikke af hornet blev fællerne lykkeligere, stærkere til at avle og til at kæmpe; hukommelse og ord på tungen, årsæle og spindelykke, lægehænder og sejr, som Sigdrifasangen har det, årvågen grumhed i fejde og ubrødelig fred indbyrdes, alt styrkes og forhøjes. Det var sjælen selv som for- (side 154) nyedes, det var menneskefølelsen som reddedes fra at glide ud i nidingsopløsning. I myten om Yduns rov er der noget som Nordboerne utvivlsomt har listet ud af folk der kendte verdensliteraturen. Ti mennesker som fra barnsben af var vante til at tænke sig evigheden som et madfællig med slagt og øl, måtte lære at værdsætte en ret æbler som fomyelsesspise; men så snart de havde tilegnet sig den uvante forestilling, var dens anvendelse givet for dem. De behøvede ingen kommentar for at indse hvad virkningen blev for gudesamlaget, om Ydun forsvandt og tog abildens frugt med sig; de kunde gribe op af deres erfaring i skildringen af disse aser hvem affældigheden mærkede både i sind og i skind. Uden den store fredsfornyelse som blotet var vilde tilværelsen gå i stå: mændene glemme hvem de var, og deres døde dø den anden død. Den forfærdelige skæbne som ramte Hjørleif, at han led den dobbelte død for trællehånd, var forudtegnet i hans trods, da han ikke vilde blote. Ingolf, hans fostbroder, gjorde hvad ret var, og han så sin lyst på livet.




»Uden den store fredsfornyelse som blotet var vilde tilværelsen gå i stå:
mændene glemme hvem de var, og deres døde dø den anden død.«




Der kom en tid da de hedengangne ikke længer var forsikrede i en æt som førte livet videre og plantede blotet ud i hvert nyt år, og så måtte de hedenvandrende tage deres forholdsregler. Deres omsorg for fremtiden bryder da ud i bestemmelser om gilder der skal afholdes »til deres minde« med drikkelag, og i testamentering af midler til mindefestens – vi kan godt sige blotets – bestandige fortsættelse.


Når alt kom til alt var det i blotsalen spørgsmålet om evigt liv og evig død afgjordes. Og i dette stykke viser de middelalderlige gilder sig tydeligst som arvetagere af det gamle offerfællig. »Guder og forne frænder,« siger Fagrskinna, når den skal udlægge fortidens andagt med bægrene; »guder og henfarne brødre,« svarer gildernes skråer. Brødrene havde givet sig ind under kirkens varetægt, og kirken havde sin uforgribelige anskuelse om den måde de levendes omsorg bedst kunde komme salige sjæle til nytte; og frænderne hisset fandt sig let i at modtage æren i ny kar, så længe de var sikre på at få hvad dem tilkom. De fandt stedse trofaste hjælpere på denne side af graven, der ikke blot flittigt brugte messen, men også under dens ly listede så meget af de gamle former igennem som muligt. Med minutiøs omhu våger gilderne over deres medlemmers troskab mod fortiden under de ny former. De afdøde skal begås med sjælemesser under brødrenes fuldtallige nærværelse; deres navne skal oplæses under gildedrikningen, for at de hedengangne kan være til stede i højtidstanken; de betænkes med en bøn under minnet, hvis de ikke kan få et minne for sig selv.


Ikke blot vilde den lykke som sad i mennesket blive glansløs, om blotet forsømtes: sværdene vilde ruste, heste og kreaturer styrte, marken ikke bære frugt. Inden for den gamle sæd fældes domme, hvis (side 155) vægt ikke kan føles af den som blot tænker på hvad guder kan afstedkomme, når der gives dem en lejlighed. Hvad skulde Trønderne gøre? Den gode Olav kunde buldre løs med Gud og djævel, al tordnen hindrede ikke sæden i at lægge sig på marken; der gik de i Trøndelagen og så på deres korn, og hørte tilmed at frosten længere nordpå havde fået magt over alle Hålogelændinge, siden de var hørt op med at blote. De huskede da også endnu hvordan jorden og havet frydede sig i lykke, dengang Hakon Jarl kom til og gjorde de hellige steder til »sande vier« for folket.




»Den der brød ud af blotlaget nøjedes ikke med at sætte
sig selv uden for lykken: hans nidingskab blev ættens fordærv.«




Det åndelige selvmord som er den frygtelige sandhed i Hjørleifs historie, er det som også skaber tragedien ved overgangen fra den gamle sæd til den ny. Den der brød ud af blotlaget nøjedes ikke med at sætte sig selv uden for lykken: hans nidingskab blev ættens fordærv. Han »sagde sig« ud af ætten, han vanærede sine frænder, og disses dom samler sig i det alvorlige ord »frændeskam« eller – som man med endnu større fordømmelse kan sige – »ættefordærver«. Forræderiet mod det inderste bånd i freden udtrykkes ved »gudniding«, og det med så meget des dybere ret som han ikke blot havde gjort denne eller hin gud imod, men havde krænket »guderne«, gjort dem unyttige for frænderne. I fuld konsekvens af gammel tankegang måtte det pålægges slægtningene som pligt at hævde sig selv ved at brænde såret ud; pligten blev af altinget år 997 overdraget dem der var fjernere end næstsøskendebørn og nærmere end disses næstsøskendebørn, en bestemmelse hvis kompromisagtige karakter lader os se dybt ind i datidens sky for frændskabets hellighed. Den gamle historie om friserkongen Radbod, der ikke ved ubesindig dåb vilde forskertse et glædeligt gensyn med sine frænder i helvede, bliver nu lykkeligt befriet for sin kraftkarletone og løftet op til sandhed, det vil sige til højhed. Den kan ikke genfortælles på moderne sprog; frændetroskabens patos bliver i vor gengivelse til karikatur, fordi vi slet ikke kan bringes til at føle den åndelige ensomheds fortvivlelse og goldhed i fortidens helte. Der var kun eet middel til at bevare det gamle samlag: at de andre frænder fulgte med over i den nye sæd, og alle som ikke var forblindede brugte det middel, da det uundgåelige kom over dem. Den omvendelse en gros der har fremkaldt så mange vittigheder og så mange gudelige jeremiader blandt protestanter var for disse mænd den eneste mulige form for hjærtets genfødelse.


Jellingbægerormen.png


Det daglige samvær, når fællerne blev siddende på bænken og lod drikken bruse mod tændernes skær, mangler ikke det religiøse element som betyder at øllet skal forsikre morgendagen og hindre den i at (side 156) løbe af sin akse. Og så snart der viste sig en begivenhed i morgendagens horisont, måtte lykken tage sig sammen og berede sig på den fra grunden. Forud for alle vigtige foretagender gik der et blotgilde, hvor styrken samlede sig til den kommende prøve, – og hvor frænderne iførte sig højhelligheden, tør vi vel tilføje. Man beredte sig ved en hjærtestyrkning i egentlig forstand. Vi ved fra bondens liv hvordan året er prikket med nybegyndelser, flytteøl med en skål tømt for »tomtebolycka«, rejsegilde, og hvad de alle hedder. Og sådan var livet i gamle dage. Mens skibene lå sejlklare til vikingetog, drak mændene hjemme deres bortfærdsøl, og »der blev drukket stærkt med store ord, som endte i mandjævning«. Med drikkelaget i hallen begynder Beowulfs store foretagende mod jætten: »Sæt dig ved øllet, slip heltedåd løst blandt mændene, som din hu driver dig,« siger Hrodgar, og de magtfulde går til sæde. En svend bærer de festlige kar ned gennem hallen og skænker den klare drik, sangeren kvæder lydt i Heorod, jubelen stiger op fra bænkene, og slår sammen om dem da Beowulf udråber sit løfte. Dronningen går ned ad gulvet bydende drik, først til kongen, dernæst til hans sidefæller, mand for mand, til hun når Beowulf, hilser ham med tak for hans komme, og fremlokker det kronende udråb fra ham at enten vil han gå mellem jætten og hans hoved eller selv lade dødsdagen skride sammen over sig i hallen. Og højere endnu stiger larmen fra kampheltene, der gotter sig i lyksalighed, indtil kongen bryder op til hvile, og Beowulf ene med sine mænd lægger sig til at vente på jættens komme.




»Forud for alle vigtige foretagender gik der et blotgilde, hvor styrken samlede sig
til den kommende prøve, – og hvor frænderne iførte sig højhelligheden, tør vi vel tilføje.«




Gildet fandt sted under skyggen af rædselen. Digteren kan ikke andet end mindes de mange gange der i samme hal var aflagt store løfter mod Grendel, han kan ikke fortie at hver eneste gang var bedriften endt på den måde at der om morgenen fandtes meget blod i Lejregård. Men når der synes at råde en modsigelse mellem de sørgelige erfaringer fra tidligere forsøg, som havde fremkaldt tvivl om at nogen sinde en mand kunde fri de overlevende for dødsbestemmelsen, og den stormende jubel ved drikkelaget, da er løsningen netop den at forknytheden skulde opsluges af glammens vækst. Drikkelaget var for deltagerne styrkelse i lykken, styrkelse i deres gud. Sejren gik igennem salen i det øjeblik kæmperne drak udfærdsøllet, og man måtte rive den til sig med kraft, om man vilde have den. Hvis den ikke kom i mændene, så at triumfen brød ud af dem, da havde gildet været forgæves, og da måtte de hellere krybe i ly med det samme.


Enhver begyndelse fordrer et blot, som kan inspirere den ny fremtid med lykkens virkelighed. Skulde en mand ætledes, måtte oksen eller vædderen stå rede til at hugges af den der ledede ceremonien, og ætledningsskoen stilledes ved siden af skapkarret. Bryllupsgæsterne måtte vide at de havde »drukket det øl«, og derfor kunde svare for (side 157) brudeforbundets virkelighed. I arveøllet mærkes dog tydeligere end noget andet sted hvordan blotet gør nyt, hvordan man går tilbage til kilden og begynder livet forfra, når det gamle pludselig tørrer ind. Det har forbløffet kristenheden at være vidne til de hedenske eller hedenhjærtede Germaners lystighed til ære for den afdøde, og trods megen både personlig og officiel indskriden holdt vanen sig længe nok til at forbløffelsen har kunnet udfolde alle muligheder: harmen har protesteret, forargelsen har nedlagt indsigelse, og til sidst har den æstetiske logik railleret over modstriden mellem festens bedrøvelige anledning og gæsternes ubetimelige overstadighed. Til den engelske præst kommer i det tiende århundrede formaningen: »Du skal ikke deltage i frydeskriget over døde; når du indbydes til gravøl, så forbyd de hedenske sange og de højrøstede latterskrål som folket finder behag i.« Et lille tusindår senere har vi kunnet nyde et medfølende smil over bonden der resigneret ser den tid nærme sig, »da sognet skal have en glad dag over ham«.


Arveøllet var ikke en bedrøvelig fest, hvor venner og frænder samledes til fælles fordybelse i tabet med den tanke at pløje sorgen igennem ved forenede kræfter, på det at man, styrket af bæger og fad, atter kunde gå ud i livet med verdensberedt ånd. Men arveøllet var alvor, – fordi dets grund var befæstet i en betænkelighed der havde grænse til fælles med faren; derfor måtte man spænde glæden i åg og lade den gøre brug af al sin kraft. Det gjaldt om at trække livet frelst over et kritisk punkt, lykken var gået i stå, højsædet stod tomt som et synligt tegn på hullet i gærdet, frænderne var for usikre på sig selv til at vove sig til mandemøder. Først gravøllet bragte fastheden tilbage ved at skabe den ny form for ættens tilværelse. Derfor turde det ikke skydes for langt ud, ikke ud over dødsårets grænse, hvis vi tør tro Fagrskinnas fortælling, som på dette punkt står i den mest tillidvækkende modstrid med andre beretninger om Kong Haralds gravøl, hvor afholdelsen til bedste for den dramatiske spænding er udsat fra år til år.


Trin for trin fører festerne efter deres betydning for det åndelige liv op til de årlige kultgilder, der udgjorde faste punkter i tilværelsen, hvor livet regelmæssigt blev fornyet og gjort til en fremtid. Med dem »tog man imod« vinteren, imod sommeren, som Nordboerne udtrykte sagen, med et verbum – fagna – der antyder den glæde som var fornøden til at præge den rette begyndelse.


Jellingbægerormen.png


To ting bragte blotet: tryghed og varsel. Ingemundsønnerne havde hast med at ramme Hrolleif, ti »hans moder vil uden tvivl blote som (side 158) hendes sædvane er«; og hvis blotet fik fremgang, vilde de ikke have magt til at fuldbyrde hævnen, – offeret lukkede fremtiden af som en mur omkring Hrolleif.


Til den ceremonielle tvekamp hørte en tyr eller et nød, der huggedes af sejrherren; med den har han holdt blot og befæstet sin sejr og den overlegenhed han vandt ved sejren, som en varig tilstand for fremtiden. Derfor kunne også Vigastyr efter lykkeligt at have bragt et par besværlige mellemværender ud af verden, gøre et forsøg på at stænge modparten ude fra oprejsning; sagaen fortæller blot det halve, at han huggede to tyre, ti så kom der ikke hævn for drabet, – hvis man da ikke skal lade Styr selv om halvheden og antage at han allerede selv levede på det der faldt af fra den gamle kultur. Meningen er i alle fald den, at han driver sin overlegenhed fast og tvinger fremtiden til at forme sig efter dette motiv: Styr som den der har taget og beholdt de andres ære.


Dette er den ene side af blotets velsignelse. Modsiden kender vi fra fortællinger som den om Hakon Jarl der lagde til land og gjorde et stort blot, og af ravnenes skrig erkendte at der forestod en kampdag der var for ham; han havde »dagråd« til at slås.


Man holdt blot og gekk til fréttar, d. v. s. æskede svar på sit spørgsmål. Hvordan man spurgte, og hvorledes man modtog svaret får vi jo delvis antydet i denne historie; vor viden udfyldes med de spredte, og desværre temmelig mangelfulde beretninger om lodkastninger. Hvad vi hører er egentlig kun det at man rystede blottenen og fældede blotspånen – lod den falde; og disse udtryk får ikke nogen belysning ved Tacitus's beskrivelse af præsten der »så op mod himlen«, og læste hvad der var skrevet på den stav som han tog op af hoben. Hvad vi end vil tro om Tacitus, een ting er sikker, at gudernes vilje blev adspurgt, førend runerne var opfundne. Fældningen af tenen tyder da også noksom hen på en iagttagelse af spånen i faldet, dens stilling efter at den var kommen i ro, dens forhold til solens bevægelse, eller hvad man nu har lagt vægten på. I hvert tilfælde, enten så loddet talte gennem runer eller gennem bevægelser, havde det sit mæle deraf at det var blevet blotet. Det er blotets lykke der taler igennem det, den samme som lod sig til kende i festens vellykkethed, i gæsternes glæde, i hornenes klang, i forsædesmandens veltalenhed, og i naturens adfærd efter at blotmagten havde taget sit tag i den.


I den historiske vikingetid henskydes varslet under gudernes vilje, under deres beredthed til at tage mod offeret; og jo senere kilden er, des mere bugner den høje majestæt ud i forgrunden. Han har haft sin ret også i gammel tid, og den skal ikke blive ham frataget, men hans myndighed beroede på at han som sine frænder i jordlyset var med i offerets virkning. Det man spurgte om var ikke hvad en slig (side 159) mente ud af sin magtfuldkommenhed, men hvad hans vilje og dermed hans magt, var rede til. Man stirrede efter den virkelighed der lå på springet til at fuldbyrdes, og forskede efter hvad nu hamingjaen var inderst inde, hvor lykken eller vejen lå henad, som Røgnvald Mørejarl kunde sige til den søn hvis fremtid han fandt på Island. Hakon blotede for at se om han havde »dagråd« til at kæmpe; og ligfuglene mældte sig som utvetydigt tegn på at slagmarken var ham beredt. Der gaves advarende tegn, som satte et »ikke end« op mod spørgerens iver; var han viis, ventede han til lykken havde rustet sig. Men over den Germaner der drog hen for at konsulere en gud om hans ja eller nej, vilde komikken dale ned, og den der gik til blot med den forventning at få enten et godt eller et ondt varsel, faldt uden for al komik og helt ned i vanviddet. De gamle blotede for at skabe det gode varsel ved at skabe den virkelighed hvoraf varsel udsprang, de forlangte et kraftigt, styrkende ja, der kunde gennemvarme lykken. Hvis formælet glippede for dem, da var det en ulykke først, og deraf et ondt forbud: livet slap ikke gennem fødselsstunden, og offeret var spildt.


Jarl Hakon siges at have ejet en varselsvægt, på hvilken han vejede skæbnen. Til vægten hørte to lodder i menneskeskikkelse, et af sølv, et andet af guld. Og når det gjaldt en vigtig afgørelse, lagde han lodderne i skålene og udtalte hvad hver skulde betyde, og altid, når det kom op som jarlen vilde, buldrede loddet i skålen, siges der i een tradition. Men der er en anden som langt bedre har forstået hvad det betød når en lykkemand mælte for, den siger uden omsvøb: »og altid kom det op som jarlen vilde, og loddet buldrede i skålen.« Ti Hakon var en jarl med lykke i, og Hakon Blotjarl hed han med ære.


Ved du hvordan man skal blote? spørger Hávamál – og det har glemt svaret. Det kunde gives i fortællingen om landnamsmanden der tog afsked med det gamle land i et blot. Han blotede for at lære sin skæbne at kende; svaret viste ham til Island og tryg fuldførte han sin plan. Hvordan skal man ikke blote? Det spørgsmål er besvaret i sognehøvdingen Vebjørns historie. Han og hans frænder kom i strid med Hakon Jarl og måtte forlade Norge. Da de holdt blot for at finde et nyt hjemsted viste offeret dem at jarlen blotede imod; så lod de blot være blot, stak i søen – og forliste. Offerets begrænsning var den at blotmanden måske ikke var lykkedrøj nok til at føre dets hensigt helt igennem og presse livet så højt op som han ønskede. Halfdan Gamle blotede for at leve 300 år i sin kongedom, siger sagnet i en gammel norsk æt; svaret lød at han ikke skulde leve mere end en menneskealder, men i hans æt skulde der ikke i 300 år fødes nogen mand uden høvdingelykke, og ikke nogen kvinde.


De to sider er samlede i udtryk der betegner formålet med offeret: (side 160) man gik for at »hente heill«. Ingen oversættelseskunst kan gengive denne talemåde fordi den siger en ting der nu er bleven til to, lige så lidt som man kan spalte selve ordet heill, og sige hvad der er varsel og hvad der er lykke. Med ondt heill drog en mand hjemmefra, når hans rejse fik et dårligt udfald – det må vi lære at forstå uden oversættelse. Til heill for sig skød landnamsmanden sine støtter over bord, for at de skulde vise ham vej og udpege ham et godt hjemsted.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 390) 150. Full, Heims. I 187; Fagr. 85; Egil 134; Sigrdr. 8; Gud. II 21; Skjald. 50 (36); cf. det konstante bragarfull. – Veig, Norr. Fornkv. 80 (25), 106 (8), 136 (7), 162 (50), 199 (46); Herv. 274; Fornald. II 522; Fornm. IV 350; Skjald. 43 (3); Beow. 481, 495, 1982, 2021, 2253, 2282 cf. 615, 1015, 1169, 1192; Heims. I 187 vil skelne mellem gudernes full og frændernes minne, forskellen er åbenbart bygget over betydningen amindelse, jfr. f. ex. Småst. 159. Interessant er minnisöl, Hynd. 45, nærmest = huskedrik, men som baggrund står i betydningen hele lykkefylden, jfr. Sigrdr. 2 prosa, hvor det er omtrent = blotbæger, og efterklangen Fornald. III 309. – Når det i senere tid hedder at drikke ens skål, betegner udtrykket jo at drikke med det formæle at lykken skal være med den nævnte. Om udtrykket har gammel hævd er vel tvivlsomt. Det lader sig nærmest sammenligne med det gamle, at drikke hedenfarne frænders minne, Heims. I 321; Fagr. 85; deri ligger både at styrke den bortgangne og at styrke sig i ham; de to ting er eet: forening eller indkapsling i den lykke som er både ham og den som drikker. Til den senere norske skål for liget, Topografisk Journal hæfte 26 p. 47, svarede i de gamle dage bragebægeret, det var både den dødes og de levendes velfærdsskål. De senere almueskåler, så lige de end nedstiger fra den gamle kult, har jo forandret karakter derved at den gamle harmoni, som spændte livet som et hele ind under blotet, er sprængt. Se i det hele de flg. kapitler. – Minne, Fagr. 85.

151. in amore, Hinemar, Migne: Patrol. Lat. CXXV 776 jfr. det flg.: at drikke for sin sjæl; endvidere f. ex. Mon. Germ. Hist. Script. III 300 (70). Til munr. cf. I note til p. 290. Ang. tysk minne må jeg nøjes med at hensvise til ordbøgerne. Obs. betydningen billigelse, og jfr. nordisk ráð. Siden 1921 kan der dog også henvises til Caen. Ordet minning, Glúma c. 6 (25) indeholder åbenbart ingen antikviteter; til Ol. Tr. 24 cf. Flat. I 283 og Flat. II 88; Heims. I 185 variant, god kristen festforklaring; til Fornald. III 33 cf. Grettir 142 l. 3 (c. 61, 12); Laxd. 200 = surrogat, eller foreløbigt substitut. Sigrdr. 5; blande betyder i de ældre germanske sprog ikke blot iblande, men også tillave ved blanding. Fritzners distinktion er vistnok for snæver, men afgørelsen har ikke stor betydning på dette sted. – Til ... fred, samfølelse er grundbetydningen i ordet, men vi må huske at det som ethvert af sjælens attributter har et forhold til det guddommelige; det betegner altså den kraft der følger med fred. Derfor har det noget i sig af »fred udadtil«, men naturligvis ikke i vor passive forståelse: det er sejrfreden der menes. Således også Ol. Tr. 28 nederst, selv om vi der måske kan mærke at sagaens kristne forfatter, som alle vegne, forsøger at sætte sit kulturstempel på ordene. — Drikke til, se II 82, cf. i den løjerlige historie Flat. I 580: drikke til = søge at opnå hans medvilje og medvirken. — Hammardal, Dipl. NorV. XIV n. 277.

152. Gilder, f. ex. Småst. 133, 149; Skråordn. 112. Gildefreden er intet ilde grundlag for studiet af historisk kontinuitet. Fred på jorden og blandt mennesker en god fordragelighed, det var noget kristendommen kendte og kunde assimilere. Her var et magnetisk tiltrækningspunkt for skriftsteder (jfr. f. ex. Da. Gild. I 68, 88 med I 736, 762; II 135; Småst. 40). Kirken og staten griber i sin frygt for gildesolidariteten fat i denne kærlighed, og giver den deres allerbedste velsignelse i det håb at næste- (side 391) kærligheden vil vokse alle uheldige tilbøjeligheder ud af broderskabet. Men den gamle alvor, at fredens modpart er hævn, bliver jo en rum stund ved magt, og til skriftstedernes rette forståelse skal sammenlignes de steder som er citerede i første bog pp. 34, 39 f., 66. Så vil man ikke have svært ved at finde den gamle tone i de fleste af ordene. – Tingsprotokol, Cavallius I 209 cf. 169. – Småland, ib. 169. – Ordsprog, Syv I 537 jfr. noten; obs. at det stedse er Vorherres skål som skal virke; Budst. II 744. Tyskerne har heller ikke glemt den gode, gamle vane, men i deres skikke mærker man mere sydens ånd. Sitzungsb. Wien. Akad. 40, 180 o. a. st.

153. Norsk jul, Nord. Mus. Främjande (1890) 36 f. cf. Folkevennen VII 406. – Hensynsfulde gæster, N. h. T. 2. III 174 f.

154. Ydun, SE 30, 69; Skjald. 16. – Hjørleif, Landn. 7 f. — Testament, Daae II 24; Dipl. Norv. III n. 7, obs. ordlyd; Sv. Dipl. I n. 638: med øl og mad; n. 737. – Gilder, NGL. V 10 (34, 41), 12 (10, 12); Unger 219 (12, 19); Småst. 44, 132, 145 (34), 147 (52, 57), 150; Da. Gild. I 14 (47), 28 (36), 64 (24), 70 (4), 90 (4), 104 f- (30, 40), m. m. Her gælder en lignende betragtning om historisk kontinuitet. Disse citaters vægt som kulturvidnesbyrd beror på at de indregistrerer den måde hvorpå middelalderens almindelige tendens blev optaget og omsmæltet i specielt nordisk forsorg.

155. Trønder, Flat. II 184 cf. Fagr. 69 f.; Skjald. 119. – Sige sig ud af ætten, etc., Flat. II 146; Fornm. V 326. Se Halfreds indholdstunge vers, Skjald. 158 v. 6 f., med deres hentydning til lykken og frænderne; Bisk. I 10; cf. udtrykket Eyrb. c. 5. – Gudniding, Njála 887; Flat. I 239; II 360 i kristen betydning er vel vendt klædebon; sml. ættarspillir, Flat. I 323. – Radbod, Acta Sanct. Mart. III 147, se også Grønbech 112, 114. – Dagligt samvær, forholdet mellem hverdagsdrik og festdrik er jo illustreret i freden: stigningen fra hjemfred til ølfred, og fra ølfred til festhelg. Se slutn. af forrige bog (Hellighed og Helligdom), og jfr. for øvrigt f. ex. Vestg. I Mandr. 13; Lieb. 11 (13, 14), 92 (6, 5), 228 (1, 2), og angående den højeste helg der gør fredsbryderen til vargr: Forns. 124 (bryllupsfærd); Egil 153 (blot). Som udtrykt i forrige bogs afslutning er der ingen brat overgang fra det sociale til det religiøse. Vi må derfor tale om Sigurds drik hos Gjuke eller Hedins drik i skoven som noget socialt, som madfællig, fordi handlingen ikke på nogen ostentativ måde er skilt ud af det hverdagslige; men disse episoder får nyt lys når vi ser hvor langt guden rækker ind i hverdagslivet. Ligeså var altså brylluppet virkelig et blot, ikke fordi det krævede hvad vi kalder religiøs sanktion, men fordi festen måtte vies til højere lykke for at have kraft til at skabe den sociale virkelighed. For at få det rette forhold frem må vi, der ser dobbelt på alt, desværre tage institutionen successive fra to synspunkter. Jfr. så til sidst et sådant billede fra det daglige liv som Egil 150; det er øllet og samværet som gør hele forskellen. Dette er forudsætningen for at forstå sådanne ord som Flat. I 457 og lign., at kristne og hedninger dårligt kan sidde sammen ved drik, fordi de har forskellig »sæd«. Se også Grønbech 106 f., 117 f.

156. Tomtebolycka, er taget fra Cavallius I 277; at citere videre vilde betyde det samme som et forsøg på at øse et passende udvalg af syndfloden op i et pottemål, se Feilberg under »gilde« med henvisninger. – Skibene sejlklare, Heims. I 241, tilsv. Austf. 96 1. 17 o. lign. Jfr. situationen i Egil 62; Atlak. 9 f.; Atlam. 8: obs. det selvfølgelige. – Beow. 489 ff. (side 392) Sml. Wallace: Rou 7349 ff. Herfra kastes der lys over de germanske vaner som antydes gennem Tacitus's fortælling Ann. I 65; Hist. IV 14, V 15 cf. foran note til II p. 130. – Rive til sig med kraft, cf. Flat. I 290. Der var nok også dybere raison end Tacitus troede, i Germanernes tilbøjelighed til at drøfte de vigtigste æmner i løftet stemning. Romerens udlæggelse af fordelen ved to tempi: først fuld og åbenmundet, så ædru til forarbejdelse af rusens materiale, har samme rationalistiske præg som alle de steder hvor han lægger sin egen verdensvisdom til. — Ætlede, Gul. 58. – Bryllup, f.ex. Østg. Ærf. 8, cf. udtrykket Frost. IX 12.

157. Arveøl, Ancient Laws and Institutes (Thorpe) 448 (35) cf. NGL II 92 og Gut. 38; der på øen er al reformation så doktrinær radikal, at der efter al retfærdig beregning skulde være vokset en solid konservatisme op. – Bonden der resigneret, Feilberg: Dansk Bondeliv II 107. — Fagrskinna 84, contra Flat. I 163 f. – fagna, Heims. II 223; Gisle 18. – Ingemundsønnerne, Forns. 41.

158. Tvekamp, Egil 244; Gisle 80; Kormak 47 f., 49. – Vigastyr, Heid. 14. – Hakon Jarl, Heims. I 303. – Blot og frétt, Landn. 7; Ol. Tr. 2; Heims. I 33, 70; Flat. I 213; Fornald. II 8; Lieb. 312 (5), 383 (48). – Blótspánn, Fagr. 76; Heims. I 70; Landn. 65; Fornald. III 31; Herv. 227; hreytir, Skjald. 105, forstår jeg også som: den der fælder tenene, eller strør, ryster dem ud, jfr. verbets brug Rig. 38; Atlam. 46; se også exc. 17B. – Tacitus c. 10. — Blotets lykke, endelig har vel blotets magt kunnet finde frem gennem den hu der sad inden i mennesket; det mærkedes vel på visdomslykken, når man blotede efter indsigt, som Gunhild, Ol. Tr. 2. – Majestæt, selvfølgelig havde guderne en vilje lige så vel som frænderne – begge en vilje der i sine udslag bestemtes af at den var fred. – Et karakteristisk ex. på stilforandring, Heims. I 337 sml. med Flat. I 191. Sagen er naturligvis kompliceret, fordi der dels er tale om en stilistisk menneskegørelse, under indflydelse af fremmede mønstre, dels om en virkelig vækst i gudernes personlige selvstændighed. — Røgnvald, Landn. 97; Flat. I 222; Austf. 95; Eirik. 17. – Ikke end, cf. Cæsar I 50, også 53; Tac. 10; Agathias II 6.

159. Varselsvægt, Flat. I 188 f. cf. Jomsvik. utg. af Petersens (1882) 110 etc. – Hávamál 144. – Tog afsked, Landn. 7 etc. – Vebjørn, Landn. 47. –
Halfdan, Flat. I 24. Obs. hvordan de gamle forudsætninger skinner igennem den kristne tendens i Vita Ansgar, c. 27.

160. Landnamsmanden, Landn. 7 etc.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)