 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech
Femte bog:
Excurser og henvisninger
Excurser
14. Uægte børns stilling
(side 329) Et barn avlet med trælkvinde er ufri.
Det langobardiske edikt stiller den uægtefødte ringere både ved arvedeling og i andre henseender.
I Norge har uægte sønner kun en meget betinget arveret, for øvrigt består deres lod kun i en frivillig gave fra faderen.
På Island har faderen ret til at give den uægte søn en gave på indtil 12 øre; som hævder af ættens ære i hævnsager må han stå tilbage for de nærmeste ægte frænder.
Sverrig: I følge en bestemmelse i Östgötalag kan den uægte aldrig arve, men må være tilfreds om faderen vil unde ham en gave. I drabsboden deltager uægte broder lige med ægtefødt, siges der udtrykkeligt. Västgotalag lader os næsten helt i stikken; de andre love forudsætter en mindreret for uægte.
I Danmark mærker man særlig tydeligt lovgivernes arbejden med problemerne i et frem og tilbage, men grundlaget for arbejdet er de uægte børns egenart, og især grundskellet: om moderen er gulfæst eller ikke. Slegfredsønnen skal have sin ret ved gave i faderens live.
Roz. 130 stemmer i sin grundide så vel overens med en tankegang vi kender som germansk, at der skal overmåde stærke grunde til at rokke dens vidnesbyrd – fast står det afgørende moment: særstillingen, noget for sig, og fremfor alt at denne særstilling er begrundet i modsætningen: køb – ikke-køb, mund – ikke-mund, dos – ikke-dos. Men lige så dybt befæstet er mangfoldigheden i standpunkterne overfor særstillingen. I steden for at udperse et ursystem gælder det for os om at lade uoverensstemmelserne komme til orde.
Brunner har forfulgt udviklingen nedad, og eftervist at der på alle, eller næsten alle, områder foregår en forværring i de uægtefødtes kår. Det er naturligvis ikke hans mening at man deraf, ved blot at trække linjen tilbage, kan komme til nogen viden om den oprindelige status; (side 330) men på grund af den polemiske struktur i hans argumentation, kommer han til at tilsløre det faktum, at modsætningen netop viser sig så dybt begrundet i germansk tankegang. Der var en dobbelthed i Germamanernes syn på den uægte, som kirken kunde benytte sig af til at uddybe skellet mellem ægte og uægte, samtidig med at den på en vis måde udviskede grænsen mellem ret og ufuldstændig ægtepagt. Vi må da se de uægtes stilling som et problem, ikke blot for os, men netop for hine mennesker; med andre ord, spørgsmålet skal lægges om til et psykologisk; de uægte var skilt fra deres omgivelser, fordi deres sjæle var anderledes end andre menneskers, og af den kendsgerning opstod spørgsmålet om deres sociale stilling.
Barnet skal fødes eller bringes ind i ætten. Intet efterfølgende ægteskab mellem barnefader og barnemoder kan i sig selv give børnene nogen byrd eller lykke til den de har i forvejen.
Grundlaget for en ordning af de uægtefødtes stilling er optagelse i ætten, adoption – eller fra gammelt synspunkt set – fødsel ind i ætten, så at barnet bliver frænde, og i fødslens virkelighed har vi det psykologiske grundlag, den nucleus af oplevelser hvorfra institutionernes mangfoldighed — og reformernes uoverensstemmelser grener ud. Faderens (eller en frændes) vilje er nok, så sandt han har lykkens ævne; det var kun en simpel forlængelse af kraftfølelsen der gjorde at kongefamilien længst holdt på sin lykkes tilstrækkelighed (som Brunner jo også har fremhævet). Dette er den psykologiske forudsætning for at den uægtebårne kunde være sin faders søn. Og faderen fødte ham ind i sin lykke, det navn den anerkendte søn bærer ude i verden er ættens eget – se de frankiske kongers frillebørn –. En udenoms dreng som Olav, der siden kaldtes På, var opkaldt efter sin faders mødrene frænder, og tilfældet er typisk på Island.
Men man havde muligheder for at udvide den virkelighed som vielsen betød; man kunde samle hele frændekredsen og lade dem give deres samtykke – råd – således som tilfældet er i Norge ved den sent foretagne ætledning. Og muligheden måtte udnyttes, når den enkelte ikke var tilstrækkelig stor en lykkemand. I sin grund er det ikke et spørgsmål om ret, men om indre ævne til at frembringe altomfattende virkninger. Den ætledede er fuldt og helt frænde, det mærkes noksom på at han har kraft til at udføre en frændes opgaver. Men sandheden er noget som føles, og den kan drages i tvivl, som en mands lykkelighed kan det. Og tvivlens ord er en injurie fordi den griber ind og nedsætter virkeligheden, eller puster liv i en mulighed –, der er en hage for mistroen at gribe i.
Norske love har den konsekvente formulering; de svenske fastsætter en ringere mandebod for den ætledede, fordi han er halvt trællefødt; men de svenske – og danske – loves halvhed beror på senere akkomo- (side 331) dation og kompromis. Vi vilde imidlertid undervurdere bestemmelsernes styrke, hvis vi ikke så at dette kompromis har gamle forudsætninger – d. v. s. den psykologiske forudsætning: at barnets stilling afhang af om det var frænde, ikke af en formel anerkendelse; den juridiske stilling må være begrundet i og udtrykke en virkelighed.
Ved tinglysning må endvidere tages i betragtning som en mulighed at handlingen ikke behøvede at implicere fuld ætledning, og at der i den halvhed lå spiren til et kompromis. Som det jo også antydes af de svenske love var tinglysning blot en del af de nødvendige ceremonier; den forudsatte en virkelighedsproces af lignende art som den norske. Fremdeles kan dette: at tage i æt betyde to forskellige handlinger: fuldstændig ætledning, og optagelse som klient; sandsynligheden taler imidlertid for at den sidste anvendelse af ordet skyldes senere udviskning af grænsen, der har gjort det muligt at overføre udtrykket på den frigivnes forhold til sin patron. – Man må være et af to, enten indenfor eller udenfor, enten født eller ikke født. Jo længere vi kommer tilbage, des mere forsvinder åbenbart halvbyrdstanden som fast, socialt fikseret størrelse. Men der var altid en mulighed for at sætte halvheden; der var et vurderingscentrum, der i et enkelt personligt tilfælde kunde sætte skellet. Gulatingslovens og Frostatingslovens uenighed angående den fri, men uægtes mandsværdi er derfor dybt begrundet, hvad enten den nu er af ny eller gammel dato.
Den levende, modsætningssvangre virkelighed får sit udtryk i en fluktuerende sprogbrug. Kærneordet er hornung (hrisung og bæsing er sekundære specialiseringer ud fra hornung som mønster). I Norge blev det betegnelsen for den uægte, avlet åbenlyst med fri kvinde, men denne snævre betydning er en tillæmpning af videre anvendelse. På Island er hornung søn af frigiven med fri kvinde. Etymologien tyder på kærnen: krogbarnet, det ugyldige, tilsidesatte, og derfra kan det række opad (som delvis i Norge), men dets egentlige tendens er nedad til foragten, ja det rækker så langt nedad at det nøjes med og krydser þýborinn (her har vi den psykologiske begrundelse af det faktum at man kunde bruge »trælkvindesøn« om en hvis moder ikke blot var fri, men endog højbåren). Nogen grænse mellem de to er der ikke i deres naturlige tilstand. Følgen er den at þýborinn er nær ved at blive betegnelsen for den tilsidesatte, halvfrænden, ligesom þýsun på gotlandsk ligefrem betyder frillesøn.
Skal vi omsætte det psykologiske til sociale værdier, kommer vi til det faktum at på rent germansk grund er der så godt som ingen forskel mellem en trælkvinde og en fri frille der ikke har nogen æt i ryggen, d. v. s. den sidstes fri status er prekær, fordi den mangler det der udgør frihedens væsen og derfor dens sikkerhed. Frillens søn kan knytte sin selvhævdelse til begrebet frihed, men den eneste stilling der (side 332) kan give ham tryghed er ætledningens anerkendte. Og det afgørende imod ham er altid at hans moder ikke blev købt med mund, at han ingen moderlykke har. Således set er der måske virkelig gammel ræson i den svenske bestemmelse om den frigivne der kun kan kræve halv mandebod; det er da halvbyrdsmandens status overført på den ætledede. Den mulighed at man kunde fødes ind i en moders æt uden at få fædrene frænder er aldeles ubevidnet på germansk område – før en tid da man gjorde uægthedsproblemet op på moderne basis.
Henvisninger[1]
(side 413) 329. Moderen ufri, formlen til Roth. 222 viser barnets mangel på frihed og arveret; Liut. 66 siger enten at en sådan søn på grund af de særlige omstændigheder er udelukket fra »ætledning« (nec), eller også at han vel kan få friheden, men skal stå tilbage i arveret (tantum–modo); en sådan urimelighed som at trælkvindebarnet eo ipso var fri kan ikke uddrages af paragraffen. Af Roz. 137 fremgår så meget, at faderen udtrykkelig må frigive det barn han har avlet med sin ancilla. Lex Baj. XV 9: at en germansk betragtning nogenlunde på et enkelt punkt falder sammen med det bibelske syn, og derfor under kirkelig indflydelse lader sig begrunde med et citat fra Paulus, kan dog aldrig blive et bevis for at citatet er fader til lovbestemmelsen. (Se Brunner i Zeitschr. d. Savigny Stiftung Germ. Abt. XXIII 202). Ifølge Frost. X 47 skal barnet frigives »fra krogen og skålen«; cf. Gul. 57, 104; Skånel. 61. – Den uægte fødtes mindrestilling, Roth. 154, 158 ff., cf. 156, 171. – Mindreret i andre henseender end arv, Roth. 161, 162. – Betinget arveret, Norge, (side 414) Gul. 104; Frost. VIII 8. – Gave, Gul. 129; Frost. IX 17. Om deres stilling i anden henseende obs. uoverensstemmelsen Frost. X 47; Gul. 57, 104. Cf. Fagr. 21 f. som et exempel på hvad man kan sige. – Island, Grágás I 247, 167 f. — Sverrig, Østg. I Ærf. 4; Drap. 7; Vestg. Bemærkningen Add. IV 14 p. 297 er dog for enigmatisk til at bære ret meget system; for det første kan den betyde at anerkendte (fødte) frillebørn blev degraderede, for det andet at frillebørn blev afskåret fra at gøre nogen, eventuelt en mindre ret gældende, for det tredje kan den være en mytisk-heroisk forklaring af samme art som så mange andre juridiske sagn. – Andre love, Vestm. I Gipt. 9; Søderm. Ærf. 3; Hels. Ærf. 14. – Danmark, gulfæst, Skånel. 59 cf. laghgivæn; Vald. lov II 45. – Slegfredsønnen, Skånel. 58 cf. 62; Vald. lov II 45; Er. lov I 18; se nærmere hos Wilda og Matzen: Dansk Retshistorie. Privatret 92 ff. – Rokke dens vidnesbyrd, se Brunner: Sav. Stift. XVII 23.
330. Barnet skal fødes ind i ætten, kulturægte udtryk: bera i ætt, koma i ætt, Skálholtsbók 423; Stað. 192 cf. Grágás I 169, II 25. – Efterfølgende ægteskab, sml. nedenfor (skødsædebørn) og obs. den karakteristiske restriktion Frost. III 11, der antyder det gamles modstræben overfor en anerkendelse efter påfølgende ægteskab. Cf. Wilda l. c. 279 f. — Faderens (eller en frændes) vilje, Gul. 57 slutn. – Psykologisk foruds., det Brunner citerer Sav. Stift. XXIII 203 siger heller ikke andet end at man vilde beholde sin ret til at kunne give sin søn fuld værdighed. – Olav På, se i det foreg. II 264. – Sen ætledning, Gul. 58; Frost. IX 1. I samme retning tyder vel Roth. 155. – Konsekvent formulering, Gul. 58; Frost. IX 1. – Akkomodation, Vestg. I Mandr. 2, cf. II Drap. 7; Skånel. 58; Er. lov I 18; Vald. lov II 45 bærer kompromisets mærke i næsten alle sætninger. – Spiren til et kompromis, se f. ex. antydning Østg. Ærf. 4, ligeledes tyder Vestg. I Ærf. 23 på at vedgåen på tinge kunde være noget mindre end rigtig ætledning, cf. Vestg. II Arf. 32: ætleder og tager i æt med sig på tinge.
331. Virkelighedsproces, se foran om skødsædebørn II 262 og sml. Gul. 58. — Tage i æt, sml. også Skånel. 123. – hornung, Gul. 104; Grágás I 224; om frisisk se Richt. og angående ordets videre udbredelse se citaterne Fritzner j. v. — Egentlige tendens, Herv. 274 cf. Ham. 14; Half. 39; Laxd. 56; Bisk. I 35; Flat. I 101. – »Trælkvindesøn«, Fagr. 21 f. – Ingen grænse, obs. Gul. 104 med dens ligestilling. Ud fra denne grundfølelse er Frost. IX 1, Gul. 58 formede (det er i åben strid med lovsprogbrug at tage sætningen som et senere tillæg, der skulde markere et omslag, Maurer i Munch. Sitz. Ber. 1883 p. 75; fremstillingen bestemmes jo af det konkrete tilfælde lovformeren havde for øje først). Halv mandebod, Vestg. I Mandr. 2.
Fodnoter
- ↑ I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)
|
