Vor Folkeæt i Oldtiden: Verden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech


Anden bog:
Midgård og menneskelivet


Verden



(side 151) Efter en langvarig, opmærksom beskuen af en genstand føler man en urolig trang til at se den på dens baggrund. De mål som formerne har givet iagttageren, kræver omsættelse i dimensioner for at få del i verdens virkelighed.


For den der fordomsfrit genoplever hævnen, sådan som den var, genoplever æren, sådan som den bevægede mennesker, så rå og så ophøjet som den virkelig var, for ham vil vore forfædre få nyt liv. De vil begynde at røre sig, og i tilskueren vække en medfølelse, der er lige lå dyb som fjærn fra den idealiseren hvori en moderne tidsalder adler sine poetiske eller politiske fikse ideer. Vore forfædre lever virkelig for os; men kunde vi komme til at se disse mennesker, hvis liv i ære og lykke vi har lært at kende, som del af verden, og til at se lykken som led i menneskers begreber om liv overhovedet, vilde både menneskene og lykken få dybere realitet. Desværre står der meget i vejen for en sådan reduktion af det selvgyldige til et betinget. Vi ved så lidt om Germanernes kosmos. Det bliver ofte nødvendigt at tale over hovedet på vore forfædre, og spørge den bag disse stående menneskelighed om meningen i de spredte antydninger vi har fået. Og en sådan nødhjælp går man ikke til uden en vis selvovervindelse.


Midgård kaldes den verden som menneskene lever i, og den strækker sig vidt ud til alle sider. Yderst ude, hvor himlen lukker sig sammen med jorden som mennesker står på, eller med havet som de fisker i, der har menneskeverdenen sine grænser. Vejen derud er længere end hjemmefødningen almindelig tror. Man kan gå, eller sejle, dag efter dag, fem, måske flere dage på rad, førend man kommer til de bjærge der stænger om mennesker, eller til det dybe hul hvor vandene bruser ned.


Derude på Midgårds grænser mødes veje fra neden og fra oven. En bøjer sig stejlt tilbage, men hvor den fører hen får vi aldrig rigtig at vide. Sagen er vel den, at ingen er kommen den vej. Broen, som snart hedder Bifrøst, snart Bilrøst, står nemlig i lys lue – derfor stråler den vidt og bredt i sine farver, – og er ufremkommelig for alle væsener der ikke kan færdes i ild. Den fører dog vel til et øvre land, et som ligger over hovedet på mennesker i Midgård.


(side 152) På den anden side leder en vej nedad til den tredie verden, den som strækker sig både udad fra Midgård og ind under Midgård; vejen falder gennem dybe og mørke dale, gennembruste af iskolde, frådende strømme. Der er klamt og gungrende i dybningerne, men grunden er fast; vejen bærer dødelige så vel som dødninge, og den er ofte befaret, så at man ikke behøver at være uvidende om hvor den fører hen, og hvad man finder ved enden af den.


Den tredie verden er, så vidt man ved, uendelig vidtstrakt. Intet hindrer en dristig æventyrer fra at trænge frem i det land som breder sig udad fra Midgård og nedad i frostdybet, når han tiltror sig mod til at drage frem på det uvisse, tiltror sig styrke og snildhed til at åbne vej gennem farer og vanskeligheder og fristelser af helt anden art end dem der gives på jorden. Han må være en stærk mand, ti herude måles styrke efter mangedobbelt større mål, – og dog, hvor stor hans kraft end er, slår den kun til overfor de mindre ting; for resten må han fylde i med snildhed og snuhed. Men heller ikke snildhed efter menneskeligt mål slår til; ti alt hvad han ser, er af fremmed natur, – han må være en stor gætter.


Der er vel ikke mange som vover sig så langt bort, og en del af de æventyrere hvem intet skræmmer, bliver vel nok derude. Men der er altid kommet så mange hjem fra Udgårdsfærden, at man ved fra øjenvidner hvordan hin verden ser ud.


Disse øjenvidner sagde, at når man kom over Midgårds grænser, forsvandt det lys som skinner over jorden. Dagen afløstes af skummelhed, skumring, med vildtflakkende skær, som blænder og forvirrer uden at sprede mørket. Vejen går frem over fugtige, rimslagne fjælde, hvor iskolde vinde fejer nedover; gennem floder der fosser med edder og med sværd. Rundt omkring sidder utysker, hverken mennesker eller dyr, og nidstirrer. Deres øjne udskyder et uhyggeligt lys, som en lue; ånden står ud af halsen på dem i tykke skyer, og den er så skarp, at håret svides af og øjnene blindes. De sidder og slider over lig. Længst ude færdes – efter hvad man fortæller, så langt er dog næppe nogen nået, – ørnejætten Ligsluger: når han basker op fra et lig og hopper over på et andet, da udgår der en sådan storm fra hans vinger, at den suser helt ind over jorden.




»Disse øjenvidner sagde, at når man kom over Midgårds grænser,
forsvandt det lys som skinner over jorden. Dagen afløstes af skummelhed,
skumring, med vildtflakkende skær, som blænder og forvirrer uden at sprede mørket.«




Alt er hæsligt, og alt er uhyggeligt: fuldt af skuffelser og overraskelser for den hvis øjne er vant til menneskelige mål. De menneskelignende skikkelser som færdes derude i tågedunklet, er så uhyre, at man næppe i tide bliver dem var som levende. Hvad der synes en kløft, viser sig måske at være en husport, og midt i den står en jætte på skrævs over dalen. Inde i hulen sidder hans kvindfolk og rager i et bål, grå, langhårede, i stillinger som røber alle lemmers hæslighed. De strømme som vandreren må igennem, har en anden natur end vandet (side 153) i Midgård; thi når han kommer ud i dem, vokser de om ham og ter sig som levende, hadefulde væsener. Og sådan er alt derude, opfyldt af en fremmedartet vilje. Intet er hvad det synes. Alt består af synsforblændelser og sindsforvildelser. Hvad der ser ud som dødt, bliver levende når man støtter sig til det.


Kun en usædvanlig lykke, der ikke blot kan sno sig frem, liste sig igennem, men en som kan gætte sig til det hemmelighedsfulde væsen i alt hvad der møder, og smede forsigtighedsregler af en anden art end de jordiske, kun den frelser sin mand igennem.


Sådan er Nordmændenes fortællinger om deres »Udgård«. Længere sydpå i Danmark og Sverrig, hvor klipper og fjælde gav plads for brede marker og næsten uigennemtrængelige skove, må verden have haft et andet udseende. Jeg tænker mig at den somme steder har været at ligne ved en stor rydning, rundt om hvilken mørket skyder op i stammer og grene, sammenfiltrede til en fast mur. Bagved er det sted hvor de fredløse lusker om sammen med ulvene. Også der er mørkt og tåget. Der går stier som ikke er veje, fordi de ikke er sådan som menneskefødder træder dem til. Der er store sumpvande under urolig, forhekset skov. Fra søerne kommer uvejr, når vinden rejser vandet og driver det som uheldskyer ind over jorden, så at dagen mørkner. I »jærnskoven« huser vanskabte jættekvinder med deres yngel; næsen og kløerne er sværdskarpe, og flænger lige godt i menneskekød. Kuld på kuld bringer kællingerne til verden, ulve og tusser imellem hinanden. I det moradsopfyldte mørke, hvor grenene er jærnkløer, som hugger i vandreren, famler han forvildet om, indtil han ender som utyskeføde. Kvæg som forvilder sig derind, kommer ud igen med tydelige mærker af at der er blevet åndet på det, og det duer til ingenting.


Man kunde gætte på en tredie Midgård, hvis grænser skabtes derved at himmel og jord lukkede sig umiddelbart sammen. Måske er historien om Hading og hans besøg i underverdenen, eller rettere, noget af den historie, kommen fra et land hvor horisonten var verdens vægge. Man gik da – som mange har gået til andre tider, – gennem himmelranden som gennem en mørk, tæt sky, et fast mørke, og kom så ud på vide sletter, hvor alt var godt og lysteligt at se til. Men mødtes man ikke der af noget skræmmende og skrækkende, så var det blot fordi farerne lå så meget des mere skjult. Fælles for alt udenjordisk er uberegneligheden, øjenforblændelsen og øreforvirringen. Grenen bliver til en slange idet man griber om den, og hugger til døde. Væsenerne derude kan dreje halsen om på den fremmede ved blot at se på ham. Frugter og vædsker har sindsforvirrende kraft. Mennesker kender ikke tingenes natur, sådan at de kan besværge og afværge onde følger.


(side 154) I skarp modsætning til angsten for hin verdens udmarker står glæden over Midgård. Med glade øjne ser mennesker hen over marken. I Beowulf hedder det om menneskeverdenen »En som kendte menneskers fornskæbner, dem fra fordums tid, han sagde, at den almægtige skabte jorden, de skinnende vange, omrislede af vande; den sejrstolte satte sol og måne til at lyse for jordens folk, smykkede jordens skød med grene og løv« – som modsætning til uhyrets landområde, hvor de stejle kløfter kun lader en smal eenmandssti sno sig frem, hvor de ukendte veje går ned over bratstyrtende klipper, med mangt et troldebo; ud over den grå sten luder uglædelig skov; i vandet tumler sig sælsomme orme, og trolde strækker sig på næssene. Det er den germanske modsætning mellem land og uland. I denne sammenhæng gør det ikke så meget at digteren karakteriserer »landet« i fremmede ord, og herliggør dets mildhed ved at beskrive det som grundlagt i en udenforstående guds beslutning, forskønnet ved at bære afglansen af hans skabervilje, – her er blot tale om den afgørende forskel: det ene sted er øde, hjemsted for ondskab og ulykke, det andet bolig for folkeskaren, levende i »lykke«, i »fred«, i »ære«. I steden for den angelsachsiske digters »skinnende vange« kan vi jo ganske simpelt sætte Nordboernes nøgterne »mangenyttige jord«, fjølnýt fold. Om hint hedder det: Selv hjorten som flygter gennem skoven for hundene, lader hellere sit liv end han giver sig ud i hin sø; det sted var ikke – ja, hvad? Vi kan lige så godt lade det gamle ord heore stå, ti ethvert moderne substitut skal dog belæsses med forklaringer for at få den rette tyngde. Ordet heore, moderne tysk geheuer, på oldnordisk hýrr, betegner det milde, det blide, behagelige, trygge; og modsætningen unheore, úhýrr er – ikke det noget barske, ubehagelige, men – det uhyggelige; et sted, en tilstand, en atmosfære som mangler alt hvad mennesker behøver til at leve; den lykkeløse luft som kvæler dem. »Hyre« er med andre ord det »lykkelige« i gammel forstand, og så behøver vel ikke mere at siges? Hint sted er »uhyre«; dette sted, menneskenes bolig, hedder »frydefuldt hjemsæde«. Skoven som hænger ludende over sumpen, kaldes »uglædelig, glædeløs«, tom for den fryd som der netop er så fuldt op af blandt mennesker. Fryd er menneskelivets kendemærke; at gå bort herfra kalder Angelsachserne at »opgive fryd«, fryden ved mennesker, fryden ved verden, hallens fryd; det er at forlade glæden ved frænderne, glæden ved æren, ved jorden, ens arveland, det frydefulde hjemsæde.


Underligt nok, kunde man synes. Det skortede jo ikke på uhygge her i Midgård. Både trolde og trolddom gjorde sig ret jævnlig bemærkede. Midt ind i den fagre jord, ind i det herligste liv, den skønneste og største af alle kongshaller, hvor saljubelen klang højest, op blandt (side 155) de tapreste af mænd, de mest livskære og dødsforagtende, skyder jo en skønne dag netop det »uhyre«, i Grendels skikkelse. Der står troldskabet, med alt hvad de tapre frygter fremfor noget: død i vanære, i fejg rædsel, i hæslighed, nemlig uden kamp og uden ligfærd.


De gamle har ret på deres vis, når de siger at verden er stor, at man skal drage af sted både dag og nat for at komme ind i selve uhyggen og dødsriget; men de ved også, at verden ikke er større end at grænsemagterne meget vel kan nå at gribe indover til tider. De fleste folk har deres Hadeshelte, som farer så langt bort at de helt opsluges af jætteverdenen, og kommer hjem igen til stammen som fra et fremmed land; så har vel Nordmændene ikke været ene blandt Germanerne om at fortælle slige langvejsæventyr. Men disse sagn fik deres interesse, og deres virkelighed, fra dagligdags erfaring. Hint »uland« kunde man selv gøre bekendtskab med en mils vej eller to fra hjemmet; og netop fordi enhver tilhører havde måttet opleve et eller andet »ulykkeligt«, kunde han vurdere det virkelighedstro i opdagerens nøgterne redegørelse for sin færd.


Der hører mere end simpel fantasi til for at flytte sig over i og føle sig hjemme i den gamle verden, med dens Midgård der står i universets centrum. Man kan ikke konstruere de givne fakta sammen til et billede, – som de talrige mislykkede forsøg på at kortlægge Nordboernes kosmos viser. Virkeligheden stemmer ikke med det klare skema i sort og hvidt som vi får ud af det. Ganske vist boede jætterne bag horisonten, men hvordan forener vi det med at de om natten pusler lige uden for husdøren? Midgård er egentlig kun dagens verden; så snart solen går ned og mennesker trækker sig ind i deres huse, forvildes, forråes jorden. I virkeligheden er verden ikke den samme ved nat og ved dag, lige så lidt som en ulykkesmand, der om dagen går rundt med menneskeansigt og ser ud som alle andre, men om natten lister i ulveham og farer som et glubende vilddyr omkring. Alt det »uhyre«, der om dagen ligger bastet af lyset, rejser sig så snart solen svækkes, og strejfer om i jættemagt. »Alle fjendtlige dødninge bliver stærkere om natten end om den lyse dag«. Måske kan man prøve at stemme ureden og frelse systemet ved at lade tanken hage sig fast i verdens lagdeling; Udgård – som nødmiddel bruger jeg dette sentnordiske navn, da ord som »dødsrige«, »ørken«, »vildnis« hver for sig kun betegner en side af det ukendte, Udgård rækker jo ind under jorden, og utallige åbninger tillader den når som helst at skyde op midt i verden. Visselig er verden lagdelt. Rundt omkring fører porte ned til uhyrehjemmet. Måske var det netop gennem en af disse døre at den og den dristige helt trængte frem til dødsrigets inderste; i det mindste kunde man ad den vej lomme lige så langt som hvis man først vandrede gennem synskred- (side 156) sen. Men det jættehjem under fødderne på os er ikke en provins af hovedlandet ude bag horisonten. Om man kan trænge ned i jorden og fortsætte vejen hjem rundt om jordgrænsen, hvem ved det? Ingen benægter det, fordi ingen påstår det. Blev spørgsmålet stillet, trak det visselig et ja efter sig; men dette ja fødes i de tanker som problemet vækker, – det ligger ikke givet på forhånd. Hulen i jorden er Udgård selv, identisk med stedet hinsides synskredsen. Og utyskebolet ude i skoven har ikke sin tilværelse fra en underjordisk forbindelse med fjærne stammelande. Det gamle syn på verden passer ikke til vore landkort, hvor de forskellige lande ligger pynteligt side om side med en linje til grænse, fordi den gamle verden ikke lod sig måle med øjnene alene, blot som overflade uden dybde.




»Det gamle syn på verden passer ikke til vore landkort, hvor de forskellige lande
ligger pynteligt side om side med en linje til grænse, fordi den gamle verden
ikke lod sig måle med øjnene alene, blot som overflade uden dybde.«




Der skal noget mere end fantasi og noget andet end konstruktionsævne til for at sætte Midgård og Udgård i det rette forhold til hinanden. Der kræves generfaring. Man må bygge verden op fra ny, uden hensyn til alt tillært, uden hensyn til atlas og topografi. Hos os dannes verden ved at iagttagelserne lægges ind på deres sted efter målesnor og kompas, men vil vi bygge med på Midgård og Udgård, da må vi tage oplevelserne som en tyngde, som noget der skal vejes, – og så må vi huske på at vægt og lodder gives ikke, man vejer i hånden. Oplevelserne er alt for mangesidige og mangeartede til at mål og tal overhovedet kan finde anvendelse på dem. Erfaringerne består ikke blot i de indtryk som det ydre øje skaffer til veje, de har tillige en indre virkelighed. Når vi hører at de gamle tænkte sig verdens ende lige uden for deres bygd, kommer vi let til at forestille os deres synskreds som meget snæver; men det afgørende for deres verdensbetragtning ligger snarere i at synskredsens indhold var meget dybere end vi forestiller os. Hvor stor er bygden? Hvis vi skal møde det spørgsmål i vore ord, men så nær de gamles tanker som muligt, må svaret lyde: Den rummer os mennesker, den er fyldt med ære, med lykke, med frugtbarhed, – så er den jo verden. Ja, bygden er Midgård. Hvor stort er det hellige træ, som står i bygdens midte, ættens eller bygdens stamtræ, kan vi også spørge. I kraft af sin hellighed og signende ævne bærer det verden på sine rødder og skygger det over verden med sine grene. Så er det jo verdenstræet, og hvad rolle spiller det da at dets synlige skygge kan rummes i et øjekast?


Undersøgelsen af hvad lykke og ære var har givet os Germanernes erfaringer, vi skal blot lade dem virke på os i hele deres tyngde. På den ene side menneskene og menneskelivet, så dybt som det går i inderlighed; på den anden side det fremmede, jætterne, de lykkeløse nidinger, det lykkeløse land. Det nærmest os, menneskelivets tumleplads, er helt gennemtrængt af lykke, af »hyre«, medens hint »uhyre« tager til i tæthed og uhygge jo længere man kommer bort fra men- (side 157) neskehjemmet. Yderst ude fylder det alt, sådan at det legemliggøres i materielle vrængbilleder, ganske som man kan opleve det om natten eller ude i skoven. Hvem kender ikke grænsen for sit land, der hvor hans lykke holder op? Hvem kender ikke grænserne for menneskers land, der hvor al lykke holder op? Står vi ikke hvert øjeblik midt i vor lykke og ser udad til alle sider, hvor »uhyren« danner en mur for vor ære og vor vilje?


Sådanne erfaringer, der måler efter dybde og beskaffenhed lige så fuldt som efter dimensioner, der føler natten som en grænse af samme art som den der bygges af en bjærgkæde, kunde ikke finde sig til rette i en geografi hvis natur er flademålets. Den topografiske virkelighed sættes ikke vilkårligt til side for et fantasilandskab, men den må læmpes til at optage den åndelige virkelighed, – om vi kan bruge et sådant ord som læmpe uden nødvendigvis at tænke os en bevidst omgruppering af iagttagelser. I spørgsmålet om de to rigers indbyrdes beliggenhed og beskaffenheden af deres grænser træder alle stedlige tilfældigheder tilbage for den overvældende indflydelse af karakterforskelligheden. Lykkelandet er en helhed, som ikke brydes, og ikke kan brydes, af »ulykkelige«, »uhyre« enklaver. Og alt »uhyre« hører sammen som noget udenfor, noget der kun nås ved overskridelse af Midgårds landemærker. Det er så langtfra at der behøves en underjordisk forbindelse mellem hulen i jorden og horisontlandet, at de to er eet og samme sted, også geografisk set. At gå ud i natten er at færdes i Udgård.


Trods al dæmonernes og Udgårds magt står den sandhed fast, at Midgård tilhører menneskene, og tilhører dem fordi de er de stærkeste, sejrherrerne. Når trolddommen vover sig frem i solens domæne, kommer den for at lade sig knuse og for ved sit nederlag at forherlige lyset. Beowulf digtede ikke for at sløve arme slagtofre ved at overfylde dem på forhånd med gru og rædsel. I Germanernes fortællinger og sange gør mennesker det af med troldskabet til grunden, de hugger det småt, brænder det, begraver det under forsvarlige stenhobe — og glæder sig over berømmelsen.


Den forskel er der på solriget og frostmørket, at hist står menneskene som de der kæmper på egen mark, med en hær af allierede: træer og stene, dyr, våben, landet selv er for dem. De kender alt omkring sig, véd at det er hvad det synes, véd der er orden; de besidder tingenes hemmelighed, så at de kan tvinge naturen til at yde sin bistand. Snubler de på grund af en uforsigtighed, kan de komme på fode igen, de kan finde råd og hjælp mod skaderne og i nødsfald oprejsning; men derude giver det mindste fejltrin dem i hænde på ukendte magter. Træstammen de falder på, holder dem fast og kaster dem til stenen, stenen til sin nabo, og naboen for næsen af en lig- (side 158) suger, og der ender de som et blodløst, tomtsuget ådsel. Derude går de blandt en bande vilde dyr, som de ikke et øjeblik tør slippe med øjnene, og hvis natur de endda ikke kender; her logrer naturen genkendende imod dem.


Jellingbægerormen.png


De kender alts natur, besidder dets hemmelighed, eller mere: de holder alts sjæl i hånden. De kender deres »verden«, helt ind i dens inderste kroge, sådan at de er intime med alt det krybende og gående som befolker de mange boliger. Om det dyr der springer over vejen, ved de temmelig sikkert, både hvor det nu kom fra, og hvor det skulde hen, og hvorfor det hoppede i den retning. Deres kendskab bærer mere præg af personlig fortrolighed end af naturkyndighed.


Naturligvis er der grumme mange ting, som mennesket må se og vide, så længe han står direkte ansigt til ansigt med naturen, og selv byder den sine behov og tager sine fornødenheder af den. Han må vide, og ved også, hvor de dyr og planter findes som han behøver til mad og redskaber; han må kunne følge de højere dyr i hælene og overgå deres kløgt med snedighed. Og han må have sikker rede på naturens luner og vaner for at kunne indrette sig derefter. Der råder ofte nok smalhans blandt småkårs- og mellemkårsfolkene, – de ældste guder har blandt mange nådige gaver også skænket mennesker det udvidelige og sammendragelige bælte, – og havde disse stridere ikke forstået at indrette sig efter naturen, udnytte dens hemmeligste hjælpekilder, og beregne årets rytmiske gang, så havde deres saga tidlig fået en ende. Jagt- og fredningslove f. ex. skriver sig ganske sikkert fra de samme guder som har skænket det herlige bælte.


Men naturligvis bemærker de meget mere end det de strængt behøver for livets skyld. De nøjes ikke med den overfladiske viden, at visse insekter har prikker på vingerne; men de tæller, på den nordiske almues vis, prikkerne, og holder regnskab med uligheden i antal hos de forskellige individer, og tager deres forholdsregler for den kommende tid efter de vink der ligger i prikkernes mængde. Den naturviden som lever i disse mennesker, kender intet hul, fordi iagttagelserne ikke samles ind på må og få, men fra allerførste færd retledes af traditionen. De unges sanser ikke blot stemmes og indstilles til den højeste ydeævne, men de stemmes sammen til fællesvirkning. De unge oplæres til ikke at nøjes med at ligge på lur, men at gå ud på rov og fange det flygtigste, det sjældneste i flugten. Og så længe disse fint opøvede sanser endnu får deres fulde mættelse ved den daglige berøring med naturen, kan de holde erfaringen levende, selv under al den »naturvidenskab«, som overleveringen presser sammen oven på den. Naturligvis går naturmandens viden kun så langt som (side 159) øjets og ørets styrke gælder; der hvor iagttagelsen holder op, der ender hans kundskab, brat som et klip. Når fuglene trækker bort om vinteren, og krybet forstikker sig i jorden, da kan kun gisninger hjælpe den naturlige iagttagelse over tomheden. Så sætter mennesket sin hypotese ind, og – forspilder al den prestige som hans erfaring har skaffet ham. Vi møder op med al uvidenhedens forudsætninger til at beundre den der kender naturen om sig, men tillige med en håndbogs- og lærebogsdannet hjærne færdig til at bedømme frugterne af enhver viden. Og det skal forblive sandhed, at naturmandens hypoteser kan ikke komme op imod den empiriske videnskab; men ikke mindre sandt er det, at hans gisninger bærer præg af hans naturfortrolighed, og jo mere man frigør sig for sin tids autoritet, så at man drister sig til at betragte dens klogskab som relativ og ikke som den norm hvorpå alt skal dømmes, des lettere har man ved at få respekt for de enfoldige myter, for den relative og fremadvisende karakter de ofte har. Ret beset gemmer de over et dyb af viden og indsigt.




»Jo mere man frigør sig for sin tids autoritet, så at man drister sig til at betragte
dens klogskab som relativ og ikke som den norm hvorpå alt skal dømmes,
des lettere har man ved at få respekt for de enfoldige myter, for den
relative og fremadvisende karakter de ofte har. Ret beset
gemmer de over et dyb af viden og indsigt.«




Sådan må det være; »naturfolk« – taget i betydning af folk der står i dagligt livtag med naturen, ikke i den mytiske betydning som ordet har fået i moderne videnskab, — naturfolk må kende deres omgivelser ud og ind. Disse folk skal ikke dømmes efter deres literære udtryk for naturkundskaben. Samlivet giver sig ganske vist til kende I folkenes fortællinger, i deres forklarende myter: hvorfra de forskellige fugle har deres særegne lyde, hvorfor det ene dyr føder hele kuld eller lægger reden fuld af æg, medens det andet traver rundt med sin ene grimme unge; i deres gåder, som f. ex. Nordboernes om edderkoppen: et under med otte fødder, fire øjne, og knæet højere end bugen, eller om ryperne: legesøstre der farer over landet; hvidt skjold bærer de ved vintertide, men om sommeren sort. Men sådanne myter og gåder svømmer dog lige på overfladen af menneskers viden, og kun ganske undtagelsesvis lader de ane hvor dybt der er til bunds; de giver spredte antydninger af hvad man så, men ingen klar anskuelse af hvordan man så. På folkenes jagtredskaber og deres jagtmetoder, på deres lokalsans og på deres fredningslove skal man skønne deres fortrolighed med naturens hemmeligste vaner. Måske også på deres lege. Vil man vide hvor uendelig følsom en modtager »vildmandens« hjærne er, og hvor trofast den kan gemme dette mylder af erindringsbilleder skarpt og levende, skal man nok helst se ham spille, give mimiske fremstillinger af sine omgivelser; dyrs og fugles lader, gang, ængstelighed, fornuftighed, forældrebekymringer
gengiver han med den højeste kunst, eller den højeste naturlighed.


Der kan sikkert også hos de mennesker som dag ud og dag ind ser naturen og dens skabninger ind i øjnene, udvikle sig en ævne til
al udtrykke i ord hvad sanserne har opfanget. Desværre har vi ikke (side 160) midler til at afgøre, om ævnen til at udnytte sin iagttagelseskunst i fortælling er hyppig hos sådanne folk hvis kultur endnu i hele sin længde er bunden til naturen. Det kunde se ud som om en realistisk fortællekunst snarest hører til undtagelserne hos dem af jordens folk som er uden skriftsprog, og hvis sange og fortællinger er indsamlet af missionærer og etnologer i moderne tid. Men så meget er vist, at hos de folk som er nået til en mere betrygget stilling i kulturel henseende, hvor behov og nødvendighed ikke vejes mod dag og uge, men mod år, der mangler ethvert spor af impressionistisk kunst. Fra æstetiske brister og ufuldkommenheder kan der ikke drages nogen slutning til mangel på intelligens eller følelse; der gives inden for alle kulturtrin store forskelligheder i æstetiske anlæg, og poesien er, for tidligere tiders vedkommende i endnu langt mindre grad end nu, eneudtrykket for åndeligt liv. Men hos de europæiske krigerfolk, så vel som hos deres åndelige, om end ikke kødelige, frænder i Asien, både det øst og det vest for Uralbjærgene, træffer vi en episk digtning, så udpræget, så personlig, så livgenspejlende, så positiv, at vi ikke ud fra den kan drage negative slutninger angående folkets begavelse.


Vor formodning om at mennesket først sent har erhvervet sig håndelag til at gengive tingene som de ses, bekræftes af den episke digtning hos folkeslag der, som Grækere og Germaner, har formået at omforme deres folkedigtning til literatur, førend deres tanker blev draget ind i filosofiske og teologiske baner. Udfra Homer, Beowulf og Edda kan man tilsyneladende med fuld ret fradømme vore forfædre realistisk umiddelbarhed.


I folkepoesien finder man ikke noget spejlbillede af det skiftende og nuancerige udenfor, alt er her kunst, stil. Jorden kaldes måske den brede, den vidt vejslagne, og disse tillægsord gentages da med trættende ihærdighed hver gang jorden skal omtales i verset; morgenen gryr altid ved at morgenrøden spiler sine rosenfingre ud over horisonten. Når vore forfædre skal beskrive deres våbenmøder, ved de ikke andet at sige end at ulven stod og hylede af forventning mod den kommende kriger, ravnen flaksede i luften og skreg ned til sin grå broder, og endelig kom stunden da ligfuglen baskede ned på sin føde og gråbenene løb og pjaskede i blodet. – Dette skema anvendes uden hensyn til kampens karakter eller forløb. Ulv og ravn betyder kamp og drab, hvad enten nu hære støder sammen og hærførere fylder dyrene med mad, eller et par mænd overfalder en tredie og »giver ham til ulvene«; »der hører du ravne kra, ørne kra, glade over æde; der hører du ulve tude over din husbond«, — Sigurd er bleven myrdet. Folkedigtningen lever på faste, ligesom møntprægede formler for de forskellige handlinger i livet, kamp og jagt, taffel og senge- (side 161) gang. Personer, dyr, ting er mærkede ved stående adjektiver, hvori egenskabeligheden een gang for alle er indpræget.


Der kommer okserne stedse med »deres slæbende fodtrin«, hvad enten tilskueren har nogen anledning til at se efter gangen eller ikke, – ja, de må slæbe med fødderne, selv om de optræder i situationer der hindrer dem i at røre benene. Ødte ikke Penelopes bejlere hendes husbonds ejendom ved dag for dag at slagte hans får og hans fodslæbende okser? Når manden står i forsamlingen og taler, da står han der som den fodrappe, eller den vognstyrende, helt. Mandens skib er hurtigsejlende, havfarende, så vel som buet, ligebygget, tofterigt; og så kan han, når han har trukket sit fartøj på land, sætte sig hen ved siden af den havkløvende skudes fortøjning, og der modtage de fremmede som kommer gående ned til hans hurtigsejlende skib. Det er lige så naturligt for Beowulf at udruste sit havfarende skib som det i islandsk digtning er naturligt at stivernes eller rullestokkenes hest farer frem over havet. Skibet der bar Scylds lig tilhavs kaldes isklædt, men ordet er ikke sat for at give en sagte antydning af årstiden, og hvis en moderne læser deraf slutter at begivenheden foregik i vintervejr, gør han krav på at vide mere end Beowulfs digter. Et oldengelsk digt beskriver malerisk kæmpernes ilen til slaget sådan: »Kæmperne ilede frem, de hugprude, de bar banner, – skjoldene klang. Den smækre ulv i skoven frydede sig, og den sorte, valbegærlige ravn: de vidste begge at hærmændene agtede at byde dem til fest på de dødsviede; i hæl på dem fløj, lysten efter æde, den dugfjedrede, smudsfarvede ørn.« Når man ser nærmere til, bliver man var at konveniensen lyser igennem hver eneste forbindelse: sådan og ikke anderledes har en digter at skildre hærens udrykning. Dyrenes så bredt udmalede forventning antyder ikke at kampen vil blive stor og mandsødende fremfor andre kampe, – nej, ulv og ørn glæder sig altid til det kommende frådseri. Ørnen er ikke dugfjedret her fordi denne kamp indledes en morgenstund, den kommer strygende på duggede vinger i den hedeste middagstid, – duggen hører med til billedet af ørnen.


På nordisk kan den »i granen vagt holdende« ørn godt slide i lig, om så skal være. Den som rusker i grenene, eller grenskaderen kaldes vinden meget passende i Gudruns klage over sin ensomhed, når hun siger: »Ensom er jeg bleven som asp i lunden, blottet for frænder som en fyr for kviste, ribbet for glæde som træet for løv, når grenskaderen kommer en solvarm dag«. Men der var i den gamle tid intet til hinder for at omtale vinden under samme navn, den grenskadende, når den fejede hen over havet og rejste bølgerne.


Hos Germanerne kaldes kongen ringbryder, skatteudstrøer eller kampfremmer, ulvemætter; mændene er øldrikkere og ringmodta- (side 162) gere, brynjebærere, hjælmbærere, kamptræer, og brynjeklædte er de hvad enten de har rustning på eller ikke. Da hedder det måske: den »kampberømte, skatteuddelende konge hørte med glæde på« at Beowulf tilbød kamp med Grendel, eller: den »kampfremmende fyrste gik i seng«.


Som valkyrjen siger til Helge: »Jeg tænker jeg har andet at sysle, end med spændebrydende fyrste øl at drikke«, – sådan råber Helge til sin broder: »Det sømmer sig ilde for de ringbrydende fyrster at strides med ord, selv om de har fejde med hinanden.« Mejserne henne i buskene anstiller deres betragtninger over Sigurd og Regin efter Farnes drab, og den ene udtrykker sig med: »Var han klog, den spændeødende konge, så spiste han ormens hjærte«. Og efter ugerningen på sine egne sønner taler Gudrun sådan til den ulykkelige Atle: »Du, sværduddelende drot, har tygget dine sønners blodige hjærter i honning ... Du ser dem aldrig, de gulduddelende fyrster, skæfte deres spyd, klippe hestenes manke, sprænge af sted«. Samme digter som lægger Gudrun disse ord i munden, berømmer Gunnars koldblodighed i ormegården, da han ikke vil røbe Niflungeskattens gemmested, ti »således skal den ringspredende høvding holde fast på sit guld«.


Intet under at nutidslæsere ser sig om med ironisk opspilede øjne og siger: »Hvor finder jeg den bepriste oprindelighed, hvor er al den »natur« man engang talte om og gav folkepoesien navn efter til forskel fra kunstdigtning? Findes der nogen natur i disse digte, er i hvert fald alle de egenskaber vi kender naturen på, avet ud af den. Her råder da »stilen« i uindskrænket nidkærhed for egen ære«.


Stil, eller rettere stilisering, er netop det betegnende ord for disse digtere og deres teknik. Hvordan skal man egentlig på noget moderne tungemål oversætte Beowulfs beskrivelse af de hjemvendende krigeres gang til kongshallen? »De gik derhen, hvor de spurgte at heltenes værner, Ongentheows banemand, den unge, den gode krigsfyrste, uddelte ringe midt i borgen«. Læseren må ikke heraf drage den nøgterne slutning, at en angelsachsisk fyrste sad hele dagen i sit højsæde som en såmand, så at den fremmede kunde retlede sig efter guldets ustandselige klirren. Stedet duer heller ikke til grundlag for en hypotese om at Hygelak nylig var kommen hjem fra et tog og nu sad og uddelte hæderstegn, eller at dagen var lønningsdag. På den anden side indeholder versene mere end et poetisk henpeg på det sted hvor han plejer at udøve sin rundhåndethed, der ligger virkelig i dem, al Hygelak nu for øjeblikket sidder i hallen i sit højsæde. Sætningen kan slet ikke gengives på andet sprog end det hvori den blev digtet. Kongen er den der uddeler ringe, og hallen er det sted hvor han binder mændene til sig ved gaver og beværtning.


(side 163) Alligevel, når man stirrer længe på det konventionelle i det gamle digtersprog, kan man ikke andet end blive var at der er noget som rører sig nedenunder. Man får ved nærmere samliv et stærkt indtryk af at der netop bag denne stiliserede kunst står en rig og levende erfaring. Disse digte lader sig ikke sætte i klasse med epigonskoler, der lever på et sprog i hvilket literær kurs erstatter mening og kraft. Man føler, at de mennesker der digtede sådan, havde deres øjne fyldte med erindringsbilleder. De ejede en rig fantasi, men en fantasi der sad i sanserne. Deres ordskat bærer mærke af at sprogets brugere levede et liv i førstehåndserfaring. Disse mennesker taler ikke som kunstnere, der med bevidst kræsenhed vrager mellem sprogets udtryk; de vælger uden at vide af det, fordi de er i deres egne erindringsbilleders vold.




»Disse mennesker taler ikke som kunstnere,
der med bevidst kræsenhed vrager mellem sprogets udtryk; de
vælger uden at vide af det, fordi de er i deres egne erindringsbilleders vold.«




Den der er kommen til Homer fra Xenophon og til Edda fra sagaerne, vil stedse mindes sin første, forundrede fornemmelse, — hvis han da ikke havde den ulykke at gøre overgangen på en forholdsvis lav skolebænk, hvor alt græsk tager sig så nogenlunde ens, gloseagtigt ud, hvad enten linjerne går helt ud, og er prosa, eller de stumper, og er poesi. I det samme han lukkede den ene bog og slog den anden op, overskred han en hemmelighedsfuld grænse, for at træde ind i en verden med helt anden belysning. Sagaerne og historieskrivernes værker handler om konger og bønder og krigere; og fortæller om disse personer netop så fortroligt og netop så fremmedartet som man må vente efter den lange tid der ligger mellem dem og os. Men de andre! Hvor finder vi nøglen der forener disse spredte toner i et tonesystem? Det er ikke indholdet som volder vanskelighed, Homers sjæl er os fortrolig nok. Men ordene har ofte noget fremmedartet, næsten mystisk ved sig, som om de tilhørte en anden tidsold. Føler novicen ikke uvilkårlig at disse »sjældne« gloser, til dels af ukendt betydning, blot er vragstumper af et forlist sprog? Han bliver næppe klar over, at det der volder hans betuttelse, er en følelse af uensartethed: disse oltidsstemte ord kræver et helt andet milieu end de fællesgræske eller fællesnordiske omgivelser som de stikker op af, de viser tilbage til en tid da de ikke stod alene i en fremmed verden, men om sig havde en tæt kreds af slægtninge og kyndige, alle prægede af samme gammeldags værdighed og vægtighed. – En tid lang går den ungdommelige læser rundt med en følelse af indre splid, indtil vanen kommer med sin dulmen, og befrier ham for hans pinlige forventning om en udlæggelse, som vil sprænge det almindelige mål for exegese.


Den unge vidste ikke hvad hans uro betød, han kunde ikke omsætte den i spørgsmål, end sige da i tanker. Men ikke des mindre havde han ret, når han følte ånder, hvor læreren tilsyneladende intet så eller hørte. Mange af de gloser han med undren standsede ved, (side 164) er virkelig lævninger fra en tid da sproget var møntet på anden vis end nu. Med al respekt for tilfældighedens majestæt tør man trygt påstå at f. ex. Angelsachserne ikke havde fundet på en sådan hær af gloser for »hav«, hvis de ikke havde haft dem nødig. Der er noget ærefrygtindgydende ved en række som: brim, egor, flod, flot, geofon, häf, härn, holm, lago, mere, stream, sund, sœ. Ofte nok får digterne skyld for at frembringe en falsk rigdom ved halvt ulovlige midler, idet de af trang til variation tager indholdsfattige ord og lader dem stå for mere end de egentlig betyder. Man kan prøve på at udtynde den imponerende falanx ved at trække f. ex. stream frem og sige: det er egentlig strøm og kun overført hav, eller sige om brim, at det egentlig betyder brænding og kun i nødsfald er anvendeligt på hav. Men trøsten er falsk. Sikkert nok havde hvert enkelt af disse ord en egentlig betydning, men kun i den forstand at det betegnede helheden med fremhævelse af en bestemt side ved tingen, eller helheden set i lyset af en bestemt egenskab. Digterne er ikke altid så skyldige som man gør dem til, ti deres fremgangsmåde kan, selv om den degenererer til vilkårlighed og æstetiske fif, støttes ved gammel hævd og begrundes ved sprogets oprindelige karakter. De gamle ord havde altid en dyb baggrund. Det vi forstår ved egentlig betydning er fremkommet ved specialisering, idet egenskaben eller siden blev løsrevet fra helheden og gjort til et abstrakt begreb. Mådeligt udtrykt i vore anderledes stemte ord vil det sige, at f. ex. stream i gamle dage ikke betød strøm, men hav i strømning; den abstrakte forestilling om en bevægelse uden en der bevæges, lå ikke for de gamles hjærner.


Denne rigdom er et vidnesbyrd blandt de mange om at man i gamle dage havde klare, nøjagtige begreber om verden og dens ting, og ikke kunde tale uden i skarptbetegnende ord. Ligeledes bærer jo de afmærkende adjektiver hos Homer vidne om bestemte, herskesyge erindringsbilleder. »De fodslæbende okser«, eller rettere: »okserne, de som under gangen trykker det ene ben ind på det andet«, et sådant udtryk kommer man næppe til at bruge uden man er nødt dertil, uden man inden i sig har en forestilling der danner ordene for en. Samme realisme kan spores i Nordboernes, og i det hele taget Germanernes, digteriske ordskat. Her nordpå foretrækkes substantive udtryk, hvor Sydboerne rutter med adjektiver; heroppe siges: »grenskaderen, ringbryderen, kampfremmeren«, medens man sydpå vilde nævne vinden eller fyrsten ved navn og iklæde dette egenskaben i et tillægsord. Hvor stor betydning denne forskel end måske kan have for bedømmelsen af sprogets, og derved indirekte af folkets, karakter, antyder den i hvert fald ingen dybere ulighed i tankegangen. Jeg oversatte foran med vilje i adjektiver, for at vække lidt af den lydhørhed for sammensætningen der er blevet sløvet ved stilrette gen- (side 165) digtninger af oldnordiske poesier. Ringbryderen, fylkeren, f. ex., er ikke titler, sådan som vi ledes til at tro. Disse ord, som alle andre, degenererede under skjaldenes misbrug; men der er ingen grund til den antagelse at de i Eddadigtene, og for øvrigt også hos de ældre hofdigtere, står uden betydningskraft. Selve variationerne taler der imod; når der snart lyder et hringbroti, »ringbryderen«, snart et hringdrifi, »den der lader ringene fyge ud«, snart atter andre sammensætninger, har vi ingen ret til at beskylde digteren for at være i versenød. Og i hvert fald har ordene en gang haft forestillingvækkende karakter.


Om Germanernes poetiske ordskat kan vi kun danne os tilnærmelsesvise forestillinger. Dens oprindelige rigdom og kraft, dens karakter i det hele taget, kommer ikke umiddelbart til sin ret i de temmelig sene efterdigtninger som nu står ene om at repræsentere Nordeuropas store poetiske kultur. Her i Norden skal vi ofte søge de gamle ordbilleder frem af halvt misforståede og helt uforståede gloser, som har fundet optagelse i en eller anden skjaldehåndbog; eller vi skal vinde dem tilbage fra de ofte meget uindladende gude- og jættevæsener der har besiddet dem med dunkelhedens hævd; mangt et episk udtryk reddede sig fra forglemmelse ved at tage tjeneste som mytisk navn. Der finder vi da sådant et ord for bukken som hornumskvali, »den der knastrer med hornene«, eller »den med de tilbagebøjede horn«. Der hører vi bjørnen kaldt – ikke blot íugtanni, som må indeholde en antydning af en eller anden ejendommelighed ved bestiets tænder, eller »blåkindtandet« – men også »fjedvideren«, som må give en antydning af bjørnens karakteristiske gang eller dens fodspor, noget lignende som man udtrykker ved at kalde den »bredvej«. Der benævnes ravnen »dugfjedret« og »årleflyver«, høgen »vejrblegeren« – blegeren taget i passiv, eller rettede neutral betydning, ligesom fjedvider ovenfor. Når hjortenavnet duneyrr er blevet fortolket som »den hen over småsten raslende«, da har denne tydning, så ubeviselig den er, en umiddelbarhedens myndighed, som fattes i alle lærde dissektioner.


Hvor skarp den karakteristik var som lå i disse gamle tillægsord, kan vi endda kun tilnærmelsesvis fornemme. De enkelte led er i vor gengivelse stedse for betydningsvide, sammenlignede med de verber og substantiver som stod til vore forfædres rådighed. Vi har intet ord der er snævert nok til at slutte om hint skvali, hvormed horns sammenstød betegnes, og dette ene exempel kan tjene til at antyde hvor løst alle vore oversættelser hænger på den oprindelige sprogbrug. Vore exempler kan da kun blive vage antydninger.


Homer er ikke folkedigtning, Iliaden og Odysseen bærer tilstrækkelig tydelige mærker af at være gået igennem en sammensat civilisation. Edda og Beowulf er alt andet end urgermansk poesi; man mær- (side 166) ker på dem både forfinelse og forfald. Uden tvivl er der hist som her i stilen en vis, ikke ringe, konventionalitet at spore, den nødvendige følge af formen tilhører en ældre tid end indholdet. Etymologien er for klodset et redskab redskab til at yde nogen hjælp, så snart undersøgelsen gælder ikke blot de døde gloser, men de levende tanker og følelser der engang inspirerede sproget og fyldte ordene med uhåndgribelige associationer; det siger sig selv at man aldrig ved etymologiens hjælp alene kan få fat i den egentone der gav ordet dets sandhed; vurdere sandheden i et ord som sliðherde, det kan vi aldrig nå til. Gennem analyse kan vi fastslå at ordet – der på oldengelsk bruges om bjørnen – kan gengives ved »grum«, men etymologien kender lige så meget og lige så lidt til dets virkelige liv som den mand der blot hører det udtalt. Denne poesi kan ikke frikendes for at lide af uensartethed i stil, men den indre splidagtighed lader sig ikke føre tilbage til en overgang, da oldtidsrealismen opslugtes i en middelalders stivhed og død. Det stilrette i formen er en ærlig arv fra urtiden. Vi vilde gøre stor uret, hvis vi belastede en sen tids rapsoder med ansvaret for det selvmodsigende i billederne: den poesi som står bag Homer og Edda, den der skabte disse udtryk som sin form, den har ikke været et gran mere »naturlig«. Det er et spørgsmål om digteren af Atlakviða, der roser ringsprederen fordi han holder fast på sit guld, og kalder Høgne »sprængrytteren« i det øjeblik da han ligger bundet på hænder og fødder, bør dømmes ned i epigonskaren på dette udtryk, hvad han så ellers kan have imod sig. Det der adskiller skjaldedigterne, der kvæder hvad de har digtet, fra sangerne, der digter hvad de kvæder, er kun en gradsforskel, – stilen er bleven, eller er ved at blive, maner.




»Sådan som denne poesi taler, sådan tænkte det folk fra hvis midte eposet fremgik.«




Sådan som denne poesi taler, sådan tænkte det folk fra hvis midte eposet fremgik. De digteriske billeder, i hvilke skarp iagttagelse og ideassociationens tvang indgår en ejendommelig forening, er ikke stilprodukter, men et uundgåeligt udtryk for fjærne menneskers tænkesæt, i hvilket folkets bedømmelse af dets helte og af det selv genspejles. Menneskers ydre, deres påklædning, deres måde at bevæge sig på, så vel som deres måde at udtrykke sig på, er i den heroiske digtning bestemt ved et poetisk dekorum: en helt der ikke bærer sine følelser frem i hævdvundne ordelag, en helt der lader sig nævne uden sin titel af »væbnet« eller »modig« eller »langlokket«, – alt titler som en fri mand må gøre krav på, om han har nogen agtelse for sig selv, – han ligner en konge der sidder på sin trone i bar skjorte. Den germanske fyrste måtte være glad, både munter og mild; vi har allerede set de glade Ylfinger stævne frem mod Granmars land; vi har set den glade Hrodgar, den gode konge, som i al sin sorg over Grendels hærjninger ikke havde noget at bebrejde sig. Manden måtte være »ødig«, fast i sin lykke; og da Hrethel dør af sorg over sin søns nidingsdåd, (side 167) kan digteren ikke få ham afklædt tilnavnet ødig, lige så lidt som Noa kan være andet end den lykkelige mand, da han drikker sig drukken og fornedrer sig for sin søn. Mændene var naturligvis som mænd sejrsæle, og ingen fare kan berøve dem deres natur; så må det hedde som i Judith om Israels helte, der sad på muren i bange forventning om morgendagen og stirrede ud mod den truende Assyrerlejr: Judith bød sejrfolket godt budskab, og senere: I sejrsæle helte, se her Holofernes's hoved! Dette dekorum går langt dybere end al poetisk eller selskabelig etikette. Det hænger sammen med personernes massivitet, som gør det umuligt for dem at afpasse deres optræden efter hvad et enkelt livsoptrin kan anvende.


Den moderne digtning går ud fra det stykkevise i al menneskelig selvåbenbaring: Hvad mennesker end har for indbyrdes, om de drøfter de dybeste hjærte- og lidenskabsanliggender eller de fører en dagligdags passiar, om de slås eller de elsker, vender de kun et lille belyst sjælesegment mod hinanden; største delen af deres sjæleliv ligger i mørke, kun anet eller glimtvis oplyst af strejfstråler. Men hine helte præsenterer sig altid i rundskue. De er som de bekendte figurer på primitive malerier, der vender siden til tilskueren og dog ser ham an med begge øjne. De kan ikke tillade os at underforstå noget, fordi de aldrig kan underforstå sig selv; hvert enkelt øjeblik har de hele deres foregående liv, deres standsopgaver, deres standsherligheder, ja deres slægts fortid opradede i forgrunden af deres bevidsthed. Når deres samtaler går så uforholdsmæssig i dybden, ned i familieforhold og familiehistorie, at de aldeles sprænger den situation som har foranlediget tankeudvekslingen, da er det blot eet blandt mange udslag af deres helhedsfornemmelse. Når kongsmændene leder deres herres brud til kammeret, føler de sig som skjoldførende, selv om de har ladet lindetræsskjoldet hænge over deres plads i hallen. Når mændene lægger sten på sten og ser muren højne sig, da har de dog i hånden fornemmelsen af sværdfæstet det er sværdbærerne der bygger. Når de sætter sig ned for at spise og drikke, da kan de ikke for denne almenmenneskelige virksomhed et øjeblik aflægge tapperheden og berømmelsen. Selv om de trækker alt rusttøjet af og går i seng, så må det dog være den pansrede, sværdsvingende, hestebetvingende helt, der kryber ned under uldtæppet. Og hugger de til, da må tilhørerne forstå at i det hug ligger en slægts traditioner, en helts ubændighed, en søns utæmmelige hævntørst, eller rettere, så tvinger denne vægtighed i hugget hele heltens titel med fader og forfader ud i verset.


Det er ikke mændene alene som påtvinger beskuerne deres hele personlighed ved hvert skridt de tager. Homer ved, at dronningen som hviler på ægtelejet hos sin husbond, er den slæbkjolede. Når Judith går fra Assyrernes lejr med sin fjendes hoved, skrider hun frem i (side 168) al sin dronningeværdighed: som den kloge, som den handlekraftige, som den hvidkindede, som den ringsmykkede; men anderledes kunde hverken hun eller nogen germansk ædelviv komme, hvad der så end der var hendes mål eller hendes gerning. Wealhtheow, Danerdronningen, går guldsmykket ned gennem hallen, hilsende mændene; den ædle viv rækker først kongen bægeret; endelig kommer hun, den ringprydede dronning, den sjælsstærke, til den plads hvor Beowulf sidder, og hun hilser Geaterfyrsten viis i ord.


Og til menneskene svarer menneskenes samverden. Samme massivitet præger alt hvad der frembyder sig for tanker og sanser. Den hest som bider i sin lænke, står der som den hurtige løber; og den hest der farer hen over sletten, løber som den skønmankede, enhovet som den altid er. Kommer man langvejsfra, ser man ikke blot facaden og døren af huset, men på samme gang hele indretningen, pragten, og livet derinde. Den borg de vejfarende nærmer sig, er ikke blot højloftet, – så at bænksidderne ikke føler taget hænge ned på hovedet af sig, men kan sende øjnene på langfart op i bjælkeværket –, den er ikke blot vid – med bænkeplads til en stor skare –; men den stråler af lys og genskin fra våben, og den opfyldes af guld og kostbarheder. Man kommer rejsende, man skimter fra vejen i det fjærne den højmurede borg, man ser – fra vejen i det fjærne – sale rage op over skatte, man ser huse hvælve sig over det røde guld. Sådan vel også med højene, der står som blå banker ude i horisonten. Kender man dem selv fra hyppige gennemvandringer, da er de vel, også når de fortoner sig til røg, dem med de mange bakker, dem med de skyggefulde veje. Når Nordboen tænker på sit fjærne fædreland, falder hans ord vel omtrent som heltens hos Homer: »mellem Phthia og Troja ligger skyggefulde bjærge og et brusende hav«. Når en mand springer ned på jorden, eller han falder på ryggen, da er den plet han dækker, dog: jorden med de mange veje, den kornbærende, den mangenærende, eller den brede. Sådan taler Grækerne, og Nordboerne siger om slangen, at den bekryber på sin bug den brede jord.


Helhedsforestillingens tvang præger jo hele sproget, ikke blot det digterisk bevægede, den sætter sit mærke på lovsproget langt ned i Middelalderen. Det har sine stående forbindelser; siger man torfa, må man have græn med; mordere, tyve og den slags folk skal begraves på stranden, »hvor havet og grønsværen mødes«, som de norske love bestemmer. Man kan ikke nævne guldet, uden at kalde det rødt eller lysende, eller sølv uden at tilføje: det hvide; i lovenes præcise sprog er dagen den klare dag, og natten er mørk eller dunkel.


Der er hos Homer to strata, let adskillelige fra hinanden. På den ene side det der repræsenteres ved sammenligningerne, de udførlige billeder som indledes med et »ligervis«. »Som Østen og Sønden om (side 169) kap med hinanden ryster den tætte skov i bjærgets kløfter, og bøg og ask og slanktbarket kornel under frygtelig larmen pisker hinanden med fremstrittende grene mens det brager af splintrende stammer, sådan stormede Troer og Achajer sammen, og huggede ind på hinanden; ingen tænkte på flugt.« Den der taler sådan, han har sindet opfyldt af en situation, et øjebliksbillede; den scene der står for hans indre øje, vider sig ud til alle sider, og åbner rundt omkring udblik til andre syn. Digteren tager med velkommen mod alle ideassociationer og forfølger i rolig nydelse den bredeste af de veje som situationen åbner for ham. Anderledes forholder det sig med et billede som det der gemmer sig i »de fodslæbende okser«, »den mangevejede jord«, »den blå bølge«: de er ikke øjebliksbørn, men tværtimod et udtræk af års erfaringer. Her er det ikke digteren som følger, men forestillingen som drager og tvinger, fordi den har fæste nede i det dybeste af hans sjæl. Den tilhører en ældre tankeverden. Den bærer bud fra en tid da sjælen slet ikke levede på individuelle sanseindtryk, da den nok, lige så vågent som nu, optog alt hvad der stillede sig i vejen for sanserne, men uden at standse ved det enkelte indtryk malede sine erfaringer ned til en helhedsforestilling. Mennesket kan siges at erindre med alle sanser. Men alle hans erfaringer om et bestemt objekt tiltrækker hinanden indbyrdes og indgår en uopløselig forening. Hver ny iagttagelse opsuges af de tidligere gjorte og danner med dem en enhed, så at de billeder der lever i sjælen, med al deres natursandhed, deres præcision, deres styrke, ikke er individuelle forestillinger, men almengyldige idealer, så indholdsrige, tunge og fordringsfulde som digtningens skikkelser.


Denne tanke kræver hvert øjeblik hele mennesket til regnskab for dets handlinger og dets væsen, uden at kende til den adskillelse mellem forskellige officielle og private jeg'er, som vi nu gærne lever højt på. Disse skikkelser som møder os i digtningen og som møder os i historiens virkelighed, lader sig ikke skille ud i dagvirkeren og natslumreren, i den offentlige og den private personlighed, i højtids- og hverdagsmennesket, i kongen, husbonden, manden, dommeren, rådgiveren, krigeren. Man kan ikke sige »mand« uden at tænke »våbenklædt«; derfor: siger man det sidste, bygger tanken helheden op. Så er der intet kunstlet i Kædmons udtryk: »den væbnede og hans kvinde, Eva«. For vore øren tager det sig underligt ud når Jesus kaldes ringgiveren, og hans disciple kaldes hirden, de tapre krigere. Men for en Germaner var det umuligt at komme uden om disse udtryk, så længe den gamle tankering ikke var brudt. Han tænkte sig ikke Jesus som farende over landet i vikingefærd; han sagde heller ikke ringgiveren, alene fordi man nu en gang rimede mand på gavmildhed. Jesus var herren, hans disciple mændene, Jesus var (side 170) lykkemanden, disciplene lykkemodtagerne, og forholdet mellem herren og mændene kunde ikke opfattes i en brøks kvalitet; det måtte drage helhedsforestillingen ind, det måtte iklæde sig alle nuancer, Og det måtte tage alle ord i sin tjeneste.




»Om ulven, om ørnen, om ravnen, om hjorten samler sig alle de erfaringer
som til forskellige tider er gjort angående deres levevis og karakter, vaner, vilje
og udseende. Og så står dyret der for tanken som en uadskillelig helhed, der ejer sig selv
ubetinget, ejer sine lemmer og sine egenskaber på en langt mere absolut måde end nu om stunder.«




Om ulven, om ørnen, om ravnen, om hjorten samler sig alle de erfaringer som til forskellige tider er gjort angående deres levevis og karakter, vaner, vilje og udseende. Og så står dyret der for tanken som en uadskillelig helhed, der ejer sig selv ubetinget, ejer sine lemmer og sine egenskaber på en langt mere absolut måde end nu om stunder. I den grad beherskes nemlig tanken af helhedsbegrebet, at den mangler enhver tilbøjelighed til at tage verden på tværs, til f. ex. at analysere dyreriget i hoveder, kroppe, ben, haler, eller skoven i blade, grene, stammer, rødder. De enkelte dele har slet ikke i sig den selvstændige realitet der udkræves til fremstilling af sådanne ordformler som: ben, hoved. Hovedet tænkes kun som tilhørende et bestemt dyr, og det er da enten et hundehoved eller et ulvehoved eller et andet individuelt hoved. Selv et spring man ser foran sig på vejen, vil have en bestemt karakter, vil være det og det dyrs ilen, og ikke en bevægelse i almindelighed.


Det er da ikke æventyret alene som lever på den kunst at lade en hel organisme fremstå af en enkelt klo, eller et hår, eller en trævl. I disse sjæle sker opstandelsen i hver en tanke. Det gamle ordsprog: Hvor jeg ser ørene, venter jeg ulven, gjaldt hos dem i langt mere bogstavelig betydning end hos os: I samme øjeblik som de to øren glippede frem, sprang ulven op, løb ind, trak en hel atmosfære med sig, satte alle sanser i virksomhed, så at øjet så dens trav, dens skulende tilbageblik, dens gulskidenhed, så at næsen sporede den, så at der inde i hånden føltes en krillende fornemmelse af stride hår. Og ikke blot trækker den en atmosfære med sig ind ved sit komme, men den udbreder et helt milieu omkring sig. Den kommer ind som en karakter, og stråler sine vaner og sin livsførelse ud fra sig til en lille verden.


Man vil sjælden i folkesproget høre tale om sådanne generelle begreber som »træ« og »dyr«. Jorden er bevokset med eg, bøg, ask, alm, fyr; den befolkes af ulv, bjørn, hjort, ørn, ravn, orm. Fredløshedsforbandelsen gælder på nordisk så langt »fyr vokser«. »Den enes død, den andens brød« udtrykker ordsproget med: »Hvad der skrabes af een eg, kommer den anden til gode.« »Fyrren som står ene på marken, frønner«; hverken bark eller løv kan skærme den. Lykkeligt varsel er det når man hører ulven tude under askens grene. Det store verdenstræ hedder ikke Ygdrasilstræet, men Ygdrasilsasken. Og poesien bevarer her som sædvanlig den gamle virkelighedssans. Sigrun sidder forgæves ventende på Helges gravhøj; »nu var han kommen (side 171) om han agtede at komme; nu er der intet at håbe længer, ti ørnene sidder allerede på askene, og søvn er i deres øjne«. »Ensom er jeg bleven som aspen på bakken« (når dens fæller en for en er gået ud), klager Gudrun. Brynhild fortæller hvordan hun og hendes søstre blev fangne: Kongen overraskede dem og gemte deres hamme under en eg. For en del har vel trangen til rimstave hjulpet med til at opretholde den gamle sprogbrug, men det er dog, også hos de senere digtere, snarere ordet som byder rimstaven frem, end denne der trækker den konkrete forestilling ind. Inden for omskrivningerne har vi mere ret til at tale om maner: en mand kunde kaldes kampask eller kampfyr efter digterens lune og trang; men oprindelsen til denne variation er alt andet end vilkårlighed.


I sprog som tales på steppen, på heden, i skoven spiller arts- og klassebetegnelser en meget lille rolle. Når det somme tider ser ud som om ethvert udtryk for den ene eller den anden fælleshed mangler, kan årsagen imidlertid godt ligge deri at de europæiske iagttagere møder med et bestemt kategoriskema, som hint folks begreber ikke kan hitte ind i. Selv om også et sprog virkelig skulde vise sig at være læns for generelle betegnelser, skal man alligevel være meget varsom med at drage den slutning at folket er blottet for al trang til at sammenfatte og klassificere. Menneskehjærner kan ordne sig på så mange måder. Men så meget er vist, at de generelle begreber træder helt i baggrunden: de danner blot skyggen til virkeligheden, og ikke virkelighedens stamme. De enkelte fremtoninger står så stejlt overfor hinanden, rejser sig i den grad uafhængigt af naturgrunden, at de ikke kan få direkte berøring med hinanden, og derfor finder den systematiske inddeling i dyr og planter, arter og klasser, som først og fremmest har vor interesse, overhovedet intet fodfæste.


Jellingbægerormen.png


Helhed og selvstændighed, det er de to hovedegenskaber ved billederne i den simple tankegang som endnu stikker frem gennem udløberne af den heroiske digtning, og som vi finder sidestykker til rundt omkring os, både hos nærmere og fjærnere folk. Vore ord er omfattende og vage, fordi vi ser og føler tingene løseligt, og følgelig mere beskæftiger os med fænomenernes sammenspil end med tingene selv. Vor verden er bygget på generalisationer og abstraktioner, og det virkelige liv viger for farveløse »fakta«, som vi kalder dem: årsag og virkning, love og kræfter og tendenser. De antike og de primitive folks ord er snævre og præcise, og svarer til erfaringen hos mennesker der ikke lod deres blik glide hen over naturen, men så nøje på hver enkelt genstand og iagttog dens ejendommeligheder, indtil den stod frem folderes indre øje i al sin fylde og egenart. Forestillingernes selvsikkerhed (side 172) hæmmer i høj grad analyse og klassificering, men deraf følger ikke at det åndelige liv holdes nede på simpel verificering af det faktiske, eller at begreberne blot er kvitteringer for indtrykkene. Tværtimod, forestillingerne er nøjagtig lige så ideelle som de er praktiske. »Ideerne« har hos disse tænkere en styrke og indflydelse som undertiden kan få fremmede til at tage »de vilde« for filosoffer til hobe; sandheden er imidlertid den, at de netop adskiller sig fra filosofferne ved deres ideers kraft, og magt, og realitet.


De forestillinger der tilsammen udgør vort åndelige liv, såsom farve, skønhed, hest, mand, existerer i sig selv i mellemrummene mellem tingene i verden, og vore sanseindtryk er kun de knager, hvorpå de hænger. I primitive menneskers sjæl er hvert begreb fast knyttet til en genstand, tingen ses så at sige i sit eget perspektiv. Til det snævre omfang i ordet svarer en for os svimlende dybde i dets begreb, fordi dette i sig rummer alt hvad der kan tænkes om det objekt der lyder navnet. Betydningen er ikke indsnævret til at gælde tingenes legeme, den rummer lige så fuldt tingenes sjæl. I begrebet »eg« ligger alt hvad man kan tænke sig om quercus: lige fra selve egen som den står og knejser for øjet eller som den lader sig føle med hænderne, lige fra dens tale, dens form, dens ejendommelige måde at røre sig på, dens frugtbarhed, og lignende, til »eghed«, det at være eg, den tilstand at være eg, den egenskab som gør en til egetræ. Så rummelig er tanken, og så inderligt bøjet om virkeligheden er den. Ordets bund nås ikke førend vi står ved den rene væren, en væren som hvad åndelighed angår er fuldberettiget til optagelse i de højeste ideers selskab, men som dog adskiller sig fra vore ærværdige abstrakter ved at have en udpræget karakter; en ren væren i hvilken der ligger prædestineret lappede blade, knortede grene, bredkronet vækst, spiselige skalfrugter.


Når vi nu forsøger at gå disse tanker i sporene, kan det vel hænde at den anstrængelse vi føler, uvilkårlig trænger sig ind i vor bedømmelse af de fordums tænkere, og end mere, at vor tankes bevægelse forplanter sig til de ideer vi forfølger. Det kan hænde vi kommer til at føle begrebet som en stige, ad hvilken ideerne steg op og steg ned. For os, der stræber at tænke en fremmeds tanker efter, består vanskeligheden da først og fremmest i at holde fast på enheden, og banlyse enhver mistanke om spidsfindighed og dybsindighed. Ideen er ikke skabt ved en refleksion hvorved noget abstraheredes ud af virkeligheden, og ikke ved en analyse som løste de enkelte elementer ud af deres naturlige forbindelse og omgrupperede dem til logiske kategorier, – tværtimod er den afhængig af et helhedssyn hvis natur er al analyse fjendtlig. Vi kalder begrebet tosidet, men med betinget ret, for så vidt som det ikke indeholder noget der med føje kan kaldes dualistisk. Det viser på een gang ud til noget åndeligt og til noget (side 173) materielt, men der findes ikke i det nogen søm hvor materie og ånd mødes. Ide og realitet, det som fornemmes og det som føles, er identiske, så at sige to modsatte poler af forestillingen. Vi kan begynde med det faste, med en ulv, en sten, og grad for grad gennem dens karakter og egenskaber, dens ondskab og velvilje, dens bevægelighed og tyngde nå ud til ulvheden og stenheden, der er så subtilig som nogen filosof kan spinde den, og på samme gang så stærk i sin realitet som hin mytiske lænke der blev spunden af kattefjed og fiskeånde. Og vi kan begynde med en »kraft«, kraften at være ulv, at være sten, og gennem de virkninger som denne kraft har, atter nå til det bastante objekt som står foran os. Vi kan forlænds eller baglænds nå fra pol til pol, uden nogen tankesaltomortale, ja uden noget nok så lille hop. Sammenhængen er ubrudt, fordi tanken ikke på noget punkt slipper forestillingen om en karakter- og formbegrænsning.


Tingene i vor verden er så flade og silhuetagtige at de går over i hinanden og smælter sammen til vage enheder som »naturen« eller »verden«. Primitive fakta er genstande der kan ses fra alle sider, skikkelser, der står frit, uafhængige af baggrunden, og når vort omfattende udtryk »hele verden« skal oversættes til nordisk, får det den form vi kender fra Grågåsen.


Det går da op for os at den primitive måde at skildre livet på er realistisk i ordets egentlige betydning. De episke formler, som vi er tilbøjelige til at kalde dem, skildrer verden som den er, men deres verden er meget forskellig fra det sted hvor vi lever og rører os og har vor tilværelse. Primitive folk afviger fra Europæerne, ikke i deres teorier om virkeligheden, men ved virkeligheden selv.




»Det går da op for os at den primitive måde at skildre livet på er realistisk i ordets egentlige betydning.«




For dem ligger ideen fast, spændende fra den ene yderlighed til den anden. Selve ordet griber ud over hele betydningsvidden; samme ord som betyder mand (og ikke en afledning deraf) bruges om mandsegenskab: kraft, manddom, som vi siger. Hvad vi kalder en flyver, og hvad vi kalder flyven, flugt, at flyve, vil i dette sprog falde sammen til een ordform.


Vi er ikke sønner af vore forfædre for ingenting; vi kan endnu af og til røbe lidt af deres ånd, når vi f. ex. i ordene træ og sten lige så let anbringer forestillingen om noget måleligt, tegneligt, genkendeligt, som tanken på en vis substans, og på noget som ikke engang er substans, men ren idé – i hvert fald i sammensætninger. Mangen åndelig revolution er tumlet gennem hjærnerne siden hine heros'er trådte jorden, men så dybt er ingen forandring gået, at den har rokket ved hovedernes indre konstruktion. Kunsten at danne sammensætninger udgør et bindeled mellem fortid og nutid, i den har vi endnu føling med vore forlængst hensovede frænder; ti den hviler på urtidens principper. Den behændighed hvormed vi formår at læmpe stridige tan- (side 174) ker sådan at de to og to indgår de mest forskelligartede forhold indbyrdes, er næppe helt forenelig med vor logiske samvittighed [det kapitel i grammatikken som hedder læren om sammensætningerne, vidner tungt imod os]; den er en nedarvet færdighed, som vi har holdt ved lige gennem mange åndelige omskiftelser. Men den bredde og alsidighed i betydningen som nu kun lægger sig for dagen en sjælden gang, og for øvrigt er sunket ned til at være en slags smidighed i ordenes omgang med hinanden, den var i gamle dage en karakteregenskab hos store og små medlemmer af sproget. Ti når vi siger, at ideen og realiteten danner hver sin pol af en sammenhængende forestilling, må vi tage den konsekvens, at alt det der ligger imellem, har samme realitet som de to yderpunkter. De to poler indeslutter en verden af myldrende virkelighed. Tanken er ikke indskrænket til at svinge mellem de to yderligheder, den kan slå ned et sted midt imellem. Betoningen kan falde på tingens hårde individuelle form, på den strømmende ubestemmelighed, på dens karakter som villende væsen, og på en uendelighed af nuancer midt imellem disse; og hvor så akcenten kommer til at ligge, tjener den ikke til at udelukke de andre nuancer, men tværtimod til at give dem deres ret, ligesom det enkelte ords akcent bærer stavelserne frem som en helhed. Deraf kommer det, at hine tanker ofte forekommer os så håbløst selvmodsigende, enten vigende, tågede eller indbyrdes urimelige.


Jellingbægerormen.png


Den åndelige type som her er skildret, vil man måske ikke genkende i Germaneren. Vore forfædre – sådan som de optræder i den historiske tid, – udtrykker sig, udvortes set i hvert fald, som mænd af denne verden, i hvis tanker forskellen mellem alment og individuelt, ide og håndgribelighed trækker sit faste skel. I deres tale sporer man ingen udvisken af den linje som skiller personlighedens fasthed fra den strømmende, formløse, altid afhængige og altid tjenstvillige egenskabelighed. Hvis vi ikke havde lejlighed til at søge ud til folk som i kulturel henseende står bag om Germanerne, vilde vi sagtens aldrig nå til at overbevise dem om at de havde haft lod i en slig naivitet, og, hvad der vil sige det samme, uden de mere umyndiges råd vilde vi aldrig nå til fuld fortrolighed med vore forfædre. Ti det er ikke nok med at hemmeligheden, når den en gang er opdaget, finder sin bekræftelse i det tilsyneladende så selvbeherskede sprog, men uden denne indsigt vil den ureflekterede nødvendighed i vore forfædres handlinger for stedse blive en gåde. Tanken har strejfet umiddelbarheden af sig. I de yderste sproglag hersker vor analyse. Der skelnes i afledningsendelser mellem handling og handler, mellem mand og manddom, ung og ungdom, mellem neutral og personlig; der er den betydnings- (side 175) fulde adskillelse af aktiv og passiv gennemført, næsten da. Det naive sprog har som basis for sit verbum et neutralt »det sker«: det dræber, der dræbes, dræben, hvordan vi nu skal gengive dette formløse noget, og subjekt og objekt træder til som en angivelse af udgangspunkt og retning. I de historiske sprog af vor æt er der sket den tankerevolution, at »han dræber« og »han dræbes« er revet ud fra hinanden og subjektet gjort til centrum. Men i de dannelser som udgør vore sprogs urkærne, kendes disse sondringer næppe. Der rummes hele betydningsvidden i samme form, – ikke fordi disse gamle afledningsendelser fra først af har tjent til at betegne noget som ikke i og for sig var enten neutralt eller personligt, men netop fordi de betegnede noget som i sig forenede begge karakterer.


I den grammatiske bygning, i betydningsudviklingens karakter, i opbygningen af ord og ordgrupper, bærer sproget vidnesbyrd om at være gået igennem en naiv periode. Og dette vidnesbyrd, så vægtigt det i sig selv er, træder dog i betydning tilbage for det sociale livs udsagn.