Vore fædres guder: Om Eddaerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vore fædres guder
– en kortfattet Nordisk Mythologi


Frederik Winkel Horn


Om Eddaerne


Efter at vi nu have fulgt vore Fædres Guder igjennem Liv og Død til Livet efter dette, ville vi i Korthed gjøre Rede for, hvorfra man veed alt det, vi i det Foregaaende have omtalt.


De vigtigste, ja saa at sige de eneste, Kilder, hvoraf vi kunne øse Kundskab om Nordboernes Gudelære, er de to Oldbøger, der gaa under Navnene den ældre og den yngre Edda. Den ældre Edda, der ogsaa kaldes Sæmunds Edda, fordi man uden Grund antog, at den var forfattet eller i det Mindste samlet af den lærde Islænding Sæmund, kaldet den Vise, der levede i sidste Halvdel af det 11te og første Halvdel af det 12te Aarhundrede, indeholder Sange om Nordens Guder og Helte. Det er gamle hedenske Kvad, hvis Forfattere ere ukjendte, sande Folkedigte fra den graa Oldtid, der ere blevne bevarede ved at forplantes fra Mund til Mund, indtil de, rimeligvis i Slutningen af det 13de eller Begyndelsen af det 14de Aarhundrede bleve samlede og nedskrevne i den Bog, der nu udgjør et af de kosteligste Arvestykker, Oldtiden har efterladt os.


Det skjønneste og betydningsfuldeste af den ældre Eddas Digte er det, der kaldes Vøluspaa eller Vølvens Spaadom. Det handler om en Vølve eller Spaakvinde ved Navn Hejd, til hvem Odin, den ypperste af Guderne, kommer for at faa Gudernes Skjæbne at vide; han giver hende kostelige Ringe og rige Skatte, for at hun skal bruge sin Spaadomsgave, og hun føjer sig efter hans Vilje. Vidt skuer hun ud over henfarne og kommende Tider, hun skuer tilbage over alle Tiders Begyndelse, hun skuer frem over alle Tiders Ende, og hvad hun ser, forkynder hun Odin og opruller saaledes et Billede af det hele Gudeliv i Norden; først da Maalet er naaet, da Alt, hvad hun har at sige, er sagt, synker hun, skræmmet ved at Dragen, bærende Lig paa sine Vinger, kommer flyvende over Sletten. Meningen med Digtet er at give en Udsigt over Gudernes og Verdens Skjæbne, det andet er kun en digterisk Ramme, hvori denne er indfattet, men det Hele er smeltet sammen til en Digtning, der i Storhed og Skjønhed søger sin Lige.


Der er flere andre Digte, hvis Formaal det ogsaa er at melde om Gudernes Kaar og Skjæbne, og som ligeledes ere indfattede i saadanne Rammer. Dette er saaledes Tilfældet med den saakaldte Sang om Vaftrudne, der handler om et Besøg, Odin aflægger hos den "hundvise" Jætte Vaftrudne. Odin kommer som vejfarende Mand til Jætten, og efter at denne ved at gjøre ham nogle Spørgsmaal har prøvet, hvad hans Hoved duer til, byder han ham ind i Hallen, og de vædde nu, om hvem der veed mest — det er Hovedet, det gjælder. Odin fritter da Jætten om mangt og meget, og Jætten veed fuldt vel at give ham Besked, indtil Odin omsider spørger ham om Noget, som kun han selv kan vide; da kjender Jætten ham, og erkjender, at han har talt med dødsens Mund, thi Ingen er viis som Odin.


Det gamle Digt Grimnesmaal har ogsaa en saadan digterisk Indklædning. Der fortælles om to Brødre, Agnar og Gejrrød, der vare Sønner af en Kong Graudung, at da de en Gang vare roede ud sammen i en Baad for at fiske, tog Vinden Magien fra dem og drev dem til Havs. Om Natten strandede de, men slap dog i Land; der traf de en Kotkarl (Hytteboer), hos ham og hans Hustru blev de Vinteren over. Konen fostrede Agnar, som den Gang var 10 Aar gammel, Gejrrød, som var 8 Aar, blev fostret af Bonden, som lærte ham mange gode Raad. Da det vaaredes, gav Bonden dem en Baad, og han og hans Kvinde fulgte dem ned til Stranden, da de skulde fare bort; men paa Vejen taltes Bonden og Gejrrød ved i Løn. Drengene fik god Bør og kom hjem til deres Faders Gaard. Gejrrød, som stod fremmest i Baaden, sprang først i Land, og saa stødte han Baaden ud og sagde: "Far Du did, hvor Troldtøjet tager Dig". Baaden drev til Havs, men Gejrrød gik op i Kongsgaarden, hvor de tog godt imod ham; han blev taget til Konge, thi hans Fader var død, og Gejrrød blev en meget berømmelig Mand. — Saa var det en Dag, at Odin og hans Hustru Frigg sad og saae ud over Alverden. Da sagde Odin: "Kan Du se Agnar, din Fostersøn? nu avler han Børn med Hexen i Fjældet, men Gejrrød, min Fostersøn, er Konge og raader for Land og Rige". Frigg svarede: "Saa madkarrig er Gejrrød, at han sulter sine Gjæster, naar de tykkes ham at blive for mange". "Det er den værste Løgn", sagde Odin, som da ogsaa sandt var, og det væddede de om. Frigg sendte Fulla, det var hendes Kammerpige eller Æskemø, som det kaldtes den Gang, til Gejrrød. Hun sagde til Kongen, at der var kommet en farlig klog Troldkarl der i Landet, han skulde tage sig iagt, at han ikke blev forgjort; han kunde kjende ham paa, at ingen Hund turde fare løs paa ham, hvor gal den end ellers var. Gejrrød lod da den Mand gribe, som Hundene ikke vilde fare i; han havde en blaa Kappe paa og kaldte sig Grimne, mere vilde han ikke sige om sig, hvor meget han end blev spurgt. Saa lod Kongen ham pine for at faa ham til at tale; han blev sat imellem to Baal, og der sad han i otte Nætter og Dage. Gejrrød havde en Søn, der var ti Aar gammel og hed Agnar efter sin Farbroder. Han gik hen til Grimne og gav ham et fuldt Drikkehorn at læske sig paa og sagde, at hans Fader gjorde ilde i at pine denne sagesløse Mand. Grimne drak ud, og da var det kommet saa vidt med Ilden, at Kappen brændte paa ham. Til Løn for Drikken lovede han Agnar, som han spaaede skulde blive Konge, sin Gunst, "aldrig faar Du bedre Løn for en Drik". Han fortalte ham dertil meget om Guderne og deres Lande og Livet der (det er disse Meddelelser, der er Digtets egentlige Formaal), og tilsidst aabenbarede han, hvem han var. Men da Kong Gejrrød, som sad med et halvdraget Sværd paa Skjødet, hørte, at det var Odin, der var kommen i hans Hal, stod han op og vilde tage ham fra Ilden; Sværdet slap ud af hans Haand og faldt saaledes, at Hjaltet vendte nedad. Kongen gled ud med Foden og faldt forover, saa at Sværdet stod igjennem ham. Saa fik han Bane og Odin Hævn. Da forsvandt Odin.


Ogsaa om Digtet Alvismaal er der lagt en saadan Ramme, der er ret ejendommelig, skjønt den kun er lille. En Dværg ved Navn Alvis har faaet Løfte paa Guden Thors Datter, en Gang da Thor ikke var hjemme, og kommer nu for at hente hende. Thor vil ikke vide noget af det at sige, men tilsidst lover han at lade ham faa hende, dersom Dværgen kan sige ham Besked om Alt, hvad han vil vide fra alle Verdener. Det vil Dværgen nok gaa ind paa; han har gjennemfaret alle ni Verdener og kjender Alting, saa han skal nok vise Thor, hvad han duer til. Thor spørger ham nu, hvad Jorden, Himlen, Maanen og mange andre Ting hedde i de forskjellige Verdener, og Dværgen veed at klare ypperlig for sig. Men i sin store Lærdom glemmer den alvise Alvis, der er saa klog paa alt baade i Himlen og paa Jorden og under Jorden, at Dværge ikke kan taale Solskin; men det husker Thor; han veed, at naar Dværge og den Slags Væsener blive overraskede af Dagen, blive de forvandlede til Sten; derfor opholder han ham med Snak, til Solen staar op, og det sidste Vers i Digtet indeholder just Thors haanlige Afskedshilsen til ham:


Aldrig traf jeg saadan Vidskab,
i et Bryst saa stor en Lærdom,
dog jeg siger, blev Du svegen,
stor var Svigen, som Dig fanget,
Dagen tog Dig, Dværg, thi Solen
skinner nu i Salen ind.


De øvrige Gudekvad eller mythiske Digte, der indeholdes i den ældre Edda, ville vi forbigaa her; vi have i det foregaaende gjengivet de Sagn om Guder, der fortælles i de fleste af dem. Heltesangene have for vort Formaal ikke nogen videre Betydning, thi skjønt naturligvis den nordiske Gudetro har efterladt sig Spor i dem alle, er det dog nærmest kun Heltelivet de have for Øje.


Medens den ældre Eddas Kvad stamme fra en Tid, der ligger forud for al Historie her i Norden, idet de mundtlig have forplantet sig fra Slægt til Slægt, indtil de bleve nedskrevne, forholder det sig helt anderledes med den yngre Edda, der ogsaa gaar under Navnet Snorres Edda, fordi den tildels skyldes den berømte islandske Krønikeskriver Snorre Sturlasson. Det er et lærd Værk fra det 13de Aarhundrede, der er udarbejdet til Nytte for den Tids Skjalde. Skjaldenes Vers her i Norden i den historiske Tid vare nemlig overordentlig kunstige og indviklede, saa det ikke var saa lige en Sag at være Skjald; thi naar Versene vare af en saadan Beskaffenhed, at det, som det berettes os, undertiden var nødvendigt at granske over, hvad deres Mening var, saa kan man nok tænke sig, at det maatte koste en hel Del Hovedbrud at lave dem. Det var derfor vistnok et for den Tid meget nyttigt Arbejde, der er levnet os i den yngre Edda. Der gives deri Skjalden forskjellige Oplysninger, der vare ham nødvendige, f. Ex. om de forskjellige Versemaal o. a. lign., men det er navnlig dens første Del, der er af Vigtighed for vort Æmne, det er de to Stykker, der kaldes Gylfaginning og Bragarædur, hvor der gives en Fremstilling af Gudelæren, thi Digterne benyttede stadig, endnu længe efter Kristendommens Indførelse, Billeder hentede fra den hedenske Tid, og maatte altsaa være inde i dennes Tro og religiøse Forestillinger.


Gylfaginning eller, som det i vort Sprog vilde hedde, Gylfes Forblændelse, meddeler en Udsigt over hele den gamle Gudelære og fortæller adskillige Myther eller Gudesagn. Ligesom ved flere af Digtene er ogsaa her det egentlige Indhold meddelt i en sammenhængende Fortælling, saaledes at det bliver til et Hele. Der fortælles, at der i Svithjod eller Sverrig herskede en Konge, som hed Gylfe. Til ham kom der en Kvinde, som hed Gefion, der var af Asernes eller Gudernes Slægt. Hende skjænkede Gylfe saa meget Land i sit Rige, som hun i eet Døgn kunde pløje op med 4 Øxne. Saa tog hun 4 Øxne nord fra Jættelandet, dem havde hun selv avlet med en Iætte. Hun spændte dem for Ploven, og den gik saa haardt og dybt, at den skar Landet op, og Oxerne trak det ud i Havet vesterpaa, til de kom til et Sund, hvor Gefion lod det ligge og gav det Navnet Sjølund; men der, hvor det før havde ligget, blev der en Sø, som Svenskerne kalde Vennern, og som Vigene ligge i Vennern, saa ligge Næssene paa Sjælland. — Samme Kong Gylfe var ellers en viis og troldkyndig Mand; han undrede meget paa, at Aserne eller Guderne vare saa vise, at Alting gik, som de vilde have det, thi hvor de end dvælede, var der Fred og gode Aaringer, og det troede Alle, at de raadede for; det skjønnede man ogsaa let, at de langt overgik andre Folk i Skjønhed og Vid. Gylfe tænkte Paa, om det laa hos dem selv, eller det maaske kom af de Guder, de ofrede til. Han foer da til Asgaard, saadan hed deres Højborg, og den Færd gik for sig i Løn, thi han tog en gammel Mands Skikkelse paa; men det hjalp ham ikke, thi Aserne vare saa vise, at de kunde se ud i Fremtiden, hvad der vilde ske, og saa saae de da ogsaa, at han var paa Vejen, og gjorde Øjenforblændelse imod ham. Dengang han kom ind i Borgen, saae han en Hal, der var saa høj, at det var næppe nok han kunde se over den op til Taget, der var lagt af gyldne Skjolde ligesom et Spaantag. I Døren saae han en Mand, der kastede med Sværd saa kunstig, at der var syv i Luften paa engang. Han spurgte Gylfe, hvad han hed; Gylfe sagde, at han hed Ganglere, og var kommen langvejsfra ad vildsomme Veje, saa han vilde gjerne have Nattely, om han kunde faa det, og hvem der ejede Hallen? Manden svarede, at det gjorde deres Konge; "nu skal jeg følge Dig hen til ham, saa kan Du selv spørge ham om Navn". Saa gik Manden i Forvejen ind i Hallen, og Gylfe fulgte efter, og strax slog Døren i bag ham. Der var saare mange Sale og mange Folk; Somme legte, Somme drak, Somme bare Vaaben og sloges. Han saae sig om, og Mangt af det, han saae, tyktes ham fast utroligt. Der var tre Højsæder, det ene ved Siden af det andet, og en Mand sad i hvert. Da han spurgte om Navnene paa disse Høvdinger, svarede han, som førte ham omkring: "Han som sidder i det nederste Højsæde, er en Konge, og Høj er hans Navn; han, der sidder ham næst, hedder Jævnhøj, og han, som sidder overst, hedder Trediemand". Høj spørger nu den Fremmede, hvad Ærinde han har, Mad og Drikke skal han faa, som Sæd er for Alle i Højs Hal. Han svarer, at det vil han først vide, om der var nogen viis Mand derinde; dertil svarer Høj:


"Staa kun frem og prøv vor Visdom,
vi, som svare, sidde bør".


Nu begyndte da Ganglere at spørge, og meget var det, han fik at vide om Alt i Verden. Han spurgte saalænge, at Højs sidste Ord til ham blev: "Hvis Du nu evner at spørge om mere, da veed jeg ikke, hvor det kommer i Dig, thi ingen Mand hørte jeg melde mere om Verdens Gang". Da hørte Ganglere vældige Drøn fra alle Kanter, og da han saae sig om, stod han ude paa fri Mark, og hverken Hal eller Borg var mere at se. Saa gik han da hjem til sit Rige og meldte om alt, hvad han havde set og hørt, og efter ham gik disse Tidender fra Mand til Mand, fra Mund til Mund.


Det andet Afsnit af den yngre Edda, som vi ogsaa ville opholde os lidt ved, hedder Bragarædur eller Brages Tale. Det begynder med at fortælle, at en meget troldkyndig Mand, som hed Øge eller Hler, og som boede paa Hlers Ø (Læsø), foer til Asgaard. Aserne toge godt imod ham, men meget af det var dog ikke andet end Øjenforblændelse. Om Kvælden, da de skulde til at drikke, lod Odin nogle Sværd bære ind i Hallen, og de vare saa blanke, at det lyste af dem, saa at der ingen anden Belysning behøvedes, medens de sad ved Drikkebordene; paa alle Væggene hang der fagre Skjolde, saa det tyktes Øge gjævt at se sig om der; stærk Mjød var, der nok af, og meget blev der ogsaa drukket. Næst efter Øge sad Brage, og de to drak sammen og skiftede Ord. Brage fortalte Øge om meget, af det som var vederfaret Aserne, og som vi have hørt om.


Læserne ville uden Tvivl have bemærket, at der i det, der er meddelt baade af Gylfaginning og Bragarædur, tales paa en underlig Maade om Guderne. Det har sin Grund i, at disse Fortællinger stamme fra en Tid, da den gamle Tro var bleven asløst af Kristendommen, og hvor de, der før havde været betragtet som Guder, nu kun ansaas for at være arge Troldmænd, der med djævelske Kunster forblændede Øjnene paa Folk, ja vi have jo endog set Kong Gylfe være i Tvivl, om deres overnaturlige Magt stammede fra dem selv eller fra de Guders Gunst, som de ofrede til. Men denne senere Opfattelse træder os saagodtsom kun imøde i de tildigtede Rammer, vi have meddelt; i Beretningerne om Gudernes Færd og Skjæbne, der er det egentlige Indhold i begge Afsnit, klinger det gamle Hedenskab endnu fuldt igjennem, vel ikke saaledes, at man har troet paa det, dengang de bleve nedskrevne, men dog saaledes at vi kan lære meget deraf, om hvad der i længst henfarne Tider har været Tro her i Nord.