X. Slutning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Sophus Bugge
1894
Det sidste Argument, som Finnur Jónsson anfører (Arkiv VI, 151 f.) til Støtte for den Mening, at Brages Digte ikke er yngre end c. 840, er følgende: «Hertil kommer så den omstændighed, at tilblivelsen af den slags digte i 10. årh. er, fra et literaturhistorisk standpunkt betragtet, utænkelig, når man går ud fra, at disse «uægte» digte fra først af er tillagde visse bestemte ældre skjalde, ti så foreligger der bevidste fabrikater; men denslags fabrikater er ikke ældre end fra 12. årh. (muligvis fra slutningen af det 11.); så unge kan disse digte imidlertid slet ikke være.»
Der foreligger, saavidt jeg véd, ingen gammel Udtalelse om, at man paa Island først i 12te Aarh. begyndte at producere bevidste litterære Fabricater. Derfor synes det mig at indeholde en petitio principii, nåar man slutter som saa: Brages Digte kan ikke være saa sene som fra 10de Aarh. og kan ikke være bevidste Fabricater, fordi der i den islandske Litteratur ikke findes bevidste Fabricater ældre end 12te (eller mulig Slutningen af 11te) Aarh. Hvoraf véd man dette, at der ikke findes ældre bevidste Fabricater? Er det sikkert, at der ikke kan paavises norrøne Digte ældre end 12te eller Slutningen af 11te Aarh., som fingeres at være forfattede af en Digter, der ikke i Virkeligheden har været deres Forfatter?
Jeg tillader mig at betvivle dette.
Skáldatal begynder saaledes: «Starkad den gamle var Skald. Hans Kvæder er de ældste, som Folk kjender. Han digtede om danske Konger.
Kong Ragnar Lodbrok var Skald og hans Kone Aslaug og hans Sønner.»
Vi har endnu bevaret Kvæder eller Vers, som siges at være digtede af Starkad, Ragnar, Aslaug eller Ragnars Sønner. Jeg formoder, at alle nu er enige om, at ingen af disse Kvæder eller Vers er authentiske eller virkelig er digtede af vedkommende Personer. Men er det nu sikkert, at disse Kvæder og Vers samtlige er saa unge som fra 12te eller fra Slutningen af 11te Aarh.? Tværtimod har man almindelig ment og ved gode Grunde støttet den Mening, at flere Kvæder, som siges at være digtede af Starkad, er ældre. Men hvis dette er rigtigt, saa forelgger der jo i disse Starkads Kvæder Exempler paa, at man forud for 12te eller Slutningen af 11te Aarh. med Bevidsthed har digtet i en anden menneskelig Persons Navn.
Man vil her kanské indvende, at de Brage tillagte Digte er af en anden Art end de, som tillægges Starkad og Ragnar. Disse to Mænd kvæder om sin egen Livsskjæbne, Brage derimod ikke. Skjønt Brage kvæder om sine egne Forhold, forsaavidt som han priser Ragnars Gave til ham, saa er det sandt, at hans Digte har en anden Karakter end Starkads og Ragnars. Men vil man med Grund føre dette Moment frem her, saa kan det kun være for at slaa det fast, at det er Digtenes egen Karakter og ikke den islandske Traditions Udsagn, som maa afgjøre, fra hvad Tid Digtene er.
Desuden kan jeg her henvise til Beretningen i Skáldatal om, at Erp lutande, som jo var Brages Svigerfader, digtede en Draapa om en Konges Hund Saur og derved frelste sit Liv. Denne Draapa er vistnok ikke bevaret, men den Autoritet, der beretter om den, er ligesaa ærværdig som den, der beretter om Brages Ragnarsdraapa. Hvis nu Erps Saursdraapa har været et bevidst Fabricat — og det synes mig selvindlysende —, hvorfor skulde saa ikke Brages drápur om Ragnar, Øystein Bele og Bjøm at Haugi ligeledes kunne være bevidste Fabricater?
Sammenligningen af andre gamle Litteraturer viser, at det fra den almindelige Litteraturhistories Standpunkt ligger meget nær at opfatte Forholdet saaledes, som jeg opfatter det. Det var sædvanligt i gammel Tid hos forskjellige Folk at digte i en ældre anseet Digters Navn. Dette blev vel ofte gjort for at give Digtets Ord større Vægt; det kunde ogsaa være en Indklædningsform, ved hvilken Forfatteren vilde angive Digtets Karakter eller Retning.
I det irske Digt Saltair na Rann(1) siger Forfatteren i V. 8009: «Jeg er Oengus Guds Tjener.» Men dette er Fiction; thi Oengus levede i Begyndelsen af 9de Aarh., men Digtet omtaler flere yngre Personer og Begivenheder. Denne Oengus nævnes ogsaa som Forfatter af flere andre Digte, der er senere end hans Tid. Af den græske Litteraturhistorie kan f. Ex. nævnes Orpheus's og Musaios's Digte.
I de os foreliggende Vers af Ragnarsdraapa siger Skalden, at han i Digtet priser et Skjold, som han har faaet af Kong Ragnar Sigurdssøn (d. e. Ragnar Lodbrok). Da dette Digt, ligesom de øvrige Brage tillagte Brudstykker af Lovkvæder, ikke kan være ældre end anden Halvdel af 10de Aarh., hvilket jeg i det foregaaende har godtgjort, saa maa altsaa en senere Skald have digtet i Brages Navn. Det er muligt, at denne Fiction er foranlediget ved et ældre Sagn om, at Brage har forherliget Ragnar og en Gave fra ham i et Kvæde, men det os i Brudstykker foreliggende Digt kan ialfald ikke være et ægte Digt af Brage, hvis denne, som vi maa tro, har levet i første Halvdel af 9de Aarh.
Forfatteren af Ragnarsdraapa begynder med i første Vers (2) at spørge Hrafnketill, om han vil høre hans Digt. Hrafnketill maa vel her, som alle Fortolkere har antaget, være at forstaa som Navnet paa den Mand, der skal have overbragt Brage Skjoldet fra Ragnar.
Dette Mandsnavn kjendes ellers ikke uden som islandsk Navn(3). Der forekommer ingen norsk Mand i Norge af dette Navn, og det findes, som Prof. Rygh meddeler mig, heller ikke som Led af noget norsk Stedsnavn.
Det er tvivlsomt, om Navnet Hrafnketill er saa gammelt, at det kan have været baaret af en Mand, der var født senest i Begyndelsen af 9de Aarh. Ketill er nemlig et af de Navne, som først i Vikingetiden kom i Brug hos Nordboerne. Den første Mand af dette Navn, som findes nævnt i de nu levnede Etterretninger, er Caittil Finn, d. e. Ketil den hvide, som faldt i Irland 857 eller 856. Alt tyder paa, at dette Navn først er blevet sædvanligt hos Nordboerne i Britannien(4). Navnet Ketill og de dermed sammensatte Navne har i 9de og 10de Aarh. været baaret af mange Mænd, som var af halvt keltisk Nationalitet og kom til Island fra Sudrøerne eller Katanes eller fra andre Bygder, hvor der taltes keltisk Sprog. Forbindelsen mellem Navnet Ketill og Appellativet ketill «Kjedel» er neppe opprindelig. Fra først af har Navnet Ketill maaské været Deminutiv(5) af Kati, der forekommer i Katanes og vistnok har betegnet en Mand af den keltiske Stamme af lav Vækst, som beboede det nordligste Skotland og nordskotske Øer. Thi det gamle irske Navn paa Shetlands-Øerne er Cat-Øerne (insi Cat eller insi Cadd).
Ketill er visselig et ældre Navn end Hrafnketill, der først maa have været tillagt en Mand med ravnsort Haar.
Hvis altsaa den i Ragnarsdraapa nævnte Hrafnketill virkelig har levet i første Halvdel af 9de Aarh., hvilket jeg finder meget tvivlsomt, maa han vistnok have havt sit Hjem blandt Nordboerne i Britannien.
Ingen Litteraturoversigt omtaler det ældste Litteratur mindesmærke, hvori Skalden Brage nævnes, og det sammen med Ravnkell.
Det er bekjendt, at der om Slaget paa Braavoldene, som skal have været udkjæmpet mellem Harald Hildetann og Ring eller Sigurd Ring, har været et nu tabt Digt, som har været lagt i Starkad den gamles Mund. Det gjengives af Saxo Grammaticus paa Latin. Det har ogsaa været kjendt paa Island, og Uddrag deretter meddeles i det bevarede Brudstykke af Skjǫldungasaga, det saakaldte Sǫgubrot. I nærmest Tilslutning til Gustav Storm(6) skal jeg andensteds søge at vise, at Digtet er forfattet i Norge i Slutningen af 11te Aarh. af en Islænding, som deri har givet Udtryk for norske, særlig telemarkiske Sympathier og Opfatninger.
Ved sin Gjengivelse af dette Digt nævner Saxo i Rings Hær flere islandske Skalde, men disse opføres ikke i Sǫgubrot.
Som Storm har paavist, er den ene af dem Grombar annosus (d. e. Glúmr gamli) den samme som Skalden Glúmr Geirason, og i Gram Brundelucus (d. e. Grani Bryndælski) har Forfatteren slaaet sammen to Islændinger, der nævnes sammen som Skalde hos Harald Haardraade: Illugi Bryndælaskáld og Grani. Sidst af disse islandske Skalde nævnes: Deinde Berhgar vates advertitur, cui Brahi et Rankil comites adhibentur.
Denne Opregning af islandske Skalde i Sigurd Rings Hær er vistnok ikke en Historikers Meddelelse om virkelige Forhold, men en Digters Fiction. Denne Fiction har dog litterære Forudsætninger, som tillade historiske Slutninger. Jeg tror her at turde giøre følgende Slutninger. Forfatteren af Digtet om Braavold-Slaget har ved de islandske Skalde i Rings Hær Brahi et Rankil tænkt paa Skalden Brage den gamle og paa Ravnketil, som nævnes i den Brage tillagte Ragnarsdraapa(7). Thi det vilde være altfor usandsynligt, at Ravnkell eller Ravnketil ved et blot og bart Tilfælde i Digtet om Braavold-Slaget lige som i Ragnarsdraapa skulde have forekommet i Forbindelse med Skalden Brage.
Den islandske Forfatter af Digtet om Braavold-Slaget har altsaa i Slutningen af 11te Aarh. kjendt Ragnarsdraapa (hvori Ravnketil tiltales) som et Digt af Brage. Men det er mærkeligt, at han gjør Brage og Ravnkell til islandske Skalde. Deraf tør ialfald sluttes, at han har kjendt Ragnarsdraapa fra Island, og at han ikke har havt nogen Forestilling om, at dette skulde være et norsk Digt, men har betragtet det som islandsk. Mere vover jeg ikke deraf at slutte(8).
De Brage tillagte, men ikke før end i anden Halvdel af 10de Aarh. forfattede Lovkvæder synes at være blevne til under stærk Paavirkning fra Britannien. Jeg har i dem paavist Ord af irsk og engelsk Oprindelse, ja endog et fransk Ord. Det forudsætter Indflydelse fra irsk Digtning, naar Ragnarsdraapa ifølge sit eget Udsagn er et Lovkvæde om et af en Fyrste skjænket Skjold. Naar dette Skjold siges at have havt billedlige Fremstillinger af Myther og heroiske Sagn, forudsætter dette Indflydelse fra nordengelsk Kunst.
Da Skjolddigtet er en Ragnarsdraapa, saa kan mindes om, at Sagnet og Digtningen om Ragnar Lodbrok paa mange Maader er knyttet til Nordboerne i Britannien. Ragnar skal efter Sagnet have hærjet ved Britanniens Kyster og være falden i England, hvor hans Sønner hævnede ham. De norske Konger i Dublin, som ogsaa optraadte i Nordengland, bragtes i Slægtforbindelse med Ragnar Lodbrok, sandsynlig allerede i anden Halvdel af 10de Aarh.; se herom min Afhandling om Ynglingatal. Kraakemaal, Ragnar Lodbroks Dødssang, er sandsynlig, hvad de 8 første Linjer af hver Strophe angaar, forfattet i 12te Aarh. af en Orknøing, og Forfatteren af dette Digt har kjendt Brages Kvæder(9).
En Runeindskrift paa Orknøerne fra Midten af 12te Aarh. omtaler Lodbroks Haug og Lodbroks raske Sønner(10).
Et Afsnit i Ragnarsdraapa behandler Hjadninge-Sagnet. Dette er i den islandske Tradition, saaledes som den fremtræder i Snorres Edda, knyttet til Orknøerne. Denne Stedfæstelse, som ogsaa Forfatteren af Ragnarsdraapa tør formodes at have tænkt sig, lader sig ligeledes spore i Balladen om Hildina, som i nyere Tid er optegnet paa en af Shetlandsøerne.
I et andet Afsnit behandler Brage Thors Fiskefangst. Vi tør tro, at ogsaa dette Sagn skyldes Paavirkning fra Britannien. Thi for det første finde vi det billedlig fremstillet paa en Sten fra Gosforth i Cumberland, og denne billedlige Fremstilling synes at være ældre end alle Vidnesbyrd om Sagnet i norrøne Digte eller Fortællinger. Dertil kommer, at dette Sagn, saaledes som flere Forfattere allerede har seet og som jeg haaber en anden Gang nærmere at faa udviklet, er opstaaet under Indflydelse af fremmede Fortællinger, navnlig af jødisk kristelige Forestillinger om Leviathan.
Endelig henviser jeg til de Bemærkninger i det foregaaende, ved hvilke jeg har søgt at gjøre det sandsynligt, at Brages Vers med Hensyn til sin ydre Form forudsætte Paavirkning fra Britannien.
Efter alt det, som her foran er anført, finder jeg det sandsynligst, at Ragnarsdraapa og de andre dermed ensartede Lovkvæder, som tillægges Brage, men som ikke er ældre end anden Halvdel af 10de Aarh., er forfattede i Britannien af en Nordmand eller snarere af en Islænding. Det forekommer mig ikke usandsynligt, at den ydre Anledning til, at disse Kvæder blev digtede, har været den, at Skalden opholdt sig hos en norsk Konge i Britannien, hvis Slægt var bleven bragt i Forbindelse med Ragnar Lodbrok.
Som et Hovedresultat af min Undersøgelse vil jeg betegne det, at Etterretninger i islandske Skrifter fra 13de Aarh. ikke danner en tryg Grundvold for det norske Sprogs, den norske Digtnings, de norske Gude- og Heltesagns ældste Historie.
Et andet Hovedresultat er, at allerede den ældste norrøne Hirdskalddigtning har udviklet sig under Paavirkning af en rig Culturstrømning fra Irlændere og Engelskmænd.
Men fremfor alt haaber jeg at have opnaaet, at Brages Digte ikke længer skal kunne lægges som en stængende Stendynge i Veien for en fri og alsidig Undersøgelse af de Forudsætninger, under hvilke Nordmændenes Gude- og Heltesagn har faaet det eiendommelige Indhold og Præg, som vi kjende navnlig fra den ældre og den yngre Edda.
Fotnoter:
(▲ etter fotnoten fører tilbake til teksten)
- Udgivet af Stokes, Oxford 1883. Jfr. Thurneysen Revue Celt. VI, 97 ff; Zimmer Nennius vind. S. 185. ▲
- Se Excurs 11. ▲
- I Landn. IV, 3 (Ísl.ss. I, 245) fortælles: Hrafnkell . . . kom út síð landnámatíðar (noget anderledes i Hrafnkells s. Freysg.). Hvorfra han kom, siges ikke. Vigfusson (Tímatal 407) mener, at han var fra Haalogaland ; men herfor finder jeg intet Bevis. ▲
- Om Catla eller Cathla som Navn paa en Kvinde i Birca i Sverige c. 835, se foran S. 12. ▲
- Jfr. Mævill, Rævill og lign. ▲
- Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie S. 207—209. ▲
- Allerede Storm har anmærket: «Sml. Bragi Boddason». Derimod kan Forfatteren ved Rankil ikke have tænkt paa den af Storm nævnte Hrafnkell, er Skálld-Hrafn var kallaðr (i Melabok-Recensionen af Landn. Isl.ss. I, 346). Thi dennes Fader Þórðr Rúpeyjarskálld eller rigtigere Rúfeyjarskáld omtales i Sturl. (Vigf. Udg. I, 22) saa sent som ved Aar 1120. ▲
- Jeg har overveiet, om man deraf, at Brage og Ravnkell nævnes sammen som islandske Skalde i Rings Hær, turde slutte, at Forfatteren af Digtet om Braavold-Slaget havde vidst, at Ravnkell var en islandsk Skald og at Ragnarsdraapa var et islandsk Digt, digtet i Brages Navn af denne Ravnkell. Man maatte da tænke sig noget saadant som, at den virkelige Forfatter Ravnkell havde fortalt, at Brage havde kvædet Ragnarsdraapa for ham i Drømme. Men en saadan Opfatning maa jeg opgive, bl. a. fordi det da neppe kunde hede: «Vil I, Ravnketil, høre, hvorledes jeg skal prise Skjoldet og Kongen.» ▲
- Jfr. á Eynæfis ǫndrum Krák. 11, 3 med á Eynæfis ǫndri hos Brage Sn. E. I, 254. ▲
- Steinsnes-Indskrifterne Nr. 19 og 20 (i Munchs Saml. Afh. IV): sia hǫuhr var fyr laþin hælr loþbrokar synir hænar þæir uǫro huater, d. e. : «Denne Haug blev opført før end Lodbroks; hendes Sønner de var raske». Jeg tror ikke, man med Munch og G. Storm af hænar tør slutte, at loþbrokar her er Navn paa en Kvinde. Jeg tror, at hænar er brugt blot, fordi loþbrokar grammatisk er af Hunkjøn. ▲
