XXIX. Hvorledis Einar blev slagen ihiæl, og Sagen forligt

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXIX. Hvorledis Einar blev slagen ihiæl, og Sagen forligt


Der nu Kiøbmændene fik at vide, det de lenge havde ventet, at Ausur var slagen ihiæl, blev de ifrige for at hevne hans død, og tænkte, hvorledis de skulle bringe det til veye, raadslog imellem sig selv, og siuntis nok, at de vare Grønlænderne voxne nok, om det gik derpaa løes, thj der vaar trey skibe, og fulde med brave folk alleeniste af dem, som laae i havn i Wester-bygden om Winteren, [naar de] kuns vilde samles med dem.

De udvalte strax til at forfølge og søge deris Ret Simon Krach, een høy anseelig og stærck Mand, der vaar i slægt nær med Aussur, saa som den sagen mest paarørte, men sagen i sig selv flyede de Ketil Kalf under Hænder, saasom den der best var kyndig i Grønlands Lov og Rett. Kolbein blev og oprørsk med sit sælschab, thj hand var een frisk, før og modig Mand, som fortrød og Meget paa, at hans Landsmand saa blev slagen ihiæl, fordi det var ey alleene een skammelig giærning, men og et exempel for andre, at de kunde giøre ligesaa, hvilket Mord, dersom de ej toge sig det mord an, da schulle vel Grønlænderne bilde sig ind, at de maatte giøre de Nordske saa stoer ofverlast, og u-ret, som de vilde, og det inden een kort tid skulle vel gifve dem Moed til at giøre hvad de wilde. Derfor gich de op med een stoer følge till Tinget, dog færre end de hafde tængt; thj Winden war imod og de af Westerbygden iche kunde komme der op med.

Da war Sokke meget gammel, men den myndigste Mand iblant dem allesammen, og derfor blev altid brugt til at bilegge alle Trætter, og Sager, fordj hand vaar baade een forstandig og retsindig Mand. Denne gick till Ketil og Kolbein, og begiærtte af dem, at de vilde lade sig forliige, lovede derhos, at, omendskiønt de vell schulle meene at hand, fordj Blodet drog noget, schulle wilde holde noget paa sønnens parti; Saa schulle hand dog altid giøre det, som de wiiseste og forstandigste kunde tænke at wære retmæssigt. Ketill swarede, at hand wilde forsøge dett med Retten; Dog saa, at hand ej forskiød den søgte forligelsse, enddog de hidtill Dags havde befundet større u-ræt, end de var vante at tage imod. Soche swarede, at de nu ej var Mandstærk nock, om det schulle gaae paa macten Løes; ej heller kunde være viss paa, at de skulle vinde Noget meere paa offentlig Tinge, end sig selv imellem i stillhed.

Der de nu gich i Rette med deris sag, da kom Einar og sagde, at deris Nation skulle høre ilde paa andre steder, dersom disse fremmede vant denne sag till Tinge, og saa brød hand ind med een hob folch, som havde gevær med sig, og hugg baandet ofver, hvormed Kredzen om Retten var slagen, og alt saa brød op med Retten. Der de nu ingen Ret kunde faae paa denne Maade, da gick Sokke igien til dem, og bøed dem atter til, at det forrige tilbud skulle endnu staae dem aaben for. Men Ketill swarede, at effterdj Einar havde giort dem den eene u-ræt ofven paa den anden, vilde hand nu hereffter ej lade sig forliige, og gick saa udaf Tinget.

Og nu vaar der langt ofver foraaret ud paa sommeren, da der blev udvalt een sted, som heed Eid, det bemerker een snæfver eller aflang øe, hvor de midt om sommeren skulde forliiges. Hvor hen alle de Norske Kiøbmænd tillige med alle Schibs-folkene, som war kommen fra Wester bygden og Øster-bygden, havde satt sig for at møde.

Der Kolbein saae disse mange folk, sagde hand, at de ej saa snart schulle ladet sig forliige, dersom hand hafde vist tilforn, at der skulle bleven saa mange Mandskab sanckede. Raadde dem derfor at legge dens skibe udj een afliggende Wiig ved Garde hen i schiul. Der dett var bestilt, og de kom nær hen ved Kirken, hendte det sig at Einar, der hand hørte Klocken ringe, og saa kom did hen, derofver blev Kiøbmændene wrede, at det ringde for Einars skyld, og sagde at det skeede uden nogen skiæll. Men Ketill forbød, mand ej schulle misunde ham det, de kunde vel inden afften komme til at ringe for liig for ham med samme Klokke. Og nu hafde de satt sig ned ved Strandbredden, og schulle annamme Mande-boed for Aussurs Død, og Sokke og Hermund Kodrands søn blev satt till at agte paa hvad der foregik.

Imidlertid gick Simon med et forvirret aasiun omkring og spasserede, intil der kom eet gammelt Pantser frem at vurderis; Da kunde hand ey bare sig lenger, men kastede Pantzeret paa Jorden, tagende for een Spott, at de satte det, som war ej værd at tage op paa een Vey, paa Wurdering till Bøder for saadan een Mands Død, og der hand nu vilde begynde meere, stod Grønlænderne op, som saede der og begyndte, at stirre paa ham, intil saalenge Kolbein alleene kom saa u-formærkt baeg paa Einar, og ret i samme øye-blick, som Einar hugg Simon et dødeligt saar i Hovedet, fich hand af Kolbein eet dødeligt saar midt jmellem hans Schuldre, saa hand falt strax ned, og sagde, at hand well tænckte det forud. Strax stod hans Søn (orig. alumnus, fóstbrodir) Thord op, og i det hand vilde hugge til Kolbein med een øxe, blev hand af Einars, som laae og rørtte sig hastig, hans øxe saaret i struben, og falt strax ned og dødde. Der de nu stridde heftig paa begge siider, da gick det saa ifrigt til, at een som heed Steingrim, da hand lagde sig imellem, og vilde stille allarmen, blev stukken igiennem af een Degen, og dødde saa der paa stedet, som de slogis.

Imidlertid stoed Bispen, som war ophav til all denne allarm, og saae paa dette Bloed-bad, og u-lykkelig Sckue-spill, og loed saa Einar ligge i sit skiød, indtil hand Dødde, det skeede digt ved strandbredden strax ved Grønlændernis Hytter. Der Kolbein havde mist tre af sine staldbrødre, som var slagen ihiæl, og der var een Hob saaret paa begge sider, gich hand om bord med de andre Nordmænd, og seylede saa ofver Einarsfiord og kom til Schialgsbuder. Schibene havde hand i beredschab. Men af frygt for Grønlænderne som vilde hefne sig paa dem, maatte de blive paa skibene om Natten, at de ej u-forwarendis skulle tagis af Dage, thj Sokke skyndede alle dem der vare paa Landet til at hefne sig paa dem, og hafde besluttet at forfølge dem med skibe, men der vaar een Bonde ved nafn Hall, som boede i den gaard Solarfiald, hand vaar Riig og Forstandig. Den Samme wilde paa det sidste kommet Sokke til hiælp med nogle folk, ret som Schiermydzen endtis, og hand lastede dette hans anslag, at hand med nogle smaae Vaageskibe vilde gaae løes paa saadanne store skibe, der vare udrystede med alt hvis til forswar behøfvedis. Besynderlig effterdj hand widste ej, hvor stærck sine vare, og endog hand kun haabedis til det beste om saadanne brave Karle, da kunde han u-muelig vendte, at de alle schulle staae liige fast. Det kunde schee, at naar nogle kleinmodige, bange stacharle falt fra, at de andre som war deris anførere, kunde giøre lige saa, og saa skulle de snart maa skee blive ofver rumplet, og ødelagt. Derfore schulle hver af dem sværge at ville staae til hand enten want eller satte Livet till.

Der de hørtte det, da blefve der mange forsagde. Der nu Sokke klagede, at det var schammeligt, at lade saa sagen fare uden forliigelsse, bøed hand sig og selv til at ville være med at giøre freed, og strax roedde hand ud till skibene, og spurtte, om hand sikker og uden Fare maatte komme om bord til dem; de tog ham op til dem, og toeg vel imod ham, strax handlede hand med dem om freed, og forholdt hvor stor skade der vaar skeed, og skyndede dem til at giøre forligelsse. De swarede at wære færdig til hvilchet det schulle wære, og at det ej var kommen for deris skyld. Men Indbyggerne war selv skyldig udj den stoere u-lykke, dog vilde de giøre dett for den goede Mandz skyld, at hand alleene maatte dømme, og skille den heele trætte ad. Der Sokke fick dette swar, satte hand og een Dommer udj Sagen, og der blev bestemt Dag og sted, at forliiget skulle skee, dog saaledis, at de imidlertid Natt og Dag skulle skynde sig, og lafve paa Reysen, og saasnart sagen war forligt, strax drage fra Landet, at de ej schulle tøve lenger, og giøre den gl: Mand endnu større Sorg, ellers om mand fick fatt paa Nogen af dem schulle hand liide og betale det de andre havde brutt.

Der de nu havde samtykt det paa begge sider, da bar Ketill omsorg for Proviant, thj hand saae vel at deris reyse blev sinket for dets skyld, og at de ej sikker kunde gifve sig paa reysen, uden de fick meere fetalie. Befoel saa, at 30 Mand tillige skulle bevæbnede fare i Land, at der var een Bonde i Nærværelsen, som heed Thorarin, der havde fetallie nock. Der de kom did om Natten fandt de der kun eet tomt øde huus, og maatte saae gaae bort, og fich ej nogen fetallie. Som De gick saa iblant nogle smaae Riis, begyndte Ketill at blive meget søvnig, og der hand havde sovet een stund, og nu vaagnede, sagde hand, at sig i Drømme vare een Hoben siune forekommen, og der laae ej magt paa, om de rygte een qvist op af Riisene, Der de det giorde, fandt de een Lønlig gang under Jorden, som var fult af alle slags fetallie, thj der hafde bonden giemt 60 Dyre-Kroppe, 12 vætter Smør (af hvilke 4re giør Eet skippund) og een stoer hob tør fisk, hvilcket der de havde taget bort, siuntis dem at have nock forsiunet sig til Reysen. De kom da begge hen til steden, som forliiget schulle staae paa, hvilken Hall foreskrev disse fredz puncter, at Einars Drab og Aussurs skulle gaae liige op imod hver andre, og den forskiæl der kunde være paa at Einar vaar een høyere Mand end Aussur schulle wederlegges, idet at Kiøbmændene strax skulle wiige af Landet, og hverken bie lenger eller nogen tid her meer. Der blev og bødt for de andre slagne. Men een af Grønlænderne, som vaar slaget ihiæl, fleere end Nordske, og heed Thorarin, hans Død blev betalt med Penge. Herofver meente Sokke sig meget at være fornærmet imod hans tancke, Dog blev hand staaende ved forbundet. Siden frøes fiorden til, saa de ej kunde komme bort, det holte Grønlænderne af, thj nu meente de, at de Nordske lætt kunde fanges, og ikke komme tilbage igien: Hvilket dog, der Iisen strax ved Maaneder-skiffterne der efter brød op, slog dem feyl.

Der Koll siden kom til Norge, førtte hand Kong Harald Gille, som kom efter hans Broder Sigurd til Regiæringen, een Grønlandsk Biørn, og for talede Grønlænderne ilde for ham: hvilcket der det siden blev befunden at være anderleedis, kunde hans foræring ej hiælpe, at io Kongen blev vred paa ham. Siden der hand efterfulte Sigurd Slembe degns u-lykkelig raad, vaar hand een iblant dem, som sloeg Kongen ihiæl, og saarede ham. Paa det sidste der de seylede fra Danmarch, saed hand selv bag i een baad, som følgede bagefter skibsrummet, og da kom der een søe og sloeg ham udj vandet, hvor hand strax druknede.

Men Hermund og hans Broder Thorgils reyste tilbage til deris fæderneland Iisland; Bispen selv der hand kom hiem igien till Norge, og icke vilde reyse tilbage igien ad Grønland, fick et nytt Bispedømme, Hamar som var indrettet samme aar, nemlig aar 1152 af den Cardinal Nicolaus Breche-Sparre, som vaar Bisp i Alba, og samme tid Pavens Evgenii Den 3die gesandt till Norge, saaat den første Bisp i Grønland, og det Ampt Hamar holdis Arnald for at have værit, thj Erich, som holdtis ellers for at have værit den første Bisp i Grønland, hand skal vell reignis hen till dend som hafde ingen wiss steed eller indkomster, men war taget an af folket, og høvdinger der paa landet, og gich omkring i Landet at giøre nogen opbyggelsse i Meenighederne, og maa schee det er og den samme, som boede i Straumsnæss, som siden op søgede Vinland.

Jeg will og schrifve Arngrims Meening hos herom, som er saaledis: Woris aars Krønniche fortæller, at der har værit een Bisp paa Grønland, som heed Erich, som var før Arnald aar 1121. Men (saavit Jeg kand slutte) da kom den Hiin aldrig til Grønland eller og om hand kom did, saa fich hand dog aldrig noget Bispeligt sæde, der dog alligevell det var ham beskichet, thj der skrivis om ham, at hand Aar 1121 reyste ud at leede effter den øe Vinland, som vi siden vil videre tale om, paa hvilken Seylatz hand maa skee omkom; om Arnald siger de gamle sager samptligen, at hand var den første, der fich Bispelig Sæde ved Meenigheden udj Gard. [Arngr. Grønl., 5. cap.]

I Erichs nafn findis hos Claus Lyscander megen stoer forandring enten om historien, eller om Personerne, thj ved det aar 1024 taler hand om een Erich, som vaar iblant de fornemste gamle Præster i Grønland; Een anden Eirich taler hand om ved det aar 1121, hvilcken er dend samme som Jeg her taler om, hvilken hand beretter at hafve plandtet i Vinland den Christelig troe, som endnu er der. Hand taler og om een af det self samme Nafn, ved det aar 1052, som blev indsæt af den Cardinal Nicolaus, hvilken hand beretter tillige med hans Effterkommere at have blevet i Grønland, og at hand siden det aar 1158 har værit tilstede udj Iisland, da det Kloster Helgafeld blev indrettet, som dog vore Krønicher viiste at være stifftet aar 1184. Endelig fører hand hans Død til det 1196 aar, og at efter hannem kom Arild, som Jeg kalder Arnald og beretter hand, at den samme skall være Aar 1209 ved Døden afgangen.

[Sidst i 8. kap. i sin Grønlandia slutter Arngrim Einars drab ikke urimelig at falde mellem 1131 og 1136, altsaa paa Harald Gilles tid.]