XXVI. Om Bispedømmets Indstiftelse i Grønland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXVI. Om Bispedømmets Indstiftelse i Grønland


Omenskiønt Adam Bremer i sin Kirche-Histories 3 Bogs 26 Cap: skriver, at iblant andre Nordiske folk har og Grønlænderne haft budskab til Erche-Bispen af Bremen, som heede Adalbert, at hand vilde sende dem nogle Prædichantere, og de fich dem og. Dog har Jeg iche nogen underrettning derom, derfore vill Jeg alleeniste tale om det, som Jeg mine Historier og Documenter angaaende, mig har foretaget at forklare.

Aar 1122, eller det næste aar dereffter, boede der een Mand paa Bratta-Hliid, som var den fornemste Mand der paa Landet, og heede Sokki Thoressøn (hand siunis at være føed af Erich den Røde) Denne, enten det var af kiærlighed til den Christelige Religion, eller og for at giøre Landet berømmeligt, eller og maaschee for begge deele, der hand fornam, at andre Nationer som vaar af samme Religion, havde satt forstandere i Den Hellige Kirckes sager at stadfæste, vilde ej giærne at deris Nation schulle wære uden samme goede schikke, og lære. Loed saa alt folket og almuen kalde tilsammen, til eet Møede, og holt der een lang tale, hvor fornøden det var, at, efterdj de ved Guds Hielp havde faaet den sande Guds Kundschab og underwiisning, om hvorledis de schulle dyrke ham, saavelsom og Lærere og Guds ords Prædickantere, der og schulle sættes een ofver dem alle, som schulle være ligesom Regentere ofver dem, hvilken med større Myndighed, som een Mand der var sæt udj Guds sted, schulle holde Meenige Mand i Schick; til denne at opholde, skulle de saavelsom alle de andre Nationer rundeligen hver for sig tillegge Noget.

Der hand herudj havde faaet alles bifald, vilde hand sende Budskab til Norge til Kong Sigurd Jorsala-far, at hand vilde skicke dem een døgtig Mand til samme Embede at forestaae. Ofver dette gesantsckab sætte hand sin egen Søn Einar, een duelig og anseelig Mand, som strax efter sin faders vilie lavede sig till Reysen, og tog een stor hob hvalfische-tænder, og skind af Rostunger med sig at forære Herrerne.

Der nu disse mældede ham an hos Kongen, blev hand strax afholden baade for egen skyld, saa og fordj hand havde een hellig sag for, og fich saa læt Kongens samtycke, ja Kongen selv hialp ham strax til at naae det hand søgede.

Der vaar iblant andre een Præst, som heed Arnald, som baade for sin Lærdom og skichelighed var vel værd at nyde denne bestilling, ham bad Kongen idelig, at hand for Guds æris og sin skyld vilde paatage sig denne byrde, lovede derimod, at ville sende een forskrivelse til Lunde-Erche-bisp Ascher, om at indvie ham, og sende Einar med. Hand undskylte sig høyligen, og det var sig alt for tung een byrde: men fornemmelig siger mand, hand har schudt paa ej at være saa lærd, som hand burde til at antage saa vigtigt og høyt eet Embede, og at det var eet vilt folck, som ej havde samqvem med schichelige Mennisker, og ej med bare formaninger, paamindelser eller trusler kunde sættes til rette, endelig at hand skulle være saa got som Landflygtig fra sit fæderneland al sin livs tid. Og saa ganske skilles fra alle sin slegt og Wenner, hvilket hand dog ej vilde veyre sig ved, dersom hand kunde være wiss paa, at hans arbeyd, og Widerværdighed kunde giøre nogen fruct udj Guds Wiingaard, og efterdj hand kiendte best selv sin egen skrøbelighed, at hand ej noget kunde stole paa sig selv, skulle Einar swærge ham til ved Eed, at hand med sin magt og Myndighed skulle for svare, forfremme og forbedre Kircken, og beskiærme og handthæve løst og fast alt hvad der tiente til Gudz tieniste, og Alt det dertil var gifven eller blev gifven, og forhindre ald den vold, der som derpaa kunde schee, og straffe alle Voldzmænd, og tage det ganske Bispelige sædis forsvar paa sig.

Kongen loed Einar kalde til sig, og sagde ham, hvad Arnald begiærede af ham, og Einar samtykte giærne hertil: Som det var skeed, reyste Arnald til Erche-Bispen og der hand hafde flyet ham Brevene, blev hand herlig imodtagen, og siden viet, og saasnart hand var kommen tilbage til Norge, ønskede Kongen ham til Lykke, og reyste saa tillige med Einar paa eet skib sammen fra Norge hen. Og denne Einar, der hand hafde faaet hos Kongen efter sit ønske, hvad hand forlangede, forærede hand ham een Grønlands Biørn, og blev derfor høyligen af Kongen ærit, og agtet.

Der udgich af samme havn een Norsk Mand, som heed Arnbiørn, dog paa et andet skib. Denne blev fordreven paa Søen, kom fra de andre, drev neder paa det ørken i Grønland, og støtte der paa grund skibet istykker, Denne Mand savnede de længe, intil de langt omsider fant ham, tillige med alle skibsfolkene død, hvilket Jeg siden vil fortælle. Men Bispen og Einar blev fordreven af et haart synden-veir, og strandede ved Iisland, og gich ind i Holtavads fiord, som gaar ind till Pynten af Eiafiall. Og paa samme tid boede Sæmund Frode eller Viise paa den Gaard Odde, denne, da hand fornam, at Bispen var kommen did, reyste hand strax hen, og tilbøed ham at blive hos sig Winteren ofver. Dette ligger ej magt paa, at hand underveys, der hand kom ind i een gaard, flickede een gammel Kiærlings (som toeg feyl og kalte paa ham, thj hun kiendte ikke hvem hand var) Karter, som hun saed og schulle karte med, hvilchet er kun et Kiænde-tegn af hans tienistwillige og sagtmodige gemytt.

Næste Sommer derefter reyste hand med Einar, som Vinteren ofver havde wærit under Eiefiall, til Grønland, og kom til Eirichsfiord. Hand satte sit Bispelig sæde [paa Garde] i Einers-fiord, og udrettede ved Einars og hans faders hiælp meget, hvilke hand og igien frem for alle andre der paa landet elskede og ærede.