Yderligere Bemærkninger om den skotske “Historia Norvegiæ”

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Gustav Storm (1845-1903)


Yderligere Bemærkninger om den skotske “Historia Norvegiæ”


Af Gustav Storm



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1873





I "Aarbøger f. nord. Oldk." 1871 (S. 410—32) og senere i mit Prisskrift "om Snorre Sturlassøns Historieskrivning" har jeg søgt at vise, at den latinske Norgeskrønike, som nu kun er bevaret i et skotsk Haandskrift fra 15de Aarh., er forfattet i Slutningen af 12te Aarhundrede i Norge og af en norsk Geistlig, som ikke har kjendt islandske skrevne Kilder. Dels udtaler nemlig Forfatteren i sin Fortale, at ingen før ham havde skildret Norges Historie og Geografi paa Latin — hvoraf jeg sluttede, at han ikke kjendte Tjodreks Forsøg fra c. 1178 og saaledes ikke kunde have skrevet stort senere — dels forekom det mig tydeligt, at Krøniken var en af Kilderne for Sagasamlingen Aagrip fra c. 1190—1200. En Støtte for denne Mening fandt jeg i Krønikens hele Habitus, der viste hen paa en Tid, da Historieskrivningen i større Stil endnu ikke var begyndt og Forfatterne endnu gik i fremmede Ledebaand, medens ingen Literatur paa Modersmaalet kjendtes; og Sammenligningspunkter til Forholdet mellem den latinske Krønike og dens norske Bearbeidelse (i Aagrip) laa det jo nær at søge i de latinske og norrøne Bearbeidelser af Olav Trygvessøns Saga, af St. Olavs-Legenderne o.s.v.

Imidlertid har nylig Prof. Bugge udtalt sig mod min Opfatning i Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike. Han søger her at vise, at Krøniken er skrevet omtr. Aar 1230 af en norsk Klerk, som maaske var fra Orknøerne, at den "Agnellus", til hvem Forf. har dediceret sin Bog, rimeligvis er Prioren Lambe i Helgesæter og at Forf.s Kilder har været 1) en kortfattet (tabt) Kongesaga, som allerede Forf. af Aagrip før havde benyttet , dernæst 2) en kortfattet (tabt) Ynglingasaga, rimeligvis forfattet af selve Are frode, endvidere 3) paa enkelte Steder Odds Bog om Olav Trygvessøn og en (tabt) Saga om St. Olav, og endelig 4) af fremmede Forff. Adam af Bremen og engelske Krøniker. Jeg gjør maaske rettest i allerede her at erklære, at jeg kun i sidste (4de) Punkt kan være enig med Prof. Bugge, og det maa derfor være mig tilladt at underkaste Sagen en ny og mere detaljeret Drøftelse, end jeg før har havt Anledning til.

Jeg skal først gjøre et Par almindelige Bemærkninger. At en norsk Forfatter skulde ved Aar 1230 have kjendt Sagaer om Olav Trygvessøn og om Olav den hellige og en kortfattet Sagasamling som Aagrip eller Ares Konungetal, det er naturligt nok; men at han med disse Forgjængere skulde have frembragt et Værk som Historia Norvegiæ, at han saa daarligt skulde have benyttet de gode Kilder og saa fuldstændigt have modstaaet Fristelsen til blot at afskrive Sagaerne, det er mig ikke naturligt. Og heller ikke er det mig naturligt, at en Forfatter ved 1230 skulde have gaaet tilbage til det forrige Aarhundredes Brug af Latinen, medens Norsk allerede var benyttet i Sagaer (Aagrip), i politiske Skrifter (Kong Sverres Sendebrev), i Prækener (Homiliebøgerne) og i Romanoversættelser (Tristrams Saga er fra Aar 1226). Ligesaa underligt er det, at en Krønikeforfatter ved Aar 1230 — og især hvis han skulde have skrevet til Prioren i Helgesæter — ikke skulde have kjendt Tjodrek Munk, hvis Skrift dog allerede Forf. af Aagrip har benyttet. Dernæst maa jeg gjøre opmærksom paa, at Prof. Bugge kun er naaet til sit Resultat ved at formode tabte Kilder, om hvis Tilværelse intet vides, medens han ellers forklarer Krønikens Ulighed med sine formodede Kilder ved at antage, at Krønikeforfatteren stadig har misforstaaet sine Forgjængere. Ganske vist er denne Forf. ikke nogen Mester hverken i Sprog, Fremstilling eller Kundskaber, men jeg troer dog Prof. Bugge gjør ham større Uret, end han har fortjent, hvad jeg i det følgende skal søge at vise.


__________


I min Afhandling i Aarbøgerne 1871 har jeg ganske overseet, at allerede Maurer havde gjort opmærksom paa Krønikens Afhængighed af Adam fra Bremen. Dette har Prof. Bugge bødet paa i et eget Afsnit som han helliger ganske til Forholdet mellem begge Forff. og hvori han klart og uimodsigelig godtgjør, at Krønikeforfatteren ikke alene i overmaade meget har taget Adam til Mønster, men ogsaa at han har gjort Uddrag fra Adam til Brug for Olav den helliges Ungdomshistorie. Det viser sig heraf, at Krønikeforf. i Adams "Olaph fil. Cracaben" meget forstandigt har seet Olav Haraldssøn og derfor fra Adam laant Beretningen om, hvorledes Kong Svein Tjugeskegg med sin Søn Knut og med Olav drog til England, fordrev Edelred og erobrede Landet, men efter 3 Maaneder pludselig døde, hvorledes Knut flygtede, forenede sig med Olav Haraldssøn og sin egen (Halv-)Broder den svenske Olav, og med 1000 Skibe atter seilede til England. Efter denne Prøve paa Forf.s Evne til at benytte sine Kilder med Dygtighed lader det underligt, naar Prof. Bugge vil forklare Krønikens Fortælling om St. Olavs Forlovelse som kun grundet paa Misforstaaelser og slusket Læsning i Adam. Krøniken siger, at Kong Olav forlovede sig med Olav svenskes Søster Margareta, medens Adam beretter, at Kong Knut giftede sin Søster Margareta med Normannernes Hertug Richard. Disse 2 Efterretninger, som kun har Navnet Margareta tilfælles, skal der virkelig stor Mangel paa Eftertanke til at sammenblande. Jeg opfatter det ikke som en Sammenblanding, men som en Kombination, der laa temmelig nær for Krønikeforfatteren. Det norske Sagn — bekjendt fra Tjodrek, Aagrip og de større Sagaer — fortalte, at St. Olav blev forlovet med Olav svenskes Datter Ingegerd, som senere af sin Fader blev tvunget til at ægte Russernes Konge Jarisleiv, medens den svenske Olavs yngre Datter (Astrid) blev siden ved sin Fosterfaders (Egils) Medvirkning gift med den norske Olav. Krønikeforf. vidste fra Adam, at Kong Knut og Olav svenske var Brødre, altsaa var Kong Knuts Søster Margareta ogsaa Olavs Søster; endvidere læste han i en Scholie til Adam en Rettelse til Beretningen om Margaretas Giftermaal, nemlig "Knut sororem suam Estred filio regis de Ruzzia dedit in matrimonium". Knuts — og Olav svenskes— Søster Margareta (eller Estred), gift med Kongen af Ruslands Søn, kunde Forf. efter dette vanskelig undgaa at slaa sammen med Olav svenskes Datter, som skulde have gjort samme Parti. At Krønikeforf. saaledes kombinerer Kilder, har Prof. Bugge selv paavist, hvor i den fra Adam laante Beretning om Englandstoget efter andre (engelske) Kilder optages Navnene "Garmuthia" og "Elfigeua". Og i denne Beretning har Forf. forstaaet at vælge mellem Kilder, idet han har forkastet Adams urigtige Mening, at Edmund — som Adam kalder Emund — var Adelrads Broder, og ganske rigtigt kalder ham "Edmundus" og hans Fader "Eteldred". At Forf. har forvexlet Knuts Hustru Elfgiva (Emma) med hans Frille af samme Navn, var ikke alene undskyldeligt, men næsten uundgaaeligt; man maa nemlig se hen til, at Forf.s engelske Kilde for den urigtige Beretning, at Elfigeva fødte Knut 2 Sønner, Svein og Hardeknut, har — enten direkte eller paa anden Haand — været Florents af Worcester, der ved Aar 1035 nævner Svein som "filius Northamtunensis Alfgiuæ" og kort efter Hardecanutus som "filius Alfgiuæ reginæ". Den engelske Kildes "Hardecanutus" undskylder ogsaa Krønikens Oversættelse "Canutus durus", hvilket ligger snublende nær, naar man ikke kjender den oldnorske Form "Horðaknutr"; man tør derfor ikke, som Prof. Bugge gjør (S. 9), sammenstille den med at forvexle "mærr" og "Mæri". — Prof. Bugge mener, at Krønikeforf. kun i Olav den helliges Historie har laant fra Adam og benægter Forbindelsen mellem Beretningen om Olav Trygvessøns Død hos begge Forff., idet Kilden for Hist. Norv. her skulde være Aagrip. Adam beretter om Olav Trygvessøn (H. 38), at han angreb den danske Konge mellem Sjæland og Skaane "apud Halsinburg, in quo loco Seland a Sconia videri possit", men blev overmandet og styrtede sig i Havet; i Lighed hermed fortælle Krøniken og Aagrip, at Slaget stod "juxta Selandiam", "fyrir Sjolandi". Der viser sig altsaa her Enighed mellem en tysk Krønike, en norsk Krønike, som vitterligt har benyttet den tydske, og en norsk Sagasamling, medens andre norske Kilder ere enige i at henlægge Slagpladsen til Pommerns Kyster. Prof. Bugge mener, at Aagrips oldnorske Kilde kan have berettet, at Slaget stod ved Sjæland. Men alle norske og islandske Kilder lade Slaget foregaa ved Svolder i Vindland. Allerede Skalden Skule Torsteinssøn, som deltog i Slaget, nævner udtrykkelig "fyrir Svoldrar mynni"[1] og den samtidige Haldor ukristne siger, at Slaget stod "at holmi", hvilket ikke passer paa Sjæland[2]; i Begyndelsen af 12te Aarhundrede fortalte Sæmund frode, at Olav faldt "i Svoldrar vág"[3], og alle islandske Kilder nævne derfor kun Slaget ved Svolder. Men heller ikke i Norge kjendes anden Tradition: ogsaa Tjodrek nævner "Svold prope Slauiam"[4]. Der kan altsaa ikke paavises nogen norsk - islandsk Beretning om Olavs Fald ved Sjæland, naar undtages Historia Norvegiæ, hvis Forf. har benyttet Adam af Bremen, og Aagrip. Jeg kan da efter dette ikke forlade min tidligere Mening, at Forf. af Aagrip (c. 1190— 1200), har benyttet Historia Norvegiæ, som saaledes maa være forfattet før c. 1190. Og denne Mening tror jeg nu kan støttes ved flere Steder, hvor jeg kan paavise den fælles ældre Kilde, som staar Hist. Norv. nærmest, saa at denne bliver Mellemleddet mellem Originalen og Aagrip. Til Grund for Krønikens 1ste Del — Ynglingesagnene — ligger, rimeligvis kun middelbart, Tjodolvs Digt, Ynglingatal; det skulde da ikke være saa underligt, om et poetisk Underlag ogsaa kunde paavises for senere Tider. Et saadant Sted finder jeg i Krønikens Omtale af Olav Trygvessøns Vikingstog: Hinc (a Jumne) tetendit in Frisiam, post hanc venit Flandream. inde pergit in Angliam, quas depredans perquam mira gessit in Scocia. nulli parcens in Hiberna. Men sammenligne hermed Skalden Hallfreds Viser i Olavsdraapa, forfattet c. 997, V, 5—7[5], og man vil gjenkjende ikke alene samme Opregning, men ogsaa omtrent samme Udtryk. Ogsaa Hallfred nævner Tog mod Friserne (V. 5), mod Flæminger (V. 6), mod Angler og Skotter (V. 7) og mod Irer (V. 8), og man kan vel vanskelig undgaa at se Gjenskinnet af Halfreds gerðizk ofvægr at bægja við Engla, eyddi viða Skotum, let eyverskan her ok Ira deyja i Krønikens: quas (se. terras) depredens, perquam mira gessit in Scocia. nulli parcens in Hibernia. Derimod har Forf. af Agrip, som aabenbart ikke kjender Hallfred, nøiet sig med at levere et Sammendrag af Krøniken: Han druþgi viþa herskap bæþi a Vendlandi (ɔ: a Frislandi) oc a Flæmingialandi, á Englandi oc a Scotlandi, a Irlandi oc a morgum avþrom löndum.

En poetisk Forgjænger tror jeg ogsaa at kunne paavise i enkelte Dele af Olav den helliges Historie. Denne har Krønikeforf. bearbeidet efter flere Kilder. Den ene er Adam, som har givet ham Olavs Deltagelse i Englandstoget, hans Forbindelser med den svenske Kongefamilie samt Navnene paa hans Biskoper; den anden er den engelske Krønike, som har givet Oplysninger om Edmund Jernside, om Alfgiva og hendes Sønner; den tredie er efter min Mening Ottar svartes Vers og de Sagn, som knyttede sig til dem. Udskyder man nemlig Laanet fra de udenlandske Krøniker, vil man faa tilbage: Olav opholdt sig i sin Ungdom om Vintrene i Holmgárd, men herjede om Sommeren Østersøens Kyster (per ambitum Baltici maris) plyndrede Øsel (Eijcillam), skatlagde Goter og Eyner og vandt en Seier i Kurland. Derpaa drog han til Danmark, [fulgte Kong Svein til England, efter Adam] og herjede siden Britones et usque Hispavie partes profectus og efter at have deltaget med Knut i Englands Erobring og ødelagt Londons Bro, seilede han hjem til Norge duabus oneraiis navibus. Disse Sagn, som nødvendigvis forudsætte en hjemlig Kilde, gjenfindes ikke i den legendariske Saga, som her lægger Sigvats Viser tilgrund; men de stemme fuldstændig med Ottar svartes Olavsdraapa, saavidt denne kjendes. Ottar nævner, at Olav først seilede ud i Østersalt og herjede Sviþjóðar nes (Cap. 4)[6], skatlagde Goterne og slog paa Flugt Øselboerne (Cap. 6) og drog til Danmark (Cap. 4); dernæst omtales hans Kampe i England, hvor Anglerne ere hans Modstandere (Cap. 13. 14), hans Sejer ved Londons Brygger (Cap. 12), hans Herjetog til "Petita" og "Tuskaland" (Cap. 18) og hans Hjemreise fra England paa 2 Knorrer (Cap. 27); kun om Toget mod Kurland er nu intet Vers længer bevaret. — Den Beretning om St. Olavs Ungdom, som Forf. af Aagrip har benyttet, er ikke blot beslægtet med den Del af Krønikeberetningen, som holder sig til Ottars Vers — ogsaa Aagrip omtaler Olavs vidtløftige Reiser og Vikingstog og lader ham seile hjem paa 2 Knarrer — men ogsaa med den Del, som er paavirket af Adam: i Aagrip nævnes ogsaa, at Olav deltog i Englands Erobring for Knut, hvad der er historisk urigtigt. Aagrip opregner dog ikke alle disse Begivenheder, den kun antyder dem (Cap. 20). Altsaa - Aagrip forudsætter en Kombination af Efterretninger fra Adam og Ottar svarte, saadan som vi finder den i Historia Norvegiæ. Man kan da ogsaa her paastaa, at den latinske Krønike er Aagrips umiddelbare Kilde og Forgjænger. Dette synes mig at være den naturligste Forklaring, ogsaa hvor Aagrip ikke ligefrem følger Krønikep. Naar der saaledes i Aagrip — efter Tjodrek Cap. 6 — berettes, at Harald Gormssøn friede til den gamle Dronning Gunhild og ved Giftermaalstilbud lokkede hende til Danmark, og der tilføies at þvi sem marger segia, viser dette Tillæg, at Forf. ogsaa kjender en anden Fremstilling af Forholdet mellem Harald og Gunhild, efter hvilken denne Beretning ikke passede. Og denne anden Fremstilling synes alene at kunne være Hist. Norv. , som lader Gunhild være Haralds egen Søster.

Det vil da ikke findes saa underligt, at jeg fremdeles som i 1871 mener, at Steder i Aagrip er ligefrem oversatte fra Hist. Norv. Jeg havde saaledes fundet, at i Krøniken Tyri, quam, prius dux qvidam de Sclavia desponsaverat invitam laa til Grund for Aagrips er hertogi necqverr i Vindlandi hafþi festa nauþga, blandt andet, fordi hertogi i Betydningen 'Hertug, Fyrste' er ikke i Begyndelsen af 13de Aarhundrede brugeligt i norrønt Maal uden til Oversættelse af det latinske dux". Prof. Bugge bemærker herom: "Denne Paastand om Brugen af Ordet hertogi er, saavidt jeg ser, ubevislig. Der er intet, som antyder, at man ikke i Begyndelsen af 13de Aarhundrede skulde kunne kalde fremmede (f. Ex. tydske og vendiske) Fyrster hertogi, ligesom saavel naar man nedskrev Beretninger, der var hentede fra mundtlige Meddelelser, som naar man oversatte fra Latin". Jeg vil først bede bemærket, at jeg ikke har sagt "ikke kunde bruges", men simpelthen "ikke var brugeligt", og dette tror jeg at have havt Grund til at sige. Jeg har fundet, at hvor Ordet "hertogi" læses i ældre Oldnorsk, der er det oversat fra Latin, medens udenlandske Hertuger i Regelen kaldes jarl, naar de ikke kaldes "konungr". I Aagrip findes Ordet hertogi brugt paa endnu ét Sted, om St. Olavs Datter Ulvhild[7], er toc Otto hertogi a Saxlandi. Ulvhilds Mand hed som bekjendt Ordulf (ikke Otto), men med det urigtige Navn er Efterretningen fra Aagrip gaaet over til Morkinskinna og alle de øvrige Kongesagaer, og alle kan føres tilbage til en fælles latinsk Kilde — hvorpaa ogsaa Formen Otto (ikke Otti) tyder —, nemlig Tjodrek Munk: suscepit (Olauus) ex ea filiam nomine Ulfildi, quam postea conjunxit Ottoni duci Saxonum[8]. Som et andet Exempel fra Kongesagaerne kan nævnes St. Olavs-Legendens hartoge æinn a Irlandi er Guðþormr het[9], og dette Sted er vitterligt oversat fra Latin. Ellers bruges om fremmede Fyrster hyppigst Jarl, f. Ex. Jarlerne i Normandi, Rogeirr Jarl i Sicilia[10], Syrlannz jarl Cyritius[11]. Og om tyske og vendiske Fyrster bruges i den ældre Tid, saavidt jeg ser, aldrig hertogi undtagen netop ved den førnævnte "Otto". Tyske Fyrster kaldes Jarler, enten det nu er Hertuger, som Arnfinnr Jarl i Saxlandi (Jorns. S. Cap. 1.), eller Grever, som Haraldr jarl j Holtsetuland (ss. Cap. 2.) eller Keiserens Jarler Urguþrjotr og Brimiskjarr (ss. Cap. 9.). Og alle vendiske Fyrster, som nævnes i Kongesagaerne, kaldes Konger: Burisleifr konungr omkr. Aar 1000 (Odd, Fagrskinna o. s. v.), Reitiburr Vindakonungr Aar 1135 (Hsk. 712, 8), Rettiburr Vindakonungr Aar 1042 (Frisianus 183, 29, efter "Brimabok"). Selv om det altsaa ikke er bevisligt, er det ialfald meget rimeligt, at ogsaa her hertogi — som sædvanligt — er oversat fra det latinske dux. At en Venderfyrste her — saavidt jeg véd, den eneste Gang i den norskislandske Litteratur - kaldes dux de Sclavia, tør da vel betragtes som Efterligning fra Adam, der afvexlende kalder Venderhøvdingerne principes el. duces Sclaviæ. Ogsaa dette turde da være indført ad samme Vei som ovenfor juxta Selandianu. — Jeg har endvidere ment, at hvor i Fortællingen om Eremiten Aagrip bruger prophete, H. N: prophetam, der er ogsaa i dette Tilfælde Latinen Originalen. Bugge indvender, at prophete bruges i norrønt Maal ogsaa, hvor det ikke er oversat fra Latin. Jeg vil kun fastholde, at Ordet i Forbindelse med andre kunde henvise til latinsk Kilde; jeg saa nemlig, at Forf. af Aagrip i Udtryk, som ikke var oversat fra Latin, brugte Ordet spamaþr (Cap. 2, S. 378); det kunde da være, at prophete ikke ansaaes hjemligt i norrønt Maal, ligesom senere ogsaa Snorre rettede til spámaþr. — Jeg har ligeledes troet, at Olafs grønska (Aagrip Cap. 19) var urigtig oversat efter Olauus fdius Haroldi grenoscensis (H. N. S. 16), men jeg gaar villig over til Prof. Bugges Forslag, at betragte Haralds s. som udfaldt i Aagrip mellem Olafs og gronsca, og isaafald bliver det heraf uafgjort, hvilken er Originalen.


__________


Sammenligningen mellem Aagrip og Krøniken kan udstrækkes lige fra Harald haarfagre til Olav den hellige; jeg skal nøie mig med Hovedstederne. Ved Opregningen af Harald haarfagres Sønner mener Prof. Bugge at kunne paavise, at Krønikeforf. har foretaget en uheldig Rettelse i Aagrips Kilde, naar Primogenitus Ericus, qui &c., secundus Hacon, quem &c. svarer til Aagrips var Eiricr blopax ælztalagi sona hans, annarr Hocon i yngsta lagi. Jeg kan ikke skjønne andet, end at her foreligger en heldig Rettelse af Forf. til Aagrip, og jeg tør holde paa denne Forklaring som den rimeligste, da jeg kan paavise en Grund til Rettelsen. Forf. af Aagrip vidste nemlig, at Haakon kun var omtrent 18 Aar ved Faderens Død, derfor kunde han trøstig indsætte "i yngsta lagi" om ham, uagtet han lader ham staa paa samme Plads, som han havde i Hist. Norv. ; "i yngsta lagi" om Haakon medførte da for Antithesen — og Forf. af Agrip giver ofte efter for Fristelsen til Antitheser — "i ældsta lagi" om Erik Blodøxe. Man sammenligne dernæst begge Lister over Haralds Sønner:


Kröniken.
primogenitus Ericus, qui cognominatus
est blothex i. e. sanguinea securis.
Secundus Hacon, quem Adalstanus
rex Anglorum sibi in filium adoptavit.
Tercius Olauus.
Quartus Berno qui interpretalur ursus.
Quintus Swardus cogn gigas (Risi).
Sextus Gunrodus.
Septimus Guthrodus.
Octavus Halfdanus hafoeta.
Nonus Rognaldus Retilbein.
Decimus Eusteinus.
Xj. Jorundus.
Duodecimus Sygtyger.
Xiijus Ynguar.
Xmjus Truggui.
Xxs. Ringer.
Xvjus. Rolfer.
Aagrip.
Eirikr bloþax [i] ælzta lagi sona hans.
annars Hocon i yngsta lagi. er Aþalsteinn
Englakonungr toc i sunar staþ.
Þriþi Olafr digrbeinn.
IV. Biorn kavpmaþr[12]
sumer kalla buno.
XVII. Sigurþr hrisi.
XV. Gunnravþr.
XVIII. Gunnravþr liome IX. Goþravpr sciria.
XIX. Halfdan hvitbeinn, er sumer
cavlloþo havfavto.
X. Rognvaldr. XX. Rognvaldr raykill,
er sumer kalla Ragnar.
XVI. Austeinn.
XI. Sigtrugr.
XIIII. Tryggvi.
VIII. Hringr.
V. Goþormr.
VI. Halfdan svarti.
VII. Dagr.
XII. Froþi.
XIII. Hravrecr.


Jeg har allerede før gjort opmærksom paa, at Forf. af Aagrip har optaget 13 af de 16 Sønner, som Krøniken nævner, og de 4 første i Krønikens urigtige Orden[13]. I Aagrip siges det omtrent ligetil, at flere Kilder er benyttede ("sumer"); én af disse er da Krøniken, se Nr. 8: er sumer kavlloþo havfavlo (som Krøniken); en anden er Tjodrek, af ham er laant Oversættelsen cavpmaþr af mercator. Prof. Bugge mener, at Krønikens gigas (risi) er urigtig Oversættelse af hrisi) er det da ikke ligesaa tænkeligt, at Krønikeforf. har fulgt den norske Udtale og derfor oversat risi med gigas, medens Sagaforf., som havde Adgang til flere Kilder, har opdaget det rette (eller simpelthen vort islandske Haandskrift af Aagrip rettet efter islandsk Udtale) ? — Ligeledes er det let at forklare sig, at Sagaforf. kunde udelade Krønikens Beretning, at Ragnvald Retilbein blev fostret a quadam fetonissa in provincia Hatlandia et in eadem arte mira ut untrix operatus est; Sagaforf. kjendte nemlig Sagnet om hans Moder, den finske Snefrid, og da var det jo naturligst at antage, at Ragnvald havde lært Finnekunster af hende.

Ogsaa ved Opregningen af Erik Blodøxes Sønner synes det mig rimeligst, at Krøniken er én af Aagrips Kilder. Krøniken nævner af Eriks Sønner kun 6: Harald Graafeld, Gamle, Sigurd, Gunrod, Erling og Gorm, og af disse er de 3 faldne, før Brødrene blev Konger i Norge. Forf. af Aagrip kjender ogsaa en Beretning om Slaget ved Karmt, hvor 3 Sønner faldt (Halvdan, Eyvind og Guttorm[14], og nævner desuden ogsaa Ragnfred. Krøniken nævner, at alle Gunhildssønner var døde, da Haakon Jarl kom tilbage til Landet, og den beretter om alles Død, undtagen Harald Graafelds, hvorom vistnok et Stykke er udfaldt paa Side 12 eller 13. Men Forf. af Aagrip, som fra Tjodrek vidste, at Gudrød levede lige til Olav Trygvessøns Tid (999), retter til: varo oc nalega aller fur þvi drepnir, at menn matto eigi þola þeim ofriki oc olog; og lige efter fortæller han om Sigurd Slevas Død i Ordelag, som ganske minde om Krøniken, hvor dog begge Brødre dræbes:


Krøniken.
Sivardus a plebeis Vorsorum
principante Wemundo volubrut in
consilio cum multis occisus est.
Gunrodum vero in villula Alrecstadum
quidam Torkellus
Clypper cognominatus, cujus uxorem
invitam stupraverat, giadio perfossum
vita priuauit. Quem unus de
stipendiarils suis nomine Erlingus
senex viriliter vindicauit.
Aagrip.
Sva er sagt, at Vorsar gerþo
favr at Haraldi konungi oc þeim
bravþrum a þingi oc vildo taka af
lifi; en þeir comosc undan, en þeir
drøpo siþan Sigurþ slefo a Alrecsstoþum,
var þar flocsføringi Vemundr
vølobriotr; drap Sigurþ maþr sa er
het þorkel clypr, er Sigurþr hafþi
tekit kono hans nauþga; lagþi hann
Sigurþ gegnum meþ sverþi, oc hefndi
hans þegar hirþmaþr hans, sa er het
Erlingr gamle.


Efter min Mening er det saaledes ikke den éne Beretning om Sigurds Død, som i Krøniken — ved Misforstaaelse — er kløvet i 2 Beretninger om Sigurd og Gudrød. Men det er Beretningen om begge, som Forf. af Aagrip har overført paa Sigurd alene, og hertil havde han god Grund, da han troede at vide, at Gudrød levede længe efter Begivenheden, som saaledes ikke havde noget med ham at gjøre. En tydelig Levning af den dobbelte Beretning er bleven staaende i Aagrip, nemlig Vemundr völubrjótr, som jo her intet har at bestille, naar Torkel Klypp udfører Drabet. Denne Forklaring forekommer mig rimeligere end Munchs, som jeg tidligere har fulgt, og Prof. Bugges, som ogsaa her har det mod sig, at den maa forudsætte Misforstaaelse eller Forvanskninger. Den samme Indvending maa jeg gjøre mod Prof. Bugges Forklaringer af armenta (S. 7), nobilissium (S. 9) og Margareta (S. 29). Paa 1ste Sted er den paagjældende Sætning forvansket i Texten (nisi [istf. ecce ?] ad litus armenta compexeris). Prof. Bugge tænker sig, at Forf. har læst i en norsk Kilde "Flokke skal møde dig, og det skal du skjønne er gjort af Svig, thi du vil blive overrumplet", og at han da ved Flokke strax har tænkt paa Flokke af Kvæg; men for at faa Mening i dette, maa Prof. Bugge antage, at Forf. har tænkt sig underforstaaet en Sætning "naar dine Folk er optagne med at slagte Kvæget", men denne Sætning har han glemt at tilføie, saa at Forklaringen hviler paa Ordet "armenta". Det naturligste er da at antage, at dette Ord er en simpel Skrivfeil — som saa mange andre i det skotske Haandskrift. Hvis man f. Ex. vilde rette armenta til armatos (eller noget lignende), vilde der baade blive god Mening og Overensstemmelse med Aagrip, hvor Stedet da er rigtigt oversat. — Jeg kommer nu til Krønikens Beretning om Haakon Jarls Forfædre (Bugge S. 9. Krøn. S. 13). Der staar: hic namque patre Sicardo, matre vero Begliota filia Thoris tacentis ex nobilissium ac halogensuum comitum prosapia extitit oriundus, og her har jeg foreslaaet at rette nobilissium til Moerensium, fordi paa tilsvarende Sted Aagrip har: Æt hans var af Holacyiom oc af Mavrom oc iarla ætt i hvaratveggia qvisl... Faþer hans het Sigurþr hurnaiarl[15], en moper hans Bergliot, dotter þoris þegianda, iarls af Mavri. Prof. Bugge, som antager den oldnorske Kilde for den ældste, mener nu, at Krønikeforf. har læst af mavrom som af mærom af Adj. mærr og derfor oversat nobilissimorum eller nobilissimum, hvilket da er blevet til nobilissium. Det blev isaafald en tredobbelt Feil, først Feillæsning (mærr for møri), saa urigtig Oversættelse (mærr betyder illustris, præclarus, ikke nobilis) og saa tilslut Skrivfeil, og endda bliver det ikke forklaret, hvorledes Krønikeforf. kunde undgaa at lægge Mærke til, at der taltes om de 2 Jarleætter, fra hvem Haakon stammede (Haaleyger og Mører). For den feilagtige Oversættelse taler etter Prof. Bugges Mening, at han kunde oversætte Hardeknut med Canutus durus ; jeg har før paavist, hvorledes han vanskelig kunde undgaa denne Feil, og skal kun bede indrømmet, at min Forklaring er ialfald naturligere og mindre kunstlet end Prof. Bugge's.

Der er ovenfor talt om St. Olavs Forlovelse med Margareta og Ægteskab med hendes Søster. Denne Søster kaldes først sapientissima soror Margarete og derpaa tilføies hanc elenim Olauus in matrimonium sibi postea sociavit, exqua Margareta genuit. Da Krøniken ovenfor ikke kjender hendes Navn, maa Margareta her være Feil. Efter min Mening har først en senere Afskriver tilsat det, og dette støtter jeg paa Aagrip, hvis Forf. her ikke synes at have læst mere end ex qua genuit med aabent Rum efter; thi han har combineret dette med Tjodreks Beretning om Ulvhild og Hertug Otto saaledes: oc gat Olafr digri meþ henni bavrn; en þeira avrnefni eþa avrferþir vitum ver eigi, nema um Ulfhildi[16], dottor þeirra, er toc Otto hertogi a Saxlandi.

Prof. Bugge gjør flere Steder gjældende, at Aagrip er udførligere, saa at de tilsvarende Stykker i Krøniken kan opfattes som Uddrag af den ældre Kilde; imidlertid kan man ogsaa vende Forholdet om og paastaa — efter min Mening rettere — at Forf. af Aagrip gjør Uddrag af Krøniken. Og det mærkeligste af disse Steder er det, som Prof. Bugge nævner S. 8, Fortællingen om Tryggve, hvor aabenbart Forf. af Aagrips Kilde ialfald har havt samme Indhold som Krøniken, hverken mér eller mindre. Men paa andre Steder har rigtignok Forf. af Aagrip benyttet Enkeltheder i Krøniken og dertil knyttet længere Sagn, som andenstedsfra var ham bekjendt.


__________


For sin Mening, at Krøniken er forfattet c. 1230, har Prof. Bugge søgt en Støtte i Sprogformerne, i Navnet Agnellus og i Beretningen om et med Forf. samtidigt Udbrud paa Island. Prof. Bugge tror sig berettiget til at antage, at hvor Krønikehaandskriftet stemmer med de svenske Afskrifter fra 14de Aarh., der har vi Forf.s Skrivemaade for os, og slutter, at Krøniken er skrevet efter 1200, fordi vi finde i Krøniken 1) "ingensteds u-Omlyd af á betegnet, medens Tjodrek Munk meget ofte har o som u-Omlyd af á" og 2) der skrives Guthrodus, medens Tjodrek skriver Gothroth, Godrod. Hvis Grundlaget her var sikkert — hvis vi havde Krøniken i et samtidigt Haandskrift — maatte jeg jo bøie mig for en Sprogautoritet som Prof. Bugge og et saadant Argument, hvormeget der end strider derimod. Imidlertid ser jeg dog, at Forf. af Aagrip kan skrive lige ved Siden af hinanden Goþravþr og Guþravþr (se ovf, S. 131), og at Tjodrek skriver afvexlende Hacon og Hocon, saa at man tør vel ikke slutte med Sikkerhed om slige Forandringer i Skrivemaaden, særligt hvor der er Tale om saa liden Tidsforskjel som c. 1180—1200 og c. 1230.

Krønikeforf. henvender sig i Fortalen til sin Lærer og Ven Agnellus (eller efter Haandskriftet Angnellus); i dette Navn har Prof. Bugge sindrigt seet det norske Navn Lambi, og da i hele den oldnorske Litteratur kun nævnes én Lambi, Prior i Helgesæter (c. 1240), antager han det rimeligt, at Agnellus er denne Lambi. Prof. Bugge gjør selv opmærksom paa den Vanskelighed, at Lambi var Prior i det Kloster, hvor Tjodrek efter de flestes Antagelse har været Munk og dog har vor Krønikeforf. ikke Anelse om ham eller hans Skrift. Altsaa, det eneste man kjender til denne Lambi, gjør det lidet sandsynligt, at han skulde være ment. Ogsaa det er mistænkeligt, at Forf. omtaler Agnellus i saa ærbødige Udtryk, at man maa tænke paa en høiere Geistlig, end en simpel Prior, som Munch siger summus quidam vir, forte episcopus. Mig synes det rimeligst, at denne Agnellus har været en Udlænding, en tysk eller britisk Geistlig, som Forf. har lært at kjende paa sine Studiereiser[17]. Ogsaa Prof. Bugge har gjort opmærksom paa, at Bogen er skrevet for Udlandet og at Forf. derfor oversætter norske Navne paa Latin; dertil kan føies, at han siger udtrykkelig, at han beretter saa nøiagtigt om Finnerne plus remotis, hvilket vel maa betyde for Udlændinger. Agnellus hører da rimeligvis til disse plus remoti.

I Beskrivelsen over Island (S. 8) siger Krøniken, at nostra ætate Havet engang i 3 Miles Omkreds kogte som en Kjedel og at et ildsprudende Bjerg skjød op af Bølgerne. Prof. Bugge mener, at dette svarer til Annalernes Beretning ved Aar 1211, at Ild kom op af Søen og at en Mand fandt (de nye) "Eldeyjar", medens Munch antog Stedet for en Tilføielse af Afskriveren og at det sigtede til Annalernes Beretning ved Aar 1422, at Ild kom op sydvest for Reykjanes og at der et Land skjød op, som siden sees. Skjønt Krønikens Ord egentlig ligger nærmest denne Beretning, har Bugges Indvending Vægt, at Stykket synes at passe saa godt ind i Sammenhængen, at Forfatteren selv maa have skrevet det. Det kunde da vel ogsaa hænde, at Forfatteren sigtede til en tidligere Begivenhed, og skjønt en saadan ikke er optegnet, tør det antages, at en saadan er ment, thi alene kan denne Beretning intet vise med Sikkerhed.


__________


Jeg har søgt at vise, at Krøniken er forfattet af en Nordmand og i Norge; jeg vil her særligt gjentage, at Forf. kalder sit Sprog norwaicus sermo, hvilket vel er et mere indskrænket Begreb end norrønt mål og maa betegne den specielt norske Dialekt i Norge, saaledes som ogsaa Munch senest mente. Jeg troer da fremdeles ikke, at der maa lægges formegen Vægt paa, at Forf. kjender Folkesagn fra Orknøerne og Navnet paa en enkelt af dem. Det synes mig lidet rimeligt, at en Forf. der vestenfra ikke skulde have adskilt Orknøerne fra de øvrige Øgrupper, men skulde optage fra Adam det urigtige Navn Orchades (endog med høitysk ch) som Fællesnavn for dem alle. Naar jeg saaledes har maattet henvise Forf. til Norge selv, har jeg vovet at gjætte, at Forf. er Oplænding, fordi han inden den egentlige Norges-Beskrivelse, som det synes mig, med Forkjærlighed dvæler ved Oplandene. Prof. Bugge afviser dette med, at "man kunde anføre lignende Argumenter for Forfatterens Hjemstavn i flere andre Bygder, f. Ex. i Haalogaland, thi han omtaler Finmarken og Finnerne meget udførlig". Jeg har ikke fremsat min Mening andet end som en rimelig Gjætning; men det tør jeg vel sige, at Prof. Bugges Exempel ikke er rimeligere, thi Halogia omtales i Beskrivelsen med kun én Linje, uden at nogen Særegenhed ved Landet anføres, medens Finnerne netop skildres med Oplandene som Udgangspunkt: peragratis montanis (ɔ: Oplandene) silvas Finnorum ingrediamur perscrutalum.


__________


Om sine Kilder og Forgjængere siger Forf. selv kun lidet. Prof. Bugge har af Fortalen med Rette sluttet, at Forf. ikke har kjendt Tjodrek Munk. Naar Forf. længer nede i Fortalen siger, at han om den gamle Kongerække ikke har meddelt noget nyt eller uhørt, men i Alt fulgt de Ældres Forsikringer (seniorum assertiones), og dette med Prof. Bugge antages skrevet efter Adams Fortale, at han ikke blot har benyttet skriltlige Vidnesbyrd, men lært det meste fra de Ældres Overlevering (seniorum traditions) , saa maa Krønikeforfatterens Mening være, at han om den ældre Kongerække følger mundtlige Beretninger. Og dermed stemmer, at han har tilføiet de nyere Begivenheder efter egen Oplevelse, fordi han saa, at stadig mange Beviser faldt Samtiden ud af Minde ob scriptorum inopiam; altsaa baade om den ældre og den nyere Historie har han kun kjendt den mundtlige Tradition, ligesom Tjodrek. Derimod mener Prof. Bugge, at Forf. har benyttet en kortfattet Ynglingssaga, rimeligviis skreven af Are frode. Krønikens Beretning om Ynglingekongerne hviler — om end ikke direkte — paa Tjodolvs Ynglingatal, men dette har faaet en Række Tillæg[18], som Prof. Bugge opregner S. 12—13; dog maa efter min Mening ikke til Krønikens Afvigelser regnes, at den begynder med Yngve, Njord og Frey, thi ogsaa om disse har Tjodolv havt Vers[19]; heller ikke at Krøniken lader Olav Tretelgja dø i Fred, hvorom nedenfor. Prof. Bugge gjenfinder flere af disse Særegenheder i Are frodes eget Slægtregister i Islendingabogen nofn langfeþga Ynglinga ok Breipfirþinga og antager derfor, at Are har skrevet en kort "Ynglingasaga", som Krønikeforf. har benyttet. Der findes nu ikke nogen Beretning om, at Are frode har skrevet om disse ældgamle Tider; heller ikke Snorres Omtale af Ares "konunga ævi i Noriegi ok Danmörk ok sva i Englandi" tyder paa, at Are har behandlet ogsaa de svenske Ynglingekonger; og hele Indholdet af Snorres Fortale synes bestemt at vidne derimod. Snorre nævner først, at "Ynglingaævi" er skrevet efter Tjodolvs Vers og derhos forøget efter frode Mænds Udsagn; derpaa nævner han Skaldene fra Harald haarfagres Tid af og fremhæver som den eneste agtværdige Kilde ved Siden af dem Are frode, der dog ikke kunde stilles dem ganske ved Siden. Are har altsaa skrevet om samme Konger, om hvem Skaldene sang, og skal Snorre staa til troende, har han ikke behandlet tidligere Tider[20]. Jeg har ogsaa før fremhævet som væsentlig Ulighed mellem Are og Krøniken, at denne begynder med Yngve Sviakonge, men Are med Yngve Tyrkekonge, at altsaa Are har fremført en historisk Theori, som Krønikeforfatteren ikke kjender. Prof. Bugge antager det muligt, at Are i det tabte Skrift har havt begge Opfatninger (Yngve som tyrkisk og som svensk Konge), men Krønikeforf. af dem har netop valgt den, som nu ikke længer findes Spor til hos Are. Han mener ogsaa, at i Udtrykket quum primum Swethiæ monarchiam rexisse plurimi astruunt ligger Antydning til forskjellige Fremstillinger. Jeg kan ikke dele denne Opfatning, da jeg maa holde mig til hvad der findes i Kilderne. Capitlet i Krøniken begynder med at fortælle, at vetus prosapia regum Norwegiæ a Swethia sumpsit exordium, altsaa Krønikeforf. skriver om svenske Konger, ikke om tyrkiske; og naar han dernæst efter et Indskud om, at Thrønderne ligeledes stammede fra Sverige, fortsætter: Rex itaque Ingui, quem primum Svethiæ monarchiain rexisse plurimi astruunt, saa kan de "forskjellige Fremstillinger" ikke have berettet om Ingve dels som Sviakonge og dels som Tyrkekonge, men der kan være Tale om, hvorvidt han eller andre var Sveriges ældste Konge. En Illustration til hvad der menes ved "plurimi astruunt" kunde maaske faaes af Flatøbogen. Som Bugge viser (efter Gjessing), stemmer en Slægttavle i Flatøbogen (I. 26) i 2 Punkter ganske med Krønikens Ynglingerække og afviger fra alle andre Kilder. Slægttavlen er skrevet af Presten Magnus Torhallssøn ved Aar 1387. Det rimeligste er da at antage, at han har kjendt ikke Krønikens Kilder, men Krøniken selv, som jo allerede med Snorre (ialfald efter min Mening) havde fundet Vei til Island. Magnus synes forresten at have støbt sin Slægttavle sammen af forskjellige Bestanddele; han har derved kunnet forøge den med 3 Led opover — Bure, som raaded for Tyrkland, Burr og Odin Aasakonungr —, hvorpaa han istedetfor Yngve" sætter en ældre Frey. Der var altsaa nogle, som heller ikke regnede Yngve for den ældste Sviakonge, men gik endnu længer op. Jeg mener derfor fremdeles, at den omtalte Ulighed "frembyder en Kløft mellem Are og Krøniken, som umulig kan fyldes"; og alle de Ligheder, som findes, kan, mener jeg, lettest og naturligst føres tilbage til den fælles Kilde eller fælles Sagn. Naar saaledes begge (Are og Krøniken) begynde Rækken med Ingve, Njord og Frey og længer nede har Rækken Alrek, Agne, antager jeg dette for den oprindelige Orden, som Snorre med sin sædvanlige Kritik har forandret[21]; naar Tilnavnet Vendilkráka af Are og Krøniken tillægges Egil, men af Snorre Ottar, som virkelig faldt paa Vendil, antager jeg ligeledes det sidste for en Kombination af Snorre og mener, at vi ikke med Sikkerhed tør paastaa, at dette underlige Tilnavn, som Snorre forklarer efter sin Vis, netop skulde passe paa Ottar; ligeledes er det kun, hvad vi kan vente os af Snorres fine Smag, at han udelader det utækkelige Tilnavn fretr , ligesom han f. Ex. i Sigurd Jorsalfares Historie udelader den væmmelige Historie om Skjøgen[22]. Prof. Bugge anser det for karakteristisk, at Are og Krøniken begge kalde Halvdan hvitbein "Oplændingekonge"; men derimod kan indvendes, at denne Titel har virkelig tilhørt Kongeætten fra Halvdan hvitbein til Harald haarfagre, som sees kan af Tjodolvs Vers om den unge Harald[23]. At ogsaa Hauks Stykke fører Paaskriften "Af Uplendingakonungum", er da for mig saare naturligt. Prof. Bugge mener, at ogsaa dette Stykke grunder sig paa Optegnelser af Are frode og henviser i saa Henseende til, at Olav Tretelgjas Død berettes som i Krøniken og at Slægtrækken føres ned til Thorstein raud, som faldt i Skotland (ligesom hos Are). Ogsaa her maa jeg modsige Prof. Bugge, da meget taler mod, at Are har skrevet om saa tidlige Begivenheder. Læser jeg Tjodolvs Vers om Olav tretelgja, kan jeg ikke faa anden Mening deri, end at Olav efter sin Død blev brændt ved Søen; derhos maa jeg udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at han kaldes "Svia jöfurr" ɔ: Sviakongen. Denne (efter min Mening egte) Forestilling finder jeg igjen hos Are, som kalder Olav "Svia conungr"[24], og i Krøniken, som siger, at han "plenus dierum obiit i Swethia" — og med "Swethia" kan, saavidt jeg skjønner, ikke menes Værmland, det hørte jo til "Gautland"[25]. Hauk derimod fortæller Sagnet om Olavs Flugt til Værmland og Kongedømme der, som ogsaa Forf. til Egilssaga og Snorre kjender; Hauk lader Olav leve i Værmland "til elli", men ogsaa heri afviger Snorre paa Grund af sin særegne Opfatning at Tjodolvs Vers[26]. Her synes altsaa Kilderne med Bestemthed at vise, at Hauks Stykke er ikke laant fra Are; jeg kan da ikke lægge videre Vægt paa, at det nævntes hos Are, at Torstein Raud faldt paa Katanæs, og i Hauks Stykke, at Thorstein Raudn var jarl i Skotlandi ok fell þar. Det laa dog virkelig nær for enhver Islænding at nævne Slægtskabet mellem Torstein Raud og de øvrige Ynglingekonger. — Forresten er Lighederne mellem Hauks Stykke og Krøniken forsvindende, saa at man snarest maa tro, de ere uafhængige af hinanden.


__________


Efter hvad jeg har søgt at vise, maa Krønikens Fortale staa til Troende, dens Forf. har hverken benyttet nogen tabt Ynglingasaga (af Are) eller Hauks Stykke om Oplændingekongerne. Jeg kan da heller ikke finde det troligt, at Forf. skulde have laant nogle enkelte Bemærkninger fra Odd Snorressøn, som han ellers ikke kjender i Olav Trygvessøns Historie. Prof. Bugge nævner, at Odd og Krøniken i sin korte Beskrivelse "nævne Gautelven som Norges sydligste og Vegistav som den nordligste Grænse, nævne som de 2 Hoveddele Kystlandet og Oplandene, af hvilke Kystlandet inddeles i 4 Hovedlandskaber; begge fremhæve, at Øerne ved Norges Kyst er utallige; men alt dette er faktiske Forhold, som begge kunde kjende uafhængigt". Men stærkere Vægt lægger Prof. Bugge paa, "at den geografiske Oversigt i begge Skrifter indledes ved den Bemærkning, at Landet har faaet sit Navn efter en Konge Nor; det synes ikke rimeligt, at disse Overensstemmelser skulde være tilfældige, saa meget mindre som Eponymen Nor ellers ikke findes nævnt før sent i 14de Aarhundrede". Imidlertid har G. Vigfussøn paavist, at Orknøjarlernes Saga altid har været indledet med Fortællingen om Nor og Gor, det saakaldte "Fundinn Noregr", og det er al Grund til at antage, at Jarlernes Saga ikke er yngre end c. 1200. Sagnet om Nor kunde altsaa godt i Slutningen af 12te Aarhundrede omtales af 2 af hinanden uafhængige Forfattere. At indlede Norges Beskrivelse med Etymologien "Noregr af Nor", kunde vel ogsaa 2 Forfattere finde paa uafhængigt af hinanden; jeg ser ialfald, at ogsaa Peder Claussøn har begyndt dermed, uagtet man vel tør paastaa, at han hverken har kjendt Odd eller Krøniken. — Prof. Bugge har ogsaa ment, at Krønikens Beretning, at der under Harald haarfagre herskede Underkonger paa Oplandene "quasi sub eius dominio", er en Misforstaaelse af Odds Beretning om, at der efter Haralds Tid var Underkonger paa Oplandene. Ogsaa dette forekommer mig lidet troligt. Thi selv om man ikke antog Munchs Mening, at Krønikeforf. mente Haralds egne Sønner og altsaa kun havde udtrykt sig unøiagtigt — hvorpaa Prof. Bugge har givet flere Exempler fra Krøniken — er det dog ikke Mangel paa Antydninger til, at Ynglingekongernes Underkonger paa Oplandene ogsaa under Harald haarfagre fik beholde sin Kongetitel; ialfald nævner Snorre leilighedsvis under Kong Harald en Kong Eystein paa Hedemarken, hvis Datter Kongen ægtede; i Olavssagaen lader han ham være Jarl paa Hedemarken og i Vestfold[27]. Man ser altsaa heraf, at ogsaa Snorre kjendte Sagn om Underkonger paa Oplandene, men han har rimeligvis med Vilje udeladt denne Kongetitel af den senere Bearbeidelse, fordi han ved nærmere Betragtning fandt, at Titelen ikke passede med hans egen Fremstilling af Haralds Statssystem. Efter hvad ovenfor er sagt om Krønikens mundtlige Kilder, kan jeg heller ikke med Prof. Bugge antage blandt dens Kilder en nu tabt Saga om Olav den hellige. Rigtignok har Prof. Bugge paavist Lighed i et enkelt Udtryk mellem Krøniken og den legendariske Olavssaga, saa at det var tænkeligt, at denne Saga hvilede paa en endnu ældre Bearbeidelse, som Krønikeforf. har benyttet. Krøniken beretter nemlig, at Kong Knut og Edmund kjæmpede i 5 Slag paa 9 Maaneder, medens Sagaen siger, at de holdt 5 Slag i 1 Maaned. Prof. Bugge antager da, at "Krønikeforf. har enten læst nio for eino eller ogsaa ved Hukommelsesfeil sat hint for dette. Hvis vi skal se hen til Historien, saa er det rigtigt, at Kongerne holdt 5 Slag, men Tidsrummet 1 Maaned og 9 Maaneder er lige urigtige. Det kan altsaa ikke med Sikkerhed paavises, hvilket af disse Udtryk er det oprindeligste, og da allerede Ottar svarte omtaler de 5 Slag (Knytlingasaga Cap. 10. 12), kunde det hænde sig, at Krønikeforf. havde ligesaa nær Adgang til Originalen som Forf. til den formodede tabte Saga, om hvis Tilværelse ellers intet vides.

Jeg slutter denne korte Undersøgelse med et Resumé af dens Paastande:

1) Den saakaldte "Historia Norvegiæ" er et Arbeide fra Slutningen af 12te Aarh. og har været benyttet af Forfatteren til Sagasamlingen "Aagrip".

2) Krønikens Forfatter har været en norsk Klerk, maaske fra Oplandene.

3) Forfatteren har ikke benyttet skriftlige Kilder, specielt ikke Ares Skrifter, ikke Odd Snorressøn eller nogen Saga om Olav den hellige.

4) Forfatteren har benyttet mundtlige Beretninger, der tildels have hvilet paa Viser af Tjodolv fra Hvin, Hallfred Vandrædaskald og Ottar svarte.


Christiania Novbr. 1873.


Fodnoter

  1. Hsk. S. 211, 23.
  2. Hsk. S. 21231.
  3. Flatøbogen II. S. 522.
  4. Scrr. r. Dan. V. S. 322.
  5. se Vigfussons & Maurers Fornsögur S. 206.
  6. i Olav d. helliges Saga i Heimskringla.
  7. Paa dette Sted i Aagrip læses Gunhild, men det er kun Skrivfeil i vort Haandskrift; det sees bedst af Morkinskinna og de andre Kilder, som har afskrevet Aagrip.
  8. Scrr. r.Dan. V. S. 324.
  9. Ol. S. h. h. Cap. 104 og Homliebogen S. 150, 19.
  10. Fagrsk. Cap. 26; Snorre, som følger mere med sin Tid, bruger paa tilsvarende Sted (S. 666) hertogi afvexlende med jarl.
  11. Homiliebogen S. 67, 18.
  12. efter Tjodrek: mercator.
  13. Aarbøger f. n. O. 1871. S. 417.
  14. Guttorm og Gorm er jo samme Navn; det synes mig da klart, at her foreligger Brug af forskjellige Kilder.
  15. Maa være Skrivfeil for hlaþaiarl, thi paa tilsvarende Sted i Fagrskinna (Cap. 37, S. 31) staar: Dottir Haralds hins hárfagra var Olof árbot, er átti þórir þegjandi á Mori, ok þar var jarl, þeirra dottir var Bergliot, er átti Sigurðr hladajarl.
  16. Se ovenfor S. 129, Note.
  17. Mon ikke Forfatteren har studeret iTydskland? Han benytter ialfald Leiligheden til at vise, at han forstaar Tydsk: Pape uero propter albas vestes quibus ut clerici induebantur vocati sunt, unde in theutonica linguaomnes clerici Pape dicuntur.
  18. Jeg har i min Afhandling i Aarb. 1871 (S. 422 og 23) udtrykt mig noget unøiagtigt, men min Mening har som Bugge bemærker været, at Tjodolvs Vers og de Sagn, som derom i Tidens Løb havde dannet sig, har været Krønikens Kilde.
  19. Se Hist. Tidsskr. H. S. 59.
  20. Jeg har ogsaa i mit Prisskrift søgt at vise, at han har skrevet om Kongerne fra Harald haarfagre til Magnus den gode (se "om Snorre Sturlassons Historieskrivning", S. 16).
  21. sml. Om Snorres Historieskrivning S. 105—7.
  22. sml. Om Snorres Historieskrivning S. 190. 219.
  23. Flatøbogen I. 367: Nam minnigr — marga speki — af gömlum mönnum, — sa er gull midladi. Var astudigr—ollu foiki — Upplanda gramr — af ørleik sinum.
  24. Indl. til Islendingbok, se Isl. Sögur I. S. 3.
  25. Krønikeforf. nævner som Norges Grænselandskaber mod Øst: Swethia, Gautonia, Angaria o. s. v,, altsaa han gjør — som Nordmænd overhovedet — Forskjel paa Svitjod og Gautland.
  26. Se herom "Om Snorres Historieskrivning" S. 110.
  27. OL S. Cap. 1.