Zeni’ernes Reiser i Norden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Japetus Steenstrup (1813-1897)

Zeni’ernes Reiser I Norden

Kritisk Fremstilling af det sidste Tiaars vigtige Bidrag
til Forstaaelsen af Venetianerne Zeni's Ophold i Norden
og Reiser i dette mellem Aarene 1390 og 1405.

Af Japetus Steenstrup

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab

Kjøbenhavn
1883

De venetianske brødrene Nicolò og Antonio Zenos mangeårige opphold i 1380-årene på en øy de ga navnet "Frisland", med den detaljerte beretningen og kartet over øya som ble publisert på midten av 1500-tallet, satte fantasien og ikke minst den lærde debatten i sving fra første stund. I dag vet man at øya aldri har eksistert. Frisland er en såkalt fantomøy i havområdet sør for Island som oppsto på det nevnte kartet fra 1558. Øya ble inkludert i mange kart i det følgende århundret, blant annet av den store matematikeren og kartografen Gerardus Mercator (1512 - 1594), på hans innflytelsesrike verdenskart fra 1569, der Frisland ble kopiert fra Zeno-kartet og tegnet inn. Etter hvert som nordområdene ble grundigere kartlagt oppdaget man at øya ikke hadde rot i virkeligheten.

På 1500-tallet var skildringer av oppdagelsesferder svært populært. Inn i denne genren publiserte italieneren Nicolò Zeno d.y. en samling detaljerte reiseskildringer under tittelen "Della Scoprimento" (1558). Her blir det fortalt om to venetianske brødre, Nicolò den eldre og Antonio Zeno, og oppdagelsene de gjorde vest i Nord-Atlanteren i 1380-årene, som etterkommeren Nicolò hevdet at han hadde funnet på et loft, i form av en samling brev. Her blir det i detalj berettet om hvordan de to brødrene to hundre år tidligere hadde oppdaget en øy i havområdet sør for Island som de ga navnet Frisland, etter et skipbrudd under en kraftig storm. Sammen med brevene fant han et sammenrullet kart som i detalj viser geografien på øya.

Rundt omkring på den rektangulære øya er det avtegnet små og store byer, alle med italiensk-klingende navn som Forlanda og Sorand. Under oppholdet på Frisland skal brødrene ha møtt en latinsktalende prins ved navn Zichmni, som til gjengjeld var "glad" for at brødrene var italienske. Det ender med at prinsen slår Nicolò til ridder.

Helt inn i nyere tid har Zeno-brødrene blitt sett på som betydningsfulle oppdagere. Selv etter at det ble fastslått at Frisland aldri hadde eksistert fortsatte debatten med uforminsket styrke.

Spørsmålet ble da, nå når det var slått fast at Frisland likevel ikke fantes: hvor hadde Zeno-brødrene egentlig kommet i land? Orknøyene og Færøyene var blant kandidatene, og selvsagt Island. Også det eiendommelige landområdet "Engrouenland" ble debattert, et navn som syntes å peke henimot Grønland. Frisland og Engrouenland er da også viet plass i trebindsverket Grønlands historiske mindesmærker, særlig i kapittelet Brødrene Zenos reiser (CCR/FM).

Moderne historikere mener å ha slått fast at Nicolò Zeno d.y.’s beretning inkl. Frisland-kartet ble skrevet som en bevisst svindel, slik det finnes flere eksempler på, bl.a. det såkalte Vinlandskartet. Mistanken om et bevisst falskneri meldte seg allerede midt på 1800-tallet, noe også Japetus Steenstrup kjente til og behandler i sin avhandling. Her imøtegår han kritikerne av Zeno-beretningen og Zeno-kartet.

I denne avhandlingen inntar Japetus Steenstrup en for sin tid ganske usedvanlig kritisk holdning til Frislandkartet og Zeno-brødrenes beretning. Dette kommer til uttrykk i artikkelens sluttord, hvor forfatteren skriver at å trekke den konklusjon at Zeno-brødrene virkelig hadde vært så langt mot nord "vilde, efter min Mening, være i høi Grad uvidenskabeligt." Samtidig argumenterer han som nevnt for Zeno-beretningens ekthet: "Vi maae stærkt holde fast paa, at idetmindste den Mand, man sædvanlig tillægger denne Rolle, Nicolò Zeno jun., har faaet det dobbelte Lovord af Landsmænd og Samtidige, at han var anseet for en dygtig Historiker og Geograf og en ærlig Mand uden al Svig. Derfor er det dobbelt uretfærdigt, naar man saa ofte, blot fordi man uheldigvis ikke selv har kunnet hitte ud af Reiseberetningerne eller af Kaartet, strax har været parat til at anklage ham snart for bestemte forsætlige Bedragerier, snart for at have rakt Haanden til saadanne..."

"Zeni’ernes Reiser i Norden" er således en avhandling av historisk interesse på flere plan: både fordi den gir et godt tidsbilde av tidligere tiders til dels heftige debatt rundt emnet, og også fordi den bringer inn en sunn skepsis, for ikke å si en relativ kritisk holdning til Zeno-brødrenes beretning fra sitt skipbrudd i nordlige og ukjente egner. For den som interesserer seg for historiske kart (gjerne fiktive!) er Frisland et absolutt "must".

Til slutt en anmerkning angående skrivemåten av Zeno-navnet: Den alminnelige formen også i dag er ofte Zeno som etternavn når det gjelder den enkelte av brødrene, mens Zeni blir brukt i flertallsform for Zeni-brødrene, men slett ikke alltid. Så inkonsekvent det enn kan virke er det denne skrivemåten som er brukt av Japetus Steenstrup og som blir brukt her.

© Knut Rage, Heimskringla, 2020.

Zeni-brødrene og "Frislanda"

Rich. Henr. Major: The Voyages of the Venetian Brothers, Nicolò et Antonio Zeno to the Northern Seas, in the XlVth Century, comprising the latest known accounts of The Lost Colony of Greenland; and of The Northmen in America before Columbus. Translated and edited, with Notes and an Introduction, by R. H. M. etc. London: Printed for The Hakluyt Society. 1873. 8vo.

Frederik Krarup: Zeniernes Reise til Norden, et Tolknings-Forsøg af F. K. Med to Kaart. Kjøbenhavn. 1878. 8vo. 32 S. (I Hovedsagen et Særtryk, med engelske Theses, af det Kongl. Danske Geografiske Selskabs Tidsskrift. 4to. II. S. 145 54).

C. Irminger: Zeno's Frislanda is Iceland, and not the Færoes. By Admiral Irminger (With Map and Diagram). (From the Journal of the Royal Geographical Society. 1879). 1880. 8vo. 14 S.

R. H. Major: Zeno's Frislanda is not Iceland, but the Faroes; an Answer to Admiral Irminger, by R. H. M. (Secretary to the Royal Geographical Society). 9 S. (From the Journ. R. Geogr. Society. London. 1879). 1880. London.

__________

Nicolò Zeno avbildet på en medalje. Panteon Veneto; Istituto Veneto di Scienze, Lettere ed Arti.

Der er i de seneste Aartier bleven udfoldet en aldrig før kjendt Iver og Villieskraft for at bringe fuldere Lys over Nordens Natur- og Kulturforhold, og et velfortjent Held har fulgt disse Bestræbelser; men samtidigen har man dog heller ikke forsømt ad historisk Vei at klare sig, hvorledes flere Aarhundreder tilbage i Tiden dette Norden i dets store Træk stillede sig for Datidens Søfarende eller dens dannede Verden. I alt Fald synes mig de fire i Overskrifters nævnte Afhandlinger at give et baade glædeligt og livligt Vidnesbyrd herom fra det sidste Tiaar.

Hver paa sin Vis søge de nemlig at kaste Lys ind over et besynderligt og gaadefuldt Billede fra Slutningen af det fjortende Aarhundrede, der dog først efter Midten af det sextende Aarhundrede oprulledes for den noget forbausede Læseverden. Thi det var nemlig først 1558 — altsaa midt i et Aarhundrede, der endnu bragte store geografiske Opdagelser, — at denne modtog den trykte Beretning om Brødrene Nicolò og Antonio Zeni's fleraarige Ophold i Norden, deres mellem Aarene 1390 og 1405 foregivne eller virkelige Reiser op i dettes nordligste Egne og deres Skildringer af Livet der. Ved et Bogen medgivet Kaart — til lettere Forstaaelse af det Skildrede, som det udtrykkelig deri hedder — fandt Læserne sig endog stillede lige over for et Billede af det nordlige Atlanterhav og Nordsøen, der udstyrede disse Have med et sandt Overmaal af Lande og Øer, ja endog, som det syntes, — med Flige af den "nye Verden".

Just dette Overmaal især af Øer var det, der allerede dengang, men langt mere i senere Tider, da Kjendskabet til Norden blev større, og lige op til Nutiden satte den Fagkyndige, han maatte være Historiker, Geograf eller Søfarer, i en Forlegenhed, som syntes uudredelig. Forlegenheden var allerede stor nok paa Grund af den Beliggenhed, mange af Øerne og Landene havde faaet paa Kaartet, og den forøgedes i en ikke ringe Grad ved de ikke blot ukjendte, men ukjendelige eller dog besynderlige Benævnelser, hvorunder mange af dem traadte op, og til disse, ligesom til de mange enkelte Stedbenævnelser, tyede man dog uvilkaarligen og til alle Tider hen, for at søge Vink til Forstaaelsen — rigtignok hidtil som oftest uden Nytte.

At imidlertid Stednavnene let kunde have faaet et for de Allerfleste fremmedt Udseende, var af gode Grunde ikke saa uforstaaeligt. Brødrene Zeni vare jo Sydboere — de vare som bekjendt høit ansete Patricier fra Venedig —, og intet er naturligere, end at selv almindeligere kjendte nordiske Navne, ved at gaae igjennem Venetianernes Øren og Penne, bleve omklædte i en Dragt, hvori de vanskelig nok kunde gjenkjendes, eller som rent ud gjorde dem ukjendelige. I denne Henseende maa jeg allerede her erindre Læserne om, at den os foreliggende Reiseberetning angiver at støtte sig paa Breve, nemlig først fra Nicolò Zeno til Broderen Antonio Z. , og senere, efter at Nicolò havde kaldt Antonio over til sig, da fra Denne til den yngre Broder Carlo Z. i Hjemmet. Men foruden slige Kilder til Navnenes Ukjendelighed maa vi ogsaa andensteds fra erindre os den af mange Reisende brugte Fremgangsmaade, i visse Tilfælde at støbe Stednavnene i Former efter eget vilkaarlige Tykke og ofte efter Hjemmets Egne, og at slige Navne, naar Motiverne til dem ikke ere Eftertiden fuldt kjendte, kunne ofte blive endnu mere fremmede og uforstaaelige, end selv de ved Udtalen og Nedskrivningen mest forvanskede.

I de mange Tilfælde, hvori Benævnelserne ikke kunde lede paa ret Vei, blev det følgelig kun Omridset af Øerne og Landene, deres Beliggenhed til hinanden indbyrdes, samt deres Afstand fra andre, erkjendelige Punkter, der ventedes at kunne afgive et nogenlunde brugbart Hjælpemiddel til Dannelsen af et Skjøn om, hvad Kaartet mente med denne eller hin Gruppe, og hvorledes den ene eller den anden af de Benævnelser, hvorom der var saa stærk en Tvivl, derefter maatte være at forstaae. dette vil man let nok indsee.

Paa denne Vei har man da ogsaa til alle Tider ivrig nok slaaet ind, og ad denne har man paa mange Maader søgt at trænge fremad, men ikke med det forønskede Held. For at redde sig ud af den store Forlegenhed, som især Kaartets Overtal af Lande og Øer beredte de Kyndige, see vi derfor Enkelte af disse tye til den vist nok meget farlige Udvei at antage, at mange af de paa Kaartet optagne Lande eller Øgrupper, som ikke lode sig bringe i Harmoni med de senere Aarhundreders Kaart over den samme Del af Verden, turde ved Jordrevolutioner være sunkne ned under Havet og altsaa være forsvundne siden Tiden omtrent 1400. Af denne Anskuelse var saaledes henimod Slutningen af forrige Aarhundrede Capt. Cooks berømte Ledsager, Prof. Joh. Reinh. Forster og i Begyndelsen af dette Aarhundrede den af sine fortræffelige Commentarer over Zeniernes Reiser og andre ældre Kaart-Arbeider noksom bekjendte Geograf og Historiker, Cardinal Pl. Zurla (1808) . dette var maaskee i den trykkende Forlegenhed et saa meget naturligere Skridt, som jo i 14de og 15de Aarhundrede de vulkanske Udbrud paa Atlanterhavets største Island havde været saa hvppige og stærke. Om man end ikke vidste, at Traditioner, optagne i de islandske Annaler , lade just i Slutningen af I4de Aarhundrede det halve Reykianæs pludselig synke ned i Havet, saa havde man dog Efterretning om lignende, men mindre Begivenheder af samme Art, og den i Rom 1507 ved Joann. Ruysch foranstaltede Udgave af "Ptolomæi Cosmographia" bar en for denne Anskuelse meget talende Legende paa dens kobberstukne Kaart over Norden. Ved en Ø, liggende Vest ud for Island, omtrent midt imellem denne og den grønlandske Kyst, altsaa svarende vel til Gunbjørnsskjærenes Beliggenhed, staaer der: "insula hæc anno D. 1456 fuit totaliter combusta"; — en Efterretning, som altsaa her findes opbevaret ikke fuldt et halvt Aarhundrede efter Begivenheden, og som helt naturlig kan støtte sig paa umiddelbar Iagttagelse fra de da allerede i fuld Gang værende Fiskerier ved Islands Vestkyst, fornemlig Hollændernes. En slig Skjæbne, tænkte man sig forresten, havde ikke alene ramt Kaartets anseelige Ø "Icaria", men ogsaa Zenier´nes største, næsten midt i Atlanterhavet liggende Frisland, og det uagtet den i Beretningen antydes at være fuldt ud af Irlands Størrelse, noget som Kaartet selv ikke modsiger.

__________

"FrisIanda" har imidlertid for os og vore Forskninger en ganske anden Interesse end blot den, at være en meget stor Ø. Det var ifølge Reiseberetningen Navnet paa det Øland, ind imod hvis Kyster Nicolò Zeno efter flere Dages Storm og Uveir var bleven forslaget, da han i Aaret 1390 eller 1391 paa et selvudrustet Skib søgte at naae til England og Holland. Det var her, han da led et fuldstændigt Skibbrud og i sin skibbrudne Tilstand fandt Beskyttelse imod de truende og voldsomme Beboere samt Gjæstfrihed for sig og sine Folk hos en kjæk og daadkraftig Adelsmand og Høvding ved Navn Zichmni, i hvis Tjeneste han kort efter traadte og til sin Død forblev. Zichmnis Yndest og Tillid havde Nicolò vundet ved sin Uforfærdethed og Sømandsdygtighed; paa disse Egenskaber havde han noksom givet Zichmni Bevis, da han med sine venetianske Søfolk, Aaret efter sin egen Stranding, reddede fra Skibbrud den hele lille Flotille at 13 Skibe, som Zichmni havde udsendt for at underlægge sig nogle af de nærmeste Øer.

Denne Zichmnis Besiddelser betegnes i Beretningen som et Par smaa, men meget frugtbare Øer ved Navn "Porlanda" liggende i Nærheden af "Frislanda", imod dennes sydlige (?) Side; men desuden førte han Herredømmet over "Sorant", oppe mod det fastere Land, og navnlig imod et Landskab, som i Reiseberetningen kaldes "Scotia". dette Territorium "Sorant" (eller maaskee rettere: "Strant"?) tillægger Beretningens, i vore Øren maaskee vel svulmende, men i alt Fald for Tiden og Forholdene vistnok i det Hele ret betegnende Sprog Betydningen af et "Hertugdømme" (duchea) , dets Hersker eller Styrer selv Navn af Fyrste (principe). I "Frislanda" virkede Nicolò Z. som Befalingsmand over Zichmnis Skibe og disses Krigsfolk, dels ene, dels i Forening med sin Broder Antonio Z., som han faa Aar efter sin Ankomst, ja maaskee allerede Aaret etter denne, havde indkaldt til sig, og som ved Nicolò's fire Aar senere indtrufne Død overtog Broderens Stilling hos Zichmni. Fra "Frislanda" udgik efter Beretningen disse Brødre og Zichmni paa forskjellige Expeditioner, og vil man følge dem paa disse, kommer man stedse, om end sommetider ad noget eventyrlige Veie, atter tilbage til "Frislanda", hvor Antonio, efter hvad der meddeles, i det Hele tilbragte 14 Aar. — Netop dette nordiske Landskab "Frislanda" er altsaa paa en Maade Udgangspunktet for de forskjellige Togter og Reiser og Midtpunktet for de ret interessante Begivenheder, som Reiseberetningen omfatter, og det bliver da ganske naturligt, om i de talrige Undersøgelser, som en senere Tid, ei helt Aarhundrede igjennem, har anstillet over Zeniernes Beretninger og Kaart, netop det betragtes som Hovednøglen til Forstaaelsen af alt det Øvrige, at komme til en rigtig Erkjendelse af: hvad og hvor "Frislanda" " var?

Til dette Maal finde vi selvfølgelig ogsaa, at de fire Afhandlinger, der ere Gjenstand for denne Fremstilling, have efter bedste Evne stræbt at naae, og man maa indrømme deres Forfattere, at de, hver for sig, i aldeles utvetydige Udtryk besvare hint Spørgsmaal; men Besvarelsen gaaer rigtignok i saa stik modsatte Retninger, som det vel er tænkeligt!

For ingen af dem er dette "Frislanda", navnlig som det fremstilles paa Zeniernes Kaartblad over Atlanterhavet, et Land, der er forsvundet, saaledes som vi ovenfor have berørt, at selv dygtige Mænd snarest tænkte sig det. De synes ikke engang at have skjænket denne Antagelse en ret alvorlig Tanke; men om de med fuld Ret have undladt dette, kan først senere vise sig.

I kras Modsætning hertil lyder just Hr. Archiv-Assistent, cand. mag. F. Krarups Udtalelse (ligesom fordum nogle af Forgængernes): "Frislanda" har aldrig været til ("The island Frislanda in the Atlantic ocean never existed", S. 82).

Mr. Major, Secretæren i det geografiske Selskab i London, udvikler derimod vidtløftigen, at "Frislanda" gjengiver Færøerne og intet Andet.

Og da Admiral Irminger bestemt hævder, som Titlen paa hans Indlæg viser: "Frislanda"*' er Island og ikke Færøerne ("Zeno´s Frislanda is Iceland and not the Færoes") - er Mr. Major's Gjensvar ligesaa bestemt: "Zeno´s Frislanda is not Iceland, but the Færoes".

For at kunne forstaae, hvorledes Drøftelsen af dette Hovedspørgsmaal mellem Mænd, der vise, at de have alvorlig stræbt at finde Sandheden, kunne føre til saa afvigende Domme, er det fremfor alt nødvendigt i største Korthed at gjenkalde sig Hovedtrækkene af den Vanskjæbne, som Reiseberetningerne og Kaartet have været underkastede, ifølge de eiendommelige Oplysninger, som Bogen, da den i 1558 udkom, selv bragte derom.

Hverken Kaartet eller Beretningerne foreligge i den oprindelige Skikkelse. De bleve først offenliggjorte i 1558, fulde halvandet Hundrede Aar efter de Reisendes Død, og nærmest, som det almindeligen, men neppe rigtigen antages, ved særlig Medhjælp af en dalevende Slægtning af det i femte Led, Nicolò Zeno jun., en Søn af Antonio Zeno Sønnesøns Sønnesøn, og Grundlaget for begge angives at have været gamle længstforglemte Papirer i Familiens Archiv — dog af dobbelt Art og Beskaffenhed, hvorfor de ogsaa have lidt en ulige Behandling.

Kaartet støtter sig saaledes paa et mellem slige gamle Sager forefundet Kaart, der rigtignok var gammelt og mørsk og ikke overalt tydeligt, men hvilket denne yngre Nicolò Z., eller snarere et ældre Medlem af Familien, copierede saa omhyggelig som muligt, og selv troede han nok at kunne give sig det Skudsmaal, at Copieringen var lykkedes ham temmelig vel; og hertil vil jeg strax føie, at der er Træk paa det os nu foreliggende Kaart, som tyde hen paa en stor Omhu ved Gjengivelsen af, hvad der forelaae.

Zeno-kartet fra 1558. Gjengitt etter Henrich Peter von Eggers, "Priisskrift om Grønlands Østerbygds sande Beliggenhed" (1793). Commons.

Reiseberetningernes Historie er derimod en ganske anden; de grunde sig, som det nylig berørtes, paa Breve fra Nicolò til Broderen Antonio, og, efterat Nicolò havde kaldt Antonio over til sig i "Frislanda", da fra denne til den yngre Broder Carlo i Hjemmet — Breve, hvis historiske eller videnskabelige Betydning Familien meget tidligen maa have glemt, hvis den nogensinde har været ret bekjendt dermed i de allerførste Generationer derefter. Herom synes der nemlig ikke at foreligge bestemt Vidnesbyrd. Men en kortere eller længere Forglemmelse af Papirer om slige ældre Begivenheder i Familien er i alt Fald aldeles ikke utænkelig, især da Reiserne jo ikke have været Opdagelsesreiser, eller have givet sig ud derfor. Nicolò Zeno den ældre, der begyndte dem, gik jo nemlig kun bort med et Skib, han selv havde udrustet, for paa en Søreise til England eller Holland at forfriske sig efter en fleraarig anstrængende Virken, som han i høit betroede Tillidsposter havde udfoldet i Republikens Tjeneste. En saadan Forglemmelse af de gamle Brevpapirers Værd maatte imidlertid let og naturligen have til Følge, at der ingen særlig Omhu blev udvist for deres Opbevaring. Om en stor Vanrøgt vidner da ogsaa tilstrækkeligen den bittre Anklage, som det Medlem af Familien, der har været de nu foreliggende Reiseberetningers Affatter, men som etter min Mening har levet mindst et Par Generationer forud tor den Nicolò Z. junior, der almindeligen bærer Skylden herfor, i Slutningen af Beretningen fører imod sig selv.

Som Dreng havde han nemlig fundet fri Adgang til Archivets Papirer, og da, siger han, behandlede han dem paa Drengeviis og havde revet de fleste af dem i Stykker, saa at der kun blev Stumper af dem tilbage. Af saadanne Brudstykker og rimeligvis ogsaa af hvad han iøvrigt havde erindret sig at de ødelagte Papirer, havde han senere søgt at sammenstille den korte Beretning, som nu foreligger os i den lille Bog: Dello scoprimento dell´ Isole Frislanda, Edanda, Engroueland , Estotilanda et Icaria, fatto per due fratelli Zeni M. Nicolò il Caualiere, et M. Antonio. Libro Uno, col disegno di dette Isole. In Venetia. Per Francesco MDLVIII. Beretningen er her trykt sammen med Beretningen om en Gesandtskabsreise, som et andet Medlem af denne berømte Familie, Caterino Zeno, havde foretaget til Persien, og paa det fælleds Titelblad for hele Bogen ere de ovennævnte Ord: fatto per due fratelli Zeni udvidede til: fatto sotto il Polo Artico da due fratelli Zeniu, og om Kaartet hedder det: Con un disegno particolare di'tutte le dette parte di Tramontana da lor scoperto, hvilke Tilføininger synes at antyde, at Fælledstitlen ligesom vil gjøre noget mere Væsen af Brødrenes Reise, end dennes egen Titel eller Overskrift.

Som det vil sees, fører Bogen paa sit Titelblad hverken Nicolò Zeno's jun.s Navn eller nogen anden af Zeniernes, men alene Udgiverens eller Forlæggerens Francesco Marcolini's, og denne har ogsaa alene skrevet Dedicationen af Bogen til Daniel Barbaro, Patriarch i Aqvilegia og om ikke af Familie med Zen´erne, saa dog i venskabelig Forbindelse med nogle af disse. Alligevel kan det paa enkelte Steder af Texten sees, hvor der pludseligen tales i første Person, og den Talende synes kun at kunne være et Medlem af Familien Zeno, at En eller Anden af Familien har havt en væsentlig Del i Affattelsen, ligesom et senere Led af Familien vel ogsaa maa have tilladt og begunstiget Offentliggjørelsen. Hvor liden eller hvor stor den Rolle har været, som en saadan Affatter har spillet? hvor langt han i Affattelsen maatte være gaaet udenfor det strængt Forefundne? om han maaskee mere vilkaarligen har ordnet noget paa dettes Sammenhæng, være sig enten paa Stykkernes Forhold indbyrdes eller paa deres Forhold til de forefundne Kaarttegninger, eller endeligen paa disses Indordning paa Kaartbladet, eller maaskee blot paa dettes Navne, for derved at gjøre en eller anden, efter hans eller Datidens Kundskaber formodet Sammenhæng af det Hele mere anskuelig? — alt dette er os ubekjendt og vil sagtens længe blive det. Om et af Afsnittene i Texten udtales det imidlertid ligefrem , at man har omsat Brevets gammeldags Udtryk med nyere, hvilket kan vække allehaande betænkelige Tvivl, om ikke lignende Omsætninger ere skete paa andre Steder.

Mig forekommer det alligevel, som om nu dette Mørke var ligesom ved at tabe sig noget.

Saa meget bør nemlig af Dokumenternes høist ulige Skjæbne nu staae os fuldstændig klart, at Kaartet, som en Kopie, der menes omhyggelig udført og nogenlunde vellykket, og i hvis Gjengivelse ved Træsnittet der umiskjendeligen ligger Vidnesbyrd om megen Troskab, ikke kan have lidt paa samme vilkaarlige Mande eller i samme Omfang som Texten. Derfor maa Kaartet som historisk Kilde i alle Tvivlstilfælde, naar der synes at være Uoverensstemmelse mellem dette og Texten, ganske sikkert have en stor Forrang fremfor denne. Indenfor selve Textens Dele eller Partier turde man dernæst have at skjelne, mellem hvad der blives efter et enkelt og mere sammenhængende Brev, f. Ex. den ældre Nicolò's Brev, saavidt man kan skjønne, og hvad der røber sig at være af sammenstykkede Breve. Det er i høi Grad at beklage, at dette Misforhold i Betydningen af Text og Kaart ikke hidtil har været tilstrækkelig indseet, eller snarere: har været aldeles overseet; vi vilde ellers have været langt videre i Forstaaelsen af Zeniernes Reiser, end vi nu ere.

Men dernæst bør ogsaa et andet Forhold staae mere klart for os; vi maae være anderledes vaersomme i vor Opfattelse og Bedømmelse af den Rolle, som Nicolò Zeno jun. eller en anden Zeno blandt hans Forgængere, muligen eller sandsynligen maa have spillet som Sammenstiller af de efterladte Papirer og deres Brudstykker, eller endog som Ordner af de enkelte Landskabs- eller Øgrupper paa Kaartbladet. Vi maae stærkt holde fast paa, at idetmindste den Mand, man sædvanlig tillægger denne Rolle, Nicolò Zeno jun., har faaet det dobbelte Lovord af Landsmænd og Samtidige, at han var anseet for en dygtig Historiker og Geograf og en ærlig Mand uden al Svig. Derfor er det dobbelt uretfærdigt, naar man saa ofte, blot fordi man uheldigvis ikke selv har kunnet hitte ud af Reiseberetningerne eller af Kaartet, strax har været parat til at anklage ham snart for bestemte forsætlige Bedragerier, snart for at have rakt Haanden til saadanne — Allerede i nærværende Fremstilling tør det maaskee vise sig, hvor ubillig og overilet man har været i sine Sigtelser i disse Retninger, samt at vi først nu ere selv komne ind paa den rette Vei til Forstaaelsen, og at det for en god Del ikke har været uden Skyld fra vor egen Side, at Forstaaelsen kommer saa silde. — Men hvad enten det nu har været Nicolò Z. jun. eller, som jeg troer, et meget tidligere Led af Familien, der har været den ordnende, og som altsaa med de utilstrækkelige Kundskaber og Hjælpemidler, der stode ham og Datiden til Raadighed, har stræbt at bringe en Sammenhæng; i de ham aldeles fremmede Forhold, som Papirbrudstykkerne og Kaartbladets Elementer behandlede, saa har man aabenbart hidtil i sin Bedømmelse ikke havt et rkitigt Øie for det, der har været det naturligste og sandsynligste af Alt, nemlig den store Vaande, hvori dengang en saadan Ordner eller Affatter visselig maa have befundet sig! For Vaandens Størrelse kjender jeg egentlig ikke nogen naturligere Maalestok end Summen at alt det Hovedbrud, som det nu i 3/4 Aarhundrede har kostet Zeniernes Commentatorer for igjen at finde ud af den Sammenhæng, som hin Affatter maaskee delvis gissede sig til, og som rimelig nok ogsaa først under hans Haand fæstnedes med flere af de Hovedtræk, hvori Bogen nu har den. Hvad der under en saadan Situation kan forekomme baade dygtige og sandhedsøgende Mænd ikke blot som naturligt, men som saa sikkert, at de ikke have været istand til at see noget Rigtigt, uden just i det af dem selv udtænkte - netop dette atspeiler sig saa usædvanlig klart i selve den store Litteratur om Emnet. Har ikke den "Sammenhæng", som Commentatorerne af Zeniernes Reiser have ment at finde imellem det Skildrede og det paa Kaartet Fremstillede, eller mellem dette og det virkelig Kjendte, uagtet de langt andre Kundskaber og Hjælpemidler, der stode dem og deres Tid til Raadighed, mange Gange været af en saa halsbrækkende Art, at man maa studse over den? Og hvortil vilde denne i deres Mening "naturlige Sammenhæng" vel have ledet dem, dersom det havde været dem, der oprindeligen skulde have ordnet og sammenstillet de løse og ufuldstændige Stykker, ikke blot Textens, men maaskee ogsaa Kaartets? Thi at den store Familie af Lande og Øer, der huses indenfor Kaartbladets Ramme, ogsaa bestaaer af "sammenbragte Børn", det røbe tydeligen disse Børns ulige Physiognomier og Paaklædninger, det vil især sige: deres ulige Udstyr med Stednavne.

Derfor bør alle graverende Beskyldninger forstumme, i alt Fald indtil det kan paavises, hvori Forseelserne egentligen have bestaaet. De utidige Sigtelser have hidtil kun gjort Undersøgelserne vanskeligere og kun fremmet større Vilkaarlighed i Slutningerne.

Disse Bemærkninger maatte gaae forud, for at Meget af det Efterfølgende ikke skulde blive uforstaaeligt for Læserne. For alt det Øvrige, der vedkommer den store Zeni-Litteratur, forsaavidt jeg da ikke senere maatte paa eet eller andet Sted blive nødt til at drage det frem, henviser jeg alle nordiske Læsere til de Bedømmelser at Zeniernes Reiser, vi skylde tre af vore Landsmænd, v. Eggers 1792 Zahrtmann, 1833 og Bredsdorff, 1845. Hos de to sidstnævnte vil ogsaa den fremmede Literatur til Emnet være baade anført og drøftet, og hos den sidste findes tillige en fuldstændig og god Oversættelse af den oprindelige italienske Text. Det er tre Afhandlinger, hvis Forfattere have seet paa Zeniernes Reiser under meget ulige Synsvinkler, men som hver fra sit Standpunkt og til sin Tid har leveret Indlæg i Sagen, der for deres Dygtighed have vundet fortjent og almindelig Anerkjendelse og ere oversatte i fremmede Sprog. Selv Zahrtmanns flerartede Eensidigheder i hans udtalte stærke Fordømmelsesdom over Reiserne møde endnu den Dag idag Opmærksomhed og Gjendrivelse.

Efter foranstaaende Henvisning tør jeg følgeligen her nok indskrænke mig til i de allerkorteste Træk at skitsere den Dom, som i de nærmeste Aarhundreders Løb fældedes over Zeniernes Reise. Medens man meget tidligen, ja saa godt som umiddelbart efter Offentliggjørelsen, seer Reiseberetningen selv og det den ledsagende Kaart vække en levende Interesse, og firder saaledes hele Kaartbladet eller Partier af dette uforandrede eller noget tillempede, samt oplyste ved Et og Andet af Texten, optagne i de talrige geografiske Atlasser fra det 16de og 17de Aarhundrede, — og meget længe vedbleve de at lade sine Spor tilbage i disse, — saa hørtes der rigtignok ogsaa stødvis mere eller mindre bestemte Udtalelser af Mistillid til Reisernes Troværdighed, eller ligeud en Benægtelse af denne. En saadan Stemning imod Skildringerne og Kaartet blev endogsaa i et ikke kort Tidsrum den mest gjældende. Et bestemt Omslag heri skriver sig fornemlig fra 1784, da Prof. Joh. Reinholdt Forster, Capt. Cook's berømte Ledsager paa Sydhavsreiserne, udgav sin "Geschichte der Entdeckungsreisen in Norden", og i den Anledning paa ny havde omhyggeligen gjennemgaaet det fra Zenierne Overleverede og sammenlignet det med det indtil da om Norden bekjendte. Sit tidligere, fortvivlede Standpunkt ombyttede han aabent og ligefrem med den Overbevisning, at Reiseberetningerne maatte antages at hvile paa historisk Grundvold, selv om de vare blevne noget forvanskede, og at t. Ex. deres "Frislandia" vistnok var at søge i Ørknøerne Ledet af Torfæi Fremstilling af Ørknøernes Historie og af hans Beretninger om det Forhold, der henimod Slutningen af det 14de Aarhundrede udviklede sig mellem den paa disse Øer indsatte Jarl Zinclar og den norske Konge, mente han endogsaa, at i denne Jarl Zinclar havde man formodentlig Zeniernes Fyrst Zichmni. Det fortjener her strax at tilføies, at i de 100 Aar, der ere svundne siden den Tid, har denne Antagelse om Identiteten af Zinclar og Zichmni kunnet glæde sig ved en stor, ja næsten almindelig tilslutning — noget, der i høi Grad har hindret Udviklingen af et friere og rigtigere Blik paa Zeni-Reiserne. Da et halvt Aarhundrede efter Forster ogsaa en saa høit anseet Autoritet i disse Spørgsmaal som Alexander v. Humboldt i sin "Examen critique de l'histoire de la Géographie de nouveau continent", 1837udtaler som sit Indtryk af en upartisk Undersøgelse af Zeniernes Beretninger, at der gik en Ligefremhed og Redelighed igjennem dem, og at de, uagtet den skammelige Confusion og Mishandling, de havde undergaaet ved den senere Affattelse, skjønnedes at skildre mange Forhold i de besøgte Lande, som intet Menneske udenfor disse Lande kunde paa den Tid kjende, da de ikke fandtes omtalte i Litteraturen, bliver det saameget naturligere, at den herskende Mening i indeværende Aarhundrede kom til at gaae i samme Retning. At Alex. V. Humboldts Udtalelser i Examen critique udkom omtrent samtidigen med, at Caplt. Zahrtmann' s Fremstilling naaede til Udlandet, havde vistnok ogsaa sin væsentlige Del i, at denne sidste saa længe blev staaende som en enlig, skurrende Mislyd indenfor den almindeligere Mening; men dog, som før sagt, ingenlunde upaaagtet. Et smukt Vidnesbyrd om et roligt og uhildet Blik paa Zeniernes Reiser og det dem ledsagende Kaartblad giver den hele Behandlingsmaade, som den berømte polske Geograf Lelewel lader dem og Kaartet blive til Del i sin fortræffelige "Géographie du moyen åge" (Breslau, 1852, vol. II og IV). Af alt dette vil det nok skjønnes, at det bliver en høist mærkelig Skala, som Opfattelsen af og Dommen over Zeniernes Reiseskildringer og deres Kaart har gjennemløbet til ulige Tider i disse Aarhundreder. Den gaaer lige fra en saa fuldstændig Forkastelse af disse Reisendes Troværdighed, at det Hele, baade Reisebrevene og Kaartet betragtes som Digt og Opspind, og dette ovenikjøbet lavet i det bedrageriske Øiemed, ved de Venetianerne Zeni tillagte Reiser at tilsnige Venedig, Genuas stadige Rivalinde, den store Hæder, at den nye Verden var bleven opdaget og først beseilet af en af hendes Sønner. Den hæver sig derfra op til forskjellige Trin af en Godkjendelse, saa at der nok som Grundlag for Skildringerne kunde ligge noget virkeligt, være sig selvoplevet eller fra Andre erfaret, men at dette i alt Fald var bleven saa forvansket ved phantastiske Opfattelser, mangeartede Misforstaaelser og Overdrivelser, at det var bleven mere eller mindre ukjendeligt, og selvfølgelig mere eller mindre ubrugeligt som Bidrag til de besøgte Landes og Folks og derved til Tidsalderens Historie. Den naaer paa sine øvre Trin til Erkjendelsen af, at der under alt dette Virvar, der dels tilsyneladende, dels øiensynlig ligger over Beretningen, og som man hidtil ikke har havt Evne og Ro til at gjennemtrænge, i det Skildrede maa ligge mangt et Vink til Oplysning om Datidens Tilstande i de nordiske Egne, og at det ikke er et aldeles haabløst Arbeide, at søge at udrede Kjernerne fra alle de Skaller der omgive dem, deres egne og de fremmede, der have lagt sig om dem. I denne Erkjendelse — eller hvor den stod mindre klar, i denne Følelse, Anelse — have vi Nøglen til det, der ved første Øiekast maa synes os en Gaade, at med visse Mellemrum stedse paa ny dygtige Mænd af forskjellig Art oflfre gode Kræfter og megen Tid paa at trænge igjennem de dunkle Forhold til Lyset, eller dog til noget Lys.

Det er det, der ogsaa har fremkaldt det sidste Decenniums foran nævnte Arbeider, til hvilke vi nu speciellere skulle vende os.

Hvad er Zeniernes Frisland?

Naar vi med det, der umiddelbart foran blev meddelt om de meget ulige Opfattelser af Zeniernes Reiseberetning og Kaart, nu sammenholde Titlerne af de i Overskriften nævnte Afhandlinger og de Resultater, hvortil Undersøgelserne i disse havde ført med Hensyn til Hovedspørgsmaalet: Hvad og Hvor Frislanda var, kan det nok et Øieblik synes, at vi vel altsaa ogsaa i sidste Decenniums Indlæg i Sagen kun have en simpel Gjenlyd af hine tidligere modstridende Opfattelser. Men dette maa dog strax berigtiges derhen, at der i Gjenlyden i alt Fald har blandet sig helt nye Toner fra de nye Strænge, som nu ere blevne anslaaede; thi Undersøgelserne ere virkeligen blevne førte ind paa Baner, de ikke tidligere have været paa. Netop denne Omstændighed er det, der berettiger mig til at bede Videnskabsmændene og Læseverdenen i det Hele at skjænke disse sidste Forsøg en Opmærksomhed, som de fortjene, eftersom de ikke blot bringe en Lysning ind i de forvirrede Forhold, men give Udsigt til disses falde Klaring. Saa barokt det end derfor kan lyde i Læserens Øren, efter hvad jeg ovenfor har anført, tager jeg ikke i Betænkning strax her at udtale som min Mening, at de to saa diametralt modsatte Anskuelser om Zeniernes store Øland "Frislanda", Admiral Irmingers og Archiv-Assistent Krarups, ville begge mødes i det Rigtige, naar de kun rigtig beskjæres, men til en saadan Forstaaelse er det just, at det Majorske Forsøg, om dets Resultat end atter gaaer stik imod hines, byder Læserne et aldeles uundværligt Hjælpemiddel, det tro, photografisk gjengivne Kaart. dette skal, som jeg haaber, snart staae ganske klart.

Mr. Majors anførte Skrift danner et særligt Bind, det Vte, af "Hackluyt Society's" Skrifter, og ved dettes Udgivelse og rige Udstyr med Kaart har det nævnte Selskab gjort Videnskaben en meget væsentlig Tjeneste. Skriftet bestaaer at tre Afsnit: af et bogstavret Optryk af den oprindelige, italienske Text om Brødrene Zenis Reiser etter den venetianske Original fra 1558, af en jevnsides løbende, om ikke ordret, saa dog i det Hele god Oversættelse heraf paa Engelsk (begge fra S. 1—35), og af en udførlig Indledning og Orientering, den saakaldte "Introduction" S. 1—CII, der altsaa indtager to Trediedele af det hele Bind, deri endog indberegnet den som Tillæg medgivne "Descriptio GrønIandiæ" af Ivar Bårdsen (S. 36—54), aftrykt efter Rafns danske og latinske Texter i Antiqvitates Americanæ p. 301. flg. og nu ligeledes ledsaget med en jevnsides løbende engelsk Oversættelse. Med Bindet følger endeligen en photografisk taget Kopie af Zenos Kaartblad i Udgaven fra 1558, og i samme Størrelse som denne Original, og desuden tre andre Kaart, der ere medgivne til lettere Forstaaelse af den Udlægning af Zeniernes Reiser, som Major giver; nemlig et første over det nordlige Atlanterhav til Sammenligning med det Zeniske Kaart; et andet over Færøerne, med Angivelse af Nicolò Zeno's formodede Reiseroute mellem de sydlige og nordlige Øer af Færøgruppen; og endelig et tredie, ligeledes større, over Sydvest-Kysten af Grønland, taget efter de nyeste danske Søkaart, med Tilføielse af de i Ivar Bårdsens Descriptio omtalte Punkter efter afdøde Prof. Rafns Tydning af disse Steders Beliggenhed.

Den imaginære øya Frisland på Gerard Mercators kart over de arktiske områder. Utg. 1623. Commons.

I dette rige Udstyr have vi paa den ene Side et umiskjendeligt Vidnesbyrd om den Interesse, som Udgiveren og Hackluyt-Selskabet have havt for, at alle de Hjælpemidler skulde være ved Haanden, der, efter deres Opfattelse, vare Læserne nødvendige til Forstaaelsen af Zeniernes Rejser, og paa den anden Side et talende Udtryk for den historiskgeografiske Betydning, de tillagde disse Reiser i al deres Dunkelhed. Denne Dunkelhed mente rigtignok Hr. Major derved at have forvandlet til Dagskjær, ja til høilys Dag; men at han heri har groveligen skuffet sig, vise de væsentlige Indsigelser, han allerede har mødt fra to Sider. Ogsaa jeg vil nedlægge Indsigelser imod ham — forsaavidt endog i skarpere Udtryk, som jeg ikke engang vil indrømme, at det kan komme til nogensomhelst Klarhed ad den Vei, der at Major hævdes som den eneste naturlige Tolkningsvei. Jeg finder derfor ogsaa, at han vel tidlig har løftet det Seiersraab over Gaadens Løsning, der saa jevnlig høres under Læsningen af Udgiverens lange "Introduction" og under hans iøvrigt berettigede Kamp imod Modstandernes meget eensidige Bevisførelse for Zeniernes Upaalidelighed, ja, som paa en Maade ogsaa billedlig tilbagekastes som Ekko fra den lukkede Bogs Bind ved den derpaa indpressede Vignet af et Skib med "Victoria"-Navnet paa Bredsiden — dette haaber jeg, at ogsaa Hr. Major selv, efter at være bleven bekjendt med de efterfølgende Bemærkninger, nu mere villigen skal indrømme, end da han seirstolt i en mindre klædelig og ganske vist uberettiget Tone besvarede Admiral Irrningers Indlæg.

Men desuagtet skal man visselig indrømme Hr. Major, at hans Publication har Fortjenester, som meget maa paaskjønnes. Ikke blot giver dette lille Bind Læserne en let tilgængelig Text efter Originalen, men det giver dem ogsaa, saa at sige, selve Originalens Kaart og yder os derved en væsentlig Hjælp. Det maa nemlig erindres, at allerede v. Eggers (1792) efter direkte Henvendelse til den lærde Bibliothekar Morelli i Venedig kunde fremhæve, hvad Zurla har (1808) yderligere bekræftet, at af Original-Udgavens Exemplarer vare kun de færreste, og det endog kun et yderst lille Antal, forsynede med Kaartet, og det Exemplar, der i sin Tid fra vort store kongelige Bibliothek stod vore Landsmænd Zahrtmann og Bredsdorff til Afbenyttelse, besad det heller ikke. Deres og mange Andres Drøftelser af Kaartets Angivelser støttede sig derfor paa senere i forskjellig Størrelse holdte Gjengivelser, paa hvilke man ikke i Enkelthederne kunde stole, da de jævnlig i disse viste sig afvigende fra hinanden. Ulempen deraf blev især følelig ved den Conjekturalkritik, som Kaartets talrige Stednavne bleve underkastede og, ifølge det ovenfor Anførte om disse Navnes Beskaffenhed, uundgaaelig maatte underkastes. En sikkrere Tolkning af Kaartets Navne faaer derfor først nu sin nødvendige Grundvold i det ved Photografiens Medhjælp gjengivne Kaart; thi Originalkaartet, der tør kun var yderst Enkelte tilgængeligt, er herved blevet dette for mange Hundrede, ja man kan sige for Alle. Først dette uskatterlige Gode gjør en virkelig videnskabelig Drøftelse mulig, og det vil inden føle Tid bære de bedste Frugter ved at bringe en sikkrere Gang ind i Kritiken over Zeniernes Reise.

Efterhaanden som denne Kritik i Tidens Løb kommer til at skjænke sin Opmærksomhed til forskjellige Afsnit af Reiseberetningerne, vil den desuden i Majors "Introduction" finde mangen en Oplysning, som vil være Læseren af Betydning, og een saadan kan jeg ikke undlade her særlig at omtale, idet jeg bringer ham min og mange Andres Tak for den. Til Bedømmelsen af den historiske Værd af Rejserne og Kaartet, er det et ikke uvigtigt Moment at vide, om man i Venedig først 1558 fik nogen Kjendskab til, at saadanne Reiser havde været foretagne af ældre Venetianere, eller om der ad anden Vei, end ved den da udgivne lille Bog, var kommen nogen Kundskab ud herom, og derved nogensomhelst Tradition om dem opbevaret. I den Henseende skylde vi Kardinal Zurla's Afhandling (p. 30) det interessante Vink, at Reiserne, og saa at sige i deres væsentligste Enkeltheder, saaledes som vi nu af Bogen kjende disse, maae have været bekjendte en hel Menneskealder forud, idetmindste indenfor de Patriciefamilier, der vare i Forbindelse med Zeniernes Familie; de findes nemlig omtalte i T. Vn af et stort Manuscript-Værk over Venedigs Patriciefamilier af Marco Barbaro, der under Titlen "Discendenze Patrizie" opbevares i Venedig. Paa den genealogiske Tavle over Zeniernes Familie findes der nemlig ved Antonio Zeno´s Navn følgende Angivelse om hans Liv og Virken, fra Aaret 1536, altsaa 22 Aar førend Marcolinis Udgave af Bogen om Zeniernes Reiser: Scrisse con il fratello Nicolò Kav. li viaggi delI`Isole sotto il polo artico, e di quei scoprimente del 1390, e che per ordine di Zicno, Ré de Frislanda, si portó nel continente d'Estolilanda nell America Settentrioiiale, e che si fermò 14 anni in Frislanda, cioè 4 con suo fratello Nicolò e 10 solo.

Denne vigtige Oplysning har Mr. Major ikke skyet at skaffe paa ny constateret i alle dens Enkeltheder, idet han henvendte sig til en af sine Landsmænd, Mr. Rawdon Brown, der opholdt sig i Venedig og selv var beskjæftiget med at skrive Venedigs Historie i Forhold til England, og ved hvem han da erholdt en Udskrift af det vedkommende Partie af Haandskriftet, der bekræftede Nøiagtigheden af Zurla's Angivelse (XLV). Ogsaa til Zeniernes Kaart mener jeg at kunne paa en aldeles tilfredsstillende Maade godtgjøre et lignende og endnu tidligere Kjendskab, hvilket paa et senere Punkt skal nærmere omtales og her kun pro memoria antydes.

__________

Jeg forlader nu disse Indlednings-Bemærkninger om Zeniernes Reisebeskrivelser — idet jeg beklager, at jeg har været nødt til saa længe at opholde Læserne med dem — og gaaer da over til det specielle Punkt, som Enhver maa indrømme at være det Vigtigste for ret at kunne bedømme det Hele, nemlig det Spørgsmaal: hvad og hvor "Frislanda" var? Ligesom dette Spørgsmaal rigtigen synes mig stillet i Forgrunden i de nævnte seneste Afhandlinger, som vi have foresat os at drøfte, saaledes bliver det ogsaa det, paa hvis Besvarelse den Fremstilling, jeg her i første Afsnit giver, alene skal gaa ud. Er det nemlig først nogenlunde sikkert fastslaaet, hvad Zeniernes "Frislanda" var, da kan man senere med større Sikkerhed i Følge med Zenierne og Zichmni bevæge sig derfra ud til Siderne, uden, som hidtil, totalt at forlise sit Skib.

De faa væsentlige Vink, som selve Reiseberetningen kan give os til Erkjendelsen af dette "Frislanda"´s Beliggenhed, Natur og Befolkning, indeholdes igrunden alle i Nicolò Zeno's Strandingshistorie og i Beretningen om det første Aarstid eller to, han tilbragte i "Frislanda". — Herom fortæller Originalskriftet os strax paa de første Blade, efter at det til Indledning har gjort os bekjendt med Zeniernes berømmelige, gamle Familie og dennes Stamtavle igjennem mange Generationer. De Begivenheder, gjennem hvilke vi haabe at skulle ligesom skimte Et eller Andet af Landet, dets Natur og dets Folk, og som vi derfor maae have staaende klart for os, skildres da saaledes i Bredsdorffs ovennævnte Gjengivelse:

Da den førstnævnte Ridder Nicolò var en Mand af høit Mod, fik han efter den ovennævnte genuesiske Krig ved Chioggia som gav vore Forfædre saa meget at bestille, overordentlig Lyst til at see Verden, og reise udenlands, og at gjøre sig bekjendt med Menneskenes forskjellige Skikke og Sprog, for at han ved given Leilighed siden kunde desto bedre gjøre sit Fædreland Tjenester og erhverve sig Navnkundighed og Harder. Da han nu havde bygget og udrustet et Skib af sine egne store Rigdomme, drog han bort, udenfor vore Farvande. Efter at være gaaet igjennem Strædet ved Gibraltar, sejlede han nogle Dage om i Oceanet, altid imod Nord, i den Hensigt at see England og Flandern. I dette Hav blev han overfalden af en stor Storm og i mange Dage dreven afsted af Bølgerne, uden at vide, hvor han var. Endelig opdagede han Land, men da han ikke længere kunde holde Stand ved denne rasende Storm, led han Skibbrud paa Øen Frislanda, men reddede Mandskabet og en stor Deel af Ladningen, og dette var Aar 1390.

Øboerne samlede sig der bevæbnede, og angrebe i stor Mængde Nicolò og hans Folk. Disse vare udmattede af det foregaaende Uveir, og de vidste ikke, i hvilken Deel af Verden de vare, og følgelig vare de ikke skikkede til at gjøre et lidet Anfald, endsige til at forsvare sig tappert, som Faren udfordrede det imod saadanne Fjender, og de havde i enhver Henseende været i største Knibe, dersom deres gode Lykke ikke havde føiet det saa, at der tilfældigvis i Nærheden var en Fyrste med bevæbnet Mandskab. Da denne fik at vide, at der nylig var strandet et Skib, skyndte han sig derhid efter Rygtet og efter de Skrig, som der udstødtes imod vore stakkels Søfolk. Da han havde viist de Indfødte bort, talte han Latin, og spurgte, hvad for Folk de vare, og hvorfra de kom. Da han nu havde faaet at vide, at de kom fra Italien, og at de havde hjemme i samme Land, blev han meget glad. Han lovede dem alle, at de ikke skulde lide noget Ondt, og han sagde dem, at de vare komne paa et Sted, hvor de skulde blive fuldkommen vel behandlede, og sete med Glæde, og tog dem alle i sin Tjeneste. Han var en fornem Herre, og besad nogle Øer ved Navn Porlanda, nær ved Frislanda paa den sydlige Kant, de rigeste og bedst befolkede i disse Egne, og hans Navn var Zichmni og foruden de omtalte smaa Øer, beherskede han paa Fastlandet Hertugdømmet Sorant, som ligger over imod Scotia til. Over disse nordiske Egne har jeg besluttet at tage en Copie af Søkortet, som jeg finder, at jeg endnu har blandt Husets gamle Sager. Omendskjøndt dette Kort er raaddent og mange Aar gammelt, lykkedes Kopien mig meget godt. Naar de, som fornøie sig ved disse Ting, have det for Øinene, kan det tjene som et Lys, for at give dem et Begreb om det, som uden dette ikke godt kunde forstaaes.

Som jeg har sagt, var Zichmni krigersk og tapper, og især meget udmærket i Søvæsenet, og da han Aaret i Forveien havde vundet Seier over Kongen af Norge, der var Herre over Øen, og da han var en Mand, der ønskede ved sine Vaaben at blive endnu meget mere berømt, end han var, havde han med sine Folk gjort Landgang for at erobre og indtage Landet Frislanda som er meget større end Irland. Da han nu saae, at Nicolò var en forstandig Mand og meget øvet i Søvæsenet og Krigsvæsenet, saa overdrog han ham at gaae ombord paa Flaaden med alle sine; han paalagde Anføreren at hædre ham og i alle Sager at benytte sig af hans Raad, fordi han kjendte og vidste af sig selv meget formedelst lang Øvelse i Seilads og i Vaaben.

Denne Zichmnfs Flaade var paa 13 Fartøier, hvoriblandt to Roebaade, ti Seilbaade og eet Skib. Med denne droge de mod Vesten, og bemægtigede sig mod liden Anstrængelse Ledovo og Ilofe og nogle andre Smaaøer. De vendte sig ind i en Bugt, kaldet Sudero, hvor de i Havnen til Pladsen Sæiestol toge nogle Baade ladede med salt Fisk. Da de der traf Zichmni som med Landfolkene var kommen at erobre hele Landet, opholdt de sig der en kort Tid. Derpaa gik de under Seil altid imod Vester, og kom til Forbjerget paa den anden Side af Bugten. De vendte sig paa ny, og fandt nogle Øer og Lande, som alle af dem bleve under kastede Zichmnf´s Magt. Dette Hav, som de befoer, var saa fuldt af Grunde og Klipper, at dersom ikke Nicolò, hans Styrmand, og de venetianske Søfolk havde været, da vilde den hele Flaade efter alle deres Dom, som vare derpaa, have været ødelagt formedelst den ringe Øvelse, Zichmnis Folk havde i Sammenligning med vore, som vare saa at sige fødte, opvoxede og blevne gamle i denne Haandtering. Da nu Flaaden havde udrettet det jeg har sagt, vilde Anføreren med Nicolòs Raad, at man skulde gaae i Land ved en Plads, som hedder Bondendon, for at erfare Fremgangen af Zichmnis Krigstog. Her erfarede han med stor Glæde, at han havde holdt et stort Slag og oprevet den fjendtlige Hær. I Anledning af denne Seier, sendte hele Øen ham Gesandter, for at overgive den til ham, og reiste hans Faner paa alle Byer og Borge. Derfor besluttede han at blive paa dette Sted indtil Zichmnis Ankomst, da det blev sagt for vist, at han snart skulde være der. Ved hans Ankomst viste der sig store Tegn paa Glæde baade for Seieren til Lands og til Søes. Derfor bleve Venetianerne saa høiligen ærede og prisede, at man ikke hørte tale om andet, end om dem, og om Nicolòs Tapperhed. Fyrsten, som af sig selv høiligen yndede tappre Folk, og dem især, som holdt sig vel i Søvæsenet, lod Nicolò komme til sig, og da han havde anbefalet ham med mange hæderlige Ord og rost hans store Raskhed og Forstand, om hvilke to Ting han sagde, at han erkjendte det for en meget stor og udmærket Velgjærning, at han havde frelst Flaaden, og, uden nogen Besværlighed for ham, havde erobret saa store Steder, gjorde han ham til Ridder, og da han havde hædret alle hans Folk, og begavet dem med meget rige Foræringer, drog han bort fra dette Sted og drog paa Triumpherendes Viis i Anledning af den vundne Seier til Frislanda, Øens Hovedstad, liggende sydlig paa den østlige Kyst, inde i en Bugt, af hvilke denne danner mange. I denne fanges der Fisk i saa stor Mængde, at mange Skibe lades dermed, og Flandern, Bretagne, England, Skotland, Norge og Danmark forsynes derfra, og deraf erhverve de store Rigdomme. I et Brev til sin Broder Antonio skriver Nicolò disse Efterretninger og beder ham, om han med nogle Skibe vil reise til ham. Han, som ikke var mindre begjærlig efter at see Verden, og gjøre Bekjendtskab med forskjellige Nationer og derved at gjøre sig berømt, kjøbte derfor et Skib, og begav sig paa den samme Vei. Efter en lang Reise og forskjellige udstandne Farer naaede han endelig sund og frisk til Nicolò, som modtog ham med største Glæde, baade fordi han var hans Broder, og fordi han var en tapper Broder. Antonio nedsatte sig i Frislanda, og boede der i 14 Aar, fire Aar med Nicolò og 10 Aar ene.

De kom i saa stor Yndest og Naade hos den derværende Fyrste, at han for at vise Nicolò sin Gunst, og fordi han anererkjendte hans Dygtighed, gjorde ham til Anfører for sin Flaade. Med store Krigsudrustninger droge de til Erobringen af Estlanda som ligger nær ved Kysten mellem Frisianda og Norge. Her gjorde de o.s.v.

Dette er altsaa i det Væsentlige, hvad Texten byder os til Oplysning om Frislanda. Fra Kaartbladet, der jo for at bruge Affatterens egne Udtryk, skulde tjene som et Lys, for at give Begreb om det, som uden dette ikke godt kunde forstaaes , skulle vi naturligvis vente særlig Oplysning herom ved det Omrids af en stor Ø, der findes omtrent midt paa Bladet, og som just er betegnet med Navnet Frisland tvers over sig, har en By af samme Navn paa sin østlige Side, og som tillige, foruden mange andre Navne, bærer alle de 8 Stednavne, der ovenfor nævntes i Texten.

Hvorledes have nu vore tre Forfattere fra dette sidste Decennium benyttet denne dobbelte Kilde? og med hvilket Held?

__________

Idet jeg da først kortelig gjør Rede for Majors ovenanførte Resultat, at Zeniernes "Frislanda" er Færøerne, og de Grunde, hvorpaa han fornemlig hævder dette, skal jeg blot forudskikke, at hans Opfattelse falder sammen med det store Flertals af dem, der hidtil have gjort sig Tolkningen af Zeniernes Reiser til særlig Opgave, og navnlig har den saadanne meget vægtige Stemmer for sig, som P. v. Eggers´, Malte Brun´ s, I. H. Bredsdorf´fs, ja selv Zahrtmann's, uagtet han hører til de stærkeste Fornægtere af selve Reisernes Ægthed. Men Majors Bevisførelse falder ikke aldeles sammen med disses, og den er i alt Fald i visse Henseender langt mere udførligt, i andre meget mindre.

Den støtter sig, ligesom Forgængernes, paa Kaartbladets Stednavne paa og ved Øen Frisland, idet enkelte af dem baade i Udseende og Betydning ligne Navne, der forekomme paa et Nutids Færøe-Kaart, f. Ex.

1) "Sudero Colfo" = "Suderøfjord", imellem Suderø og Nordre-Øerne

2) "Monaco" = "Munken", den enestaaende Klippe, 2 Mile S. for Suderø

3) "Andefort" = "Adnefjord" = "Andefer"

4) "Stremé" = "Strømø", den største af de nordligste Øer, paa hvis Østside Thorshavn ligger

5) "Porlanda" = "Porkerifjord"

medens andre vel ikke for Øiet ligne saadanne, men have dog en vis Lydlighed med dem, eller ved et vist Tonefald kunne klinge næsten som færøeske Navne, f. Ex.

a. "Bondendea" = "Norderdal" (paa Strømø)

b. "Sanestol" = "Sandøe"

c. "Ledevo" = "Lille Dimon"; og

d. "Ilofe" = "Skuø"

og derfor menes de at kunne betyde netop disse Stednavne, opfattede gjennem en Sydboers Øre.

Men denne formentlige Lydlighed (a—d) er dog virkelig for fjerntliggende til at kunne begrunde Andet end en aldeles vilkaarlig Sammenførelse af Italienernes Benævnelser og de færøeske. At Lydligheden endog for et af de for Majors Opfattelse vigtige Ord: Ilofe, som Skuø, kun bringes tilveie ved at antage et skrevet eller læst for et S, er i mine Øine saare uheldigt, da disse to Bogstaver ere stedse paa Kaartbladet saa ueensartede i deres Træk, at det ikke falder naturligt, at blot Kaartets mørske Tilstand skulde fremkalde en saadan Opfattelse. At II derimod ved Kaartets mistænkeliggjorte Tilstand kunde være f. Ex. opstaaede af Trækkene af et H, hvis Mellemstreg var fældet bort, laae dog nærmere; men von Eggers der her først fremsatte Hypothesen om et S, gav heller ikke denne uden som en meget løselig Anmodning.

Imod Sammenstillingen af den første Gruppe af Navnene (1—5) er der fra selve Ordenes Udseende ikke noget at indvende, kun er der glemt at gjøre opmærksom paa to væsentlige Omstændigheder. Saadanne Benævnelser som Suderøfjord (Bugt), Strømø, Portland, Andefjord forekomme nemlig ogsaa ved andre nordiske Lande og Øer (Norge, Island), og, for med nogen Beviskraft at kunne betegne just Færøerne, maatte de idetmindste indtage en Stilling paa det Zeniske Frislanda-Kaart, der nogenlunde svarede til de Øers og Stæders Beliggenhed, der skulde være ment med dem. Dette er her ikke Tilfældet; Andefortt tilhører Zeni-Kaartets nordvestlige Side, men hører til Færøekaartets østligere Øgruppe; Streme ("evidently Strømo", siger Mr. Major) staaer langt nede imod S. 0. paa Zeni-Kaartet; men Strømø er den største af de nordligste Øer, og det er til denne, at Mr. Major hensætter baade Navnet Bodendea (Norderdal) og Frislanda (i Betydningen Thorshavn ).

Den kraftigste Indsigelse imod Rigtigheden af en saa eensidig og mat Bevisførelse nedlægger dog selve det Resultat, hvortil den fører. At en saa sønderdelt Gruppe af høie Klippe-Øer, som den Færøerne danne, og det i to store, langt fra hinanden liggende Hovedpartier, Norderøerne og Suderø, af nogensomhelst søkyndig Mand — og dette var jo Zeno i en høi Grad — skulde kunne opfattes og fremstilles som een eneste stor Ø, og det ovenikjøbet efterat han selv, som Major hævder, havde fra "Suderø gjort en Expedition op til Sandø og Norderdal paa Strømø, det er en ligefrem Utænkelighed for Enhver, der kjender disse Øer og deres Afstand fra hinanden! Man maa derfor undre sig over, at en saadan Række af Mænd, som de, der i Virkeligheden have, om ikke hævdet, saa hyldet "Færøe-Hypothesen", have kunnet udtale denne "Utænkelighed"; den bliver jo ingenlunde mindre, fordi man inddysser sig selv ved saadanne Taiemaader, at det maaskee er bleven til een for at give bedre Plads til de mange Navne (Frisland-Kaartet har 40 Navne!), eller, som man ogsaa finder anført, fordi Sundene og Stræderne ere blevne utydelige paa det gamle Kaart (!).

Lige over for denne Unaturlighed hjælper det aldeles ikke, at man følger J. R. Forsters Henpegning paa Jarlen Zinclair paa Ørkenøerne og dennes Frafald fra Norges Konge, der ogsaa var Herre over Færøerne, som en saadan Personlighed, der mulig kunde modsvare Zenos tappre Velynder, Fyrsten Zichmni. Thi om endog Navnenes Lydlighed og tildels Tidsomstændighederne nok kunde tillade en saadan Sammenstilling, saa mangler denne dog al Grundvold, naar Kaartet over Frislanda saa bestemt modsætter sig at blive tydet som et Kaart over Færøerne. — Den samme Forudsætning om Identiteten af Færøerne og Kaartets Frislanda fordres naturligvis ogsaa for den anden Hypothese om de i Begivenhederne fremtrædende Personligheder, den nemlig, at en vis "Sigmund paa Suderøerne rimeligvis var ment med Zichmni , hvilket synes at have tiltalt Prof. Bredsdorff saa meget, at det formodenlig har bidraget Sit til, at han saa bestemt antog Frislanda for at være Færøerne. Naar nu ifølge Kaartet Skuepladsen for Beretningens Begivenheder ikke kan være Færøerne, og selve Begivenhederne ovenikjøbet af Fortolkerne kun ere blevne henlagte til Færøerne paa Grund af en urigtig Udlægning af Kaartets Frisland, bliver altsaa Formodningen om, at der — under denne ikke stikholdige Forudsætning — kunde være ment denne eller hin Personlighed ved Beretningens Zichmni, uden nogensomhelst Betydning for os her.

Derfor skal det ogsaa her ikkun i Korthed og Forbigaaende berøres, at man i Reiseberetningens faa Ord om Strandingen og om Opholdet i Frislanda ikke faaer det ringeste Indtryk af, at Zeno er kommen til et saa karakteristisk Klippeland som Færøerne, og heller ikke af disses Beboeres sande Natur. Thi det Skudsmaal, at de vare usikkre eller uvante Søfolk, skal ligesaalidt vende Tanken hen paa Færingerne, som den Insinuation, at de Skibbrudne havde meget Ondt at frygte af dem. — Den besynderlige Forestilling, at den fra Frislanda drevne store Fiskehandel med Havnene i England, Irland o. s. v., netop kan passe særlig godt paa Færøerne, mangler al sikker historisk Grund.

__________

Alle disse Urimeligheder, som vilde flyde af en Identificering af "Frislanda" med Færøerne, baade m. H. til Øernes og Befolkningens Natur, har Admiral Irminger selvfølgeligen tilfulde indseet og for den største Del imødegaaet , hvorfor han ogsaa modsætter sig enhver Tanke om, at der ved Kaartets Frisland kunde være ment Færøerne. Ikke alene heri har han, efter min Mening, Ret, men ogsaa deri, at Frisland efter Kaartet maa være Island.

I sin Opfattelse af Frisland som Island har Admiral Irminger nemlig hele den faste Grund under sig, som manglede Forgængerne m. H. til Færøerne. Kaartet giver ham ikke alene en stor sammenhængende, men giver ham denne med et Omrids, der stærkt minder om Islands; der har to store Indbugtninger i den vestlige Side: Colfo nordero og Sudéro colfo, modsvarende Brede- og Faxebugten; der i sit nordvestlige Parti er stærkt udfliget, som Islands Nordvest-Halvø, eller Isefjords-Halvøen; der ved sin sydlige Rand har en lille Øgruppe, tilsvarende Vestmanøerne, og paa Nordranden , i lidt større Afstand, en noget større Ø, Kaartets Duilo ɔ: Duro, i Beliggenheden modsvarende Grimsø; endelig udenfor Sydvestpynten et Par fjernere Smaaøer og Klipper, med Navnene Ilofe og Lédéuo, modsvarende i Beliggenhed: Geirfugleskjærets Ildø (Eldey) og dets Skjær. — Det maa indrømmes af Enhver, der er vel kjendt med Øen, ja selv af den, der kun af Kaart kjender den, at der er en saa paafaldende Lighed mellem Kaartet over Frisland og et Kaart af det nuværende Island, at man maa næsten undres over, at denne Lighed først nu i 1880 gjøres gjeldende af Irminger, efterat der i et Aarhundrede har været ført saa megen Kamp om Tydningen af Zeniernes Kaart. Det er sandt, at Øen er givet noget for kort i vest-østlig Retning, og navnlig ligger dette grundet i et mindre nøie Kjendskab til den østlige Side af Landet; alligevel er dens Form fuldt saa vel truffet som noget af Kaartbladets efter almindelig Mening godt gjengivne Lande, f. Ex. Danmark og dets Øer samt den sydlige Del af Norge.

Men foruden paa denne Overensstemmelse i de almindelige Omrids, hvori man maa være ganske enig med ham, henpeger Adm. Irminger paa en hel Række af Navne, som, mener han, paa forskjellig Maade ville svare til gængse islandske Stedbenævnelser. Saaledes tager han strax til Indtægt for Mand flere af de nordiske Navne, som Major eller andre Forgængere havde troet at tyde hen paa Færøerne, navnlig:

"Andefort" som "Arnarfjord" (udt. Adnarfjord, paa N. V. Island)

"Porlanda" som "Portland", paa Sydsiden af Island

"Spagia" som "Skagen", paa N. V. Island;

og forøger denne Række med

"Aneses" som "Arnesyssel", Sydsiden

"Ocibar" som "Ørebakke", Sydsiden (Navnet er brugt før 1386)

"Banar" som "Bjarnarhofn", i Bredebugt

"Rane" som "Randanes", paa N. Ø. Siden;

i hvilke to sidste altsaa den første Halvpart af Benævnelsen alene var gjengivet i Navnet.

Efter større eller mindre Lydlighed, men stadigen i Forbindelse med Beliggenheden, troede han dernæst, at

"Bondendea" kunde være "Budendalr"

"Rifu-Radea" — "Reidarfjord"

"Vadim" — "Vapnafjord"

"Lagostlos" — "Langenæs".

Men som ret betegnende Omskrivninger eller Overførelser af det hele nordiske Navn til fremmede Sprog opfattede han derimod

"Porti" = "Stykkisholm"; dens ældre Benævnelse var nemlig Havn;

"C. (apo) devia" = "Snefjældsnæs", den førte nemlig de Reisende langt afveien, mente han

"Sudero colfo" = "Faxebugten", den store sydlige Bugt

"Sordero colfo" = "Breidebugten", den nordlige

Det skjønnes lettelig, at den Navnerække, i hvilken Admiral Irminger mener at erkjende mere eller mindre tydelig Island tilhørende Navne, er langt større, end den Mr. Major kunde opbyde for Færøerne; og selv det for Førstnævntes Bevisførelse meget svage Parti, nemlig de Benævnelser, som efter Ørenlyd ere paralleliserede med islandske, have dog en langt bedre Lydlighed med disse, end Major's tilsvarende Paralleler fra Færøerne. Men hvad der ved Siden af det større Antal afgiver en mægtigere Hovedstøtte for Irminger, er, at alle disse jevnførte Benævnelser virkeligen ikke blot ligge paa et Kaart, der ligner Island, men just paa de Steder af dette, hvor de dertil svarende islandske Navne findes paa det nuværende Islandskaart.

Paa hvilken Side det Naturlige i Opfattelsen og Betragtningen af Zeniernes Frisland-Kaart kommer til at ligge, om paa Majors eller paa Irminger´s, derom burde der ganske vist ikke længere have været Spørgsmaal eller Tvivl!

Men Irminger har rigtignok ikke, som Major, kunnet fremdrage en Zinclar at henvise til, som til en mulig "Zichmni". Heller ikke kan han med et "Frislanda" som Hovedstad paa sit Islands østlige Side af Landet, og med et "Sanestol" eller "Bodendea" ved Vestsidens store Bugter, udføre sine Bevægelser med Landfolkene i det korte Tidsrum, som Beretningen lader forudsætte, fra det ene af disse Steder til det andet, efterdi Island er saa uhyre stort. Man faaer unægtelig af Texten stærkere Indtryk af, at Talen er om Sviptoure og raske Streiftog, der udførtes paa faa Dage, end om længere Expeditioner, der fordrede Uger eller endnu længere Tid til Udførelsen, og stærkere Indtryk af en lettere Forbindelse mellem Bevægelserne paa Søen og paa Landjorden end den, man kan tænke sig paa Island. Og som et "Frislanda", der skulde afgive et Udgangspunkt og Midtpunkt for ikke blot større Tog, men for lettere Sidebevægelser til Underkastelse af andre Øer, synes Island ved sin Beliggenhed ikke blot saare ubeqvemt, men ligefrem uantageligt.

Om man derfor end med Irminger maa samstemme i, at Island i 14de og 15de Aarhundrede desværre var, hvad sikkre historiske Kilder noksom bevidne, i høi Grad udsat for ødelæggende Indfald af fremmede Fribyttere og Sørøvere, og at der under disse Overfald forefaldt idelige Skjærmydsler og Plyndrings-Tog, der aldeles kunde svare til Zeno's Beskrivelser, og om det endog er fuldt overeensstemraende med historisk Sandhed, at Fiskerierne omkring Islands Kyster allerede i disse Aarhundreder vare store, og at der for disse Fiskeriers Skyld fandt ret levende Forbindelse Sted imellem England, Holland, Danmark og Island, saa vil det dog ligefuldt maatte indrømmes, at her er saa store Disharmonier tilstede mellem Alt, hvad der om "Frislanda", Bevægelserne i "Frislanda" og fra "Frislanda" anføres i den korte Textbeskrivelse, at det bliver ligesaa umuligt at henføre Texten "Frislanda" til Island, som det syntes ikke blot muligt, men naturligt at finde Kaartets Frisland i denne Ø.

Her røbede altsaa Irmingers ellers heldige Opfattelse og Fremstilling sin Svaghed, den samme Svaghed, som ogsaa Majors og alle tidligere Commentatorers have, men som hos disse ikke er bleven saa iøinefaldende, fordi deres Bevisførelser ikke i Grundighed og Naturlighed kunne maale sig med Irmingers-, derfor kan heller ikke det Løse og det Faste i dem komme til at træde saa tydelig ud fra hinanden. Ulemperne komme naturligvis derfra, at Kilderne ikke ere blevne sondrede efter deres dobbelte Art, og at, mod al sundere Kritik, Kaartet og Texten strax bleve benyttede ved Siden af hinanden, istedetfor først at holdes fuldstændig ude fra hinanden og siden at føres sammen igjen, efter den særskilte Granskning, dersom de virkelig maatte findes forenelige. Kaartet har, hvad jeg i de indledende Bemærkninger har fremdraget, nok været gammelt og mørsk, som Affatteren selv siger, og med sine ukjendte, fremmede Navne været vanskeligt nok at dechifrere; rimeligvis er heller ikke et eneste Navn bleven gjengivet uden en lille Forvanskning i dette eller hint Bogstav. Men Alt dette er for Intet at regne imod den Sum af Urigtigheder, der kan være og upaatvivlelig ogsaa er kommen ind i Texten, som jo ottere maatte opstaae af usammenhængende Stykker, og som vi, efter Affatterens Udtalelserom visse af Delene, maa befrygte ogsaa at være bleven rettet i Udtrykkene, og maaskee ikke blot i de enkelte formentlig forældede, men tillige i saadanne, der efter Affatterens Kundskab og Formening vare mindre forstaaelige. I Tilfælde af Uovereensstemmelse mellem Kaart og Text gave vi derfor Tydningen af Kaartbladets enkelte Dele, efter disses egne Data, stor Forrang for den alene af Texten vundne. Jeg siger udtrykkelig "Kaartbladets Dele", fordi ogsaa Kaartbladet viser sig saa bestemt bestaaende af sammenbragte mindre Kaart, at der herom ikke kan være den ringeste Tvivl. Dette røber sig som ovenfor allerede antydet f Ex. i Landenes og Øernes ulige Udstyr med Navne, og i den Maade, Navnene ere gjengivne paa m. H. til Sproget, om paa Latin eller i et levende Sprog, til Forkortelserne o.s.v.

Efter det her fremsatte kan følgelig en kritisk Behandling af Spørgsmaalet, som det nu alene foreligger os: "Hvad er Zeniernes Frislanda?" kun blive denne, at Kaartets "Frislanda" maa erkjendes af dettes egne Data, og at der til dette Øiemed blandt disse strængt maa sondres mellem de Navne, Kaartet muligen maatte have tilfælleds med Texten, og dem, det alene har, uden at de findes i Texten. Efter de sidste for sig maa Dommen først fældes.

Til dette Øiemed behandle vi altsaa Øen "Frislanda" paa det Zeniske Kaartblad, som Fablens Allike med de laante Paafuglefjær, der jo alle maatte afgives, førend Fuglens Art ret kunde erkjendes. Paa Frisland-Kaartet finde vi ikke færre end 40 Navne; 10 af disse røbe allerede ved deres Lyd og den noget fuldstændigere Maade, hvorpaa de ere gjengivne, en vis ydre Ulighed med de øvrige, og de findes netop alle 10 optagne i Texten eller Reiseberetningen; men, vel at mærke, de ere ogsaa de eneste, der findes i denne. De 30 andre altsaa ere aldeles uomtalte i Texten, Hine ti Navne ere:

1. Frisland, midt over Øen = hele Øens Navn

2. "Frislād" (ɔ: Frisland), paa Øens Østside = Textens Navn paa Øens saakaldte Hovedstad

3. "Porlanda", de to Smaa-Øer, der efter Texten tilhørte den mægtige og krigerske Høvding Zichmni, beliggende ved den sydlige (?) Side af "Frislanda" (og, hvis denne maatte være Island , ret vel modsvarende Beliggenheden af Islændernes "Dyrholar" eller de Søfarendes " Portland" paa Islands Sydkyst).

4. "Sorand", det af samme Høvding beherskede større Territorium paa det fastere Land, eller inde i Landet, og op imod "Scotia", som det hedder i Texten

5. "Sanestol", med den lille Havn eller Baadleie i den sydlige Bugt, i hvilken Baadene med den saltede Fisk opsnappedes og gjordes tilbytte

6. "Bondendèa", ved den nordligere Bugt, hvor Zeno og Zichmni med deres Hærfolk samledes efter Krigsoperationerne

7. "Ilofe" og Navnene paa de to Øer ved Indgangen

8. "Lédévo", til den sydlige Bugt, hvilke Zeno besøgte, da han bøiede ind i denne Bugt, (og som paa et Islandskaart kunde ved Beliggenheden minde om "Eldey" og "Geirfugleskjær"), Endeligen

9. "Colfo nordero" og i selve de to store Bugter paa

10. "Sudéro Colfo", i " Frisland" - Øens Vestside, (der, hvis Kaartet blev befundet at fremstille Island, fuldt og vel i Beliggenhed og Form kunde svare til "Bredebugt" og "Faxebugt", og som ogsaa af Irminger tydedes saaledes).

Ved at fjerne disse ti Navne, fjerne vi unægteligen nogle af de mest karakteristiske af de Stednavne, paa hvilke Admiral Irminger støttede sin Anskuelse om Frisland som fremstillende Island, nemlig baade Navnene paa de store Bugter paa Vestsiden og det meget betegnende "Porlanda" ved Sydkysten, samt det med det islandske "Budenda" nogenlunde lydlignende "Bondendéa". Men skal en kritisk Undersøgelse virkelig finde Sted, fordrer den kategorisk denne Fjernelse — idetmindste foreløbigen. Skulde det nemlig senere vise sig, at vi havde været "Alliken" for nærgaaende — for at blive i den eengang brugte Lignelse — og altsaa havde berøvet denne nogle Fjær, der virkelig tilkom den som dens egne, maatte vi naturligvis give den dem tilbage og da igjen indstille paa Kaartet de Navne, der med Imindre Ret eller helt med Urette maatte være tagne bort som mistænkelige.

Fjernes nu disse ti, i de ovennævnte Forhold staaende Navne, have vi paa Kaartet over Frisland endnu tredive tilbage, altsaa de tre Fjerdedele!

Zeni-Kaartets Frisland er Island

Disse 30, som Texten slet ikke har noget med at gjøre, vise nu paa en aldeles ubestridelig Maade hen paa Island. Selv om Kaartet, som Texten udtrykker sig, var gammelt og mørsk eller halvraaddent og altsaa ikke overalt kan antages at have enten vist sine Bogstaver fuldstændig eller at have tilladt en aldeles tro Gjengivelse af de vistnok ogsaa for Italienerne kun lidet eller slet ikke forstaaelige Navne, røbe disse Navne, om end paa forskjellig Maade, dog aldeles umiskjendeligen Datidens gængse Benævnelser for bekjendte islandske Egne og Steder, og de findes stillede ved eller paa de Dele af Øen, hvor de tilsvarende islandske virkeligen forekomme (!). Men dette kan ikke tilfulde blive indlysende uden ved at benytte enten det oprindelige Zeniske Kaart i Udgaven fra 1558 eller et photogratisk Aftryk deraf som det, Hr. Major har givet os, og Vigtigheden af, at et saadant nu er Læseren let tilgængeligt, vil tilstrækkeligen fremgaae af den Fremstillng, som her følger. Under læsningen af denne bedes man at sammenligne vort Kaart-Blad B, paa hvilket et "lsland" med nuværende Stedbenævnelser vil til umiddelbar Sammenligning findes stillet sammen med en photografisk Gjengivelse af det Zeniske Frisland med dettes Benævnelser. — (Med Hensyn til de anførte islandske Stednavnes Ælde, og altsaa m. H. til Spørgsmaalet om, hvorvidt disse allerede vare i Brug omtrent ved 1400, paa den Tid, Zenierne foretoge deres Reiser, henvises man endvidere til et i denne Henseende meget interessantn Aktstykke, som Dr. Kr. Kaalund netop i disse Dage, da disse Bladsider ere under Correctur, har offenliggjort i Slutningsheftet af sin store og vigtige topografisk-historiske Beskrivelse over Island, nemlig Fortegnelsen over Islands Fjorde ved Aaret c. 1300 (II B. 2 H. S. 365-72).) Disse Frisland-Kaartets Benævnelser lade nemlig enten det hele oprindelige islandske Navn skinne igjennem den italiensk-forvanskede Dragt, saaledes som de allerede af Admiral Irminger anførte Navne:

"Andefort" = "Arnarfjorde" paa Øens N. V. Spids

"Aneses" = "Arnessyssel" paa Øens Sydkyst

maaskee ogsaa nok:

"Ocitar" = "Ørebakke" imod Syd

"Spagia" = "Skagen" imod N. V. Spidsen, og

"Rané" = "Raudanes" paa N. 0. Spidsen (??)

Eller de lade kun den ene Halvdel af det nordiske Navn skimte igjennem paa denne Maade, medens den anden Halvdel, Begyndelsen eller Enden, er overdækket med et italiensk Ord, der ordret gjengiver Betydningen af det nordiske.

• "C.(olfo)vidil" = "Veidileysa", Bugten imod Nordvest af Isefjords-Halvøen, en ældgammel Fiskeri- og Handelsplads.

• "C.(olfo)bouCROSS". = "Bolúngar" - Vigen i Isefjords-Mundingen, en af de tidligst besøgte Fiskerie-Pladser. Ved at sammenlignes med Stedbetegnelser paa ældre, hollandske Søkaart fra en noget senere Tid, paa hvilke "Bolungarvigen" er en af de fasteste Stedbenævnelser paa de Tiders Island, røbe Skrifttrækkene aldeles tydeligen, at den for et t altfor lange Tværstreg over det sidste Bogstav er her simpelthen den sædvanlige Streg oven over Linien, der antyder det udeladte n, og at der paa Zenos Kaart har staaet C. bolOOOg. At et l i Utydeligheden læses som i, eller opløses i dette Bogstavs to Dele, er et for gængs Fænomen til at behøve nærmere Omtale.

• "Banar Porti", eller = "Bjarnarhöfn" = "Stykkisholmr" paa

• "Porti Banar", Bredebugtens sydlige Side; Handelspladsens nærmeste Kirkestad hedder endnu, den Dag idag Bjarnarhöfn; samt

• "Dolfin Forali" = "Hvalvatnsfjördr", indtagende en læs: "Dolfin- Fordi", tilsvarende Plads paa Islands Nordside, og næsten lige S. for Grimsey. At Bogstavet d paa det gamle Kaart er bleven læst eller skaaret som al, saa at dets lodrette Stav er taget for et selvstændigt l, er let forstaaeligt; altsaa "Fordi" = "Fjord". I det første Ord ere de tre efter D følgende Bogstaver paa Original-Kaartet, endnu tydeligere end paa Majors photog. K., olf: altsaa "Dolfin", og dette er netop den venetianske Dialect for "Delfinn, Tandhval. — Den italienske Gjengivelse betegner altsaa , at det just er Tandhvaler, og ikke Bardehvaler, der have givet Fjorden Navn, hvilket er meget rimeligt.

Eller endeligen — og dette har hidtil aldeles undgaaet Opmærksomheden — de vise sig helt dækkede med italienske Ord eller ere helt oversatte i det Italienske, og de røbe da en i den Henseende saa nøiagtig Kundskab om Betydningen af de Ord , hvoraf de islandske Stedbenævnelser ere sammensatte, at det vækker en ikke ringe Overraskelse, naar man først bliver opmærksom derpaa, — hvilket ogsaa Læserne selv ville erkjende, efterhaanden som Benævnelserne føres frem for dem.

For nu først at holde os til saadanne Betegnelser, som maa antages at gjælde for hele Landstrøg paa Island eller Sysler, saaledes som hint allerede under den første Kategorie omtalte Ord "Aneses" for Arnes -Syssel paa Øens Sydland, saa møder der os utvivlsomt en anden Betegnelse af denne Art paa det, skraas overfor, paa Islands Nordkant liggende Landskab: "Slétta". Paa dettes Plads falder nemlig strax i Øinene Frisland-Kaartets Udtryk:

• "Campa" = "Slétta" = Skriftsprogets "Campo" ɔ: Slette og Mark, endog med de samme Bibetydninger, som det islandske "Slétta" har. Dette vilde allerede være et noget besynderligt Træf, hvis det skulde skyldes et blot Tilfælde. Men endnu besynderligere vilde dog et blot Sammentræf blive, naar man tager det ovenstaaende: "Rané" med i Betragtningen som et Ord, der maaskee burde læses sammen med "campo", thi uvilkaarligen mindes man jo da om, at den fuldstændigere Benævnelse for "Sletten" er "Mélrakka-Slétta" ɔ: "Hedehunds"- eller "Ræve-Sletten" og at det maaskee er denne fuldstændigere, der her er bleven oversat.

• "Rané" staaer der ganske vist med tydeligt Skrifttræk paa den photografiske Gjengivelse af Træsnit-Kaartet, som ledsager Majors Udgave, og saaledes staaer der ogsaa tydelig nok paa det Kaart, der findes i det fuldstændige Exemplar af Originaludgaven i det Kgl. Bibliothek, og derfor var jeg i Førstningen ogsaa noget tilbøielig til at gaae ind paa den før anførte Udlægning af Ordet, som Begyndelsen af "Raudanes" (ovenfor); men en anden Læsning af Tegnene frembyder sig ret naturligen. Naar man nemlig nøie betragter Contouren at Kaartet og da bemærker, at den mangler just paa dette Sted, saa at den lodrette Stav af det første Bogstav "R" maa erstatte den, da ligger det nær at formode, at dette R er opstaaet af et C, der sammen med Contourlinien er tydet som et R, og at der altsaa skal læses :

• "Cowe", og "Campo Cané" eller "Cané Campo" bliver da ordret "Rakke-Sletten". — At det maa have ligget meget nær at udrede Kaartets Linier og Træk saaledes, synes at bekræfte sig ved den Copie af et Originalkaart i et af Venedigs Bibliotheker, som dettes Bibliothekar, Morelli, i sin Tid lod udføre for v. Eggers, og som denne vor Landsmand, i Mangel paa Adgang til et med Kaartet forsynet Exemplar af Reiseberetningen , lod stikke i Kobber til sin i det Kgl. Landhusholdnings-Selskabs Skrifter, IV, 1792, optagne Prisafhandling; thi der staaer "Cane" og Contourlinien er hel udenfor "C'et". Morelli siger selv, at hans Copie var udført meget omhyggelig. Det var i Kraft af denne tydelige Læsning af Ordet som "Cane", at v. Eggers og Bredsdorff, der jo som næsten alle i vort Aarhundrede troede i "Frislanda" at have Færøerne for sig, mente at Navnet maaskee da kunde betegne disses "Qvannesund".

Frisland tegnet inn ved Færøyene. Fra "Grønlands historiske Mindesmærker", utg. av Det Kongelige Nordiske oldskriftselskab. British Library. Commons.

En tredie Betegnelse af samme Art vil det med Islandskaartet fortroligere Øie og Sind strax formode at see i det tydelige

• "Aquau" = Vatn, der staaer midt i den første store Bugt, som paa Frisland - Kaartet følger paa den nordvestlige Halvøe, og som altsaa vilde svare til "Hunavatns"-Fjorden, omgiven af det saakaldte "Hundivatns" Syssel, men som i tidligere Aarhundreder mere almindelig benævntes "Vatns"-fjord og "Vatns"-S. De mere sammensatte Benævnelser, der som bekjendt ikke hidrøre fra det islandske "Hundr", en Hund, men fra "Hun", en ung "Hvitabjørn" — saaledes kalde Islænderne det Dyr, som vi kalde "Isbjørn" — , lede let Tanken i den Retning, at et at Kaartets nærstaaende Ord, navnlig det med selve "Aqua"i Flugt staaende Ord "Alanco" maaskee bør læses sammen med dette, for at faae den tilsigtede Benævnelse fuldstændigere frem:

• "Alancon" har imidlertid i det italienske Sprog neppe noget nærmere staaende Ord end "Alano", der i alt Fald betegner en "Hund", og ovenikjøbet en meget stor Hund, en af de store Former, f. Ex. den store Jagt- Hund, Ulve- eller Bjørne-Hund. Da dens italienske Navn hidrører fra det i Middelalderens Latin brugte Navn for den: Canis alanus, der skal have været afledet fra dens antagne Hjem Albania, kunde et deraf dannet Adjektiv: albanicus endog lettere have efterladt sig Navneformen alanco end det nu kjendte alano. Derved vilde vi dog kun være komne til et "Hundevatn" og ikke til et "Hunevatn" — om vi ogsaa tænkte os begge Ord som sammenhørende. Det vil imidlertid, som vi gaae fremad i disse Forskninger, blive tydeligt, til ikke ringe Forundring for os, at der af disse hidtil uforstaaede Stednavne dukker mangt et Vidnesbyrd op om et meget sikkert Kjendskab til deres Betydning i det islandske Sprog, og derfor tør vi ikke slaae os til Ro med den iøvrigt ikke usandsynlige Tanke, at her maaskee kunde være indtraadt en Misforstaaelse af de to Ord: "Hund" og "Hun". — En anden Udlægning ligger heldigvis ogsaa saa nær, at den, understøttet ved Paralleler, der senere ville forekomme, endog nærmer sig stærkt til Vished. De to første Bogstaver i "Alanco" have paa det mørske Kaart været noget ufuldstændige og have skullet læses ikke Al, men Bi, idet Bogstavet B havde tabt noget af sin Grundlinie og var derved bleven ligt et A, og, omvendt. Prikken over i er bleven antaget at være den øverste , løsnede Del af et 1 (cfr. ovenfor ved Bolungarvig). Det skjønnes let, at de to Ord Aquaa og Biancov da ville dække Hvitahjørns-Vandet = "Hunavatn".

Om ogsaa endnu et fjerde Navn — "Vena", der staaer paa Frisland-Kaartets sydvestlige Halvøe — maaskee turde tolkes som Dække over det islandske Navn paa et helt Distrikt eller Syssel, maa Tiden vise. Efter Stedet, hvorpaa Ordet staaer, var jeg tiibøielig til at formode en billedlig eller poetisk Betegnelse ("vena" = Metalaare, men metaforisk ogsaa brugt som Rigdom og Overflødighed) for det ogsaa i Islandsken billedligt — "Gylden-Bryst" — betegnede "Gullbringa"-Syssel, og i mit første Foredrag i Selskabet henstillede jeg ganske løselig denne Formodning. — Men siden den Tid er det blevet mig klart, at om endogsaa nok den poetiske Benævnelse "Gullbringa" paa en blomsterklædt Skrænt eller Bakkeryg paa Sysselets Sydost-Grændse maatte gaae tilbage til 14de Aarhundrede, saa er dog, efter alt hvad man veed (cfr. Kaalund 1. c. I. S. 72.), Navnet "Guldbringe"-Syssel af en meget yngre Oprindelse, selv om det ikke maatte have sit Udspring fra de Danske paa Øen, hvad ogsaa har været formodet.

Tanken maa derfor ved Ordet "Vena" hellere vende sig fra en hel Egn til et enkelt Punkt i denne, til "Hverin Eina" ital. "Una".

Fra disse Benævnelser paa mere omfattende Egne eller Dele af Landet vende vi os nu til en hel Række af Oversættelser, der med italienske Udtryk dække de islandske Navne paa velbekjendte enkelte Punkter eller Steder. Vi have saaledes det paa Næsset eller Halvøen mellem "Frislands" to store Bugter (colfo nordero og sudéro colfo) staaende Navn:

• "C.(abo)áevia" = "Snæfellsnes" = "Snefjældsnæsset". I den Be-ɔ:"C(abo)névio" tydning tog ogsaa Irminger Ordene, skjøndt han ikke gjenkjendte det islandske Navn i dem, fordi han læste det sidste Ord mindre rigtigen. Han mener, at Næsset var betegnet C. devia, eftersom det ved Form og Beliggenhed førte de Søfarende saa langt ud af Veien; men her leder saavel Originalkaartet som Majors photografiske Kaart til fuld Klarhed om, at Adjektivet har været névio , og at det skal læses nevio. Der er nemlig intet d; men en Accent, der har hørt til den følgende Vocal é, gaaer ned imod et lavt, ikke over Linien gaaende Bogstav og giver dette Udseende af et d. Dette lavere Bogstav har Kaart-Copisten læst som et a — thi der synes at staae aevia eller aerici — istedetfor et n, men hvor eensartede disse to Bogstaver kunne see ud, eller hvor vanskeligt og næsten vilkaarligt det er i mange Tilfælde at skjælne v fra r, det vil man let overbevise sig om, naar man lader Øiet gaae fra det ene til det andet af "Frislanda"-Kaartets forskjellige Navne. Det behøver endog kun at hæfte sig paa det noget ovenfor staaende Navn: "cavaria", som vi nu skulle gaae over til.

• "Cabaria" = "cavaria" tyder jeg = "Látrabjarg" = "Fuglebjærg". Her er et meget besynderligt Sammentræf, saa at man ikke ret kan vide, om det snarere er det første eller det sidste Navn, der er bleven gjengivet med "Cabaria". Dette synes nemlig lige fortræffeligt at passe paa begge Navne, og begge benyttedes ifølge Eg, Olafsen I, S. 378 om de samme Strækninger af Fjeldkysten paa Isefjords-Halvøen, det første særlig af Islænderne selv, det andet fornemmelig af de Søfarende, der fra andre Egne kom til Landet, eller ind under Landet.

Det første har sin Oprindelse af de bekjendte "Látrar": dels naturlige Huler i eller mellem Klipperne paa den Steile Kyst, i hvilke Sælerne søge Skjul og Hvile samt Leje for deres spæde Unger; dels kunstige, af Islænderne opførte Stenkamre, for ved disse Bekvemmeligheder at lokke Sælen til at tage Bo indenfor bestemte Strækninger af Kysten. Baade de naturlige og kunstige ere paa Island, ligesom i Norge, ved særegne Bestemmelser fra den ældste Tid tagne under Lovbeskyttelse som private Indtægtskilder af ikke ringe Betydning.

Det andet har Hensyn til den endnu vigtigere Fuglerfangst, der drives paa bestemte Fjeldsider efter en utrolig Maalestok, idet disse til visse Tider afgive Fugleæg, til andre Fugleunger og gamle Fugle.

Det italienske Verbum "cavare", og i middelalderisk Form "cabar", der anvendes om saa mange Erhvervsmaader, anvendes ogsaa særligt baade paa at trække vilde Dyr og Dyreunger ud af deres Bo og Huler, og paa at tømme Fuglereder og svarer altsaa fortræffeligt til Virksomhederne baade paa et "Látrabjerg" og et "Fuglefjeld".

• "Spagia" = "Sugandafjördr". I dette, ligeledes ved N-V-Fjordene staaende Ord, har Adm. Irminger, som ovenfor anført, snarest villet see en Forvanskning af det islandske "Skagi" den ene Huk af Isefjorden, ligesom det i Tydningen af Frisland-Kaartet som Færøerne antoges at kunne være en Forvanskning af "Stapi". Under visse Forudsætninger vilde ingen af disse Tolkninger mangle Sandsynlighed. Men da "Sugandafjorden" hører til de tidligst befarede Fjorde, ligesom "Bolungarvik", er det rimeligt, at det er den, der er skjult i eller under Ordet "Spagitti". Fjorden har nemlig sit Navn af den aldeles eiendommelige, susende eller brummende Lyd, som stedse høres i denne smalle Fjord med lodrette Vægge og med stærkt Bølgebrud imod disse, og det italienske "sbagiare" betyder Brusen, Knurren eller dæmpet Gjøen. I Lighed med de tidligere anførte Benævnelser vilde da "Spagia" være at betragte som en Oversættelse; men det kan ikke nægtes, at Bogstaverne p og v eller u ere i "Frislanda"-Kaartet saa lidet afvigende i deres Grundtræk, at ogsaa den Mulighed ligger nær, at Ordet var forvansket fra "Swagia", og at denne Form var en Lydligheds-Benævnelse for "Sugandi".

Men for end mere at vise, hvorledes Beliggenheden af disse fremmede og hidtil ikke forstaaede Stednavne paa Frisland -Kaartet netop svarer til Beliggenheden af de Steder, som de i deres italienske Klædning menes at betegne paa selve Island, ville vi fra Nordvestkysten flytte skraaes over Øen ned til dens Sydostkyst. Imod det sydlige og østlige Hjørne af Landet møde vi da

• "Stremé" = "Horn" = "Østrehorn", lige ud for en Landspids, og i Nærheden af denne en uden Navn. Denne kan ikke godt være nogen anden end "Papey", og Pynten, der under alle Omstændigheder maa være et af de saakaldte Horn, kan da kun være "Østrehorn". Men "Stremé" eller "Estremitá", begge i Brug som forkortede Former af "Estremitá", betyder just det Yderste af en Ting, Spidsen eller Pynten af den.

Herfra gaaer jeg — idet jeg idetmindste midlertidigen overspringer det i Nærheden staaende Ord "Spirige" — lige til det modsatte Hjørne af Øen, og da møde vi:

• "C.(abo)cunalala" =- "Keilir" = "Keglen", det kegleformige, 1350 Fod høje Fjeld, der ligger paa Reykjanes-Halvøen netop i den Linie, "Cunalala"-Navnet indtager, og som ved Besejlingen af Sydlandet er et lige saa vigtigt Sømærke, som det paa alle Landtoningerne af den sydvestlige Kyst er et let erkjendeligt Fjeld. Ligesom det islandske "Keilir" egentlig betegner en Kile, men ogsaa bruges som Navn paa det Kegleformede, saaledes er "Cuneale" paa Italiensk egentlig "kileformig", men betyder ogsaa "kegleformig". Den forkortede Form "Cunala" er snarere den venetianske Dialekt end Forvanskning ved et glemt "e". —

Vi ville nu til Slutningen skjænke vor Opmærksomhed til de to Øpartier, den sydlige og den nordlige, der hidtil have været betegnede som "Monaco" og "Duilo", i hvilke Admiral Irminger har villet see Vestmanna-Øerne og Grimsey, ifølge deres Beliggenhed til Hovedøen Frisland. — Men de to hidtil ikke forstaaede italienske Benævnelser sætte ogsaa dette udenfor enhversomhelst Tvivl.

• "Monaco" = "Einbui" = "Eneboeren", den sydvestligste af Øerne. At "Monaco" var bleven en Betegnelse for Vestmanna-Øerne, formodede jeg en Tidlang kunde have sin Grund i en ufuldstændig Forstaaelse af og Henspillen paa den historiske Kjendsgjerning, at "Vestmændene" vare tidligere kristnede og paa en Maade Indførere af den katholske Religion i Island. Men efterat der forelaae saa mange Exempler paa, hvor nøiagtig Kundskaben til de Forhold, der laae skjulte i og under de islandske Navne, havde været, maatte ogsaa her Tanken anstrænge sig for at naae fra den løsere Bund over paa en fastere, og denne naaedes virkelig. Medens Vestmanna-Øerne ere en hel Gruppe af flere større og mindre Øer med tilhørende Skjær, staaer her Ordet "Monaco" ikke alene i Enkelttallet, men er tillige fjernet fra de noget større Hovedøer ned imod de sydligste Klippe-Øer, som om det maatte tilhøre een af disse. Den næstsydligste eller sydvestligste at disse er "Sula"- eller "Sulna-Skjæret", der udmærker sig ved at have en høist eventyrlig Tempelform, staaende paa høie Klippepiller, idet Brænding og Strømning har udhulet Mellemrummene imellem disse, saa at Baade kunne roes ind og ud omkring dem. Denne Tempelø langt ude i det stormfulde Hav, befolkede Middelalderens Phantasie kun med een eneste, mægtig Aand, der hed "Einbui" eller Eneboeren, hvis Østenvind de Forbifarende havde stor Frygt for. Denne Eneboers Klippe er det altsaa, at Zeni-Kaartet har betegnet ved sit "Monaco" og betegnet lige nøiagtigen baade ved Navnet og Beliggenheden. Hvorfra Datidens Kortlægger havde slig nøiagtig Kundskab, veed vi nu ikke; men dengang hørte den vistnok til god og levende Kundskab. Af Nutidens Islændere turde neppe mange være i Besiddelse af den. Desto mere er det min Pligt at nævne den gode Kilde, hvoraf jeg tilsidst har øst de Oplysninger, der til Klaring af Munken ved Island, som Sidestykke til Færøernes "Sumbo Munk", ere komne saa vel tilpas, nemlig Dr. Kr. Kaalunds nævnte Værk (I, S. 284).

• "DUILO" som det i Aarhundreder er bleven dechiffreret, men

• "DURO" , som det aldeles utvivlsomt har været skrevet, = "Grimsey" baade ifølge Beliggenheden og Navnet. Beliggenheden er allerede betegnende. Saavel ifølge Majors photogr. K. som vort Originalkaart er det let at paavise, at de som IL læste Skrifttræk ere feilagtigen udtydede. Istedetfor den horizontale Grundlinie, som det læste Bogstav L burde have, viser der sig nemlig en skraat fremstikkende Linie, som det fremsparkende Been, Bogstavet R har overalt paa Kaartbladet, uden Undtagelse, og en Rest af det øvre Øie paa R viser sig at være Kilden til det noget skraa Skaft, man havde tillagt L'et, medens samme Bogstavs lodrette Rygstav er bleven frigjort og læst som I. Navnet, der er sat paa Øen, er følgelig saa tydelig, som det kan ønskes, nti at læse som "DURO" men dette betyder, som bekjendt, paa Italiensk: barsk, haard og uforsagt og lign., og dette er jo den bogstavelige Betydning af det Mandsnavn: "Grimr", hvoretter Øen har Navn.

Vi behøve ikke at fortsætte videre med disse Sammenstillinger for at godtgjøre vore ovenfor fremsatte Yttringer om det Zeniske Frisland-Kaart, men med det vundne Udbytte af de mange Stednavne for Øie og i Kraft netop af Udbyttet ville vi i Korthed samle Hovedtrækkene af et Billede, der begynder at oprulle sig for os, da dette allerede nu tillader os at see Zenierne og deres Reise i et helt andet Lys og med bestemtereTræk, end det har været vore Forgængere muligt.

Det Zeniske Kaartblad frembyder os for det Første Billedet af sin Frisland-Ø med et Omrids, der i alle Hovedtræk slaaende minder om Islands, af med en Bræmme af Stednavne, der vise sig som italiserede nordiske Navne eller som helt ud italienske Navne, men i hvilke der da røber sig en saa mærkelig indre Overeensstemmelse i Betydning med de ældgamle og endnu gængse Stednavne langs Islands Kystramme, at Tanken om, at man i hvert af de talrige samstemmende Forhold kun havde et idelig tilbagevendende Sammentræf, maa afvises som saa unaturlig, at man ikke et Øieblik kan give den Rum. Selv om det skulde vise sig, at i min nylig givne Sammenstilling et eller andet Led skulde være mindre heldig grebet, hvilket ikke vil være til at undre sig over, hvor en ny Bane brødes og denne kun kunde brydes ved jevnlig Hjælp af en dobbelt Conjektural-Kritik baade af det enkelte Skrifttegns Udtydning og af det hele Ords eller de sammenhørende Ords Mening, saa vil der dog blive tilbage et baade omfangsrigt og stærkt Grundlag for den Sætning: At det Zeniske Kaartblads Frisland i sit hele Omrids og i Navnene saa umiskjendelig fremstiller vort Island, at kun dette store Øland kan være meent dermed, og intetsomhelst Andet.

Dog maa det strax tilføies som det næste Træk i Frisland-Billedet, at dette rigtignok kun fremstiller Island fra Søen af, og at intetsomhelst Punkt i det Indre - det maa være saa navnkundigt i hvilkensomhelst Retning, det være vil — findes antydet derpaa (ikke Hekla, eller nogen anden Vulkan; ikke Geiser, eller andre sprudlende Kilder; ikke de store Oplysningens Centra : Bispestolene paa Skalholt eller Holum med deres Skoler; ikke Reikiavik o.s.fr.). Altsaa gjengiver Frisland-Kaartet paa det Zeniske Kaartblad det nu kjendte Island kun i et Kystkaart, et Beseilingskaart, optaget med Kompasset alene.

Men som saadant fremtræder det for det Tredie i Form og Omrids saa omstændeligt og udførligt, eller som man med et ældre kartografisk-teknisk Udtryk vist vilde kalde det: saa artikuleret, at vor Kaartliteratur ikke i to Hundrede Aar efter Zeno's Tid kan fremvise et mere karakteristisk Kaart over Øen, og vel knap nok et saa karakteristisk. Sammenholdes det med de Partier paa det Zeniske Kaartblad, i hvilke næsten alle de tidligere Forfattere have erkjendt — selv om man bedømmer dem for en saa seen Tid, som Zenireisernes Publikationstid, 1558 — meget heldige og naturtro Gjengivelser, nemlig Bladets Kaart over Danmark og det sydlige Norge, vil man ikke blot finde Frisland-Kaartet som et Island-Kaart, staaende ved Siden af disse, men vist nok over dem.

Frislanda og Parte della Groenelanda. 1692. Vincenzo Maria Coronelli (1615-1718). Commons.

Erkjende vi altsaa i Frisland-Kaartet Billedet af en 1800—1900 Qvadratmile stor Øe, have vi øiensynlig her for os en Kyststrækning af mange hundrede Mile; men en saadan Kyststrækning kan, ikke engang i dens største Træk, endnu mindre med de Træk, vort Frisland-Kaart virkeligen frembyder, være erkjendt og optaget ved en enkelt eller enkelte Somres Besøg paa Island. Den maa meget mere antages at støtte sig til jevnlige og til mange Kanter af Landet gaaende Besøg. Jeg idetmindste kan ikke godt tænke mig Kaartet fremkommet uden af et større Antal Havnekaart eller Portulaner, der ere blevne samlede og sammenarbeidede. Slige Beseilingskaart over enkelte Strækninger af Kysterne besade upaatvivlelig saa godt som alle de Nationer, der i 14de og 15de Aarhundrede toge virksom Del i de store Fiske- og Handelsforetagender i dette høinordiske Farvand, f. Ex.: Hollænderne, Englænderne, Baskerne, og sikkert nok have disse søgt, Reise efter Reise, at forbedre eller berigtige deres Kystomrids for de enkelte Havne eller Strækninger, som deres Skibe opsøgte. Slige spredte Kaartpartier kunne derimod godt være blevne samlede af en enkelt Mand, og historisk vide vi, at Middelhavets Piloter og Søkyndige meget tidligen have vist deres Dygtighed i en saadan Sammenarbeiden. Jeg skulde ikke undre mig, om saa godt som Enhver, der har gjort sig nogenlunde fortrolig med det 14de og 15de Aarhundredes Kaartlægning og Kaarttegning, her vilde paapege et fjerde Særtræk og uvilkaarligen vilde erkjende det velartikulerede Frisland-Kaart som et "Island", udført ved en Middelhavsmand. Iblandt de Steder ved Middelhavet, hvor Kaartlæggere og Kaarttegnere, paa et Grundlag af flere eller færre mathematiske og astronomiske Kundskaber eller indlærte Sætninger, havde uddannet sig i den geografiske Fremstillingskunst, og hvor der undertiden i hele Familier, man kunde næsten sige i et Slags Etablissementer og paa Bestilling udarbeidedes Kaart for de Lande, der toge virksom Del i Søfart, nævnes fremfor alle Venedig, Florents, Genua, Malorca, Valencia o. a. Det kan derfor ikke overraske os, at en Prøve fra Aaret omtrent 1400 paa en Kaartlægning af et saa fjernt liggende Land ledsager netop en Reise, der angives udført af en af Venedigs Sønner og oveni kjøbet af en Mand, hvem der tillægges en usædvanlig Søkyndighed.

Men hvorfra end Frisland-Kaartets Omrids og Linier oprindeligen maatte stamme — for mig er det den naturligste Tanke, at de skrive sig fra forskjellige Søfarende, Handelsmænd og Fiskeridrivende, og hvor end disse Kaartets Elementer, som jeg følgelig tænker mig nærmest som et Slags Portulaner eller Beseilingskaart, ere blevne sammenarbeidede, saa lader Kaartets eiendommelige Udstyr med Stednavne os ikke den ringeste Tvivl om et særdeles vigtigt femte Træk hos det, eller i dets Historie. Dette Udstyr kan nemlig ikke tænkes tilveiebragt uden ved en mærkværdig Samvirken imellem Nordboere og Sydboere og rimeligvis imellem selve Islændere og Italienere, og maaskee vil det ikke være nok her at tale om Italienere i Almindelighed, men om Nord-Italienere og specielt Venetianere. Uden en saadan indbyrdes Samvirken vilde det nøie Kjendskab til den oprindelige Betydning af de i de islandske Stednavne indtrædende Ord og den paafaldende tro italienske Gjengivelse at dem, være aldeles uforklarlig.

Frisland = Island kaartlagt af N. Zeno

Indrømmes dette — og vanskelig vil man kunne undslaae sig herfor — saa fortsætter Tanken sig naturligst i den Retning, at det væsentlige Mellemled, der ved Kaartets endelige Udarbeidelse, specielt dets Udstyr med Stednavnene, repræsenterede Italienerne, netop har været den Mand, hvis Reiseberetninger Kaartet ledsager, og indtil videre, ɔ: usque ad meliorem informationem, kunde vi vel altsaa kalde Kaartlæggeren Nicolò Zeno senior. Med Føie kan man i alt Fald sige, at Stednavnene paa Kaartet ligesom give en praktisk Stadfæstelse af det Udsagn, der ifølge Originalens Ord ovenfor blev givet om den ældre Nicolò Zeno, at et af Formaalene for hans Bortreise var at lære fremmede Nationers Sæder og Sprog at kjende.

Det bliver en Selvfølge, at den Mand, der har vist saa megen Interesse for og Kjendskab til Islands geografiske Forhold, som de, der have faaet sit Udtryk i Frisland-Kaartet, ogsaa i mange andre Retninger maa have erhvervet sig Kundskab om dette Land og dets Beboere. De saa ynkelig forkomne eller mishandlede Breve synes rigtignok ikke direkte at omtale Island; men saa meget er tydeligt nok, at naar vi — uden at Island nævnes ved Navn — høre de hist og her i Reiseberetningernes Text indvævede Brokker eller Reminiscentser af Brevene fortælle om varme og koghede Kilder i de koldeste Lande, om disses Betydning for de Nærboende, om ildsprudende Bjerge og andre Phænomener, vi just kjende fra Island, da har Kundskaben om alle slige Forhold været let nok at indhente paa de samme Steder, hvorfra det saa nøie Kjendskab til Islands Omrids og til Benævnelserne paa dets Halvøer, Fjorde og Bugter, paa dets Fiskepladser og dets Sømærker o.s.v. erhvervedes.

Heri skal der dog ikke endnu ligge en bestemt Paastand om, at vedkommende Kaartlægger eller Beskriver nødvendigvis maatte personligen have besøgt Island, eller fra selve Øen direkte have indhentet sine for Dagen lagte Kundskaber om den. Det var jo slet ikke saa utænkeligt, at Andre, der selv havde besøgt Øen eller havde Hjem der, kunde have meddelt ham Oplysningerne, maaskee endog gjennem Andre eller Trediemand, som da selvstændigen kunde have sammenarbeidet dem. Men denne hele Antagelse forekommer mig dog — og især efter hvad der i et senere Afsnit bliver oplyst — aldeles ikke naturlig eller sandsynlig. Her skal jeg imidlertid indskrænke mig til at imødegaae en Tankegang, der ingenlunde kan siges at staae i en fjern Forbindelse med denne Antagelse. Det har været formodet, at det paa det Zeniske Kaartblad fremstillede Engroueland, der saa almindelig erklæres for et godt Kaart af Grønland, sandsynligvis beroede paa Omrids og Kaart erhvervede fra Islænderne, og i Samklang dermed kunde det altsaa ogsaa let formodes, at de Havnekaart og Kystomrids, hvorpaa Frisland-Kaartet antages at grunde sig, nærmest kunde hidrøre fra selve Islænderne. Begge Anskuelserne hyldes i Virkeligheden af Admir. Irminger ligesom tidligere af Lelewel. Dette hviler dog, mener jeg, paa en meget feilagtig Tankegang; thi det er et mærkværdigt Træk i Nordboernes Historie, at hvor kløgtige de end have været i at give kortfattede "Sailing-Directions" endog over de længste Søveie, og saa erfarne de have vist sig i at forstaae og følge saadanne kortfattede Veivisninger, saa blottede synes de alle at have været baade for Evne til og Sands for Kaarttegning at de Lande og Øer, de opdagede eller jevnligen beseilede!

__________

Samle vi nu alle de foranstaaende Træk og Momenter under Eet, skulde jeg da vel have sagt for meget, naar jeg ovenfor antydede, at allerede nu begynder Zeniernes Sag at faae et nyt Udseende? Mig forekommer det nemlig, at baade selve de Reisende og idetmindste et enkelt af de paa Kaartbladet tegnede Lande ere traadte ud af den Usikkerhed og Ubestemthed, der omgav dem, og ligesom blevne ret haandgribelige. Man erindre blot, at selv endnu i det sidste Decenniums tre Afhandlinger hævdedes f. Ex saadanne Paastande, som at Kaartbladets Frisland ikke fremstillede en enkelt Ø, men en større Øgruppe, ligegyldigt om man saa gav denne Øgruppe Navn af Færøerne eller, som for et Aarhundrede siden, af Ørkenøerne; eller at denne store "Frisland-Ø" vel ikke, som man havde antaget, var forsvunden siden Aaret 1400, men aldrig havde været til, og at man maatte nedlægge den alvorligste Protest imod dens Tilværelse; ikke at tale om, at Zeni-Brødrene kun vare Fantaster, der havde opdigtet deres Reiser og dette endog i et bedragerisk Øiemed.

Men — føler jeg mine Læsere ganske berettiget indvende — hele den nye Bygning, jeg her fremstillede for Dem, blev rigtignok kun opført paa det ved første Øiekast besynderlige Grundlag, at alle de paa Frisland-Kaartet opførte Navne, der tillige vare nævnte i Texten — de vare ialt ti — bleve fjernede, som uægte eller mistænkelige! Det indrømmer jeg, og vil Nogen ikke indrømme Berettigelsen til en saadan Fjernelse, da beholde han dem alle paa deres falske Plads og forsøge da, om der af Frisland med disse ti Navne kan blive andet end et "Island". Det er jo i Forveien oplyst, at intet af dem, saavidt de kunne tydes , indeholder nogen Modsigelse imod Frislands Identitet med Island, at de fleste passe vel med denne Antagelse, og at tre af dem, de to store Bugter paa Vestsiden og Porlanda paa Øens Sydside, af Adrair. Irminger toges ganske særlig til Indtægt for hans Tydning af "Frislanda" som Island. Øie og Øre opdager imidlertid let, at de i Texten nævnte ti Stednavne ikke ere dannede eller gjengivne som de øvrige 30; forskjellige i Udseende og Lyd røbe de, at de ikke passe med de andre og maae have forvildet sig ind paa Frisland-Kaartet andenstedsfra. En kritisk Drøftelse af vort Emne fordrer altsaa, at disse Fjer fremdeles maa holdes for sig, indtil den rette Fugl, til hvilken de maatte høre, bliver funden. Denne haaber jeg vi skulle finde, naar vi tage et Afsnit af Decenniets tredie Afhandling om Zeniernes Reiser, nemlig Archiv-Assistent Krarups, i noget nærmere Betragtning. Forinden vil det dog ikke alene være hensigtsmæssigt, men nødvendigt, at imødegaae en af de Indsigelser, som Mr. Major med stor Styrke har rettet imod Irmingers og altsaa ogsaa mod min Tydning af Frisland som Island, og hvorved han igrunden mener at have bibragt denne Tydning et Grundstød, hvilket dog ingenlunde er Tilfældet.

Kart over Nordatlanteren med Frisland. 1573 Abraham Ortelius (1527-1598). Commons.

Mr. Major foreholder nemlig Admir. Irminger meget alvorlig den Modsigelse, hvori hans Tolkning af Frisland som "Island" kommer til at staae til Kaartbladets øvrige Lande, idet der blandt disse jo allerede er en særdeles stor Ø, der bærer Navnet "Islanda" tilligemed en Snes andre Stednavne, iblandt hvilke netop ere to, der særlig lede Opmærksomheden hen paa Øen som et virkeligt Island. Imod den lange Øes nordlige Side findes der nemlig et "Olensis", imod den sydlige et "Scalodin", begge saavel ved Lydligheden som Beliggenheden mindende om Islands to Bispesæder: Holum og Skalholt, og især naar disse Benævnelser i Henseende til Lydligheden, hvad Mr. Major o. A. rigtig forudsatte, betragtes som latinske Adjektivformer af Bispesædernes Navne. Til Sammenligning og Bestyrkelse fremsætter jeg nedenfor de tre Linier, hvori Fynboen (?) Claudius Clavus (Cymbricus) i Aaret omtr. 1426, i den nancyske Haandskrift-Oversættelse af Ptolomæi Cosmographia angav disse Bispesæders Navne og geografiske Beliggenhed (Længde og Bredegrad) i det Indre af Island:

Sunt autem in hac Insula civitates mediterranee hæc:

Hollensis................ 18. 65, 20.

Scalotensis............ 18. 67.

Naar nu hertil kommer, at der blandt Kaartets andre Stednavne er et tredie, "Flogascer" stillet paa det sydvestlige Hjørne af Øen, der ret tydeligen henpeger paa "Fugleskjærene", som just ligge nær ved Islands Sydvest-Pynt, har man saa meget større Grund til at antage, at der ved denne anseelige menes Island, skjøndt den rigtignok ikke i Omrids eller Figur kan siges at ligne "Island" synderlig, og dens øvrige Stednavne vanskelig nok lade sig udtyde. Det hjælper i første Henseende kun saare lidet, at den ellers i Geografiens Historie saa kyndige Malte Brun har fundet Figuren ret taalelig; han vilde aldrig have udtalt dette, havde han havt en Anelse om, at Frisland var Island. Men hvad enten man i Kaartbladets "Island" seer et mere eller mindre problematisk Island, — jeg er ikke uvillig til med Major og mange andre at antage det for et virkeligt Island — saa er dette ikke til ringeste Hindring for, at ogsaa Kaartbladets Frisland fremstiller Island og giver os et godt Billede af dette Land. Tvertimod!

Mr. Major og alle de, der have ladet sig paavirke af hans falske Forestilling om dette Punkt, have enten ikke vidst, eller have i alt Fald forglemt, at en saadan dobbelt Gjengivelse af et Land eller en paa samme Kaartblad, dels under samme Benævnelse, dels under forskjellige Benævnelser, i disse Kartografiens første Aarhundreder slet ikke hører til det Usædvanlige. Det er ogsaa let forstaaeligt. Igjennem dette lange Tidsrum beherskedes man paa den ene Side af en næsten hensynsløs Conservatisme og Respekt for det fra Oldtiden og navnlig fra Ptolomæus Overleverede og paa den anden Side af hele Tidsalderens stærke Begeistring for Geografien og de geografiske Opdagelsers Tilegnelse. Snart var man da, og maatte naturligvis være det, i Uvished om, hvorvidt to Fremstillinger eller to Benævnelser vare identiske i deres Betydning; snart gjaldt Uvisheden, hvilken af dem der var den rigtigere, eller hvilken af to angivne Beliggenheder, som ofte fandtes at fjerne sig mange Grader fra hinanden, der da maatte ansees for bedst at svare til den virkelige. Heri var der altsaa ligesaa mange Grunde til, at Landet, Øen o s.v. gjengaves i de ulige Figurer, og paa de ulige Steder, med de ofte høist ulige Stednavne. De gamle Kaart fra det l4de til 16de Aarhundrede, som vi senere hen maa drage ind i Sammenligningen med Zeniernes Originalkaart, f. Ex. over Engroueland, kunne give mange Exempler derpaa. Her skal jeg indskrænke mig til at oplyse Forholdet med nogle Prøver, hentede fra hjemlige Omgivelser eller fra de Punkter, hvis Identitet under de to forskjellige Fremstillinger Mr. Major saa stærkt bestrider. I Nicolai Donis' Udgaver af "Ptolomæi Cosmographia" fra Aarene 1482 og 1486 finde vi f. Ex. paa Kaartbladet over de skandinaviske Lande med deres Omgivelser — Nordsøen, Kattegattet, Østersøen — vore Øer Laaland (lalantj, Falster og Femaren gjengivne tilligemed deres Navne to Gange, i nogen Afstand fra hinanden, og ligesaa Øen Anholt (anaol) i Kattegattet

De i det Foregaaende omtalte Gunbjörnsskjær, der ifølge de ældre Kursforskrifter skulde ligge omtrent midtveis imellem Island og Grønland, ligge paa Søkaartene snart ved Islands Kyst snart over imod Grønlands, og paa visse hollandske Kaart fra 16de Aarhundrede gjentages Øgruppen paa begge Steder med saa overeensstemmende Benævnelser, at det er let at skjønne, at de ere eensbetydende. Medens Oldtidens Thule er paa det nysnævnte Donisske Kaartblad som "Thyle insula" henlagt omtrent til 63 1/2 Grad N. B. og nær ved Norges Kyst, ligge Øer med dette Navn paa andre Kaart langt høiere oppe imod Nordvest, under nogle og 70º omtrent hvor ellers Island pleier at henlægges (hvilket paa det nævnte Donisske Kaart er under 69 1/2— 71º N. B.), og dette er Nøglen til, at det atter paa andre Kaart findes i begge Regioner. Men et mere storslaaet og nærliggende Exempel herpaa afgiver netop Kaartbladet 25 i Moletii fortræffelige Udgave af Ptolomæi Cosrnographia 1562. Kaartet er overskrevet Schonladia nuova men kaldes fuldstændigere i Texten paa den foregaaende Side: "Daniæ, Scholandiæ, Norwegiæ, Sueuiæ & Finlandiæ noua Tabulav idet der da tillige oplyses, at alle disse Lande blive sammenfattede under Benævnelsen Schonlandia (septentrionales regiones, quæ qvidem emnes sub Scholandiæ nomine habentur). — Paa dette Kaartblad møde vi nu først en meget stor Øe N. V. for Orcaderne, benævnet "Thylen" og kun med to Stednavne: "Holen" imod N., og "Skalholten" imod S., strækkende sig omtr. fra 63º N. B. til 70º N. B., og større end Irland og Danmark paa samme Kaartblad; dernæst et mindst ligesaa stort Land N. V. for "Thyle" i selve Ishavet ("mare congelatum") fra 70º N. B. op over 72º N.B. (hvor Landet begrændses af Kaartrammen), ligeledes kun med to Stednavne paa sig: "Scalholdin" og "Holensis", røbende ved disse latiniserede Navne, at ogsaa denne gjælder for Island, men at Kaartet over Øen er laant andensteds fra, sidst fra Pedrezanos Fiol. 1548.

Dermed vilde jeg have sluttet mine Indvendinger imod Mr. Majors Paastande om Betydningen af den dobbelte Anbringelse af et Land eller en paa samme Kaartblad, naar ikke netop det Zeniske Kaartblad efter mit Skjøn var gaaet endnu videre. — Jeg mener nemlig, at Øen Island egentlig er fremstillet endnu en tredie Gang paa dette Kaartblad, nemlig i det for Alle hidtil saa gaadefulde "Grislanda", der ligger S. for "lslanda". Navnet "Grislanda" er enten en Feilskrivning for "Wrislanda", eller snarere en Feillæsning af dette Navn, overført fra et ældre Kaart, f. Ex. fra Ran. de Hyggedens Imago mundi af 1360 (man sammenligne Beliggenheden af dette Kaarts to Øer "Tile" (Thule) og "Wrislanda"); "Wrislanda" er atter det samme Navn som "Frislanda", kun anderledes skrevet. Den sandsynlige Oprindelse til alle disse Navneformer for det Land, vi nu kalde Island, bliver senere meddelt.

Fra den dobbelte Anbringelse af et Island paa samme Kaartblad kan der altsaa ikke med Rette gjøres nogensomhelst Indvending imod Tydningen af Frisland- Øen paa Zeni-Kaartet som "Island".

Zeni-Textens "Frislanda" er Nordfrisland

Nu ere vi altsaa naaede tilbage til det kun midlertidig udsatte Spørgsmaal om Henførelsen af de 10 fra" Frisland"-Øen udskudte Navne til deres rigtige eller sandsynlige Hjem, og dette mener jeg unægtelig at kunne finde i Geografiens rette Frisland. Herfra synes de mig nemlig kun ved en Misforstaaelse at være blevne bragte over paa Kaartbladets med Frisland-Navnet betegnede Ø, en af de jevnlige Feiltagelser nemlig, som Kløgt avler med uforstaaede Kundskabsbrokker, eller som har sin Grund i det, Alex. v. Humboldt kalder "une fausse érudition". Samtidig ere vi ogsaa naaede til det Punkt i min Fremstilling, hvor det vil paaligge mig nærmere at hævde, hvad jeg ovenfor har udtalt, at ogsaa Decenniets tredie Bidrag til Kundskab om Zeniernes Reiser i Norden, nemlig Hr. Archiv- Assistent Fr. Krarups, havde anslaaet Strenge, der gave nye og tiltalende Toner.

Hr. Fr. Krarups Opfattelse af Zeniernes Reiseberetning og deres Kaartblad rummer desto værre en stærk og almindelig Fordømmelsesdom over begge, og for Kaartbladets Vedkommende lyder, som allerede anført Dommen om "Frislanda"- Øen i en concentreret Form og som Thesis saaledes: "The Island Frislanda in the Atlantic Ocean never existed", en Paastand, som jeg vel her har stedet til den evige Hvile. Men ved Siden af denne Dom staaer der endnu en anden Udtalelse om et "Frislanda", der i en lignende fortættet Tilstand (1. c. p. 32) hedder: "Frislanda means North Friesland (western parts of the duchy of Slesvig", og denne bestemte Udtalelse fortjener vor fulde Paaagtning. Thi herved mener han kun Textlegendernes "Frislanda", og til dette Land med dets ti i Texten nævnte Navne, Allikens saakaldte laante Fjer, kunne vi i vore frisiske Egne maaskee nok finde et ret sandsynligt og passende Hjem.

Det kan idetmindste ikke ligge fjernt for Tanken, at det "Frislanda" , hvorpaa et Skib, som i Middelalderen agtede sig til England eller Holland, men som efter flere Dages Omtumling i stærk Taage og Orkan led Skibbrud og strandede, ret naturlig kunde være at søge i en eller anden Del af den uhyre Strækning, som "Frislandene" indtage langs med Hollands, Hannovers, Holstens og Slesvigs Kyster. Foruden den Henpegning paa denne Strækning, som ligger i Navnet "Frislanda", vilde den, der var kjendt med Frislandenes Natur og Folk, maaskee ogsaa nok gjenfinde et og andet om denne Egn mindende Træk i Reisernes korte Skildring af Strandingsstedet og af Befolkningen dér. Uheldigvis havde dog i de sidste hundrede Aar to Omstændigheder meget tidlig ledet Tanken helt bort fra denne naturlige Vei og ført den langt høiere op imod Nord. Den ene var naturligvis Kaartbladets Anvendelse af Navnet: Frisland paa en Ø helt ude i Atlanterhavet, hvis sande Natur idelig miskjendtes, og som jeg ovenfor har bevist at være Island; den anden var den Formodning, at Reiseberetningens Helt Zichmni maatte være identisk med "Zinclara", Jarl over Ørkenøerne og Færøerne, eller med en vis mægtig Sigmund eller Simon paa Suderø iblandt disse sidste, thi i begge Tilfælde maatte Skildringens Frislanda-Begivenheder selvfølgelig være at hensætte til denne Øgruppe. Saa megen Interesse det end historisk maatte have, om man foruden Egnen tillige kunde paapege en Personlighed, der mulig ligesom kunde danne Hovedfiguren i Zeniernes Fremstilling, saa maa vi dog stedse fastholde, at dette i alt Fald kun bliver en Bisag, saalænge man ikke nogenlunde sikkert har udredet Hovedpunktet: Landet eller Egnen, hvori Begivenhederne foregik. Først da faaer nemlig Besvarelsen af Spørgsmaalet om Personlighederne nogen virkelig Betydning. Hr. Krarups Fortjeneste, af hin lange frislandske Landbræmme rundt med Nordsøens sydlige Kyster at have udpeget just vort slesvigske Frisland, som det, der formentlig havde kunnet afgive Skuepladsen for en Del af Skildringen, er derfor i mine Øine langt væsenligere end den, at han tillige henpeger paa Heinrich von Sighem som en historisk Personlighed fra den Tid, der ifølge sin ridderlige Karakter og Tapperhed muligen kunde ansees som den sandsynlige Repræsentant for Skildringens Zichmni, Hr. Krarups Gisning om Personligheden skatter jeg alligevel; thi jeg finder Tanken ret heldig og i flere Henseender træffende, selv om man i andre Henseender f. Ex. i denne Hædersmands historiske Stilling finder Vanskeligheder for en Identification. Familien Sighem eller Sighme synes imidlertid at have været mægtig og stor, og et andet Medlem af denne Familie vilde kunne give os samme Lydlighed i Navnet med Skildringens Zichmni. At Hr. Krarup, som Historiker, vistnok lægger større Vægt paa denne Del af sin Hypothese, kan jeg neppe betvivle. Sin hele Opfattelse af, at Skuepladsen for Zeniernes Frislanda-Begivenheder just var Nord-Frisland, vort slesvigske Frisland, har han dog neppe alene grundet paa den formodede Identitet mellem de holstenske Hertugers Marskalk og Zichmni; tildels, om end kun lidet, har han idetmindste ogsaa støttet den derpaa, at enkelte af de hos Zeno forekommende Stednavne syntes ham opbevarede i Frisland, f. Ex. "Sudero golfo" i "Südera", et af de dybere Løb mellem "Halligerne", "Porlanda" maaskee i "Bordlum" (udtales: " Bordelem "), ligesom han troer at erkjende, at Stednavnenes Karakteer stemmer med Egnens Sprog (1. c. S. 8).

Jo mere jeg i Overeensstemmelse med egne tidligere Granskninger over Zeniernes Reiser maatte føle mig tiltalt af den Mening, der laae i disse Hr. Krarups saa sparsomme Udtalelser, jo stærkere maatte jeg ogsaa føle det Savn, som denne Historikers besynderlige Knaphed fremkaldte i alle de Retninger, der syntes mig at skulle lægge den egentlige Styrke i hans Tolkning af dette Afsnit af Zeniernes Beretning, saafremt Tolkningen da ikke blot og bar skulde blive en subjektiv Gisning. Da jeg ovenfor i saa temmelig ubetingede Udtryk har udtalt mig om dennes sandsynlige Rigtighed, blev det mig altsaa ligesom en moralsk Pligt, selv at føre Undersøgelsen videre, for at kunne anskueliggjøre baade for mig selv og Andre de Forhold, der forekom mig at kunne tale for, at Anskuelsen ogsaa havde en mere objektiv Berettigelse.

En naturlig Betingelse for, at jeg skulde kunne slutte mig aldeles til den Mening, at det af Zenierne besøgte "Frislanda" var at finde just i Nordfrisland vilde det selvfølgelig blive, at jeg ved at føre Undersøgelsen videre og noget dybere, kunde vinde gode Støttepunkter for Anskuelsen eller dog flere Sandsynlighedsgrunde for den. Glippede dette, maatte jeg idetmindste kunne forfølge Traaden i den paapegede Retning uden at møde altfor store Vanskeligheder for Antagelsen. Dette forsøgte jeg altsaa efter bedste Evne, og, da jeg ikke er Historiker, men almindelig Naturforsker, selvfølgelig nærmest paa dennes Vis.

__________

Det første Forhold, vi under vore Bestræbelser for at føre Undersøgelsen videre og dybere, nødvendigen have at gjøre os fuldt fortrolige med, er uheldigvis dette, at hvorsomhelst i de udstrakte Frislande vi end ville forsøge at sætte det Territorium, i hvilket Nicolò Zeno imod Slutningen af det fjortende Aarhundrede led Skibbrud og senere forblev i saa mange Aar, saa ville vi ikke dér finde en Egn for os, der i vort Aarhundrede vilde frembyde samme Omfang og samme Skikkelse, som i hine fjernere Aarhundreder. Ingen Del af Frislandene har undgaaet voldsomme Forstyrrelser og Omdannelser. Langt mere end for Islands gjælder det her for disse Egnes Vedkommende, at man maa være forberedt paa, at hele Landsdele og Øer kunne være forsvundne siden den Tid, medens andre kunne have faaet helt nye Skikkelser. De utallige Oversvømmelser og Stormfloder udgjøre nemlig en væsentlig Del af Frislandenes Historie og danne ligesom den røde Traad, der gaaer igjennem det tappre og frihedselskende Friserfolks egen Historie. I Oceanets Oversvømmelser, Bortskylninger og Gjennembrud samt Omfordelinger af Frislandenes frugtbare, oprindelig fra Havet erobrede Egne ligger den dybere Grund til selve Folkets Søndersplittelse og Svækkelse.

Det er følgelig givet, at heller ikke Nordfrisland kan have seet saaledes ud, som det nu er, og, desto værre, det kan historisk oplyses, at det er en af de frisiske Egne, der i disse Aarhundreder har lidt mest, og at det dengang saae endog meget anderledes ud. Om dets Udseende just til den bestemte Tid, der særlig vedkommer os, eller omtrent ved Aaret 1400, kunne vi rigtignok kun ad Omveie og kun tilnærmelsesvis danne os en Forestilling, men dog faae deraf et efter Omstændighederne ret tilfredsstillende Billede. Ved Undersøgelsen af dets Udseende kommer let os nemlig ganske særlig tilgode, at vi for det første i Caspar Danckwerths bekjendte store Beskrivelse af Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (1652) have de af Mathematicus regius og Landkaarttegner Johannes Meyer udførte Kaart Folio over Nordfrisland fra c. 1650. Disse store, omstændelige og omhyggelige Kaart over det Landskab, der nærmest interesserer os, gjengive os altsaa dette, som det saae ud 30 Aar før vor Tid og omtrent 250 Aar efter Zeniernes Tid, eller i et Tidsrum, der ligger midt imellem disses og vor. — Men endnu en anden heldig Omstændighed kommer os her til stor Hjælp. Fra samme Tidsrum og fra samme dygtige Kaarttegner samt i selvsamme Størrelse besidde vi et omhyggeligt Forsøg paa efter foreliggende Data at reconstruere Nordfrisland, som dette maatte have været paa Valdemar II´s Tid, eller c. 1240, altsaa 160 Aar før Zeniernes Tid. De Data, der laae til Grund for Reconstructionen, vare fornemlig gamle Jordebøger, Skatte- og Mandelister samt Kirkefortegnelser, næsten alle endnu opbevarede; men dernæst Johannes Meyer's utrættelige Opmaaling og Kaartlægning af de under det dækkende Havs Overlade, især under den daglige Ebbe og Flod, endnu erkjendelige Land- og Eiendomsgrændser og Vandløb, de endnu talrige Ruiner og Rester af ødelagte Kirker og Huse; og endeligen de fornemlig blandt de ældre Generationer af Friserne dengang endnu i Traditionen opbevarede Navne -aa disse Levninger og Steder — Alt dette naturligvis nøie sammenholdt med de forannævnte Fortegnelser o. s. v.

Hvad man end til sine Tider har fremsat imod Paalideligheden af dette eller hint Afsnit af Joh. Meyer¨s Kaart for Tidsrummet 1240, eller dettes Enkeltheder, saa har man og stedse maattet erkjende det for at være et i det Hele heldigt og paalideligt Forsøg paa en saadan Reconstruction. Navnlig har jeg efter Alt, hvad jeg i senere Tider har seet fremkommet til Bekræftelse af dets almindelige Rigtighed, ikke kunnet tage i Betænkning i dets store Træk og med dets talrige efter de ovennævnte Kilder tilføiede Stednavne, at lægge disse Meyerske Kaart til Grand for den Sammenligning, vi her ville anstille. Vil man føle sig endnu mere betrygget i dette Skridt, da anbefaler jeg at gaae den Vei, jeg selv har maattet gaae, og tage tilbørligt Hensyn tillige til Lærer N. Schmidts reviderede Gjengivelse af Meyers Kaart og til det af Gebhardi hos Langebeck sammenstillede Kaart for Aaret 1240, der i Scriptores Rerum Danicar. VII er medgivet Aftrykket af Kong Waldemars Jordebog. I Hovedsagen og til vort Brug ville Ændringerne dog findes uvæsentlige.

Lægge vi altsaa Kaartbladene for 1240 og 1650 ved Siden af hinanden, tage de sig unægtelig meget ulige ud. Det første er fuldt saa uligt Kaartet fra 1650, som dette vil findes uligt et Nutidskort af Nordfrisland. Hovedforskjellen i det Store mellem disse Kaart ligger vel i Landmassernes Formindskning og Bugternes og Indskjæringernes Forstørrelse, men overalt vil man tillige finde, at i Landmassernes Omrids eller Configuration ere Forandringerne i en Hovedsum visselig ikke mindre. Disse Forandringer vise sig derhos at have deres Grund ligesaameget i Til øgninger paa sine Steder, som i Bortskjæringer paa andre. — Ville vi da efter de foreliggende Kaart tænke os Nordfrislands Skikkelse ved Aaret 1400 omtr., ville vi ikke kunne tage meget feil, naar vi tænke os den som liggende mellem Kaartet fra 1240 og det fra c. 1650.

Skálholt-kartet ble tegnet av islendingen Sigurd Stefansson i 1570. Foruten Helluland, Markland og "Skrælinge Land" (Vinland) er Frisland tegnet inn på omlag Færøyenes posisjon. Commons.

Disse to Kaart stemme i deres Hovedconfiguration overeens deri, at der paa dem begge, om end af ulige Bredde, gaaer to store Udskjæringer af Landmassen i en Triangel ind imod det fastere Land, Geesten, eller som det i ældre Tider skreves: Goest eller Goes, én norden fra og én sydenfra. Et lignende vinkelformet Indsnit maa vi altsaa tænke os i Landskabet ved Aaret 1400, ret ligesom det, vi see paa Danmarks-Kaartet paa det Zeniske Kaartblad fra 1558 og som altsaa mindst gaaer tilbage til dette Aar, eller er 100 Aar ældre end Meyers fra 1650. Det kan være, at Zeni-Kaartets er fra en meget tidligere Tid, hvilket da ogsaa maatte gjælde for dettes oven over liggende sydlige Del af Norge, der er tegnet paa en lignende Maade og meget ulig de øvrige Fremstillinger paa Kaartbladet; men jeg er dog meget utilbøielig til at gaae ind paa denne Antagelse. Ligheden i Enkelthederne af Danmark paa det Zeniske Kaartblad og af et større selvstændigt Danmarks-Kaart, stukket i Venedig 1562 af en Ubekjendt, altsaa kun 4 Aar efter Zenireisernes Publikation, er mig nemligen altfor paafaldende, til at jeg ikke skulde hævde begge en fælleds og samtidig Oprindelse. Det i Triangelen liggende Land er paa dette større Kaart af 1562 udtrykkelig betegnet "Stat Vrieflé".

Sammenholde vi nu Joh. Meyers ældste Kaart og dets talrige Navne paa Steder og Vandløb med dem, der findes i den Zeniske Text, minde Navnene paa hine to store Indløb, det nordlige: "Nordere Tiefe" og det sydlige: "Sudere Tiefe", os strax om det Zeniske Frisland- Kaarts "Colfo nordero", og "Sudero colfo", begge i et ægte frisisk Tilsnit. Ad det sidste af disse Indløb kom Zeno ifølge Texten til Havnen eller Skibsleiet "Sanestol", hvor den saltede Fisk toges til Prise, og indad "Sudere Tiefe" kommer man ifølge Meyers Kaart til et Sted med et noget lydlignende Navn "Steinsoolt" der maaskee kunde svare hertil. Men forresten maa det her strax erindres, at i Frislandene er Endelsen "boll" eller "bull" saa almindelig i Stedsnavnene, og selve disse saa hyppig i deres første Del afledte af "Sand", at det var saare naturligt, om der her laae et feilskrevet et "Sandsboll" under Navnet "SanestoI". Efter en Vending omkring en Landpynt, siger Zenitexten endvidere, kom de til "Bondendemen", og gaaer man ind ad "nordere Tiefe", saa viser os Kaartet, som man vil see, et "Bondum" eller "Bundum", der i Lydlighed kommer saa meget nærmere til "Bondendea", som den frisiske Udtale af Ordet, saavidt jeg har forstaaet, er "Bondemen", og ved denne Parallelisering bør det erindres, at Affatteren af det Zeniske Kaart-blad ogsaa har lagt "Bondendea" ved "Golfo nordero".

Hr. Krarup har, som jeg ovenfor har anført, allerede udtalt den Gisning, at Zichmnis Besiddelser: "Porlanda" maaskee skulde stryges under Navnet "Bordlum", og dette er ikke umuligt; men da de udtrykkelig nævnes som nogle Smaaøer, og det dog er uvist, om Egnen omkring "Bordlum" dengang var Øer, skal jeg dog snarere henvise til "Porrenlande" (Kog) ved Husum, som man vil see i alt Fald opfylde Betingelsen at ligge sydlig (?) for det, vi ansee for Zeno´s Frisland. Foruden sine egne Besiddelser ("possedeua") havde Zichmni Herredømmet ("signoreggiana") eller Overbestyrelsen over et større Landskab: "Sorano" som det nu næsten i halvfjerde Aarhundrede har lydt i Texterne af Zenireiserne og hos Commentatorerne over disse, uagtet Originalens Trykfeilsliste udsiger, at ved en "error da copista" er det sidste o i Navnet læst feilagtigen istedetfor et t, og Ordet skal altsaa læses "Sorant". I denne Form kommer Ordet baade over fra det mere italienske til et mere nordisk eller frisisk Tilsnit og bliver mere overensstemmende med Formen: "Sorand", som Kaartbladets Affatter eller Tilrettelægger har givet det, da han indsatte det ved Frisland-Kaartets Sydrand. Jeg tillader mig her at gisse, at ogsaa rimeligvis det første o i dette Ord ved en "error da copista" er bleven mistydet paa samme Maade, og at der skulde være læst: "Strant" eller "Strandi", og at Meningen dermed var: "Strandfrisland ". Jeg bestyrkes noget i denne Gisning ved det ovennævnte venetianske Kaart fra 1562, der netop paa det af de to Indskjæringer begrændsede Land allerede har Navnet "Strat Vriefé" og Betegnelsen "Frisia litus" ogsaa forekommer paa endnu ældre Kaart. Desuden vil Strand-Frisland svare til den Beliggenhed, Texten tillægger sit "Sorant" naar den læses paa en nogenlunde forstaaelig og naturlig Maade. Men naturlig kan jeg virkelig ikke kalde en Tolkning, der i den korte Betegning af "Sorants" ɔ: "Strants" (?) Beliggenhed ("fra terra la Duchea di Sorant, posta dalla bauda verso Scotia") vil see en Angivelse af, at dette Landskab laa over imod Skotland. Det her forekommende Ord: "Scotia" har saa stor Lighed med et "Gocia" eller "Goestia" som italiseret Navn for "Goesi" eller "Geesten", som det nu kaldes, at jeg mener ikke at være gaaet udenfor de berettigede Gisninger, naar jeg antager simpelthen, at "Geesten", det høiere og tørrere Land — "fra terra", i Modsætning til Smaa-Øerne — er ment med Ordet: "Scotia". Engang inde paa Lydlighedernes og Gisningernes mindre sikkre Terrain anseer jeg det hensigtsmæssigst strax i Sammenhæng med det ovenfor Yttrede at fremsætte min Gisning i dens hele Omfang. Thi de Sammenstød med Hær og Skibe, der i Texten jevnlig omtales imellem Zichmni som den, der for sin egen Person vilde erhverve sig selvstændige Besiddelser, og den "Konge af Norge" — "re de noruegia" — hvem Texten betragter som den ligitime Herre over de Besiddelser, han vilde tilegne sig, kan jeg ikke opfatte som Sammenstød med den virkelige Konge af Norge, Margrethes Søn, skjøndt der fra den kronologiske Side maaskee ikke vil være noget til Hinder for denne Optattelse; men derimod nok som Sammenstød med en Statholder over "Norges-Harde" eller "Norgoes-Harde", nemlig den nordlige Halvpart af Geestlandet, der jo under disse Navne er os bekjendt fra flere Dokumenter før og efter Aaret 1500. At der ved Textens Hærtog sandsynligvis er at forstaae Smaaskjærmysler og Razzier, derpaa er Opmærksomheden allerede tidligere bleven henledt.

Mine tre her anførte Gisninger, at der formodenlig ved Feillæsning eller Feilskrivning staaer i Texten "Sorant" for Strant og "Scotia" for Goesia eller Goestia, samt at dens "Noruegia" godt kan være et misforstaaet Udtryk for Norges-Harde, beder jeg foreløbigen kun betragtede som det, de her ere. Senere hen, naar de Oplysninger, der gives om andre Forhold, som hidtil ikke ere blevne forstaaede, blive sete i Forbindelse med dem, ville de maaskee gjøre Fordring paa at være noget mere, idetmindste Sandsynligheder. Tilsammen ville altsaa Textens Stedbetegnelser indenfor det geografiske Omraade, hvori Begivenhederne baade ved Strandingen og nærmest efter denne antages at være foregaaede, neppe lægge nogen virkelig Vanskelighed i Veien for os for at see et "Nordfrisland" i Textens "Frislanda". Det næste Spørgsmaal bliver da, hvorvidt ogsaa Landskabets Naturforhold og Befolkning, naar i Reiseberetningen enkelte Træk af disse maatte dukke frem, ville blive forenelige med denne Opfattelse. dette synes virkelig at være Tilfældet.

Det er jo for det Første allerede andensteds bleven bemærket, at der i Reiseberetningen ikke med et eneste Ord røbes, at dens "Frislanda" var et bjergigt eller klipperigt Landskab, med imponerende, steilt i Havet nedstigende Fjældsider, som Færøernes; ei heller, at Landet, som Tilfældet er paa disse Øer, lagde mindste Vanskelighed i Veien for særdeles lette Bevægelser med "Hæren" fra den ene Side af Landet til den anden. Kun for "Flotiljen" frembød "Frislanda" saadanne, og af en særlig og meget alvorlig Beskaffenhed. Disse tør vi derfor ikke lade blive uomtalte.

Allerede ved Skildringen af N. Zeno's og hans Landsmænds raske Sømandsfærd det første Aar, de tilbragte i "Frislanda", og hvorved det forundtes dem at redde Zichmni's Flotille paa 13 Skibe fra den visse Undergang, betones det af N. Zeno selv, at Havet om "Frislanda"s Kyster er særdeles vanskeligt at beseile, fordi det over al Beskrivelse er fuldt af Banker og Grunde — "immaniera piena di Seccagne, et di Scogli." — Textens Udtryk om de første: "Seccagne" kan aldeles bogstaveligen forstaaes som tørlagte eller tørløbne Sandbanker; om de sidste har den Ordet "Scogli", der ifølge Sprogbrugen visselig ikke behøver at tages som Klipper eller Skjær, men som almindelige Revler eller Grunde, der hindre Seiladsen, altsaa Sand- eller Sten-Revler. Alt dette er følgelig meget foreneligt med Frisland-Kysternes Beskaffenhed. Men selv herved paatrænger der sig dog uvilkaarligen nogen Mistanke imod Affatterens rigtige Læsning af Udtrykkene i de hjemsendte Breve. Det var jo tænkeligt, at der f. Ex. i disse mishandlede Papirer ikke havde staaet: "scogli" men "scoli", hvilket i det Venetiansk-Italienske bruges saa almindelig om Vandløb, Udløbsrender, og hvis saa, da maa man indrømme, at der af de "Frislandene" omgivende Sande og Vatter med de imellem disse udskaarne Vandløb ikke kunde gives et mere træffende Billede, end netop ved Textens Ord: "seccagne et scoli".

Fra selve Landets Beskaffenhed vende vi vort Blik imod de enkelte Træk, der meddeles om dets Befolkning og dets Hersker!

Naar Nicolò Zeno i sit Brev til Broderen Antonio fremhæver Indbyggernes voldske Natur og deres truende Holdning imod de Skibbrudne, saa at disse næsten synes kun at skylde Zichmnis Mellemkomst, at de beholdt Livet, saa kunne vi, Sandheden troe, ikke godt nægte, at denne Skildring — desto værre — synes at passe særlig paa Friserne. Om endogsaa alle Strandboere ikke blot i denne fjernere liggende Tid, men høit op imod vort eget Aarhundrede i det Hele vare tilbøielige til at opfatte Skibbrud og Stranding som en Slags Gudsdom, der var overgaaet de Skibbrudne, og derfor disse som retsløse Mænd i alle Henseender, saa var der dog neppe nogen Afdeling af Nordsøkystens Beboere, som i denne Retning havde faaet og beholdt et saa slet Ord paa sig, som just Friserne, hvor brave de end ved andre Leiligheder viste sig. Denne haarde Beskyldning udtales selv af indfødte Frisere, og en frislandsk Præst i forrige Aarhundrede offrer i sin Beskrivelse af Landskabet Eiderstedt flere Sider paa en Skildring af det ubetvingelige og umenneskelige Sind, der under en Stranding bryder frem hos hans Sognefolk. Efter hans egne Udtryk staae "Irokesere, Karaibere, Canibaler" og lign. langt over Friserne, naar disse ere i Strandings-Stemning og da kun ledes af overlagt Umenneskelighed. At Indbyggerne i "Frislanda" mødte bevæbnede ved Strandingen, er yderligere et frisisk Træk.

Som et Træk fra en helt anden Side nævner jeg derimod den naive, men vistnok naturtro Skildring, som der i samme Brev gives af Bedrifterne, som Zichmini´s Skibe udførte i den sydlige Vig (colfo sudero), nemlig den lille Razzia ind til Havnen "Sanestol", hvor de borttoge nogle Smaa-Fartøier (navigli) med saltet Fisk. Mindes man ikke herved uvilkaarligen om den hos Friserne velkjendte Skik, at samle og nedlægge Fisk m. m. i Fartøier, der ligge i bestemte Baadeleier, som oftest i Mundingerne af Vandløbene (Sielene), for fra disse, senere og til bestemte Tider, at føre Fisken videre over Havet til Handelspladsene?. Vi komme forøvrigt længere hen i Skildringen af Zeni-Reiserne til at drage disse Vandløb og deres Mundinger ind i vor Betragtning, og derfor nævner jeg allerede her, at det frisiske Udtryk for Mundingerne i Reglen er: "aber" eller "aver", og at Forraadet ved disse, foruden i Skibe og Baade, kan opsamles i faste Forraadshuse eller Vareboder. En saadan hedder: "Spickbod" (spick frisisk = Speicher tydsk).

At Zichmni under og efter Strandingen talte Latin med de skibbrudne Venetianere, er ingenlunde unaturligt eller overraskende, da han betegnedes som Adelsmand og Jorddrot samt Styrer af et større Landskab. Til den Tids gode Opdragelse af en Adelsmand var Kundskab til Latin ikke nogen ualmindelig eller unødvendig Attribut. Vi finde jo forresten iblandt de opbevarede Dokumenter, skrevne til og fra Communerne i Frisland, flere fra den Tid, der oprindelig ere affattede paa Latin.

Selv de meddelte Smaatræk om de mange Faner, hvormed Zichmni´s seirrige Fremgang efter Beretningen blev hilset (sml. S. 78) fra alle Sider, behøve aldeles ikke at være Udtryk for Overdrivelseslyst og Bombast, saaledes som Mange ville udlægge dem. De stemme, synes mig, naar vi have ei ægte Frisland for os, meget godt med velbekjendte Forhold i Frisernes talrige og meget smaa Commune-Republikker, der hver havde sin Fane, sin aarligen valgte Fanebærer o.s v., og ved enhver Leilighed lod sig repræsentere ved sine Faner.

__________

Paa eengang baade med Egnen, som Nord-Frisland, og med Tidsaanden synes ogsaa det hele Sørøver-Liv — de ædle Zeniers Manes tilgive mig dette Udtryk! —, der overalt skinner igjennem den givne Skildring af Begivenhederne, at staae i saare god Samklang. Det var jo ikke alene i de to sidste Decennier af det 14de Aarhundrede, men ogsaa i det første af det 15de, at Viktuaiiebrødrenes eller Likendelernes Færd var i fuld Blomstring; og i hvilken Grad dette næsten privilegerede Ufredsliv førtes ved og fra de frisiske Kystlande — snart begunstiget af denne snart af hin hanseatiske Stat — derom foreligger der gode Vidnesbyrd baade i Nabolandenes og i vor egen Historie. At Zichmni, hvo han end har været, og under hvilket Palladium han end fra først af har begyndt en Virksomhed for egen Regning, har ladet sig smitte af Tidsaanden og deltaget i slige Hærtog og dermed søgt at erhverve sig Besiddelser, og det baade fjern og nær, derpaa lægge Textens Skildringer jo intetsomhelst Skjul, og saa meget større Uret vilde det være at drage dette ligefrem i Tvivl. En Mængde af Zeni-Reisernes Commentatorer have ogsaa været tilbøielige til at betragte Reiserne — hvad de end i andre Henseender have dømt om dem — just fra denne Side.

Under denne Forudsætning har der rigtignok fra enkelte Sider lydt Forundring over, at Patricieren Nicolò Zeno, et Medlem af en af Venedigs ældste og ædleste Familier, om han end var en skibbrudden Mand, har villet nedværdige sig til, og kunnet finde sig i det vilde Liv, som disse halvprivilegerede Røvere førte. Man har da ganske vist til hans Undskyldning villet hentyde baade til Tidsaanden og til den Friskhed, der gik igjennem dette eventyrlige Liv, da jo Hærjingstogene nærmest maatte være beregnede paa en hurtig Overraskelse af de hjemsøgte Egne; dels endeligen dertil, at Selskabet, om det end vistnok var et temmelig broget, dog ogsaa kunde have mange ham jevnbyrdige Elementer mellem sig, da det hyppigt nok hentede sine Medlemmer fra Adels- og Fyrste-Familierne. Men med Alt dette synes det mig, at man ikke tilstrækkeligen har fremdraget et Par andre Forhold, der maaskee paa den ene Side kunde have virket tvingende paa Zeno til at træde ind i et sligt Selskab, eller paa den anden Side have kunnet gjøre ham et saadant Liv, om ikke tiltalende, saa dog udholdeligt.

Naar Broderen Antonio i et af de senere Brudstykker af Brevene fortæller til Carlo i Hjemmet, at han selv havde inderligt ønsket at vende hjem, men at han ikke kunde, fordi Zichmni nægtede sit Samtykke dertil, saa faaer man heraf, og af flere Steder, det Indtryk, at om Zichmni end efter Brødrenes gjentagne Lovtaler over ham, maa have behandlet dem vel, idetmindste efter deres egen Mening, saa har dog denne det venetianske Skibsmandskabs Redningsmand, som det synes, udøvet et særeget og strengt Herredømme over dem; thi stærkt have de følt sig bundne til ham. — Datidens Strandret var jo grumme streng, og længe efter Zeniernes Tid træffe vi endnu paa den Opfattelse, at den Mand havde forbrudt Frihed og Liv, der gik iland paa eller vel endog strandede ved fremmede Herskabers Kyster. Mon da ikke Forholdet imellem Zichmni og N. Zeno for en væsentlig Del tør finde sin Forklaring i, at Zichmni har havt en streng Strandrets Bestemmelser paa sin Side, naar han maaskee ligefrem stak de skibbrudne Fremmede ind i sin Flaade som simple Matroser? Er det i alt Fald ikke en saadan Mening, der maa læses ud af de Linier, hvormed Strandingen og dens Følger omtales i den første videnskabelige Benyttelse, der gjøres af den da nylig offenliggjorte Zeni-Reise, nemlig i Moletii allerede tidligere omtalte Udgave af "Ptolomæi Cosmographia" (1562). Det hedder nemlig her i en historisk Oplysning om Zeni-Kaartbladet og dets Forfattere: "...naulragium fecerunt post aliquos dies in Insula Frislanda. In qua a Domino illius, qui Zichmnius dicebatur, capti, tanquam nautæ, in ultorum navigiorum classe immissi fuerunt." Selv om den ældre Nicolò Zeno ved sin overordnede Sømands-kyndighed snart tilvandt sig en friere Stilling i Flaaden og blev Anfører for den — noget, der senere gik over paa Broderen — var det dog maaskee det ham ved Skjæbnen paatvungne Forhold til Zichmni og det Kampliv, han derved blev nødt til atføre, der gjorde ham Broderen Antonio's Overreise til Frislanda saa ønskelig, eftersom denne var, saa hedder det udtrykkelig, baade en kjær Broder og tillige en tapper Broder.

Men naar nu Texten endvidere fremhæver som et Karaktertræk hos Nicolò Zeno, at han fandt en Tilfredsstillelse i at lære fremmede Steder at kjende, samt fremmede Sæder og fremmede Sprog — og det samme see vi forøvrigt ogsaa senere fremhævet om Antonio — saa ligger det saare nær, ogsaa at tage denne Tendents hos ham op i vor Beregning over, hvad der i slige Hærtog kunde være tiltalende for disse hans Tilbøieligheder, selv om Togtene førte et temmelig vildt Liv med sig og bleve foretagne i et maaskee mindre godt, om end efter Fødsel ham jevnbyrdigt Selskab.

Efter at Nic. Zeno ved selv at lide Skibbrud var bleven berøvet sit oprindelige Middel til Opnaaelsen af det Formaal, han ved sin Bortreise havde stillet sig, kunde der jo ikke let gives ham nogen bedre Leilighed til at besøge fremmede, selv fjernere Folkeslag og Lande, end den, der frembødes paa Togter, som hærjede snart i det ene snart i det andet Hav, og tidt nok med korte Mellemrum. Paa en saadan Forening imellem et Fribyttertog imod et fjerntliggende Land og en videnskabelig Undersøgelse af dette, kjende vi baade faktiske og meget nærliggende Exempler. Thi i dette Aarhundredes Begyndelse har vort eget Fædrelands Historie frembudt et forbausende Skuespil af denne Art. Som en baade mulig og sandsynlig Parallel til, hvad jeg maa formode at have været den rette Sammenhæng med Zeniernes fortsatte Reiser i Norden, tør jeg derfor ikke undlade her i Korthed at erindre Læserne om en vistnok mere end halvglemt Begivenhed fra Aaret 1809, altsaa fra en Ufredstid, da Island og Færøerne ved engelske Krydsere vare afspærrede fra al Forbindelse med Moderlandene, Norge og Danmark.

Sikkert er der blandt os nulevende ikke just faa, der i ældre Tider have hørt og læst saa meget om det eventyrlige Rovtog, som et engelsk Handelsskib, tilsyneladende under en fredelig Handels Maske — idetmindste i Begyndelsen — i de nævnte Krigsaar udførte imod Island, at de maaskee dunkelt ane, hvorhen jeg sigter. Med en Haandfuld bevæbnede Søfolk gjorde Skibsføreren og Supercargoen sig til Herre over Island, afsatte og fængslede Øens Kommandant og indsatte til Gouvernør eller, som han kaldte sig, Protector over hele Øen, en Galning og Eventyrer Jørgen Jurgensen, en danskfødt Mand, der som Tolk og Comissionær havde fra England fulgt med Skibet og hjulpet dets Rhedere med at sætte Udpresninger og Plyndringer i Stil. Meget faa ville derimod de være, der, som jeg, i længere Tid (1839—40) har færdedes paa Hovedskuepladsen for de vigtigste af disse Begivenheder og, der i Ro i en 8—9 Maaneders lang Vinter har kunnet gjennemlæse mangt et oprindeligt Aktstykke om denne eventyrlige Historie, som indenfor sin Virkeligheds Ramme rummer saare Meget, der overgaaer Alt, hvad man i Zeniernes Skildringer har villet ansee for de største Overdrivelser og for saadanne Udvæxter fra Sandheden, som alene kunde skyldes en Sydlændings livlige Phantasie. Hverken af den ene eller den anden Gruppe vil der imidlertid være mere end en ganske Enkelt, der bar i frisk Erindring et besynderligt Træk, som her er af stor Interesse. I Ledetog med denne tvetydige Skibsbesætning, der ret snart kastede Masken og ikke tog i Betænkning at forøge sin Styrke til det Dobbelte ved at løslade og bevæbne Fangerne i Reykiaviks Tugthus, ankom ogsaa til Island en sand Fredens Mand, en yngre Lærd, der ikke kunde betvinge sin Lyst til at lære Islands Natur, og navnlig dens Planteverden at kjende, og for hvem den indflydelsesrige, store og berømte Naturvidenskabens Mæcen Sir Joseph Banks endelig havde faaet udvirket en Tilladelse til at ledsage Expeditionen til Island, som den eneste Udvej for ham til i disse Aar at naae til dette Land. Denne Mand var den senere som Botaniker høit ansete Dr. Will. Hooker, Forfatteren af: "Journal of a Tour in Iceland in the Summer of 1809", 2. voll. London 1811, 2nd edit. 1813. Uagtet Forfatterens store Uheld ved Bortreisen fra Island, Skibets Brand og Tabet af alt det Indsamlede og Optegnede paa Reisen, saa at meget har maattet gjengives efter Hukommelsen, er dette Værk om Islands Natur og Befolkning et for sin Tid meget fortrinligt Arbeide, og for et Værk af denne Betydning staaer altsaa Videnskaben i Gjæld til et Togt af mere end tvetydig Beskaffenhed.

Dette Togts Begivenheder og Følger er det nu, der senere, i Aaret 1833, stod vor lærde Finn Magnussen saa særlig for Tankerne med Hensyn til de Engelskes ufredelige Handelstog til Island i det 15de Aarhundrede og Christopher Columbus's paastaaede Besøg i Island, forinden han gjorde sin store Reise helt over til Atlanterhavets vestlige Kyst. Zarhtmanns tidt nævnte Afhandling om Zeniernes Reiser (N. T. f. O. II. 1833) havde nemlig bragt det Faktum til almindeligere Bevidsthed i Norden, at Columbus i sin af Sønnen Fernando lang Tid efter Faderens Død offenliggjorte Biografie yttrer, at han havde været paa Island, der kaldes "Tile", og at han da selv har iagttaget nogle ukjendte Forhold ved Øens Beliggenhed og ved Havet om Øen. Ogsaa omtaler han, at Kjøbmænd fra Hull og Bristoll førte livlig Handel derpaa. I denne Anledning er det da, at Finn Magnussen i samme Bind af Tidskriftet giver os sin lærerige Afhandling: "Om de Engelskes Handel og Færd paa Island i det 15de Aarhundrede, især med Hensyn til Columbus's formentlige Reise dertil i Aaret 1477, og hans Beretninger desangaaende" (S. 142—169). Helt igjennem møde vi her talrige Exempler paa den ufredelige Handel, Fremmede, især Englændere, søgte at sætte igjennem paa Øen, og særlig stadfæster Forfatteren dette ogsaa for det snevrere Tidsrum, indenfor hvilket Columbus s ovennævnte Besøg paa Island maa have fundet Sted. Da der netop ogsaa i disse Aaringer blev ført Klagemaal over Handelsskibene fra Bristoll, og han ganske naturlig maatte antage, at det var dem, Columbus havde benyttet til Iværksættelsen af sit Besøg paa Island, bringes Forfatteren uvilkaarligen til at bruge følgende Yttring for derved ligesom at værne Columbus imod den Mistanke, der uvilkaarlig paatrængte sig. "Dog maa vi i al Fald haabe," tilføier han, "at Columbus i hin Tid, om hvilken W. Irwing (T. 5. 18) siger: at Sørøveri næsten blev anseet for lovlig (piracy was almost legitimatized), ikke har deltaget i de af Britterne da bejaaede Voldsomheder imod Islænderne." At Finn Magnussen, der selv og paa nært Hold havde i Reikiavik været Vidne til Begivenhederne i 1809, betoges af en ængstelig Uro for en nøie Forbindelse imellem Bristollmændene og Columbus, er ganske naturligt, og jeg deler fuldt ud baade hin afdøde Velynders Ængstelse og hans Haab. Derfor er jeg ogsaa her tilbøielig til at see et nyt Exempel paa, hvorledes Mænd med store fredelige Missioner have til deres Formaals Fremme indgaaet i Forbindelser af modsat og lavere Art. At Columbus paa dette Togt blev bekjendt med Islands, idetmindste dens Sydkysts, til hans store Forundring isfrie Tilstand om Vinteren (Februar), med den uhyre Flod og Ebbe paa denne Kyst, og med den hele Øes langt vestligere Beliggenhed, end han havde formodet, det vidner i af hans egne faa Ord. Hvor stor en Indflydelse den ovenfor befrygtede Mesalliance, om ikke med et Fribyttertog saa dog, med et tvetydigt og ufredeligt Foretagende har havt i andre Henseender paa at bringe hans store Tanker bil Modenhed, vide vi derimod ikke; vi have imidlertid neppe Grund til at antage den for at have været ringe.

Efter alt dette, der jo paa et foregaaende Blad tog sin Begyndelse med de undskyldende Hentydninger, man fra flere Sider havde ment at burde gjøre om Nicolò Zeno's, den ædle Patriciers Færd, for ligesom at rense dennes Efterlæle, ligger det saare nær, her til Slutning at gjentage et i andre Udtryk allerede forelagt Spørgsmaal. Det geografiske Billede af Island, vi under Navnet Frisland have paa Zeniernes Kaartblad, og som i sin Udførelse ganske sikkert for Tidspunktet 1400 er et aldeles enestaaende Kaart af et Land udenfor Middelhavet og de dette nærmest tilgrændsende Kyster af Atlanterhavet — maa dette ikke, efter Alt, hvad der nu foreligger, snarest tænkes frembragt under en særlig Constellation af modstridende, tilsyneladende uforenelige Interesser? Mon vi ikke indenfor Islands Historie allerede ved Aaret 1400 netop i dette enestaaende Kaart af Landet møde det første Exempel paa det Udbytte, menneskelige Kundskaber have vundet under en Forening af Ufredens og Fredens Bestræbelser, under en skurrende "Mesalliance", som vi kaldte den, men hvorpaa Columbi Besøg i Island 1477 synes at give os et andet, og Dr. W. Hookers Reise i Island 1809 faktisk et tredie og mere storslaaet Exempel?

__________

Summen af alle disse Betragtninger og Overveielser er for mig, i Korthed, bleven dette, at jo mere jeg har søgt at føre Textens faa Data og tarvelige Vink om "Frislanda" sammen som spredte, men sammenhørende Dele af eet Billede, desto mere have de netop stillet sig for mig i den ovenfor skitserede Sammenhæng. Mere og mere har derfor den Tanke vundet Styrke hos mig, at om endogsaa det Frisland, der som en stor Ø er aflagt midt paa det Zeniske Kortblad, er et utvivlsomt og virkeligt Island, saaledes som Admiral Irminger fornylig søgte at hævde det, saa kan det "Frislanda" hvortil Reiseskildringen henlægger Nicolò Zeno's Stranding og Brødrene Zenis mangeaarige Ophold hos Zichmni, neppe med større Sandsynlighed henlægges til noget andet Land end til Nordfrisland, saaledes som Hr. Krarup havde antydet det, om end kun vel løseligen.

Videre end til en Sandsynlighed for Rigtigheden af denne Opfattelse vil Zeni-Textens forstyrrede Tilstand, der er saa almindelig erkjendt, imidlertid ikke kunne føre os, og Zeni-Kaartbladet kommer os jo i dette Punkt slet ikke til Undsætning, da dets Kaart af hele Danmark, saa vel truffet det end for den Tid maa siges at være, har ingensomhelst Stednavne paa den vedkommende Del af Landet og følgelig ikke kan røbe os noget.

Selv disse ugunstige Forhold have dog ikke betaget mig Haabet om at naae til en noget større Grad af Vished for Rigtigheden af den givne Udtydning, idet jeg har tænkt mig, at en kritisk Vurdering af andre Partier paa Kaartbladet muligen kunde give indirekte Vidnesbyrd til Bestyrkelse af Tydningen.

Turde jeg altsaa forudsætte, at Læserne ville erkjende, at den forudgaaende Fremstilling, saa subjektiv en Dragt den end paa sine Steder kan synes dem at bære, stedse har fulgt naturlige, om end ikke synderlig benyttede og i Virkeligheden ogsaa noget vildsomme Veie, for at give Opfattelsen saa megen Objektivitet, som Materialets løse Sammenhæng og Beskaffenhed vilde tillade, — saa vilde jeg foreslaae dem at følge min Fremstilling endnu et lille Stykke videre, men i en helt ny Retning. Vi ville da tilsammen gjøre ligesom et Slags Kontraprøve paa den!

For at udføre et saadant experimentum crucis lader os da et Øieblik gaae ud fra den i det Foregaaende vundne Sandsynlighed — den være større eller mindre — at vi i Textens "Frislanda" have et Parti af de egentlige frisiske Lande for os, og navnlig et nord frisisk; lader os dernæst midlertidigen stole saa meget paa Sandhed i Textens Fremstilling, at der har ligget noget virkeligt til Grund for den, og at altsaa Textens "Frislanda" (i var bleven ligesom et Udgangspunkt for Zichmni´s og Zeni-ernes fjendtlige Hjemsøgelser paa andre Egne i Norden. Under en saadan Forudsætnings Rigtighed, maatte vi da ikke have ligesom den Mulighed for os, at hvad Text og Kaart meddele os om disse hjemsøgte Egne maaskee kunde give os en Afspeiling af, hvorvidt Egnene vare komne i Berøring just med frisiske Folkefærd? Thi naturligst bliver det i hvert Fald at antage, at Hovedbesætningen paa Zichmni´s Skibe maa betragtes som "Frisere", saafremt de af ham beherskede Landsdele virkelig hørte til Frislandene. Forholdet imellem den Betydning, som der i saa Henseende kan tillægges den forstyrrede, af Brokker sammenkittede Text lige over for Kaartbladet, og navnlig naar dettes enkelte Kaart findes rigelig udstyrede med Stednavne, er i det Foregaaende bleven saa klart belyst og stadfæstet, at det vil være en Selvfølge, at en mulig Afspeiling af slige Berøringer med Friserne og Frislandene langt sikkrere vil være at finde paa Kaartene end i Texten, og at hines Epigrafier tilsidst maa blive vor Støtte og afgjøre Dommen.

Zeni-Kaartets "Engrouenlant" er neppe Grønland

Vor Erfaring fra de foregaaende Undersøgelser henviser os selvfølgelig til de Fremstillinger paa Kaartbladet, der ere de mest "articulerede", det vil sige: udstyrede med de fleste individuelle Træk, og desuden ledsagede med et større Antal af Stedbenævnelser, selv om disse sidste hidtil ikke have kunnet udtydes. Af saadanne Fremstillinger bliver det igjen Kaartbladets berømte, men i mange Henseender endnu gaadefulde "Engrouelant", der stærkest tiltrækker sig vor Opmærksomhed. Det er os jo i Forveien altfor vel bekjendt, at netop til dette Partie at Kaartbladet knytter der sig i historisk Henseende en ganske særegen Interesse.

Zenos "Engrouelant" er ikke blot det Land paa Kaartbladet, der ved dets eiendommelige Omrids, Hydrografie og talrige Stednavne synes at maatte frembyde de fleste og bedste Betingelser for at kunne med Sikkerhed udtydes. Det er ogsaa det Land, om hvis Tydning man i 3 Aarhundreder hidtil har været mest enig, men om hvis rette Tydning det alligevel er af den største Vigtighed for Videnskabens Historie at have fuld Sikkerhed.

Saa godt som enstemmig har det Zeniske "Engrouenlant" været antaget for et Kaart af Grønland, endog for et fortræff'eligt Kort af denne udstrakte Halvø. Lad os strax tilføie, at det igjennem det I6de og 17de Aarhundredes Atlasser har været saa godt som den eneste geografiske Afbildning af Grønland, man besad; og denne Betydning har det hævdet med en Haardnakkenhed, hvorpaa Geografiens Historie vistnok ikke kan frembyde noget andet Exempel. Thi dette "Engrouelant"´s Træk forsvandt først fra Kaartet over Polar-Egnene, eftersom man Stykke for Stykke fik nyere og bedre Kjendskab til Grønlands Kyststrækninger og tilsidst nogenlunde sammenhængende Kundskab om hele den umaadelige Halvøs Beliggenhed og Figur. Men selv da, og senere, har det vedblevet at være en stadig Gjenstand for Grublen, hvorledes det egentlig havde været muligt til Zeniernes Tid, altsaa henimod Aaret 1400, at have kunnet gjengive Landets almindelige Omrids saa nøie. Om man endog med Zarhimann og Andre vilde antage "Engrouelant"-Kaartet for et underskudt Barn fra en senere Tid end Zeni's, nemlig fra Zenie-Reisernes Publikationstid 1558, og altsaa 150 Aar senere, vilde dette Forhold dog blive lige uforstaaeligt. "Engrouenlant"-Kaartet gjengav jo efter den gængse Opfattelse Grønlands -Halvøen baade fra dens Vestside, imod Davisstrædet, og fra hele Østsiden; medens dog Davisstrædet først blev Europæerne bekjendt et halvt Sekulum senere, og Østkysten i hele sin største og midterste Udstrækning endnu, den Dag idag, igrunden er os ubekjendt. I Virkeligheden have vi jo kun en nogenlunde tilfredsstillende Kaartlægning af den sydligste Del af den op til 64 1/2ɔ (ved Kaptl. Graah), og en orienterende Kaartlægning af dens nordligste Del fra 73ɔ ned til henved 69ɔ (ved Scoresby og Andre.) Til hele den mellemliggende Kyst er Adgangen os regelmæssig spærret ved de langs Østkysten med Strømmen neddrivende Masser af Havis, og saaledes har i det Væsentlige Naturens Gang Tæret i alle de Aarhundreder, Grønland har været kjendt af Nordboerne. Alligevel giver "Engrouelant"-Kaartet den utilgængelige østlige Sides Kystlinie med dennes Udskjæringer og de deri udløbende Vandstrømme ligesaa bestemt som den vestlige og tilgængelige Sides, og Østsiden er omtrent ligesaa rigelig besat med Stednavne.

I sit almindelige Omrids har "Engrouelant" saa megen Lighed med et Nutidskaart af Grønland, at vi ikke ere berettigede til at undre os over Forgængeres stærke Udtryk om denne Lighed, især naar Tidspunktet for Kaartets Oprindelse tages med i Betragtning, men dog nok over disse Forgængeres næsten enstemmige Opfattelse af Kaartet, som et virkeligt Grønland. Deres Bestræbelser kom jo endog til at gaae ud paa at bestemme Identiteten mellem de enkelte Zeniske Stedbetegnelser og de Stæder og Stednavne i Grønland, der vare os bekjendte fra de islandske Sagaer og de ældre Chorografier af Grønland, navnlig Ivar Bårdsens fra omtr. Midten af det fjortende Aarhundrede.

I denne kildne Sag indskrænker jeg mig her til at henvise til vor afdøde Historiker H. F. J. Estrups i mange Henseender fortrinlige "Bemærkninger angaaende Grønlands Østerbygde" (Skand. Litteraturselsk. Skrifter. XX. 1824. S. 243-300) og til Lector. H. Bredsdorff´s Afhandling: "Om det ældste bekjendte Kort over Grønland" (Nordisk Tidsskr. f. Oldk. HL, S. 193—211. 1846). Den Førstes Opfattelse S. 253, at Zeno's "Carta da navegar" "fremstiller baade det vestlige og det østlige Grønlands Kyster med Bjerge, Forbjerge, Fjorde, Elve og Øer", og at "Kaartet er saa rigtigt, som man kunde vente det af det 14de og 15de Aarhundredes Sømandskunst", faar endnu stærkere Kolorit ved Forfatterens senere Tilføielse S. 259. "Kun Zeno's Kaart beder jeg lægge Mærke til; dets Betragtning vil let overtyde om, at det ikke vilde være kommet Virkeligheden saa nær, hvis ikke Zeno havde udkastet det ifølge temmelig fuldstændige Undersøgelser. Selv Diskobugten synes at være aflagt derpaa." Tages Hensyn til vore Kundskabers og Hjælpemidlers Fremskridt mellem 1824 og 1836 har maaskee Bredsdorff' endnu stærkere Udtryk for denne Lighed, naar han S. 200 blandt det Zeniske Kaartblads " temmelig vel fremstillede Dele" regner "den vestlige Del af Grønland" og strax tilføier: "Hvorfor kunde man da ikke ogsaa have antaget dette om den østlige Del, saalænge man ikke havde noget Paalideligere? Captainlieutenant Graah har nu meddelt os det nøiagtigste Kaart over Grønland. Naar vi med dette sammenligne den zeniske Tegning, finde vi Ligheden paafaldende, undtagen i den nordlige Del af Østkysten, som ei alene er trukken for langt østlig, men o.s.v." Ogsaa Bredsdorff (1. c. S. 194) mente som Estrup, at Zeno selv havde optaget og construeret Kaartet over Grønland, og altsaa med sine Skibe befaret disse Kyster; medens Andre, f. Ex. Captl. Zarhtmann, nok anerkjendte et Grønland i Kaartet, men mente dette udkastet efter Oplysninger fra nordiske katholske Geistlige, der opholdt sig i Italien.

Imod denne Baggrund af Udtalelser om "Engrouelant", som altsaa ligge et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden, stiller jeg nu vore tre Forfatteres fra det sidste Decennium. De have alle Tre, men med ulige Udførlighed, behandlet Emnet, og — alle tre med et ulige Resultat!!

For Mr. Major, Secretæren i det engelske geografiske Selskab, er Zeniernes "Engrouenlant"-Kaart ikke blot et saare antageligt Kaart af Grønland, noget som dets almindelige Figur og Omrids i hans Øine tiltrækkelig godtgjør (S. LXXX); det er ham et Kaart, der er saare mærkeligt i Geografiens Historie, da det i Kundskaber er langt forud for den Tid, da det optoges (c. 1400), og mange Generationer forud for dets Publikationstid; Kaartbladet viser ham forresten ikke blot et Grønland som "Engrouelant", men ogsaa andre Dele eller Flige af den nye Verden i dets "Jacaria" og "Estotiland", Egne, som altsaa vare besøgte Zenenierne 100 Aar, førend Columbus kom til Kysterne af den amerikanske Verdensdel. Ved dets Stednavne, hvoraf enkelte menes at svare til Ivar Bårdsens og Andres paa Grønland anførte Bygder, saae Major endelig i Kaartet et sikkert Vidnesbyrd om, at de norsk-islandske i Grønlands Vesterbygd og Østerbygd grundede Kolonier endnu vare i live ved Udgangen af det 14de Aarhundrede, men tillige om, at Grønlands længe eftersøgte Østerbygd i Virkeligheden laae kun paa Zenikaartets Vestside (?) - og om denne Koloni bliver da, ifølge Major's Mening, Zeno-Kaart og Reiseberetning det sidste Dokument, vi have. — Intet Under derfor, at denne Forfatter med stor Seiersstolthed seer paa sine straalende Resultater, vundne, som han urigtigen indbilder sig, især ved en strengere Logik og naturrigtigere Methode i Tolkningen af Chorografierne og Zeni-Reiserne !?

Det er en Selvfølge, at Mr. Major mener Kaartet optaget af selve Zeno eller dog under de Zeniske Expeditioner med Zichmni.

Admiral Irminger synes ikke at ville afvige fra den gængse Anskuelse, at "Engrouenlant" fremstiller paa en for den Tid meget mærkelig Maade et Billede af vort Grønland, men mener dog, at dette Kaart aldeles ikke kan tænkes frembragt ved en eller et Par Somres Reiser til disse Egne, og at det altsaa ikke kunde hidrøre fra Zenierne direkte, hvilke heller ikke, efter hans Anskuelse, have selv besøgt Grønland. Han mener meget mere, at alle deres geografiske Kundskaber og Oplysninger om Grønland, altsaa ogsaa Kaartet, havde de faaet fra Islænderne (S. 13,14; cfr. foran S. 106-7).

Værre gaaer det dog baade Zenierne og Zichmni under Hr. Arkiv-Assistent Krarups Behandling af "Engrouelant"-Kaartet. Han anerkjender vel, at der med Navnet "Engrouelant", hvis Betydning han formoder at være "Indgrønland" skal menes Grønland, og "at Landets Omrids saa nogenlunde træffer det rette" (S. 11. Særtr.), eller som han i Forveien (S. 4) noget udførligere har udtrykt det: "Aftegningen af Grønlands Omrids overgaaer saa langt det, vi ellers kjende til den geografiske Videns Omfang ved det Lag 1380, hvortil Reisens Begyndelse henlægges, og nærmer sig i de store Træk saa nær til Virkeligheden, at Arbeidet væsentligst af den Grund har skaffet sig en Tiltro og et Navn, der naaer lige ned til vore Dage". — Men uagtet denne Lighed med vort Grønland, skal det dog ikke være dette, der er ment, derimod det af Hvalfangerne og af Robbeslagerne kaldte Øst-Grønland, Spitsbergen, Novaja Semlja og Ruslands Kyststrækninger ved det Hvide Hav, altsaa, naar hensees til Formen at Landet, med rene Ord: Halvøen Kola. For Hr. Krarup er jo, som vi før have berørt, Kaartbladet et storartet Falskneri ("forgery"), et plumpt Bedrageri, og i Læ af denne Anskuelse og de kun halvt forstaaede Forhold med Hensyn til Robbeslagernes østlige Grønlandshav har han troet sig berettiget til at gjøre en yderst dristig Vending med "Engrouelant". Den Hals, hvormed Zeniernes "Engrouelant' paa Zenikaartbladet hænger op paa Norges nordligste Kyst, lader han nemlig udgaae fra Norges nordøstlige Spids, og idet han saaledes flytter "Engrouelant" ind i det Hvide Hav, forlægger han fremdeles Zeno's endnu vestligere liggende "Estotiland " stærkt til Øst og midt ind i selve Rusland!! o.s.v. (see hans Kaart).

Imod en saa vilkaarlig Behandling af "Engrouelant"-Kaartet nedlægger jeg her, som ovenfor i Spørgsmaalet om Frisland-Øens Ikke-Tilværelse, en stærk Indsigelse. Jeg maa paa det bestemteste hævde, at enhver Tydning af "Engrouelant" mangler sund Grundvold, naar man har forsømt at undersøge de to forskjelligartede Kilder — Kaartet paa den ene Side, Texten paa den anden Side — hver for sig, og efter denne Undersøgelse givet Kaartets Vidnesbyrd den Overvægt, der virkelig tilkommer det i alle de Punkter, hvori der bliver Uoverensstemmelser tilbage mellem Kaart og Text.

Kun en saadan Fremgangsmaade kan jeg anerkjende for rigtig, og anvendes denne, mener jeg, at "Engrouelant" ifølge Kaartet bliver et Land, der ligesom Frisland synes kaartlagt af selve Zeno, i alt Fald et Land, der røber at have staaet i nnie Berøring med "Frisere" og "frisiske Lande", endeligen et Land, der med en ikke ringe Rimelighed kan antages for at have udgjort en integrerende Del af Nordfrisland. Ifølge Kaartet bliver "Engrouelant" altsaa omtrent saa langt fra at være vort Grønland som vel muligt, om end Navnet nok saa meget synes at modsvare Grønland.

Om den sønderplukkede og senere i en vilkaarlig Mosaik sammenkittede Text kan bringes i nogensomhelst Samstemning med denne Udtydning af Kaartet, og da hvilken, vil herefter vise sig. Ved den nu følgende korte Drøftelse af Texten og Kaartet vil det i hvert Fald sees, at man her, ligesom ved Drøftelsen af "Frislanda"-Spørgsmaalet, hverken hidtil har taget fuldt Hensyn til meget af det, der dog allerede i længere Tid har været udredet og kjendt, ei heller har af Nyt optaget i Undersøgelsen meget af det, der nødvendigvis maa tages op i denne.

Efter denne Paamindelse om, ikke at lade sig for stærkt paavirke af de i lang Tid gængse Forestillinger og af de som allerede sikkre udgivne Resultater, tage man altsaa "Engrouelant"-Kaartet et for sig i den Skikkelse, hvori det foreligger paa det originale Zeniske Kaartblad fra 1558, over 150 Aar efter begge de Reisendes Død (Kaartet D).

__________

Naar vi da med upartiske Øine have søgt at opfatte det geografiske Billede, Kaartbladet giver over "Ængrouelant", kunne vi vistnok ikke tilbageholde den Indrømmelse, at denne mærkværdige Halvø, der efter Gradnettet strækker sig over 100 i Bredde og synes større end Norge og Sverrig tilsammen, i sin Figur og Omrids ret skuffende ligner Grønland, saaledes som vi nu i de to sidste Sekler lidt efter lidt have lært dette at kjende. At det tillige stemme med dette Land ved dets Beliggenhed efter Kaartets Bredegrader saa høit imod Nord, kommer naturligvis ikke i Betragtning, da vi vide, at Gradnettet først ved Kaartets Udgivelse er lagt ud over et paa Kaartbladet forud værende, gammelt Indhold af Lande og Øer. Ved en upartisk Undersøgelse af, hvad "Engrouelant" er, maae vi nemlig lige saa fuldstændigen see bort fra hele det Gradnet, som Nicolò Zeno junior, vistnok med stor Lærdom, omtrent i 1555 lagde over Kaartbladet, som fra den os velbekjendte, historiske Kjendsgjerning, at "Engrouelant"-Kaartet igjennem mange Menneskegenerationer af Lærde og Søfarende har været anseet for et godt Kaart af Grønland, og i de geografiske Atlasser paraderet som et saadant. Men naar vi saa have indrømmet denne ved første Øiekast skuffende Lighed med Grønland, maae vi paa den anden Side ikke lukke Øiet for flere paafaldende Besynderligheder, der ikke kunne andet end vække alvorlige Betænkeligheder imod det som et Grønlands- Kaart, navnlig naar dette skulde være grundet paa egne Undersøgelser.

Af disse Besynderligheder fremhæve vi her foreløbigen kun følgende tire; først:

at der paa "Engrouelant"s lange Kystlinier vel findes en stor Bugt paa Vestkysten, med hvilken man har troet at Discobugten paa Grønland antydedes, men at ellers Konturen ikke antyder Kysternes stærkt indskaarne Fjorde, der ere saa karakteristiske for Grønland. Istedenfor Fjorde frembyder Kaartet derimod mange ved dobbelte Konturer tegnede Vandløb eller Floder, der i forskjellige Retninger føre indenfra udad imod Kysten. Til yderligere Bestyrkelse af, at der herved menes Flodløb, læse vi paa det første eller det nordligste af disse ved Siden af Navnet det italienske Udtryk for en Flod "fumen", og efter de andres Navne see vi paa samme Maade tilføiet et isolertstaaende f., som vi følgelig ere berettigede til at tolke som en Forkortelse for det samme Ord. Grafisk betegnes Landet altsaa ved Kaartet som værende uden egentlig dybe Fjorde, men med mange Vandløb. Disse Vandløbs Anbringelse paa "Engrouelant"-Kaartet maa forøvrigt fremkalde en anden, ret vigtig Bemærkning. Medens tilsvarende Angivelser mangle aldeles paa de øvrige Øer og Lande, der indeholdes paa Kaartbladet, gjennemsætte Vandløbene her det hele Indre af Landet og maae derfor, i Forbindelse med de over to Streg henkastede Bjerghøie eller Højdepartier, nødvendigvis gjøre det Indtryk paa Betragteren, at med "Engrouelant" var Kaartlæggeren i det Hele nøiere bekjendt (!) og ikke blot med dets Begrændsninger, men med dets Indre (!).

Dernæst, at "Engrouelant"s østlige Side nordpaa strækker sig saa langt imod Øst og henad imod Norge, med hvis nordvestlige Kyst det endog nogle Grader N. f. "Trondo" er sat i umiddelbar Sammenhæng ved en bestemt Kystlinie, der dog for saa vidt er angivet som kun problematisk Grændse mellem Hav og Land, at der strax ved dens vestlige Ende er tilføiet den meget betegnende Indskrift: "mare et terre incognite".

Paafaldende er det endvidere, at begge Kysterne af "Engrouelant" ere rigeligen besatte med Stednavne, og at disse hverken ligne Eskimoernes Stednavne eller de egentlige Grønlænderes ɔ: de norskislandske Kolonisters, saaledes som disse fra Middelalderen ere blevne os bekjendte fra Sagaerne, eller fra særlige Skritter om Grønland, f. Ex. Ivar Baardsens Chorografie. De forskjelige Forsøg, der fra flere Sider (Bredsdorff o. A..) ere gjorte paa at føre disse nordiske Navne sammen med Zeni-Kaartets, synes, i mine Øine idetmindste, at være meget forfeilede; i een Retning synes de mig særlig vilkaarlige, naar de stik imod Kaartets tydelige Adskillelse imellem Ordet og hint "f.", der er det abbrevierede Tegn for "fiumen", læser dette sammen med Navnet som eet Ord (f. Ex. naar man istedet for Aver f. læser Averf og derved bringer Ordet nærmere til "Hvarf").

Endelig, at Navnet paa den mægtige, for Grønland ansete Halvø "Engronenlant", selv i denne Form, har den besynderlige Forstavelse "En", der gjør Ordet fremmed for os; den gjør endog Ordet dobbelt gaadefuldt for os, saasnart vi søge at tillægge "En" den af Hr. Krarup formodede Betydning af "Ind" og altsaa forstaae Navnet som: "Indgrønland" eller "Indre Grønland". Grønlands Indre er os jo den Dag idag saa godt som ukjendt; og i høiere Grad maa dette have været Tilfældet ved Aaret 1400, saa at denne Udtydning af Navnet synes meget unaturlig. — Men endnu mere fremmed som et Udtryk for Grønland maa det paa Halvøen satte Navn: "Engronelant" blive, naar dette ikke blot med al Rimelighed, men næsten med fuld Sikkerhed kan vises at have sin Grund i en Feillæsning eller Feilskrivning af et "n" for et "u" (= v), og at der altsaa skal læses: "Engrouelant", saaledes som jeg hidtil ogsaa i denne Afhandling har kaldt det.

At Navnet paa Halvøen først ved at skrives som "Engrouelant" er kommet til sin historiske Ret fremgaaer af flere Forhold. Det giver allerede en stærk Formodning om denne Forms Ægthed, at alene den, og ikke Formen "Engronelant" forekommer i Texten. I selve denne findes dog Ordet 5 Gange, og det gjenfindes i Marcolinis Dedication af begge Reiserne til Patriarken i Aquilegia, samt endelig paa Sammes foran Reiserne satte Fælledstitelblad, dog sidste Sted italiseret til Engrouelanda. Samme Form af Navnet og for samme nordlige Land findes ogsaa i Værker, som ere ældre end 1558, da Zeni-Reiserne første Gang publiceredes, men som umiskjendeligen støtte sig til Manuscript-Tegninger og Manuscript - Optegnelser om Zeniernes Reiser, og i disse er det baade læst og gjengivet som "Engrouelant" (f. Ex. hos Bordone 1547, 1534; hos Nicolaus Donts 1486, 1482) og det saavel paa Kaart som i Text. Det maa her bemærkes, at det just er Ubekjendtskabet med disse sporadiske, men sikkre Vidnesbyrd om, at man i Tidsrummet mellem Aaret omtr. 1400 og 1558 havde idetmindste delvis havt Kundskab om Reiserne, Reisebrevenes Indhold samt Kaartene, der har avlet mange af den senere Tids Controverser imellem Commentatorerne og dens grove Beskyldninger imod Zenierne som Opdigtere og Falsknere. Ogsaa vore tre Forfattere have desværre været helt ubekjendte med dem, og selv A. v. Humboldt synes ikke at være bleven sig det rette Forhold bevidst. Det er Lelewels store Fortjeneste af Zeni-Litteraturen at have bestemt og klart udviklet og oplyst dette i 1852.

Naar man nu imod "Engrouelant"- Kaartets østlige Ende, hvor det gaaer over i de foran nævnte "mare et terre incognite", ligesom finder Navnet gjentaget i en tilsyneladende ny Form, som "Crolandia" og i Texten som "Grolandia", saa kommer denne Form unægtelig nærmere til Grønland, og kunde for saa vidt bestyrke Formodningen om, at der ved "Engronelant" eller i alt Fald ved dettes østlige Deel var ment Grønland; men Identiteten af disse to Navne paa Kaartet er meget tvivlsom, skjøndt de af de Fleste forstaaes som ensbetydende.

Vi komme senere tilbage til disse Navnes virkelige eller sandsynlige Betydning og skulle altsaa her kun i en Hovedsum opføre: 1) at det Fremmede i Engrouelant-Navnet, 2) Kaartets Udstyr med Flodløb istedetfor Fjorde, og 3) med Stedbetegnelser saavel paa den østlige som vestlige Side, samt 4) disse Stednavnes Ulighed med dem, der anvendes eller anvendtes af Grønlands to yderst forskjellige Befolkninger — Eskimoerne og de nordiske Kolonister — ere ligesaa mange Grunde til at nære store Betænkeligheder ved at antage "Engrouelant" som et virkeligt Grønland. Dog ikke nok hermed!

Naar disse Betænkeligheder sees i deres sande Omfang og Styrke, maae de nemlig føre os til en meget videregaaende Anskuelse. Det giver dem f. Ex. en egen Tilvæxt, naar vi ved Betragtningen af "Engrouelant"-Kaartet endvidere blive vaer, at dette høiest oppe imod Nordost grafisk antyder en stor Kirkebygning, betegnet med " S. Thomas" og "Zenobium", og vi vide, at en Stiftelse af den Art paa Grønlands Østside, og ovenikjøbet saa høit imod Nord, er hidtil aldeles ubekjendt. Ligeledes, naar der i Nærheden af Kirken er tegnet et noget kegleformet Bjerg, af hvis Top der ligesom udgaaer en vældig Røg- eller Ildstøtte; thi skulde dermed være ment et ildsprudende Bjerg, eller Vulkan, da maa man med Rette indvende, at i Grønland ere Vulkaner ukjendte. Grønland har nok varme Kilder paa enkelte Steder, og selv i ældre Tider vare saadanne kjendte der i Landet, dog i ganske andre Egne f. Ex. ved Halvøens sydlige og vestlige Del, ved Unartok. Om denne røg- eller luegivende Høi eller Bjerg maa det forresten, som noget ret besynderligt, fremhæves, at den er fremstillet, som om et Vandløb eller en Kanal omgav den ved dens Fod.

Men af alle de Vanskeligheder, som selve "Engroue"-Kaartet frembyder for den Antagelse, at det skulde fremstille Grønland, tynger dog ingen saa stærkt i Vægtskaalen, som den, der reiser sig af Stednavnenes og Vandløbenes lige saa talrige Anbringelse paa hele den os utilgængelige Østside af Grønland, som paa Vestkysten. Thi inder de nuværende Forhold paa og omkring Grønland vilde en saadan Kaartlægning af Østkysten være ugjørlig, og efter, hvad der i Sagaer og andre Beretninger fra Nordboerne er kommet ned til os, maae vi ansee det for at have været lige saa ugjørligt i hele det lange Tidsrum, da der var en stadigere og livligere Forbindelse mellem Grønland og Moderlandene: Island og Norge, og dette naaede jo omtrent lige ned til det Tidspunkt, da Zeniernes Reiser foretoges.

Man skjønner altsaa nok, at lige over for "Engrouelant"-Kaartet som et Grønland staae vi i Grunden over for Noget, der synes en physisk Umulighed. Man har visselig tidt nok undret sig over, som jeg ovenfor berørte, hvorledes det egentlig var bleven Zenierne muligt, i Slutningen af det fjortende Aarhundrede, at tilveiebringe et saa fuldstændigt og saa lignende Kaart over Grønland, som "Engrouelant"-Kaartet antoges at være; men til en Klaring af denne gaadefulde Sag naaede man rigtignok ikke. Man blev staaende snart ved denne, snart ved hin vage Formodning, eller ved Forudsætninger, der ikke kunde give sandt Hold.

Det tør imidlertid forudsættes som sikkert, at Alle, der have skjænket Sagen en alvorlig Tanke, maae, idetmindste i deres stille Sind, være gaaede ud fra den Sandhed, at et Kaart over en Halvø med en saa uhyre Udstrækning, som Grønlands, selv om det kun var en Kaartlægning af Kysterne i deres allergroveste Træk, ikke i disse Klimater kunde tilveiebringes i en enkelt eller i et Par enkelte Somre, men maatte være Resultatet af mange gjentagne Beseilinger. Men selv under denne Forudsætning har man dannet sig meget ulige Opfattelser af, hvorledes de til Kaartlægningen nødvendige Data bleve bragte tilveie, og navnligen de, paa hvilke Kaartlægningen af Grønlands utilgængelige Østkyst kunde grunde sig.

Jeg vil her først nævne den Opfattelse, der oprindelig syntes mig baaren af den naturligste Tanke, nemlig afdøde Estrups i Skandinavisk Litteraturselskabs Skr. 20 B., S. 251—2, 1824. Han gjør nemlig det interessante Tanke-Experiment, at lade et Skib gaae Norden om Island op til en saa nordlig Strækning af Grønlands Østkyst som den, Scoresby naaede mellem 71 og 80ɔ N. Br., og derfra med de langs Østkysten syddrivende store Ismasser at lade det glide helt ned med denne Kyst til Sydspidsen af Landet og helt omkring denne. "Skibet vilde," siger han, "i gunstige Aaringer og til gunstige Aarstider ikke møde uovervindelige Vanskeligheder, men have alle de Fordele, som Strømmen byder, og glide med den ved Kysterne aabnede Is." "Saadan Cours omtrent tog Nicole Zeno i Aarene 1390 eller 1391", tilføier han umiddelbart.

Fra et blot og bart Tanke-Experiment blev dette i vor Tid til en storartet Virkelighed, da "Hansa"-Besætningen fra disse høie Bredegrader af Grønlands Østkyst, paa en oprindelig stor, men siden betænkelig lille Ismark neddrev langsomt med Isstrømmen langs hele Østkysten og omkring Grønlands Sydspids til vore sydlige Kolonier paa Vest-Kysten! Men havde man nu under denne passive og langomme Fart i Kystretningen enten kunnet kaartlægge Kysten, eller afsætte de muligen derværende Fjorde eller større Vandløb? Aldeles ikke! Den interessante Reiseskildring viser os, at man har kunnet tage enkelte Mærker af de høieste Punkter, oftest langt inde i Landet, og ikke mere; ingen egentlig Kystlinie har kunnet sees; endmindre havdes nogen Berørelse med denne eller med Beboerne, hvis saadanne fandtes der; og en Kaart-Tægning som den, Zeniernes Kaart antyder, vilde Itsaa være fuldt umulig.

En anden Udvei havde Lelewell valgt, og af vort Decenniums tre Forfattere om Zeni-Reiserne følger Irminger just denne. "Engrouelant"-Kaartet hviler, efter hans Mening, paa de Oplysninger, Zeno især indhentede hos Islænderne. Dette vilde jo heller ikke være utænkeligt, saavidt Islænderne selv havde været i Besiddelse af saadanne; men Form af Havnekaart eller lignende over de enkelte af dem beseilede Partier af Landet, kunde han, efter hvad der foran er udtalt, ikke have faaet Oplyslinger fra Islændere eller Nordboere. Thi Forholdet er ikke, som det saa ofte er bleven ymtet, at disse Havnekaart eller Portulaner desværre ikke længere findes opbevarede, men at vi ere uberettigede til at antage, at saadanne nogensinde have været til. — Hvad særlig Grønlands Østyst angaaer, da er det saa meget mere utænkeligt, at Islænderne skulde kunne have meddelt de Reisende Oplysninger herom, som de ikke synes selv at have havt saadanne; i alt Fald — hvis de virkeligen dengang havde meddelt Enkeltheder om Østkystens Beskaffenhed — maae de dermed have udtømt deres Kundskaber saa fuldstændig, at der vistnok ikke er bleven Spor tilbage deraf i alle de Efterretninger om deres Samkvem med Grønland, som ere blevne os efterladte. Tilsidst maa det atter og atter fremhæves, at "Engrouelant"-Kaartets Navne paa Steder og Flodløb ikke for Alvor kunne siges at røbe, at de stamme fra de gamle Nordboere oppe i disse Egne.

En helt forskjellig Udvei byder os derimod den anden af vort Decenniums Forfattere, Mr. Major, naar han søger at hævde, at Østkystens nuværende Utilgængelighed ikke i tidligere Aarhundreder havde samme Udstrækning, som nu. Først imod Slutningen af 14de Aarhundrede og den nærmeste Tid derefter, mener han, at Naturforholdene ved Grønlands Østkyst, og navnlig Isgangen, dér have undergaaet de store Forandringer, hvorved Østkysten er bleven saa isomringet, at Adgangen til den og til Beboerne indenfor er bleven spærret. Major støtter sig her fornemlig paa to Data. Paa den ene Side paa de velbekjendte Udtryk hos Ivar Bårdsen om Gunbjørnsskjærene, som liggende midt mellem Grønland og Island, "to Dages og to Nætters Seilads i Vest fra Snefjeldsnæs", og at den gamle Kurs fra Island til Grønland styredes efter dem, medens senere Kursen blev lagt, og maatte lægges, baade uden om dem og uden om den Ismasse, der fra Nordost stuvedes op omkring dem. Lader os bruge hans egne Ord: "En nu er kommen Is udaff landnorden Botnen saa ner forschreffne Scher, att ingen kan uden Liffs Fare denn gamle Leed seyle, som hereffter hørres"; og i Sammenhæng hermed lyder saa den nye Kurs fra Snefjeldsnæs at "seylle da rett udi vester een Dagh og een Natt, en stevne siden i Sudvest, att fly forschreffne Is, som ligger ved Gunbjørnsscher" osv.

Paa den anden Side tager han til Indtægt den allerede S. 58 af denne min Fremstilling omtalte Legende paa Joh. Reusch´s Kaart af 1507, at en midt imellem Island og Grønland i 1456 havde havt et vulkansk Udbrud og derved var aldeles forsvunden. Følgeligen mødte nu Isen, der kom nordfra, ikke længere her nogen Dæmning for sin Gang. — Man kan meget vel indrømme begge Efterretningers Rigtighed, og dog paa enhver Maade bestride Berettigelsen af de Slutninger, som Hr. Major deraf drager. Baade vil det jo dengang, ligesom nu, have været Tilfældet, at Isbarrieren til enkelte Tider ved Strømsætningerne kunde brydes og give store Aabninger, hvori Øer og Landpartier kunne blive synlige eller endog tilgængelige for Skibe for kortere Tidsrum, og saadanne Tilfælde kunne jo være blevne benyttede til de første Kursretninger, uden at behøve at tilbyde sig igjen paa de samme Strækninger i lange Tidsrum. Og dernæst betegner jo har Bårdsen tydelig nok, at det kun var i gamle Dage, at den Seilads, der tog Landkjending af "Gunbjørnsskjærene", var brugelig eller kunde bruges, og at der allerede længe før hans Tid — det vil her sige 1360 omtrent — havde maattet bruges en anden Kurs for at naae Østen om Landet. Det er altsaa ikke let forstaaeligt, at de Østkysten afspærrende Isforhold, der ikke blot vare tilstede et halvt Aarhundrede førend Zeniernes Reise (mellem 1391 og 1400), men ifølge samme paalidelige Kilde vare indtraadte lang Tid, Aarhundreder, forud, skulde kunne hjælpe os til en Forklaring af, at Zenierne havde fundet en langt lettere Adgang til Kysten, end den, der i Aarhundreder før dem havde været. Mig idetmindste falder denne Tale lidt gaadefuld. — Om man endog i Tankerne med Major vil sætte Ildudbruddet i 1456 i Forbindelse med en uligvis forøget Opstuvning af Isen langs med Grønlandssiden efter dette Tidspunkt, saa kan ikke derved bortforklares de Landet aldeles afspærrende Forhold, som ifølge har Bårdsens og alle andre spredte Beretninger vare der i Forveien. løvrigt tør jeg her ikke undlade at tilføie, at det falder mig vanskeligt nok at forstaae, at det altid skulde være en og samme Gruppe af Øer eller Skjær, som man i de forskjellige ældre Beretninger finder omtalte i Farvandet mellem Island og Grønland og formodede at være Gunbjørnsskjærene.

Saaledes synes alle Forholdene ved "Engrouelant"-Kaartet at sammensværge sig imod dette som et Grønlandskaart. Man behøver vistnok ikke at være Naturforsker for at indsee, at det ikke blot er urimeligt, men physisk umuligt, at "Engrouelant"-Kaartet kan være et Kaart over Grønland, hvad enten saa Texten ved sine Legenders Engroueland maatte sigte til et virkeligt Grønland eller ikke.

__________

Hermed forlade vi disse Sider af Kaartet for en Stund, for at holde os til dets Epigrafie, navnlig dets Stednavne.

At et saa individualiseret Kaart, som Zeniernes "Engrouelant-Kaart, med en saa lang og eiendommelig Række af Stednavne, ikke kan være et vilkaarligt Fantasibillede, men maa fremstille en bestemt af Zenierne eller Zichmni kjendt Egn, kunne vi ikke med Rette drage i Tvivl. Spørgsmaalet bliver da, hvilket nordisk Landskab dermed kan være ment, og til dettes Besvarelse have vi igrunden kun eet Middel tilbage, nemlig "Engrouenlants" Epigrafie. Om denne endog hidtil har trodset de derpaa rettede Undersøgelser, saa vil det dog være at vente, at den tidligere eller senere vil røbe os saa meget, at vi ved dens Hjælp kunne komme ud over den ovenfor fremsatte negative Erkjendelse, at "Engrouelant" ikke er Grønland.

Som til en sidste Nødhjælp vende vi os altsaa til denne Epigrafie og behandle den paa samme Maade som før Frisland-Kaartets.

Om end ikke udstyret med saa mange Navne som Frisland-Kaartet, har "Engrouelant"-Kaartet dog ikke færre end 24 Navne, 13 paa Halvøens vestlige og 11 paa dens østlige Side. Paa begge Sider ere disse Navne fordelte ligesom i dobbelte Hold, idet den ene Halvdel af dem betegner Vandløb og have "fjumen" eller, som forkortet Form deraf, et "f." efter hvert Navn, medens den anden Halvdel har hvert Navn efterfulgt af "promontorium" eller dette Ord i forskjellige Forkortelser af første og sidste Stavelse, og efter de Tiders Brug betegner dette Udtryk vistnok ikke blot fremstaaende Pynter af Landet, men i det Hele Landet mellem to Indbugtninger, Fjorde eller Floder. Kun et af de 24 Navne er uden al Betegnelse af den Art, nemlig det til alle Tider Zeni-Commentatorerne gaadefulde "S. Tomas. Zenobium", der staaer imod Halvøens nordøstlige Ende og er mærket ved et saakaldt Bytegn. Dette er det eneste af den Art, der findes paa "Engrouelant"-Kaartet, og det er noget forskjelligt fra de Bytegn, der træffes paa Kaartbladets øvrige Lande, f. Ex. paa Norgeskaartet og Kaartene over "Estland og "Frislandi". Tegnets Særpræg er, at det forestiller en enkelt Kirkebygning med et høiere Taarn paa den ene, den vestre Ende, og et stort Kors over den anden, samt med en stor firsidet, murhegnet Plads, som kunde det være en Gaard eller Have, gaaende imod S. V. ned imod det før omtalte Bjerg, eller den Høi, af hvis Top en Røg eller Lue opsteg, og om hvis Fod en dyb Kanal eller et Vandløb syntes at snoe sig.

I Textens Legende om Engroueland ere kun 2 af disse 24 Navne nævnte, en Kirke helliget til "San Tomas" forenet med et "monistero" (Ordet Zenobium forekommer ikke i Texten) og en Havn "Trino" med et høiere Forland "caho de Trin" et Navn, der modsvarer Kaartets "Trin promontor", staaende paa Halvøens sydvestlige Spids og altsaa modsat "S. Tomas". Det mistænkelige Forhold, hvori Zeniernes Text og Kaart ved Tidernes Ugunst og den ulige Behandling ere komne til hinanden, paalægger os altsaa ogsaa her ligesom ved Frisland-Kaartet at holde disse to Navne ude fra alle de øvrige, idetmindste in mente.

Samtlige "Engrouelant"-Kaartets Navne udmærke sig ved en særdeles kort Form, idet de kun bestaae af een eller to Stavelser; men allerede tidligere Undersøgere, f. Ex. Bredsdorff, have rigtigen bemærket, at den korte Form ikke afgiver noget sikkert Vidnesbyrd om, at Navnene virkeligen have været saa korte; den kunde lige saa vel antyde blot en Del af Navnet, f. Ex. dettes Begyndelse, noget, hvorpaa Kaart fra det I5de og 16de Aarhundrede give os ikke faa Exempler.

Navnene lyde nemlig saaledes, naar vi tage Rækken fra Nord til Syd paa Vestsiden:

"Neum" p. "nha" p. "sadi" p. "Diuer" f. "Peder" f. "Hit" p. "Eifste". :"Jiauer" p. "Han". f. "Hoen" p. "Nice" f. "Af" p. "Auer" f. "Trin" p.,

og derefter bøiende om Sydspidsen følge Østsiden fra S. til N. :

"Han" f. "Munder" p. "Lande". f. "Ghi" (? "Glu") p. "Hian" p. "Naf". :f. "Cha" p. "Boier" f. "Ther" p. "S. Tomas. Zenobium".

Skjøndt de fleste Navnes Bogstaver ere tydelige nok, saa at man kan see, hvad Træskjæreren har ment at læse paa den ham foreliggende Kaarttegning, har dennes mørske Beskaffenhed dog paa sine Steder ligesom kun frembudt ham halve eller utydelige Bogstaver, og den blotte Læsning af Navnene fordrer altsaa ogsaa her nogen Konjekturalkritik. Denne bliver imidlertid mere begrændset allerede derved, at der i de forekommende Navne ikke synes at være Gjengivelser i fremmede Sprog, men de fremmede Egennavne "promontorium" og "fiumen" synes simpelthen hægtede til Egnens Navne. Kun Ordet "Trin" kunde maaskee frembyde en Undtagelse herfra som muligvis italiensk, dog tvivlsomt.

Men derimod frembyder Epigrafien, som vi have den paa Zeni-Kaartbladets "Engrouelant" et helt nyt Forhold, hvortil vi ikke havde noget tilsvarende for Frisland-Kaartets Vedkommende. Den samme Række af Navne, der findes paa Originalkaartet fra 1558, paa det Kaart altsaa, der ledsager den første trykte Udgave af Zeniernes Reiser, finde vi ogsaa, om end i en noget forkortet Skikkelse, paa Kaartblade, der ledsage Nicolai Donis's tvende Folio-Udgaver af Ptolemæi Cosmographia fra 1486 og 1482 og altsaa ere offentliggjorte 72—76 Aar tidligere end Reiserne, samt vides at have være tegnede omtrent 1470, eller 88 Aar før 1558 (see Kaartet E). Disse ved deres Form paafallendende Navne træde ogsaa her op paa et høinordisk Land, der ligeledes er nævnt "Engrouelant" og ligeledes udgaaer som en stor Halvø fra den nordligste Del af Norge. Halvøen har vel en bredere, mere forkortet og mere op imod Nord stræbende Figur, og enkelte af Navnene indtage en noget forskjellig Plads, men der kan ikke være Skygge af Tvivl om, at den og Zeni-Kaartbladets Halvø ere identiske Betydning og forsaavidt ogsaa i Oprindelse, som "Engrouelant"-Kaartet paa Donis's store Kaartblad ligeledes maa støtte sig til et Grundlag, der direkte eller indirekte maa være kommen fra Zeniernes Familie, og enten maa have været en haandtegnet Kaartskitse eller maaskee blot en Navnoptegnelse uden Kaartet. Dette sidste antager Lelewell, og deri seer han Grunden baade til Halvøens mere vilkaarlige Figur og til den Omstilling, der er skeet af flere af Navnene. Mig forekommer det imidlertid, at Engrouelant-Halvøen paa Donis-Kaartene i sin forvandlede Figur minder for meget om de Figureiendommeligheder, der karakterisere alle de paa samme Kaartblade optagne Lande, til at der ikke heri skulde ligge een og samme almindelige Forestilling om Landenes Configuration til Grund. — Kaarttegneren Nicol. Donis var vel fra Benediktiner-Klosteret Reichenbach Tydskland, og selve de to nævnte Udgaver af Kosmografien ere trykte i Ulm, men Forlæggeren var en Veneaner, som det sees af Slutningslinierne i Udgaven fra 1486: Opera et Expensis Justi de Albano de Venetiis per provisorem suum Johannem Reger, og saa meget lettere kunde han være bleven bekjendt med, hvad der henlaa blandt Zeni-Familien s Papirer og skaffe sig Laanet deraf.

Det er imidlertid ikke alene paa Kaartet hos Donis at Navnerækken findes; den er ogsaa optaget i Texten, og hvert Navn er dér betegnet med sine Længde- og Brede-Grader, saa at det kunde synes, som om man havde havt nøie Kjendskab til hvert Punkts Beliggenhed. Dette vil dog være en Misforstaaelse ; thi det Bestemmende for Textens Angivelser har kun kunnet være den Skikkelse, som Halvøen fik ved dens Indtegning imellem de øvrige Bestanddele af Kaartet, og den Stilling, man igjen gav Navnene paa den. Det vil ogsaa være en Misforstaaelse, naar man nu vilde tillægge Textens mere læselige og bestemte Form af hvert Navn en særlig Vægt som den rigtigere Form for Navnet; den er, og kan ikke være andet end et Udtryk for, hvorledes Oversætteren dengang har forstaaet og suppleret Navnet, eller Kaarttegneren har ment, at det skulde forstaaes. Skjøndt Donis's trykte Fremstilling af "Engrouelant" med dets Epigrafi er saa betydelig ældre end det trykte Zeni-Kaartblad , er der dog ikke Grund til at antage hin for mere oprindelig eller for at ligge Zeniernes ældste Kaart nærmere end dette. Langt fra! Det sidstnævnte røber just ved dets større Fuldstændighed i Navnerækken, ved dets flere og forskjelligartede Enkeltheder, ved den større Omhu baade i Tegning og Udførelse og ved Text-Affatterens bestemte Erklæring om, at det var lykkedes ham temmelig vel at gjengive det i Archivet forefundne Kaart, at det i alle Henseender som Originalfremstilling og til Udgangspunkt for Undersøgelser over Naturen af den fremstillede Egn maa stilles langt over Donis-Kaartet. Derfor kan der ligefuldt i Gjengivelsen hos Donis være en og anden Enkelthed, som fortjener vor Opmærksomhed og som kan tjene til at lede vore Tanker paa ret Vei. Vi maae i alt Fald undgaae den Tankegang, der i sin Tid blev saa vildledende for Capitainl. C. Zahrtmann, skjøndt han, ligesom vort Decenniums tre Forfattere, i Virkeligheden var aldeles ubekjendt med Donis-Kaartenes "Engrouelant".

I en kronologisk Samling af gamle Kaart over de skandinaviske Lande, som vort Universitetsbibliothek i ældre Tider har erhvervet sig, forefandt nemlig dav. Captl. Zahrtmann et haandtegnet Kaart over Nordeuropa med et "Ængrouelant" og en Navnerække, der mindede altfor meget om Zeni-Kaartets til ikke at skulle betegne det selvsamme Land. Af dets raaere Udførelse og dets Mangel af visse Stednavne paa "Engrouelant" sluttede Zahrtmann, at Kaartet var ældre end det bedre udførte Kaart fra 1558, og denne Del af Slutningen var tilfældigvis rigtig; men naar han i Differentsen mellem de to Kaart, ledet af sin Tvivl om Zeniernes Ærlighed, saae et Vidnesbyrd om de Vilkaarligheder og Falsknerier, Nic. Zeno jun. mentes at have begaaet, saa var han her bleven ført paa helt vilde Veie ved Haandtegningens Mangel paa enhver Oplysning om, hvorfra den hidrørte. Denne Oplysning kunde dog Enhver, der var kjendt med selve Zeni-Kaartet eller med Lelewells mindre Kopier af dette og med Zahrtmanns Noter om Kaartet, lettelig have givet. — Det er nemlig en nøiagtig Kopie af Kaartet fra 1482, som udgjør det andet Kaartblad i den nævnte Samling, og det kan kun tilskrives Hr. Majors Ubekjendtskab baade direkte og indirekte (f. Ex. gjennem Lelewell) med Zeni-Kaartene, at der blev gjort saa stort et Nummer ud af Zahrtmanns Fremstilling. dette gjælder ogsaa visse amerikanske Forfattere.

Den forkortede og til 17 Navne indskrænkede Epigrafi paa Donis- Kaartets "Engrouelant" synes naturligst læst saaledes (see Kaartet E): nemlig imod den vestlige og nordlige Side:

na p. Sadi p. Hestle (Elestle?) mirdü p. hit p. auer f. oauer p. :han af p. Spichbod f.

paa Øst- og Sydsiden derimod:

müd p. läde f. y p. hien p. boier f. ther

p. (paa Halvøens Hals: Pilappelanth).

Medens i denne Navnerække Ordet Spichbod er kommet til imod Halvøens Sydspids, nærmest hvor "Trin staaer paa Kaartet fra 1558, mangler her baade S. Tomas, Zenobium og endnu følgende Navne: Neum, Diuer, Peder, Hoen, Nice, Trin, Han, GM, naf, Cha.

Inden vi gaae til en nærmere Betragtning af Navnerækkerne paa de to "Engrouelant-Kaart fra 1482 (86) og 1558, have vi endnu at erindre os den Besynderlighed, at der paa Donis-Kaartene over Skandinaviens nordlige Egne er betegnet endnu et andet Landskab med Navnet "Engrouelant", indkilet paa Norges nordvestlige Side, stødende indad op imod Kjolens Bjergkjæde, og kun bærende et Par Stednavne, der ere vanskelige at læse. Fra det Foregaaende ere vi allerede bekjendte med saadanne dobbelte Anbringelser af samme Navn, endogsaa som betegnende samme Egn, paa et og samme Kaartblad, men henlagte paa forskjellige Steder efter de forskjellige Kilder, som Kaartcomponisten har fulgt. At en saadan Arvtagen fra et tidligere Kaartblad nu ogsaa ligger til Grund for det "Engrouelant", der er sat ind i Norge V. for Kjolen, kan der neppe være Tvivl om, og et lærerigt Fingerpeg hen imod en saadan Kilde giver det i flere Henseender mærkelige Kaart over Norden fra 1427, der ledsager et stateligt Haandskrift af Jacobi Angeli latinske Oversættelse af Ptolomæi Cosmographia, som findes opbevaret i Bibliotheket i Nancy, og som er bleven forfærdiget paa Cardinal Filiastrus' Foranstaltning. Paa dennes Foranledning er ogsaa det nævnte Kaart og Commentaren dertil bleven udført af en Nordbo, der kalder sig Claudius Clavus fra Salling i Fyen, og som formodentlig da opholdt sig i Italien. Dette Kaart over Skandinavien og dets nærmeste Omgivelser paa alle Sider kan siges, naar Kaartets Nordrand undtages, at ligne i det Hele og Store Omridsene af de samme Egne, som de gjenfindes paa Donis-Kaartet, men det har kun eet Engroueland, og dette ligger just midt ind i Norges nordligste Side, omtrent som hint "Engrouelant" Nr. 2 paa Donis-Kaartet; det ligger mellem 67º og 68º N. Br., oppe ved Ishavet, der er tydelig betegnet som tenebrosum mare og quietum mare , hvilket sidste Navn er stillet i en stor Indbugtning fra Ishavet, der synes at maatte være det Hvide Hav. Imod Sydenden af denne Bugt staaer Benævnelsen Findhlappia og paa Nordøstsiden: Wildhlappelädi, og Beliggenheden af to tilsvarende Benævnelser paa Donis-Kaartet finlappelant og Pilappelanth bedes hermed sammenlignet, ligesom ogsaa ikke faa andre Ligheder, der synes at bestyrke et vist Slægtskab mellem disse to Kaart fra 1427 og 1482, bør nøiere forfølges. Under alle Omstændigheder rykker Claudii Clavi Kaart fra 1427 den eiendommelige Betegnelsesmaade af et nordisk Landskab med et Navn, som ligner "Grønland", men har den besynderlige Forstavelse "En" foran sig, helt tilbage til en Tid, der knap er 30 Aar yngre end vore Zeniers. Fra disse, der efter vore nuværende Kundskaber vare de første, som brugte en saadan Benævnelse for et Land i Norden, synes vi altsaa her ligesom at spore en umiddelbar Tradition, opbevaret i Norditalien.

Utsnitt av Juan de la Cosa's Mappa Mondo 1500, fra Al. Humholdts store kart i Rxam. crit. V. 1823.

Vort egentlige Grønland indtager derimod paa Claudii Clavi Kaart som "Gronlandia provincia" hele det nordvestlige Hjørne af Kaartbladet med et saare vilkaarligt Omrids, hvis regelmæssige Udtungninger nærmest kunne betegnes som en Decoration; med denne Betegnelse kunne vi igrunden ogsaa karakterisere denne Nordboes Fremstilling af hans halvmaaneformede i N. og S. gaaende "Islandia". Imidlertid strækker sig "Gronlandia"-Gardinet paa Kaartets Veststide helt Syd til 63º, og langs dets Nordside Norden om congelatum mare, tenebrosum mare og quieium mare helt til Øst, henimod de omtalte Wildhlappelandi.

Efter denne lange og nødvendige Orientering ere vi nu naaede saa vidt, at vi med Udsigt til nogen Oplysning kunne forelægge den lange Række af Stednavne Spørgsmaalet om, hvorfra den er kommen og hvorhen den peger. At den ikke minder om Rækken af Nordboernes Navne paa de Beboelsespladser, der af Sagaer eller Beskrivelser af Grønland ere os bekjendte fra dettes Øster- og Vesterbygd, er allerede berørt; thi knap mere end et enkelt Navn, "Peder", der dog i de Tider forekom allevegne, ligner de nordiske "Pedersvig" f. Ex.); endnu mindre røber den nogen Lighed med eskimoiske Stednavne i vort Grønland. Ved umiddelbart og med visse Mellemrum at gjennemsøge de talrig anbragte Stednavne paa ældre og yngre Landkaart over Nord- og Mellem-Europa, og navnlig paa Specialkaart over alle Landskaberne langs med Nordsøens Kyster, har jeg derimod stedse modtaget det Indtryk, at Navnerækken snarest frembød Lighed med Navne paa de frisiske eller halvfrisiske Kyster og Øer. Men af alle disse var der især en, blandt hvis Stednavne den særlig syntes at have Repræsentanter, nemlig den nordfrisiske Halvø Eiderstedt, der Aarhundreder tilbage bestod af 3 Øer, Eiderstedt, Everschopp og Utholm som forlængst baade ved Naturbaand og Menneskehaand forenedes til et større Hele, med smale Vandskjel mellem de oprindelig sondrede Dele. Ikke blot synes flere af de Zeniske "Engrouelants"-Navne at ligne nordfrisiske Gjenstandsord, der tagne i en bestemt Betydning her kunde staae som Stednavne, saaledes aver (= aber), Munding af Flod eller Vandløb, medens munder synes anvendt i detn Slesvigske ved Slien i samme Betydning; saaledes Han eller Ham som Hjem, o. fl.; ikke at tale om det paa Donis-Kaartet stillede Spichbod, der er et ægte og karakteristiskn Ord for Varebod og Ladeplads. Enkelte ligne ganske de nuværende Navne i det Eiderstedtske, I Ex. Hit p. (= Hits eller Hitz-Banken, der er saa bekjendt for Ravsøgningen dér og for sine Hitzlopere) ; Jiauer (= Jabber), Peder f. (= St. Peder), Etste f = Ehste) o.s.v.; og derhos er endnu at bemærke det besynderlige Træf, at ogsaa i det nuværende Eiderstedtske høre disse fire Navne til Communer, der støde nær til hinanden. Denne Lighed mellem en Gruppe af "Engrouelants-Navnene og en tilsvarende Gruppe af Navne i det Eiderstedtske slog mig derfor ogsaa meget stærk, da jeg for nogle Aar siden til Studier over de foregaaede Forandringer paa vor Vestkyst benyttede Traps Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig, og uvilkaarlig faldt det mig da ind, at Zichmni eller Zenierne maatte have opkaldt Stederne i "Engrouelant" efter deres frisiske Søfolks Hjemstavn, Noget, der ikke just er uden alt Exempel ogsaa i nyere Tider. Men efterhaanden som Erkjendelsen af disse Ligheder eller Sammentræf mellem de to Regioners Navne udvidede sig, maatte naturligvis det Spørgsmaal opstaae, om ikke Lighederne hidrørte derfra, at det i Virkeligheden var et frisisk, nordfrisisk eller eiderstedtsk Landskab, der var bleven kaartlagt, og paa hvilket Navnet "Engrouelant" var bleven sat. I det Eiderstedtske kunde der jo uden Vanskelighed findes et "Sand", der kunde svare til Kaartets "Sädi", en Klitstrækning eller "Düne", der kunde begrunde Kaartets Dieur, og dettes Boier f. kunde f. Ex. være at finde enten i Landets Boer eller Bur (Burkog, Burmannaveg) eller ligefrem være et Udtryk for det større Vandløb, ad hvilket deres Boier eller større Tørvefartøier føre Fastlandets Tørv ind i det Eiderstedtske, f. Ex. til Garding og fl. St. Nærmere om disse Navn-Ligheder see senere S. 112—13.

Inden vi forfølge denne sidste Tankegang til sin yderste Grændse, ville vi standse et Øieblik, for at tilbagekalde i vor Erindring det Øiemed, hvori den her foretagne Excursion fornemlig blev anstillet. Ligeoverfor den af Hr. Fr, Krarup fremsatte Hypothese, at Zeni-Textens "Frislanda" var at søge i Nordfrisland, samt over for de Grunde, jeg selv havde anført for Hypothesens Sandsynlighed, besluttede vi jo i Forening at ville gjøre et experimentum crucis og at undersøge Kaartbladets øvrige af Zichmni og Zenierne hjemsøgte Egne, for at see, om der ikke paa Kaartet over disse var efterladt noget sikkert Vidnesbyrd om, at de vare blevne hjemsøgte af eller havde staaet i nøie Berøring med Frisiske Folk, hvorved vi altsaa vilde faae en Bekræftelse for, at det virkelig var fra frisiske Egne, at Zichmni og Zenierne vare komne. De nylig meddelte Tilnærmelser og Overensstemmelser mellem "Engrouelant"-Navnene og Stednavnene i Eiderstedt synes mig allerede at have besvaret Spørgsmaalet paa en saadan Maade, at, saalænge der ikke paavises idetmindste lige saa store Ligheder mellem "Engrouelants" Stednavne og Stedbenævnelserne i andre Egne, maa deres nordfrisiske Slægtskab hævdes. Ved Siden deraf maa det erindres, at det Landskab, hvori de fleste Ligheder mellem Stednavnene forefandtes, blev Nabolandskabet til den nordfrisiske Egn, hvori vi mente, at Textens "Frislanda" med størst Sandsynlighed var at finde. Alt dette kan jo være Hændelser, men til at omstøde disses Betydning fordres der andre Hændelser af mindst samme Beviskraft.

__________

Nu ville vi altsaa vende tilbage til og i muligste Korthed forfølge den maaskee noget dristige Tanke, om muligvis "Engrouelant" kunde være ikke blot en nordfrisisk Halvø men just den Eiderstedtske, og da først klare os det nærliggende Spørgsmaal, om der ikke allerede indenfor Zeniernes og Donis's Navnerækker er større Hindringer for denne Antagelse. Hertil maa der svares, at der ganske vist i selve Navnerækkerne er idetmindste to Besynderligheder tilstede, der ville afgive ret gode Vendinger imod en saadan Tanke, med mindre de gjensidigen skulde kunne hæve hinandens Betydning. Den ene er Zenikaartets S. Tomas-Kirke med Zenobium, stillet i Landskabets nordøstlige Del. Historisk kjender man ikke i det Eiderstedtske geistlige Anlæg med disse Navne, ja i det Hele slet ingen Klostre dér, men rigtignok var der mange Geistlige af Dominikanernes Orden. — Den anden er omvendt den, at det Eiderstedtske har i den tilsvarende Del af sin Halvø netop sin største og vigtigste Stad, nemlig Tonegen, der allerede 1400 var en opblomstrende By med en større Kirke. I Navnerækkerne paa Zenikaartet kan intet tyde hen paa denne By, uden de paa dens eventuelle Plads — saafremt vi have Eiderstedts-Halvøen for os — staaende S. Tomas og Zenobium, to Betegnelser, som Ukyndighed og Kløgt med lige Lethed her vilde kunne læse ud af et gammelt mørsk Kaart, især naar Byens Navn havde været, som ofte da paa de ældre Kaart: Tonegen eller endog i to Linier:

Tone

gen.

Selv om vi nu her ville tænke os dette Navn gjort til Tomas. Zenob. have vi iøvrigt kun naaet en mindre Grad af de Forvanskninger, der ellers i gamle Texter og Kaart have fundet Sted, ofte kun for at finde ligesom en Mening i Ordene. Foreløbig kunne vi vel altsaa taale denne Hypothese, der ligefrem tilbød sig af sig selv. Idet vi nu væsentlig have udtømt alle de Vink, som Navnerækkerne paa en nogenlunde naturlig Maade kunde give os om det hidtil gaadefulde "Engrouelant", skulle vi rette lignende Spørgsmaal til Kaartets øvrige Udstyr; men forinden vil det være hensigtsmæssigst at høre det Vigtigste af Reiseberetningens Text om Engroueland.

Ligesom nemlig Hensyn til Tiden ikke tillod mig, da jeg i det Kgl. Oldskriftselskab holdt mit andet Foredrag om Zeniernes Reise, at meddele Texten fuldstændig i dens "Sammenhæng", hvilket jo, som bekjendt, kun er et euphemistisk Udtryk for den brogede og vilkaarlige Forbindelse, hvori dens enkelte Dele ere blevne sammenkittede af Textens os ubekjendte Affatter, saaledes vil Hensyn til Pladsen her formene mig at gjøre dette. Jeg indskrænker mig derfor til at gjengive alle væsentlige Punkter af denne Mosaik.

Legenden om "Engroueland' som den altsaa nu findes i Bogens Text, betegner dette Land som liggende høit imod Nord og i et meget haardt Klima, thi det siges at have en Vinter paa ni Maaneder og kun tre Maaneders Sommer, men alligevel var det et Land, der ikke var uden naturlige Hjælpemidler, og i hvilket Livet i flere Henseender var ret triveligt.

Vidnesbyrd herom er det jo, at Zenierne paa det første Besøg i Landet — de synes nemlig at have gjort to Expeditioner til Landet, cfr. S. 164 — forefandt i dets nordøstlige Del (see Kaartet D) en anseelig Kirke indviet til St, Thomas og et Kloster, "monistero"' tæt derved, med store og smukke Bygninger, beboede af Dominikanermunke.

Disse Munke skildres meget fordelagtigen med Hensyn til deres Kundskaber — de talte, i det mindste de høiere Grader af dem, Latin —, deres Kløgt og praktiske Dygtighed i mange Retninger, samt deres forstandige Omsorg for deres Omgivelser, der saae op til dem som til høiere Væsener.

De omgaves nemlig af en talrig og, som det synes, lykkelig Befolkning, der beskjæftigede sig som Haandværksfolk, Jægere og Fiskere; alle bleve vel betalte af Fædrene for deres forskjellige Arbeider.

Forunderligt var det for de Reisende at see, med hvilken Kløgt og Sands Munkene benyttede Egnens kogende og hede Kilder, baade ved alle Slags Fødemidlers Tilberedning og ved Kirkens og Bygningernes Opvarmning, idet de ved over- og underjordiske Rør og Render ledte Vandet ind i dem, og tillempede den ønskede Temperatur ved Indledning af koldt Vand eller ved Indstrømning af kold Luft igjennem Vinduesaabninger. Ogsaa til bedækte Havers Vanding benyttedes disse Ledninger, og derfor kunde der haves Blomster, Frugter og Urter, som ellers i mere begunstigede Lande. Paa Havedyrkning satte Munkene høi Pris, og de betegnes som grændseløs rundhaandede imod dem, der bragte dem Korn og Frø.

Ikke mindre forunderligt har det i flere Aarhundreder været at læse de Reisendes Skildring af et Bjerg ("monte") eller en Høi, hvoraf Røg eller Ild saaes at opstige, som kunde det være af Vesuv eller Ætna, men hvis indre, glødende Masser, naar de vare slukte og afkjølede og da blevne saa faste, at kun Jernredskaber kunde sønderbryde dem, benyttedes istedetfor Stene til at danne Mure og Hvælvinger i Munkenes store Bygninger. Fra Bjergets Arne førtes der ogsaa ud af dets Mundinger særegne Masser, paa hvilke der gødes Vand, og derefter dannede disse den hvideste Bitumen eller Kalk, der var i høi Grad bindende og, nedlagt i Bevaringsrum, kunde holde sig saa længe det skulde være. Hvælvinger eller Buer, byggede af slige Materialier, vare i den Grad lette, at de ikke behøvede særlig Understøttelse og dog vedligeholdt deres Sammenhæng og skjønne Form.

Alene ved Bygningsmaterialier fra dette Arnested havde Brødrene opført saa mange Bygninger og Murstrækninger, at det var vidunderligt at see. Deres Huse skildres som skjønne, hyggelige og fremfor alt bekvemme; de vare høie, og fra Murene gik de op i et retskaffens Regntag" (de havde altsaa en skarp Tagryg).

Skibsfarten fra Havnen var livlig; talrige Fartøier laae i den, selv om Vinteren, men da bundne ved Isen, hvis Bortgang til næste Aar de afventede.

Skibene kom fra "de nærliggende Øer", fra et "Forbjerg oven for Norge" ( Capo di sopra Noruegia) og fra "Treadon". De tilførte Korn, Tøi til Beklædning og forarbeidede Trævarer samt Ved til Brændsel.

I Bytte derfor gaves tørrede Fisk og Skind af Dyr, og begge Varer betegnes som saa eftersøgte, at man for dem kunde kjøbe Alt, hvad man ønskede.

De leve af Vildt og Fisk fornemlig fra de Vaager og aabne Steder, der foraarsages ved det varme eller kogende Vands Tilstrømning til Havet — thi disse øve en saadan Tiltrækningskraft paa Søfugle og Fisk, at de der kunde fanges i ubegrændset Mængde. Med Fangsten af disse Fisk og Fugle, ligesom ved deres Bygningsforetagender, o.s.v. sysselsætte de en stor Befolkning i deres nærmeste Omgivelser. Nogle af disse Fugle nævnes i Texten, "polli", Høns.

Den omboende Befolkning havde sine Huse ("case") rundt om paa Bjerget ("al monte") eller Bjergene, og disse havde en egen Form, afsmalnende opad, og med en Aabning for Luft og Lys foroven. Grunden under dem holdt sig stedse varm.

Fiskerne brugte en Skindbaad, af Form som en Væverskytte, lavet over et Skrog af Knogler af de samme Sødyr, hvis Skind de i dobbelt Lag syede sammen om dem. I en saadan lode de sig trygt bære af Bølgerne, selv i et af Stormen bevæget Hav. Fra Bunden af Baaden gik der et vidt, ærmeformigt Skindrør, der i Midten kunde snøres sammen med Baand og Pinde, og hvorved Vandet kunde holdes ude (eller skaffes ud).

Det tør ikke forbigaaes, at der, foruden de her berørte Punkter i "Engrouelants"-Beskrivelsen, maaskee ogsaa hører til Billedet af dette Land et enkelt andet Punkt, der omtales under en senere Expedition, som ogsaa synes at have naaet til "Engrouelant". I dette Togt deltoge Zichmni og Antonio Zeno, og den første var dets Leder; et Aar i Juni Maaned ankom dette nemlig til et Land, der efter Textaffatterens Mening maa have været den sydvestlige Spids af Kaartbladets "Engrouelant".

Efter en langvarig og høist ugunstig Seilads, naaede de endelig til en Kyst, der ved nærmere Undersøgelse viste ét fortræffeligt Klima og frembød en stor og god Havn. Flaaden forsynede sig her med Vand og Ved og med Proviant af Fisk og Søfugle og en rigelig Mængde af Fugleæg til det halvt forhungrede og forkomne Mandskab. I en temmelig stor Afstand fra Havnen øinede de et stort Bjerg, der gav Røg fra sig, hvoraf de drog den Fortrøstning, at Landet maatte være beboet, hvilket ogsaa ved Udsendinge fra Skibet bekræftede sig. De traf nemlig i stort Antal omkring Bjerget halvvilde, smaa og frygtsomme Folk, thi de skjulte sig i deres Huler ("cauerne") der tjente dem til Bolig, saasnart de saae de Reisende.

Disse kaldte den gode Havn, hvori en større Flod udgød sig, "Trin", og den Landtunge, som derfra skjød sig ud i Havet, "capo di Trin". Her besluttede Zichmni at nedsætte sig. [Det er alene Tilstedeværelsen af Navnet "Trin promont" paa Kaartbladets "Engrouelant" der giver os Vink om, at det besøgte Land var "Engrouelant" eller i det mindste af Affatteren var bleven anseet for dette Land, saafremt det nemlig maatte være ham, der har bragt dette Navn paa Kaartet. I alt Fald er det mærkeligt nok, at paa samme Sted antyder Donis-Kaartet i det mindste Tilstedeværelsen af en fast Bygning ved Ordet: Spichbod].

Disse Bestanddele af Textens Fortællinger om Engrouelant og Livet der turde jeg lige saa lidt nu forholde Læserne som forhen under Foredraget Tilhørerne, til Opfriskelse af de Modsætninger, ja hinanden modstridende Forhold, som "Engrouelant" derefter synes at frembyde.

I Virkeligheden har heller ikke Textens Engroueland mødt den samme Opfattelse som Kaartbladets; thi medens Kaartet næsten til enhver Tid var bleven anseet for et paafaldende godt Kaart af Grønland, har man ikke været uberedvillig til at indrømme, at der i Texten fandtes saa mange besynderlige, for ikke at sige eventyrlige Skildringer af Land og Folk, at det vilde være uforstaaeligt, om de alle eller de fleste skulde kunne angaae vort Grønland. Selv da maatte de væsentlig gjælde et Slags Grønland, som nu var aldeles ubekjendt for os, og hvis Tilværelse i fordums Tid vi ikke kunne indrømme, med mindre alle Naturforholdene skulde antages at have totalt forandret sig siden; men ikke engang med denne Forudsætning kunne vi lade os nøie! Forholdene, som Textens sammenkittede Brudstykker give os dem, blive saa bizarre, at de ikke synes at kunne passe for nogensomhelst Egn i hele Norden — ja, neppe for nogen indenfor hele Jordens Kreds.

Herover ere vi da heller ikke berettigede til just at undre os, naar vi see hen til den Maade, hvorpaa Texten, som den nu foreligger, efter Affatterens egen og aabne Tilstaaelse blev til (cf. S. 63), nemlig af løsrevne Stykker og Brokker, hvis Sammenhæng han aabenbart ikke længere forstod, om han tidligere, som Dreng, havde forstaaet dem, og i hvis vilkaarlige og brydsomme Sammensætning til et Slags Hele han øiensynligen nærmest har ladet sig lede af de Kaart over de besøgte Egne, som han forefandt iblandt sine Familie-Papirer. Til Forstaaelse af disse Kaartskitser har han imidlertid ikke selv havt eller paa den Tid ret vel kunnet have den fornødne geografiske Indsigt, heller ikke den fornødne Bistand af Datidens Kaart, hvis Epigrafier meget mere synes at have vildledet ham. Jeg gjentager derfor, at hvilken Generation af Zeni-Familien Affatteren end maa have tilhørt, røbe hans egne Udtalelser, at han, hvor større sammenhængende Partier af Skildringen da manglede, væsentligst maa have sammensat denne efter Hukommelsen og ovenikjøbet efter Indtryk fra Drengeaarene af, dengang Papirerne ødelagdes, fordi han ingen Forstand havde paa disses virkelige Betydning, altsaa efter eet eller flere Decennier gamle Indtryk!

Efter denne min Mening om dette hele Stykkes Sammenhæng har det forekommet mig at nærme sig til ren Uforstand at ville opfatte som et sammenhørende Hele, hvad der saa tydelig aabenbarer sig som heterogent og stammende fra meget ulige Egne af Jorden. Det eneste, som en mere kritisk Drøftelse her kan have at gjøre, er, saavidt muligt, at paavise det rette eller sandsynlige Hjem for de enkelte Bestanddele, der saa vilkaarligen ere blevne samlede i Engroueland-Skildringen. Noget saadant, tror jeg ogsaa nok lader sig virkelig gjøre og just ved Hjælp af de foregaaende Undersøgelser.

Det maa jo dog være den naturligste Tankegang, at vi til dette Formaal maae gaae ud fra den Forudsætning, at hvad der nu findes samlet i Mosaikbilledet, er væsentlig Brokker af de forskjellige Oplysninger og Meddelelser, som Zeniernes Breve og de paaberaabte, af den ældre Nic. Zeno affattede Skildringer af Engroneland, Frislanda o.s v. oprindeligen indeholdt om de besøgte eller kaartlagte Egne. Iblandt disse vide vi nu med Sikkerhed, at Island har været og med en Sandsynlighed, der stedse er bleven større, ligesaa nordfrisiske Lande. Er man nogenlunde fortrolig med disse to Egne, vil man neppe heller kunne miskjende, at de synes at afgive Hjemstedet for de fleste, om ikke alle de Data, som Engroueland-Texten indeholder. Kun et eneste Træk i Engroneland-Billedet er med Sikkerhed grønlandsk, eller rettere sagt eskimoisk, og, da det Spørgsmaal, om Engroueland ikke nok kan være Grønland? er for mange et saa væsentligt og saa brændende, er det billigt, at vi først drøfte Betydningen af dette Træk.

Til alle Tider har man erkjendt, at der ved Textens væverskyttelformede Skindbaade, deres Bygning og Brug ikkun kan være ment Eskimoernes Kajakker, og derom kan der heller ikke være nogen berettiget Tvivl. Ligesaa maa man indrømme, at om der end er noget uklart eller misforstaaet i enkelte Udtryk, f. Ex. i dem om den formentlige Anvendelse af det vide Skindærme ("manica") maa Beskrivelsen af disse Skindbaade oprindeligen hidrøre fra En, der har havt et Selvsyn af dem, og saaledes kunne Baadene afgive et ret godt Vidnesbyrd om, at Vedkommende havde været i Grønland. Fra ham kunde rigtignok Skildringen have gaaet videre, og i Efterretninger om Grønland, optagne i islandske Annaler, omtales jo ogsaa Skrællingernes Skindbaade gjentagne Gange, dog aldrig, saavidt mig er bekjendt, uden i almindeligere Udtryk og ikke med de Specialia, vi her have for os. Hvis man derfor, med flere Forgængere, som ovenfor ere nævnte, vilde formode, at ogsaa denne Kundskab om grønlandske Forhold havde Zenierne faaet fra Islænderne, maatte man idetmindste tænke sig de os fra Islænderne i Skrift efterladte Vidnesbyrd om disse Skindbaade betydelig supplerede ved mundtlige Skildringer. Men meget nærmere ligger i Virkeligheden Gaadens Løsning os; thi et Selvsyn af Skrællingernes Skindbaade var just paa Zeniernes Tid bleven forundt Nordboerne paa en hel uventet Maade. De to Kajakker, der efter Skrællingernes Indfald i Vesterbygden 1379 vare af de norske, under Kong Hakon VI til Grønlændernes Undsætning sendte Skibe blevne medtagne til Norge og som Trophæer ("pro spectaculis muro appensas") ophængte til Skue over den vestlige Indgang til Oslo Domkirke, maae naturligvis være blevne beskuede og beundrede af Utallige. Netop der saae Olaus Magni dem endnu i Aaret 1505, saaledes som han selv i sin Meddelelse om disse Kajakkers Herkomst beretter os i sit mere end berømte Værk (Romæ 1555, p. 68), og fra en Beskuelse af Oslo-Trophæerne komme jo ogsaa mere eller mindre indirekt de Udtryk om Grønlændernes Skindbaade, som Jacob Ziegler bruger i sin "Schondia" 1532, — "scorteis et subtilibus navigiis utuntur, tutis á qvassatione maris et scopuloruma" — og som lyde saa ligt med et enkelt Led af Beskrivelsen hos Zenierne — "e se danno in terra, slanne salde á molte percosse" — at man uvilkaarligen opfatter begge som Gjenlyd af samme staaende Lectie, lært og fremsagt af Domkirkens Forevisere. Som Vidnesbyrd om, at Zenierne selv havde besøgt Grønland eller at deres Engroueland er Grønland er deres Kajak beskrivelse selvfølgelig uden nogensomhelst Betydning.

See vi altsaa bort fra dette ene eskimoiske Træk, synes mig alle de andre Dele af Engrouelands-Biledet væsentligst at maatte tydes som Træk, for hvilke velbekjendte Forhold paa Island og i Nordfrisland kunne ligge til Grund, om de end undertiden dels ved Indklædningen, dels ved en indløben, men ret naturlig Misforstaaelse, eller endnu hyppigere ved Indfiltring mellem hinanden indbyrdes ere blevne ukjendelige for en Læser, der ikke er paa sin Post.

Skulde jeg derfor blive opfordret til paa det foran givne Grundlag her i mine Læseres Paasyn at foretage en Skifteforretning i det indvikede Fællesbo, for hvilket Textens Mosaik er et Udtryk, vilde jeg for Øieblikket foretage Skiftet efter følgende Udkast.

Det overordenlig strænge Klima, den ni Maaneder lange Vinter og den tremaanedlige Sommer samt den deraf følgende Indvirkning paa Skibsfart og Tilførsel fra fremmede Lande ere fuldgode Attributer for Island og passe langt bedre paa Island, end, som man før formodede, paa Grønland. Paa mange Steder nær Islands Kyst, saa at selv de, der blot besøgte Kysten, let kunde blive bekjendte med dem, forekommer der varme Kilder, "Hverer", og overalt, hvor disse Kilder ligge i Nærheden af bebyggede Steder, have Beboerne, i Fortid som i Nutid, draget dem til Nytte til deres Husholdning paa mangehaande Maader, nemlig ved Tvæt, Valkning og Farvning, samt ved Tilberedelsen af Spiser af forskjellig Art, for ikke at tale om de ved Hvererne hyppigen indrettede Badehytter eller Badetelte. Hvad der herved fortjener at erindres, er, at Islænderne ikke blot benytte Kilderne og deres Afløb, som de fra Naturens Haand ere, men ofte paa mange Maader tillempe dem til deres Brug, f. Ex. ved at ændre Frembrudsaabningerne eller Afløbsrenderne, noget jeg ogsaa paa mere end eet Sted selv iagttog paa mine Reiser i Island i 1839 og 40. Personlig nærer jeg ingen Tvivl om, at det just er disse Anvendelser af Islands varme Kilder, og navnlig som de i Reikholtsdalen i Borgarfjorden ved det berømte "Snorralaug" vare bragte til Udførelse, der have afgivet det egentlige Grundlag for den udsmykkede Fremstilling, som nu findes i Zeni-Texten. Herom troer jeg heller ikke Nogen vil tvivle, der har taget de sindrige halvtusindaarige Anlæg i Øiesyn. Med min Reisefælle, Jonas Hallgrimsson, besaae jeg i Juni 1840 de endnu velbevarede, et Par Hundrede Alen lange, snart lukkede og i Jorden gaaende, snart imod Overfladen aabne Ledningsrender, der førte det hede Vand fra Kilden "Skrifla" ind i den vældige, smukke, stensatte Badekumme, medens Aabninger i Væg og Bund igjennem andre Ledninger førte det afkjølede Vand bort derfra, og medens en Tillempning af Vandets Temperatur bevirkedes ved delvis Afspærring af Ledningsrørenes Mundinger. I ældre Tider var Badet ved en hvælvet Overbygning, som Forstue, sat i Forbindelse med den velbyggede Gaard, og mange ere de Sagn, der fra det trettende Aarhundrede af have holdt sig om den sjeldne Opfindsomhed, Virkelyst og praktiske Dygtighed, som Gaardens rige og navnkundige daværende Eier, Snorre Sturlason, havde lagt for Dagen (Smlgn. Dr. K. Kaalund 1. c. I. S. 317—18).

Jeg mindes vistnok at have paa Island oftere iagttaget den frodige Plantevæxt, der paa sine Steder som en Bortfulgte med de smale Vandrender, der dannede Afløbet for Kildernes varme eller lunkne Vand, men til Fremkaldelse af en rigere Græs- eller Plantevæxt, eller til paa sine Steder at fremhjælpe den endnu i vort Aarhundrede ikke synderlig pleiede Havedyrkning, erindrer jeg ingensteds at have seet disse Afløbsrender fra de varme Kilder anvendte. Derimod har jeg nok i det forrige Aarhundredes Skrifter om Island seet, at den Tanke ikke var fremmed, at Hverernes varme Vand hist og her kunde og burde anvendes, f. Ex. som det hedder hos Olavius S. 367: "til at anlægge Drivehuse og Mistbænke, og derved at opelske mange Slags Væxter, endog i den strængeste Foraars-Kulde", eller S. 198: "til Kjøkkenhavers Anlæggelse, da Urterne sammesteds, som i et Drivehuus, kunde opelskes ved den underjordiske Varme." Forskjellen mellem Olavius's Ord og Zeni-Textens er i Virkeligheden kun den, at sidstnævntes Affatter skildrer Tanken som allerede vel udført fire Aarhundreder iforveien.

Naar Commentatorerne over Zeniernes Reiser aldeles have undladt at drage de islandske Hverer og deres Anvendelse i forskjelligt Øiemed ind i Sammenligningen med Skildringerne i Zeniernes Text, og derimod ret jevnligen have undret sig over Parallelerne mellem disse og Forholdene ved de varme Kilder i Cantal i Frankrig og deres Anvendelser der i huslige Øiemed, da har dette sin Hovedgrund i, at de alle miskjendte Zeni-Kaartbladets Frisland og slet ikke anede, at Zenierne havde havt noget med det virkelige Island at gjøre, og følgelig saameget lettere tabte Landets utallige varme Kilder af Syne.

Dersom man imidlertid nu lader Tanken ubevogtet følge det nylig angivne Spor, saa vil den naturligvis ogsaa fra Island snarest hente Forbillederne for Engrouelands formentlige Vulkaner, dets ild- og røggivende Bjerge og Høie, men, hvis saa, da er den aabenbart kommen paa Vildspor. Ved en retfærdig Skifteforretning kunne den Slags Vulkaner ikke tilkjendes Island, derimod nok de frisiske Marsklande eller det Eiderstedtske. Et Bjerg eller en Høi, der i sin ydre Fremtræden til Forstaaelse for Sydboerne, de Reisendes Landsmænd, i Brevene karakteriseres ved at være ild- og røggivende som Etna og Vesuv, men hvis glødende, indre Masser i Bjergets Arnested blive til et fortrinligt og fast Bygningsmateriale, naar de ere blevne afkølede, kalde vi slet og ret en Teglovn; naar de fra Arnestedet udbragte Masser overgydes med Vand og give et snehvidt Bindemiddel, saa have vi ligesaa slet og ret en almindelig Kalkovn for os; og naar denne hvide Masse efter Texten tillige har den Egenskab ikke at tabe sin Kraft, hvis den saaledes lædsket opbevares i særegne Gjemmer eller Kjælderrum ("conserva"), saa skjønnes disse sidste at være almindelige Kalkkuler. Det Forblommede, som Læserne hidtil mente at støde paa i vore Reisendes Beskrivelse af Engroueland er altsaa ikke det, at en vild Vulkan-Natur var der ligesom traadt i en vindskibelig Befolknings Tjeneste, men, omvendt, at Steder for en stille Menneskevirksomhed ved et meget naturligt men af senere Læsere misforstaaet Billede vare blevne anskueliggjorte for deres Landsmænd i Syden, hvis Huse byggedes af tilhugne Stenblokke og Qvadre og som selv vist ikke havde synderligt Kjendskab til den andensteds i Brug komne Bygningsmaade med Mursten og Kalk, medens de vare fuldt fortrolige med Etnas og Vesuvs Udseende. At Skylden til den i Aarhundreder herskende Mistydning og deraf følgende rastløse Søgen efter en til Mistydningen svarende, virkelig Vulkan i de høinordiske Egne her fornemmelig er paa Læsernes Side, vil man forhaabentlig give mig Ret i.

For Rigtigheden af min Forstaaelse af dette vigtige Punkt i Skildringen af Engroueland, vil jeg endnu beraabe mig paa to Forhold ved Text og Kaart, der hvert paa sin Vis synes at vidne, at begges Forfattere eller Affattere have delt den samme Anskuelse som jeg, at Commentatorernes formentlige Vulkaner vare Menneskeværk. For Kaartets Vedkommende henviser jeg til den forhen omtalte, skarpt begrændsede Kanal eller Grav, der omgiver det røggivende Bjerg, og som naturligst maa antages at betegne den vide Grøft ("Graft") eller Grav ("groove") om det Bjerg ("Berg", "Werft"), hvorpaa alle Bygninger i Marsklandene ere opførte og for Hav-Indbruddenes og Oversvømmelsernes Skyld maae opføres; for Textens derimod til den noget overraskende Bekjendelse, der dukker frem i en lille Textbrok om den sidste Expedition til Engroueland at Førerne fik Haab om, at Landet var beboet, da de saae det ild- og røggivende større Bjerg — en høist besynderlig Slutning, hvis et virkelig ildsprudende Bjerg eller en Vulkan var ment dermed.

At Munkenes store og smukke Bygninger angives opførte alene af de her som Mursten og Kalk tydede Materialier fra et almindeligt Tegl- og Kalkbrænderie, vilde ikke forundre os, naar der ikke tillige ved et Udtryk i Texten blev tillagt, at Stenmaterialet, i det mindste en Del af det, havde en saadan Lethed, at de deraf udførte Buer, uden al fremmed Understøttelse, bare sig selv og vedligeholdt deres Form-Skjønhed — "i uolti fatti di quelle sono in maniera leggiero che non hanno bisogno di altro sostentacolo, et durano sempre hellig et in conscio". — Thi herved mindes man dog stærkt om det lette og smukke Materiale, der anvendtes saa hyppig ved Opbygningen af de ældste Kirker paa Jyllands og Slesvigs Vestkyst, den rhinske, vulkanske Tuf, og netop til Dekorationen, Murbaandene og Bue-Partier. Udtrykket fortjener derfor Opmærksomhed. I den Tanke altsaa, at Skuepladsen for disse Byggescener maatte være i Nordfrisland og, som ovenfor formodet, maaske just i Tønningen, og at Scenerne forefaldt under en af de Ombygninger, Byens anseelige "i en paafaldende Grad af Gammelt og Nyt sammenstykkede og sammenflikkede Kirke" har undergaaet, vil jeg henvise Læserne til en os alle tilgængelig Bog: Traps Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig, S. 211. Deraf vil det sees, at ogsaa i denne Kirke Tufstenen var bleven rigelig anvendt til ydre Dekoration og fremtraadte bl. A. i en Frise af dobbelte, sammenslyngede Ruudbuer "fra den romerske Bygningsstils Slutningstid", foruden i andre dér angivne Buepartier. At Tufstenenens Indførselsvei til det Indre af Slesvig just gik forbi Tønningen opad Trenefloden, til Byen Treja, tør her ogsaa nok erindres.

Ligesaalidt som Textens ild- og røggivende "Bjerge" bringe os Vanskeligheder for Engrouelands Tydning som et lavt Marsk-Landskab eller som Eiderstedt ligesaa lidt ville de paa Engroueland-Kaartet anbragte Rækker af Bjerge eller Høie berede os saadanne; de gjengive kun de fremtrædende Klittepartier eller "Dünen". Paa flere af Johannes Mejers Kaart over frisiske Egne ere disse fremstillede paa selvsamme Maade. Forresten kalde Beboerne af disse Egne selv deres Klitter "Berge" eller "Sandberge", det sidste netop til Adskillelse fra de "Bergen, "Bargen eller "Warfte", "Werfte" o.s v., hvorpaa Gaardene og Husene ere anbragte.

Med slige Anlæg for Øie gjenfinde vi vel ogsaa lettest et frisisk Træk i den lille Textbrok, der, uagtet Læserne ere hensatte i høipolare Egne under en ni Maaneders Snebedækning, dog skildrer Landets talrige Befolkning boende just paa "Bjerge" eller "paa Bjerget" — "al monte" (!) Det Naturstridige heri finder sit nærmest tilsvarende i et andet skildret Bygningsforhold, de høie og høitagede Huse, som Munkene der i Landet opførte med dygtig skraanende Tage — "med retskaffens Regnfaldstage" — noget, som selv faldt Text-Affatteren saa besynderligt, at han naivt tilføier: men forøvrigt har man ikke meget at befrygte af Regn i disse polare Egne, da Sneen ligger usmeltet i den 9 Maaneder lange Vinter (!).

Hvorvidt der i Skildringen af den anden Art af Bygninger, de af den store omgivende Land- og Arbeider-Befolkning opførte, som løb spids til foroven og dér havde en Aabning for Lys og Luft, kan være enkelte Træk af de frisiske "Hauberge", som de vare for et halvt Tusind Aar siden, er mig saa meget mere uklart, som jeg ikke endnu har truffet nogen speciellere Fremstilling af disse mærkelige Røgstuer fra Middelalderen; men den skildrede varme Undergrund synes at kunne tale derfor.

Derimod er det mig ikke usandsynligt, at der ved det tredie Slags Huse i Engroueland, ved dem, der omtales under den sidste Expedition dertil som Huler eller "cauerne" kunde være sigtet til Islændernes, navnlig de mindre velstaaendes Jordhuse, der paa Grund af Bygningsmaaden kun hæve sig lidt over Jordoverfladen. Dette fjerntboende Folk blev virkelig i hine Tider saa skammelig hjemsøgt af Røverskibe fra de mest forskjellige Egne, der ranede baade Eiendele og Folk, at man kan finde det ganske naturligt, om de, som Texten her siger, viste sig frygtsomme ved fremmede Skibes Ankomst og søgte at skjule sig i deres "cauerne" naar disses Besætninger nærmede sig.

På Juan de la Cosas kart fra 1500 er tegnet inn "Cabo de Noroega". Commons.

De talrige overvintrende Skibe pege snarere paa Frisland end paa Island, og i samme Retning synes ogsaa de Punkter at pege, hvorfra Tilførselen skete, nemlig "de omliggende Øer" (saadanne findes jo ikke ved Island) og "Treadon". "Treadon" er rigtignok bleven tolket som et Navn paa "Throndhjem", uagtet man paa Norgeskaartet mente at have to andre Navne for Byen: "Trondo" og "Druten"; men i "Treadon" formoder jeg snarere Byen "Treia" skjult eller dens Skibsfart nedad "Trenen" ( = "Treadonde"?). Skovprodukterne — Gavntømmer og Brændeved — fra Skovene i Omegnen af "Treia", nedføres netop endnu meget til Tønningen og derfra videre. Hvor et "Capo di sopra norvegia" snarest bliver at søge, er tvivlsomt; men søges det i Norge — og paa Juan de la Cosas store og mærkelige Kaart fra Aaret 1500 findes et "Cabo de Noroega" (see ill. over) to Gange paa Norges Vest-Kyst — og antages det derhos, at der ved Ordene "legnami excellentemente lauorati" kunde være ment tilhugget Tømmer eller Bygningstømmer, kunde man vel lige saa vel tænke sig dette ført til de frisiske Øer som til Island.

Naar derimod det gængse og faste Betalingsmiddel kaldes "Skind" og "Tørfisk", og det udtrykkelig fremhæves, at alt muligt kan betales dermed, saa lyder dette som en saa betegnende Reminiscents fra en Islandshandel at den neppe vil kunne mistydes.

Den rigelige Indsamling af Fugleæg kan passe ligegodt paa Øerne ved Island og paa Øerne ved vor Nordsøkyst, og ligesaa den store Fuglefangst, seet ganske i Almindelighed; men naar denne skildres væsentlig at skee i en Vig af Havet eller en stor Havn, der ikke tillægges med Is formedelst det varme Vand, som udgyder sig deri, saa henviser idetmindste denne Del af Fuglefangsten ved fuld Vintertid tilsyneladende mere bestemt til Island, og Fangsten kan kun have bestaaet af Vand- eller Svømmefugle. Til et høinordisk Land har man ogsaa stedse ment, at det Navn "Polli" eller Høns sigtede, med hvilket de Fugle, der af Erkjendtlighed bragtes Munkene som Foræringer, et Steds i Texten ere blevne betegnede, thi man har uden videre betegnet disse "Høns" som "Ryper". Herved maa dog erindres, hvad jeg allerede i 1857 har bemærket i min Afhandling om Geirfuglen og dens begyndende Udryddelse, der jo stærkt forberedtes i de første 150 Aar efter Amerikas Opdagelse og just som Følge af denne, at Navnet Høns, "poules", "polli", "Seahens", anvendtes meget almindelig iblandt Søfolk af alle Europas søfarende Nationer for visse Søfugle, der levede i Skarer ved Øerne i Havet og ligesom Geirfuglen indfangedes til Skibsproviant. Ved Textens "polli" behøver man altsaa ikke nødvendigvis at tænke paa virkelige "Hønsefugle" eller Ryper, thi derved kan meget godt være ment de samme Vandfugle, som fangedes i Vaagerne. Ja, sees bort fra den angivne Aarsag til Vaagerne, som gjorde Fuglefangsten til et Træk fra Islands Kyster — og desto værre kunne vi jo ingensteds stole paa Textens Sammensætning — og tages de isblottede Steder som de almindelige aabne Render og Strøg i Havbugterne, hvorpaa Fuglene ved vore Kyster samle sig i den strængere Aarstid, saa kunde der maaskee være ligesaa god Grund til her at see et aldeles frisisk Træk, ja maaske et Vink om Fangsten i Fuglekøierne.

__________

Dersom Læserne virkelig have fulgt med mig igjennem dette indviklede "Fælledsbo", som det ovenfor blev kaldt, saa ville de i Forening med mig, Skridt for Skridt, være blevne førte henimod den Opfattelse af Textens Mosaik, der erkjender, at hvad der ikke i denne synes Erindringer fra Island kan i Reglen paa en naturlig Maade, idetmindste uden store Vanskeligheder, betragtes som Erindringsbrokker fra Nordfrisland og med en vis Ret særlig henføres til det Eiderstedtske. For mig personligen staaer det endog som det sandsynligste, at Halvøen "Eiderstedt" er just det Engroueland der i Aarhundreder paa Kaartene i vore Atlasser er bleven hævet op imod Nordpolen som et Grønland. Dette maaske uventede Udbytte af Undersøgelserne vil faae et noget sikkrere Udseende, hvis man kunde paa en naturlig Maade forklare sig, hvorledes et nordfrisisk eller eiderstedtsk Landskab paa den ene Side kunde blive tillagt det hidtil gaadefulde Navn "Engroueland", paa den anden Side komme til at indtage en saa besynderlig høinordisk Stilling paa Kaartet, eller med andre Ord, en saa høist eiendommelig Stilling til den nordligste Del af Norge.

Det kan lyde besynderligt, men det forholder sig dog saa, at om end Navnet Engroueland klinger fremmed for alle, naar derved skal forstaaes en Form for Ordet Grønland, saa har det dog en vis hjemlig Klang for et vesterjydsk Øre, naar dermed skal være ment et Marskland. Uvilkaarlig fremkalder det da i Erindringen de gængse Fælledsbenævnelser for de inddigede Marsk-Egne. Disse ere jo alle ved Spaden vundne fra Havet og beskyttede ved Diger og Grave (jydsk: Grobe, Grøvter), og hedde derfor "Spadelande", "Spatelande", ogsaa "gegrabene Lande", "aufgeworfene Lande", "opgeworpen Landt", ligesom der i Modsætning hertil, naar, som en Følge af de store Digebrud og Oversvømmelser, et forhen inddiget og beskyttet Land maa lades udenfor de nye Diger og Grave, tales om "ausgegrabenes Land" eller "ausgeworfenes Land". Paa samme Maade høre vi i Jylland om et "indgrøftet" og "indkastet" Stykke Land, en "Indkast", vel ogsaa en "Indgrøvt".

Naar derfor saa mange af de allerede berørte Punkter i det Zeniske Engrouelands Fremstilling have peget hen paa Frislandene og særlig paa det Eiderstedtske, faar man en stærk Fornemmelse af, at selve Halvøens Navn vistnok følger samme Retning. Efter Richthofens altfrisisches Worterbuch hedder Verbet at grave: grova eller griovan, partic. griovd eller greveth, og paa hel- eller halvfrisisk vil Engroueland efter andre foreliggende Sammensætninger sige enten indgrøftet (jydsk: indgrobet), inddiget Land, eller Indregrobsland, Plattydskens Binnendeichs- i Modsætning til dens ydre eller Buttendeichs-Land. I visse af de inddigede Marskegne betegner en "Groove" ligefrem den inderste og bedst beskyttede Del af det inddigede Land (Benzler: Lexikon der beym Deich- und Wasserbau auch beym Deich und Dammrecht, vorkommenden etc. Kunstworter und Ausdrücke etc. Leipzig 1792).

Derefter maa jeg altsaa formode, at Navnet Engroueland paa Halvøen er et i Frisland hørt og brugt Navn, som neppe er undergaaet nogen Forvanskning hverken ved den Ene eller den Anden for at give det besøgte og kaarttegnede Land Udseendet af at være vort høinordiske Grønland, med hvilket det efter min Mening heller ikke har noget at gjøre.

Vel seer det for Benægtelsen af al Sammenhæng med Grønland — og dette er jo ogsaa allerede foran (S. 144) bleven antydet — noget mistænkeligt ud, at der ved den østlige Grændse af Engroueland-Kaartet er tilføiet et andet Navn "Crolanda", der i Texten gjengives som "Grolanda", begge unægtelig i Form og Lyd nærmere ved Navnet "Grønland" og bestyrkende Mistanken om, at "Engrouelant" dog kun er et andet Udtryk for denne høinordiske Egn. Mistanken maatte naturligvis tiltage, naar man nærmere betragtede en i Aaret 1562, kun 3—4 Aar efter Originalkaartets Publikation i Ruscellis og Moletii Udgaver af Ptolomæus optaget Kopi af Zew2ernes Kaart; thi paa dette, som just blev optaget paa ny af Mænd, der havde staaet i allernærmeste Berøring med dem, der besørgede Originalkaartets Udgivelse, var der i Linie med det forrige Grolanda tilføiet Navnet Groneland. Mange ere derfor ogsaa de Tolkere af Zenireiserne, der have fundet det utvivlsomt, at alle disse Navne ikke blot ere synonyme med Engroueland, men just ere Vidnesbyrd om, at der ved dette sære og i deres Øine forvanskede Navn skal forstaaes vort Grønland. Vort Decenniums tre Forfattere ere ogsaa alle af denne Mening, om end paa en noget forskjellig Maade, som vi ovenfor have seet.

Alligevel seer jeg mig ikke istand til heri at følge dem eller den store Skare af Forgængere. Idet vi i al Ædruelighed fortsætte vore Undersøgelser, møder der os nemlig her igjen et af disse paafaldende Sammentræf mellem Marskegnenes Benævnelser og vort gamle Kaarts Betegnelser, der viser os, over hvilken gyngende Grund vore Undersøgelser ofte maa bevæge sig.

Hvad der i Marsk-Egnene ligger Butendeichs ɔ: udenfor Digerne og er i Tilgroning — "Anwass" platt., "Anwachs" høit. —, eller hvad der Binnendeichs ɔ: indenfor de store Inddigninger og Indgrøftninger ikke endnu er godt og modent Marskland, hedder just Gronland, "groene Land", og paa Specialkaartene over de inddigede Marskegne eller Koge finde vi hyppig disse Navne baade ved og i disse.

Af de Kaart, jeg fremlagde under Foredraget i Selskabet, skal jeg særlig henvise til nogle, der ere tegnede af vor før omtalte Johannes Mejer og opbevarede i det store Kgl. Bibliothek. Hans "Geometrische Delineatio des Lundenbarger Hardes (was zu disser Zeit darvon wieder eingetheichet undt auch verlohren worden) mit allen seinen nahmhäfligen und angelegenen orthern. Anno 1642", der allerede interesserer os ved den nøiagtige Gjengivelse af Enkelthederne i Inddigningerne, som de da vare og som de forud havde været, frembyder os fire "Gronlandt"s- Partier, betegnede: "Gronlandt", "Groenlandt", og "Groenlandt" og derved stærkt mindende om de ved Siden af hinanden satte Navne paa "Engrouelant"-Kaartene og, som jeg antager, staaende der i samme Mening.

Fuldstændig eensbetydende vilde da Kaartets Gronlanda og Engrouelant ikke blive, og naar man, efter at være gjort opmærksom herpaa, paany gjennemlæser Zenitextens Udtryksmaader, saa vil man vistnok ogsaa skjønne, at Textens Affatter neppe selv har antaget dette; han lader idetmindste forstaa, at der blandt de mange tabte eller tilintetgjorte Beretninger baade var en om Engrouelands Undersøgelse paa begge Sider og en om Grolandas Historie eller Anliggender — "le cose di Grolanda". — Hvis vi da her ere komne ind paa ret Vei, saa kan maaskee Tabet af det sidste Skrift blive allermest at beklage. Selv om Zeno's Meddelelse kun havde været kort, vilde den, da den var omtr. fra 1400, have været os et vigtigt Sidestykke til de korte men fortræffelige Træk, som Saxo omtr. 200 Aar iforveien havde givet os af Nordfrisland eller Frisia minor.

Altsaa ogsaa indenfor de Benævnelser paa Engroueland-Territoriet, af hvilke vi allermindst havde turdet vente det, syntes der at kunne blive god Samstemning med Opfattelsen af "Engroueland" som et frisisk Marskland.

Naar jeg altsaa i Begyndelsen af mine indledende Bemærkninger om vort Decenniums trende Bidrag til Forstaaelsen af Zeni-Reiserne krævede Læsernes Opmærksomhed henvendt paa disse, idet jeg tillod mig at udtale, at ved Irmingers og Krarups Indlæg i Sagen, Undersøgelserne virkeligen vare blevne førte ind paa Baner, de ikke tidligere havde været paa, saa har vel dette fuldt stadfæstet sig baade for "Frislands" og " Engrouelands" Vedkommende. Thi det endelige Udfald af disse kritiske Drøftelser, som de hidtil foreligge, kan jeg ikke opsummere anderledes, end:

• at Zeni-Kaartbladets Frisland er Island og ingenlunde er Færøgruppen

• at Zeni-Textens "Frislanda" er Nordfrisland, navnlig Strand-Frisland

• at Zeni- Kaartbladets "Engrouelant" ingenlunde er Grønland, men et nordfrisisk Marskland, snarest den Eiderstedtske Halvø

• at Zeni-Textens "Engroueland" ligesaalidt angaaer Grønland, men forsaavidt Legenden om det er forstaaelig, opløser dennes Mosaik sig omtrent ligelig i Reminiscentser fra Øen Island og fra Nordfrisiske Marsklande, medens intet selvseet Træk fra Grønland findes deri

• at Zenierne følgelig ikke have været paa Grønland, endnu mindre omseilet dette Continent paa begge Sider, og derved ville da alle de urimelige Paastande om disse Brødres Kjendskab til forskjellige Punkter af Amerika, 150 Aar før Columbus, tabe deres egentlige Fodfæste.

__________

Besvarelsen af det sidste Spørgsmaal, hvorledes da et saadant Indgrøftsland eller Engroueland, og, hvis vi tænke os det som Eiderstedt, kun af faa (5—6) Qvadratmiles Størrelse kan være bleven ført op i de høinordiske Regioner og være kommen til igjennem Aarhundreder at paradere som det Tusinder Mile store Grønland, er ulige vanskeligere.

Allerede ved det blotte Spørgsmaal vil nemlig Læseren føle sig noget uhyggelig, thi det er jo paa det nærmeste Spørgsmaalet om hele Kaartbladets Tilblivelsesmaade og derved atter om den hele Række af Beskyldninger om forsætlige Forvanskninger. Saadanne ere jo i Aarhundreder blevne udstødte dels imod Udgiveren og dels imod Nicolò Zeno junior, som den formentlige Affatter af Texten, saaledes som vi nu have den, eller som den formentlige Tilrettelægger af Kaartbladets Indhold i Overensstemmelse med denne Text, eller maaske vice versa, Skjøndt en fuldstændig Besvarelse af Spørgsmaalets hele Indhold er en meget vidtløftig Sag, da dertil vil udfordres et comparativt Studium af andre Partier af Kaartbladet, end de, der i det Foregaaende ere drøftede, vil det dog være ubilligt nu at lade de Sider af Spørgsmaalet forblive uoplyste, til hvis Klaring der allerede forligger ret gode Data.

I største Korthed meddeler jeg derfor følgende. Kaartbladets Indhold har jeg foran S. 67 kaldt "sammenbragte Børn", og det er ikke vanskeligt at holde idetmindste to høist ulige Kuld af geografiske Billeder fra meget forskjellige Tider ude fra hinanden, det ene 150 Aar yngre end det andet, og dermed vil allerede være klaret et væsentligt Forhold i Kaartbladets Tilblivelse.

Naar vi see tilbage til Overskriften over Reiseberetningen, som den fuldstændig er gjengivet S. 55, ja selv til det tillempede Titelblad foran den trykte Reiseberetning, vil det af de brugte Udtryk tydelig fremgaae, at de Kaartskitser, der oprindelig vare fundne i Archivet og senere bestemtes til Offentliggjørelse, ikke godt kunne have indeholdt andre Egne, end de i Overskriften nævnte. Hvad der altsaa paa Kaartbladet nu er mere, maa til dettes Fuldstændiggjørelse være kommet til senere og andensteds fra og, som det maa formodes, omtrent ved Offentliggjørelsens Tid. Hverken Danmark eller Norge med den sydlige Del af Sverrig kan derfor have været blandt de oprindelige Dele af Kaartbladet. Dermed stemmer det da ogsaa særdeles godt, at man saa almindelig har forundret sig over, at de nævnte omfattende Lande, som Zenierne ikke havde besøgt, skulde være blevne saa vel fremstillede i en saa tidlig Tid, som Aaret 1400 omtrent, og det uden at der i den lange Mellemtid skulde findes Spor af, at Fremstillingen af dem havde været afbenyttet af Andre. — I Virkeligheden har jeg jo ogsaa fremhævet disse Kaartdeles Oprindelse andenstedsfra, idet jeg foran har paapeget deres særdeles nøie Overensstemmelse i alle Enkeltheder af Landenes Configuration og af de talrige Stednavne med Fremstillingerne paa et netop i Venedig 1562 stukket og anonymt udgivet Kaart, saa at aabenbart den Kaarttegning, der har ligget til Grund for dette, ogsaa har ligget til Grund for Udfyldningen af den østlige Side af Zeni-Kaartbladet.

Samtidig med Zeni-Reisernes Udgivelse (1558) er altsaa Indførelsen paa Kaartbladet af disse skandinaviske Kaartdele og af det før omtalte Gradnet, som af Nicolò Zeno junior kastedes over det hele Kaartblad, ifølge det historiske Vidnesbyrd herom i Buscelli's Udgave af Plolomæus. Om end begge disse Indførelser kunne have paavirket hinanden noget, saa er det dog klart, at de øvrige Kaartdeles Stilling baade til hinanden indbyrdes og paa Kaartbladet i det Hele er bleven væsentlig uanfægtet af Gradnettet, under hvilket de, saa at sige, kun ligge som fangne Fugle. Nettets Linier for Brede- og Længdegraderne ere saa ubarnihjertigen førte over de tegnede og med alle Navnene udstyrede enkelte Kaart, at ikke et Bogstav i Navnene har faaet Lov til at vige tilhøire eller tilvenstre, op eller ned, for at undgaa Gjennemskjæringen og beholde sin Tydelighed, og Træskjæreren har med stor Samvittighedsfuldhed søgt at gjengive Resterne af de overskaarne Bogstaver (ja, paa sine Steder endog Rester af en paa Tegningen foretaget Rettelse). — Aldeles godtroende er Gradnettets Tegner altsaa gaaet ud fra, at Kaartbladets oprindelige Dele, navnlig Frisland og Engroueland indtoge en saa rigtig Stilling, som man da kunde tilkjende dem, og i alt Fald mangler det os ikke paa bestemte Vidnesbyrd om, at disse Partier indtoge i det Væsentlige den samme Stilling indbyrdes og paa Kaartbladet længe førend Udgivelsen eller førend Gradnettets Tilblivelse, ja førend Marcolims eller Nicolò Zeno juniors Fødsel. Mistanken om mulige Forvanskninger i denne Retning fra disse to Mænds Side, eller i det Hele fra deres Tid, maa derfor aldeles forstumme!

For det Første vise jo Donis-Kaartene fra 1482 og 1486 og de umiskjendelige Kopier af disse Kaart i Fremstillingerne f. Ex. hos Ruyjsch 1507 og 1508, hos Bernh. Sylvano 1511 og hos Bordone i hans "Isolario" 1525 og 1547, at Engrouelant ikke alene var henlagt i de høieste Polar- Egne, men fæstet op til den østlige og nordligste Del af Norge og altsaa i den Stilling til dette, som det indtager paa Zeni-Kaartbladet fra 1558, allerede 70—80 Aar førend dettes Publikation og, som de her citerede Kopier vise, havde uafbrudt holdt sig i denne Stilling i hele det mellemliggende Tidsrum.

For det Andet finde vi, at allerede i Aaret 1500 fremstiller det fortræffelige Verdenskaart af Biskaieren Juan de la Cosa — første Pilot hos Columbus paa en af dennes store Reiser — netop i den tilsvarende Del af Atlanterhavet Zeni-Kaartbladets Øer Frisland og Estlanda med de samme Navne og væsentlig i samme relative Størrelse og i samme Stilling til hinanden, og, hvad der bestyrker Constellationens Identitet, i en lignende gjensidig Stilling til to imellem dem (paa skraat) liggende mindre Øer, der aabenbart gjengive de to paa Zenibladet med de gaadefulde Navne Neome og Podanda betegnede Smaa-Øer. Henved 60 Aar førend Kaartbladets Publikation (1558) indtoge disse Dele af Bladet altsaa samme Plads i Havet og naturligvis af samme Grund som Donis-Fremstillingerne, fordi de kun kunde støtte sig til Laan eller Kopier af de oprindelige Zeniske Kaarttegninger. At de nævnte Øer imidlertid et halvt Aarhundrede tidligere af en af Venedigs berømteste Kaarttegnere vare opfattede under de samme Forhold, tør man slutte af Fra Mauro's Mappa Mondo fra 1457; thi dennes to Øer Ixilanda" og "Stillanda" kunne neppe miskjendes som Zeniernes Frisland (Island!) og Estlanda, især da Mauro's "Ixilanda" bærer tre Stednavne, i hvilke tre af "Frislands" kunne gjenkjendes, om end, som altid ved Datidens Gjengivelser, noget forvanskede: "nodifordi" for "Andeford", "gdelvic" for "Godmec" og "bodeal" for "Banar", hvis ikke for "Bondendea"?! Her skal jeg blot tilføie, at jeg ogsaa gjenfinder de to paa skraat stillede Smaa-Øer, der minde om "Neome" og "Podanda", og at "Zurlas" meget formindskede Gjengivelse af dette imponerende Verdenskaart viser smukt denne Constellation.

For det Tredie seer jeg et Vidnesbyrd om, at man lang Tid forud for Kaartbladets Publikation 1558 var bekjendt med dettes Fremstilling af "Engrouelant" i den meget langstrakte, grønlandlignende, fra S. V. til N. O. gaaende Skikkelse just deri, at kun i denne "Engrovelants" Stilling og Figur kan man gjenfinde Grundlaget for de Billeder af Europas nordvestligste arktiske Egne, være sig i Skikkelser af Halvøer eller Øer, som vi f. Ex. møde i:

• Pedrezano's Udgave af Ptolemæus, 1548. (Kaartet Schonladia nova; meget forskjelligt fra Zieglers Kaart over Schondia, Strassburg 1532.)

• Charta marina Portugalensium (hos Lelewell nº 43) fra omtrent Aaret 1500, liggende til Grund for flere Ptolomæus-Udgaver (1513, 1524, 1535 og 1541.)

• Laurentii Frisii Kaart over Europa og vestlige Asien af 1522, (Smlgn. Ptolomæus-Udgaven fra 1596 og dennes Fremstilling af Grønland som en meget lang Ø.)

Paa denne fra Zeni-Kaartbladets "Engronelant" nedstammende Fremstilling af Grønland paa den ovennævnte Gruppe af Kaart, der altsaa udkom 10—20, ja 40—60 Aar tidligere end Originalkaartets Publikation (1558), lægger jeg en ikke ringe Vægt, da den synes mig at give et nyt Vidnesbyrd om den tidlige Afbenyttelse af Zeniernes Kaarttegninger og om Ælden af disses nuværende Ordning paa Kaartbladet.

Gaaer altsaa Ordningen af Kaartbladets egne eller originale Fremstillinger, navnlig af Frisland og Engrouelant saa langt forud for Publikationen af 1558, at det vilde være aldeles urimeligt at formode nogen Indvirkning paa Sammenstillingen fra det sidstnævnte Tidsrum, saa troer jeg ogsaa, at man maa indrømme det Samme med Hensyn til Texten idetmindste i alt Væsenligt. Enhver, der har gjort sig ret fortrolig med denne, vil vist erkjende, at dens nuværende Affattelse forudsætter Kaartbladets Fremstillinger i deres nuværende Ordning som Grundlag, om end med uudgrundelige Forvirringer f. Ex. i Angivelse af Afstande o. l. Efter den S. 74 anførte Notits af Marco Barharo i Discendenze Patrizie 1536 var da tydelig nok Opfattelsen af Textindholdet den samme, som 22 Aar senere ved Reisens Offenliggjørelse; og at denne Meddelelse ikke kan være indskudt fra en sildigere Tid, tør man vist fæste fuld Lid til, naar der ikke ymtes nogen Tvivl herom af en med Venedig-Archivernes Aktstykker og Haandskrifter saa fortrolig og kyndig Forfatter som Mr. Rawdon Brown. At den sammenflikkede Text imidlertid er langt ældre og gaaer tilbage til Kaartets Ordningstid, er mig det ene sandsynlige, og dermed synes mig ogsaa de Ord at stemme, hvormed Affatteren karakteriserer sin Tidsalders Forhold til de store Opdagelser af nye Lande "i Egne, i hvilke man mindst anede, at der var saadanne"; de synes mig langt snarere at passe paa 1450 end paa 1550. Efter denne Opfattelse finder jeg det ogsaa meget naturligere, at de Tillempninger, som aabenbart - man erindre f.Ex. Frislands fremmede eller laante Fjer — de enkelte Kaart paa Bladet maae være blevne underkastede, f. Ex. ved nye Navnes Indsættelse eller maaskee ved ældre Navnes Udeladelse, langt snarere maae have fundet Sted ved Text-Affattelsen end henimod Offentliggjørelsen. Nærmere Vidnesbyrd om, naar saadanne mindre, om end til Forstaaelsen af Misforstaaelserne væsentlige Ændringer ere blevne indførte, savne vi vel endnu, og de ville maaskee vanskeligen komme frem, men de høre alligevel ikke til Umulighederne. Jeg skal herved kun minde igjen om de tre Navne, som Kardinal Zurla endnu i 1808 mente at kunne tydelig læse paa Fra Mauros berømte Kaart af 1457. Af disse har jeg ikke kunnet tydelig erkjende det ene paa den anseelige photografiske Gjengivelse af dette Kaart, som det store Kgl. Bibliothek har anskaffet ifjor, og for hvilken jeg, ligesom for al anden Imødekommen under disse Studier, aflægger dets Bibliothekar, Hr. Justitsraad C. Bruun, en oprigtig Taksigelse. Dersom det Stednavn, hvis Begyndelsesbogstav jeg nu paa Grund af Billedets meget mørke Tone ikke har kunnet erkjende, virkelig har været "bodeal" eller "bōdeal" saa vilde jeg ikke med Zurla deri gjenfinde Zenikaartets "Banar", men snarest dets "Bōdenda" (!), og hvis saaledes en af de "laante Fuglefjer" var anbragt paa Kaartet, da med en ikke ringe Sandsynlighed hævde en Textaffattelse, der var et Hundrede Aar ældre end Offentliggjørelsen. Oplysninger af denne Art kunne vi vistnok med Grund vente os af dybere gaaende Studier i Venedigs store literære Skatkamre. Paa denne min Opfattelse af Tiden, da Ordningen af Kaartets originale Bestanddele har fundet Sted, har jeg dannet mig min Mening om Fremgangsmaaden ved Ordningen, navnlig for de to Hoveddeles, Frisland-Kaartets og Engrouelant-Kaartets Vedkommende.

Kaartbladets Ordner og Textens Affatter har ikke havt tilstrækkelige geografiske Kundskaber til at erkjende Identiteten af Datidens Kaartnavne "Frisia", "Fixia" eller "Vresia" o. l. med Reiseberetningernes "Frislanda", medens han derimod i dette Navn har ment bestemtere at gjenkjende Kaartenes Frisland, Fresland, Vrisland, der havde meget tidlig uddannet sig som Navn for en stor i Atlanterhavet, som i Virkeligheden var Island, hvis rette Navn endog laa maskeret under dette "Vrisland". Forklædningen hidrører, som saa mange andre, fra Araberne, hvis billedlige Fremstilling af Geografien gik forud for Vesteuropæernes, og hvis geografiske Navngivning blev Kilden til en utrolig Forvirring; saaledes navnlig Benævnelserne paa Edrisis Kaart. Efter hvad Professor Mehren i sin Fremstilling af de islamitiske Folks almindelige geografiske Kundskaber (Ann. f. Nord. Oldk. o. Historie 1857. S. 187) har bemærket, skyldes det vistnok alene Feilstillingen af en Vokalprik, at Normannernes Island blev til "Resland"; dette er atter ved Kopiering blevet til "Sesland", "Vresland" o. l. . Allerede ved de dobbelte Navne "Island" og "Vresland"... "Frisland", blev Øen Island en Dobbeltgænger paa Nordens Kaart, og endnu mere ved Navnet "Thule", "Tille", eller "Tile" o. 1., hvorved i Reglen mentes samme Ø, der dog ofte stilledes særskilt ved Siden af en af de to førstnævnte. At Kaart- og Text- Affatteren ikke i Frisland--Kaartet rentud erkjendte vort Island, er vel nok undskyldeligt, naar der maatte hengaae næsten fulde 500 Aar, inden dette gik klart frem.

Paa en lignende Maade, mener jeg, at "Engrouelants" Stilling paa Kaartbladet støtter sig dels til ældgamle Traditioners svage Vink om et høinordisk Landskab med omtrent denne Benævnelse, liggende i Høide med Norges nordligste Spids eller ovenfor denne og i mere eller mindre fast Forbindelse med den, dels til grafiske Fremstillinger paa ældgamle Kaartrids. I "Mare cronium", Ishavet, hensatte man som et "Terra cronia" et "Gruntland", "Grunland", "Gronland", "Grinland", Benævnelser, som formodentlig ere langt ældre end Navnet paa vort historiske, vestlige Grønland, der i mange Retninger er bleven sammenknyttet med disse mere østlige Egne. Allerede disse Vink i Forbindelse med Lydligheden af Navnene "Engroveland" og "Grolandia" maatte jo have den samme Vægt for Kaartets Tilrettelægger dengang, som den, Commentatorerne i flere Aarhundreder siden have tillagt dem med Hensyn til vort Grønland. Men efter min subjektive Mening, og under den Opfattelse, at en af de nordfrisiske Halvøer, og navnlig et ældre Eiderstedt, ligger til Grund for Kaartet, har der, om ikke paa dette, saa i den tabte udførligere Beretning om "Engrouelant" vistnok været Ord, der henpegede paa det "Norgesland", "Norgesharde", hvortil Landet i dets nordøstlige Ende stødte, det " Norge" nemlig, om hvis Nærhed de Reisende — naar de have dvælet, som formodet, just i Tønningen — saae paa mange Maader være blevne erindrede i en By, hvis ene Del endnu fra gammel Tid nævnes "Norge", har en i "Norges-Gade" og et "Norge-Gilde". Jeg idetmindste formaaer ikke at see helt bort fra denne Gisnings Betydning.

Exempler paa den forskjellige Plads, som dette dunkle "Gruntland" "Grunland" osv. indtog paa de ældre Kaart, ville sees paa no. 44, 45 og 46 i Leleicels Atlas, hvortil i Korthed henvises; dog vil jeg her ikke undertrykke en Mistanke, jeg længe har næret imod det grafiske Billede, som den nordiske Erkebiskop Olaus Magni har givet af vort Grønland, — hvis vi dømme efter hans tarvelige Text-Legender —, men i Virkeligheden nok af det østligere i Novaja-Semlja-Complex, hvilket de to Navne paa hans Kaart: Gruntlandia, Alba, snarest antyde (!). "Staden Albaa hører ganske vist siden Olaus Magnis Tid til det faste Inventarium paa Grønlands-Kaartene et Par Aarhundreder igjennem; men alligevel tillader jeg mig — ad interim — at troe, at dette Tillæg til hans "Gruntlandia" kun antyder et physiografisk Slægtskab med Ishavets øvrige Omgivelser: "Lacus alba" eller "mare album", og det "Rossia alba", der henlægges som Nordbræmme af Fastlandet langs Ishavets Kyst paa mange ældre Kaart.

Dermed har jeg altsaa ogsaa besvaret det sidste Spørgsmaal, idet jeg ikke har tilbageholdt min Anskuelse om Grunden til Halvøens Anbringelse paa det nordlige Norge, og nu staaer der for mig kun tilbage at tilføie en yderligere Bekjendelse, for at undgaae en mulig Misforstaaelse.

Naar jeg ikke har kunnet anerkjende, at der paa Zeni-Kaartbladet eller i Zeni-Texterne er Data, der kunne godtgjøre, endog kun som en svag Sandsynlighed, at Zenierne have enten selv været i Grønland eller havt nogen egentlig Kundskab om Grønland, saa er det en Selvfølge, at jeg endnu mindre kan indrømme Zenierne noget Kjendskab til nordamerikanske Egne eller tillægge deres Reiser mindste Betydning for vore Kundskaber om et præcolumbisk Amerika. Sligt vilde, efter min Mening, være i høi Grad uvidenskabeligt; thi den Frisiske Fiskers eventyrlige Beretninger om og den forhutlede Zeni-Texts Skildring af Reiserne til Estotiland, Drogeo, Icaria kan jeg kun sammenstille med de ædle Frisers hos Adam af Bremen skildrede eventyrlige Togt til det høie Norden, og i Parallelerne, de frembyde, i det høieste kun finde en Bekræftelse paa, at Zenierne virkelig færdedes i Frisernes Land. Men til de frisiske Lande er jeg forresten dog mest tilbøielig at henregne Icaria som Helgoland, ikke blot paa Grund af denne Øs ældre Navn "Faria" der saa let kunde blive til Icaria; men ogsaa paa Grund af det paa Kaartet Icaria-Øeu givne Omrids og Øens Beliggenhed i Forhold til "Engrouelant".

Efterskrift

Om Friherre, Prof. Dr. A. E. Nordenskiölds Afhandling: "Om Bröderna Zeno's Resor och de äldsta Kartor öfver Norden". (Tal vid Presidiets Nedläggande i K. Vetenskaps-Akademien den 12 April 1882.)

I indeværende Foraar, medens min her givne "Kritiske Fremtilling af det sidste Tiaars vigtige Bidrag til Forstaaelsen af Venetianerne Zeni's Ophold i Norden og Reiser i dette mellem Aarene 1390 og 1405" var i Trykken paa de tre sidste Ark nær, overraskedes jeg ved at modtage fra Boghandelen det forte Hæfte af Friherre, Prof. A. E. V. Nordenskiolds ovennævnte: "Studier och Forskningar Om Bröderne Zeno's Resor och de äldsta Kartor öfver Norden". Jeg overraskedes nemlig, fordi jeg havde troet, at jeg til Drøftelse havde optaget alt, hvad der i den angivne Retning var bleven fremsat i Tiaaret, men jeg saae nu, at d. 12 April samme Aar, da jeg d. 16 Mai havde holdt mit sidste Foredrag i det K. Oldskr. Selskab, var der i det K. Vetenskaps-Akademien i Stockholm af dettes daværende Præsident holdt et Foredrag væsentlig over Zeniernes Reiser, og at denne Præsidie-Tale forelaa nu i det nævnte Hæfte.

Som en Studie af Nordost-Passagens navnkundige Opdager og paa Grund af det rige Fond af Kundskaber til alle arktiske Forhold, som vides at staa Forfatteren til Raadighed, vil dette Hæfte naturligvis kunne gjøre Regning paa en ualmindelig Interesse baade hos de videnskabelig Dannede, og hos Læsere med almindelig Dannelse. Dertil vil ydermere Afhandlingens rige Udstyr med oplysende ældre Kaart fra 15de og 16de Aarhundrede i høi Grad hjælpe den.

Denne Række af ældre Kaart er i Virkeligheden saa vel skikket til at vække Sandsen for et sammenlignende Kaartstudium og derved atter for den lærerige Udviklingsgang, de geografiske Kundskaber om Norden have havt, at man ikke nok kan paaskjønne Udgivelsen af dette nu saa let tilgængelige Materiale. Havde jeg oprindeligen truffet det samlet, som her er givet, vilde mine Veie igjennem Kaartenes Labyrinther i flere Retninger være blevne afkortede. Siden Hæftets Udgivelse har imidlertid den berømte Forfatter — hvad jeg af et Særtryk, som jeg skylder hans personlige Velvillie og modtog i Mai d. A. — forøget Kaartrækken med et for det kritiske Studium af Zeni-Reiserne meget vigtigt Tillæg, et photolithograferet Aftryk i fuldt Format af det originale Kaart fra 1558 efter et særdeles godt Exemplar, som den italienske Regjering havde stillet til hans Afbenyttelse. Men af samtlige her ved Photografiens Hjælp Læserne ydede Hjælpemidler vil, efter min Mening, neppe noget blive af saa stor videnskabelig Betydning som de paa denne Maade gjengivne Textblade til Claudii Clavi Kaart fra 1427. De ville afsløre Oprindelsen til mangen en Navne-Form paa senere Kaart.

Jo høiere imidlertid Forudsætningerne for Arbeidets belærende Evne sættes, og jo større Betydning man paa Grund deraf vil være tilbøielig til at lægge i de Resultater, der ere fremgaaede af Forfatterens Undersøgelser og Betragtninger, desto større Krav har man paa den anden Side ogsaa derpaa, at disse Forskninger og Conclusioner blive omtalte i en kritisk Fremstilling, der just omfatter Studierne over Zeni-Reiserne indenfor det Tiaar, hvori de ere blevne til. Det er derfor en Selvfølge, at dette i flere Henseender mærkelige Bidrag til Oplysning om Zeni-Reiserne og Zeni-Tiden ikke her tør forblive upaaagtet, selv om dets Omtale nu, ifølge de angivne Grunde, kun kan skee ved et Tillæg eller i en kortere Efterskrift.

Historisk vil jeg forudskikke, at jeg veed, at der i 3—4 af Kjøbenhavns offentlige Blade, i de nærmeste Dage efter mine tvende Foredrag, er bleven givet særdeles korte og, hvad der ligger i Sagens Natur, vistnok kun mindre tilfredsstillende Referater af min Opfattelse og Fremstilling af de Mistydninger, for hvilke Zeniernes Reiser Aarhundreder igjennem havde været udsatte; men hvorvidt der ogsaa i de svenske Hovedstadsblade er fremkommet kortere eller længere Referater af Professor, Dr. Nordenskiölds Præsidie-Tale i K. Sv. Vetenskaps-Akademien d. 12 April ifjor, er mig til Dato aldeles ubekjendt. Vore Fremstillinger tør derfor vistnok antages for i alle Henseender at have været uden Indflydelse paa hinanden, selv om man i et eller andet enkelt Punkt kunde synes at finde Udtalelserne meget overensstemmende.

Men at Overensstemmelsen i alt Fald kun for en liden Del, og selv da, kun i det mindre Væsentlige, har kunnet blive Tilfældet, vil ogsaa let forstaaes af den opmærksomme Læser, naar han seer, at min vidtberømte Collega desto værre har vist sig saa lidet selvstændig i Undersøgelserne af Betydningen af Zeniernes Frislanda og Engroueland at han maa siges at have i disse Henseender fulgt i Mr. Majors Fodspor. Dette uventede Forhold overrasker os naturligvis hos en Mand, hvis store Selvstændighed er os bekjendt nok, men det vilde dog være os endnu mere uforstaaeligt, naar ikke Præsidie-Talen strax ved allerførste Gjennemlæsning havde vist to smaa, men væsentlige Lakuner i Forfatterens Kjendskab til den nyere Zeni-Litteratur; Ubekjendtskabet paa den ene Side med Admiral Irmingers korte, men betydningsfulde Indlæg om Frisland som Island i det engelske geografiske Tidsskrift for 1879, og paa den anden Side med Hr. Majors Replik derpaa, sammesteds. Denne Repliks Svaghed og Intetsigenhed vilde i høieste Grad have vakt hans Opmærksomhed for Rigtigheden af Irmingers Opfattelse. Jeg føler mig aldeles overbevist om — og jeg skylder min høit hædrede stockholmske Collega at give hans Indsigt og sunde Sands det Tillidsvotum — at, havde han gjort sig bekjendt med disse to Artikler, der tilsammen udgjøre 1/2 Ark, vilde Resultaterne af hans Undersøgelser over Zeni-Reiserne aldrig have lydt, som de nu i hans Afhandling lyde, idetmindste ikke de om Frisland-Kaartet som et Kaart over Færøgruppen (!). Var Forfatteren blot her ved Irmingers Hjælp kommen paa ret Vei, vilde han fra Frisland have modtaget et saa lydeligt Varsko med Hensyn til det lige saa farlige Engrouelant-Kaart, at forhaabentlig ogsaa hans vel raske Udtalelser om visse ældre Kaarts Fremstilling af de nordvestlige Egne af den nye Verden og, som Følge deraf, om Amerikas jevnlige Beseiling i 14de og 15de Aarhundrede fra Nord-Europa af, turde være blevne dygtig modificerede.

Som vi altsaa see, blive Forfatterens Opfattelser af Frisland og Engroueland ogsaa Hovedpunkterne i hans Fremstilling.

Hvad, for det Første, Zeniernes Frisland-Kaart angaaer, vil den allerede berørte Lighed imellem Mr. Majors og Friherre v. Nordenskiölds Opfattelse af dette vigtige Punkt tillade mig her simpelthen at henvise til, hvad der foran udførligen er gjort gjældendende imod Førstnævntes. Der foreholdt jeg rigtignok Mr. Major bl. m. A. en saadan Tankeløshed som den, at lade den søbefarne Nic. Zeno sen. reise frem og tilbage mellem begge Færøiske Øgrupper og imellem flere af disses enkelte Øer — for større Klarheds Skyld aflægger han endog den supponerede Reise paa et eget Kaart — og desuagtet at ville hævde, at Zeno kunde have aflagt disse Øgrupper som en eneste stor Ø, uden at blive vaer, at brede Sunde gik imellem Øerne. Men fordi denne Utænkelighed nu gjentages af en søbefaren Mand, som Friherre Nordenskiöld fortjener den dog ikke at betegnes med et lempeligere Udtryk. Og lyder det ikke næsten ironisk, naar det i den nyere Indklædning hos Professor Nordenskiöld S. 48 (nederst), nu hedder om det Frisland-Kaart, som vi ovenfor have med uigjendrivelige Grunde bevist at være Island og ikke at kunne være Færøerne, at det som et Færøkaart: "ögonskenligen med anledning af texten är införd på Zeni´s karta i mycket förstorad skala, såsom man på äldra kartor ofta brukade göra med särskildt vigtiga orter o. s. v.", eller som det S. 58 udtrykkes: "för Färöerna och Shetlandsöerna insatts oproportionerligt stora, hvad man kunde kalde specialkort." Det er da i det Mindste paa en usædvanlig Maade at give et Specialkaart over en hel Øgruppe, naar man lader alle Øerne smelte sammen til een (!).

Til en Slags Bekræftelse af, at Zeniernes Frisland er Færøerne, fremsætter Hr. Professor Nordenskiöld imidlertid nu to eiendommelige Vidnesbyrd, der menes at skulle godtgjøre, at baade omtrent ved Midten af det 16de Aarhundrede, da Publikationen af Zeni-Reiserne fandt Sted, 1558, og lang Tid forud for disses Publikation, omtrent ved Aaret 1500, var Navnet Frisland af Søfarende bleven benyttet for Færøerne; men begge Bevisførelser herfor ere urigtige og vildledende. De hvile begge paa Misforstaaelser.

Det er jo saa langt fra, at man af det anførte Sted af Lorenzo d´Anania´s "Fabrica del mondo", Venetia 1576, kan see, at Frislanda betegnede Færøerne, at der her meget mere kun betegnes Efterretninger om Frislanda ligefrem hentede fra Zeno, uden nogen ny Betydning, hvilket jo ogsaa til Overflod fremgaaer af de af Professor N. selv citerede Ord derfra: "le sui cittá sono Frislanda, Sorano, e Bondano etc", der jo ligetil Trykfeilen Sorano ere tagne af Zenos 18 Aar tidligere udgivne Reiseberetning. Cfr. iøvrigt Humboldt 1. c. II. p. 94. Mere undskyldelig, men ikke mindre vildledende er Prof. N.s Henvisning til Juan de la Cosa´s fortrinlige Kaart fra Aaret 1500. Det er aldeles sandt, at paa dette Kaart "utritas en stor Ø, Frisland, ungefär på det ställe der det Zenoska Frislanda är beläget"; men at der ved denne store skal menes eller har været ment Øgruppen Færøerne, er jo kun et Indfald, for hvis Rigtighed intetsomhelst taler. At der imidlertid ved Frislanda er ment samme Ø, som Zeni-Kaartet har betegnet med dette Navn, sætter et sammenlignende Studium af det 15de Aarhundredes Kaart udenfor enhver berettiget Tvivl; thi det er ikke alene denne store Ø, der paa Juan de la Cosa´s Kaart vækker Erindring om et muligt Laan fra et tidligere haandtegnet Zenis Kaartblad, men ogsaa den Constellation af Øer, i hvilken Øen findes, noget som har undgaaet Prof. N.'s Opmærksomhed. Den har jo, som jeg S. 184 har fremstillet det, baade en halvstor Østen for sig, bærende det kun fra Zeni-Kaartbladet bekjendte ominøse Navn "Estlanda" og desuden to mindre, her rigtignok navnløse Øer, i Beliggenheden svarende til Zeni-Kaartbladets "Podanda" og "Neome" hvilken Constellation med sine to saa særlig betegnende Navne maa betragtes som et til Udfyldelse af denne Del af Atlantrrhavet af de la Cosa laant Partie fra det Zeniske Kaart, eller hvilket senere ved Publikationen af Reisebrevene Træsnittet blev udført. Denne Opfattelse maa jeg hævde som den mest berettigede og, indtil det lykkes et sammenlignende Studium af det 15de Aarhundredes Kaart at paavise en anden og tidligere Kilde, hvorfra Constellationen kan være laant, endog som den — eneste berettigede.

Inden jeg forlader min høitærede Collegas i mine Øine aldeles utilfredsstillende Bevisførelser for Identiteten imellem Frisland og Færøgruppen, maa jeg, da jeg har en videnskabelig Geograf for mig, gjøre opmærksom paa den uforsigtige Udtryksmaade, han i sin Varme for Sagen bruger overfor mindre kyndige eller mindre tænkende Læsere. De mere opmærksomme ville forhaabentlig nok selv tage sig ivare. Jeg beder f. Ex. Eftertanken hæftet paa det Bevis, der for den nævnte Identitet menes at ligge i de af mig fremhævede Linier i følgende Citat fra S. 49: "Att med det Frislanda, som finnas utsätt på Zeno's karta, betecknas Far-island eller Fär-Ø, derom kan så mycket mindre något tvifvel uppstå, som Zeno's karta öfver denne øgrupp, med alla sina oriktigheter og med behörigt afseende på hvad jag forut anfört om dess från den öfriga kartan afvikanda skala, bildar den enda före år 1558 offentliggjorda karta, som kan lemna oss ett begrepp om denna ögrupps geografi." - Hvilket Begreb kan da denne ene — vi see i dette Øieblik aldeles bort fra, at den fremstiller Island — give os om Færøernes Geografi? Eller man betænke det Vildledende i Udtalelsen S. 40 om Claudii Clavi Kaart, at "den vittnar om god bekanntskap om de aftecknade låndarna" (!), og endnu mere, at dette Kaart er "äfven den forstå, på hvilken en del af Amerika finnas något så när riktikt utsatt" (!), thi uagtet denne Udtalelse, anseer jeg mine Udtryk om Kaartets Udtungninger og "Gardiner" S. 157 for mere rigtige.

Med Hensyn til Engroueland, i hvilket Prof. Nordenskiöld seer et utvivlsomt Grønland, og paa hvilket han endogsaa antager, at den brogede Text-Mosaik særlig skal anvendes, kan jeg fatte mig kortere. Sin Conclusion med Hensyn til Engroueland har Forfatteren S. 59 affattet saaledes: "Att Grenlands Östkust vid den tiden varit isfriare än nu, eftersom denne nu otilgångeliga kust kunnat riktigt kartläggas"; og i en Anmærkning dertil henviser han saa til Ivar Bårdsens gamle Seilretning efter Gunbjørnsskjærene. - Jeg henviser til det, som jeg ovenfor allerede udførligen har bemærket om disse Forhold S. 148 flg. Den hele Afstand imellem vore Opfattelser - med de færre Overensstemmelser, der findes indenfor dem — faaer sit klareste og korteste Udtryk, naar vi lige overfor mine S. 180 anførte 5 Sætninger stiller den ældre Opfattelse, som Professor Nordenskiöld S. 55 siger at han "ubetinget tiltræder", hvilket ogsaa i det Enkelte nærmere bekræftes S. 58— 59, nemlig:

"Att med Frislanda betecknas Färöerne och att resan i hufvudsak år sannfärdig på några öfverdrifter, misskrifningar och missuppfatningar af de främmande namnen när, sammt att bröderna Zeno verkligen besökt Gronland, och de i berättelsen omtalade frisländska fiskarena Newfoundland, Canada och nuvarande Forente Staterna".

Dog — Ingen tvivler om, at vi jo fra begge Sider, hver paa sin Vis, have søgt Sandheden. Professor Nordenskiölds Opfattelse af gunstige Grønlands-Forhold paa Zeniernes Engroueland læses tydelig mellem Linierne af det Program, som Nordostpassagens berømte Opdager udstædte for den Grønlands-Expedition, paa hvilken han, ledsaget af vore bedste Ønsker om Held, nu færdes, og ved hvilken han ligesom viser os sin Tro i sine Gjerninger. Skulde den, der her har hævdet en stik modsat Anskuelse om Engrouelands Natur, vise sin Tro i en beslægtet Gjerning, vilde hans Program sikkert blive: i Frislandene at eftersøge Sporene af Zeniernes Færden der og navnlig Nicolò Zeno's Grav.

---