Vis kilden til Olav den helliges saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9" 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs hins helga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !! 
|-
! !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !! 
|-
|}


<center>'''Snorre Sturlasøn'''

<big><big>[[Snorre: Kongesagaer|'''Kongesagaer''']]</big></big>


oversat af

[[Gustav Storm biografi|Gustav Storm]]

Kristiania<br>
J.M. Stenersen &amp; Co<br>
1900

Nationaludgave (2den udgave)


[[Bilde:Titelfrise til Olav den helliges saga.jpg]]


<big>'''Olav den helliges saga'''</big><br>
'''[1015-1030]'''</center>


'''1.''' Olav, søn af Harald den grenske, fødtes op hos sin stefader Sigurd Syr og sin moder Aasta. Rane den vidfårle var hos Aasta; han fostrede Olav Haraldsøn. Olav var tidlig dygtig, vakker af udseende, middels af vext; god forstand viste han ogsaa tidlig og var ordsnild. Sigurd Syr var ivrig i gaardsstellet og havde sine mænd stadig i arbeide, og han fór selv ofte for at se til aker og eng eller fæ eller ogsaa til haandverkere eller did, hvor hans folk havde noget at udrette.


'''2.''' Det var en gang, at kong Sigurd vilde ride fra gaarden og det ikke var nogen hjemme paa gaarden; han bød da sin stesøn Olav at sadle en hest for sig. Olav gik til gede-huset, tog der den største buk, leiede den hjem og lagde kongens sadel paa, gik saa og sagde til ham, at han havde gjort skydsen rede for ham. Da gik kong Sigurd til og saa, hvad Olav havde gjort. Han sagde: «Let er det at se, at du vil afvise mine bud; det vil vel ogsaa tykkes din moder sømmeligt, at jeg ikke har at byde dig noget, som er dig imod. Det er let at se, at vi to ikke vil være lige af sind; du er nok mere storsindet end jeg.» Olav svarede lidet, men lo til og gik bort.


'''3.''' Da Olav Haraldsøn voxte op, var han ikke høi, men middels af vext, kraftig og sterk, lyshaaret, bredladen, lys og rødmusset i ansigtet, havde meget gode øine, var fagerøiet og snarøiet, saa at man maatte ræddes for at se ham i øinene, naar han var vred. Olav var en stor idrætsmand i mange deler, kunde vel færdes med bue og skjød overmaade godt med haandbue, svømmede godt, var nethændt og havde skjøn paa alt haandverk, hvad enten han selv eller andre arbeidede. Han blev kaldt Olav ''Digre''. Han var djerv og klog i tale, tidlig udviklet baade i kraft og forstand; alle hans frænder og kjendinger syntes godt om ham; kappelysten var han i leger og vilde altid være fremfor alle andre, som det burde være formedelst hans stand og byrd.


'''4.''' Olav Haraldsøn var 12 vintre gammel, da han første gang steg paa hærskibe. [1007] Hans moder Aasta fik Rane, som var kaldt Kongsfostre; til at styre over hæren og være i følge med Olav, thi Rane havde ofte før været i viking. Da Olav tog imod folk og skibe, gav hans mænd ham kongsnavn, saa som det var sedvane, at hærkonger, som var i viking, naar de var kongebaarne, strax bar kongsnavn, om de end ikke havde land. Rane sad ved roret; derfor siger somme, at Olav var rorskarl, men han var dog konge over sine mænd. De styrte øster langs landet og først til Danmark. Saa siger Ottar Svarte i det kvæde, han digtede om kong Olav:

::Ung stødte du havets
::hest ud at gjeste
::Danmark; vant til dristig
::daad er du, kampdjerve fyrste!
::Seirrig, konge, var færden
::(af slig kjækhed er mægtig
::nu du bleven). Jeg fritted’,
::hvorhen du fór nordfra.


'''5.''' Men da det blev høst, seilede han øster langs Sveavælde og tog da paa at herje og brænde landet, thi han tyktes at have ret til at lønne Svearne med fuldt fiendskab, da de havde taget hans fader af dage. Ottar Svarte siger det rent ud, at han da fór øster fra Danmark:

::Med aarerne drev I de prægtige
::skibe øster i havet
::fra land til land (skjolde,
::landvogter! bar I til skibene).
::Seil I brugte, og roret
::stundom I maatte vende;
::mange aarer fik slide
::under eder den store bølge.

::Ravnens mætter! Folket
::rædsel fik saa storlig
::af færden; siden du søgte
::Svitjods nes at herje.


'''6.''' Den høst kjæmpede Olav sin første kamp ved Soteskjær<ref>Soteskjær, d. e. Sotholmen, nær Næringe i Sødertørn i Sødermanland.</ref>; det er blandt Svea-skjærene<ref>Sveaskjær, d. e. skjærene langs Sødermanlands og Uplands kyster.</ref>. Der kjæmpede han mod vikinger, og Sote hed han, som raadede for dem. Olav havde færre folk, men større skibe. Han lagde sine skibe mellem nogle baaer, og det var da vanskeligt for vikingene at lægge til. De skibe, som laa dem nærmest, stak de til med stavnljaaer, drog dem til sig og ryddede dem saa. Vikingene lagde sig fra og havde mistet mange folk. Sigvat skald siger om denne strid i det kvæde, hvori han regnede op kong Olavs kampe:

::Langskibet ud den unge
::konge-ætling førte
::til havet (folket frygtede
::fyrstens vrede siden);
::men ''første gang'' han farved’
::(meget fik jeg at mindes)
::ulvens fødder i blodet
::øster ved Sote-skjærene.


'''7.''' Kong Olav styrede da øster langs Svitjod og lagde ind i Lågen<ref>Mælaren.</ref> og herjede paa begge dens sider. Han lagde helt op til Sigtuner og laa ved Gamle-Sigtuner. Saa siger Svearne, at der er endnu de stenmurer, som Olav lod gjøre under sine brygge-ender. Men da det blev høst, fik Olav vide, at sveakongen Olav drog en stor hær sammen, og det tillige, at han havde ført jernlænker over Stoksund<ref>Norrstrøm, se side 21 note 1. [I [[Ynglinge-saga]], kap. 19, note 54].</ref> og sat mænd til at vogte det. Men sveakongen tænkte, at kong Olav vilde bie der, indtil det frøs, og kong Olavs hær tyktes ham lidet værd, thi han havde faa folk. Da fór kong Olav ud til Stoksund og kunde ikke komme ud der. Det var et kastel vestenfor sundet, men en hærstyrke søndenfor. Men da de spurgte, at sveakongen var kommen paa skibe og havde en stor hær og mange skibe, da lod kong Olav grave ud gjennem Agnefet tilhavs. Da var det sterkt regn. Over hele Svitjod falder hvert rindende vand i Lågen, men det er kun én munding tilhavs fra Lågen og saa smal, at mange aaer er bredere. Men naar det er meget regn og sneen smelter, da løber vandet saa voldsomt, at det er fossefald ud gjennem Stoksund, men Lågen gaar da saa meget op i landet, at det flømmer vidt og bredt. Men da grøften naaede ud til havet, løb vandet og strømmen ud; da lod kong Olav paa sine skibe lægge alle ror op og drage seilene til tops. Det var blæsende medbør. De styrede med aarerne, og skibene gik med stor fart ud over grundene og kom alle uskadte i havet. Men Svearne fór da til Olav sveakonge og sagde ham, at Olav Digre nu var kommet ud paa havet. Sveakongen gav dem onde ord, som skulde have passet paa, at Olav ikke fik komme ud. Det er nu siden kaldt Kongs-sund<ref>Nu Søderstrøm i Stockholm.</ref>, og der kan man ikke fare med storskibe, undtagen naar vandet er voxet sterkt. Men det er somme mænds fortælling, at da Olavs mænd havde gravet ud feten og vandet faldt ud, blev Svearne det var og fór da til med stor hær og vilde hindre Olav fra at fare ud; men da vandet grov ud paa begge sider, saa faldt bakkerne og folket der med, saa mange druknede der; men Svearne modsiger dette og siger, det er usandhed, at nogen der er omkommet. Kong Olav seilede om høsten til Gotland og gjorde sig rede til at herje. Men Goterne holdt samling der og sendte mænd til kongen og bød ham skat af landet; det tog kongen imod, tog skat af landet og sad der om vinteren. Saa siger Ottar:
<br>
::Sjømænds høvding! paa Goters
::hær en skat du lagde;
::mændene vovede ikke
::verge landet med sverdet.
::Øsyslas mænd løb, men øster
::ulvenes hunger stilledes;
::mangen mand har mindre
::mod end Yngves ætling.


'''8.''' Her siges saa, at da det vaaredes, fór kong Olav øster til Øsysla<ref>Øsel.</ref> og herjede; han gjorde landgang der, men Øsyslemændene kom ned og holdt strid med ham; der fik kong Olav seier, drev dem paa flugt, herjede og ødelagde landet. [1008] Saa er sagt, at i førstningen, da Olav og hans mænd kom til Øsysla, bød bønderne ham skat; men da skatten kom ned til stranden, gik han dem imøde med fuldvæbnet hær, og da blev det anderledes, end bønderne havde tænkt, thi de fór ned ikke med skat, men med hærvaaben, og kjæmpede med kongen, som før er sagt. Saa siger Sigvat skald:

::End var det, at ''anden''
::strid fik Olav holde
::paa Øsysla, som var ødet 
::(aabenbar blev svigen).
::Bønderne kunde atter,
::da de unda rendte,
::(faa stod der for saar)
::fødderne takke for livet.


'''9.'''[[Bilde:Finnernes hær fór langs land alt som kongen seilede udenfor.jpg|thumb|380px|right|<center>Halvdan Egedius:<br>'''''Finnernes hær fór langs land, alt som kongen seilede udenfor.'''''</center>]] Siden seilede han tilbage til Finland og herjede der og gik op i land, men alt folket flygtede til skogene og førte alt gods ud af bygden. Kongen gik langt op i landet og over nogle skoger; der kom de til nogle dalbygder, som heder Herdalene. De fik lidet gods, men tog ikke folk. Da led det paa dagen, og kongen vendte om nedad til skibene. Men da de kom i skogen, drev folk sammen imod dem fra alle sider og skjød paa dem og trængte haardt ind paa dem; kongen bad sine folk dække sig. Men inden kongen kom ud af skogen, mistede han mange mænd, og mange blev saarede; kom siden om kvelden til skibene. Finnerne gjorde om natten med trolddom uveir og storm i sjøen. Men kongen lod tage ankrene op og drage seil, og de krydsede om natten udenfor landet, og da formaaede atter som ofte kongens lykke mere end Finnernes trolddom; om natten fik de krydset sig langs Baalegaard-siden<ref>Sydkysten af Finland.</ref> og derfra ud i havet. Men Finnernes hær fór langs land, alt som kongen seilede udenfor. Saa siger Sigvat:

::Stridt blev fyrste-sønnens
::''tredje'' staal-uveir
::ved Finnlændingers møde
::paa færden i Herdalene.
::Men østlig led ved sjøen
::løste vikingeskibene;
::Baalegaard-siden sendte
::bølger mod skibenes stavner.


'''10.''' Da seilede kong Olav til Danmark; der traf han Torkel den høie, Sigvalde jarls broder, og Torkel gav sig paa færd sammen med ham, thi han laa rede til at fare i hærfærd. De seilede da syd [vest] langs Jyllands side og til det sted, som heder Sudervik<ref>Nu ''Søndervig'' vestenfor Ringkjøbing paa vestkysten af Jylland.</ref>, og tog der mange vikingeskibe. Men de vikinger, som stadig laa ude og raadede for stor hær, lod sig kalde konger, om de end ikke havde land at styre. Kong Olav lagde der til kamp; der blev en stor strid, og kong Olav fik der seier og meget gods. Saa siger Sigvat:

::End (kvad man) kongen voldte
::kamp-uroens ophav
::(hæder han vandt, som vel
::sig vergede) ''fjerde'' gang,
::medens den mægtige fred
::mellem kongernes skarer
::brødes sønder ude
::i Sudervik, kjendt af Daner.


'''11.''' Da seilede kong Olav syd til Frisland og laa udenfor Kinnlima-siden<ref>Vestkysten af prov. Holland (Nord- og Syd-Holland) hed fordum ''Kinnheim'' el. ''Kennemarland''.</ref> i hvast uveir. Da gik kongen paa land med sin hær, men landets mænd red ned imod dem og kjæmpede mod dem. Saa siger Sigvat skald:

::Den ''femte'' strid, fyrste!
::farlig for hjelmene,
::vandt du (stavnene taalte stygge
::stormer ved Kinnlima-side),
::dengang da hæren modig
::red ned til høvdingens skibe,
::medens kraftig kjæmpede
::kongens hærmænd mod folket.


'''12.''' Kong Olav seilede nu vest til England<ref>Tidsregningen er her ganske urigtig. Olav kom sammen med Torkel den høie til England i aug. 1009, men den danske konge Svein fordrev Edelred fra England høsten 1013 og døde 2. febr. 1014. Edelred vendte tilbage fra Frankrige til England apr. 1014 (og da var Olav i hans følge), men Olavs kampe mod London, paa Ringmarehede og mod Canterbury forefaldt mod Englænderne (ikke mod Danerne) i 1009-1011.</ref>. Danekongen Svein Tjugeskjeg var paa denne tid i England med Danernes hær og havde da siddet der en stund og havt kong Adalraads land. [1008] Da havde Danerne gaaet vide over England, og det var kommet til det, at kong Adalraad havde flyet fra landet og faret syd til Valland. Denne samme høst, da kong Olav kom til England, hændte det sig der, at kong Svein Haraldsøn døde hastig i sin seng om natten, og det er engelske mænds fortælling, at Eadmund den hellige her dræbte ham paa den maade, som den hellige Merkurius dræbte niddingen Julianus<ref>Keiser Julianus faldt i kamp mod Perserne 363, men efter sagnet blev han dræbt af den hellige Mercurius’s spyd.</ref>. Men da Englandskongen Adalraad spurgte det, vendte han strax tilbage til England. Men da han atter kom i landet, sendte han bud til alle de mænd, som vilde modtage gods for at vinde landet sammen med ham. Da drev store skarer til ham. Da gik kong Olav i hans tjeneste med en stor skare Nordmænd. Da lagde de først ind i Tems til London, men Danerne holdt borgen. Paa den anden side af aaen er det en stor kjøbstad, som heder Sudvirke<ref>''Southwark'', paa sydsiden af Thames, nu en del af London.</ref>; der havde Danerne en stor udrustning, gravet store diger og satte indenfor en mur af trær og sten og torv og havde der en stor hær. Kong Adalraad lod gjøre et sterkt overfald der, men Danerne vergede det, og kong Adalraad fik ikke vundet noget. Det var en bro over aaen mellem borgen<ref>d. e. London.</ref> og Sudvirke saa bred, at to vogner kunde ake forbi hinanden. Paa broen var gjort forsvarssteder, baade kasteller og en væg af bord nedad imod strømmen, saa at den naaede folk over midjen, men under broen var stokker, som stod ned i grunden i aaen. Men naar det blev gjort storm imod broen, stod hæren overalt paa den og vergede den. Kong Adalraad var meget hug-syg om, hvorledes han skulde vinde broen. Han kaldte alle hærens høvdinger til samtale og søgte raad hos dem, hvorledes de skulde faa broen ned. Da siger kong Olav, at han vil friste at lægge til med sine mænd, om andre høvdinger vil lægge til. Paa denne talestævne blev det vedtaget, at de skulde lægge med sin hær op under broen; rustede da enhver sine mænd og skibe<ref>Denne beleiring af London foregik høsten 1009, men vikingene vandt ikke staden.</ref>.


'''13.''' Kong Olav lod gjøre store flager af vidjerødder og myge trær og tage fra hinanden huser, som var gjort af flettede træstokker, og lod dem føre ud paa sine skibe saa vidt, at de naaede ud over rælingene; der under lod han sætte staver saa tæt og saa høit, at det baade var nemt at bruge vaaben under og sterkt nok imod sten, om de kastede sligt ned paa. Men da hæren var rede, roede de op efter aaen imod broen, og da de kom nær broen, blev det baade skudt ned paa dem og kastet stener saa store, at intet kunde holde sig, hverken hjelmer eller skjolde, og skibene selv led stor skade; da lagde mange bort. Men kong Olav og Nordmændenes hær med ham roede helt op under broen, førte tauger om de staver, som holdt broen oppe, og tog da og roede alle skibene med strømmen, som de kunde mest. Stavene drages nu med grunden, indtil de blev løse under broen. Men da en væbnet hær stod tykt paa broen — der laa baade mange stener og mange hærvaaben —, men stavene var brudte bort, saa brast broen, og mange folk faldt i aaen, men alle andre flygtede fra broen, nogle til borgen, andre til Sudvirke. Derefter gjør de indfald i Sudvirke og vandt det. Men da borgens mænd saa, at aaen Tems var vundet, saa at de ikke kunde hindre skibfærd op i landet, frygtede de skibfærden, gav op borgen og tog imod kong Adalraad. Saa siger Ottar Svarte:

::End brød du, krigerhøvding,
::kampdjervt broen i London
::(du har havt lykke med dig
::til guld i kamp at vinde);
::der klang, da kampen voxte,
::de haardt klemte skjolde,
::men jernringene sprang
::sønder i gamle brynjer.

Og desuden kvad han dette:

::Landverge! Du kom i landet
::og landsatte Adalraad;
::du havde magt, og deraf
::mændenes ven fik nytte.
::Færden var haard, da du førte
::til hans eget fredland
::Edmunds ætling (fordum
::ætten raadede grunden).<ref>Dette vers hører til aaret 1014, da Olav fulgte Edelred tilbage til England.</ref>

Desuden siger Sigvat om dette:

::Sandt er, at ''sjette'' møde
::var, hvor den snare fyrste
::bød Angler strid og Olav
::gik imod broen i London.
::De valske sverd bed, men vikinger
::vergede der diget;
::somme sine boder
::i Sudvirke havde.


'''14.''' Kong Olav var om vinteren hos kong Adalraad; da holdt de en stor kamp paa Ringmare-heden i Ulvkelsland<ref>Denne kamp stod 5 mai 1010. ''Ringmere'' er i sognet East Wretham i det sydlige Norfolk (''East Anglia''). Ulvkel var jarl i East Anglia.</ref>; dette rige havde Ulvkel Snilling dengang; der fik kongerne seier. Saa siger Sigvat skald:

::End lod Olav fordum
::paa Ulvkels land holde
::sverde-ting ''syvende''
::gang, saa som jeg kvæder.
::Over Ringmare-hede
::rundt stod Ællas landsmænd.
::Hærfald blev der; ulykken
::Haralds arving voldte.

Desuden siger Ottar Svarte saa om denne kamp:

::Jeg hørte, din hær ladede
::ligdyngerne tunge
::(Ringmare-heden af blod
::rødmede) fjernt fra skibene.
::Landsfolket til jorden
::luded’ i sverdegnyet,
::men mange engelske mænd
::maatte paa flugt fare.

Da lagdes landet atter vide under kong Adalraad, men Tingamændene<ref>«Tingamænd» er navnet paa kong Knuts danske hird, stiftet 1018; navnet er her nævnt otte aar for tidlig.</ref> og Danerne havde mange borger inde, og vide holdt de endnu landet fast.


'''15.''' Kong Olav var høvding for hæren, da de drog til Kanterborg og kjæmpede der, indtil de vandt staden, dræbte der mange folk og brændte borgen<ref>Beleiringen af ''Canterbury'' begyndte i midten af septbr. 1011 og varede i 20 dage. Torkel den høie (og med ham Olav) gik i Edelreds tjeneste sommeren 1012.</ref>. Saa siger Ottar Svarte:

::Yngve! mod Siklingers æt
::anfald sterkt du gjorde,
::blide fyrste! den brede
::Kanterborg tog du en morgen.
::Ilden og røgen rædsomt
::rundt om husene legte
::(kongesønnen vandt seier),
::sendte du mange i døden.

Sigvat regner dette for kong Olavs 8de kamp:

::Jeg ved, at vikingefyrsten,
::Vendernes ven, den ''ottende''
::strid havde ved virket
::(hirdens verger fik fremgang).
::Port-greverne<ref>Port-greve, d. e. foged i en havnestad (lat. ''portus'').</ref> kunde ikke
::holde den prude Olav
::fra byen, Kenternes borg
::(det blev til sorg for Porterne).

Kong Olav havde landevern for England og fór med hærskibe langs landet og lagde op i Nyja-Moda<ref>Ukjendt stedsnavn i England. Maaske menes et sted ved London, som denne høst 1013 blev forsvaret af Torkel Høie mod de Danske under kong Svein.</ref>; der mødte han Tingamændene, holdt kamp med dem og fik seier. Saa siger Sigvat skald:

::Den unge konge gav Anglerne
::ofte blodige pander;
::atter paa sverde det brune
::blod kom i Nyja-Moda.
::Nu har det ''niende'' slag
::jeg nævnt, som kongen kjæmped’;
::den danske hær maatte falde,
::mens spydene drev mod Olav.

Kong Olav fór da vidt om i landet og tog skat af mændene, eller ogsaa herjede han. Saa siger Ottar:

::De engelske mænd magtede
::ikke at modstaa dig,
::navnkundige fyrste,
::naar du krævede skatter.
::Ikke sjelden folket
::førte til Dåglingen guldet;
::store ting stundom
::ned til stranden bragtes.

Der dvælede kong Olav den gang tre vintre.


'''16.''' [[Bilde:Olav den hellige i Frankrig og Spanien.jpg|thumb|360px|right|<center>'''''Olav den hellige i Frankrig og Spanien.'''''</center>]] Den tredje vaar døde kong Adalraad; da tog hans sønner Eadmund og Eadvard kongedømme<ref>Edelred døde 23. april 1016, men Olav havde forladt England med Edelred høsten 1013.</ref>. Da fór kong Olav syd over havet, og da kjæmpede han i Ringsfjord og vandt paa Holene<ref>Hol, d. e. haug, er vist urigtig opfattet som stedsnavn.</ref> et kastel, som vikingene sad i; han brød kastellet ned<ref>Efter franske kilder blev Olav indkaldt af hertug Rikard af Normandi; dens indbyggere kaldes «Porter», angreb Bretagne og indtog borgen Dol; dette er skeet om høsten 1013 eller i løbet af vinteren 1013-14. Dol ligger inderst inde i bugten mellem Cotentin og Bretagne; denne bugt er altsaa ''Ringsfjorden''.</ref>. Saa siger Sigvat skald:

::I den fagre Ringsfjord
::fyldtes ''titallet''
::af kampe (hæren seilede
::did, helten bød dem).
::Den høie borg i Hol,
::hvor vikinger holdt sig,
::brød han (de ønskede ikke
::endnu slig en skudkamp).


'''17.''' Kong Olav styrede med sin hær vest til Grislepoller og kjæmpede der med vikinger foran Viljalms by<ref>Denne Viljalm er hertug Vilhelm d. 5te af Aquitanien (990-1050), som efter franske kilder kjæmpede mod nordiske vikinger paa kysten af Poitou.</ref>; der fik kong Olav seier. Saa siger Sigvat:

::Olav, du vandt den ''ellevte''
::strid, hvor ædlinger fældtes,
::i Grislepollene
::(du gik fra det ting).
::Denne strid (hørte jeg)
::stod ved den trofaste
::Viljalm jarls by
::til vaade for hjelmene.

Dernæst kjæmpede han vest i Fetlafjord, som Sigvat siger:

::''Tolvte'' gang fyrsten
::ulvens tænder blodig
::farvede i Fetlafjorden
::(der faldt mændene).

Derfra fór kong Olav helt syd til Seljepoller<ref>S. maa søges i det sydvestlige Frankrige eller i Nordspanien.</ref> og holdt der strid. Der vandt han den borg, som hed Gunvalds borg — den var stor og gammel —, og der tog han den jarl, som raadede for borgen og hed Geirfinn. Da holdt kong Olav samtale med borgens mænd; han lagde skat paa borgen og paa jarlen i løsepenge tolvtusend guldskillinger, og saameget gods blev betalt ham af borgen, som han lagde paa den. Saa siger Sigvat:

::Trøndernes raske herre
::vandt ''trettende'' seier
::sydlig i Seljepollene
::(sorg fik de flygtende).
::Gramen til den gamle
::Gunvaldsborg en morgen
::gik op og fangede
::jarlen (Geirfinn hed han).


'''18.''' Derefter styrede kong Olav med sin hær vest til Karlsaaerne<ref>Antages at være ''Guadalquivir'' i det sydvestlige Spanien.</ref>, herjede der og havde strid der. Men da kong Olav laa i Karlsaaerne og biede der paa bør og tænkte paa at seile ud til Nårvesund<ref>Gibraltarstrædet, se side 6 note 2. [I [[Ynglinge-saga]], kap. 1, note 2].</ref> og derfra ud til Jorsaleland, drømte han en merkelig drøm, at det kom til ham en merkelig og kraftig, men tillige rædsom mand og talte til ham og bad ham give den tanke op, at fare ud i landene: «far du tilbage til din odel, thi du skal blive konge over Norge til evig tid.» Han forstod den drøm saaledes, at han vilde blive konge over landet og hans ætmænd i lang tid efter.


'''19.''' Efter denne aabenbaring vendte han om paa færden og lagde sig udenfor Peita-land<ref>Peita-land er ''Poitou'' søndenfor Loires munding.</ref> og herjede der og brændte der den kjøbstad, som hed Varrande<ref>Nuvær. ''Guerande'' i det sydlige Bretagne, nord for Loires munding (ikke i Poitou).</ref>. Om det taler Ottar: 

::Unge stridsglade ædling!
::øde du lagde Peita.
::Fyrste, du prøvede skjoldet,
::det farvede, i Tuskalandet<ref>Landskabet ''Touraine'' længere oppe ved Loire.</ref>.

Og endvidere siger Sigvat saa:

::Mørernes konge, som sydfra
::seilede, gjorde landgang
::der, hvor de gamle spyd
splintredes, op i Leira<ref>Leira, d. e. floden ''Loire''.</ref>
::Varrande (saa en by
::i det vel byggede Peita-land
::heder, fjernt fra havet)
::af hærmændene brændtes.


'''20.''' Kong Olav havde været i hærfærd vest i Valland to somre og en vinter. [1013] Da var ledet 13 vintre efter kong Olav Trygvesøns fald. Da var det i Valland to jarler, Viljalm og Robert; deres fader var Rikard Ruda-jarl<ref>Ruda er ''Rouen'', hovedstaden i Normandi.</ref>, de raadede for Nordmandi<ref>Den daværende «jarl» var Richard d. 2den (996-1026), som her er forvexlet med sin søn Robert (1028-35); ingen af dem havde nogen broder ved navn Viljalm.</ref>. Deres søster var dronning Emma<ref>Emma var Richard d. 2dens ''søster'', ikke hans datter; hendes sønner med Edelred var Alfred (d. 1036) og Eadvard (konge 1042-66), medens Eadmund (d. 1016), Eadvig og Eadgar var sønner af Edelreds første egteskab.</ref>, som Englandskongen Adalraad havde havt; deres sønner var Eadmund og Eadvard den gode, Eatvig og Eatgeir. Rikard Ruda-jarl var søn af Rikard, søn af Viljalm Lange-spyd, han var søn af Gange-Rolv jarl, som vandt Nordmandi; han var søn af Ragnvald Mørejarl den mægtige, som før er skrevet<ref>s. 72. [Kap. 24 i [[Harald Haarfagres saga]].]</ref>. Fra Gange-Rolv er Rudajarlene komne, og de regnede længe siden frændskab med Norges høvdinger, og derfor satte de dem lang tid siden høit og var altid Nordmændenes bedste venner, og alle Nordmænd, som vilde tage imod det, havde fredland hos dem. Om høsten kom kong Olav til Nordmandi og dvælede der om vinteren i Signa<ref>Signa er ''Seine''-floden. Under dette ophold i Normandi blev Olav ifølge de ældste kilder døbt i Rouen af erkebiskop Robert (hertug Richards broder).</ref> og havde der fredland.


'''21.''' Efter Olav Trygvesøns fald gav Eirik jarl grid til Einar Tambeskjelve, søn af Eindride Styrkaarsøn. Einar fór med jarlen nord i Norge. Det er sagt, at Einar har været den sterkeste mand og bedste bueskytte, som har været i Norge, og han skjød kraftigere end alle andre mænd; han skjød med en pil uden odd gjennem en blød og vaad oxehud, som hang ned fra en stang; han var skidygtig fremfor andre, han var den største idrætsmand og kraftmand; han var ætstor og rig. Eirik jarl og Svein jarl giftede Einar med sin søster Bergljot Haakonsdatter; hun var en kraftig kvinde; Eindride hed deres søn. Jarlene gav Einar store landindtægter i Orkedalen, og han blev den mægtigste og gjæveste mand i Trøndelagen og var jarlenes største støtte og deres gode ven.


'''22.''' Eirik jarl likte ilde, at Erling Skjalgsøn havde saa stor magt, og han tog under sig alt kongsland, som kong Olav havde givet Erling i indtægter. Men Erling tog fremdeles som før al landskyld over Rogaland, og leilændingene maatte ofte betale dobbelt landskyld, ellers ødelagde han landsbygden. Jarlen fik lidet af sagøren, thi sysselmændene kunde ikke holde sig der, og jarlen fór alene da paa gjestning der, naar han havde mange folk med. Om dette taler Sigvat:

::Erling, han som var jarlers
::overmand og havde
::magt, saa den vakte rædsel,
::blev maag af Trygves søn.
::Siden sin søster
::den snare bøndernes herre
::gav, den anden, til Ragnvald
::(til lykke for Ulvs fader).

Eirik jarl vilde ikke kjæmpe imod Erling af den grund, at han havde mange og mægtige frænder, var mægtig og vennesæl; han sad stadig med en mængde folk, som om det var en konges hird der. Erling var ofte om somrene i hærfærd og vandt sig gods, thi han holdt ved paa den vante vis med pragt og stormands adfærd, om han end havde mindre og utjenligere landindtægter end i kong Olavs, hans maags dager. Erling var den vakreste og største og sterkeste mand, kraftigere end andre og i alle idrætter mest lig Olav Trygvesøn. Om det taler Sigvat:

::Ingen anden var det
::af alle lendermænd,
::som havde flere kampe
::at holde ud end Erling.
::Den milde høvding i mangen
::strid sit mod viste:
::oftest gik han ind den første
::i kamp og ud den sidste.

Det har stadig været mænds tale, at Erling har været den gjæveste af alle lendermænd i Norge. Disse var Erlings og Astrids børn: Aslak, Skjalg, Sigurd, Loden, Tore samt Ragnhild, som Torberg Arnesøn havde. Erling havde stadig om sig 90 frigivne eller flere, og baade vinter og sommer blev det hos ham drukket efter maal ved dagverd-bordet, men ved natverden blev det drukket umaalt. Men naar jarlene var i nærheden, havde han 200<ref>240. [D.v.s. to ''storhundreder''].</ref> mænd eller flere. Aldrig fór han med færre mænd end med en fuldrustet tyvesesse. Erling havde en stor «skeid» paa 32 rum, og dog stor i forhold til det; den havde han i viking eller i stævne-leding, og paa den var der 200<ref>240. [D.v.s. to ''storhundreder''].</ref> mænd eller flere.


'''23.''' Erling havde stadig hjemme paa gaarden 30 træler, og desuden andre træler; han fastsatte dagsverk for sine træler og gav dem siden tid og lov til, hver som vilde, at arbeide i tusmørke eller om nætterne; han gav dem akerland til at saa korn paa for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Han fastsatte værd og løsepenger for enhver af dem; mange løste sig efter det første aar eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel med, løste sig paa tre vintre. Med disse penger kjøbte Erling sig andre træler; men nogle af sine frigivne viste han til sildefiske og nogle til anden virksomhed; nogle ryddede skoger og gjorde sig gaarder der, og alle satte han i en eller anden god vei.


'''24.''' Da Eirik jarl havde raadet for Norge 12 vintre<ref>Eirik drog neppe fra Norge før end i 1014 eller 1015, thi Knut blev først konge i 1014 og drog til England i 1015.</ref>, kom bud til ham fra Knut danekonge, hans maag, at Eirik jarl skulde fare med ham vester til England med sin hær [1012], thi Eirik var meget navnkundig af sin hærfærd, da han havde baaret seiren ud fra to slag, som havde været de skarpeste i Nordlandene: det ene, da Haakon jarl og Eirik kjæmpede imod Jomsvikingene, og det andet, da Eirik kjæmpede imod kong Olav Trygvesøn. Om dette taler Tord Kolbeinsøn:

::End lovpriser jeg dette,
::at landsherrerne sendte
::(hører jeg) bud til jarlen,
::den kamplystne høvding,
::at Eirik skyldigst skulde
::(jeg skjønner, hivad kongen vilde),
::endelig drage til dem
::for der at holde et møde.

Jarlen vilde ikke undslaa sig for kongens bud og fór fra landet, men til at verge landet satte han sin søn Haakon efter i Norge og overgav ham til sin maag Einar Tambeskjelve, at han skulde have landsstyrelsen for Haakon, thi han var da ikke ældre end 17 vintre.


'''25.''' Eirik kom til møde med kong Knut i England og var med ham, da han vandt London-borg<ref>Kong Knut fik først om høsten 1016 indpas i London med dennes borgeres frivillige samtykke, ikke ved erobring.</ref>. Eirik jarl kjæmpede vestenfor London; der fældte han Ulvkel Snilling<ref>Ulvkel Snilling faldt i slaget ved Assandun 18de oktober 1016.</ref>. Saa siger Tord:

::Fyrsten lod vestenfor
::London vække kampen,
::havhestens kjække styrer
::kjæmpede sig til lande.
::Kampdjerve Ulvkel fik
::de frygteligste hugg,
::(der hvor de blaa sverde
::skalv) af Tingamændene.

Eirik jarl var en vinter i England og havde nogle kampe, men næste høst vilde han gjøre en færd til Rom; da døde han af en aareladning der i England<ref>Eirik fik 1017 af kong Knut jarledømmet Northumberland og styrede her indtil sin død 1023.</ref>.


'''26.''' Kong Knut havde mange kampe i England imod Englandskongen Adalraads sønner; de kjæmpede med skiftende held. Han kom til England den sommer, da Adalraad døde<ref>Knut kom til England 1015, men Edelred døde 23de april 1016. Knut egtede ikke Emma førend i juli 1017.</ref>; da fik kong Knut dronning Emma; deres børn var Harald<ref>Harald var ikke søn af Emma, men Knuts uegte søn med Ealfgifu (Alfiva).</ref>, Hardeknut og Gunhild. Kong Knut forligte sig med kong Eadmund; hver af dem skulde have halve England. Den samme maaned dræbte Henrik Strjona kong Eadmund<ref>Efter engelske kilder synes Eadmund at være død en naturlig død (30te novbr. 1016). «Henrik» skal være «Eadric».</ref>. Derefter drev kong Knut alle kong Adalraads sønner fra England. Saa siger Sigvat:

::Og Knut slog siden
::hver søn af Adalraad
::ihjel, eller ogsaa
::ud han drev dem af landet.


'''27.''' Kong Adalraads sønner kom fra England til Ruda i Valland til sine morbrødre den sommer, da Olav Haraldsøn kom vestenfra af viking, og de var alle den vinter i Nordmandi<ref>Edelreds sønner flygtede først om vinteren 1016-17 fra England, længe efter at Olav havde forladt Normandi og sammen med Edelred selv var kommet til England (vaar 1014).</ref>, og de gjorde forbund med den aftale, at kong Olav skulde have Nordimbraland, hvis de vandt England fra Danerne. Da sendte kong Olav om høsten sin fosterfader Rane til England, for at skaffe sig folk der, og Adalraads sønner sendte ham med jertegn<ref>Se side 92 note 1. [I [[Haakon den godes saga]], kap. 1, note 1].</ref> til sine venner og frænder; men kong Olav gav ham meget løsøre med, for at vinde folk for dem, og Rane var om vinteren i England og fik mange stormænds løfter, og landets mænd havde mere lyst til at have landsmænd til konger over sig, men dog var Danernes magt i England nu blevet saa stor, at alt landsfolket var tvunget under dem.


'''28.''' Om vaaren fór de alle tilsammen vestenfra [søndenfra], kong Olav og Adalraads sønner; de kom til England der, som heder Jungufurda<ref>Ukjendt sted.</ref>, og gik der op paa land til borgen med sin hær. [1014] Der var tilstede mange af de mænd, som havde lovet dem hjælp; de vandt borgen og dræbte mange mænd. Men da kong Knuts mænd blev det var, drog de en hær sammen og blev snart mandsterke, saa at kong Adalraads sønner ikke havde styrke nok imod og saa da intet andet vilkaar for sig end at holde bort og tilbage vestover [sydover] til Ruda. Da skiltes kong Olav fra dem og vilde ikke fare til Valland. Han seilede nord langs England lige til Nordimbraland; han lagde til i den havn, som er kaldt «foran Vald»<ref>''Vald'' antages at betyde ''the Wolds'', høidestrækninger, som strækker sig fra syd mod nord langs kysten i Lincolnshire og Yorkshire.</ref>, kjæmpede der med bymændene og fik der seier og meget gods.


'''29.''' Kong Olav lod der langskibene ligge efter, men rustede der ud to knarrer og havde da 220<ref>d. e. 260 (et «hundrede» var altid et «stort hundrede» eller 120).</ref> mænd brynjeklædte og udvalgte folk. Han seilede nord i havet om høsten; de fik storm paa havet, saa at de kom i livsfare, men da de havde dygtige folk og kongens lykke med, gik det godt. Saa siger Ottar:

::Kampivrige konge!
::Knarrer to du rustede
::vestenfra (Skjoldungers ven!
::du voved’ dig ofte i strid).
::Den stride strøm over bølgerne
::stygt skulde have krænget
::kjøbskibene, som ei kjække
::karler var der indenbords.

Og fremdeles saa:

::Ikke I ræddedes Æger,<ref>''Æger'', havguden eller havet.</ref>
::der I fór i sjøgang;
::ingen fyrste faar
::følgesvender bedre.
::Skibet ofte de bratte
::bølger skjød fra sig,
::inden du naaede, Haralds
::ætling, Norges midte.

Her siges det, at kong Olav kom ind til midten af Norge, men den ø, hvor de tog land, heder Sæla udenfor Stad. Det sagde kongen, at det var en lykkesdag, siden de havde landet ved Sæla<ref>''Sæla'' betyder lykke (øen hed ellers ''Selja'').</ref>, og mente, at det vilde være et godt varsel, at det havde hændt. Da gik de op i øen; kongen stiger med den ene fod der, hvor der var lere, men sank i knæ med den anden; da sagde han: «nu faldt jeg.» Da siger Rane: «Ikke faldt du, konge; nu fæstede du fødder i landet.» Kongen lo til og svarede: «Saa kan være, om Gud vil.» De gik derefter ned til skibene og seilede til Ulvesund. Der fik de høre om Haakon jarl, at han var syd i Sogn, og at man ventede ham nordover, saasnart han fik bør, og han havde ét skib.


'''30.''' Kong Olav styrede sine skibe ind fra leden, da han kom syd forbi Fjaler, vendte ind til Saudungsund<ref>Nu Sauesund ø. for Atleøen i Askvold herred (jfr. side 64 note 1). [I [[Harald Haarfagres saga]], kap. 12, note 24].</ref> og lagde sig der; de laa med et skib paa hver sin side af sundet og havde et digert taug mellem sig. I den samme stund roede Haakon jarl til sundet med en fuldrustet skeid; hans mænd troede, at det var to kjøbmandsskibe, som laa der, og roede frem i sundet mellem skibene. Nu drog kong Olavs mænd tauget op midt under skeidens kjøl og snoede det op med gangspil; saasnart det tog noget fat, gik skibet op agter og stupte fremover, saa at sjøen faldt ind over saxene og fyldte skeiden og hvælvede den om. Kong Olav tog da op af vandet Haakon jarl og alle dem af hans mænd, som de fik fat i, men nogle dræbte de, og nogle sank ned. Saa siger Ottar:

::Ravnenes mætter! I, som
::kom hjem med rige skatter,
::I tog Haakons skeid
::med dens mænd og smukke udstyr.
::Ung de ættelande,
::som eders var, I søgte;
::jarlen mægtede ikke
::eder at staa imod.

Haakon jarl blev leiet op paa kongens skib; han var den vakreste mand, nogen havde seet, og havde stort haar, fagert som silke; om hans hoved var et guld-baand bundet. Han satte sig i forrummet. Da sagde kong Olav: «Ikke er det løiet om eder frænder, at I er fagre mænd af udseende, men ude er det nu med eders lykke.» Da siger Haakon: «Ikke er dette en ulykke, som har hændt os. Det har været længe saa, at snart den ene og snart den anden har lidt useier; saa har det ogsaa gaaet med eders og vore frænder, at nu den ene, nu den anden er kommen ovenpaa; men jeg er nylig kommen ud af barneaarene, og vi var nu ikke rede til at verge os og ventede ikke ufred; det kan være, at vi en anden gang faar bedre held end nu.» Da svarer kong Olav: «Venter du ikke det, jarl, at det her er gaaet saa til, at du fra nu af hverken vil faa seier eller useier?» Jarlen siger: «I monne raade denne gang, konge.» Da siger kong Olav: «Hvad vil du gjøre, jarl, for at jeg skal lade dig fare hel og uskadt, hvorhen du vil?» Jarlen spørger, hvad han vilde kræve. Kongen siger: «Intet andet, end at du farer fra landet og giver saa op dit rige og sverger ed paa det, at du herefter ikke holder nogen kamp imod mig.» Jarlen svarer, at han vilde gjøre saa. Nu sverger Haakon jarl kong Olav ed paa, at han aldrig siden skal kjæmpe imod ham og ikke verge Norge med ufred imod kong Olav eller søge imod ham. Da giver kong Olav ham og alle hans mænd grid; tog da jarlen imod det skib, han før havde havt. De ror nu sin vei bort. Om dette taler Sigvat skald:

::Den mægtige konge sagde,
::kamplysten, at i det gamle
::Saudungsund han maatte
::søge imod Haakon.
::Den strenge unge fyrste
::fandt der den jarl, som var
::næst ypperst og af ædlest
::æt i den danske tunge.


'''31.''' Efter dette farer jarlen saa skyndsomt som muligt fra landet, seiler vest til England og finder der sin morbroder, kong Knut, og siger ham, hvorledes det var gaaet mellem ham og kong Olav. Kong Knut tog meget godt imod Haakon, satte ham inden sin hird og gav ham stor magt i sit rige; dvælede Haakon jarl nu lang tid der hos Knut. Medens Svein og Haakon raadede for Norge, gjorde de forlig med Erling Skjalgsøn, og det blev bundet dermed, at Erlings søn Aslak fik Svein jarls datter Gunhild<ref>Rettere ''Sigrid'', se kap. 131.</ref>; Erling og Aslak skulde have alle de landindtægter, som kong Olav Trygvesøn havde givet Erling. Blev da Erling jarlenes fuldkomne ven, og dette venskab fæstede de med eder til hinanden.


'''32.''' Kong Olav den digre styrer nu østover langs landet og holdt vide ting med bønderne; mange gaar ham nu til haande, men andre, som var Svein jarls venner eller frænder, taler imod. Derfor fór kong Olav skyndsomt øster til Viken, førte sin hær ind i Viken, satte sine skibe op og fór op paa land. Og da han kom paa Vestfold, hilsede mange mænd ham velkommen, som havde været hans faders kjendinger eller venner; der paa Folden var ogsaa mange af hans æt. Om høsten fór han op i landet til sin stefader kong Sigurd og kom did en dag tidlig. Men da kong Olav kom i nærheden af gaarden, løb det nogle tjenestesvender i forveien til gaarden og ind i stuen. Der inde sad kong Olavs moder Aasta og nogle kvinder hos hende; da siger svendene hende om kong Olavs færd, og at han kunde hastig ventes did. Aasta staar strax op og byder karler og kvinder, at de skal gjøre alt rede der som bedst; hun lod 4 kvinder tage stuens indbo og pryde den raskt med tjeld og bænker rundt om; to karler bar halmen paa gulvet, to satte ind skjænkebordet og ølkarret, to satte ind madbordet, to bar ind maden, to sendte hun bort fra gaarden, to bar øllet ind; men alle de andre, kvinder og karler, gik ud paa tunet. Sendemænd fór til kong Sigurd der, han var, og bragte ham hans kongsklæder og hans hest med forgyldt sadel; ogsaa bidselet var sat med emalje-stener og helt forgyldt. Fire mænd sendte hun ad fire kanter i bygden og bød til sig alle stormænd at komme til gilde, da hun gjorde velkomst-øl for sin søn. Alle andre, som var tilstede, lod hun tage den bedste stas, de havde, men dem, som ikke havde klæder selv, laante hun.


'''33.''' Kong Sigurd Syr stod ude paa akeren, da sendemændene kom til ham og sagde ham disse tidender og ligesaa alt det, som Aasta lod foretage hjemme paa gaarden. Han havde der mange mænd, nogle skar korn, nogle bandt det, nogle akede hjem korn, andre læssede det i hjelmer eller i lader; men kongen og to mænd med ham gik stundom til akeren, stundom did, hvor kornet blev læsset. Saa er sagt om hans dragt, at han havde blaa kjortel og blaa hoser, høie sko bundne til leggen, graa kappe og en graa, vid hat med skygge for ansigtet, i haanden en stav med forgyldt sølvholk oventil og deri en sølvring. Saa er sagt om kong Sigurds sindelag, at han var en meget driftig mand og ivrig for sit gods og sin gaard og selv forestod gaardsdriften; ikke elskede han pragt og var temmelig faamælt; han var den forstandigste af alle de mænd, som da var i Norge, og meget rig paa løsøre; fredsommelig var han og ikke paagaaende. Aasta, hans hustru, var gavmild og storsindet. Deres børn var disse: Guthorm var ældst, saa Gunhild, saa Halvdan, saa Ingerid, saa Harald. Da sagde sendemændene: «De ord bad Aasta vi skulde bære til dig, at nu tyktes det hende overmaade meget om at gjøre, at du bar dig ad som en stormand, og hun bad om, at du mere skulde ligne Harald Haarfagres æt i sindelag end din morfader Rane Mjonev<ref>Smal-næse.</ref> eller Nereid jarl den gamle, om de end har været store vismænd.» Kongen siger: «Store tidender siger I, og endvidere bærer I dem ivrig frem. Aasta har sagt store ord før om de mænd, som hun er mindre skyldt til, og jeg ser, at samme sind har hun endnu, og hun tager dette med stor iver, naar hun nu bare faar ledsaget sin søn ud med ligesaa stor pragt, som hun nu ledsager ham ind. Men saa synes det mig, hvis dette skal ske, at de, som gaar god for denne sag, maa se hverken efter sit gods eller liv. Denne mand, kong Olav, kjæmper imod stor overmagt, og paa ham og hans raad ligger danekongens og sveakongens vrede, om han holder frem med dette.»


'''34.''' Da kongen havde sagt dette, satte han sig ned og lod drage skoene af sig og satte paa sine fødder korduanshoser<ref>d. e. buxer af korduanskind. Korduan, d. e. fra Cordova i det arabiske Spanien.</ref> og bandt til dem gyldne sporer; saa tog han af sig kaaben og kjortelen og klædte sig i pell-klæder og yderst en skarlagens kaabe, gjordede sig med et kostbart sverd, satte en gylden hjelm paa sit hoved og steg saa paa sin hest. Han sendte arbeidsfolkene ud i bygden og tog sig 30 mænd, vel rustede, som red hjem med ham. Men da de red op i gaarden udenfor stuen, saa han, hvorledes paa den anden side af gaarden kong Olavs merke bølgede frem; der var han selv med og hundrede mænd med ham, alle vel rustede; da var ogsaa folk opstillet overalt mellem husene. Kong Sigurd hilsede fra hesten sin stesøn, kong Olav, og hans mænd og bød ham ind til drikkelag hos sig; men Aasta gik til og kyssede sin søn og bød ham at dvæle hos sig og sagde, at alt var til hans tjeneste, land og folk, som hun kunde skaffe ham. Kong Olav takkede hende vel for hendes ord. Hun tog ham i haand og leiede ham efter sig ind i stuen og til høisæde. Kong Sigurd fik mænd til at vogte deres klæder og give korn til deres hester, men han gik til sit høisæde, og gjestebudet blev givet i stor overflod.


'''35.''' Men da kong Olav havde været der en kort tid, var det en dag, at han kaldte til samtale med sig og til talestævne kong Sigurd, sin maag, og Aasta, sin moder, og Rane, sin fosterfader. Da tog kong Olav til orde. «Saa er det,» siger han, «som I ved, at jeg er kommet hid til landet og har i forveien været en lang tid udenlands; jeg og mine mænd har i alle disse aar ikke havt andet til livsophold, end hvad vi har søgt i hærfærd, og mangesteds har vi maattet vaage baade liv og sjæl; mangen mand, som har været sagesløs, har maattet opgive sit gods, og nogle livet tillige, men udenlandske mænd sidder over det land, som min fader havde og hans fader og den ene efter den anden af vore frænder, og som jeg er odelsbaaren til. Og de lader sig ikke nøie med det, men de har taget under sig alle vore frænders eiendom, som i mands-led er komne fra Harald Haarfagre; nogle giver de lidet deraf, men andre slet intet. Nu skal jeg aabenbare for eder det, som meget længe har ligget mig paa sinde, at jeg tænker at kræve min fadersarv, og jeg vil hverken gaa til danekongen eller sveakongen for at bede dem om nok saa lidet, om de end nu en stund har kaldt det sin eiendom, som var Harald Haarfagres arv. Jeg tænker heller — for at sige eder sandheden — at vinde min frændearv med odd og egg og søge hjælp dertil hos alle mine frænder og venner og alle dem, som vil gaa i dette raad med mig. Og saaledes skal jeg tage fat paa dette krav, at ét af to skal hænde; enten skal jeg tilegne mig alt det rige, som de fældte min frænde kong Olav Trygvesøn fra, eller ogsaa skal jeg falde her paa min frænde-arv. Nu venter jeg om dig, Sigurd maag, eller om de andre mænd i landet, som er odelsbaarne her til kongedømmet efter de love, som Harald Haarfagre satte, at I ikke vil være saa langt fra at reise eder for at hevne denne frændeskam, at I jo vil sætte alt paa at styrke den mand, som vil være foregangsmand til at hæve vor æt op. Men enten I nu vil vise nogen manddom i denne sag eller ikke, saa kjender jeg almuens sindelag, at alle vil være glade til at komme ud af trældommen under udenlandske høvdinger, saasnart de har nogen at trøste sig til. Jeg har ikke baaret denne sag frem til nogen før end til dig af den aarsag, at jeg ved, at du er en klog mand og har god forstand paa, hvorledes man fra først af skal tage fat paa denne plan, om man først skal tale derom i stilhed til faa mænd eller strax skal bære den for almuen i aabent møde. Jeg har nu i nogen mon vist dem mine tænder, da jeg tog Haakon jarl tilfange, og han er nu rømt fra landet og gav mig med ed den del af riget, som han forud havde. Nu tænker jeg, det vil falde os lettere at have at gjøre med Svein jarl alene end saa, at de var to til at verge landet.»


[[Bilde:Sigurd Syr Åsta Olav og Rane.jpg|thumb|center|700px|<center>Christian Krohg: '''''Sigurd Syr, Åsta, Olav og Rane.'''''</center>]]


Kong Sigurd svarer nu: «Det bor ikke ringe ting i dit sind, kong Olav; denne plan vidner efter min mening mere om magtlyst end om forsigtighed, alligevel er det at vente, at det vilde være langt imellem mine ringe vilkaar og den store kraft, som du monne have; thi da du var lidet kommen ud af barneaarene, var du strax fuld af kappelyst og vilde være øverst i alt, du kunde; nu er du ogsaa prøvet meget i kamp og har dannet dig efter udenlandske høvdingers sed. Nu ved jeg, at du saa ivrig har taget dette op, at det ikke vil nytte at raade dig fra; man kan heller ikke undres paa, at slige ting ligger dem sterkt paa hjerte, som er noget nidkjære, at Harald Haarfagres hele æt og kongedømme falder ned. Men ikke vil jeg binde mig med noget løfte, førend jeg ved, hvad de andre konger paa Oplandene tænker eller vælger. Men vel har du gjort i det, at du lod mig vide om denne plan, førend du bar den i aabenbar tale for almuen; jeg skal love dig min hjælp hos kongerne og saa hos andre høvdinger eller det øvrige landsfolk; ligesaa skal mit gods, kong Olav, være rede til din støtte. Men først da vil jeg, at vi skal bære dette for almuen, naar jeg ser, at det kan komme noget ud af det eller vi kan faa nogen støtte til dette storraad, thi det maa du vel skjønne, at du har taget meget i fang, naar du vil yppe strid med Olav sveakonge og med Knut, som nu er konge baade i England og i Danmark, og det faar nok reises sterke støtter imod dem, om det skal nytte. Men ikke tykkes det mig urimeligt, at du faar godt for folkehjælp, thi almuen er lysten paa forandringer. Saa gik det før, da kong Olav Trygvesøn kom til magt i landet, at alle blev glade over det, men han nød dog ikke længe kongedømmet.» Da det var kommet saavidt i samtalen, tog Aasta til orde: «Saa er det med mig, min søn, at jeg er bleven glad over dig, og da vilde jeg blive gladest, om din magt kunde blive størst; til det vil jeg intet spare, som jeg har leilighed til; men her, jeg er, er liden hjælp i raad. Men om det var at vælge mellem, vilde jeg heller, at du blev overkonge i Norge, om du ikke levede længer i kongedømmet end Olav Trygvesøn, heller end det, at du ikke blev større konge end Sigurd Syr og døde af ælde.» Og efter disse ord endte de talestævnen. Kong Olav dvælte der en stund med alle sine mænd. Kong Sigurd gav dem til bordhold anden hver dag fisk og melk, men anden hver dag kjødmad og øl.


'''36.''' Paa den tid var det mange oplændingekonger, som raadede for fylker, og de fleste af dem var komne af Harald Haarfagres æt. For Hedemarken raadede to brødre, Rørek og Ring, men i Gudbrandsdalene Gudrød. En konge var det ogsaa paa Raumarike; en konge var det ogsaa, som havde Toten og Hadeland, og paa Valders var det ogsaa en konge<ref>Denne «konge paa Valders» nævnes ikke senere, og i kap. 74 regnes kun fem fylkeskonger paa Oplandene.</ref>. Sigurd Syr havde stævne med fylkeskongerne oppe paa Hadeland, og paa denne stævne var Olav Haraldsøn. Da bar Sigurd frem for de fylkeskonger, som han havde gjort stævne med, sin maag Olavs plan og beder dem om at støtte den baade med mænd og raad og samtykke; han regner da op, hvor nødvendigt det var for dem at kaste af sig det aag, som Daner og Svear havde lagt dem under; han siger, at nu vil de faa den mand, som kan gaa foran i dette raad, og regner derefter op mange dygtige handlinger, som kong Olav har gjort paa sine færder og hærtog. Da siger kong Rørek: «Sandt er det, at kong Harald den haarfagres rige er faldet meget ned, naar ingen af hans ætmænd er overkonge i Norge. Nu har man her i landet fristet vexlende skjæbner. Haakon Adalsteinsfostre var konge, og alle likte det godt; men da Gunhildsønnerne raadede for landet, blev alle saa leie af deres overmagt og uretfærdighed, at man heller vilde have udenlandske konger over sig og være mere selvstændige, thi de udenlandske høvdinger var dem stadig fjernere og brød sig lidet om folks seder, naar de fik slig skat af landet, som de krævede. Men da Harald danekonge og Haakon jarl blev uenige, herjede Jomsvikingene i Norge; da samlede almuen og mængden sig imod dem og drev den ufred fra sig; da eggede mændene Haakon jarl til at holde landet imod danekongen og verge det med odd og egg. Men da han tyktes fuldt at raade riget med støtte af landets mænd, blev han saa haard og voldsom mod landsfolket, at man ikke taalte det af ham, og Trønderne dræbte ham selv og hævede da til riget Olav Trygvesøn, som var odelsbaaren til kongedømmet og i alle retninger vel skikket til høvding; hele almuen ivrede for at ville have ham til konge over sig og saaledes reise fra nyt af det rige, som Harald Haarfagre havde tilegnet sig. Men da Olav blev fuldt herre over riget, var ingen mand selvstændig for ham; han gik haardt ind paa os smaakonger for at kræve under sig alle de indtægter, som Harald Haarfagre havde taget her, og i noget var han endnu haardere; men saa meget mindre var folk selvstændige for ham, som ingen fik raade for, paa hvilken gud han skulde tro. Men efter at han var taget fra landet, har vi nu holdt venskab med danekongen, og vi har af ham havt megen støtte i alle de ting, som vi trænger at kræve, og har havt selvstændighed og ro indenlands, men ingen undertrykkelse. Nu er det at sige om mit ønske, at jeg er vel tilfreds med det, som det er. Ikke ved jeg, omend min frænde er konge over landet, om min ret skal i nogen maade bedres ved det, men i andet fald vil jeg ingen del have i denne plan.» Da sagde hans broder Ring: «Jeg vil aabenbare mit ønske; om jeg end har det samme rige og eiendom, tykkes det mig dog bedre, at min frænde er konge over Norge, heller end udenlandske høvdinger, og at han endnu kunde hæve vor æt op her i landet. Det er min tanke om denne mand, Olav, at hans skjæbne og lykke faar raade for, om han skal faa riget eller ikke; men hvis han bliver enevolds-konge over Norge, da vil den tykkes at have det bedst, som har største adkomster til hans venskab. Nu har han ingenlunde større vilkaar end enhver af os, men for saa vidt mindre, som vi har noget land og rige at raade over, men han har aldeles intet; vi er ogsaa ligesaa odelsbaarne til kongedømmet. Nu vil vi være hans saa gode hjælpere, at vi under ham den største værdighed her i landet og følger ham dertil med al vor styrke. Hvorfor skulde han ikke lønne os det vel og længe mindes det med glæde, hvis han er saa stor en manddomsmand, som jeg tror, og som alle siger? Nu vil vi, hvis jeg skal raade, udsætte os for den fare at binde venskab med ham.» Efter dette stod den ene efter den anden op og talte, og det viste sig, at de fleste havde lyst til at knytte forbund med kong Olav. Han lovede dem sit fuldkomne venskab og bedre rettigheder, om han blev enevolds-konge over Norge. Binder de nu sin aftale med eder.


'''37.''' Efter det stævnede kongerne ting; da bar kong Olav op for almuen den plan og det krav, han havde til riget der, beder saa bønderne at tage imod ham til konge over landet og lover dem til gjengjæld at holde de gamle love og at verge landet imod udenlandsk hær og høvdinger; om dette taler han langt og godt og faar gode tilraab til sin sag. Da stod kongerne op og talte, den ene efter den anden, og alle talte for denne sag og dette erende hos folket. Endte det da dermed, at det blev givet Olav kongenavn over hele landet, og man dømte ham landet til efter de oplandske love.


'''38.''' Da tog kong Olav paa sin færd og lod byde op gjestning for sig der, som det var kongsgaarder. Han fór først over Hadeland, og derpaa søgte han nord til Gudbrandsdalene; det gik da saa, som Sigurd Syr havde sagt, at saa mange mænd drev til ham, at han ikke syntes, han trængte halvdelen, og han havde da næsten 300<ref>360.</ref> mænd. Da rak ikke gjestebudene til, saa som var aftalt; thi det havde været sedvane, at kongerne fór over Oplandene med 60 eller 70 mænd, men aldrig mere end 100<ref>120.</ref> mænd. Kongen fór da raskt over og var kun én nat paa hvert sted. Men da han kom nord til fjeldet<ref>d. e. Dovrefjeld.</ref>, giver han sig paa færd, kommer nord over fjeldet og farer, til han kommer ned fra fjeldet nordenfor. Kong Olav kom ned i Opdal og dvælte der om natten. Siden fór han over Opdalsskogen og kom frem i Medaldal<ref>Nu ''Meldal'' i Øvre Orkedalen.</ref>, krævede der ting og stævnede bønderne der til sig. Siden talte kongen paa tinget og krævede, at bønderne skulde tage imod ham, og bød dem til gjengjæld ret og love, saa som kong Olav Trygvesøn havde budt. Bønderne havde ikke styrke til at holde kamp med kongen, og det endte saa, at de tog imod kongen og bandt det med eder. Men dog havde de forud sendt bud ned i Orkedalen og tillige i Skaun<ref>Børseskognen mellem Orkedal og Guldal.</ref> og lod fortælle om kong Olavs færd alt det, de vidste derom.


'''39.''' Einar Tambeskjelve havde gaard og sæde i Skaun; men da det kom nys til ham om kong Olavs færd, lod han strax hærpil skjære op og sende ad fire veier; han stævnede sammen hver mand med fuld væbning, og de ord fulgte budet, at de skulde verge landet imod kong Olav. Hærbudet fór til Orkedalen og derpaa til Guldalen, og overalt der droges en hær sammen.


'''40.''' Kong Olav fór med sin hær ned til Orkedalen; han for meget sindig og med fred. Men da han kom ud til Grjotar<ref>En nu forsvunden gaard nær prestegaarden (Gryting) i Orkedalen.</ref>, mødte han der en samling af bønder, og de havde mere end 700<ref>840.</ref> mænd; kongen fylkede da sin hær, thi han tænkte, at bønderne vilde kjæmpe. Men da bønderne saa det, tog de til at fylke, og det blev dem vanskeligt, thi de havde ikke forud holdt raad om, hvem som skulde være høvding for dem. Men da kong Olav saa, at det gik ugreit for bønderne, sendte han Tore Gudbrandsøn til dem. Men da Tore kom, sagde han, at kong Olav vilde ikke kjæmpe med dem; han nævnte op 12 mænd, som var de gjæveste i deres flok, til at komme til møde med kong Olav. Bønderne tog imod det og gik frem over en høide, som var der, indtil det sted, hvor kongens fylking stod. Da sagde kong Olav: «I bønder har nu gjort vel, at jeg nu faar leilighed til at tale med eder, thi jeg vil sige eder dette om mit erende hid til Trondhjem: det er det første, at jeg ved, at I har forud hørt, at jeg og Haakon jarl mødtes i sommer, og saaledes endte vort møde, at han gav mig alt det rige, han havde her i Trondhjem, men det er, som I ved, Orkdølafylke og Gauldølafylke og Strindafylke og Øinafylke; men jeg har her vidnesmænd, som var der og saa mit og jarlens haandtag og hørte ord og eder og alt tilsagn, som jarlen gav mig; jeg vil byde eder love og fred, saaledes som før mig kong Olav Trygvesøn bød.» Han talte længe og klogt, og tilsidst kom det, at han bød bønderne to ting at vælge imellem: det ene var at gaa ham til haande og love ham lydighed, men det andet var at holde strid med ham. Siden fór bønderne tilbage til sin hær og sagde sit erende; de søgte da raad hos alt folket, hvad de skulde vælge. Men om de end drøftede dette en tid mellem sig, valgte de dog det, at gaa kongen til haande; de blev da bundet med eder paa bøndernes vegne. Kongen ordnede nu sin færd, og bønderne gjorde gjestebud for ham. Fór kongen da ud til sjøen og skaffede sig der skibe; han havde et langskib, en tyvesesse fra Gunnar paa Gelmin<ref>Gelmin, nu ''Gjølme'' nær Orkedalsosen.</ref>; et andet skib, en tyvesesse, havde han fra Loden paa Vigg; et tredje skib, en tyvesesse, havde han fra Angrar<ref>Angrar, nu ''Hangran'' i Byneset («Nes»).</ref> paa Nes; den gaard havde Haakon jarl eiet, men der styrede en aarmand<ref>gaardsfoged.</ref>, som hed Baard Hvite. Kongen havde fire eller fem skuter; han fór ogsaa skyndsomt og styrede ind efter fjorden.


'''41.''' Svein jarl var da inde i Trondhjem paa Steinker<ref>Stenkjær, østligst i Beitstadfjorden.</ref> og lod der rede til jule-gjestebud; der var kjøbstad. Einar Tambeskjelve spurgte at Orkdølene havde gaaet kong Olav til haande; da sendte han mænd til Svein jarl; de fór først til Nidaros og tog der en ro-skute, som Einar havde; siden fór de ind efter fjorden og kom sent en dag ind til Steinker, bar dette erende for jarlen og fortalte alt om kong Olavs færd. Jarlen havde et langskib, som flød tjeldet foran byen; strax om kvelden lod han føre over paa skibet sit løsøre og folkenes klæder og drikke og mad, saa meget som skibet rummede, og de roede strax ud om natten og kom i lysningen til Skarnsund<ref>Vestenfor Inderøen.</ref>. Der saa de kong Olav ro ind efter fjorden med sin hær; da snur jarlen ind til lands udenfor Masarvik<ref>Masarvik, nu ''Mosviken'' s. v. for Skarnsund.</ref>, — der var tyk skog; de lagde saa nær til berget, at løv og grener rak ud over skibet. Derpaa huggede de store trær og satte dem udenbords helt ned til sjøen, saa man ikke saa skibet for løvet, og det var ikke blevet helt lyst, da kongen roede ind forbi dem. Det var stille veir; kongen roede ind forbi øen<ref>d. e. Inderøen.</ref>, men da de ikke længer var synlige, roede jarlen ud paa fjorden og helt ud paa Frosta<ref>Halvøen ''Frosta'' paa østsiden af Trondhjemsfjorden.</ref> og lagde til land der; det var i hans rige.


'''42.''' Svein jarl sendte mænd ud til Guldalen efter sin maag Einar; men da Einar kom til jarlen, fortalte jarlen ham alt om, hvorledes det var gaaet mellem ham og kong Olav, og tillige at han vil samle mænd og fare imod kong Olav og kjæmpe imod ham. Einar svarer saa: «Vi skal nu fare med raad og speide efter, hvad kong Olav tænker paa; vi vil lade det alene spørges om os, at vi holder os rolige; hvis han ikke spørger, at vi samler folk, da kan det være, at han sætter sig ned inde ved Steinker over julen, thi der er nu alt gjort rede dertil. Men hvis han spørger, at vi samler folk, da vil han strax stævne ud af fjorden, og da faar vi ikke fat paa ham.» Saa blev gjort, som Einar sagde; jarlen fór paa gjestning op i Stjordalen til bønderne. Da kong Olav kom til Steinker, tog han op gjestebudskosten og lod den bære paa sine skibe, skaffede fragtskibe dertil og havde med sig baade mad og drik, gjorde sig skyndsomt rede og styrede helt ud til Nidaros. Der havde kong Olav Trygvesøn ladet bygge en kjøbstad, som før var skrevet<ref>Side 197 [Kap. 70 i [[Olav Trygvesøns saga]].]</ref>. Men da Eirik jarl kom til land, slog han sig ned paa Lade, der hvor hans fader havde havt sin hovedgaard, men han forsømte de huser, som Olav havde ladet gjøre ved Nid; nogle af dem var da faldne ned, men nogle stod og var saa godt som ubyggelige. Kong Olav styrede sine skibe op i Nid og lod strax der gjøre istand for sig i de huser, som stod oppe, men reise dem op, som var faldne ned, og til det brugte han en mængde folk. Han lod da ogsaa føre op i husene baade drikken og maden og vilde sidde der i julen. Men da Svein jarl og Einar spurgte det, gjorde de sit raad anderledes.


'''43.''' Tord Sigvalde-skald hed en islandsk mand; han havde været længe hos Sigvalde jarl og siden hos Torkel den høie, jarlens broder, men efter jarlens fald var Tord kjøbmand. Han traf kong Olav, da han var i vesterviking, og blev hans mand og fulgte ham siden; han var hos kongen, da dette hændte. Sigvat hed Tords søn; han var til fostring hos Torkel fra Apavatn<ref>Gaard og indsjø i Árnessýsla i det sydlige Island, n. v. for Skálholt.</ref>. Men da han var næsten voxen, fór han uden fra Island med kjøbmænd, og det skib kom om høsten til Trondhjem, og disse mænd tog sig tilhold i herredet. Den samme vinter kom kong Olav til Trondhjem, saa som nu var skrevet<ref>Side 258 [Kap. 38].</ref>. Men da Sigvat spurgte, at hans fader Tord var der hos kongen, fór Sigvat til kongen, traf sin fader Tord og dvælte der en stund. Sigvat var tidlig en god skald; han havde digtet et kvæde om kong Olav og bad kongen at høre derpaa. Kongen siger, at han ikke vil lade digte om sig, og at han ikke forstaar at høre paa skaldskab; da kvad Sigvat:

::Du, som tjeldenes mørke hest<ref>«Tjeldenes hest», d. e. det tjeldede skib.</ref>
::tæmmer, lyt til min digtning:
::én skald faar du eie,
::ædling høibaarne.
::Om du end negter andre
::skalder dit lov at kvæde,
::fører jeg i hvert fald,
::fyrste, dig nok af ros!

Kong Olav gav Sigvat i digterløn en guldring, som veiede en halv mark. Sigvat blev kong Olavs hirdmand; da kvad han:

::Glad ved dit sverd tog jeg
::(siden jeg ikke skal laste det),
::stridshelt! hæderlig id
::er det, og det var mit ønske.
::Guldskjænkende fyrste!
::godt har vi begge faaet det:
::du fik en huld huskarl,
::og herlig herre jeg fik.

Svein jarl havde om høsten ladet tage de halve landører<ref>Landøre var den skat, som Islændingene maatte betale, naar de kom «til land» i Norge eller dets vestlige skatlande. Den ophævedes i 1262-64, da Island gav sig under Norges konge.</ref> af Islands-fartøiet, saa som før var sedvanligt, thi Eirik jarl og Haakon havde halvdelen af disse indtægter som af andre der i Trondhjem. Men da kong Olav var kommen did, sendte han sine mænd for at kræve de halve landører af Islandsfarerne; men de fór til kongen og bad Sigvat om hjælp; da gik han for kongen og kvad:

::Ihærdig i bønner
::bliver jeg nu vist nævnet
::(før fik jeg guld af fyrsten)
::hvis om felder<ref>Islændingenes landøre betaltes ofte i skindfelder.</ref> jeg beder.
::Gavmilde konge, giv mig,
::at det kan gaa af knarren
::(herom selv jeg beder)
::halvten af landørene.


'''44.''' Svein jarl og Einar Tambeskjelve drog en stor hær sammen og fór ud til Guldalen den øvre vei og stævner ud til Nidaros; de havde nær 20 hundrede mænd<ref>20 hundreder, d. e. 2400.</ref>. Kong Olavs mænd var ude paa Gaularaasen<ref>Her ''Byaasen'' i Trondhjems bymark. Gaularaasen er egentlig hele aasryggen mellem Guldalen (med Byneset) paa vestsiden og Strinden paa østsiden.</ref> og holdt hestevagt; de blev var, at hæren fór ned fra Guldalen, og bar da bud derom til kongen ved midnat. Kong Olav stod strax op og lod vække hæren; de gik strax til skibene og bar ud alle sine klæder og vaaben og alt det, de kunde komme til, og roede saa ud af aaen; paa samme tid kom jarlens mænd til byen, og de tog da hele julekosten, men brændte alle husene. Kong Olav fór ud efter fjorden til Orkedalen og gik der af skibene; han fór da op over Orkedalen helt til fjeldet og øster [syd] over fjeldet til Dalene<ref>d. e. Gudbrandsdalene.</ref>. Om dette, at Svein jarl brændte byen Nidaros, er fortalt i den «flokk», som er digtet om Kløng Brusesøn:

::Kongens huser brændte
::halvbygte, ved Nidelven:
::ild (tror jeg) fældte salen,
::aske faldt over hæren.


'''45.''' Kong Olav fór da syd efter Gudbrandsdalene og derfra ud paa Hedemarken; selve høivinteren fór han paa gjestning, men da det vaaredes, drog han hær sammen og fór ud i Viken [1015]; han havde fra Hedemarken en stor styrke, som kongerne gav ham; mange lendermænd derfra fór med, og blandt dem Ketel Kalv paa Ringanes<ref>Nu ''Ringnes'' i Ottestad sogn, Stange herred paa Hedemarken.</ref>. Kong Olav havde ogsaa mænd fra Raumarike. Kong Sigurd Syr, hans maag, kom ham til hjælp med en stor skare mænd. De søger nu ud til sjøen, skaffer sig skibe og ruster sig inde i Viken; de havde vakkert og talrigt folk. Men da de havde rustet sine mænd, lagde de ud til Tunsberg.


'''46.''' Svein jarl samler strax efter julen folk over hele Trondhjem og byder ud leding, ruster ogsaa skibene. I denne tid var det mange lendermænd i Norge; mange af dem var mægtige og saa ætstore, at de var komne af kongers eller jarlers ætter og havde faa led at regne til dem; de var ogsaa meget rige. Al kongernes eller jarlenes styrke, naar de raadede for landet, laa i lendermændene; thi saa var det i hvert fylke, at lendermændene raadede for bøndernes flok. Svein jarl var vel tilvens med lendermændene, han havde let for at faa folk. Einar Tambeskjelve, hans maag, og mange andre lendermænd var med ham, og det var mange af dem, som forud om vinteren havde svoret kong Olav troskabs-eder, baade lendermænd og bønder. De fór, saa snart de var rustede, ud af fjorden og styrede sydover langs land og drog til sig folk fra hvert fylke. Men da de kom syd forbi Rogaland, kom Erling Skjalgsøn til møde med dem og havde mange folk, og med ham var mange lendermænd. De styrede da med hele hæren øst til Viken; det led paa langefasten<ref>Se side 191 note 2. [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 63, note 91].</ref>, da Svein jarl søgte ind til Viken. Jarlen førte hæren ind forbi Grenmar<ref>Nu Langesundsfjorden.</ref> og lagde sig ved Nesjar<ref>''Nesjar'' (d. e. «nessene») er halvøerne mellem Langesundsfjorden og Tønsbergfjordens munding, navnlig den vestligste, ''Nesit'', nu Brunlanes herred.</ref>.


'''47.''' Da styrede kong Olav med sin hær udefter Viken; det var da kort imellem dem, og begge vidste da om hverandre lørdag før palmesøndag<ref>Palmesøndag var i 1015 den 3dje april (men i 1016 den 25de marts). Snorre regner, at slaget stod i 1015, men det var nok først i 1016.</ref>. Kong Olav havde det skib, som blev kaldt Karlhåvde; der var paa fremstavnen skaaret et konge-hoved; han havde selv skaaret det. Det hoved blev længe siden ført i Norge paa de skibe, som høvdinger styrede.


'''48.'''[[Bilde:Kong Olav lod blæse hærblæst.jpg|thumb|275px|right|<center>Christian Krohg:<br>'''''Kong Olav lod blæse hærblæst.'''''</center>]] Søndags morgen, saasnart det lyste, stod kong Olav op og klædte sig, gik paa land og lod saa blæse hele hæren til landgang. Da holdt han en tale til hæren og siger til mængden, at han nu har spurgt, at det er kort mellem dem og Svein jarl: «Vi skal nu ruste os,» siger han, «thi det bliver kort tid, inden vi mødes; nu skal man væbne sig, og hver skal gjøre sig og sit rum rede, saaledes som før er fastsat, saa at alle er færdige, naar jeg lader blæse til at lægge ud; lad os siden ro sammen, ingen fare før hele flaaden, og ikke dvæle heller nogen efter, naar jeg ror ud af havnen, thi ikke kan vi vide, om vi vil træffe jarlen der, han nu ligger, eller om de vil søge mod os. Men hvis vi mødes og det blir kamp af, da maa vore mænd føre skibene sammen og være rede til at tenge; vi skal verge os først og passe paa vore vaaben, saa at vi ikke bærer dem paa sjøen eller kaste dem i havet; men naar striden bliver fast og man har bundet sammen skibene, da maa I gjøre saa haard fremgang som I kan, og da maa hver kjæmpe som mandigst.»


'''49.''' Kong Olav havde paa sit skib 100<ref>120.</ref> mænd, som alle havde ringbrynjer og valske hjelmer; de fleste af hans mænd havde hvide skjolde, hvorpaa var lagt det hellige kors i guld; paa andre var det malet i rødt eller blaat. Et hvidt kors lod han og male i panden paa alle hjelmer. Han havde et hvidt merke, det var en orm. Saa lod han holde messe, gik siden paa sit skib og bad mændene faa mad og drikke noget. Siden lod han blæse hærblæst og lægge ud af havnen. Men da de kom foran den havn, der jarlen havde ligget, var jarlens mænd væbnede og vilde til at ro ud af havnen; men da de saa kongens hær, tog de paa at tenge sine skibe og sætte op merket og gjorde sig rede. Men da kong Olav saa det roede de imod dem, og kongen lagde til jarlens skib, der kom det da til slag. Saa siger Sigvat:

::Siklingen, da mod Svein han
::søgte ind i havnen,
::retted’ et raskt anfald
::(rødt faldt blodet i sjøen).
::Den kloge konge, som voldte
::kampen, uden skaansel
::holdt ud, mens Sveins mænd
::sammen bandt skibene.

Her siges det, at kong Olav drog ud til striden, men Svein laa for ham i havnen. Sigvat skald var med i slaget; han digtede strax om sommeren efter slaget den flokk, som er kaldt Nesje-viserne, og siger der nøiagtig om disse tidender:

::Det jeg ved, at østenfor
::Agder stridsveirets kjender
::lod Karlhåvde lægge
::lige nær ved jarlen.

Kampen var meget skarp, og det var længe, at man ikke kunde skjønne, hvorledes det vilde gaa; da faldt mange paa begge sider, og mange blev saarede. Saa siger Sigvat:

::Ikke man sige om Svein,
::at ham svigted’ modet i kampen,
::ei heller om kampglade Olav
::i sverdegnyets iling;
::thi begge høvdingers venner
::(i værre sted kom ikke
::en hær) saar ud delte,
::der mod hverandre de søgte.

Jarlen havde større hær; men kongen havde paa sit skib udvalgte mænd, som havde fulgt ham i hærfærd og var rustede saa godt (som før var sagt), at hver mand havde ringbrynje; de blev ikke saarede. Saa siger Sigvat:

::Glad jeg saa i kongens
::kjække hær de svale
::brynjer (haardt klang sverde)
::om herderne os at falde.
::Men under pilers susen
::mit sorte haar jeg gjemte
::(sligt var da vort udstyr)
::under hjelmen den valske.

Men da mændene tog til at falde paa jarlens skibe og nogle blev saarede, tyndedes mandskabet paa skibssiderne.


'''50.''' Da gjorde kong Olavs mænd sig rede til at gaa op; merket blev da baaret op paa det skib, som var nærmest jarlsskibet, og kongen fulgte selv merket frem. Saa siger Sigvat:

::Den gyldne stang fremad
::fór, da stridsmænd vrede
::gik op under merket
::med gjæve konge paa skibet.
::Da var det ikke paa skibet
::under sverdenes hilsen,
::som naar møen bar mjøden
::til mænd i kongens saler.

Der var kampen haard, og Sveins mænd faldt i mængde, men nogle løb overbord. Saa siger Sigvat:

::Hidsig der, hvor man høre
::høit kunde vaabenbraget
::(klinger kløved’ skjoldene),
::kløv vi op paa skibene.
::Men bønderne saarede
::gik overbord, der de kjæmped’;
::ikke faa lig flød ud
::ved øren, og skibene toges.

Og fremdeles dette:

::Vore skjolde fik vi
::farvet røde i striden,
::dem, som did kom hvide
::(det er let at merke).
::Jeg ved, at gramen den unge
::gik op i skibet, men vi ham
::fulgte der, hvor sverdene
::sløvedes (ravnen fik drikke).

Da tog mandefaldet at vende sig imod jarlens hær; kongsmændene søgte imod jarlsskibet, og det var nær ved, at de kom op paa skibet. Men da jarlen saa, i hvor slem stilling de var komne, raabte han til stavnbyggerne, at de skulde hugge tengslene og løse skibene ud; de gjorde saa. Da hagede kongsmændene stavn-ljaaer i skibets «kølle» og holdt dem fast. Da sagde jarlen, at stavnboerne skulde hugge køllen af. Saa gjorde de. Saa siger Sigvat:

::Selv bad Svein at hugge
::haardt de sorte køller;
::da var han forud nær ved
::at falde i vore hænder,
::dengang da hæren i skibets
::stavner hugged’ til ravners
::gavn (føde til Odens
::fugler vi skaffede ivrig).

Einar Tambeskjelve havde lagt sit skib paa siden af jarlsskibet; hans mænd kastede da et anker i fremstavnen paa jarlsskibet, og saaledes kom de alle tilsammen ud paa fjorden. Derefter flyede hele jarlens hær og roede ud paa fjorden. Berse Skaldtorva-søn var i forrummet paa Svein jarls skib; men da skibet gled frem fra flaaden, sagde kong Olav høit, da han kjendte Berse — thi han var let kjendt, da han var en vakker mand og vel rustet i vaaben og klæder —: «Far vel, Berse.» Han svarer: «Lev vel, konge!» Saa siger Berse i den flokk, han digtede, da han var kommen i kong Olavs vold og sad i lænker:

::Denne digtningens ivrige
::dyrker bad du fare
::vel, men vi fik svare
::det samme, stridsvante kriger!
::Ikke mig lysted’ at heftes
::længere; derfor jeg solgte
::til guldets ætstore giver
::ordene, som jeg dem kjøbte.

::Sét har jeg Sveins store
::kampe; sammen fór vi,
::dengang da sverdenes svale
::tunger sang heftig;
::herefter aldrig siden
::ud jeg følger i leding,
::konge! nogen høvding
::herligere end denne.

::Iaar i lænker jeg ligger
::længe i skibet det store.
::Sverd-svinger! jeg aldrig
::saa dybt mig ydmyger,
::at, hirdmilde hærkonge!
::hulde venner jeg svigter
::eller ledes ved dem. Din fiende
::fandt jeg i ungdom blandt venner.


'''51.''' Nu flyede somme af jarlens mænd op paa land, somme tog imod grid. Da roede Svein jarl og hans mænd ud paa fjorden og lagde sine skibe sammen, og høvdingene talte sig imellem; jarlen søgte raad hos lendermændene. Erling Skjalgsøn raadede til, at de skulde seile nord i landet og samle folk og atter kjæmpe imod kong Olav. Men da de havde mistet mange folk, ønskede de fleste helst, at jarlen skulde fare ud al landet til sin maag sveakongen og faa folkehjælp fra ham; og det raad støttede Einar, thi det tyktes ham, som de havde ikke da magt til at kjæmpe imod kong Olav. Da løstes deres hær; jarlen seilede syd forbi Folden, og med ham Einar Tambeskjelve, men Erling Skjalgsøn og desuden mange andre lendermænd, som ikke vilde fly fra sin odel, fór nord til sine hjem; Erling havde om sommeren en mængde folk samlet.


'''52.''' Kong Olav og hans mænd saa, at jarlen havde lagt sine skibe sammen. Da eggede kong Sigurd Syr til, at de skulde lægge til jarlen og saa drive striden med dem til det yderste. Kong Olav siger, at han vil først se, hvilket raad jarlen tager, om de holder flokken sammen eller hæren skilles fra ham. Sigurd sagde, at han fik raade: «men det er min tanke,» siger han, «at med dit sindelag og din herskelyst vil du sent gjøre de storbukkene til tro mænd, saaledes som de er vante til fuldt at gaa imod høvdinger.» Det blev da intet af kampen; de saa da snart, at jarlens mænd skiltes. Da lod kong Olav de faldne ransage; de laa der nogle nætter og skiftede hærfanget. Da kvad Sigvat skald disse vers:

::Det gjetter jeg mere, at mangen
::mand, som nordfra seiled’
::til striden, ikke vil hjemad
::fra haarde kamp vende.
::Fra sundenes hest har mange
::sunket ned til grunden,
::sandes maa det, at ude
::Svein jarl vi mødte.

::Iaar den vakre, indtrøndske
::mø ikke negter os
::mod, skjønt kongens hær var
::mindre (godt har vi kjæmpet).
::Heller vil bruden haane
::hine (om hun vil vælge),
::som ei søgte frem i slaget
::(farvet rødt blev havet).

Og fremdeles dette:

::Kongens magt nu øges,
::thi Oplændingene vil hjælpe
::(det fandt du, Svein!) denne
::dyre sjøkonge.
::Sandt er det nu (sverde
::svang de), at Heinerne<ref>d. e. Hedemarkingene.</ref> kunne
::øve meget mere
::end øl hos kongen at drikke.

Da de skiltes ad, gav kong Olav gaver til kong Sigurd Syr, sin maag, og ligesaa til andre høvdinger, som havde ydet ham hjælp. Til Ketel af Ringanes gav han en karve<ref>d. e. stor robaad, latinsk ''carabus''.</ref> paa 15 sæder, og Ketel førte karven op efter Raumelven<ref>Glommen.</ref> og helt op i Mjøsen.


'''53.''' Kong Olav sendte speidere ud for at faa vide om jarlens færd; men da han spurgte, at jarlen havde faret ud af landet, fór han vest efter Viken; da drev det folk til ham, og han blev tagen til konge paa tingene. Saa fór han helt til Lidandesnes. Da spurgte han, at Erling Skjalgsøn havde stor folkesamling; han dvælte da ikke paa Nordagder<ref>d. e. det vestlige Agder (mellem Sireaa og Otteraa).</ref>, thi han fik god bør, og fór saa skyndsomt som muligt nord til Trondhjem, thi der tyktes ham hele landets styrke at være, for at faa lagt det under sig, medens jarlen var ude af landet. Men da kong Olav kom i Trondhjem, blev det ikke gjort nogen reisning imod ham, og han blev der tagen til konge og satte sig der om høsten i Nidaros og gjorde der alt rede til vinterophold; han lod der bygge hus paa kongsgaarden og reise Klemenskirken paa det sted, den nu staar<ref>Klemenskirken laa ved Strandgaden, se kartet over [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Nidaros]].</ref>. Han merkede tomter til gaarder og gav dem til bønder og kjøbmænd og de andre, som han valgte, og som vilde bygge hus. Han sad der med mange folk, thi han havde ikke tillid til Trøndernes troskab, om jarlen atter kom i landet: mest aabenbare heri var Indtrønderne, og fra dem fik han ingen skatter.


'''54.''' Svein jarl fór først til Svitjod til sin maag Olav sveakonge og sagde ham alt om sit sammenstød med Olav Digre og søgte da raad hos sveakongen, hvad han skulde gjøre. Kongen siger, at jarlen skal være hos ham, om han vil det, og have der det rige til styrelse, som han tyktes sømmeligt: «og i andet fald,» siger han, «skal jeg give dig folkehjælp nok til at søge landet fra Olav.» Jarlen valgte det, thi det ønskede alle hans mænd, da mange af dem, som der var med ham, havde store eiendommer i Norge. Men medens de sad over denne raadslagning, blev de enige om, at de skulde vinteren efter gjøre sig rede til at fare landeveien gjennem Helsingeland og Jæmteland og derpaa ned i Trondhjem, thi jarlen havde mest tillid til Indtrøndernes støtte og folkehjælp, om han kom til dem; men dog aftaler de først at fare om sommeren i Østerveiene paa hærfærd for at vinde gods.


'''55.''' Svein jarl fór med sine mænd øster til Gardarike og herjede der; han dvælte der om sommeren, men ved høsttiden vendte han med sin hær tilbage imod Svitjod. Da fik han den sygdom, som bragte ham døden. Efter jarlens død fór de mænd, som havde fulgt ham, tilbage til Svitjod, men nogle vendte sig til Helsingeland, derfra til Jæmteland og saa vestover Kjølen til Trondhjem og fortalte der de tidender, som havde hændt i deres færd; da blev Svein jarls død sandspurgt.


'''56.''' Einar Tambeskjelve og den skare, som havde fulgt ham, fór om vinteren til sveakongen og blev godt modtaget hos ham; der var ogsaa mange andre mænd, som havde fulgt jarlen. Sveakongen var meget misfornøiet med Olav Digre, fordi han havde sat sig i hans skatland, men drevet Svein jarl bort; kongen truede derfor Olav med de haardeste straffer, naar han fik magt dertil; han siger, at ikke skal Olav være saa djerv, at han faar tage under sig det vælde, jarlen havde havt, og alle sveakongens mænd var enige om, at saa skulde det være. Men da Trønderne spurgte for sandt, at Svein jarl var død og man ikke kunde vente ham til Norge, vendte hele almuen sig til lydighed imod kong Olav. Mange mænd fór da inden fra Trondhjem til kong Olav og blev hans mænd, men nogle sendte bud og jertegn, at de vilde tjene ham. Fór han da om høsten ind til Trondhjem og holdt ting med bønderne; han blev tagen til konge i hvert fylke der. Han fór da ud til Nidaros, lod did føre alle kongelige indtægter og redte sig der til vintersæde.


'''57.''' Kong Olav lod sætte hus paa kongsgaarden i Nidaros. Der blev gjort en stor hirdstue, med dør i begge ender. Kongens høisæde var midt i stuen, og indenfor sad Grimkel, hans hirdbiskop, og der næst hans andre prester, men udenfor sad hans raadgivere. I det andet høisæde imod ham sad hans stallare Bjørn Digre, der næst gjester. Naar gjæve mænd kom til kongen, blev de vel modtagne. Dengang skulde man drikke øl ved ildene. Han fordelte mænd i tjenester, saaledes som kongers sed var. Han havde hos sig 60 hirdmænd og 30 gjester<ref>«Gjester» kaldtes de af kongens huskarler, som sendtes i farlige erender paa kongens vegne.</ref> og gav dem sold og love; han havde ogsaa 30 huskarler, som skulde have arbeide i gaarden, sligt som trængtes, og føre varer did; han havde ogsaa mange træler. I gaarden var ogsaa en stor skaale, som hirdmænd sov i; der var ogsaa en stor stue, som kongen havde hirdstævner i.


'''58.''' Det var kongens sed at staa tidlig op om morgenen og klæde sig og tage haandtvæt, siden at gaa til kirke og høre ottesang og morgenmesse og derpaa at gaa til stævner eller at forlige mænd eller at tale det andet, som tyktes ham tilbørligt; han stævnede til sig mægtige og ringe og alle dem, som var forstandige. Han lod ofte fremsige for sig de love, som Haakon Adalsteinsfostre havde sat i Trondhjem. Han gjorde lovene om efter de viseste mænds raad, lagde til eller tog bort, hvor det syntes ham ret; men Kristenretten satte han efter biskop Grimkels og andre læreres raad og lagde al sin hug paa at tage bort hedendom og gamle vaner, som det tyktes ham at være kristendomsspilde i. Det kom til det, at bønderne samtykte i de love, som kongen satte. Saa siger Sigvat:

::Du som i løftingen sidder,
::landsretten kan sætte,
::som mellem alle mænd
::ved magt skal stande.

Kong Olav var en sedelig mand, sindig og faatalende, gavmild, men lysten efter gods. Hos kongen var dengang Sigvat skald, som før var sagt<ref>Side 262 [Kap. 43].</ref>, og flere islandske mænd. Kong Olav spurgte nøie efter, hvorledes kristendommen blev holdt paa Island; da tyktes det ham at fattes meget i, at det var godt, thi de sagde ham om kristendomsholdet, at det efter lovene var tilladt at æde hester og bære børn ud, som hedenske mænd gjorde, og endnu flere ting, som det var kristendomsspilde i. De fortalte ogsaa kongen om mange stormænd, som da var paa Island. Skafte Toroddsøn var da lovsigemand<ref>Se side 4 note 2. [I [[Snorre Sturlasøns fortale]], note 6]. Skafte var lovsigemand 1003-1030.</ref> i landet. Vide om i landene spurgte han de mænd, som bedst vidste derom, efter mænds seder, og mest førte han spørgsmaalene hen paa kristendommen, og hvorledes den blev holdt baade i Orknøerne og paa Hjaltland og paa Færøerne, og han syntes at skjønne, at det maatte skorte meget paa, at det var godt. Slige taler havde han ofte i munden, eller han talte om lov eller om landsret.


'''59.''' Den samme vinter kom det østenfra Svitjod sendemænd fra kong Olav den svenske; deres formænd var to brødre, Torgaut Skarde og Asgaut aarmand, og de havde 24 mænd. Men da de kom vester over Kjølen til Værdalen, stævnede de ting med bønderne og talte med dem og krævede der skat og skyld i sveakongens navn. Men bønderne holdt raadslagning med hverandre, og de blev enige om, at de vilde yde sligt, som sveakongen vilde have, om kong Olav ikke krævede landskyld af dem i sit navn: de vilde ikke betale landskyld til begge to. Sendemændene fór bort og ud efter dalen, og paa hvert ting, de holdt, fik de samme svar af bønderne, men ikke penger. De fór da ud i Skaun<ref>d. e. Skøinafylke, nu Skogn.</ref> og holdt der ting og krævede ogsaa der skatter, men alt gik paa samme vis som før. Da for de til Stjoradal og krævede der ting, men bønderne vilde ikke komme did; da skjønte sendemændene, at det blev intet af deres erende, og Torgaut vilde da vende hjem øster. «Ikke tykkes det mig, at vi har udført kongens erende,» siger Asgaut; «jeg vil fare til kong Olav Digre, til ham skyder jo bønderne sin sag.» Nu raadede han, og de fór ud til byen og tog herberge i byen. Dagen efter gik de til kongen, — han sad da tilbords —, hilste ham og sagde, at de fór med sveakongens erende. Kongen bad dem komme til sig dagen efter. Den næste dag, da kongen havde hørt messe, gik han til sit ting-hus, lod sveakongens mænd kalde did og bad dem bære frem sine erender. Da talte Torgaut og sagde først, i hvad erende de fór og var sendte, og siden, hvorledes Indtrønderne havde svaret. Derefter bad han, at kongen vilde give kjendelse for, hvilket deres erende skulde blive der. Kongen siger: «Medens jarlene raadede her for landet, var det ikke underligt, at landets mænd viste dem lydighed, thi de var ættebaarne til rige her, heller end at bøie sig under udenlandske konger; men dog havde det været rettest, at jarlene heller ydede lydighed og tjeneste til de konger, som havde ret til riget her, end til udenlandske konger, heller end at reise sig med ufred imod de rette konger og fælde dem fra landet. Men naar kong Olav Svenske gjør krav paa Norge, ved jeg ikke, hvad rimelig fordring han kan have; men det kan vi mindes, hvad skade vi har faaet af ham og hans frænder.» Da siger Asgaut:[[Bilde:Sveakongen blev meget vred.jpg|thumb|310px|right|<center>Christian Krohg:<br>'''''«Sveakongen blev meget vred.»'''''</center>]] «Ikke er det underligt, at du kaldes Olav Digre; med store ord svarer du slig en høvdings ordsending; du ved nok ikke rigtig, hvor tungt det vil være dig at bære kongens vrede, og saa har det gaaet dem, som havde større magt, end du synes mig at have. Men vil du holde fast ved dit rige, da vil det være dig det bedste at fare til ham og blive hans mand; da vil vi bede med dig, at han vil give dig dette rige i len.» Da sagde kongen og tog sagtmodig til orde: «Jeg vil raade dig et andet raad, Asgaut; far I nu tilbage øster til eders konge og sig ham saa, at til vaaren tidlig vil jeg gjøre mig rede til at fare øster [syd] til landemerket, det som i fortiden har skilt Norges konges og sveakongens riger; han kan da komme der, om han vil, for at vi kan aftale forlig, og at hver af os kan have det rige, han er odelsbaaren til.» Da vendte sendemændene sig bort og gaar tilbage til herberget; de gjorde sig nu rede til at fare bort, men kongen gik til bords. Sendemændene gik derefter ind i kongsgaarden, og da dørvogterne saa det, sagde de det til kongen. Han bød dem ikke slippe sendemændene ind: «jeg vil ikke tale med dem,» sagde han. Da fór sendemændene bort. Da siger Torgaut, at han og hans mænd vil vende hjem; men Asgaut siger, at han vil udføre kongens erende. Da skiltes de ad; Torgaut farer da ind paa Strind, men Asgaut og hans 12 mænd vender op til Guldal; han tænker at fare syd paa Møre og udrette der sveakongens erende. Men da kong Olav blev det var, sendte han gjestene ud efter dem; de fandt dem ude paa Nes<ref>Nes, d. e. Byneset.</ref> ved Stein, tog dem tilfange og leiede dem ind paa Gaularaasen<ref>Byaasen.</ref>, reiste der en galge og hængte dem der, hvor man kunde se dem ude fra fjorden i alfarveien. Torgaut spurgte denne tidende, førend han fór ud af Trondhjem; siden fór han hele sin vei, indtil han mødte sveakongen og sagde ham det, som havde hændt i deres færd. Kongen blev meget vred, da han hørte dette sagt; der skortede det da ikke paa store ord.


'''60.''' Vaaren efter bød kong Olav leding ud fra Trondhjem og gjorde sig rede til at fare øster i landet. [1016] Da skulde et Islandsfarerskib seile fra Nidaros. Da sendte kong Olav bud og jertegn til Hjalte Skjeggesøn og stævnede ham til sig, men sendte hilsen til Skafte lovsigemand og de andre mænd, som mest raadede for lovene paa Island, at de skulde tage ud af lovene alt det, som tyktes ham at være mest imod kristendommen; desuden sendte han venlige ord til alle landets mænd tilsammen. Kongen fór sydover langs landet og dvælte i hvert fylke og tingede med bønderne; men paa hvert ting lod han læse op de kristne love og de bud, som fulgte dermed. Han fjernede da strax hos folket mange uvaner og megen hedendom, thi jarlene havde holdt vel gamle love og landsret, men om kristendomsholdet lod de hver gjøre som han vilde. Da var det naaet saa vidt, at videst i sjøbygdene var folk døbte, men kristne love var ukjendte for de fleste; men omkring i de øvre dalfører og i fjeldbygderne var man vidt og bredt hedensk, thi saasnart som folk fik raade sig selv, da fæstede den tro sig mest i deres sind, som de havde lært i barndommen. Men haarde vilkaar lovede han de mænd, som ikke vilde rette sig efter kongens ord om kristendommen, baade mægtige og ringe. Kong Olav blev tagen til konge over hele landet paa hvert lagting, og ingen talte da imod ham. Da han laa i Karmtsund, fór det bud mellem ham og Erling Skjalgsøn, at de skulde forliges, og det blev aftalt et forligsmøde i Hvitingsø<ref>Ø n. v. for Tungenes og Jæderen.</ref>. Men da de mødtes, talte de selv sammen om forliget. Tyktes da Erling, at det fandtes noget andet i kongens ord, end det havde været sagt ham, thi Erling sagde, at han vilde have alle de landindtægter, som Olav Trygvesøn og siden jarlene Svein og Haakon havde givet ham: «da vil jeg blive din mand og hulde ven,» siger han. Kongen svarer: «Saa ser det ud for mig, Erling, som om det ikke er værre for dig at tage af mig ligesaa store landindtægter, som du fik af Eirik jarl, den mand, som havde gjort dig den største skade; jeg vil lade dig være den gjæveste mand i landet, om jeg end vil give landindtægterne ud efter min egen vilje, men ikke lade, som om lendermænd er ætbaarne til min ættejord og jeg skulde kjøbe eders tjeneste for mangedobbelt værd.» Erling havde ikke sind til at bede kongen om nogen forandring heri, thi han saa, at kongen ikke var let at lede; han saa ogsaa, at to vilkaar var for haanden: det ene, ikke at gjøre forlig med kongen og lade det staa til, hvorledes det vilde gaa, eller ogsaa at lade kongen ene raade derfor, og det valgte han, skjønt det tyktes ham meget imod, og sagde til kongen: «Den tjeneste vil synes dig nyttigst, som jeg yder dig frivillig.» De endte samtalen. Derefter gik Erlings frænder og venner til og bad ham give efter og handle med klogskab, men ikke med overmod: «Du vil,» siger de, «altid blive den gjæveste lendermand i Norge baade i dygtighed, frændskab og rigdom.» Erling fandt, at dette var et godt raad, og at de, som talte saa, handlede af velvilje; han gjør derfor saa, at han gaar kongen tilhaande paa den vis, at kongen raadede for vilkaarene. Efter det skiltes de og var forligte, saa at sige. Olav fór da videre øster langs landet.


'''61.''' Saasnart som kong Olav kom i Viken og dette spurgtes, fór de Daner bort, som der havde sysler af danekongen; de søgte til Danmark og vilde ikke bie paa kong Olav. Men kong Olav fór ind efter Viken og holdt ting med bønderne; da gik alt landsfolket der under ham, og han tog da alle kongelige indtægter og dvælte i Viken om sommeren. Han styrede fra Tunsberg øster over Folden og helt øster [syd] forbi Svinesund. Der tog sveakongens herredømme ved. Han havde der sat sysselmænd over: Eiliv Gautske i den nordre del, men Roe Skjalge over den østre [søndre] del helt ned til Elven. Roe havde æt paa begge sider af Elven, men store gaarder paa Hising<ref>Den store ø i Gøtaelvens munding, hvoraf den sydligste del var svensk.</ref>; han var en mægtig og meget rig mand. Eiliv var ogsaa en mand af stor æt. Da kong Olav kom med sin hær til Raanrike, stævnede han der ting med landsfolket, og til tinget kom de mænd, som boede paa øerne eller nær sjøen. Men da ting var sat, talte Bjørn stallare og bad bønderne tage imod kong Olav der saaledes, som havde været gjort andensteds i Norge. Brynjulv Ulvalde<ref>«Ulvalde» betyder kamél.</ref> hed en gjæv bonde; han stod op og talte: «Vi bønder ved, hvad som er det retteste landeskifte fra gammel tid mellem Norges konge og sveakongen og danekongen, at Gautelven har dannet skille fra Væner til sjøen, men nordenfor Markerne<ref>Markerne, d. e. skogbygdene (paa den norske side ''Aremark'' og ''Ømark'', paa den svenske Nord''marka'').</ref> til Eidaskogen, men derefter Kjølene helt nord til Finmarken. Saa ogsaa det, at hver har til forskjellige tider gaaet paa de andres lande, og Svearne har længe havt vælde helt til Svinesund, men — sandt at sige eder — ved jeg, at mange mænds vilje er det, at det tyktes dem bedre at tjene Norges konge, men dertil har de ikke mod nok. Sveakongens rige er baade østenfor os og søndenfor, men det kan ventes, at Norges konge snart vil fare nord i landet did, hvor landets styrke er størst, og da har vi ikke magt til at holde strid med Gauterne. Nu faar kongen finde paa et godt raad for os; vi kunde have lyst til at blive hans mænd.» Efter tinget var Brynjulv om kvelden i gjestebud hos kongen og ligesaa dagen efter, og de talte meget sig imellem i enrum. Derpaa fór kongen øster [syd] efter Viken. Men da Eiliv spurgte, at kongen var der, lod han speide efter hans færd. Eiliv havde 30 mænd, sine svender; han var i den øvre del af bygden ved skogene og havde der en samling af bønder. Mange bønder fór til kong Olav, men andre sendte venskabsbud til ham. Nu fór det mænd mellem kong Olav og Eiliv, og bønderne bad længe enhver af dem, at de skulde sætte tingstævne mellem sig og aftale fred paa en eller anden vis; de sagde til Eiliv, at hvis de ikke rettede sig efter kongens ord, maatte de vente sig haard medfart af ham, og sagde, at Eiliv ikke skulde mangle støtte; det blev da aftalt, at Eiliv og hans mænd skulde komme ned og holde ting med bønderne og kongen. Da sendte kongen sin gjestehøvding Tore Lange med 11 mænd til Brynjulv; de havde brynjer under kjortlene, men hatter over hjelmene. Dagen efter kom bønderne i mængde ned sammen med Eiliv; der var da i hans flok Brynjulv, og i hans følge Tore. Kongen lagde sine skibe til paa udsiden af en klint, som gik frem i sjøen; der gik han op med sine mænd og satte sig paa klinten, men længer oppe var en flade, og der var bondeskaren, men Eilivs mænd stod oppe i en skjoldborg foran ham. Bjørn stallare talede langt og klogt paa kongens vegne. Men da han satte sig ned, stod Eiliv op og skulde til at tale; men i det samme reiste Tore Lange sig op, drog sit sverd og hugg til Eiliv i halsen, saa at hovedet gik af; da løb hele bondehæren op, men Gauterne tog paa sprang unda, og Tore og hans mænd dræbte nogle af dem. Men da hæren stansede og uroen hørte op, stod kongen op og sagde, at bønderne skulde sætte sig ned. De gjorde saa, og der blev det nu talt længe; enden paa det blev, at bønderne gik kongen til haande og lovede ham lydighed, men han lovede dem til gjengjæld ikke at skilles ved dem og være der hos dem, indtil han og Olav sveakonge fik endt sin strid paa en eller anden vis. Efter det lagde kong Olav den nordre syssel under sig og fór om sommeren helt øster [syd] til Elven; han fik nu alle kongelige indtægter langs sjøen og paa øerne. Men da det led paa sommeren, vendte han tilbage nord i Viken og lagde op efter Raumelven. Der er en stor fos, som heder Sarp; et nes gaar ud i aaen nordenfra [vestenfra] imod fossen. Der lod kong Olav sætte et gjærde af sten og torv og tømmer tvers over neset og grave dige udenfor og gjorde der en stor jordborg. Men i borgen lagde han grund til en kjøbstad<ref>''Borg'', som i 1ste halvdel af 13de aarhundrede begyndte at kaldes ''Sarpsborg''. Om Olavs borgbygning er der et minde i navnet ''Borgargerði'' (senere Borregaard) vestenfor Sarpfossen; den gamle gaard forsvandt ved jordfald 1702, men af «St. Olavs vold» er der endnu en levning vestenfor.</ref>; der lod han bygge en kongsgaard og reise en Mariakirke; han lod og merke tomter til andre gaarder og fik mænd til at reise huser. Om høsten lod han føre did slige varer, som trængtes til vinterophold, og sad der om vinteren med en stor mængde mennesker, men havde sine mænd i alle sysler. Han forbød al vareførsel fra Viken op til Gautland, baade sild og salt; det kunde Gauterne vanskelig undvære. Han holdt et stort julegjestebud og bød mange storbønder til sig fra herrederne.


'''62.''' Øivind Urarhorn<ref>Urarhorn, d. e. horn af uroxe.</ref> hed en mand, som havde sin æt fra Øster-Agder; han var en stor mand og af god æt, han fór hver sommer paa hærfærd, stundom vester over havet, stundom i Østervei eller syd til Frisland; han havde en tyvesesse, en vel rustet snekke. Han havde været med ved Nesjar og ydet kong Olav hjælp, og da de skiltes der, lovede kongen ham sit venskab, men Øivind kongen sin støtte, hvor han vilde kræve den. Øivind var om vinteren i julegjestebud hos kong Olav og fik der gode gaver af ham. Der var da ogsaa Brynjulv Ulvalde hos ham og fik i julegave et guldprydet sverd af kongen og dermed den gaard, som heder Vettaland<ref>Gaarden Wætteland i Skee sogn i Wætte herred, det nordligste i Bohuslæn.</ref>, og det er en stor hovedgaard. Brynjulv digtede en vise om gaverne, og det er omkvædet dertil:

::Siklingen<ref>d. e. kongen.</ref> gav mig
::sverdet og Vettaland.

Da gav kongen ham lendermandsnavn, og Brynjulv var hele sit liv kongens gode ven.


'''63.''' Den vinter fór Traand Hvite fra Trondhjem øster til Jæmteland for at kræve skat i kong Olav Digres navn; men da han havde draget skatten sammen, kom sveakongens mænd did og dræbte Traand og 11 mænd sammen med ham, tog skatten og førte den til sveakongen. Dette spurgte kong Olav og likte det lidet.


'''64.''' Kong Olav lod byde kristne love om i Viken, paa samme vis som nord i landet, og det gik vel frem, thi Vikverjerne kjendte kristne seder bedre end folk nord i landet, thi der [i Viken] var det baade vinter og sommer mange kjøbmænd, baade danske og saxiske. Vikverjer fór ogsaa meget i kjøbfærd til England og Saxland eller Flæmingeland eller Danmark, men nogle var i viking og havde vintersæde i kristne lande.


'''65.''' Om vaaren sendte kong Olav bud, at Øivind skulde komme til ham; de talte længe i enrum. [1017] Strax efter dette drog Øivind i viking. Han seilede syd efter Viken og lagde til i Eikerøerne<ref>Øerne udenfor Hisingen, at hvilke en hed ''Øikrøy'', nu Øckerø.</ref> udenfor Hising. Der spurgte han, at Roe Skjalge var faret nord til Ordost<ref>Nu Orust, stor ø i det sydlige Bohuslæn, nordenfor Hisingen, s. for Bokenæs-halvøen.</ref> og havde der draget sammen leding og landskyld, og man ventede ham da sydover. Da roede Øivind ind til Haugesundene<ref>Nu Høgasund, udenfor fastlandet ved gaarden Høga i Thoresby sogn, sydligst paa Bohuslæns fastland paa nordsiden af indløbet til Gøtaelvens nordre arm.</ref>, men Roe roede da sydover, og de mødtes der i sundet og kjæmpede. Der faldt Roe og nær 30 mænd, men Øivind tog alt det gods, som Roe havde havt med. Fór Øivind da i Østervei og var der i viking om sommeren.


'''66.''' En mand hed Gudleik den gerdske; han havde sin æt paa Agder, han var en farmand og stor kjøbmand, var rig og drev kjøbfærd til mange lande; han fór ofte øster til Gardarike, og derfor blev han kaldt Gudleik den gerdske. Den vaar gjorde Gudleik sit skib rede og vilde fare om sommeren øster til Gardarike. Kong Olav sendte ham bud, at han vilde tale med ham. Men da Gudleik kom til ham, sagde kongen til ham, at han vilde gjøre bolag med ham, og bad ham kjøbe sig slige kostbarheder, som er vanskelige at faa der i landet [Norge]. Gudleik svarer, at det skal være efter kongens ønske. Da lader kongen overgive til ham saamange penger, som han syntes. Gudleik fór om sommeren i Østervei. De laa en stund ved Gotland; det var da, som ofte kan hænde, at ikke alle holdt sin mund, og folk paa landet fik nys om, at en mand paa det skib var i bolag med Olav Digre. Gudleik fór om sommeren i Østervei til Holmgaard<ref>Novgorod.</ref> og kjøbte der herlig pell, som han vilde skaffe kongen til høitidsdragt, og desuden kostbare skind og fortrinligt bordstel. Om høsten, da Gudleik fór vestover, fik han modvind, og de laa meget længe ved Øland. Torgaut Skarde havde om høsten speidet efter Gudleiks færd; han kom der over dem med et langskib og kjæmpede med dem. De vergede sig længe, men da folkemonen var stor, faldt der Gudleik og mange af hans skibsfolk, men mange blev saarede. Torgaut tog alt deres gods og kong Olavs kostbarheder. Torgaut og hans mænd skiftede hele sin fangst ligelig, men han sagde, at sveakongen skulde have kostbarhederne: «og det er,» siger han, «en del af den skat, han har taget fra Norge.» Torgaut fór da øster [nord] til Svitjod. Disse tidender spørges snart. Øivind Urarhorn kom lidt senere til Øland; men da han spørger dette, seiler han øster [nord] efter Torgaut, og de mødtes i Sveaskjærene og kjæmpede. Der faldt Torgaut og de fleste af hans mænd, eller de løb i sjøen. Da tog Øivind alt det gods, som de havde taget fra Gudleik, og tillige kong Olavs kostbarheder. Øivind fór tilbage til Norge om høsten, og han førte da til kong Olav hans kostbarheder. Kongen takkede ham vel for hans færd og lovede ham atter paany sit venskab. Da havde kong Olav været tre vintre konge i Norge.


'''67.''' Den samme sommer havde kong Olav leding ude og fór da atter øster til Elven og laa der længe om sommeren. Da fór ordsendinger mellem kong Olav og Ragnvald jarl og Ingebjårg Trygvedatter, jarlens hustru. Hun vilde med al kraft hjælpe kong Olav og var meget ivrig i denne sag. To ting førte dertil: det ene, at det var frændskab mellem hende og kong Olav, og det andet, at hun ikke kunde glemme sveakongen det, at han havde været med at fælde hendes broder Olav Trygvesøn, og at han tyktes for den sags skyld at have krav paa at raade for Norge. Efter hendes forbønner blev jarlen meget tilbøielig til venskab med kong Olav; det kom dertil, at kongen og jarlen satte stævne mellem sig og mødtes ved Elven. Der talte de om mange ting og især om fiendskabet mellem Norges konge og sveakongen, og begge sagde, som sandt var, at baade for Vikverjer og Gauter var det den største landsskade, at det ikke skulde være kjøbfred mellem landene, og tilsidst satte de grid mellem landene til næste sommer. De gav hinanden gaver ved afskeden og aftalte venskab. Kongen fór derefter nord i Viken, og havde han da alle kongelige indtægter lige til Elven, og hele landsfolket havde da gaaet under ham. Kong Olav Svenske lagde for dagen saa stort uvenskab imod Olav Haraldsøn, at ingen mand turde nævne ham med hans rette navn, saa at kongen hørte det; de kaldte ham «den digre mand» og havde stadig meget ondt at sige om ham, naar han blev nævnt.


'''68.''' Bønderne i Viken talte sig imellem, at den eneste ende paa sagen maatte være, at kongerne gjorde fred og forlig mellem sig, og de sagde, at de var ilde farne, om kongerne herjede imod hinanden; men ingen turde bære denne tale djervelig frem for kongen. De bad da Bjørn stallare, at han skulde føre denne sag frem for kongen om, at han skulde sende mænd til sveakongen for at byde forlig paa sine vegne. Bjørn vilde nødig til og gjorde indvendinger; men efter mange af sine venners bøn lovede han endelig at tale om dette til kongen, idet han sagde, at han anede, at kongen ikke vilde tage det mygt, at han skulde vige for sveakongen i noget. Den sommer kom Hjalte Skjeggesøn til Norge fra Island efter kong Olavs ordsending; han fór strax til kong Olav, og kongen tog vel imod ham, bød Hjalte at blive hos ham og viste ham til sæde hos Bjørn stallare; de var mad-fæller, og det blev snart godt venskab mellem dem. En gang, da kong Olav havde stævne med sine mænd og med bønderne og holdt raad om landets sager, talte Bjørn stallare: «Hvilken plan har I, konge, om den ufred, som her er mellem Olav sveakonge og eder? Nu har hver af eder mistet mænd ved den anden, men det er ikke afgjort nu mere end før, hvad enhver skal have af landet. I har nu siddet her i Viken en vinter og to somre og vendt ryggen til alt landet nordenfor her; nu er de mænd leie af at sidde her de som har odel eller eiendommer nord i landet. Nu vil lendermændene og de andre hærmænd og tillige bønderne, at sagen maa afgjøres paa en eller anden vis, og da nu grid og fred er sat imod jarlen og Vestgauterne, som her er de nærmeste, tykkes det folk rimeligst, at I sender mænd til sveakongen i eders navn, og det vil visselig mange mænd støtte, som er hos sveakongen; thi det er til gavn for alle dem, som bygger landene baade her og der.» Til Bjørns tale gjorde mændene sterke tilraab. Da sagde kongen: «Dette raad, Bjørn, som du har her baaret frem, er det rimeligst, at du har gjort for dig selv, og du skal fare denne sendefærd. Du har fordelen, om det er vel raadet, men hvis det blir fare for liv deraf, har du selv meget skyld deri; det er ogsaa dit embede at tale i møder, hvad jeg vil have ført frem.» Da stod kongen op, gik til kirke og lod synge høimesse for sig; siden gik han til bords. Dagen efter sagde Hjalte til Bjørn: «Hvorfor er du uglad, mand? Er du syg eller vred paa nogen?» Bjørn fortæller da om samtalen med kongen og kalder dette en livsfarlig sendelse. Hjalte siger: «Saa er det at følge konger, at slige mænd har stor ære og bliver hædrede fremfor andre mænd, men ofte kommer de i livsfare, og begge dele faar man finde sig vel ved. Stor er kongens lykke, og stor hæder vil vindes i færden, om den gaar vel.» Bjørn svarede: «Let tager du færden. Kanske du vil fare med mig, thi kongen sagde, at jeg skulde have mine følgesmænd med i færden.» Hjalte siger: «Visselig skal jeg fare, om du vil, thi vanskelig vil jeg faa en slig sidemand, om jeg skilles fra dig.»


'''69.''' Faa dager efter, da kong Olav var paa stævne, kom Bjørn der, og de var 12 sammen. Han siger da til kongen, at de var rede til at fare i sendefærden og deres hester stod ude sadlede: «Jeg vil nu vide,» siger Bjørn, «med hvilke erender jeg skal fare, eller hvilke raad du lægger for os.» Kongen siger: «I skal bære disse mine ord til sveakongen, at jeg vil sætte fred mellem vore lande efter de landeskjel, som Olav Trygvesøn havde før mig, og lad det blive bundet med faste aftaler, at ingen af os gaar udover dem; men mandetabet trænger ingen at nævne, hvis det skal blive forlig af, thi sveakongen kan ikke med gods faa bødet den mandsskade, vi har faaet af Svearne.» Da stod kongen op og gik ud med Bjørn og hans mænd; da tog han op et guldprydet sverd og et fingerguld<ref>d. e. guldfingerring.</ref> og gav dem til Bjørn: «Dette sverd giver jeg dig, det gav Ragnvald jarl mig i sommer. Til ham skal I fare og bære til ham disse mine ord, at han lægger raad og sin støtte til, at du faar ført erendet frem; da tykkes det mig vel udført, om du hører sveakongens ord og han siger enten ja eller nei. Men dette fingerguld skal du bære til Ragnvald jarl; det jertegn vil han kjende.»

Hjalte gik for kongen og hilste ham: «og trænger vi nu meget til det, konge, at du lægger din lykke i denne færd,» og ønskede, at de maatte mødes lykkelig atter. Kongen spurgte, hvor Hjalte skulde fare hen. «Med Bjørn«, siger han. Kongen siger: «Det vil vel hjælpe paa denne færd, at du farer med dem, thi du har ofte været prøvet i lykke; vid det for vist, at jeg skal lægge al min hug til, hvis det veier noget, og lægge min lykke til med dig og med eder alle.» Bjørn og de andre red nu bort sin vei og kom til Ragnvald jarls hird; der fik de god modtagelse. Bjørn var navnkundig for mange, kjendt baade efter udseende og tale af alle dem, som havde seet kong Olav, thi Bjørn stod op paa hvert ting og talte kongens erender. Ingebjårg, jarlens hustru, gik til Hjalte og talte til ham; hun kjendte ham, thi hun var hos sin broder Olav Trygvesøn, dengang da Hjalte var der, og Hjalte regnede frændskab mellem kongen og Vilborg, Hjaltes hustru; thi Eirik Bjodaskalle (fader til Astrid, kong Olav Trygvesøns moder) og Bådvar (fader til Aalov, moder til Gissur Hvite, Vilborgs fader) var brødre, sønner af Vikinge-Kaare, lendermand paa Voss. Nu var de der i gode kaar. En dag gik Bjørn og hans mænd til tale med jarlen og Ingebjårg. Da bærer Bjørn frem sine erender og viser jarlen sine jertegn. Jarlen spørger: «Hvad har det hændt dig, Bjørn, sligt, at kongen vil din død? Saa lidet bør du fare med denne ordsending, at jeg tænker, at ikke vil nogen, som taler disse ord for sveakongen, komme bort uden refselse; Olav sveakonge er meget overmodigere, end at man i hans eget nærvær skal kunne føre slige taler, som er ham imod.» Da siger Bjørn, at «det har ikke hændt mig noget, som kong Olav har fattet vrede imod mig for; men det er mange af hans raadslagninger baade for ham selv og for hans mænd, som for ængstelige mænd kan tykkes vovelige, hvad udfaldet bliver. Men alle hans raad har endnu hidtil vendt sig til lykke, og vi haaber, at saa skal det gaa fremdeles. Nu er det sandt at sige eder, jarl, at jeg vil fare til sveakongen og ikke vende tilbage, før end jeg har ladet ham høre alle de ord, som kong Olav bød mig at føre frem for hans ører, — undtagen hvis døden hindrer mig eller jeg blir heftet, saa at jeg ikke kan komme frem. Saa vil jeg gjøre, hvad enten I vil virke for kongens ordsending eller ikke.» Da talte Ingebjårg: «Strax vil jeg aabenbare min hug, at jeg vil, jarl, at I skal lægge al vind paa at støtte kong Olavs ordsending, saa at dette erende kommer frem for sveakongen, hvorledes han saa end vil svare. Om vi end udsætter os for sveakongens vrede eller for at miste al vor eiendom eller rige, vil jeg dog meget heller vove det, end at det skal spørges, at du lægger til side kong Olavs ordsending af rædsel for sveakongen. Du har byrd og frændestyrke og al adkomst til at være saa fri her i Sverige, at du kan tale det, som vel sømmer sig, og som alle kan høre paa, hvad enten mange eller faa, mægtige eller ringe, hører derpaa, og om saa kongen selv hører det.» Jarlen svarer: «Jeg kan nok se, hvad du egger til. Nu kan det være, at du raader for det, at jeg lover kongsmændene at støtte dem saa, at de kan naa at føre frem sine erender for sveakongen, hvad enten kongen liker det vel eller ilde; men efter mine raad vil jeg lade det fare frem, hvorledes man skal tage sagen i haand. Jeg vil ikke løbe efter Bjørns eller andres hidsighed i saa vanskelig en sag; jeg vil, at de skal dvæle hos mig til den stund, da det tykkes mig nogenlunde rimeligt, at dette erende kan faa fremgang.» Men da jarlen havde aabenbaret, at han vilde støtte dem i denne sag og lægge sin hjælp dertil, takkede Bjørn ham paa det bedste og sagde, at han vilde følge hans raad. Bjørn og hans følge dvælte nu en lang tid hos jarlen.


'''70.''' Ingebjårg var meget venlig imod dem; Bjørn talte ofte med hende om sin sag og syntes, det var ilde, at færden skulde saa meget sinkes. Ogsaa Hjalte talte ofte sammen med dem om dette. Da sagde Hjalte: «Jeg kan fare til kongen, om I vil. Jeg er ikke en norsk mand, og Svearne vil ikke give mig nogen sag; jeg har spurgt, at det er islandske mænd hos sveakongen i gode kaar, mine kjendinger, kongens skalder Gissur Svarte og Ottar Svarte; af dem kan jeg faa at vide, hvad jeg skal tro om sveakongen, om det i denne sag er saa liden udsigt, som det nu lader til, eller om det er andre muligheder; jeg vil finde mig til erende sligt, som synes mig passende.» Dette tyktes Ingebjårg og Bjørn et meget heldigt raad, og de blev fuldt enige herom. Ingebjårg ruster nu Hjaltes færd ud, skaffede ham to gautske mænd og bød dem at følge ham og være ham hjælpsomme, baade til tjeneste og om han vilde sende dem nogensteds. Ingebjårg gav ham til tærepenge 20 mark veiet<ref>«Veiet», d. e. af veiet sølv, vurderet efter virkelig sølvværd, medens, paa Snorres tid den myntede mark («tællet mark») var undervægtig.</ref>. Hun sendte bud og jertegn med ham til kong Olavs datter Ingegerd, at hun skulde lægge al sin hug paa hans sag, hvad han end kunde have at kræve af nødvendig hjælp. Hjalte fór, saasnart han var rede. Men da han kom til kong Olav, fandt han strax skaldene Gissur og Ottar, og de hilsede ham med glæde og gik strax med ham for kongen; de sagde ham, at den mand var kommen did, som var deres landsmand og var en meget hædret mand i det land, og bad kongen at tage vel imod ham. Kongen bad dem at tage Hjalte og hans følgesvender med i sin flok. Men da Hjalte havde dvælet der nogen tid og var bleven kjendt blandt mændene, syntes alle godt om ham. Skaldene var ofte hos kongen, thi de var djerve i tale; de sad ofte om dagene fremme foran kongens høisæde og Hjalte med dem, ham agtede de mest i alt. Han blev da og vel kjendt med kongen; kongen talte ofte med ham og spurgte tidender om Island.


'''71.''' Det var, førend Bjørn fór hjemmefra, at han havde bedet Sigvat skald fare med sig; han var da hos kong Olav, men til denne færd var mænd ikke lystne. Det var godt venskab mellem Bjørn og Sigvat; han kvad:

::Altid har godt jeg havt det
::med alle den stridsdjerve
::grams stallarer gode
::som gaar for kongens knæ.
::Bjørn! for mig du ofte
::udretted’ meget hos fyrsten.
::Sverdsvinger! du giver
::gode raad, som kan duge.

Men da de red op i Gautland, kvad Sigvat disse vers:[[Bilde:Sigvat kvæder for sit følge paa færden til Skara.jpg|thumb|375px|right|<center>Halvdan Egedius: '''''Sigvat kvæder for sit følge paa færden til Skara.'''''</center>]]

::Ofte var jeg glad ude
::i uveir, naar haarde vindstød
::strammede kongens seil
::paa Strindens fjorder i blæsten.
::Dybest hest travede
::(kjølene havet kløved’
::paa Lister), der langs med sundet
::vi lod skibene fare.

::Den raske Skjoldungs tjeldede
::skibe lod vi neie sig
::udenfor landet, det ædle,
::ved øen tidlig om sommeren;
::men medens sjøkongens hester
::i høst droges op paa sletten,
::fik jeg det hverv (jeg vælger
::vexlende id) at ride.

Men da de red op gjennem Gautland sent om aftenen, da kvad Sigvat:

::Hesten slunken traver
::i tusmørket lange veier.
::Hoven kan slide voldene
::(vi har kun lidet dagslys).
::Nu er det, Blakken mig bærer
::over bækkene fjernt fra Danmark.
::Hesten stak nu foden
::i halvmørket ned i diget.

Da red de ind i kjøbstaden Skara<ref>Skara er i Skånings herred, den vigtigste by i Vestergøtland, landstingets sæde og siden bispesæde.</ref> og frem gjennem strætet til jarlens gaard. Han kvad:

::De kikker ud, de prude
::piger; røgen ser de,
::hvor raskt vi rider
::gjennem Ragnvalds by.
::Lad os drive paa hestene,
::saa at de hugmilde kvinder
::inde i husene hører
::hestetramp langt borte.


'''72.''' En dag gik Hjalte for kongen og skaldene med ham. Da tog Hjalte til orde: «Saa er det, konge, som I ved, at jeg er kommen hid til eder og har faret en lang og vanskelig vei; siden jeg kom over havet og jeg fik vide om eders store navn, tyktes det mig uforstandigt at fare hjem saaledes, at jeg ikke havde seet eder og eders hæder. Men det er lov mellem Island og Norge, at naar islandske mænd kommer til Norge, betaler de landører; da jeg kom over havet, tog jeg imod alle mine skibsfællers landører. Men da jeg ved, at det er rettest, at I har vælde over Norge, fór jeg til eder for at føre landørene til eder», ― og viste saa kongen sølvet og heldte 10 mark sølv i Gissur Svartes skjød. Kongen talte: «Faa har ført sligt til os fra Norge en tid; jeg vil, Hjalte, vide eder tak og naade for det, at I har lagt saa megen iver i at føre landørene til os heller end at betale dem til vore uvenner; men dog vil jeg, at du modtager dette gods af mig og dermed mit venskab.» Hjalte takkede kongen med mange ord. Fra den tid af kom Hjalte i største yndest hos kongen og var ofte i samtale med ham; kongen syntes, som sandt var, at han var en forstandig og ordsnild mand. Hjalte siger til Gissur og Ottar, at han er sendt med jertegn til kongedatteren Ingegerd for at faa hendes støtte og venskab, og beder dem, at de skulde skaffe ham i tale med hende. De siger, at det er ikke vanskeligt, og gaar en dag til hendes huser; hun sad der og drak med mange mænd. Hun tog vel imod skaldene, thi hun kjendte dem. Hjalte bar til hende hilsen fra Ingebjårg, jarlens hustru, og sagde, at hun havde sendt ham did for at faa støtte og venskab, og bar frem jertegn. Kongedatteren tog vel imod det og sagde, at han havde ret til hendes venskab. De sad der længe om dagen og drak; kongedatteren spurgte Hjalte om mange tidender og bad ham komme ofte did til samtale med hende. Han gjorde saa, kom ofte did og talte med kongedatteren; han siger hende i fortrolighed om sin og Bjørns færd og spørger, hvad hun tænker om, hvorledes sveakongen vil tage den sag, at det blev gjort forlig mellem kongerne. Kongedatteren sagde, hun troede, at det var unyttigt at forsøge paa at faa kongen til at forlige sig med Olav Digre; hun sagde, at kongen var bleven saa vred paa Olav, at han ikke vilde høre ham blive nævnt. Det var en dag, at Hjalte sad foran kongen og talte med ham; kongen var da meget lystig og havde drukket meget; da talte Hjalte til kongen: «Megen herlighed at mange slags kan man se her, og nu har jeg seet, hvad jeg ofte har hørt fortælle, at ingen konge i Nordlandene er saa gjæv som du. Det er meget harmeligt, at vi har saa lang og saa farlig en vei for at komme hid; først er det det store hav, og saa er det ikke fredeligt at fare gjennem Norge for de mænd, som vil søge hid i venskab. Eller hvorfor søger ikke folk at bære forligsmaal mellem eder og Olav Digre? Meget hørte jeg tale derom i Norge og ligesaa i Vestre Gautland, at alle var lystne paa, at det blev fred, og det blev mig sagt med sandhed om Norges konges ord, at han havde lyst til at forliges med eder, og jeg ved, at det vil komme dertil, at han skjønner, at han har meget mindre magt, end I har. Saa blev det ogsaa talt, at han tænkte at beile til din datter Ingegerd, og sligt vilde ogsaa give haab om fuldstændigt forlig, og han er ogsaa en udmerket mand efter alt, hvad jeg hørte sandfærdige mænd sige om ham.» Da svarer kongen: «Sligt skal du ikke tale, Hjalte, men ikke vil jeg tage dig disse ord ilde op, thi du ved ikke, hvad man skal agte sig for: ikke skal man kalde den digre mand «konge» her i min hird, og han er meget mindre værd, end mange siger, og det vil du skjønne, naar jeg siger dig det, at det svogerskab ikke kan være passende, thi jeg er den 10de konge i Upsaler saaledes, at hver af os frænder har taget arv, den ene efter den anden, og været enevoldskonge over Sveavælde og mange andre store lande, og alle har været overkonger over andre konger i Nordlandene<ref>Den kongerække, som Snorre her lader Olav forudsætte (efter den islandske tradition), er: 1) Sigurd Ring (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 2) Ragnar Lodbrok (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 3) Bjørn Jernside 4) Erik 5) Bjørn paa Hauge og 6) hans broder Emund 7) Erik Emundsøn (se side 57-77 [Kap. 3-29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 8) Bjørn Gamle (side 77 [Kap. 29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 9) Erik den seiersæle (side 172 [Kap. 43 i [[Olav Trygvesøns saga]]]) 10) Olav.</ref>. Men Norge er lidet bygget og desuden spredt; der har det været smaakonger, men Harald Haarfagre var den mægtigste konge i det land, og han havde kampe med fylkeskongerne og brød dem under sig; han skjønte sin egen fordel, ikke at være grisk efter sveakongens vælde, derfor lod sveakongerne ham sidde i fred; desuden kom det til, at det var frændskab mellem dem. Men da Haakon Adalsteinsfostre var i Norge, sad han i fred, indtil han herjede i Gautland og Danmark. Men siden blev det reist en flok mod ham, og han blev fældet fra landene. Gunhilds sønner blev ligeledes tagne af live, saasnart de blev ulydige mod danekongen. Harald Gormsøn lagde da Norge til sit rige og gjorde det skatskyldigt, men dog tyktes os kong Harald Gormsøn at staa langt tilbage for Upsalekongen, thi vor frænde Styrbjørn kuede ham, og Harald blev hans mand, men min fader Eirik Seiersæle steg dog over Styrbjørns hoved, da de maalte styrke med hinanden. Men da Olav Trygvesøn kom til Norge og kaldte sig konge, lod vi ham ikke fuldende det; jeg og Svein danekonge fór og tog ham af dage. Nu har jeg tilegnet mig Norge, og ikke med mindre magt, end du nu kunde høre, og ikke med mindre adkomst, end at jeg har søgt det i kamp og seiret over den konge, som før raadede for det. Du kan forstaa, som en klog mand, at det mon være langt fra, at jeg giver det rige løst for den digre mand, og det er underligt, at han ikke mindes det, at han med nød og neppe kom ud af Lågen<ref>Mælaren.</ref>, da vi havde stængt ham inde; jeg tænker, at det da var ham andet i hug — om han kunde komme bort med livet — end det, oftere at holde strid mod os, Svearne. Nu skal du, Hjalte, ikke oftere tage i din mund at tale om dette for mig.» Hjalte fandt, at det var liden udsigt til, at kongen vilde høre paa forsøgene til forlig; han holdt da op og tog paa at tale om noget andet. Noget senere, da Hjalte talte sammen med kongedatteren Ingegerd, sagde han hende hele sin samtale med kongen. Hun sagde, at hun havde ventet sig slige svar af kongen. Hjalte bad hende lægge nogle ord til hos kongen og mente, at det snarest skulde nytte. Hun sagde, at kongen ikke vilde høre paa, hvad hun end sagde: «men jeg kan tale om det, hvis du vil,» siger hun. Hjalte svarede, at han vilde være taknemlig derfor. Kongedatteren Ingegerd var en dag i samtale med sin fader, og da hun fandt, at kongen var vel tilmode, sagde hun: «Hvad mening har du om uvenskabet mellem dig og Olav Digre? Mange mænd klager nu over denne strid; nogle siger, at de har mistet gods, nogle frænder mod Nordmændene, og ingen af eders mænd kan komme til Norge under disse forhold. Det var meget uheldigt, at I gjorde krav paa riget i Norge. Det land er fattigt og slemt at fare over og folket ikke at lide paa; mændene der i landet vil heller have enhver anden til konge end dig. Nu hvis jeg kunde raade, skulde du lade af at kræve Norge, men heller bryde dig til det rige i Østervei, som de tidligere sveakonger havde havt, og som nu nylig vor frænde Styrbjørn<ref>Styrbjørn, Eirik Seiersæls brodersøn, herjede i Østervei og vandt Jomsborg i Vendland, førend han faldt i kampen mod Eirik ved Fyrisaa.</ref> lagde under sig, men lade Olav Digre have sit ætteland og gjøre forlig med ham.» Kongen svarer vredelig: «Det er dit raad, Ingegerd, at jeg skal give op riget i Norge, men gifte dig med Olav Digre. Nei,» siger han, «andet skal før ske. Heller skal det hænde, at jeg i vinter paa Upsale-ting skal kundgjøre for alle Svear, at det skal være almenning ude, førend isene gaar af vandene; da skal jeg fare til Norge og øde det land med odd og egg og brænde alt og saaledes betale dem deres utroskab.» Kongen blev nu saa rasende, at hun ikke fik svare ham et eneste ord. Hun gik da bort. Hjalte passede paa og gik strax at finde hende; han spørger hende derpaa, hvorledes hendes erende gik hos kongen. Hun svarede, at det gik, som hun ventede, at man ikke kunde komme til orde med kongen, og at han brugte trusler til gjengjæld; hun bad Hjalte aldrig nævne den sag for kongen. Naar Ingegerd og Hjalte talte sammen, talte de ofte om Olav Digre; han fortalte hende ofte om ham og hans sedvaner, og han roste ham, som han kunde, og det var ogsaa sandt, hvad han sagde; hun syntes godt om det. Og en gang, da de talte sammen, sagde Hjalte: «Skal jeg, kongedatter, tale med dit samtykke om det, som ligger mig paa hjerte?» «Tal du,» siger hun, «saa at jeg alene hører det.» Da sagde Hjalte: «Hvorledes vilde du svare, om Olav, Norges konge, sendte mænd til dig med det erende at beile til dig?» Hun rødmede og svarede langsomt og sindig: «Ikke har jeg fæstet i min hug at svare paa det, thi jeg tænker, at jeg ikke vil trænge til at give svar om det. Men hvis Olav er slig en mand i alle deler, som du siger om ham, da vilde jeg ikke kunne ønske min mand anderledes, om det ikke er saa, at I har rost ham formeget i mange ting.» Hjalte siger, at han ingenlunde har talt bedre om kongen, end sandt var. De talte meget ofte om dette mellem sig. Ingegerd bad Hjalte at vogte sig for at tale om dette i andres nærvær — «af den aarsag, at kongen vil blive vred paa dig, om han faar vide det.» Hjalte siger dette til skaldene Gissur og Ottar; de sagde, at det vilde være det lykkeligste raad, om det kunde faa fremgang. Ottar var djerv i tale og elsket af høvdinger; han var snart i samtale om dette med kongedatteren, og ligesom Hjalte regnede han op for hende kongens gode egenskaber. Hun og Hjalte og Ottar talte ofte allesammen om denne sag, og da Hjalte nu havde faaet fuld vished om sit erendes udfald, sendte han bort de gautske mænd, som havde fulgt ham did, og lod dem fare tilbage til jarlen med de brever, som kongedatteren Ingegerd og Hjalte sendte til jarlen og Ingebjårg. Hjalte lod ogsaa et vink falde om de sager, han havde bragt paa bane for Ingegerd, og ligesaa om hendes svar. Sendemændene kom til jarlen noget før jul.


'''73.''' Da kong Olav havde sendt Bjørn og hans følge øster til Gautland, sendte han andre mænd til Oplandene med de erender at byde gjestning for sig; han vilde den vinter fare paa gjestning over Oplandene, thi det havde været de forrige kongers sed at fare paa gjestning over Oplandene hver tredje vinter. Han tog paa færden om høsten fra Borg af. Kongen fór først til Vingulmark<ref>Her: Borgesyssel (Smaalenene) og Follo.</ref>; han indrettede færden saa, at han tog gjestning oppe i nærheden af skogbygden og stævnede til sig alle bygdens mænd og især alle dem, som boede fjernest fra storherrederne. Han ransagede hos dem om kristendomsholdet, og der han syntes forbedringer trængtes, lærte han dem rette seder og lagde saa stor straf paa dem, — om det var folk, som ikke vilde give op hedendommen, — at han drev nogle bort fra landet, nogle lod han lemlæste paa hænder eller fødder eller stikke øinene ud paa, nogle lod han hænge eller halshugge men ikke lod han nogen ustraffet, som ikke vilde tjene Gud. Saaledes fór han over hele det fylke. Lige strengt straffede han mægtige som ringe. Han gav dem prester og satte saa mange af dem i herrederne, som han saa det trængtes. Han havde 300<ref>360.</ref> kampdygtige mænd, da han fór op paa Raumarike. Han fandt snart, at kristendomsholdet blev stadig mindre, jo mere han søgte op i landet; han holdt dog frem paa samme vis og vendte hele folket om til den rette tro og gav dem store refselser, som ikke vilde lyde hans ord.


'''74.''' Da den kongen, som raadede der for Raumarike, spurgte dette, tyktes det ham at være en meget vanskelig sag, thi hver dag kom det til ham mange mænd, som klagede over sligt for ham, mange mægtige, andre ringe. Kongen tog det raad, at han fór op paa Hedemarken til kong Rørek, thi han var den viseste af de konger, som da var der. Men da kongerne havde talt sig imellem, blev de enige om at sende bud nord i Dalene<ref>Gudbrandsdalene.</ref> til kong Gudrød og saa til Hadeland til den konge, som der var, og bede dem komme til Hedemarken til møde med dem. De vægrede sig ikke for færden, og saaledes mødtes de fem konger paa Hedemarken der, som heder Ringsaker; Ring var der den femte konge, broder til kong Rørek. Kongerne gik først i enrum til samtale. Han, som var kommen fra Raumarike, tog først til orde og fortalte om Olav Digres færd og om den ufred, han gjorde, ved baade at dræbe og lemlæste mænd, nogle drev han fra land, og gods tog han til sig fra alle dem, som paa nogen vis talte ham imod, og han fór med en hel hær om i landet, men ikke med det folketal, som loven tillod; han siger ogsaa, at for den ufred havde han flyet did, og at tillige mange andre stormænd fra Raumarike havde flyet fra sin odel: «men om end denne strid nu er os nærmest, saa vil det vare kort tid til, at I vil komme ud for det samme, og derfor er det bedst, at vi alle sammen raadslaar om, hvad raad vi skal tage op.» Og da han endte sin tale, vendte kongerne sig til Rørek om svar. Han talte: «Nu er det kommet frem, som jeg anede skulde hænde, — da vi holdt stævne paa Hadeland og I alle var ivrige for at løfte ham op over vore hoveder —, at han vilde blive os «haard at tage i horn», naar han havde ene magt over landet. Nu er her to vilkaar for haanden: det ene, at vi alle farer til ham og overlader ham at «skjære og skabe» alt mellem os, — og det tror jeg er det bedste, vi kan gjøre —; men det andet, at vi reiser os nu imod ham, medens han endnu ikke har faret videre over landet. Men om han end har 300 eller 400 mænd, saa er det ikke overmagt imod os, hvis vi alle tager ét raad. Men ofte er det vanskeligere at seire for dem, hos hvem flere er lige mægtige, end der, hvor én er leder for hæren, og mit raad er det helst, at vi ikke vaager os paa at prøve lykke med Olav Haraldsøn.» Efter dette talte hver af kongerne sligt, som han syntes; nogle advarede, andre opmuntrede, og det blev ingen afgjørelse; man mente, at paa begge veier var det vanskeligheder. Da tog dalekongen Gudrød til orde og talte saa: «Underligt tykkes det mig, at I vakler saa om at afgjøre denne sag; I er ogsaa tilgavns rædde for Olav. Vi er her fem konger, og ingen af os er af ringere æt end han. Nu ydede vi ham støtte til at stride imod Svein jarl, og han har med vor magt tilegnet sig dette land. Men hvis han nu vil formene hver af os det lille rige, som vi hidtil har havt, og øve pinsler og tvang imod os, da kan jeg sige det for min del, at jeg vil ikke finde mig i kongens underkuelse, og kalder jeg den af eder en daarlig mand, som er ræd for at tage Olav af dage, naar han farer os i hænderne hid til Hedemarken; thi det maa siges eder, at aldrig bærer vi hovedet frit, saalænge Olav er i live.» Efter denne eggelse vender de sig alle til det raad. Da talte Rørek: «Saa synes det mig om dette raad, at vi nu trænger til at gjøre vort sambaand sterkt, saa at ingen vakler i troskab imod den anden. Nu tænker I, naar Olav kommer hid til Hedemarken, at falde over ham ved aftalt stævne, men da vil jeg ikke have den tillid til eder, naar nogle af eder kan være nord i Dalene, andre længer ude paa Hedemarken. Hvis dette raad skal stadfæstes mellem os, vil jeg, at vi skal være sammen dag og nat, indtil dette raad vinder fremgang.» Kongerne samtykte i dette og fór nu alle tilsammen. De lader rede gjestebud for sig ude paa Ringsaker og drikker der paa omgang, men sender speidere fra sig ud paa Raumarike; de lader strax nogle speidere fare ud, men andre vende tilbage, saa at de vidste hver dag og nat, hvorledes det havde sig med Olavs færder og hans folketal. Kong Olav fór paa gjestning ind over Raumarike, og overalt paa samme vis, som før blev sagt. Men da gjestebudskosten ikke strak til for folkemængdens skyld, lod han bønderne tilholde at øge gjestebudene der, hvor det tyktes ham nødvendigt at dvæle; men paa somme steder dvælte han kortere tid end forudsat, og derfor blev hans færd op til vandet<ref>d. e. Mjøsen.</ref> raskere, end det var aftalt. Men da kongerne havde stadfæstet dette raad sig imellem, sendte de bud og stævnede til sig lendermænd og mægtige bønder fra alle disse fylker; men da de kom did, holdt kongerne stævne med dem i enrum og aabenbarede for dem dette raad og fastsatte en stævnedag, naar denne plan skulde have fremgang; de aftalte, at hver af disse konger skulde have 300<ref>360.</ref> mænd. De sender da lendermændene tilbage, for at de skulde samle mænd og komme til kongerne der, det var aftalt. Denne plan likte de fleste mænd vel; men dog var det, som talt er, at «enhver har en ven blandt uvenner».


'''75.''' Paa denne stævne var Ketel af Ringanes<ref>Se side 263. [Kap. 45].</ref>. Da han kom hjem om kvelden, fik han mad til natverd<ref>d. e. maaltid før natten, aftensmad.</ref>, men saa klædte han og hans huskarler sig, og han fór ned til vandet<ref>d. e. Mjøsen.</ref>, og tog den karve, som Ketel eiede, og som kong Olav havde givet ham, og satte frem skibet; der i nøstet var al redskaben. De tager da og sætter sig til aarerne og ror ud efter vandet. Ketel havde 40 mænd, alle vel væbnede. De kommer tidlig om dagen ud til Vasenden<ref>Vasenden, d. e. ved Minne.</ref>; derfra fór Ketel med 20 mænd, men lod de andre 20 være efter for at vogte skibet. Kong Olav var da paa Eid<ref>Paa Eid, d. e. ved Eidsvold.</ref> paa øvre Raumarike. Ketel kom did, da kongen gik fra ottesang; han hilste Ketel venlig. Ketel siger, at han maa strax tale med kongen. De gaar til samtale, de to sammen. Da siger Ketel til kongen, hvilket raad kongerne har under hænderne, og hele den plan, som han har faaet vished om. Men da kongen blev det var, kaldte han mænd til sig, sendte nogle ud i bygden og bød dem stævne til sig rideskyds, andre sendte han til vandet at tage de roskibe, som de kunde faa fat paa, og holde rede for ham. Derpaa gik han til kirke og lod synge messe for sig; siden gik han strax tilbords. Men da han havde faaet mad, gjorde han sig skyndsomt rede og fór op til vandet; der kom skibene ham imøde. Steg han da selv i karven og med ham saa mange mænd, som karven rummede; men alle de andre skaffede sig skibe, som de bedst kunde. Da det led paa kvelden, satte de fra land; det var stille veir, og de roede op efter vandet. Kongen havde da nær 400<ref>480.</ref> mænd. Førend det dagede, kom han op til Ringsaker; vagtmændene blev ikke noget var, førend hæren kom op til gaarden. Ketel og hans mænd vidste nøie, i hvilke herberger kongerne sov; kongen lod tage alle disse herberger og vogte, for at ingen mand skulde komme bort, og biede saa paa lysningen. Kongerne havde ikke folkemagt til at verge sig, og blev de alle tagne til fange og førte for kongen. Kong Rørek var en meget forstandig mand og haard i raad; kong Olav tyktes, at han ikke kunde lide paa ham, om han end gjorde forlig med ham; han lod blinde Rørek paa begge øine og havde ham hos sig. Men han lod skjære tungen af Gudrød dalekonge. Ring og to andre lod han sverge sig ed paa, at de skulde fare bort fra Norge og aldrig komme tilbage; men af lendermænd og bønder, som var sandskyldige i disse svigeraad, drev han somme fra land, somme blev lemlæstede, og af somme tog han imod forlig. Om dette siger Ottar svarte:

::Guld-delende fyrste!
::Gjengjælde har du kunnet
::med ondt de onde rænker
::fra alle landsherrerne.
::Hærfører, fordum lod du
::de hedemarkske konger,
::de som svigeraad brugte,
::sømmelig løn have.

::Krigsfyrste! Du har drevet
::Dåglinger<ref>d. e. konger.</ref> bort fra landet.
::Sverd-svinger! Din styrke
::større var end hines.
::Hver en konge flygtede
::fjernt fra dig (det alle
::véd), men siden tog du
::tungen fra ham, som sad nordligst.

::Nu du for alt det rige
::raader, som fem konger
::fordum eiede (Gud har
::givet dig stor seier).
::De brede ætlande øster
::til Eid<ref>d. e. Eidskogen.</ref> under dig ligger.
::Ingen sverd-svinger fordum
::sligt et land eied’.

Kong Olav lagde da under sig det rige, som disse fem konger havde havt, og tog gisler af lendermænd og bønder. Han tog gjestningspenger nordenfra Dalene og vidt om paa Hedemarken og vendte sig saa atter ud til Raumarike og derefter vester til Hadeland. Den vinter døde Sigurd Syr, hans stefader. Da vendte kong Olav sig til Ringerike, og hans moder Aasta gjorde et stort gjestebud for ham. Da bar Olav ene kongenavn i Norge.


'''76.''' Saa er sagt, at da kong Olav var i gjestebudet hos sin moder Aasta, da leiede hun sine børn frem og viste ham. Kongen satte paa sit knæ sin broder Guthorm, men paa det andet knæ sin broder Halvdan. Kongen saa paa guttene; da satte han rynker op og saa vredt til dem; da blev guttene rædde. Da bar Aasta til ham sin yngste søn, som hed Harald; han var da tre vintre gammel. Kongen satte rynker imod ham, men han saa op imod ham. Da tog kongen gutten i haaret og rev i det; men gutten tog op i kongens skjeg og sled i det. Da sagde kongen: «Hevnlysten vil du blive siden, frænde.» Dagen efter drev kongen ude om gaarden og hans moder Aasta med ham. Da gik de til et tjern. Der var da guttene Guthorm og Halvdan, Aastas sønner, og legte. Der havde de laget store gaarder og store kornlader, mange kjør og mange sauer; det var deres leg. Kort derfra ved tjernet ved en lervig var Harald og havde der træfliser, som flød i mængde nær landet. Kongen spurgte ham, hvad det skulde være. Det var hans hærskibe, sagde han. Da lo kongen til det og sagde: «Det kan være, frænde, at det vil komme dertil, at du raader for skibe.» Da kaldte kongen Halvdan og Guthorm did. Da spurgte han Guthorm: «Hvad vilde du eie flest af, frænde?» «Akrer,» sagde han. Kongen talte: «Hvor vide akrer skulde du ville eie?» Han svarer: «Det vilde jeg, at det hver sommer var saaet over hele dette neset, som gaar ud i vandet.» Men der stod 10 gaarder. Kongen svarer: «Meget korn kunde det staa paa det.» Da spurgte kongen Halvdan, hvad han vilde eie flest af. «Kjør», siger han. Kongen spurgte ham: «Hvor mange kjør vilde du eie?» Halvdan sagde: «Naar de gik til vands, skulde de staa som tykkest rundt om vandet.» Kongen svarer: «Store gaarder vil I eie; det er ligt eders fader.» Da spørger kongen Harald: «Hvad vilde du eie flest af?» «Huskarler,» svarer han. Kongen sagde: «Hvor mange vil du da eie?» «Det vilde jeg, at de i ét maal skulde æde min bror Halvdans kjør.» Kongen lo til det og sagde til Aasta: «Her føder du vist op en konge, moder.» Ikke er det fortalt om flere ord af dem dennegang.


'''77.'''[[Bilde:Sverige (kart).jpg|thumb|right|400px]] I Svitjod var det ældgammel lands-sed, medens det var hedendom der, at det skulde være et hovedblot i Upsaler ved Gomaaned<ref>Anden maaned efter jul, fra midten af februar til midten af mars.</ref>; da skulde man blote til fred og seier for sin konge, og did skulde man da søge rundt hele Sveavælde; der skulde da ogsaa være alle Svears ting. Der var da ogsaa marked og kjøbstævne, og den varede en uge. Men da kristendommen var kommen til Svitjod, holdt sig dog lagting og marked der. Men nu, siden kristendommen havde trængt igjennem i Svitjod og kongerne holdt op at sidde i Upsaler, blev markedet flyttet og holdt ved kyndelsmesse<ref>2den februar. Dette ting og marked omtales i Uplandslagen som ''Disæþing'' eller ''Kyndilþing'' Markedet «Distingen» holdtes ved kyndelsmesse i tre dage (eller flere) lige til 1895; nu holdes kun et heste- og kvægmarked paa kyndelsmessedagen.</ref>; det har holdt sig altid siden, men varer nu ikke mere end tre dager<ref>2den februar. Dette ting og marked omtales i Uplandslagen som ''Disæþing'' eller ''Kyndilþing'' Markedet «Distingen» holdtes ved kyndelsmesse i tre dage (eller flere) lige til 1895; nu holdes kun et heste- og kvægmarked paa kyndelsmessedagen.</ref>. Der er Svearnes ting, og dertil søger de over hele landet. Sveavælde ligger i mange deler. En del er Vestre Gautland med Vermeland og Marker<ref>d.e. Nordmarka i Dalsland (nu Vermeland).</ref> og det, som ligger dertil<ref>d. e. Dalsland, jfr. [[Magnus Barfots saga]] kap. 12.</ref>, og det er saa stort rige, at under den biskop, som er over det, er der 11 hundrede kirker<ref>Bispedømmet ''Skara'' omfattede Vestergøtland, Dalsland og Vermeland; kirkernes antal var i 13de aarh. omkr. 630 (ikke 1100, d. e. 1320!).</ref>. Den anden del af landet er Østre Gautland; der er en anden biskopstol; der med følger nu Gotland og Øland, og det er tilsammen et meget større biskopsdømme<ref>''Linkøpings'' bpd. omfattede Østergøtland med Kalmar-len, Njudung og Finnveden samt Øland og Gotland; det havde omkr. aar 1500 486 kirker. Snorre har sprunget over landskabet Værend med ''Vexiø'' bispedømme.</ref>. I selve Svitjod er det en landsdel, som heder Sudermannaland; det er et biskopsdømme<ref>''Strengnes'' bpd. omfattede Sødermanland og Nærike.</ref>. Dernæst heder en del Vestmannaland eller Fjadrundaland; det er et biskopsdømme<ref>''Vesteraas'' bpd. omfattede Vestmanland med Dalarne, men ikke Fjadrundaland (jfr. side 33 note 3 [I [[Ynglinge-saga]], kap. 34, note 82]).</ref>. Dernæst heder den tredje del af Svitjod Tiundaland, den fjerde Aattundaland; saa er den femte Sjaaland og det, som ligger dertil øster langs havet<ref>''Upsala'' bpd. omfattede hele Upland (Fjadrundaland, Tiundaland og Åttundaland med Rodren) samt hele «Helsingeland», saa langt det var bebygget, og det norske Jæmteland. Sjaaland (d. e. «Sjølandet»), paa svensk ''Rodren'', nu Roslagen, deltes i Åttundalands Rodr og Tiundalans Rodr.</ref>. Tiundaland er den gjæveste og bedste bygd i Svitjod; dertil helder hele riget, der er Upsaler, der er kongestolen og der er erkebiskopstolen, der efter er opkaldt Upsale-øde; Svearne kalder sveakongens gods «Upsale-øde». I hver af disse landsdeler er eget lagting og egen lov i mange stykker<ref>Snorre har troet, at bispedømmerne faldt sammen med lagsagaerne og lagmændenes tal, hvilket ikke er tilfælde. Der fandtes paa Snorres tid egne lagmænd for 1) Tiundaland, 2) Åttundaland og 3) Fjadrundaland, (forenede 1296 i «Upland» med Helsingeland eller «Norrland»), 4) Vestmanland (med Dalarne), 5) Nærike, 6) Sødermanland, 7) Østergøtland (med Kalmar-len), 8) Øland, 9) Tiohærad eller Smaaland, 10) Vestergøtland (med Dalsland), 11) Vermeland.</ref>; over hver lov staar en lagmand, og han raader mest hos bønderne, thi det skal være lov, som han lader sige frem. Men om konge eller jarl eller biskoper farer over landet og holder ting med bønderne, da svarer lagmanden paa bøndernes vegne; men de støtter ham alle, saa at neppe tør overmægtige mænd komme paa deres alting, om ikke bønderne og lagmanden tillader dem det. Men i alle ting, hvori lovene er forskjellige, skal de rette sig efter Upsale-loven, og alle andre lagmænd skal være den lagmands undermænd, som er i Tiundaland.


'''78.''' Da var i Tiundaland den lagmand, som hed Torgny; hans fader hed Torgny Torgnysøn. Hans forfædre havde været lagmænd i Tiundaland i mange kongers tid. Torgny var da gammel; han havde en stor hird om sig, han blev kaldt den viseste mand i Sveavælde; han var Ragnvald jarls frænde og fosterfader. Nu skal vi fortælle om, at de mænd kom til Ragnvald jarl, som kongedatteren Ingegerd og Hjalte havde sendt østenfra; de bar frem sine erender for Ragnvald jarl og hans hustru Ingebjårg og sagde, at kongedatteren ofte havde talt til sveakongen om forlig mellem ham og kong Olav Digre og hun var kong Olavs bedste ven, men sveakongen blev vred hver gang, hun nævnte Olav, og det syntes hende under slige forhold at være lidet haab om forlig. Jarlen siger til Bjørn, hvad han havde spurgt østenfra; men Bjørn siger fremdeles det samme, at han ikke vil vende tilbage, før end han har mødt sveakongen, og siger, at jarlen har lovet ham det, at han skal følge ham til sveakongen. Nu lider det fremover vinteren, og strax efter julen gjør jarlen sig rede til færden og har 60 mænd; der i hans følge var Bjørn stallare og hans reisefæller. [1018] Jarlen fór helt øster i Svitjod; men da han søgte op i landet, sendte han sine mænd forud til Upsaler og sendte bud til kongedatteren Ingegerd, at hun skulde fare ud til Ulleraker imod ham; der havde hun store gaarder<ref>Ulleraker var et herred paa vestsiden af Fyrisaaen nær det nuvær. Upsala, medens Gamle ''Upsala'' var nordligere paa østsiden af Fyrisaa i Vaxhalda (nu Vaxala) herred. Ullerakers tingsted var nær ved den nuvær. «Bondkyrka» i Upsala.</ref>. Men da jarlens ord kom til kongedatteren, opsatte hun ikke færden, men gjorde sig rede med mange mænd. Hjalte vilde fare med hende. Men før end han fór bort, gik han for kong Olav og sagde: «Lev vel, konge; det er sandt at sige, at jeg ingensteds har seet noget saa storartet, som her hos eder; det ord skal jeg bære frem, hvor jeg end kommer siden. Om det vil jeg bede eder, konge, at I vil være min ven.» Kongen svarer: «Hvorfor taler du, som om du har lyst til at fare bort? Hvor skal du fare?» Hjalte svarer: «Jeg skal ride ud paa Ulleraker med din datter Ingegerd.» Kongen sagde: «Far da vel. Du er en vís mand og af gode seder og forstaar vel at færdes blandt konger.» Derefter gik Hjalte bort. Kongedatteren Ingegerd red ud til sin gaard paa Ulleraker og lod der gjøre et stort gjestebud rede til jarlen. Saa kom jarlen did og blev vel modtaget; han dvælte der nogle nætter. Han og kongedatteren talte meget sammen, og mest om sveakongen og Norges konge; hun siger jarlen, at det tyktes hende være ringe haab om forlig. Da sagde jarlen: «Hvorledes er du tilsinds, frænke, om Norges konge Olav beiler til dig? Os synes det, som det snarest maatte være udsigt til forlig, om sligt svogerskab kunde stiftes mellem kongerne; men ikke vil jeg tage i med den sag, om jeg ved, at det er tvert imod din vilje.» Hun svarer: «Min fader vil vel raade for mit giftermaal; men af mine andre frænder er du den, som jeg vil helst lægge mine raad under, slige som tykkes mig vigtige. Eller hvor raadeligt synes dig dette?» Jarlen eggede hende meget og regnede op til kong Olavs ros mange ting, som var meget hæderlige, og fortalte hende nøiagtig om det, som da ganske nylig havde hændt, at kong Olav havde paa én morgen fanget fem konger og taget riget fra dem alle, men lagt deres eiendommer og riger under sit vælde. Mangt talte de sammen om denne sag og blev enige om alt sig imellem. Jarlen fór bort, da han var rede, og Hjalte med ham.


'''79.''' Ragnvald jarl kom en dag henimod kvelden til Torgny lagmands gaard; der var store og staselige huser, og mange mænd stod ude. De hilste jarlen vel og tog imod deres hester og sager. Jarlen gik ind i stuen; der var en stor mængde folk inde. Der sad i høisædet en gammel mand, og saa stor en mand havde Bjørn og hans mænd aldrig seet. Hans skjeg var saa sidt, at det laa i hans skjød og bredte sig over hele bringen; han var en vakker og gjæv mand. Jarlen gik til ham og hilste ham; Torgny tog vel imod ham og bad ham gaa til det sæde, han var vant til at sidde i. Jarlen satte sig da paa den anden side midt imod Torgny. De var der nogle nætter, før end jarlen bar sine erender frem; han bad, at Torgny skulde gaa til maalstuen med dem. Bjørn og hans mænd gik did med jarlen. Da tog jarlen til orde og fortalte om det, at Norges konge Olav havde sendt sine mænd øster til ham for at gjøre fred, og talte længe om det, hvor vanskeligt det var for Vestergauterne, at det var ufred mellem dem og Norge. Han fortalte ogsaa om, at Olav Norges konge havde sendt did mænd, — og her var nu kongens sendemænd, — og han havde lovet dem det, at følge dem til sveakongen. Han siger, at sveakongen tog denne sag saa tungt, at han sagde, det skulde ikke nytte nogen at komme med den sag til ham: «Nu er det saa, fostre,» siger jarlen, «at jeg ikke er nok til denne sag; derfor har jeg søgt til dig, og der venter jeg gode raad og din støtte.» Men da jarlen endte sin tale, tiede Torgny en stund; men da han tog til orde, sagde han: «Underlig bærer I eder ad; I er lystne efter at tage fyrste-navn, men I forstaar ikke at styre eller lægge raad op, saasnart I kommer i nogen vanskelighed. Hvorfor skulde du ikke forud tænke paa det, før end du lovede denne færd, at du ikke har magt til at tale imod kong Olav? Det tykkes mig ikke mindre hæderligt at regnes blandt bønder, men at have frihed til at tale sligt, som en vil, om end kongen er tilstede. Nu skal jeg komme til Upsale-ting og yde dig slig hjælp, at du kan tale uræd for kongen sligt, som du har lyst til.» Jarlen takkede ham meget for dette løfte og dvælte hos Torgny og red med ham til Upsale-ting. Der var en stor mængde folk; der var kong Olav med sin hird.


'''80.''' Den første dag, da tinget var sat, sad kong Olav i sin stol, og der sad hirden rundt om ham. Men paa den anden side paa tinget sad Ragnvald jarl og Torgny i en stol, og der sad foran dem jarlens hird og Torgnys huskarler; men bag stolen stod bondealmuen og rundt omkring; nogle fór op paa høider og hauger for at høre paa derfra. Men da kongens erender var talte, slige som det var skik at tale paa tingene, og det var forbi med det, stod Bjørn stallare op ved jarlens stol og sagde høit: «Kong Olav sendte mig hid i det erende, at han vil byde sveakongen forlig og det landeskifte, som fra gammel tid har været mellem Norge og Svitjod.» Han talte høit, saa at sveakongen hørte det nøie; men i førstningen, da sveakongen hørte «kong Olav» nævne, tænkte han, at den mand vilde føre noget erende frem for ham; men da han hørte tale om forlig og landeskifte mellem Svitjod og Norge, skjønte han, hvor det kom fra. Da løb han op og raabte høit, at den mand skulde tie. Da stod jarlen op og talte; han fortalte om Olav Digres ordsending og forligstilbud til Olav sveakonge og om, at Vestergauterne sendte alle bud til kong Olav, for at det skulde blive gjort forlig med Norges mænd; han nævnte, hvor vanskeligt det var for Vestergauterne at savne alle de sager fra Norge, som de trængte til underhold, og paa den anden side at sidde udsat for overfald og hærfærd, om Norges konge samlede hær sammen og herjede paa dem. Jarlen siger ogsaa, at Norges konge Olav havde sendt mænd did med det erende, at han vil bede om hans datter Ingegerd. Men da jarlen holdt op at tale, stod sveakongen op. Han svarede vredt om forliget, men gav jarlen haard tiltale for hans djervhed, at han havde gjort grid og fred med den digre mand og stiftet venskab med ham, kaldte ham sandskyldig i landeraad imod ham og fandt det rimeligt, at Ragnvald blev drevet fra riget: «alt sligt,» sagde han, «fik han af sin kone Ingebjårgs opeggelse, og det var det uklogeste raad, at han skulde have fulgt sin lyst at tage slig en kone»; han talte længe og haardt og vendte da atter talen imod Olav Digre. Men da han satte sig, var det i førstningen stilt; men saa stod Torgny op.[[Bilde:Torgny lagmand paa Upsala-tinget.jpg|thumb|right|350px|<center>Christian Krohg:<br>'''''Torgny lagmand paa Upsala-tinget.'''''</center>]] Men da han stod op, reiste alle bønder sig op, de som før havde siddet, og alle strømmede til, de som havde været paa andre kanter, og vilde lytte til, hvad Torgny talte. Det var da megen uro af folkesværmen og af vaabnene. Men da det blev stilt, talte Torgny: «Anderledes er nu sveakongernes sindelag, end det fordum har været. Torgny, min farfader, mindedes Upsalekongen Eirik Emundsøn og fortalte det om ham, at saalænge han var i den raskeste alder, havde han hver sommer leding ude og fór til mange lande og lagde under sig Finland og Karelernes land<ref>Karelerne boede i den østre del af Finland og mod nordøst heniniod det Hvide hav.</ref>, Estland og Kurland og mange Østerlande, og endnu kan man se de jordborger og andre storverk, som han gjorde; han var ikke saa overmodig, at han ikke vilde høre paa folk, naar de skulde tale med ham om noget. Torgny, min fader, var i lang tid hos kong Bjørn og kjendte hans seder; i Bjørns tid stod hans rige i stor magt og tog ikke af, han var blid imod sine venner. Jeg kan mindes kong Eirik den seiersæle, og jeg var med ham i mangen hærfærd; han øgede Svearnes rige og vergede det stridbart; vi havde let for at give ham raad. Men den konge, som nu er, lader ingen mand vove at sige til ham andet end det ene, som han selv vil have, og derpaa lægger han al kraft, men han lader sine skatlande gaa fra sig af kraftløshed og svaghed. Han attraar at holde Norges-vælde under sig, som ingen sveakonge fordum har attraaet, og det skaber mangen mand uro. Nu vil vi bønder, at du skal gjøre forlig med Olav Digre, Norges konge, og gifte din datter Ingegerd med ham. Men hvis du vil vinde tilbage under dig de riger i Østerlandene, som dine frænder og forfædre har havt der, saa vil vi alle følge dig til det. Men om du ikke vil have det, som vi siger, saa vil vi gaa imod dig og dræbe dig og ikke taale ufred og ulov af dig. Saa har vore forfædre gjort før; de stupte ned i en kilde paa Mulating<ref>Skrivfeil for ''Mora''ting, det gamle Hyldingsting for sveakongerne. Mora Eng med «Mora Stenar» laa ved Laggå i sydøst for Upsala paa grænsen mellem Tiundaland og Åttundaland.</ref> fem konger, som havde været fulde af overmod, som du nu imod os. Sig nu strax, hvad kaar du vil vælge.» Da gjorde mængden strax vaabenbrag og stort gny. Kongen stod da op og talte; han siger, at han vil lade alt være, som bønderne vil: «saa har alle sveakonger gjort, at lade bønderne raade med sig i alt det, de vilde.» Da stansede bøndernes raab. Men derefter talte høvdingene, kongen og jarlen og Torgny, og de gjør da fred og forlig paa sveakongens vegne efter det, som Norges konge forud havde sendt bud om. Paa det ting blev det aftalt, at kong Olavs datter Ingegerd skulde giftes med kong Olav Haraldsøn. Kongen gav jarlen dette fæstemaal i haand og overdrog ham alt sit ombud om dette giftermaal, og de skiltes der paa tinget, efter at sagen var kommen saa langt. Men da jarlen fór hjemad, kom han sammen med kongedatteren Ingegerd, og de talte med hinanden om sagen. Hun sendte til kong Olav en kaabe af pell, guldsømmet og med silkeremmer. Jarlen fór tilbage til Gautland og Bjørn med ham. Bjørn dvælte en kort tid der og fór saa tilbage til Norge med sit følge. Og da han mødte kong Olav og fortalte ham om, hvad udfald hans erende havde havt, da takkede kongen ham meget for færden og sagde, som sandt var, at Bjørn havde havt lykke med sig, naar han i slig ufred kunde faa fremmet sit erende.


'''81.''' Da det vaarede, fór kong Olav ud til sjøen, lod gjøre sine skibe rede, stævnede mænd til sig og fór om vaaren ud efter Viken helt til Lidandesnes, og saa fór han nord til Hordaland [1018]; han sendte da bud til lendermændene, opnævnte alle de mægtigste mænd fra herrederne og rustede den færd prægtig ud, da han vilde fare imod sin fæstemø. Det bryllup skulde staa om høsten øster ved Elven ved landemerket.

Kong Olav havde hos sig kong Rørek den blinde. Da hans saar var groede, satte kong Olav to mænd til tjeneste hos ham og lod ham sidde i høisæde hos sig og holdt ham i drik og i klæder ligesaa godt, som han før havde holdt sig selv. Rørek var faamælt og svarede tvert og kort, naar man talte til ham. Det var hans sedvane, at han lod sin skosvend leie sig ude om dagen bort fra andre mænd; da bankede han gutten; men naar han løb fra ham, sagde han til kong Olav, at svenden ikke vilde tjene ham. Da skiftede kong Olav tjenestefolk for ham; men det gik alt som før, at ingen tjenestegut holdt ud med kong Rørek. Da satte Olav til at følge og passe Rørek den mand, som hed Svein, og han var kong Røreks frænde og havde før været hans mand. Rørek holdt ved sin sedvanlige vis med tverhed og ligesaa med sine ensomme færder. Men naar han og Svein var alene sammen, var Rørek lystig og snaksom; han mindedes da mange ting, som før havde været, og som havde hændt i hans dager, dengang han var konge; han mindedes sin forrige magt og ligesaa, hvem som havde voldt forandringen i det, i hans magt og i hans lykke, men gjort ham til almissemand: «men det tykkes mig dog allertungest,» sagde han, «at du og mine andre frænder, som gav haab om at blive mandige, nu skal blive saa vanslegtede, at de ikke skal hevne noget af den skam, som er gjort imod vor æt.» Slig harmfuld tale førte han ofte i munden. Svein svarer og siger, at de havde at kjæmpe med overmagt, men havde selv ringe kraft. Rørek talte: «Hvorfor skal vi leve længe med skam og lemlæstelse, uden fordi det kunde hænde, at jeg blind fik seier over den, som vandt seier over mig, da jeg sov? Lad os friste lykken og dræbe Olav Digre. Han frygter nu intet. Jeg skal lægge raad til, og ikke vilde jeg heller spare hænderne dertil, om jeg kunde have nytte af dem; men det kan jeg ikke for min blindheds skyld, og derfor skal du bære vaaben paa ham. Men naar Olav er dræbt, ved jeg og kan forud se det, at riget kommer under hans uvenner. Da kan det være, at jeg blev konge, og da skal du være min jarl.» Saa virkede hans overtalelser, at Svein lovede at følge dette uraad. Saa blev det aftalt, at da kongen skulde gaa til aftensang, stod Svein ude i svalen foran ham og havde draget sverd under overkappen. Men da kongen gik ud af stuen, gik han fortere imod ham, end Svein ventede, og han saa kongen i ansigtet; da blegnede han, blev hvid som et lig, og hans hænder sank. Kongen merkede hans rædsel og sagde: «Hvad er det nu, Svein? Vil du svige mig?» Svein kastede overkappen og sverdet fra sig, faldt kongen til fode og sagde: «Alt i Guds og eders vold, konge!» Kongen bød sine mænd tage Svein, og han blev sat i jern. Da lod han Røreks sæde flytte over paa den anden bænk<ref>d. e. den langbænk, som stod ligeoverfor den, hvorpaa kongens høisæde var. Rørek havde før siddet paa samme bænk med kongen.</ref> men han gav Svein grid, og han for bort fra landet. Kongen gav nu Rørek et andet herberge at sove i end det, han selv sov i; i det herberge sov mange hirdmænd. Han satte to hirdmænd til at følge Rørek dag og nat; de havde længe været hos kong Olav, og de var prøvede i troskab imod ham. Ikke er det omtalt, at de var ætstore mænd. Kong Rørek bar sig nu saa ad, at han var taus i mange dager, saa at ingen fik et ord af ham; men stundom var han saa lystig og glad, at det tyktes dem gammen i hvert ord, han sagde, og stundom talte han meget, dog ondt alene. Saa var det ogsaa, at stundom drak han enhver af bænken og gjorde alle uføre, som var nær ham; men oftest drak han lidet. Kong Olav gav ham rigelige tærepenger. Ofte gjorde han det, naar han kom til herberget, og inden han lagde sig til at sove, at han lod bære ind mjød, nogle bøtter, og gav alle herbergesmændene at drikke. Af det blev han meget yndet.


'''82.''' En mand hed Finn Litle, fra Oplandene, men nogle siger, at han var finsk af æt; han var mindre end de fleste og meget fodrap, saa at ingen hest kunde tage ham igjen; han var fremfor alle øvet i at gaa paa ski og skyde med bue. Han havde længe været kong Røreks tjenestemand og ofte faret hans erender, slige som krævede troskab. Han kjendte veier over hele Oplandene, han var ogsaa kjendt med alle stormændene der. Men da Rørek var sat under nogle mænds varetægt, slog Finn sig i færd med dem, og han fór ofte i følge med svendene og tjenestefolkene, og hver gang, han kunde, kom han og tjente kong Rørek og talte med ham; men kongen vilde ikke tale med ham længe ad gangen og ikke lade folk faa mistanke til deres tale. Men da det led ud paa vaaren og de søgte ud i Viken, blev Finn borte fra hæren i nogle dager; saa kom han igjen tilbage og dvælte der en tid. Saa gik det ofte, og ingen lagde merke til det, thi det var mange omløbere med hæren.


'''83.''' Kong Olav kom til Tunsberg før paaske<ref>6 april 1018.</ref> og dvælte der meget længe om vaaren; det kom da mange kjøbskibe der til byen, baade Saxer og Daner og folk østenfra Viken og fra nord i landet; det var en meget stor mængde. Dengang var det god aaring og mange drikkelag. Det hændte en kveld, at kong Rørek havde kommet til herberget temmelig sent og havde drukket meget og var da meget lystig; did kom da Finn Litle med en bøtte mjød, og den var krydret og meget sterk. Da lod kongen give at drikke til alle dem, som var inde, lige til at enhver sovnede i sit rum. Finn var da gaaet bort, men lys brandt i herberget. Da vakte Rørek de mænd, som var vante til at følge ham, og sagde, at han vilde gaa i gaarden. De havde en tændt lygte med sig, men ude var det belgmørkt. Det var et stort udhus i gaarden, bygget paa stokker, men en trappe at gaa op til døren. Medens Rørek og hans mænd sad der, hørte de, at en mand raabte: «Hugg den Fandens karl!» Derefter hørte de brag og en lyd, som om noget faldt. Kong Rørek sagde: «De har nok drukket ordentlig, de som slaas der; far strax til og skil dem ad!» De gjorde sig strax færdige og løb ud; men da de kom ud paa trappen, blev han hugget først, som gik bagerst, og begge dræbte. Der var da kong Røreks mænd komne: Sigurd Hit, som havde været hans merkesmand, og 11 andre; der var da Finn Litle. De drog ligene op mellem husene, men tog kongen og havde ham med sig, løb derpaa ud paa en skute, som de havde, og roede bort. Sigvat skald sov i kong Olavs herberge; han stod op om natten og hans skosvend med ham, og de gik ud til det store udhus. Men da de skulde gaa tilbage og nedad trappen, gled Sigvat og faldt paa knæ og tog ned med hænderne og kjendte, at det der var vaadt under. Han sagde: «Det tænker jeg, at nu i kveld har nok kongen gjort mange af os ustø paa fødderne,» — og lo dertil. Men da de kom i herberget, hvor det brandt lys, spurgte skosvenden: «Har du skrubbet dig, eller hvorfor er du blodig overalt?» Han svarer: «Ikke har jeg skrubbet mig, men dette maa dog vidne om tidender.» Han vakte da Tord Folesøn, merkesmanden, sin senge-fælle, og de gik ud og havde med sig en tændt lygte og fandt strax blodet. Saa ledte de og fandt snart ligene og bar kjendsel paa dem; de saa ogsaa, at det laa der en stor træstubbe og i den mange hugg, og det spurgtes siden, at det havde været gjort paa skrømt for at lokke ud dem, som blev dræbte. Sigvat og Tord sagde sig imellem, at det var nødvendigt, at kongen fik vide disse tidender saa snart som muligt. De sendte strax svenden til det herberge, som kong Rørek havde været i; der sov alle mænd, men kongen var borte. Han vakte de mænd, som var inde der, og sagde dem tidenden; de stod op og fór strax ud i gaarden did, hvor ligene laa. Men skjønt det tyktes nødvendigt, at kongen fik som snarest disse tidender at vide, turde ingen vække ham. Da sagde Sigvat til Tord: «Hvad vil du helst, ven, vække kongen eller sige ham tidenden?» Tord sagde: «Ikke for nogen pris tør jeg vække ham, men sige ham tidenden skal jeg.» Da sagde Sigvat: «Endnu er det meget igjen af natten, og det kan hænde, at Rørek før dag har fundet sig et gjemmested, saa at han siden ikke blir let at finde; men de kan endnu ikke være komne langt, thi ligene var varme; den skam skal aldrig hænde os, at vi ikke lader kongen faa vide denne svig; gaa du ind i herberget, Tord, og bi der paa mig.» Da gik Sigvat til kirke og vakte klokkeren og bad ham ringe for hirdmændenes sjæl, — og nævnte de mænd, som var dræbte. Klokkeren gjorde, som han bad. Men ved ringningen vaagnede kongen og satte sig op; han spurgte, om det da var ottesangs tid. Tord svarer: «Det er værre ting paafærde, store tidender er hændt. Kong Rørek er kommen bort, men to af eders hirdmænd er dræbte.» Da spurgte kongen efter, hvad som var hændt; Tord siger sligt, som han vidste. Da stod kongen op og lod blæse til hirdstævne; men da hirden kom sammen, valgte kongen mænd til at fare alle vegne fra byen for at lede efter Rørek paa sjø eller land. Tore Lange tog en skute og fór med 30 mænd, og da det blev lyst, saa de to smaa skuter fare foran dem. Da de saa hverandre, roede begge, som de bedst kunde. Der var kong Rørek og havde 30 mænd. Men da de kom nærmere sammen, vendte Røreks mænd ind mod land, og de løb alle iland der; men kongen satte sig op i løftingen og ønskede dem at leve vel og mødes igjen uskadte. Dernæst roede Tores mænd til land. Da skjød Finn Litle en pil, og den kom midt paa Tore, som fik sin bane af den. Sigurd og hans mænd løb alle til skogen, men Tores mænd tog hans lig og kong Rørek og flyttede dem ud til Tunsberg. Kongen tog da kong Rørek i sin forvaring; han lod dem vogte ham og viste stor forsigtighed mod hans svigeraad, fik mænd til at gjæte ham nat og dag. Kong Rørek var da meget lystig, og ingen merkede paa ham, at han ikke likte sig som bedst.


'''84.''' Det hændte himmelfartsdagen<ref>15de mai 1018.</ref>, at kong Olav gik til høimesse; da gik biskopen med procession om kirken og ledsagede kongen, men da de kom tilbage i kirken, førte biskopen kongen til hans sæde norden til i koret. Der sad kong Rørek nærmest, som han var vant til; han havde kappen for sit ansigt. Da kong Olav havde sat sig ned, tog kong Rørek ham med haanden i axelen og trykkede; han sagde da: «Pell-klæder har du nu, frænde.» Kong Olav svarer: «Ja, nu holdes en stor høitid til minde om, at Jesus Krist steg fra jorden til himmelen.» Kong Rørek svarer: «Ikke skjønner jeg det, I siger mig om Kristus, saa at det fæster sig i min hug. Mangt af, det, I siger, tykkes mig noget utroligt, men dog har meget underligt hændt i fortiden.» Men da messen var inde, stod kong Olav op og løftede hænderne op over sit hoved og bøiede sig imod alteret, og da gled kappen bagover fra hans herder. Da sprang kong Rørek raskt og haardt op og stak derefter til kong Olav med en slig kniv, som kaldes en ryting<ref>Dolk eller tollekniv (gml. tysk ''rûtinc'' ell. ''riutelinc'').</ref>. Stikket kom i kappen ved herderne, da kongen havde ludet sig ned; klæderne fik store skaar, men kongen blev ikke saaret. Men da kong Olav merkede hensigten, løb han frem derved paa gulvet. Kong Rørek stak til ham anden gang med kniven, men naaede ham ikke og sagde: «Flyr du nu, Olav Digre, for mig, som er blind?» Kongen bad sine mænd tage ham og leie ham ud af kirken, og saa blev gjort. Efter disse hændelser eggede man kong Olav til at lade Rørek dræbe: «og er det,» siger de, «at friste lykken, konge, at have ham hos eder og spare ham, hvad ondt han end finder paa; han pønser jo dag og nat paa det, at tage livet af eder. Men saasnart I sender ham bort fra eder, ser vi ingen, som kan gjæte ham saa godt, at man ikke kan vente, at han slipper bort. Men hvis han kommer løs, vil han strax reise en flok og gjøre meget ondt.» Kongen svarer: «I har ret i, at mangen har faaet døden for mindre ugjerning end Rørek; men nødig vil jeg forspilde den seier, jeg fik over oplændingekongerne, at jeg tog dem alle fem paa én morgen og fik saa hele deres rige uden at trænge til at blive banemand af nogen af dem; thi de var alle mine frænder. Men dog kan jeg nu ikke vel se, om Rørek kan faa nødt mig til at lade dræbe ham eller ikke.» Af den aarsag havde Rørek taget med haanden paa kong Olavs axel, at han vilde vide, om han havde brynje paa.


'''85.''' En mand hed Toraren Nevjolvsøn; han var en Islænding og havde sin herkomst fra Nordlandet; han var ikke af stor æt, men klog og ordspag og djerv i tale med fyrster. Han var en stor farmand og var lange tider udenlands<ref>d. e. i Norge.</ref>. Toraren var en styg mand, især fordi han var daarlig skabt i lemmene; han havde store og stygge hænder, men fødderne var dog meget styggere. Toraren var tilstede i Tunsberg, da disse tidender hændte, som før er fortalt om; han var i kjendskab med kong Olav. Toraren gjorde det kjøbskib rede, som han eiede, og vilde til Island om sommeren. Kong Olav havde Toraren til gjest nogle dager og talte meget med ham; Toraren sov i kongens herberge. Det var en morgen tidlig, at kongen laa vaagen, men andre mænd sov i herberget; da var solen nylig staaet op, og det var meget lyst inde. Kongen saa, at Toraren havde rakt den ene fod frem fra sengklæderne; han saa paa foden en stund. Da vaagnede man i herberget. Kongen sagde til Toraren: «Jeg har været vaagen en stund, og jeg har seet det syn, som tykkes meget værd; men det er en mandsfod saa styg, at jeg tror, at det ikke skal være nogen styggere her i kjøbstaden,» — og bad de andre se til, om de ikke syntes det samme.[[Bilde:Toraren viser frem sin styggeste fod for kongen.jpg|thumb|right|400px|<center>Christian Krohg:<br>'''''Toraren viser frem sin styggeste fod for kongen.'''''</center>]] Men alle, som saa den, sandede, at saa var det. Toraren skjønte, hvad det taltes om, og svarede: «Det er faa ting, som er saa særlige, at man ikke kan vente at finde dens mage, og det er rimeligt, at det ogsaa her er saa.» Kongen sagde: «Det vil jeg dog heller holde paa, at det ikke mon findes saa styg en fod, om jeg end skulde vedde derom.» Da svarede Toraren: «Jeg er rede til at vedde med eder om det, at jeg her i kjøbstaden kan finde en styggere fod.» Kongen siger: «Da skal den af os, som har ret, kunne kræve en bøn af den anden.» «Saa skal det være,» siger Toraren; han stak da frem fra sengklæderne den anden fod, og den var ingen mon fagrere, og paa den var stortaaen af. Da sagde Toraren: «Se nu her, konge, en anden fod, og den er saa meget styggere, som her er en taa borte; jeg har vundet veddemaalet.» Kongen siger: «Den første fod er saa meget fælere, som det er fem fæle tær paa den, men her bare fire; jeg har ret til at kræve en bøn af dig.» Toraren siger: «Kostbart er kongens ord; men hvilken bøn vil du kræve af mig?» Han siger: «Den, at du flytter Rørek til Grønland og fører ham til Leiv Eiriksøn.» Toraren svarer: «Ikke har jeg kommet til Grønland.» Kongen siger: «Slig farmand som du er, da er det nu tid at fare til Grønland, om du ikke har været der.» Toraren svarer i førstningen lidet paa den sag; men da kongen holdt ved med at faa den sag afgjort, viste Toraren den ikke ganske fra sig og sagde saa: «Jeg skal lade eder høre, konge, den bøn, som jeg havde tænkt at bede om, hvis jeg havde vundet; men det er, at jeg vilde bede om at blive eders hirdmand. Hvis I opfylder den, da bliver jeg mere skyldig til ikke at negte, hvad I vil kræve.» Kongen samtykte i det, og Toraren blev hans hirdmand. Da gjorde Toraren sit skib rede, og da han var færdig, tog han imod kong Rørek. Men da de skiltes, kong Olav og Toraren, sagde Toraren: «Om det nu bærer saa til, konge, som ikke er uventendes og ofte kan hænde, at vi ikke kommer til Grønland, men vi driver til Island eller andre lande, hvorledes skal jeg nu saa skilles fra denne konge, at I liker det?» Kongen siger: «Om du kommer til Island, skal du give ham til Gudmund Eyjolvsøn<ref>Boede paa Reykholar i Bardastrandarsysla paa nordsiden af Breidefjorden (Vestlandet).</ref> eller Skafte Lovsigemand eller andre høvdinger, som vil tage imod mit venskab og mine jertegn. Men om du kommer til andre lande, som er nær her, saa faar du lage det saaledes, at du vist ved, at Rørek aldrig siden kommer levende til Norge; men det faar du gjøre da alene, naar du ikke ser anden udvei.» Men da Toraren var færdig og det blev bør, seilede han den ydre led udenfor øerne og nord [vest] forbi Lidandesnes, stævnede saa ud i havet; han fik sent bør, men han agtede sig mest for at komme til land. Han seilede søndenfor Island og havde landkjending og derefter vest forbi landet i Grønlandshavet; da fik han svært uveir og bølgegang, men da det led paa sommeren, naaede han Island i Breidefjorden. Torgils Aresøn<ref>Paa Aaskogstranden paa vestsiden af Eyjafjorden (Nordlandet).</ref> var den første høvding, som kom til dem; Toraren fortæller ham om kong Olavs ordsending og venskabs-løfte og jertegn, som fulgte med at tage imod kong Rørek. Torgils svarede venlig og bød kong Rørek til sig, og han var hos Torgils Aresøn om vinteren. Han likte sig ikke der og bad Torgils at give ham følge til Gudmund; han siger, at han tyktes have spurgt, at hos Gudmund var den største pragt paa Island og han skulde være sendt til ham. [1019] Torgils gjorde, som han ønskede, og fik mænd til at følge ham til Gudmund paa Mådroveller. Gudmund tog vel imod Rørek for kongens ordsendinger, og han var den anden vinter hos Gudmund; da likte han sig ikke længer der. Da skaffede Gudmund ham ophold paa en liden gaard, som heder Kalvskind<ref>Paa Aaskogstranden paa vestsiden af Eyjafjorden (Nordlandet).</ref>, og der var faa husfolk. Der var Rørek den tredje vinter [1020] og sagde saa, at siden han mistede kongedømmet, havde han likt sig bedst der, thi der blev han af alle sat høiest. Sommeren efter fik Rørek en sygdom, som bragte ham døden. [1021] Saa er sagt, at han er den eneste konge, som hviler paa Island. Toraren Nevjolvsøn var siden lange tider i sjøfærder, men var stundom hos kong Olav.


'''86.''' Den sommer, da Toraren fór med Rørek til Island, fór ogsaa Hjalte Skjeggesøn til Island, og kong Olav ledsagede ham bort med vennegaver, da de skiltes. [1018] Den samme sommer fór Øivind Urarhorn i vesterviking og kom om høsten til Irland til kong Konofogor. Ire-kongen og Einar jarl fra Orknøerne mødtes om høsten i Ulvreksfjord<ref>Nu ''Lough Larne'', en trang fjord i det nordøstlige Irland (Antrim), lidt nordenfor Belfast.</ref> og der blev det en skarp strid; kong Konofogor<ref>Denne irske konge kjendes ikke ellers, men har vel været en smaakonge i det østlige Ulster.</ref> havde meget større hær og vandt seier, men Einar jarl flyede med et eneste skib og kom saaledes tilbage til Orknøerne om høsten, at han havde mistet næsten alle sine mænd og alt hærfang, som de havde taget, og jarlen var ilde tilfreds med sin færd og gav de Nordmænd, som havde været med Ire-kongen i striden, skyld for sin useier.


'''87.''' Nu maa vi tage fat paa den sag, som vi før har vendt os fra, at kong Olav den digre fór i brudefærd for at hente sin fæstemø Ingegerd, datter af Olav sveakonge. Kongen havde mange mænd og saa udvalgte, at det fulgte ham alle de stormænd, han kunde faa, og hver af de mægtige mænd havde med sig udvalgte mænd baade i æt og kjækhed. Hele hæren var udstyret paa det bedste, baade i skibe og vaaben og klæder. De styrede sine skibe øster til Konungahella. Men da de kom did, hørte de ikke noget til sveakongen; det var heller ikke kommet nogen did paa hans vegne. Kong Olav dvælte længe om sommeren ved Konungahella og spurgte meget efter, hvad folk kunde sige ham om sveakongens færder eller formaal; men ingen kunde sige ham noget vist om det. Da sendte han sine mænd op i Gautland til Ragnvald jarl og lod spørge ham, om han vidste, hvad som var aarsag til, at sveakongen ikke kom til stævnen, som aftalt var. Jarlen sagde, at han ikke vidste det, — «men om jeg blir det var,» siger han, «skal jeg strax sende mine mænd til kong Olav og lade ham vide, hvad grunden er, om denne opsættelse kommer af noget andet end af de mange forretninger, som det ofte kan hænde sinker sveakongens reiser mere, end han forud tænker.»


'''88.''' Sveakongen Olav Eiriksøn havde først en frille, som hed Edla, datter af en jarl fra Vendland; hun havde forud været hærtagen og været kaldt kongens trælkvinde. Deres børn var Emund, Astrid og Holmfrid<ref>Her mangler i haandskrifterne nogle ord om, at kongen blev gift, og at han med sin dronning først fik en datter Ingegerd.</ref>. Men siden fik han med dronningen en søn, og han var født Jakobsmesse-dag<ref>25de juli (1007 eller 1009).</ref>. Da barnet skulde døbes, lod biskopen ham hede Jakob; dette navn likte Svearne ikke og sagde, at aldrig havde en sveakonge havt navnet Jakob. Alle kong Olavs børn var vakre og havde god forstand. Dronningen var storsindet og ikke venlig mod sine stebørn. Kongen sendte sin søn Emund til Vendland; han fødtes op der hos sine moderfrænder og holdt ikke længe fast ved kristendommen. Kongedatteren Astrid fødtes op i Vestergautland hos en gjæv mand, som hed Egil; hun var en skjøn kvinde og veltalende, gladmælt, nedladende og gavmild paa gods. Da hun blev voxen, var hun ofte hos sin fader og blev godt likt af alle. Kong Olav var storsindet og uvenlig i tale; han var meget harmfuld over, at landshæren havde gjort uro mod ham paa Upsale-ting og truet ham med haarde vilkaar, og gav mest Ragnvald jarl skylden for det. Han gjorde intet rede til brudefærden, saa som havde været aftalt om vinteren, at han skulde gifte sin datter Ingegerd med Olav Digre, Norges konge, og fare nu om sommeren til landemerket. Men da tiden led, blev man meget nysgjerrig efter at faa vide, hvad kongen agtede, om han vilde holde aftalen med Norges konge, eller om han vilde bryde forliget og tillige freden. Mange var hugsyge over dette, men ingen var saa djerv, at han turde spørge kongen derom. Mange klagede derover til kongedatteren Ingegerd og bad hende om at faa vished om, hvad kongen vilde. Hun svarede: «Jeg har ikke lyst til at tale med kongen om skiftet mellem ham og Olav Digre, thi ingen af dem er den andens ven; den ene gang, da jeg talte Olav Digres sag, har han svaret mig ilde.» Denne sag gav kongedatteren Ingegerd megen ængstelse; hun blev hugsyg og uglad, og hun vilde gjerne vide, hvad kongen vilde gjøre. At han ikke vilde holde sine ord til Norges konge, anede hun saa meget mere, som man merkede, at han blev vred hver gang, naar Olav Digre kaldtes «konge».


'''89.''' Det hændte en dag tidlig, at kongen red ud med sine høger og hunder og med ham hans mænd. Men da de slap høgene, dræbte kongens høg i et rend to aarhaner, og strax efter rendte den atter frem og dræbte da tre aarhaner. Hundene løb efter og tog hver fugl, som kom til jorden. Kongen red efter og tog selv sin fangst og roste sig meget og sagde: «De fleste af eder faar holde længe paa, før I veider saaledes.» De sandede det og sagde, at de troede, ingen konge kunde have saa stort held i sin fangst. Kongen red siden hjem med sine mænd og var da meget glad. Kongedatteren Ingegerd gik ud af herberget; da hun saa, at kongen red ind i gaarden, vendte hun sig imod ham og hilste ham. Han tog imod hende leende og bar strax frem fuglene, fortalte om sin fangst og sagde: «Hvor ved du den konge, som har faaet saa stor fangst paa saa liden en stund?» Hun svarer: «God morgenfangst er dette, herre, at I har fanget fem aarhaner; men mere er det, at Olav, Norges konge, tog paa én morgen fem konger og vandt hele deres rige.» Og da han hørte det, løb han af hesten, vendte sig imod hende og sagde: «Det skal du vide, Ingegerd, at saa megen elsk, som du har lagt paa den digre manden, skal du dog aldrig faa ham, og han ikke dig. Jeg skal gifte dig med en eller anden høvding, som jeg kan have venskab med; men aldrig kan jeg blive en ven af den mand, som har taget mit rige med hærfang og gjort mig mangen skade i ran og manddrab.» Saa endte de sin tale, og hver gik sin vei.


'''90.''' Kongedatteren Ingegerd havde nu faaet sandheden at vide om sin faders sindelag og sendte strax mænd ned i Vestre Gautland til Ragnvald jarl og lod ham sige, hvorledes det var fat med sveakongen, og at al aftale med Norges konge var brudt; hun bad jarlen og andre Vestergauter tage sig ivare, thi de kunde ikke nu vente sig fred af Norges mænd. Men da jarlen spurgte disse tidender, sendte han bud over hele sit rige og bad dem vogte sig, om Norges mænd vilde herje paa dem. Jarlen sendte ogsaa mænd til kong Olav Digre og lod sige ham de ord, han havde spurgt, og tillige at han selv vilde holde forlig og venskab med kong Olav; han bad ogsaa om, at kongen ikke skulde herje paa hans rige. Men da denne ordsending kom til kong Olav, blev han meget vred og hugsyg, og det varede i nogle dager, at ingen mand fik et ord af ham. Efter dette havde han husting med sine mænd. Da stod Bjørn stallare først op og nævnte først i sin tale, at han vinteren forud var faret øster for at faa fred istand; han siger, hvorledes Ragnvald jarl havde taget vel imod ham; han siger ogsaa, hvor tvert og tungt sveakongen i førstningen havde taget denne sag; «men det forlig, som blev gjort,» siger han, «kom mere istand ved mængdens støtte og Torgnys magt og Ragnvald jarls hjælp end med sveakongens gode vilje. Af den aarsag tykkes vi at vide, at kongen vist volder, at forliget er brudt, men ikke giver vi jarlen skyld for det; i ham fandt vi en sand ven af kong Olav. Nu vil kongen vide af høvdingene og andre hærmænd, hvad raad han skal tage op, om han skal gaa op i Gautland og herje med den hær, vi nu har, eller I synes om at vælge et andet raad?» Han talte baade længe og klogt. Efter det talte mange stormænd, og næsten alles tale endte med det samme, at alle raadede fra hærfærden og talte saa: «Om vi end har mange mænd, saa er dog her samlet mægtige og gjæve mænd, men til at fare i hærfærd er unge mænd lige saa skikkede, som synes godt om at vinde sig gods og hæder. Det er ogsaa hærmænds vis, naar de skal fare i kamp eller strid, at de har med sig mange mænd til at gaa foran og verge sig, men ofte kjæmper de mænd bedre, som har lidet gods, end de, som er opfødte i rigdom.» Efter deres forslag tog kongen det raad at hæve ledingen og gav da hver mand orlov at fare hjem; men han lyste, at næste sommer skulde han have leding ud fra hele landet og da fare imod sveakongen og hevne hans løftebrudd. Det likte alle vel. Derefter fór kong Olav nord i Viken og satte sig om høsten i Borg og lod drage did al kost, han trængte til vinterophold; han sad der om vinteren med mange folk.


'''91.''' Man talte meget forskjellig om Ragnvald jarl. Nogle sagde, at han var kong Olavs sande ven, men dette syntes nogle ikke troligt, og de sagde, at han nok kunde udvirke hos sveakongen, at han holdt sit ord og aftalen med kong Olav Digre. Sigvat skald var i sine ord Ragnvald jarls ven og talte ofte om det til kong Olav; han tilbød kongen at fare til Ragnvald jarl og udforske, hvad han kunde faa vide om sveakongen, og friste, om han kunde faa istand noget forlig; det likte kongen vel, thi han syntes godt om at tale ofte med sine fortrolige mænd om kongedatteren Ingegerd. I førstningen af vinteren fór Sigvat skald og to mænd med ham fra Borg og øster over Marker<ref>Aremark i Smaalenene.</ref> og saa til Gautland. Og førend kong Olav og Sigvat skiltes, kvad han et vers:

::Sid du nu, Olav konge!
::uskadt, indtil jeg kommer hid
::tilbage til hallen
::og her vi mødes atter!
::Skaldens bøn er, at lykke
::og liv kongen maa have
::og herske her i landet
::til hæder (nu ender jeg verset).

::Nu er de ord, som af alle
::for os er vigtigst, talte.
::Konge! men vi har skjøn paa
::sager mange flere.
::Haardsindet fyrste! Lade
::Gud dig landet holde,
::thi dertil er du baaren
::(det er mit ønske altid).

Siden farer de øster til Eidar<ref>Stora Ed mellem Trollhættan og Vænersborg ved Gøtaelven.</ref> og fik en daarlig farkost over aaen, en eke, og kom med nød og neppe over aaen. Sigvat kvad:

::Vaad lod til Eid jeg drage
::den vaklende baad; jeg frygted’
::tilbage at maatte vende;
::vi kom i fare paa baaden.
::Gid haugtusser skibet
::havde (det værste, jeg kjendte)!
::I livsfare var jeg paa baaden,
::men bedre det gik, end jeg tænkte.

Siden fór de over Eidaskogen<ref>Skovene øst for Stora Ed.</ref>; Sigvat kvad et vers:

::Ei var det lystigt at fare
::fra Eidene, da jeg gik harmfuld
::(tunge mén vi mødte)
::tretten mil over skogen.
::Kongsmændene blemmer
::bar under saare fødder,
::men dog gik vi did raskt
::denne dag fremover.

Siden fór de gjennem Gautland og kom om kvelden til den gaard, som heder Hov<ref>Nu Store-Hof sydvest for Skara i den vestlige del af Skånings herred (Vestergøtland).</ref>; der var døren lukket, og de fik ikke komme ind. Folkene sagde, at det var helligt der. Bort gik de derfra. Sigvat kvad:

::Heftig til Hov løb jeg,
::men lukket var døren, og bønlig
::ude jeg spurgte mig for,
::mens ind næsen jeg satte.
::Faa ord fik jeg, men helligt
::folkene sagde der være.
::Hedninger bort mig jaged’,
::men jeg bad trold dem tage.

Derefter kom han til en anden gaard; der stod husfruen i døren og bad ham ikke komme ind der: «de havde alve-blot<ref>Alve-blot, d. e. ofring til alverne, luftaanderne.</ref>,» sagde hun. Sigvat kvad:

::«Gaa ikke ind længer,
::arme dreng,» sa’ konen
::«hedenske er vi, og Odens
::uvenskab vi frygter.»
::Alve-blot havde de inde,
::den usle kjærring sagde;
::ud hun jog mig af gaarden,
::som jeg en ulv havde været.

Kvelden efter kom han til tre bønder, som alle kaldte sig Ålve, og alle drev ham ud. Sigvat kvad:

::Nu har trende navner,
::som nakken til mig vendte,
::drevet mig ud (de neppe
::nidkjære er for sin ære).
::Nu jeg er ræd, at alle
::mænd, som navn af Ålve
::bærer, vil drive siden
::sine gjester fra gaarden.

De fór derefter videre om kvelden og kom til den fjerde bonde; han havde ord for at være den bedste af dem, men ud drev han dem. Sigvat kvad:

::Siden fór jeg at finde
::(fred jeg vented’) en bonde,
::ham, som den aller bedste
::af alle mænd man kaldte.
::Bonden saa til mig bare;
::om den bedste er denne,
::da er ond den værste
::(ugjerne folk jeg laster).

::Østen fra Eidaskogen
::ikke jeg fandt paa færden
::husly, da jeg kræved’
::herberg hos ukristne.
::Ikke den mægtige Saxe’s
::søn jeg fandt, men gjestfrihed
::savnedes inde (paa én kveld
::ud jeg kom fire ganger).

Men da de kom til Ragnvald jarl, sagde jarlen, at de havde havt en tung færd. Sigvat kvad:

::Sendemænd fra Sogningers
::herre, de som søgte
::hid med kongens erende,
::havde saa tung en reise.
::Mindst vi os spared’, men meget
::maatte vi stræve paa færden.
::Norges konge raaded’,
::at nordfra hid vi har faret.

::Dryg at gaa for drengene
::(dog jeg kongen priser)
::var over Eidaskogen
::veien øster til jarlen.
::Høvdingens mænd skulde ikke
::have bort mig drevet,
::inden jeg min milde
::herre kom at møde.

Ragnvald jarl gav Sigvat en guldring. En kvinde sagde, at han dog havde faret til noget med de svarte øine. Sigvat kvad: 

::Os har disse islandske
::øine svarte, kvinde!
::bragt til ringen den blanke
::langt ad bratte stier.
::Mjød-skjænkerske! Disse
::mine fødder har gaaet
::ihærdig veiene gamle,
::som ikke din husbond kjender.

Men da Sigvat kom hjem til kong Olav og han gik ind i hallen, kvad han (han saa paa væggen):

::Hirdmænd smykker kongens
::sal — de, som ørnene mætter —
::med hjelmer og brynjer (af begge
::her ser jeg væggene fulde).
::Knapt nogen ung konge
::kan sig rose af bedre
::hus-udstyr (det er sikkert)
::hallen er herlig at skue.

Siden fortalte han om sin færd og kvad disse vers:

::Den heftige konges hugstore
::hird jeg beder at høre,
::hvad for slid jeg har døiet
::(disse vers jeg gjorde).
::Op i høst jeg sendtes
::fra havets ski øster
::saa lang en led til Svitjod,
::lidet sov jeg siden.

Men da han talte med kongen, kvad han:

::Ærlig mod dig, kong Olav,
::erendet mit jeg røgted’,
::da jeg mødte den kjække,
::den mægtige jarl Ragnvald.
::Mange ord med den milde
::malm-kriger jeg delte,
::aldrig i hirdmands haller
::hørte jeg greiere taler.

::Dig bad, guld-fiende!
::jarlers frænde at holde
::vel hver hans huskarl,
::som hid vilde komme.
::Men hver af dine drenger
::(det er ligesaa sikkert),
::som vil østpaa reise,
::ham vil Ragnvald hjælpe.

::Da jeg kom vestenfra,
::vilde mange raadslaa,
::saa som før Eiriks
::ætling til svig hidsede;
::men du, som ene jarlenes
::jord fra Svein har vundet,
::du vil hos Ulvs frænde
::finde broderlig støtte.

::Ulvs søn sagde, Olav!
::at mellem eder begge
::forlig nys var laget
::(lægge I ned klagerne!);
::Ragnvald sagde, at snarest
::stod det til dig at hindre,
::du tyvebanders forfølger!
::at fiendskabet vaktes.

Sigvat skald kom til Ragnvald jarl og var der en lang stund i gode kaar. Da fik han af Ingegerd kongedatters brevsendinger spurgt, at det var kommet sendemænd til Olav sveakonge fra kong Jarisleiv<ref>Jaroslaw, søn af Wladimir (se side 137 note 1 [Kap. 7, note 6 i [[Olav Trygvesøns saga]]]), var storfyrste i Kiew og Novgorod 1016-1054.</ref> østen fra Holmgaard for at beile for Jarisleiv til Ingegerd, Olav sveakonges datter, og det tillige, at kong Olav tog dette meget venlig. Dengang kom ogsaa Astrid, kong Olavs datter, til Ragnvald jarls hird; der blev da gjort et stort gjestebud. Sigvat skald blev snart kjendt med kongedatteren; hun kjendtes ogsaa ved ham og hans slegt, thi Ottar skald, Sigvats søstersøn, havde været længe der i venskab med Olav sveakonge. Nu blev det mange samtaler; Ragnvald jarl spurgte, om Olav, Norges konge, kunde ville gifte sig med Astrid: «og hvis han vil det,» siger han, «saa tænker jeg, at om det giftermaal spørger vi ikke sveakongen.» Det samme sagde Astrid kongedatter. Efter det fór Sigvat og hans følge hjem og kom lidt før jul til Borg til kong Olav. Strax fortæller Sigvat kong Olav de tidender, han havde spurgt. Kongen blev først meget uglad, da Sigvat fortalte ham om kong Jarisleivs beilen, og Olav siger, at han ikke ventede andet end ondt af Olav sveakonge, «naar vi nu kan faa hevnet det, saa han mindes det.» Men da det led, spurgte kongen Sigvat om mange tidender østen fra Gautland. Sigvat siger, ham meget om Astrid kongedatters skjønhed og veltalenhed og tillige, at alle mænd sagde, at hun ikke stod tilbage i noget for sin søster Ingegerd. Dette faldt kongen vel i ørene. Sigvat sagde ham alle de samtaler, Astrid og han havde havt sig imellem, og kongen hørte omhyggelig paa det og sagde saa: «Sveakongen tænker nok ikke, at jeg kanske tør gifte mig med hans datter uden hans vilje.» Men ikke blev denne sag baaret frem for flere mænd. Kong Olav og Sigvat skald talte ofte om denne sag. Kong Olav spurgte Sigvat nøie efter, hvad han kunde faa vide om Ragnvald jarl: «om han er vor ven,» siger han. Sigvat svarer, at jarlen var kong Olavs bedste ven. Sigvat kvad da:

::Fast skal du, mægtige fyrste,
::forliget holde med Ragnvald,
::den mægtige; for dit vel han
::vaager om nat som ved dagen;
::værdige konge, jeg ved ei
::en ven bedre end ham,
::du eier paa Østerveiene
::alt ved havet det grønne.

Efter julen fór Tord Skotakoll, Sigvat skalds søstersøn, og med ham Sigvats skosvend lønligen fra hirden. [1019] De fór øster til Gautland; de havde høsten forud faret øster did med Sigvat. Men da de kom til jarlens hird, bar de frem for jarlen de jertegn, som kong Olav selv havde sendt jarlen i fortrolighed. Strax gjorde jarlen sig rede til at fare og med ham kongedatteren Astrid, og de havde nær 100<ref>120.</ref> mænd, udvalgte folk baade af hirden og af storbønders sønner, og deres udstyr var herligt, baade i vaaben og klæder og hester; de red nord til Norge til Sarpsborg og kom did ved kyndelsmesse<ref>2den februar 1019.</ref>.


'''92.''' Kong Olav havde der ladet alt gjøre rede; der var alskens drik, den bedste, man kunde faa, og af alle andre sager var der de bedste; han havde da ogsaa stævnet til sig mange stormænd fra herrederne. Men da jarlen kom did med sine mænd, modtog kongen ham overmaade vel, og jarlen fik store og gode herberger, herlig udstyrede, og dertil tjenere og mænd som skulde se til, at det ikke skortede noget, som kunde pryde et gjestebud. Men da dette gjestebud havde varet nogle dager, var kongen og jarlen og kongedatteren i maalstævne; men det kom ud af deres tale, at Ragnvald jarl fæstede Astrid, Olav sveakonges datter, til Olav, Norges konge, med den medgift, som det forud havde været aftalt, at hendes søster Ingegerd skulde have hjemmefra. Dette gjestebud blev nu øget, og blev kong Olav og dronning Astrids bryllup nu drukket med stor hæder. Derefter fór Ragnvald jarl tilbage til Gautland, og ved afskeden gav kongen jarlen gode og store gaver, og de skiltes som de kjæreste venner; det venskab holdt de ved, saalænge de begge levede.


'''93.'''[[Bilde:Aldeigjaborg og Holmgaard.jpg|thumb|right|320px|<center>'''''Aldeigjaborg og Holmgaard'''''</center>]] Vaaren efter kom kong Jarisleivs sendemænd østenfra Holmgaard til Svitjod for at faa afgjort den sag, at kong Olav sommeren forud havde lovet at gifte sin datter Ingegerd med kong Jarisleiv. Kong Olav talte om denne sag med Ingegerd og sagde, at det var hans vilje, at hun skulde giftes med kong Jarisleiv. Hun sagde: «Hvis jeg skal giftes med kong Jarisleiv, vil jeg i medgift have Aldeigja-borg og det jarls-rige, som ligger dertil.» De gerdske sendemænd lovede dette paa sin konges vegne. Da sagde Ingegerd: «Hvis jeg skal fare øster i Gardarike, vil jeg vælge fra Sveavælde den mand, som tykkes mig bedst skikket til at fare med mig; jeg vil ogsaa have aftalt, at han der øster skal have ikke mindre titel end her, og ikke i nogen maade mindre ret eller hæder, end han har her.» Dette samtykte kongen, og ligesaa sendemændene; kongen gav løfte herom, og ligesaa sendemændene. Da spurgte kongen Ingegerd, hvem den mand var i hans rige, som hun vilde vælge til følge med sig. Hun svarer: «Den mand er Ragnvald jarl Ulvsøn, min frænde.» Kongen svarer: «Anderledes har jeg tænkt at skulle lønne Ragnvald jarl for den drotten-svig<ref>Drotten-svig er svig mod sin drotten, herre.</ref>, at han fór til Norge med min datter og gav hende som frille til den digre manden, som han vidste var vor værste uven, og for den sag skal han i sommer blive hængt.» Ingegerd bad da sin fader at holde det løfte, han havde givet hende; og det kom ved hendes bønner dertil, at kongen sagde, at Ragnvald jarl skulde fare i fred bort fra Sveavælde, men aldrig komme for kongens øine og ikke til Svitjod, saalænge Olav var konge. Ingegerd sendte da mænd til jarlen og lod ham sige denne tidende og satte ham stævne, hvor de skulde mødes. Men jarlen gjorde sig strax rede til færden og red op i Østre Gautland, fik sig der skibe og førte derefter sine mænd til møde med Ingegerd kongedatter. De fór da sammen øster til Gardarike om sommeren. Derefter giftedes Ingegerd med kong Jarisleiv. Deres sønner var Valdemar<ref>russ. Wladimir, f. 1020, † før faderen 1052.</ref>, Vissevald<ref>russ. Wsewolod, f. 1030, storf. 1078-1093.</ref> og Holte den modige<ref>Jaroslaw havde foruden Wladimir og Wsewolod sønnerne Izjaslaw (storf. 1054-78), Swjatoslaw af Tshernigow († 1075), Wjatsheslaw af Smolensk († 1058) og Igor af Wladimir († 1061). En af disse er «Holte den modige».</ref>. Dronning Ingegerd gav Ragnvald jarl Aldeigja-borg og det jarls-rige, som fulgte dermed. Der var Ragnvald jarl længe og var en udmerket mand. Ragnvald jarls og Ingebjårgs sønner var Ulv jarl og Eiliv jarl.


'''94.''' En mand hed Emund af Skara; han var lagmand der i Vestre Gautland og var en meget klog og ordsnild mand; han var ætstor, frændesterk og meget rig; han blev regnet for en underfundig mand og kun lidet trofast. Han var den mægtigste mand i Vestre Gautland, da jarlen havde faret bort. [1019] Den vaar, da Ragnvald jarl fór fra Gautland, holdt Gauterne ting mellem sig, og de drøftede ofte med hverandre, hvad sveakongen nu vilde tage sig for. De spurgte, at han var vred paa dem, fordi de havde gaaet i venskab med Norges konge, Olav, heller end at føre strid med ham. Han gav ogsaa de mænd sag, som havde fulgt hans datter Astrid til Norge. Nogle sagde, at de skulde søge hjælp hos Norges konge og byde ham sin tjeneste, men andre raadede fra det og sagde, at Vestergauterne ikke havde styrke til at stride mod Svearne. «Men Norges konge er for langt borte for os,» siger de, «thi hans hovedstyrke er os fjernere, og det første, vi har at gjøre, er at sende mænd til sveakongen og friste, om vi kan komme i forlig med ham. Men hvis det ikke lykkes, da har vi det vilkaar at søge hjælp hos Norges konge.» Bønderne bad da Emund at fare denne sendefærd, og han sagde ja dertil og fór med 30 mænd og kom frem i Østre Gautland; der var mange hans frænder og venner, og der fik han god modtagelse. Han havde der samtale med de viseste mænd om denne vanskelige sag, og han blev enig med dem; det tyktes mændene usømmeligt og lovløst, som kongen gjorde imod dem. Emund fór nu op i Svitjod og holdt der samtale med mange stormænd, og de blev fuldt enige. Han fór videre paa sin færd, indtil han en aften kom til Upsaler; der tog de sig et godt herberge og var der om natten. Dagen efter gik Emund til kongen, da kongen sad i stævne og havde mange folk om sig. Emund gik frem for ham, bøiede sig for ham og hilste. Kongen saa ham, hilste ham og spurgte om tidender. Emund svarer: «Det er bare smaa tidender hos os Gauter; men det tykkes os en nyhed, at Atte den dølske i Vermeland i vinter fór op i skogene med sine ski og med bue; ham kalder vi den største veidemand. Han havde paa fjeldet faaet saa meget graavare<ref>d. e. ekornskind (tysk Grauwerk).</ref>, at han havde fyldt sin ski-slæde med saa meget, som han kunde føre med sig. Da vendte han hjemad fra skogen. Han saa nu en ekorn i et træ, skjød efter den, men traf ikke; da blev han vred, lod slæden løs og rendte efter ekornen; men ekornen fór altid der, skogen var trangest, stundom i trærødderne, stundom oppe i grenene, saa svang den sig mellem grenene til et andet træ, og naar Atte skjød efter den, fløi den altid ovenfor eller nedenfor; men aldrig løb ekornen saa, at Atte ikke saa den. Han blev da saa hidsig efter denne fangst, at han skred der hele dagen, men alligevel fik han ikke taget ekornen. Da det blev mørkt, kastede han sig ned i sneen, som han var vant, og laa der om natten; veiret var snefok. Dagen efter fór Atte for at lede efter sin skislæde, men fandt den aldrig siden og maatte saa fare hjem. Slige er mine tidender, herre.» Kongen siger: «Det er lidet til tidende, om det ikke er mere derom at sige.» Emund svarer: «For kort tid siden hændte fremdeles det, som maa kaldes en tidende, at Gaute Tovesøn fór med fem hærskibe ud efter Gautelven, men da han laa i Eikerøerne, kom Daner der med fem store kjøbskibe. Gaute vandt snart fire af kjøbskibene uden at miste én mand og fik meget gods, men det femte kom unda paa havet, og de fik sat seil. Gaute fór efter dem med ét skib og kom først nær dem; men da tog veiret at voxe, saa kjøbskibet gik bedre og naaede ud paa havet. Gaute vilde da vende om; da blev det storm, og hans skib strandede ved Lesø; der tabtes alt godset og den største delen af mændene. Hans andre mænd skulde bie i Eikerøerne. Da kom Daner imod dem paa 15 kjøbskibe og dræbte dem alle, men tog alt det gods, som de før havde vundet. Det fik de for sin vindesyge.» Kongen siger: «Dette er en stor tidende og værd at fortælle. Men hvad er dit erende hid?» Emund svarer: «Jeg kommer for at søge løsning paa vanskelige sager, hvor vor lov afviger fra Upsaleloven.» Kongen spørger: «Hvad er det, som du vil klage over?» Emund siger: «Der var det to ætbaarne mænd, lige i æt, men ulige i eiendom og sindelag. De trættede om jorder og gjorde hinanden skade, og den mest, som var mægtigst, indtil deres trætte blev stanset og dømt paa allemandstinget. Han maatte betale, som før var mægtigst; men ved første betalingsfrist betalte han gjæsling for gaas, gris for gammelt svin; for en mark brændt guld redede han ud en halv mark i guld, men den anden halvdel i ler og skrab, og endnu omfram truede han ham, som tog imod dette gods for sin ret, med mishandling. Hvad dømmer I herom, herre?» Kongen siger: «Han skal betale fuldt ud, hvad han blev dømt til, men til kongen tre ganger saa meget. Men hvis det ikke er betalt inden et aar, skal han fare fredløs af al sin eiendom, og hans gods skal falde halvt i kongens gaard, men halvt til ham, som han skulde bøde til.» Emund krævede til vidne paa denne afgjørelse alle de mægtigste mænd, som var der tilstede, og skjød sagen til den lov, som gik paa Upsale-ting. Derefter hilste han paa kongen og gik siden ud. Men da førte andre mænd sine kjæremaal for kongen. Men da kongen kom til bords, spurgte han efter, hvor Emund lagmand var; det blev sagt ham, at han var hjemme i sit herberge. Da sagde kongen: «Gaa efter ham, han skal være min gjest idag!» Der næst kom maden ind, og der efter kom legere ind med harper og giger og toneredskaber, og der næst kom skjænking. Kongen var meget lystig og havde mange stormænd i sit gjestebud og glemte da Emund. Hele den dag drak kongen og sov saa natten efter. Men om morgenen, da kongen vaagnede, mindedes han, hvad Emund havde talt om dagen forud. Da han var klædt, lod han kalde til sig sine vismænd. Kong Olav havde hos sig tolv vise mænd, som sad over dommer med ham og raadede i vanskelige sager; men det var ikke et let arbeide, thi kongen likte ikke, at dommen afveg fra retten, men det nyttede ikke at sige ham imod. Paa den maalstævne tog kongen til orde og bad at kalde Emund lagmand did. Men da sendebudet kom tilbage, sagde han: «Herre, Emund lagmand red bort igaar, saasnart han havde faaet mad.» Da sagde kongen: «Sig, I gode høvdinger, hvad meningen var med det lovspørgsmaal, som Emund kom med igaar?» De svarede: «Herre, I mon have fundet det ud, om det sigtede til noget andet, end han sagde.» Kongen svarede: «De to ætbaarne mænd, som han sagde havde været uenige, og den ene mægtigst, og som hver gjorde hinanden skade, med dem mente han mig og Olav Digre.» «Saa er det, herre, som I siger.» Kongen siger: «Det var dom i vor sag paa Upsale-ting. Men hvad skulde det sige, som han fortalte om, at det var slet betalt, naar gjæsling kom for gaas, gris for gammelt svin, men halvt ler for guld.» Arnvid Blinde svarer: «Herre, uligt er rødt guld og ler, men mere ulig er konge og træl. I lovede Olav Digre eders datter Ingegerd, som er kongebaaren paa alle sider, af Upsale-ætten, som er den ypperste i Nordlandene, thi den æt er kommen, fra selve guderne; men nu har kong Olav faaet Astrid, og om hun end er kongedatter, saa er dog hendes moder en trælkvinde, og dertil vendisk. Stor forskjel er det paa de konger, naar den ene tager imod sligt med tak, og det er at vente, at en Nordmand ikke kan jevnes med Upsale-kongen. Lad os takke for, at dette blir ved, thi guderne har længe havt stor omsorg for sne ætmænd, om end nu mange forsømmer den tro.» De var tre brødre: først Arnvid Blinde, — han saa saa lidet, at han neppe kurde være med i hærfærd, men han var meget klog; den anden var Torvid Stamme, — han kunde ikke tale mere end to ord i sammenhæng, han var den djerveste og paalideligste; den tredje hed Frøivid Døve, — han hørte daarlig. Disse brødre var alle mægtige og rige mænd, ætstore og forstandige og afholdte af kongen. Da sagde kong Olav: «Hvad skal det sige, som Emund sagde om Atte den dølske?» Da svarede ingen, men hver saa til den anden. Kongen sagde: «Sig det nu!» Da svarede Torvid stamme: «Atte, trættekjær, havekjær, ildsindet; dølsk, dum.» Da sagde kongen: «Hvem skal tage det til sig?» Da svarer Frøivid Døve: «Tale skal vi tydeligere, hvis det skal ske med eders lov.» Kongen sagde: «Du har mit lov til, Frøivid, at tale det, du vil.» Frøivid tog da til orde: «Min broder Torvid, som kaldes den viseste af os, kalder alt det ét: Atte og trættekjær, dølsk og dum; saa kalder han ham, som er lei af fred, saa at han tragter efter smaating, som han ikke faar, men mister derved store fordeler. Nu er jeg noget døv, men dog har mange talt saaledes, at jeg har kunnet skjønne, at folk, baade mægtige mænd og almuen, liker daarlig, at I, herre, ikke holder Eders ord til Norges konge. Men det er værre, at I bryder allemandsdom, som blev dømt paa Upsale-ting. Ikke trænger I at frygte Norges konge eller danekongen eller nogen anden, saalænge Svearnes hær vil følge eder; men hvis landsfolket vender sig imod eder, alle som én, da ser vi, eders venner, ikke et raad for haanden, som vi ved kan due.» Kongen spørger: «Hvem er hovedmand for det, at svige landet fra mig?» Frøivid svarer: «Alle Svear vil have sin gamle lov og fulde ret. Se nu til, herre, hvor mange af eders høvdinger sidder nu her ved raadslagningen med eder. Jeg tænker, det er sandheden, at vi sex er her, som I kalder eders raadgivere, men alle de andre tror jeg har redet bort og faret ud i herredet og holder der ting med landsfolket, og sandt at sige, da er hærpil skaaret op og sendt om i hele landet, og det er stævnet refse-ting. Alle vi brødre har faaet bønner om at have del i denne raadslagning, men ingen af os vil have det navn, at kaldes drotten-svigere, thi det var ikke vor fader.» Kongen tog da til orde: «Hvad udvei skal vi nu finde? En stor vanskelighed er nu for haanden. Giv nu gode raad til, I gode høvdinger, at jeg faar holde kongedømmet og min fadersarv, men ikke vil jeg stride mod hele Svearnes hær.» Arnvid Blinde svarer: «Herre, det synes mig raadeligst, at I rider ned til Aaros<ref>Det nuværende Upsala ved Fyrisaaens daværende munding.</ref> med de mænd, som vil følge eder, og tager der eders skibe og farer ud i Lågen; stævn da folk til eder. Far nu ikke med stridhed, men byd mændene lov og landsret; og slaa ned hærpilen, den har vel endnu ikke faret vide om i landet, thi tiden har været kort. Send saa eders mænd, dem I tror vel, til møde med de mænd, som har dette raad i hænder, for at friste, om denne uro kan dæmpes.» Kongen siger, at han vil følge dette raad. «Jeg vil, at I brødre skal fare denne færd,» siger han, «thi eder tror jeg bedst af mine mænd.» Da sagde Torvid Stamme: «Jeg vil blive efter, men Jakob skal fare: det trænges.» Da sagde Frøivid: «Lad os gjøre saa, herre, som Torvid siger; han vil ikke skilles fra eder i denne fare; men Arnvid og jeg vil fare.» Dette raad fik fremgang, at kong Olav fór til sine skibe og styrede ud i Lågen, og blev han da snart mandsterk. Men Frøivid og Arnvid red ud til Ulleraker og tog med sig kongesønnen Jakob, men holdt det dog hemmelig. De blev snart var, at der var det en stor samling og hærløb, idet bønderne holdt ting dag og nat. Men da Frøivid og Arnvid kom sammen med sine frænder og venner, sagde de, at de vil slaa sig med i flokken, og det tager de med glæde imod. Strax blev da alle raad skudt hen til dem, og mængden samlede sig om dem; men dog siger alle det samme, at de aldrig længer skal have kong Olav over sig og ikke vil de af ham taale ulovlighed og sligt overmod, at han ikke vil høre paa nogen mands tale, om end storhøvdinger siger ham sandheden. Da Frøivid saa mængdens hidsighed, skjønte han, hvor langt det var kommet. Han holdt da stævner med landshøvdingene og talte for dem og sagde saa: «Hvis dette storraad skal fare frem, at drive Olav Eiriksøn fra riget, synes det mig, som vi Op-svear skal gaa foran. Det har stadig her været saa, at det raad, som Opsvearnes høvdinger har stadfæstet sig imellem, det har de andre landets mænd fulgt. Ikke trængte vore fædre til at søge raad hos Vestergauterne om landsstyrelsen. Nu vil vi ikke være saa vanslegtede, at Emund skal trænge til at lære os raad; jeg vil, at vi, frænder og venner, binder vore raad sammen.» Til det sagde alle ja, og det tyktes vel talt. Efter det vendte hele mængden sig til det forbund, som Opsvearnes høvdinger havde gaaet ind i; Frøivid og Arnvid var nu høvdinger for hæren. Men da Emund merkede det, kunde han skjønne, hvad fremgang dette raad vilde have. Han fór da til møde med brødrene, og de holdt samtale. Da spørger Frøivid Emund: «Hvad er eders tanke om det, hvis Olav Eiriksøn blir taget af dage? Hvilken konge vil I have?» Emund siger: «Den, som os tykkes bedst skikket, hvad enten han er af høvdingeæt eller ikke.» Frøivid siger: «Ikke vil vi Opsvear, at kongedømmet skal gaa ud af de gamle kongers æt i vore dager, saalænge det er saa mange at vælge mellem som nu. Kong Olav har to sønner: én af dem vil vi have til konge, og er det dog stor forskjel mellem dem: den ene er egtefødt og svensk i al sin æt, men den anden er trælkvindesøn og halv vendisk af æt.» Til denne tale blev det sterke tilraab, og alle vilde have Jakob til konge. Da talte Emund: «I Opsvear har magten til at raade denne gang; men det siger jeg eder, hvad som nok vil hænde, at nogle af dem, som nu ikke vil høre andet, end at kongedømmet i Svitjod skal gaa i forfædreætten, vil selv leve og gaa med paa, at kongedømmet vil komme til andre ætter<ref>Spaadom om Steinkels æt, som kom til kongedømmet c. 1056: «da gik kongedømmet i Svitjod ud af de gamle kongers æt.»</ref>, og det vil være gavnligere.» Efter dette lod brødrene Frøivid og Arnvid kongesønnen Jakob leie frem paa tinget og lod ham give kongenavn der, og dermed gav Svearne ham navnet Ånund, og saa blev han siden kaldt, saalænge han levede. Da var han ti eller tolv vintre gammel. Efter det tog kong Ånund sig hird og valgte sig høvdinger; de havde tilsammen saa stor hær, som det tyktes dem, at han trængte. Men han gav da hele bonde-almuen lov til at fare hjem. Det fór derefter sendemænd mellem kongerne, og der næst kom det dertil, at de selv mødtes og gjorde forlig mellem sig: Olav skulde være konge over landet, saalænge han levede, og han skulde holde fred og forlig med Norges konge og ligesaa med alle de mænd, som havde været med i dette foretagende; Ånund skulde ogsaa være konge og have saameget af landet, som faderen og han blev enige om, men han skulde være skyldig til at gaa med bønderne, om kong Olav gjorde slige ting, som bønderne ikke vilde taale af ham. Efter det fór sendemænd til Norge til kong Olav med de erender, at han skulde fare i stævne-leding til Konungahella for at møde sveakongen, og det tillige, at sveakongen vilde, at de skulde gjøre sit forlig fast. Men da kong Olav hørte denne ordsending, da var han fremdeles som før tilbøielig til fred, og han fór med sine mænd, som aftalt var. Der kom da sveakongen, og da han mødtes med sin maag, bandt de mellem sig forlig og fred. Da var Olav sveakonge god at tale med og myg i sind. Saa siger Torstein Frode<ref>En ukjendt sagnfortæller.</ref>, at den bygd laa paa Hisingen, som snart havde fulgt med Norge, snart med Gautland<ref>De to sydligste sogne paa Hisingen (Lundby og Tuve) hørte fra gammel tid til Gautland, de fire andre (Bakke, Bjorlanda, Sæve og Thorslanda) hørte til Norge.</ref>. Da sagde kongerne sig imellem, at de skulde kaste lod om den eiendom med terninger; den, som kastede størst tal, skulde have den. Da kastede svea-kongen to sexere og sagde, at kong Olav nu ikke trængte til at kaste. Han siger, idet han ryster terningene i sine hænder: «Endnu er der to sexere i terningene, og for Gud min herre er det en let sag at lade dem vende opad.» Han kastede, og to sexere kom op. Da kastede Olav sveakonge, og atter kom det to sexere. Derpaa kastede Olav, Norges konge, og det var sex paa den ene terning, men den anden brød i stykker, og var det da syv. Han vandt da bygden. Ikke har vi hørt fortælle flere tidender fra dette møde. Kongerne skiltes nu forligte.


'''95.''' Efter disse tidender, som det nu er fortalt om, fór kong Olav med sine mænd nord i Viken; han fór da først til Tunsberg og dvælte der nogen tid og fór saa nord i landet og om høsten helt nord i Trondhjem og lod der gjøre rede til vintersæde og sad der om vinteren. Da var Olav enevoldskonge over hele det rige, som Harald den haarfagre havde havt, og saa meget bedre, som han var ene konge i landet. Han havde da med fred og forlig faaet den del af landet, som Olav sveakonge før havde havt; men den del af landet, som danekongen havde havt, tog han med magt og raadede for den paa samme vis som andensteds i landet. Knut danekonge raadede paa denne tid baade for England og Danmark, selv sad han den meste tid i England, men satte høvdinger til at styre landet i Danmark, og han gjorde paa denne tid intet krav paa Norge.


'''96.''' [[Bilde:Orknøjarlerne.jpg|thumb|right|400px|<center>'''''Orknøjarlene 875-1064'''''</center>]]Saa er sagt, at Orknøerne byggedes i Harald den haarfagres, Norges konges, dager; men før var der et vikingebøle. Sigurd hed den første jarl paa Orknøerne, han var søn af Øistein Glumra og broder til Ragnvald Mørejarl, men efter Sigurd fulgte hans søn Guthorm én vinter. Efter ham tog Torv-Einar, Ragnvald jarls søn, jarledømme og var længe jarl og en mægtig mand. Halvdan Haalegg, Harald Haarfagres søn, fór imod Einar jarl og drev ham bort fra Orknøerne. Einar kom derefter tilbage og dræbte Halvdan paa Rinansø. Efter det fór kong Harald med hær til Orknøerne; Einar flyede da op til Skotland. Kong Harald lod Orknøingene sverge til ham al sin odel. Derefter forligtes kongen og jarlen; jarlen blev hans mand og tog landet i len af kongen, men skulde ikke betale skatter deraf, thi det var udsat for fiender. Jarlen betalte kongen 60 mark guld. Da herjede kong Harald i Skotland, saa som nævnt er i Glymdraapa. Efter Torv-Einar raadede hans sønner Arnkel, Erlend og Torfinn Hausekljuv for landet. I deres dager kom Eirik Blodøx fra Norge, og jarlene blev ham undergivne. Arnkel og Erlend faldt i hærfærd, men Torfinn raadede for landet og blev gammel. Hans sønner var Arnfinn, Haavard, Lådve, Ljot og Skule; deres moder var Grelåd, datter af Dungad jarl af Katanes; hendes moder var Groa, datter af Torstein Røde. I Torfinn jarls senere tid kom Eirik Blodøxes sønner fra Norge, da de havde flyet for Haakon jarl; deres fremfærd paa Orknøerne var meget voldsom. Torfinn jarl døde sottedød. Efter ham raadede hans sønner, og om dem er det mange frasagn. Lådve levede længst af dem, og han raadede tilsidst alene. Hans søn var Sigurd Digre, som tog jarledømme efter ham; han var mægtig og en stor hærmand. I hans dager fór Olav Trygvesøn med sin hær fra vesterviking og lagde til Orknøerne og tog Sigurd jarl tilfange i Ragnvaldsø [995]; han havde ligget der med ét skib. Olav bød jarlen til løsning af sit liv, at han skulde tage daab og den rette tro, blive hans mand og byde kristendom over alle Orknøer. Kong Olav tog til gissel hans søn, som hed Hunde eller Hvelp. Derfra fór Olav til Norge og blev konge der. Hunde var hos kong Olav nogle vintre og døde der; men siden viste Sigurd jarl ingen lydighed imod kong Olav; han giftede sig da med en datter af skotekongen Melkolm<ref>Malcolm mac Keneth var konge i Skotland 1005-1034.</ref>, og deres søn var Torfinn; Sigurd jarls ældre sønner var Sumarlide, Bruse og Einar Vrangmund. Fem eller fire vintre efter Olav Trygvesøns fald fór Sigurd jarl til Irland, men satte sine ældre sønner til at raade for landet; Torfinn sendte han til skotekongen, hans morfader. I den færd faldt Sigurd jarl i Brian-slaget<ref>Brianslaget forefaldt ikke 1004 eller 1005, som Snorre regner, men i 1014 (23de april).</ref>. Men da det spurgtes til Orknøerne, blev brødrene Sumarlide, Bruse og Einar tagne til jarler og skiftede landet i tre deler mellem sig. Torfinn Sigurdsøn var fem vintre, da Sigurd jarl faldt. Men da hans fald spurgtes hos skotekongen, gav kongen Torfinn, sin frænde, Katanes og Suderland med jarlsnavn og satte mænd til at styre riget for ham. Torfinn jarl var strax i opvexten sterkt udviklet i al legemsfærdighed; han var stor og sterk og styg, og eftersom han voxte til, var det synligt, at han var grisk, haard, grusom og klog. Om det taler Arnor Jarleskald:

::Ingen mand under himlen
::saa ung, som Einars broder,
::sagdes mere virksom
::til at verge land og at herje.


'''97.''' Brødrene Einar og Bruse var ulige i sindelag. Bruse var stilfærdig og forligelig, klog og maalsnild og vennesæl, Einar var stivsindet, tilbageholden og uvenlig, grisk og vindesyg og en stor hærmand. Sumarlide var lig Bruse i sindelag han var ældst og levede kortest af brødrene; han døde sottedød. Efter hans død krævede Torfinn sin del af Orknøerne. Einar svarer, at Torfinn havde Katanes og Suderland — det rige som forhen deres fader Sigurd jarl havde havt —, og det regnede han for meget større end en tredjedel af Orknøerne, han vilde ikke unde Torfirin skifte, men Bruse tillod skifte for sin del; «jeg vil,» siger han, «ikke kræve at have mere af landet end den tredjedel, som jeg har frit.» Da tog Einar under sig to tredjedeler af øerne; han blev nu mægtig og mandsterk, var ofte om somrene i hærfærd og havde stort udbud af landet, men meget ujevnt var det med at vinde hærfang i viking. Bønderne tog til at blive leie af det stræv, men jarlen holdt med haardhed alle paalæg oppe og taalte ikke, at nogen talte imod. Einar var en meget overmodig mand. Det blev nu dyrtid i hans rige af al det stræv og de omkostninger, bønderne havde; men i den del af landet, som Bruse havde, havde bønderne godt aar og rolighed; han var vennesæl.


'''98.''' [[Bilde:Orknøerne (kart).jpg|thumb|right|350px]] En mand hed Aamunde, mægtig og rig; han boede paa Rossø<ref>Rossø, nu Mainland, den største af Orknøerne.</ref> i Sandvik<ref>Sandvik paa østsiden af halvøen Dyrnes, den østligste del af Mainland.</ref> paa Laupandanes. Torkel hed hans søn, og han var den dygtigste mand paa Orknøerne. Aamunde var meget klog og en af de gjæveste mænd paa øerne. Det var en vaar, at Einar jarl atter havde udbud som sedvanlig, men bønderne knurrede og bar sagen for Aamunde og bad ham tale med jarlen til hjælp for dem. Han svarer: «Jarlen har ikke lyst til at høre indvendinger,» og mener, det ikke nytter at bede jarlen nogen bøn om dette: «mit og jarlens venskab er godt for nærværende; men hvis vi bliver uenige, tykkes det mig farligt efter begges sindelag; jeg vil ikke give mig af med det.» Da talte de med Torkel om dette; han vilde nødig til, men lovede det dog, da man bad ham meget derom. Aamunde mente, at han for raskt havde givet det løfte. Men da jarlen holdt ting, talte Torkel paa bøndernes vegne, bad jarlen give folk lidt lindring i paalæg og nævnte folks nød; jarlen svarede venlig og sagde, at han burde lægge megen vegt paa Torkels ord: «Jeg havde ønsket at have sex skibe fra landet, men nu skal jeg ikke have mere end tre; men du, Torkel, bed ikke oftere slig en bøn.» Bønderne takkede Torkel meget for hans hjælp. Jarlen fór i viking og kom tilbage om høsten. Men vaaren efter havde jarlen samme bud, som han var vant til, og holdt ting med bønderne. Da talte Torkel atter og bad jarlen skaane bønderne. Jarlen svarer da vredt og siger, at bøndernes kaar skulde nu blive værre efter hans forbøn; han slog sig da saa vred og rasende, at han sagde, at en anden vaar skulde ikke de to være levende paa tinget, og dermed endte dette ting. Da Aamunde fik høre, hvad Torkel og jarlen havde talt imod hinanden, bad han Torkel fare bort, og han fór over paa Katanes til Torfinn jarl. Torkel var der længe siden og var venlig imod jarlen, mens han var ung; han blev siden kaldt Torkel «Fostre» og var en udmerket mand. Det var flere stormænd, som for Einar jarls magt flyede fra Orknøerne fra sin odel; de fleste flyede over paa Katanes til Torfinn jarl, nogle flyede fra Orknøerne til Norge, men nogle til andre lande. Men da Torfinn jarl blev voxen, sendte han bud til sin broder Einar jarl og krævede af ham det rige, som han tyktes have ret til i Orknøerne; men det var en tredjedel af øerne. Einar var ikke villig til at mindske sit rige. Da Torfinn spurgte det, bød han hær ud fra Katanes og fór ud til øerne. Men da Einar jarl fik vide det, samlede han hær og vilde verge landene. Bruse jarl samler ogsaa hær og farer imod dem og bærer forligsord mellem dem. Det blev da til forlig mellem dem, at Torfinn skulde have en tredjedel af landet i Orknøerne, saa som han havde ret til. Men Bruse og Einar lagde sine deler sammen, og Einar skulde ene raade for dem; men hvis den ene døde før den anden, skulde den af dem, som levede længst, arve landene efter den anden. Men den aftale tyktes ikke retfærdig, thi Bruse havde en søn, som hed Ragnvald, men Einar var sønneløs. Torfinn jarl satte da sine mænd til at styre det rige, han havde i Orknøerne, men han var oftest paa Katanes. Einar jarl var oftest om somrene paa hærfærd om i Irland og Skotland og Bretland. Det var en sommer, da Einar jarl var paa hærfærd i Irland [1018], at han kjæmpede i Ulvreksfjord imod irekongen Konofogor, saa som før er skrevet, at Einar jarl der fik en stor useier og mandskade<ref> Side 318. [Kap. 86].</ref>. Sommeren efter fór Øivind Urarhorn vestenfra Irland og vilde til Norge [1019]; men da veiret var hvast og strømmene ufarbare, lagde han ind til Aasmundarvaag og laa der nogen tid veirfast. Men da Einar jarl spurgte det, styrede han did med en stor hær, tog der Øivind og lod ham dræbe, men gav de fleste af hans mænd fred; de fór øster til Norge om høsten, kom til kong Olav og fortalte ham om Øivinds drab. Kongen svarer lidet dertil, men man fandt det paa ham, at det tyktes ham en stor mandskade, og at det var gjort meget paa trods imod ham; han var faamælt om de fleste ting, som tyktes være ham imod. Torfinn jarl sendte Torkel Fostre ud til øerne for at samle sammen hans skatter. Einar jarl gav mest Torkel skyld for den reisning, da Torfinn jarl havde gjort krav paa øerne. Torkel fór skyndsomt fra øerne og over til Katanes. Han siger Torfinn jarl, at han var bleven vis om, at Einar jarl havde villet dræbe ham, hvis ikke hans frænder og venner havde givet ham nys derom; «nu har jeg det at trækkes med,» sagde han, «at lade mødet mellem mig og jarlen blive sligt, at det bliver afgjort mellem os; men det er det andet vilkaar, at jeg farer længere bort og did, hvor han ikke har nogen magt.» Jarlen ønskede, at Torkel skulde fare øster til Norge til kong Olav; «du vil» siger han, «blive høit agtet, hvor du kommer blandt fyrster, og jeg kjender baade dit og jarlens sindelag at være sligt, at I to vil inden kort tid støde sammen.» Da gjorde Torkel sig rede og fór om høsten til Norge og siden til kong Olav og var der hos ham om vinteren i stor yndest. Han tog Torkel meget paa raad i sine sager; det tyktes ham, som sandt var at Torkel var en vís og dygtig mand. Kongen skjønte det af hans tale, at han talte meget forskjellig om jarlene, var en god ven af Torkel, men havde meget at sige paa Einar jarl. Og tidlig om vaaren [1020] sendte kongen et skib vester over havet til Torfinn jarl med det bud, at jarlen skulde komme øster til kongen. Jarlen skjød ikke til side den færd, thi løfte om venskab fulgte med ordsendingen.


'''99.''' Torfinn jarl fór øster til Norge og kom til kong Olav og fik der god modtagelse og dvælte der længe om sommeren. Men da han skulde vestover, gav kong Olav ham et stort og godt langskib med fuld udrustning. Torkel Fostre gjorde sig ogsaa rede til færden, og jarlen gav ham det skib, som han havde havt med vestenfra om sommeren. Kongen og jarlen skiltes med stor kjærlighed. Torfinn jarl kom om høsten til Orknøerne. Men da Einar jarl spurgte det, havde han en stor hærstyrke og laa paa skibe. Bruse jarl fór da til møde med begge sine brødre og bar forligsord mellem dem; det kom da dertil, at de gjorde forlig og bandt det med eder. Torkel Fostre skulde være i forlig og venskab med Einar jarl, og det blev aftalt, at hver af dem skulde gjøre den anden et gjestebud, og jarlen skulde først søge til Torkel paa Sandvik. Da jarlen var der i gjestebud, blev det skjænket sterkt i; jarlen var ikke lystig. Det var der en stor skaale med dør i begge ender. Den dag, da jarlen skulde fare bort, skulde Torkel fare med ham til gjestebud. Torkel sendte mænd ud for at speide frem over den vei, de skulde fare om dagen; men da speiderne kom tilbage, sagde de til Torkel, at de fandt tre baghold med væbnede mænd, «og tror vi,» sagde de, «at det vist er svig.» Da Torkel spurgte dette, udsatte han med at gjøre sig rede og kaldte sine mænd til sig. Jarlen bad ham gjøre sig færdig og sagde, at nu var det tid at ride. Torkel siger, at han havde meget at gjøre istand; han gik stundom ud, stundom ind. Ild brandt paa gulvet. Da gik han ind ad den ene dør og efter ham en mand, som hed Halvard; han var en Islænding fra Østfjordene; han lukkede døren igjen. Torkel gik længer ind mellem ilden og det sted, hvor jarlen sad. Jarlen spurgte: «Er du ikke endnu rede?» Torkel svarer: «Nu er jeg rede,» og saa hugg han til jarlen i hovedet. Jarlen stupte ned paa gulvet. Da sagde Islændingen: «Her saa jeg den daarligste raadvildhed, at I ikke drager jarlen ud af ilden.» Han drev en stridsøx ind under jarlens nakkeben og rykkede ham op paa bænken. Torkel og hans følgesvend gik skyndsomt ud af den modsatte dør af den, de havde gaaet ind gjennem; der ude stod Torkels mænd, fuldt væbnede. Jarlens mænd tog fat paa ham, men da var han død. Alle var nu haandfaldne, saa det blev ikke hevnet; det kom af, at det gik saa raskt, og ingen ventede sligt verk af Torkel, thi det tænkte alle, at det var venskab mellem jarlen og Torkel, som før var aftalt; de fleste mænd derinde var ogsaa vaabenløse og mange forud gode venner af Torkel. Dertil kom nu ogsaa heldet, da Torkel skulde have et længere liv. Da Torkel kom ud, havde han ikke færre mænd end jarlsmændene. Torkel fór til sit skib, men jarlsmændene sin vei. Torkel seilede den dag bort og øster i havet; det var efter vinternat, men han kom uskadt til Norge og fór strax skyndsomt til kong Olav og fik der god modtagelse. Kongen ytrede sig rosende over dette verk; Torkel var hos ham om vinteren.


'''100.''' Efter Einar jarls fald tog Bruse jarl den del af landene, som Einar jarl forud havde havt, thi det var kjendt blandt mange mænd, med hvilken aftale brødrene Einar og Bruse havde gaaet i fællesskab. Men det syntes Torfinn rettest, at hver af dem havde halvdelen af øerne; dog havde Bruse denne vinter to tredjedeler land. Vaaren [1021] efter gjorde Torfinn krav paa disse lande hos Bruse, nemlig at han vilde have halvdelen med Bruse, men Bruse negtede det. De holdt nu ting og stævner i disse sager; deres venner søgte da at jevne denne sag, og det kom da frem, at Torfinn ikke vilde finde sig i andet end at have halvdelen, og han sagde tillige, at Bruse trængte ikke til at have mere end tredjedelen med det sindelag, han havde. Bruse siger: «Jeg nøiede mig med at have den tredjedel, som jeg tog i arv efter min fader; ingen krævede heller den af mig; men nu har jeg taget den anden tredjedel i arv efter min broder efter ret aftale. Men om jeg end ikke har evne til at føre strid med dig, broder, da vil jeg dog forsøge andet end at sige fra mig riget under slige forhold.» De endte saaledes denne maalstævne. Men da Bruse saa, at han ikke vilde have magt til at staa jevnsides med Torfinn, thi Torfinn havde meget større rige og støtte i skotekongen, sin morfader, tog Bruse det raad at fare fra landet øster til kong Olav og havde med sig sin søn Ragnvald; han var da ti vintre gammel. Men da jarlen kom til kongen, tog han vel imod ham. Jarlen bar da frem sine erender og fortalte hele sagen, som var mellem brødrene, og han bad kongen yde sig hjælp til at holde sit rige, men bød derimod sit fuldkomne venskab. Kongen tog da først at tale om, at Harald den haarfagre havde tilegnet sig al odel i Orknøerne, medens jarlene stadig siden havde havt de lande i len, men aldrig til eiendom; «men det er vidnesbyrd derom, at da Eirik Blodøx og hans sønner var i Orknøerne, var jarlene dem undergivne; men da Olav Trygvesøn, min frænde, kom did, da blev din fader, Sigurd jarl, hans mand. Nu har jeg taget al arv efter kong Olav; jeg vil give dig det vilkaar, at du bliver min mand, da skal jeg give dig øerne i len. Om jeg yder dig min støtte, skal vi to friste, om ikke det skal nytte bedre end skotekongens støtte for din broder Torfinn. Men hvis du ikke vil dette vilkaar, da vil jeg søge efter de eiendommer og den odel, som vore frænder og forfædre har havt der vester.» Disse taler fæstede jarlen i sin hug og bar dem for sine venner og søgte raad hos dem, hvad han skulde gaa ind paa, om han skulde under dette vilkaar gaa i forlig med kong Olav og blive hans mand: «men hvis jeg siger nei, er det mig uklart, hvad min lod bliver ved skilsmissen, thi kongen har aabenbaret det krav, han har til Orknøerne; men med hans store raad og med det, at vi nu er komne hid, vil det være ham let at gjøre med os, som ham synes.» Men om end jarlen fandt meget at udsætte paa begge deler, tog han dog det vilkaar, at lægge alt i kongens vold, baade sig og sit rige. Derefter tog kong Olav af jarlen magt og herredømme over alle jarlens arvelande; jarlen blev da hans mand og bandt det med eder.


'''101.''' Torfinn jarl spurgte, at hans broder Bruse havde faret øster til kong Olav for at søge støtte hos ham. Men da Torfinn før havde været hos kong Olav og vundet sig hans venskab, tyktes det ham, at hans sag stod godt, og han vidste, at det der vilde være mange talsmænd for hans sag; men dog ventede han, at det vilde være endnu flere, om han selv kom til. Torfinn jarl valgte da det raad, at han gjorde sig skyndsomst rede og fór øster til Norge, og tænkte, at det skulde blive saa liden forskjel som muligt i tiden for begges afreise, og at Bruses erende ikke skulde være naaet, før end Torfinn traf kongen. Men det gik anderledes, end jarlen havde tænkt, thi da Torfinn jarl kom til kong Olav, var forligsmaalet mellem kongen og Bruse jarl fuldt aftalt; Torfinn vidste heller ikke, før end han var kommen til kong Olav, at Bruse jarl havde givet sit rige op. Og saasnart som Torfin jarl og kong Olav mødtes, kom kong Olav frem med det samme krav paa riget i Orknøerne, som han havde lagt for Bruse jarl, og forlangte af Torfinn det samme, at han skulde overgive kongen den del af landene, som han havde forud. Jarlen svarede vel og sindig paa kongens ord og sagde saa, at han lagde megen vegt paa kongens venskab. «Og hvis I, herre, tykkes at trænge min hjælp imod andre høvdinger, da har I fuldt virket til det; men jeg kan ikke gaa eder til haande, thi jeg er forud skotekongens jarl og skylder ham lydighed.» Men da kongen fandt af jarlens svar, at han vilde unddrage sig den fordring, han forud havde stillet, sagde kongen: «Hvis du ikke vil blive min mand, da har jeg det valg, at jeg sætter over Orknøerne den mand, som jeg vil; men jeg vil, at du skal da sverge ed paa, at du vil ikke kræve de lande og vil lade dem, som jeg sætter over landene, være i fred for dig. Men hvis du ikke vil noget af disse vilkaar, da vil det tykkes ham, som raader for landene, som om det kan ventes ufred fra dig; og da vil det ikke synes dig underligt, om dal følger efter bakke.» Jarlen svarede og bad ham give sig frist til at tænke over denne sag. Kongen gjorde saa, gav jarlen tid til at raade om disse vilkaar med sine venner. Da bad han om, at kongen vilde lade ham faa frist til næste sommer og han kunde fare først vester over havet, thi hans raadgivere var hjemme, men han var endnu barnslig af alder. Men kongen bad ham vælge nu. Torkel Fostre var da hos kong Olav; han sendte lønlig en mand til Torfinn jarl og bad ham, hvad han saa havde i sinde, ikke at tænke paa at skilles denne gang saaledes fra kong Olav, at de ikke var forligte, eftersom han nu var i kongens hænder. Ved slige mindelser tyktes jarlen at se, at hans eneste vilkaar var at lade kongen raade denne gang; det tyktes ham ikke ønskeligt at miste selv ethvert haab om sit ætteland, men gjøre ed paa, at de, som ikke var fødte til riget, skulde have det i ro; men da det tyktes ham usikkert at komme bort, valgte han at gaa kongen til haande og blive hans mand, saa som Bruse havde gjort. Kongen fandt, at Torfinn var meget mere storsindet end Bruse og fandt sig mindre godt i denne tvang. Kongen troede mindre Torfinn end Bruse, og han saa, at Torfinn vilde tykkes at kunne vente støtte hos skotekongen, om han brød dette forlig. Kongen skjønte med sin gode forstand, at Bruse gik trægt til forliget, men lovede ikke andet end det, han tænkte at holde; men da Torfinn først havde afgjort, hvad han vilde vælge, gik han glat ind paa enhver aftale og gjorde ingen indvending imod det, som han lovede fra først af. Men kongen havde mistanke om, at jarlen vilde gjøre om igjen nogle forligsvilkaar.


'''102.''' Da kong Olav havde overlagt med sig selv hele denne sag, lod han blæse til en talrig stævne og lod jarlene kalde did. Da sagde kongen: «Jeg vil nu aabenbare for alle forliget mellem mig og Orknøjarlene. De har nu gaaet ind paa mit eiendomskrav til øerne og er begge blevne mine mænd og har bundet det med eder, og jeg vil nu give dem det i len, til Bruse en tredjedel og til Torfinn den anden tredjedel; men den tredjedel, som Einar Vrangmund havde, den dømmer jeg har faldet i min gaard, fordi han dræbte Øivind Urarhorn, min hirdmand, bolagsmand og kjære ven; jeg vil sørge for den del af landet saaledes, som jeg har lyst til. Det vil jeg ogsaa fordre af eder, mine jarler, at I tager imod forlig af Torkel Aamundesøn for drabet paa eders broder Einar; jeg vil, at dommen herom skal ligge under mig, hvis I vil gaa ind paa det.» Men det var som alt andet, at jarlene gik ind paa alt, som kongen sagde. Torkel gik da frem og fæstede kongens dom i denne sag, og saaledes endte dette ting. Kong Olav dømte saa store bøder for Einar jarl som for tre lendermænd; men tredjedelen af bøderne skulde falde bort formedelst hans brøde. Torfinn jarl bad da kongen om hjemlov, og saasnart han havde faaet det, gjorde han sig skyndsomst rede. Men da han var ganske færdig, hændte det en dag, da jarlen drak paa skibet, at der kom Torkel Aamundesøn pludselig for ham og lagde sit hoved i jarlens knæ og bad ham gjøre dermed, som han vilde. Jarlen spurgte, hvorfor han fór saa. «Vi er jo forud forligte efter kongens dom, og staa du op, Torkel.» Han gjorde saa og sagde: «Det forlig, som kongen gjorde, vil jeg efterkomme i sagen mellem mig og Bruse; men i det, som kommer til dig, skal du alene raade; om end kongen har tildømt mig mine eiendommer og landsvist<ref>Landsvist, d. e. ret til at være i landet og nyde kongens fred.</ref> i Orknøerne, saa kjender jeg dit sindelag, at det blir mig ugjørligt at være i øerne, uden at jeg har eders troskabsløfte, jarl; jeg vil love eder aldrig at komme til øerne, hvad end kongen siger til det.» Jarlen var taus og tog sent til orde; han sagde: «Hvis du heller vil, Torkel, at jeg skal dømme i sagen mellem os, end følge kongens dom, vil jeg have det til ophav i vort forlig, at du skal fare med mig til Orknøerne og være hos mig og ikke skilles fra mig uden mit lov eller samtykke og være skyldig til at verge mit land og til at udføre alt det, som jeg vil kræve, saalænge vi begge er i live.» Torkel siger: «Det skal være i eders vold, jarl, som alt andet, hvad jeg kan raade over.» Torkel gik da til og fæstede jarlen alt det, som han krævede. Jarlen siger, at om pengebøder kunde han siden fastsætte; men han tog strax ed af Torkel. Torkel gjorde sig da strax rede til at fare med jarlen. Saasnart jarlen var færdig, fór han bort, og han og kong Olav saaes aldrig siden. Bruse jarl dvælte efter der og gjorde sig rede i god tid. Men inden han fór bort, holdt kong Olav stævne med ham og talte saa: «Det synes mig, jarl, at jeg kan have i dig en tro mand der vestenfor havet. Min vilje er, at du skal have to tredjedeler af landene at styre over, dem som du før har havt. Jeg vil, at du skal ikke være mindre mand eller mindre mægtig, naar du er mig haandgangen, end du før var. Men jeg vil fæste din troskab derved, at jeg vil, at din søn Ragnvald skal blive efter her hos mig. Naar du har min støtte og to tredjedeler af landet, tænker jeg, at du vel kan holde fast ved dit med rette for din broder Torfinn.» Bruse tog med tak imod at have to tredjedeler af landene. Bruse dvælte siden kun en kort tid, inden han fór bort, og kom om høsten [1021] vest til Orknøerne. Ragnvald, Bruses søn, blev efter øster hos kong Olav. Han var meget vakker, havde stort haar, gult som silke, var tidlig stor og sterk, den dygtigste mand i klogskab og høviskhed. Han var længe siden hos kong Olav. Om dette taler Ottar Svarte i den draapa, som han digtede om kong Olav:

::Hjaltlændinger har hyldet
::som herre dig (det kjendes).
::Du holder sterkt paa hele
::tjodkongernes vælde.
::Ingen krigersk Yngling<ref>d. e. af Ynglinge-ætten.</ref>,
::(inden dig vi naaed’)
::kom paa jorden, som kunde
::kue øerne vester.


'''103.''' Da brødrene Torfinn og Bruse kom vester til Orknøerne, tog Bruse to tredjedeler af landene at styre over, men Torfinn en tredjedel; han var stadig paa Katanes eller i Skotland, men satte sine mænd over øerne. Bruse havde da ene landevern for øerne, men i den tid var det uroligt, thi Nordmænd og Daner herjede meget i vesterviking og kom ofte til Orknøerne, naar de fór vestover eller østover, og røvede paa nessene. Bruse klagede da for sin broder Torfinn over, at han ikke havde leding ude for Orknøerne eller Hjaltland, men alene tog fulde skatter og skylder for sin del. Da bød Torfinn ham det vilkaar, at Bruse skulde have én tredjedel af landene, men Torfinn de to og saa han alene have landevern for dem begge. Men skjønt dette skifte da ikke blev strax godkjendt, saa siges det dog i Jarlesagaerne, at dette skifte, at Torfinn fik to deler og Bruse en del, fik fremgang, da Knut den mægtige havde taget Norge under sig, men kong Olav havde faret fra landet. Torfinn jarl Sigurdsøn havde været den gjæveste jarl i øerne og har havt størst rige af Orknøjarlene; han tilegnede sig Hjaltland, Orknøerne og Suderøerne, han havde ogsaa et stort rige i Skotland og Irland. Om det kvad Arnor jarleskald:

::Fra Turseskjær til Dublin
::drengene maatte lyde
::ring-øderen; sandt jeg melder,
::hvad magt Torfinn havde.

Torfinn var den største hærmand; han tog jarledømme fem vintre gammel og styrede mere end 60<ref>60 er feil for 50 (jfr. ovenfor side 338 note 2 [Note 171]); Torfinn døde i 1064 eller 1065.</ref> aar og døde sottedød i Harald Sigurdsøns sidste tider, men Bruse døde i Knut den mægtiges tid lidt efter kong Olav den helliges fald.


'''104.''' Nu gaar det fremover med to fortællinger, og vi skal nu tage fat paa det, vi vendte os fra, at Olav Haraldsøn havde gjort fred med Olav sveakonge, og at kong Olav den sommer [1019] fór nord til Trondhjem<ref>Side 337 [Kap. 95].</ref>. Han havde da været konge i 5 vintre. Den høst gjorde han sig rede til vintersæde i Nidaros og sad der om vinteren. Den vinter var Torkel Fostre Aamundesøn hos kong Olav, som før er skrevet<ref>Side 342 [Kap. 98].</ref>. Kong Olav førte da ofte spørgsmaal hen paa, hvorledes kristendommen blev overholdt i landet, og han fik vide, at saasnart man søgte nord til Haalogaland, blev den næsten ikke overholdt, men det skortede dog meget paa, at det var vel i Naumadalen og inde i Trondhjem. En mand hed Haarek, søn af Øivind Skaldespilder; han boede paa den ø, som heder Tjotta; det er paa Haalogaland. Øivind havde ikke været nogen meget rig mand, men var ætstor og meget dygtig. I Tjotta boede da ikke faa smaabønder. Haarek kjøbte der først en, ikke stor gaard og satte bo der; men i faa aar havde han kjørt bort alle de bønder, som boede der, saa at han nu eiede hele øen, og byggede saa der en stor hovedgaard. Haarek blev snart meget rig; han var meget forstandig og foretagsom; han regnede sig i frændskab med Norges konger; af de aarsager havde Haarek nydt stor hæder hos landets høvdinger. Haareks farmoder Gunhild var datter af Halvdan jarl og Ingebjårg, Harald den haarfagres datter. Haarek var noget ældre, da disse tidender hændte. Haarek var den gjæveste mand paa Haalogaland; han havde da i lang tid havt finnekjøbet<ref>D. e. eneret til at drive handel med Finnerne.</ref> og kongens syssel i Finmarken. Stundom havde han havt den alene, men stundom havde andre del i den med ham. Ikke havde han kommet til kong Olav, men dog havde det faret bud og sendemænd mellem dem, og alt var venskabeligt. Og den vinter, kong Olav sad i Nidaros, fór atter mænd mellem ham og Haarek af Tjotta. Da lyste kongen, at han sommeren efter tænkte at fare nord paa Haaogaland og helt nord til landsenden; men Haaløigerne tænkte meget forskjellig om denne færd.


'''105.''' Kong Olav gjorde sig nu om vaaren rede med fem skibe og havde nær 300<ref>360.</ref> mænd. Men da han var færdig, gav han sig paa færd nord langs landet, og da han kom til Naumdølafylke, stævnede han ting med bønderne. Blev han da tagen til konge paa hvert ting. Der som andensteds lod han læse op de love, hvori han bød mændene der i landet at holde ved kristendommen, og satte tab af liv eller lemmer eller eiendom for hver mand, som ikke vilde gaa under kristne love. Kongen refsede der storlig mange mænd og lod det gaa jevnt ud over mægtige som ringe; han skiltes saa fra hvert herred, at alt folk havde gaaet ind paa at holde den hellige tro. De fleste høvdinger og mange storbønder gjorde gjestebud for kongen, og saaledes drog han helt nord i Haalogaland. Haarek af Tjotta gjorde gjestebud for kongen, og der var en stor mængde tilstede, og det var det herligste gilde. Da blev Haarek lendermand; kong Olav gav ham da landindtægter, saa som han havde havt af de forrige landshøvdinger.


'''106.''' En mand hed Grankel eller Granketel, en rig bonde, og var da noget tilaars. Men da han var i ungdomsalder, havde han været i viking og var da en stor hærmand; han var en meget dygtig mand i alle de ting, som krævede idrætter. Asmund hed hans søn, og han var i alle deler lig sin fader eller endnu dygtigere. Det var mange mænds tale, at han har været den tredje bedst udstyrede mand i Norge i skjønhed, kraft og idrætter; først har da været nævnt Haakon Adalsteinsfostre og Olav Trygvesøn. Grankel bød kong Olav til gjestebud, og det var et kosteligt gilde der; Grankel ledsagede ham bort med store vennegaver. Kongen bød Asmund at fare med ham og lagde mange ord til det, og Asmund tyktes ikke at kunne verge sig imod sin hæder og gav sig i færd med kongen og blev siden hans mand og kom i stort venskab hos kongen. Kong Olav dvælte den største del af sommeren paa Haalogaland og fór i alle tinglag og kristnede alt folket der. Da boede Tore Hund i Bjarkø<ref>Gaard og ø nordøst for Hindøen, i det nuv. Tromsø amt.</ref>, han var den mægtigste mand der nord; han blev da kong Olavs lendermand. Mange mægtige bønders sønner gav sig da i færd med kong Olav. Da det led paa sommeren, drog kongen sydover og seilede da ind efter Trondhjem til Nidaros og sad der vinteren efter. Og den vinter kom Torkel Fostre vestenfra Orknøerne, da han havde dræbt Einar jarl Vrangmund<ref>Side 342 [Kap. 99].</ref>. Den høst var det i Trondhjem dyrtid paa korn, men forud havde det længe været gode aaringer; men dyrtid var det helt nord i landet, og saa meget mere, jo længer nord det var, men kornet var godt øster i landet og ligesaa over Oplandene; i Trondhjem nød man godt af, at man der havde meget gammelt korn.


'''107.''' Den høst blev det fortalt kong Olav de tidender inden fra Trondhjem, at bønderne der havde mandsterke gjestebud ved vinternat; der var store drikkelag, og saa blev det sagt kongen, at man signede der alle mindebægre til æserne efter den gamle sed; det fulgte og med fortællingen, at kjør og hester blev hugget ned, og at stallerne blev farvede af blod, og det blev gjort blot og med saadan fortale, at det skulde være, for at aaringen skulde blive bedre; det fulgte ogsaa dermed, at alle mænd fandt det øiensynligt, at guderne var blevet vrede over, at Haaløigeme havde vendt sig til kristendommen. Men da kongen spurgte disse tidender, sendte han mænd ind i Trondhjem og stævnte til sig de mænd, som han fandt for godt at nævne. En mand hed Ålve paa Egge<ref>Se side 104 note 8. [Note 26 i [[Haakon den godes saga]].]</ref>; han blev kaldt efter den gaard, han boede paa; han var en mægtig og ætstor mand; han var hovedmand paa bøndernes vegne for færden til kongen. Og da de kom til kongen, bar kongen denne tiltale imod bønderne. Men Ålve svarede paa bøndernes vegne og sagde, at de ikke havde havt noget gjestebud denne høst, undtagen sine gilder og omgangsdrikkelag, nogle ogsaa venneselskaber; «men om det, som er sagt eder om vore, Trøndernes, ord, naar vi drikker, da kan alle forstandige mænd vare sig for slig tale, men ikke kan jeg negte for, hvad uvittige og drukne mænd taler.» Ålve var en maalsnild og maaldjerv mand, som vergede bønderne imod alle disse taler. Og tilsidst siger kongen, at Indtrønderne vilde nok selv bære vidne om, hvad for tro de havde. Bønderne fik lov til at fare hjem; de fór ogsaa, saasnart de var færdige.


'''108.''' Senere om vinteren blev det sagt til kongen, at Indtrønderne havde en samling paa Mæren<ref>Se side 104 note 2. [Note 20 i [[Haakon den godes saga]].]</ref>, og at det der var store blot ved midvinter; de blotede da for fred og godt vinterveir. Men da kongen tyktes at vide sandheden om dette, sendte han mænd og ordsending ind i Trondhjem og stævnte bønderne ud til byen [1021]; han nævnte da atter op de mænd, som tyktes ham klogest. Bønderne holdt da møde og talte sig imellem om denne budsending; da var alle de mindst lystne paa færden, som havde faret før om vinteren. Men efter alle bønders bøn gav Ålve sig paa færden, og da han kom ud til byen, fór han strax til kongen og talte med ham. Kongen rettede den tiltale imod bønderne, at de havde havt midvinters-blot. Ålve svarer og siger, at bønderne var uden sag i dette: «Vi havde,» siger han, «julegjestebud og samdrikker vidt om i herrederne; bønderne ruster sig ikke saa knapt til julegjestebud, at det ikke blir meget tilovers, og det drak de op længe senere, herre; paa Mæren er en stor hovedgaard og store huser, men stor bygd rundtom; der finder folk en glæde i at drikke mange sammen.» Kongen svarer lidet og var noget vred; han tyktes vide sandere ting end det, som nu blev sagt derom. Kongen bad bønderne fare hjem: «men om I end negter det og ikke vedstaar det, skal jeg dog faa sandheden at vide; men hvorledes det nu end har været hidtil, saa gjør ikke sligt oftere.» Bønderne fór da hjem og fortalte om sin færd, og om at kongen var temmelig vred.


'''109.''' Kong Olav havde stort gjestebud ved paaske<ref>2 april 1021.</ref> og havde indbudt mange bymænd, og tillige bønder. Men efter paaske lod kongen sine skibe sætte frem og bære til dem redskab og aarer, lod lægge tiljer og tjeld paa og lod skibene flyde fuldt færdige ved bryggerne. Kong Olav sendte efter paaske mænd til Værdalen. En mand hed Toralde, kongens aarmand, han styrede kongsgaarden paa Haug<ref>I det vestlige Værdalen mellem Værdalsøren og Stiklestad, se side 492 [Kort over Værdalen i [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Kartarkivet]].]</ref>; til ham sendte kongen bud, at han skulde skyndsomst komme til ham. Toralde opsatte ikke denne færd, men fór strax ud til byen med sendemændene. Kongen kaldte ham til samtale i enrum og spurgte efter, hvad som var sandhed i dette, som var sagt ham om Indtrøndernes seder, «om det er saa, at de vender sig til blot; jeg vil,» siger kongen, «at du skal sige mig, som det er, og som du ved sandest; du er skyldig til det, thi du er min mand.» Toralde svarer: «Herre, det vil jeg først sige eder, at jeg flyttede hid til byen mine to sønner og min kone og alt løsøre, som jeg kunde faa med. Men hvis du vil have sandheden om dette af mig, skal det være til eders tjeneste; men hvis jeg siger saa, som det er, faar du sørge for mine kaar.» Kongen siger: «Sig du sandheden om det, jeg spørger dig om; men jeg skal sørge for dig, saa du skal ikke have skade af det.» «Det er sandt at sige eder, konge, hvis jeg skal sige, som det er, at inde i Trondhjem er næsten alt folket hedensk i sin tro, om end nogle mænd der er døbte. Men det er deres sed, at de har et blot om høsten og byder da vinteren velkommen, et andet ved midvinter, og det tredje ved sommerdag, da byder de sommeren velkommen. I dette raad er de sammen, Øiner og Sparbygger, Værdøler og Skøiner. Tolv mænd er det, som forestaar blotgilderne, og nu i vaar skal Ålve holde gjestebudet oppe; han har nu meget stræv paa Mæren, og did er flyttet al kost, som trænges til at holde gildet.» Da kongen fik sandheden at vide, bad han blæse sammen sine mænd og lod dem sige, at de skulde gaa til skibene. Kongen nævnte op mænd til styremænd og ligesaa til høvdinger for flokkene og fastsatte, hvor hver flok skulde indskibe sig. Man gjorde sig snart rede; kongen havde fem skibe og 300<ref>360.</ref> mænd og styrede ind efter fjorden; det var god bør, og snekkerne brugte ikke lang tid med at naa frem for vinden; men det ventede ingen, at kongen saa raskt skulde komme ind did. Kongen kom om natten ind paa Mæren; man slog der strax mande-ring om husene. Der blev Ålve fangen, og kongen lod dræbe ham og mange andre, men han lod tage op gjestebudskosten og lod flytte den til sine skibe, ligesaa tog han alt det gods — baade bohave og klæder og kostbarheder —, som man havde ført did, og lod det skifte som hærfang mellem sine mænd. Kongen lod ogsaa hjemsøge de bønder, som tyktes ham at have havt mest del i disse raad; nogle blev tagne til fange og satte i jern, nogle kom unda ved flugt, men for mange blev deres gods taget op. Kongen stævnede da ting med bønderne; men da han havde fanget mange stormænd og havde dem i sin vold, aftalte deres frænder og venner at love kongen lydighed, og det blev ingen reisning gjort imod kongen den gang. Han omvendte der hele folket til den rette tro og satte prester der og lod bygge og vie kirker. Kongen dømte Ålve ugild<ref>«Ugild» (som ikke betales for), d. e. som mister sin «ret», saa at der ikke betales bøder for hans drab.</ref> og inddrog til eiendom alt det gods, han havde havt; men af alle de andre, som tyktes ham mest skyldige, lod han nogle dræbe, nogle lemlæste, nogle drev han fra landet, men fra nogle tog han gods. Kongen fór derefter tilbage ud til Nidaros.


'''110.''' En mand hed Arne Armodsøn; han var gift med Tora, datter af Torstein Galge. Deres børn var: Kalv, Finn, Torberg, Aamunde, Kolbjørn, Arnbjørn, Arne, Ragnhild; hun var gift med Haarek af Tjotta. Arne var lendermand, mægtig og gjæv og en god ven af kong Olav. Da var hans sønner Kalv og Finn hos kong Olav; de var der i stor ære. Den kone, som Ålve paa Egge havde havt, var ung og smuk, ætstor og rig; hun tyktes at være et godt gifte, men nu havde kongen at raade for det. Hun og Ålve havde to unge sønner. Kalv Arnesøn bad kongen om, at han vilde gifte ham med den kone, som Ålve havde havt; og for venskabets skyld gav kongen ham det og dermed alle de eiendommer, som Ålve havde havt. Kongen gjorde ham da til lendermand og gav ham sit ombud blandt Indtrønderne. Kalv blev nu en stor høvding og var en meget forstandig mand.


'''111.''' Da havde kong Olav været syv vintre i Norge [1021]. Den sommer kom jarlene af Orknøerne, Torfinn og Bruse, til ham; da tilegnede kong Olav sig de lande, saaledes som før er skrevet<ref>Side 349 [Kap. 100-102].</ref>. Den sommer fór kong Olav over begge Mører og om høsten ind i Raumsdalen; der gik han fra sine skibe og fór da til Oplandene og kom frem i Lesjar<ref>Nuv. Lesjeskogen og Lesje herreder.</ref>. Han lod der tage alle de bedste mænd baade i Lesjar og Dovrar<ref>Dovre herred mellem Lesje og Sel.</ref>, og de maatte tage ved kristendommen eller taale døden eller fly unda, de som kunde komme til. Men de, som tog ved kristendommen, gav kongen sine sønner til gisler for sin troskab. Kongen var om natten der, som heder Borar<ref>Rettere, som i den ældre saga, ''Bøar'', d. e. ''Bø'' ved den østlige ende af Lesjevandet.</ref> paa Lesjar, og satte prester der. Siden for han over Orodal og derpaa forbi Ljárdal<ref>Orodal og Ljárdal er tilsammen skrivfeil for ''Lorodal'' (Lordalen), sidedal til Lesje, hvor man gaar over til Skiaaker.</ref> og kom ned der, som heder Stavabrekka<ref>Stavebrekke, fjeldvei fra Lesje til Skiaaker.</ref>; den aa render gjennem dalen, som heder Otta, og der er paa begge sider af aaen en fager bygd, som heder Loar<ref>Nu Lom (med Skiaaker).</ref>, og kongen kunde se ned langsefter bygden: «Skade er det,» siger kongen, «at man skal brænde saa fager en bygd,» og stævnede ned i dalen med sine mænd; de var om natten paa den gaard, som heder Nes<ref>Nu Sønste-Nes i øvre Lom. Der viste man endnu i beg. af dette aarhundrede denne stue; den blev omkr. 1830 flyttet til Ekre og ombygget.</ref>, og kongen tog sig herberge der i et loft, som han selv sov i, og det staar endnu idag, og det er ikke gjort noget ved det senere. Der var kongen fem nætter og skar op tingbud og stævnede til sig folk baade fra Vaage og fra Loar og fra Hedal<ref>Annex til Vaage, ved Sjoa.</ref> og lod det følge tingbudet, at de skulde enten holde strid med ham og taale brand af ham eller tage ved kristendommen og føre til ham sine sønner til gisler. Siden kom de til kongen og gik ham til haande; nogle flyede syd i Dalene.


'''112.''' Dale-Gudbrand hed en mand; han var saa, som om han var konge over Dalene, men var herse af værdighed; ham stillede Sigvat skald jevnt med Erling Skjalgsøn i magt og eiendommer; Sigvat kvad om Erling:

::Ikkun én stridsmand
::stor som dig jeg vidste:
::Gudbrand heder han (vide
::høvdingen raader for lande).
::Guld-hader! I begge
::jevnstore (siger jeg) tykkes;
::den, som bedre sig kalder
::kun om sig selv lyver.

Gudbrand havde en søn, som her omtales. Da Gudbrand fik disse tidender, at kong Olav var kommen til Loar og nødte folket til at tage ved kristendommen, skar han op hærpil og stævnede alle Dølene til møde med sig paa den gaard, som heder Hundtorp<ref>Nu Hundorp i Søndre Fron.</ref>. Der kom de alle, og det var en stor mængde mænd, thi der ligger det vand nær, som heder Lågen<ref>Her menes elven Lågen.</ref>, og dertil kunde man ligesaa vel fare paa skibe som paa land. Der holdt Gudbrand ting med dem og siger, at «den mand er kommen til Loar, som heder Olav, og vil byde os en anden tro, end vi forud har, og bryde alle vore guder sønder, og han siger saa, at han har en meget større og mægtigere gud; og det er underligt, at jorden ikke brister sønder under ham, naar han tør tale sligt, eller at vore guder lader ham leve længere, og jeg venter, at om vi bærer ud af vort hov Tor, ham som staar paa denne gaard og altid har hjulpet os, og han ser Olav og hans mænd, da vil hans gud og han selv og hans mænd smelte og blive til intet.» Da raabte de alle op paa én gang og sagde, at Olav aldrig skulde komme derfra, om han kom til møde med dem, «og han tør vist ikke fare længer syd efter Dalene,» siger de. Siden valgte de 800<ref>960.</ref> mænd til at fare paa speiderfærd nord til Breiden<ref>Nu Breden, sydligst i Sel sogn.</ref>; for den flok var Gudbrands søn høvding, 18 vintre gammel, og ham fulgte mange gjæve mænd; de kom til den gaard, som heder Hov<ref>«Hov paa Breiden» er senere gaaet ind under Breden.</ref>, og var der tre nætter, og der kom til dem mange mænd, som havde flyet fra Lesjar og Loar og Vaage, og som ikke vilde gaa under kristendommen. Men kong Olav og biskop Sigurd satte prester efter paa Loar og paa Vaage. Siden fór de over Urga-råst<ref>Feil for den ældre sagas ''Vaagaråst'', Vaagerusten mellem Vaage og Sel (annex til Vaage).</ref> og kom ned i Usa<ref>Feil for den ældre sagas ''Sel''.</ref> og var der om natten og fik der høre den tidende, at en stor hær var samlet imod dem. Dette fik ogsaa bønderne vide, som var paa Breiden, og rustede sig til kamp imod kongen. Da kongen stod op, hærklædte han sig og fór syd efter Suvoldene<ref>Feil for den ældre sagas ''Selvoldene''.</ref> og stansede ikke før end paa Breiden og saa der for sig en stor hær, rustet til kamp. Siden fylkede kongen sin hær og red selv foran og talte til bønderne og bød dem tage ved kristendommen. De svarede: «Du faar vel andet at gjøre idag end at spotte os,» og raabte hærraab og slog med vaabnene paa sine skjolde. Kongens mænd løb da frem og skjød sine spyd; men bønderne vendte sig da strax paa flugt, saa at faa alene stod igjen. Da blev Gudbrands søn fangen, og kong Olav gav ham grid og havde ham hos sig. Der var kongen fire nætter. Da sagde kongen til Gudbrands søn: «Far du tilbage til din fader og sig ham, at jeg skal snart komme did.» Siden fór han tilbage hjem og sagde sin fader haarde tidender, at de havde mødt kongen og gaaet i kamp imod ham, — «men vore mænd flyede strax alt i førstningen, men jeg blev fangen,» siger han; «kongen gav mig grid og bad mig fare at sige dig, at han snart kommer her; nu har vi her ikke mere end 200<ref>240.</ref> mænd af hele den hær, som vi da havde til mødet med ham; nu raader jeg dig til det, fader, at du ikke kjæmper imod denne mand.» «Høre kan jeg det,» siger Gudbrand, «at af dig er alt modet banket ud; i en ond stund fór du hjemmefra, og den færd vil længe mindes om dig; nu tror du strax paa de vildelser, som den mand farer med, og som har gjort dig og dine mænd slig vanære.» Om natten efter drømte Gudbrand, at det kom til ham en lys mand, som det stod meget rædsel af, og han talte til ham: «Din søn fór ingen seiersfærd imod kong Olav, men en meget mindre vil du faa, om du tænker at holde slag imod kongen; du vil selv falde og al din hær, og ulver vil drage i dig og i eder alle, og ravner vil slide.» Han blev meget ræd over dette syn og fortalte det til Tord Istermage<ref>Han boede paa Steig, se nedenfor kap. 128.</ref>, som var en høvding over Dølene. Han siger: «Det samme bares for mig.» Om morgenen lod de blæse til tings og sagde, at det tyktes dem raadeligt at holde ting med denne mand, som for nordenfra med nye budord, og faa vide, hvad for sandheder han fór med. Siden talte Gudbrand til sin søn: «Du skal nu fare imod den konge, som gav dig grid, og 12 mænd med dig,» og saa blev gjort. Og de kom til kongen og sagde ham sit erende, at bønderne vilde have ting med ham og sætte grid mellem kongen og bønderne. Kongen sagde, at han syntes godt om det, og de bandt det nu med aftaler sig imellem, saalænge stævnen skulde vare; og de fór efter dette tilbage og sagde til Gudbrand og Tord, at grid var sat. Kongen fór da til den gaard, som heder Lidstader<ref>Nu Listad, ovenfor Søndre Frons kirke (se kartet side 364 [Kart over ''Hundorp og omegn'' i [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Kartarkivet]]]). Tingstedet var ved Hundorp og Tors-templet ved Hove.</ref>, og var der fem nætter. Derpaa fór kongen imod bønderne og holdt ting med dem; men det var meget regn den dag. Da tinget var sat, stod kongen op og sagde, at folket paa Lesjar og paa Loar og paa Vaage havde taget ved kristendommen og brudt sine blothus ned, «og de tror nu paa den sande gud, som skabte himmel og jord og véd alle ting.» Siden satte kongen sig ned, men Gudbrand svarer: «Vi ved ikke, om hvem du taler; ''den'' kalder du gud, som ikke du og ikke nogen anden ser; men vi har den gud, som man kan se hver dag, men han er ikke ude idag, fordi veiret er vaadt; han vil synes eder rædselsfuld og vældig, og jeg tænker, at rædsel vil fare eder i bringen, naar han kommer paa tinget. Men siden du siger, at eders gud kan saa meget, saa lad ham nu gjøre saa, at veiret imorgen blir skyet, men ikke regn, og lad os da mødes her.» Siden fór kongen hjem til herberget, og med ham fór Gudbrands søn som gissel, men kongen gav dem en anden mand til gjengjæld. Om kvelden spørger kongen Gudbrands søn, hvorledes deres gud er gjort. Han siger, at «han er merket efter Tor, og han har hammer i haanden, er stor af vext og hul indeni, og under ham er gjort som en hjell; paa den staar han, naar han er ude. Det skorter ikke guld eller sølv paa ham. Fire lever brød føres til ham hver dag og dertil kjød.» Siden fór de tilsengs, men kongen vaagede om natten og var ved sine bønner. Men da det blev dag, fór kongen til messe og siden til mad og saa til tinget; veiret var nu sligt, som Gudbrand havde ønsket. Da stod biskopen op i messekaabe og havde mitra<ref>Bispehuen, som havde to spidser og derfor kaldes «hornet» (lat. ''bicornis'').</ref> paa hovedet og krumstav i haanden og talte troen for bønderne og fortalte mange jertegn, som gud havde gjort, og endte sin tale vel. Da svarer Tord Istermage: «Mangt taler den hornmanden, som har stav i haand, og det én, som er krum oventil som et væderhorn; men siden du og han siger, at eders gud kan gjøre saa mange jertegn, saa tal du til ham, at han i morgen før solopgang lader det være klarveir og solskin, og da lad os mødes her og gjøre da en af delene, at forliges om denne sag eller holde slag.» Og dermed skiltes de for den gang.


'''113.''' Kolbein Sterke hed en mand, som var hos kong Olav; han havde sin æt fra Fjordene. Han gik stadig saaledes rustet, at han havde sverd i belte, men i haanden en stor trækølle, slig som man kalder en «klubbe». Kongen sagde til Kolbein, at han om morgenen skulde staa nærmest ham. Siden sagde han til sine mænd: «Gaa I nu i nat did, som bøndernes skibe er, og bor hul i dem alle, men rid deres øg bort fra de gaarder, som de er paa»; og saa blev gjort. Men kongen var da hele natten i bønner og bad gud om, at han vilde løse denne vanskelighed ved sin mildhed og miskund. Men da kongen havde hørt messen og det var imod dag, fór han siden til ting. Men da han kom paa tinget, var kun nogle bønder komne; da saa de en stor mængde bønder fare til tinget, og de bar mellem sig et stort mandebillede, straalende helt med guld og sølv. Men da de bønder, som var paa tinget, saa det, løb de alle op og bøiede sig for det skræmsel. Siden blev det sat midt paa tingvolden; paa den ene side sad bønderne, paa den anden side kongen og hans mænd. Siden stod Dale-Gudbrand op og talte: «Hvor er nu ''din'' gud, konge? Det tænker jeg, at nu bærer han hage-skjegget noget lavt; og saa synes mig, som om du ikke er saa overmodig idag som den forrige dag, og heller ikke han hornmanden, som I kalder «biskop», og som sidder der hos eder, — thi nu er vor gud kommen, som raader for alt, og han ser paa eder med hvasse øine, og jeg ser, at I er nu fulde af rædsel og tør neppe se op med øinene. Kast nu bort eders overtro og tro paa vor gud, som har eder i sin haand», — og endte saa sin tale.


[[Bilde:Kong Olav taler med bønderne paa tinget ved Hundtorp.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: ''''' Kong Olav taler med bønderne paa tinget ved Hundtorp.'''''</center>]]


Kongen sagde til Kolbein, saa at bønderne ikke vidste om det: «Hvis det gaar saa i min tale, at de ser bort fra sin gud, saa giv du ham saa stort et hugg, som du kan, med klubben.» Siden stod kongen op og talte: «Meget har du talt i dagmorges til os; du undrer dig over det, at du ikke kan se vor gud, men vi venter, at han vil snart komme til os. Du skræmmer os med din gud, som baade er blind og døv og kan hverken bjerge sig eller andre og ikke komme nogensteds, undtagen han blir baaret, og jeg venter nu, at om kort skal han faa en ulykke; og se I nu op og se imod øster: der farer nu vor gud med meget lys.» Da randt solen op, og alle bønder saa nu hen imod solen. Men i samme øieblik slog Kolbein saa til deres gud, at han brast helt sønder, og der løb ud mus saa store som katter og øgler og ormer. Men bønderne blev saa rædde, at de flyede, nogle til skibene, men da de skjød sine skibe ud, løb det vand i dem og fyldte dem, og de kunde ikke komme i dem; men de, som løb til sine øg, fandt dem ikke. Siden lod kongen bønderne kalde og sagde, at han vilde have samtale med dem, og nu vendte bønderne tilbage og satte ting. Da stod kongen op og talte: «Ikke ved jeg, hvad aarsag er til denne uro og det løb, som I gjør; men nu kan I se, hvad eders gud formaaede, som I bar guld og sølv og mad paa, og nu saa I, hvad for nogen det nød godt af det, mus og ormer, øgler og padder, og de har det nu værst, som tror paa sligt og ikke vil give op slig daarskab. Tag I eders guld og skatter, som ligger her nu over voldene, og før det hjem til eders kvinder; men hæng det aldrig siden paa stokker eller stener. Her er nu to kaar at vælge mellem: enten at I nu tager ved kristendommen, eller at I holder strid imod mig idag, og lad saa dem vinde seier, som den gud, vi tror paa, vil give den.» Da stod Gudbrand op og talte: «Stor skade har vi faaet paa vor gud; men siden han ikke kunde hjælpe os, vil vi nu tro paa den gud, som du tror paa,» — og de tog da alle ved kristendommen. Da døbte biskopen Gudbrand og hans søn og satte prester efter der; og de skiltes i venskab, som før var uvenner, og Gudbrand lod bygge en kirke der i Dalene<ref>Kirken stod paa Listad, indtil den 1787 blev flyttet did, hvor nu Søndre Frons kirke staar.</ref>.


'''114.''' Kong Olav fór siden ud paa Hedemarken og kristnede der, thi dengang han havde taget kongerne, trøstede han sig ikke til at fare vidt om i landet efter sligt storverk; det var da ikke kristnet vidt om i Hedemarken. Men paa denne færd stansede han ikke, før end Hedemarken var fuldt kristnet, kirker viede der og prester satte til dem. Derefter fór han ud til Toten og Hadeland og rettede der mænds seder og stansede først, da det der var fuldkristnet Derfra fór han til Ringerike, og der gik folket helt under kristendommen. Da hørte Raumerne, at kong Olav vilde op til dem, og de samlede stor hær sammen og talte sig imellem, at de vel mindedes den overfærd, da Olav havde faret der forrige gang. Da kom bondesamlingen imod ham ved den aa, som heder Nizja<ref>Rettere (som i den ældre saga) ''Nitja'', Nitelven i Nittedalen (Nedre Romerike).</ref>. Bønderne havde en stor hær. Men da de mødtes, strømmede bønderne frem til kamp, men strax blev det deres skade: de veg snart unda og blev «bankede til bedring», thi de tog ved kristendommen. Kongen fór over det fylke og skiltes ikke fra dem, før end alle mænd havde taget ved kristendommen. Derfra fór han øster til Solør og kristnede den bygd. Der kom Ottar Svarte<ref>Se side 287. [Kap. 70].</ref> til ham og bad om at gaa kong Olav til haande. Forud om vinteren var Olav sveakonge død; nu var Ånund Olavsøn konge i Svitjod. Kong Olav vendte sig da atter til Raumarike; da var vinteren næsten forbi. Da stævnede kong Olav et folksomt ting til det sted, hvor siden Heidsæves-ting<ref>Ved Eidsvold, se side 98 note 1. [I [[Haakon den godes saga]], kap. 11, note 9].</ref> har været holdt. Han satte da det i lovene, at til det ting skulde Oplændingene søge, og Heidsæves-loven skulde gaa over alle fylker paa Oplandene og saa vidt andensteds, som den siden har gaaet<ref>Snorre synes at mene, at Heidsævesloven ogsaa gjaldt i Viken, hvilket dog neppe er rigtigt.</ref>. Men da det vaaredes, søgte han ud til sjøen, lod der gjøre sine skibe rede og fór om vaaren [1022] ud til Tunsberg og sad der om vaaren, medens der var mest folksomt og tunge varer blev førte til byen fra andre lande. Der var da godt aar over hele Viken, og det saa godt ud helt nord til Stad, men overalt nordenfor var det dyrtid.


'''115.''' Kong Olav sendte om vaaren bud vester over Agder og helt nord over Rogaland og Hordaland, at han ikke vilde lade sælge derfra hverken korn eller malt eller mel; han lod følge med, at han vilde komme did med sine mænd og fare paa gjestning, saa som sedvane var. Dette bud fór nu over alle disse fylker, men kongen dvælte i Viken om sommeren og fór helt øster til landsenden. Einar Tambeskjelve havde været hos Olav Sveakonge, siden hans svoger Svein jarl var død, var bleven sveakongens mand og havde faaet der et stort len af ham. Men da kongen var død, ønskede Einar at søge fred hos Olav Digre, og ordsendinger havde om vaaren faret der mellem dem. Men da kong Olav laa i Elven<ref>Gøtaelven.</ref>, kom Einar Tambeskjelve did med nogle mænd; han og kongen talte da om sit forlig, og de kom til enighed om, at Einar skulde fare nord til Trondhjem og have alle sine eiendommer og ligesaa de jorder, som havde fulgt Bergljot i medgift. Fór da Einar sin vei nord, men kongen dvælte i Viken og var længe i Borg<ref>Sarpsborg.</ref> om høsten og førstningen at vinteren.


'''116.''' Erling Skjalgsøn holdt sit rige saa, at han raadede i alt for bønderne helt nord til Sognsjøen og øster til Lidandesnes, men han havde meget mindre landindtægter fra kongen end før. Det stod dog saa megen rædsel af ham, at ingen gjorde andet, end hvad han vilde. Kongen syntes, at Erlings magt var for stor. En mand hed Aslak Fitje-skalle, ætstor og mægtig; Erlings fader Skjalg og Aslaks fader Askel var sønner af brødre. Aslak var en god ven af kong Olav, og kongen lod ham sætte sig ned paa Søndhordaland, gav ham et stort len og store landindtægter og bad ham holde sig oppe imod Erling. Men det blev det ikke noget af, saasnart kongen ikke var nær; da blev Erling ene om at raade imellem dem, saa som han vilde. Han blev ikke mygere derved, at Aslak vilde drage sig frem ved siden af ham; deres skifte endte saa, at Aslak ikke holdt sig i syslen; han fór til kongen og fortalte ham om sammenstødene med Erling. Kongen bad Aslak være hos sig, «indtil jeg og Erling mødes.» Kongen sendte bud til Erling, at han om vaaren [1022] skulde komme til kongen i Tunsberg. Men da de mødes, holder de stævne, og kongen siger: «Saa er mig sagt om din magt, Erling, at det er ikke den mand nord fra Sognsjøen til Lidandesnes, som faar have sin frihed for dig; det er der mange mænd, som tykkes at være odelbaarne til at faa sin ret af mænd, som har samme byrd som de. Nu er her Aslak, din frænde, og han tykkes at merke noksaa stor kulde fra dig i eders samvær. Nu ved jeg ikke, om det kommer af, at han har skyld i det, eller om han skulde undgjælde for, at jeg har sat ham til at varetage mit tarv. Men om jeg nævner ham i dette, saa er det da mange andre, som klager over sligt for os, baade de, som sidder i sysler<ref>d. e. kongelige embedsmænd.</ref>, og aarmænd, som styrer vore gaarder og skal gjøre gjestebud for mig og mine mænd.» Erling svarer: «Det skal jeg strax svare, at jeg negter det, at jeg giver Aslak eller andre mænd sag, fordi de er i eders tjeneste; men det vil jeg tilstaa, at det er nu, som det længe har været, at hver af os frænder vil være større end de andre. Det skal jeg ogsaa tilstaa, at jeg gladelig bøier halsen for dig, kong Olav, men det vil tykkes mig haardt at bøie mig for Sel-Tore, som er trælbaaren i alle ætter, om han end nu er eders aarmand, eller for andre slige, som er hans mager i herkomst, om I end giver dem hæder.» Da tog begges venner til orde og bad, at de skulde forliges; de siger, at ingen mand er kongen til saa megen støtte som Erling, «om han kan være eders fulde ven»; paa den anden side sagde de til Erling, at han skulde give efter for kongen; naar han bare holdt sig i venskab med kongen, vilde det være ham let imod enhver anden at faa sligt frem, som han vilde. Saaledes endte denne stævne, at Erling skulde have de samme landindtægter, som han før havde havt, og alle de sager faldt bort, som kongen havde imod Erling; ogsaa skulde hans søn Skjalg fare til kongen og være hos ham. Aslak fór da tilbage til sine gaarder og de var nu at kalde for forligte. Erling fór ogsaa hjem til sine gaarder og holdt sig i sin magt som før.


'''117.''' Sigurd Toresøn hed en mand, broder til Tore Hund i Bjarkø; Sigurd var gift med Sigrid Skjalgsdatter, Erlings søster. Asbjørn hed deres søn; han tyktes at være meget haabefuld i opvexten. Sigurd boede paa Trondenes<ref>Østlig paa Hindøen i det nuværende Tromsø amt.</ref> i Åmd; han var en meget rig og gjæv mand. Ikke havde han gaaet kongen tilhaande, og Tore var mest navnkundig af brødrene, da han var kongens lendermand; men hjemme i bygden førte Sigurd sig ikke i nogen mon mindre storartet. Saalænge hedenskabet varede, var han vant til at holde tre blot hver vinter, et ved vinternat, et andet ved midvinter, et tredje henimod sommeren; men da han tog ved kristendommen, holdt han fast paa samme vis med gjestebud: om høsten havde han et stort venne-gilde, fremdeles om vinteren et jule-gilde — og bød da atter mange mænd til sig —; det tredje gilde havde han ved paaske, og da havde han ogsaa en mængde gjester. Sligt holdt han ved med, saalænge han levede. Sigurd døde sottedød, da Asbjørn var 18 vintre; han tog da arv efter sin fader. Han holdt ved den faste skik og havde tre gilder hver vinter, som hans fader havde havt. Det var kort tid mellem det, at Asbjørn havde taget ved fadersarven, og det, at aaringen tog til at blive værre og sæden slog feil for folk. Asbjørn holdt paa samme vis med sine gilder, og det kom ham til nytte, at det der var gammelt korn og gamle varer af dem, som trængtes. Men da dette aar led og det andet kom, var kornet ingenlunde bedre end forrige aar. Da vilde Sigrid, at gilderne skulde lægges ned, nogle eller alle; men det vilde Asbjørn ikke; han fór da om høsten ud at finde sine venner og kjøbte korn der, han kunde, men af nogle fik han. Det gik da fremdeles saa den vinter, at han holdt alle gilder. Men vaaren efter [1022] fik man lidet saaet, thi ingen kunde faa kjøbt sædekorn. Sigrid talte om, at de skulde have færre huskarler, men Asbjørn vilde ikke det og holdt ved med det samme den sommer; det saa da ud til et daarligt kornaar. Det fulgte ogsaa dermed, at saa blev sagt søndenfra landet, at kong Olav forbød at flytte korn og malt og mel søndenfra nord i landet. Da tyktes det Asbjørn at blive vanskeligt at skaffe det nødvendige til gaarden. Det var da hans raad, at han lod sætte frem en byrding<ref>En jagt, lastskib.</ref>, som han eiede. Det var et havgaaende skib af størrelse; skibet var godt og redskaben meget udsøgt; dermed fulgte et stribet seil. Asbjørn gjorde sig rede til færd og med ham 20 mænd; de fór sydover om sommeren, og intet er sagt om deres færd, før end de kom en eftermiddag ind i Karmtsund og lagde til ved Ågvaldsnes. Det staar en stor gaard kort op paa øen Kårmt, som heder Ågvaldsnes; der var det en kongsgaard, en god gaard; for den styrede Tore Sel og var der aarmand. Tore var af ringe æt og havde hævet sig vel til mand, var en meget driftig kar, maalsnild, slog stort paa, var strid og vilde altid holde sig frem; det kunde han, siden han fik kongens støtte; han var rask i tale og stor i ord. Asbjørn og hans mænd laa der om natten. Men om morgenen, da det var blevet lyst, gik Tore ned til skibet, og nogle mænd med ham. Han spurgte, hvem som raadede for det prægtige skib. Asbjørn siger sit navn og nævnte sin fader. Tore spørger, hvor langt han skulde fare, eller hvad han havde til erende. Asbjørn siger, at han vil kjøbe sig korn og malt; han siger, som sandt var, at det var megen dyrtid nord i landet; «men det er sagt os, at her er godt aar; vil du, bonde, sælge os korn? Jeg ser, at her er store hjelmer; det vil være os en hjælp, ikke at trænge til at fare længer.» Tore svarer: «Jeg skal give dig hjælp saa, at du trænger ikke at fare længer efter kornkjøb her eller videre om i Rogaland. Det kan jeg sige dig, at du godt kan vende tilbage og ikke fare længer, thi du vil ikke faa korn hverken her eller paa andre steder, thi kongen forbyder at sælge korn herfra nord i landet, — og far du hjem igjen, Haaløiging; det er bedst for dig.» Asbjørn siger: «Hvis saa er, bonde, som du siger, at vi ikke kan faa korn kjøbt, da er det ikke mindre mit erende at faa gjesteophold paa Sole og se min frænde Erlings hjem.» Tore siger: «Hvor nær frænde er du med Erling?» Han siger: «Min moder er hans søster.» Tore siger: «Da kan det være, at jeg ikke har talt varlig, om du er Rygekongens søstersøn.» Da kastede Asbjørns mænd tjeldene af sig og førte skibet ud. Tore raabte til dem: «Far nu vel og kom her, naar I farer hjemover.» Asbjørn siger, at saa skulde være. De farer nu sin vei og kommer om kvelden til Jæderen. Asbjørn fór op med 10 mænd, men de andre 10 vogtede skibet. Da Asbjørn kom til gaarden, fik han der god modtagelse, og Erling var meget glad over hans komme. Erling gav ham sæde nærmest sig og spurgte ham om mange tidender norden fra landet. Asbjørn fortæller ham fuldt ud om sit erende. Erling siger, at det var da ikke heldigt, eftersom kongen forbød kornsalg: «jeg tror ikke, her findes de mænd,» siger han, «som trøster sig til at bryde kongens ord; jeg har vanskeligt for at holde mig tilvens med kongen, thi det er mange, som søger at spilde vort venskab.» Asbjørn siger: «Sent er sandt at spørge; jeg har lært i ungdommen, at min moder var fribaaren paa alle sider, og det tillige, at Erling paa Sole nu var den gæveste af hendes frænder; men nu hører jeg dig sige, at du er ikke saa fri for kongens træler, at du kan raade for dit korn saa, som du liker.» Erling saa til ham, smilte og sagde: «Mindre ved I, Haaløiger, om kongens magt end vi Ryger; stor i ord er du vel hjemme, og det ligger til din æt. Lad os nu drikke først, frænde, og saa imorgen se til, hvad som kan gjøres ved dit erende.» De gjorde saa og var lystige om kvelden. Dagen efter taltes de ved, Erling og Asbjørn, og Erling sagde: «Nu har jeg havt omsorg for dit kornkjøb, Asbjørn. Eller hvor vanskelig er du paa, hvem du kjøber korn af?» Han siger, at han ikke lagde vegt paa, hvem han kjøbte korn af, hvis det blev solgt med god hjemmel. Erling sagde: «Det tykkes mig ligest, at mine træler har korn, saa at du kan faa kjøbt fuldt nok; de er ikke i lov eller landsret med andre mænd.» Asbjørn siger, at han vil tage det bud. Da blev det sagt til trælene om dette kjøb; de førte frem korn og malt og solgte til Asbjørn; han ladede sit skib, som han vilde. Men da han var rede til at fare bort, ledsagede Erling ham ud med vennegaver, og de skiltes i kjærlighed. Asbjørn fik god bør og lagde om kvelden til i Karmtsund ved Ågvaldsnes, og de var der om natten. Tore stævnede mænd til sig om natten, saa at han før dag havde 60 mænd; han fór til Asbjørn, saasnart det var lidt lyst; de gik strax ud paa skibet. Da var Asbjørn og hans mænd klædte, og Asbjørn hilste Tore. Tore spørger, hvad for varer Asbjørn havde paa skibet. Han siger, at det var korn og malt. Tore siger: «Da gjør Erling efter sin vane, at agte alle kongens ord ringe, og han er endnu ikke lei af at være hans modstander i alt, og underligt er det, at kongen finder sig i alt af ham.» Tore talte rasende en stund; men da han holdt op, siger Asbjørn, at Erlings træler havde eiet kornet. Tore svarer hastig, at han ikke brød sig om hans og Erlings kneb: «Det er nu for haanden, Asbjørn, at I faar gaa i land, ellers kaster vi eder udenbords; thi vi vil ikke have det trangt for eders skyld, medens vi rydder skibet.» Asbjørn saa, at han ikke havde folkestyrke imod Tore, og saa gik Asbjørn og hans mænd iland, men Tore lod flytte al ladningen af skibet. Men da skibet var ryddet, gik Tore langs skibet; han sagde: «Et overmaade godt seil har de, Haaløigingene; tag vort gamle byrding-seil og giv det til dem; det er fuldgodt for dem, naar de seiler hjem med løs kjøl.» Saa blev gjort, at det blev skiftet seil. Efter dette fór Asbjørn sin vei og stævnede da nord langs land og stansede ikke, før han kom hjem i førstningen af vinteren, og blev den færd meget omtalt. Da var alt stræv med at gjøre gilder rede den vinter taget fra Asbjørn. Tore bød Asbjørn og hans moder til julegilde med de mænd, de vilde have med sig. Asbjørn vilde ikke fare og sad hjemme. Det fandt man, at det tyktes Tore, at Asbjørn agtede hans indbydelse ringe; Tore spottede over Asbjørns færd: «baade er det saa,» siger han, «at det er stor forskjel paa anseelse blandt os, Asbjørns frænder, og han gjør desuden stor forskjel; sligt stræv, han lagde i sommer paa at gjeste Erling paa Jæderen, medens han nu her ikke vil fare i det nærmeste hus til mig; jeg ved ikke, om han tænker, at han vil møde en Sel-Tore i hver holme.» Slige ord og andre lignende hørte Asbjørn fra Tore. Asbjørn var ilde tilmode over sin færd og end mere, naar han hørte, at man havde den til latter og spot. Han blev hjemme om vinteren og fór ikke nogensteds til gilde.


'''118.''' Asbjørn havde et langskib; det var en snekke med tyve sæder, som stod i et stort nøst. Efter kyndelsmesse<ref>2 febr. 1023.</ref> lod han skibet sætte frem, bære redskab til og gjøre skibet rede. Da stævnede han til sig sine venner og havde nær 90 mænd, alle vel væbnede. Men da han var færdig og det kom bør, seilede han sydover langs land, og de fór sin færd frem, men fik sen bør. Da de kom syd i landet, fór de den ydre vei mere end indenskjærs. Intet blev at fortælle om deres færd, før end de henimod kvelden femte dag paaske<ref>18 april 1023.</ref> landede paa udsiden af Kårmt. Den er en stor ø, lang og for det meste ikke bred, den ligger ved hoved-leden paa udsiden; der er en stor bygd, men vide er den ubygget paa den side, som vender ud imod havet. Asbjørn og hans mænd landede paa udsiden der, hvor det var ubygget. Men da de havde tjeldet, sagde Asbjørn: «Nu skal I være efter her og bie paa mig; men jeg vil gaa op i øen for at speide ud, hvad som gaar for sig paa øen, thi det har vi ikke spurgt forud.» Asbjørn havde en tarvelig dragt og sid hat og en fork i haanden, men var gjordet med sverd under klæderne. Han gik op paa land og indover øen. Men da han kom paa en høide, hvor han kunde se til gaarden paa Ågvaldsnes og videre frem i Karmtsund, saa han mange mænd paafærde baade paa sjø og paa land, og alle de folk søgte til gaarden paa Ågvaldsnes; det tyktes ham underligt. Siden gik han ind paa gaarden og did, hvor tjenestefolkene lagede mad; han hørte da strax og skjønte af deres taler, at kong Olav var kommen der paa gjestning, og tillige, at kongen havde gaaet tilbords. Asbjørn vendte sig da til stuen, men da han kom i forstuen, gik en mand ud og en anden ind, og ingen gav agt paa ham. Aaben var stue-døren; han saa, at Tore Sel stod foran høisædesbordet. Da var det ledet ud paa kvelden. Asbjørn hørte til, at folk spurgte Tore om mødet mellem ham og Asbjørn, og tillige at Tore fortalte en lang saga derom, og Asbjørn syntes, at han synlig heldede til én side i fortællingen. Da hørte han en mand sige: «Hvorledes bar han Asbjørn sig ad, da I ryddede skibet?» Tore siger: «Han bar sig nogenlunde, dog ikke vel, da vi ryddede skibet; men da vi tog seilet fra ham, da græd han.» Da Asbjørn hørte dette, drog han sverdet haardt og raskt, løb ind i stuen og hugg strax til Tore. Hugget kom bagfra paa halsen; hovedet faldt paa bordet foran kongen, men kroppen paa hans fødder; borddugene blev fulde af blod baade oventil og nedentil. Kongen bød strax at tage ham, og saa blev gjort, at Asbjørn blev tagen til fange og ledsaget ud af stuen. Da blev bordtøiet og dugene taget og baaret ud, ligesaa blev Tores lig baaret bort, og det blev sopet overalt der, det var blodigt. Kongen var meget vred, men styrede dog sine ord vel, som han jevnlig var vant til. Skjalg Erlingsøn stod op og gik for kongen og talte saa: «Nu kan det være som oftere, konge, at man faar søge efter bedring der, hvor I er; jeg vil byde bøder for denne mand, saa at han kan faa holde liv og lemmer, men I, konge, faar «skabe og skjære» om alt andet.« Kongen siger: «Er ikke det en dødssag, Skjalg, om en mand bryder paaskefreden? og det en anden, at han dræbte en mand i kongens herberge? det en tredje (som vel tykkes dig og din fader lidet værd), at han havde mine fødder til huggestok?» Skjalg svarer: «Ilde er det, konge, at I ikke liker det; men iøvrigt vilde verket være godt gjort. Men hvis dette verk, konge, tykkes eder imod og gaar eder nær; saa venter jeg at modtage meget af eder for min tjeneste; mange vil sige, at I vel kan gjøre det.» Kongen siger: «Om du end er meget værd, Skjalg, saa vil jeg ikke for din skyld bryde loven og lægge den kongelige hæder ned.» Skjalg gaar da bort og ud af stuen; 12 mænd havde været der med Skjalg, og de fulgte ham alle, og mange andre gik bort med ham. Skjalg sagde til Toraren Nevjolvsøn: «Hvis du vil have mit venskab, saa læg du al vind paa, at manden ikke bliver dræbt før søndag.» Siden gaar Skjalg og hans mænd bort, og de tog en roskute, som han eiede, og roede sydover saa raskt, de kunde, og de kom ved daggry til Jæderen; de gik strax op til gaarden og til det loft, som Erling sov i. Skjalg løb saa paa døren, at den brast om naglerne. Ved dette vaagner Erling og de andre, som var inde; han var raskest paa fødderne, greb op sit skjold og sverd og løb til døren og spurgte, hvem som for saa voldsomt der. Skjalg navngav sig og bad ham aabne døren. Erling siger: «Det var rimeligst, at det maatte være dig, naar man fór saa taabelig; eller farer der folk efter eder?» Da blev døren lukket op. Da sagde Skjalg: «Om end du synes, jeg farer voldsomt, tænker jeg ikke, at din frænde Asbjørn vil synes det ''for'' raskt, der han sidder i lænker nord paa Ågvaldsnes; og det er mandigere at fare til og hjælpe ham.» Siden taler fader og søn sammen, og Skjalg fortæller da Erling alle hændelser ved Sel-Tores drab.


'''119.''' Kong Olav satte sig i sit sæde, da alt var gjort istand i stuen, og var han meget vred; han spurgte, hvad som var gjort med drabsmanden. Det blev sagt ham, at han var ude i svalene, holdt under vagt. Kongen siger: «Hvorfor er han ikke dræbt?» Toraren Nevjolvsøn siger: «Herre, kalder I ikke det mord, at dræbe folk om nætterne?» Da sagde kongen: «Sæt ham da i lænker og dræb ham imorgen!» Da blev Asbjørn lagt i lænker og stængt inde i hus om natten. Dagen efter hørte kongen paa morgenmessen; siden gik han til stævner og sad der frem til høimesse, og da han gik fra messen, sagde han til Toraren: «Er nu solen ikke saa høit oppe, at eders ven Asbjørn kan hænges?» Toraren bøiede sig for kongen og sagde: «Herre, forrige fredag<ref>d. e. langfredag.</ref> sagde biskopen, at den konge, som har magt over alt, han taalte dog prøvelser, og den er sæl, som heller ligner ham end dem, som dengang dømte ham til døden; eller ham, som voldte manddrabet. Nu er det ikke langt til imorgen, og da er det hverdag.» Kongen saa til ham og sagde: «Du skal raade i dette, at han ikke blir dræbt idag; nu skal du tage imod ham og vogte ham; og vid det for sandt, at der er dit liv paa spil, om han paa nogen vis kommer bort.» Kongen gik da sin vei; men Toraren gik did, hvor Asbjørn sad i jern. Toraren lod da tage lænkerne af ham og fulgte ham til en liden stue og lod ham saa faa drikke og mad og sagde ham, hvad kongen havde lagt paa, om Asbjørn løb bort. Asbjørn sagde, at Toraren trængte ikke at frygte det. Toraren sad der længe hos ham om dagen, og ligesaa sov han der om natten. Lørdag stod kongen op og gik til morgenmesse; siden gik han paa stævner, thi mange af bønderne var komne der, og de havde mangt at kjære over. Kongen sad der længe om dagen, og man gik noksaa sent til høimesse. Efter det gik kongen til bords; da han havde faaet mad, drak han en stund, medens bordene var fremme. Toraren gik til den prest, som forestod kirken, og gav ham to øre sølv, for at han skulde ringe til helg, saasnart som kongens borde blev tagne bort. Men da kongen havde drukket den stund, han likte, blev bordet taget bort. Da sagde kongen, at nu var det tid, at trælene fór bort med drabsmanden og dræbte ham. I det øieblik blev det ringet til helg. Da gik Toraren for kongen og sagde: «Grid skal den mand vel have over helgen, om han end har gjort ondt.» Kongen siger: «Vogt du ham, Toraren, saa at han ikke undkommer.» Kongen gik da til kirke og fór til nónmesse<ref>Messe ved nón (''nona hora'', den 9de time), omkr. kl. 3-4 om eftermiddagen.</ref>, men Toraren sad fremdeles hele dagen hos Asbjørn. Søndag gik biskopen til Asbjørn og skriftede ham og gav ham lov til at høre høimesse. Toraren gik da til kongen og bad ham sætte mænd til at vogte drabsmanden: «nu vil jeg,» siger han, «ikke have mere at gjøre med hans sag.» Kongen bad ham have tak for det, han havde gjort, og fik da mænd til at vogte Asbjørn; det blev da lagt lænker paa ham. Men da man gik til høimesse, blev Asbjørn ledsaget til kirken; han stod udenfor kirken med dem, som vogtede ham, men kongen og hele mængden stod ved messen.


'''120.''' Nu skal vi fortælle om det, som vi før har vendt os fra, at Erling og hans søn Skjalg lagde sine raad om denne vanskelighed, og det blev da med Skjalgs og hans andre sønners opeggelse endelig aftalt, at de samlede mænd og skar hærpil op; det kom da snart en stor hær sammen, og de skaffede sig skibe; det blev da holdt mandtal, og det var nær 1500<ref>1800.</ref> mænd. De fór med den hær og kom om søndagen<ref>21de apr. 1023.</ref> til Ågvaldsnes paa Kårmt og gik op til gaarden med hele flokken og kom paa den tid, da evangeliet var læst; de gik strax op til kirken og tog Asbjørn; lænkerne blev brudte af ham. Men ved dette gny og vaabenbrag løb alle de ind i kirken, som før var ude; men de, som var i kirken, saa alle ud undtagen kongen, han stod og saa sig ikke om. Erling stillede sin hær op paa begge sider af den vei, som laa fra kirken og til stuen. Men da hele messen var sunget, gik kongen strax ud af kirken; han gik da først frem i mandgaren, men siden hans mænd, den ene efter den anden.


[[Bilde: Kong Olav gaar gennem mandgaren frem mod Erling Skjalgsøn.jpg|center|thumb|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Kong Olav gaar gennem mandgaren frem mod Erling Skjalgsøn.'''''</center>]]


Saasnart han kom frem til døren, gik Erling frem foran døren, bøiede sig for kongen og hilste ham. Kongen svarede og bad Gud hjælpe ham. Da tog Erling tilorde: «Saa er mig sagt, at min frænde Asbjørn har gjort en stor misgjerning, og er det ilde, konge, om det er skeet saa, at I er misfornøiet. Nu er jeg derfor kommen for at byde forlig og slige bøder for ham, som I selv vil have, for at modtage til gjengjæld hans liv og lemmer og landsvist<ref>Se side 348 note 1. [Kap. 102, note 175].</ref>.» Kongen svarer: «Saa synes det mig, Erling, som om I nu vel tykkes at have magten i Asbjørns sag; jeg ved ikke, hvorfor du lader saa, som om du skulde byde forlig for ham; jeg tænker, at du har draget sammen en hær af mænd, fordi du nu ønsker at raade mellem os.» Erling siger: «I skal raade, og raade saa, at vi skilles forligte.» Kongen sagde: «Tænker du at skræmme mig, Erling? har du derfor saa stor hærstyrke?» «Nei,» siger han. «Men hvis andet ligger under [siger kongen], saa kommer jeg ikke til at fly.» Erling siger: «Ikke trænger du at minde mig paa det, at vore møder hidtil har været slige, at jeg har havt faa folk imod dig; men nu skal det, som jeg har i sinde, ikke skjules for dig, at jeg vil, at vi skal skilles forligte; eller ogsaa venter jeg, at jeg ikke vover flere møder mellem os.» Erling var da rød som blod i ansigtet. Da gik biskop Sigurd frem og sagde til kongen: «Herre, jeg byder eder at lyde for Guds skyld at I forliger eder med Erling efter det, han byder, at denne mand faar have liv og lemmer, men I raader alene for alle vilkaar.» Kongen svarer: «I skal raade.» Da sagde biskopen: «Erling, giv kongen slig sikkerhed, som han liker; siden skal Asbjørn gaa til grid og give sig i kongens vold.» Erling stillede sikkerhed, men kongen tog imod den. Siden gik Asbjørn til grid, gav sig i kongens vold og kyssede kongen paa haanden. Derpaa vendte Erling sig bort med sine mænd; det blev da ingen hilsning af. Derefter gik kongen ind i stuen og Asbjørn med ham; siden afgjorde kongen hele forliget og talte saa: «Det er ophav til vort forlig, Asbjørn, at du skal give dig under den landslov, at den mand, som dræber kongens tjenestemand, skal tage paa sig den samme tjeneste, hvis kongen vil. Nu vil jeg, at du skal overtage den aarmands-stilling, som Sel-Tore har havt, og raade her for min gaard paa Ågvaldsnes.» Asbjørn siger, at saa skulde det være, som kongen vilde; «dog maa jeg først fare til min gaard og stelle for den.» Kongen lod sig det vel like; han fór derfra til et andet gjestebud, der det var gjort istand til ham, men Asbjørn gjorde sig da rede til at fare med sine følgesmænd. De havde ligget i lønlige viger hele den tid, Asbjørn var borte; de havde speidet efter, hvad det var i veien med ham, men vilde ikke fare bort, før end de vidste, hvad det vilde blive til. Siden gav Asbjørn sig paa færd og stansede ikke om vaaren, før end han kom nord til sin gaard. Han blev kaldt Asbjørn «Selsbane». Men da Asbjørn havde været hjemme en kort tid, mødtes han og hans frænde Tore, og de taltes ved. Tore spørger da Asbjørn nøiagtig ud om hans færd og alle hændelser, som der havde tildraget sig, men Asbjørn fortalte alt, som det havde gaaet. Da siger Tore: «Det tykkes dig vel nu, at du har hevnet den skam, at du blev ranet i høst?» «Saa er det,» sagde Asbjørn, «eller hvad tykkes dig, frænde?» «Det skal jeg snart sige», svarede Tore, «at den forrige færd, du fór syd i landet, var meget skjæmmende, men den stod dog til at bedre; men denne færd er en skam baade for dig og for dine frænder, om det skal have fremgang, at du blir kongens træl og jevning med den værste mand, Tore Sel. Gjør nu saa mandig, at du heller sidder paa dine eiendommer her; vi, dine frænder, skal yde dig saadan støtte, at du aldrig siden kommer i slig klemme.» Asbjørn fandt dette rimeligt, og før end han og Tore skiltes, blev dette raad stadfæstet, at han skulde blive siddende paa sin gaard og ikke siden fare til kongen eller gaa i hans tjeneste; og saa gjorde han og sad hjemme paa sine gaarder.


'''121.''' Efterat kong Olav og Erling Skjalgsøn havde mødtes paa Ågvaldsnes, kom atter paany uenigheden op mellem dem, og den voxte, indtil det blev fuldt fiendskab mellem dem. Kong Olav fór paa gjestning over Hordaland om vaaren [1023]; og derefter for han op paa Voss, thi han spurgte, at folket der var lidet kristent. Han holdt ting med bønderne der, som heder Vangen<ref>Vossevangen.</ref>; did kom bønderne i mængde og med fuld væbning. Kongen bød dem at tage ved kristendommen, men bønderne bød kamp imod, og det kom saa langt, at begge fylkede sine mænd. Da blev det saa med bønderne, at rædsel fór dem i bringen, og ingen vilde staa fremmest; enden derpaa blev det, som lønnede sig bedst, at de gik kongen til haande og tog kristendommen. Kongen skiltes ikke fra dem, før end det var bleven fuldkristnet der.[[Bilde:Olavskrossen Voss.jpg|thumb|right|190px|<center>'''''Olavskrossen i Voss'''''</center>]] Det hændte en dag, at kongen red sin vei frem og sang sine salmer; men da han kom ligefor haugene, stansede han og sagde: «Disse mine ord skal mand sige til mand, at jeg kalder det raadeligt, at aldrig siden nogen Norges konge skal fare mellem disse hauger.» Det er ogsaa mænds tale, at de fleste konger har vogtet sig for det siden. Derpaa fór kongen ud til Ostrefjord<ref>Vosseelven munder ud i Bolstadfjorden, en arm af fjordene om den store ø Oster.</ref>, kom der til sine skibe og fór saa nord til Sogn og tog der gjestning om sommeren. Men da det blev høst, fór han ind i fjorden og fór derfra op paa Valders; der var forud hedensk. Kongen fór saa raskt som muligt op til vandet<ref>Enten Vangsmjøsen eller Slidrefjord.</ref>; der kom han uventet af bønderne og tog der deres skibe; han gik ud paa dem selv med hele sin flok. Siden skar han tingbud, og tinget blev sat saa nær vandet, at kongen havde magt over alle skibene, om han skulde trænge til dem. Bønderne søgte til tinget i stor mængde og fuldt væbnede. Kongen bød dem kristendom, men bønderne raabte imod og bad ham tie; de gjorde strax stort gny og vaabenbrag. Men da kongen saa, at de ikke vilde lytte til det, han lærte dem, og tillige at de havde saa stor en mængde folk, at man ikke kunde staa sig imod dem, da vendte han sin tale om og spurgte dem, om det paa tinget var de mænd, som havde slige sager imod hverandre, at de vilde, han skulde forlige dem. Det fandtes snart i bøndernes ord, at mange var der uforligte sig imellem, som da havde løbet sammen for at tale imod kristendommen. Men saasnart bønderne tog paa at kjære sine vanskelige sager, skaffede hver af dem sig følge for at føre sin sag frem; dermed gik hele dagen, og ved kvelden blev tinget hævet. Saasnart bønderne havde spurgt, at kong Olav havde faret over Valders og var kommet i bygden, havde de ladet hærpil fare om og stævnet alle mænd sammen; med den hær fór de imod kongen, men videnom var det da ganske øde i bygden. Bønderne holdt samlingen oppe, efterat tinget var hævet; det fik kongen at vide. Da han kom paa sine skibe, lod han om natten ro tværs over vandet; der lod han sine mænd gaa op i bygden, lod der brænde og rane. Dagen efter roede de fra nes til nes, og kongen lod brænde bygden overalt. Men da de bønder, som var i samlingen, saa røg og lue ved sine gaarder, da blev de løse i flokken; hver stævnede da bort og søgte hjemad, om han kunde finde sine husfolk. Men saasnart det kom brudd i hæren, fór den ene efter den anden, indtil alt løstes op i smaa flokker. Men kongen roede over vandet og brændte da paa begge lande. Da kom bønderne til ham og bad om miskund, tilbød at gaa ham til haande. Han gav grid til hver mand, som kom til ham og krævede det, og ligesaa til deres gods. Talte da ingen mand imod kristendommen; kongen lod da folket døbe og tog gisler af bønderne. Kongen dvælte der længe om høsten, lod drage skibene over eid mellem vandene og fór lidet om i landet op fra vandene, thi han troede bønderne ilde; han lod der bygge kirker og vie dem og satte prester. Men da kongen ventede, at det skulde fryse, søgte han op paa land og kom da frem paa Toten. Om det, at kong Olav havde brændt paa Oplandene, taler Arnor Jarleskald, da han digtede om hans broder Harald:

::Det stammer fra ætten, at Yngve<ref>d. e. kong Harald Haardraade.</ref>
::Oplændingers huser brændte
::(folket fik fyrstens vrede;
::fremst han var af mændene).
::Ikke vilde bønderne
::adlyde seiersfyrsten,
::før end dem ulykken naaed’:
::fienderne endte i galgen.

Siden fór kong Olav nord gjennem Dalene lige til fjeldet<ref>Dovrefjeld.</ref> og stansede ikke, før end han kom til Trondhjem og helt til Nidaros; der gjorde han rede til vinterophold og sad der om vinteren. Det var hans kongedømmes 10de vinter. Sommeren [1023] forud fór Einar Tambeskjelve fra landet og først vester til England; han traf der sin maag, Haakon jarl, og dvælte der hos ham en tid. Siden fór Einar til kong Knut og fik af ham store gaver. Efter det fór Einar syd over havet og helt syd til Romaborg og kom tilbage næste sommer [1024]. Han fór da til sine gaarder, og kong Olav og han mødtes ikke dengang.


'''122.''' Alvhild hed en kvinde, som blev kaldt kongens tjenestekvinde; hun var dog kommen af god æt og var en skjøn kvinde; hun var ved kong Olavs hird. Men den vaar blev det til tidende, at Alvhild var med barn, og det vidste kongens tillidsmænd, at han var fader til det barn. [1024] Saa hændte det en nat, at Alvhild fik sygdom; det var faa folk tilstede, nogle kvinder og en prest og Sigvat skald med faa andre. Alvhild led meget og var nær døden; hun fødte en gut, og del var en stund, at de ikke vidste nøie, om det var liv i barnet. Men da barnet drog aande — og dog meget svagt —, bad presten Sigvat gaa at sige det til kongen. Han svarer: «Ikke for nogen pris tør jeg vække kongen, thi han forbyder hver mand at forstyrre søvnen for ham, før end han selv vaagner.» Presten svarer: «Det er nu nødvendigt, at dette barn faar daab; det synes mig ikke at kunne leve.» Sigvat sagde: «Heller tør jeg raade saa, at du døber barnet, end at jeg vækker kongen; jeg faar tage imod onde ord, men give det navn.» Saa gjorde de, at barnet blev døbt og kaldt Magnus. Morgenen efter, da kongen var vaagnet og klædt, blev alt sagt ham om disse hændelser. Da lod kongen Sigvat kalde til sig; han sagde: «Hvorfor var du saa djerv, at du lod døbe mit barn, før end jeg vidste om det?» Sigvat svarer: «Fordi jeg vilde heller give to mænd til Gud, end én til Fanden.» Kongen sagde: «Hvorfor skulde det staa paa spil?» Sigvat svarer: «Barnet var kommet døden nær, og det vilde være Fandens mand, om det døde hedensk; men nu er det Guds mand. Det var ogsaa det andet, at jeg vidste, at om du end var mig vred, vilde det dog ikke gjælde mere end mit liv; men hvis du vil, at jeg skal miste det for denne sags skyld, saa haaber jeg, at jeg skal blive Guds mand.» Kongen sagde: «Hvorfor lod du gutten hede Magnus? Ikke er det vort ættenavn.» Sigvat svarede: «Jeg kaldte ham efter kong Karlamagnus<ref>Karlamagnus, d. e. ''Carolus Magnus'', Karl den store.</ref>, han vidste jeg var den bedste mand i verden.» Da sagde kongen: «Du er en stor lykke-mand, Sigvat; det er ikke underligt, at lykke følger med visdom, men underligt er det, som stundom kan hænde, at den lykke følger uvise mænd, at uvittige raad vender sig til lykke.» Kongen var da meget glad. Gutten fødtes op og blev snart haabefuld, da han voxte til.


'''123.''' [[Bilde:Tore Hund gaar ned til bryggen med spydet Selshevner.jpg|thumb|right|400px|<center>Halvdan Egedius:<br>'''''Tore Hund gaar ned til bryggen med spydet «Selshevner».'''''</center>]]Den samme vaar gav kong Olav Asmund Grankelsøn syssel paa Haalogaland, halvt med Haarek i Tjotta; men han havde før havt den hele, dels til indtægt, dels til len. Asmund havde en skute og paa den nær 30 mænd, vel væbnede. Men da Asmund fór nord, mødtes han med Haarek; Asmund sagde ham, hvorledes kongen havde ordnet med sysselen, og lod der kongens jertegn følge med. Haarek sagde saa, at kongen fik raade for, hvem som skulde have syssel: «men dog gjorde de forrige høvdinger ikke saa, at minke retten for os, som er ætbaarne til at faa magt af kongerne, men give den til de bondesønner, som ikke før har havt sligt under hænder.» Men om det end skjøntes paa Haarek, at dette var hans sind imod, lod han dog Asmund tage imod sysselen, saaledes som kongen havde sendt bud om. Asmund fór da hjem til sin fader, dvælte der en kort tid og fór saa siden til sin syssel nord paa Haalogaland; men da han kom nord i Langø<ref>Den vestligste ø i Vesteraalen.</ref>, boede der to brødre, den ene hed Gunstein, den anden Karle; de var rige og meget udmerkede mænd. Gunstein stelte mest med gaardsdriften og var ældst af brødrene; Karle var vakker af udseende og elskede meget stas; men begge var idrætsmænd i mange deler. Asmund fik der god modtagelse og dvælte der en tid; han krævede der sammen fra syslen sligt, han kunde faa. Karle talte til Asmund om, at han vilde fare med ham syd til kong Olav og søge at blive taget op i hirden. Asmund opmuntrede det raad og lovede at lægge et godt ord ind hos kongen, for at Karle skulde naa det erende, han ønskede; han gav sig da i følge med Asmund. Asmund spurgte, at Asbjørn Selsbane havde faret syd i Vaagastævne<ref>Fiskestævnen i Vaagan.</ref> og havde en byrding, han eiede, med nær 20 mænd paa, og at han var ventendes nu nordover. Asmund og hans følge fór sin vei sydover langs land og havde modvind, men dog ikke sterk; det seilede imod dem skibe, som var af Vaagaflaaden. De spurgte da i stilhed efter om Asbjørns færd, og det blev dem sagt, at han snart vilde komme nordover. Asmund og Karle var senge-fæller, og det var stort venskab mellem dem. Det var en dag, da Asmund og hans mænd roede frem efter et sund, at en byrding seilede imod dem; det skib var let at kjende; det var lyst paa siderne, malet baade med hvidt og rødt; de havde stribet seil. Da sagde Karle til Asmund: «Ofte taler du om, at du er meget nysgjerrig efter at se han Asbjørn Selsbane; ikke kan jeg kjende skib, om ikke han seiler der.» Asmund svarer: «Gjør saa vel, fælle, og sig mig til, om du kjender ham.» Da gik skibene nær hinanden, og Karle sagde: «Der sidder han Selsbane ved styret i blaa kjortel.» Asmund svarer: «Jeg skal give ham en rød kjortel.» Siden skjød Asmund et spyd efter Asbjørn Selsbane, og det kom midt paa ham og fløi gjennem ham, saa at det stod fast frem i hovedfjælen; Asbjørn faldt død fra styret. Begge skibe fór siden hver sin vei. De førte Asbjørns lig nord til Trondenes. Sigrid lod da sende bud til Bjarkø efter Tore Hund. Han kom til, da det var stellet om Asbjørns lig efter deres skik. Men da de fór bort, valgte Sigrid ud gaver til sine venner. Hun ledsagede Tore til skibet; men inden de skiltes, sagde hun: «Saa er det nu, Tore, at Asbjørn, min søn, lyttede til dine venneraad. Nu fik han ikke liv langt nok til at lønne det, som det var værd; nu, skjønt jeg er mindre dygtig til det, end han vilde være, da skal jeg dog have vilje dertil. Nu er her en gave, som jeg vil give dig, og jeg skulde ønske, at det kom dig vel til nytte;» — det var et spyd — «her er nu det spyd, som stod igjennem Asbjørn, min søn, og endnu er det blod paa det; da vil du snarere mindes, at det passer til det saar, du saa paa Asbjørn, din brodersøn. Nu vilde du handle mandig, om du lod det komme saaledes fra dine hænder, at det stod i brystet paa Olav Digre. Nu siger jeg det derom,» siger hun, «at du skal være hver mands nidding, om du ikke hevner Asbjørn.» Da gik hun bort. Tore blev saa vred over hendes ord, at han ikke kunde svare; han agtede ikke paa at slippe spydet, og ikke agtede han paa bryggen, og han vilde have gaaet paa dybet, om ikke hans mænd havde taget i ham og støttet ham, da han gik ud paa skibet. Det var et maalespyd<ref>At et vaaben havde «maal», vil sige, at det havde indsmedede merker eller figurer (runer?).</ref>, ikke stort, men falen<ref>Det hule rør i spydskaftet, hvortil spydodden er fæstet.</ref> var guldslaaet. Tore og hans mænd roede bort og hjem til Bjarkø. Asmund og hans følge fór sin vei, indtil de kom syd til Trondhjem og til « kong Olav. Asmund sagde da kongen, hvad tidende det havde hændt paa hans færd. Karle blev kongens hirdmand; han og Asmund holdt vel sit venskab. Men de ord, som Asmund og Karle havde sagt til hinanden, inden Asbjørn blev dræbt, de blev ikke dulgt, thi de fortalte selv kongen om det. Men der var det, som sagt er, at «hver har en ven blandt uvenner»; det var der nogle, som fæstede sligt i hug, og derfra kom det til Tore Hund.


'''124.''' Kong Olav gjorde sig rede, da det led paa vaaren, rustede sine skibe ud; siden fór han om sommeren syd langs landet, holdt ting med bønderne, mæglede mellem folk og satte skik paa landet; han tog ogsaa kongens indtægter der, han fór. Om høsten fór kongen helt øster til landsenden. Da havde kong Olav kristnet landet der, storherredene var. Da havde han og givet love over hele landet. Han havde ogsaa lagt under sig Orknøerne, saa som før blev sagt<ref>Side 347-348 [Kap. 101-102].</ref>. Han havde ogsaa havt ordsendinger til og vundet sig mange venner paa Island og Grønland og ligesaa paa Færøerne. Kong Olav havde sendt kirke-ved til Island, og den kirke blev gjort paa Tingvolden, der altinget er<ref>Ved Øxaraa i det sydvestlige Island.</ref>; han sendte ogsaa med en stor klokke, den som endnu er der. Det var da, efterat Islændingene havde omgjort sin lov og sat kristenretten efter det, som kong Olav havde sendt bud om. Siden fór det fra Island mange udmerkede mænd, som blev kong Olav haandgangne; der var Torkel Eyjolvsøn<ref>Paa Hvamm (se [[Laksdøla Saga|Laxdølasaga]]).</ref>, Torleik Bollesøn<ref>Eyjolvs stesøn, søn af den Bolle, som omtales side 205. [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 82].</ref>, Tord Kolbeinsøn<ref>Skalden (om ham se [[Bjørn Hitdalekjæmpes Saga|Bjørn Hitdølakappes saga]]).</ref>, Tord Bårksøn<ref>Søn af Bårk den digre og søskendebarn af Snorre gode.</ref>, Torgeir Haavarsøn<ref>De to fostbrødre, om hvem «Fostbrødresaga» fortæller.</ref>, Tormod Kolbruneskald<ref>De to fostbrødre, om hvem «Fostbrødresaga» fortæller.</ref>. Kong Olav havde sendt vennegaver til Island til mange høvdinger; men de sendte ham slige ting, som fandtes der, og som de ventede, han vilde regne for sendinger. Men i disse venskabstegn, kongen viste imod Island, boede det endnu flere ting under, de som senere blev aabenbare.


'''125.''' Kong Olav sendte denne sommer Toraren Nevjolvsøn til Island med sine erender, og Toraren styrede sit skib ud fra Trondhjem, da kongen fór, og fulgte ham syd paa Møre. Derpaa seilede Toraren ud i havet og fik saa strygende bør, at han seilede paa fire døgn, indtil han naaede Eyrar<ref>Ved den nuværende by ''Eyrarbakki'' paa sydvestsiden af Island, søndenfor Tingvoldene.</ref> paa Island, og for strax til altinget og kom did, da man var ved Lagberget<ref>Den høide ved Almannagjaa, hvor lovsigemanden sad.</ref>; han gik strax til Lagberget. Men da man var færdig med lovsager, tog Toraren Nevjolvsøn tilorde: «Jeg skiltes for fire nætter siden fra kong Olav Haraldsøn; han sendte Guds og sin hilsen hid til alle landshøvdinger og styresmænd og der med til hele almuen, karler og kvinder, unge mænd og gamle, rige og fattige, og det sendte han med, at han vil være eders herre, hvis I vil være hans mænd, men hver hinandens venner og hjælpere til alle gode ting.» Man svarede vel paa hans tale; alle sagde, at de med glæde vilde være kongens venner, hvis han vilde være ven af mændene her i landet. Da tog Toraren til orde: «Det følger med kongens hilsen, at han vil bede Nordlændingene i venskab om, at de vil give ham en ø eller et udskjær, som ligger udenfor Eyjafjord, og som man kalder Grimsey;[[Bilde:Grimsey.jpg|right|thumb|270px]] imod den vil han lægge de goder af sit land, som mændene kan ønske af ham; men han sendte ord til Gudmund af Mådroveller om at støtte den sag, thi han har spurgt det, at Gudmund raadede mest der.» Gudmund svarer: «Jeg er ivrig for kong Olavs venskab, og jeg regner det for meget mere nyttigt end det udskjær, som han ønsker; men dog har kongen ikke spurgt sandt i det, at jeg skulde have mere magt derover end andre, thi det er nu gjort til almenning. Nu vil vi holde stævne derom mellem os, de mænd, som har mest gavn af øen.» Siden gaar mændene til bodene. Efter det havde Nordlændingene stævne mellem sig og talte om denne sag. Hver lagde da til sligt, som syntes ham. Gudmund støttede denne sag, og mange andre der rettede sig efter det. Da spurgte mænd, hvorfor hans broder Einar ikke sagde noget dertil: «han tykkes os at kunne se gløggest i de fleste ting,» sagde de. Da svarer Einar: «Derfor er jeg faatalende om denne sag, fordi ingen har spurgt mig; men hvis jeg skal sige min tanke, da tror jeg, at det vilde være det bedste for folket her i landet, at de ikke gaar under skatgaver til kong Olav eller alle slige paalæg her, som han har imod mændene i Norge; og den ufrihed vil vi ikke alene føre ind over os, men baade over os og vore sønner og al vor æt, dem som bygger dette land, og den tvang vil aldrig gaa bort fra dette land; men om end denne konge er en god mand, som jeg vel tror han er, saa kan det gaa saa herefter som hidtil, naar det bliver omskifte af konger, at de er ujevne, nogle gode, men nogle onde. Men hvis landsmændene vil holde ved sin frihed, den de har havt, siden dette land blev bygget, da er det den udvei ikke at give kongen leilighed til at faa tag i os, hverken at faa eiendommer her eller at give herfra en lovet skat, slig som kan regnes til skyldighed. Men det kalder jeg meget passende, at de, som vil det, sender kongen vennegaver, høger eller hester, tjeld eller seil eller andre slige ting, som kan sendes; det er da vel nyttet, naar venskab kommer til gjengjæld. Men om Grimsey er det at sige, at om intet føres derfra, som er tjenligt til mad, saa kan man der føde en hær, og hvis det der er en udenlandsk hær og den farer derfra med langskibe, da tænker jeg, at mange smaabønder vil synes, det blir dem trangt for døren.» Og saasnart Einar havde talt dette og gjort rede for hele stillingen, var hele almuen enig i at samtykke, at dette ikke skulde faaes. Toraren saa da udfaldet af sit erende i denne sag.


'''126.''' Toraren gik næste dag til Lagberget og holdt da atter en tale og sagde saa: «Kong Olav sendte bud til sine venner her i landet, han nævnte Gudmund Eyjolvsøn, Snorre gode, Torkel Eyjolvsøn, Skafte lovsigemand, Torstein Hallsøn<ref>Søn af Hall paa Sida (side 198 [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 73]).</ref>; han sendte eder ord om, at I skulde fare til ham og modtage en venne-indbydelse til ham; han sagde, at I skulde ikke opsætte denne færd, hvis I tyktes at lægge vegt paa hans venskab.» De svarede paa denne sag, takkede kongen for hans indbydelse og sagde, at de skulde senere tale til Toraren om sin færd, naar de havde overlagt dette med sig selv og med sine venner. Men da høvdingene talte sig imellem, sagde hver, hvad ham syntes om denne færd. Snorre gode og Skafte advarede imod at sætte slig lid til Norges mænd, at alle de mænd, som raadede mest i landet, skulde paa én gang fare fra Island og did; de sagde, at af denne ordsending tyktes dem snarest mistanke vakt om det, som Einar havde gjettet paa, at kongen vist tænkte paa nogen tvang imod Islændingene, hvis han kunde raade. Gudmund og Torkel Eyjolvsøn ytrede megen lyst til at følge kong Olavs ordsending og mente, at det vilde blive en stor hædersfærd. Men da de havde overveiet denne sag sig imellem, da blev det enighed om det, at de helst ikke skulde fare selv, men hver af dem skulde sende en mand paa sine vegne, den som tyktes dem bedst skikket til det, — og de skiltes paa dette ting efter slig aftale, og det blev ingen Norgesfærd af den sommer. Men Toraren fór frem og tilbage om sommeren, kom om høsten til kong Olav og sagde ham udfaldet af sit erende og det tillige, at høvdingene vilde komme fra Island, saaledes som han havde sendt bud om, eller ogsaa deres sønner.


'''127.''' Den samme sommer [1024] kom Gille lovsigemand, Leiv Assursøn, Toralv<ref>Søn af Sigmund Brestesøn. [Se [[Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn|Færøingernes saga]].]</ref> fra Dimun<ref>Nu Store Dimun, en af de sydlige Færøer, mellem Sandø og Suderø. [Se [[Kort over Færøerne|Kartarkivet]].]</ref> og mange andre bondesønner efter kong Olavs ordsending ude fra Færøerne til Norge; Traand i Gata<ref>Gaard paa østsiden af Østerø.</ref> gjorde sig rede til at fare, men da han var næsten færdig, fik han slig sygdom, at han ikke var dygtig til at fare, og blev efter hjemme. Men da Færøingene kom til kong Olav, kaldte han dem til møde og holdt stævne med dem; han aabenbarede da for dem det erende, som laa under færden, og sagde dem, at han vilde have skat af Færøerne og tillige det, at Færøingene skulde have den lov, som kong Olav satte for dem. Men paa denne stævne skjøntes det af kongens ord, at han vilde tage sikkerhed for denne sag af de færøiske mænd, som da var komne did, hvis de vilde binde denne aftale med eder; han bød de mænd, som tyktes ham.de gjæveste, at de skulde blive ham haandgangne og modtage af ham hæder og venskab. De færøiske mænd værdsatte kongens ord saa, som om det kunde være usikkert, hvorledes deres sag vilde gaa, hvis de ikke vilde gaa under alt det, som kongen krævede af dem. Men om det end i denne sag blev holdt flere stævner, før end det afgjordes, fik dog det fremgang, som kongen krævede. De gik da kongen tilhaande og blev hans hirdmænd, Leiv og Gille og Toralv, men alle deres følgesmænd svor ed til kong Olav paa at holde i Færøerne den lov og den landsret, som han satte dem, og den skatskyldighed, han fastsatte. Siden gjorde Færøingene sig rede til hjemfærd. Men ved skilsmissen gav kongen dem vennegaver; men de, som var blevet ham haandgangne, fór sin vei, da de blev færdige. Kongen lod ruste et skib og mænd og sendte dem til Færøerne for der at tage imod den skat, som Færøingene skulde betale ham. De blev ikke tidlig færdige, og om deres færd er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og den sommer, som var næst efter, kom det ingen skat, thi de var ikke komne til Færøerne, og ingen mand havde krævet skatten der.


'''128.''' Kong Olav fór om høsten ind i Viken og sendte bud for sig til Oplandene og lod paabyde gjestning, og at han tænkte om vinteren at fare over Oplandene; siden tager han paa færden og farer til Oplandene. Den vinter dvælte kongen paa Oplandene, fór der paa gjestning og rettede paa de sager, som tyktes ham at trænge bedring; han styrkede nu atter kristendommen der, den tyktes ham kræve det. Det blev til tidende, da kongen var paa Hedemarken, at Ketel Kalv af Ringanes<ref>Se side 263 note 5. [Kap. 45, note 81].</ref> førte frem sit frieri og bad om Gunhild, datter af Sigurd Syr og Aasta; Gunhild var kong Olavs søster, og kongen havde at svare og raade for den sag. Han var villig til det; aarsagen til det var, at han vidste om Ketel, at han var ætstor og rig, en klog mand og stor høvding; han havde ogsaa længe forud varet kong Olavs gode ven, saa som her er før sagt<ref>Side 297. [Kap. 75].</ref>; det bar altsammen henimod det, at kongen undte Ketel dette giftermaal, og det fik fremgang, at Ketel fik Gunhild; kong Olav var med ved dette gilde. Kong Olav fór nord i Gudbrandsdalene og tog der gjestning. Der boede den mand, som hed Tord Guthormsøn, paa den gaard, som heder Steig<ref>I søndre Fron. Tord er vistnok den samme, som ovenfor side 359 [Kap. 112] kaldes Tord Istermage.</ref>. Tord var den mægtigste mand i den nordre del af Dalene. Men da han og kongen mødtes, førte Tord frem sit frieri og bad om Isrid Gudbrandsdatter, kong Olavs morsøster; kongen havde at svare i denne sag, og da man havde drøftet den, blev det aftalt, at det giftermaal skulde komme istand, og Tord fik Isrid; han blev siden kong Olavs trofaste ven, og dermed mange andre af Tords frænder og venner, som rettede sig efter ham. Derefter fór da kong Olav tilbage syd over Toten og Hadeland, derpaa til Ringerike og derfra ud i Viken. Han fór om vaaren [1025] til Tunsberg og dvælte der længe, medens det var mest kjøbstævne og tilførsel der; han lod da ruste sine skibe og havde med sig en stor mængde mænd.


'''129.''' Denne sommer kom fra Island efter kong Olavs ordsending Skafte lovsigemands søn Stein, Snorre godes søn Torodd, Torkels søn Gelle og Sida-Halls søn Egil, broder til Torstein<ref>Se side 387 note 1. [Kap. 126, note 247].</ref>. Gudmund Eyjolvsøn var død om vinteren forud. De islandske mænd fór til kong Olav, saasnart de kunde komme til. Men da de mødte kongen, fik de der god modtagelse og blev alle hos ham. Den samme sommer spurgte kong Olav, at det skib var blevet borte, som han havde sendt til Færøerne efter skat den forrige sommer, og at det ikke havde kommet til lands nogensteds, saaledes at det blev spurgt. Kongen skaffede da dertil et andet skib, og mænd med, og sendte dem til Færøerne efter skat; disse mænd fór og satte til havs, men siden spurgtes ikke mere til dem end til de foregaaende, og var det mange gisninger om, hvad som var blevet af disse skibe.


'''130.''' Knut den mægtige, som nogle kalder den gamle Knut, var i denne tid konge over England og over Danmark. Knut den mægtige var søn af Svein Tjugeskjeg Haraldsøn. Hans forfædre havde i lange tider raadet for Danmark. Harald Gormson, Knuts farfader, havde tilegnet sig Norge efter Harald Gunhildsøns fald og taget skatter deraf, men satte Haakon jarl den mægtige til at styre landet der. Svein danekonge, Haralds søn, raadede ogsaa for Norge og satte Eirik jarl Haakonsøn over det. Han og hans broder Svein Haakonsøn raadede da for landet, indtil Eirik jarl fór vester til England efter sin maag Knut den mægtiges ordsending; men han satte da efter til at styre i Norge sin søn Haakon, søstersøn af Knut den mægtige. Men da Olav Digre kom til Norge, tog han først Haakon jarl til fange og satte ham fra riget, saa som før er skrevet<ref>Side 249. [Kap. 30].</ref>; Haakon fór da til sin morbroder Knut og havde siden været hos ham al den tid, indtil det er kommet hid i fortællingen. Knut den mægtige havde vundet England i strid og kjæmpet sig til det og havde havt langt stræv, inden landsfolket var blevet ham lydigt. Men da han tyktes sig at være kommen fuldt til landstyrelsen der, da mindedes han, hvad ret han tyktes at have til det rige, som han ikke selv raadede for, men det var Norge; han tyktes at have arveret til hele Norge, men hans søstersøn Haakon tyktes have ret til en del, og tillige tyktes han at have mistet det med skamme. Det var én aarsag til, at Knut og Haakon havde holdt sig stilt med kravet paa Norge, at i førstningen, da Olav Haraldsøn kom i landet, løb hele almuen og mængden op og vilde ikke høre andet, end at Olav skulde være konge over hele landet; men nu siden, da mændene tyktes ikke at kunne raade sig selv for hans vælde, da søgte mange bort fra landet. Mange stormænd eller mægtige bønders sønner havde faret til kong Knut og givet sig forskjellige erender; men hver den, som kom til kong Knut og vilde slutte sig til ham, de fik alle af ham hænderne fulde af gods. Der kunde man og se større pragt end paa andre steder, baade i mængden af folk, som daglig var der, og i alt andet udstyr, som var der i de herberger, han eiede og selv boede i. Knut den mægtige tog skat og skyld af de lande, som var de rigeste i Nordlandene; men i samme mon, som han havde mere at modtage end andre konger, gav han ogsaa saa meget mere end hver anden konge. I hele hans rige var det saa god fred, at ingen turde bryde den, men landets mænd selv havde fred og den gamle landsret. Af sligt fik han stor ære over alle lande. Men mange af dem, som kom fra Norge, klagede over sin ufrihed og ytrede det for Haakon jarl, og nogle for kongen selv, at Norges mænd nu nok vilde være rede til at falde tilbage under kong Knut og jarlen og faa sin frihed af dem. Disse taler faldt vel i jarlens sind, og han kjærede det for kongen og bad ham forsøge, om kong Olav vilde give op riget for dem eller dele det ved forlig; det var her mange, som støttede jarlen i dette.


'''131.''' Knut den mægtige sendte mænd fra England øster til Norge, og deres færd var prægtig udstyret; de havde brev og indsegl fra Englands konge Knut. De kom om vaaren i Tunsberg til Norges konge, Olav Haraldsøn. Men da det blev sagt kongen, at Knut den mægtiges sendemænd var komne did, blev han vred derover og sagde, at Knut ikke vilde sende nogen mand did med slige erender, at det vilde være ham eller hans mænd til gavn, og det varede nogle dager, inden sendemændene fik komme for kongen. Men da de fik lov at tale til ham, gik de for kongen og bar frem kong Knuts brev og fortalte det erende, som fulgte, at «kong Knut kræver hele Norge som sin eiendom og hævder, at hans forfædre har havt det rige før ham; men af den aarsag, at kong Knut vil byde fred til alle lande, da vil han ikke fare med hærskjold til Norge, om det er andet at vælge. Men hvis kong Olav Haraldsøn vil være konge over Norge, da lad ham fare til kong Knut og tage landet i len af ham og blive hans mand og betale ham slige skatter, som jarlene betalte før.» Siden bar de brever frem, og de sagde alt det samme. Da svarer kong Olav: «Det har jeg hørt sige i gamle frasagn, at Gorm danekonge tyktes at være en gild tjodkonge, men han raadede for Danmark alene; men de danekonger, som har været senere, tyktes ikke at nøie sig med det. Nu er det kommet saa vidt, at Knut raader for Danmark og for England og har dertil nu brudt under sig en stor del af Skotland. Nu kræver han min ættearv imod mig. Han skulde dog lære at holde maade omsider i sin havesyge, eller tænker han at ville ene raade for alle Nordlandene? eller tænker han ene at æde op al kaal i England? Det vil han før orke, end jeg skulde føre ham mit hoved eller vise ham nogen hyldest. Nu skal I sige ham disse mine ord, at jeg vil verge Norge med odd og egg, saa længe det undes mig levedager, men ikke vil jeg betale nogen mand skat af mit rige.» Efter dette svar gjorde kong Knuts sendemænd sig rede til at fare bort og var ikke glade over erendets udfald. Sigvat skald havde været hos kong Knut, og Knut havde givet ham en guldring, som veiede en halv mark. Da var ogsaa Berse Skaldtorva-søn der hos kong Knut, og ham gav kong Knut to guldringer, og hver veiede en halv mark, og dertil et guldprydet sverd. Saa kvad Sigvat:

::Berse, dengang vi Knut
::begge havde fundet,
::har den herlige konge
::hænderne smukt os prydet.
::Dig gav kongen en mark
::eller mere i guld og sverdet
::(Gud raader ganske i alt),
::og i gave fik jeg en halv mark.

Sigvat gav sig i samtale med kong Knuts sendemænd og spurgte dem om mange tidender. De sagde ham sligt, han spurgte efter, om deres forhandlinger med kong Olav og udfaldet af deres erende. De siger, at han havde taget deres sag tungt, «og ikke ved vi,» siger de, «hvorfra han faar mod til sligt, at negte at blive kong Knuts mand og fare til ham, og det vilde være hans bedste vilkaar, thi kong Knut er saa mild, at hvor meget end høvdinger gjør imod ham, da giver han det alt op, saasnart de farer til ham og yder ham hyldest; det var nu for nylig, at to konger kom til ham nordenfra Skotland fra Five<ref>''Fife'' i det østlige Skotland.</ref>, og han gav op sin vrede imod dem og lod dem faa alle de lande, de før havde havt, og dertil store vennegaver.» Da kvad Sigvat:

::Til Knut har sine hoveder
::konger dygtige baaret
::ud nordenfra Five
::(fredkjøb godt var det);
::Olav solgte aldrig
::(ofte vandt seier den digre)
::her i denne verden
::hovedet sit til nogen.

Kong Knuts sendemænd fór sin vei tilbage, og de fik god bør over havet. De fór siden til kong Knut og sagde ham udfaldet af sit erende og ligesaa de ord, som kong Olav sidst havde talt til dem. Kong Knut svarer: «Ikke gjetter Olav ret, om han tror, at jeg vil ene æde al kaal i England; jeg skulde heller ønske, at han skal finde, at inden mine ribben bor det andet end kaal alene, thi herefter skal det komme fra hvert ribben kolde raad imod ham.» Fra Norge kom Erling af Jæderens sønner Aslak og Skjalg den samme sommer til kong Knut og fik der god modtagelse, thi Aslak var gift med Sigrid, datter af Svein jarl Haakonsøn; hun og Haakon jarl Eiriksøn var søskendebørn. Kong Knut gav disse brødre store landindtægter der hos sig.


'''132.''' Kong Olav stævnede til sig sine lendermænd og havde mange folk om sommeren, thi det ord gik, at Knut den mægtige vilde fare østover om sommeren. Det tyktes mænd at spørge fra de kjøbskibe, som kom vestenfra, at kong Knut nok drog sammen en stor hær i England. Men da det led paa sommeren, da sandede nogle, at det vilde komme en hær, men andre negtede det. Men kong Olav var om sommeren i Viken og holdt folk ude for at speide, om kong Knut kom til Danmark. Om høsten sendte kong Olav mænd øster til Svitjod til kong Ånund, sin maag, og lod sige ham kong Knuts ordsending og det krav, han havde til Norge imod kong Olav, og de ord lod han følge, at han troede, at hvis Knut lagde Norge under sig, vilde Ånund kun i kort tid derefter have Sveavælde i fred, og mente det raadeligt, at de knyttede sit forbund sammen og reiste sig imod ham, og han sagde, at det skortede dem ikke magt til at holde strid imod kong Knut. Kong Ånund tog kong Olavs ordsending vel og sendte de ord tilbage, at han paa sin haand vilde gaa i forbund med kong Olav, saaledes at hver ydede den anden hjælp fra sit rige, hvem som end først trængte det. Det var ogsaa aftale mellem dem, at de skulde mødes og lægge raad for sig. Kong Ånund vilde næste vinter fare over Vestre Gautland; men kong Olav gjorde sig rede til vintersæde i Sarpsborg. Knut den mægtige kom den høst til Danmark og sad der om vinteren med en stor mængde mænd. Det blev sagt ham, at mænd og ordsendinger var gaaet mellem Norges konge og sveakongen, og under det laa det vist store formaal. Kong Knut sendte mænd om vinteren til Svitjod imod kong Ånund, sendte ham store gaver og venneord og sagde, at han kunde vel sidde rolig under striden mellem ham og Olav Digre, «thi kong Ånund,» siger han, «og hans rige skal være i fred for mig.» Men da sendemændene kom til kong Ånund, bar de frem de gaver, som kong Knut sendte ham, og hans venskabsbud tillige. Kong Ånund tog ikke venlig imod deres taler, og sendemændene tyktes at finde det paa ham, at kong Ånund nok meget heldede til venskab med kong Olav; de fór tilbage og fortalte kong Knut udfaldet af sit erende og det tillige, at han ikke maatte vente noget venskab af kong Ånund.


'''133.''' Den vinter sad kong Olav i Sarpsborg og havde mange folk. Da sendte han Karle den haaløigske nord i landet med sine erender. Karle fór først til Oplandene og siden nord over fjeldet, kom frem i Nidaros og tog der af kongens gods saa meget, som han havde sendt bud om, og et godt skib, som tyktes ham vel skikket til den færd, som kongen havde forelagt ham, men det var at fare nord til Bjarmeland; det var saa aftalt, at Karle skulde have bolag med kongen og hver af dem skulde holde halvt gods imod den anden. Karle styrede tidlig om vaaren [1026] skibet nord til Haalogaland; der gav hans broder Gunstein sig i følge med ham, og han havde handelsgods for sig selv; de var paa det skib henimod 25 mænd. De fór strax tidlig om vaaren nord til Finmarken. Tore Hund spurgte dette; da sendte han mænd og bud til brødrene, at han tænkte at fare til Bjarmeland om sommeren og vilde, at de skulde holde samflaade og have lige del i den fangst, som de der vandt. Karle og Gunstein sendte imod ham de ord, at Tore skulde have 25 mænd, saaledes som de havde; de vil da, at det gods, som blev vundet, skulde deles lige mellem skibene, undtagen det handelsgods, som folkene havde med. Men da Tores sendemænd kom tilbage, havde han ladet sætte frem en stor langskibsbusse, han eiede, og ladet den gjøre rede. Han tog til det skib sine huskarler, og det var paa skibet nær 80 mænd. Tore havde alene ledelsen af denne flok og ligesaa al indtægt af det, som blev vundet paa færden. Men da Tore blev færdig, styrede han sit skib nord langs landet og traf sammen med Karle nord i Sandvær<ref>Fiskevær udenfor Ringvatsø i nuvær. Tromsø amt; se kartet side 402. [Kart over [[Kort over Norge#Temakort|Bjarmelandsfærden]].]</ref>. Siden fór de tilsammen videre og fik god bør. Gunstein sagde til sin broder Karle, saasnart de og Tore mødtes, at Tore syntes ham at være altfor mandsterk: «og jeg tror,» siger han, «at det vilde være raadeligere, at vi vendte tilbage og ikke fór saa, at Tore havde os helt i sin magt, thi jeg tror ham ikke.» Karle siger: «Ikke vil jeg vende tilbage; men dog er det sandt, at havde jeg vidst, da vi var hjemme i Langø, at Tore Hund vilde komme til færden med os med saa stor hær, som han har, da vilde vi have havt flere mænd med os.» Brødrene talte om dette til Tore og spurgte, hvad aarsagen var til, at han havde meget flere mænd med sig, end det havde faret ord om. Han svarer saa: «Vi har et stort skib, som trænger mange folk; det tykkes mig, at i saa farlig en færd kan man ikke have gode drenger nok.» De fór om sommeren oftest saa, som skibene gik til; naar det var liden vind, gik Karles skib mere, og da seilede de unda; men naar det var hvassere, søgte Tores skib efter; de var sjelden sammen, men vidste dog stadig til hverandre. Da de kom til Bjarmeland, lagde de til kjøbstaden<ref>Oppe i aaen Vina (Dvina), vel den samme, som Russerne senere kaldte Cholmogory. [Se kartet i foregående note].</ref>; der blev det da kjøbstævne, og de mænd, som havde gods med, fik alle fuldt af varer. Tore fik meget af graavarer og bever og sobel; Karle havde ogsaa meget gods, som han kjøbte mange skindvarer for. Men da kjøbstævnen var tilende der, styrede de ud efter aaen Vina; da blev freden sagt op med landets mænd. Men da de kom ud til havs, holdt de stævne med skibsfolkene. Tore spørger, om mændene har nogen lyst til at gaa op paa land og vinde sig gods; de svarede, at de var lystne efter det, om der var god udsigt til fangst. Tore siger, at der kunde vindes gods, om færden gik heldig: «men det er venteligt, at det blev fare for liv paa færden.» Alle sagde, at de vilde friste, om det kunde ventes fangst. Tore siger, at slig var det, at naar rige folk døde, skulde løsøret skiftes mellem den døde og hans arvinger; han skulde have halvdelen eller tredjedelen, stundom mindre, og det gods skulde bæres ud i skoger, stundom i hauger, og man skulde øse muld over det; stundom blev det bygget hus for det. Han siger, at de skulde gjøre sig rede til færden imod aftenen. Saa blev det aftalt, at ingen skulde løbe fra de andre, ingen skulde heller blive efter, naar styremændene sagde, at man skulde bort. De lod mænd blive efter for at vogte skibene, men de gik op paa land. Det var først flade volder og dernæst stor skog. Tore gik forrest, men brødrene Karle og Gunstein sidst. Tore bad mændene fare stilt «og tag bark af trærne, saa at man kan se fra hvert træ til et andet.» De kom frem i en stor rydning, men i rydningen var det en høi skigar, med dør for, som var læst. Ved skigaren skulde sex af landets mænd vaage hver nat, to hver sin tredjedel. Da Tore og de andre kom til skigaren, havde vagtmændene gaaet hjem, men de, som dernæst skulde vaage, var ikke komne paa vagt. Tore gik til skigaren, krøkede øxen op paa den og halede sig op efter; han fór saa ind over garen paa den ene side af ledet. Da havde ogsaa Karle kommet over garen paa den anden side af ledet. De kom samtidig til døren, tog da slagbommene fra og aabnede døren. Folkene gik da ind i gaarden. Da sagde Tore: «I denne gaard er det en haug, rørt sammen af guld og sølv og muld; der skal mændene tage fat; men i gaarden staar Bjarmernes gud, som heder Jomale<ref>''Jomale'' (himmel el. himmelgud) er karelisk; Finlænderne kaldte sin gud ''Jumala'', Finnerne (Lapperne) sin ''Ibmel'', som alt er samme ord.</ref>; ingen maa være saa djerv, at han raner ham.» Siden gik de til haugen og tog saa meget gods, som de kunde orke, og bar det i sine klæder; der med fulgte meget muld, som venteligt. Siden sagde Tore, at mændene skulde fare bort, og han siger saa: «Nu skal I brødre, Karle og Gunstein, fare først, men jeg vil gaa sidst.» De vendte sig da alle ud til ledet. Tore veg tilbage til Jomale og tog en sølvbolle, som stod i hans knær; den var fuld af sølvpenge. Han veltede sølvet i sit kjortelskjød, men drog hanken, som var over bollen, paa sin arm og gik saa ud til ledet. Folkene var da alle komne ud af skigaren; da blev de var, at Tore var bleven efter. Karle vendte om at lede efter ham, og de mødtes indenfor ledet; Karle saa, at Tore havde der sølvbollen. Siden løb Karle imod Jomalen; han saa, at det var et digert smykke paa hans hals. Karle svang da øxen imod den og huggede sønder snoren, som smykket var fæstet med, bag paa halsen. Hugget var saa sterkt, at hovedet røg af Jomale; da blev det saa stort et brag, at det tyktes alle underligt. Karle tog smykket; de fór da bort. Men i samme øieblik, som braget var skeet, kom vagtmændene frem i rydningen og blæste strax i sine horn. Dernæst hørte de lur-blæst fra alle sider. De søgte da frem til skogen og ind i skogen, men hørte bagenfor ved rydningen skrig og raab; Bjarmerne var komne did. Tore Hund gik sidst af alle sine mænd: to mænd gik foran ham og bar en sæk; der i var noget ligesom aske. Tore tog i den med sin haand og saaede det ud over sporet; stundom kastede han det frem over folkene. De fór saa frem af skogen ud paa voldene. De hørte, at Bjarmernes hær fór efter dem med raab og ildelydende hyl. De styrtede da frem af skogen efter dem og ligesaa paa begge sider af dem; men ingensteds kom Bjarmerne eller deres vaaben saa nær dem, at de fik men af det, og deraf skjønte de, at Bjarmerne ikke saa dem. Men da de kom til skibene, gik Karle og Gunstein først ud paa skibet, thi de var underveis fremst, men Tore blev længst efter paa land. Saasnart Karle og hans mænd kom ud paa sit skib, rev de tjeldene af og kastede landtaugene af; siden drog de op sit seil, og skibet gik raskt ud paa havet. Men for Tore og hans mænd gik alt senere; deres skib var ikke saa let at raade med.


[[Bilde: Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.jpg|thumb|center|700px|<center>Eilif Peterssen: '''''Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.'''''</center>]]


Men da de tog til at seile, var Karles skib kommet langt fra land. Seilede da begge over Gandvik<ref>Det Hvide hav.</ref>; natten var da endnu lys. De seilede da baade nætter og dager, indtil Karle en aften lagde til ved nogle øer; de lod seilet falde, kastede anker og biede der paa strømfaldet, thi det var en stor malstrøm foran dem<ref>Ved Sviatoi Nos («det hellige Nes»).</ref>. Da kom Tore og hans skib efter; de lægger sig ogsaa for anker. Siden skjød de en baad ud; paa den gik Tore og nogle mænd med ham, og de roede da til Karles skib. Tore gik op i skibet. Brødrene hilsede ham venlig. Tore bad Karle overgive ham smykket: «det tykkes mig tilbørligt, at jeg faar de kostbarheder, som blev tagne der, thi I nød godt af mig, at vi kom unda uden mandskade; men du, Karle, tyktes mig at styre os i den værste ulykke.» Da siger Karle: «Kong Olav eier halvdelen af det gods, jeg vinder i denne færd; jeg tiltænker ham smykket. Far du til ham, hvis du vil; det kan være, at han giver dig smykket, hvis han ikke vil have det, fordi jeg tog det af Jomalen.» Da svarer Tore og siger, at han vil, at de skal fare op paa øen og skifte sin fangst. Gunstein siger, at nu var det strømskifte, og det vilde være tid til at seile. Siden drager de op sine ankertaug. Men da Tore saa det, fór han ned i baaden; de roede til sit skib. Karles mænd havde da draget sit seil op og havde seilet langt, inden Tores mænd havde faaet sit seil op. De fór nu saa, at Karles skib seilede altid forrest, og paa begge skibe seilede de alt det, de kunde. Saa fór de, indtil de kom til Geirsvær<ref>Nu ''Gjesvær'', et fiskevær i nordvest for Magerøen, udenfor Finmarken.</ref>; det er det første bryggeleie, naar man farer nordenfra. Der kom begge skibe først en aften og lagde til havn i bryggeleiet. Tores skib laa inde i havnen, men Karles var i den ytre del af havnen. Men da Tores mænd havde tjeldet, gik han op paa land sammen med mange af sine mænd, og de fór til Karles skib; de havde da gjort sig istand. Tore raabte ud paa skibet og bad styremændene gaa iland. Brødrene gik paa land og nogle mænd med dem. Da tog Tore paa med samme tale som før, at han bad dem gaa paa land og bære til skifte det gods, som de havde taget i hærfang. Brødrene sagde, at det var ingen nødvendighed i det, før end de kom hjem i bygden. Tore siger, at det var ikke sedvane at lade være at skifte, indtil man kom hjem, og saaledes sætte paa prøve folks redelighed. De talte nogle ord om dette, og hver holdt paa sit. Da gik Tore bort; men da han var kommet kort, vendte han sig om og sagde, at hans folk skulde bie paa ham der. Han raaber paa Karle: «jeg vil tale ene med dig,» siger han. Karle gik imod ham. Men da de mødtes, førte Tore et spyd imod ham midt i livet, saa at det stod gjennem ham. Da sagde Tore: «Der kan du kjende en Bjarkøing, Karle; jeg tænkte ogsaa, at du skulde kjende spydet Sels-hevner<ref>Se side 384. [Kap. 123].</ref>.» Karle døde strax, men Tore og hans mænd gik tilbage til skibet. Gunstein og hans mænd saa Karles fald; de løb strax til og tog liget og bar det til sit skib; de tog strax tjeldene ned og tog landgangsbryggerne bort og lagde fra land; siden drog de seil op og fór sin vei. Tore og hans mænd saa det, de kastede strax tjeldene af og gjorde sig hastig færdige. Men da de drog seilet, gik staget sønder, og seilet faldt ned tvers over skibet; det sinkede Tores mænd længe, inden de anden gang fik seilet op. Gunsteins skib var kommet langt, inden Tores skib fik fart. Tores mænd baade seilede og roede, og det samme gjorde Gunsteins. De fór da begge saa hidsig som muligt, dag og nat. Det drog sent sammen med dem, thi saasnart øsundene tog til, blev det lettere at vige med Gunsteins skib, men dog halede Tores skib efter, saa at da Gunsteins mænd kom forbi Lengjuvik<ref>Nu ''Lenvik'' paa halvøen v. for Malangen; dengang den nordligste bygd paa fastlandet. Se kartet side 402. [Se note 257]</ref>, snuede de der til land og løb op fra skibet og op paa land; men lidt senere kom Tores mænd der og løb op efter dem og forfulgte dem. En kvinde fik hjulpet Gunstein og gjemt ham, og saa er sagt, at hun var meget tryllekyndig. Tores mænd fór tilbage til skibet og tog alt det gods, som var paa Gunsteins skib, men bar sten i stedet; de flyttede skibet ud paa fjorden, huggede huller i det og sænkede det ned. Siden fór Tore og hans mænd hjem til Bjarkø. Gunstein og hans mænd fór først meget hemmelig, flyttede sig frem paa smaabaader og fór om nætterne, men laa stille om dagene; de fór saa, indtil de kom frem forbi Bjarkø og kom ud af Tores syssel. Gunstein fór først hjem i Langø, men dvælte kort tid der. Saa fór han sydover og stansede ikke, førend han kom syd til Trondhjem og der mødte kong Olav og sagde ham slige tidender, som var hændt i Bjarmelands-færden. Kongen blev ilde tilmode over deres færd, men bød Gunstein at blive hos ham og sagde, at han skulde rette hans sag, saasnart han kunde komme til. Gunstein tog imod det bud og dvælte nu hos kong Olav.


'''134.''' Saa er før sagt<ref>Side 395 [Kap. 133].</ref>, at kong Olav var øster i Sarpsborg den vinter, da Knut den mægtige sad i Danmark. Ånund sveakonge red den vinter over Vestre Gautland og havde mere end 300 hundrede mænd<ref>[I andre udgaver af sagaen angives mere sandsynligt ''30 hundrede mænd'', d.v.s. 30 x 120 = 3600 [[Bruker:Jesper|(jl)]].]</ref>. Det fór da mænd og ordsendinger mellem ham og kong Olav; de aftalte da mellem sig en stævne, at de skulde mødes om vaaren ved Konungahella. De udsatte mødet af den aarsag, at de vilde vide, før end de mødtes, hvad kong Knut tog sig til. Men da det led paa vaaren [1026], gjorde kong Knut sig rede med sine mænd til at fare vester til England. Han satte efter i Danmark sin søn Hårdaknut, og der med ham Ulv jarl, søn af Torgils Sprakalegg. Ulv var gift med Astrid, datter af kong Svein og søster til Knut den mægtige; deres søn var Svein, som siden var konge i Danmark. Ulv jarl var en meget merkelig mand. Knut den mægtige fór vester til England. Men da kongerne Olav og Ånund spurgte det, fór de til stævnen og mødtes i Elven ved Konungahella. Der blev et glædesmøde og megen venskabelig tale, saa at det blev aabenbart for alle; men dog talte de sig imellem om mange ting, som de to alene vidste, og noget af det fik siden fremgang og blev aabenlyst for alle. Ved afskeden skiftede kongerne gaver og skiltes som venner. Kong Ånund fór da op i Gautland, men kong Olav for da nord i Viken og siden ud paa Agder og derfra nord langs landet, og han laa meget længe i Eikundasund<ref>Nu byen ''Ekersund'' i det sydøstlige Jæderen.</ref> og biede paa bør. Han spurgte, at Erling Skjalgsøn og Jæderbyggerne med ham laa i samling og havde stor hær. Det var en dag, at kongens mænd talte sig imellem om veiret, om det var sønden- eller sydvestenvind, eller om det veir var godt at seile med langs Jæderen eller ikke; de fleste mente, at man ikke kunde seile med det. Da svarer Haldor Brynjulvsøn<ref>Søn af Brynjulv Ulvalde af Vettaland (side 280 [Kap. 62]).</ref>: «Det skulde jeg tænke, at dette veir vilde man finde godt nok at seile med forbi Jæderen, hvis Erling Skjalgsøn havde gjort istand gjestebud for os paa Sole.» Da sagde kong Olav, at man skulde tage tjeldene ned og lægge skibene ud. Saa blev gjort; de seilede den dag forbi Jæderen, og vinden viste sig meget god. Om kvelden lagde de til i Hvitingsø<ref>Udenfor Tungenes, se kartet side 368. [Kart over [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Boknafjorden og Karmøy]].]</ref>. Kongen fór da nord til Hordaland og for der paa gjestning.


'''135.''' Den vaar [1026] havde et skib faret fra Norge ud til Færøerne; paa det skib for ordsendinger fra kong Olav om, at en af hans hirdmænd, Leiv Åssursøn eller Gille lovsigemand eller Toralv fra Dimun, skulde seile til ham fra Færøerne. Men da denne ordsending kom til Færøerne og blev sagt dem selv, da taler de sig imellem om, hvad som kunde ligge under ordsendingen, og de blev ens om, at de troede, at kongen vilde spørge efter om de tidender, som nogle mænd holdt for var skeet i øerne, nemlig om kongens sendemænds ulykkesfærd og om de to skibsmandskaber, som ikke én mand var kommet frem af. De blev enige om, at Toralv skulde fare; han gjorde sig rede til færden og rustede ud en byrding, han eiede, og skaffede sig folk til det; de var ti eller tolv mænd paa skibet. Men da de var rede og biede paa bør, hændte det i Gata i Østerø hos Traand, at en godveirsdag Traand gik ind i stuen. Men der laa paa bænkene hans to brodersønner Sigurd og Tord — de var Torlaks sønner —, og den tredje var Gaut den røde, han var ogsaa deres frænde. Alle Traands fostersønner var dygtige mænd. Sigurd var ældst og frem for dem i næsten alt. Tord havde et kjendingsnavn, han blev kaldt Tord «den lave»; han var dog meget høi, men det var dog mere, at han var før og sterk af kræfter. Da sagde Traand: «Meget ændres i en mands levetid; da vi var unge, var det ikke skik, at unge og til alt dygtige mænd skulde sidde eller ligge paa godveirsdager; det vilde ikke mænd før i tiden synes rimeligt, at Toralv fra Dimun skulde være kraftigere mand end I; men den byrding, som jeg har eiet og staar her i nøstet, tænker jeg nu blir saa gammel, at den raadner under tjæren. Her er hvert hus fuldt af uld og blir ikke holdt tilfals; saa skulde ikke hænde, om jeg var nogle vintre yngre.» Sigurd løb op og kaldte paa Gaut og Tord og sagde, at han ikke vilde taale slige spotord af Traand. De gaar ud og did, hvor huskarlene er; de kommer til og sætter byrdingen ud. De lod da føre ladning til og lastede skibet; ladning skortede det ikke paa der hjemme, ligesaa lidt paa redskab til skibet. De gjorde det færdigt paa faa dager; de var ogsaa ti eller tolv mænd paa skibet. De og Toralv seilede alle ud i samme veir og vidste stadig til hverandre i havet. De kom tillands i Hernar<ref>Hennøene udenfor Manger, Nordhordland.</ref> en aften; Sigurd og hans mænd lagde til længer ude ved stranden, men det var dog kort mellem dem. Det blev til tidende om aftenen, da det var mørkt og Toralvs mænd vilde gjøre sig istand til at gaa til sengs, at Toralv og en anden mand med ham gik op iland; de søgte sig et sted for at gjøre sit fornødne. Og da de var færdige til at gaa ned, siger han, som fulgte ham, at det blev kastet et klæde over hans hoved, han blev løftet op af jorden, og i det øieblik hørte han en sterk lyd; siden blev han baaret og løftet til fald, men der under var sjøen, og han blev kastet i dybet, men han kom sig iland. Han fór da til det sted, der han og Toralv var skilt ad; der fandt han Toralv, men han var kløvet ned i herderne og var da død. Og da skibsfolkene blev var dette, bar de hans lig ud paa skibet og satte det der for natten. Da var kong Olav til gjestning paa Lygra<ref>Lygre sogn i Lindaas herred, ø. for Manger.</ref>; det blev sendt bud did. Det blev da stævnet pile-bud eller ting, og kongen var paa tinget. Han havde ladet stævne did Færøingene af begge skibe, og, de var komne til tinget. Men da ting var sat, stod kongen op og talte: «De tidender er her hændt, som det er bedst er sjeldne; her er en god dreng taget af dage, og vi tror, han var sagesløs. Eller er det nogen mand paa tinget, som kan sige, hvem som voldte dette verk?» — men ingen vedgik det. Da sagde kongen: «Ikke skal det skjules, hvad min tanke er om dette verk, at jeg tiltænker Færøingene det; snarest tykkes det mig være gaaet saa til, at Sigurd Torlaksøn nok har dræbt manden, men Tord den lave har vel kastet den anden i dybet; og det følger med, at jeg vil gjette paa, at det kunde findes at være aarsagen, at de ikke vilde, at Toralv skulde melde om dem de ugjerninger, som han vilde have vidst var sande, men vi har havt mistanke om, nemlig at mine sendemænd er bleven myrdede.» Men da kongen holdt op at tale, stod Sigurd Torlaksøn op; han sagde: «Ikke har jeg talt paa tinge før; jeg tænker, at man ikke vil finde mig ordsnild, men dog mener jeg, at det er nødvendigt nok at svare noget. Det vil jeg gjette, at den tale, som kongen har havt oppe, maa være kommen fra de mænds tungerødder, som er meget uvisere og værre end han, men det er tydeligt, at de fuldkommen vil være vore uvenner. Det er urimelig tale, at jeg skulde ville skade Toralv, thi han var min fostbroder og gode ven; men hvis det var nogen grund til det og det var sager mellem Toralv og mig, da er jeg saa forstandig, at jeg vilde heller vaage paa dette verk hjemme i Færøerne end her under eders arm, konge. Nu vil jeg negte denne sag for mig og for alle os skibsfolk; jeg vil byde eder slige eder, som eders lov kræver, og hvis det tykkes eder i noget fuldere, vil jeg føre jernbyrd; jeg vil, at I selv skal være tilstede ved skirselen<ref>''Skirsel'' (d. e. renselse) betyder bevis for uskyld, f. ex. ved jernbyrd.</ref>.» Men da Sigurd holdt op at tale, blev det mange til at tale hans sag, og de bad kongen, at Sigurd skulde faa lov til at frigjøre sig; Sigurd tyktes dem at have talt vel, og de mente, at han nok var uskyldig i det, som var sagt imod ham. Kongen siger: «Om denne mand har man at vælge mellem to yderligheder. Hvis det er løiet paa ham i denne sag, maa han være en god mand; men i modsat fald maa han være meget djervere, end man pleier at være, og det er fremdeles min tanke; men jeg gjetter, at han selv vil bære sig vidne derom.» Men efter mændenes forbøn tog kongen sikkerhed af Sigurd til jernbyrden — han skulde komme dagen efter til Lygra, og biskopen skulde der lede skirselen, — og saaledes endte tinget. Kongen fór tilbage til Lygra, men Sigurd og hans følgesmænd til sit skib. Det tog da snart at mørkne til natten. Da sagde Sigurd til sine mænd: «Det er dog sandt at sige, at vi er komne i en stor vanskelighed og er ude for stor løgn, og denne konge er listig og svigefuld, og let er det at se vore kaar, om han skal raade, thi han lod først dræbe Toralv, men nu vil han gjøre os til ubodemænd. Det er en let sag for ham at forvilde denne jernbyrd. Nu tænker jeg, at den faar det værst, som vaager paa dette med ham. Nu blæser det ogsaa op en fjeldgul ud efter sundet; jeg raader til, at vi heiser vort seil og seiler ud i havet. Traand kan fare en anden sommer med sin uld, om han vil lade den sælge; men hvis jeg kommer bort, tykkes jeg at vente, at jeg aldrig siden kommer til Norge.» Dette tyktes skibsfolkene at være et klogt raad; de tager da og sætter sit seil op og lader det gaa ud i havet om natten saa meget, de kan; de stanser ikke, før end de kommer til Færøerne og hjem i Gata. Traand lod ilde over deres færd; de svarede heller ikke vel, men blev dog hjemme hos Traand.


'''136.''' Kong Olav spurgte strax, at Sigurd og hans mænd var faret bort, og det udtaltes da en haard dom om deres sag; mange, som før havde negtet sagen og talt imod, fandt det nu rimeligt, at Sigurd og hans mænd var sandskyldige. Kong Olav talte lidet om denne sag, men han tyktes dog nu at forstaa sandheden i det, han før havde havt mistanke om. Nu fór kongen sin færd og tog gjestning der, hvor det var gjort rede for ham. Kong Olav kaldte til tale med sig de mænd, som var komne fra Island: Torodd Snorresøn, Gelle Torkelsøn, Stein Skaftesøn, Egil Hallsøn. Da tog kongen til orde: «I har i sommer vakt den sag, at I vilde gjøre eder rede til Islandsfærd, men jeg har i den sag ikke givet noget endeligt svar. Nu vil jeg sige eder, hvad jeg agter at fastsætte. Jeg vil, at du, Gelle, skal fare til Island, hvis du vil bære mine erender did; men af de andre islandske mænd, som nu er her, skal ingen fare til Island, før end jeg spørger, hvorledes man tager de sager; som du, Gelle, skal bære did.» Men da kongen havde forkyndt dette, da syntes de, som havde lyst til at fare og havde faaet forbud, at det var vist uvenlighed mod dem, og de regnede sit ophold for ulykke og tvang. Men Gelle gjorde sig rede til færden og fór om sommeren til Island og havde med sig did de ordsendinger, som han førte frem næste sommer [1027] paa tinget. Men det var kongens ordsending, at han krævede det af Islændingene, at de skulde tage ved de love, som han havde sat i Norge, men yde ham af landet tegngilde<ref>Tegngilde, bøder til kongen for «tegn» eller undersaat, naar han dræbes.</ref> og nevgilde<ref>Nevgilde, egentlig «næseskat», d. e. personlig skat.</ref>, en penning for hver næse, slig som det gik 10 af paa 1 alen vadmel<ref>I 11te og 12te aarhundrede gik der kun 5 penninger paa 1 alen vadmel, men da mynten sank i værd til det halve og man gjorde forskjel paa «veiet» penning og «tællet» (mynt), blev der omkr. 1200 i det sydlige Island regnet 10 «tællede» penninger til 1 alen vadmel.</ref>. Det fulgte dermed, at han lovede mændene sit venskab, hvis de vilde gaa ind paa det, men ellers overlast imod dem, som han kunde komme over. Over denne sag sad mænd længe og raadslog om den sig imellem, men tilsidst blev det enighed med alles samtykke om at negte skattegaver og alle paalæg, som han havde krævet. Og den sommer fór Gelle til Norge og til kong Olav og mødtes med ham øster i Viken den høst, da han var kommen ned fra Gautland, som jeg venter, at det fremdeles skal blive fortalt om længere frem i kong Olavs saga. Da det led paa høsten, søgte kong Olav nord til Trondhjem og styrede med sin hær til Nidaros; han lod der gjøre istand til vintersæde [1026] for sig. Vinteren efter sad kong Olav i Kaupangen; det var den 13de vinter af hans kongedømme.


'''137.''' Ketel Jamte hed en mand, søn af Ånund jarl fra Sparabu i Trondhjem; han flyede for kong Øistein Illraade øster over Kjølen; han ryddede skoger og byggede der, som nu heder Jæmteland. Øster did flyede ogsaa en mængde mænd fra Trondhjem for denne ufred, thi kong Øistein lagde Trønderne i skat og satte der til konge sin hund, som hed Saur. Ketels sønnesøn var Tore Helsing; efter ham er kaldt Helsingeland, der byggede han. Men da Harald den haarfagre ryddede rige for sig, da flygtede ogsaa for ham en mængde mænd ud af landet, Trønder og Naumdøler, og da blev det nye bygder øster omkring i Jæmteland, og nogle fór helt til Helsingeland øster ved havet, og de var undergivne under sveakongen. Men da Haakon Adalsteinsfostre var konge over Norge, sattes fred og kjøbfærd fra Trondhjem til Jæmteland; men da kongen var vennesæl, søgte Jæmterne vester til ham, lovede ham sin lydighed og betalte ham skat; han satte lov og landsret for dem; de vilde heller give sig under hans kongedømme end under sveakongen, fordi de var komne af Nordmænds æt; saaledes gjorde ogsaa alle de Helsinger, som havde sin æt fra nordenfor [vestenfor] Kjølen, og det holdt sig længe siden, indtil da Olav Digre og Olav den svenske trættede om landeskifte; da gav Jæmter og Helsinger sig under sveakongen, og da raadede Eidaskogen for landeskiftet øster, men siden Kjølene helt nord til Finmarken. Tog sveakongen da skatter af Helsingeland og ligesaa af Jæmteland. Men kong Olav mente, at det var kommet i forliget mellem ham og sveakongen, at skatten af Jæmteland skulde fare anden vei, end det forud havde været; men dog havde det staaet saa i lang tid, at Jæmterne havde betalt skat til sveakongen, og derfra var sysselmænd komne over landet; Svearne vilde da heller ikke høre andet, end at under sveakongen gik alt land, som laa østenfor Kjølene. Det var da saa, som ofte kan hænde, at om det end var svogerskab og venskab mellem kongerne, saa vilde dog enhver af dem have alt det rige, som han tyktes at have noget krav paa. Kong Olav havde ladet fare til Jæmteland ord om, at det var hans vilje, at Jæmterne viste ham lydighed, men i andet fald havde han lovet dem overlast; men Jæmterne havde gjort raad om, at de vilde vise sveakongen lydighed.


'''138.''' Torodd Snorresøn og Stein Skaftesøn var misfornøjede med, at de ikke fik raade sig selv. Stein Skaftesøn var en vakker mand og dygtig i idrætter, en god skald, førte sig pragtfuldt og var fuld af overmod. Hans fader Skafte havde digtet en draapa om Olav og havde lært Stein den; det var meningen, at han skulde føre kvædet frem for kongen. Stein holdt sig ikke fra at bruge ord og udfald mod kongen baade i ubunden tale og paa vers. Baade han og Torodd var meget uvorne i tale; de sagde, at kongen skulde faa det værre end de, som med tillid havde sendt ham sine sønner, men kongen lagde dem i ufrihed. Kongen blev vred. Det var en dag, at Stein Skaftesøn stod for kongen og spurgte ham, om han vilde høre paa den draapa, som hans fader Skafte havde digtet om kongen. Han svarer: «Det faar være det første, Stein, at du kvæder det, du har digtet om mig». Stein siger, at det var ingenting, han havde digtet: «jeg er ikke skald, konge,» siger han, «men om jeg kunde digte, da vilde det, som andet om mig, tykkes Eder temmelig lidet vegtigt.» Gik da Stein bort og tyktes at skjønne, hvad han sigtede til. Torgeir hed kongens aarmand, som raadede for kongens gaard i Orkedal; han var da hos kongen og hørte paa hans og Steins tale. Torgeir fór hjem lidt senere. En nat løb Stein bort fra gaarden, og hans skosvend med ham; de fór op over Gaularaasen og videre ud, indtil de kom i Orkedal; om kvelden kom de til den kongsgaard, som Torgeir raadede for; Torgeir bød Stein at være der om natten og spurgte, hvad som var aarsag til hans færd. Stein bad ham skaffe sig hest og slæde<ref>Snorre synes her at tro, at man i Norge brugte slæde om sommeren.</ref>; han saa, at korn blev aket hjem der. Torgeir siger: «Ikke ved jeg, hvorledes det staar sig med din færd, om du farer med kongens lov; det tyktes mig forrige dag, at ordene ikke var myge mellem dig og kongen.» Stein sagde: «Om jeg end ikke kan raade mig selv i noget for kongen, skal jeg dog ikke taale sligt af hans træler.» Han drog sverdet og dræbte siden aarmanden, men tog hesten og bad svenden løbe op paa ryggen, men Stein satte sig i slæden; de fór da afsted og akede hele natten og fór videre, indtil de kom ned i Møre til Surendal<ref>''Surendal'' paa Nordmøre vest for Orkedal. Veien gik fra Meldal over Rindal til Surendal.</ref>; siden skaffer de sig flytning over fjordene. Han fór saa raskt som muligt. Ikke nævnte de dér, de kom, noget om dette drab, men sagde, at de var kongsmænd; de fik god hjælp overalt der, de kom. En dag om kvælden kom de til Giske<ref>Ø paa Søndmør, n. v. for Aalesund.</ref> til Torberg Arnesøns gaard; han var ikke hjemme; men hans kone Ragnhild, Erling Skjalgsøns datter, var hjemme. Hos hende fik Stein meget god modtagelse, thi de var forud godt kjendte. Det havde forud hændt, da Stein var faret fra Island [1025] — han eiede selv skibet — og han var kommet fra havet ind til Giske og de laa der ved øen, da laa Ragnhild i barnsnød og havde det meget haardt, men det var ingen prest paa øen og ingen i nærheden. Det kom da folk til kjøbskibet og spurgte efter, om det var nogen prest der; det var en prest paa skibet, som hed Baard og var fra Vestfjordene, ung og lidet udlært. Sendemændene bad presten fare med til huset; ham tyktes det at være en stor vanskelighed, da han kjendte sin ukyndighed, og han vilde ikke fare. Da lagde Stein ord til hos prenten og bad ham fare. Presten svarer: «Jeg skal fare, hvis du farer med mig; det tykkes mig trygt at have dig med til at raade mig.» Stein siger, at han vil gjerne lægge det til. Siden farer de til gaarden og did, Ragnhild var. Lidt senere fødte hun et barn, det var en mø og tyktes temmelig svag. Da døbte presten barnet, men Stein holdt møen under daaben, og hun fik navnet Tora. Stein gav møen en fingerring af guld. Ragnhild lovede Stein sit fulde venskab og bad, at han skulde komme did til hende, om han tyktes at trænge hendes hjælp. Stein siger, at han vel ikke kom til at holde flere møbørn over daaben, — og derefter skiltes de. Men nu var det kommet dertil, at Stein krævede dette venskabsløfte af Ragnhild opfyldt og fortalte, hvad som var hændt ham, og tillige at han var kommet ud for kongens vrede. Hun siger, at hendes hjælp skal svare til hendes magt, og bad ham bie der paa Torberg; hun gav ham sæde nærmest sin søn Øistein Orre<ref>Orre, d. e. aarfugl.</ref>; han var da tolv vintre gammel. Stein gav Ragnhild og Øistein gaver. Torberg havde spurgt alt om Steins færd, inden han kom hjem, og han var temmelig uvenlig. Ragnhild gik at tale til ham og fortalte ham om Steins færd og bad ham tage imod Stein og se til hans sag. Torberg siger: «Jeg har spurgt, at kongen har ladet holde pile-ting efter Torgeir, og at Stein er lyst utlæg<ref>Se side 73 note 1. [I [[Harald Haarfagres saga]], kap. 25, note 51].</ref>, og tillige at kongen er meget vred; jeg har bedre forstand end at tage i mine hænder en udenlandsk mand og faa derfor kongens vrede; lad du Stein fare bort herfra saa snart som muligt.» Ragnhild svarer, at hun og Stein skulde begge fare bort eller begge blive der. Torberg bad hende fare, om hun vilde; «jeg venter det,» siger han, «at om du end farer, kommer du snart tilbage, thi her har du vel mest at sige.» Da gik deres søn Øistein Orre frem; han talte og sagde saa, at han vilde ikke være efter, om Ragnhild fór bort. Torberg sagde, at de viste meget stivsind og heftighed i dette; «og det ser,» siger han, «mest ud til, at I to faar raade i dette, siden I lægger saa stor vegt paa det; men altfor meget slegter du paa din æt, Ragnhild, i at agte kong Olavs ord ringe.» Ragnhild siger: «Hvis det voxer dig for høit at holde Stein, saa far selv med ham til min far, Erling, eller giv ham sligt følge, at han kan komme did i fred.» Torberg siger, at han ikke vil sende Stein did: «Erling har dog nok at svare for, sligt som kongen er misfornøiet med.» Stein var der om vinteren. Efter jul [1027] kom det sendemænd fra kongen til Torberg med de ord, at Torberg skulde komme til ham før midfaste<ref>5 marts 1027.</ref>, og det var lagt strengt bud til denne ordsending. Torberg bar det for sine venner og søgte raad, om han skulde vaage sig til at fare til kongen under slige forhold; de fleste raadede fra og fandt det raadeligst først at sende Stein bort, men saa fare til kongen. Torberg havde mest lyst til ikke at opsætte færden. Lidt senere fór Torberg til sin broder Finn<ref>Finn boede paa Østraatt paa Ørlandet.</ref> og bar denne sag frem for ham og bad ham fare ned sig. Finn svarer og siger, at daarligt tyktes sligt kvindestyre, at han for sin kones skyld ikke turde holde troskab imod sin rette høvding. «Du kan vælge, om du ikke vil fare,» siger Torberg; «men dog tror jeg, at du lader være mere af rædsel end af huldskab imod kongen.» De skiltes i vrede. Siden fór Torberg til sin broder Arne Arnesøn, fortalte ham om sagens stilling og bad ham fare med sig til kongen. Arne siger: «Underligt tykkes det mig om dig, en saa klog og forsigtig mand, at du skal være kommet ud i saa stor ulykke og have faaet kongens vrede, naar det ingen nødvendighed var; det kunde nogenlunde undskyldes, at du holdt din frænde eller fostbroder, men slet ikke dette, at du har taget i din haand en islandsk mand, en, som kongen har lyst utlæg, og nu bringer dig og alle dine frænder i fare.» Torberg siger: «Saa er, som det siges: én er vanslegtning i enhver æt. Det er let at se min faders uheld i at faa sønner, at han skulde faa den sidst, som ikke har nogen lighed med vor æt og er daadløs; det kunde findes sandt, hvis det ikke tyktes at være skammelig tale imod min moder, at jeg ikke skulde kalde dig vor broder.» Derefter vendte Torberg sig bort og fór hjem, og han var noget uglad. Siden sendte han bud nord til Trondhjem til sin broder Kalv og bad ham komme sig imøde til Agdenes. Og da sendemændene mødte Kalv, lovede han at fare og gjorde ingen indvending. Ragnhild sendte mænd øster [syd] til Jæderen til sin fader Erling og bad ham sende hende hjælp. Derfra fór Erlings sønner Sigurd og Tore, og hver af dem havde en tyvesesse, og paa hver 90 mænd. Men da de kom nord til Torberg, tog han godt imod dem og med stor glæde. Torberg gjorde sig da rede til færden og havde en tyvesesse. De fór da sin vei nordover. Og da de kom til ........<ref>Stedsnavnet mangler i alle haandskrifter; i Peder Claussøns oversættelse staar «Trondheims minde», hvilket vil sige «Kraakevaad», syd for Storfosen.</ref>, laa der Finn og Arne, Torbergs brødre, rede med to tyvesesser. Torberg hilsede venlig sine brødre og siger, at bryningen havde hjulpet paa dem. Finn sagde, at det havde sjelden trængtes med ham. Siden fór de med al den hær nord til Trondhjem, og Stein var med i færden. Og da de kom til Agdenes, da laa Kalv Arnesøn der, og han havde en vel rustet tyvesesse. Med den hær fór de ind til Nidarholmen og laa der om natten. Morgenen efter holdt de møde. Kalv og Erlings sønner vilde, at de med hele hæren skulde fare ind til byen og lade det gaa, som skjæbnen vilde; men Torberg vilde, at man først skulde fare med lempe og lade gjøre tilbud, og deri var Finn og Arne enige. Det blev da aftalt, at Finn og Arne først fór til kong Olav med faa mænd. Kongen havde da spurgt om den mængde mænd, de havde, og han var meget barsk i talen med dem. Finn gjorde tilbud for Torberg og ligesaa for Stein, — han tilbød, at kongen kunde kræve saa store bøder, som han vilde, men at Torberg skulde have landsvist og sine landindtægter<ref>d. e. indtægter af ''kongeligt'' land (som lendermand).</ref> og Stein liv og lemmer. Kongen siger: «Saa synes det mig, som om denne færd er slig, at I nu vel tykkes at raade halvt med mig eller mere; men det skulde jeg mindst vente af eder brødre, at I vilde fare med hær imod mig; jeg kjender de raad, som vel Jæderbyggerne har havt oppe, men ikke nytter det at byde mig bøder.» Da siger Finn: «Ikke af den aarsag har vi brødre havt hærsamling, at vi vil byde Eder ufred, konge. Aarsagen er snarere, at vi vil først byde Eder vor tjeneste; men hvis I negter og vil byde Torberg haarde vilkaar, da vil vi fare alle med den hær, vi har, til Knut den mægtige. » Da saa kongen paa ham og sagde: «Hvis I brødre vil sverge mig ed paa det, at I vil følge mig indenlands og udenlands og ikke skilles fra mig uden mit lov og min tilladelse, og at I ikke vil skjule for mig de svigeraad, I ved oplagt imod mig, da vil jeg tage forlig af eder brødre.» Siden fór Finn tilbage til sine og fortalte de vilkaar, kongen havde givet dem. De holder nu raadslagning. Torberg siger, at han vil tage det vilkaar for sig; «jeg har ikke lyst,» siger han, «at fly fra mine eiendommer og søge til udenlandske høvdinger; jeg tænker, at det altid vil være mig til hæder at følge kong Olav og være der, han er.» Da siger Kalv: «Ingen ed vil jeg sverge kongen, men jeg vil være med kongen den tid, jeg faar have mine landindtægter og anden magt og kongen vil være min ven; og det er min vilje, at vi alle skal gjøre saa.» Finn svarer: «Det vil jeg raade til, at vi skal lade kong Olav ene raade for vilkaarene mellem os.» Arne Arnesøn siger saa: «Hvis jeg er sikker om at ville følge dig, bror Torberg, om du end vil kjæmpe imod kongen, skal jeg ikke skilles fra dig, om du vælger et bedre raad, og jeg vil følge dig og Finn og tage det kaar, I vælger for eders haand.» Derefter gik de tre brødre, Torberg, Finn og Arne, paa ét skib og roede ind til byen, og siden gik de til kongen. Da fór frem det forligsmaal, at de svor kongen eder. Da søgte Torberg hos kongen om forlig for Stein; kongen siger, at Stein skulde fare i fred for ham; «men ikke skal han være hos mig herefter,» siger han. Da fór Torberg og hans to brødre ud til sine folk. Kalv fór da ind til Egge, men Finn fór til kongen, men Torberg og deres øvrige folk fór hjem syd. Stein fór syd med Erlings sønner; men tidlig om vaaren [1027] fór han vester til England og gik siden Knut den mægtige til haande og var længe hos ham i gode kaar.


'''139.''' Da Finn Arnesøn havde dvælet en kort tid hos kong Olav, var det en dag, at kongen kaldte til samtale med sig Finn og end flere mænd, som han var vant til at have med ved sine raadslagninger. Da tog kongen til orde og siger saa: «Det raad har nu fæstet sig i mit sind, at jeg ivaar vil byde leding ud fra hele landet, baade af folk og skibe, og siden fare med hele den hær, jeg kan faa dertil, imod Knut den mægtige, thi om det krav paa riget, han har sat op imod mig, ved jeg at han ikke agter at lade det bare være forfængelig tale. Nu maa jeg sige det til dig, Finn Arnesøn, at jeg vil, at du skal fare min sendefærd nord i Haalogaland og holde udbud der, byde almenning ud af mænd og skibe og stævne den hær til møde med mig til Agdenes.» Siden nævnte kongen op andre mænd og sendte nogle ind i Trondhjem, men nogle syd i landet, saa at han lod dette bud fare over hele landet. Det er at fortælle om Finns færd, at han havde en skute og paa den nær 30 mænd; men da han var rede, fór han sin færd, indtil han kom til Haalogaland. Da stævnede han ting med bønderne, bar op sit erende og krævede leding. Bønderne havde der i landet store ledingsskibe; de skikkede sig efter kongens bud og gjorde sine skibe rede. Men da Finn søgte længer nord paa Haalogaland, holdt han ting, men sendte nogle af sine mænd for at kræve udbud der, det syntes ham nødvendigt. Finn sendte mænd til Bjarkø til Tore Hund og lod kræve leding der som andensteds. Men da kongens bud kom til Tore, gjorde han sig rede til færden og tog blandt sine huskarler mandskab til det skib, som han sommeren forud havde havt til Bjarmeland; det rustede han ud paa sin egen kostnad. Finn stævnede sammen i Vaagar<ref>Vaagan, se kartet side 402. [Kart over [[Kort over Norge#Temakort|Bjarmelandsfærden]].]</ref> alle de Haaløiger, som var der nordenfra; der kom da sammen om vaaren en stor styrke, og biede de alle, indtil Finn kom der nord; der var da ogsaa Tore Hund kommet. Men da Finn kom, lod han strax hele ledingsfolket blæse sammen til husting, og paa det ting viste mændene frem sine vaaben; saa blev da ogsaa udbudet ransaget i hver skibreide. Men da det var greiet, sagde Finn: «Dig vil jeg spørge om det, Tore Hund, hvad tilbud du vil gjøre kong Olav for at have dræbt Karle, hans hirdmand, eller for det ran, at du tog kongens gods nord i Lengjuvik?<ref>Se side 401. [Kap. 133].</ref> Nu har jeg kongens ombud i denne sag; men jeg vil nu vide dine svar.» Tore saa sig om og merkede, at det stod mange fuldt væbnede mænd paa begge sider; der kjendte han Gunstein og mange andre af Karles frænder. Da sagde Tore: «Mit bud er snart sagt, Finn, at jeg vil fæste al min sag i kongens dom, hvad han kræver af mig.» Finn svarer: «Det er nu mest udsigt til, at det undes dig mindre hæder, thi nu maa du fæste sagen i min dom, hvis du skal faa forlig.» Tore siger: «Da mener jeg ogsaa, at sagen er kommet i gode hænder, og jeg skal ikke unddrage mig det.» Gik da Tore frem til haandsal, og Finn gav kjendelse for alt. Siden siger Finn op fredsvilkaarene, at Tore skulde betale til kongen ti mark guld, men til Gunstein og hans frænder andre ti mark, men for ran og godsskade de tredje ti mark<ref>En mark guld var = 8 mark sølv. Det hele beløb bliver saaledes 240 mark sølv.</ref>, «men du skal betale nu strax,» siger han. Tore siger: «Dette er en stor pengebod.» «Det er det andet vilkaar, at da er alt forlig tilende,» sagde Finn. Tore siger, at Finn fik lade ham faa den frist, at han fik søge laan hos sine følgesmænd. Finn bød ham betale der paa stedet og nævnte desuden det, at Tore skulde komme frem med det store smykke, som han tog fra den døde Karle. Tore sagde, at han ikke havde taget noget smykke. Da gik Gunstein frem og sagde, at Karle havde smykket paa halsen, da de skiltes, «men da vi tog hans lig, da var det borte.» Tore siger, at han havde ikke lagt merke til det smykke, «men om vi har taget noget smykke, maa det vel ligge hjemme i Bjarkø.» Da satte Finn spydsodden for Tores bryst og sagde, at han nu skulde komme frem med smykket; Tore tog da smykket af sin hals og gav det til Finn. Siden gik Tore bort og ud paa sit skib; Finn gik efter ham ud paa skibet og mange mænd med ham. Finn gik langs efter skibet, og hans mænd fyldte op rummene. Men ved masten saa de nede under tiljerne to saa store tønder, at det tyktes dem underligt; Finn spurgte, hvad det var i de tønderne. Tore siger, at deri var hans drik. Finn sagde: «Hvorfor giver du os ikke at drikke, gode ven? saa megen drik, som I har.» Tore sagde til en af sine mænd, at han skulde tappe af tønden i en bolle. Siden blev det givet Finn og hans mænd at drikke, og det var den bedste drik. Da bad Finn Tore at rede pengene ud. Tore gik frem og tilbage paa skibet og talte til forskjellige. Finn raabte og bød ham bære pengene frem. Tore bad ham gaa op paa land og sagde, at han der skulde rede dem ud. Da gik Finn og hans mænd op paa land; saa kom Tore did og betalte sølv; af en pung blev udredet 10 mark veiet. Da tog han frem mange knytter; i nogle var én mark veiet, i nogle en halv mark eller nogle ører<ref>I en mark var der 8 ører.</ref>. Da sagde Tore: «Dette er laante penger, som forskjellige har laant mig, thi alle de tærepenger, jeg har, tror jeg nu er slut.« Siden gik Tore ud paa skibet, men da han kom tilbage, betalte han sølvet i smaat og smaat. Da led det paa dagen; men saasnart tinget var endt, gik folk til sine skibe og gjorde sig rede til at lægge bort, og saasnart de var færdige, tog de til at seile; det kom da til det, at de fleste mænd havde seilet bort. Finn saa da, at folket tyndedes om ham; hans mænd raabte paa ham og bad ham gjøre sig færdig. Da var endnu ikke en tredjedel af boden betalt. Da sagde Finn: «Det gaar dog sent med betalingen, Tore. Jeg ser, at det gaar haardt paa dig at betale pengene; det kan nu ogsaa stanse for det første, og det, som er efter, skal du betale kongen.» Da stod Finn op. Tore siger: «Vel tykkes mig det, at vi skilles, Finn; men vilje skal jeg have til at betale denne gjæld saa, at hverken kongen eller du skal finde det at være daarlig betaling.» Da gik Finn til sit skib og seilede frem efter sine folk. Tore blir sent færdig fra havnen; men da deres seil kom op, styrede de ud over Vestfjorden<ref>Den brede bugt mellem Lofotøerne og Fastlandet.</ref> og siden ud paa havet og syd langs landet saa langt ud, at havet var midt i lierne eller stundom landet nede i vandfladen; han lod det gaa sydpaa, indtil han seilede ud i Englandshavet og kom frem i England; han fór siden til kong Knut, som tog vel imod ham. Da kom det op, at Tore havde der meget løsøre; han havde der alt det gods, som han og Karle havde taget i Bjarmeland; men i de store tønder var det en anden bund kort fra den ytre, og der imellem var det drik, men selve tønderne var begge fulde af graaskind<ref>Ekornskind (ligesom «graavare»; se side 329 note 1 [Kap. 94, note 165]).</ref>, bæver og sobel. Tore var da hos kong Knut. Finn Arnesøn drog med den hærstyrke til kong Olav og fortalte ham alt om sin færd og sagde tillige, at han troede, at Tore havde faret ud af landet og vester til England til Knut den mægtige, «og jeg tænker, at han vil blive os til megen skade.» Kongen siger: «Jeg tror det, at Tore vil blive os en uven, men det tykkes mig altid bedre at have ham fjernt end nær.»


'''140.''' Asmund Grankelsøn havde den vinter været i sin syssel paa Haalogaland og var hjemme hos sin fader Grankel. Det ligger der ud imod havet et udvær, hvor det baade var sæl og fugl at veide, et eggvær og fiskevær, og det havde fra gammel tid ligget til den gaard, Grankel eiede. Men Haarek af Tjotta gjorde krav paa det, og det var da kommet dertil, at han i nogle aar havde havt alt gavn af været. Men nu tyktes Asmund og hans fader at have kongens støtte til alle retmæssige sager. Fader og søn fór da begge om vaaren [1027] til Haarek og sagde ham kong Olavs ord og viste hans jertegn, at Haarek skulde opgive sit krav paa været. Haarek svarede vredt derpaa og sagde, at Asmund fór til kongen med slig og anden bagtalelse: «jeg har al ret paa min side; du, Asmund, skulde forstaa at holde maade, om du end nu synes, du er en stor mand, siden du har kongens støtte; det kan du ogsaa trænge, hvis det skal være gjørligt for dig at dræbe somme høvdinger og gjøre dem til ubodemænd, men rane fra os, som fordum tyktes at kunne holde paa vor ret, selv om vi havde at gjøre med jevnbaarne; men nu er det langt fra, at I er jevngode med mig i æt.» Asmund svarer: «Det faar mange at føle af dig, Haarek, at du er frændesterk og har overlegen magt; mange sidder med afkortet ret for dig, men dog er det nu rimeligst, Haarek, at du faar søge et andet sted hen for at holde frem med din uretfærdighed end til os eller handle saa ulovlig, som dette er.» De skiltes siden. Haarek sendte sine huskarler, 10 eller 12, ud med en stor rofærge. De fór til været, tog der alskens fangst og ladede færgen; men da de var rede til at fare bort, kom der Asmund Grankelsøn over dem med 30 mænd og bad dem lade al den fangst løs. Haareks huskarler svarede noget langsomt paa det; siden tog Asmund og hans mænd fat paa dem, og de merkede da folkemonen. Nogle af Haareks huskarler blev bankede, nogle saarede, nogle drevne ud i sjøen, og al fangst blev baaret bort fra deres skib, og Asmund og hans mænd havde det med sig. Haareks huskarler kom hjem efter dette og fortalte Haarek om sin færd; han svarer: «Tidende tykkes alle nye tiltag at være; dette har ikke før været gjort, at ''mine'' mænd faar bank.» Den sag blev det stilt med, og Haarek talte ikke et ord derom og var meget lystig. Haarek lod om vaaren gjøre rede en snekke, en tyvesesse, og tog paa den sine huskarler; det skib var vel udstyret baade med mænd og med al redskab. Haarek fór om vaaren i leding. Men da han fandt kong Olav, da var ogsaa Asmund Grankelsøn der. Da fik kongen istand et møde mellem Asmund og Haarek, og han forligte dem; sagen blev givet i kongens dom. Siden lod Asmund føre frem vidner paa, at Grankel havde eiet været, og kongen dømte efter det. Da blev sagens udfald forskjelligt: Haareks huskarler fik ikke bøder, men været blev tildømt Grankel. Haarek siger, at det var ikke nogen skam for ham at lade sig nøie med kongens dom, hvorledes end den sag blev greiet siden.


'''141.''' Torodd Snorresøn var blevet efter i Norge ifølge kong Olavs vilje, da Gelle Torkelsøn fik lov til at fare til Island, saa som før var skrevet<ref>Side 408 [Kap. 136].</ref>, og han var da hos kong Olav og var ilde tilmode ved den ufrihed, at han ikke kunde fare i sine færder, hvor han vilde. I førstningen af den vinter [1026], kong Olav sad i Nidaros, lyste kongen, at han vilde sende mænd til Jæmteland for at kræve skat; men til den færd havde folk liden lyst, thi de sendemænd var tagne af dage, som kongen havde sendt did før, Traand Hvite med 11 mænd, saa som før var skrevet<ref>Side 280 [Kap. 63].</ref>, og Jæmterne havde siden holdt sig i lydighed under sveakongen. Torodd Snorresøn bød sig til den færd, thi han lagde liden vegt paa, hvad som gik over ham, om han fik raade sig selv; det tog kongen imod, og Torodd fór da med 11 mænd. De kom frem øster i Jæmteland og søgte hjem til den mand, som hed Torar; han var lagmand der og en mand i høi stilling; de fik der god modtagelse. Men da de havde dvælet der en kort tid, bar de frem sine erender for Torar. Han siger, at de andre landsmænd og høvdinger raadede ikke mindre for at svare paa dem end han, og sagde, at han skulde stævne ting om det. Saa blev gjort; tingbud blev skaaret op og almindeligt ting stævnet. Torar fór til ting, men sendemændene dvælte imedens hos ham. Torar bar denne sag frem for almuen; men dét blev alle enige om, at de vilde ikke betale Norges konge nogen skat; nogle vilde lade hænge sendemændene, men andre vilde have dem til blot; men det blev aftalt, at man skulde holde dem der, indtil sveakongens sysselmænd kom did. De skulde da med landets mænds samtykke fastsætte for dem, hvad de vilde; men man skulde holde sendemændene vel og give det udseende af, at de blev holdt tilbage, for at de skulde bie paa skatten, og man skulde skifte dem i kost, to og to sammen. Torodd var med en anden mand hos Torar. Der var et stort julegilde og sammenskudsøl. Det var mange bønder der i torpet, og de drak alle i selskab julen over. Et andet torp var kort derfra; der boede Torars maag, en mægtig og rig mand, som havde en voxen søn. Maagerne skulde drikke halve julen hos hver af dem og først hos Torar. Maagerne drak hinanden til, men Torodd og bondesønnen, og de drak omkaps, og om kvelden var det kapdrikke og mandjevning mellem Nordmænd og Svear og dernæst om deres konger, baade om dem, som før havde været, og dem, som nu var, og saa om de skifter, som havde været mellem landene i manddrab og ran. Da sagde bondesønnen: «Hvis vore konger har mistet flere mænd, saa vil nu sveakongens sysselmænd udjevne det med 12 mænds liv, naar de kommer søndenfra efter jul, og I ved nok ikke rigtig, stakkars mænd, hvad I holdes tilbage for.» Torodd lagde merke til dette, og mange smilte til det og fandt frem smædeord imod dem og saa imod deres konge. Nu da ølet fik Jæmterne til at tale, blev ikke det skjult, som Torodd forud ikke havde havt tanke om. Dagen efter tog Torodd og hans følgesmand alle sine klæder og vaaben og lagde dem, saa de kunde let naa dem; og natten efter, da folkene havde sovnet, løb de bort til skogs. Da man om morgenen efter blev var, at de havde løbet bort, fór man efter dem med sporhunder og naaede dem i skogen der, de havde gjemt sig, og tog dem da hjem og i en bod; der var en dyb grav, der blev de slupne ned og døren læst. De havde der lidet mad og ikke andre klæder end dem, de gik i. Og da midten af julen<ref>Julen regnedes at vare «en halv maaned» — fra 25de dec. til 7de januar —, saa at midten af julen var ved 1ste januar.</ref> kom, fór Torar og alle fri mænd med ham til hans maag; der skulde han drikke den anden halvdel af julen. Torars træler skulde vogte graven; de havde faaet nok af drik, men de holdt lidet maade med drikken og fik sig en ølrus strax den første kveld. Men da de havde drukket godt, talte de, som skulde føre mad til mændene i graven, mellem sig om, at de skulde ikke savne noget. Torodd kvad kvæder og skjemtede for trælene; men de sagde, at han var deres gode ven og gav ham en stor kjerte og tændte den. Saa kom de træler ud, som før havde været inde, og raabte ivrig, at de andre skulde gaa ind; men begge flokker var øre af øl, saa at de hverken lukkede igjen graven eller boden. Da skar Torodd og den anden sine kapper isønder i strimler og knyttede dem sammen, gjorde en løkke af enden og kastede den op paa gulvet i boden; den viklede sig om foden af en kiste og blev fast. De søgte da at komme op; Torodd løftede sin følgesvend op, indtil han stod paa hans axler; siden halede han sig op igjennem gluggen. Det fattedes ikke reb i boden, og han lod ét sige ned til Torodd; men da han skulde drage Torodd op, fik han ikke løftet ham. Da sagde Torodd, at han skulde kaste rebet over en bjelke, som var i boden, men gjøre en løkke paa enden og lægge derpaa saameget ved og sten, at det var mere end hans vegt. Han gjorde saa; da sank vegten ned i graven, men Torodd fór op. I boden tog de sig de klæder, de trængte. Der var inde nogle renhuder, og af dem skar de klovene og bandt dem bag frem under sine fødder. Men inden de for bort, lagde de ild i en stor kornlade, som var der, og løb siden bort i mørket; laden brandt og mange andre huser i torpet. Torodd og den anden mand fór hele natten gjennem ødemarken, men gjemte sig om dagen. Om morgenen savnede man dem; man fór da med sporhunder at lede efter dem paa alle veier fra gaarden; men hundene fulgte sporene tilbage til gaarden, thi de fulgte efter renfødderne den vei, som klovene viste; man ledte da ikke mere efter dem. Torodd og den anden mand fór længe om i ødemarken og kom en kveld til en liden gaard, og der gik de ind. Der inde sad en mand og en kone ved ilden; han kaldte sig Tore og sagde, at hun, som sad der, var hans kone, og sagde, at de eiede det hus-kot. Husbonden bød dem til at være der, og det tog de imod. Han siger dem, at han var kommen did, fordi han havde flyet fra bygden for et drabs skyld. Det blev sørget vel for Torodd og hans følgemand; de fik alle mad ved ilden. Siden blev det redt op leie for Torodd og den anden der paa bænken, og de lagde sig til at sove; men da var det endnu lue paa ilden. Da saa Torodd, at en mand fra et andet hus gik ind der, og ikke havde han nogensinde seet saa stor en mand; han havde skarlagens-klæder, indsatte med guldbaand, og saa statelig ud. Torodd hørte, at han skjendte paa dem for, at de tog imod gjester, men neppe havde mad til at bjerge sig selv. Husfruen sagde: «Vær du ikke vred, broder, sjelden har jo dette hændt; giv du dem heller en haandsrækning, thi du er mere skikket til det end vi.» Torodd hørte, at den store mand blev kaldt Arnljot Gelline, og tillige, at husfruen var hans søster; Torodd havde hørt nævne Arnljot og tillige, at han var en stor stimand og ugjerningsmand. Torodd og hans følgesvend sov godt om natten, thi de var trætte af at gaa. Men da det endnu var en tredjedel af natten igjen, kom Arnljot did og bad dem staa op og gjøre sig rede til færden. Torodd og den anden stod strax op og klædte sig; saa fik de dagverd. Siden gav Tore hver af dem skier. Arnljot gjorde sig rede til at fare med dem; han steg paa skier, som var baade brede og lange. [[Bilde: Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.jpg|thumb|right|400px|<center>Halvdan Egedius<br>'''''Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.'''''</center>]]Men saasnart som Arnljot havde sat skistaven i jorden, var han langt borte fra dem. Da biede han og sagde, at paa den vis kom de ingen vei, og bad dem stige op paa skierne med sig. De gjorde saa; Torodd stod nærmest ham og holdt sig i Arnljots belte, men Torodds følgesvend holdt i ham. Da skred Arnljot saa fort, som om han fór alene. Da det var blevet sent om aftenen, kom de til et sælehus<ref>Herberge for veifarende, især paa fjeldovergangene.</ref> tændte sig der ild og gjorde mad rede. Da de fik mad, bad Arnljot dem ikke kaste noget ned af maden, hverken ben eller smuler. Arnljot tog frem under sin skjorte et sølvfad og fik mad derpaa. Men da de var mætte, gjemte Arnljot deres levninger. Siden gjorde de sig rede til at gaa til hvile. I den ene ende af huset var det et loft oppe paa tverbjelker; Arnljot og de to andre fór op i loftet og lagde sig der til at sove. Arnljot havde et stort huggespyd med guldindlagt fal, men skaftet var saa kort, at man med haanden kunde naa falen; han var gjordet med sverd. De havde baade sine vaaben og klæder oppe i loftet hos sig. Arnljot bad dem være stilfærdige; han laa fremst i loftet. Lidt senere kom der til huset 12 mænd; det var kjøbmænd, som fór til Jæmteland med sine varer. Men da de kom ind i huset, gjorde de meget støi og var lystige; de gjorde store ilder for sig. Men da de havde faaet mad, kastede de alle ben ud; siden gjorde de sig rede til hvile og lagde sig ned paa bænken der ved ilden. Men da de havde sovet der en kort tid, kom det en stor troldkvinde til huset; da hun kom ind, sopede hun fast om sig, tog benene og alt det, som tyktes hende ædendes, og slog det i sin mund; siden greb hun den mand, som var nærmest hende, rev og sled ham itu og kastede ham paa ilden. Da vaagnede de andre «ved en ond drøm» og løb op; men hun slog ihjel den ene efter den anden, saa at alene én var ilive. Han løb længer ind under loftet og raabte om hjælp, om det var noget i loftet, som kunde hjælpe ham. Arnljot strakte sig til ham og tog ham i hænderne og nappede ham op i loftet. Da gik hun frem imod ilden og tog paa at æde mændene, naar de var stegte. Da stod Arnljot op og greb sit huggespyd og satte det mellem herderne paa hende, saa at odden løb ud gjennem brystet; hun fór op haardt, skreg stygt og løb ud. Arnljot slap spydet, og det havde hun med sig ud. Arnljot gik frem, ryddede ligene ud og satte dør og dørkarm for stuen, thi det havde hun alt brudt fra, da hun løb ud. De sov da den tid, som var tilbage af natten. Men da det blev lyst, stod de op og aad da først sin dagverd; men da de havde faaet mad, sagde Arnljot: «Nu faar vi her skilles; I skal nu fare efter den akevei<ref>d. e. vei efter slæderne, som de «akede» med.</ref>, hvor kjøbmændene fór hid igaar; men jeg vil lede efter mit spyd. Jeg vil have i arbeidsløn det, som mig tykkes penger værd af det gods, som disse mænd har eiet. Du skal, Torodd, bære til kong Olav min hilsen, og sig ham det, at han er den mand, jeg har mest lyst til at møde; men min hilsen vil vel ikke tykkes ham noget værd.» Han tog sølvfadet op, tørrede det med dugen og sagde: «Før du dette fad til kongen og sig, at det er min hilsen.» Siden gjorde de sig alle rede til færden og skiltes efter dette. Med Torodd fór hans følgesmand og saa den mand, som var undkommet af kjøbmændene. Torodd fór, indtil han fandt kong Olav i kjøbstaden<ref>Nidaros.</ref>, og fortalte ham alt om sin færd; han bragte ham Arnljots hilsen og førte sølvfadet til ham. Kongen siger, at det var ilde, at Arnljot ikke havde faret til ham, «og det er stor skade, at saa meget uheld skulde lægge sig for en saa god dreng og merkelig mand.» Torodd var siden hos kong Olav den øvrige del af vinteren og fik da lov af ham til at fare til Island sommeren efter. Han og kong Olav skiltes da i venskab.


'''142.''' Kong Olav gjorde sig om vaaren [1027] rede til at fare fra Nidaros, og det samlede sig sammen mange folk baade der fra Trondhjem og saa norden fra landet. Men da han var færdig, fór han med sin hær først syd paa Møre og samlede der ledings-mænd sammen, og saa fra Raumsdalen. Siden fór han til Søndmøre. Han laa længe i Hejøerne<ref>V. for Hareidland.</ref> og biede paa sine mænd; han holdt da ofte husting. Der kom mangt ham for øre, som tyktes ham at kræve omsorg. Det var paa et husting, han holdt, at han bragte den sag frem: han fortalte om den mandskade, han havde lidt i Færøerne; «men af den skat, som de har lovet mig,» sagde han, «kommer intet frem. Nu vil jeg igjen sende mænd did efter skatten.» Kongen vendte sig med denne sag til forskjellige og talte om, at de skulde give sig paa denne færd; men det kom slige svar imod, at alle mænd undslog sig for færden. Da stod en stor og raskt udseende mand op der paa tinget; han havde rød kjortel, hjelm paa hovedet, et stort huggespyd i haanden og var gjordet med sverd; han tog tilorde: «Det er sandt at sige, at her er stor forskjel paa folk. I har en god konge, men han har daarlige drenger; I vægrer eder for en sendefærd, han byder eder, men I har forud modtaget af ham vennegaver og mange gode ting. Jeg har hidtil ikke været en ven af denne konge; han har ogsaa været min uven, og han mener at have gode grunder til det. Nu vil jeg, konge, byde dig at fare denne færd, hvis det ikke er bedre valg.» Kongen siger: «Hvem er denne drengelige mand, som svarer paa min tale? Det er stor forskjel mellem dig og de andre mænd, som er her, da du byder dig til færden, men de undslog sig, som jeg tænkte skulde have svaret vel paa det; men til dig kjender jeg ikke noget, og ikke ved jeg dit navn.» Han svarer saa: «Mit navn er det ikke nogen vanskelighed med, konge; jeg venter, at du vel har hørt mig nævne, jeg blir kaldt Karl Mørske.» Kongen siger: «Saa er det, Karl, hørt dig nævne har jeg, og sandt er det at sige, at det har været de tider, at du ikke skulde have kunnet fortælle tidender derom, hvis vi havde mødtes. Men nu vil jeg ikke være mindre god end du, som byder mig din hjælp, at jeg ikke skulde til gjengjæld lægge min tak og yndest. Du skal komme til mig, Karl, og være min gjest idag; vi to skal da tale mere om den sag.» Karl siger, at saa skulde det være.


'''143.''' Karl den mørske havde været en viking og stor ransmand, og meget ofte havde kongen sendt mænd efter ham og vilde tage ham af dage. Karl var ætstor og meget foretagsom, en idrætsmand og dygtig i mange ting. Men da Karl havde lovet sig til denne færd, tog kongen imod forlig af ham og viste ham venlighed; han lod ham udruste som bedst til færden. Paa hans skib var det næsten 20 mænd. Kongen gav ordsendinger for at støtte og hjælpe Karl til sine venner paa Færøerne, — det var Leiv Åssursøn og Gille lovsigemand —, og sendte sine jertegn for dettes skyld. Karl fór, saasnart han var rede; de fik god bør, kom til Færøerne og lagde til i Torshavn i Strømø<ref>Den største og midterste af Færøerne med den nuv. hovedstad Torshavn.</ref>.[[Bilde:Færøerne (kart).jpg|thumb|right|400px]] Siden blev det stævnet ting der, og mange mænd kom til det. Did kom Traand i Gata med en stor flok; did kom ogsaa Leiv og Gille, de havde ogsaa en stor skare. Men da de havde tjeldet og gjort sig istand, gik de til møde med Karl Mørske; der var det gode hilsener. Siden bar Karl frem kong Olavs ord og jertegn og vennetale til Gille og Leiv. De tog vel imod det, bød Karl til sig og lovede at støtte hans erende og give ham slig hjælp, som de havde magt til. Han tog med tak imod det. Lidt senere kom Traand did og hilste Karl vel; «jeg er glad,» sagde han, «over, at slig en mand er kommet hid til vort land med vor konges erende, som vi er skyldige til at støtte; ikke vil jeg andet, Karl, end at du skal fare til mig i vinterophold, og med dig saa mange af dine mænd, at din hæder kan blive større end før.» Karl siger, at han forud havde lovet at fare til Leiv, «men ellers,» sagde han, «skulde jeg med glæde tage imod din indbydelse.» Traand siger: «Da vil Leiv ene faa ære af dette; men er det nogle andre ting, som jeg kunde gjøre, saa at det blev dig nogen støtte i det?» Karl svarer, at det tyktes ham at ville være meget hjælp i, om Traand drog sammen skatten over Østerø og ligesaa over alle Norderøerne. Traand siger, at han var skyldig som villig til at yde den støtte for kongens erende; gaar da Traand tilbage til sin bod. Det blev ikke mere til tidende paa det ting. Karl fór til ophold hos Leiv Åssursøn, og der var han vinteren efter. Leiv samlede sammen skat paa Strømø og over alle øer søndenfor. Om vaaren efter fik Traand fra Gata vanhelse, havde øientyngsel og desuden andre sygdommer; men dog gjorde han sig rede til at fare til tinget, som det var hans vane. Men da han kom paa tinget og hans bod var tjeldet, lod han den tjelde indentil med sorte tjeld, for at det da skulde være mindre lyst. Men da nogle dager af tinget var ledne, gaar Leiv og Karl til Traands bod og havde stort følge. Da de kom til boden, stod det nogle mænd udenfor; Leiv spurgte, om Traand var inde i boden. De sagde, at han var der. Leiv sagde, at de skulde bede Traand at gaa ud; «vi har, Karl og jeg, erende med ham,» sagde han. Men da mændene kom tilbage, sagde de, at Traand havde slig øienverk, at han kunde ikke komme ud: «og bad han, Leiv, at du skulde gaa ind.» Leiv sagde til sine følgemænd, at de skulde fare varlig, naar de kom ind i boden, ikke trænge hverandre, — «den gaar først ud, som gaar sidst ind.» Leiv gik først ind, Karl dernæst, og saa hans følgesvender, og de gik fuldt væbnede, som om de skulde gjøre sig rede til kamp. Leiv gik længer ind imod de sorte tjeld og spurgte da, hvor Traand var. Traand svarer og hilser Leiv. Leiv tog imod hans hilsen og spurgte siden, om han havde hentet noget af skatten fra Norderøerne, og hvad greie det nu var paa sølvet. Traand svarer og siger, at det var ikke gaaet ud af hans tanke, hvad han og Karl havde talt om, og at det skulde blive gjort rede for skatten; «her er en pung, Leiv, som du skal tage imod, og den er fuld af sølv.» Leiv saa sig om og saa faa mænd i boden, nogle laa paa bænkene, men faa sad oppe. Siden gik Leiv til Traand og tog imod pungen og bar den længere ud i boden, der hvor det var lyst, øste sølvet ned paa sit skjold, rørte i det med sin haand og sagde, at Karl skulde se sølvet. De saa paa det en stund. Da spurgte Karl, hvad Leiv syntes om sølvet. Han siger: «Det tror jeg, at her vist er kommen hver eneste daarlig penning, som findes i Norderøerne.» Traand hørte dette og sagde: «Synes sølvet dig daarligt, Leiv?» «Saa er det,» sagde han. Traand sagde: «Da er de rigtige storniddinger, mine frænder, naar man ikke kan lide paa dem i noget. Jeg har sendt dem i vaar for at hente skat nord i øerne, da jeg ikke var dygtig til noget i vaar. Men de har ladet sig give gaver af bønderne for at tage imod slige falske penger, som ikke gaar i betaling. Og det er det bedste, Leiv, at du ser paa dette sølv, som er betalt mig i landskyld.» Leiv bar da sølvet tilbage, men tog imod den anden pung og bar den til Karl. De ransagede disse penger, og Karl spurgte, hvad Leiv syntes om dem. Han siger, at det tyktes ham daarlige penger, at de kunde nok tages ved de betalinger, som det ikke var nøiagtig aftale om, «men ikke vil jeg tage imod disse penger til kongen.» En mand, som laa paa bænken, kastede nu felden fra sit hoved og sagde: «Sandt er det gamle ord, at «hver bliver argere, som han ældes.» Saa er det ogsaa med dig, Traand; du lader hele dagen Karl den mørske vrage penger for dig.» Det var Gaut den røde. Traand løb op ved Gauts ord, blev sint og talte meget haardt imod sine frænder, men tilsidst sagde han, at Leiv skulde give ham sølvet: «men tag her en pung, som mine landboer har ført hjem til mig ivaar; og skjønt jeg ikke ser klart, er dog ens egen haand huldest.» En mand, som laa paa bænken, reiste sig op paa albuen; det var Tord den lave. Han sagde: «Ikke lidet krænkende tiltale faar vi af han Møre-Karl, og det skulde han have løn for.» Leiv tog imod pungen og bar den til Karl. De saa paa pengene, og Leiv sagde: «Ikke trænges det længe at se paa dette sølv. Her er den ene penning bedre end den anden, og disse penger vil vi have; faa du, Traand, en mand til at se paa tællingen.» Traand sagde, at han troede at have faaet den bedste til det, naar Leiv saa til paa hans vegne. Gik da Leiv og de andre ud og kort fra boden; der satte de sig ned og veiede sølvet. Karl tog sin hjelm af hovedet og heldte sølvet deri, naar det var veiet. De saa en mand gaa forbi, som havde i haanden en pig-øx, paa hovedet en hat, han bar en grøn kaabe, var barføddet med linbrok knyttet om benet; han satte pig-øxen ned paa volden og gik bort, idet han sagde: «Se du til, Møre-Karl, at du ikke faar mén af min pig-øx.» Lidt senere kom det en mand løbende og raabte ivrig paa Leiv Åssursøn og bad ham fare til Gille lovsigemands bod saa fort, han kunde: «der løb Sigurd Torlaksøn ind gjennem tjelddækket og har saaret til døden en mand i hans bod.» Leiv løb strax op og gik bort for at møde Gille og med ham alle folkene i hans bod; men Karl sad efter, og østmændene<ref>d. e. Nordmændene. </ref> stod rundt om ham. Gaut den røde løb til og hugg med en haand-øx over mændenes hoveder, og det hugg kom i Karls hoved, men det saar var ikke stort. Tord Lave greb op pig-øxen, som stod paa volden, og slog med den paa øxehammeren, saa at øxen sad fast i hjernen. I det samme styrtede en mængde folk ud af Traands bod. Karl blev baaret død bort. Traand lod ilde over dette verk, men bød dog penger i bøder for sine frænder. Leiv og Gille førte eftermaalet, og det blev ikke taget imod bøder. Sigurd blev utlæg for den skade, han havde gjort Gilles bodmand, men Tord og Gaut for Karls drab. Østmændene gjorde rede det skib, som Karl havde ført med did, og fór øster til kong Olav. Han blev meget vred over dette verk, men det blev ikke givet kong Olav at tage hevn over dette paa Traand eller hans frænder formedelst den ufred, som da var kommet op i Norge, og som det siden skal fortælles om. Og nu er endt fortællingen om de tidender, som kom af det, at kong Olav krævede skat fra Færøerne; men dog blev det stridigheder siden i Færøerne efter Karl Mørskes drab, og da kjæmpede Leiv Åssursøn med Traands frænder, og derom er det store frasagn.


'''144.''' Nu skal det fortælles om det, som vi før har taget fat paa<ref>Side 427 [Kap. 142].</ref>, at kong Olav fór med sin hær og havde leding ude for landet. Ham fulgte da alle lendermænd nord fra landet, undtagen Einar Tambeskjelve; han havde siddet i ro hjemme paa sine gaarder, siden han kom til landet, og tjente ikke kongen. Einar havde meget store eiendommer og førte sig med pragt, skjønt han ikke havde indtægter af kongeligt land. Kong Olav styrede med den hær syd forbi Stad; der samlede sig fremdeles til ham mange mænd fra herredene. Da havde kong Olav det skib, som han havde ladet bygge vinteren forud, et meget stort skib, som bar navnet Visund<ref>d. e. ''bisonoxe.'' I folkevisen om Hellig Olav kaldes hans skib «Oxen».</ref>; i fremstavnen var et visund-hoved, prydet med guld; om det taler Sigvat skald:

::Lyngens fisk<ref>Lyngens Fisk, d. e. ormen.</ref>, den som førte
::den flugt-skye søn af Trygve,
::bar guldsmykket snude
::til tab (Gud det vilde);
::Olav den digre lod træde
::et andet skib paa bølgen:
::''Visunden'' (havet voldsomt
::vaskede dyrehornene).

Kongen fór derefter syd til Hordaland. Han spurgte de tidender, at Erling Skjalgsøn havde faret ud af landet og havde havt en stor hær, fire eller fem skibe; han havde selv den store skeid, men hans sønner tre tyvesesser, og de havde seilet vester til England til Knut den mægtige. Derefter fór kong Olav øster langs landet og fik en stor hær. Har spurgte nøie efter, om mænd vidste noget til Knut den mægtiges færd, men det kunde alle sige, at han var i England; men det blev ogsaa sagt, at han havde leding ude og vilde fare til Norge. Men af den aarsag, at kong Olav havde en stor hær og han ikke fik spurgt sandheden om, hvor han skulde stævne til møde med Knut, men mændene tyktes ilde tjent med at ligge stille paa ét sted med saa stor hær, saa tog han det raad at seile med hæren syd til Danmark, og han havde med sig alt det folk, som tyktes ham mest kampdygtigt og bedst rustet, men gav de andre hjemlov. Saa som det er kvædet:

::Den ordsnilde Olav driver
::med aarerne Visunden nordfra;
::men en anden gram bryder
::bølgen med Dragen sydfra.

Nu fór det folk hjem, som han troede at have mindst nytte af. Kong Olav havde der en stor og vakker hær, og der var de fleste lendermænd fra Norge, undtagen de, som det før er fortalt havde faret fra Norge, eller de, som sad efter hjemme.


'''145.''' Da kong Olav seilede til Danmark, styrede han til Sjæland; men da han kom did, tog han paa at herje og gjorde landgang; da blev landets folk ranet, nogle dræbte, nogle blev fangne og bundne og derefter førte til skibene, men alle, som kunde komme til, flyede, og det blev ikke nogen modstand; kong Olav gjorde der meget hærverk. Men da kong Olav var paa Sjæland, spurgte han de tidender, at kong Ånund Olavssøn havde leding ude og fór med en stor hær øster fra langs Skaane og herjede der. Det blev da aabenbart, hvad rådslagning kong Olav og kong Ånund havde havt i Elven, da de aftalte sit forbund og venskab, at de begge skulde gjøre modstand mod kong Knut. Kong Ånund fór nu, indtil han fandt sin maag, kong Olav. Men da de mødtes, aabenbarer de baade for sin hær og for landsfolket, at de vil lægge under sig Danmark og kræve hyldning af landets mænd. Men det var, som man ser saa ofte, at naar landsfolket kommer ud for hærfærd og ikke faar hjælp til modstand, da gaar de fleste ind paa de paalæg, som de kjøber sig fred med. Det hændte da saa, at mange mænd gik kongerne til haande og lovede dem lydighed; de lagde da vidt om, hvor de fór, landet under sig, men i modsat fald herjede de. Sigvat skald taler om denne hærfærd i den draapa, han digtede om kong Knut den mægtige:

::[''Knut var under himmelen'']<ref>Den tilsvarende linje i omkvædet findes side 438 [Kap. 149]; jvfr. side 211 note 1. [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 89-90].</ref>
::Haralds ætmand
::havde hug til
::i hær at kjæmpe.
::Olav lod hæren,
::den aarsæle konge,
::fare fra Nid
::ad fiskens veier.

::Med gramen seiled’
::(det saaes) nordfra
::de svale kjøler
::til slette Selund;
::men Ånund konge
::med anden hærmagt
::af Svensker farer
::frem imod Daner.


'''146.''' Kong Knut havde spurgt vester i England, at Norges konge Olav havde leding ude, og tillige at han med den hær fór til Danmark, og at det var ufred i hans rige der. Tog da Knut til at samle mænd; det drog sig der snart sammen en stor hær og en mængde skibe. Haakon jarl var den anden høvedsmand for den hær. Sigvat skald kom den sommer til England søndenfra Ruda i Valland, og en mand var med ham, som hed Berg; de havde faret did i kjøbfærd forrige sommer. Sigvat digtede den «flokk», som kaldtes Vesterfærdsviserne, og dette er det første vers:

::Vi mindedes, Berg! mangen
::morgen, at i Rudaborgen
::jeg lod til vestre armen
::lægge i kjøbfærd skibet.

Men da Sigvat kom til England, fór han strax til møde med kong Knut og vilde bede om orlov til at fare til Norge. Kong Knut havde lagt forbud for alle kjøbskibe, inden han havde gjort sin hær rede. Men da Sigvat kom til ham, gik han til det herberge, kongen var inde i; da var herberget læst, og han stod længe udenfor. Men da han havde faaet kongen i tale, fik han lov til det, han bad om. Da kvad han:

::Inden Jydernes konge
::jeg fik i tale, udenfor
::(huset var lukket for hålden)
::husdøren maatte jeg fritte.
::Men i salen gjerne
::Gorms ætling vort erend’
::svare vilde (paa armen
::ofte jeg jernærmer bærer).

Men da Sigvat blev var, at kong Knut rustede til hærfærd imod kong Olav, og han vidste, hvor stor styrke kong Knut havde, da kvad Sigvat:

::Kong Knut, han som har magten,
::og Haakon, begge længter
::efter Olavs liv at tage
::(jeg aner for kongen døden).
::Om end Knut og jarlene andet
::vil, gid han livet maa redde!
::da vil jeg mere glædes
::end ved mødet det første paa fjeldet.

Desuden digtede Sigvat flere vers om Knuts og Haakons færd. Da kvad han:

::Den kjække jarl burde
::bære fredbud imellem
::Olav og de gamle bønder,
::dem som var ophav til striden.
::De har før skiftet
::med større skade høvdinger,
::(Eiriks æt er herlig)
::end Haakon jarl har lidt.


'''147.''' Da Knut den mægtige havde rustet sin hær, havde han en mængde mænd og meget store skibe. Han selv havde en drage, som var saa stor, at den talte 60 rum; paa den var det guldprydede hoveder. Haakon jarl havde en anden drage, som var paa 40 rum; paa den var ogsaa gyldne hoveder; men seilene paa begge var stribede med blaat og rødt og grønt. Skibene var helt malte oven vandgangen, og skibenes hele udstyr var meget pragtfuldt. Mange andre skibe havde de, store og vel rustede. Om det taler Sigvat skald i Knutsdraapa:

::[''Knut var under himlen'']<ref>Se side 434 note 1 [Kap. 145, note 303].</ref>
::Danernes høvding
::en snarøiet, hørte
::om hæren østenfra.
::Vestenfra skred
::skibet, som førte
::Adalraads fiende
::ud fra landet.

::Og kongens drager,
::(dyr var Dåglings færd)
::bar i børen
::blaa seil ved raa;
::men de kjøler,
::som kom vestenfra,
::førtes over havet
::frem til Limfjorden.

Saa er sagt, at kong Knut styrede med denne store hær østover fra England og kom uskadt med alle sine mænd til Danmark og lagde ind til Limfjorden; der var tilstede en stor samling af landets mænd.


'''148.''' Ulv jarl Sprakaleggsøn havde været sat til landevern i Danmark, da Knut fór til England; han havde overgivet til Ulv sin søn, som havde navnet Hårdeknut. Det var sommeren forud, som før er skrevet<ref>Side 402 [Kap. 134].</ref>. Men jarlen sagde strax at kong Knut ved afskeden havde budet ham det erende, at han vilde, at de skulde tage hans søn Hårdeknut til konge over Danevælde: «af den aarsag gav han ham i vore hænder; jeg og mange andre af dette lands mænd og høvdinger har ofte kjæret for kong Knut, at det tykkes dem meget vanskeligt at sidde her i landet uden konge, medens de forrige danekonger syntes, de havde fuldt op at gjøre med at have kongedømme over Danevældet alene; men i fortiden styrede mange konger over dette rige. Dog bliver det nu meget vanskeligere, end det før har været, thi vi har hidtil opnaaet at sidde i fred for udenlandske høvdinger; men nu spørger vi, at Norges konge tænker paa at herje imod os, og man har dertil mistanke om, at ogsaa sveakongen vil gjøre sig rede til den færd. Men kong Knut er nu i England.» Siden bar jarlen frem kong Knuts brev og indsegl, som sandede alt det, som jarlen kom frem med. Mange andre høvdinger støttede dette erende. Og efter deres alles foretale blev folket enigt om at tage Hårdeknut til konge, og det blev gjort paa det samme ting. Men ophavsmand til denne plan var dronning Emma; hun havde ladet gjøre dette brev og sætte indsegl for, og hun havde med list faaet fat paa kongens indsegl; men alt dette var bleven skjult for ham. Men da Hårdeknut og Ulv jarl blev var, at kong Olav var kommen nordenfra Norge med stor hær, fór de til Jylland, thi der er Danevældets hovedstyrke. De skar da op hærpil og stævnede en stor hær sammen. Men da de spurgte, at sveakongen ogsaa var kommen der med sin hær, tyktes de ikke at have styrke til at lægge til strid imod dem begge. Da holdt de hæren sammen i Jylland og tænkte at verge det land imod kongerne; men hele skibshæren drog de sammen i Limfjorden og biede saa paa kong Knut. Men da de spurgte, at kong Knut var kommen øst til Limfjorden, sendte de sendemænd til ham og til dronning Emma og bad om, at hun skulde se at faa vished, om kongen var vred paa dem eller ikke, og saa lade dem faa vide det. Dronningen talte om denne sag med kongen og sagde, at deres søn Hårdeknut vilde bøde alt det, kongen vilde, om han havde gjort sligt, som kunde være kongen imod. Han svarer og siger, at Hårdeknut havde ikke faret frem efter sine egne raad; «det er gaaet saa til,» sagde han, «som venteligt var, da han var et barn og uvittig, at han vilde hede «konge», og den vanskelighed var faldt i hans haand, at man vilde fare med hærskjold over alt dette land og lægge det under udenlandske høvdinger, hvis ikke vor hjælp kom. Nu hvis han vil have noget forlig med mig, saa lad ham fare til mig og lægge ned det forfængelige navn, at han har ladet sig kalde konge.» Siden sendte dronningen disse samme ord til Hårdeknut og det med. at hun bad, at han ikke skulde opsætte denne færd; hun sagde, som det var, at han vilde ikke faa styrke til at staa sin fader imod. Men da dette bud kom til Hårdeknut, søgte han raad hos jarlen og de andre høvdinger, som var hos ham. Men det viste sig snart, at saasnart landsfolket spurgte, at gamle Knut var kommen, saa drev hele landets almue til ham og søgte al sin trøst hos ham. Jarlen og hans andre følgesvender saa da, at det var to vilkaar for haanden: enten at fare til kongen og lægge alt i hans vold eller ogsaa at stevne bort fra landet; men alle bad Hårdeknut fare til sin fader. Saa gjorde han. Men da de mødtes, faldt han sin fader til fode og lagde i hans knæ det indsegl, som fulgte med kongedømmet. Kong Knut tog Hårdeknut i haanden og satte ham i saa høit et sæde, som han før havde siddet. Ulv jarl sendte sin søn Svein til kongen; Svein var kong Knuts søstersøn. Svein søgte om grid og forlig for sin fader og bød sig til at sætte sig som gissel paa jarlens vegne. Svein og Hårdeknut var jevnaldrende. Kong Knut bød at sige til jarlen, at han skulde samle hær og skibe og saa fare til kongen, men siden kunde de tale om sit forlig. Jarlen gjorde saa.


'''149.''' Men da kong Olav og kong Ånund spurgte, at kong Knut var kommen østover, og at han havde en vældig hær, seilede de øster langs Skaane, tog da paa at herje og brænde herredene; saaledes søger de øster langs landet henimod sveakongens rige. Men saasnart landsfolket spurgte, at kong Knut var kommet øster, vilde ingen mere gaa kongerne til haande. Om det taler Sigvat skald:

::De snare drotner
::ikke Danmark
::vandt under sig
::ved sin hærfærd;
::da lod Danernes
::drabsmand skarpt
::herje Skaane.
::[''herligste konge'']<ref>Se side 434 note 1 [Kap. 145, note 303].</ref>.

Da søgte kongerne øster langs landet og lagde til der, som heder Helgeaaen<ref>I det østlige Skaane. [Se i kartarkivet: [[Kort over Norden og Skandinavien#Temakort|''Slagmarker iflg. Snorre'']].]</ref>, og dvælte der en tid. Da spurgte de, at kong Knut fór med sin hær øster efter dem. Da raadslog de tilsammen og valgte det, at kong Olav med nogle af sine mænd gik op paa land og helt gjennem skogene til det vand, som Helgeaaen falder ud af; der i elveosen gjorde de en dæmning af trær og torv og stemmede saa vandet op, og desuden skar de saa store diger og førte flere vande sammen, at det blev stor flom; men i elveløbet fældte de store trær. De holdt paa med dette stræv i mange dager, og kong Olav havde ordningen af disse planer, men kong Ånund havde da ledelsen af skibshæren. Kong Knut spurgte kongernes færd og tillige al den skade, de havde gjort i hans rige. Han styrede da til møde med dem der, de laa i Helgeaaen, og havde en stor hær, dobbelt saa stor som de begge. Om det taler Sigvat:

::Da Jyllands hersker
::hjem var vendt,
::lod han sig ikke
::sin arv røve.
::Danernes verge
::vilde ikke
::sit hjemland miste,
::[''herligste konge''].


'''150.''' Det var en dag henimod kvelden, at kong Ånunds speidere saa kong Knuts seil, og da havde han ikke langt did. Da lod kong Ånund blæse hærblæst. Kastede da mændene tjeldene af og hærklædte sig, roede ud af havnen og øster langs landet, lagde saa sine skibe sammen og tengede dem og gjorde sig rede til kamp. Kong Ånund sendte speidere op paa land; de fór til kong Olav og sagde ham denne tidende. Da lod kong Olav bryde dæmningen og førte aaen i sit forrige løb; men han fór om natten ned til sine skibe. Kong Knut kom udenfor havnen; da saa han, hvor kongernes hær laa rede til kamp, men det tyktes ham, som det da var vel sent paa dagen til at lægge til strid, saa at hele hans hær kunde være rede, thi hans flaade trængte meget rum paa sjøen til at seile; det var langt mellem det forreste skib og det sidste, saavel som mellem det, som fór yderst, og det, som fór nærmest land. Det var liden vind. Men da kong Knut saa, at Svear og Nordmænd havde rømmet havnen, lagde han ind til havn med de skibe, som fik rum; dog laa hovedhæren ude paa havet. Om morgenen, da det var lyst, var mange af deres mænd oppe paa land, nogle i samtale, men nogle holdt leg. Da vidste de ikke ord af, før end vandene der styrtede imod dem med fossefald; dermed fulgte store trær, som drev ud imod deres skibe; skibene tog skade af dem, men vandene flommede ud over alle voldene.


[[Bilde:Vandene styrtede sig med fossefald imod kong Knuts skibe og folk.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''Vandene styrtede sig med fossefald imod kong Knuts skibe og folk.'''''</center>]]


De folk, som var paa land, druknede, ligeledes mange, som det var paa skibene, men alle, som kunde komme til, huggede sine landtaug og løste sig ud, og skibene drev nu om hvert for sig. Den store drage, som kongen selv var paa, drev ud for strømmen; det var ikke let at snu den med aarerne, saa den drev ud mod kong Ånunds og Olavs flaade. Men da de kjendte skibet, lagde de strax til rundt om; men det blev ikke let at søge imod det af den aarsag, at skibet var bordhøit, som om det var en borg, og det havde en mængde mænd ombord, udvalgte mænd, vel væbnede og meget paalidelige; det varede ogsaa kun en kort stund, inden Ulv jarl lagde til med sine mænd, og da tog slaget paa. Dernæst drog kong Knuts hær sig til fra alle sider. Da saa kongerne Olav og Ånund, at de nu for denne gang havde vundet saa meget, som det var dem givet; de lod da sine skibe sige agterover og løste sig ud af kong Knuts hær og skilte flaaderne. Men af den aarsag, at dette anfald ikke var gjort saaledes, som kong Knut havde fastsat, og skibene ikke havde lagt frem der, det var vedtaget, blev det ikke noget af efterroningen; og kong Knuts mænd undersøgte sin hær, tog da paa at fordele folkene og gjorde sig rede. Men da de havde skiltes ad og hver flaade fór for sig, da eftersaa kongerne sine folk og fandt, at de ikke havde lidt noget mandetab; men det saa de ogsaa, at hvis de biede, indtil kong Knut havde ordnet al den hær, han havde, og siden lagde imod dem, da var folkemonen saa stor, at det var lidet at vente, at de skulde seire, men let at skjønne, at det vilde blive et stort mandefald, om det blev til kamp. Nu blev det raad vedtaget, at ro med hele hæren øster langs landet. Men da de saa, at kong Knuts flaade ikke fór efter dem, reiste de mastene og satte sine seil op. Ottar Svarte taler om dette møde i den draapa, han digtede om Knut den mægtige:

::Sikling, vant til striden!
::Svearne har du knækket,
::hvor det Helge-aaen
::heder (ulven fik mætte).
::Hærdede hærmand! Landet
::du holdt mod kongerne tvende,
::der hvor ravnen ei sulted’.
::Snarraadig er du i krigen!

Tord skald Sjaareksøn digtede en arvedraapa om kong Olav den hellige; den er kaldt Rodedraapa, og der tales om dette møde:

::Egdernes herre, Olav,
::havde et malm-møde
::med Jydernes herlige
::ædling, som kløver ringer;
::Skaaningers herre skjød
::skarpt nok imod ham;
::Sveins søn var ikke
::sløv (ulven tuded’).


'''151.''' Kong Olav og kong Ånund seilede øster langs sveakongens rige, og henimod aften lagde de til land der, som heder Barvik<ref>En havn i Blekinge.</ref>; der laa kongerne om natten. Men det kunde man merke paa Svearne, at de havde lyst til at fare hjem; det var en stor del af sveahæren, som seilede om natten øster langs land og ikke stansede, før end hver kom til sin hjemstavn. Men da kong Ånund blev dette var og det lyste af dagen, lod han blæse til husting. Da gik hele hæren paa land, og ting blev sat. Kong Ånund tog til orde: «Saa er det,» siger han, «som I ved, kong Olav, at vi har i sommer faret sammen og herjet vidt om i Danmark; vi har vundet meget gods, men intet land. Jeg har i sommer havt halvfjerde hundrede<ref>420.</ref> skibe, men nu er det ikke flere tilbage end ét hundrede<ref>120.</ref>. Nu forekommer det mig, som om vi ikke vil kunne vinde noget til hæder med ikke større hær, end vi nu har, om end I har 60 skibe, som I har havt i sommer. Nu tykkes det mig raadeligst at fare tilbage til mit rige, og det er «godt at ake hjem med hel vogn»; vi har vundet i denne færd, men ikke tabt noget. Nu vil jeg, Olav maag, byde eder at fare med mig, saa at vi i vinter er sammen; tag I sligt af mit rige, at I kan faa holdt eder vel, og ligesaa de mænd, som følger eder. Naar vaaren kommer, da kan vi gjøre slig aftale, som vi har lyst til. Men hvis I heller vil vælge det at have vort land at fare gjennem, skal I have ret til det, om I vil fare landeveien til eders rige i Norge.» Kong Olav takkede kong Ånund for det venlige tilbud, han havde gjort ham. «Men hvis jeg skal raade», sagde han, «da skal dog et andet raad tages, og det er at holde den hær sammen, som her er igjen. Jeg havde først i sommer, før end jeg fór fra Norge, halvfjerde hundrede skibe, men da jeg forlod landet, valgte jeg af den hær ud de mænd, som tyktes mig bedst; dem satte jeg paa disse 60 skibe, som jeg nu har. Nu forekommer det mig ogsaa saa om eders mænd, som om de har løbet bort, som var mest daadløse og det var mindst støtte i; men her ser jeg alle Eders høvdinger og hirdstyrere, og jeg ved, at hirdmændene er bedst øvede i vaaben. Vi har endnu en stor hær og saa gode skibe, at vi kan vel ligge ude paa skibene hele vinteren, saaledes som konger i fortiden har gjort. Men kong Knut vil kun ligge en kort tid i Helgeaaen, thi der er det ingen havn for slig mængde af skibe, som han har. Han vil vel fare efter os, og da skal vi fare unda, og da vil strax folk samle sig til os. Men hvis han vender sig om did, hvor det er slige havner, at han kan ligge med sin flaade, da vil der — ikke mindre end her — mange af hæren længte hjem. Jeg tænker, at vi i sommer har stelt det saaledes, at torperne<ref>d. e. smaabønderne.</ref> baade i Skaane og paa Sjæland ved, hvad de skal sysle med. Knuts hær vil snart sprede sig vidt om, og da ved jeg ikke, hvem seiren forundes. Lad os da sende speidere ud for at faa vide, hvad raad han tager». Kong Olav endte sin tale saa, at alle gav ham sit tilraab, og det raad blev taget, som han vilde have. Det blev da sendt speidere til kong Knuts hær, men begge konger blev liggende der.


'''152.''' Kong Knut saa, at Norges konge og sveakongen styrede med sin hær øster langs landet. Han sendte da strax folk op paa land og lod sine mænd ride landeveien dag og nat, alt eftersom kongernes hær fór udenfor; der fór da nogle speidere frem, naar de andre fór tilbage. Kong Knut havde da hver dag tidende om deres færd, og hans speidere var i kongernes hær. Men da han spurgte, at en stor del af hæren havde faret fra dem, styrede han med sin hær tilbage til Sjæland og lagde sig med hele hæren i Øresund; noget af hæren laa ved Sjæland, noget ved Skaane. Kong Knut red op til Roeskelda<ref>Roskilde.</ref> dagen før mikelsmesse<ref>28de september.</ref> og med ham en stor skare mænd. Der havde hans maag, Ulv jarl, gjort et stort gjestebud for ham; jarlen var ivrig som vert og var meget lystig, men kongen var faatalende og noksaa uvenlig. Jarlen talte til ham og søgte efter de samtale-emner, som han ventede kongen vilde synes bedst om, men kongen svarede lidet. Da spurgte jarlen, om han vilde lege skakspil. Han sagde ja til det, og de tog da skakspillet og legte. Ulv jarl var snarordet og uvorren baade i tale og i alle andre ting, men en handlekraftig mand i sit rige og en stor hærmand, og om ham fortælles en lang saga. Ulv jarl var den mægtigste mand i Danmark næst efter kongen. Ulv jarls søster var Gyda, som Gudine jarl Ulvnadsøn var gift med; deres sønner var Harald, Englands konge, Toste jarl, Valtjov jarl<ref>Om Valtjov og Mårokaare (Morkere), som ikke var Godvines sønner, se [[Harald Haardraades saga]] kap. 75.</ref>, Mårokaare jarl<ref>Om Valtjov og Mårokaare (Morkere), som ikke var Godvines sønner, se [[Harald Haardraades saga]] kap. 75.</ref>, Svein jarl, og deres datter var Gyda, som Jatvard den gode, Englands konge, blev gift med.


'''153.''' Men da de legte skakspil, kong Knut og Ulv jarl, gjorde kongen et stort feiltræk; da slog jarlen en ridder<ref>En «springer».</ref> fra ham. Kongen flyttede hans brikke tilbage og siger, at han skulde spille om igjen; jarlen blev vred og kastede skakbordet ned, stod op og gik bort. Da sagde kongen: «Render du nu, Ulv den rædde!» Jarlen vendte om ved døren og sagde: «Længere vilde du have rendt i Helgeaaen, om du havde kunnet komme til. Da kaldte du Ulv ikke «den rædde», da jeg lagde til for at hjælpe dig, da Svearne bankede eder som hunder.» Derpaa gik jarlen ud og fór til søvn. Lidt efter gik kongen for at sove. Morgenen efter, da kongen klædte sig, sagde han til sin skosvend: «Gaa du til Ulv jarl og dræb ham.« Svenden gik, var en stund borte og kom tilbage. Da sagde kongen: «Dræbte du jarlen?» Han svarer: «Ikke dræbte jeg ham, thi han var gaaet til Luciuskirken.» En mand hed Ivar Hvite, norsk af æt; han var da kong Knuts hirdmand og herbergesmand. Kongen sagde til Ivar: «Gaa du og dræb jarlen.» Ivar gik til kirken og ind i koret og stak der sverdet gjennem jarlen; der fik Ulv jarl bane. Ivar gik til kongen og havde blodigt sverd i haanden. Kongen spurgte: «Dræbte du jarlen?» Ivar svarer: «Nu dræbte jeg ham.» «Vel gjorde du da,» sagde kongen. Men efter at jarlen var dræbt, lod munkene kirken læse. Da blev det sagt til kongen. Han sendte en mand til munkene og bød dem lukke op kirken og synge messe; de gjorde, som kongen bød. Men da kongen kom til kirken, skjødede han store jorder til kirken, saa at det er et stort herred, og deraf voxte den stiftelse meget siden. Derfor har disse jorder ligget til den siden. Kong Knut red siden ud til sine skibe og laa der længe om høsten med en stor hær.


'''154.''' Da kong Olav og kong Anund spurgte, at kong Knut havde styret til Øresund, og at han laa der med sin hær, holdt kongerne husting. Kong Olav talte og sagde, at dette var gaaet efter hans gjetning, at kong Knut havde ikke længe ligget i Helgeaaen: «jeg venter nu, at flere ting af det, vi har med hverandre at gjøre, skal gaa efter min gjetning. Han har nu et ringe tal folk imod det, han havde i sommer, men senere vil han have endnu færre, thi de er ikke mere glade end vi over at ligge ude paa skibe senere i høst, og vi vil vinde seier, hvis det ikke skorter os udholdenhed og dristighed. Det har saa gaaet i sommer, at vi har havt færre mænd, men de har mistet for os baade mænd og gods.» Da tog Svearne paa at tale og sagde, at det var ikke raadeligt at bie der paa vinter og frost, «omend Nordmændene egger til det; de ved ikke nøie, hvad is her kan lægge sig, ofte fryser hele havet om vintrene. Vi vil fare hjem og ikke være her længere.» Svearne knurrede meget, og den ene talte i munden paa den anden; det blev da aftalt, at kong Ånund nu fór bort med alle sine mænd, men kong Olav var da fremdeles efter.


'''155.''' Dengang da kong Olav laa der, havde han ofte samtaler og raadslagninger med sine mænd. Det var en nat, at paa kongens skibe skulde Egil Hallsøn holde vagt med den mand, som hed Tove Valgautsøn; han havde sin herkomst fra Vestre Gautland, en ætstor mand. Medens de sad paa vagten, hørte de graad og jamren der, hvor de hærtagne folk sad i baand; de var bundne om nætterne oppe i land. Tove siger, at det tyktes ham ondt at høre paa deres hyl, og bad Egil, at de skulde fare til at løse folket og lade dem løbe bort. Det gjorde de, fór til og skar baandene over og lod alt det folk løbe bort. Det verk blev meget ilde omtalt, og kongen var ogsaa saa vred, at det var næsten livsfarligt for dem. Og siden, da Egil var syg, var det længe, at kongen ikke vilde komme at se til ham, skjønt mange mænd bad ham. Da angrede Egil meget, at han havde handlet saa, at kongen syntes ilde om det, og bad kongen tilgive ham; kongen undte ham omsider dette. Kongen lagde sine hænder over Egils sideben der, verken var under, og sang sine bønner, men i samme øieblik stansede al verk. Derefter blev det bedre med Egil, men Tove kom siden til forlig med kongen. Saa er sagt, at han skulde for at faa det bringe sin fader til kong Olav. Valgaut var hundhedensk, men ved kongens ord blev han kristen og døde kort efter, at han var døbt.


'''156.''' Naar kong Olav holdt samtale med sine mænd, søgte han raad hos høvdingene, hvad man skulde udføre. Men det var ringe enighed mellem dem; den ene kaldte det uraad, som andre fandt tjenligt, og talte de nu længe frem og tilbage om, hvad som skulde gjøres. Kong Knuts speidere var stadig i deres hær og kom i tale med mange mænd og førte frem tilbud om penger og venskab paa kong Knuts vegne; men der lod mange sig forlokke og solgte sin tro saa, at de skulde blive kong Knuts mænd og holde landet ham tilhaande, hvis han kom til Norge. Det blev senere aabenbart om mange, om det end var skjult nu i førstningen. Nogle tog da strax imod pengegaver, men andre fik løfte om penger senere; men det var overmaade mange, som forud havde modtaget store vennegaver af ham, thi det er sandt at sige om kong Knut, at enhver, som kom til ham, af de mænd, som det tyktes ham havde nogen dygtighed, og som søgte hans venskab, han fik af ham hænderne fulde af gods. Deraf blev han meget vænnesæl. Hans gavmildhed viste sig især imod udenlandske mænd og allermest imod dem, som var komne længst borte fra.


'''157.''' Kong Olav havde ofte samtale og stævner med sine mænd og spurgte dem om raad; men da han fandt, at hver lagde sit til, da fik han mistanke om, at det var nogle, som sagde andet, end det vilde synes dem raadeligt, og det kunde da ikke være vist, om alle var ganske sikre i sin troskab. Mange eggede til det at de skulde følge børen og seile til Øresund og derefter nord til Norge; de sagde, at Danerne ikke vilde turde at lægge imod dem, om de end laa der med stor hær. Men kongen var saa forstandig en mand, at han saa, at sligt var ugjørligt; han vidste ogsaa, at det var gaaet anderledes med Olav Trygvesøn, da han lagde til strid med liden styrke, end at Danerne ikke turde kjæmpe; han vidste ogsaa, at det i kong Knuts hær var mange Nordmænd, og han havde mistanke om, at de, som raadede ham til sligt, nok var kong Knut mere huld end ham. Kong Olav tog da den afgjørelse, at de, som vilde følge ham, skulde gjøre sig rede og fare landeveien gjennem det øvre Gautland og derefter til Norge; «men vore skibe og alle tunge ting, som vi ikke kan flytte med os, vil jeg sende øster i sveakongens rige og lade det vogte der for os.»


'''158.''' Haarek fra Tjotta svarer paa kong Olavs tale og siger: «Det er let at se, at jeg ikke kan fare paa min fod til Norge; jeg er gammel og tung og lidet vant til at gaa. Jeg vil ogsaa nødig skille mig ved mit skib; jeg har lagt saa megen flid paa det skib og dets udrustning, at det vil gjøre mig ondt at lade mine uvenner faa fat paa det skib.» Kongen svarer: «Far du med os, Haarek; vi skal bære dig efter os, hvis du ikke kan gaa.» Haarek kvad da et vers:

::Guld-fiende! det raad tog jeg
::at ride de lange veier
::herfra paa havhesten,
::heller end at gaa,
::omend den gavmilde konge,
::Knut, paa hærskibe ligger
::ude i Øresundet
::(alle min kjækhed kjender).

Nu lod kong Olav gjøre rede til færden. Mændene havde sine gangklæder og vaaben, og paa de skydshester, de kunde faa, blev det lagt kløv med klæder og løsøre. Han sendte mænd hen og lod føre skibene øster til Kalmarner<ref>Nu Kalmar.</ref>; der lod de skibene sætte op og bringe al redskab og andet gods under vagt. Haarek gjorde, som han havde sagt: han biede paa bør og seilede siden vestover forbi Skaane, indtil han kom vester til Hålene<ref>Bugten indenfor Skanør.</ref>; det var en aften, og det var sterk medvind. Da lod han seilet tage ned, og ligesaa masten, tog vindfløien ned og lod svøbe hele skibet ovenover vandgangen med graa tjeld og lod ro i nogle rum forud og agter, men lod de fleste mænd sidde lavt i skibet. Kong Knuts vagtmænd saa skibet og talte sig imellem om, hvad for skib det vel var, og gjettede paa, at der blev ført salt eller sild, da de saa faa mænd og liden roning, men skibet synes dem graat og utjæret og som om solen havde tæret paa det, og de saa, at skibet var tungt lastet. Men da Haarek kom frem i sundet og forbi hæren, lod han reise masten og drage seilet, lod sætte op forgyldt veirfløi; seilet var hvidt som sne og med røde og blaa striber. Da saa kong Knuts mænd det og sagde til kongen, at ventelig havde kong Olav seilet forbi der. Men kong Knut siger, at kong Olav nok var saa forstandig mand, at han ikke havde faret med ét skib gjennem kong Knuts hær, og sagde, at han fandt det rimeligere, at det kunde have været Haarek fra Tjotta eller hans lige. Det holder man for sandt, at kong Knut har vidst om Haareks færd, og at denne ikke vilde have faret saaledes, om det ikke var gaaet venskabsord mellem ham og kong Knut, og det tyktes at blive aabenbart siden, da venskabet mellem kong Knut og Haarek blev fuldt kjendt. Da Haarek seilede nord forbi Vedrø<ref>Nu Hallands ''Væderø'', udenfor det nordvestligste nes af Skaane, se kartet side 301. [Kap. 77 – eller i [[Kort over Sverige#Oversigtskort|kartarkivet]].]</ref>, digtede han dette vers:

::Jeg lader ei Lunds enker
::le eller danske møer
::deraf (baaden vi fører
::frem udenfor øen),
::at ihøst jeg ei turde
::tilbage fare med skibet
::over Frodes flade
::veier, fagre kvinde!

Haarek fór derefter sin færd og stansede ikke, før end han kom nord til Haalogaland og til sin gaard paa Tjotta.


'''159.''' Kong Olav gav sig da paa færden; han fór først op gjennem Smaaland og kom frem i Vestre Gautland; han fór sagtmodig og fredsommelig, men landets mænd ydede ham god hjælp. Kongen fór videre, indtil han kom ned i Viken, og saa nordefter Viken, indtil han kom til Sarpsborg; der dvælte han nu og lod der gjøre rede til vintersæde. Han gav da den største del af hæren hjemlov, men havde hos sig dem af lendermændene, om han ønskede. Der var hos ham alle Arne Armodsøns sønner, de blev meget hædrede af kongen. Da kom Gelle Torkelsøn til kong Olav og havde sommeren forud kommet fra Island, saa som før var skrevet<ref>Side 408 [Kap. 136].</ref>.


'''160.''' Sigvat skald havde været længe hos kong Olav, saa som her er skrevet, og kongen havde gjort ham til sin stallare. Sigvat skald talte ikke raskt i ubundne ord, men skaldskab var ham saa let, at han kvad paa staaende fod, som om han talte ligefrem. Han havde været i kjøbfærd til Valland, og under den færd havde han kommet til England og fundet Knut den mægtige og faaet af ham lov til at fare til Norge, saa som før blev skrevet<ref>Side 435 [Kap. 146].</ref>. Men da han kom til Norge fór han strax til kong Olav og fandt ham i Borg; han gik for kongen, da han sad til bords. Sigvat hilste ham; kongen saa paa ham og taug. Sigvat kvad:

::Hjem er hid komne
::(hør du mig, hærkonge!)
::dine stallarer (mændene
::merke min sang, som jeg taler!).
::Sig mig, hvor tjodkongen
::har tiltænkt mig sæde
::mellem hirdmænd; at skue
::din skaale kjært er mig.

Da sandedes det, som er et gammelt ord, at «mange er kongens ører»; kong Olav havde spurgt alt om Sigvats færder, og at han havde været hos kong Knut. Kong Olav sagde til Sigvat: «Ikke ved jeg, om du nu vil være min stallare, eller om du er blevet kong Knuts mand.» Sigvat kvad:

::Knut, de gode ringers
::giver, spurgte mig, om jeg
::have vilde hans venskab
::som den hugglade Olavs.
::En herre (kvad jeg) sig høved’
::at have for mig ad gangen,
::men sandhed jeg troede svare
::(saa kan hver mand vidne).

Da sagde kong Olav, at Sigvat skulde gaa til det sæde, som han var vant til før at have. Kom da Sigvat snart atter i samme yndest, som han havde før havt.


'''161.''' Erling Skjalgsøn og alle hans sønner havde været om sommeren i kong Knuts hær og i Haakon jarls følge; der var da ogsaa Tore Hund, og blev meget hædret. Men da kong Knut spurgte, at kong Olav havde faret landveien til Norge, løste kong Knut ledingen og gav alle mænd lov til at tage vinterophold; da var det i Danmark en stor hær af udenlandske mænd, baade Engelskmænd og Nordmænd og mænd fra flere andre lande, som havde ført folk til hæren om sommeren. Erling Skjalgsøn fór om høsten med sine mænd til Norge og fik ved afskeden store gaver af kong Knut. Tore Hund blev efter hos kong Knut. Med Erling fór kong Knuts sendemænd nord til Norge og havde med sig meget løsøre. De fór om vinteren vidt om i landet og redede da de penger ud, som kong Knut havde lovet folk om høsten for at vinde tilhængere, men gav ogsaa penger til andre, som de for penger kjøbte venskab med kong Knut af; de havde Erlings støtte til færden. Det blev da saa, at en mængde mænd vendte sig til venskab med kong Knut og lovede ham sin tjeneste og tillige det, at gjøre kong Olav modstand; nogle gjorde det aabenbare, men det var flere, som gjorde det hemmelig for almuen. Kong Olav spurgte disse tidender; mange kunde fortælle ham om disse tidender, og det kom meget i folkemunde der i hirden. Sigvat skald kvad dette:

::Der gaar fyrstens fiender
::og fører aabne punger;
::mange byder det dyre
::malm for kongens hoved.
::Hver ved, at den, som sin hulde
::herre sælger for guldet,
::vil havne (sligt han værd er)
::i svarte helvete inde.

Og endvidere kvad Sigvat dette:

::Trang blev veien til himlen
::for dem, som sin herre svigted’,
::men de, som svigen voldte,
::søgte den høie ilds hjem<ref>d. e. helvede.</ref>.

Ofte blev der talt om det, hvor ilde det sømmede sig for Haakon jarl at føre en hær imod kong Olav, da han havde givet ham livet, dengang jarlen var kommet i hans vold. Men Sigvat var en meget god ven af jarlen, og da han hørte ham ilde omtalt, kvad han fremdeles:

::Da vilde Horde-kongens
::huskarler være for meget
::jarlens venner, om de
::for Olavs liv tog penger.
::Ikke hædrer det hirden,
::at det høres sligt om den;
::os det var bedre, om alle
::er rene for svigen.


'''162.''' Kong Olav havde stort julegilde, og det var da kommet mange stormænd til ham. Det var den 7de dag jul, at kongen gik og faa mænd med ham; Sigvat fulgte kongen dag og nat, han var da med ham. De gik ind i et hus; der blev kongens kostbarheder gjemte. Han havde da havt stor virksomhed forud, som hans sedvane var, og havde samlet sine kostbarheder for at give vennegaver den 8de dag jul<ref>Nytaarsdag (1028).</ref>. Der i huset stod ikke faa guldprydede sverd. Da kvad Sigvat:

::Der staar prægtige sverde,
::slagne i guld (vi roser
::blod-vækkerne); hyldest
::fra hærkongen er vor glæde.
::Hvis du, vældige fyrste,
::vilde give til skalden
::en gave (fordum jeg fulgte dig,
::guld-sender!), tog jeg imod den.

Kongen tog et af sverdene og gav ham; haandtaget var guldomviklet og hjaltene guldprydede. Det var en herlig kostbarhed. Men gaven vakte avind, og det hørte man siden. Strax efter julen gav kong Olav sig paa færd til Oplandene [1028], thi han havde en stor mængde folk, men ingen indtægter var komne til ham nordfra landet, fordi det havde været leding ude om sommeren og kongen havde til den taget al omkostning, som det var noget hold i; han havde da heller ikke skibe til at fare med sine mænd nord i landet. Han spurgte ogsaa kun sligt nordenfra, at det tyktes ham ikke at blive fredeligt, om han ikke for med stor hær. Derfor tog kongen det raad at fare over Oplandene. Men ikke var da saa lang tid ledet, siden han havde faret der paa gjestning, som loven bød eller kongers sed havde været. Men da kongen søgte op i landet, da bød lendermænd og mægtige bønder ham hjem og lettede saaledes hans omkostninger.


'''163.''' Bjørn hed en mand, gautsk af æt; han var en ven og kjending af dronning Astrid og noget skyldt til hende, hun havde skaffet ham en aarmands stilling og syssel i øvre Hedemarken; han havde ogsaa at styre i Østerdalene. Ikke holdt kongen af Bjørn, og han var ikke likt af bønderne. Det havde ogsaa hændt i den bygd, som Bjørn styrede over, at det var bleven borte mange kjør og svin. Bjørn lod da stævne ting og søgte der efter tyvene; han kaldte de mænd de ligeste til slige onde handlinger, som sad i skogbygdene fjernt fra andre mænd; han sigtede i den sag dem, som boede i Østerdalene; den bygd var meget spredt, bygget ved vande eller i skogrydninger, men paa faa steder laa storbygder sammen.


'''164.''' Raud hed en mand, som boede der i Østerdalene. Ragnhild hed hans hustru, Dag og Sigurd hans sønner; de var haabefulde mænd. De var tilstede paa det ting og svarede paa Dølenes vegne og sagde dem uskyldige i klagerne. Bjørn syntes, de opførte sig pralende og var storagtige i vaaben og klæder. Bjørn vendte talen imod brødrene og sagde, det ikke var uligt til, at de havde gjort sligt; de negtede for sig, og saaledes endte det ting. Lidt senere kom kong Olav til Bjørn aarmand med sine mænd og tog gjestning. der. Den sag, som havde været oppe paa tinget, blev da kjæret for kongen; Bjørn sagde at Raudsønnerne tyktes ham ligest til at have voldt slig skade. Da blev der sendt bud efter Rauds sønner. Men da de kom for kongen, syntes han, at de ikke lignede tyver, og frikjendte dem for klagen. De indbød kongen til sin fader, at tage der tre nætters gjestebud med alle sine mænd. Bjørn fraraadede færden, men kongen fór ikke desto mindre. Det var hos Raud det prydeligste gjestebud. Da spurgte kongen, hvad mand Raud var eller hans kone. Raud sagde, at han var en svensk mand, rig og ætstor; «men jeg løb bort derfra», siger han, «med denne kone, som jeg har havt siden; hun er søster til kong Ring Dagsøn.» Da kjendte kongen strax deres begges frændskab; han fandt nu, at baade faderen og sønnerne var meget forstandige, og spurgte dem efter deres idrætter. Sigurd siger, at han kan skille drømmer og fastsætte døgnets tid, om han ikke ser et himmellegeme. Kongen prøvede denne idræt, og det var sandt, som Sigurd havde sagt. Dag opgav det som sin idræt, at han kunde se fortrin og last hos enhver mand, som kom ham for øine, hvis han vilde lægge mærke til det og tænke over det. Kongen bad ham sige hans feil, den han kunde se; Dag fandt frem det, som tyktes kongen ret. Da spurgte kongen om Bjørn aarmand, hvad feil han havde. Dag siger, at Bjørn var en tyv, og sagde det tillige, at Bjørn havde gjemt paa sin gaard baade ben og horn og huder af det kvæg, som han havde stjaalet nu i høst: «han er ophavsmand til alle de tyverier, som er hændt i høst, og han har givet andre mænd skyld for dem.» Dag siger kongen alle merker til, hvor han skulde lede. Men da kongen fór bort fra Raud, blev han ledsaget ud med store vennegaver; med kongen fulgte Rauds sønner. Kongen fór først til Bjørn, og nu viste alt sig at være saa, som Dag havde sagt. Siden lod kongen Bjørn fare bort fra landet, og det var for dronningens skyld, at han ikke mistede liv og lemmer.


'''165.''' Tore, søn af Ålve paa Egge, stesøn af Kalv Arnesøn og søstersøn af Tore Hund, var en vakker mand, stor og sterk; han var da 18 vintre gammel. Han havde paa Hedemarken faaet et godt gifte og rigdom med det; han var en vennesæl mand og ventedes at blive en høvding. Han bød kongen hjem til gjestebud med hans folk; kongen tog imod indbydelsen og fór til Tore og blev meget godt modtaget. Det blev et herligt gjestebud, man fik god opvartning, og al kosten var meget god. Kongen og hans mænd talte sig imellem om, at alle ting tyktes dem at passe sammen, og de vidste ikke, hvad som skulde være bedst, enten Tores husrum eller husprydelser eller bordprydelser eller drikken eller den mand, som var vert. [[Bilde:Tore viser kong Olav Knuts ring.jpg|thumb|right|300px|<center>Christian Krohg: '''''Tore viser kong Olav Knuts ring.'''''</center>]]Dag sagde ikke stort om det. Kong Olav var vant til ofte at samtale med Dag og spurgte ham om mange ting. Kongen fandt alt det at være sandt, som Dag sagde, hvad enten det var om fortid eller fremtid, og kongen fæstede stor tillid til hans taler. Da kaldte kongen Dag til enetale og nævnte da mange ting for ham; kongens ord endte med, hvor herlig en mand Tore var, som gjorde et saa prægtigt gjestebud for dem. Dag ytrede lidet dertil, men sagde, alt var sandt, som kongen sagde. Da spurgte kongen Dag, hvad sindslyde han saa hos Tore. Dag sagde, at han troede, at Tore vistnok var velsindet, hvis han virkelig var slig, som alle kunde se. Kongen bad ham da sige sig det, han spurgte om, og siger, at det var hans skyldighed. Dag svarer: «Da faar du, konge, ogsaa love mig, at jeg raader for hevnen, hvis jeg skal finde feilen.» Kongen siger, at han vil ikke skyde sine dommer under andre mænd, men bød Dag sige ham det, han spurgte om. Dag svarer: «Dyrebart er drottens ord; det finder jeg er Tores sindslyde, som kan hænde mangen, at han er for havekjær.» Kongen svarer: «Er han tyv eller ransmand?» Dag svarer: «Det er han ikke.» «Hvad er det da?» siger kongen. Dag svarer: «Han gjorde for at faa godt det, at han blev drotten-sviger; han har taget penger af Knut den mægtige for at tage dit liv.» Kongen svarer; «Hvormed vil du vise det?» Dag sagde: «Paa sin høire arm har han ovenfor albuen en diger guldring, som kong Knut har givet ham, og som han ikke lader nogen se.» Med det endte Dags og kongens samtale, og kongen var meget vred. Da kongen sad til bords og man havde drukket nogen tid og mændene var meget glade, medens Tore gik om og saa til opvartningen, lod kongen Tore kalde til sig; han gik frem til bordet og tog med hænderne paa bordet. Kongen spurgte: «Hvor gammel mand er du, Tore?» «Jeg er 18 vintre gammel,» sagde han. Kongen sagde: «Stor er du og kjæk, Tore, saa ung du er.» Kongen tog da om hans høire arm og strøg op om albuen. Tore sagde: «Tag du varlig derpaa, jeg har en byld paa armen.» Kongen holdt paa hans arm og kjendte, at det var noget haardt under der. Kongen sagde: «Har du ikke spurgt, at jeg er læge? Lad mig se bylden.» Tore saa, at det ikke kunde nytte at dølge noget, han tog da ringen frem. Kongen spørger, om det var kong Knuts gave. Tore siger, at det ikke var til at dølge. Kongen lod Tore tage til fange og sætte i jern. Da gik Kalv til og bad om fred for Tore og bød bøder for ham; mange mænd støttede den sag og bød sit gods til det. Kongen var saa vred, at man ikke kunde komme til orde med ham; han siger, at Tore skulde have slig dom, som han havde tiltænkt ham. Siden lod kongen Tore dræbe; men dette verk vakte den største harme baade der omkring paa Oplandene og ikke mindre nord i Trondhjem, hvor Tores meste slegt var. Kalv tog sig ogsaa denne mands død nær, thi Tore havde i sin barndom været hans fostersøn.


'''166.''' Grjotgard, Ålves søn og Tores broder, var ældre end Tore; han var ogsaa en gjæv mand og havde et følge om sig; ogsaa han opholdt sig da paa Hedemarken. Men da han spurgte Tores drab, gjorde han overfald der, han fandt kongens mænd eller hans gods, men forøvrigt holdt han til i skoger eller paa andre gjemmesteder. Men da kongen spurgte den ufred, lod han speide efter om Grjotgards færd, og kongen fik vide derom; Grjotgard havde taget natteophold ikke langt fra det sted, hvor kongen var. Kong Olav fór strax om natten og kom did, da det dagede; de slog mande-ring om stuen, der Grjotgard og hans mænd var inde. Grjotgard og hans mænd vaagnede ved gny af mænd og brag af vaaben; de løb strax til vaaben, og Grjotgard løb ud i forstuen. Grjotgard spurgte, hvem som raadede for hæren; det blev sagt ham, at der havde kong Olav kommet. Grjotgard spurgte, om kongen kunde høre hans ord. Kongen stod foran døren og sagde, at Grjotgard kunde sige sligt, som han vilde; «jeg hører dine ord,» siger kongen. Grjotgard sagde: «Ikke vil jeg bede om grid!» Da løb Grjotgard ud; han havde over sit hoved et skjold, men i haanden et draget sverd. Det var lidet lyst, og han saa ikke nøie; han stak sverdet imod kongen, men det rammede Arnbjørn Arnesøn. Stikket kom under brynjen og gik op i maven. Der fik Arnbjørn bane, men Grjotgard blev ogsaa strax dræbt og de fleste af hans mænd. Efter disse hændelser vendte kongen om og drog igjen sydover til Viken.


'''167.''' Da nu kong Olav kom til Tunsberg, sendte han mænd til alle sysler, og kongen krævede sig folk og leding. Han fik kun faa skibe; det var da ikke andre skibe end bøndernes farkoster. Folk drog vel til ham fra herredene der, men faa kom langveisfra, og det merkedes snart, at landsfolket nok nu havde vendt sig fra troskab imod kongen. Kong Olav sendte sine mænd øster til Gautland efter sine skibe og de eiendeler, som de lod efter høsten forud. Men denne færd gik langsomt, thi da var det ikke bedre at fare gjennem Danmark end om høsten, fordi kong Knut havde hær ude om vaaren over hele Danevælde og havde ikke færre end 12 hundrede<ref>1440</ref> skibe.


'''168.''' De tidender spurgtes i Norge, at Knut den mægtige drog sammen en vældig hær, og det tillige, at han med hele den hær vilde holde til Norge og lægge landet under sig. Og da sligt spurgtes, blev mændene endnu værre at raade med for kong Olav, og han fik senere liden støtte af bønderne. Hans mænd talte ofte om dette sig imellem. Da kvad Sigvat dette:

::Ud byder Englands herre
::hærene sine, men vi fik
::(lidet ser jeg kongen frygte)
::faa folk og smaa skibe;
::lumpent er det, hvis landsmænd
::lader denne konge
::uden støtte (for penger
::sin pligt mændene svigter).

Kongen holdt hirdstævner, men stundom husting med alle sine mænd og spørger dem om raad, hvad det synes dem bedst at tage til: «vi maa ikke dølge for os,» siger han, «at kong Knut vil komme for at hjemsøge os i sommer, og han har en stor hær, som I vel har spurgt, men vi har en ringe styrke under disse vilkaar til at møde hans hær, og landsfolket er os nu ikke til at lide paa.» Men de, som han vendte sine ord til, svarede forskjellig paa kongens tale. Her er om det sagt som Sigvat kvæder:

::Flygte vi maa for kongens
::fiender; os man spotter,
::(haansord faar jeg at høre)
::men hine penger uddeler.
::Hver hirdmand nu skal
::holde sig længst, om end kongens
::venners følge svinder
::(svigen aabenbares).


'''169.''' Den samme vaar hændte de tidender paa Haalogaland, at Haarek fra Tjotta mindedes det, at Asmund Grankelsøn havde ranet og banket hans huskarler. Det skib, som Haarek eiede, en tyvesesse, flød foran hans gaard, tjeldet og tiljet. Han sagde derom, at han vilde fare syd til Trondhjem. En kveld gik Haarek til skibet med sine huskarler og havde nær 80 mænd. De roede om natten og kom henimod morgenen til Grankels gaard og slog der ring om huset; de gik siden frem og satte ild paa huset. Der brandt Grankel inde og hans mænd med ham, men nogle blev dræbte ude; der faldt ialt 30 mænd. Efter dette verk fór Haarek hjem og sad paa sin Gaard. Asmund var hos kong Olav. Og af de mænd, som var paa Haalogaland, var det ingen, som krævede bøder af Haarek for dette verk, og han bød heller ikke.


'''170.''' Knut den mægtige drog sin hær sammen og styrede til Limfjorden. Men da han var rede, seilede han derfra med hele hæren til Norge, han fór skyndsomt og lagde ikke til land østenfor fjorden; han seilede over Folden og lagde til paa Agder og krævede der ting. Bønderne kom ned og holdt ting med kong Knut. Der blev Knut taget til konge over hele landet; han satte da der mænd i syslene, men tog gisler af bønderne. Ingen talte da imod ham; kong Olav var da i Tunsberg, men Knuts hær fór udenskjærs forbi Folden. Knut fór nordover langs land. Der kom mænd fra herredene til ham, og alle lovede ham da lydighed. Kong Knut laa nogen tid i Eikundasund. Der kom Erling Skjalgsøn til ham med mange mænd. Da knyttede han og kong Knut atter sit venskab paany. Det var blandt kong Knuts løfter til Erling, at han skulde have alt land mellem Stad og Rygjarbit<ref>Nu Jernestangen mellem Nedenes og Bratsberg amter.</ref> at styre. Siden fór kong Knut videre, og det er kortest om hans færd at fortælle, at han stansede ikke, før end han kom nord i Trondhjem og styrede til Nidaros. Da stævnede han i Trondhjem et 8 fylkers ting, og paa det ting blev Knut taget til konge over hele Norge. Tore Hund havde faret med kong Knut fra Danmark og var der. Haarek fra Tjotta var da ogsaa kommet did. Han og Tore blev da kong Knuts lendermænd og bandt det med eder. Kong Knut gav dem store landindtægter og overdrog dem Finne-færden, og desuden gav han dem store gaver. Alle lendermænd, som vilde vende sig til ham, gav han rigelig baade landindtægter og løsøre; han lod dem alle faa større magt, end de forud havde havt.


'''171.''' Kong Knut havde nu lagt alt land i Norge under sig. Da holdt han et ting, hvor det var mange mænd tilstede baade af hans hær og af landets mænd. Da lyste kong Knut det, at han vilde give sin frænde Haakon jarl alt det land at styre, som han havde vundet i denne færd; dermed fulgte det, at han leiede sin søn Hårdeknut til høisæde hos sig og gav ham kongenavn og med det Danevælde. Kong Knut tog gisler af alle lendermænd og storbønder, han tog deres sønner eller brødre eller andre nærfrænder eller de mænd, som var dem kjærest, og som tyktes ham bedst egnede til det. Saaledes fæstede kongen mændenes troskab til sig, som nu er sagt. Saasnart som Haakon jarl havde overtaget riget i Norge, gik hans maag, Einar Tambeskjelve, i lag med ham; han tog da imod alle de landindtægter, som han før havde havt, dengang jarlene raadede for landet. Kong Knut gav Einar store gaver og bandt ham i stort venskab til sig; han lovede, at Einar skulde være den største og ypperste af ikke fyrstelige mænd i Norge, saalænge hans magt stod over landet, og det lod han følge med, at Einar tyktes ham mest passende til at bære fyrsteligt navn i Norge, hvis ikke jarlen var der, eller ogsaa hans søn Eindride for hans æts skyld. De løfter satte Einar meget høit og lovede til gjengjæld sin troskab. Da reiste sig paany Einars høvdingedømme.


'''172.''' Toraren Lovtunge kaldtes en mand; han var en Islænding af æt, en stor skald og havde været meget hos konger og andre høvdinger. Han var hos kong Knut den mægtige og havde digtet en «flokk»<ref>Kort digt uden stev (omkvæd).</ref> om ham; men da kongen hørte, at Toraren havde digtet en flokk om ham, blev han vred og bød ham føre frem en draapa for ham dagen efter, naar kongen sad til bords, hvis han ikke gjorde saa, siger kongen, skulde Toraren blive hængt for den djervhed, at han havde digtet en «dræpling»<ref>d. e. liden draapa.</ref> om kong Knut. Toraren digtede da et stev og satte det i kvædet og føiede nogle vers til. Dette er stevet:

::Knut verger grunden, som Grækenlands
::gjæter<ref>d. e. Kristus eller Gud.</ref> himmerige.

Kong Knut lønnede kvædet med 50 mark sølv; den draapa kaldtes «Hovedløsning.» Toraren digtede om kong Knut en anden draapa, som kaldes «Tøg-draapa»; i den draapa fortælles om denne kong Knuts færd, da han fór søndenfra Danmark til Norge, og dette er en stev-baalk<ref>d. e. afdeling, som har stev.</ref>:

::[''Knut er under solens'']<ref>Resten af omkvædet er: ''Sæde bedre end alle''.</ref>
::Min sindige ven
::fór med mange
::mænd hertil.
::Havets fyrste
::førte ud
::fra ''Limfjorden''
::flaade stor.

::Strids-øvede
::Egder meget
::frygtede for
::heltens færd.
::Gramens skib
::var guld-smykket;
::mer end sagn
::var mig synet af sligt.

::Og forbi Lister
::gled fremad
::over sjøen
::de sorte skibe.
::''Eikundasund''<ref>Ekersund, se side 403, note 1 [Kap. 134, note 267].</ref>
::var inden fyldt
::der syd med havets
::sjø-skier.

::Og de gridfaste
::fredmænd gled
::forbi ''Hjårnaglens''<ref>Hjårnaglen, nu Tjærnaglen sydligst i Søndhordland.</ref>
::gamle haug.
::Ei var fyrstens
::færd daarlig,
::da forbi Stad
::sjøhester drev.

::De børsterke
::havdyr bar
::de lange sider
::langs med ''Stim''<ref>Stim, nu Stemshesten ved Hustadviken, paa grænsen mellem Romsdalen og Nordmør.</ref>.
::Saa havets falker
::søndenfra gled,
::at nord i ''Nid''
::kongen naaede.

::Da gav den kloge
::konge af Jylland
::Norge til sin
::søster-søn;
::da gav han sin
::søn (det siger jeg)
::Danmark, havets
::dunkle saler.

Her siges det, at den som kvad dette, havde syn for sagn om kong Knuts færd; thi Toraren roser sig af, at han var i følge med kong Knut, da han kom til Norge.


'''173.''' De mænd, som kong Olav havde sendt øster til Gautland efter sin flaade, tog med sig de skibe, som tyktes dem bedst, men brændte de andre; de havde med sig redskab og de andre eiendeler, som kongen og hans mænd havde. De seilede østenfra, da de spurgte, at kong Knut havde faret nord i Norge; de seilede da vest [nord] gjennem Øresund og derefter nord til Viken til kong Olav og førte hans skibe til ham; han var da i Tunsberg. Men da kong Olav spurgte, at kong Knut fór med sin hær nord langs landet, styrede kong Olav ind i Oslofjorden og op i det vand, som heder Dråvn<ref>Dråvn eller Dramn, den indre del af Drammensfjorden mellem nuv. Svelvig og Drammen.</ref>, og holdt sig der, indtil kong Knuts hær var faret forbi sydover. Men i den færd, da Knut fór sydover langs land, holdt han ting i hvert fylke; men paa hvert ting svor man ham landet til og gav ham gisler. Han fór øster over Folden til Borg og havde der ting; der blev landet svoret til ham som paa andre steder. Siden fór kong Knut syd til Danmark, og havde han tilegnet sig Norge uden strid; han raadede nu for tre tjodlande. Saa sagde Halvard Haareksblese, da han digtede om kong Knut:

::Den kraftige kriger raader,
::den kampglade Yngve, ene
::for ''England'' og for ''Danmark''
::(derved voxer freden).
::Nu har stridshøvdingen
::''Norge'' tvunget under sig
::(den stridslystne har høgenes
::haarde sult stanset).


'''174.''' Kong Olav styrede med sine skibe ud til Tunsberg, saasnart han spurgte, at kong Knut havde faret syd til Danmark. Siden rustede han sig til at fare med den hær, som vilde følge ham, og havde han da 13 skibe. Siden styrede han ud efter Viken og fik da lidet af gods eller mænd; kun de fulgte med ham, som boede paa øer eller udnes. Kongen gik da ikke op paa land, men havde sligt af gods eller mænd, som laa paa hans vei. Han fandt, at landet nu var sveget fra ham. Han fór da saa, som børen var. Det var i førstningen af vinteren. De fik sent bør; de laa i Sel-øerne<ref>Paa vestsiden af Lindesnes. I haandskrifterne staar ved skrivfeil «Soløerne».</ref> meget længe og spurgte der fra kjøbmænd tidender længer nord i landet. Det blev sagt kongen, at Erling Skjalgsøn havde en hærsamling paa Jæderen; hans skeid laa fuldt rustet ved land og mange andre skibe, som bønderne eiede; det var skuter og fiskeskibe og store rofærger. Kongen styrede vestover med sin hær og laa nogen tid i Eikundasund. Da spurgte man paa begge sider til hverandre. Erling samlede da saa mange folk som muligt.


'''175.''' Tomasmesse før jul<ref>21de december 1028.</ref> strax i dagningen styrede kongen ud af havnen; det var da meget god bør, men noksaa sterk. Han seilede da nord forbi Jæderen. Veiret var vaadt og nogen skoddedrift. Strax fór det bud overland om Jæderen, medens kongen seilede udenfor. Da Erling blev vis paa, at kongen var seilet vestover, lod han blæse al sin hær til skibene; da drev alt folket ud paa skibene og gjorde sig rede til kamp. Men kongens skibe seilede raskt mod nord forbi Jæderen. Derpaa stævnede han den indre led, han vilde fare ind i fjordene og faa sig der mænd og gods. Erling seilede efter ham og havde stor hær og mange skibe. Deres skibe skred godt frem, da de havde intet ombord undtagen mænd og vaaben. Da gik Erlings skeid mere end de andre skibe; da lod han rebe seilet og biede paa sine mænd. Da saa kong Olav, at Erlings mænd søgte raskt efter, fordi kongens skibe var meget tunge og trutnede, da de havde flydt i sjøen hele sommeren og om høsten og dertil om vinteren; han skjønte, at det vilde blive stor folkemon, om han paa én gang skulde møde hele Erlings hær. Da lod han raabe fra skib til skib, at de skulde lade seilene sige, men meget langsomt, og svøfte med haandrev. Og saa blev gjort. Erling og hans mænd merkede det. Da raabte Erling til sine mænd og bad dem seile raskere; «I ser,» siger han, «at nu blir deres seil lavere, og at de drager sig unda os.» Han lod da revene tage ud af seilet paa skeiden; den gik da raskt frem.


'''176.''' Kong Olav stævnede indenfor Bokn<ref>Nuværende Store Bokn. «Indenfor B.» vil sige «ind ''søndenfor'' Bokn».</ref>; da var de ikke synlige for hinanden. Siden bød kongen at lægge seilene ned og ro frem i et trangt sund, som var der. Der lagde de da skibene sammen; et klippe-nes gik udenfor dem. Da var alle mænd hærklædte. Erling seilede da imod sundet, og de merkede ikke, at en hær laa der foran dem, før end de saa, at kongsmændene roede alle skibene paa én gang imod dem. Erlings mænd lod seilene falde og greb til vaaben; men kongens hær laa paa alle sider om skibet. Det blev nu en kamp, og den var meget haard; mandefaldet vendte sig snart til Erlings mænd. Erling stod i løftingen paa sit skib; han havde hjelm paa hovedet, skjold for sig og sverd i haanden. Sigvat skald havde været efter i Viken, og han spurgte der disse tidender; men Sigvat var en god ven af Erling, havde modtaget gaver af ham og været hos ham. Sigvat digtede en «flokk» om Erlings fald, og dette vers er deri:

::Ud lod Erling skyde
::skuterne mod kongen,
::han som farvede ørnenes
::blege fødder røde.
::Skeiden laa side
::om side med kongens skibe
::i stor hær; de snare
::siden med sverd kjæmpede.

Da tog Erlings mænd paa at falde, og saasnart striden tog til og man gjorde opgang paa skeiden, da faldt hver i sit rum. Kongen selv gik haardt frem. Saa siger Sigvat:

::Høvdingen huggede mændene,
::han gik vred over skeiden;
::trangt laa de faldne paa tiljerne,
::tung var kampen ved Tunger<ref>Tunger, d. e. øerne nordenfor Tungenes; se kartet side 368. [Kartarkivet – kart over [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Boknafjorden og Karmøy]].]</ref>.
::Bragningen farvede nordenfor
::det brede Jæderen sjøen;
::ned i havet det vide
::varmt flommede blodet.

Saa faldt Erlings hær til sidste mand, at ingen stod oppe paa skeiden, undtagen han alene. Aarsagen var baade, at man lidet bad om grid, og at ingen fik, om han end bad, og heller ikke kunde nogen vende sig til flugt, thi skibene laa rundt om skeiden. Det er ogsaa sagt med sandhed, at ingen mand søgte at fly. Fremdeles siger Sigvat:

::Alle Erlings skibsmænd
::udenfor Bokn var faldne;
::den unge Skjoldung ryddede
::skeiden nordenfor Tunger.
::Længe stod Skjalgs snare
::søn, fjernt fra venner,
::ene oppe i løftingen
::paa sit øde skib.

Da satte man ind paa Erling baade fra forrummet og fra de andre skibe. Det var godt rum i løftingen, og den laa høit oppe over de andre skibe, og ingen kunde komme til undtagen med skud og tildels med spydstik, men dem huggede han alle fra sig. Erling vergede sig saa herlig, at ingen vidste at nævne, at én mand havde staaet saa længe imod saa mange; men aldrig søgte han at undkomme eller at bede om grid. Saa siger Sigvat:

::Skjalgs haardsindede
::hevner vilde ei søge
::grid hos kongens venner,
::skjønt kamp-uveiret voxte.
::Ikke det var, og siden
::ikke det vil komme
::paa jorden, den havomslyngede,
::en høvding mere modig.

Kong Olav søgte da agter i forrummet og saa, hvad Erling gjorde. Kongen talte da til ham og sagde: «Idag vender du aasynet imod, Erling.» Han svarer: «Aasyn mod aasyn skal ørner hugges.» Disse ord nævner Sigvat: 

::Aasyn til aasyn bad Erling
::ørnene hugges, — han som
::lystig vogtede landet
::og landvernet ikke svigted’, —
::da han til Olav talte ord,
::som siden sandes,
::hist i kampen ved Utstein<ref>En af øerne nord for Tungenes; se kartet side 368. [Kartarkivet – kart over [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Boknafjorden og Karmøy]].]</ref>
::(Erling til strid var rede).

[[Bilde:Kong Olav stikker øxespidsen i Erlings kind.jpg|thumb|right|350px|<center>Erik Werenskiold<br>'''''Kong Olav stikker øxespidsen i Erlings kind.'''''</center>]]Da sagde kongen: «Vil du gaa mig til haande, Erling?» «Det vil jeg,» sagde han. Da tog han hjelmen af sit hoved, lagde ned sverdet og skjoldet og gik frem fra løftingen til forrummet. Kongen stak øxespidsen i hans kind og sagde: «Merkes skal drottensvigeren.» Da løb Aslak Fitjeskalle til og huggede sin øx i Erlings hoved, saa at den stod ned i hjernen. Det var strax et banesaar, og Erling lod der sit liv. Da sagde kong Olav til Aslak: «Gid du maatte faa en ulykke for dit hugg; nu hugg du Norge af min haand.» Aslak sagde: «Ilde er det da, konge, hvis du faar mén af hugget; jeg tyktes nu at hugge Norge i din haand. Men hvis jeg har gjort dig mén, konge, og du véd mig utak for dette verk, da vil ikke jeg have nytte deraf; thi jeg vil faa saa mange mænds utak og fiendskab for dette verk, at jeg kunde snarere trænge eders støtte og venskab.» Kongen siger, at saa skulde det være. Siden bød kongen hver mand gaa til sit skib og gjøre sig rede saa raskt som muligt; «vi vil ikke rane disse faldne; hver af os faar nu have det, som han har faaet det.» Mændene gik tilbage til sine skibe og gjorde sig rede saa raskt som muligt. Men da de var færdige, seilede skibene ind i sundet søndenfra med bondehæren. Det blev da, som ofte hænder, naar en stor hær kommer sammen og man mister sin høvding, at man ikke viser dygtighed i at lægge til og bliver uden ledelse. Ingen af Erlings sønner var der; det blev da ikke noget af, at bønderne lagde til. Kongen seilede sin vei nordover, men bønderne tog Erlings lig og syslede om det og førte det hjem til Sole, ligesaa alle dem, som der var faldne. Og man sørgede meget over Erling, og det har været mænds tale, at Erling Skjalgsøn har været den gjæveste og mægtigste mand i Norge blandt dem, som ikke bar fyrstenavn. Sigvat skald digtede endvidere dette:

::Erling faldt (ei bier
::en bedre mand paa døden);
::men den sin magt voldte
::den mægtige konge daaden.
::Ingen anden jeg kjender,
::som kunde fuldere holde
::al sin hæder i livet,
::om han end braat det misted’.

Desuden siger han ogsaa, at Aslak havde vakt op frændedrab, og det meget i utide:

::Frændeskyld har Aslak
::øget (faa skulde saadan
::kamp vække): Hordernes
::høvding nu er falden.
::Ættedrabet kan han
::ikke negte; de gamle
::ord er sande: fødte
::frænder sig vogte for vrede.


'''177.''' Af Erlings sønner var nogle nord i Trondhjem hos Haakon jarl, nogle nord paa Hordaland, nogle inde i fjordene, og de holdt paa at samle folk. Men da Erlings fald spurgtes, fulgte med dette rygte udbud østenfra over Agder og Rogaland og Hordaland; der blev hær budt op, og det kom en stor mængde, og den hær fór med Erlings sønner nord efter kong Olav. Da kong Olav fór fra kampen med Erling; seilede han nord gjennem sundene, og da var dagen næsten tilende; saa siger man, at han da digtede dette vers:

::Lidet vil dødningen blege
::(ligene ravnen æder)
::glædes inat paa Jæderen;
::jeg har seieren vundet.
::Saart har nu saaledes
::svigen ham skadet;
::(vred gik jeg over skeiden)
::jorden volder mandefaldet.

Kongen fór siden nord langs landet med sine mænd; han spurgte da sandheden om bøndernes samling. Det var da mange lendermænd hos kong Olav; der var alle Arnesønnerne. Om det taler Bjarne Gullbraaskald i det kvæde, han digtede om Kalv Arnesøn:

::Du var der, hvor Haralds
::vaabendjerve arving
::bød til kamp øster,
::Kalv! ved selve Bokn.
::God fangst har I givet
::den griske ulv til julen.
::Mellem spyd og kastestener
::i kampen du gik foran.

::Ondt led folket af striden.
::Erling der blev fangen;
::de blakke bord svømmed’
::i blod nordenfor Utstein.
::Let er at se, at kongen
::fra landet da var svegen.
::Riget faldt under Egderne,
::deres flok var større.

Kong Olav fór, indtil han kom nord om Stad, og lagde til Herøerne og spurgte der de tidender, at Haakon jarl havde en stor hær i Trondhjem. Siden søgte kongen raad hos sine mænd; Kalv Arnesøn eggede meget til at søge til Trondhjem og kjæmpe imod Haakon jarl, om end folkemonen var stor. Dette raad støttede mange, men nogle raadede fra; det blev skudt til kongens afgjørelse.


'''178.''' Siden styrede kong Olav ind til Steinavaag<ref>Mellem Hessøen og Aspøen, nu den vestligste del af Aalesund. </ref> og laa der om natten. Men Aslak Fitjeskalle styrede med sit skib ind til Borgund<ref>Ved ''Borgunds'' kirke, vestligst paa Oxenø.</ref> og laa der om natten. Der var tilstede Vigleik Arnesøn. Om morgenen, da Aslak vilde gaa til sit skib, faldt Vigleik over ham og vilde hevne Erling; der faldt Aslak. Da kom mænd til kongen, hans hirdmænd, nordenfra Frekøsund<ref>Sundet mellem ''Frøkø'' og fastlandet, nordvestligst i Romsdalen (Bod herred).</ref>, de som havde siddet hjemme om sommeren, og sagde kongen de tidender, at Haakon jarl og mange lendermænd med ham var komne om kvelden til Frekøsund med en stor hær: «og vil de tage dig af dage, konge, og din hær, hvis de faar magt dertil.» Men kongen sendte sine mænd op paa det fjeld, som er der<ref>Nu ''Sukkertoppen'' paa Hessøen.</ref>; men da de kom op paa fjeldet, saa de nord til Bjarnø<ref>''Bjørnø'' i Borgund herred udenfor Gamleim.</ref>, at nordenfra fór en stor hær og mange skibe, og de fór ned igjen og sagde til kongen, at hæren fór sydover; men kongen laa da der med 12 skibe. Siden lod han blæse, tjeldene blev tagne af hans skibe, og de tog til aarerne. Men da de var rede og lagde ud af havnen, da fór bøndernes hær sydover forbi Tjotande<ref>I den ældre saga rettere ''Trjótskverve'', nu Kverven, det vestligste nes paa Ellingsøen.</ref> og havde 25 skibe. Da stævnede kongen indenfor Narve<ref>Gaard ved Nørvesundet.</ref> og ind forbi Hundsver<ref>Smaaøer udenfor Borgund</ref>. Men da kong Olav kom lige udenfor Borgund, da fór ogsaa det skib ham imøde, som Aslak havde havt. Da de mødte kong Olav, sagde de sine tidender, at Vigleik Arnesøn havde taget Aslak Fitjeskalle af dage, fordi han havde dræbt Erling Skjalgsøn. Kongen blev ilde tilmode ved disse tidender, men kunde dog ikke stanse sin færd for denne ufreds skyld og fór da ind gjennem Vegsund<ref>Mellem Sulø og Oxenø.</ref> og forbi Skot<ref>Nu ''Skottet'', hvor Storfjorden dreier mod syd («Slyngstadfjord»).</ref>. Da skilte nogle sig fra ham; da fór Kalv Arnesøn og mange andre lendermænd og skibsstyrere fra ham og styrede jarlen imøde. Men kong Olav holdt frem sin færd og stansede ikke, før end han kom ind i Todarfjord<ref>Nu ''Tafjord'', den inderste del af Storfjorden.</ref> og lagde til i Valldalen og gik der af sine skibe; han havde der fem skibe og satte dem op og lod tage vare paa seil og redskab. Siden satte han sit landtjeld der paa øren, som heder Sult<ref>Nu ''Sylte'' ved Tafjorden paa østsiden af elven i Valdalen.</ref>, og der er fagre volder, og han reiste et kors der ved øren. En bonde boede paa Møren<ref>Nu ''Muri'' paa vestsiden af elven.</ref>, som hed Bruse, og han var en høvding over dalen. Siden kom Bruse og mange andre bønder ned imod kong Olav og hilsede ham venlig, som værdigt var; han viste sig blid imod deres venlighed. Da spurgte kongen, om man kunde fare der fra dalen op paa land og til Lesjar. Bruse siger ham, at det var en urd i dalen, som heder Sevsurd<ref>I den ældre saga rettere ''Skervsurd'', nu Skjærsuren paa nordsiden af elven nær Grøning.</ref>, «og der kan hverken folk eller hester komme frem.» Kong Olav svarer ham: «Det faar vi nu friste, bonde; det gaar, som Gud vil. Og kom her nu imorgen med eders øg og eder selv, og lad os saa siden se, hvorledes det har sig, naar vi kommer til urden, om vi kan se ud noget kneb til at komme over med hester eller mænd.»


'''179.''' Men da dagen kom, fór bønderne ned med sine øg, saa som kongen havde sagt dem til. De flytter da med øgene sine eiendeler og klæder, men hele hæren og kongen selv gik. Men han gik der til, som heder Krossbrekka<ref>Krossbrekka, d. e. Korsbakken, nu ''Langbrekka''.</ref>, og hvilte sig, da han kom op paa brekken, og sad der en stund og saa ned i fjorden og sagde: «En strævsom færd har de nu givet mig, mine lendermænd, som nu har skiftet om troskab, men nylig var mine venner og tillidsmænd.» Der staar nu to kors paa brekken<ref>Et trækors stod her endnu ved 1760; nu staar her et jernkors med nyere indskrift.</ref>, hvor kongen sad. Kongen steg da op paa en hest og red op efter dalen og stansede ikke, før end de kom til urden. Da spurgte kongen Bruse efter, om det der var en eller anden sæter, som de kunde bo i. Han sagde, at det var<ref>Nu gaarden Alstadsæteren eller ''Uren'' paa sydsiden af Skjærsuren.</ref>. Kongen satte sit landtjeld og var deri om natten. Men om morgenen bad kongen dem fare til urden og friste, om de kunde komme med vogner over urden. Da fór de til, men kongen sad hjemme i landtjeldet. Men henimod kvelden kom de tilbage, kongens hirdmænd og bønderne, og sagde, at de havde havt meget stræv, men var ikke komne nogen vei; de siger, at aldrig vilde det føres eller lægges vei over der. De var der en anden nat, og kongen var da ved sine bønner hele natten. Og saasnart kongen fandt, at det blev dag, bad han sine mænd fare til urden og endnu en gang friste, om de kunde komme over med vogner. De fór nødig og sagde, at de ikke vilde faa udrettet noget. Men da de havde faret bort, da kom den mand til kongen, som styrede med kosten, og sagde, at det ikke var mere mad end to stykker slagtekvæg: «men du har 400 af dine mænd og 100 bønder.» Da sagde kongen, at han skulde lukke op alle kjedler og slippe noget af kjødet i hver kjedel, — og saa blev gjort; men kongen gik til og gjorde korsmerke over og bød dem gjøre maden rede. Derefter fór kongen til Sevsurden, der de skulde rydde veien. Men da kongen kom did, sad de alle og var blevne trætte af arbeidet. Da sagde Bruse: «Jeg sagde eder, konge, men I vilde ikke tro mig, at denne urd ikke var til at raade med.» Siden lagde kongen sin kappe ned og sagde, at de alle skulde fare til og friste endnu en gang. Saa blev gjort. Og nu førte 20 mænd did, hvor de vilde, de stener, som før ikke hundrede mænd havde kunnet røre paa nogen vis, og veien var ryddet ved middag, saa at den var farbar baade for mænd og hester med kløv, ikke mindre godt end paa slette volden. Siden fór kongen ned igjen did, som maden var og nu heder Olavsheller<ref>Nu gaarden Grøning ovenfor urden.</ref>. En kilde er det ogsaa der nær helleren, og i den toede kongen sig; men hvis folks fæ bliver sygt i dalen og drikker der af det vand, da bliver det friskt. Siden fór kongen og de alle til maaltid, og da kongen var mæt, spurgte han efter, om det var nogen sæter i dalen ovenfor urden og nær fjeldet, som de kunde bo i om natten. Men Bruse siger: «Det er en sæter, som heder Grøninger<ref>Øverst i Lesjeskogen op under fjeldet.</ref>, og der kan ikke nogen mand være om nætterne for troldegang og ménvætter, som er der ved sæteren.» Siden sagde kongen, at de skulde gjøre sig rede, og at han vilde være om natten der i sæteren. Da kom ogsaa den mand til ham, som styrede med kosten, og sagde, at det var fuldt op af mad: «og jeg ved ikke, hvorfra den er kommen.» Kongen takker Gud for hans sending og lod gjøre byrder af mad til de bønder, som fór ned efter dalen, men han var paa sæteren om natten. Men ved midnat, da folk laa og sov, da hørtes et fælt skrig udenfor stølen, og det raabte: «Saa brænder mig nu kong Olavs bønner, at jeg nu ikke kan være i mit hjem; jeg maa nu flytte og kommer aldrig siden til denne støl.» Men om morgenen, da folk vaagnede, fór kongen til fjeldet og sagde først til Bruse: «Her skal man nu bygge en gaard, og den bonde, som bor her, vil altid have fremgang, og aldrig skal her kornet fryse, om det end fryser haardt ovenfor og nedenfor gaarden.» Derefter fór kong Olav over fjeldet og kom frem i Einbu<ref>Øverst i Lesjeskogen op under fjeldet.</ref> og var der om natten. Kong Olav havde da været konge i Norge i 15 vintre med den vinter, da han og Svein jarl begge var i landet, og denne vinter [1029], som det nu en stund er fortalt om, og som da var ledet frem over jul, da han lod sine skibe efter og gik op paa land, som nu var sagt. Denne fordeling af hans kongedømme skrev først Are prest Torgilssøn den frode, som baade var sanddru og havde god hukommelse og var saa gammel en mand, at han mindedes de mænd og havde fortællinger af dem, som var saa gamle, at de for alderens skyld kunde mindes disse tidender, saa som han selv har sagt i sine bøger og har nævnt de mænd, som han havde lært kundskab af. Men det er det almindelige sagn, at Olav var konge i Norge i 15 vintre, inden han faldt; men de, som siger saa, regner til Svein jarls rige den sidste vinter, han var i landet, thi Olav var siden konge i 15 aar saa, at han levede.


'''180.''' Siden kong Olav havde været natten over paa Lesjar, fór han med sine mænd dag efter dag, først til Gudbrandsdalene, og derfra ud paa Hedemarken. Det viste sig da, hvem som var hans venner, thi de fulgte ham nu, men de andre, som havde tjent ham med mindre troskab, skilte sig nu fra ham, og nogle vendte sig til uvenskab og fuldt fiendskab, saa som det blev aabenbart; det merkedes især paa mange Oplændinger, at de var krænkede over Tores død, saa som før var nævnt<ref>Side 455 [Kap. 165].</ref>. Kong Olav gav hjemlov til mange af sine mænd, dem som havde gaard og børn at sørge for, thi dem tyktes det uvist at vide, hvad fred det blev givet de mænds gods, som fór bort fra landet med kongen. Da aabenbarede kongen for sine venner, at det var hans tanke nu at fare bort fra landet, først øster i Sveavælde, og der at give endeligt raad om, hvor han vilde blive eller drage hen derfra. Men han bad sine venner tro, at han endnu en gang tænkte at søge til landet og tilbage til sit rige, hvis Gud gav ham liv; han sagde, at det var hans anelse, at alt folk i Norge atter vilde blive tjenestebundet ved ham; «men jeg skulde tro,» siger han, «at Haakon jarl kun en kort tid vil have magt over Norge, og det vil ikke tykkes mange mænd underligt, thi Haakon jarl har ogsaa før kommet tilkort i lykke imod mig. Men det tror vel faa mænd, om jeg siger, hvad jeg aner om Knut den mægtige, at han vil inden faa vintre være død og hele hans rige svundet, og det vil ikke være nogen opreisning af hans æt, hvis det gaar saa, som mine ord sigter paa.» Men da kongen endte sin tale, gjorde mændene sig rede til færden, og kongen vendte sig øster til Eidaskog med de mænd, som fulgte ham. Der var da med ham dronning Astrid, deres datter Ulvhild, kong Olavs søn Magnus, Ragnvald Brusesøn, Arnesønnerne Torberg, Finn og Arne og endnu flere lendermænd; han havde et godt mandevalg. Bjørn stallare fik hjemlov; han fór tilbage og hjem til sin gaard, og mange andre af kongens venner fór hjem til sine gaarder med hans lov. Kongen bad dem om, at de skulde lade ham vide, om slige tidender hændte i landet, som det var nødvendigt at vide. Saa drog kongen sin vei.


'''181.''' Det er at fortælle om kong Olavs færd, at han først fór fra Norge øster over Eidaskog til Vermeland og derefter ud til Vatsbu<ref>Det nordligste herred i Vestergøtland, søndenfor Tiveden.</ref> og derfra over den skog, der veien gaar, og kom frem i Nærike<ref>Kongen har maattet drage over en del af Vænern til Vatsbu og derfra over Tiveden til Nærike.</ref>. Der boede en rig og mægtig mand, som hed Sigtrygg; Ivar hed hans søn, som siden blev en gjæv mand. Der hos Sigtrygg dvælte kong Olav om vaaren. Men da det blev sommer, gjorde kongen sig rede til færd og skaffede sig skibe; han fór om sommeren og stansede ikke, før end han kom øster i Gardarike til kong Jarisleiv og dronning Ingegerd. Dronning Astrid og kongedatteren Ulvhild blev efter i Svitjod, men kongen havde sin søn Magnus med sig øster. Kong Jarisleiv tog vel imod kong Olav og bød ham at være hos sig og at modtage land der til slige omkostninger, som han trængte til at holde sine mænd med; det tog kong Olav imod og dvælte der. Saa er sagt, at kong Olav var sedelig og flittig til at bede til Gud under hele sit liv, men efterat han merkede, at hans magt mindskede, men hans modstandere voxte i styrke, lagde han al hug paa at gjøre Guds tjeneste, og anden omsorg eller det stræv, han forhen havde havt under hænderne, hindrede ham ikke derfra; thi i den tid, han sad i kongedømmet, havde han strævet med det, som tyktes ham være mest nytte i, først at frede og fri landet fra trældom under udenlandske høvdinger, men siden at vende landsfolket til den rette tro og derefter at sætte lov og landsret, og det gjorde han for retfærdigheds skyld, for at straffe dem, som vilde uret. Det havde været hyppig sed i Norge, at lendermænds eller mægtige bønders sønner fór paa hærskibe og avlede sig gods derved, at de herjede baade udenlands og indenlands. Men siden Olav tog kongedømme, fredede han sit land saaledes, at han forbød alt ran der i landet; og om mægtige mænds sønner gjorde fredsbrudd eller andet, som tyktes kongen ulovligt, og saa sandt som han kunde naa dem med refselsef, nøiedes han ikke med noget mindre end, at de mistede liv eller lemmer; det nyttede hverken forbønner eller pengetilbud. Saa siger Sigvat skald:

::Ofte bød de, som voldte
::ufred, guld for at kjøbe
::sig straffri, men storsindet
::styrer tog ei imod bøder.
::Hovedet bød han at hugge
::(her skal saa landet verges)
::af mændene; de fik for ranet
::rimelig refselse lide.

::Den dyre herre, som mætted’
::mest ulvene, tyvers
::og røveres æt mindskede:
::rov han saa stansed’.
::Hver rask tyv lod den kraftige
::konge miste hænder
::og fødder; for lands-folket
::freden saa han bødte.

::Det mest om magt vidned’,
::at mange vikinger landets
::vogter lod ved hvasse
::vaaben hovedet miste.
::Den milde fader til Magnus
::meget gavn har virket:
::Olav den digres fleste
::seire har fremmet hans hæder.

Han lod samme refselse ramme mægtige og ringe; men det tyktes for landets mænd overmod, og de fyldtes af fiendskab over det, naar de mistede sine frænder efter kongens retfærdige dom, om end sagen var sand. Det var ophavet til den opreisning, som landets mænd gjorde imod kong Olav, at de ikke taalte hans retfærdighed; men han vilde heller lade kongedømmet fare end retten. Ikke med rette blev den klage fundet imod ham, at han var karrig paa gods imod sine mænd, thi han var meget gavmild imod sine venner. Men en aarsag til, at man viste ufred imod ham, var det, at han tyktes haard og streng i refselse, og desuden bød kong Knut frem meget gods; men dog blev storhøvdingene lokkede af, at han lovede hver af dem magt og fyrsteligt navn, og deraf tillige, at man i Norge havde lyst til at tage til herre Haakon jarl, thi han var meget elsket af landsfolket, dengang han forud raadede for landet.


'''182.''' [[Bilde:Jåkul satte sig ned i en bakke en mand skulle hugge ham.jpg|thumb|right|400px|<center>Erik Werenskiold:<br>'''''Jåkul satte sig ned i en bakke; en mand skulle hugge ham.'''''</center>]]Haakon jarl havde styret med sin hær fra Trondhjem og faret imod kong Olav syd paa Møre, som før var skrevet<ref>Side 467 [Kap. 178].</ref>. Men da kongen styrede ind i fjorden, søgte jarlen efter did. Da kom Kalv Arnesøn ham imøde og de andre mænd, som havde skilt sig fra kong Olav; Kalv blev vel modtaget der. Siden styrede jarlen ind i Todarfjord til Valldal did, hvor kongen havde sat sine skibe op. Der tog jarlen de skibe, kongen havde, lod sætte skibene ud og gjøre dem istand; det blev da kastet lod mellem mændene til skibsstyrere. Den mand var hos jarlen, som hed Jåkul, en islandsk mand, søn af Baard Jåkulsøn fra Vatsdalen<ref>Paa Nordlandet. Han stammede fra Ingemund den gamle (se [[Fortælling om Vatnsdølerne|Vatsdølasaga]]).</ref>. Det tilfaldt Jåkul at styre Visunden, som kong Olav havde havt. Jåkul digtede dette vers: 

::Fra Sult jeg fik at styre
::det skib, som Olav Digre
::eiede (kvinden sildig
::skal spørge, at jeg ængstes).
::Uveir jeg venter paa havets
::– – – – – –<ref>Uforstaaeligt.</ref>
::hest; selv i sommer
::seier gramen har mistet.

Det maa her fortælles i korthed, som hændte meget senere at Jåkul kom ud for kong Olavs mænd paa Gotland og blev fangen, og kongen lod ham leie bort for at hugges, idet en vaand var snoet i hans haar og en mand holdt i den. Jåkul satte sig ned paa en bakke. Da gjorde en mand sig rede til at hugge ham; men da Jåkul hørte hvinet, rettede han sig op, og hugget kom i hans hoved, saa det blev et stort saar. Kongen saa, at det var banesaar, og bad da at holde op med ham. Jåkul sad oppe og digtede da et vers:

::Saarene svider af møie,
::siddet har ofte jeg bedre.
::Vunder jeg har, hvoraf vædsken
::varmt sprudler, den røde.
::Blodet ud af saaret
::bruser; til sorg jeg hærdes.
::Den hjelmdækte, hædrede konge
::kaster paa mig sin vrede.

Siden døde Jåkul.


'''183.''' Kalv Arnesøn fór med Haakon jarl nord til Trondhjem, og jarlen bød ham til sig og bad, at han vilde blive ham haandgangen. Kalv siger, at han først vilde fare ind til Egge til sin gaard og siden give endeligt svar; Kalv gjorde saa. Men da han kom hjem, merkede han snart, at hans hustru Sigrid var meget oprørt og regnede op al den sorg, hun sagde at have faaet af kong Olav; det først, at han lod dræbe hendes husbonde Ålve; «men nu siden mine to sønner,» siger hun, «og du, Kalv, var tilstede ved deres død, og det skulde jeg mindst vente af dig.» Kalv siger, at det var meget imod hans vilje, at Tore blev taget af dage; «jeg bød penger for ham,» siger han; «men da Grjotgard blev fældet, mistede jeg min broder Arnbjørn.» Hun siger: «Vel er det, at du fik sligt af kongen, thi være kan det, at du vil hevne ham, om du ikke vil hevne mine sorger. Du saa, da Tore din fostersøn blev dræbt, hvor meget kongen agtede dig.» Slige harmfulde taler havde hun stadig fremme for Kalv. Kalv svarede ofte vredt, men dog blev det omsider saa, at han lod sig lede af hendes taler og lovede at gaa jarlen tilhaande, hvis jarlen vilde øge hans landindtægter. Sigrid sendte bud til jarlen og lod sige, hvor langt det da var kommet med Kalv. Men saasnart jarlen blev vis paa det, sendte han bud til Kalv, at han skulde komme til byen til jarlen. Kalv lagde ikke den færd under sit hoved, men fór lidt senere ud til Nidaros og fandt der Haakon jarl, fik af ham god modtagelse og havde en samtale med ham. Det kom da til enighed mellem dem, og de aftalte, at Kalv blev jarlen haandgangen og fik store landindtægter af ham. Siden fór Kalv hjem til sin gaard; havde han nu mest at sige overalt inde i Trondhjem. Men saasnart det vaarede, rustede Kalv det skib, han eiede, og da han var færdig, seilede han ud paa havet og styrede det skib vester til England, thi han spurgte det om kong Knut, at han tidlig om vaaren havde seilet fra Danmark vester til England. Da havde kong Knut givet jarledømme i Danmark til Harald, søn af Torkel den høie. Kalv Arnesøn fór til kong Knut, saasnart han kom til England. Saa siger Bjarne Gullbraaskald:

::Øster lod fyrsten<ref>Kong Olav.</ref> sine
::skibe skride paa havet;
::Haralds kampdjerve broder<ref>Kong Olav.</ref>
::havde at fare til Gardar.
::Men (om mændenes id
::ikke mig lyster at samle
::løgner) da I skiltes,
::snart til Knut du søgte.

Men da Kalv kom til kong Knut, tog kongen overmaade venlig imod ham og havde samtaler med ham. Det var i kong Knuts taler, at han bad Kalv om at forbinde sig til at gjøre opreisning imod Olav den digre, hvis han søgte tilbage til landet; «men jeg,» sagde han, «vil da give dig jarledømme og lade dig raade for Norge; men min frænde Haakon skal fare til mig, og det er han bedst skikket til, thi han er saa retsindig, at jeg tror, han ikke vil kaste saameget som et skaft imod kong Olav, om de mødtes.» Kalv lyttede paa det, kong Knut sagde, og blev nu lysten paa jarlsnavnet; den aftale stadfæstedes nu mellem Kalv og kong Knut. Kalv gjorde sig rede til hjemfærd, og ved afskeden gav kong Knut ham hæderlige gaver. Om det taler Bjarne skald:

::Englands konge har du,
::kampdjerve jarleætling,
::at takke for gaver; i sagen
::sandelig langt du naaed’.
::Londons herre lod dig
::love land, før du vestfra
::fór (den sag blev udsat):
::ei er din hæder liden.

Siden fór Kalv tilbage til Norge og kom hjem til sin gaard.


'''184.''' Haakon jarl fór den sommer ud af landet og vester til England, men da han kom did, tog kong Knut vel imod ham. Jarlen havde en fæstemø der i England, og han fór for at vinde det giftermaal og vilde gjøre sit bryllup i Norge, men samlede sig i England de ting, som tyktes ham vanskelige at faa i Norge. Jarlen gjorde sig om høsten rede til hjemfærd og blev meget sent færdig. Da seilede han ud i havet. Men om hans færd er at fortælle, at skibet blev borte og ingen mand kom fra det; men det er nogle mænds tale, at skibet havde været seet nord for Katanes en aften i en stor storm, da veiret stod ud paa Petlandsfjord<ref>Se kartet side 347 [Kap. 98].</ref>; de, som tror paa dette, siger, at skibet vel er drevet ind i Svelgen<ref>d. e. malstrømmen; den kaldes endnu ''Swelchie''.</ref>; men det ved man med sandhed, at Haakon jarl omkom i havet, og at ingen af dem, som var paa det skib, kom til land. Samme høst sagde kjøbmænd, at de tidender blev baarne om i land, at man troede, at jarlen var omkommen; men det vidste alle, at han den høst ikke kom til Norge, og at landet da var høvdingeløst.


'''185.''' Bjørn stallare sad hjemme paa sin gaard, efterat han havde taget afsked med kong Olav. Bjørn var en navnkundig mand, og det spurgtes snart videnom, at han havde sat sig i ro. Det spurgte Haakon jarl og de andre høvdinger. Siden sendte de mænd og ordsendinger til Bjørn. Men da sendemændene kom frem til ham, tog Bjørn vel imod dem. Siden kaldte Bjørn sendemændene til samtale og spurgte dem efter deres erender; men den, som var deres formand, talte og bar frem hilsen til Bjørn fra kong Knut og Haakon jarl og endnu flere høvdinger: «og det tillige,» siger han, «at kong Knut har spurgt meget om dig og saa om det, at du længe har fulgt Olav Digre, men været en stor uven af kong Knut, og det tykkes ham ilde, thi han vil være ven af dig som af alle andre duelige mænd, saasnart du vil holde op at være hans uven. Og for dig er det nu ikke andet valg end at vende dig til trøst og venskab der, hvor det er bedst at søge, og hvor nu alle mænd i verdens norddeler sætter sin ære i at vinde det. Nu kan I, som har fulgt Olav, se, hvorledes han har skilt sig fra eder; I er alle uden støtte imod kong Knut og hans mænd, men I herjede i hans land forrige sommer og dræbte hans venner. Da faar du tage med tak imod, naar kongen byder sit venskab, og det vilde være rimeligere, at du bad om det eller bød gods dertil.» Men da han havde endt sin tale, svarede Bjørn og sagde: «Jeg vil nu sidde rolig hjemme paa min gaard og ikke tjene høvdinger.» Sendemanden svarer: «Slige mænd som du er kongsmænd. Det kan jeg nu sige dig, at du har to vilkaar for haanden. Det ene er at fare utlæg fra dine ejendommer, saaledes som nu Olav farer, eders bolags-fælle. Det andet vilkaar, som kan synes tjenligst, er at tage imod kong Knuts og Haakon jarls venskab og blive deres mand og give din tro paa det og modtage her din løn,» — og han heldte engelsk sølv frem af en stor pung. Bjørn var en pengelysten mand og blev meget hugsyg og taus, da han saa sølvet; han tænkte da for sig selv, hvad han skulde tage til: han syntes, det var tungt at miste sine eiendommer, og mente det usandsynligt, at det skulde blive nogen opreisning for kong Olav i Norge. Men da sendemanden fandt, at Bjørns hug gik til pengene kastede han to digre guldringer frem og sagde: «Tag du nu pengene, Bjørn, og sverg eder. Jeg lover dig det, at lidet værd er dette gods imod det, som du vil faa, om du søger hjem til kong Knut.» Men ved det rige gods og de fagre løfter og store pengegaver blev han lokket til havesyge, tog op pengene og gik siden til haande og svor troskabsed til kong Knut og til Haakon jarl. Derefter fór sendemændene bort.


'''186.''' Bjørn stallare spurgte de tidender, som sagdes, at Haakon jarl var druknet; da vendte hans sind sig, og han angrede, at han havde brudt sin tro imod kong Olav. Han tyktes nu at være fri fra de løfter, at han havde lovet Haakon jarl lydighed. Bjørn syntes nu, at det gav noget haab om fremgang for kong Olavs rige, om han kom til Norge, at det da var høvdingeløst der. Bjørn gjorde sig skyndsomt rede til at fare og havde nogle mænd med sig; han fór siden paa sin færd dag og nat, til hest, naar det kunde ske, eller til skibs, hvor det faldt sig, — og stansede ikke, før end han om vinteren ved juletid kom øster i Gardarike og til kong Olav. Kongen blev meget glad, da Bjørn kom til ham. Kongen spurgte om mange tidender nord fra Norge. Bjørn siger, at jarlen var omkommen og landet nu høvdingeløst. Over de tidender blev de mænd glade, som havde fulgt kong Olav fra Norge og der havde havt eiendommer og frænder og venner, og de fik nu stor længsel efter hjemfærden. Bjørn sagde kongen fra Norge mange andre tidender, som han var nysgjerrig efter at høre. Da spurgte kongen efter sine venner, hvorvidt de holdt sin troskab til ham. Bjørn siger, at det var meget forskjelligt. Siden stod Bjørn op og faldt kongen tilfode, tog om hans fod og sagde: «Alt i Guds og eders vold, konge! Jeg har taget penger af Knuts mænd og svoret dem troskabseder, men nu vil jeg følge dig og ikke skilles fra dig, saalænge vi begge lever.» Kongen svarer: «Staa du strax op, Bjørn! forligt skal du være med mig, og bød du dette imod Gud. Vide kan jeg det, at det vel er faa i Norge, som nu holder sin troskab imod mig, naar slige som du svigter. Det er ogsaa sandt, at man der sidder i meget vanskelig stilling, naar jeg er langt borte og de er udsatte for mine fienders ufred.» Bjørn fortæller kongen om, hvem som mest havde bundet sig til at reise fiendskab op imod kongen og hans mænd; til det nævnte han Erlings sønner paa Jæderen og andre deres frænder, videre Einar Tambeskjelve, Kalv Arnesøn, Tore Hund og Haarek fra Tjotta.


'''187.''' Siden kong Olav var kommen til Gardarike, havde han havt meget at tænke paa, og han grublede over, hvad raad han skulde tage. Kong Jarisleiv og dronning Ingegerd tilbød Olav at dvæle hos dem og tage imod det rige, som heder Vulgaria<ref>''Storbulgaria'' ved Volga og dens biflod Kama, med hovedstaden Bolghar.</ref>; det er en del af Gardarike, og folket i det land var hedensk. Kong Olav overveiede for sig dette tilbud, men da han bar det frem for sine mænd, raadede alle fra at fæste bo der og eggede kongen til at søge nord til Norge til sit rige. Kongen havde da ogsaa i sin tanke at lægge ned kongeværdigheden og fare ud i verden til Jorsaler<ref>Jerusalem, se side 6 note 3 [I [[Ynglinge-saga]], kap. 1, note 3].</ref> eller til andre hellige steder og gaa under munkeregel. Men det kom dog oftest i hans hug at tænke paa, om det kunde lade sig gjøre, at han naaede sit rige i Norge. Men naar han fæstede sin hug derpaa, mindedes han, at i de første ti vintre af hans kongedømme var alting ham til nytte og held, men senere faldt alle hans raad ham tunge og vanskelige, og at prøve lykken gik ham altid imod. Nu havde han af den aarsag tvil, om det kunde være et klogt raad at stole saa meget paa lykken, at han skulde fare med en ringe hær imod sine fiender, naar hele almuen havde slaaet sig til dem for at gjøre kong Olav modstand. Slige sorger bar han ofte paa og skjød sin sag til Gud og bad ham lade saadant komme op, som han kunde se var gavnligst; han tænkte frem og tilbage paa dette og vidste ikke, hvad han skulde vælge, thi ulykke syntes ham vis i det, han maatte vælge.


'''188.''' Det var en nat, at Olav laa i sin seng og vaagede længe om natten og tænkte paa sine planer og havde store sorger i sit sind. Men da hans hug blev meget mødig, da seg søvnen over ham, og saa let, at han tyktes at vaage og at se alle tidender i huset. Han saa en mand staa foran sengen, stor og herlig, som havde en prægtig klædning; det faldt kongen nærmest i hug, at der kunde Olav Trygvesøn være kommet. Manden talte til ham: «Er du hugsyg om dine planer, hvad raad du skal tage op? Det tykkes mig underligt, at du vakler frem og tilbage, og tillige, om du tænker paa at lægge ned den kongeværdighed, som Gud har givet dig, og ligesaa om du tænker at blive her og modtage rige af udenlandske og dig fremmede konger. Far du heller tilbage til dit rige, som du har taget i arv og du har længe raadet for med den styrke, Gud gav dig, og lad ikke dine undermænd gjøre dig ræd. Det er en konges hæder at seire over sine uvenner, men en ærefuld død at falde i kamp med sine mænd. Eller tviler du om, at du har retten i eders strid? Ikke skal du gjøre det, at fornegte din sande ret. Du kan djervt søge til landet, thi Gud vil bære dig vidne, at det er din eiendel.» Men da kongen vaagnede, tyktes han at se et glimt af manden, da han gik bort; men fra det øieblik af hærdede han sin hug og satte sig fore at fare tilbage til Norge, saaledes som han forud havde havt mest lyst til og han merkede, at hans mænd helst vilde. Han satte sig fast i den tanke, at landet vilde være let at søge til, da det var høvdingeløst, saa som han da havde spurgt; han troede, at om han kom selv til, vilde mange fremdeles være redebonne til at hjælpe. Da kongen aabenbarede dette raad for sine mænd, tog de alle med tak imod det.


'''189.''' Saa er sagt, at det hændte i Gardarike, dengang da kong Olav var der, at sønnen til en gjæv enke fik en halsbyld, og den tog saa til, at svenden ikke kunde faa mad ned, og man troede, at han maatte dø. Svendens moder gik til dronning Ingegerd, thi hun var hendes kjending, og viste hende svenden. Dronningen sagde, at hun ikke kunde lægge nogen lægedom til det; «men gaa du,» siger hun, «til kong Olav; han er den bedste læge her, og bed ham tage med hænderne om svendens mén, og bær mine ord til ham, om han ellers ikke vil.» Hun gjorde saa, som dronningen sagde. Da hun fandt kongen, sagde hun, at hendes søn var døden nær af en halsbyld, og bad ham tage med hænderne om bylden. Kongen siger, at han var ikke læge, og bad hende fare did, hvor læger var. Hun siger, at dronningen havde vist hende did, «og hun bad mig bære hendes ord til eder, at I skulde lægge den lægedom til, som I forstaar, og hun sagde mig, at du var den bedste læge her i staden.» Da tog kongen og førte hænderne om svendens hals og tuklede meget længe med bylden, indtil svenden aabnede munden. Da tog kongen et brød og brød det sønder og lagde stykkerne i kors i sin haand; siden lagde han det i svendens mund, men han svelgede det ned. Men efter det gik al verk ud af bylden, og han blev paa nogle dager ganske frisk. Hans moder blev meget glad, ligesaa svendens andre frænder og kjendinger. I førstningen blev det saaledes opfattet, som om kong Olav havde saa gode læge-hænder, saa som det siges om de mænd, som meget øver den kunst, at de har gode hænder. Men siden, da hans jertegn blev almindelig kjendte, blev dette regnet for et sandt jertegn.


'''190.''' Det hændte paa en søndag, at kong Olav sad i sit høisæde ved bordet og faldt i saa dybe tanker, at han ikke agtede timerne. Han havde i sin haand en kniv og holdt paa en stikke og spikkede af den nogle spaaner. En skutelsvend<ref>Bordsvend eller opvarter (af lat. ''scutula'', fad eller lidet madbord); fra Olav Kyrres tid hoftitel for de fornemste hirdmænd.</ref> stod foran ham og holdt et bordkar; han saa, hvad kongen gjorde, og skjønte, at han selv tænkte paa andre ting; han sagde: «Imorgen er det mandag, herre!» Kongen saa til ham, da han hørte dette, og da kom det ham i hug, hvad han havde gjort. Siden bad kongen, at man skulde bringe ham et tændt voxlys; han sopte sammen i sin haand alle spaanene, som han havde telgjet, saa satte han luen til og lod spaanene brænde i sin hule haand. Deraf kunde man merke, at han vilde holde fast ved lov og budord og ikke vilde sætte tilside det, han vidste rettest.


'''191.''' Efterat kong Olav havde taget det raad, at han vilde vende sig til hjemfærd, bar han det op for kong Jarisleiv og dronning Ingegerd. De raadede ham fra den færd og sagde, at han i deres rige skulde have sligt vælde, som kunde tykkes ham sømmeligt, men bad ham ikke fare i sine fienders vold med saa ringe styrke, som han havde der. Da sagde kong Olav dem sine drømmer og det tillige, at han troede, det var Guds vilje. Men da de fandt, at kongen havde taget det raad at fare tilbage til Norge, da bød de ham al den hjælp til færden, som han vilde modtage af dem. Kongen takkede dem med fagre ord for deres godvilje og sagde, at han med glæde vilde modtage af dem alt det, han trængte til sin færd.


'''192.''' Strax efter jul gjorde kongen sig rede; han havde der næsten to hundreder<ref>240.</ref> af sine mænd, og kong Jarisleiv gav dem alle hester og redskab med, saa vidt det trængtes. Men da han var færdig, fór han afsted; kong Jarisleiv og dronning Ingegerd ledsagede ham bort med hæder, men sin søn Magnus lod han være efter der hos kongen. Da fór kong Olav vestover, først over frosne vande lige til havet. Men da det vaaredes og isene løstes, gjorde de sine skibe istand, og da de var færdige og bør kom, seilede de ud, og den færd gik godt. Kong Olav kom med sine skibe til Gotland; der spurgte han tidender baade fra Sveavælde og fra Danmark og helt fra Norge. Det blev da spurgt for sandt, at Haakon jarl havde druknet, men landet i Norge var høvdingeløst; da fik kongen og hans mænd haab for sin færd. Da det blev bør, seilede de derfra og styrede til Svitjod. Kongen lagde med sine mænd ind i Lågen<ref>Mælaren.</ref> og styrede op i land til Aaros<ref>Det nuvær. Upsala, se side 333 note 1. [Kap. 94, note 166].</ref>; han sendte siden mænd til sveakongen Ånund og lagde stævne med ham. Kong Ånund blev glad ved sin maags ordsending og fór til møde med kong Olav, saaledes som Olav havde sendt bud om. Da kom ogsaa dronning Astrid til kong Olav med de mænd, som havde fulgt hende. Der blev det da et glædeligt møde mellem dem alle, og sveakongen hilste vel sin maag, kong Olav, da de mødtes.


'''193.''' Nu skal det fortælles, hvad de holdt paa med i Norge ved disse tider. Tore Hund havde havt Finne-færden disse to vintre, og han havde været begge vintre længe paa fjeldet<ref>d. e. oppe i fjeldene, hvor Finnerne holdt til om vinteren med sine renhjorder.</ref> og vundet meget gods. Han havde mange slags kjøb med Finnerne. Han lod der gjøre sig 12 rensdyr-kofter med saa stor trolddom, at intet vaaben fæstede sig paa dem, meget mindre end paa en ringbrynje. Men den sidste vaar [1030] udrustede Tore et langskib, han eiede, og satte derpaa sine huskarler; han stævnede sammen bønderne og krævede leding helt til det nordligste tinglag; han drog der sammen en stor mængde folk og fór om vaaren sydover med den hær. Haarek fra Tjotta samlede ogsaa folk og fik en stor hær. I denne færd blev ogsaa andre stormænd med, omend disse var de mest navnkundige; de lyste, at denne hærsamling skulde fare imod kong Olav og verge landet imod ham, om han kom østenfra. 


'''194.''' Einar Tambeskjelve havde mest at sige ude i Trondhjem, efterat Haakon jarls død var spurgt; han og hans søn Eindride tyktes at have bedst arveret til de eiendommer og det løsøre, jarlen havde havt. Einar mindedes nu de vennetaler og løfter, som kong Knut havde givet ham ved afskeden. Einar lod da gjøre rede et godt skib, han eiede, og gik selv ombord med et stort følge; og da han var færdig, seilede han sydefter langs landet og siden vester over havet og stansede ikke, førend han kom til England; han fór da strax til kong Knut, og kongen tog godt imod ham. Siden bar Einar sine erender op for kongen og sagde, at han nu havde kommet for at faa opfyldt de løfter, som kongen havde givet, at Einar skulde bære jarlsnavn over Norge, hvis Haakon jarl ikke var til. Kong Knut sagde, at den sag stod nu ganske anderledes; «jeg har nu,» siger han, «sendt mænd og mine jertegn til Danmark til min søn Svein, og det fulgte med, at jeg har lovet ham rige i Norge. Men jeg vil holde venskab med dig, og du skal have slige navnbøder af mig, som du har byrd til, og være lendermand, men have store landindtægter og saa meget større end andre lendermænd, som du er dygtigere mand end andre lendermænd.» Einar saa da, hvad udfald hans erende vilde have; han gjorde sig da rede til hjemfærd. Men da han kjendte kongens planer og tillige vidste, at det kunde ventes, hvis kong Olav kom østenfra, at det ikke vilde blive fredsommeligt i landet, faldt det Einar i hug, at det ikke var grund til at paaskynde færden mere end saa, som passeligt kunde være, hvis de skulde kjæmpe imod kong Olav og ikke skulde da mere end før faa øgning af sin magt. Seilede nu Einar ud i havet, da han var færdig, og kom til Norge saaledes, at da var forud hændt de tidender, som var de vigtigste den sommer.


'''195.''' Høvdingene i Norge holdt speidere øster til Svitjod og syd til Danmark for at faa vide, om kong Olav kom østenfra Gardarike; de fik strax, saa raskt folk kunde fare, spurgt, at kong Olav var kommet til Svitjod, og saasnart som dette var sandspurgt, fór det hærbud over hele landet; det blev stævnet ud almenning af folk, og en hær samledes da. Men de lendermænd, som var fra Agder og Rogaland og Hordaland, de fordelte sig, og nogle fór nord, andre øster, og de tyktes alle at trænge folkestyrke. Østover vendte sig Erlings sønner af Jæderen med alt det folk, som hørte hjemme østenfor, og de var høvdinger for den hær; men nordover fór Aslak af Finnø<ref>Ø og herred i Ryfylke.</ref> og Erlend fra Gerde<ref>Gaard og sogn i Etne herred i Søndhordland.</ref> og de lendermænd, som boede nordenfor dem. Disse, som nu er nævnte, havde alle svoret kong Knut eder om at tage kong Olav af dage, hvis det gaves dem leilighed til det.


'''196.''' Men da det spurgtes i Norge, at kong Olav var kommet østenfra til Sverige, da samlede hans venner sig sammen, de som vilde give ham hjælp. Den fornemste mand i den flok var Harald Sigurdsøn, kong Olavs broder; han var da 15 vintre gammel, stor af vext og fuldvoxen at se til; mange andre gjæve mænd var ogsaa der. De fik ialt 600<ref>720.</ref> mænd, da de fór fra Oplandene, og stævnede med den hær øster over Eidaskog til Vermeland. Siden stævnede de øster gjennem skogene til Svitjod; de spurgte sig da for om kong Olavs færd.


'''197.''' Kong Olav var i Svitjod om vaaren og holdt derfra speidere nord i Norge, men fik derfra spurgt det alene, at det vilde blive ufredeligt at fare did, og de mænd, som kom nordenfra, raadede ham meget fra at fare ind i landet; han havde kun én mening for sig om at fare, saaledes som før. Kong Olav spurgte kong Ånund, hvad styrke han vilde yde ham til at søge sit land. Kong Ånund svarer og siger, at Svearne havde liden lyst til at fare hærfærd til Norge; «vi ved,» siger han, «at Nordmændene er haarde og store hærmænd og onde at hjemsøge med ufred. Det skal ikke gaa sent med at sige dig, hvad jeg vil lægge til. Jeg vil lade dig faa 400<ref>480.</ref> mænd, gode hærmænd, valgte blandt mit hirdfølge og vel rustede til strid; siden vil jeg give dig lov til at fare over mit land og samle al den hær, som du kan faa, og som vil følge dig.» Kong Olav tog imod dette vilkaar og gjorde sig siden rede til sin færd. Dronning Astrid blev efter i Svitjod med Ulvhild kongsdatter.


'''198.''' Da kong Olav nu tog paa sin færd, kom til ham den styrke, som sveakongen gav ham, og det var 400 mænd. Farer kongen nu de veier, som Svearne kunde vise ham; de stævnede op i landet til skogene og kom frem der, som heder Jarnberaland<ref>Dalarne i Sverige.</ref>. Der kom til kongen den hær, som havde faret ham imøde fra Norge, som er sagt her forud<ref>Side 486 [Kap. 196].</ref>. Der mødte han sin broder Harald og mange andre frænder, og det var det glædeligste møde. De havde nu tilsammen 12 hundrede<ref>1440.</ref> mænd.


'''199.''' Dag hed en mand, om hvem det siges, at han var søn af den Ring Dagsøn, som havde flyet land for kong Olav<ref>Se side 298 [Kap. 75].</ref>; men man siger, at Ring var søn af Dag, søn af Ring, søn af Harald den haarfagre. Dag var kong Olavs frænde; han og hans fader Ring havde fæstet bo i Sveavælde og havde der faaet et rige at styre. Om vaaren, da kong Olav var kommet østenfra til Svitjod, sendte han bud til sin frænde Dag, at han skulde give sig i følge med ham med al den styrke, han havde; og om de vandt landet i Norge, skulde Dag faa der ikke mindre rige, end hans forfædre havde havt. Da denne ordsending kom til Dag, faldt den vel efter hans sind; han fik stor længsel efter at fare til Norge og der vinde det rige, som hans frænder før havde havt. Han svarede strax paa denne sag og lovede at fare med. Dag var rask i ord og raad, meget hidsig og meget modig, men ingen klog mand. Siden samlede han sig folk og fik nær 12 hundrede<ref>1440.</ref> mænd; med den hær fór han til kong Olav.


'''200.''' Kong Olav sendte bud fra sig i bygdene og sendte ord til de mænd, som vilde vinde gods ved at samle hærfang og tage op de gaarder, som kongens uvenner sad paa, at de skulde komme til ham og følge ham. Kong Olav flyttede da sin hær frem og fór gjennem skogbygder og tildels gjennem ødemarker og ofte over store vande; de drog eller bar skibene efter sig mellem vandene. En mængde mænd drev til kongen, skogbygger og nogle stimænd. Mange steder, hvor han havde natteleier, kaldes siden Olavsboder. Han stansede ikke, før end han kom frem i Jæmteland; derefter fór han nord til Kjølen. Hans mænd fordelte sig i bygdene og fór meget spredt, saalænge de ikke ventede ufred. Men stadig, naar de delte sig, fulgte Nordmændene kongen, men Dag fór da med sine mænd en anden vei og Svearne med sine folk en tredje vei.


'''201.''' De mænd er nævnte, som hed den ene Gauke-Tore, den anden Avrafaste; de var de største ransmænd og havde med sig 30 mænd, sine liger. Disse brødre var større og sterkere end andre, og det skortede dem ikke dristighed og mod. De hørte om den hær, som fór der over landet, og talte mellem sig om, at det vilde være et kjækt raad at fare til kongen og følge ham til hans land og gaa der i et virkeligt slag med ham og prøve sig saaledes, thi de havde ikke før været i kampe, der hærer blev fylkede; de var meget nysgjerrige efter at se kongens fylking. Dette raad likte deres følgesmænd vel; de gav sig da paa vei for at møde kongen. Men da de kom did, gik de med sit følge for kongen, og deres mænd havde fuld væbning. De hilsede ham. Han spurgte, hvad for mænd de var. De nævnte sine navne og sagde, at de var mænd der fra landet. Derefter bar de frem sine erender og tilbød kongen at fare med ham.


[[Bilde:Kong Olavs møde med Gauke-Tore og Avrafaste.jpg|thumb|center|700px|<center>Christian Krohg: '''''Kong Olavs møde med Gauke-Tore og Avrafaste.'''''</center>]]


Kongen siger, at det saa ham ud til, som det var godt følge i slige mænd: «jeg har stor lyst,» siger han, «til at tage imod slige mænd; men mon I er kristne mænd?» Gauke-Tore svarer og siger, at han var hverken kristen eller hedensk; «vi og vore mænd har ikke anden tro end det, at vi tror paa os og vor styrke og seierslykke, og det er vi vel tjente med.» Kongen svarer: «Det er stor skade, at mænd, som ser saa ud til hærmænd, ikke skal tro paa Kristus, sin skaber.» Tore svarer: «Er det nogen kristen mand i dit følge, konge, som har voxet mere om dagen, end vi to brødre?» Kongen bad dem lade sig døbe og tage den rette tro dermed, «og da kan I følge mig,» siger han; «jeg skal da gjøre eder til meget store mænd; men hvis I ikke vil det, saa far I tilbage til eders virke.» Avrafaste svarer og siger, at han vil ikke tage imod kristendommen. Siden vender de sig bort. Da sagde Gauke-Tore: «Dette er stor skam, at denne kongen vrager vor hjælp; aldrig kom jeg der før, hvor jeg ikke var god nok til at gaa i lag med andre mænd. Jeg vil aldrig vende tilbage paa denne vis.» Siden slog de sig i følge med andre skogbygger og fulgte flokken. Da søgte kong Olav vester til Kjølen.


'''202.''' Men da kong Olav fór østenfra over Kjølen og søgte vester ned fra fjeldet, saa at landet blev lavere imod vest at se, saa man landet i den retning. Mange fór foran kongen og mange bagefter. Han red der, hvor det var rum om ham; han var stilfærdig og talte ikke med andre. Han red en lang stund om dagen saaledes, at han saa sig lidet om. Da red biskopen til ham og spurgte, hvad han tænkte paa, siden han var saa stille; thi kongen var stadig glad og snaksom med sine mænd paa færden og glædede saaledes alle dem, som var nær ham. Da svarede kongen alvorsfuld: «Underlige ting er komne for mig en stund. Jeg saa nu ud over Norge, da jeg saa vester fra fjeldet. Det kom mig da i hug, at jeg har været mangen dag glad i dette land. Jeg fik da det syn, at jeg saa ud over hele Trondhjem, og dernæst over hele Norge, og jo længer dette syn var for mine øine, desto videre saa jeg, indtil jeg saa ud over hele verden, baade over land og sjø. Jeg kjendte igjen nøie de steder, jeg havde før kommet og seet, og lige saa tydelig saa jeg de steder, som jeg før ikke har seet, og nogle saadanne, som jeg har hørt om, og ligesaa vel dem, som jeg ikke før har hørt omtale, baade byggede og ubyggede, saa vidt som verden er.» Biskopen siger, at dette syn var helligt og meget merkeligt.


'''203.''' Efterat kongen havde søgt ned fra fjeldet, kom de til den gaard, som heder Sula<ref>Nu ''Sul''stuen, øverst i Værdalen ved Sulaaen.</ref>, i den øverste del af bygden i Værdølafylke. Men da de søgte ned til gaarden, laa der akrer ved veien. Kongen bad sine mænd fare sindig frem og ikke spilde grøden for bonden. Dette gjorde de godt, saa længe kongen var nær; men de følger, som fór senere, gav ikke agt paa dette, og man løb saaledes over akeren, at den lagdes ganske ned til jorden. Den bonde, som boede der, hed Torgeir Flekk; han havde to sønner, netop voxne. Torgeir tog vel imod kongen og hans mænd og bød ham al den hjælp, han kunde yde. Kongen takkede ham vel og spurgte derefter Torgeir om tidender, hvad som var paafærde i landet, eller om det var gjort nogen samling af folk der imod ham. Torgeir siger, at en stor hær var draget sammen der i Trondhjem, og det var kommet lendermænd baade søndenfra landet og nordenfra Haalogaland, «men ikke ved jeg,» siger han, «om de vil stævne med den hær imod eder eller andensteds hen.» Siden klagede han for kongen over den skade, han havde lidt, og over kongsmændenes uvørenhed, da de havde brudt ned og traadt paa alle hans akrer. Kongen siger, at det var ilde, at det var gjort ham mén. Siden red kongen did, akeren havde staaet, og saa, at kornet var aldeles lagt ned paa jorden. Han red rundt om den og sagde siden: «Det venter jeg, bonde, at Gud vil oprette din skade, og denne aker vil blive bedre om en uge,» — og det blev den bedste aker, saa som kongen sagde. Kongen dvælte der om natten, men om morgenen gjorde han sig rede til at fare. Han siger, at Torgeir bonde skulde fare med ham; men han tilbød sine to sønner til færden. Da sagde kongen, at de ikke skulde fare med ham, men svendene vilde dog fare. Kongen bad dem blive efter; men da de ikke vilde lade sig sige, vilde kongens hirdmænd binde dem. Da kongen saa det, sagde han: «Lad dem fare, de vil komme tilbage.» Saa gik det, som kongen sagde om svendene.


'''204.''' Saa flytter de sin hær ud til Stav<ref>En nu forsvunden gaard oppe i Værdalen.</ref>. Men da kongen kom paa Stavemyrene, holdt han. hvil. Da spurgte han for sandt, at bønderne fór med hær imod ham, og at han snart vilde faa at kjæmpe. Da mønstrede kongen sin hær, og det blev holdt mandtal, og han havde mere end 30 hundreder<ref>d. e. 3600.</ref>. Da fandtes i hæren 9 hundrede<ref>d. e. 1080.</ref> hedenske mænd; men da kongen fik det at vide, bad han dem at lade sig døbe og sagde, at han vilde ikke have hedenske mænd med sig i slaget; «vi vil,» siger han, «ikke kunne trøste os til folkestyrke; til Gud skal vi sætte vor lid, thi med hans kraft og miskund kan vi faa seier; men ikke vil jeg blande hedenske folk mellem mine mænd.» Men da hedningene hørte dette, holdt de raad sammen, og tilsidst lod fire hundrede mænd<ref>d. e. 480.</ref> sig døbe, men fem hundrede<ref>d. e. 600.</ref> negtede kristendommen, og disse folk vendte tilbage til sit land. Da gaar brødrene Gauke-Tore og Avrafaste frem med sine mænd og byder kongen atter sit følge. Han spørger, om de nu havde taget daaben. Gauke-Tore siger, at det var ikke saa. Kongen bad dem tage daab og den rette tro, men i andet fald at fare bort. De vendte sig da bort fra ham og talte sig imellem og raadslog om, hvad raad de skulde tage. Da sagde Avrafaste: «Saa maa jeg sige om mit sind, at jeg vil ikke vende tilbage. Jeg vil fare til slaget og hjælpe en af de stridende, men det kan være mig lige godt, i hvilken flok jeg er.» Da svarer Gauke-Tore: «Hvis jeg skal fare til slaget, vil jeg yde kongen hjælp, thi han trænger mest til hjælp. Men hvis jeg skal tro paa en gud, hvad værre er det mig at tro paa Hvitekrist end paa en anden gud? Nu er det mit raad, at vi lader os døbe, hvis kongen lægger saa stor vegt paa det, og lad os saa fare siden til slaget med ham.» Det gaar de alle ind paa. Siden gaar de til kongen og siger, at de nu vil tage daab. De blev da døbte af prestene og siden biskopede<ref>At «biskope» vil sige at «konfirmere», fordi konfirmation efter katholsk kirkeskik udføres af biskopen.</ref>. Kongen tog dem med sig i hirdlaget og sagde, at de skulde staa under hans merke i slaget.


'''205.''' Kong Olav havde da spurgt for sandt, at det kun vilde vare kort tid, inden han vilde komme til kamp med bønderne. Men efter at han havde mønstret sin hær og mandtal var holdt, havde han nu mere end 30 hundrede mænd, og det tyktes at være en stor hær paa én vold. Siden talte kongen for hæren og sagde saa: «Vi har en stor hær og vakkert folk. Nu vil jeg sige mine mænd, hvad for skik jeg vil have paa vor hær. Mit merke vil jeg lade fare frem midt i hæren, og der skal følge min hird og mine gjester og de mænd, som kom til os fra Oplandene, og ligesaa de, som kom til os her i Trondhjem. Men til høire haand fra mit merke skal Dag Ringsøn være og med ham den hær, som han havde til at følge med os; han skal have det andet merke. Men til venstre haand fra min fylking skal være den hær, som sveakongen gav os, og alle de mænd, som kom til os i Sveavælde; de skal have det tredje merke. Jeg vil, at man skal dele sig i smaaflokker, og frænder og kjendinger skal staa sammen, thi da vil enhver bedst hjælpe den anden og hver kjende hinanden. Vi skal merke al vor hær, gjøre hærtegn paa vore hjelmer og skjolde og male det hellige kors derpaa med hvidt. Men naar vi kommer i slag, skal vi alle have ét ordtag: «Fram, fram, kristmænd, korsmænd, kongsmænd!» Vi faar have tynde fylkinger, hvis vi har færre folk, thi jeg vil ikke, at de skal omringe os med sin hær. Fordél nu mænd i smaaflokker, siden skal man samle disse i fylkinger, og hver faar da vide sit stade og give agt paa, hvor langt han staar fra det merke, han staar under. Vi vil nu holde fylkingene sammen, og mændene skal bære fulde vaaben nat og dag, indtil vi faar vide, hvor vort møde skal blive med bønderne.» Efterat kongen havde talt, fylkede de sin hær og ordnede den saaledes, som kongen havde foreskrevet. Derefter holdt kongen stævner med høvdingene over flokkene. Da var de mænd komne did, som kongen havde sendt ud i herredet for at kræve folk af bønderne. De kunde fortælle de tidender fra bygden, at der, som de havde faret, var det overalt øde for vaabenføre mænd og folkene havde faret til bondesamlingen; men hvor de mødte folk, vilde faa følge dem, men flere svarede, at de sad hjemme af den aarsag, at de ikke vilde følge nogen af dem: de vilde ikke kjæmpe imod kongen og ikke imod sine frænder. De havde da faaet faa folk. Da spurgte kongen sine mænd, hvad raad det var bedst at tage. Finn svarer paa kongens ord: «Jeg vil sige, hvorledes det skulde gjøres, hvis jeg fik raade. Da skulde vi fare med hærskjold om i alle bygder, rane alt gods og brænde hele bygden saa tilgavns, at det ikke stod et kot tilbage, og saaledes straffe bønderne for deres drotten-svig; jeg tænker, at mange da vilde blive løse i flokken, hvis de ser røg eller lue hjemme ved sine huser og ikke rigtig ved, hvorledes det staar til med børn eller koner eller gamle folk, deres fædre eller mødre eller andre frænder. Jeg venter,» siger han, «at hvis nogen af dem finder paa at bryde samlingen, da vil snart deres fylkinger tyndes, thi saa er bønders skik, at det nyeste raad er alle kjærest.» Men da Finn endte sin tale, gav mænd ham gode tilraab; mange likte godt at søge efter hærfang, og alle fandt, at bønderne fortjente skade, og at det var rimeligt, hvad Finn sagde, at mange bønder vilde blive løse i samlingen. Tormod Kolbruneskald kvad da et vers:

::Lad os brænde alle gaarder,
::alt hvad vi finder indenfor
::Herberg<ref>''Herberg'' er vistnok det samme som ''Hernes'', yderst paa Frosten.</ref> (landet med sverdet
::hæren vil verge for kongen).
::Indtrønder have de kolde
::kul i alle husene
::sine (ilden skal tændes
::i træet), hvis jeg maa raade!

Men da kong Olav hørte sine mænds hidsighed, krævede han sig stilhed og talte saa: «Bønderne fortjener nok, at saa skulde blive gjort, som I vil. Det ved de, at jeg har gjort det, at brænde husene for dem, og givet dem andre store refselser. Men naar jeg før brændte for dem, gjorde jeg det dengang, fordi de forud havde gaaet fra sin tro og taget op blot, men ikke vilde bedre sig efter mine ord; da havde vi Guds ret at hævde. Nu, naar de ikke holder sin tro til mig, er denne deres drotten-svig meget mindre strafbar, om den end ikke synes at sømme sig vel for dem, som vil være manddomsmænd. Jeg har noget større ret til at vise nogen mildhed her, da de gjør uret imod mig, end da de viste had imod Gud. Jeg vil nu, at mine mænd skal fare fredelig og ikke gjøre noget hærverk. Jeg vil først fare til møde med bønderne, og om vi forliges, da er det vel; men hvis de kjæmper imod os, da er det to vilkaar for haanden. Hvis vi falder i slaget, da er det et godt raad, at vi ikke farer did med ranet gods. Men hvis vi seirer, da skal I være arvinger til dem, som nu kjæmper imod os, thi af dem vil nogle falde og nogle fly, og alle disse har forbrudt al sin eiendom. Men da er det godt at gaa til store huser og herlige gaarder, men ingen nyder godt af det, som er brændt. Saaledes gaar ranet gods for en meget større del tilspilde end det, som bliver til nytte. Vi skal nu fare spredt ud efter bygden og have med os alle de vaabenføre mænd, som vi kan faa; vi skal ogsaa hugge kvæg eller tage anden mad, saavidt som man trænger til at føde sig med; men I skal ikke gjøre andet hærverk. Vel tykkes det mig, at bøndernes speidere bliver dræbte, om I tager dem. Dag og hans flok skal fare den nordre vei ned efter dalen, men jeg vil fare ud hovedveien, og vi vil mødes om kvelden og have alle ét nattebol.»


'''206.''' Saa er sagt, at da kong Olav fylkede sin hær, stillede han mænd i en skjoldborg, som man skulde holde for ham i kampen, og han valgte dertil de mænd, som var de sterkeste og modigste. Da kaldte han til sig sine skalder og bad dem gaa i skjoldborgen. «I skal,» siger han, «være her og se de tidender, som her hænder; da trænges det ikke, at man fortæller eder derom, men I kan selv fortælle og digte derom siden.» Der var da Tormod Kolbruneskald og Gissur Gullbraa, Hovgarde-Revs<ref>Om ham se side 511 note 1. [Kap. 227].</ref> fosterfader, og den tredje var Torfinn Mund. Da sagde Tormod til Gissur: «Lad os ikke staa saa trangt, lagsmand, at ikke Sigvat skald naar sit rum, naar han kommer; han vil være foran kongen, og ikke vil kongen like andet.» Kongen hørte dette og svarede: «Ikke trænges det at snerte Sigvat, om han end ikke er her. Ofte har han fulgt mig vel, og han vil nu bede for os, og det kan vi fremdeles trænge vel til.» Tormod siger: «Være kan det, konge, at du nu trænger mest til bønner; men tyndt vilde det være om merkestangen, hvis alle dine hirdmænd nu laa paa Rom-vei; det var og sandt, at vi dengang klagede over, at ingen fik rum for Sigvat, om man vilde tale med eder.» Da talte de mellem sig og sagde, at det vil sømme sig vel at digte nogle mindevers om de tidender, som nu snart skulde bæres dem ihænde. Da kvad Gissur:

::Ikke skal (ordet høres)
::uglad mig bondens datter
::kalde (paa skjolde-tinget
::til trængsel vi vil os ruste),
::selv om de raske krigsmænd
::kamp-møerne venter:
::lad os i kampen være
::kongen til trøst øster.

Da kvad Torfinn Mund et andet vers:

::Det mørknes imod det hvasse
::regn af det haarde skjoldveir.
::Værdøler mod den vise
::konge vil kjæmpe.
::Lad os nære ravnen den glade
::og den gavmilde fyrste verge.
::Lad os saa fælde trøstig
::Trønder i Odens uveir.

Da kvad Tormod:

::Hærmænd! nu det stunder
::til store kampmøde.
::Ikke skal hålderne blege
::bæve! (nu voxer sverdtid).
::Lad os til strid os ruste
::(rædheds ry maa skyes),
::naar med den kampglade Olav
::krigeren gaar til spyd-ting.

Disse vers lærte mændene da strax.


'''207.''' Siden gav kongen sig paa færd og søgte ud efter dalen. Han tog sig et nattebol<ref>Natten mellem 28de og 29de juli.</ref>, og der kom da hele hans hær sammen, og de laa om natten ude under sine skjolde. Men saasnart som det blev lyst, lod kongen hæren gjøre sig rede, og da den var rustet, flyttede den sig fremdeles ud efter dalen. Da kom mange bønder til kongen, og de fleste gik i hær med ham, og alle kunde da bare sige ét, at lendermændene havde draget sammen en vældig hær og vilde holde strid imod kongen. Da tog kongen mange mark sølv, gav det i en bondes haand og sagde siden: «Disse penger skal du vogte og siden skifte: noget skal du lægge til kirkerne, noget skal du give til prestene, noget til almissemænd, og de skal gives for de mænds liv og sjæler, som falder i kampen og kjæmper imod os.» Bonden svarer: «Skal disse penger gives til sjælebod for eders mænd, konge?« Da svarer kongen: «Disse penger skal gives for de mænds sjæler, som er med bønderne i slaget og falder for vore mænds vaaben; men de mænd, som følger os i slaget og falder der, vi vil blive frelste allesammen».


'''208.''' Den nat, da kong Olav laa i hæren og før er talt om, vaagede han lange stunder og bad til Gud for sig og sin hær og sov lidet. Imod dagen randt det en tyngde paa ham, og da han vaagnede, randt dagen op. Det tyktes kongen temmelig tidlig at vække hæren; da spurgte han, hvor Tormod skald var. Han var da nær og svarede ved at spørge, hvad kongen vilde ham. Kongen siger: «Sig frem for os et kvæde!» Tormod satte sig op og kvad meget høit, saa at det hørtes over hele hæren. Han kvad de gamle Bjarkemaal, og dette er ophavet:

::Dag er op kommen,
::durer hanens fjærer,
::tid er for træler
::at træde til arbeid’.
::Vaagner, vaagner,
::venner kjære,
::alle de ypperste
::Adils’ gjester!<ref>Om Rolv Krake og hans mænd, som gjestede kong Adils, se side 30. [I [[Ynglinge-saga]], kap. 29].</ref>

::Haar den raske,
::Rolv den skydende,
::ætgode mænd,
::som aldrig flygter.
::Ei jeg vækker til vin
::eller til vivs tale,
::men heller til Hilds<ref>Hild var en valkyrje. Hilds leg = kampen.</ref>
::haarde leg.

Da vaagnede hæren; men da kvædet var endt, takkede mændene ham for kvædet og syntes meget godt om det. De syntes, at det var vel fundet frem, og kaldte det en huskarleegging. Kongen takkede ham for hans skjemten; siden tog kongen en guldring, som veiede en halv mark, og gav Tormod den. Tormod takkede kongen for hans gave og sagde: «En god konge har vi, men vanskeligt er at sige, hvor langt liv kongen faar. Det er min bøn konge, at du lader os ikke skilles hverken i liv eller død.» Kongen svarer: «Alle skal vi nu fare sammen, saalænge jeg raader derfor, hvis I ikke vil skilles fra mig.» Tormod sagde: «Det haaber jeg konge, hvad enten freden bliver bedre eller værre, at jeg faar staa nær eder, saalænge jeg raader for det, hvad vi end spørger til, hvor Sigvat farer med det «det guldhjaltede».» Siden kvad Tormod:

::Tingdjerve drotten, jeg endnu
::om dit knæ vil færdes,
::indtil du andre skalder
::ønsker (naar venter du slige?).
::Om vi end ravnen yder
::offer af faldne, skal vi
::komme (ikke det ændres)
::unda eller her ligge!


'''209.''' Kong Olav flyttede nu hæren ud efter dalen. Da fór Dag fremdeles en anden vei med sine mænd. Kongen stansede ikke sin færd, før end han kom ud til Stiklastader<ref>Nu ''Øvre Stiklestad'' ovenfor Stiklestad kirke.</ref>. Da saa de bøndernes hær, og den fór meget spredt, og det var saa stor en mængde, at det drev folk paa hver sti, men det var tykt af folk der, hvor store flokker fór sammen. De saa, hvor en skare mænd fór oven fra Værdalen, og de havde været ude at speide og fór nær der, hvor kongens mænd var, og de merkede det ikke, før end det var kort mellem dem, saa at mænd kunde kjende hverandre. Der var Rut af Vigg med 30 mænd. Siden sagde kongen, at gjestene skulde fare imod Rut og tage ham af dage; til det verk var mændene raske. Da sagde kongen til Islændingene: «Saa er mig sagt, at det er sed paa Island, at bønderne er skyldige om høsten til at give sine huskarler et slagtefaar; nu vil jeg give eder en buk<ref>Hans navn Rut (isl. ''hrútr'') betyder en buk, væder.</ref> til slagt.» Islændingene var lette at egge til dette verk og fór strax imod Rut med de andre mænd; Rut blev dræbt og hele den skare, som fulgte ham. Kongen stod stille og lod sin hær stanse, da han kom til Stiklastader. Kongen bad sine mænd stige af hestene og ruste sig der; mændene gjorde, som kongen sagde. Siden blev fylkingen ordnet og merker sat op. Dag med sine mænd var da endnu ikke kommet, og man savnede den arm af fylkingen. Da sagde kongen, at Oplændingene skulde gaa frem der og tage op merkerne. «Det tykkes mig raadeligt,» siger kongen, «at min broder Harald ikke er med i slaget, thi han er et barn af alder.» Harald svarer: «Jeg skal visselig være med i slaget; men hvis jeg ikke er saa sterk, at jeg kan raade med sverdet, da kan jeg et godt raad for det, at haanden skal bindes til haandtaget; ingen skal have bedre vilje end jeg til at gjøre bønderne skade; jeg vil følge mine mænd.» Saa siger mænd, at Harald da kvad dette vers:

::Den arm tør jeg verge
::(enken vil glædes derved),
::som jeg skal staa i; skjolde
::skal vi blodige farve.
::Den unge kampglade ædling
::ikke vil vige for spydene,
::der hvor i striden sverde
::svinges (mænd os møder).

Harald fik sin vilje, at han var med i slaget.


'''210.''' Torgils Halmasøn hed den bonde, som boede paa Stiklastader, fader til Grim den gode. Torgils bød kongen sin hjælp og at være med ham i kampen. Kongen bad ham have tak for sit tilbud: «men jeg vil,» siger kongen, «at du ikke skal være med i striden, bonde. Lov os heller det, at du berger efter kampen vore mænd, dem som er saarede, men giv dem en grav, som falder i slaget; ligesaa, hvis det hænder, bonde, at jeg falder i denne kamp, saa yd mit lig den tjeneste, som trænges, om det ikke forbydes dig.» Torgils lovede kongen det, han krævede.


'''211.''' Men da kong Olav havde fylket sin hær, talte han til sine mænd; han sagde, at mændene skulde hærde sin hug og gaa djervt frem, hvis det blev strid. «Vi har,» sagde han, «en god og stor hær, men om end bønderne har noget flere folk, saa vil dog skjæbnen raade for seieren. Det vil jeg lyse for eder, at ikke vil jeg fly fra dette slag: enten skal jeg seire over bønderne eller falde i striden. Jeg vil bede om, at det vil hænde, som Gud ser gavner mig bedst. Vi skal trøste os til det, at vi har bedre sag end bønderne, og til det, at Gud vil frelse os vore eiendeler efter dette slag eller ogsaa for det tab, som vi her faar, give os meget større løn, end vi selv kan ønske os. Men hvis jeg faar at raade efter slaget, vil jeg lønne enhver efter hans værd og efter det, hvorledes enhver gaar frem i striden. Hvis vi vinder seier, da vil det blive nok baade af land og løsøre til at skifte med eder det, som nu vore uvenner farer med. Lad os gaa saa haardt frem, som muligt, i førstningen; thi det vil snart skiftes om, hvis det er stor folkemon. Vi kan vente seier, hvis vi handler raskt; men det kan falde os tungt, hvis vi skal kjæmpe, indtil vi blir trætte, saa at mænd af den aarsag blir udygtige til kamp; vi har færre folk til at dele os end de, som kan lade nogle gaa frem, medens andre verger sig og hviler. Men hvis vi trænger saa haardt frem, at de viger unda, som er de fremste, da vil den ene falde over den anden, og da vil deres uheld blive saa meget større, som de er flere.» Men da kongen holdt op at tale, gjorde hans mænd sterke tilraab til hans tale, og hver eggede de andre.


'''212.''' Tord Folesøn bar kong Olavs merke; saa siger Sigvat skald i den arvedraapa, som han digtede om kong Olav og gav omkvæd efter fortællingen om opstandelsen<ref>d. e. Kristi opstandelse.</ref>:

::Tord hørte jeg (slaget
::trivedes) dengang med Olav
::hærde den haarde strid,
::der hjerter tapre mødtes.
::Høit der Ågmunds broder
::bar for den modige konge
::(fuldt den fremdjerve kjæmped’)
::det fagert gyldne merke.


'''213.''' Kong Olav var saa rustet, at han havde gylden hjelm paa hovedet, men et hvidt skjold, og deri var malet med guld det hellige kors. I den ene haand havde han det spyd, som nu staar i kristkirken ved alteret; han var gjordet med det sverd, som hed Neite, det skarpeste sverd, hvis haandtag var guldvævet; han havde ringbrynje. Om den taler Sigvat:

::Olav mange fældte
::(ofte vandt den digre
::seier); fremad Sinjor<ref>''Sinjor'' er det franske ''seigneur'' (herre). Sigvat havde været i Frankrige (Normandi) og havde der opfanget nogle franske ord.</ref>
::søgte med brynje i striden.
::Men Svearne, de som vandrede
::vest med den milde konge
::(kampen voxer), vaded’
::i veier, lyse af blodet.


'''214.''' Men da kong Olav havde fylket sin hær, var bønderne endnu ikke komne nær nogensteds. Da sagde kongen, at hæren skutde sætte sig ned og hvile sig. Kongen satte sig da selv ned og al hans hær, og de sad rummelig. Han lænede sig ned og lagde hovedet i Finn Arnesøns knæ. Da randt søvnen paa ham, og det varede en stund. Da saa de bøndernes hær, som søgte imod dem og havde sat sine merker op, og det var en meget stor mængde. Da vakte Finn kongen og sagde ham, at nu søgte bønderne imod dem. Men da kongen vaagnede, sagde han: «Hvi vækkede du mig, Finn, og lod mig ikke nyde min drøm?» Finn svarer: «Ikke har du vel drømt sligt, at det ikke vilde være vigtigere at vaage og gjøre sig rede imod den hær, som farer henimod os. Eller ser du ikke, hvor langt bondeskaren nu er kommet?» Kongen svarer: «Ikke er de endnu saa nær os, at det ikke var bedre, at jeg havde sovet.» Da sagde Finn: «Hvad drømte du, konge, siden det tykkes dig saa stort tab i, at du ikke vaagnede af dig selv?» Da siger kongen sin drøm, at han tyktes at se en høi stige og at gaa paa den op i luften saa langt, at himmelen aabnedes, og did naaede stigen: «Jeg var kommet til det øverste trin,» siger han, «da du vækkede mig.» Finn svarer: «Ikke tykkes mig den drøm saa god, som den tykkes dig; jeg tænker, at dette bærer bud om din død, hvis det er noget andet end søvnørske, som bares for dig.»


'''215.''' Fremdeles hændte det, efterat kong Olav var kommet til Stiklastader, at en mand kom til ham. Men det var ikke underligt af ''den'' aarsag, at mange mænd kom til kongen fra herredene, men derfor tyktes det en nyhed, at denne mand ikke var lig andre, som da havde kommet til kongen. Han var saa høi en mand, at ingen af de andre naaede længer end til hans axel; han var meget vakker af udseende og havde fagert haar; han var vel væbnet, havde en smuk hjelm og ringbrynje, rødt skjold og var gjordet med et prydet sverd og havde i sin haand et stort, guldomvundet spyd, hvis skaft var saa digert at det fyldte haanden. Den mand gik frem for kongen, hilste ham og spurgte, om kongen vilde tage imod hjælp af ham. Kongen spurgte, hvad hans navn og æt var, eller fra hvad land han var. Han svarer: «Jeg har min æt i Jæmteland og Helsingeland og heder Arnljot Gelline; det kan jeg helst sige eder om mig, at jeg hjalp dine mænd, dem I sendte til Jæmteland at hente skat der; jeg gav dem et sølvfad, som jeg sendte eder til jertegn, at jeg vilde være eders ven<ref>Se side 426 [Kap. 141].</ref>.» Da spurgte kongen, om Arnljot var en kristen mand eller ikke. Han siger det om sin tro, at han troede paa sin kraft og styrke: «den tro har været mig nok hidtil; men nu tænker jeg heller at tro paa dig, konge.» Kongen svarer: «Hvis du vil tro paa mig, da skal du tro paa det, som jeg lærer dig; du skal tro paa det, at Jesus Krist har skabt himmelen og jorden og alle mænd, og at til ham skal efter døden alle de mænd fare, som er gode og rettroende.» Arnljot svarer: «Hørt har jeg tale om Hvitekrist, men ikke kjender jeg noget til, hvad han tager sig til, eller hvor han raader. Nu vil jeg tro paa alt det, som du siger mig. Jeg vil give alt mit raad i din haand.» Siden blev Arnljot døbt; kongen lærte ham saa meget af troen, som tyktes ham mest nødvendigt, og lod ham staa forrest i fylkingen og foran sit merke. Der var ogsaa Gauke-Tore og Avrafaste og deres følgesvender.


'''216.''' Nu maa vi fortælle om det, som vi før har vendt os fra, at lendermænd og bønder havde draget en vældig hær sammen, saasnart som de spurgte, at kongen havde draget østenfra Gardarike og var kommet til Svitjod<ref>Side 486 [Kap. 195].</ref>, Men da de spurgte, at kongen var kommet vest til Jæmteland, og at han vilde fare vester over Kjølen til Værdalen, stævnede de hæren ind i Trondhjem og samlede sammen der hele mængden, fri mænd og træler, og fór saa ind til Værdalen og havde der saa stor en hær, at det ikke var nogen mand, som havde set saa stor hær komme sammen i Norge. Det var der saa, som stadig kan være i en stor hær, at folk var af forskjelligt værd; det var mange lendermænd og en mængde storbønder, men dog var det de fleste, som var smaabønder og arbeidsmænd; og hele mængden af hæren var samlet der i Trondhjem, og den skare var hidsig i fiendskab imod kongen.


'''217.''' Knut den mægtige havde lagt under sig alt land i Norge, som før var skrevet<ref>Side 458 [Kap. 171].</ref>, og det tillige, at han satte Haakon jarl til riget. Han gav jarlen den hirdbiskop, som hed Sigurd; han var dansk af æt og havde været længe hos kong Knut. Biskopen var en ivrig mand af sindelag og veltalende i ord; han støttede kong Knut i sin tale, alt det han kunde, men var en stor uven af kong Olav. Biskopen var med i denne hær og talte ofte for bønderne og eggede meget til modstand imod kong Olav.


'''218.''' Sigurd biskop talte paa et husting, hvor det da var en mængde tilstede; han tog saa til orde: «Her er nu kommet sammen saa stor en mængde, at det i dette fattige land ikke er vilkaar til at se en større indenlandsk hær; denne store styrke skulde nu komme eder vel til nytte, thi nu kan det nok trænges, hvis denne Olav endnu ikke lader af at herje paa eder; det var han vant til alt fra ungdommen af, at rane og dræbe folk, og for det fór han vide om i landene; men tilsidst vendte han sig hid til landet og tog paa at gjøre sig mest til uven med dem, som var de bedste og mægtigste, først kong Knut, hvem alle, som kan, er mest skyldige til at tjene, og satte sig i hans skatland, og det samme gjorde han imod Olav sveakonge; men jarlene Svein og Haakon drev han bort fra deres ætteland. Men imod sine egne frænder var han dog grusomst, da han drev alle konger bort fra Oplandene, og dog var det paa en maade vel gjort, thi de havde forud brudt sin tro og sine eder til kong Knut og fulgt denne Olav i hvert uraad, han fandt paa. Nu endtes deres venskab paa en passende maade: han lemlæstede dem og tog under sig deres rige og ryddede saaledes ud alle fyrstelige mænd i landet. Men siden ved I vel, hvorledes han har baaret sig ad imod lendermænd: de bedste er dræbte, men mange er blevne landflygtige for ham. Han har ogsaa faret vide om i dette land med ransflokker, brændt herredene, men dræbt og ranet folket; eller hvem er her den af stormændene, som ikke har stor aarsag til at hevne sig paa ham? Nu farer han med en udenlandsk hær, og de fleste af den er skogmænd og stimænd eller andre ransmænd. Tænker I, at han vil være eder mild, naar han farer med slige umennesker, han som gjorde sligt hærværk, da alle, som fulgte ham, raadede ham fra det? Det kalder jeg raadeligt, at I nu mindes kong Knuts ord, hvad han raadede eder til, hvis Olav atter søgte tilbage til landet, hvorledes I skulde holde fast ved eders frihed, som kong Knut lovede eder. Han bad eder staa imod og drive fra eder slige ugavns-flokker. Nu kan I vælge, at fare imod dem og dræbe disse umennesker for ørn og ulv og lade enhver ligge der, hvor han blir hugget ned, hvis I ikke heller vil drage deres lig ud i holt eller røser; ingen være saa djerv, at han flytter dem til kirker, thi de er alle vikinger og ugjerningsmænd.» Men da han holdt op med denne tale, gjorde man sterke tilraab dertil, og alle lovede at gjøre, som han sagde.


[[Bilde:Den danske biskop Sigurd taler til bønderne.jpg|thumb|center|700px|<center> Christian Krohg: '''''Den danske biskop Sigurd taler til bønderne.'''''</center>]]


'''219.''' De lendermænd, som var komne sammen der, holdt stævne og samtale og talte da om, hvorledes man skulde fylke, eller hvem som skulde være høvding for hæren. Da sagde Kalv Arnesøn, at Haarek fra Tjotta passede bedst til at blive høvedsmand for denne hær, «thi han er kommen af Harald den haarfagres æt; kongen har en meget tung hug til ham for Grankels drab, og han vil være udsat for den største overlast, om Olav kommer til magten; Haarek er meget prøvet i kampe og ærelysten.» Haarek svarer, at de mænd passede bedre til dette, som nu var i den letteste alder; «men jeg er nu,» siger han, «gammel og skrøbelig og ikke vel kampfør; det er ogsaa frændskab mellem mig og kong Olav, og skjønt han agtede det lidet hos mig, saa sømmer det sig ikke for mig at gaa længere frem i denne ufred imod ham, end enhver anden i vor flok. Du, Tore, er vel skikket til at være hovedmand i at holde kamp imod kong Olav; du har ogsaa sager nok imod ham: baade har du at hevne paa ham frændetab og det, at han drev dig utlæg af alle dine eiendommer. Du har og lovet kong Knut og ligesaa dine frænder at hevne Asbjørn; eller tror du, at det vil gives bedre leilighed end saa, som nu er, til at hevne paa én gang al den forhaanelse?» Tore svarer paa hans tale: «Ikke trøster jeg mig til at bære merke imod kong Olav eller blive høvding for denne hær. Trønderne har her mest mandsstyrke; jeg kjender deres storladenhed, at de vel ikke vil lyde mig eller en anden haaløigsk mand. Men ikke trænges det at minde mig om de sager, jeg har at gjengjælde Olav. Jeg mindes det mandetab, at Olav har taget livet af fire mænd, alle gjæve af hæder og æt: min brodersøn Asbjørn, mine søstersønner Tore og Grjotgard og deres fader Ålve, og hver af dem er jeg skyldig at hevne. Nu er det at sige om mig, at til det har jeg valgt 11 mænd af mine huskarler, dem som er de djerveste, og jeg tænker, at vi ikke skal overlade til andre at skifte hugg med Olav, hvis vi faar leilighed til det.»


'''220.''' Kalv Arnesøn tog da til orde: «Det trænger vi nok om det raad, som vi har taget op, at vi ikke gjør det til unytte, at hæren er kommet sammen. Vi kan nu, hvis vi skal holde strid imod kong Olav, trænge til andet end det, at enhver drager sig fra at tage op det, som er vanskeligt; thi saa kan vi vel tænke, at omend Olav ikke har mange mænd i forhold til den hær, vi har, saa er dog høvdingen urokkelig, og alle hans mænd vil være ham trofaste til at følge ham. Men hvis vi, som helst skal være ledere for vor hær, nu er noget skjælvende og ikke vil styrke og egge hæren og gaa fremmest, da vil strax mængden af hæren blive ængstelig og dernæst hver søge raad for sig. Men omend her en stor hær er kommet sammen, da kan vi dog komme i slig en prøve, hvis vi møder kong Olav med hans hær, at useier er os vis, hvis ikke vi, selve de ledende mænd, er ihærdige og mængden styrter frem i ét samhold. Men hvis det ikke gaar saa, da er det os bedre ikke at vaage os i kamp, og da vil det kaar tykkes lettest, at søge Olavs miskund, om han end tyktes haard, da det var mindre aarsager, end det nu vil tykkes ham. Men dog ved jeg, at det er slige mænd i hans hær, at jeg vil have adgang til grid, hvis jeg vil søge om den. Nu hvis I vil som jeg, da skal du, Tore maag, og du, Haarek, gaa under det merke, som vi alle skal reise op og siden følge. Lad os da alle være djerve og ihærdige i dette raad, som vi har taget op, at de ikke skal finde svaghed hos os, og det vil egge almuen fremad, hvis vi gaar glade til at fylke og egge hæren.» Men da Kalv havde endt sin tale, da sluttede alle sig vel til hans ord og sagde, at de vilde have alt det, som Kalv gav raad om for dem; det vilde de da alle, at Kalv skulde være høvding for hæren og fordele alle i følget der, han vilde.


'''221.''' Kalv satte merket op og stillede der under merket sine huskarler og tillige Haarek fra Tjotta med hans mænd. Tore Hund med sit følge var i brystet af fylkingen foran merkerne; der var ogsaa en udvalgt skare bønder paa begge sider af Tore, de som var de djerveste og bedst væbnede. Den fylking var gjort baade lang og tyk, og der i fylkingen var Trønder og Haaløiger. Men paa høire side af fylkingen var en anden fylking; men til venstre side af hovedfylkingen havde Ryger og Horder, Sogninger og Firder<ref>Folket i Firdafylke, ''Fjordene''.</ref> en fylking, og der havde de det tredje merke.


'''222.''' Torstein knarre-smed<ref>d. e. skibsbygger. «Smed» kaldtes i ældre tid enhver haandverker.</ref> hed en mand; han var kjøbmand og en god smed, en stor og sterk mand, en ihærdig mand i alle ting og en stor drabsmand. Han var kommet i strid med kongen, og kongen havde taget fra ham et nyt og stort kjøbskib, som Torstein havde bygget; det var til straf for Torsteins voldsfærd og for et tegngilde<ref>Se side 408 note 1. [Kap. 136, note 276].</ref>, som kongen havde ret til. Torstein var der i hæren; han gik frem foran fylkingen og did hvor Tore Hund stod; han talte saa: «Her vil jeg være i følge med eder, Tore, thi jeg tænker, hvis Olav og jeg mødes, at være den første til at bære vaaben paa ham, hvis jeg kan komme ham saa nær, og gjengjælde ham skibsrovet, da han rante fra mig det skib, som var et af de bedste skibe i kjøbfærd.» Tore og hans mænd tog imod Torstein, og han gik i deres følge.


'''223.''' Men da bøndernes fylking var stillet op, talte lendermændene og bad hærens mænd give agt paa sit stade, hvor enhver havde at staa, eller under hvilket merke eller nær hvilket merke enhver skulde være, eller hvor nær mærket han skulde staa. De bad mændene at være kjække og raske til at gaa i fylking, naar lurene lød og hærblæst hørtes, og da gaa frem i fylket hær, thi de havde endnu en lang vei at føre hæren fremad, og det var at vente, at fylkingene vilde løsne under hær-gangen. Siden eggede de hæren. Kalv sagde, at alle de mænd, som havde harm og hevn at gjengjælde kong Olav, skulde nu gaa frem under de merker, som skulde fare imod Olavs merke, og nu mindes det mén, han havde gjort dem; de vilde, siger han, ikke komme i bedre leilighed til at hevne sin harm og frelse sig saaledes fra den tvang og trældom, han havde lagt dem under; «nu er den en daarlig karl,» sagde han, «som ikke nu kjæmper som djervest, thi I har sager nok imod dem, som staar imod eder; de vil ikke spare eder, hvis de kan komme til.» Det blev store tilraab til hans tale; det hørtes nu sterke raab og eggen over hele hæren.


'''224.''' Siden flyttede bønderne sin hær til Stiklastader; did var da kong Olav kommet med sin hær. Forrest i hæren fór Kalv og Haarek frem med merket. Men da hærene mødtes, tog man ikke strax paa at kjæmpe; thi bønderne ventede med at gaa paa af den aarsag, at deres mænd næsten ingensteds fór lige langt frem, og de biede paa dem, som kom senere. Tore Hund havde faret sidst med sit følge, thi han skulde passe paa, at folket ikke drog sig bagover, naar hærraabet kom op eller fienderne saaes; Kalv og Haarek biede paa Tore. Bønderne havde det ordtag i sin hær, til at egge sine mænd i striden: «fram, fram, bondemænd!» Kong Olav gik heller ikke paa, fordi han biede paa Dag og den styrke, som fulgte ham. Kongens mænd saa da, hvor Dags flok fór. Saa er sagt, at bønderne havde ikke færre folk end et hundrede hundreder<ref>d. e. 14400 mænd.</ref>, men saa siger Sigvat:

::Saar er mig sorgen,
::at kongen (han svang det guldprydede
::sverdhaandtag) førte
::færre folk østenfra.
::Derfor fik bønderne seier:
::de var dobbelt saa mange,
::det var til skade for Olav
::(ingen jeg sigter for rædhed).


'''225.''' Da begge hærer stod stille og folk kjendte hverandre, sagde kongen: «Hvi er du der, Kalv? thi vi skiltes som venner syd paa Møre. Ilde sømmer det sig for dig at kjæmpe imod os eller skyde fiende-skud i vor hær; thi her er dine fire brødre.» Kalv svarer: «Mangt gaar nu anderledes, konge, end det vilde sømme sig bedst; I skiltes saaledes ved os, at det var nødvendigt at søge fred med dem, som kom efter; nu faar enhver være der, han staar; men forliges kunde vi endnu, om jeg skulde raade.» Da svarer Finn: «Det er at merke om Kalv, at hvis han taler vel, saa har han i sinde at gjøre ilde.» Kongen talte: «Det kan være, Kalv, at du vil forlige dig; men ikke tykkes mig, at I bønder lader fredelig.» Da svarer Torgeir af Kviststader<ref>Nu ''Kvistad'' paa Inderøen.</ref>: «I skal nu have slig en fred, som mange forud har faaet af eder, og det vil I nu faa undgjælde.» Kongen svarer: «Ikke trænger du at være saa lysten efter at møde os, thi ikke vil du faa seier idag over os; jeg har hævet dig til magt fra at være en ringe mand.»


'''226.''' Da kom Tore Hund og gik med sit følge frem foran merket og raabte: «Fram, fram, bondemænd!» Da satte de i et hærraab og skjød baade med piler og spyd. Kongsmændene raabte nu hærraab; men da det var tilende, eggede de hverandre saa, som det forud var lært dem; de sagde: «Fram, fram, kristmænd, korsmænd, kongsmænd!» Men da bønderne hørte dette, de som stod ude i fylkingearmen, raabte de det samme, som de hørte dem raabe. Men da de andre bønder hørte det, troede de, at det var kongsmænd, og bar vaaben paa dem, og de kjæmpede da selv imod hverandre, og mange faldt, inden de kjendtes ved. Veiret var fagert, og solen skinnede klart; men da slaget tog paa, slog det sig en rødme over himmelen og ligesaa over solen, og før end det stansede, blev det mørkt som om natten<ref>Denne solformørkelse indtraf ikke under slaget, men over en maaned senere (31te august 1030). Det er Snorre, som imod de gamle kilder har bragt den i forbindelse med slaget; han fulgte her Sigvat skald (se side 511 – Kap. 227), som ikke var med og først hørte om solformørkelsen, efterat Olav var bleven helgen.</ref>. Kong Olav havde fylket der, hvor det var en høide, og hans mænd stormede ned paa bøndernes hær og trængte saa haardt frem, at bøndernes fylking bøiede sig, saa at brystet af kongens fylking nu stod der, hvor forud de havde staaet, som var bagerst i bøndernes hær; og mange af bønderne var da rede til at fly, men lendermændene og lendermændenes huskarler stod fast, og det blev nu en meget skarp kamp. Saa siger Sigvat:

::Jorden laa vidt udbredt
::under mændenes fødder;
::de brynjede skarer bruste
::braat fremad i kampen,
::dengang da buemændene
::med bjarte hjelmer aarle
::(stor var kampen paa Stikla-
::stader) nedad styrtede.

Lendermændene eggede sine mænd og trængte sig frem. Om det taler Sigvat: 

::Frem midt i fylkingen
::fór nu Trøndernes merke:
::der mødtes de djerve;
::det verk angrer nu bønderne.

Da søgte bøndernes hær frem paa alle sider; de, som stod fremst, huggede, men de, som var næst efter, stak med spyd, men alle de, som gik bagefter, skjød med spyd eller piler eller kastede stener eller haandøxer eller kastespyd; kampen blev da snart blodig, og mange faldt paa begge sider. I den første rid faldt Arnljot Gelline, Gauke-Tore og Avrafaste og hele deres følge; men hver af dem havde fældet en mand eller to, og somme flere. Derfor tyndedes flokken fremmenfor kongens merke. Kongen bad da Tord bære merket frem, men kongen selv fulgte merket med den skare mænd, som han havde valgt til at være ham nær i striden; de mænd, som var i hans følge, var de vaabendjerveste og bedst rustede. Om det taler Sigvat:

::Min drotten, jeg spurgte,
::mest gik frem nærmest
::merket; fremad stangen
::(striden var heftig) vaded’.

Da kong Olav gik frem af skjoldborgen og fremmest i fylkingen og bønderne saa ham i aasynet, da ræddedes de og blev haandfaldne. Om det taler Sigvat:

::Grumt (tror jeg) var det
::vist for de kjæmpende
::i den kampglade Olavs
::øine hvasse at skue.
::De trøndske mænd ikke
::turde se ham i øinene,
::de ormlignende; hersers
::herre tyktes dem frygtelig.

Da blev striden meget haard, og kongen gik selv haardt frem i huggkamp. Saa siger Sigvat:

::Med skjold i haand han sverdet
::paa svendene blodigt farved’,
::dengang da bøndernes skare
::mod dyre tjodkonge søgte.
::Og gramen, som var ivrig
::i jernenes leg den haarde,
::lod sverdene rødbrune
::ramme Indtrønders isser.


'''227.''' Kong Olav kjæmpede nu meget djervt; han huggede til Torgeir af Kviststader, den lendermand, som før er nævnt<ref>Side 509 [Kap. 225].</ref>, tvert over ansigtet, hugg isønder næseskjermen paa hjelmen og kløvede hovedet ned forbi øinene, saa at det næsten gik af. Men da han faldt, sagde kongen: «Er det ikke sandt, som jeg sagde dig, Torgeir, at du ikke skulde seire i mødet med mig?» I det øieblik skjød Tord merkestangen saa haardt ned, at stangen stod; da havde Tord faaet banesaar, og faldt han der under merket. Der faldt da ogsaa Torfinn Mund og Gissur Gullbraa; imod ham havde to mænd søgt, men han dræbte den ene af dem og saarede den anden, førend han faldt. Saa siger Hovgarde-Rev<ref>Hovgarde-Rev, d. e. Rev Gestsøn fra Hovgardar, en gaard paa Snefjeldsnes.</ref>:

::Mod to raske kjæmper
::krigeren havde at stride:
::banehugg gav han den ene,
::den anden fik han saaret.

Da hændte det, som før blev nævnt<ref>Side 510 [Kap. 226].</ref>, at himmelen var klar, men solen svandt synlig og det blev mørkt. Om det taler Sigvat:

::Det man kalder et under
::ikke lidet, at solen
::skyløs ikke kunde
::skinne varmt paa mændene.
::Dyrebart jertegn hændte
::denne dag for kongen:
::lyset svandt; jeg hørte
::herom østenfra slaget.

Ved denne tid kom Dag Ringsøn med den flok, han havde havt, og han tog da til at fylke sin hær og satte op merket. Men fordi det var sterkt mørke, gik det ikke raskt med fremgangen, thi de vidste ikke vist, hvem som stod overfor dem. Men dog vendte de sig did, hvor Ryger og Horder stod overfor dem. Mange af disse hændelser skede samtidig, eller nogle lidt før eller senere.


'''228.''' Kalv og Olav hed Kalv Arnesøns frænder; de stod paa hans ene side og var store og kraftige mænd. Kalv var søn af Arnfinn Armodsøn og brodersøn af Arne Armodsøn. Paa den anden side af Kalv Arnesøn gik Tore Hund frem. Kong Olav huggede til Tore Hund over herderne; sverdet bed ikke, men det saa ud, som det røg støv af rensdyrkoften. Om det taler Sigvat:

::Den milde konge selv bedst
::merked’, at troldkyndige
::Finners sterke galder
::styrked’ den store Tore,
::dengang da hærhøvdingen
::«hunden» slog over herderne
::med guldprydede sverd
::(sløvt det vilde ei bide).

Tore huggede til kongen, og de skiftede nogle hugg med hinanden, men kongens sverd bed ikke, naar det rammede rensdyrkoften; men dog blev Tore saaret i haanden. Fremdeles kvad Sigvat:

::Den mand, som mener, at Tore
::manglede mod, negter
::den hugstore Hunds snille
::(hjemmefra jeg det kjender),
::(hvem fik vel se større
::storverk?) da krigeren,
::som søgte frem, voved’
::sverd at løfte mod kongen.

Kongen sagde til Bjørn stallare: «Slaa du hunden, som jern ikke bider paa.» Bjørn vendte øxen i sin haand og slog med hammeren; det hugg kom i Tores axel og var meget kraftigt, saa Tore vaklede derved; og i samme øieblik vendte kongen sig imod Kalvs frænder Kalv og Olav og gav Olav banesaar. Da stak Tore Hund med sit spyd til Bjørn stallare midt paa livet og gav ham banesaar. Da sagde Tore: «Saa stikker vi bjørnene.» Torstein knarresmed huggede med sin øx til kong Olav, og det hugg kom paa venstre fod ovenfor knæet. Finn Arnesøn dræbte strax Torstein. Men efter det saar heldte kongen sig op til en sten, kastede sverdet og bad Gud hjælpe sig. Da stak Tore Hund til ham med spydet; stikket kom nedenunder brynjen og gik op i underlivet. Da huggede Kalv til ham; det hugg kom paa venstre side paa halsen udentil; man er uenig om, hvilken Kalv det var<ref>d. e. om det var Kalv ''Arnesøn'' eller hans frænde Kalv ''Arnfinnsøn''.</ref>, som saarede kongen. Disse tre saar voldte kong Olavs fald. Men efter hans død faldt de fleste af hans følge, som havde gaaet frem med kongen. Bjarne Gullbraa-skald kvad dette om Kalv Arnesøn:

::Du vilde verge, kampglad,
::i kamp landet mod Olav;
::du kappedes med den ædle
::konge (jeg hørte det sande).
::Foran gik du paa Stikla-
::stader (meget du virked’);
::sandt er, at striden du leded’
::snildt, til kongen var falden.


[[Bilde:Kong Olavs fald.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''Kong Olavs fald.'''''</center>]]


Sigvat skald kvad dette vers om Bjørn stallare:

::Bjørn og fordum (det ved jeg)
::viste kongens stallarer,
::hvor det var godt at holde
::hugen fuldt mod sin drotten.
::I hæren han med hirdens
::hulde mænd fik falde
::ved kongens, den hæderriges,
::hoved (den død jeg priser).


'''229.''' Dag Ringsøn holdt nu striden oppe og gjorde den første fremgang saa haard, at bønderne veg tilbage, men nogle vendte sig paa flugt. Da faldt en mængde af bønderne, men disse lendermænd: Erlend fra Gerde, Aslak af Finnø; da blev det merke hugget ned, som de forud havde faret med. Da var kampen meget voldsom; den kaldte man Dags-riden. Imod Dag vendte sig da Kalv Arnesøn, Haarek fra Tjotta og Tore Hund med den fylking, som fulgte dem. Da blev Dag overmandet, og han vendte sig da til flugt med alle de mænd, som var tilbage. Der hvor mængden af de flygtende fór, gaar et dalføre op; der faldt da mange, og folkene spredtes da bort til begge sider. Mange mænd var meget saarede, men mange saa trætte, at de ikke duede til noget. Bønderne forfulgte de flygtende kort, thi høvdingene vendte snart om til det sted, de faldne laa, thi mange vilde lede der efter sine venner og frænder.


'''230.''' Tore Hund gik did, hvor kong Olavs lig laa, og stellede med det: lagde liget ned, rettede det og bredte et klæde over; og da han tørrede blodet af ansigtet, da var — sagde han siden — kongens ansigt saa fagert, at det var rødme i kinderne, som om han sov; men det var meget lysere end før, medens han levede. Da kom kongens blod paa Tores haand og randt op paa haandfladen, der han forud havde faaet et saar, og fra det øieblik af trængtes ikke forbinding om det saar, saa raskt groede det. Om denne hændelse vidnede Tore selv for alle og enhver, da kong Olavs hellighed kom op. Tore Hund var den første til at holde frem kong Olavs hellighed blandt de stormænd, som havde været der i hans modstander-flok.


'''231.''' Kalv Arnesøn ledte efter sine brødre, som var faldne der. Han fandt Torberg og Finn, og det er mænds sagn, at Finn kastede et saxsverd efter ham og vilde dræbe ham og talte haarde ord til ham, kaldte ham gridnidding og drottensviger. Kalv gav ikke agt paa det og lod Finn og ligesaa Torberg bære bort fra kampvolden. Deres saar blev da undersøgte, og de havde ingen dødelige saar; de havde faldt ned af vaabenbyrd og træthed. Da søgte Kalv at flytte sine brødre ned til et skib og fór selv med dem. Men saasnart han vendte sig bort, da fór alle de bønder, som havde sit hjem i nærheden, ogsaa bort, undtagen de, som syslede der om sine frænder og venner, som var saarede, eller med deres lig, som var faldne. De saarede mænd blev flyttede hjem til gaarden, saa at hvert hus var fuldt af dem, men over nogle blev det slaaet op tjeld ude. Men saa underlig mange, som det havde samlet sig i bondehæren, ligesaa urimeligt tyktes det mænd at se, hvor raskt samlingen løste sig op, da man tog paa med det; og det var meget aarsagen, at den største mængde havde samlet sig der fra herredene og var meget hjemlysten


'''232.''' De bønder, som havde hjemme i Værdalen, gik til. møde med høvdingene, Haarek og Tore, og kjærede sine vanskeligheder for dem; de sagde saa: «Disse flygtninger, som her har kommet unda, vil nu fare op efter Værdalen og fare ilde med vore gaarder; men vi tør ikke fare hjem, saalænge de er her i dalen. Gjør nu saa vel, at I farer efter med en hær og lader ikke et barn komme unda; thi sligt kaar vilde de have tiltænkt os, hvis de havde seiret i mødet med os, og saa kan de endnu gjøre, hvis vi møder dem senere saaledes, at de har større magt end vi. Det kan være, at de dvæler i dalen, hvis de venter ikke at have noget at frygte; da vil de strax fare ustyrlig gjennem vore bygder.» Bønderne talte med mange ord om dette og eggede med stor iver høvdingene til, at de skulde fare og dræbe de folk, som havde kommet unda. Og da høvdingene talte om dette sig imellem, tyktes bønderne dem at have sagt meget sandt i sin tale. De blev enige om, at Tore Hund og hans mænd skulde give sig i færd med Værdølene; han havde 600<ref>720.</ref> mænd, som var hans folk. De fór siden, og tog det da til at blive nat. Tore stansede ikke sin færd, før end han om natten kom til Sula; og der spurgte han de tidender, at der havde kommet om kvelden Dag Ringsøn og mange andre flokker af Olavs mænd; de havde havt natverds-hvil og havde siden faret op paa fjeldet. Da siger Tore, at han vilde ikke ræke efter dem over fjeldene; han vendte da tilbage ned i dalen, og de fik da dræbt faa af mændene. Siden fór bønderne til sine hjem; men Tore og hans mænd fór dagen efter ud til sine skibe. Men de kongsmænd, som var istand dertil, reddede sig og gjemte sig i skogene; nogle fik hjælp af mændene.


'''233.''' Tormod Kolbruneskald var i slaget under kongens merke. Og da kongen var falden og striden var som mest rasende, faldt kongens mænd, den ene ved den anden; men de fleste, som stod oppe, var saarede. Tormod blev haardt saaret; han gjorde da som alle andre, at de veg tilbage fra det sted, hvor det tyktes at være mest livsfare, men nogle løb. Da kom den strid op, som kaldes Dags-riden; did søgte da alle de kongsmænd, som var vaabenføre, men Tormod kom da ikke i slaget, thi han var da udygtig til kamp baade for saar og træthed; men han stod dog hos sine kampfæller, skjønt han ikke kunde tage sig noget andet til. Da blev han saaret med en pil i venstre side; han brød af sig pileskaftet og gik da bort fra slaget og kom hjem til husene og til en lade; det var et stort hus. Tormod havde et bart sverd i haanden, og da han gik ind, gik en mand ud imod ham; han sagde: «det er svært, saa fæl en laat det er her inde, med graad og hyl. Det er stor skam, at kraftige karlmænd ikke skal taale sine saar. Det kan være, at kongsmændene har gaaet vel frem, men sine saar bærer de umandig.» Tormod svarer: «Hvad er dit navn?» Han kaldte sig Kimbe. Tormod svarer: «Var du i slaget?» «Jeg var med bønderne, som det var bedst.» «Er du noget saaret?» siger Tormod. «Lidet,» siger Kimbe; «eller var du i slaget?» Tormod siger: «Jeg var med dem, som havde det bedst.» Kimbe saa, at Tormod havde en guldring paa armen og sagde: «Du er nok en kongsmand; giv mig ringen, og jeg skal gjemme dig; bønderne vil dræbe dig, om du kommer paa deres vei.» Tormod siger: «Tag du ringen, om du kan; jeg har nu mistet mere.» Kimbe rakte sin haand frem og vilde tage ringen. Tormod svingede sverdet til og huggede af ham haanden, og saa er sagt, at Kimbe ikke bar sit saar i nogen mon bedre end hine, som han forud havde lastet. Kimbe fór bort, men Tormod satte sig ned i laden, sad der en stund og hørte paa mændenes tale. Det blev mest talt derom, at hver fortalte det, han tyktes at have seet i slaget, og man talte om mændenes adfærd. Nogle roste mest kong Olavs mod, men nogle nævnte ikke mindre andre mænd til det. Da kvad Tormod:

::Olavs hjerte var fyrigt;
::frem (det blodige staal
::bed) han iled’ paa Stikla-
::stader; hans mænd vilde kjæmpe.
::Krigerne saa jeg alle
::sig spare undtagen kongen
::(de fleste i strid var hærdet)
::i faste pile-uveir.


'''234.''' Tormod gik siden bort til en liden stue og gik ind der. Der var forud mange inde, haardt saarede mænd, og der var en kvinde tilstede, som bandt om mændenes saar. En ild brandt paa gulvet, og hun varmede vand for at tvætte saarene, men Tormod satte sig ned ude ved døren. Da gik den ene ud og den anden ind, af dem, som syslede med de saarede mænd. Da vendte en af dem sig imod Tormod og saa paa ham og sagde siden: «Hvi er du saa bleg? Er du saaret, eller hvorfor beder du ikke om lægning?» Da kvad Tormod et vers:

::Ei har jeg frisk farve,
::men den fagre, slanke kvinde
::har selv en frisk mand;
::faa om mit saar sig bryder.
::Gavmilde kvinde! Saaret
::er grunden til, at i mig
::Dags-ridens dybe spor
::og de danske vaabens svider.

Siden stod Tormod op og gik ind til ilden og stod der en stund. Da sagde lægen til ham: «Du, mand, gaa ud og tag mig den ved, som ligger her ude for døren!» Han gik ud, bar vedfanget ind og kastede det ned paa gulvet. Da saa lægen ham i ansigtet og sagde: «Forfærdelig bleg er den mand. Hvi er du slig?» Da kvad Tormod:

::Den ædle kvinde undres,
::at vi er saa blege.
::Faa af saar blir fagre,
::jeg fandt dem i pileregnen.
::Gjennem mig fór malmen,
::den myge, med magt dreven.
::Hvast har det farlige jern
::nær hjertet ramt (jeg tænker).

Da sagde lægen: «Lad du mig se dine saar, og jeg skal stelle med dem.» Siden satte han sig ned og tog klæderne af sig. Men da lægen saa hans saar, undersøgte hun det saar, han havde i siden; hun merkede, at det stod et jern i det, men vidste ikke vist, hvor jernet havde taget veien. Hun havde laget i en stenkjedel stødt løg og andre græs og kogt det sammen og gav de saarede mænd det at æde og prøvede saa, om de havde hulsaar, thi hun merkede til løgen ud af det saar, som gik ind i hulheden. Hun bar det til Tormod og bad ham æde. Han svarer: «Bær det bort, jeg har ikke grød-sott.» Siden tog hun en spændetang og vilde drage jernet ud, men det var fast og gik ikke; det stod ogsaa lidet ud, thi saaret havde svulmet op. Da sagde Tormod: «Skjær du til jernet, saa at du kan naa det vel med tangen; giv mig den siden og lad mig rykke.» Hun gjorde, som han sagde. Da tog Tormod guldringen af sin haand og gav den til lægen, bad hende gjøre sligt med den, som hun vilde. «God eiendom er det,» siger han; «kong Olav gav mig denne ring i morges.» Siden tog Tormod tangen og rykkede pilen ud; det var kroker paa den, og derpaa laa trevler af hjertet, nogle røde, nogle hvide. Og da han saa det, sagde han: «Vel har kongen alet os; fedt er det mig endnu om hjerterødderne!» Siden bøiede han sig tilbage og var da død. Her ender fortællingen om Tormod.


'''235.''' Kong Olav faldt onsdagen ''quarto kalendas Augusti''<ref>29de juli.</ref> det var nær middag, da de mødtes, men før midmunde<ref>Midmunde var midt imellem middag (kl. 12) og nón (omtr. kl. 3).</ref> kom man i kamp, men før nón faldt kongen, men mørket holdt sig fra midmunde til nón. Sigvat skald fortæller om slagets udfald:

::Haardt er savnet efter
::Anglers stridsmand, siden
::hærmænd dræbte kongen
::(de haarde skjolde brødes).
::Sverdtid røvede Olavs
::liv, der hæren kløvede
::skjolde, men Dag kunde
::skynde sig unda.

Og fremdeles kvad han dette:

::Fordum ikke vidste
::folk saadan styrke
::hos bondemænd eller herser
::(heltens død de voldte),
::at sverdsvingerne kunde
::slig en konge fælde
::(mange dyre drenger
::døde), som Olav tyktes.

Bønderne rante ikke de faldne, men strax efter slaget blev det snarere saa, at rædsel slog mange af dem, som havde været imod kongen; men dog holdt de fast ved sin uvilje og dømte det sig imellem, at de mænd, som var faldne med kongen, skulde ikke faa slig omsorg eller grav, som sømmede sig gode mænd; de kaldte dem alle ransmænd og utlæge. Men de mænd, som var mægtige og havde frænder der blandt de faldne, gav ikke agt derpaa; de flyttede sine frænder til kirkerne og fik dem gravsatte.


'''236.''' Torgils Halmasøn og hans søn Grim fór til kampvolden om kvelden, da det var blevet mørkt; de tog kong Olavs lig op og bar det bort did, hvor det var et lidet og tomt skur paa den anden side af gaarden. De havde lys og vand med sig; de tog da klæderne af liget, tvættede det, svøbte det siden med linduger og lagde det ned der i huset og hyllede det med ved, saa at ingen kunde se det, om end mænd kom i huset, de gik siden bort og hjem til gaarden. Med begge hærene havde det fulgt mange stavkarler og slige fattigfolk, som bad om mad. Men om kvelden efter slaget havde mange af det slags folk dvælet efter der, og da det blev nat, søgte de sig husly i alle huser, baade smaa og store. Det var en blind mand, som det fortælles om; han var fattig, og hans svend fór med ham og leiede ham; de gik om ude i gaarden og ledte efter husly. De kom til det samme øde hus; døren var saa lav, man næsten maatte krybe ind. Og da den blinde mand kom i huset, famlede han for sig over gulvet og ledte efter, om han kunde lægge sig ned; en hat havde han paa hovedet, og hatten gled ned for hans ansigt, da han bøiede sig ned. Han kjendte for sig med hænderne, at det var vand paa gulvet; derefter tog han sin vaade haand op og rettede hatten op, og fingrene kom op ved øinene; men strax fik han saa sterk kløe i øielaagene, at han med de vaade fingre strøg selve øinene; siden krabbede han ud af huset og sagde, at der kunde man ikke ligge inde, thi der var alt vaadt. Og da han kom ud af huset, saa han strax først sine hænder og alt det, som var nær ham, — det, som han kunde se for nattemørket. Strax gik han hjem til gaarden og ind i stuen og sagde der til alle mænd, at han havde faaet sit syn, og han var nu en skarpsynt mand. Men det vidste mange mænd der, at han længe havde været blind, thi han havde forud været der og gaaet om i bygdene. Han siger, at han først saa, da han kom ud af et lidet, tarveligt hus, «og der inde var alt vaadt,» siger han; «jeg greb der nu hænderne og gniede de vaade hænder i mine øine»; han sige ogsaa, hvor det hus stod. Men de mænd, som var der og saa disse tidender, undredes meget over denne hændelse og talte mellem sig om, hvad som kunde være inde i det hus. Men Torgils bonde og hans søn Grim tyktes vide, hvorfra denne hændelse kunde være kommet op. De ræddedes meget for, at kongens uvenner skulde fare og ransage huset. Siden listede de sig bort og fór til huset og tog liget; de flyttede det ud i hagen og gjemte det der; siden fór de til gaarden og sov natten over.


'''237.''' Tore Hund kom om torsdagen<ref>30te juli.</ref> ovenfra Værdalen ud til Stiklastader, og ham fulgte mange folk; der var ogsaa mange af bondemændene tilstede. Da blev fremdeles kampvolden ryddet; man flyttede bort sine frænders og venners lig og hjalp de saarede, som man vilde helbrede; men en mængde var nu døde, efterat slaget var endt. Tore Hund gik derhen, hvor kongen var falden, og ledte efter liget; og da han ikke fandt det, spurgte han sig for, om nogen mand kunde sige ham, hvor liget var kommet hen; men det vidste ingen at sige. Da spurgte han Torgils bonde, om han vidste noget om, hvor kongens lig var. Torgils svarer saa: «Ikke var jeg i slaget, og jeg ved faa tidender derfra. Her gaar nu mange sagn; det siges nu, at kong Olav har været mødt i nat oppe ved Stav<ref>Se side 491 note 1. [Kap. 204, note 385].</ref> og en skare mænd med ham; men hvis han er falden, da har vel eders folk gjemt hans lig i holt eller røser.» Men skjønt Tore tyktes at vide det sande, at kongen var falden, fæstede dog mange lid til dette og satte ud det rygte, at kongen nok havde kommet bort fra slaget, og at det vel vilde være kort, inden han fik en hær og kom imod dem. Fór da Tore til sine skibe og seilede siden ud efter fjorden. Da tog al bondehæren til at sprede sig, og de flyttede bort alle saarede mænd, som kunde røres.


'''238.''' Torgils Halmasøn og hans søn havde kong Olavs lig i sit verge og var meget hugsyge for, hvorledes de skulde faa greiet det saa, at ikke kongens uvenner skulde mishandle liget; thi de hørte slige taler af bønderne, at det raad vilde komme frem, hvis kongens lig fandtes, at man skulde brænde det eller føre det ud i sjøen og sænke det ned. De havde begge om natten seet ligesom et kjertelys brænde over det sted, hvor Olavs lig laa paa kampvolden, og ligesaa siden, da de havde gjemt liget, saa de stadig om nætterne lys henimod det sted, hvor kongen hvilte. De ræddedes for, at naar kongens uvenner fik se disse tegn, skulde de lede efter liget der, det var; Torgils havde lyst til at flytte liget bort til et sted, hvor det var vel skjult. Torgils og Grim gjorde en kiste og stelte meget omhyggelig med den og lagde deri kongens lig; men siden gjorde de en anden ligkiste og bar deri halm og sten, saa at det skulde have en mands tyngde, og lukkede den kiste omhyggelig. Og da al bøndernes hær var borte fra Stiklastader, gjorde Torgils og Grim sig rede til at fare. Han tog en roskute; de var tilsammen syv eller otte mænd, alle frænder og venner af Torgils. De flyttede lønlig kongens lig til skibet og satte kisten nede under tiljerne. Den kiste, som stenene var i, havde de ogsaa med sig og satte den saaledes paa skibet, at alle mænd kunde se den. Siden fór de ud efter fjorden, fik god bør og kom om kvelden, da det blev mørkt, ud til Nidaros og lagde til ved kongsbryggen. Siden sendte Torgils mænd op i byen og lod sige til biskop Sigurd, at de fór med kong Olavs lig. Men da biskopen spurgte denne tidende, sendte han strax sine mænd ned paa bryggerne; de tog der en ro-skute, lagde til Torgils’s skib og bad om at faa kongens lig. Torgils og hans mænd tog da den kiste, som stod oppe paa tiljerne, og bar den i skuten. Siden roede disse mænd ud paa fjorden og sænkede kisten ned der. Da var det mørk nat. Torgils og hans mænd roede da op efter aaen, indtil byen stansede, og lagde til der, som heder Saurlid; det var ovenfor byen. Da bar de liget op og ind i et øde skur, som stod der ovenfor andre huser; der vaagede de om natten over liget. Torgils gik ned i byen og fik de mænd i tale, som havde været kongens bedste venner der; han spurgte dem, om de vilde tage imod kongens lig, men det turde ingen mand gjøre. Siden flyttede Torgils og hans mænd liget op langs aaen og grov det ned der i den sandmæle, som er der; de stelte bagefter om det, saa at man ikke skulde se, at det var nylig arbeidet der. De havde fuldendt alt dette, inden det dagede; de fór da til sit skib, lagde strax ud af aaen og fór sin vei, indtil de kom hjem til Stiklastader.


'''239.''' Svein, søn af kong Knut og af Alfiva, datter af Alfrin jarl<ref>Alfiva (eng. ''Ælfgifu'') var datter af Ælfhelm, ealdorman (jarl) i Northumberland.</ref>, havde været sat til at styre i Jomsborg i Vendland; men da havde en ordsending kommet til ham fra hans fader, kong Knut, at han skulde fare til Danmark, og dermed det, at han siden skulde fare til Norge og der tage ved det rige til styrelse, som var i Norge, og dermed have kongsnavn over Norge. Siden fór Svein til Danmark og havde mange mænd med derfra; med ham fór Harald jarl<ref>Søn af Torkel Høie (side 476 – kap. 183).</ref> og mange andre stormænd. Om det taler Toraren Lovtunge i det kvæde, som han digtede om Svein Alfivasøn og kaldes Glælognskvida<ref>''Glælogn'' betyder havstilhed, havblik, altsaa digtet (''kviða'') om havblik.</ref>:

::Det ei dølges,
::at Danerne gav
::dygtigt følge
::til Dåglingen<ref>d. e. kongen.</ref>.
::Der var jarlen
::aller størst,
::og hver mand,
::som ham fulgte,
::en dreng bedre
::end den anden.

Siden fór Svein til Norge, og med ham hans moder Alfiva, og han blev der taget til konge paa hvert lagting. Han var da kommet østenfra [søndenfra] til Viken, da slaget stod paa Stiklastader og kong Olav faldt. Svein stansede ikke sin færd, før end han kom om høsten nord i Trondhjem; der blev han taget til konge som paa andre steder.

Kong Svein førte nye love til landet om mange ting, Og de var tagne efter det, som var lov i Danmark, men nogle var meget haardere. Ingen mand skulde fare af landet, uden kongen tillod det; men hvis han får, da skulde alle hans eiendommer falde under kongen. Enhver, som dræbte en mand, skulde miste land og løsøre. Hvis en mand blev utlæg og det saa blev en arv ledig til ham, skulde kongen have den arv. Ved jul skulde hver bonde give kongen en mæle<ref>En «mæle» var et hulmaal for tørre varer; det var forskjelligt i de forskjellige landsdele.</ref> malt fra hver arne og et laar af en tre vintres oxe — det blev kaldt «vinar-todde»<ref>''Vinartodde'' betyder afgift eller «stykke» (''toddi'') af gaarden (''vin'').</ref> — og et spand smør, men hver husfrue skulde give ham «rygjar-to»<ref>''Rygjar-to'' betyder den uld (''tó''), som en kvinde (''rygr'') gav.</ref>, det var uspundet lin, saa meget, at man kunde spænde den største og den længste finger om det. Bønderne var skyldige til at bygge alle de huser, som kongen vilde have paa sine gaarder. Syv mænd skulde ruste én mand ud til leding og regne med hver, som var fem vintre gammel, og efter den regning have hamler<ref>''Hamla'' betyder egentlig hamlebaandet om aaren; at regne efter «hamler» vil altsaa sige at regne efter antal rorskarler.</ref>. Hver mand, som roede paa hav<ref>d. e. paa fiske.</ref>, skulde betale kongen «landvarde»<ref>''Landvarde'' betyder «skat af land», det vil sige af kongens land, da hele landet nu regnedes for kongens eiendom.</ref>, hvorfra han end roede ud; men det er fem fisker. Hvert skib, som fór bort fra landet, skulde holde et rum for kongen tvert over skibet. Hver mand, som fór til Island, skulde betale landøre<ref>Se side 262 note 3. [Kap. 43, note 76].</ref>, enten han var der fra landet<ref>Norge.</ref> eller her ude fra<ref>Island.</ref>. Dermed fulgte og det, at da skulde danske mænd være saa meget værd i Norge, at et vidne af én af dem skulde fælde ti Nordmænds vidne. Men da denne lovgivning blev aabenbaret for almuen, tog mænd strax til at reise sin hug op imod den og knurrede sig imellem; de, som ikke havde været med i færden imod kong Olav, talte saa: «Tag nu, I Indtrønder, venskab og løn af Knytlingene<ref>d. e. Knuts børn eller efterkommere.</ref> for det, at I kjæmpede imod kong Olav og fældte ham fra landet. Det var lovet eder fred og bedring af eders ret, men nu faar I tvang og trældom og dertil stor skam og niddingskab.» Men det var ikke godt at sige noget imod det. Nu saa alle, at det var givet uheldige raad; men man havde dog ikke mod til at gjøre reisning imod kong Svein, og det mest af den aarsag, at man havde givet kong Knut i gisler sine sønner eller andre nære frænder, og desuden af, at det da ikke var nogen formand for en opstand. Snart havde man meget at sige paa kong Svein, men gav dog mest Alfiva skylden for alt det, som var dem imod, og da skjønte mange mænd sandheden om kong Olav.


'''240.''' Denne vinter kom den tale op blandt mange mænd der i Trondhjem, at kong Olav var en sandhellig mand, og at det hændte mange jertegn til vidnesbyrd om hans hellighed. Mange tog da paa at gjøre bønner til kong Olav om de ting, som tyktes dem vigtige. Mange mænd fik hjælp af disse bønner, nogle helsebod, nogle held paa færder eller andre slige goder, som de tyktes at trænge til.


'''241.''' Einar Tambeskjelve var kommet hjem vestenfra England til sine gaarder og havde de landindtægter, som kong Knut havde givet ham, da de var sammen i Trondhjem, og det var næsten et jarlsrige. Einar Tambeskjelve havde ikke været med i modstanden imod kong Olav; det roste han sig selv af. Einar mindedes det, at Knut havde lovet ham jarldømme i Norge, og tillige, at kongen ikke holdt sine løfter. Einar blev den første blandt stormændene til at holde op kong Olavs hellighed.


'''242.''' Finn Arnesøn dvælte kort tid paa Egge hos Kalv, thi han havde stor vrede over, at Kalv havde været i slaget imod kong Olav; Finn gav stadig Kalv haard tiltale for denne sags skyld. Torberg Arnesøn holdt sig meget bedre i tømme end Finn; men dog ønskede Torberg at fare bort og hjem til sin gaard. Kalv gav sine brødre et godt langskib med al redskab og anden udrustning og godt følge. De fór da hjem til sine gaarder. Arne Arnesøn laa længe saaret, men blev dog lægt og fri for legemsskade; han fór siden om vinteren syd til sin gaard. Alle brødrene tog sig fred af kong Svein og satte sig hjemme i ro.


'''243.''' Sommeren efter [1031] blev det meget tale om kong Olavs hellighed, og alle talte nu ganske anderledes om kongen. Af dem, som før havde gaaet imod ham i fuldt fiendskab og ikke havde i noget villet gaa ind paa sandheden om ham, var det nu mange, som sandede, at kongen nok var hellig. Man tog da til at vende sig med dadel imod de mænd, som mest havde egget til modstand imod kongen. Meget fik biskop Sigurd skylden for det, og man blev der saa store uvenner af ham, at han fandt det raadeligt at fare bort og vester til England til kong Knut. Siden sendte Trønderne mænd og ordsendinger til Oplandene, at biskop Grimkel skulde komme nord til Trondhjem. Kong Olav havde sendt biskop Grimkel tilbage til Norge, da kongen fór øster til Gardarike; biskop Grimkel havde siden været paa Oplandene. Men da denne ordsending kom til biskopen, gjorde han sig strax rede til den færd. Aarsagen til, at biskopen fór, var ogsaa meget det, at han troede, det var sandt, som sagdes om kong Olavs jertegn og hellighed.


'''244.''' Biskop Grimkel fór til møde med Einar Tambeskjelve. Einar tog med glæde imod biskopen. De talte da siden om mange ting, særlig om de stortidender, som havde hændt der i landet. De blev enige sig imellem om alle sager. Siden fór biskopen ind til kjøbstaden; der tog hele mængden vel imod ham. Han spurgte omhyggelig efter om de tegn, som fortaltes om kong Olav, og han fik godt at høre. Siden sendte biskopen bud ind til Stiklastader til Torgils og hans søn Grim og stævnede dem ud til byen til møde. Torgils og hans søn lagde ikke den færd under sit hoved; de fór ud til byen til biskopen. Da siger de ham alle de merkelige ting, som de havde faaet vished om, ligeledes ogsaa det, hvor de havde gjemt kongens lig. Siden sendte biskopen bud efter Einar Tambeskjelve, og Einar kom til byen. Einar og biskopen havde da samtale med kongen og Alfiva og bad, at kongen skulde give lov til, at man tog kong Olavs lig op af jorden. Kongen gav lov til det og bad biskopen fare med det, som han vilde. Det var da en mængde mennesker der i byen. Biskopen og Einar og mænd med dem fór nu did, hvor kongens lig var jordet, og lod grave efter det. Kisten var da kommet næsten op af jorden. Det var mange mænds raad, at biskopen skulde lade kongen grave ned i jorden ved Klemenskirken; men da det var gaaet 12 maaneder og fem nætter<ref>3. aug. 1031.</ref>, blev hans hellige levninger tagne op. Da var kisten atter kommet næsten op af jorden, og da var kong Olavs kiste ny af udseende, som om den var nyhøvlet. Biskop Grimkel gik da hen, hvor kong Olavs kiste blev lukket op; det var der en dyrebar lugt. Da lagde biskopen kongens aasyn bart, og da var hans udseende ingenlunde forandret; det var rødme i kinderne, som det vilde være, om han var nys sovnet. De, som havde seet kong Olav, da han faldt, de fandt en stor mon deri, at hans haar og negler havde voxet, nærmest det, som det vilde have været, om han havde været ilive her i verden al den tid, siden han faldt. Da gik kong Svein og alle de høvdinger, som der var, til for at se kong Olavs legeme. Da sagde Alfiva: «Svært sent raadner lig i sand; ikke vilde det have været saa, om han havde ligget i muld.» Siden tog biskopen en sax og skar noget af kongens haar og ligesaa af hans skjeg; han havde havt langt mundskjeg, saa som dengang var sedvane blandt folk. Da sagde biskopen til kongen og Alfiva: «Nu er kongens haar og mundskjeg saa sidt, som da han døde, men det har voxet saa meget, som I nu ser her skaaret af.» Da svarer Alfiva: «Da tykkes mig det haar en helligdom, om det ikke brænder i ild; ofte har vi seet haar helt og uskadt af mænd, som har ligget i jorden længere end denne mand.» Siden lod biskopen lægge ild i et røgelsekar, signede det og lagde røgelse paa. Siden lagde han kong Olavs haar i ilden. Og da al røgelsen var brændt, tog biskopen haaret op af ilden, og var da haaret ubrændt. Biskopen lod kongen og andre høvdinger se det. Da bad Alfiva om at lægge haaret i uviet ild. Da svarede Einar Tambeskjelve, bad hende tie og sagde hende mange haarde ord. Det blev da biskopens afgjørelse og kongens samtykke og hele folkets dom, at kong Olav var sandhellig. Kongens legeme blev da baaret ind i Klemenskirken og stillet op over høialteret. Kisten blev svøbt i pell<ref>Se side 172 note 1. [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 43, note 59].</ref>, og det blev sat over den et tjeld af gudvæv<ref>Se side 74 note 3. [I [[Harald Haarfagres saga]], kap. 25, note 56].</ref>. Og da hændte det strax mange slags jertegn ved kong Olavs helligdom.


'''245.''' Paa den mæle, hvori kong Olav havde ligget i jorden, kom det op en fager brønd<ref>d. e. kilde.</ref>, og mænd fik helsebod for sine mén af det vand. Den blev indbygget, og det vand har man stadig siden omhyggelig taget vare paa<ref>Brønden blev indbygget i Mariakirkens kor; der, hvor dette stod, har man nylig fundet spor til en brønd. Ogsaa i Domkirkens høikor grov man siden en brønd, og den blev i nyere tid (af Schøning) anseet for den her omtalte Olavsbrønd.</ref>. Et kapel blev først gjort og alteret sat der, hvor kongens grav havde været; men nu staar paa det sted Kristkirken. Erkebiskop Øistein<ref>1161-88.</ref> lod der sætte høialteret paa det samme sted, hvor kongens grav havde været, dengang han reiste dette store munster<ref>Munster, d. e. stor kirke.</ref>, som nu staar; paa det sted havde ogsaa alteret været i den gamle Kristkirke<ref>Den, som blev bygget af Olav Kyrre; se dennes [[Olav Kyrres saga|saga]] kap. 6.</ref>. Saa er sagt, at Olavskirken<ref>Den, som blev bygget af Magnus den gode.</ref> staar nu der, hvor det ødeskur stod, som Olavs lig var sat i om natten; det kaldes nu Olavslid, hvor kongens helligdom blev baaret op fra skibet, og det er nu midt i byen<ref>Ved den nuvær. Kongens gade.</ref>. Biskopen tog vare paa kong Olavs helligdom; han skar hans haar og negler; thi begge deler voxte som dengang, da han var en levende mand her i verden. Saa siger Sigvat skald:

::Jeg lyver, om ikke Olav
::eier som en levende mand
::haarvext (i digtet jeg hædrer
::helst kongens svender).
::Saa, som hans haar voxte
::paa det lyse hoved i Gardar,
::har det endnu holdt sig
::(han gav Valdemar<ref>Sigvat synes her at sigte til et nu ukjendt jertegn, at Olav i Gardarike gav Jarislavs ældste søn Valdemar (Wladimir) synet igjen.</ref> synet).

Toraren Lov-tunge digtede om Svein Alfivasøn det kvæde, som heder Glælogns-kvida, og deri er disse vers:

::Nu har sig
::til sæde laget
::tjodkongen<ref>d. e. kong Svein.</ref>
::i Trondhjem.
::Der vil han
::hele sit liv
::for riget
::raade fuldt.

::Der, hvor Olav
::eiede land,
::inden han fór
::op til himlen,
::og did han,
::som hver ved,
::(før en konge)
::kom levende.

::Neppe havde
::Haralds søn
::aabnet sig hjem
::i himmerige,
::før han en mægtig
::mægler blev
::– – – – – – – –
::– – – – – – – –

::Der ligger han,
::hel og ren,
::lovsæle gram,
::med legemet sit,
::og der kan,
::som da han leved’,
::haar og negler
::paa ham voxe.

::Der klokkerne
::kan ringe
::af sig selv
::over skrinet,
::og hver dag
::hører folket
::klokkers lyd
::over kongen.

::Men op der
::fra alteret
::kjerter brænder,
::som Krist tækkes.
::Saa har Olav,
::inden han døde,
::syndefri
::sin sjæl berget.

::En hær af mænd,
::der den hellige
::konge ligger,
::knæler om hjælp.
::Blinde og stumme
::søger til kongen,
::men hjem de farer
::helbredede.

::Bed du Olav,
::at han under dig
::(Guds mand er han)
::grunden sin.

::Han søger
::hos selve Gud
::aar og fred
::for alle mænd,
::der du bærer
::bønnerne dine
::frem for bogmaalets
::faste støtte<ref>Bogmaalet, d. e. latin, kirkens sprog. «Bogmaalets støtte», d, e. alteret eller biskopen.</ref>.

Toraren Lov-tunge var da hos kong Svein og hørte om disse store tegn paa kong Olavs hellighed, at man ved himmelsk kraft kunde høre over hans helligdom lyd, som om klokker ringedes, og at kjerter tændte sig selv der over alter af himmelsk ild. Men naar Toraren siger, at det kom til kong Olav en hær af mænd, halte og blinde eller paa anden vis syge, men fór sunde derfra, omtaler eller nævner han det ikke anderledes, end at det maa have været en mængde mænd, som da fik helse strax i førstningen af den hellige kong Olavs jertegns virksomhed; men mest er det skrevet og fortalt om de største kong Olavs jertegn, dem som siden har hændt.


'''246.''' Saa siger de mænd, som regner nøiagtig, at Olav den hellige var konge over Norge i femten vintre, efterat Svein jarl fór fra landet; men vinteren forud tog han kongenavn af Oplændingene. Sigvat skald siger saa:

::Olavs aandprude hoved
::det øvre land raadede
::fulde femten vintre,
::inden han fandt døden.
::Hvilken værdigere fyrste
::vandt verdens nordre
::ende? Kongen holdt sig
::kortere tid, end han skulde.

Kong Olav den hellige var 35 aar gammel, da han faldt, efter Are prest den frodes udsagn. Han havde da holdt 20 rigtige slag. Saa siger Sigvat skald:

::Nogle paa Gud troede
::(godt var at se forskjellen);
::folkekampe tyve
::fremdjerve konge havde.
::Dristig paa høire haanden
::han bød de kristne at stande.
::Magnus’s flugtsky fader
::Gud at favne jeg beder.

Nu er en del af kong Olavs saga fortalt om nogle af de tidender, som hændte, medens han raadede for Norge, og ligeledes om, at han faldt, og at hans hellighed kom op. Men nu skal heller ikke det ligge nede, som det dog er størst ære i at fortælle om hans jertegn, om end det er skrevet senere i denne bog.


'''247.''' Kong Svein Knutsøn raadede over Norge i nogle vintre. Han var barnslig baade i alder og i sine raad. Hans moder Alfiva havde da mest landsstyrelsen, og landets mænd var i meget hendes uvenner, baade da og stadig siden. Danske mænd havde da megen overmagt i Norge, men det likte landets mænd ilde. Naar slige taler blev førte frem, gav andre landsmænd Trønderne skylden, at de havde mest voldt, at kong Olav den hellige var fældt fra landet, og at Norges mænd var komne under dette onde rige, da tvang og ufrihed gik over alt folket der, baade mægtige mænd og ringe og hele almuen; de sagde, at Trønderne var skyldige til at gjøre opstand, «for at de kan fri os fra dette kongedømme.» Det var ogsaa landsmændenes tro, at Trønderne da havde den meste støtte i Norge af sine høvdinger og af den store folkemængde, som var der. Men da Trønderne hørte, at landets mænd rettede tiltale imod dem, gik de ogsaa ved, at det var sand tale, og at de havde handlet ilde ved at røve kong Olav for liv og land; men de sandede ogsaa, at de havde faaet ond løn for sin onde gjerning. Høvdingene havde nu stævner og holdt raad sig imellem. Der var Einar Tambeskjelve ophavsmand til disse raad. Saa var det ogsaa med Kalv Arnesøn, at nu fandt han, i hvad for snare han havde ladet sig fange efter kong Knuts opeggelse. De løfter, han havde givet Kalv, de brødes nu alle; thi kong Knut havde lovet Kalv jarldømme og magt over hele Norge, men Kalv havde været hovedmand til at holde strid med kong Olav og fælde ham fra landet. Men Kalv fik ikke større navn end før og syntes, at han nu var godt narret. Det fór nu ordsendinger mellem Kalv og hans brødre Finn, Torberg og Arne, og nu bedredes deres frændskab.


'''248.''' Da Svein havde i tre vintre været konge i Norge [1033], spurgtes de tidender til Norge, at det samlede sig en flok vestenfor havet, og høvding for den var en, som bar navnet Trygve; han kaldte sig søn af Olav Trygvesøn og af den engelske Gyda<ref>Se side 160. [I [[Olav Trygvesøns saga]], kap. 32].</ref>. Men da kong Svein spurgte, at en udenlandsk hær vilde komme til landet, bød han folk ud nord fra landet, og de fleste lendermænd fór med ham fra Trondhjem. Einar Tambeskjelve sad hjemme og vilde ikke fare med kong Svein. Men da kong Sveins ordsending kom til Kalv ind paa Egge, at han skulde ro leding med kongen, tog Kalv en tyvesædet snekke, han eiede; han gik ombord paa den med sine huskarler, rustede den ud saa raskt, han kunde, styrede siden ud efter fjorden og biede ikke paa kong Svein. Kalv styrede siden sydover til Møre og stansede ikke, før end han kom syd til Giske til sin bror Torberg. Siden lagde alle brødrene, Arnes sønner, stævne og holdt raad sig imellem. Efter det fór Kalv nord hjemad. Men da han kom til Frekøsund<ref>Se side 466 note 3. [Kap. 178, note 341].</ref>, var kong Svein kommet did og laa i sundet med sin hær. Men da Kalv roede søndenfra ind i sundet, raabte de til hverandre, og kongsmændene bad Kalv lægge til og følge kongen og verge hans land. Kalv svarede: «Det har jeg gjort tilfulde, om ikke for meget, at kjæmpe imod mine landsmænd for at vinde rige til Knytlingene.» Kalvs mænd roede da sin vei nordover; han fór videre, til han kom hjem paa Egge. Ingen af Arnesønnerne roede denne leding med kongen. Kong Svein styrede med sin hær syd i landet. Men da han ikke spurgte noget til, at hæren var kommet vestenfra, styrede han syd til Rogaland og helt til Agder; thi folk gjettede paa, at Trygve først vilde søge øster til Viken, thi der havde hans forfædre været og havt mest magt, og der havde han stor frændestyrke.


'''249.''' Da kong Trygve styrede østover, kom han med sin hær ind til Hordaland. Da spurgte han, at kong Svein havde seilet sydover, og kong Trygve styrede da syd til Rogaland. Men da kong Svein fik nys om Trygves færd, da han var kommet til land, vendte han om nordover med sin hær, og de mødtes, han og Trygve, indenfor Bokn i Soknarsund<ref>Soknesund mellem øerne Sokn og Bru øst for Tungenes; se kartet side 368. [Kart over [[Kort over Norge#Enkelte lokaliteter|Boknafjorden og Karmøy]].]</ref>, nær det sted, der Erling Skjalgsøn var falden. Det blev en stor og haard strid. Saa siger mænd, at Trygve skjød spyd med begge hænder ad gangen; han sagde: «Saa lærte min fader mig at messe!» Det havde hans uvenner sagt, at han skulde være søn af en prest; men han roste sig af, at han da lignede mere kong Olav Trygvesøn; Trygve var ogsaa den dygtigste mand. I denne strid faldt kong Trygve og mange af hans mænd, nogle kom paa flugt, og nogle gik til grid. Saa siges det i Trygve-flokken:

::Den ære-lystne Trygve
::ilte til kampen nordfra;
::men Svein konge seilede
::søndenfra ham imøde.
::Der var jeg nær striden
::(det blev et kampmøde):
::mange har der livet
::mistet (sverdklang hørtes).

Om denne strid tales i den «flokk», som blev digtet om kong Svein:

::Kvinde! Det var ei søndag
::(svender mange saaredes),
::som naar møen om morgnen
::til manden bar øl eller løgen,
::dengang kong Svein sine
::drenger bød at tenge
::(ravnen fik da at æde
::raat kjød) stavnene sammen.

Kong Svein raadede da fremdeles over landet efter denne strid; det var da god fred. Kong Svein sad vinteren efter syd i landet.


'''250.''' Den vinter havde Einar Tambeskjelve og Kalv Arnesøn stævner og holdt raad sig imellem; de mødtes i Kaupangen<ref>d. e. Nidaros.</ref>. Da kom en sendemand fra kong Knut did til Kalv Arnesøn og bar til ham kong Knuts ordsending, at Kalv skulde sende ham tre tylvter øxer og lade dem være meget udsøgte. Kalv svarer: «Ingen øxer vil jeg sende til kong Knut; men sig ham, at jeg skal skafte hans søn Svein saa mange øxer, at det ikke skal tykkes, at de fattes ham.»


'''251.''' Tidlig om vaaren [1034] tager Einar Tambeskjelve og Kalv Arnesøn fat paa sin færd og havde en stor skare mænd og det bedste mandevalg, som til var i Trøndelagen. De fór om vaaren øster over Kjølen til Jæmteland, derpaa til Helsingeland, kom frem i Svitjod og skaffede sig der skibe. Om sommeren fór de øster til Gardarike og kom om høsten til Aldeigjaborg. De lod da sendemænd gaa op til Holmgaard til kong Jarisleiv med den ordsending, at de bød Olav den helliges søn Magnus at tage imod ham og følge ham til Norge og yde ham støtte, saa han kunde vinde sin fadersarv, og at gjøre ham til konge over landet. Men da den ordsending kom til kong Jarisleiv, holdt han raad med dronningen og sine høvdinger; det blev da enighed om, at det blev sendt bud til Nordmændene, og de blev stævnede did til møde med kong Jarisleiv og Magnus; de fik grid til denne færd. Men da de komne til Holmgaard, stadfæstedes det mellem dem, saa at de Nordmænd, som var komne did, gik Magnus til haande og blev hans mænd, og de bandt med eder Kalv og alle de mænd, som havde været imod kong Olav paa Stiklastader. Magnus gav dem løfter og fuldt forlig og fæstede det med ed, at han skulde være dem fuldt tro, om han fik rige og kongedømme i Norge; han skulde blive Kalv Arnesøns fostersøn, men Kalv være skyldig til at gjøre alle de handlinger, som Magnus troede at faa større eller friere rige af end før.


<center>[[Bilde:Slutvignet Olav den helliges saga.jpg]]</center>


'''Noter:'''

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Gustav Storm]]
[[Kategori:Snorri Sturluson]]