Af Gylveginning og Skaldskabsmål - Revisjonshistorikk

Knut på 3. apr. 2024 kl. 07:18

2024-04-03T07:18:52Z

Carsten på 25. sep. 2021 kl. 16:33

2021-09-25T16:33:29Z

Carsten på 25. sep. 2021 kl. 16:18

2021-09-25T16:18:30Z

Carsten på 25. sep. 2021 kl. 15:57

2021-09-25T15:57:14Z

Carsten på 25. sep. 2021 kl. 15:20

2021-09-25T15:20:43Z

Vis endringer

Carsten på 23. sep. 2021 kl. 19:35

2021-09-23T19:35:46Z

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 10:24

2013-12-22T10:24:50Z

Vis endringer

Jesper på 29. okt. 2013 kl. 14:47

2013-10-29T14:47:38Z

Jesper på 5. jun. 2013 kl. 13:45

2013-06-05T13:45:17Z

JJ.Sandal: Af Gylveginning og Skaldskabsmål

2013-01-11T22:37:05Z

Af Gylveginning og Skaldskabsmål

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Gylfaginning]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Her begynder Gylfis Øjenforblindelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Snorre Sturlesons Edda samt Skalda Gylfaginning]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Gylvaginning]]
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gylfis forblændelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur den yngre Eddan]] !!
+!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gylfis forblændelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur den yngre Eddan]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Tórs ferð til Útgarðaloka (úr Snorra eddu)]]
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Af Gylveginning og Skaldskabsmål]] !!  !!

@@ Linje 230: / Linje 230: @@
 <br>'''(Ragnarok. Ny Verden.)''' </center>
-Den Vinter kommer, som kaldes Fimbul-vinter.  Da driver Sne fra alle Verdenshjørner; der er stor Frost,  hvasse Vinde; og ikke virker Solen. Slige Vintre kommer  tre sammen, og ingen Sommer imellem. Men iforvejen  går andre tre Vintre, hvori der over al Verden er store  Kampe; da dræber Brødre hinanden af Rovsyge; og ingen  skåner Fader eller Søn i Manddrab og Slægtskabsbrud.  Da sker dét, som tykkes store Tidender, at Ulven sluger  Solen; så tager den anden Ulv 'Tunglet'; og Stjærnerne  svinder af Himlen. Da sker og, at så skælver hele Jorden  og Bjærgene, at Træer løsnes op af Jorde, og Bjærgene  rynje, og alle Bånd brudne og slidne. Da vorder Fenre  løs; og Havet skyller over Landene, fordi Midgårdsorm  kommer i Jættemod, og søger op på Land. Da sker og,  at Naglfar løsnes, det Skib, som heder så, og er gjort  af døde Mænds Negle. Og det er derfor værdt at tage sig  i Vare, fordi hvis Mænd dør med uskårne Negle, øges  Æmne til Skibet Naglfar, som Guder og Mennesker ønsker  sent færdigt. Og i denne Søgang flyder Naglfar. Rym  heder Jætten som styrer Naglfare. Men Fenresulv farer  med gabende Mund; den øvre Kæbe er ved Himlen, den  nedre ved Jorden; gabe monde den mere, hvis Rum var til;  Ild brænder af hans Øjne og Næse. Midgårdsorm blæser Edder,  så den stænker gennem Luft og over Hav. Og den er helt forfærdelig, og er ved Siden af Ulven. Under dette Gny  klovner Himlen; og dér igennem rider Muspels Sønner  frem: Surt rider forrest; og både før og efter ham er brændende Ild. Hans Sværd er ypperligt, og skinner  bjærtere end Solen. Men når de rider ad Bæv-rast, da  brudner den. Muspels Sønner søger frem på den Slette,  som heder Vigrid. Dér kommer da og Fenresulv og  Midgårdsorm. Dér er da og Loke kommen, og Rym,  og med ham alle Rimturser. Men med Loke følger alle  Hels 'Sinner'. Men Muspels Sønner har Fylking for  sig; og den er såre strålende. Sletten Vigrid er hundrede  Raster bred hver Vej. — Men når disse Tidender vorde,  da stander op Hemdal, og blæser vældig i Gjallehorn,  og vækker alle Guder. Og de holder Ting sammen. Da  rider Odin til Mimes Brønd, og tager Råd af Mime for  sig og sin Hær. Da skælver Yggdrasils Ask. Og alt er  da Rædsel på Jord og Himmel. Æserne ruster sig, og  alle Enherjer, og søger frem på Sletterne. Forrest rider  Odin med Guldhjælm og fager Brynje og sit Spyd, som  heder Gungne. Han stævner mod Fenresulv, men Tor  ved Siden ad ham; men han kan ikke hjælpe ham, fordi  han har fuldt Fang, at slås med Midgårdsorm. Frø  kæmper mod Surt; og dér vorder hårdt Sammenstød, for  Frø falder. Dét bliver hans Bane, at han savner det gode  Sværd, som han gav Skirne. Da er og Hunden Garm  kommen løs, som er bunden for Gnipahelle; han er det  største Udyr. Han kæmper mod Ty; og de vorder hinandens  Bane. Tor bær Baneord fra Midgårdsorm, og skrider ni  Fjed bort derfira. Da falder han død til Jorden af det Edder,  Ormen blæser på ham. Ulven sluger Odin; og det er  hans Bane. Men straks efter svinger Vidar sig frem, og  træder med den ene Fod i Ulvens Underkæbe. På den  Fod har han den Sko, hvortil der har været samlet i alle  Tider; det er de Skindstrimler, som Folk snider af sine Sko  ved Hæl og ved Tæer; derfor skal hver den, der vil tænke  på at komme Æserne til Hjælp, kaste de Skindstrimler  bort. Med den anden Hånd tager han i Ulvens Overkæbe,  og sønderriver hans Gab; og dét vorder Ulvens Bane.  Loke kæmper med Hemdal; og de bliver hinandens Bane. Derefter slynger Surt Ild over Jorden, og brænder  al Verden. —
+Den Vinter kommer, som kaldes Fimbul-vinter.  Da driver Sne fra alle Verdenshjørner; der er stor Frost,  hvasse Vinde; og ikke virker Solen. Slige Vintre kommer  tre sammen, og ingen Sommer imellem. Men iforvejen  går andre tre Vintre, hvori der over al Verden er store  Kampe; da dræber Brødre hinanden af Rovsyge; og ingen  skåner Fader eller Søn i Manddrab og Slægtskabsbrud.  Da sker dét, som tykkes store Tidender, at Ulven sluger  Solen; så tager den anden Ulv 'Tunglet'; og Stjærnerne  svinder af Himlen. Da sker og, at så skælver hele Jorden  og Bjærgene, at Træer løsnes op af Jorde, og Bjærgene  rynje, og alle Bånd brudne og slidne. Da vorder Fenre  løs; og Havet skyller over Landene, fordi Midgårdsorm  kommer i Jættemod, og søger op på Land. Da sker og,  at Naglfar løsnes, det Skib, som heder så, og er gjort  af døde Mænds Negle. Og det er derfor værdt at tage sig  i Vare, fordi hvis Mænd dør med uskårne Negle, øges  Æmne til Skibet Naglfar, som Guder og Mennesker ønsker  sent færdigt. Og i denne Søgang flyder Naglfar. Rym  heder Jætten som styrer Naglfare. Men Fenresulv farer  med gabende Mund; den øvre Kæbe er ved Himlen, den  nedre ved Jorden; gabe monde den mere, hvis Rum var til;  Ild brænder af hans Øjne og Næse. Midgårdsorm blæser Edder,  så den stænker gennem Luft og over Hav. Og den er helt forfærdelig, og er ved Siden af Ulven. Under dette Gny  klovner Himlen; og dér igennem rider Muspels Sønner  frem: Surt rider forrest; og både før og efter ham er brændende Ild. Hans Sværd er ypperligt, og skinner  bjærtere end Solen. Men når de rider ad Bæv-rast, da  brudner den. Muspels Sønner søger frem på den Slette,  som heder Vigrid. Dér kommer da og Fenresulv og  Midgårdsorm. Dér er da og Loke kommen, og Rym,  og med ham alle Rimturser. Men med Loke følger alle  Hels 'Sinner'. Men Muspels Sønner har Fylking for  sig; og den er såre strålende. Sletten Vigrid er hundrede  Raster bred hver Vej. — Men når disse Tidender vorde,  da stander op Hemdal, og blæser vældig i Gjallehorn,  og vækker alle Guder. Og de holder Ting sammen. Da  rider Odin til Mimes Brønd, og tager Råd af Mime for  sig og sin Hær. Da skælver Yggdrasils Ask. Og alt er  da Rædsel på Jord og Himmel. Æserne ruster sig, og  alle Enherjer, og søger frem på Sletterne. Forrest rider  Odin med Guldhjælm og fager Brynje og sit Spyd, som  heder Gungne. Han stævner mod Fenresulv, men Tor  ved Siden ad ham; men han kan ikke hjælpe ham, fordi  han har fuldt Fang, at slås med Midgårdsorm. Frø  kæmper mod Surt; og dér vorder hårdt Sammenstød, for  Frø falder. Dét bliver hans Bane, at han savner det gode  Sværd, som han gav Skirne. Da er og Hunden Garm  kommen løs, som er bunden for Gnipahelle; han er det  største Udyr. Han kæmper mod Ty; og de vorder hinandens  Bane. Tor bær Baneord fra Midgårdsorm, og skrider ni  Fjed bort derfra. Da falder han død til Jorden af det Edder,  Ormen blæser på ham. Ulven sluger Odin; og det er  hans Bane. Men straks efter svinger Vidar sig frem, og  træder med den ene Fod i Ulvens Underkæbe. På den  Fod har han den Sko, hvortil der har været samlet i alle  Tider; det er de Skindstrimler, som Folk snider af sine Sko  ved Hæl og ved Tæer; derfor skal hver den, der vil tænke  på at komme Æserne til Hjælp, kaste de Skindstrimler  bort. Med den anden Hånd tager han i Ulvens Overkæbe,  og sønderriver hans Gab; og dét vorder Ulvens Bane.  Loke kæmper med Hemdal; og de bliver hinandens Bane. Derefter slynger Surt Ild over Jorden, og brænder  al Verden. —
 Når Himmel og Jord og al Verden er brændt, da er  mange gode Boliger, og mange onde. Bedst er da at  være i Gimle inde på Himlen. Og helt godt er med  gode Drikke; for hvem dét tykkes Gammen, i den Sal, som  heder Brime; dén står og på Himlen. Det er og en god  Sal, som står på Nide-fjælde, gjort af det røde Guld,  og som heder Sindre. I disse Sale skal bo gode og  skikkelige Folk. På Nå-strande er en stor og fæl Sal;  og mod Nord vender Døren; den er og helt vunden af  Ormerygge, som et Hus flettet af Grene; og alle Ormehovederne vender ind i Huset og blæser Edder, så at  Edder-Åer løber langs gennem Salen; og i de Åer vader  Menedere og Mordulve. Men i Hvergelme er værst,  hvor Nidhugg piner de fremfarne Lig. —

@@ Linje 201: / Linje 201: @@
 <br>'''(Balder. Hermod)'''</center>
-Balder hin gode drømte store og svare Drømme om  sit Liv. Og da han sagde Æserne Drømmene, da holdt  de Råd, og vedtog, at bede Gred for Balder mod al Slags  Fare. Og Frigg tog Eder på, at skånes skulde Balder af  Ild og Vand, Jærn og alskens Malm, Stene, Jord, Træer,  Sotter, Dyr, Fugle, Edderorme. Men da dette var sket og  Eftersyn holdt [?], da var det Balders og Æsernes Skæmt, at han  skulde stå på Tinge, og alle andre skulde, somme skyde  på ham, somme hugge, somme kaste Sten. Men hvad end  gjordes, skadede det ham ikke; og det tyktes alle stor  Fremme. Men da Loke, Løv-øs Søn, så dette, døjede  han det ilde, at intet skadede Balder. Han gik til Fensal  til Frigg, i Kvindeskikkelse. Da spør Frigg, om den  Kvinde vidste, hvad Æser havde for på Tinge. Hun sagde,  at alle skød på Balder, så og, at intet skadede ham. Da  mælte Frigg: ej monne Våben eller Træer skade Balder;  Eder har jeg fået af alle dem. Da spør Konen: har alle  Ting vundet Ed på at skåne Balder? Da svarer Frigg: der  vokser et Planteskud Øst for Valhal; det heder Mistelten; den tyktes mig for ung til at kræve Ed af. Så var  Konen borte. Men Loke tog Mistelten, og sled den op,  og gik til Tings. Men Hød stod yderlig i Mandringen; ti  han var blind. Da sagde Loke til ham: hvi skyder du  ikke på Balder? Han svarer: fordi jeg ser ikke, hvor Balder  er; og desuden er jeg våbenløs. Da sagde Loke: gør dog     som andre Mænd, og vis Balder Ære, som andre Mænd;  jeg mon vise dig, hvor han står; skyd på ham med denne  Vånd. Hød tog Mistelten, og skød på Balder, efter Lokes  Tilvisen. Skuddet gik gennem ham, og han faldt død til  Jorden. Og har dét været det største Uhap hos Guder og  Mennesker. Da Balder var falden, svigtede for alle Æser  Ord, så og Hænder til at tage på ham. Og hver så til  anden. Og alle var i én Hu mod den, der havde gjort  Værket. Men ingen kunde hævne: så stort Fristed var  dér. Men da Æserne prøvede at tale, da kom dog først  Gråd op, så ingen kunde sige den anden om sin Harm.  Men Odin bar af den Grund værst denne Skade, at han  mest kunde skønne, hvor stort Tab og Savn Balders Frafald var Æserne. Men da Guderne kom til sig selv, da  mælede Frigg, og sporte, hvem den var blandt Æser, der  vilde vinde hele hendes Godhed og Nåde, og vilde ride ad  Hel-vej, og friste, om han fik fundet Balder, og byde Hel  Ildløsen, om hun vilde lade Balder fare hjem til Åsgård.  Men dén heder Hermod hin Raske, Odins Svend, som  bød sig til den Færd. Da toges Slépne, Odins Hest, og  førtes frem; og steg Hermod på den Hest, og fór bort.
+Balder hin gode drømte store og svare Drømme om  sit Liv. Og da han sagde Æserne Drømmene, da holdt  de Råd, og vedtog, at bede Gred for Balder mod al Slags  Fare. Og Frigg tog Eder på, at skånes skulde Balder af  Ild og Vand, Jærn og alskens Malm, Stene, Jord, Træer,  Sotter, Dyr, Fugle, Edderorme. Men da dette var sket og  Eftersyn holdt [?], da var det Balders og Æsernes Skæmt, at han  skulde stå på Tinge, og alle andre skulde, somme skyde  på ham, somme hugge, somme kaste Sten. Men hvad end  gjordes, skadede det ham ikke; og det tyktes alle stor  Fremme. Men da Loke, Løv-øs Søn, så dette, døjede  han det ilde, at intet skadede Balder. Han gik til Fensal  til Frigg, i Kvindeskikkelse. Da spør Frigg, om den  Kvinde vidste, hvad Æser havde for på Tinge. Hun sagde,  at alle skød på Balder, så og, at intet skadede ham. Da  mælte Frigg: ej monne Våben eller Træer skade Balder;  Eder har jeg fået af alle dem. Da spør Konen: har alle  Ting vundet Ed på at skåne Balder? Da svarer Frigg: der  vokser et Planteskud Øst for Valhal; det heder Mistelten; den tyktes mig for ung til at kræve Ed af. Så var  Konen borte. Men Loke tog Mistelten, og sled den op,  og gik til Tings. Men Hød stod yderlig i Mandringen; ti  han var blind. Da sagde Loke til ham: hvi skyder du  ikke på Balder? Han svarer: fordi jeg ser ikke, hvor Balder  er; og desuden er jeg våbenløs. Da sagde Loke: gør dog     som andre Mænd, og vis Balder Ære, som andre Mænd;  jeg mon vise dig, hvor han står; skyd på ham med denne  Vånd. Hød tog Mistelten, og skød på Balder, efter Lokes  Tilvisen. Skuddet gik gennem ham, og han faldt død til  Jorden. Og har dét været det største Uhap hos Guder og  Mennesker. Da Balder var falden, svigtede for alle Æser  Ord, så og Hænder til at tage på ham. Og hver så til  anden. Og alle var i én Hu mod den, der havde gjort  Værket. Men ingen kunde hævne: så stort Fristed var  dér. Men da Æserne prøvede at tale, da kom dog først  Gråd op, så ingen kunde sige den anden om sin Harm.  Men Odin bar af den Grund værst denne Skade, at han  mest kunde skønne, hvor stort Tab og Savn Balders Frafald var Æserne. Men da Guderne kom til sig selv, da  mælede Frigg, og sporte, hvem den var blandt Æser, der  vilde vinde hele hendes Godhed og Nåde, og vilde ride ad  Hel-vej, og friste, om han fik fundet Balder, og byde Hel  Udløsen, om hun vilde lade Balder fare hjem til Åsgård.  Men dén heder Hermod hin Raske, Odins Svend, som  bød sig til den Færd. Da toges Slépne, Odins Hest, og  førtes frem; og steg Hermod på den Hest, og fór bort.
 Men Æserne tog Balders Lig, og flyttede det til Søen.  Ringhorne hed Balders Skib; det var størst af alle  Skibe. Dét vilde Guderne sætte frem, og gøre derpå Balders Bålfærd. Men Skibet vilde ikke gå frem. Da sendtes  Bud til Jættehjem efter den Gyge, som hed Hyrrokkin.  Hun kom ridende på en Ulv med Huggorme til Tømme,  og sprang af Hest. Men Odin kaldte til fire Bærsærker at  holde Hesten; og de fik ikke holdt den, uden ved at kaste  den ned. Da gik Hyrrokkin til Skibets Fremstavn, og drev  det frem ved første Tag, så Ild stod af Rullestokkene, og  alle Lande skalv. Da blev Tor vred, og greb Hammeren,  og vilde da bryde hendes Hoved, til alle Guder bad om  Fred for hende. Da bares Balders Lig ud på Skibet. Og  da hans Kone så det, Nanna, Neps Datter, da brast hun  af Harm, og døde. Hun blev båren på Bålet, og Ild tændt. Da stod Tor ved, og viede Bålet med Mjølne. Men for  hans Fødder løb en Dværg, som nævnes Lit; og Tor spørnede  med Foden til ham, og slyngede ham i Ilden; og han  brændte. Men denne Bålfærd søgte mange Slags Folk til:  først at nævne Odin, og med ham Frigg, og hans Valkyrjer og Ravne; men Frø agede i Kærre med den Galt,  som heder Gyldenbørste eller Slidrugtanne; Hemdal red den Hest, som heder Guld-top; og Frøja agede  med sine Katte. Der kom og meget Folk af Rimturser og  Bjærgriser. Odin lagde på Bålet den Guldring, som heder  Drøpne; den fulgte siden den Natur, at hver niende Nat  dryppede af den otte Guldringe lige så tunge. Balders  Hest med Ridetøj ledtes på Bålet.
@@ Linje 207: / Linje 207: @@
 Men dét er at sige om Hermod, at han red ni Nætter  mørke Dale og dybe, så at han så ikke, før han kom til  Åen Gøll (Gjall), og red på Gjalle-bro; den er takt  med Lyse-Guld. Modgunn er nævnt den Mø, som vogter  Broen. Hun sporte ham om Navn og Æt, og sagde, at  Dagen før red over Broen fem Fylker døde Mænd: men ej  dønner Broen mindre under dig ene; og ej haver du døde  Mænds Lødd; hvi rider du her på Hel-vej? Han svarer:  jeg skal ride til Hel at finde Balder; eller har du set til  Balder på Helvej? Men hun sagde, at Balder havde redet  over Gjallebro; men ned og nord ligger Helvej. Da red  Hermod, til han kom til Hel-grind. Da steg han af  Hesten, gjordede den fast, steg op, og drev den med  Sporer; men Hesten sprang så hårdt til over Grinden, at  den ikke kom den nær. Da red Hermod op til Hallen,  steg af, gik ind i Hallen, så der sidde i Højsæde Balder,  sin Broder. Hermod blev der om Natten. Men om Morgenen, da bad Hermod Hel, at Balder skulde ride hjem  med ham, og sagde, hvor stor Gråd der var hos Æser.  Men Hel sagde, at dét skulde prøves således, om Balder  var så astsæl, som sagt er: hvis alle Ting i Verden, levende  og døde, græder for ham, da skal han atter fare til  Æserne, men holdes hos Hel, hvis nogen mæler imod eller ikke vil græde. Da stod Hermod op; men Balder  fulgte ham ud af Hallen, og tog Ringen Drøpne, og sendte  Odin til Mindegave. Men Nanna sendte Frigg Linned-dug,  og end flere Gaver, og Fulla Fingerguld. Da red Hermod  atter sin Vej, og kom til Åsgård, og sagde alle Tidender,  som han havde set og hørt.
-Dernæst sendte Æser Bud over al Verden, at bede,  at Balder skulde grædes fra Hel. Alle gjorde dét. Mennesker og Dyr og Jord og Stene og Træ og alt Malm.  Da Sendemændene fór hjem, og havde udrettet sine Ærender  vel, da finder de i en Helle, hvor der sad en Gyge; hun  kaldte sig Tøkk. De beder hende græde Balder fra HeL  Hun svarer:
+Dernæst sendte Æser Bud over al Verden, at bede,  at Balder skulde grædes fra Hel. Alle gjorde dét. Mennesker og Dyr og Jord og Stene og Træ og alt Malm.  Da Sendemændene fór hjem, og havde udrettet sine Ærender  vel, da finder de i en Helle, hvor der sad en Gyge; hun  kaldte sig Tøkk. De beder hende græde Balder fra Hel.  Hun svarer:
 <blockquote>
@@ Linje 224: / Linje 224: @@
 '''(Loke bindes)'''</center>
-Da Guderne var bleven så vrede på Loke, som  væntes kunde, løb han bort, og skjulte sig i et Fjæld,  gjorde dér Hus, og fire Døre, at han kunde se fra Huset til  alle fire Åtter. Men ofte om Dage skiftede han sig til Lakseskikkelse, og skjulte sig dér, som heder Frånangers  Fors. Da hugsede han for sig, hvad Væl Æserne monde  finde til at tage ham i Fossen. Men da han sad i Huset,  tog han Lin og Garn, og knyttede Masker, så som Net er  siden. Men Ild brændte for ham. Da så han, at Æser  havde skamt til ham. Odin havde set fra Lidskjalv, hvor han var. Han sprang straks op, og ud i Åen, og  kastede først Nettet frem på Ilden. Men da Æserne kom  til Huset, da gik først den ind, som var aller visest, som  heder Kvase. Og da han så på Ilden, da så han Falsken,  hvor Nettet havde brændt. Da skønnede han, at dét  monde være Væl til at tage Fisk, og sagde det til Æserne.  Så tog de og gjorde sig Net, som de så af Falsken, at  Loke havde gjort det. Og da Nettet var færdigt, da går  Æserne til Åen, og kaster Nettet i Fossen. Tor holdt  ved den ene Ende, og alle andre Æser ved den anden,  og drog Nettet. Men Loke for frem forved det, og lægger  sig ned mellem to Stene. De drog Nettet hen over ham,  og kendte, at der var noget levende, og for anden Gang  op til Fossen, kaster Nettet ud, og binder så tungt ved, at  ikke noget skal kunne slippe under. Farer da Loke frem  forved Nettet; men da han ser, at skamt er til Søen, da  springer han over Telnen, og render op til Fossen. Nu så  Æserne, hvor han fór. De går da atter til Fossen, og  deler Flokken i to. Men Tor vader midt langs gennem  Åen. Og således går de ad Søen til. Men Loke ser to  Kår: det var Livsfare at løbe ud i Søen, og lige så igen  at springe over Nettet. Men dét gjorde han: han sprang  som snarest over Net-telnen. Tor greb efter ham, og tog  om ham. Men han gled i Tors Hånd, så Hånden først  stansede ved Halen. Derfor er Laksen agtersmal. Nu var  Loke tagen gred-løs. De fór med ham til en Fjældhule.  Så tog de tre Heller, satte dem på Kant, og slog Hul gennem  hver. Så toges Lokes Sønner, Vale og Nare eller Narve.  Æserne skiftede Vale om i Ulveskikkelse; og han sønderrev  sin Broder Narve. Så tog Æserne hans Tarme, og bandt  Loke dermed over de tre Stene, den ene under Herderne,  den anden under Lænderne, den tredje under Knæhaserne;  og de Bånd blev til Jærn. Da tog Skade en Edderorm, og  fæstede over ham, så at Edderen skulde dryppe fra Ormen  i hans Andled. Men Sigyn, hans Kone, står hos ham,  og holder et Bækken under Edderdråberne. Men når Bækkenet er fuldt, da går hun ud, og slår Edderen ud.  Men imens drypper Edder i hans Andled. Så spræller  han så hårdt, at hele Jorden skælver; dét kaldes Jordskælv.  Dér ligger han i Bånd til Ragnarok.
+Da Guderne var bleven så vrede på Loke, som  væntes kunde, løb han bort, og skjulte sig i et Fjæld,  gjorde dér Hus, og fire Døre, at han kunde se fra Huset til  alle fire Åtter. Men ofte om Dage skiftede han sig til Lakseskikkelse, og skjulte sig dér, som heder Frånangers  Fors. Da hugsede han for sig, hvad Væl Æserne monde  finde til at tage ham i Fossen. Men da han sad i Huset,  tog han Lin og Garn, og knyttede Masker, så som Net er  siden. Men Ild brændte for ham. Da så han, at Æser  havde skamt til ham. Odin havde set fra Lidskjalv, hvor han var. Han sprang straks op, og ud i Åen, og  kastede først Nettet frem på Ilden. Men da Æserne kom  til Huset, da gik først den ind, som var aller visest, som  heder Kvåse. Og da han så på Ilden, da så han Falsken,  hvor Nettet havde brændt. Da skønnede han, at dét  monde være Væl til at tage Fisk, og sagde det til Æserne.  Så tog de og gjorde sig Net, som de så af Falsken, at  Loke havde gjort det. Og da Nettet var færdigt, da går  Æserne til Åen, og kaster Nettet i Fossen. Tor holdt  ved den ene Ende, og alle andre Æser ved den anden,  og drog Nettet. Men Loke for frem forved det, og lægger  sig ned mellem to Stene. De drog Nettet hen over ham,  og kendte, at der var noget levende, og for anden Gang  op til Fossen, kaster Nettet ud, og binder så tungt ved, at  ikke noget skal kunne slippe under. Farer da Loke frem  forved Nettet; men da han ser, at skamt er til Søen, da  springer han over Telnen, og render op til Fossen. Nu så  Æserne, hvor han fór. De går da atter til Fossen, og  deler Flokken i to. Men Tor vader midt langs gennem  Åen. Og således går de ad Søen til. Men Loke ser to  Kår: det var Livsfare at løbe ud i Søen, og lige så igen  at springe over Nettet. Men dét gjorde han: han sprang  som snarest over Net-telnen. Tor greb efter ham, og tog  om ham. Men han gled i Tors Hånd, så Hånden først  stansede ved Halen. Derfor er Laksen agtersmal. Nu var  Loke tagen gred-løs. De fór med ham til en Fjældhule.  Så tog de tre Heller, satte dem på Kant, og slog Hul gennem  hver. Så toges Lokes Sønner, Vale og Nare eller Narve.  Æserne skiftede Vale om i Ulveskikkelse; og han sønderrev  sin Broder Narve. Så tog Æserne hans Tarme, og bandt  Loke dermed over de tre Stene, den ene under Herderne,  den anden under Lænderne, den tredje under Knæhaserne;  og de Bånd blev til Jærn. Da tog Skade en Edderorm, og  fæstede over ham, så at Edderen skulde dryppe fra Ormen  i hans Andled. Men Sigyn, hans Kone, står hos ham,  og holder et Bækken under Edderdråberne. Men når Bækkenet er fuldt, da går hun ud, og slår Edderen ud.  Men imens drypper Edder i hans Andled. Så spræller  han så hårdt, at hele Jorden skælver; dét kaldes Jordskælv.  Dér ligger han i Bånd til Ragnarök.

@@ Linje 201: / Linje 201: @@
 <br>'''(Balder. Hermod)'''</center>
-Balder hin gode drømte store og svare Drømme om  sit Liv. Og da han sagde Æserne Drømmene, da holdt  de Råd, og vedtog, at bede Gred for Balder mod al Slags  Fare. Og Frigg tog Eder på, at skånes skulde Balder af  Ild og Vand, Jærn og alskens Malm, Stene, Jord, Træer,  Sotter, Dyr, Fugle, Edderorme. Men da dette var sket og  Eftersyn holdt [?], da var det Balders og Æsernes Skæmt, at han  skulde stå på Tinge, og alle andre skulde, somme skyde  på ham, somme hugge, somme kaste Sten. Men hvad end  gjordes, skadede det ham ikke; og det tyktes alle stor  Fremme. Men da Loke, Løv-øs Søn, så dette, døjede  han det ilde, at intet skadede Balder. Han gik til Fensal  til Frigg, i Kvindeskikkelse. Da spør Frigg, om den  Kvinde vidste, hvad Æser havde for på Tinge. Hun sagde,  at alle skød på Balder, så og, at intet skadede ham. Da  mælte Frigg: ej monne Våben eller Træer skade Balder;  Eder har jeg fået af alle dem. Da spør Konen: har alle  Ting vundet Ed på at skåne Balder? Da svarer Frigg: der  vokser et Planteskud Øst for Valhal; det heder Mistelten; den tyktes mig for ung til at kræve Ed af. Så var  Konen borte. Men Loke tog Mistelten, og sled den op,  og gik til Tings. Men Hød stod yderlig i Mandringen; ti  han var blind. Da sagde Loke til ham: hvi skyder du  ikke på Balder? Han svarer: fordi jeg ser ikke, hvor Balder  er; og desuden er jeg våbenløs. Da sagde Loke: gør dog     som andre Mænd, og vis Balder Ære, som andre Mænd;  jeg mon vise dig, hvor han står; skyd på ham med denne  Vånd. Hød tog Mistelten, og skød på Balder, efter Lokes  Tilvisen. Skuddet gik gennem ham, og han faldt død til  Jorden. Og har dét været det størsie Uhap hos Guder og  Mennesker. Da Balder var falden, svigtede for alle Æser  Ord, så og Hænder til at tage på ham. Og hver så til  anden. Og alle var i én Hu mod den, der havde gjort  Værket. Men ingen kunde hævne: så stort Fristed var  dér. Men da Æserne prøvede at tale, da kom dog først  Gråd op, så ingen kunde sige den anden om sin Harm.  Men Odin bar af den Grund værst denne Skade, at han  mest kunde skønne, hvor stort Tab og Savn Balders Frafald var Æserne. Men da Guderne kom til sig selv, da  mælede Frigg, og sporte, hvem den var blandt Æser, der  vilde vinde hele hendes Godhed og Nåde, og vilde ride ad  Hel-vej, og friste, om han fik fundet Balder, og byde Hel  Ildløsen, om hun vilde lade Balder fare hjem til Åsgård.  Men dén heder Hermod hin Raske, Odins Svend, som  bød sig til den Færd. Da toges Slépne, Odins Hest, og  førtes frem; og steg Hermod på den Hest, og fór bort.
+Balder hin gode drømte store og svare Drømme om  sit Liv. Og da han sagde Æserne Drømmene, da holdt  de Råd, og vedtog, at bede Gred for Balder mod al Slags  Fare. Og Frigg tog Eder på, at skånes skulde Balder af  Ild og Vand, Jærn og alskens Malm, Stene, Jord, Træer,  Sotter, Dyr, Fugle, Edderorme. Men da dette var sket og  Eftersyn holdt [?], da var det Balders og Æsernes Skæmt, at han  skulde stå på Tinge, og alle andre skulde, somme skyde  på ham, somme hugge, somme kaste Sten. Men hvad end  gjordes, skadede det ham ikke; og det tyktes alle stor  Fremme. Men da Loke, Løv-øs Søn, så dette, døjede  han det ilde, at intet skadede Balder. Han gik til Fensal  til Frigg, i Kvindeskikkelse. Da spør Frigg, om den  Kvinde vidste, hvad Æser havde for på Tinge. Hun sagde,  at alle skød på Balder, så og, at intet skadede ham. Da  mælte Frigg: ej monne Våben eller Træer skade Balder;  Eder har jeg fået af alle dem. Da spør Konen: har alle  Ting vundet Ed på at skåne Balder? Da svarer Frigg: der  vokser et Planteskud Øst for Valhal; det heder Mistelten; den tyktes mig for ung til at kræve Ed af. Så var  Konen borte. Men Loke tog Mistelten, og sled den op,  og gik til Tings. Men Hød stod yderlig i Mandringen; ti  han var blind. Da sagde Loke til ham: hvi skyder du  ikke på Balder? Han svarer: fordi jeg ser ikke, hvor Balder  er; og desuden er jeg våbenløs. Da sagde Loke: gør dog     som andre Mænd, og vis Balder Ære, som andre Mænd;  jeg mon vise dig, hvor han står; skyd på ham med denne  Vånd. Hød tog Mistelten, og skød på Balder, efter Lokes  Tilvisen. Skuddet gik gennem ham, og han faldt død til  Jorden. Og har dét været det største Uhap hos Guder og  Mennesker. Da Balder var falden, svigtede for alle Æser  Ord, så og Hænder til at tage på ham. Og hver så til  anden. Og alle var i én Hu mod den, der havde gjort  Værket. Men ingen kunde hævne: så stort Fristed var  dér. Men da Æserne prøvede at tale, da kom dog først  Gråd op, så ingen kunde sige den anden om sin Harm.  Men Odin bar af den Grund værst denne Skade, at han  mest kunde skønne, hvor stort Tab og Savn Balders Frafald var Æserne. Men da Guderne kom til sig selv, da  mælede Frigg, og sporte, hvem den var blandt Æser, der  vilde vinde hele hendes Godhed og Nåde, og vilde ride ad  Hel-vej, og friste, om han fik fundet Balder, og byde Hel  Ildløsen, om hun vilde lade Balder fare hjem til Åsgård.  Men dén heder Hermod hin Raske, Odins Svend, som  bød sig til den Færd. Da toges Slépne, Odins Hest, og  førtes frem; og steg Hermod på den Hest, og fór bort.
 Men Æserne tog Balders Lig, og flyttede det til Søen.  Ringhorne hed Balders Skib; det var størst af alle  Skibe. Dét vilde Guderne sætte frem, og gøre derpå Balders Bålfærd. Men Skibet vilde ikke gå frem. Da sendtes  Bud til Jættehjem efter den Gyge, som hed Hyrrokkin.  Hun kom ridende på en Ulv med Huggorme til Tømme,  og sprang af Hest. Men Odin kaldte til fire Bærsærker at  holde Hesten; og de fik ikke holdt den, uden ved at kaste  den ned. Da gik Hyrrokkin til Skibets Fremstavn, og drev  det frem ved første Tag, så Ild stod af Rullestokkene, og  alle Lande skalv. Da blev Tor vred, og greb Hammeren,  og vilde da bryde hendes Hoved, til alle Guder bad om  Fred for hende. Da bares Balders Lig ud på Skibet. Og  da hans Kone så det, Nanna, Neps Datter, da brast hun  af Harm, og døde. Hun blev båren på Bålet, og Ild tændt. Da stod Tor ved, og viede Bålet med Mjølne. Men for  hans Fødder løb en Dværg, som nævnes Lit; og Tor spørnede  med Foden til ham, og slyngede ham i Ilden; og han  brændte. Men denne Bålfærd søgte mange Slags Folk til:  først at nævne Odin, og med ham Frigg, og hans Valkyrjer og Ravne; men Frø agede i Kærre med den Galt,  som heder Gyldenbørste eller Slidrugtanne; Hemdal red den Hest, som heder Guld-top; og Frøja agede  med sine Katte. Der kom og meget Folk af Rimturser og  Bjærgriser. Odin lagde på Bålet den Guldring, som heder  Drøpne; den fulgte siden den Natur, at hver niende Nat  dryppede af den otte Guldringe lige så tunge. Balders  Hest med Ridetøj ledtes på Bålet.

@@ Linje 149: / Linje 149: @@
 Agetor fór med sine Bukke og sin Vogn, og med  ham den Ås, som heder Loke. De kommer i Kvæld til  en Bonde, og får der Natsted. Men om Kvælden tog Tor  sine Bukke, og skar begge. Derefter blev de flåt og  båren i Kedlen. Men da det var kogt, satte Tor sig til  Nadver med sin Følgesvend. Tor bød til Mad med sig  Bonden og hans Kone og deres Børn. Bondens Søn hed  Tjalve, og Datteren Røskva. Da lagde Tor Bukkeskindene hen fra Ilden, og sagde, at Bonden og hans Folk  skulde kaste Benene i Skindene. Tjalve, Bondens Søn,  holdt på et Bukkelårben, og sprættede i med sin Kniv, og  kløvede det for at få Marven. Tor dvælede der om Natten.  Men i 'Otte' før Dag stod han op og klædte sig, tog Hammeren Mjølne, og hævede den, og viede Bukkeskindene.  Da stod Bukkene op, og var da den ene halt på det ene  Bagben. Det fandt Tor, og sagde, at Bonden eller hans  Folk måtte ikke have faret varlig med Bukkebenene: han  kender, at Lårbenet er brudt. Ikke behøves at tale langt  herom: det kan alle vide, hvor ræd Bonden monde være,  da han så, at Tor lod Brynene synke ned for Øjnene;  men hvad han så af Øjnene, da trode han at skulle falde  for Synet alene. Han knugede Hænderne om Hammerskaftet, så at Knoerne hvidnede. Men Bonden gjorde, som  væntes kunde, og alle Folkene: de råbte højt og bad om  Fred, og bød, at isteden måtte komme alt, hvad de ejede.  Men da han så deres Rædsel, da gik Vreden af ham, og  han formildedes, og tog af dem i Forlig deres Børn, Tjalve  og Røskva; og de blev da Tors undergivne Tjænestefolk,  og følger ham stadig siden.
-Han efterlod dér Bukkene, og børjede Færden øster i  Jættehjem, og lige til Havet; og så fór han ud over  Havet, det hint dybe. Men da han kom til Land, da gik  han op, og med ham Loke og Tjalve og Røskva. Da de havde gået en liden Stund, var for dem en stor Skov. De  gik hele den Dag, til det blev mørkt. Tjalve var fodrappest af alle Mennesker. Han bar Tors 'Kyl'. Men med Føde  var det ikke godt. Da det var blevet mørkt, ledede de om  Natsted, og fandt for sig en såre stor 'Skåle'. Døren var  ved Enden , og lige så bred som Skålen. Der søgte de  Nattely. Men midt om Natten blev der stort Landskælv;  Jorden gik under dem som Bølger; og Huset skalv. Da  stod Tor op, og kaldte på sine Lagsmænd; og de følte sig  frem, og fandt et Afhus til højre midt i Skålen, og gik  derind. Tor satte sig i Døren; men de andre var indenfor; og dé var rædde. Men Tor holdt Hammerskaftet og  tænkte at værje sig. Da hørte de stort Bulder og Gny.  Men da det dagedes, gik Tor ud, og ser, hvor en Mand  lå kort fra ham i Skoven; og han var ikke lille; han sov,  og snorkede stærkt. Da tyktes Tor at vide, hvad Bulder  det havde været om Natten. Han spænder sig med Megingjord, og ham voksede Åsestyrken. Men i det samme  vågner den Mand, og stod hurtig op. Og da siges, at  Tor denne ene Gang tøvede at slå med Hamren, og sporte  ham om Navn. Men han kaldte sig Skryme. Men ej  har jeg nødig, sagde han, at spørge dig om Navn; jeg  kender, at du er Åsa-Tor. Men mon du har draget bort  min Hanske? Da langede Skryme til, og tog sin Hanske  op. Ser Tor da, at det havde han om Natten haft til  Skåle; men Afhuset, det var Hanskens Tomling. Skryme  sporte, om Tor vilde have hans Ledsagelse; men det sagde  Tor ja til. Da tog Skryme og løste sin Madpose, og  gjorde sig rede til at æde Davre. Og på samme Måde  Tor og hans Fæller. Skryme tilbød da, at de skulde lægge  Madfællig; og det sagde Tor ja til. Da bandt Skryme  deres 'Nist' alt i én 'Bagge', og lagde på sin Rygg. Han  gik forved om Dagen, og tog temmelig lange Skridt. Men  siden om Kvælden fandt Skryme Natsted til dem under en  stor Ég. Da sagde Skryme til Tor, at han vil lægge sig  ned at sove; men tag I 'Nistbaggen', og gør jer rede til Nadver. Dernæst sovner Skryme, og snorker stærkt. Men  Tor tog Nistbaggen, og skal løse den. Men så er at sige,  som utroligt mon tykkes, at ingen Knude fik han løst, og  ingen Reb-ende draget, så den var løsere end før. Og da  han ser, at dette Værk kan ikke udføres, da blev han vred,  greb Hamren Mjølne med begge Hænder, og steg frem  med den ene Fod henimod hvor Skryme lå, og hugger i  Hovedet på ham. Men Skryme vågner, og spør, om et  Løvsblad faldt i Hovedet på ham, og om de nu havde  spist, og var rede at gå til Hvile. Tor siger, at de vil nu  gå at sove. Går de da hen under en anden Ég. Sandt  at sige var dér da ikke at sove uden Frygt. Men ved  Midnat hører Tor, at Skryme snorker og sover hårdt, så  det donner i Skoven. Da står han op, går til, og svinger  Hamren op, med Fart og hårdt, og hugger ned midt i Hvirvelen  på ham; han kender, at Hammermunden synker dybt i  Hovedet. I det samme vågner Skryme, og mælte: hvad er  nu? faldt et Agern i Hovedet på mig? eller hvorledes står  det med dig, Tor? Men Tor gik skyndsomt tilbage, og  svarer, at han var da nyvågnet, sagde, at nu var det Midnat,  og endnu var Tid at sove. Da hugsede Tor, at om han  kom så i Føre, at slå ham det tredje Hugg, at aldrig skulde  han da se ham siden. Ligger nu og passer på, om Skryme  sovnede fast. Men lidt før Dagning, da hører han, at  Skryme mon nu være sovnet; står da op, og springer  til ham, svinger Hamren af al Magt, og hugger i Tindingen,  den som vendte op; synker Hamren da op til Skaftet.  Men Skryme satte sig op, strøg sig om Kinden, og mælte:  mon her sidder Fugle i Træet over mig? jeg synes, da jeg  vågnede, at noget Kvas af Kvistene faldt i Hovedet på mig.  Er du vågen, Tor? Tid mon være at stå op og klæde sig.  Men ikke har I nu lang Vej frem til Borgen, som kaldes  Udgård. Hørt har jeg, at I har kviset imellem jer, at  jeg var ikke lille Mand af Vækst. Men se skal I dér større  Mænd, om I kommer i Udgård. Nu vil jeg råde jer Gavnråd:  lad ikke for stort på det; ikke mon Udgårdelokes Hirdmænd vel tåle Mundkådhed af slige Småsvende. Men ellers  vend tilbage; og dét, mener jeg, er gavnligst for jer. Men  hvis I vil fare frem, da stævn i Øster. Men jeg skal nu  Nord til disse Fjælde, som I nu mon se der. Tager  Skryme Nistbaggen og kaster på sin Rygg, og vender tværs  bort i Skoven fra dem. Og dét mældes ikke, at Æserne  bad, de måtte mødes karske.
+Han efterlod dér Bukkene, og børjede Færden øster i  Jættehjem, og lige til Havet; og så fór han ud over  Havet, det hint dybe. Men da han kom til Land, da gik  han op, og med ham Loke og Tjalve og Røskva. Da de havde gået en liden Stund, var for dem en stor Skov. De  gik hele den Dag, til det blev mørkt. Tjalve var fodrappest af alle Mennesker. Han bar Tors 'Kyl'. Men med Føde  var det ikke godt. Da det var blevet mørkt, ledede de om  Natsted, og fandt for sig en såre stor 'Skåle'. Døren var  ved Enden , og lige så bred som Skålen. Der søgte de  Nattely. Men midt om Natten blev der stort Landskælv;  Jorden gik under dem som Bølger; og Huset skalv. Da  stod Tor op, og kaldte på sine Lagsmænd; og de følte sig  frem, og fandt et Afhus til højre midt i Skålen, og gik  derind. Tor satte sig i Døren; men de andre var indenfor; og dé var rædde. Men Tor holdt Hammerskaftet og  tænkte at værje sig. Da hørte de stort Bulder og Gny.  Men da det dagedes, gik Tor ud, og ser, hvor en Mand  lå kort fra ham i Skoven; og han var ikke lille; han sov,  og snorkede stærkt. Da tyktes Tor at vide, hvad Bulder  det havde været om Natten. Han spænder sig med Megingjord, og ham voksede Åsestyrken. Men i det samme  vågner den Mand, og stod hurtig op. Og da siges, at  Tor denne ene Gang tøvede at slå med Hamren, og sporte  ham om Navn. Men han kaldte sig Skryme. Men ej  har jeg nødig, sagde han, at spørge dig om Navn; jeg  kender, at du er Åsa-Tor. Men mon du har draget bort  min Hanske? Da langede Skryme til, og tog sin Hanske  op. Ser Tor da, at det havde han om Natten haft til  Skåle; men Afhuset, det var Hanskens Tomling. Skryme  sporte, om Tor vilde have hans Ledsagelse; men det sagde  Tor ja til. Da tog Skryme og løste sin Madpose, og  gjorde sig rede til at æde Davre. Og på samme Måde  Tor og hans Fæller. Skryme tilbød da, at de skulde lægge  Madfællig; og det sagde Tor ja til. Da bandt Skryme  deres 'Nist' alt i én 'Bagge', og lagde på sin Rygg. Han  gik forved om Dagen, og tog temmelig lange Skridt. Men  siden om Kvælden fandt Skryme Natsted til dem under en  stor Ég. Da sagde Skryme til Tor, at han vil lægge sig  ned at sove; men tag I 'Nistbaggen', og gør jer rede til Nadver. Dernæst sovner Skryme, og snorker stærkt. Men  Tor tog Nistbaggen, og skal løse den. Men så er at sige,  som utroligt mon tykkes, at ingen Knude fik han løst, og  ingen Reb-ende draget, så den var løsere end før. Og da  han ser, at dette Værk kan ikke udføres, da blev han vred,  greb Hamren Mjølne med begge Hænder, og steg frem  med den ene Fod henimod hvor Skryme lå, og hugger i  Hovedet på ham. Men Skryme vågner, og spør, om et  Løvsblad faldt i Hovedet på ham, og om de nu havde  spist, og var rede at gå til Hvile. Tor siger, at de vil nu  gå at sove. Går de da hen under en anden Ég. Sandt  at sige var dér da ikke at sove uden Frygt. Men ved  Midnat hører Tor, at Skryme snorker og sover hårdt, så  det dönner i Skoven. Da står han op, går til, og svinger  Hamren op, med Fart og hårdt, og hugger ned midt i Hvirvelen  på ham; han kender, at Hammermunden synker dybt i  Hovedet. I det samme vågner Skryme, og mælte: hvad er  nu? faldt et Agern i Hovedet på mig? eller hvorledes står  det med dig, Tor? Men Tor gik skyndsomt tilbage, og  svarer, at han var da nyvågnet, sagde, at nu var det Midnat,  og endnu var Tid at sove. Da hugsede Tor, at om han  kom så i Føre, at slå ham det tredje Hugg, at aldrig skulde  han da se ham siden. Ligger nu og passer på, om Skryme  sovnede fast. Men lidt før Dagning, da hører han, at  Skryme mon nu være sovnet; står da op, og springer  til ham, svinger Hamren af al Magt, og hugger i Tindingen,  den som vendte op; synker Hamren da op til Skaftet.  Men Skryme satte sig op, strøg sig om Kinden, og mælte:  mon her sidder Fugle i Træet over mig? jeg synes, da jeg  vågnede, at noget Kvas af Kvistene faldt i Hovedet på mig.  Er du vågen, Tor? Tid mon være at stå op og klæde sig.  Men ikke har I nu lang Vej frem til Borgen, som kaldes  Udgård. Hørt har jeg, at I har kviset imellem jer, at  jeg var ikke lille Mand af Vækst. Men se skal I dér større  Mænd, om I kommer i Udgård. Nu vil jeg råde jer Gavnråd:  lad ikke for stort på det; ikke mon Udgårdelokes Hirdmænd vel tåle Mundkådhed af slige Småsvende. Men ellers  vend tilbage; og dét, mener jeg, er gavnligst for jer. Men  hvis I vil fare frem, da stævn i Øster. Men jeg skal nu  Nord til disse Fjælde, som I nu mon se der. Tager  Skryme Nistbaggen og kaster på sin Rygg, og vender tværs  bort i Skoven fra dem. Og dét mældes ikke, at Æserne  bad, de måtte mødes karske.
 Tor fór frem på Vej, og hans Fæller, og gik frem til  Middag. Da så de en Borg stande på Sletter, og lagde  Nakken bag over, for de fik set op over den. De går til  Borgen; der var Grind for Borgleddet, og lukket. Tor  gik til Grinden, og fik den ikke åbnet. Men da de gjorde  alt for at komme ind i Borgen, så smøg de sig mellem  Spalerne, og kom således ind, så da en stor Hal, og gik  derhen. Hurden var åben. Da gik de ind, og så der  mange Mænd på to Bænke, og de fleste tålelig store.  Dernæst kommer de frem for Kongen, Udgårdsloke, og  hilste ham. Men han så sent til dem, og glottede om  Tænderne, og mælte: sent spørges Tidende ad lang Vej;  eller er det anderledes, end jeg tror, at den Småknøs er  Agetor? Men måske du er større, end du synes mig.  Eller hvad Idræt er det, som I Fæller tykkes kvæmme til?  Ingen skal her være hos os, som ikke kan nogen Slags  Konst eller Færdighed fremfor de fleste Mænd. Da siger  den, som gik bagerst, som heder Loke: jeg kan den Idræt,  som jeg er hél rede til at rønne, at ingen er her inde,  som skal æde sin Mad hurtigere end jeg. Da svarer  Udgårdeloke: Idræt er dét, hvis du evner det; og fristes  skal da denne Idræt. Kaldte nedefter på Bænken, at den,  som heder Lue, skal gange frem på Gulv, og prøve sig  mod Loke. Da blev taget et Trug, og båret ind på Hallens  Gulv, og fyldt med Kød. Satte Loke sig ved den ene  Ende, men Lue ved den anden. Og åd hver som rappest,  og mødtes midt i Truget. Havde da Loke ædt alt Kød af  Benene. Men Lue havde også ædt alt Kød, og Benene  med, og ligeså Truget. Og syntes nu alle, som Loke     havde tabt i Legen. Da spør Udgårdeloke , hvad han, den  unge Mand, kunde lege. Men Tjalve siger, at han mon  friste at rende nogle Løb med hvem Udgårdeloke får til.  Han siger, Udgårdeloke, at dette er god Idræt, og kalder  det ikke godt at modsige, at han er fremragende i Hurtighed, hvis han skal inde denne Idræt. Men han siger,  at snart skal dette prøves. Står da op Udgårdsloke,  og går ud; og var dér god Bane at rende ad den  jævne Slette. Da kalder Udgårdeloke til sig en Småsvend,  som nævnes Huge, og bad ham rende om Kap med Tjalve,  Da tager de det første Løb; og er Huge så meget fremmer,  at han vender sig om imod ham ved Banens Ende. Da  mælede Udgårdsloke: du må lægge dig mer frem, Tjalve,  hvis du skal vinde Legen; men dog er det sandt, at ikke  er her kommet Folk, som tyktes mig fodrappere end så.  Da tager de atter andet Løb. Og da Huge er kommen  til Banens Ende, og vender sig om, da var langt Kolvskud  til Tjalve. Da mælte Udgårdsloke: godt tykkes I mig at  rende Løbet; men ikke tror jeg nu, at han vinder Legen;  men nu kan prøves, når de render tredje Gang. Da tager  de atter Løb. Men da Huge er kommen til Banens Ende,  og vender sig om, da er Tjalve ikke kommen midt på  Banen. Da siger alle , at denne Leg er prøvet. Så spør  Udgårdsloke Tor, hvad Idrætter det mon være, han vil  vise dem, så store Sagn som Folk har gjort om hans  Storvirker. Da sagde Tor, at helst vil han tage til at  prøve Drik med nogen. Udgårdsloke siger, at det kan  godt ske, går ind i Hallen, og kalder sin Skudelsvend,  beder ham tage det 'Videshorn', som hans Hirdmænd er  vant at drikke af. Dernæst kommer Skudelsvenden med  Hornet, og flyr Tor det ihænde. Da mælte Udgårdsloke:  af dette Horn tykkes da vel drukket, når det tømmes i én  Slurk; men somme tømmer det i to; men ingen er så  ringe Drikker, at han ikke gør det i tre. Tor ser på  Hornet; og det synes ham ikke stort, og er dog temmelig  langt; men han er meget tørstig. Han tar på at drikke, og svælger storlig, og tænker, at ikke skal han have at  lude tiere til Hornet den Gang. Men da Været slap for  ham, og han hæver sig fra Hornet, og ser, hvor det gik  med Drikken, synes ham at være såre lille Mon, hvad det  nu er lavere i Hornet end før. Da sagde Udgårdsloke:  godt er drukket, og ej for meget; ej monde jeg tro, om  det var mig sagt, at Åsator monde ej drikke større Drik;  men dog véd jeg, at Du vil drikke af i anden Drik. Tor  svarer ikke, sætter Hornet for Munden, og tænker nu, at  han skal drikke større Drik, og holder ved, som Været  slog til, og ser endnu, at Hornspidsen vil ikke så meget  op, som ham liger. Og da han tog Hornet af Munden,  og ser, synes ham nu så, som det havde minsket mindre  end første Gang. Er der nu god Bærebord på Hornet.  Da mælte Udgårdsloke: hvad nu, Tor? mon du ikke gemmer  til én Drik mer, end dig er kvæmt? så synes mig, hvis  du skal nu drikke af Hornet tredje Drik, som om den er  udregnet størst. Men ikke kan du her hos os hede så  stor Mand, som Æserne kalder dig, hvis du ikke udretter  mere ved andre Lege, end mig synes ved denne. Da  blev Tor vred, sætter Hornet for Munden, og drikker, som  stærkest han kan, og holder som længst ved med Drikken.  Men da han så i Hornet, da var nu snarest nogen Mon.  Da byder han Hornet op, og vil ikke drikke mer. Da  sagde Udgårdsloke: godt at se er nu, at din Magt er ej  så stor, som vi trode. Men vil du friste fler Lege? Ses  kan nu, at ikke vinder du heraf. Tor svarer: friste kan  jeg end nogle Lege; men underligt monde mig tykkes, da  jeg var hjemme hos Æserne, om slige Drikke kaldtes så  små. Men hvad Leg vil I nu byde mig? Udgårdsloke  mælte: det gør her unge Svende, hvad kan synes Småting,  at hæve op fra Jorden min Kat; men ikke vilde jeg sige  sligt til Åsator, hvis jeg ikke havde set før, at du er langt  mindre af dig, end jeg trode. Så sprang frem en grå Kat  på Hallens Gulv, og temmelig stor. Men Tor gik til og  tog med Hånden ned midt under Bugen, og løftede op;  men Katten skød Ryg, alt som Tor rettede Hånden op.  Men da Tor strakte sig så langt op, som længst han kunde,  da lettede Katten én Fod; og Tor får ikke fremmet denne  Leg. Da mælte Udgårdsloke: så fór denne Leg, som jeg  væntede; Katten er temmelig stor, men Tor lav og lille  mod de store Folk, som her er hos os. Da sagde Tor:  så liden som I kalder mig, så gange nu en til og brydes  med mig; nu er jeg vred. Da svarer Udgårdsloke, og ser  om på Bænkene, og mælte: ej ser jeg den Mand her inde,  som ikke vil finde det en Småting at brydes med dig.  Og end mælte han: lad os først se; kald mig hid Kærlingen, min Fostermoder, Ælle; lad Tor brydes med  hende, om han vil; fældet har hun de Mænd, som har  syntes mig ikke ustærkere, end Tor er. Så gik ind i  Hallen en gammel Kærling. Da sagde Udgårdsloke, at  hun skal tage Fang med Åsator. Ikke er her langt ved at  gøre: så fór det Fang, at jo hårdere Tor tog fat i Fanget,  jo fastere stod hun. Da greb Kærlingen til Kneb; og blev  Tor løs på Fødder; og var de Sving meget voldsomme,  og ikke længe, før Tor faldt i Knæ med det ene Ben.  Da gik Udgårdsloke til, bad dem holde op med Fanget,  og sagde som så, at ikke havde Tor nødig at byde fler  Folk Fang i hans Hal. Var det da og ud på Natten.  Udgårdsloke viste Tor og hans Fæller til Sæde; og de  dvæler der Natten over i god Fagned.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. okt. 2013 kl. 14:47
Linje 216:		Linje 216:


−	Jorden skyder op af Sø, og er da grøn og ~~fjiger~~. Da vokser usåte Agre. Vidar og Vale lever; så at dem har Havet og Surts Lue ikke skadet. Og de bor på Idevold, dér hvor før Åsgård var. Og der kommer Tors Sønner, Mode og Magne, og har der Mjølne. Fremdeles kommer Balder og Hød der fra Hel. De sætter sig da alle sammen og tales ved, og mindes deres 'Runer', og taler om fordums Tidender, og om Midgårdsorm og Fenresulv. Da finder de i Græsset de 'Tavler', som Æserne havde ejet. Men dér, som heder Hodd-Mimes-Holt, skjules to Mennesker i Surts Lue; og de heder Liv og Liv-trase, og har Morgendugg til Mad. Men fra dem kommer så stort Afkom, at hele Verden 'bygges'. Og Solen har fået en Datter, ikke ufagrere; og hun drager ad Moderens Stier.	+	Jorden skyder op af Sø, og er da grøn og fager. Da vokser usåte Agre. Vidar og Vale lever; så at dem har Havet og Surts Lue ikke skadet. Og de bor på Idevold, dér hvor før Åsgård var. Og der kommer Tors Sønner, Mode og Magne, og har der Mjølne. Fremdeles kommer Balder og Hød der fra Hel. De sætter sig da alle sammen og tales ved, og mindes deres 'Runer', og taler om fordums Tidender, og om Midgårdsorm og Fenresulv. Da finder de i Græsset de 'Tavler', som Æserne havde ejet. Men dér, som heder Hodd-Mimes-Holt, skjules to Mennesker i Surts Lue; og de heder Liv og Liv-trase, og har Morgendugg til Mad. Men fra dem kommer så stort Afkom, at hele Verden 'bygges'. Og Solen har fået en Datter, ikke ufagrere; og hun drager ad Moderens Stier.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Edda Snorra Sturlusonar]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Den Norrøne Gudeheimen (Snorres Edda)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Her begynder Gylfis Øjenforblindelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Snorre Sturlesons Edda samt Skalda Gylfaginning]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Gylvaginning]]
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Gylfaginning]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Her begynder Gylfis Øjenforblindelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Snorre Sturlesons Edda samt Skalda Gylfaginning]] !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Gylvaginning]]
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gylfis forblændelse]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur den yngre Eddan]] !!
@@ Linje 9: / Linje 9: @@
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Af Gylveginning og Skaldskabsmål]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Edda - eller Skandinavernes hedenske Gudelære]] !!  !!
 |-
 |}