Carsten: Anmærkninger Hymis-Qvida (FM)

2013-01-12T14:54:51Z

Anmærkninger Hymis-Qvida (FM)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Anmærkninger Hymis-Qvida (FM)]] !! !!
|-
|}

<center><big>'''[[Den ældre Edda (FM)|Den ældre Edda]]'''</big> En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved '''[[Finnur Magnusson]]''' 1821

 

<big>'''Anmærkninger'''</big></center>

 

1. Her tales, efter min Mening, om et Maaltid eller Gjestebud hos Ægir hvor Guderne manglede Drik. De vilde udforske den sande Aarsag hertil, og derfor synes de at have rystet Tene eller kastet Spaadomsstave samt betragtet Offerblodet. De overbevistes herved om at Ægir manglede Orakelkjedler eller (slet og ret at tale) Bryggerkjedler. 1) Jfr. Anm. i den store Udgave.
2. Ægir kaldes en Bjergboe da han hörte til Jætteslægten og mange Klippehuler ogsaa befindes i Havet, som tillige hörer til Dybet og Underverdenen. Her beskrives han ung og munter som et Barn. Tordenguden saae ham stivt og truende i Öinene, samt forkynder ham den Befaling at han skal skaffe Aserne den fornödne Drik. Sif eller Sifa var som bekjendt Thors Hustru. Det var i gamle Dage en af Lænspligterne at Vasallerne skulde beværte Lænsherrer ved store Gilder. Aserne vare ogsaa Havets Overherrer; derfra hin Befaling til Ægir. 
3. Store Kjedler vare i Oldtiden en kostbar Fornödenhed; endnu ere de i höj Pris og Anseelse blandt de kaukasiske o. fl. Folkeslag. End större Pris sætte Janitscharerne paa deres Feldtkjedler, da de tjene dem for Faner, og betragtes som Helligdomme, som æres paa en overtroisk Maade og maa forsvares til det yderste. Ellers fremförer Ægir her en Undskyldning for at afvende Befalingens Fuldbyrdelse, men tilbyder sig at opfylde den, naar Thor skaffer ham en tilstrækkelig Bryggerkjedel.
4. G. Magnæus mener at denne Tyr er forskjellig fra Guden af dette Navn, da hin her siges at være Sön af en Jætte. Jeg troer at Digtets Forfatter virkelig taler om Guden, men fölger et, fra de sædvanlige, afvigende Sagn om hans Herkomst. Loke var ogsaa Sön af en Jætte, men blev dog optaget i Asagudernes Selskab. Ellers er det bekjendt at de alle oprindelig nedstammede fra Jætterne.
5. Elivaga bestaaer egentlig af Underverdenens Floder, som vare til förend Verden brev skabt — men især gives dette Navn undertiden til Oceanet eller det store Hav som omgiver Jorden og hvori Midgaardsslangen opholder sig. Paa den anden Side deraf ligger Udgaards uhyre Fjeldstrækning, i hvis östlige Deel Hymer opholdt sig. Det er ingen Modsigelse i Eddaerne (eftersom Gunnar Paulsen troede at have fundet) naar Jætternes Rige snart siges at ligge östen snart norden for Elivaga (eller Ishavet) thi det sattes især paa begge disse Kanter fordi Norden er Kuldens Sæde men Natten og Mörket fremglide over Jorden fra Östen. Saaledes finder man som oftest Frostjætterne med Mörkets Thurser, Trolde og Uhyrer i disse Egne. Naar den heromtalte Hymer eller Ymer var en Hovedarving efter den bekjendte Urjætte af samme Navn, fra hvem alt det jordiske nedstammer, er det ikke at undre over, hvis hans miledybe Kjedel betyder Havet, eller en Deel deraf, hvis Stilling Digteren da vil at Tordenguden har forandret.
6. - 7. Vi see her at Digtet afviger deri fra den yngre Edda, at Thor gik ud af eller over Midgaard eller Jorden, i en Ungersvends Skikkelse, uden at have Vogn eller Forspandsbukke med, da Skjalden derimod lader ham og Tyr kjöre ud af Asgaard (eller Himmelen) med Bukkene; De behövede altsaa ikke at vade eller sejle over Oceanet. Tyrs Bestemoder (formodentlig Hymers Moder) med de 900 Hoveder er vel den gamle Jættinde i Jernskoven, Jætters og Troldes Stammemoder. (See Valas Spaadom Str. 36). Man har bebreidet den nordiske Mythologie dette Træk, ved at sammenligne den med Grækernes — uden at erindre sig dennes Briareus med de hundrede Arme og 100 ildsprudende Hoveder, Typhoeus med de 100 Dragehoveder &c. &c. Ingen gammel Fabellære er vel fri for slige mythiske Vanskabninger.
8. Der gaves ogsaa skjönne Jættinder, f. Ex. Gerde, Nordlysets Nymphe, der vel kunde kaldes lyshaaret og guldskinnende overalt, som det heder her i Texten. See Forklaringen over Skirners Reise. Denne Digtning er vel af lignende Art. Disse Væsener eller deres Stammemödre hörte da maaske oprindelig til de bedre Diser, skjönt de vare formælede med eller avlede af Jætter. Den som omtales her, synes at være bleven bortranet af Hymer, da hun kaldes hans Frille (Str. 31) og hans Fæller tit beskyldtes for slig Udaad, hvorved da ogsaa hendes Adfærd i det hele lettelig forklares. At hun var Tyrs Moder synes her udtrykkelig at fölge af Ordene og Digtets övrige Sammenhæng. Da han slægtede Moderen rnere paa end Faderen har han afsondret sig fra Jætterne og hengivet sig til Aserne.
9. De Kjedler, som omtales her, ere vel egenttig hvælvede Klippehuler (som undertiden endnu kaldes i Island med dette Navn, i Overensstemmelse med det Tydske: Berg-Kessel) hvilket man ogsaa kan slutte af det Fölgende. 
10. Denne Strophe indeholder en karakteristisk Beskrivelse over denne Egn af Udgaard med de gjenlydende Isfjelde — og over Hymers Person, da hans stivfrosne Skjæg lignede en Skov paa en Bjergskrænte; (Kian i Islandsk har baade Betydning deraf, og af det danske Kind, hvorimod det tydske Kinn maa oversættes ved Hage.) 
11. I denne Strophe tiltales Hymer af hans skjönne Veninde. Hun synes at föle sig overbevist om, at hendes förste blide Hilsen, og Efterretningen om Sönnens Hjemkomst, vil være tilstrækkelige til at hemme Udbrudet af hans Vrede over Thors Besög, da denne dog, som, bekjendt, var Jætternes Arvefiende; Veor eller Veorr, der her tillægges Thor som et Egennavn, synes i Valas Spaadom (Str. 50) i Sammensætning med Midgaard udtrykkelig at være det forlængede Ver, Verr ͻ: Værge, Forsvarer. Sættes det derimod, ligesom her, som et afsondret Egennavn, saa synes det at komme af Ve, först Ild (især Himmelilden), siden Helligdom. Af samme Aarsag kaldtes da Guderne overhoved, i Fleertallet: Vear.
12. Hvad Mythens Ophavsmand har sigtet til ved disse otte Kjedler, maae jeg tilstaae at jeg ikke nu kan driste mig til at give nogen Forklaring derover, end ikke ved Gisninger ej heller kan man sige for vist om den ene, som blev heel, var den som Thor siden satte sig i Besiddelse af, skjönt det er at formode af Sammenhængen.
15. At Thor kunde fortære meget fölger naturligvis af Begreberne om Torden-Ilden og dens Guddom. Herakles eller Hercules stod i samme Rygte for sin Graadighed blandt Græker og Romere.
16. Hymer tykkes at for meget vilde gaae med naar han for tit skulde slagte sine Oxne til Spise for sine Gjæster, og siger derfor at næste Aften rnaatte de alle behjelpe sig med Vildt eller Fisk, som de selv skulde fange. Hrungner hed en bekjendt af Thor fældet Jætte. Jfr. det 5te Brudstykke af Brages Digt i Indledningen.
18. Jætten henviser sin Gjæst til Studeflokken, for at faae Madding, da han ventede Tyrene skulde være for vilde til at overmandes af ham, og maaske give ham et farligt Stöd.
19. Hornenes Sæde er Tyrens Hoved i Skjaldenes Sprog.
20. Mellem denne og de foregaaende, ligesom Og de efterfölgende Vers, synes Stykker at være bortkomne af Digtet. At de ikke ere erstattede med nye poetiske Tilsætninger er, her som paa flere Steder, det beste Bevis for Edda-Digtenes Ægthed. Samleren har nemlig afskrevet dem, saaledes som de bleve reciterte for ham, som gamle Hedenoldssange. Verset indeholder ellers Jættens Ord til Thor, hvorved han yttrer sin Misfornöjelse over Oxens Drab. Udtrykket Kjöles er her noget tvetydigt. Ofte betegner det Skibe (og Thor dyrkedes naturligvis meget af Skibsfolk), men her menes dog mueligen höje og lange Bjergkjeder, hvoraf flere (især i Norge og Island) bære Navn af Kjöl. Tordenguden Thor kunde ellers, ligesaa vel som Zeus, Siva o. fl. kaldes (af de samme Aarsager) Bjergenes Hersker. 
21. Bukkenes Herre kaldes Thor vel især fordi han plejede at age med slige Dyr. Desuden söge Bukke og Steenbukke gjerne Höjder og Bjerge. Ægypter o. fl. helligede ogsaa Himmelguden Bukke. Abers Slægtninge kaldes Jætterne, rimeligvis paa Grund af Almuens Indbildninger om deres Faune- eller Abe-agtige Udseende. Ordet Api er maaskee bidbragt fra Österlandene af vor Folkestamme; vist er det at det hverken er taget af Græsk eller Latin, ligesaalidet som det oldnordiske Fil, Elephant, som gjenfindes i de asiatiske Tungemaal.
22. Vi kunne lægge Mærke til at Jætten her trækker Hvale, men i den yngre Eddas Fortælling kun flade Fiske. See Indledningen. De ældste Digtningers gigantiske Forestillinger forringes saaledes ofte i de yngre og i de senere Folkesagn. Saaledes lader det skrevne Sagn Thors Næver smække mod Bandens Kant medens Skjalden, Einar Valdason, af hvis Qvad det vel er taget, lader dem stöde mod Jordens Udkant (eller yderste Fjeldmuur) o. s. v. Vore yngste Folkesagn blive ofte, skjönt bygte paa slige ældgamle Natur-Myther, meget groteske, fordi deres ældste Betydning har tabt sig i Almuens Tankegang.
23. Man lægge her Mærke til de Udtryk, Folkenes Frelser, Slangens Overvinder, som siden brugtes saa meget om Christus, men havde, allerede i Hedenold, ikke været Nordboerne fremmede, skjönt de da brugtes om Thor, Odins ypperste Sön, som meentes at beskytte Jorden og Menneskene mod Jætternes Anfald og Ödelæggelser. Derfra det Ordsprog som endnu brugss overalt i de nordiske Riger: "Var ikke Torden, lagde Trolde Verden öde." Oversatte efter Ordene vilde hine Udtryk dog lyde saaledes: "Han som frelser Folkene, Ene Slangens Drabsmand (eller Overvinder)."
 24. Midgaards-Slangen (det rasende Ocean) var Broder til Fenris-Ulven (den underjordiske Ild).
25. Her have vi en kort og fyndig Beskrivelse over et vældigt Jordskjælv, foraarsaget af det Slag hvormed Tordneren knuste Slangens Hoved. Tvende Skildringer af en lignende Scene indeholdes i tvende Prisdigte over det norske Bjerg Horneelen (af Brödrene C. og P. H. Frimann), hvortil Thor (efter det gamle Sagn) siges at have forvandlet en uhyre Trold ved Slag af sin Hammer. 2) 
          Her heder det blandt andet: 
     Tungt faldt et Slag paa Troldets bistre Pande; 
     Som brölende i Dödens Svælg sig vred; 
     Forvildede löb Skovens Dyr afsted 
     At söge sikkert Skjul i fjerne Lande. 
     Opjaget flöj hver Fugl om Höjene, 
     I Jordens Skjöd en langsom Rysten hörtes, 
     Af Bölgerne den stille Söe oprörtes 
     Og Tegn om Storm hver Söemand varslede. 
          Strophens sidste Udtryk: 
     Saa den Fisk 
     Sank i Havet 
lade os ellers blive i Uvished om den vigtige Omstændighed, om Slangen blev virkelig dræbt eller blot nedslaaet til Dybet, hvorom forskjellige Meninger havdes af de Gamle. See vi hen til Mythens förste Oprindelse rörer Verdensslangen sig hver Vinter paa ny og oprörer Havet, ligesom Thor hvert Foraar dæmper dens Raserie med sin Tordenhammer. Nogle have vel sagt at han slog Midgaardsormen ihjel, fordi den ikke kom mere til Syne; andre derimod (og dette synes især at have hört til den hemmelige Lære) at den skulde fremkomme paa ny i den sidste Kamp, og vel overvindes af Thor, men dog foraarsage hans eget Fald ved udspyede Giftströmme. Atter andre kunne have meent, at ligesom visse Ormes Ledemod krybe sammen, og de oplives paa ny, skjönt Hovedet er skaaret af dem, saa var Midgaardsormen (ligesom Grækernes Hydra) af samme Natur, hvorfor den vel holdt sig stille, af Frygt, i Afgrunden, men dog skulde vove en Dyst paa ny mod sin Fiende, naar hele Jættemagten anfaldt Guderne i den sidste Kamp ved Verdensaarets Fylde o. s. v. Imidlertid vare vel alle enige i, at Thor ved sin Heltedaad havde fredet det jordiske Hav mod hint mythiske Uhyres ödelæggende Raserie, hvorfor saa mange Hedenoldsskjalde udbröde i Lovsange til dens Forherligelse.
26. Da Midgaardsslangen hörte til Jætteslægten, var dens Frænde Hymer meget sörgmodig over det den tilstedte store Vanheld.
27. Denne Strophe indeholder Hymers Ord til Thor. 
28. Her forekommer igjen Ordet Hver eller Kjedel for en hvælvet Klippehule.
29. Da de Gamle ansaae Styrke for en af Mandens vigtigste Egenskaber, saa gav den ogsaa Anledning til mangen Tvist og Kappestrid. — Nogle have meent at, Ordet Kalkr var nyt, draget af det Tydske Kelch, Danske Kalk, samt disse igjen af det Latinske calix, nu i Islandsk Kaleikr. Ligesaavel kunde det islandsk-danske Sol siges at være kommet af Lat. Sol, Fader af Pater, Moder af Mater o. s. v., da dog alle disse Ord kun ere beslægtede som Södskende, og nedstamme tilsammen fra et asiatisk Ursprog. Hvoraf denne meget stærke Kalk eller Bæger har været, kunne vi ikke sige, rimeligvis dog af meget haard Steen, f. Ex. Demant (efter Digternes Ideer). G. Magnæus anmærker, at Plinius og Petronius Arbiter tale om Glas som ikke kunde brækkes,3) hvilket det dog ikke var sandsynligt at vore Forfædre have kjendt. Det sidste kan jeg heller ikke paastaae; hvorimod det dog er vist, at mange herlige Glassager ere fundne i vore Hedenolds-Begravelser.
31. Den skjönne Veninde er Tyrs förommeldte lysfavre Moder. Hoved-Ordet vilde vel nu af de Fleste oversættes ved Frille efter Originalens Frilla, egentlig Fridla ͻ: Elskerinde, Veninde af Fridill, Elsker (her ovenfor Str. 9 simpelt hen Frí) — af Fridr Elskov, Venskab — tilsidst Fred, og dette igjen af Fría elske, hvoraf det danske frie, tydsk freyen — men Freya var, som bekjendt, Kjærlighedens Gudinde. See Glossariet til den store Udg. 2den T. S. 628.
32. Man brugte det Udtryk om Thor (vel og om flere Guder), at han iförtes Asa-Kraften naar han forenede Gudestyrken, undertiden og sit rette guddommelige Udseende, med den menneskelige Skikkelse, som han da paatog sig ved at vandre om paa Jorden, f. Ex. her, efter den yngre Eddas Fortælling.
Hymers steenhaarde Pande erindrer visse Jætters klippeagtige Natur i det hele, og om de persiske Trolde i Schah-Nameh især, som forvandlede sig selv til Klipper eller Steen-Kolosser.
33. Hymer beklager Kalkens Tab, de to förste Ord maatte oversættes efter Bogstavet: Mange Kostbarheder. Muelig ansaa han den for et Amulet, Spaadoms- eller Troldoms-Bæger, hvis mangefoldige Nytte nu var tabt for ham i Fremtiden. Maaskee tog han ogsaa ved denne Klage, Hensyn til den Utroskab som hans Elskede havde vist at röbe den Hemmelighed, der voldte Bægrets Forlis. Linien: Gubben gav sit Ord eller sagde de Ord, angaa hans egen Opfordring til Thor om at sönderbryde Kalken hvis han kunde.
34. Den enfoldige Jætte opfordrer sine Gjæster til at bringe den attraaede Kjedel ud af Hulen, som en ny Pröve paa deres Styrke. Muelig laa et Veddemaal, Forbund eller Löfte til Grund for disse Forsög, hvorom Digtets nærværende Ufuldstændighed formener os Kundskab.
36. Mode var en af Thors Sönner.
37. Rask beholder den af Gunnar Paulsen foreslagne Læsemaade fórud, fóruÞ, som forandrer Meningen saaledes: Længe de ej fore. 
I Strophens sidste Halvedeel omtales Jætter og Trolde, som havende mange Hoveder; saaledes beskrives de og i Grækers og Inders Digtninger.
38. Tordenhammeren Miölner gjör her en Ende paa Troldenes Forfölgelse.
39. Denne og den næste Strophe sigte til fölgende Fortælling i den yngre Edda: "Thor og Asa-Loke agede med Bukkene (til Jotunheim). De kom om Aftenen til en Mand (eller Bonde) og fik der Natteleje. Om Aftenen tog Thor sine Bukke, slagtede dem, lod dem flaa og komme i en Kjedel. Da de vare kogte satte Thor og hans Rejsefælle sig til at spise Nadver. Han böd Manden at spise med sig tilligemed hans Kone og Börn. Mandens Sön hed Thialfe og hans Datter Roska. Siden lagde Thor Bukkeskindene noget uden for Arnestedet, og sagde at Manden og hans Husfolk skulde slænge Benene hen paa Skindene. Mandens Sön Thialfe havde et Laarbeen af den ene Buk, som han slog i to med sin Kniv, for at komme til Marven. 4) Thor blev der Natten over. Om Morgenen tidlig for Dag stod han op, klædte sig paa, tog Hammeren Miölner, löftede den i Vejret og tryllede 5) dermed Bukkeskindene. Bukkene reiste sig da, men den ene var halt paa det ene Bagbeen. Dette mærkede Thor og sagde, at enten maatte Manden eller hans Folk have handlet uforsigtig med Benene, eftersom det ene Laarbeen var brudt. 6) Det behöves ikke at fortælle thi det maa enhver kunne vide, hvor forfærdet Manden blev da han saa at Thor slog vældige Rynker paa Panden, og hans Blik blev saa bistert, skjönt det meste af Öjnene var skjult, at Manden var færdig at styrte om Kuld for Synet allene. Thor tog saa haardt paa Hammerskaftet, at Knoerne paa hans Fingre bleve hvide. Manden og hans Huusfolk gjorde hvad man kunde vente; de skreg af alle Kræfter og bad om Fred, tilbydende til Erstatning alt hvad de ejede. Da Thor saae deres Rædsel forsvandt hans Heftighed og han blev formildet. Til Forlig modtog han Ægteparrets Börn Thjalfe og Roska. De bleve da hans pligtige Tyende og fölge ham siden bestandig."
40. Heraf sees at enten den samme, eller og en anden Hedenolds-Skjald har (ligesom Oehlenschlaeger i vore Dage) besjunget de nysommeldte Begivenheder, skjönt disse Digtninger (og vistnok mange flere af samme Art) nu ere ganske tabte for os, paa de prosaiske Uddrag nær som findes i den yngre Edda. Originalens Udtryk Godmálugr, som jeg her har oversat ved Gudkyndig, kan neppe gjengives ved et dertil aldeles svarende dansk Ord, da det derimod kan antages for en bogstavelig Oversættelse af det græske θιολογος, vort nu brugelige Theolog. At Præsternes eller de hellige Digteres Lærlinge, eller de som havde lært de hellige Myther og Sange, bör forstaaes derved, er vistnok upaatvivleligt. Jævnför Indledningen til Digtet. Ved Bjergboen menes her Thjalfes og Roskas Fader.
41. Digtet sluttes med den Beretning: at Guderne aarlig skulde, i Hörhöstens Tid, fryde sig ved et herligt Drikkegilde hos Havherskeren Ægir. Dette holdtes vel henimod Begyndelsen af den Maaned (Vægtens Himmeltegn) som tilegnedes Havguden Njord, og den store Höstfest paa Jorden som siden helligedes Michael, Dragens Overvinder, saa at nærværende Sang, efter al Sandsynlighed (I Fölge det i Indledningen anförte) er bleven afsjungen, til Tordengudens Ære, ved det store aarlige Efteraarsgilde, som holdtes i Anledning af Höstens Slutning.
 
'''Noter''':
1) Cimbrernes store Offer- eller Orakel-Kjedel er bekjendt. Slige stode ogsaa i stor Anseelse hos de græske Pelasger. See derom Creutzers Symbolik 2den Udg. II. 474-75 hvori den mærkelige Formodning fremsættes at Kjedelen var en Efterligning af den naturlige Flod- eller Vand-Kjedel. At Hedningerne tildels spaaede af Offerblodet i Offerkjedelen (ligesom ellers af Vandet, eller Ymers Blod, i Fossen eller Flodkjedelen) er bekjendt nok. Mærkværdigt er det at Oraklet i Dodona, hvor den hellige Kjedel især agtedes höjt, tilskrives, af nogle lærde Forskere, den indiske Buddha eller Boda, som atter muligen blive identisk med Nordboernes Odin- (Audon-) Voda. Jfr. Odins Rarvnesang Str. 1.
2) De findes begge i Forsög i de skjönne og nyttige Videnskaber, 6te Bind. Kbh. 1777. Det her anförte sted er af Hr. Geheimelegationsraad F. H. Frimanns Digt
3) At forfærdige saadant Glas betragtes nu af de Fleste som en nye engelsk Opfindelse.
4) Neppe har dette været Asa-Lokes Skyld, da han stod Thor trolig bi paa den hele Rejse — men derimod kan det have hört til de Kneb, hvormed Udgaards-Loke sögte at hindre dette Tordnerens Tog til Udgaard. Han synes altsaa at menes i nærværende Digt. 
5) Egentlig beder det i Originalen: Viede. Vigia (vie) kommer af det ovenanförte Ve Ild. Helligdom — men Ilden brugtes i de ældste Tider til de helligste Ceremonier, f. Ex. ved Bryllupper (hvorfra de saakaldte Brudeblus), Begravelser (ved det tændte Liigbaal) o. s. v. Thors Vielse, ved Tordenhammerens Lyn, havde her den vidunderlige Kraft, at Bukkene derved kom igjen til Huld og Liv Jfr. Thrymsqvida Str. 32.
6) Finlapperne tage sig i Agt for at bryde Offerdyrenes Been; de henlægge dem paa Offerstedet og sige at Guderne kunne beklæde dem med Kjöd og Hud paa ny. See ovenfor S. 237 o. f.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]

Anmærkninger Hymis-Qvida (FM) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal: HTML-vask

Carsten: Anmærkninger Hymis-Qvida (FM)