Carsten: Atle og Gjukungerne: Første Samtale

2018-07-04T11:37:46Z

Atle og Gjukungerne: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Atle og Gjukungerne: Første Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]''' af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Atle og Gjukungerne''' <big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Atle:  ''
|    Konge i Huneland.
|-
|    ''Gunnar:''
|    
|-
|    ''Hogne:''
|    
|-
|    ''''Grimhild:''
|    
|-
|    ''''Gudrun:''
|    
|-
|    ''Odrun:''
|    
|-
|    ''Vinge:''
|    Atles Sendebud.
|-
|    ''[Tora:''
|    Hakonsdatter
|-
|    ''Guldrand:''
|    Gjukedatter
|-
|    ''Erpur:''
|    Søn af Atle og Gudrun
|-
|    ''Atles Skjald:''
|    
|-
|    ''Helblinde:''
|    Gjæst i Atles Gaard
|-
|    ''''Torkild:''
|    
|-
|    ''Gudruns Terne:''
|    
|-
|    ''Kæmper i Atles og Gjukes Gaard:''<ref>[De otte sidste Linjer fattes i begge Udgaver.]</ref>
|    
|-
|}
 

:'''Første Samtale.'''

:Jomfruburet i Hlymdalen.

::''Odrun:''

::Det ganger nær til Midnat; lader nu,
::I Terner, Naalen hvile til i Morgen!
::Og sjunger heller, før til Sengs I gaa,
::Min kjære, sørgelige Aftensang!

::''Ternerne:''

:::Ung Sigrun sad paa Sevafjæld
:::Og leged med gyldne Ringe;
:::Dog leged hun helst med Sønner smaa,
:::Alt som paa Gulv de ginge.
::O, græd for Sigrun, du væne Mø!
::Saa sørgelig maatte hun ende.

:::I Højelofts-Sal om<ref>[1. Udg.: Hun sad udi Sal ved.]</ref> Midjedag
:::Hun<ref>[1. Udg.: Og.]</ref> saa' over Marker og Enge:
:::Hil ride du, Broder! til Frændesal!
:::Jeg haver dig ventet saa længe.

:::Og haver du ventet saa længe paa mig,
:::Jeg bær ikke Tidender kjære:
:::Thi jeg haver slaget din Helge ihjel;
:::Det maatte saaledes nu være.

:::Ung Sigrun sidder ved Midjenat,
:::De Taarer saa stride<ref>[1. Udg.: stridig.]</ref> nedrinde;
:::Det mæler den Terne for Salens Dør:
:::Ung Sigrun! og est du her inde?

:::Din Helge er kommen fra Valhal nu,
:::Hans Vunder de<ref>[''de'' og ''nu'' fattes i 1. Udg.]</ref> dryppe saa saare;
:::Og vil du nu<ref>[''de'' og ''nu'' fattes i 1. Udg.]</ref> gange til ham i Høj,
:::At dysse den blodige Taare?

:::Ung Sigrun sover i død Mands Arm,
:::De Hjærterum gjøres saa kolde;
:::Derefter hun længes hver Aftenstund,
:::Stor Jammer saa monne det volde.

:::Og vil du ej ride til mig i<ref>[1.Udg.: udi.]</ref> Kvæld,
:::I Valhal jeg snart dig skal finde;
:::Smaadrenge! I skulle mig gange ved Haand,
:::Og hilse paa<ref>[1. Udg.: jer.]</ref> Fader der inde.

:::Nu ligger ung Sigrun saa dybt under Muld,
:::Og Sønnerne ved hendes Side;
:::Hun leger ej mere med røden Guld,
:::Men Sagnet ombæres saa vide.
::O, græd for Sigrun, du væne Mø!
::Saa sørgelig maatte hun ende.

::''Odrun:''
::Hav Tak, I Piger! for den kjære Sang,
::For hver en Taare, som I bløde fældte!
::Nu ganger kun til roligt Natteblund!
::Jeg ene vil en Time gjennemvaage.

::(Efter lang Tavshed.)

::Hvor Sandet løber i det klare Horn!
::Og dog udfolde sig de korte Timer
::Til lange Dage og til lange Aar.
::Ja, lange vist, naar Sorrig er til Huse;
::Thi ellers rask sig drejer Tidens Hjul,
::Og studsende vi Aftenrøden skue.

::Hvi dele dog saa underlig paa Jord
::De høje Norner vores Sorg og Gammen!
::Hvi sammenblande de dem ikke saa,
::At Sødme gydes i den beske Drik,
::Og bitre Draaber i den alt for søde? —
::Dog, alt for søde! Jeg er jo en Daare,
::Og Vanvid kun indgav mig disse Ord;
::Hvem vilde vel af Glæden noget miste,
::Og gjemme det til ussel Trøst i Nød?
::Var Glæden hel, hvis saa den kunde deles!
::Og var en Draabe kun af Sorgens Edder
::Ej mægtig at forgifte Glædens Drik?

::O, vredes ej, I høje, vise Norner!
::De Glæders Minde, jeg har nydt paa Jord,
::Jeg solgte ej for alle Jordens Skatte.
::Men sørge maa jeg, flyde maa min Taare,
::I mørke Nat, som ved den klare Dag;
::Og Taarer lindre; thi det er, som Hjærtet
::I dem hensvømmed mod den elsktes Barm. —
::O, Brynhild! du, som favnede uvillig
::Den eneste, der mig var kjær i Sind!
::Du kjendte ej de stille Sorgens Taarer,
::Som perle mildt i Øje og paa Kind;
::De røde kun, som sprudle vildt fra Hjærtet,
::Naar Staalet aabner dem den korte Vej,
::Kun dem du kjendte, og kun dem du fældte;
::Og Hjærtet med den stærke, vilde Strøm
::Henbrused mod din Sigurds aabne Vunde<ref>[1. Udg.: Og Hjærtet blev af stærke, vilde Strøm Henskyllet mod din Sigurds aabne Vunde.]</ref>. —
::For gruelig er mig den Hjærtefærd<ref>[1. Udg.: en saadan Færd.]</ref>;
::Og, naade Hjærtet end<ref>[1. Udg.: det end til.]</ref> min Gunnars Hjærte,
::Tilbage dog imod den stride Strøm
::Det drevet blev: han elsker mig ej længer.

::O, Sigrun, Sigrun! naar jeg rystet gruer
::For dig og for din grumme Natte-Id,
::Jeg dine Kaar dog maa dig halv misunde:
::I Valhal selv af dine Taarer brændt,
::Din Helge red til dig i Midnatsstunden;
::Og var end Haanden nok saa stiv og kold,
::Den under Kind dog klapped dig saa kjærlig.
::Her sidder jeg saa mangen Midnatsstund,
::Min Gunnar karsk end ganger over Mulde,
::Dog aldrig rider han til mig om Nat,
::Ham brænde ej de Taarer, jeg mon fælde. —

::Hvad klinger saa her i den stille Nat?
::Hvem skifter Hug saa nær ved Fruerburet?
::Ak, skal endnu jeg friste værre Kaar:
::Skal jeg bortføres som et Krigens Bytte
::Og sove i en fremmed Kæmpes Arm? —
::Nej, aldrig dog! Saa<ref>[1. Udg.: thi.]</ref> modløs er jeg ikke.
::Før Hjærtet skal mod anden Mand sig bøje,
::Det maa udsvømme i det vide Rum;
::Skjønt ej jeg véd, hvor det et Hjem kan finde.
::Saa kom da hid, du Brynhilds tunge Rustning!
::Ej mer, som før, jeg skuer dig med Gru;
::Jeg og en Gang mig vil i Staalet klæde.
::Hvor den er tung og kold, den gyldne Hjælm!
::Og tungere er end den side Kjortel.
::Men tys! det rasler jo ved Døren alt;
::Gid Jorden dog sig venlig for mig aabne!

::''Gunnar:''

::Hvorledes? er og vaabenklædte her?
::Og undes mig ej Odrun end at skue?
::Nu vel! end er mit Sværd ej blevet sløvt.

::''Odrun:''

::Hvad hører jeg? er det ej Gunnars Røst?
::Har ogsaa du i Valhals Sal fornummet
::Min bitre Sorg, og kommer blodig hid
::Ved Midjenat? o, vær mig da velkommen!
::Men tag mig med dig paa din blege Hest!
::Lad mig ej længer ensom her forsmægte!

::''Gunnar:''

::Min Odrun! er det dig? Som min Valkyrje
::Du stander for mig i den haarde Brynje,
::Og kalder mig til Odins høje Sal.
::O elskede! hvad har du maattet lide,
::Før varme Hjærte i det kolde Staal,
::Før Odrun i Brynhildes Rustning klædtes!
::Men sig mig, elskede! var det din Agt,
::Som Brynhild vild at fare frem i Vaaben
::Og gjennembore dette utro Bryst?
::Thi end jeg lever; kun fordi min Vej
::Til dig gik over Lig, jeg stander blodig.

::''Odrun:''

::O, Gunnar, Gunnar! er det og dig selv?
::Forvildes ej igjen mit Syn, som fordum,
::Da koglende din Ham til Brynhild bejled?
::Dog nej! din Røst, dit Øje, alt er dit. —
::Saa kommer du da efter lange Vintre
::En Gang igjen? Hvorfor? det véd jeg ej;
::Men glædeligt det er mig dog at skue
::Den eneste, min Hu staar til paa Jord.

::Du mener, jeg som Brynhilds Søster vilde
::Dit utro Hjærte vinde mig med Staal.
::Ak nej! hos mig er Haand og Hjærte svage;
::Kun for at bejle til den Kæmpes Sværd,
::Hvis Favnetag jeg mer end Døden frygted,
::Kun derfor staar jeg væbnet her paa Gulv.

::''Gunnar:''

::Saa kast da flux, min Odrun! onde Kjortel,
::Som tung og trang nedtynger, klemmer dig!
::O, lad mig løse Hjærtet af sit Fængsel,
::Hvis end det kan tilgive, elske mig!
::Saaledes! — Arme Pige! hvor du skjælver!
::Hvor har dit Blod sig skjult for Jærnets Frost
::Nu Hjælmen bort! lad gule Lokker spille
::Igjen paa Svanehals! Lad stærke Knag
::Nu atter bære denne tunge Klædning,
::Der sydes ikkun<ref>[1. Udg.: Der syedes kun.]</ref> for et Bryst af Staal:
::For Brynhilds kun!

::''Odrun:''

::Du bløder, Gunnar!
::Kom, lad mig dig forbinde! hvilken Lyst!
::O, havde du den kjendt, min elskte Kæmpe!
::Da havde ej saa længe mine Saar
::Forgjæves biet paa den kjære Læge.

::''Gunnar:''

::O, straf mig ej, du hulde, elskte Kvinde!
::Ej mine Dage flød i Gammen hen,
::Mens dine Nætter her saa sorgfuldt runde.
::Jeg har en Moder: hun er ikke god,
::Men klog hun er, og hendes onde Kunster
::Ej Sigurd ene styrted i Fordærv:
::Fra ham til mig hun Brynhilds Minde drev.
::Saa ængstelig henrunde mine Dage:
::Et Billed saa' jeg, hvor jeg stod og gik,
::Det var ej dit, men dit dog saa det ligned,
::At begge i det ene sammenrandt;
::Uskyldigt ej jeg vil mit Hjærte kalde,
::Men dog dets Brøde er undskyldelig.

::Jeg Brynhild fik, og trindt i alle Lande
::Des værre sjunges om den onde Færd,
::Og om dens Udgang, som gaar sent af Minde;
::Men fra den Stund, da under røde Telt
::Ved Sigurds Side blussed Brynhilds Lig,
::Omkring jeg vanked<ref>[1. Udg.: vandred.]</ref> som min egen Skygge.
::Naar Brynhilds Billede for Sjælen steg,
::Og mine Arme sig mod det udstrakte,
::Da stilled Sigurd sig med Gram i Haand
::Imellem det og mig. I Sværdelarmen,
::Naar kjæk jeg brød igjennem Fjendeflok,
::Da stod han blodig, peged paa sin Vunde,
::Og leende stod Brynhild bag hans Ryg;
::Hun lo saa frygtelig, som da hun fordum
::Gudrunes Sorg ved Sigurds Lig fornam.
::Saaledes randt de lange Aar i Kummer,
::Indtil igjen min Moders sære Kunst
::Det glemte Minde vakte i mit Hjærte.

::''Odrun:''

::O, skal jeg glædes, eller skal jeg bæve?
::Jeg hviler ved din Barm, og kjærlig slaar
::Den mig i Møde; større Held kan ikke
::Mig times her paa Jord; men ak!
::Hvor længe vil det vare? Tro ej, Gunnar!
::At Grimhild, som med Fryd har set
::Sin Datters Vaande, som sin kjære Guttorm
::Ej spared, skulde ynkes over os!
::Ak, bedre er vist ej de Jættekunster,
::Som gav, end de, som røvede mig dig;
::Og mener du ej, haarde Domme bie
::Den Slægt, som Sigurd sveg? — O, se!
::O, rører sig ej Brynhilds Sværd paa Væggen?
::Det klinger, hør! O, der er ondt i Vente!

::''Gunnar:''

::Hvad skal jeg svare dig? Til kraftig Trøst
::Det Hjærte ej, som selv maa Uheld ane,
::Kan skikket være. Men, min elskede!
::Lad glade os de korte Timer nyde
::I kjærlig Tale om den svundne Tid,
::Dens Glæder mindes og dens Sorg begrave!
::Lad Norner raade for den næste Dag!
 

:Atles Borg.

::''Atle:''

::Hav Tak, du gamle Skjald, for dine Frasagn!
::Hel lysteligt det er, den svundne Tid
::Og dens Bedrift i dem at gjennemleve.
::Mig vorder kjærere min Kongehal,
::Naar Oldtids Kæmper saa den gjennemvandre,
::Og mere daadfuldt tykkes mig mit Liv,
::Naar jeg i Aanden deler deres Kampe.
::Ved dine Sagn er Tiden løben hen,
::Og forbigangen er alt Midnatsstunden,
::Til Hvile skal vi; men til Harpen først
::Du sjunge os et Kvad! I Strængelegen
::Sig Dønnet mildner til en liflig Klang,
::Og dysser Sjælen i en venlig Slummer.

::''Skjalden:''

::Hvad dig behager, Konge! er min Lyst;
::Men, skal saa sent paa Nat sig Strængen røre,
::Da vorder vist og sørgelig dens Klang.

::''Atle:''

::Selv Sorgens Lyd i Sang er sød vemodig.

:::''Skjalden:''

:::En Kæmpe var paa Jorden,
:::Han sprang af Asa-Rod,
:::Og vide kjendt i Norden
:::Er Kæmpens Navn og Daad:
:::Som Sigurd Fofnersbane
:::Han red med Guld paa Grane
:::Igjennem Lue-Ild. <ref>[1. Udg.: Han Sigurd monne hede, Han dræbte Ormen lede Og traadte klare Ild.]</ref>

:::Naar Solen monne lide,
:::Oprinder Jætte-Dag:
:::Det var ved Midnatstide,
:::Han sov alt under Tag;
:::Da mægted Jættevælde
:::Den prude Helt at fælde
:::Ved lumske Niddingsid.

:::Det var hans fagre Kvinde,
:::Hun vaagned op i Blod:
:::Af trende Lig der inde
:::Udsprang saa rød en Flod;
:::Som Stenen var hun stille,
:::Ej kunde Taaren trille,
:::Og Hænder ej hun vred.

:::Hun bredte hvide Lagen
:::Alt over Kæmpens Lig,
:::Af Jammer var hun slagen
:::Og knuget bitterlig;
:::Saa dybt hun drog sin Aande
:::Alt i den store Vaande,
:::Som brat hun maatte dø.

:::De ædle Kvinder vilde
:::Paa<ref>[1. Udg.: Den.]</ref> Jammer raade Bod:
:::Opregnede med Snilde,
:::Hvad selv dem gik imod;
:::Men dog sad Gudrun stille,
:::Ej kunde Taaren trille.
:::Og Hænder ej hun vred.

:::Kun liden Guldrand vidste
:::Et Raad for Søster sin:
:::Hun drog alt bort med Liste
:::Fra<ref>[1. Udg.: Af.]</ref> Sigurd tætte Lin,
:::Hun klapped ham paa Kinden,
:::Og løste frit for Vinden
:::Det lange, gule Haar.

:::Her er din elskte døde!
:::Er han dig nu af Sind?
:::Se, hvor de Taarer røde
:::Nedrulle ham paa Kind!
:::Vil du dem ikke dysse,
:::Og til Farvel ej kysse
:::Den kjære, blege Mund?

:::Da stedtes Gudruns Øje
:::Alt paa det gule Haar,
:::Hun maatte sig nedbøje,
:::At kysse Kæmpens Saar;
:::Nu kunde Taaren flyde,
:::Nu kunde Klagen lyde,
:::Nu Hænderne hun vred.

:::Saa haardelig hun rørte
:::Sin Stemme da paa Borg<ref>[1. Udg.: udi Borg.]</ref>,
:::Og der det Brynhild hørte,
:::Hun lo ad bitre Sorg;
:::Da blev der Ynk i Salen,
:::Thi begge brændte Kvalen
:::Men Gudrun brat opsprang:

:::Alt i de øde Vange
:::Der kan jeg klage fri! —
:::Dér monne hun nu gange
:::Saa mangen vildsom Sti;
:::Om Nætter og om Dage
:::Man hører hendes Klage
:::Alt over Bjærg og Dal.

::''Atle:''

::Hav Tak, o Skjald, for Strængeleg og Kvad!
::Hel sørgelig det klang i Midnatsstunden,
::Og tunge Minder vaktes i min Sjæl;
::Men gjærne dvæled dog min stille Tanke
::Ved Mindet om den vældigste paa Jord;
::Jeg glædes ved, at mine Øjne skued
::Den bolde Kæmpe, om hvis Daad og Færd
::Skal høres Sagn og Kvad i alle Lande,
::Saa længe Verden<ref>[1. Udg.: Midgaard.]</ref> staar, hvis høje Pris
::Skal gange rige Guders Lovsang næst.

::Hel gjærne og med blødnet Hjærte saa'
::Jeg arme Gudrun paa sit Jammersæde:
::Den dybe, stille Sorg, de høje Klager,
::Den tunge Vandring i det øde Rum,
::Det rørte alt mig lige ind til Sjælen. —
::Men sig mig, Skjald! hvis rigtig du det véd:
::Hvad Ende tog det med den armes Kvide?

::''Skjalden:''

::Hun skulde føde, og i Nord hun stedtes:
::I Danmark, dér, hvor Sigurd voxte op;
::Dér ganger nu hans Datter, fagre Svanhild,
::Hun leger dér, hvor hendes Fader leged,
::Og Gudrun græder, hvor Hjordise græd.
::I stille Bur hun frister nu sit Liv,
::Og virker Sigurds mandige Bedrifter
::I Guld og Silke, sig til ringe Trøst.
::Men spaat det er, <ref>[1. Udg.: Men spaaet er.]</ref> at hun igjen skal fæstes
::Til anden Mand.

::''Atle:''

::Iyksalig var han vist,
::Den Mand, som fik en saadan Viv i Eje!

::''Skjalden:''

::Saa vid da, Konge! det er Folkesagn,
::At dig til Del skal saadan Lykke vorde!

::''Gjæsten:''

::Forbandet, Skjald! du være med dit Kvad,
::Og saa med al din onde Lokketale!
::Giv Harpen hid! Jeg skal en anden Sang
::I Hallen kvæde, ej som din saa kjælen,
::Men sømmelig og sanddru, kæmpelig.

:::Blodig, Brynhild
:::Bolstret klædte:
:::Rød i Brystet,
:::Bleg paa Læben,
:::Laa den fagre,
:::Fuld af Harme;
:::Faa nu mindes
:::Møens Kvide.

:::Ord hun mæled
:::Aldrig bedre:
:::Ve dig, Grimhild,
:::Guders Fjende!
:::Øl du brygged,
:::Besk og giftigt,
:::Minder døved
:::Du hos Sigurd.

:::Gjukes Sønner
:::Svore Eder,
:::Dem dog brøde
:::Børn af Grimhild;
:::Broder har jeg,
:::Budles Arving,
:::Kæmper har han,
:::Hævnen iler. —

:::Baalet blussed,
:::Brynhilds Aske
:::Kold i Højen
:::Hviled længe;
:::Gjukes Sønner
:::Styre Lande,
:::Raade Sigurds
:::Røde Ringe.

:::Aser sørge,
:::Sigurd længes, <ref>[1. Udg.: lider.]</ref>
:::Brynhild lytter,
:::Luren tier:
:::Klædt i Vaaben,
:::Val at kaare,
:::Stod hun længe,
:::Stod forgjæves.

:::Atle sidder
:::Sent<ref>[1. Udg.: Sen.]</ref> i Hallen,
:::Gudruns Kummer
:::Kongen rører;
:::Han for Brynhild
:::Bod vil tage. —
:::Gifte sig med
:::Grimhilds Datter.

:::Huners Konge!
:::Kan du skue
:::Gjennem Mure,
:::Gjennem Natten?
:::Bod for Brynhild
:::Byder Gunnar: —
:::Kysser kjærlig
:::Kongens Søster.

::''Atle:''

::Du vækker, gamle! mangt et bittert Minde,
::Du vækker mig til Strid og blodig Hævn.
::Igjennem Natten dønner Brynhilds Stemme,
::Og Valhals Guder tale gjennem dig.
::Til Odruns Bur jeg farer gjennem Mørket,
::Og er han dér, den Nidding . . .

::''En Kæmpe:''

::Kæmper, op!
::Til Odruns Bur henred i Nat en Nidding,
::Har Kongens Skjoldvagt<ref>[1. Udg.: Vogtre.]</ref> dræbt, og sidder nu,
::Som ej han maatte, hos hans Søster ene.

::''Gjæsten:''

::Farvel, Kong Atle!

::''Atle:''

::Bi du her i Nat!
::Med Guld dit Sandsagn og dit Kvad skal lønnes.

::''Gjæsten:''

::Jeg ej til Guld og ej til Nattely
::Har nogen Trang; jeg ganger, som jeg kommer.
::Men vil du lønne kongelig mit Kvad,
::Det lønnes kun med Blod af Asers Fjender.

::''Atle:''

::Af Gjukunger?

::''Gjæsten:''

::Det er din egen Hævn,
::Og dine næste Frænders, dér du øver.
::Men hist i Syden er en vældig Borg,
::I mange Aldre sad en Jotunørn
::Hovmodig dér og slog med sine Vinger:
::En Storm udgik, og alle Lande skjalv,
::Det rusked selv i Tysklands tætte Skove.
::Nu tykkes Mænd, at Ørnen er ej mer,
::Fordi ej Stormen farer over Lande;
::Og glade lytte de til søde Sang
::Fra liden Fugl, som nu i Syd mon<ref>[1. Udg.: nu der monne.]</ref> bygge,
::Og siger sig med Guderne i Slægt.
::Men det er Tant<ref>[1. Udg.: Løgn.]</ref>, saa sandt som Odin er
::Den sande Gud. Du nys ophøjed
::Din faldne Maag hartad til Guderang;
::Men kunde du med hvasse Pil nedfælde
::Den liden Fugl, da større Pris du vandt,
::End nogen Kæmpe, som var end paa Jorden.

::''Atle:''

::Hvis jeg forstaar dig, kløgtigste<ref>[“kløgtige“ i begge Udgaver vistnok Trykfejl.]</ref> blandt Skjalde!
::Da taler du om stolte Romaborg.

::''Gjæsten:''

::Du har forstaaet mig, og vil du vinde
::Dig alle rige Guders høje Gunst,
::Da hold ej op, før du med Stadens Grus
::Har Dalen fyldt imellem Romas<ref>[1. Udg.: alle.]</ref> Høje!

::''Atle:''

::Til Kæmpedaad og glimrende Bedrifter
::Du kalder mig, og Øret er ej døvt:
::Jeg sværger højt ved alle Valhals Guder,
::At, før saa mange Vintre skride hen,
::Som Romaborg har Høje, skal den falde,
::Hvis jeg det mægter, eller og paa mig
::Og al min Hær den højere skal knejse!

::''Gjæsten:''

::En saadan Ed sig for os begge sømmer,
::Og saadan Skjald fortjener saadan Løn.
::Men glem ej Eden! mindes, at dit Liv,
::Om den du svigter, skal mit Kvad mig lønne!

::''Atle:''

::Hvem er du vel? forunderlige Gjæst!

::''Gjæsten:''

::Det nytter ej, jeg dig mit Navn fortæller;
::Thi Navn som Ærende jeg skifter tit,
::Og den, jeg gjæster, raader selv alene
::For, hvilket Navn jeg bære skal hos ham.
::Far vel, Kong Atle!

::''Atle:''

::Var det en Askurs Søn,
::Hvad heller var det Asers høje Fyrste?

::''Kæmpen:''

::Du nøler, Konge! Niddingen kan fly.

::''Atle:''

::Ja, ganger flux, idrager haarde Brynje!
::Thi ej er endt ved Odruns Bur vor Færd.
::Jeg Gjukunger i deres Hjem<ref>[1. Udg.: i egne Borg.]</ref> vil gjæste.

::''Skjalden:''

::Om end du vredes, maa jeg ikke tie:
::Du stander rede til en Uheldsfærd.
::Paa Gjukunger du blodig Hævn vil øve;
::Hvad har de gjort? Var det ej Brynhild selv,
::Som ægged dem til deres Maag at svige,
::Og faldt hun ikke for sin egen Haand?
::Er det ej klart, at Norner saa det vilde?
::Og hvem kan mægte, dem at staa imod!

::''Atle:''

::Saa har du tit min Vredes Lue dæmpet,
::Og i mit inderste jeg vel maa skamme mig,
::At jeg saa tit mit Kæmpesind lod bøje
::Og gik som Barnet i dit Ledebaand.
::Jeg har et Hjærte som det haarde Fjæld;
::Men naar i det gjenlyde Mildheds<ref>[1. Udg.: dine.]</ref> Toner,
::Det smelter som et Bjærg af løse Sne. —
::Dog jeg en Gang nu vil min egen vorde,
::Og væbne mig med hele Nordens Frost,
::Saa hver en blød og kjælen Lokketone
::Som matte Pil skal kraftesløs nedglide.
::Mig Brynhild kaldte ved sit visse Bud,
::Og længer ej jeg vil min Hævn opsætte;
::Min anden Søster vil nu, ligervis
::Som Brynhild, Gunnar røve Liv og Gammen;
::Skal jeg da stande tam og ørkesløs,
::Imedens saa min hele Slægt udslettes<ref>[1. Udg. fordærves.]</ref>?

::''Skjalden:''

::Her spørges ej, om du din Slægt skal frelse,
::Men, om du vil forgaa med al din Slægt.
::Af Norner Gudrun er dig vist beskikket,
::Og ægter Brødres Bane hun i dig,
::Da volder det dig Sorg og Undergang; —
::Det véd jeg vist, saa er og derom spaaet.

::''Atle:''

::Men Odins Bud! thi, var det ej ham selv,
::Hans visse Bud det sikkerlig maa nævnes,
::Som løfted nys i Hal sin Torden-Røst<ref>[1. Udg.: i Hallen høje Røst.]</ref>.

::''Skjalden:''

::Ej mægter jeg med min den ringe Kløgt
::Det underlige Forhold at udgrunde,
::Hvori til Norner rige Guder staa;
::I det forborgne, lysomstraalte Gimle
::Alfader selv med vis, usynlig Haand
::De Magter, som saa frit sig tykkes røre,
::Dog holder i et vældigt Ledebaand.
::Ej vil jeg, at du Odins Magt skal trodse;
::Udfør hans Vilje da<ref>[1. Udg.: hans Villie.]</ref> mod Romaborg!
::Med Gjukunger kun<ref>[1. Udg.: din.]</ref> egen Sag du skifter;
::Det sagde selv den underlige Gjæst.
 

:Gjukes Borg.

::''Grimhild:''
::(Med et Kar for sig.)

::I klare Vand jeg Gunnars Færd udspejder:
::Han red saa trøstig som til Brudeseng;
::Men, skuffe mig ej mine gamle Kunster,
::Han uden Brud skal snarlig ligge kold. —
::Dér sidder han jo alt ved Odruns Side,
::Og kjærlig flyder Ordets varme Strøm;
::Men Ternen hist for intet vel ej stod,
::Hun løber alt, at hente Bryllupsgjæster.
::Nu, Gunnar! snart du skal mig Guttorm bøde;
::Saa kommer Hogne, for at tage Hævn;
::Saa kommer jeg; — og begge Odins Slægter
::Har jeg udryddet med min egen Kunst.

::Men Gudrun! hvor mon ''hun'' om vanker?
::Se dér! hun sidder jo i Kongesal,
::Og svøbt i Silke ligger Ulveungen.
::Nu vel! en Gang endnu jeg rammer dig.

::Hvordan mon Atle vil det Budskab lide?
::Jeg maa dog se, hvad han har for i Nat.
::Se dér! hvem sidder hisset med den side Hætte
::I mørke Krog? er det ej<ref>[''ej'' fattes i 1. Udg.]</ref> Bølværk selv?
::Han griber Harpen vred i Hu og slaar
::De arme Strænge, saa de springe brat.
::Det maa jeg høre. Jættesal i Norden!
::Du fanger kløgtig hver en Lyd paa Jord:
::Til Ymers Legem bøjer jeg mit Øre,
::Lad Kvadet lyde gjennem det til mig! —
::Til Strid med Gjukunger du Kongen ægger,
::Og tæller daarlig mig imellem dem.
::Nu vel, du gamle! altid ond og listig!
::Nu skal jeg med dig prøve nok en Dyst;
::Er det ''din'' Lyst, at Gjukunger skal ødes,
::Saa bliver det nu ''min'' at frelse dem.

::___

::''Hogne:''

::Forunderligt er meget her i Livet.
::Men underligst af alt er Kjærlighed:
::Fra Jotunhejm den sikkerlig udrinder;
::Thi altid avles den i Mandebryst
::Ved Nattetid; naar Morgenen fremgryer
::Og Lyset skinner, er den voxen alt
::Og styrer Kæmpen efter eget Tykke.
::Ret som en Gnist af Surturs stærke Ild
::Den tvinge vil de høje Guders Sol;
::Det se vi grandt; thi Freja selv omdrives
::Jo af dens Brynde i det vide Rum
::Og søger Ottar: søger onde Jætte;
::Ved den og Frej sit dyre Sværd forliste,
::Der savnes maa i Ragnarokes Strid.
::Paa Jorden ej den har sin Sæd omskiftet,
::Og naar sit Baand om Kæmperne den snor,
::Da brister Baandet, som med høje Guder
::Og næste Frænder før dem sammenbandt;
::Da væbnes Odins Slægter mod hinanden
::Og ødelægge selv den stolte Kraft,
::Som evig skulde Jætter undertvinge.

::Hvad var det vel, som førte Brynhild hid?
::Hvad var det vel, som Gudruns Kummer avled?
::Hvad var det nu, som Gunnar atter drev
::Fra Borgen ud, at friste nye Farer?
::Hvad vorder Enden? Ødt er Sigurds Slægt;
::Og fanges Gunnar, maa jeg Sværdet løfte
::Og falde ventelig med ham;
::Hvem skal da raade Sigurds røde Ringe,
::Og hans det tit saa dyrekjøbte Guld?
::Skal da igjen en Jotunorm maaske
::Paa vilden Hede over Skatten ruge? —
::Ja, selv den Kjærlighed, som grusom mig
::Vil byde Livets Glæder at bortkaste
::For Gunnars Skyld, kan jeg vel elske den?

::''Grimhild:''

::Min Søn! tag hurtig denne Runestav!
::Lad sadle Ganger, som kan rappest løbe,
::Og lad en Svend til Hunekongens Borg
::Med Staven ride, saa han ikke nøler!
::Thi dyrt er Gjukunger hvert Øjeblik.

::''Hogne:''

::Hvorledes? Moder! hvad skal det betyde?
::Har nu igjen du onde Kunster for?

::''Grimhild:''

::Forvorpne Søn! du Frelse ej fortjente;
::Dog vil jeg frelse dig og al din Slægt.
::Din Broder fanges denne Nat i Bure,
::Og Hunekongen er sin Svoger gram;
::Men denne Stav ham skal med os forsone.
::For Brynhild byder jeg ham største Bod:
::Til Bod og Viv jeg Gudrun selv ham byder.

::''Hogne:''

::Hvordan? skal Gudrun være Atles Viv?
::Skal hun i Favnen tage Brynhilds Broder!
::Den arme! nej, det skal, det maa hun ej!

::''Grimhild:''

::Lad mig kun raade! jeg kan Smerter døve,
::Som jeg dem vækker, og et Kvindesind
::Omskiftes kan ved mine mindste Kunster.

::''Hogne:''

::Igjen du kun vil hende Sorg berede;
::Det vil jeg ej; nu skal hun nyde Ro.

::''Grimhild:''

::Saa skal og du og Gunnar nyde Ro
::I Højen inden trende Solemærker;
::Thi vid! du falder i den første Kamp,
::Som du med Atle vover, og han tager
::Da alt det Guld, hvorfor I<ref>[1. Udg.: du.]</ref> Sigurd sveg.
 

:Lejre.

:Fruerburet.

::''Gudrun:''

::Du gyser, Tora! Er det Midnatskulden,
::Som gjennemfarer dig? hvad heller fløj
::En rædsom Tanke dig igjennem Sjælen?

::''Tora:''

::Ej véd jeg selv, hvi just i denne Nat
::Den samme Gru mig atter gjennemryster,
::Som da Hjordises ømme Hjærte brast.
::Med hende som med dig i Midnatsstunden
::Jeg sad; da gjalded det saa højt, at Buret,
::Som rystet i sin dybe Grundvold, skjalv;
::Da mærkede Hjordise, Gram var fundet
::Og løftedes af Sigurds Kæmpearm;
::Det sidste Glimt af Haab forsvandt fra øjet,
::Og tungt hun drog sit sidste Aandedræt. —
::Min Gru og Smerte kan jeg ej udsige;
::Men nu jeg atter maatte føle den.
::Jeg frygter svarlig, at for Døren stander
::Igjen et Uheld, stort og tungt som det,
::Min stærke Gysen da saa vist forkyndte.

::''Gudrun:''

::''Saa'' stort kan intet Vanheld nævnes mer;
::Thi der er ingen Sigurd mer paa Jorden.
::Men som en Draabe i det fulde Bæger
::Det ringeste af Vanheld er for os;
::Det ej behøver til os at indgange,
::Thi hos os alt det sidder her i Sal.

::Saa længe end med Sigurds Liv vi sysled,
::Han levende og for vort Øje stod;
::Naar tit os harmed Guldets dorske Glimmer,
::Da saa' vi klarlig hans Bedrifters Glans,
::Og naar vi vragede de matte Farver,
::Grandgivelig hans Øje Straaler skød. <ref>[1. Udg.: Grandgivelig vi klare Aasyn saa'.]</ref>
::Imedens saa med alle sine Kræfter
::Vor hele Sjæl indviklet var i Kamp,
::For Billedet at stille livlig frem,
::Uhørt, uset i Hjærtets stille Kammer
::Vor Smerte laa og slumred ind med Suk.

::''Det'' er forbi, vort Arbejd er til Ende,
::Og atter vaagner Smerten i et Skrig.
::Alt ligger Sigurd paa det hede Leje,
::Behængt er Væggen, kun et lidet Rum
::End stander aabent til de røde Luer;
::Hvad skal vi nu begynde? hvilken Id
::Skal korte os de lange Vinternætter,
::Og vugge Smerten, til den sover ind? —
::Ej nytter det, at Øjet løber rundt
::Paa Salens Væg; thi altid dog hendrages
::Det til den sidste, sørgelige Krog;
::Enhver Bedrift den er jo alt bedrevet,
::Og Hjærtet spørger: hvor er Kæmpen nu?
::Da længselsfuldt til Baalet Øjet farer,
::Som om det kunde stirre gjennem Ild;
::Men Luen flagrer, Røgens Skyer drive,
::Og Øjet skuer kun det røde Lig;
::Det lukker sig, og Sjælens Øje stirrer
::Da uafbrudt i Hjærtets Edderstrøm.

::''Tora:''

::O, Gudrun! ti! Du Hjærtet sønderknuser.
::Mig ængstede det tomme Rum saa tit;
::Men vist jeg mente, naar kun det var dækket,
::Da skulde Øjet kvæget vandre om,
::Og Smerten lindres ved de kjære Minder.
::Ak! nu forstaar jeg det: mit Øje saa'
::Kun Tomhed dér; men Sjælens Øje skued
::Usynlig svævende den blege Drot. —
::Hvad skal vi nu, ja, hvad skal jeg begynde?
::Thi dig af Norner undtes bedre Kaar:
::Du ser dig levende med Sigurd sammenvoxet<ref>[1. Udg.: sammenvoxe.]</ref>
::I fagre Svanhild, og du har en Id,
::Som er af alle ypperligst at nævne:
::At stirre daglig paa<ref>[1. Udg.: i.]</ref> den væne Mø
::Og se din Sigurd anden Gang opvoxe.

::''Gudrun:''

::Og anden Gang at svømme i sit Blod.

::''Tora:''

::Du raser, Gudrun! du dig selv spaar ilde<ref>[1. Udg. spaaer selv dig ilde.]</ref>.

::''Gudrun:''

::Nej, Brynhild spaade det i Dødens Stund;
::Og alt for vist er, hvad den onde mæled.
::O, Tora, Tora! ja, i denne Stund
::Jeg føler det: stor Jammer mig beredes.
::Jeg drømte fordum: — ak, min prude Falk<ref>[1. Udg.: Fugl.]</ref>!
::Han er nu myrdet. — Ulven! mine Brødre! —
::Vort Værk er endt; o, gid i Høj jeg laa!
::Det kommer, kommer snart; ak, arme Hjærte!
::Hvi brast du ej ved Sigurds Lig!

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Atle og Gjukungerne: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Atle og Gjukungerne: Første Samtale