Færøboernes historie (C.C.Rafn) - Revisjonshistorikk

Knut på 12. apr. 2024 kl. 07:20

2024-04-12T07:20:42Z

August på 21. jan. 2019 kl. 10:36

2019-01-21T10:36:12Z

Jesper på 7. mai 2016 kl. 10:56

2016-05-07T10:56:20Z

Jesper på 2. mai 2016 kl. 17:35

2016-05-02T17:35:42Z

Jesper på 30. apr. 2016 kl. 15:32

2016-04-30T15:32:34Z

Jesper på 27. apr. 2016 kl. 05:08

2016-04-27T05:08:54Z

Jesper på 20. apr. 2016 kl. 04:47

2016-04-20T04:47:31Z

Jesper på 20. apr. 2016 kl. 04:45

2016-04-20T04:45:57Z

Jesper på 7. apr. 2016 kl. 19:47

2016-04-07T19:47:37Z

Jesper på 27. feb. 2016 kl. 14:27

2016-02-27T14:27:23Z

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Færeyinga saga (Flateyjarbók)]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Færeyinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færøboernes historie (C.C.Rafn)]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Færeyinga saga (Flateyjarbók)]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Færeyinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færøboernes historie (C.C.Rafn)]] !!  !! [[Fil:Faeroysk.gif|32px|link=Úr Tróndarbók (Færeyjingasaga)]]
 |-
 !  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sigmund Brestessons saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færingernes saga]] !!  !!

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Færeyinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færeyínga saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Færeyinga saga (Flateyjarbók)]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Færeyinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færøboernes historie (C.C.Rafn)]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sigmund Brestessons saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færingernes saga]] !!  !!

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
- {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
+{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Færeyinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Trond i Gata og Sigmund Brestessøn]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færeyínga saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sigmund Brestessons saga]] !!  !!  !!
+!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sigmund Brestessons saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Færingernes saga]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mai 2016 kl. 17:35
Linje 257:		Linje 257:

	'''48.''' Efter Karl den Mørskes Drab og Overfaldet paa Lagmand Gilles Mand bleve Thrands Frænder Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave og Gaut Røde landsforviiste og forjagede fra Færøerne. Thrand gav dem et Skib, som var skikket til større Reiser, og noget Gods; de troede at være slet Udstyrede, gjorde Thrand store Bebreidelser, og sagde at han havde bemægtiget sig deres Fædrenearv, og vilde nu ikke meddele dem noget deraf. Thrand sagde, at de havde faaet meget mere, end dem tilkom, at han havde i lang Tid baaret Omsorg for dem, og givet dem ofte meget, men havde slet Tak derfor. Sigurd stak da i Søen med de andre, og de vare tolv sammen paa Skibet, og Ordet gik, at de agtede at holde til Island; men de havde kun været en kort Tid paa Havet, inden der opstod en stor Storm, og dette Uveir holdt ved næsten en Uge. Alle de, som vare paa Land, vidste, at dette Veir var Sigurd og hans Følge paa det høieste imod, og Folk havde forskjellig Formodning om deres Færd, og mod Slutningen af Høsten fandtes der paa Østerø opdrevne Stykker af deres Skib, og da Vinteren kom, gik der mange Gjenfærd i Gøte og vidtomkring paa Østerø, og Thrands Frænder viste sig ofte, og deraf skete Folk stor Skade, nogle fik Beenbrud eller anden Lemlæstelse; de anfaldt Thrand saa haardt, at han ikke torde gaae ene nogensteds. Derom gik om Vinteren mange Rygter. Og da Vinteren var forbi, sendte Thrand Bud til Leif Øssursøn, at de skulde mødes. Saa gjorde de, og da de kom sammen, sagde Thrand: "Vi kom forrige Sommer, Fostersøn! i stor Vaande, og det var da paa det nærmeste, at alle Thingfolkene vilde slaaes. Nu vilde jeg, min Fostersøn!" sagde Thrand, "at det efter vort Raad blev antaget ved Lov, at Folk aldrig skulle have Vaaben med til Thinge, hvor de skulle tale deres Sager og Forligelsesmaal." Leif sagde, at dette var vel talt, "og derom ville vi," sagde han, "høre min Frænde Gille Lagmands Raad." Gille og Leif vare Søstersønner. De mødtes nu alle sammen, og overlagde den Sag med hverandre. Gille svarede Leif saa: "Uraadeligt tykkes mig det, at troe Thrand, og derfor ville vi tilstaae, at alle vi Embedsmænd og nogle af dem, som følge os, skulle have deres Vaaben, men Almuen skal være vaabenløs. Dette afgjøre de da strax saaledes imellem sig. Nu forløb Vinteren, og Folk kom til Thinge om Sommeren til Strømø. Det skete nu en Dag, at Gille og Leif gik fra deres Telte hen paa en Bakke, som var paa Øen, og talte sammen, og de saae da mod Østen paa Øen under Solens Opgang, at der gik nogle Folk op paa Forbjerget, som laae der; de kunde tælle indtil tredive Mænd; i Solskinnet blinkede fagre Skjolde og blanke Hjelme, Øxer og Spyd, og det saae ud til at være meget drabelige Folk; de saae, at en stor og rask Mand gik foran i en rød Kjortel, og havde et Skjold, som var malet halvt blaat og halvt gult, en Hjelm paa Hovedet, og et stort Huggespyd i Haanden; de syntes der at kjende Sigurd Thorlaksøn. Nærmest ham gik en føer Mand i en rød Kjortel; han havde et rødt Skjold; ham syntes de sikkert at kjende, at det var Thord Lave; den tredie Mand havde et rødt Skjold, hvorpaa var malet et Menneske-Hoved, og en stor Øxe i Haanden, det var Gaut Røde. Leif og Gille gik nu hurtig hjem til deres Telte. Sigurd og de andre kom snart til; og vare alle vel væbnede. Thrand gik ud af sit Telt imod Sigurd og hans Følge, og mange Mænd fulgte ham, og hans Mænd alle med Vaaben. Leif og Gille havde kun faa Mænd imod Thrand, og det gjorde endnu større Forskjel, at kun ganske faa havde Vaaben. Thrand og hans Frænder gik til Leifs og Gilles Trop. Da sagde Thrand: "Saa er det nu, min Fostersøn Leif! at her ere mine Frænder komne, som droge forrige Gang hurtig bort fra Færøerne; nu vil jeg ikke finde mig i, at vi Frænder skulle lade os saaledes kue af dig og Gille; der ere nu to Vilkaar for Haanden, det ene, at jeg dømmer allene eder imellem, og hvis I ikke ville det, da vil jeg ikke afholde mine Frænder fra det, som de ville foretage sig." Leif og Gille saae, at de ikke dennesinde havde nogen Styrke til at staae imod Thrand, og de valgte derfor at overgive hele Sagen til Thrands Dom, og han fremsagde strax sin Afgjørelse, og sagde, at han ikke senere vilde blive klogere til at afsige den. "Det er min Afgjørelse," sagde Thrand, "at jeg vil, at disse mine Frænder skulle have Lov til at opholde sig, hvor dem synes, her paa Færøerne, skjønt de forhen bleve landsforviiste, men fra ingen		'''48.''' Efter Karl den Mørskes Drab og Overfaldet paa Lagmand Gilles Mand bleve Thrands Frænder Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave og Gaut Røde landsforviiste og forjagede fra Færøerne. Thrand gav dem et Skib, som var skikket til større Reiser, og noget Gods; de troede at være slet Udstyrede, gjorde Thrand store Bebreidelser, og sagde at han havde bemægtiget sig deres Fædrenearv, og vilde nu ikke meddele dem noget deraf. Thrand sagde, at de havde faaet meget mere, end dem tilkom, at han havde i lang Tid baaret Omsorg for dem, og givet dem ofte meget, men havde slet Tak derfor. Sigurd stak da i Søen med de andre, og de vare tolv sammen paa Skibet, og Ordet gik, at de agtede at holde til Island; men de havde kun været en kort Tid paa Havet, inden der opstod en stor Storm, og dette Uveir holdt ved næsten en Uge. Alle de, som vare paa Land, vidste, at dette Veir var Sigurd og hans Følge paa det høieste imod, og Folk havde forskjellig Formodning om deres Færd, og mod Slutningen af Høsten fandtes der paa Østerø opdrevne Stykker af deres Skib, og da Vinteren kom, gik der mange Gjenfærd i Gøte og vidtomkring paa Østerø, og Thrands Frænder viste sig ofte, og deraf skete Folk stor Skade, nogle fik Beenbrud eller anden Lemlæstelse; de anfaldt Thrand saa haardt, at han ikke torde gaae ene nogensteds. Derom gik om Vinteren mange Rygter. Og da Vinteren var forbi, sendte Thrand Bud til Leif Øssursøn, at de skulde mødes. Saa gjorde de, og da de kom sammen, sagde Thrand: "Vi kom forrige Sommer, Fostersøn! i stor Vaande, og det var da paa det nærmeste, at alle Thingfolkene vilde slaaes. Nu vilde jeg, min Fostersøn!" sagde Thrand, "at det efter vort Raad blev antaget ved Lov, at Folk aldrig skulle have Vaaben med til Thinge, hvor de skulle tale deres Sager og Forligelsesmaal." Leif sagde, at dette var vel talt, "og derom ville vi," sagde han, "høre min Frænde Gille Lagmands Raad." Gille og Leif vare Søstersønner. De mødtes nu alle sammen, og overlagde den Sag med hverandre. Gille svarede Leif saa: "Uraadeligt tykkes mig det, at troe Thrand, og derfor ville vi tilstaae, at alle vi Embedsmænd og nogle af dem, som følge os, skulle have deres Vaaben, men Almuen skal være vaabenløs. Dette afgjøre de da strax saaledes imellem sig. Nu forløb Vinteren, og Folk kom til Thinge om Sommeren til Strømø. Det skete nu en Dag, at Gille og Leif gik fra deres Telte hen paa en Bakke, som var paa Øen, og talte sammen, og de saae da mod Østen paa Øen under Solens Opgang, at der gik nogle Folk op paa Forbjerget, som laae der; de kunde tælle indtil tredive Mænd; i Solskinnet blinkede fagre Skjolde og blanke Hjelme, Øxer og Spyd, og det saae ud til at være meget drabelige Folk; de saae, at en stor og rask Mand gik foran i en rød Kjortel, og havde et Skjold, som var malet halvt blaat og halvt gult, en Hjelm paa Hovedet, og et stort Huggespyd i Haanden; de syntes der at kjende Sigurd Thorlaksøn. Nærmest ham gik en føer Mand i en rød Kjortel; han havde et rødt Skjold; ham syntes de sikkert at kjende, at det var Thord Lave; den tredie Mand havde et rødt Skjold, hvorpaa var malet et Menneske-Hoved, og en stor Øxe i Haanden, det var Gaut Røde. Leif og Gille gik nu hurtig hjem til deres Telte. Sigurd og de andre kom snart til; og vare alle vel væbnede. Thrand gik ud af sit Telt imod Sigurd og hans Følge, og mange Mænd fulgte ham, og hans Mænd alle med Vaaben. Leif og Gille havde kun faa Mænd imod Thrand, og det gjorde endnu større Forskjel, at kun ganske faa havde Vaaben. Thrand og hans Frænder gik til Leifs og Gilles Trop. Da sagde Thrand: "Saa er det nu, min Fostersøn Leif! at her ere mine Frænder komne, som droge forrige Gang hurtig bort fra Færøerne; nu vil jeg ikke finde mig i, at vi Frænder skulle lade os saaledes kue af dig og Gille; der ere nu to Vilkaar for Haanden, det ene, at jeg dømmer allene eder imellem, og hvis I ikke ville det, da vil jeg ikke afholde mine Frænder fra det, som de ville foretage sig." Leif og Gille saae, at de ikke dennesinde havde nogen Styrke til at staae imod Thrand, og de valgte derfor at overgive hele Sagen til Thrands Dom, og han fremsagde strax sin Afgjørelse, og sagde, at han ikke senere vilde blive klogere til at afsige den. "Det er min Afgjørelse," sagde Thrand, "at jeg vil, at disse mine Frænder skulle have Lov til at opholde sig, hvor dem synes, her paa Færøerne, skjønt de forhen bleve landsforviiste, men fra ingen
−	af Siderne skal der betales Bøder; Riget her paa Færøerne vil jeg saaledes skifte, at jeg vil have den ene Trediedeel, den anden skal Leif have, den tredie Sigmunds Sønner; dette Rige har længe været en Bold for Avind og et Tvistens Æble. Dig, min Fostersøn Leif!" vedblev Thrand, "vil jeg tilbyde, at opfostre din Søn Sigmund, den Godhed vil jeg endnu gjøre dig." Leif svarede: "Jeg vil, at Barneopfostringen skal beroe paa mis Kone Thoras Bestemmelse, om hun vil, at hendes Søn skal drage til dig, eller at han skal blive hos os." Dermed skiltes de. Og da Thora fik at vide, at Thrand havde tilbudt at opfostre hendes Søn, svarede hun: "Det kan være, at jeg atter herom synes anderledes end du, men ei kan jeg unddrage min Søn Sigmund fra den Opfostring, hvis jeg maa raade, thi meget, tykkes mig, har Thrand forud for de fleste andre. Thoras og Leifs Søn Sigmund ~~hev~~ da bragt til Gøte til Opfostring hos Thrand; han var den Gang tre Aar gammel, og gav de bedste Forhaabninger om sig, og han opvoxte nu der.	+	af Siderne skal der betales Bøder; Riget her paa Færøerne vil jeg saaledes skifte, at jeg vil have den ene Trediedeel, den anden skal Leif have, den tredie Sigmunds Sønner; dette Rige har længe været en Bold for Avind og et Tvistens Æble. Dig, min Fostersøn Leif!" vedblev Thrand, "vil jeg tilbyde, at opfostre din Søn Sigmund, den Godhed vil jeg endnu gjøre dig." Leif svarede: "Jeg vil, at Barneopfostringen skal beroe paa mis Kone Thoras Bestemmelse, om hun vil, at hendes Søn skal drage til dig, eller at han skal blive hos os." Dermed skiltes de. Og da Thora fik at vide, at Thrand havde tilbudt at opfostre hendes Søn, svarede hun: "Det kan være, at jeg atter herom synes anderledes end du, men ei kan jeg unddrage min Søn Sigmund fra den Opfostring, hvis jeg maa raade, thi meget, tykkes mig, har Thrand forud for de fleste andre. Thoras og Leifs Søn Sigmund blev da bragt til Gøte til Opfostring hos Thrand; han var den Gang tre Aar gammel, og gav de bedste Forhaabninger om sig, og han opvoxte nu der.

@@ Linje 256: / Linje 256: @@
 '''Færøboernes og Thrands Forlig'''
-'''48.''' Efter Karl den Mørskes Drab og Overfaldet paa Lagmand Gilles Mand bleve Thrands Frænder Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave og Gaut Røde landsforviiste og forjagede fra Færøerne. Thrand gav dem et Skib, som var skikket til større Reiser, og noget Gods; de troede at være slet Udstyrede, gjorde Thrand store Bebreidelser, og sagde at han havde bemægtiget sig deres Fædrenearv, og vilde nu ikke meddele dem noget deraf. Thrand sagde, at de havde faaet meget mere, end dem tilkom, at han havde i lang Tid baaret Omsorg for dem, og givet dem ofte meget, men havde slet Tak derfor. Sigurd stak da i Søen med de andre, og de vare tolv sammen paa Skibet, og Ordet gik, at de agtede at holde til Island; men de havde kun været en kort Tid paa Havet, inden der opstod en stor Storm, og dette Uveir holdt ved næsten en Uge. Alle de, som vare paa Land, vidste, at dette Veir var Sigurd og hans Følge paa det høieste imod, og Folk havde forskjellig Formodning om deres Færd, og mod Slutningen af Høsten fandtes der paa Østerø opdrevne Stykker af deres Skib, og da Vinteren kom, gik der mange Gjenfærd i Gøte og vidtomkring paa Østerø, og Thrands Frænder viste sig ofte, og deraf skete Folk stor Skade, nogle fik Beenbrud eller anden Lemlæstelse; de anfaldt Thrand saa haardt, at han ikke torde gaae ene nogensteds. Derom gik om Vinteren mange Rygter. Og da Vinteren var forbi, sendte Thrand Bud til Leif Øssursøn, at de skulde mødes. Saa gjorde de, og da de kom sammen, sagde Thrand: "Vi kom forrige Sommer, Fostersøn! i stor Vaande, og det var da paa det nærmeste, at alle Thingfolkene vilde slaaes. Nu vilde jeg, min Fostersøn!" sagde Thrand, "at det efter vort Raad blev antaget ved Lov, at Folk aldrig skulle have Vaaben med til Thinge, hvor de skulle tale deres Sager og Forligelsesmaal." Leif sagde, at dette var vel talt, "og derom ville vi," sagde han, "høre min Frænde Gille Lagmands Raad." Gille og Leif vare Søstersønner. De mødtes nu alle sammen, og overlagde den Sag med hverandre. Gille svarede Leif saa: "Uraadeligt tykkes mig det, at troe Thrand, og derfor ville vi tilstaae, at alle vi Embedsmænd og nogle af dem, som følge os, skulle have deres Vaaben, men Almuen skal være vaabenløs. Dette afgjøre de da strax saaledes imellem sig. Nu forløb Vinteren, og Folk kom til Thinge om Sommeren til Strømø. Det skete nu en Dag, at Gille og Leif gik fra deres Telte hen paa en Bakke, som var paa Øen, og talte sammen, og de saae da mod Østen paa Øen under Solens Opgang, at der gik nogle Folk op paa Forbjerget, som laae der; de kunde tælle indtil tredive Mænd; i Solskinnet blinkede fagre Skjolde og blanke Hjelme, Øxer og Spyd, og det saae ud til at være meget drabelige Folk; de saae, at en stor og rask Mand gik foran i en rød Kjortel, og havde et Skjold, som var malet halvt blaat og halvt gult, en Hjelm paa Hovedet, og et stort Huggespyd i Haanden; de syntes der at kjende Sigurd Thorlaksøn. Nær-mest ham gik en føer Mand i en rød Kjortel; han havde et rødt Skjold; ham syntes de sikkert at kjende, at det var Thord Lave; den tredie Mand havde et rødt Skjold, hvorpaa var malet et Menneske-Hoved, og en stor Øxe i Haanden, det var Gaut Røde. Leif og Gille gik nu hurtig hjem til deres Telte. Sigurd og de andre kom snart til; og vare alle vel væbnede. Thrand gik ud af sit Telt imod Sigurd og hans Følge, og mange Mænd fulgte ham, og hans Mænd alle med Vaaben. Leif og Gille havde kun faa Mænd imod Thrand, og det gjorde endnu større Forskjel, at kun ganske faa havde Vaaben. Thrand og hans Frænder gik til Leifs og Gilles Trop. Da sagde Thrand: "Saa er det nu, min Fostersøn Leif! at her ere mine Frænder komne, som droge forrige Gang hurtig bort fra Færøerne; nu vil jeg ikke finde mig i, at vi Frænder skulle lade os saaledes kue af dig og Gille; der ere nu to Vilkaar for Haanden, det ene, at jeg dømmer allene eder imellem, og hvis I ikke ville det, da vil jeg ikke afholde mine Frænder fra det, som de ville foretage sig." Leif og Gille saae, at de ikke dennesinde havde nogen Styrke til at staae imod Thrand, og de valgte derfor at overgive hele Sagen til Thrands Dom, og han fremsagde strax sin Afgjørelse, og sagde, at han ikke senere vilde blive klogere til at afsige den. "Det er min Afgjørelse," sagde Thrand, "at jeg vil, at disse mine Frænder skulle have Lov til at opholde sig, hvor dem synes, her paa Færøerne, skjønt de forhen bleve landsforviiste, men fra ingen
+'''48.''' Efter Karl den Mørskes Drab og Overfaldet paa Lagmand Gilles Mand bleve Thrands Frænder Sigurd Thorlaksøn, Thord Lave og Gaut Røde landsforviiste og forjagede fra Færøerne. Thrand gav dem et Skib, som var skikket til større Reiser, og noget Gods; de troede at være slet Udstyrede, gjorde Thrand store Bebreidelser, og sagde at han havde bemægtiget sig deres Fædrenearv, og vilde nu ikke meddele dem noget deraf. Thrand sagde, at de havde faaet meget mere, end dem tilkom, at han havde i lang Tid baaret Omsorg for dem, og givet dem ofte meget, men havde slet Tak derfor. Sigurd stak da i Søen med de andre, og de vare tolv sammen paa Skibet, og Ordet gik, at de agtede at holde til Island; men de havde kun været en kort Tid paa Havet, inden der opstod en stor Storm, og dette Uveir holdt ved næsten en Uge. Alle de, som vare paa Land, vidste, at dette Veir var Sigurd og hans Følge paa det høieste imod, og Folk havde forskjellig Formodning om deres Færd, og mod Slutningen af Høsten fandtes der paa Østerø opdrevne Stykker af deres Skib, og da Vinteren kom, gik der mange Gjenfærd i Gøte og vidtomkring paa Østerø, og Thrands Frænder viste sig ofte, og deraf skete Folk stor Skade, nogle fik Beenbrud eller anden Lemlæstelse; de anfaldt Thrand saa haardt, at han ikke torde gaae ene nogensteds. Derom gik om Vinteren mange Rygter. Og da Vinteren var forbi, sendte Thrand Bud til Leif Øssursøn, at de skulde mødes. Saa gjorde de, og da de kom sammen, sagde Thrand: "Vi kom forrige Sommer, Fostersøn! i stor Vaande, og det var da paa det nærmeste, at alle Thingfolkene vilde slaaes. Nu vilde jeg, min Fostersøn!" sagde Thrand, "at det efter vort Raad blev antaget ved Lov, at Folk aldrig skulle have Vaaben med til Thinge, hvor de skulle tale deres Sager og Forligelsesmaal." Leif sagde, at dette var vel talt, "og derom ville vi," sagde han, "høre min Frænde Gille Lagmands Raad." Gille og Leif vare Søstersønner. De mødtes nu alle sammen, og overlagde den Sag med hverandre. Gille svarede Leif saa: "Uraadeligt tykkes mig det, at troe Thrand, og derfor ville vi tilstaae, at alle vi Embedsmænd og nogle af dem, som følge os, skulle have deres Vaaben, men Almuen skal være vaabenløs. Dette afgjøre de da strax saaledes imellem sig. Nu forløb Vinteren, og Folk kom til Thinge om Sommeren til Strømø. Det skete nu en Dag, at Gille og Leif gik fra deres Telte hen paa en Bakke, som var paa Øen, og talte sammen, og de saae da mod Østen paa Øen under Solens Opgang, at der gik nogle Folk op paa Forbjerget, som laae der; de kunde tælle indtil tredive Mænd; i Solskinnet blinkede fagre Skjolde og blanke Hjelme, Øxer og Spyd, og det saae ud til at være meget drabelige Folk; de saae, at en stor og rask Mand gik foran i en rød Kjortel, og havde et Skjold, som var malet halvt blaat og halvt gult, en Hjelm paa Hovedet, og et stort Huggespyd i Haanden; de syntes der at kjende Sigurd Thorlaksøn. Nærmest ham gik en føer Mand i en rød Kjortel; han havde et rødt Skjold; ham syntes de sikkert at kjende, at det var Thord Lave; den tredie Mand havde et rødt Skjold, hvorpaa var malet et Menneske-Hoved, og en stor Øxe i Haanden, det var Gaut Røde. Leif og Gille gik nu hurtig hjem til deres Telte. Sigurd og de andre kom snart til; og vare alle vel væbnede. Thrand gik ud af sit Telt imod Sigurd og hans Følge, og mange Mænd fulgte ham, og hans Mænd alle med Vaaben. Leif og Gille havde kun faa Mænd imod Thrand, og det gjorde endnu større Forskjel, at kun ganske faa havde Vaaben. Thrand og hans Frænder gik til Leifs og Gilles Trop. Da sagde Thrand: "Saa er det nu, min Fostersøn Leif! at her ere mine Frænder komne, som droge forrige Gang hurtig bort fra Færøerne; nu vil jeg ikke finde mig i, at vi Frænder skulle lade os saaledes kue af dig og Gille; der ere nu to Vilkaar for Haanden, det ene, at jeg dømmer allene eder imellem, og hvis I ikke ville det, da vil jeg ikke afholde mine Frænder fra det, som de ville foretage sig." Leif og Gille saae, at de ikke dennesinde havde nogen Styrke til at staae imod Thrand, og de valgte derfor at overgive hele Sagen til Thrands Dom, og han fremsagde strax sin Afgjørelse, og sagde, at han ikke senere vilde blive klogere til at afsige den. "Det er min Afgjørelse," sagde Thrand, "at jeg vil, at disse mine Frænder skulle have Lov til at opholde sig, hvor dem synes, her paa Færøerne, skjønt de forhen bleve landsforviiste, men fra ingen
 af Siderne skal der betales Bøder; Riget her paa Færøerne vil jeg saaledes skifte, at jeg vil have den ene Trediedeel, den anden skal Leif have, den tredie Sigmunds Sønner; dette Rige har længe været en Bold for Avind og et Tvistens Æble. Dig, min Fostersøn Leif!" vedblev Thrand, "vil jeg tilbyde, at opfostre din Søn Sigmund, den Godhed vil jeg endnu gjøre dig." Leif svarede: "Jeg vil, at Barneopfostringen skal beroe paa mis Kone Thoras Bestemmelse, om hun vil, at hendes Søn skal drage til dig, eller at han skal blive hos os." Dermed skiltes de. Og da Thora fik at vide, at Thrand havde tilbudt at opfostre hendes Søn, svarede hun: "Det kan være, at jeg atter herom synes anderledes end du, men ei kan jeg unddrage min Søn Sigmund fra den Opfostring, hvis jeg maa raade, thi meget, tykkes mig, har Thrand forud for de fleste andre. Thoras og Leifs Søn Sigmund hev da bragt til Gøte til Opfostring hos Thrand; han var den Gang tre Aar gammel, og gav de bedste Forhaabninger om sig, og han opvoxte nu der.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. apr. 2016 kl. 05:08
Linje 218:		Linje 218:
	'''Om Thrand'''		'''Om Thrand'''

−	'''40.''' Kort efter dette drog Thrand hjemmefra Gøte, og Leif med ham, og de fore paa eet Skib, tolv sammen, til Suderø, og kom til Sandvig til Thorgrim den Onde. Dette var nogle Aar efter Sigmunds og Thorers Død. De kom silde til Øen og gik op til Gaarden. Thorgrim tog vel imod Thrand, og de gik Ind. Thrand og Thorgrim Bonde gik ind i Stuen, men Leif og de andre bleve siddende i Forværelserne ved en ild, som blev antændt for dem. Thrand og Thorgrim talte da meget med hinanden. Thrand sagde: "Hvad troe Folk, at der har været Sigmund Brestersøn til Bane?" "Ei tykkes Folk vide det nøie," sagde Thorgrim; "somme troe, at I have fundet dem paa Strandbreden eller etsteds i Vandet, og dræbt dem." "Sligt er et slet Antagende, og usandsynligt," svarede Thrand, "thi det vidste alle, at vi vilde dræbe Sigmund, men hvorfor skulde vi ville skjule deres Drab, og saadant er talt af fjendtlig Hu." "Andre derimod sige," vedblev Thorgrim, "at de maae have sprængt sig ved Svømningen, eller Sigmund maa være kommen nogensteds i Land, da han var en fortrinlig Mand i mange Henseender, og maa da være bleven dræbt, hvis han er kommen afkræftet i Land, og hemmelig myrdet?” "Sligt lader sig meget vel høre," sagde Thrand, "og det er min Tro, at det er gaaet saa; men er det nu ikke, min kjære Ven! som mig aner, at du er Sigmunds Banemand. ~~Thor-grim~~ nægter det, det ivrigste han kunde. "Ei tør du ved at benægte dette," sagde Thrand, "thi jeg troer at vide, at du er den virkelige Gjerningsgmand." Han vedblev endnu at nægte det. Da lod Thrand kalde paa Leif og Sigurd, og bød, at Thorgrim og hans Sønner skulde sættes i Fjædder, og saa blev gjort, at de bleve fjædrede og fast bundne. Thrand havde da ladet gjøre en stor Ild paa i Varmestuen, og han lader gjøre fire Tralværker (3), sætte sammen i en Fiirkant, og han rister ni indcirklede Pladser ud fra alle Sider af Tralværkerne, han sætter sig dernæst ned paa en Stol mellem Ilden og Tralværkerne. Han bad dem derpaa ikke at tale til ham, hvilket de iagttoge. Saaledes sad Thrand en Tid, og noget efter gik en Mand ind i Varmestuen, han var ganske vaad; de kjendte Manden, at det var Einar Suderøbo; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder et øieblik frem, og vendte sig derefter og gik ud igjen; og noget efter gik igjen en Mand ind i Varmestuen; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder frem, og gik dernæst ud; de kjendte, at det var Thorer. Strax efter dette kom den tredie Mand ind i Varmestuen. Dette var en stor Mand og meget blodig: han havde Hovedet i sin Haand; denne kjendte de alle, at det var Sigmund Brestersøn; han standsede etsteds paa Gulvet, og gik ud siden. Og efter dette reiste Thrand sig fra Stolen, stønnede skrækkelig, og sagde: "Nu kunne I see, hvad der har voldt disse Mænds Død; Einar er først omkommen, og han er død af Kulde eller druknet, da han var den mindst stærke af dem; dernæst maa Thorer være omkommen, og har Sigmund vel ført ham frem, og er derved mest bleven udmattet, men Sigmund er da kommen i Land ganske afkræftet, og disse Mænd maa saa have dræbt ham, da han viste sig blodig og hovedløs for os." Alle Thrands Ledsagere sandede dette, at det maatte være gaaet saa. Thrand sagde nu, at de skulde ransage alt der, og det gjorde de, men fandt ingen Kjendsgjerninger. Thorgrim og hans Sønner vedbleve at nægte det, og sagde at de ikke havde bedrevet denne Gjerning. Thrand sagde, at de ikke turde ved at nægte det; og han bad da sine Mænd, endnu at ransage nøiere, og de gjorde saa. En stor gammel Kiste stod i Varmestuen. Thrand spurgte, om de havde eftersøgt Kisten. De sagde, at den var ikke eftersøgt, og de brøde den nu op; de syntes, at der var ikke noget deri uden Skramlerier, og søgte derimellem en Stund. Thrand sagde: Vender Kisten om!" og de gjorde saa. De fandt der en Bylt Pjalter, som havde været i Kisten, og bragde Thrand den; han løste den op, og der vare mange Pjalter viklede sammen, og omsider fandt Thrand der en stor Guldring, og kjendte, at denne Ring havde tilhørt Sigmund Brestersøn, det var nemlig den, som Hakon Jarl havde givet ham. Da Thorgrim mærkede dette, vedgik han Sigmunds Mord, og fortalte nu alt, hvorledes det var tilgaaet. Han viste dem derhen, hvor Sigmund og Thorer vare nedgravede; og de førte deres Lig bort. Thrand lod da Thorgrim og hans Sønner drage med sig. Siden bleve Sigmund og Thorer begravede i den Kirke paa Skufø, som Sigmund havde ladet bygge.	+	'''40.''' Kort efter dette drog Thrand hjemmefra Gøte, og Leif med ham, og de fore paa eet Skib, tolv sammen, til Suderø, og kom til Sandvig til Thorgrim den Onde. Dette var nogle Aar efter Sigmunds og Thorers Død. De kom silde til Øen og gik op til Gaarden. Thorgrim tog vel imod Thrand, og de gik Ind. Thrand og Thorgrim Bonde gik ind i Stuen, men Leif og de andre bleve siddende i Forværelserne ved en ild, som blev antændt for dem. Thrand og Thorgrim talte da meget med hinanden. Thrand sagde: "Hvad troe Folk, at der har været Sigmund Brestersøn til Bane?" "Ei tykkes Folk vide det nøie," sagde Thorgrim; "somme troe, at I have fundet dem paa Strandbreden eller etsteds i Vandet, og dræbt dem." "Sligt er et slet Antagende, og usandsynligt," svarede Thrand, "thi det vidste alle, at vi vilde dræbe Sigmund, men hvorfor skulde vi ville skjule deres Drab, og saadant er talt af fjendtlig Hu." "Andre derimod sige," vedblev Thorgrim, "at de maae have sprængt sig ved Svømningen, eller Sigmund maa være kommen nogensteds i Land, da han var en fortrinlig Mand i mange Henseender, og maa da være bleven dræbt, hvis han er kommen afkræftet i Land, og hemmelig myrdet?” "Sligt lader sig meget vel høre," sagde Thrand, "og det er min Tro, at det er gaaet saa; men er det nu ikke, min kjære Ven! som mig aner, at du er Sigmunds Banemand. Thorgrim nægter det, det ivrigste han kunde. "Ei tør du ved at benægte dette," sagde Thrand, "thi jeg troer at vide, at du er den virkelige Gjerningsgmand." Han vedblev endnu at nægte det. Da lod Thrand kalde paa Leif og Sigurd, og bød, at Thorgrim og hans Sønner skulde sættes i Fjædder, og saa blev gjort, at de bleve fjædrede og fast bundne. Thrand havde da ladet gjøre en stor Ild paa i Varmestuen, og han lader gjøre fire Tralværker (3), sætte sammen i en Fiirkant, og han rister ni indcirklede Pladser ud fra alle Sider af Tralværkerne, han sætter sig dernæst ned paa en Stol mellem Ilden og Tralværkerne. Han bad dem derpaa ikke at tale til ham, hvilket de iagttoge. Saaledes sad Thrand en Tid, og noget efter gik en Mand ind i Varmestuen, han var ganske vaad; de kjendte Manden, at det var Einar Suderøbo; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder et øieblik frem, og vendte sig derefter og gik ud igjen; og noget efter gik igjen en Mand ind i Varmestuen; han gik til Ilden, og rakte sine Hænder frem, og gik dernæst ud; de kjendte, at det var Thorer. Strax efter dette kom den tredie Mand ind i Varmestuen. Dette var en stor Mand og meget blodig: han havde Hovedet i sin Haand; denne kjendte de alle, at det var Sigmund Brestersøn; han standsede etsteds paa Gulvet, og gik ud siden. Og efter dette reiste Thrand sig fra Stolen, stønnede skrækkelig, og sagde: "Nu kunne I see, hvad der har voldt disse Mænds Død; Einar er først omkommen, og han er død af Kulde eller druknet, da han var den mindst stærke af dem; dernæst maa Thorer være omkommen, og har Sigmund vel ført ham frem, og er derved mest bleven udmattet, men Sigmund er da kommen i Land ganske afkræftet, og disse Mænd maa saa have dræbt ham, da han viste sig blodig og hovedløs for os." Alle Thrands Ledsagere sandede dette, at det maatte være gaaet saa. Thrand sagde nu, at de skulde ransage alt der, og det gjorde de, men fandt ingen Kjendsgjerninger. Thorgrim og hans Sønner vedbleve at nægte det, og sagde at de ikke havde bedrevet denne Gjerning. Thrand sagde, at de ikke turde ved at nægte det; og han bad da sine Mænd, endnu at ransage nøiere, og de gjorde saa. En stor gammel Kiste stod i Varmestuen. Thrand spurgte, om de havde eftersøgt Kisten. De sagde, at den var ikke eftersøgt, og de brøde den nu op; de syntes, at der var ikke noget deri uden Skramlerier, og søgte derimellem en Stund. Thrand sagde: Vender Kisten om!" og de gjorde saa. De fandt der en Bylt Pjalter, som havde været i Kisten, og bragde Thrand den; han løste den op, og der vare mange Pjalter viklede sammen, og omsider fandt Thrand der en stor Guldring, og kjendte, at denne Ring havde tilhørt Sigmund Brestersøn, det var nemlig den, som Hakon Jarl havde givet ham. Da Thorgrim mærkede dette, vedgik han Sigmunds Mord, og fortalte nu alt, hvorledes det var tilgaaet. Han viste dem derhen, hvor Sigmund og Thorer vare nedgravede; og de førte deres Lig bort. Thrand lod da Thorgrim og hans Sønner drage med sig. Siden bleve Sigmund og Thorer begravede i den Kirke paa Skufø, som Sigmund havde ladet bygge.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. apr. 2016 kl. 04:47
Linje 226:		Linje 226:
	'''Om Færøboerne og Kong Olaf den Hellige'''		'''Om Færøboerne og Kong Olaf den Hellige'''

−	'''42.''' Kyndige Mænd have ~~rigtigere~~ skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, først Ørkenøerne, dernæst Hjaltland, Færøerne og Grønland; og der` fortælles saa, at i hans Regjerings niende Aar kom efter Kong Olafs Ordsending fra Færøerne til Norge Gille Laugmand, Leif Øssursøn, Thoralf fra Dimon og mange andre Bøndersønner. Thrand i Gøte beredte sig til at reise med, men da han var færdig, overfaldt der ham en hovedkuls Sygdom, saa at han ingensteds kunde komme, og han blev da tilbage. Men da de ovennævnte Færøboer kom til Kong Olaf, kaldte han dem til sig og holdt et Møde med dem; han fremsatte da for dem det Andragende, som var den egentlige Grund til Ordsendingen, at han vilde have Skat af Færøerne, og tillige at Færøboerne skulde antage de Love, som Kong Olaf gav dem. Paa dette Møde mærkedes det af Kongens Ord, at han ønskede Sikkerhed for denne Sag af de Færøboer, som da vare komne til Norge, at de skulde med Ed stadfæste dette Fordrag; han tilbød de Mænd, som vare komne til ham, at, hvis de vilde indgaae dette Vilkaar, da skulde de anseteste af dem blive hans Mænd og erholde hans Venskab og Hædersbeviisninger. Færøboerne syntes paa Kongens Ord at mærke, at det vel kunde være tvivlsomt, hvad Udfald Sagen vilde faae, hvis de ikke vilde samtykke Kongens Forlangende, og skønt der holdtes flere Møder om denne Sag fik dog Kongen sin Begjæring sat igjennem, og Leif, Gille og Thoralf underkastede sig Kongen, og blev hans Hofsinder; men alle de tilstedeværende Færøboer svore Kong Olaf Ed paa at holde de Love og den Ret paa Færøerne, som han gav dem, og betale de Skatter, som han paalagde. Siden beredte de færøiske Mænd sig til Hjemreisen, og ved Skilsmissen gav Kongen Vennegaver til dem, som vare blevne hans Mænd. De droge nu deres Vei, da de vare færdige, men Kongen lod ruste et Skib, og sendte Mænd ud til Færøerne, at modtage de Skatter, som Færøboerne skulde betale ham. De blev (ikke) hurtig færdige, og om deres Reise er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og ingen Skatter den næstfølgende Sommer; Folk sige, at de ikke ere komne til Færøerne, og at ingen havde der indkrævet Skat.	+	'''42.''' Kyndige Mænd have rigtigen skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, først Ørkenøerne, dernæst Hjaltland, Færøerne og Grønland; og der fortælles saa, at i hans Regjerings niende Aar kom efter Kong Olafs Ordsending fra Færøerne til Norge Gille Laugmand, Leif Øssursøn, Thoralf fra Dimon og mange andre Bøndersønner. Thrand i Gøte beredte sig til at reise med, men da han var færdig, overfaldt der ham en hovedkuls Sygdom, saa at han ingensteds kunde komme, og han blev da tilbage. Men da de ovennævnte Færøboer kom til Kong Olaf, kaldte han dem til sig og holdt et Møde med dem; han fremsatte da for dem det Andragende, som var den egentlige Grund til Ordsendingen, at han vilde have Skat af Færøerne, og tillige at Færøboerne skulde antage de Love, som Kong Olaf gav dem. Paa dette Møde mærkedes det af Kongens Ord, at han ønskede Sikkerhed for denne Sag af de Færøboer, som da vare komne til Norge, at de skulde med Ed stadfæste dette Fordrag; han tilbød de Mænd, som vare komne til ham, at, hvis de vilde indgaae dette Vilkaar, da skulde de anseteste af dem blive hans Mænd og erholde hans Venskab og Hædersbeviisninger. Færøboerne syntes paa Kongens Ord at mærke, at det vel kunde være tvivlsomt, hvad Udfald Sagen vilde faae, hvis de ikke vilde samtykke Kongens Forlangende, og skønt der holdtes flere Møder om denne Sag fik dog Kongen sin Begjæring sat igjennem, og Leif, Gille og Thoralf underkastede sig Kongen, og blev hans Hofsinder; men alle de tilstedeværende Færøboer svore Kong Olaf Ed paa at holde de Love og den Ret paa Færøerne, som han gav dem, og betale de Skatter, som han paalagde. Siden beredte de færøiske Mænd sig til Hjemreisen, og ved Skilsmissen gav Kongen Vennegaver til dem, som vare blevne hans Mænd. De droge nu deres Vei, da de vare færdige, men Kongen lod ruste et Skib, og sendte Mænd ud til Færøerne, at modtage de Skatter, som Færøboerne skulde betale ham. De blev (ikke) hurtig færdige, og om deres Reise er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og ingen Skatter den næstfølgende Sommer; Folk sige, at de ikke ere komne til Færøerne, og at ingen havde der indkrævet Skat.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. apr. 2016 kl. 04:45
Linje 224:		Linje 224:


−	'''Om Færøboerne og Kong ~~Olav~~ den Hellige'''	+	'''Om Færøboerne og Kong Olaf den Hellige'''

	'''42.''' Kyndige Mænd have rigtigere skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, først Ørkenøerne, dernæst Hjaltland, Færøerne og Grønland; og der` fortælles saa, at i hans Regjerings niende Aar kom efter Kong Olafs Ordsending fra Færøerne til Norge Gille Laugmand, Leif Øssursøn, Thoralf fra Dimon og mange andre Bøndersønner. Thrand i Gøte beredte sig til at reise med, men da han var færdig, overfaldt der ham en hovedkuls Sygdom, saa at han ingensteds kunde komme, og han blev da tilbage. Men da de ovennævnte Færøboer kom til Kong Olaf, kaldte han dem til sig og holdt et Møde med dem; han fremsatte da for dem det Andragende, som var den egentlige Grund til Ordsendingen, at han vilde have Skat af Færøerne, og tillige at Færøboerne skulde antage de Love, som Kong Olaf gav dem. Paa dette Møde mærkedes det af Kongens Ord, at han ønskede Sikkerhed for denne Sag af de Færøboer, som da vare komne til Norge, at de skulde med Ed stadfæste dette Fordrag; han tilbød de Mænd, som vare komne til ham, at, hvis de vilde indgaae dette Vilkaar, da skulde de anseteste af dem blive hans Mænd og erholde hans Venskab og Hædersbeviisninger. Færøboerne syntes paa Kongens Ord at mærke, at det vel kunde være tvivlsomt, hvad Udfald Sagen vilde faae, hvis de ikke vilde samtykke Kongens Forlangende, og skønt der holdtes flere Møder om denne Sag fik dog Kongen sin Begjæring sat igjennem, og Leif, Gille og Thoralf underkastede sig Kongen, og blev hans Hofsinder; men alle de tilstedeværende Færøboer svore Kong Olaf Ed paa at holde de Love og den Ret paa Færøerne, som han gav dem, og betale de Skatter, som han paalagde. Siden beredte de færøiske Mænd sig til Hjemreisen, og ved Skilsmissen gav Kongen Vennegaver til dem, som vare blevne hans Mænd. De droge nu deres Vei, da de vare færdige, men Kongen lod ruste et Skib, og sendte Mænd ud til Færøerne, at modtage de Skatter, som Færøboerne skulde betale ham. De blev (ikke) hurtig færdige, og om deres Reise er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og ingen Skatter den næstfølgende Sommer; Folk sige, at de ikke ere komne til Færøerne, og at ingen havde der indkrævet Skat.		'''42.''' Kyndige Mænd have rigtigere skrevet og med Sandhed berettet, at Kong Olaf har gjort alle de Lande, som nu ligge under Norge, Island undtagen, skatskyldige, først Ørkenøerne, dernæst Hjaltland, Færøerne og Grønland; og der` fortælles saa, at i hans Regjerings niende Aar kom efter Kong Olafs Ordsending fra Færøerne til Norge Gille Laugmand, Leif Øssursøn, Thoralf fra Dimon og mange andre Bøndersønner. Thrand i Gøte beredte sig til at reise med, men da han var færdig, overfaldt der ham en hovedkuls Sygdom, saa at han ingensteds kunde komme, og han blev da tilbage. Men da de ovennævnte Færøboer kom til Kong Olaf, kaldte han dem til sig og holdt et Møde med dem; han fremsatte da for dem det Andragende, som var den egentlige Grund til Ordsendingen, at han vilde have Skat af Færøerne, og tillige at Færøboerne skulde antage de Love, som Kong Olaf gav dem. Paa dette Møde mærkedes det af Kongens Ord, at han ønskede Sikkerhed for denne Sag af de Færøboer, som da vare komne til Norge, at de skulde med Ed stadfæste dette Fordrag; han tilbød de Mænd, som vare komne til ham, at, hvis de vilde indgaae dette Vilkaar, da skulde de anseteste af dem blive hans Mænd og erholde hans Venskab og Hædersbeviisninger. Færøboerne syntes paa Kongens Ord at mærke, at det vel kunde være tvivlsomt, hvad Udfald Sagen vilde faae, hvis de ikke vilde samtykke Kongens Forlangende, og skønt der holdtes flere Møder om denne Sag fik dog Kongen sin Begjæring sat igjennem, og Leif, Gille og Thoralf underkastede sig Kongen, og blev hans Hofsinder; men alle de tilstedeværende Færøboer svore Kong Olaf Ed paa at holde de Love og den Ret paa Færøerne, som han gav dem, og betale de Skatter, som han paalagde. Siden beredte de færøiske Mænd sig til Hjemreisen, og ved Skilsmissen gav Kongen Vennegaver til dem, som vare blevne hans Mænd. De droge nu deres Vei, da de vare færdige, men Kongen lod ruste et Skib, og sendte Mænd ud til Færøerne, at modtage de Skatter, som Færøboerne skulde betale ham. De blev (ikke) hurtig færdige, og om deres Reise er det at fortælle, at de ikke kom tilbage, og ingen Skatter den næstfølgende Sommer; Folk sige, at de ikke ere komne til Færøerne, og at ingen havde der indkrævet Skat.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. apr. 2016 kl. 19:47
Linje 206:		Linje 206:


−	'''Sigmund ~~Breitersøn~~ myrdes og skjules'''	+	'''Sigmund Brestersøn myrdes og skjules'''

	'''38.''' Om Sigmund og hans tvende Stalbrødre er dernæst at berette, at de svømmede en Stund, og agtede sig til Suderø, der hvor Afstanden var kortest, og det var dog en lang Sømiil. De de havde tilbagelagt Halvdelen af Veien, sagde Einar: "Her maae vi skilles." Sigmund sagde, at det ikke skulde skee; "Læg dig paa mine Skuldre, Einar!" sagde han; og denne gjorde nu saa. Sigmund svømmede da endnu en Stund. Da sagde Thorer, som svømmede bag efter ham: "Hvor længe vil du, min Frænde Sigmund! slæbe et dødt Menneske efter dig" "Ei troer jeg at det behøves," sagde da Sigmund. Nu svømmede de saa langt, at kun en Fjerdedeel af Veien var tilbage; da sagde Thorer: ”Hele vor Levetid, min Frænde Sigmund! have vi været sammen, og baaret stor Kjærlighed til hinanden, men nu seer det ud til, at vor Samværen hører op; nu har jeg gjort alt, hvad jeg har orket; nu vil jeg, at du skal frelse dig og dit Liv, og ikke bryde dig mere om mig, thi ved at trækkes med mig, Frænde! sætter du dit eget Liv til.". "Det skal aldrig skee, sagde Sigmund, "at vi saaledes skulle skilles, min Frænde Thorer! Enten skulle vi begge komme i Land, eller ingen af os." Sigmund førte da Thorer mellem sine Skuldre; Thorer var da saa udmattet; at han næsten ikke kunde hjælpe sig selv det Mindste, men Sigmund svømmede, til han naaede til Suderø. Der var stærk Brænding ved Øen, Sigmund var da saa udmattet, at han snart førtes fra Land, og snart igjen baares til det; da skyllede Bølgerne Thorer af hans Skuldre, og denne druknede, men Sigmund naaede omsider at krybe op, og var da saa udmattet, at han ikke kunde gaae; men krøb op paa Strandbreden, og lagde sig ned i en Tangdynge. Dette var i Dagningen. Der laa han, til det var lys Dag. Der var en lille Gaard kort derfra paa Øen, som hed Sandvig, hvor der boede en Mand, ved Navn Thorgrim den Onde, han var en stor og stærk Mand, og havde sin Gaard i Fæste af Thrand i Gøte. Han havde to Sønner, ved Navn Ormstein og Thorstein; de vare haabefulde Mænd. Om Morgenen gik Thorgrim den Onde til Strandbreden, og havde en Buløxe i sin Haand. Han kom da etsteds, hvor han saae at et rødt Klæde stak frem af en Tangdynge; han skrabede da Tangen tilside, og saae at der laae en Mand. Han spurgte, hvo han var; Sigmund navngav sig. "Lavt ligger nu vor Høvding," sagde han da, "og hvad har voldt det?" Sigmund fortalte nu alt, hvorledes det var gaaet. I det samme kom Thorgrims Sønner til. Sigmund bad dem om at hjælpe ham, Thorgrim var ikke hurtig til at svare derpaa, men talte sagte med sine Sønner: "Sigmund har, som mig synes, saa megen Rigdom paa sig," sagde han, "at vi aldrig have været Eiere af saa meget, og hans Guldring er meget tyk; det synes mig derfor bedst, at vi dræbe ham og skjule ham dernæst, dette vil aldrig kunne opdages." Hans Sønner talte imod en Tid, men samtykte omsider, og de gik nu hen, hvor Sigmund laae, og toge ham i Haaret, og Thorgrim den Onde hug Hovedet af ham med, Buløxen, og saaledes lod Sigmund sit Liv, den i alle Henseender saa udmærkede Mand. De toge Klæderne og Kostbarhederne af ham, og trak ham siden op under en Jordbanke og grove ham der ned. Thorers Lig var drevet op, og de grove ham ned ved Siden af Sigmund, og skjulte dem begge		'''38.''' Om Sigmund og hans tvende Stalbrødre er dernæst at berette, at de svømmede en Stund, og agtede sig til Suderø, der hvor Afstanden var kortest, og det var dog en lang Sømiil. De de havde tilbagelagt Halvdelen af Veien, sagde Einar: "Her maae vi skilles." Sigmund sagde, at det ikke skulde skee; "Læg dig paa mine Skuldre, Einar!" sagde han; og denne gjorde nu saa. Sigmund svømmede da endnu en Stund. Da sagde Thorer, som svømmede bag efter ham: "Hvor længe vil du, min Frænde Sigmund! slæbe et dødt Menneske efter dig" "Ei troer jeg at det behøves," sagde da Sigmund. Nu svømmede de saa langt, at kun en Fjerdedeel af Veien var tilbage; da sagde Thorer: ”Hele vor Levetid, min Frænde Sigmund! have vi været sammen, og baaret stor Kjærlighed til hinanden, men nu seer det ud til, at vor Samværen hører op; nu har jeg gjort alt, hvad jeg har orket; nu vil jeg, at du skal frelse dig og dit Liv, og ikke bryde dig mere om mig, thi ved at trækkes med mig, Frænde! sætter du dit eget Liv til.". "Det skal aldrig skee, sagde Sigmund, "at vi saaledes skulle skilles, min Frænde Thorer! Enten skulle vi begge komme i Land, eller ingen af os." Sigmund førte da Thorer mellem sine Skuldre; Thorer var da saa udmattet; at han næsten ikke kunde hjælpe sig selv det Mindste, men Sigmund svømmede, til han naaede til Suderø. Der var stærk Brænding ved Øen, Sigmund var da saa udmattet, at han snart førtes fra Land, og snart igjen baares til det; da skyllede Bølgerne Thorer af hans Skuldre, og denne druknede, men Sigmund naaede omsider at krybe op, og var da saa udmattet, at han ikke kunde gaae; men krøb op paa Strandbreden, og lagde sig ned i en Tangdynge. Dette var i Dagningen. Der laa han, til det var lys Dag. Der var en lille Gaard kort derfra paa Øen, som hed Sandvig, hvor der boede en Mand, ved Navn Thorgrim den Onde, han var en stor og stærk Mand, og havde sin Gaard i Fæste af Thrand i Gøte. Han havde to Sønner, ved Navn Ormstein og Thorstein; de vare haabefulde Mænd. Om Morgenen gik Thorgrim den Onde til Strandbreden, og havde en Buløxe i sin Haand. Han kom da etsteds, hvor han saae at et rødt Klæde stak frem af en Tangdynge; han skrabede da Tangen tilside, og saae at der laae en Mand. Han spurgte, hvo han var; Sigmund navngav sig. "Lavt ligger nu vor Høvding," sagde han da, "og hvad har voldt det?" Sigmund fortalte nu alt, hvorledes det var gaaet. I det samme kom Thorgrims Sønner til. Sigmund bad dem om at hjælpe ham, Thorgrim var ikke hurtig til at svare derpaa, men talte sagte med sine Sønner: "Sigmund har, som mig synes, saa megen Rigdom paa sig," sagde han, "at vi aldrig have været Eiere af saa meget, og hans Guldring er meget tyk; det synes mig derfor bedst, at vi dræbe ham og skjule ham dernæst, dette vil aldrig kunne opdages." Hans Sønner talte imod en Tid, men samtykte omsider, og de gik nu hen, hvor Sigmund laae, og toge ham i Haaret, og Thorgrim den Onde hug Hovedet af ham med, Buløxen, og saaledes lod Sigmund sit Liv, den i alle Henseender saa udmærkede Mand. De toge Klæderne og Kostbarhederne af ham, og trak ham siden op under en Jordbanke og grove ham der ned. Thorers Lig var drevet op, og de grove ham ned ved Siden af Sigmund, og skjulte dem begge

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. feb. 2016 kl. 14:27
Linje 44:		Linje 44:
	'''Overlast paa Færøerne'''		'''Overlast paa Færøerne'''

−	'''5.''' Paa Svinø boede en Mand, han hed Bjarne, og, blev kaldt Svinø-Bjarne; han var en god Bonde, og havde meget Gods. Han var en Morbroder til Thrand i Gøte, og var en saare underfundig Mand. Færøboerne have deres Thingsted paa Strømø, hvor den Havn, som de kalde Thorshavn, er beliggende. Hafgrim, som boede paa Suderø paa Gaarden Hof, var en stor Afgudsdyrker, thi den Gang herskede Hedendommen endnu paa alle Færøerne. Hos Hafgrim Bonde hændte det sig en Høst, at Einar Syderøing og Eldjarn Kambhøtt sade ved Offerilden. De begyndte da at anstille Sammenligninger imellem Folk. Einar berømte sine Frænder Brester og Beiner men Eldjarn berømte Hafgrim, og kaldte ham den ypperste. Det kom da saa vidt, at Eldjarn sprang op, og slog til Einar mod et Stykke Træ, som han havde i Haanden. Det traf Einar paa Skulderen, og han blev meget opbragt derover. Einar greb da en øxe, og slog Kambhøtt i Hovedet med den, saa at ~~kan~~ blev saaret, og faldt i Besvimelse. Da Hafgrim fik dette at vide, drev han Einar bort, og bad ham nu drage til sine Frænder paa Skufø, eftersom han havde været paa deres Side. "Det vil blive Enden," føiede Hafgrim til, "hvad enten det saa skeer før eller senere, at jeg og Skuføboerne ville komme i Kast sammen." Einar drog da bort, kom til Brødrene, og fortalte dem, hvorledes det var gaaet. De toge vel imod ham, og han var der om Vinteren, og blev godt behandlet. Einar bad sin Frænde Brester antage sig hans Sag, og det lovede han. Brester var en forstandig og lovkyndig Mand. Om Vinteren drog Hafgrim paa et Skib til Skufø, kom til Brødrene, og spurgte dem, hvorledes de vilde godtgjøre den Overlast, som Einar havde tilføiet Eldjarn Kambhøtt. Brester svarede, at de skulde henskyde den Sag til de bedste Mænds Dom, saa at det kunde komme til et billigt Forlig. "Ei vil der blive noget af Forlig imellem os," svarede Hafgrim, ”hvis ikke jeg maa raade ene." "Ikke er det billigt," sagde Brester, "og det bliver der ikke noget af." Da stævnede Hafgrim Einar til Strømø-Thing, og dermed skiltes de. Brestir havde strax, efterat hin Tildragelse var foregaaet, gjort bekjendt, at Kambhøtt havde først angrebet Einar. Nu kom begge Parter til Thinge, og havde mange Folk med sig. Men da Hafgrim gik i Retten, for at føre Sagen imod Einar, gik Brødrene Brester og Beiner til paa den anden Side med en stor Flok, og Brester forspildte Sagen for Hafgrim; han nedlagde Paastand paa, at Kambhøtt havde brudt Huusfreden efter de gamle Landslove, i det han havde slaaet sagløs Mand; saaledes gav Brester Retsforhandlingen en anden Vending, end Hafgrim havde attraaet, og de sagsøgte nu Eldjarn til Landsforviisning og fulde Bøder. Opbragt herover sagde Hafgrim, at dette skulde blive hævnet, men Brester erklærede, at han var beredt paa det, og at han ikke brød sig om hans Trudsler. De skiltes nu med saa forrettet Sag.	+	'''5.''' Paa Svinø boede en Mand, han hed Bjarne, og, blev kaldt Svinø-Bjarne; han var en god Bonde, og havde meget Gods. Han var en Morbroder til Thrand i Gøte, og var en saare underfundig Mand. Færøboerne have deres Thingsted paa Strømø, hvor den Havn, som de kalde Thorshavn, er beliggende. Hafgrim, som boede paa Suderø paa Gaarden Hof, var en stor Afgudsdyrker, thi den Gang herskede Hedendommen endnu paa alle Færøerne. Hos Hafgrim Bonde hændte det sig en Høst, at Einar Syderøing og Eldjarn Kambhøtt sade ved Offerilden. De begyndte da at anstille Sammenligninger imellem Folk. Einar berømte sine Frænder Brester og Beiner men Eldjarn berømte Hafgrim, og kaldte ham den ypperste. Det kom da saa vidt, at Eldjarn sprang op, og slog til Einar mod et Stykke Træ, som han havde i Haanden. Det traf Einar paa Skulderen, og han blev meget opbragt derover. Einar greb da en øxe, og slog Kambhøtt i Hovedet med den, saa at han blev saaret, og faldt i Besvimelse. Da Hafgrim fik dette at vide, drev han Einar bort, og bad ham nu drage til sine Frænder paa Skufø, eftersom han havde været paa deres Side. "Det vil blive Enden," føiede Hafgrim til, "hvad enten det saa skeer før eller senere, at jeg og Skuføboerne ville komme i Kast sammen." Einar drog da bort, kom til Brødrene, og fortalte dem, hvorledes det var gaaet. De toge vel imod ham, og han var der om Vinteren, og blev godt behandlet. Einar bad sin Frænde Brester antage sig hans Sag, og det lovede han. Brester var en forstandig og lovkyndig Mand. Om Vinteren drog Hafgrim paa et Skib til Skufø, kom til Brødrene, og spurgte dem, hvorledes de vilde godtgjøre den Overlast, som Einar havde tilføiet Eldjarn Kambhøtt. Brester svarede, at de skulde henskyde den Sag til de bedste Mænds Dom, saa at det kunde komme til et billigt Forlig. "Ei vil der blive noget af Forlig imellem os," svarede Hafgrim, ”hvis ikke jeg maa raade ene." "Ikke er det billigt," sagde Brester, "og det bliver der ikke noget af." Da stævnede Hafgrim Einar til Strømø-Thing, og dermed skiltes de. Brestir havde strax, efterat hin Tildragelse var foregaaet, gjort bekjendt, at Kambhøtt havde først angrebet Einar. Nu kom begge Parter til Thinge, og havde mange Folk med sig. Men da Hafgrim gik i Retten, for at føre Sagen imod Einar, gik Brødrene Brester og Beiner til paa den anden Side med en stor Flok, og Brester forspildte Sagen for Hafgrim; han nedlagde Paastand paa, at Kambhøtt havde brudt Huusfreden efter de gamle Landslove, i det han havde slaaet sagløs Mand; saaledes gav Brester Retsforhandlingen en anden Vending, end Hafgrim havde attraaet, og de sagsøgte nu Eldjarn til Landsforviisning og fulde Bøder. Opbragt herover sagde Hafgrim, at dette skulde blive hævnet, men Brester erklærede, at han var beredt paa det, og at han ikke brød sig om hans Trudsler. De skiltes nu med saa forrettet Sag.