Fortale (Strengleikar) - Revisjonshistorikk

August på 3. mai 2018 kl. 08:15

2018-05-03T08:15:17Z

August på 8. jun. 2017 kl. 09:48

2017-06-08T09:48:32Z

August på 1. mai 2016 kl. 14:44

2016-05-01T14:44:38Z

August på 30. apr. 2016 kl. 07:40

2016-04-30T07:40:14Z

August på 7. apr. 2016 kl. 14:46

2016-04-07T14:46:48Z

August på 4. apr. 2016 kl. 16:59

2016-04-04T16:59:16Z

Jesper på 13. mar. 2016 kl. 08:14

2016-03-13T08:14:32Z

Jesper på 13. mar. 2016 kl. 08:14

2016-03-13T08:14:19Z

Jesper på 13. mar. 2016 kl. 06:51

2016-03-13T06:51:45Z

Jesper: Fortale (Strengleikar)

2016-03-12T13:10:53Z

Fortale (Strengleikar)

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. mai 2018 kl. 08:15
Linje 57:		Linje 57:
	Stykkerne a, b og c ere skrevne med een og samme Haand, en smuk og fast Haand fra Midten af det 13de Aarhundrede og med en conseqvent og god norsk Retskrivning.		Stykkerne a, b og c ere skrevne med een og samme Haand, en smuk og fast Haand fra Midten af det 13de Aarhundrede og med en conseqvent og god norsk Retskrivning.

−	Stykket d, hvilket er det som her nærmest vedkommer os, er skrevet med to, baade fra den foregaaende og indbyrdes forskjellige Hænder, af hvilke den förste gaaer fra Begyndelsen af Stykket indtil Slutningen af Bl. 29, og den anden begynder med et nyt Læg överst Bl. 30 (Desire lioð Cap. 4, med de Ord: at eigi þarf) og vedvarer til Bogens Ende, samt gjenfindes i de Brudstykker i den Arna-magnæanske Samling i Kjöbenhavn, hvilke i nærværende Udgave ere leverede som Anhang. Da den förste Haand slutter og den anden begynder midt i en Sætning, kan man med Bestemthed antage dem for samtidige, hvad ogsaa Bogstavtrækkenes Characteer viser. De ere begge faste og smukke, omtrent fra Midten af det 13de Aarhundrede, og bære paafaldende Lighed med Skriften i enkelte Breve fra Kong Haakon Haakonssons Tid. Ved Begyndelsen af de fleste Fortællinger findes Titel-Overskrifter med rödt, alle skrevne med den anden Haand. Initial-Bogstaverne, der maaskee ogsaa ere fra den anden Haand, ere tegnede med röd og blaa Farve. Om Skriftens Udseende giver forresten det Udgaven vedföiede Facsimil et godt Begreb; I er Pröve af den förste Haand (jfr. Texten i Eskiu lioð, ~~Capp~~. 2-3), II af den anden (Jfr. Desire lioð~~, Capp~~. 11~~-12~~).	+	Stykket d, hvilket er det som her nærmest vedkommer os, er skrevet med to, baade fra den foregaaende og indbyrdes forskjellige Hænder, af hvilke den förste gaaer fra Begyndelsen af Stykket indtil Slutningen af Bl. 29, og den anden begynder med et nyt Læg överst Bl. 30 (Desire lioð Cap. 4, med de Ord: at eigi þarf) og vedvarer til Bogens Ende, samt gjenfindes i de Brudstykker i den Arna-magnæanske Samling i Kjöbenhavn, hvilke i nærværende Udgave ere leverede som Anhang. Da den förste Haand slutter og den anden begynder midt i en Sætning, kan man med Bestemthed antage dem for samtidige, hvad ogsaa Bogstavtrækkenes Characteer viser. De ere begge faste og smukke, omtrent fra Midten af det 13de Aarhundrede, og bære paafaldende Lighed med Skriften i enkelte Breve fra Kong Haakon Haakonssons Tid. Ved Begyndelsen af de fleste Fortællinger findes Titel-Overskrifter med rödt, alle skrevne med den anden Haand. Initial-Bogstaverne, der maaskee ogsaa ere fra den anden Haand, ere tegnede med röd og blaa Farve. Om Skriftens Udseende giver forresten det Udgaven vedföiede Facsimil et godt Begreb; I er Pröve af den förste Haand (jfr. Texten i Eskiu lioð, Cap. 2 og 4), II af den anden (Jfr. Desire lioð Cap. 11 og Tidorels lioð Cap. 1).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. jun. 2017 kl. 09:48
Linje 60:		Linje 60:


−	[[~~Fil~~:~~Strengleikar_litografi~~.jpg\|center\|border\|800px]]	+	[[File:De la Gardie - Strengleikar.jpg\|center\|border\|800px]]

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 At Verker af den nordfranske eller anglonormanniske Literatur kunde finde Veien til Norge og blive oversatte i det norske Sprog, kan ikke vække nogen Forundring, naar man blot sætter sig en Smule ind i dette Riges videnskabelige og literære Forhold i Middelalderen. Norge modtog Christendommen og med den Deelagtigheden i den almindelige europæiske Cultur fra England<ref>Nordmændene, som i det Hele de nordiske Folkefærd, havde, vel at mærke, allerede i Hedendommen sin eiendommelige Cultur og Videnskabelighed, hvilken i visse Retninger vedblev ogsaa efter Christendommens Indförelse at udvikle sig selvstændigen. Her er kun Tale om den Tilvæxt til og Udvidelse af hiin Cultur, som den ved Christendommen knyttede nöiere Forbindelse med det övrige civiliserede Europa skjænkede dem.</ref>. Denne Omstændighed knyttede allerede et mægtigt aandeligt Baand mellem begge Folk, som Handelsforbindelse og idelig politisk Beröring bidrog til at styrke. Det var den angelsaxiske Cultur og Videnskabelighed, som fra först af ved denne Forbindelse aabnede sig for Nordmændene. Den aflöstes imidlertid i England efter dette Riges Erobring ved den normanniske Hertug Vilhelm Bastard i 1066 af den nordfranske eller anglonormanniske. Vist nok maatte denne i Begyndelsen forekomme Nordmændene mere fremmed end hiin, da det nordfranske Sprog stod det oldnorske fjærnt, medens det angelsaxiske havde været det nærbeslægtet; men paa den anden Side vidste Nordmændene meget vel, at de England erobrende normanniske Herrer vare af deres eget Blod, noget disse ogsaa selv erkjendte. Den gamle baade aandelige og politiske Forbindelse mellem begge Riger fortsattes derfor fremdeles efter hiin store Omvæltning ligesom för; Forskjellen blev kun, at det nu var den anglonormanniske Cultur og Videnskabelighed, som gjennem det nordfranske Sprog tilflöd Norge fra England. Forskjelligartede Beröringer med det normanniserede Skotland og med selve Frankrige, ved hvis Höiskoler desuden flere Nordmænd studerede, gjorde disse end mere modtagelige for dens Indvirkning. Saaledes var det lige til langt ud i det 14de Aarhundrede, ligetil henimod den oldnorske Literaturs Hendöen i Norge, anglonormannisk Aandscultur og Videnskabelighed, der dannede det nærmeste Forbillede for den norske, for saavidt denne stræbte at tilegne sig et almindelig europæisk Præg. Det kan under saadanne Omstændigheder ikke forundre nogen, at Nordmændene i hiin Tidsalder kjendte den anglonormanniske Literaturs fornemste Frembringelser og önskede at udbrede dem blandt sig ved Oversættelser.
-Hvad nu nærværende oldnorske Oversættelsesverk i Særdeleshed angaaer, da er det ifölge Oversætterens Fortale foretaget fra Fransk efter Foranstaltning af Kong Haakon (hinn virðulegi Hákon konongr lét norr&#339;na or völsku máli). Om hvo denne Kong Haakon er, kan der neppe næres nogen Tvivl: det er Kong Haakon Haakonssön, der styrede Norge fra 1217 til 1263. Vist nok udmærkede sig ogsaa tvende andre norske Konger af samme Navn ved Iver for den norske Literatur og ved literær Virksomhed, nemlig hans Fader Haakon Sverressön (1202-1204) og hans Sönnesön Haakon Magnussön (1299-1319). Af disse oversatte nemlig den förstnævnte selv den berömte theologiske Roman om Barlaam og Josafat paa Norsk<ref>Herom giver Cod. membr. No. 5. fol. i det Stockh. Kgl. Bibls. Mscr.-Sml., indeholdende blandt mere Biskop Gudmunds Saga, en mærkelig Underretning. Det heder nemlig her Cap. 24: „Þat var i upphafi rikis herra Hakonar konunga Sverrissonar. en ei kunnu ver greina hvar Guðmundr byskup kom til hans. en þat er skrifat at herra konungrinn tok hann kiærliga. er þat ok liklig saugn firir þa sauk at Hakon konungr unngi hefir verit hinn mesti h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>fpingi ok hofsemdar maðr ok allt aa Island lifir hans verka þat er hann hefir snarat meðr einkannligum stil saugu Barlaam ok Josaphaat er voru aa daugum Damasi pafa ok sæls Jeronimi“. Jfr. Cod. Arn. Magn. No. 398. qv. Bl. 27.</ref>, og den sidstnævnte foranstaltede og havde selv en virksom Haand med i Forfattelsen af den gamle norske Bibelparafrase bekjendt under Navnet Stjorn<ref>Dette viser sig af selve Fortalen til Stjorn s. K. Gíslason: Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld p. X-XIV, hvor „virðulegr herra Hacon Noregs konungr hinn coronaði son Magnusar konungs“ nævnes som den der lod Bogen oversætte paa Norsk (norr&#339;na), i det han forsynede den med Tillæg af historia scolastica, speculum historiale og flere Verker „eptir sialfs hans forsögn saman lesnum ok til lögðum“. Om den samme Konges Iver for Ridderromaners Oversættelse paa Norsk fra fremmede Sprog vidner Indledningen til Sagaen om Blaus og Viktor (No. 567. qv. i den Arnm. Sml. og No. 7. fol. i det Stockh. Kgl. Bibl. Mscr.-Sml.), hvor det heder: Marga merkilega hluti heyrðum vér sagða af herra Hákoni Noregs konungi Magnussyni einkanliga at hann héllt mikit gaman at fögrum frásögnum ok at hann lét venda mörgum riddara sögum i norr&#339;nu or girzku eðr fraunzku (franzeisu).</ref>. Men ingen af disse Konger kunne være den, som Fortalen mener. Hvad nemlig den förste angaaer, da falder hans Levetid for tidlig, til at man vel kan antage den franske Samling af Lais, hvilken som för er sagt ikke synes at være tilbleven för i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, allerede da at have været bekjendt i Norge. Hvad den sidste angaaer, da er det tilværende Haandskrift af Oversættelsen aabenbare ældre end hans Dage, eftersom det maa henföres omtrent til Midten af det 13de Aarhundrede. Paa Kong Haakon Haakonssön derimod passe de nævnte Omstændigheder fortræffelig. Om ham vide vi derhos, at han ved Siden af en levende Opmærksomhed for den oldnorske Literaturs originale Frembringelser tillige i höi Grad yndede den samtidige franske eller anglonormanniske Romantik og lod oversætte mange af dens berömteste Frembringelser, som Tristan og Ysold, Ivent, Elis og Rosamuada m. f. paa Norsk<ref>Tristans Saga i den Arn. magn. Saml. No. 543. qv. begynder med den Efterretning, at den i Aaret 1226 er skreven paa Norsk af Broder Robert efter Kong Haakons Befaling s. Nyrups Morskabslæsning S. 119-20. - I Slutningen af Ivents saga (Cod. mbr. No. 6. qv. i det Stockh. Kgl. Bibl.) heder det: „ok lykr her sogu herra Ivenz er Hakon konungr gamli let snua or franzeisu i norenu“. - I Slutningen af Elis Saga (Cod. mbr. No. 4-7. fol. i den Delagardiske Mscr.-Sml. i Ups. Univ. Bibl.) heder det: „Robert aboti sneri ok Hakon konungr son Hakonar konungs lét snua þessi norr&#339;nu bok“.</ref>. Til at blive bekjendt med den franske Original til nærværende Verk, som til flere af samme Slags, savnede Kong Haakon ikke Anledning. I sin lange Regjeringstid stod han i jævnlig Berörelse med Ludvig IX af Frankrige, med Henrik III af England og Alexander II og III af Skotland, og norske Sendemænd besögte i Rigets og Kongens Anliggender deres Hoffer, ligesom Sendemænd fra dem igjen indfandt sig i Norge, og den bekjendte engelske Skribent, den lærde Mathæus Parisiensis var under Haakons Regjering to Gange her i Landet og stod i stor Yndest hos Kongen. Denne Konges Foranstaltning kunne vi saaledes med fuld Föie tilskrive det her omhandlede Oversættelsesverk. Hvo selve Oversætteren har været lader sig ei bestemme; maaskee var det den samme Broder Robert, der i andre lignende Arbeider fra Haakons Tid nævnes som Forfatter<ref>s. Not. o. f.</ref>.
+Hvad nu nærværende oldnorske Oversættelsesverk i Særdeleshed angaaer, da er det ifölge Oversætterens Fortale foretaget fra Fransk efter Foranstaltning af Kong Haakon (hinn virðulegi Hákon konongr lét norr&#339;na or völsku máli). Om hvo denne Kong Haakon er, kan der neppe næres nogen Tvivl: det er Kong Haakon Haakonssön, der styrede Norge fra 1217 til 1263. Vist nok udmærkede sig ogsaa tvende andre norske Konger af samme Navn ved Iver for den norske Literatur og ved literær Virksomhed, nemlig hans Fader Haakon Sverressön (1202-1204) og hans Sönnesön Haakon Magnussön (1299-1319). Af disse oversatte nemlig den förstnævnte selv den berömte theologiske Roman om Barlaam og Josafat paa Norsk<ref>Herom giver Cod. membr. No. 5. fol. i det Stockh. Kgl. Bibls. Mscr.-Sml., indeholdende blandt mere Biskop Gudmunds Saga, en mærkelig Underretning. Det heder nemlig her Cap. 24: „Þat var i upphafi rikis herra Hakonar konunga Sverrissonar. en ei kunnu ver greina hvar Guðmundr byskup kom til hans. en þat er skrifat at herra konungrinn tok hann kiærliga. er þat ok liklig saugn firir þa sauk at Hakon konungr unngi hefir verit hinn mesti h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>fþingi ok hofsemdar maðr ok allt aa Island lifir hans verka þat er hann hefir snarat meðr einkannligum stil saugu Barlaam ok Josaphaat er voru aa daugum Damasi pafa ok sæls Jeronimi“. Jfr. Cod. Arn. Magn. No. 398. qv. Bl. 27.</ref>, og den sidstnævnte foranstaltede og havde selv en virksom Haand med i Forfattelsen af den gamle norske Bibelparafrase bekjendt under Navnet Stjorn<ref>Dette viser sig af selve Fortalen til Stjorn s. K. Gíslason: Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld p. X-XIV, hvor „virðulegr herra Hacon Noregs konungr hinn coronaði son Magnusar konungs“ nævnes som den der lod Bogen oversætte paa Norsk (norr&#339;na), i det han forsynede den med Tillæg af historia scolastica, speculum historiale og flere Verker „eptir sialfs hans forsögn saman lesnum ok til lögðum“. Om den samme Konges Iver for Ridderromaners Oversættelse paa Norsk fra fremmede Sprog vidner Indledningen til Sagaen om Blaus og Viktor (No. 567. qv. i den Arnm. Sml. og No. 7. fol. i det Stockh. Kgl. Bibl. Mscr.-Sml.), hvor det heder: Marga merkilega hluti heyrðum vér sagða af herra Hákoni Noregs konungi Magnussyni einkanliga at hann héllt mikit gaman at fögrum frásögnum ok at hann lét venda mörgum riddara sögum i norr&#339;nu or girzku eðr fraunzku (franzeisu).</ref>. Men ingen af disse Konger kunne være den, som Fortalen mener. Hvad nemlig den förste angaaer, da falder hans Levetid for tidlig, til at man vel kan antage den franske Samling af Lais, hvilken som för er sagt ikke synes at være tilbleven för i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, allerede da at have været bekjendt i Norge. Hvad den sidste angaaer, da er det tilværende Haandskrift af Oversættelsen aabenbare ældre end hans Dage, eftersom det maa henföres omtrent til Midten af det 13de Aarhundrede. Paa Kong Haakon Haakonssön derimod passe de nævnte Omstændigheder fortræffelig. Om ham vide vi derhos, at han ved Siden af en levende Opmærksomhed for den oldnorske Literaturs originale Frembringelser tillige i höi Grad yndede den samtidige franske eller anglonormanniske Romantik og lod oversætte mange af dens berömteste Frembringelser, som Tristan og Ysold, Ivent, Elis og Rosamuada m. f. paa Norsk<ref>Tristans Saga i den Arn. magn. Saml. No. 543. qv. begynder med den Efterretning, at den i Aaret 1226 er skreven paa Norsk af Broder Robert efter Kong Haakons Befaling s. Nyrups Morskabslæsning S. 119-20. - I Slutningen af Ivents saga (Cod. mbr. No. 6. qv. i det Stockh. Kgl. Bibl.) heder det: „ok lykr her sogu herra Ivenz er Hakon konungr gamli let snua or franzeisu i norenu“. - I Slutningen af Elis Saga (Cod. mbr. No. 4-7. fol. i den Delagardiske Mscr.-Sml. i Ups. Univ. Bibl.) heder det: „Robert aboti sneri ok Hakon konungr son Hakonar konungs lét snua þessi norr&#339;nu bok“.</ref>. Til at blive bekjendt med den franske Original til nærværende Verk, som til flere af samme Slags, savnede Kong Haakon ikke Anledning. I sin lange Regjeringstid stod han i jævnlig Berörelse med Ludvig IX af Frankrige, med Henrik III af England og Alexander II og III af Skotland, og norske Sendemænd besögte i Rigets og Kongens Anliggender deres Hoffer, ligesom Sendemænd fra dem igjen indfandt sig i Norge, og den bekjendte engelske Skribent, den lærde Mathæus Parisiensis var under Haakons Regjering to Gange her i Landet og stod i stor Yndest hos Kongen. Denne Konges Foranstaltning kunne vi saaledes med fuld Föie tilskrive det her omhandlede Oversættelsesverk. Hvo selve Oversætteren har været lader sig ei bestemme; maaskee var det den samme Broder Robert, der i andre lignende Arbeider fra Haakons Tid nævnes som Forfatter<ref>s. Not. o. f.</ref>.
 Det norske Verk har i det gamle Haandskrift ingen Titeloverskrift, men benævnes i selve Fortalen: ljóðabók (Sangbog), ligesom dens enkelte Stykker benævnes snart ljóð, snart ljóðsöngar, snart strengleikar, snart strengleiksljóð, snart strengleikssögur, - alt Benævnelser, som aabenbare skulle gjengive det franske Lais. Ljóð og ljóðsöngr betegner simpelt hen Sang, Kvad bestemt til at synges; strengleikr, der egentlig betyder Strengeleg, Strenge-Instrument, udtrykker skarpere det oprindelige Begreb af det franske lai, nemlig Digt bestemt for Sang under Ledsagning af Instrumental-Musik, og det samme gjör strengleiksljóð endnu tydeligere; strengleikssaga endelig henpeger paa Digtenes fortællende Form og er maaskee tillige brugt med Sidehensyn til den Skikkelse, de i den norske Oversættelse have antaget, i det nemlig der den versificerede Fortælling er gjengiven i Prosa og saaledes bleven til hvad Nordmændene almindelig benævnte Saga. Digtningernes oprindelige Bestemmelse at foredrages i Sang og med Musik er tydelig nok i dem selv angiven, og der er ogsaa henpeget til, at Musiken eller Melodien var noget meget væsentligt ved dem<ref>Jfr. Forr&#339;ða, Guiamars lioð Cap. 19, Desire lioð Cap. 1, Strandar lioð, Leitare lioð, Grelentz saga.</ref>. Dette maa imidlertid, saavidt skjönnes, blot gjælde dem i deres oprindelige Form som Folkesange, saadanne som de foredroges i det bretoniske Sprog; thi fra Bretagne angive de sig næsten alle udtrykkelig at være komne. Allerede i deres franske Bearbeidelse synes derimod deres Bestemmelse til at synges at være opgiven; men derfor er det ikke umuligt, at den oprindelige Melodi, der tilhörte hver enkelt, dog kunde være vedligeholdt i Erindringen og som et eget Musikstykke have ledsaget Fortællingen. I denne Henseende ere Udtrykkene i Strandar ljóð mærkelige. Hvad den norske Oversættelse angaaer, der er i reen Prosa, da kan naturligviis ved den aldeles ikke tænkes paa noget Foredrag i Sang; men ganske umuligt er det dog ikke, at, dersom visse Musikstykker have været satte i Forbindelse med den franske Text, disse da ogsaa kunne være blevne forplantede til Norge med Fortællingerne selv, og have forhöiet disses Interesse ved at foredrages som derhen hörende Slaatter. Man kalde sig kun i Minde, hvorledes endnu visse Sagn ledsage flere af vore nationale Melodier uden dog at knytte sig til disse som deres Sangtext.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 30. apr. 2016 kl. 07:40
Linje 70:		Linje 70:


−	Vi skylde til Slutning at gjöre Rede for vor Fremgangsmaade ved nærværende Udgave. I denne Henseende maa vi först, og fremst bemærke, at vi have fulgt Membran-Haandskriftet paa det nöiagtigste med streng Iagttagelse af dets Retskrivning, og uden at tillade os nogen Forandring i Texten, undtagen hvor en Feilskrivning var aabenbar, og da stedse med Anförelse af den oprindelige Læsemaade nedenunder Siden. Hvor vi fandt os overbeviste om at et Ord var udeglemt, have vi for Kortheds Skyld tilföiet det i Texten, men mellem ( ), saaledes at Tilsætningen let falder i Öinene. Indholdet af de Brudstykker af Codex, som findes i Kjöbenhavn, have vi tilföiet som et Anhang, da det havde sine Vanskeligheder at lade det löbe sammen med den övrige Text. Denne, er trykt efter en ved undertegnede Unger tagen Afskrift af den Delagardiske Membran-Codex, hvilken Afskrift til yderligere Sikkerhed af begge Udgivere i Forening var collationeret med Originalen; efter denne blev ligeledes een Correctur læst af begge Udgivere i Forening. De i Anhanget leverede Brudstykker bleve afskrevne i Kjöbenhavn og siden sammesteds af undertegnede Unger nöie collationerede med Originalen. Vi ere os saaledes bevidste ingen Umage at have sparet for at levere Texten nöiagtig og correct. Hovedtitelen Strengleikar have vi, da ingen saadan fandtes i Codex, tilföiet, idet vi have benyttet en i selve Texten ofte forekommende Benævnelse. Titlerne til de enkelte Stykker mangle i Codex ved flere og ere ved andre feilagtig tilsatte eller slet redigerede; vi have i denne Henseende tilladt os nogle smaa Forandringer, hvilke dog altid nedenunder ere bemærkede. Hvad Anmærkningerne angaaer, da have vi i dem stræbt at forklare de vanskeligste Steder af Texten tildeels ved at jævnföre dem med den franske Original. Vi kunne maaskee synes i disse Jævnförelser undertiden at have været noget vidtlöftige; men vi antage, at Sagen, i det mindste for nogle Læsere, havde saa stor Interesse, at vor Möie i den Henseende ei vilde være spildt. I vore Oversættelser og Fortolkninger af de anförte Stykker af den franske Text have vi gjort os al mulig Flid for at udfinde det Rette; der hvor det maaskee ikke skulde have lykkets os haabe vi Overbærenhed paa Grund af de utilstrækkelige Hjælpemidler. Vi maa herved bemærke, at vi ikke altid have kunnet fölge Roqueforts smukke og smagfulde nyfranske Oversættelse, deels fordi denne var meget for fri til vort Brug, og deels fordi vi fandt den ikke allesteds at gjengive Originalens Mening nöiagtigen. At vi i Anmærkningerne have optaget Sangen om Nattergalen (Laustiks lióð) i fuld Udstrækning baade i ordret Oversættelse efter dens oprindelige bretoniske Form og i den oldfranske Text, haabe vi vil finde Læserens Bifald, ligesom og, at vi have i kortfattet Fremstilling meddeelt Indholdet af de Digtninger, som i den oldnorske Oversættelse vare os levnede i mangelfuld Tilstand, og som kunde fuldstændiggiöres efter den franske Original. I det tilföiede Ordregister ere ikkun Ord og Talemaader optagne, der ikke forekomme i de her forhen udgivne oldnorske Skrifter.	+	Vi skylde til Slutning at gjöre Rede for vor Fremgangsmaade ved nærværende Udgave. I denne Henseende maa vi först, og fremst bemærke, at vi have fulgt Membran-Haandskriftet paa det nöiagtigste med streng Iagttagelse af dets Retskrivning, og uden at tillade os nogen Forandring i Texten, undtagen hvor en Feilskrivning var aabenbar, og da stedse med Anförelse af den oprindelige Læsemaade nedenunder Siden. Hvor vi fandt os overbeviste om at et Ord var udeglemt, have vi for Kortheds Skyld tilföiet det i Texten, men mellem ( ), saaledes at Tilsætningen let falder i Öinene. Indholdet af de Brudstykker af Codex, som findes i Kjöbenhavn, have vi tilföiet som et Anhang, da det havde sine Vanskeligheder at lade det löbe sammen med den övrige Text. Denne er trykt efter en ved undertegnede Unger tagen Afskrift af den Delagardiske Membran-Codex, hvilken Afskrift til yderligere Sikkerhed af begge Udgivere i Forening var collationeret med Originalen; efter denne blev ligeledes een Correctur læst af begge Udgivere i Forening. De i Anhanget leverede Brudstykker bleve afskrevne i Kjöbenhavn og siden sammesteds af undertegnede Unger nöie collationerede med Originalen. Vi ere os saaledes bevidste ingen Umage at have sparet for at levere Texten nöiagtig og correct. Hovedtitelen Strengleikar have vi, da ingen saadan fandtes i Codex, tilföiet, idet vi have benyttet en i selve Texten ofte forekommende Benævnelse. Titlerne til de enkelte Stykker mangle i Codex ved flere og ere ved andre feilagtig tilsatte eller slet redigerede; vi have i denne Henseende tilladt os nogle smaa Forandringer, hvilke dog altid nedenunder ere bemærkede. Hvad Anmærkningerne angaaer, da have vi i dem stræbt at forklare de vanskeligste Steder af Texten tildeels ved at jævnföre dem med den franske Original. Vi kunne maaskee synes i disse Jævnförelser undertiden at have været noget vidtlöftige; men vi antage, at Sagen, i det mindste for nogle Læsere, havde saa stor Interesse, at vor Möie i den Henseende ei vilde være spildt. I vore Oversættelser og Fortolkninger af de anförte Stykker af den franske Text have vi gjort os al mulig Flid for at udfinde det Rette; der hvor det maaskee ikke skulde have lykkets os haabe vi Overbærenhed paa Grund af de utilstrækkelige Hjælpemidler. Vi maa herved bemærke, at vi ikke altid have kunnet fölge Roqueforts smukke og smagfulde nyfranske Oversættelse, deels fordi denne var meget for fri til vort Brug, og deels fordi vi fandt den ikke allesteds at gjengive Originalens Mening nöiagtigen. At vi i Anmærkningerne have optaget Sangen om Nattergalen (Laustiks lióð) i fuld Udstrækning baade i ordret Oversættelse efter dens oprindelige bretoniske Form og i den oldfranske Text, haabe vi vil finde Læserens Bifald, ligesom og, at vi have i kortfattet Fremstilling meddeelt Indholdet af de Digtninger, som i den oldnorske Oversættelse vare os levnede i mangelfuld Tilstand, og som kunde fuldstændiggiöres efter den franske Original. I det tilföiede Ordregister ere ikkun Ord og Talemaader optagne, der ikke forekomme i de her forhen udgivne oldnorske Skrifter.

	Vi ende dette vort lille Arbeide, i det vi aflægge vor Tak til de Mænd, som ved sin beredvillige Understöttelse have sat os istand til at udföre det. Vi nævne först og fremst Hr. Professor Dr. J. H. Schröder, Bibliothekar ved Upsalas Universitets-Bibliothek, der ledet af sand Iver for Videnskaben med en Liberalitet og Velvillie, som vi ikke noksom kunne paaskjönne, betroede os den Delagardiske Codex udlaant til Afbenyttelse i Christiania. Vi nævne ogsaa Hr. Thordsen, Bibliothekar ved Universitets-Bibliotheket i Kjöbenhavn, der har viist os den Godhed at besörge Afskrift af de i den Arnamagnæanske Samling bevarede Brudstykker. Nordmændene have hidtil ikkun med stort Besvær selv kunnet arbeide for sin Oldliteraturs Udbredelse. Saagodt som hver Levning af den er vandret til fremmede Lande, hvor vi med stor Opoffrelse baade af Tid og Bekostning have maattet söge den, hvis vi selv vilde have en Haand med i dens Udgivelse og ikke nöies med at skylde Udlændingers Iver og Virksomhed Takken for Alt hvad der i den Retning gjöres. Den Liberalitet og Tjenstvillighed, som ved nærværende Leilighed er os viist fra Upsalas Universitets-Bibliotheks Side, og som ligeledes samtidigen er viist os af det Kongelige Bibliotheks Bestyrer i Stockholm, der ved lignende Udlaan har sat Undertegnede i Stand til at lægge Haand paa et nyt Arbeide af samme Beskaffenhed som dette, - denne Velvillie, hvilken vi ikke betænke os paa at betragte som en Yttring af hele det svenske Broderfolks venskabelige Fölelser, har aabnet for os lysere Udsigter i Fremtiden. De svenske Bibliotheker indeholde mange kostelige Levninger af den oldnorske Literatur, og i det der gives os Adgang til at erholde disse udlaante til Norge, skjænkes os Forvisning om, at vi ogsaa i Hjemmet kunne arbeide for hiint Maal og dertil anvende Kræfter, som hidtil have maattet ligge ubenyttede. Vilde Danmark i Tiden ved lignende Anledning vise os samme Velvillie - og hvorfor skulde vi ikke vente dette? - da skulde vor Virksomhed end mere kunne udvikle sig og som vi haabe bære forholdsviis rigere Frugter. At der i Norge, endog i en videre Kreds og især blandt den yngre Slægt ikke fattes Interesse for en saadan Virksomhed eller Villie til at understötte den, det viser blandt mere den Forening, som i dette Aar har dannet sig for at befordre Udgivelsen af oldnorske Skrifter. Man bör altid have for Öie, at der er nok at gjöre for alle Nordens Folk til Opklaring af deres Fortid; ordnes deres Virksomhed i denne Retning paa en fornuftig Maade, skal aldrig det ene gaae det andet i Veien.		Vi ende dette vort lille Arbeide, i det vi aflægge vor Tak til de Mænd, som ved sin beredvillige Understöttelse have sat os istand til at udföre det. Vi nævne först og fremst Hr. Professor Dr. J. H. Schröder, Bibliothekar ved Upsalas Universitets-Bibliothek, der ledet af sand Iver for Videnskaben med en Liberalitet og Velvillie, som vi ikke noksom kunne paaskjönne, betroede os den Delagardiske Codex udlaant til Afbenyttelse i Christiania. Vi nævne ogsaa Hr. Thordsen, Bibliothekar ved Universitets-Bibliotheket i Kjöbenhavn, der har viist os den Godhed at besörge Afskrift af de i den Arnamagnæanske Samling bevarede Brudstykker. Nordmændene have hidtil ikkun med stort Besvær selv kunnet arbeide for sin Oldliteraturs Udbredelse. Saagodt som hver Levning af den er vandret til fremmede Lande, hvor vi med stor Opoffrelse baade af Tid og Bekostning have maattet söge den, hvis vi selv vilde have en Haand med i dens Udgivelse og ikke nöies med at skylde Udlændingers Iver og Virksomhed Takken for Alt hvad der i den Retning gjöres. Den Liberalitet og Tjenstvillighed, som ved nærværende Leilighed er os viist fra Upsalas Universitets-Bibliotheks Side, og som ligeledes samtidigen er viist os af det Kongelige Bibliotheks Bestyrer i Stockholm, der ved lignende Udlaan har sat Undertegnede i Stand til at lægge Haand paa et nyt Arbeide af samme Beskaffenhed som dette, - denne Velvillie, hvilken vi ikke betænke os paa at betragte som en Yttring af hele det svenske Broderfolks venskabelige Fölelser, har aabnet for os lysere Udsigter i Fremtiden. De svenske Bibliotheker indeholde mange kostelige Levninger af den oldnorske Literatur, og i det der gives os Adgang til at erholde disse udlaante til Norge, skjænkes os Forvisning om, at vi ogsaa i Hjemmet kunne arbeide for hiint Maal og dertil anvende Kræfter, som hidtil have maattet ligge ubenyttede. Vilde Danmark i Tiden ved lignende Anledning vise os samme Velvillie - og hvorfor skulde vi ikke vente dette? - da skulde vor Virksomhed end mere kunne udvikle sig og som vi haabe bære forholdsviis rigere Frugter. At der i Norge, endog i en videre Kreds og især blandt den yngre Slægt ikke fattes Interesse for en saadan Virksomhed eller Villie til at understötte den, det viser blandt mere den Forening, som i dette Aar har dannet sig for at befordre Udgivelsen af oldnorske Skrifter. Man bör altid have for Öie, at der er nok at gjöre for alle Nordens Folk til Opklaring af deres Fortid; ordnes deres Virksomhed i denne Retning paa en fornuftig Maade, skal aldrig det ene gaae det andet i Veien.

@@ Linje 37: / Linje 37: @@
 At Verker af den nordfranske eller anglonormanniske Literatur kunde finde Veien til Norge og blive oversatte i det norske Sprog, kan ikke vække nogen Forundring, naar man blot sætter sig en Smule ind i dette Riges videnskabelige og literære Forhold i Middelalderen. Norge modtog Christendommen og med den Deelagtigheden i den almindelige europæiske Cultur fra England<ref>Nordmændene, som i det Hele de nordiske Folkefærd, havde, vel at mærke, allerede i Hedendommen sin eiendommelige Cultur og Videnskabelighed, hvilken i visse Retninger vedblev ogsaa efter Christendommens Indförelse at udvikle sig selvstændigen. Her er kun Tale om den Tilvæxt til og Udvidelse af hiin Cultur, som den ved Christendommen knyttede nöiere Forbindelse med det övrige civiliserede Europa skjænkede dem.</ref>. Denne Omstændighed knyttede allerede et mægtigt aandeligt Baand mellem begge Folk, som Handelsforbindelse og idelig politisk Beröring bidrog til at styrke. Det var den angelsaxiske Cultur og Videnskabelighed, som fra först af ved denne Forbindelse aabnede sig for Nordmændene. Den aflöstes imidlertid i England efter dette Riges Erobring ved den normanniske Hertug Vilhelm Bastard i 1066 af den nordfranske eller anglonormanniske. Vist nok maatte denne i Begyndelsen forekomme Nordmændene mere fremmed end hiin, da det nordfranske Sprog stod det oldnorske fjærnt, medens det angelsaxiske havde været det nærbeslægtet; men paa den anden Side vidste Nordmændene meget vel, at de England erobrende normanniske Herrer vare af deres eget Blod, noget disse ogsaa selv erkjendte. Den gamle baade aandelige og politiske Forbindelse mellem begge Riger fortsattes derfor fremdeles efter hiin store Omvæltning ligesom för; Forskjellen blev kun, at det nu var den anglonormanniske Cultur og Videnskabelighed, som gjennem det nordfranske Sprog tilflöd Norge fra England. Forskjelligartede Beröringer med det normanniserede Skotland og med selve Frankrige, ved hvis Höiskoler desuden flere Nordmænd studerede, gjorde disse end mere modtagelige for dens Indvirkning. Saaledes var det lige til langt ud i det 14de Aarhundrede, ligetil henimod den oldnorske Literaturs Hendöen i Norge, anglonormannisk Aandscultur og Videnskabelighed, der dannede det nærmeste Forbillede for den norske, for saavidt denne stræbte at tilegne sig et almindelig europæisk Præg. Det kan under saadanne Omstændigheder ikke forundre nogen, at Nordmændene i hiin Tidsalder kjendte den anglonormanniske Literaturs fornemste Frembringelser og önskede at udbrede dem blandt sig ved Oversættelser.
-Hvad nu nærværende oldnorske Oversættelsesverk i Særdeleshed angaaer, da er det ifölge Oversætterens Fortale foretaget fra Fransk efter Foranstaltning af Kong Haakon (hinn virðulegi Hákon konongr lét norr&#339;na or völsku máli). Om hvo denne Kong Haakon er, kan der neppe næres nogen Tvivl: det er Kong Haakon Haakonssön, der styrede Norge fra 1217 til 1263. Vist nok udmærkede sig ogsaa tvende andre norske Konger af samme Navn ved Iver for den norske Literatur og ved literær Virksomhed, nemlig hans Fader Haakon Sverressön (1202-1204) og hans Sönnesön Haakon Magnussön (1299-1319). Af disse oversatte nemlig den förstnævnte selv den berömte theologiske Roman om Barlaam og Josafat paa Norsk<ref>Herom giver Cod. membr. No. 5. fol. i det Stockh. Kgl. Bibls. Mscr.-Sml., indeholdende blandt mere Biskop Gudmunds Saga, en mærkelig Underretning. Det heder nemlig her Cap. 24: „þat var i upphafi rikis herra Hakonar konunga Sverrissonar. en ei kunnu ver greina hvar Guðmundr byskup kom til hans. en þat er skrifat at herra konungrinn tok hann kiærliga. er þat ok liklig saugn firir þa sauk at Hakon konungr unngi hefir verit hinn mesti h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>fpingi ok hofsemdar maðr ok allt aa Island lifir hans verka þat er hann hefir snarat meðr einkannligum stil saugu Barlaam ok Josaphaat er voru aa daugum Damasi pafa ok sæls Jeronimi“. Jfr. Cod. Arn. Magn. No. 398. qv. Bl. 27.</ref>, og den sidstnævnte foranstaltede og havde selv en virksom Haand med i Forfattelsen af den gamle norske Bibelparafrase bekjendt under Navnet Stjorn<ref>Dette viser sig af selve Fortalen til Stjorn s. K. Gíslason: Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld p. X-XIV, hvor „virðulegr herra Hacon Noregs konungr hinn coronaði son Magnusar konungs“ nævnes som den der lod Bogen oversætte paa Norsk (norr&#339;na), i det han forsynede den med Tillæg af historia scolastica, speculum historiale og flere Verker „eptir sialfs hans forsögn saman lesnum ok til lögðum“. Om den samme Konges Iver for Ridderromaners Oversættelse paa Norsk fra fremmede Sprog vidner Indledningen til Sagaen om Blaus og Viktor (No. 567. qv. i den Arnm. Sml. og No. 7. fol. i det Stockh. Kgl. Bibl. Mscr.-Sml.), hvor det heder: Marga merkilega hluti heyrðum vér sagða af herra Hákoni Noregs konungi Magnussyni einkanliga at hann héllt mikit gaman at fögrum frásögnum ok at hann lét venda mörgum riddara sögum i norr&#339;nu or girzku eðr fraunzku (franzeisu).</ref>. Men ingen af disse Konger kunne være den, som Fortalen mener. Hvad nemlig den förste angaaer, da falder hans Levetid for tidlig, til at man vel kan antage den franske Samling af Lais, hvilken som för er sagt ikke synes at være tilbleven för i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, allerede da at have været bekjendt i Norge. Hvad den sidste angaaer, da er det tilværende Haandskrift af Oversættelsen aabenbare ældre end hans Dage, eftersom det maa henföres omtrent til Midten af det 13de Aarhundrede. Paa Kong Haakon Haakonssön derimod passe de nævnte Omstændigheder fortræffelig. Om ham vide vi derhos, at han ved Siden af en levende Opmærksomhed for den oldnorske Literaturs originale Frembringelser tillige i höi Grad yndede den samtidige franske eller anglonormanniske Romantik og lod oversætte mange af dens berömteste Frembringelser, som Tristan og Ysold, Ivent, Elis og Rosamuada m. f. paa Norsk<ref>Tristans Saga i den Arn. magn. Saml. No. 543. qv. begynder med den Efterretning, at den i Aaret 1226 er skreven paa Norsk af Broder Robert efter Kong Haakons Befaling s. Nyrups Morskabslæsning S. 119-20. - I Slutningen af Ivents saga (Cod. mbr. No. 6. qv. i det Stockh. Kgl. Bibl.) heder det: „ok lykr her sogu herra Ivenz er Hakon konungr gamli let snua or franzeisu i norenu“. - I Slutningen af Elis Saga (Cod. mbr. No. 4-7. fol. i den Delagardiske Mscr.-Sml. i Ups. Univ. Bibl.) heder det: „Robert aboti sneri ok Hakon konungr son Hakonar konungs lét snua þessi norr&#339;nu bok“.</ref>. Til at blive bekjendt med den franske Original til nærværende Verk, som til flere af samme Slags, savnede Kong Haakon ikke Anledning. I sin lange Regjeringstid stod han i jævnlig Berörelse med Ludvig IX af Frankrige, med Henrik III af England og Alexander II og III af Skotland, og norske Sendemænd besögte i Rigets og Kongens Anliggender deres Hoffer, ligesom Sendemænd fra dem igjen indfandt sig i Norge, og den bekjendte engelske Skribent, den lærde Mathæus Parisiensis var under Haakons Regjering to Gange her i Landet og stod i stor Yndest hos Kongen. Denne Konges Foranstaltning kunne vi saaledes med fuld Föie tilskrive det her omhandlede Oversættelsesverk. Hvo selve Oversætteren har været lader sig ei bestemme; maaskee var det den samme Broder Robert, der i andre lignende Arbeider fra Haakons Tid nævnes som Forfatter<ref>s. Not. o. f.</ref>.
+Hvad nu nærværende oldnorske Oversættelsesverk i Særdeleshed angaaer, da er det ifölge Oversætterens Fortale foretaget fra Fransk efter Foranstaltning af Kong Haakon (hinn virðulegi Hákon konongr lét norr&#339;na or völsku máli). Om hvo denne Kong Haakon er, kan der neppe næres nogen Tvivl: det er Kong Haakon Haakonssön, der styrede Norge fra 1217 til 1263. Vist nok udmærkede sig ogsaa tvende andre norske Konger af samme Navn ved Iver for den norske Literatur og ved literær Virksomhed, nemlig hans Fader Haakon Sverressön (1202-1204) og hans Sönnesön Haakon Magnussön (1299-1319). Af disse oversatte nemlig den förstnævnte selv den berömte theologiske Roman om Barlaam og Josafat paa Norsk<ref>Herom giver Cod. membr. No. 5. fol. i det Stockh. Kgl. Bibls. Mscr.-Sml., indeholdende blandt mere Biskop Gudmunds Saga, en mærkelig Underretning. Det heder nemlig her Cap. 24: „Þat var i upphafi rikis herra Hakonar konunga Sverrissonar. en ei kunnu ver greina hvar Guðmundr byskup kom til hans. en þat er skrifat at herra konungrinn tok hann kiærliga. er þat ok liklig saugn firir þa sauk at Hakon konungr unngi hefir verit hinn mesti h<font face="Old1NordicTimes" size="3">I</font>fpingi ok hofsemdar maðr ok allt aa Island lifir hans verka þat er hann hefir snarat meðr einkannligum stil saugu Barlaam ok Josaphaat er voru aa daugum Damasi pafa ok sæls Jeronimi“. Jfr. Cod. Arn. Magn. No. 398. qv. Bl. 27.</ref>, og den sidstnævnte foranstaltede og havde selv en virksom Haand med i Forfattelsen af den gamle norske Bibelparafrase bekjendt under Navnet Stjorn<ref>Dette viser sig af selve Fortalen til Stjorn s. K. Gíslason: Um frum-parta íslenzkrar túngu í fornöld p. X-XIV, hvor „virðulegr herra Hacon Noregs konungr hinn coronaði son Magnusar konungs“ nævnes som den der lod Bogen oversætte paa Norsk (norr&#339;na), i det han forsynede den med Tillæg af historia scolastica, speculum historiale og flere Verker „eptir sialfs hans forsögn saman lesnum ok til lögðum“. Om den samme Konges Iver for Ridderromaners Oversættelse paa Norsk fra fremmede Sprog vidner Indledningen til Sagaen om Blaus og Viktor (No. 567. qv. i den Arnm. Sml. og No. 7. fol. i det Stockh. Kgl. Bibl. Mscr.-Sml.), hvor det heder: Marga merkilega hluti heyrðum vér sagða af herra Hákoni Noregs konungi Magnussyni einkanliga at hann héllt mikit gaman at fögrum frásögnum ok at hann lét venda mörgum riddara sögum i norr&#339;nu or girzku eðr fraunzku (franzeisu).</ref>. Men ingen af disse Konger kunne være den, som Fortalen mener. Hvad nemlig den förste angaaer, da falder hans Levetid for tidlig, til at man vel kan antage den franske Samling af Lais, hvilken som för er sagt ikke synes at være tilbleven för i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, allerede da at have været bekjendt i Norge. Hvad den sidste angaaer, da er det tilværende Haandskrift af Oversættelsen aabenbare ældre end hans Dage, eftersom det maa henföres omtrent til Midten af det 13de Aarhundrede. Paa Kong Haakon Haakonssön derimod passe de nævnte Omstændigheder fortræffelig. Om ham vide vi derhos, at han ved Siden af en levende Opmærksomhed for den oldnorske Literaturs originale Frembringelser tillige i höi Grad yndede den samtidige franske eller anglonormanniske Romantik og lod oversætte mange af dens berömteste Frembringelser, som Tristan og Ysold, Ivent, Elis og Rosamuada m. f. paa Norsk<ref>Tristans Saga i den Arn. magn. Saml. No. 543. qv. begynder med den Efterretning, at den i Aaret 1226 er skreven paa Norsk af Broder Robert efter Kong Haakons Befaling s. Nyrups Morskabslæsning S. 119-20. - I Slutningen af Ivents saga (Cod. mbr. No. 6. qv. i det Stockh. Kgl. Bibl.) heder det: „ok lykr her sogu herra Ivenz er Hakon konungr gamli let snua or franzeisu i norenu“. - I Slutningen af Elis Saga (Cod. mbr. No. 4-7. fol. i den Delagardiske Mscr.-Sml. i Ups. Univ. Bibl.) heder det: „Robert aboti sneri ok Hakon konungr son Hakonar konungs lét snua þessi norr&#339;nu bok“.</ref>. Til at blive bekjendt med den franske Original til nærværende Verk, som til flere af samme Slags, savnede Kong Haakon ikke Anledning. I sin lange Regjeringstid stod han i jævnlig Berörelse med Ludvig IX af Frankrige, med Henrik III af England og Alexander II og III af Skotland, og norske Sendemænd besögte i Rigets og Kongens Anliggender deres Hoffer, ligesom Sendemænd fra dem igjen indfandt sig i Norge, og den bekjendte engelske Skribent, den lærde Mathæus Parisiensis var under Haakons Regjering to Gange her i Landet og stod i stor Yndest hos Kongen. Denne Konges Foranstaltning kunne vi saaledes med fuld Föie tilskrive det her omhandlede Oversættelsesverk. Hvo selve Oversætteren har været lader sig ei bestemme; maaskee var det den samme Broder Robert, der i andre lignende Arbeider fra Haakons Tid nævnes som Forfatter<ref>s. Not. o. f.</ref>.
 Det norske Verk har i det gamle Haandskrift ingen Titeloverskrift, men benævnes i selve Fortalen: ljóðabók (Sangbog), ligesom dens enkelte Stykker benævnes snart ljóð, snart ljóðsöngar, snart strengleikar, snart strengleiksljóð, snart strengleikssögur, - alt Benævnelser, som aabenbare skulle gjengive det franske Lais. Ljóð og ljóðsöngr betegner simpelt hen Sang, Kvad bestemt til at synges; strengleikr, der egentlig betyder Strengeleg, Strenge-Instrument, udtrykker skarpere det oprindelige Begreb af det franske lai, nemlig Digt bestemt for Sang under Ledsagning af Instrumental-Musik, og det samme gjör strengleiksljóð endnu tydeligere; strengleikssaga endelig henpeger paa Digtenes fortællende Form og er maaskee tillige brugt med Sidehensyn til den Skikkelse, de i den norske Oversættelse have antaget, i det nemlig der den versificerede Fortælling er gjengiven i Prosa og saaledes bleven til hvad Nordmændene almindelig benævnte Saga. Digtningernes oprindelige Bestemmelse at foredrages i Sang og med Musik er tydelig nok i dem selv angiven, og der er ogsaa henpeget til, at Musiken eller Melodien var noget meget væsentligt ved dem<ref>Jfr. Forr&#339;ða, Guiamars lioð Cap. 19, Desire lioð Cap. 1, Strandar lioð, Leitare lioð, Grelentz saga.</ref>. Dette maa imidlertid, saavidt skjönnes, blot gjælde dem i deres oprindelige Form som Folkesange, saadanne som de foredroges i det bretoniske Sprog; thi fra Bretagne angive de sig næsten alle udtrykkelig at være komne. Allerede i deres franske Bearbeidelse synes derimod deres Bestemmelse til at synges at være opgiven; men derfor er det ikke umuligt, at den oprindelige Melodi, der tilhörte hver enkelt, dog kunde være vedligeholdt i Erindringen og som et eget Musikstykke have ledsaget Fortællingen. I denne Henseende ere Udtrykkene i Strandar ljóð mærkelige. Hvad den norske Oversættelse angaaer, der er i reen Prosa, da kan naturligviis ved den aldeles ikke tænkes paa noget Foredrag i Sang; men ganske umuligt er det dog ikke, at, dersom visse Musikstykker have været satte i Forbindelse med den franske Text, disse da ogsaa kunne være blevne forplantede til Norge med Fortællingerne selv, og have forhöiet disses Interesse ved at foredrages som derhen hörende Slaatter. Man kalde sig kun i Minde, hvorledes endnu visse Sagn ledsage flere af vore nationale Melodier uden dog at knytte sig til disse som deres Sangtext.

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 |}
 <div class="toccolours">For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen [http://www.heimskringla.no/fonts/OLD1NT__.TTF OldNordicTimes] installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.</div>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. mar. 2016 kl. 08:14
Linje 13:		Linje 13:


−	<big>'''Fortale.'''</big></center>	+	<big>'''Fortale'''</big></center>

@@ Linje 86: / Linje 86: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
-[[Kategori:Tekster på dansk]]
+[[Kategori:Tekster på norsk]]
 [[Kategori:Riddersagaer]]
 [[Kategori:Rudolf Keyser]]
 [[Kategori:Carl Richard Unger]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortale (Strengleikar)]] !!  !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortale (Strengleikar)]] !!  !!  !!  !!
 |-
 |}