Gustav Storms Studier over Vinlandsreiserne - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. apr. 2025 kl. 21:11

2025-04-15T21:11:53Z

Jesper på 15. mar. 2020 kl. 16:18

2020-03-15T16:18:36Z

August på 15. mar. 2020 kl. 16:16

2020-03-15T16:16:04Z

Jesper på 15. mar. 2020 kl. 12:30

2020-03-15T12:30:08Z

Jesper på 15. mar. 2020 kl. 12:26

2020-03-15T12:26:46Z

Jesper på 15. mar. 2020 kl. 11:02

2020-03-15T11:02:56Z

Jesper på 15. mar. 2020 kl. 10:28

2020-03-15T10:28:23Z

Knut: /* Forbemerkninger */

2020-03-15T09:53:43Z

Forbemerkninger

Knut: /* Forbemerkninger */

2020-03-15T09:51:10Z

Forbemerkninger

Knut: /* Dr. Frithjof Nansens "sagndannelser" */

2020-03-15T09:46:38Z

Dr. Frithjof Nansens "sagndannelser"

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. apr. 2025 kl. 21:11
Linje 10:		Linje 10:


−	<center>	+	<center>'''[[Grønland og Vinland\|Temaside: Grønland og Vinland]]'''<br><br>
−

@@ Linje 443: / Linje 443: @@
 Det er sandt, som Storm siger, at enkelthederne her er overdrevne. Saaledes er Island ikke paa langt nær saa stort som England; og dets sydlige del ligger ikke ved 73, men ved 63. Men som Storm siger pleiede Columbus ofte at overdrive, og han finder derfor ikke, at disse overdrivelser giver grund til at tvile om reisens egthed. Men af Columbus's beretning faar Storm ud: 1. At Columbus seilede nordenom i øst fra Island og nordover 100 mil; 2. at han "aabenbart" reiste med et skib fra Bristol "og altsaa hensigten har været at fiske torsk", og at han tjente som "matros" paa dette skib. Men Columbus siger ikke, at han seilede nordover fra, men ''forbi'' øen Thule (Island). Og selv om han kom til øen fra England istedetfor, som nogle mener, fra Norge, saa ligger Island en god del længer vest end England, og "forbi øen" kan derfor ligesaa snart betyde i vestlig retning som i nordlig. Saaledes behøvede ikke isforholdene, som Storm mener, mer være i veien i den retning end nordover paa østsiden af Island. Hvad det andet punkt angaar, da er der intet i den anførte beretning, der gjør det "aabenbart", at Columbus reiste med et skib fra Bristol, og at hensigten var at fiske torsk. At "de engelske, især de fra Bristol", gaar med sine varer til Island, indbefatter da virkelig ikke, at italieneren Columbus var med. Om fiskeri og torsk staar absolut ikke et ord, og man pleiede vel heller ikke at reise 100 mil forbi Island for at fiske torsk. Columbus beretter, at dengang han reiste til øen, var havet ikke frosset, men han siger slet ikke, at han var i følge med kjøbmændene fra Bristol. Det fremgaar af hele udtryksmaaden, at han reiste selvstendig paa egen haand og var fører af et skib.
-Som ovenfor nævnt mente Columbus, at den sydlige del af Island ligger ved 73&#186; , altsaa 6 1/2 breddegrad nordenfor polarcirkelen. Og som bevis paa, at havet ikke fryser i den kolde zone, omtaler han, at den tid han var ved øen (i februar), var havet ikke frosset. Hvor han gjorde sine observationer er ikke antydet med et ord, og der er ingen grund til at antage, at det var paa østsiden heller end paa syd- eller sydvestsiden. Man kan med god grund antage med Finn Magnussøn, at Columbus kunde være kommen til Hvalfjord, og at han har truffet sammen med biskoppen i Skaalholt. Dette er noksaa nær biskopsædet Skaalholt, og det sees ikke, at der kunde være noget i veien for, at han kunde træffe sammen med biskoppen. Saa mener Storm, at "selv om biskoppen kunde tale latin og kjendte beretningerne om Vinland (hvorom intet vides), og endelig om den italienske matros (sic) paa et engelsk fiskerskib (!) havde adgang<ref>Det kan bemerkes, at den "italienske matros" var gift med en portugisisk kvinde af høi rang og havde "adgang" til de fornemste kredse, ja selve hofferne i Portugal og Spanien.</ref>  til at tale med selve biskoppen (hvad der er meget usandsynligt), vilde biskoppen i høiden have kunnet give Columbus ideen om øer og lande vestenfor Island og Irland, — altsaa i det nordlige Atlanterhav, — hvad der ingen nyhed kunde være for en italiensk sømand og kartkjender, thi disse lande eller antydninger deraf fandtes paa alle italienske karter fra 15de aarhundrede. Men Columbus søgte ikke vestover paa Irlands eller Islands bredde, men fra 30 N. B. fra de Kanariske øer! Han fulgte her den kurs, som var angivet i Toscanellis brev til Lissabon af 25de juni 1474, og hvad han søgte og troede at have fundet var Marco Pblos Indien (d. e. Kina) og Zipangu (Japan), men ikke Vinland eller Stor-Irland."
+Som ovenfor nævnt mente Columbus, at den sydlige del af Island ligger ved 73&#186; , altsaa 6 1/2 breddegrad nordenfor polarcirkelen. Og som bevis paa, at havet ikke fryser i den kolde zone, omtaler han, at den tid han var ved øen (i februar), var havet ikke frosset. Hvor han gjorde sine observationer er ikke antydet med et ord, og der er ingen grund til at antage, at det var paa østsiden heller end paa syd- eller sydvestsiden. Man kan med god grund antage med Finn Magnussøn, at Columbus kunde være kommen til Hvalfjord, og at han har truffet sammen med biskoppen i Skaalholt. Dette er noksaa nær biskopsædet Skaalholt, og det sees ikke, at der kunde være noget i veien for, at han kunde træffe sammen med biskoppen. Saa mener Storm, at "selv om biskoppen kunde tale latin og kjendte beretningerne om Vinland (hvorom intet vides), og endelig om den italienske matros (sic) paa et engelsk fiskerskib (!) havde adgang<ref>Det kan bemerkes, at den "italienske matros" var gift med en portugisisk kvinde af høi rang og havde "adgang" til de fornemste kredse, ja selve hofferne i Portugal og Spanien.</ref>  til at tale med selve biskoppen (hvad der er meget usandsynligt), vilde biskoppen i høiden have kunnet give Columbus ideen om øer og lande vestenfor Island og Irland, — altsaa i det nordlige Atlanterhav, — hvad der ingen nyhed kunde være for en italiensk sømand og kartkjender, thi disse lande eller antydninger deraf fandtes paa alle italienske karter fra 15de aarhundrede. Men Columbus søgte ikke vestover paa Irlands eller Islands bredde, men fra 30 N. B. fra de Kanariske øer! Han fulgte her den kurs, som var angivet i Toscanellis brev til Lissabon af 25de juni 1474, og hvad han søgte og troede at have fundet var Marco Polos Indien (d. e. Kina) og Zipangu (Japan), men ikke Vinland eller Stor-Irland."
 Skal vi virkelig anse det for tvilsomt, enten en biskop i den katolske kirke kunde tale latin eller ikke? Det er klart, at allerede paa kong Sverres tid var ikke blot den høiere geistlighed, men fornemme folk i det hele vel hjemme i latin. "Vil du være fuldkommen i kundskab", heder det i "Kongespeilet", "saa lær fransk og latin." Hvad angaar det usandsynlige i, at Columbus kunde faa adgang til at tale med "selve biskoppen", da er der vel ikke noget usandsynligt i, at en mand, som fik adgang til Europas hoffer, kunde faa adgang til en islandsk biskop. At denne ikke skulde kjende beretningerne om Vinland, er ogsaa en urimelig antagelse.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gustav Storms Studier over Vinlandsreiserne]]  !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gustav Storms Studier over Vinlandsreiserne]]  !!  !! !!
 |-
 |}
@@ Linje 61: / Linje 61: @@
 I denne afhandling opstiller Storm følgende regel med hensyn til uoverensstemmelser mellem de to sagaer : "Hvor der er uoverensstemmelser med hensyn til begivenheder, da er Erik Rødes saga, som den foreligger i Hauksbok, at foretrække." Dette er vistnok en meget let maade at komme til resultater paa, men det er slet ikke sagt, at man derved altid kommer nærmest sandheden. Selv om det indrømmes, at Erik Rødes saga, som den foreligger i Hauksbok, er den paalideligste, saa kunde der jo tænkes tilfælder, da det, som berettes i den anden saga, alligevel er det rigtige. Et eksempel, som kortest og klarest anskueliggjør dette, er beretningen om islændingen Thorfinn Karlsefnes reise til Grønland. I Hauksbok berettes, at Karlsefne gjorde sit skib istand og agtede sig til Grønland, og at han og hans følge kom til Grønland om høsten. Ifølge dette ser det ud, som om Karlsefne reiste direkte fra Island til Grønland. Men i Flatøboken berettes, at Karlsefne kom fra Norge til Grønland. Her følger nu Storm sin regel og gaar ud fra, at Karlsefne reiste direkte fra Island til Grønland. Men af hvad der berettes længere fremme i Erik Rødes saga er det klart, at dette ikke kan have været tilfældet, men at han, som det berettes i Flatøboken, kom fra Norge til Grønland; noget Storm burde have indseet, hvis han havde gjort sig den møie at sammenholde de forskjellige kjendsgjerninger med hinanden. Men naar man følger en skakkjørt regel, kommer man selvfølgelig til skakkjørte resultater.
-I det efterfølgende arbeide har jeg, som jeg skrev i "Amerika", ikke i et snes linjer givet et vrængebillede eller en karrikatur af den ene saga og glattet over urimelighederne i den anden. Heller ikke har jeg opstillet nogen forhaandsteori og opspundet fantasier for at skaffe ud af verden kjendsgjerninger, som ikke stemmer overens med disse teorier. At sige : dette er sandt, fordi det staar i Hauksboks, eller: dette er ikke sandt, fordi det staar i Flatøboken, er vistnok meget letvindt, men det er ikke "videnskabeligt". Mens jeg i mange tilfælder har paavist, at der ikke er virkelige uoverensstemmelser i de to sagaer, har jeg heller ikke lagt skjul paa uoverensstemmelserne, hvor de virkelig findes, men har tvertimod stillet dem skarpt op mod hinanden.
+I det efterfølgende arbeide har jeg, som jeg skrev i "Amerika", ikke i et snes linjer givet et vrængebillede eller en karrikatur af den ene saga og glattet over urimelighederne i den anden. Heller ikke har jeg opstillet nogen forhaandsteori og opspundet fantasier for at skaffe ud af verden kjendsgjerninger, som ikke stemmer overens med disse teorier. At sige: dette er sandt, fordi det staar i Hauksboks, eller: dette er ikke sandt, fordi det staar i Flatøboken, er vistnok meget letvindt, men det er ikke "videnskabeligt". Mens jeg i mange tilfælder har paavist, at der ikke er virkelige uoverensstemmelser i de to sagaer, har jeg heller ikke lagt skjul paa uoverensstemmelserne, hvor de virkelig findes, men har tvertimod stillet dem skarpt op mod hinanden.
 Under arbeidet er jeg forresten i en del mindre væsentlige ting kommet til en anden opfatning, end jeg har udtalt i tidligere artikler om vinlandsreiserne.

@@ Linje 114: / Linje 114: @@
 Storm behager sig i at kalde Hauksbokens beretning "den ældre tradition". Hvis han havde sagt "den ældste skriftlige beretning, vi kjender", saa havde det været rigtigt. Vi ved jo med absolut sikkerhed, at der til grund for 557 4to og beretningen i Hauksbok maa have foreligget en ældre skriftlig kilde. Vi ved ogsaa, at denne er sporløst forsvunden. Ligedan kan der til grund for Flatøbokens beretning have foreligget skriftlige kilder, der er forsvundne eller ødelagt. Hvad den mundtlige tradition angaar, da skriver beretningerne sig naturligvis hovedsagelig fra den tid reiserne blev gjort.
-===Grønlændingathottr, Erikes rødes saga og no. 557===
+===Grønlændingathottr, Erik Rødes saga og no. 557===
 Lad os nu foretage en sammenligning mellem de to beretninger, Flatøbokens og Erik Rødes saga eller Hauksboks og no. 557 4to, ikke efter forvrængte fremstillinger, vilkaarlige tillæg og fordreielser, men efter sagaernes egne ord.

@@ Linje 80: / Linje 80: @@
 Storm gaar dernæst over til at omtale de ældste islandske beretninger om Vinland. Hvad han baade her og ellers siger, gjælder de skrevne beretninger. Men forud for disse og til grund for dem ligger naturligvis de mundtlige beretninger. Disse mundtlige beretninger har hovedsagelig tre forskjellige kilder: 1) Leif Eriksson og hans følge; 2) Thorfinn Karlsefne og de, som fulgte ham; 3) Thorhall Veidemand og de, som fulgte ham. Om Thorfinn Karlsefne siges det i Flatøbokens beretning: "Af alle mænd har Karlsefne givet den bedste fortælling om alle disse færder, hvorom nu er fortalt en del". Dog kunde han vel ikke fortælle bedst om de reiser, som foretoges før hans komme til Grønland eller efter hans afreise derfra. Paa den anden side er det meningsløst at antage, at Leif Eriksson ikke havde mer at berette om sit ophold i Vinland end de faa ord i Hauksbok. Vi faar vel antage, at han har givet en udførlig beretning, og at denne beretning opbevaredes i hans slegt, ligesom Karlsefnes beretning opbevaredes i Karlsefnes slegt.
-Ifølge Flatøbokens beretning kom Karlsefne til Grønland en fire aars tid, efter at Leif kom tilbage fra sin reise til Vinland. I mellemtiden havde Leifs broder Thorvald gjort sin reise og var bleven dræbt af skrællingerne, og broderen Thorstein og hans hustru Gudrid havde gjort et mislykket forsøg paa at komme til Vinland. Thorstein var død, og Karlsefne ægtede hans enke. At der paa Brattalid, hos Leif, hvor de opholdt sig om vinteren, blev talt meget om reiserne til Vinland, er en selvfølge. Det er ogsaa selvsagt, at der ikke blev nævnt synderlig om Bjarne, der ikke landede, men derimod mer om Leif, der fandt druerne og gav landet navn og var Vinlands egentlige opdager. Thorvald blev der vel ogsaa talt mindre om. Derimod fik vel Karlsefne bedre besked om Thorstein og hans reise, da han jo var gift med Thorsteins enke. I overensstemmelse hermed finder vi da ogsaa, at Hauksboks beretning, hvis hovedbestanddel sandsynligvis skriver sig fra Karlsefne, først siger, at Erik Røde havde to sønner, Thorstein og Leif, og at mens intet nævnes om Bjarnes og Thorvalds reiser, saa omtales Thorsteins mislykkede reise. Med Karlsefne og Gudrid kom beretningerne om reiserne til Vinland i denne form til Island, og selvfølgelig stemmer de fleste optegnelser paa Island overens hermed. De "mange" med Hauksboken "samstemmende kilder", som Gustav Storm paaberaaber sig, reducerer sig saaledes til een. De har alle samme udspring. Imidlertid er der ogsaa som ovenfor nævnt en tredie kilde, som ligger til grund for de mundtlige beretninger, der siden blev optegnet. Det er de beretninger, der angaar Thorhall Veidemands skjæbne. De, som vidste at berette om, at Thorhall mødte modvind ved Kjalarnæs og blev drevet over til Irland, vidste naturligvis ogsaa, at der ikke var druer, hvor de opholdt sig den første vinter efter ankomsten til landet, og hvor Thorhall om vaaren forlod Karlsefne. Derimod kunde de ikke vide, hvad der berettes i Hauksbok, at Karlsefne og hans følge kom til et sted, hvor der fandtes vinranker, hvorsomhelst der var bakker, og selvsaaede hvedeagre, hvor landet var lavt. Fra disse folk kunde da ganske naturlig den beretning stamme, ifølge hvilken det hedder: "Det er sagt, at Thorfinn Karlsefne nuggede et træ til en ''husasnotra'' og derefter foer at søge Vinland det gode og kom der, hvor man troede dette land at være, men fik ikke undersøgt det og ikke sat sig fast der."
+Ifølge Flatøbokens beretning kom Karlsefne til Grønland en fire aars tid, efter at Leif kom tilbage fra sin reise til Vinland. I mellemtiden havde Leifs broder Thorvald gjort sin reise og var bleven dræbt af skrællingerne, og broderen Thorstein og hans hustru Gudrid havde gjort et mislykket forsøg paa at komme til Vinland. Thorstein var død, og Karlsefne ægtede hans enke. At der paa Brattalid, hos Leif, hvor de opholdt sig om vinteren, blev talt meget om reiserne til Vinland, er en selvfølge. Det er ogsaa selvsagt, at der ikke blev nævnt synderlig om Bjarne, der ikke landede, men derimod mer om Leif, der fandt druerne og gav landet navn og var Vinlands egentlige opdager. Thorvald blev der vel ogsaa talt mindre om. Derimod fik vel Karlsefne bedre besked om Thorstein og hans reise, da han jo var gift med Thorsteins enke. I overensstemmelse hermed finder vi da ogsaa, at Hauksboks beretning, hvis hovedbestanddel sandsynligvis skriver sig fra Karlsefne, først siger, at Erik Røde havde to sønner, Thorstein og Leif, og at mens intet nævnes om Bjarnes og Thorvalds reiser, saa omtales Thorsteins mislykkede reise. Med Karlsefne og Gudrid kom beretningerne om reiserne til Vinland i denne form til Island, og selvfølgelig stemmer de fleste optegnelser paa Island overens hermed. De "mange" med Hauksboken "samstemmende kilder", som Gustav Storm paaberaaber sig, reducerer sig saaledes til een. De har alle samme udspring. Imidlertid er der ogsaa som ovenfor nævnt en tredie kilde, som ligger til grund for de mundtlige beretninger, der siden blev optegnet. Det er de beretninger, der angaar Thorhall Veidemands skjæbne. De, som vidste at berette om, at Thorhall mødte modvind ved Kjalarnæs og blev drevet over til Irland, vidste naturligvis ogsaa, at der ikke var druer, hvor de opholdt sig den første vinter efter ankomsten til landet, og hvor Thorhall om vaaren forlod Karlsefne. Derimod kunde de ikke vide, hvad der berettes i Hauksbok, at Karlsefne og hans følge kom til et sted, hvor der fandtes vinranker, hvorsomhelst der var bakker, og selvsaaede hvedeagre, hvor landet var lavt. Fra disse folk kunde da ganske naturlig den beretning stamme, ifølge hvilken det hedder: "Det er sagt, at Thorfinn Karlsefne huggede et træ til en ''husasnotra'' og derefter foer at søge Vinland det gode og kom der, hvor man troede dette land at være, men fik ikke undersøgt det og ikke sat sig fast der."
 Efter at have omtalt "de ældste islandske beretninger om vinlandsreiser" siger Storm, at de vidner for en "enstemmig" tradition, ifølge hvilken "Leif den heppne har fundet Vinland aar 1000, og at senere Thorfinn Karlsefne er reist ud for at kolonisere det nævnte land" osv. Der er dog en islandsk beretning, der ligesom adskillige andre er nedtegnet i Landnamabok, som Gustav Storm merkelig nok undlader at omtale baade i afsnittet om "de ældste islandske beretninger" og senere i sine "Studier". I denne beretning hedder det: "Deres søn var Thor Hesthøfdi, fader til Karlsefne, som fandt Vinland det gode, Snorres fader." Her bør vi merke os, at i de islandske optegnelser og beretninger nævnes tre forskjellige mænd som de første opdagere af Vinland, nemlig 1) Bjarne Herjulfson, 2) Leif Eriksson, 3) Thorfinn Karlsefne. At Karlsefne nævnes som Vinlands opdager, viser hvor overmaade let det var at glemme de første vinlandsfarere og overføre opdagelsen til senere reisende. Naar man kunde glemme Leif Eriksson, hvor meget lettere kunde man da ikke glemme Bjarne Herjulfson.
@@ Linje 104: / Linje 104: @@
 Saa siger Storm videre om navnet Tyrker: "Dette navn har man for at redde beretningens historiske karakter oversat med den nyere form Dirk, d.e. Didrik (!), der dog ellers i oldsproget gjengives med Thjodrekr eller Thidrikr!" Her maa først bemerkes, at man ikke paa tysk siger eller skriver Didrik, men Dietrich; og dernæst, at der her ikke er tale om, hvorledes ''lærde folk'' gjengav navnet i oldsproget, men hvorledes de ulærde folk i Erik Rødes omgivelser opfattede og udtalte et for dem fremmed navn. Der er visselig ikke større forskjel mellem Dietrich (især med tyskernes gutturale udtale deraf) og Tyrker, end mellem Dragomir og Dagmar, Berengaria og Bengjerd, Elizabeth og Ellisir osv.
-"Hvor langt nøiagtigere," siger Storm videre, "skilles der ikke mellem de store træer (masur o.l.) og vinstokke i Erik Rødes saga. Her nævnes ogsaa det ''selvsaaede'' korn, medens Grønlændingathottr kun paa et eneste sted nævner en forladt "kornhjelm af træ", hvilket altsaa forudsætter — mod den enstemmige tradition — ''dyrket'' korn. Ogsaa Vinlands geografi i Grønlændingathottr er høist dunkel; man faar nærmest indtryk af en kyst mod nord, der har lang udstrækning mod øst og vest og flere fjorde indgaaende mod syd." Hvori nøiagtigheden bestaar i skillet mellem de store træer og vinstokke i Erik Rødes saga og unøiagtigheden i Grønlændingathottr, paapeger ikke Gustav Storm. Hvor grundløs hans paastand er angaaende Hauksbokens (Erik Rødes sagas) større nøiagtighed, vil let sees ved at sammenligne, hvad de to sagaer siger om træer og vinstokke. I Hauksbok staar der : ". . . . der voksede selvsaaede hvedeagre og vinranker (vinvidr). Der var ogsaa det træ, som kaldes masur, og af alt dette tog han (Leif) prøver. Nogle træer var saa store, at de blev brugt til husbygning." I Flatøboken (Grønlændingathottr) staar der (om Leif) : "En dag skal vi samle vindruer og den anden dag hugge vinranker og ''fælde'' træer, saa vi kan faa ladning til mit skib." I beretningen om Thorvald Eriksson staar der, at "de samlede vindruer og trælast til ladning for skibet". Om Karlsefne hedder det: "Karlsefne lod fælde træer og hugge til tømmer for skibslast. ... De samlede af alle landets værdifulde frembringelser; vindruer, alle slags vildt og fisk og andre gode ting." Og tilslut hedder det: "De gjorde sig færdige til reisen, og de førte mange varer med sig, vindruer, vinranker og pelsverk." Her skilles der jo saa nøiagtig og tydelig som muligt mellem vinstokke og træer. Der staar vistnok, at de nuggede vinranker, men saa staar der ogsaa, at de fældede træer, og vinstokkene omtales slet ikke som store træer, og der staar heller ikke, at de fældtes for at anvendes til tømmer. Det er om træerne der staar, at de fældtes for at anvendes til tømmer.
+"Hvor langt nøiagtigere," siger Storm videre, "skilles der ikke mellem de store træer (masur o.l.) og vinstokke i Erik Rødes saga. Her nævnes ogsaa det ''selvsaaede'' korn, medens Grønlændingathottr kun paa et eneste sted nævner en forladt "kornhjelm af træ", hvilket altsaa forudsætter — mod den enstemmige tradition — ''dyrket'' korn. Ogsaa Vinlands geografi i Grønlændingathottr er høist dunkel; man faar nærmest indtryk af en kyst mod nord, der har lang udstrækning mod øst og vest og flere fjorde indgaaende mod syd." Hvori nøiagtigheden bestaar i skillet mellem de store træer og vinstokke i Erik Rødes saga og unøiagtigheden i Grønlændingathottr, paapeger ikke Gustav Storm. Hvor grundløs hans paastand er angaaende Hauksbokens (Erik Rødes sagas) større nøiagtighed, vil let sees ved at sammenligne, hvad de to sagaer siger om træer og vinstokke. I Hauksbok staar der : ". . . . der voksede selvsaaede hvedeagre og vinranker (vinvidr). Der var ogsaa det træ, som kaldes masur, og af alt dette tog han (Leif) prøver. Nogle træer var saa store, at de blev brugt til husbygning." I Flatøboken (Grønlændingathottr) staar der (om Leif) : "En dag skal vi samle vindruer og den anden dag hugge vinranker og ''fælde'' træer, saa vi kan faa ladning til mit skib." I beretningen om Thorvald Eriksson staar der, at "de samlede vindruer og trælast til ladning for skibet". Om Karlsefne hedder det: "Karlsefne lod fælde træer og hugge til tømmer for skibslast. ... De samlede af alle landets værdifulde frembringelser; vindruer, alle slags vildt og fisk og andre gode ting." Og tilslut hedder det: "De gjorde sig færdige til reisen, og de førte mange varer med sig, vindruer, vinranker og pelsverk." Her skilles der jo saa nøiagtig og tydelig som muligt mellem vinstokke og træer. Der staar vistnok, at de huggede vinranker, men saa staar der ogsaa, at de fældede træer, og vinstokkene omtales slet ikke som store træer, og der staar heller ikke, at de fældtes for at anvendes til tømmer. Det er om træerne der staar, at de fældtes for at anvendes til tømmer.
-Det "selvsaaede" korn nævnes ikke i Flatøbokens beretning. Det er ogsaa sandt, som Storm siger, at en "kornhjelm af træ" forudsætter dyrket korn. Men at dette skulde stride enten mod nogen "enstemmig" eller flerstemmig tradition kan ikke indsees. Det er nu engang en kjendsgjerning, at indianerne dyrkede mais. Det er ogsaa en kjendsgjerning, at denne dyrkning ikke kunde fortrænge den vilde ris. Og enten den "selvsaaede hvede" var mais, som nordmændene troede var selvsaaet, eller det var vild ris, saa strider det ikke mod, at de i en langt bortliggende egn fandt et kornskur af træ. De mænd, som Thorvald sendte ud for at under søge landet, var jo borte hele sommeren, og det var paa en ø mod vesten, de fandt kornskuret.
+Det "selvsaaede" korn nævnes ikke i Flatøbokens beretning. Det er ogsaa sandt, som Storm siger, at en "kornhjelm af træ" forudsætter dyrket korn. Men at dette skulde stride enten mod nogen "enstemmig" eller flerstemmig tradition kan ikke indsees. Det er nu engang en kjendsgjerning, at indianerne dyrkede mais. Det er ogsaa en kjendsgjerning, at denne dyrkning ikke kunde fortrænge den vilde ris. Og enten den "selvsaaede hvede" var mais, som nordmændene troede var selvsaaet, eller det var vild ris, saa strider det ikke mod, at de i en langt bortliggende egn fandt et kornskur af træ. De mænd, som Thorvald sendte ud for at undersøge landet, var jo borte hele sommeren, og det var paa en ø mod vesten, de fandt kornskuret.
 Om Vinlands geografi siger Storm, at den i Grønlændingathottr (Fl.) er høist dunkel. Dette er sandt, men den er ogsaa dunkel i Hauksbok og i no. 557, 4to. Begge beretninger er uklare og selvmodsigende. Saaledes hedder det i Hauksbok: "De fandt bjørn (bjarndyr) paa den (øen) og kaldte den siden Bjarney, men landet, Markland. Derfra seilede de ''langs med landet sydover'' en lang stund og kom til et næs." Det var dette, de kaldte Kjalarnæs, Ifølge de anførte ord var der altsaa sammenhængende land helt fra Markland til Hop. Men senere hedder det: "Siden seilede de (Thorhall Veidemand og hans følge) nordefter forbi Furdustrandir og Kjalarnæs og vilde krydse mod vest rundt næsset." Og senere om Karlsefne: "De seilede nordover rundt Kjalarnæs og bar saa mod vest." I Flatøbokens beretning om Leif ser det ud, som om han kom til landets nordkyst. Men saa berettes i det følgende om hans broder Thorvald, at han sendte mænd langs vestkysten for at udforske landet. Han maatte altsaa befinde sig paa eller nær landets vestkyst. Saa siges det, at han den følgende sommer foer langs østsiden og nordsiden af landet. Ifølge dette maatte han befinde sig paa sydkanten af landet, og herfra reiste han altsaa først nordover langs østkysten og saa vestover langs nordkysten. Vi ser altsaa, at hverken forfatteren i Hauksbok eller i Flatøboken havde nogen klar forestilling om de ukjendte landes geografi. Og det kunde de selvfølgelig heller ikke have. Karter havde de jo ikke. Og beretningerne, sandsynligvis misforstaaede, havde jo gaaet fra mund til mund gjennem flere slegtled, før de blev optegnet.

@@ Linje 71: / Linje 71: @@
 ==Gustav Storms studier over Vinlandsreiserne==
-===Storms proukatormessige behandling af sagaerne===
+===Storms prokuratormæssige behandling af sagaerne===
 Forfatteren begynder sin afhandling med en udredning angaaende følgende ord i Flatøbokens Grønlændingathottr: "Meiri var thar jafndægri enn a Grænlandi eda Islandi, sol hafdi thar eyktarstad ok dagmaalastad a skamdegi ;" d.v.s.: "dagene (i Vinland) var af mere lige længde end paa Grønland og Island; solen havde eyktarstad og dagmaalastad den korteste dag." Det resultat han kommer til er, at det sted, hvor denne observation gjordes, kunde ikke ligge længer mod nord end 49 grader og 55 minutter, og at den altsaa maa være gjort her eller længere syd. Nøiere kan altsaa ikke Vinlands geografiske beliggenhed sees af dette sted.
@@ Linje 653: / Linje 653: @@
 Dette er isandhed morsomt! Slig kan man gaa hen og gjøre skraasikre paastande om ting, som man ikke kjender til!
-"Rødt er lig lyden af en trompet," sagde den blind fødtemand. Nansen vilde have gjort vel i, før han holdt sit foredrag, at raadføre sig med amerikanske historikere.
+"Rødt er lig lyden af en trompet," sagde den blindfødte mand. Nansen vilde have gjort vel i, før han holdt sit foredrag, at raadføre sig med amerikanske historikere.
 ''Det forholder sig nemlig ganske rigtig med skrællingernes bombelignende kugle.''
-Historikeren J. Fiske siger: "Denne kampmaade (med en bailista) var ifølge Schoolcraft før i tiden almindelig blandt algonquinerne i New England og andensteds. Denne store kugle var, hvad hr. Schoolcraft kalder en "balista", eller hvad indianerne selv kalder "dæmonens hoved." Det var en stor, rund sten, der var syet ind i en fersk hud og fæstet til en stang. Idet huden tørredes, sluttede den sig tæt om stenen, og da blev den bemalt med fantastiske figurer i forskjellige farver. Den bares af flere krigere, hvis hverv det var at haandtere den i slaget. Naar den slængtes bort mod en baad eller kano, var den istand til at sænke den. Naar den pludselig slyngedes ned paa en flok mænd, frembragte den bestyrtelse og død." En anden forfatter beretter, at naar kuglen slyngedes fra stangen, eller naar den stødte mod nogen haard gjenstand, kunde den tørre hud briste, og derved frembragtes et brag. I forbindelse med beretningen i Hauksbok om kuglens brag er det værd at merke sig, at ogsaa i Flatøbokens beretning omtales et brag, der hørtes af Gudrid, Karlsefnes hustru. Da hun befandt sig inde i huset, vidste hun selvfølgelig ikke aarsagen til det.
+Historikeren J. Fiske siger: "Denne kampmaade (med en balista) var ifølge Schoolcraft før i tiden almindelig blandt algonquinerne i New England og andensteds. Denne store kugle var, hvad hr. Schoolcraft kalder en "balista", eller hvad indianerne selv kalder "dæmonens hoved." Det var en stor, rund sten, der var syet ind i en fersk hud og fæstet til en stang. Idet huden tørredes, sluttede den sig tæt om stenen, og da blev den bemalt med fantastiske figurer i forskjellige farver. Den bares af flere krigere, hvis hverv det var at haandtere den i slaget. Naar den slængtes bort mod en baad eller kano, var den istand til at sænke den. Naar den pludselig slyngedes ned paa en flok mænd, frembragte den bestyrtelse og død." En anden forfatter beretter, at naar kuglen slyngedes fra stangen, eller naar den stødte mod nogen haard gjenstand, kunde den tørre hud briste, og derved frembragtes et brag. I forbindelse med beretningen i Hauksbok om kuglens brag er det værd at merke sig, at ogsaa i Flatøbokens beretning omtales et brag, der hørtes af Gudrid, Karlsefnes hustru. Da hun befandt sig inde i huset, vidste hun selvfølgelig ikke aarsagen til det.
 Det her omtalte, nemlig den islandske sagas beretning om en "bombelignende kugle," som skrællingerne anvendte i slaget, og de engelske kolonisters iagttagelse af det selvsamme slags vaaben hos indianerne burde vel være tilstrækkeligt bevis for, at Karlsefne var i Vinland og holdt slag med de vilde, og dermed er da ogsaa bevist, at navngivne, historiske bekjendte nordboer har været i et virkeligt Vinland. Men der er en lang række af andre kjendsgjerninger, der beviser det samme. Jeg skal begynde med den "søde dug" paa græsset, som berettes om i Flatøboken. Dette har naturligvis mange erklæret for fabel. Men folk, som kj ender til sagen, har erklæret, at paa kysten af New England findes virkelig honningsød dug paa visse slags græs.

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 Storms skrift opnaaede i mange folks omdømme kanonisk anseelse, og de ansaa det næsten som majestætsforbrydelse at benegte rigtigheden af forfatterens anskuelser. Nu er imidlertid hovedbolverket i Storms afhandling skudt sønder og sammen. Man har maattet indrømme, at i hans formodede Vinland har der aldrig været vilde vindruer. Man skulde synes, at dette burde man været paa det rene med før. Almindelige mennesker med almindelige menneskeøine har i aarhundrede efter aarhundrede vandret om i Nova Scotia uden at finde druer i en udstrækning, der er værd at tale om. Men for vore autoritetstilbedere maatte der en "fagmand" til, før de kunde blive overbevist om denne kjendsgjerning. Det, som en tiaars smaagut kan se, maatte først bevidnes af "en kompetent amerikansk videnskabsmand". Vi her i vesten, som har vandret ude i skovene for at sanke vindruer, burde vist i grunden havt en "fagmand" med os, for at han kunde gjøre os rigtig nausikre paa, at det, vi sankede, virkelig var druer og ikke muligens plommer eller vilde kirsebær!
-Efter at man er kommet paa det rene med, at Nova Scotia ikke er Vinland, har man naturligvis maattet søge dette andetsteds, og man er da kommet til samme resultat som prof. Rafn og andre paa den side, nemlig at Vinland er at søge i den sydøstlige del af New England. Efter denne indrømmelse er det en selvfølge, at man ogsaa maatte søge et andet sted for Karlsefnes ''Straumfjord'' end der, hvor Gustav Storm henlagde den. Prof. Julius E. Olson udtaler i en artikel i 3dje hefte af 7de bind af Symra den mening, at Straumfjord og Straumøy er at søge paa kysten ved grænsen mellem Maine og New Brunswick. Begrundelse for denne mening finder han merkelig nok i sagaens beskrivelse af kysten af Furdustrandir. Men selv om man følger prof. Olsons oversættelse, der forvansker teksten, kan man umulig faa ud, at Karlsefne efter at have seilet langs Furdustrandir krydsede et 60 a 70 mil bredt farvand, Fundybugten, og derpaa lagde ind i en fjord. Prof. Olson oversætter: "Karlsefne og hans følge foer videre, indtil der aabnede sig en fjord''. Den fjord, der "aabnede sig", maatte da først og fremst været Fundybugten. Men det er ikke denne, som skal være Straumfjord, men en fjord paa den anden side af Fundybugten. Sagaskriveren skal have ignoreret den større og kun omtalt den mindre bugt, og dette tiltrods for, at de reisende maatte krydse den første for at komme til den sidste ! Prof. Olsons oversættelse "foer videre, til der aabnede sig en fjord", er forresten heller ikke en rigtig gjengivelse af tekstens mening. Sagaens ord er: ''foru leidhar sinnar thar til er vardh fjardhskorit'', hvilket vel rettest kan gjengives saaledes: De "foer videre, til (de kom) did, hvor det blev fjordskaaret", det vil sige: indskaaret af fjorde. Ordene "fjord" og "vaag" synes her i sagaen at være brugt i flæng i samme betydning, ligesom den snart kalder skrællingernes farkoster "baade", snart "skibe", eller høie aasrygge "fjelde".
+Efter at man er kommet paa det rene med, at Nova Scotia ikke er Vinland, har man naturligvis maattet søge dette andetsteds, og man er da kommet til samme resultat som prof. Rafn og andre paa den side, nemlig at Vinland er at søge i den sydøstlige del af New England. Efter denne indrømmelse er det en selvfølge, at man ogsaa maatte søge et andet sted for Karlsefnes ''Straumfjord'' end der, hvor Gustav Storm henlagde den. Prof. Julius E. Olson udtaler i en artikel i 3dje hefte af 7de bind af Symra den mening, at Straumfjord og Straumøy er at søge paa kysten ved grænsen mellem Maine og New Brunswick. Begrundelse for denne mening finder han merkelig nok i sagaens beskrivelse af kysten af Furdustrandir. Men selv om man følger prof. Olsons oversættelse, der forvansker teksten, kan man umulig faa ud, at Karlsefne efter at have seilet langs Furdustrandir krydsede et 60 a 70 mil bredt farvand, Fundybugten, og derpaa lagde ind i en fjord. Prof. Olson oversætter: "Karlsefne og hans følge foer videre, indtil der aabnede sig en fjord. Den fjord, der "aabnede sig", maatte da først og fremst været Fundybugten. Men det er ikke denne, som skal være Straumfjord, men en fjord paa den anden side af Fundybugten. Sagaskriveren skal have ignoreret den større og kun omtalt den mindre bugt, og dette tiltrods for, at de reisende maatte krydse den første for at komme til den sidste ! Prof. Olsons oversættelse "foer videre, til der aabnede sig en fjord", er forresten heller ikke en rigtig gjengivelse af tekstens mening. Sagaens ord er: ''foru leidhar sinnar thar til er vardh fjardhskorit'', hvilket vel rettest kan gjengives saaledes: De "foer videre, til (de kom) did, hvor det blev fjordskaaret", det vil sige: indskaaret af fjorde. Ordene "fjord" og "vaag" synes her i sagaen at være brugt i flæng i samme betydning, ligesom den snart kalder skrællingernes farkoster "baade", snart "skibe", eller høie aasrygge "fjelde".
 Thorhall Veidemands vers er et yderligere bevis for, at Straumfjord

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. mar. 2020 kl. 09:51
Linje 67:		Linje 67:


−	<~~left~~>''P. P. I. Minneapolis, Minn., 31te januar 1912.''</~~left~~>	+	<div style="text-align: right;">''P. P. I. Minneapolis, Minn., 31te januar 1912.''</div>
−

	==Gustav Storms studier over Vinlandsreiserne==		==Gustav Storms studier over Vinlandsreiserne==

@@ Linje 732: / Linje 732: @@
 Nansen har fuldkommen ret i, at der i vor tid, tiltrods for skrevne og trykte kilder, foregaar dannelser af "sagn". Som ovenfor paavist har han selv illustreret dette ved sine egne sagndannelser. Men der er overflod af andre eksempler. Jeg har vel nu snart læst snesevis af gjenfortællinger om nordmændenes vinlandsreiser, dels længere, dels kortere; men der er vel neppe en eneste af dem, som ikke i en eller anden henseende strider mod sagaernes beretninger. Men Nansens slutning, at sagndannelser endnu lettere maatte opstaa i oldtidens mundtlige beretninger, holder ikke stik. Der er nemlig ikke blot grund til at antage, men vi ved med absolut sikkerhed, at folk i gamle dage nøiagtigere kunde gjengive mundtlige beretninger, end mange i vor tid gjengiver skriftlige. Hvor mange finder man nu, som kan fortælle eventyr saaledes, som folk kunde, da Asbjørnsen samlede folkeeventyrene? I oldtiden havde man jo ikke i norden skrevne love; men alligevel bevarede man lovene nøiagtig i hukommelsen.
-Det kan være af interesse med det samme at undersøge beskaffenheden af det sagn, hvorfra beretningen om skrællingernes kuglekastning ifølge dr. Nansen stammer. Han siger: ''Selve kuglekastningen peger forresten ogsaa hen paa et irsk sagn, som oprindelig stammer helt tilbage fra beretningen om kykloperne i Odysseen."
+Det kan være af interesse med det samme at undersøge beskaffenheden af det sagn, hvorfra beretningen om skrællingernes kuglekastning ifølge dr. Nansen stammer. Han siger: "Selve kuglekastningen peger forresten ogsaa hen paa et irsk sagn, som oprindelig stammer helt tilbage fra beretningen om kykloperne i Odysseen."
 Jeg har ikke det irske sagn, men jeg har heldigvis beretningen om kykloperne.