Om de islandske Love i Fristatstiden - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. okt. 2019 kl. 05:29

2019-10-15T05:29:05Z

Vis endringer

August på 30. jan. 2019 kl. 13:38

2019-01-30T13:38:38Z

Vis endringer

August på 30. jan. 2019 kl. 13:33

2019-01-30T13:33:11Z

Carsten på 30. jan. 2019 kl. 10:54

2019-01-30T10:54:48Z

Carsten på 30. jan. 2019 kl. 10:52

2019-01-30T10:52:47Z

Jesper på 30. jan. 2019 kl. 06:11

2019-01-30T06:11:21Z

Jesper på 30. jan. 2019 kl. 05:38

2019-01-30T05:38:08Z

Vis endringer

Jesper på 30. jan. 2019 kl. 05:34

2019-01-30T05:34:35Z

Vis endringer

Knut på 29. jan. 2019 kl. 17:24

2019-01-29T17:24:45Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-01-16T12:17:11Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om de islandske Love i Fristatstiden'''</big>]] !! !!
|-
|}

[[Fil:VilhjalmurFinnsen.jpg|thumb|220px|<center>Vilhjálmur Ludvig Finsen (1823-1892).</center>]]

<center><big>'''Om de islandske Love i Fristatstiden'''</big> 

 Af '''Vilhjálmur Ludvig Finsen'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1873</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori: Vilhjálmur Ludvig Finsen]]

@@ Linje 140: / Linje 140: @@
 [[File:(Baumg1889) Thingvellir und der Thingvalla See vom Lögberg aus.jpg|thumb|300 px| Thingvellir und der Thingvalla See vom Lögberg aus. 1889. British Library.]] Til Slutning skulle vi tilføie nogle Bemærkninger om den Tid, fra hvilken Grágás i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, i sit væsentligste Indhold kan antages at hidrøre, hvorved der da tillige vil blive Leilighed til at berøre nogle Puncter, der kunne tjene til yderligere Belysning af de i det Foregaaende vundne Resultater:
-Som allerede anført fik den islandske Fristat sin Afslutning i 1264, ved at Islænderne underkastede sig den norske Konge. Den formelige Omdannelse af Lovretten og Lovsigemandsstillingen fandt Sted faa Aar senere (1271-1273) ved Vedtagelsen af Lovbogen Járnsiða, som indførte en Ordning, der stemmede med de i Norge gjældende Institutioner. I Virkeligheden taler der imidlertid ikke Lidet for, at Fristatens offentlige og retlige Institutioner, navnlig den lovgivende og dømmende Virksomhed, saavelsom vel ogsaa Lovsigemandens Function med Hensyn til Lovforedraget, har i længere Tid inden Fristatens Undergang været i Forfald. At Lovretten navnlig ikke, da Underkastelsen i 1262 — 1264 fandt Sted, har været i sin tidligere Virksomhed, synes bestemt at fremgaae af Beretningerne om, hvorledes der da forholdtes. Det hedder vel, at Lovretten i 1262 har været samlet (skipud), men det sees ikke, at den har taget Beslutning eller foretaget Afstemning, hvorimod Underkastelsen sees at være skeet ved at der aflagdes Ed af nogle Bønder fra hver Fjerding<ref>Sturl. X, 26, S. 319, jfr. c. 11, 21, S. 298, 312, Saga Håkonar Håkonarsonar c. 311, Fms. X, 113 — 114. </ref> en Fremgangsmaade, hvortil Grágas ikke afgiver nogen Hjemmel eller Analogi. Der udfærdigedes ved den nævnte Leilighed tillige et skriftligt Underkastelsesdocument , den saakaldte Gamle Overenskomst, der efterhaanden tiltraadtes af Beboerne i de forskjellige Dele af Landet, og hvoraf der haves Exemplarer af noget forskjelligt Indhold fra 1262, 1263 og 1264; i Overenskomsten af 1263 hedder det, at den vedtoges af hele Almuen paa Island paa Althinget med Haandslag (lófatak)<ref>Dipl. Isl. I, 635 flg. </ref>, en Vedtagelses- eller Beslutningsmaade, som Grágás heller ikke kjender. I Beretningerne omtales ikke, at man ved Beslutningen om denne Overenskomst har forholdt sig paa en Maade, der var ny eller forskjellig fra det Sædvanlige<ref>Hvorledes der er blevet forholdt, da JårnsiSa i 1271—1273 vedtoges, sees ikke; det hedder kun, at den blev samtykt, vedtagen, Arná biskups saga c. 9 flg., S. 689 flg. Isl. Annal. f. 1271, 1272. Betegnende er det, at medens Járnsiða synes at have mødt en Del Modstand hos den islandske Befolkning, og først efterhaanden vedtoges i Aarene 1271 — 1273, hører dens þingfararbálkr, hvori Bestemmelserne indeholdes om Lovretten og Lagmandsembedet, altsaa om en Omordning af de ældre islandske Institutioner, til de allerede det første Aar l271 vedtagne Afsnit. Efter at Járnsiða senere i 1281 var bleven afløst af Lovbogen Jonsbok, udstedtes der i den nærmest følgende Tid, tildels efter Islændernes Andragender, forskjellige Retterbøder, hvorved Forandringer gjordes i Jonsbogen. Kun faa af Bestemmelserne i disse Retterboder minde imidlertid om Grágás´s Forskrifter. </ref>,  og det er da ogsaa sandsynligt, at Grunden til at man ikke har anvendt den i Lovrettesafsnittet forudsatte Vedtagelsesmaade har været den, at denne Vedtagelsesmaade efterhaanden var gaaet af Brug. I begge Hovedhaandskrifterne af Grágás findes vel den oftere i det Foregaaende omtalte Lov fra Biskop Magnus Gissurssons Tid af 1217 om Ægteskab og Frændeforsørgelse, og i det yngre af dem St. nævnes iblandt Festdagene den i 1237 indførte Thorlaksmesse<ref>I en Artikel Ueber d. Alter einiger isländ. Rechtsbücher i Germania 1870, S. 1 flg., har Maurer bl.a. udtalt den Mening, at det ovenomtalte Sted i K. c. 112, S. 192, St. Festaþ. c. 43, S. 357 (Hálfan rétt scal hann taca er hann komr a iarls iorð. en þa allan oc fulian er hann kømr a konvngs iorð), ikke, som hidtil antaget, er en fra norske Love eller Forhold hentet Interpolation eller Reminiscents, men at det sigter til islandske Forhold, og da navnlig til den eneste Tid, paa hvilken saavel en Konge som en Jarl havde Jorder paa Island , hvilket var Tilfældet, da Gissur Thorvaldsson i 1258 af den norske Konge var udnævnt til Jarl over Island. Selv om der sees bort fra det ovenfor Anførte om Lovgivnings- magtens sandsynlige Forfald paa den Tid , forekommer det os imidlertid ikke ret sandsynligt, at Gissur Jarl i 1259- 1261 , under den almindelige Opløsning , der gik forud for Underkastelsen , skulde have foranlediget en ny Lov om et saa singulairt Retsforhold som Trældommen, der paa den Tid vistnok i Island var, om ikke ophørt at existere, saa dbg meget sjelden , foruden at det vilde have været et for den islandske Opfattelse fremmed Moment, at Bødernes Størrelse skulde beroe paa Jorden; det vilde ogsaa være besynderligt, at dette skulde være det eneste Spor i Grágás til Gissurs Jarle-dømme. Forsaavidt Maurer fremdeles har ment, at Bestemmelsen i St. Arfaþ. c. 13, S. 208 — 209: enda er nu heimting til fiarins hvegi lengi sem þat liggr, cfr. c, 17, S. 221, er af vedkommende Compilator optaget efter Overenskomsten (Gamli sáttmáli) af 1262 — 1264, da er dette vistnok muligt, og vi skulle kun henstille til Overveielse, om det ikke i saa Fald havde været sandsynligst, at Stedet i Gamli sáttmáli da var blevet indført i sin Helhed, og at navnlig Bestemmelsen i denne om, at Arven kunde udleveres til Arvingen eller dennes lovlige Fuldmægtig var bleven medoptaget. Da Opgivelsen af jus albinagii saa let kunde udfordre gjentagne Forhandlinger og Overenskomster, kunde det vistnok tænkes, at Gamli såttmáli ikke just var den første eller eneste Bestemmelse om saadan Opgivelse, men en Stadfæstelse eller Gjentagelse af et tidligere givet Løfte. </ref>,  men der er vistnok god Grund til at antage, at Lovrettens lovgivende Virksomhed allerede en rum Tid før, navnlig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede eller omtrent fra 1180, har været af ringe Betydning<ref> I Efterskrift til min Udgave af Grágás, S. 220, har jeg med Hensyn til det ældre af Haandskrifterne af Grágás K. udtalt, at den maa antages i sit væsentlige Indhold at give os en Fremstilling af den islandske Lovgivning saaledes som den har været omtrent 1150 — 1200, hvilket i Hovedsagen er stemmende med det her anførte. </ref>. Sagaberetningerne om Begivenhederne i Island i det 12te og 13de Aarhundrede tale i deres Helhed stærkt for den anførte Anskuelse. Den islandske Fristats Forfatning led af den væsentlige Feil, at der ikke gaves nogen virksom Centralmyndighed, og Landet blev derfor allerede længe forinden Underkastelsen i 1264 Skuepladsen for vedvarende Stridigheder mellem Landets Høvdinger. Allerede i det 12te Aarhundrede, endog fra 1118, begyndte en mere urolig Tidsalder, der culminerede i den saakaldte Sturlungatid. Fra Hvamm-Sturla's Tid (født 1114, død 1183), maaskee navnlig efter Kampen paa Sælingsdalsheiði (1172) følte de faa mægtige Mænd sig i Almindelighed hævede over Lov og Ret. Tvistemaalene afgjordes sædvanlig ved blodige Feider, undertiden ved Forlig eller Voldgift, sjeldent ved Rettergang<ref>Vi henvise herved i det Hele navnlig til Sturlunga-saga, hvor næsten hver Side afgiver Beviser for det her Anførte; jfr. Munch, Det norske Folks Hist. II, 956 flg. , Safn til sögu Islands, I, 505 flg., Keyser, II, 1, S. 81. </ref>. En særdeles Betydning havde den Forandring, som efterhaanden indtraadte i Henseende til Godedømmerne. Disse vare arvelige og afhændelige, og den Myndighed, de medførte, maatte efter Forholdets Natur blive Gjenstand for Attraa fra Enhvers Side, der søgte at erhverve Anseelse. Under Stridighederne mellem Høvdingerne samlede Godedømmerne sig tildels paa enkelte Hænder; i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede raadede 3 eller 4 Ætter over næsten alle Landets Godedømmer, og i de følgende Tider havde undertiden enkelte mægtige Mænd alle Godedømmerne paa sin Haand<ref>Jfr. Sturl.-saga VI, 8, 19. </ref>. Ifølge den fra norsk Side brugte Politik, der gik ud paa ved ethvert Middel at søge at bringe Islænderne til at underkaste sig det norske Herredømme, stevnede den norske Konge gjentagne Gange flere af Goderne til Norge, og efterhaanden lykkedes det Nordmændene at faae Goderne til at afstaae deres Godedømmer til den norske Konge<ref>Dipl. Isl. I, 602 flg. </ref>. Ganske vist kunde nu et Godedømme efter Grágás paa Godens Vegne i hans Forfald forestaaes af en Anden, som da udnævnte Dommere og havde Sæde i Lovretten, men det sees let, at de anførte Omstændigheder maatte have en nedbrydende Indflydelse paa de vedkommende Institutioners Betydning og Virksomhed<ref>I 1248 hedder det om Thord Kakali, at han alene raadede for Alt paa Thinget, og han valgte Lovsigemanden Olaf Thordarson Hvideskjald, Sturl. VII, c. 47, S. 95. Fra omtrent 1250 berettes, at Thorleif Thordarson udnævnte Dommere for alle Godedømmer, Sturl. VIII, c. 18, S. 166.</ref>. Særlig maa det fremhæves, at medens Sagaerne udførlig omtale Stridigheder mellem Høvdingerne, sees disse Stridigheder ikke at have yttret sig i Lovretten eller i Bestræbelser for gjennem Lovretten — ved parlamentariske Kampe — at sætte nye Love eller Foranstaltninger igjennem, f. Ex. for derved at beseire sine Modstandere; naar Striden saaledes ikke er bleven ført ind paa Lovrettens Omraade, eller Lovretten ikke er bleven benyttet i Partistridighedernes Tjeneste, er dette vistnok et Bevis for, at man ikke har lagt megen Vægt paa Lov og Ret, og at Lovgivningsarbeidet i det Væsentlige har hvilet. Med det Anførte stemmer nu vistnok ogsaa det Resultat, hvortil man kommer ved at kaste et Blik paa Texterne af Grágás. I denne Henseende bemærkes, at de Modsigelser, der paa enkelte Steder findes mellem ældre og yngre Love, af hvilke de sidste have hævet eller for- andret de første, medens dog disse endnu ere blevne staaende i Texten<ref>See ovenfor S. 223—224. </ref> , vistnok maa siges at tyde paa, at Samlingerne ikke ere blevne til paa en Tid , da Lovgivningen endnu havde sin fulde Autoritet. Fremdeles lægge vi i den omtalte Henseende en særdeles Vægt paa den af Maurer (S. 44) fremhævede Omstændighed, at Graagaasen ikke viser Spor af Biskopperne Thorlak Thorhallssons (1178—1193) og Gudmund Arasons (1203—1237) hierarchiske Bestræbelser. I Virkeligheden opnaaede de nævnte Biskopper en Magt, der gik langt ud over hvad Grágás hjemler dem, og hvoraf denne, eller navnlig dens Christenret, ikke har modtaget noget Præg<ref> Jfr. herved i det Hele Biskupa-sögur fra den anførte Tid. </ref>. De af Maurer i hans her omhandlede Værk meddelte Bemærkninger om Grágás´s sproglige Charakter (S. 65 — 70) bestyrke ogsaa i høi Grad det Anførte, idet disse Bemærkninger gaae ud paa, at det yngste Afsnit af Grágás snarere viser et ældre, men ingenlunde et yngre Sprog, end den ældste af alle Sagaer, Heiðarvigasaga, der vel maa sættes til Slutningen af 12te Aarhundrede, og at det af sproglige Grunde maa antages, at Grágás´s samtlige Hovedstykker oprindelig ikke ere optegnede efter Midten af det 12te Aarhundrede.
+Som allerede anført fik den islandske Fristat sin Afslutning i 1264, ved at Islænderne underkastede sig den norske Konge. Den formelige Omdannelse af Lovretten og Lovsigemandsstillingen fandt Sted faa Aar senere (1271-1273) ved Vedtagelsen af Lovbogen Járnsiða, som indførte en Ordning, der stemmede med de i Norge gjældende Institutioner. I Virkeligheden taler der imidlertid ikke Lidet for, at Fristatens offentlige og retlige Institutioner, navnlig den lovgivende og dømmende Virksomhed, saavelsom vel ogsaa Lovsigemandens Function med Hensyn til Lovforedraget, har i længere Tid inden Fristatens Undergang været i Forfald. At Lovretten navnlig ikke, da Underkastelsen i 1262 — 1264 fandt Sted, har været i sin tidligere Virksomhed, synes bestemt at fremgaae af Beretningerne om, hvorledes der da forholdtes. Det hedder vel, at Lovretten i 1262 har været samlet (skipud), men det sees ikke, at den har taget Beslutning eller foretaget Afstemning, hvorimod Underkastelsen sees at være skeet ved at der aflagdes Ed af nogle Bønder fra hver Fjerding<ref>Sturl. X, 26, S. 319, jfr. c. 11, 21, S. 298, 312, Saga Håkonar Håkonarsonar c. 311, Fms. X, 113 — 114. </ref> en Fremgangsmaade, hvortil Grágas ikke afgiver nogen Hjemmel eller Analogi. Der udfærdigedes ved den nævnte Leilighed tillige et skriftligt Underkastelsesdocument , den saakaldte Gamle Overenskomst, der efterhaanden tiltraadtes af Beboerne i de forskjellige Dele af Landet, og hvoraf der haves Exemplarer af noget forskjelligt Indhold fra 1262, 1263 og 1264; i Overenskomsten af 1263 hedder det, at den vedtoges af hele Almuen paa Island paa Althinget med Haandslag (lófatak)<ref>Dipl. Isl. I, 635 flg. </ref>, en Vedtagelses- eller Beslutningsmaade, som Grágás heller ikke kjender. I Beretningerne omtales ikke, at man ved Beslutningen om denne Overenskomst har forholdt sig paa en Maade, der var ny eller forskjellig fra det Sædvanlige<ref>Hvorledes der er blevet forholdt, da JårnsiSa i 1271—1273 vedtoges, sees ikke; det hedder kun, at den blev samtykt, vedtagen, Arná biskups saga c. 9 flg., S. 689 flg. Isl. Annal. f. 1271, 1272. Betegnende er det, at medens Járnsiða synes at have mødt en Del Modstand hos den islandske Befolkning, og først efterhaanden vedtoges i Aarene 1271 — 1273, hører dens þingfararbálkr, hvori Bestemmelserne indeholdes om Lovretten og Lagmandsembedet, altsaa om en Omordning af de ældre islandske Institutioner, til de allerede det første Aar 1271 vedtagne Afsnit. Efter at Járnsiða senere i 1281 var bleven afløst af Lovbogen Jonsbok, udstedtes der i den nærmest følgende Tid, tildels efter Islændernes Andragender, forskjellige Retterbøder, hvorved Forandringer gjordes i Jonsbogen. Kun faa af Bestemmelserne i disse Retterboder minde imidlertid om Grágás´s Forskrifter. </ref>,  og det er da ogsaa sandsynligt, at Grunden til at man ikke har anvendt den i Lovrettesafsnittet forudsatte Vedtagelsesmaade har været den, at denne Vedtagelsesmaade efterhaanden var gaaet af Brug. I begge Hovedhaandskrifterne af Grágás findes vel den oftere i det Foregaaende omtalte Lov fra Biskop Magnus Gissurssons Tid af 1217 om Ægteskab og Frændeforsørgelse, og i det yngre af dem St. nævnes iblandt Festdagene den i 1237 indførte Thorlaksmesse<ref>I en Artikel Ueber d. Alter einiger isländ. Rechtsbücher i Germania 1870, S. 1 flg., har Maurer bl.a. udtalt den Mening, at det ovenomtalte Sted i K. c. 112, S. 192, St. Festaþ. c. 43, S. 357 (Hálfan rétt scal hann taca er hann komr a iarls iorð. en þa allan oc fulian er hann kømr a konvngs iorð), ikke, som hidtil antaget, er en fra norske Love eller Forhold hentet Interpolation eller Reminiscents, men at det sigter til islandske Forhold, og da navnlig til den eneste Tid, paa hvilken saavel en Konge som en Jarl havde Jorder paa Island , hvilket var Tilfældet, da Gissur Thorvaldsson i 1258 af den norske Konge var udnævnt til Jarl over Island. Selv om der sees bort fra det ovenfor Anførte om Lovgivnings- magtens sandsynlige Forfald paa den Tid , forekommer det os imidlertid ikke ret sandsynligt, at Gissur Jarl i 1259- 1261 , under den almindelige Opløsning , der gik forud for Underkastelsen , skulde have foranlediget en ny Lov om et saa singulairt Retsforhold som Trældommen, der paa den Tid vistnok i Island var, om ikke ophørt at existere, saa dbg meget sjelden , foruden at det vilde have været et for den islandske Opfattelse fremmed Moment, at Bødernes Størrelse skulde beroe paa Jorden; det vilde ogsaa være besynderligt, at dette skulde være det eneste Spor i Grágás til Gissurs Jarle-dømme. Forsaavidt Maurer fremdeles har ment, at Bestemmelsen i St. Arfaþ. c. 13, S. 208 — 209: enda er nu heimting til fiarins hvegi lengi sem þat liggr, cfr. c, 17, S. 221, er af vedkommende Compilator optaget efter Overenskomsten (Gamli sáttmáli) af 1262 — 1264, da er dette vistnok muligt, og vi skulle kun henstille til Overveielse, om det ikke i saa Fald havde været sandsynligst, at Stedet i Gamli sáttmáli da var blevet indført i sin Helhed, og at navnlig Bestemmelsen i denne om, at Arven kunde udleveres til Arvingen eller dennes lovlige Fuldmægtig var bleven medoptaget. Da Opgivelsen af jus albinagii saa let kunde udfordre gjentagne Forhandlinger og Overenskomster, kunde det vistnok tænkes, at Gamli såttmáli ikke just var den første eller eneste Bestemmelse om saadan Opgivelse, men en Stadfæstelse eller Gjentagelse af et tidligere givet Løfte. </ref>,  men der er vistnok god Grund til at antage, at Lovrettens lovgivende Virksomhed allerede en rum Tid før, navnlig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede eller omtrent fra 1180, har været af ringe Betydning<ref> I Efterskrift til min Udgave af Grágás, S. 220, har jeg med Hensyn til det ældre af Haandskrifterne af Grágás K. udtalt, at den maa antages i sit væsentlige Indhold at give os en Fremstilling af den islandske Lovgivning saaledes som den har været omtrent 1150 — 1200, hvilket i Hovedsagen er stemmende med det her anførte. </ref>. Sagaberetningerne om Begivenhederne i Island i det 12te og 13de Aarhundrede tale i deres Helhed stærkt for den anførte Anskuelse. Den islandske Fristats Forfatning led af den væsentlige Feil, at der ikke gaves nogen virksom Centralmyndighed, og Landet blev derfor allerede længe forinden Underkastelsen i 1264 Skuepladsen for vedvarende Stridigheder mellem Landets Høvdinger. Allerede i det 12te Aarhundrede, endog fra 1118, begyndte en mere urolig Tidsalder, der culminerede i den saakaldte Sturlungatid. Fra Hvamm-Sturla's Tid (født 1114, død 1183), maaskee navnlig efter Kampen paa Sælingsdalsheiði (1172) følte de faa mægtige Mænd sig i Almindelighed hævede over Lov og Ret. Tvistemaalene afgjordes sædvanlig ved blodige Feider, undertiden ved Forlig eller Voldgift, sjeldent ved Rettergang<ref>Vi henvise herved i det Hele navnlig til Sturlunga-saga, hvor næsten hver Side afgiver Beviser for det her Anførte; jfr. Munch, Det norske Folks Hist. II, 956 flg. , Safn til sögu Islands, I, 505 flg., Keyser, II, 1, S. 81. </ref>. En særdeles Betydning havde den Forandring, som efterhaanden indtraadte i Henseende til Godedømmerne. Disse vare arvelige og afhændelige, og den Myndighed, de medførte, maatte efter Forholdets Natur blive Gjenstand for Attraa fra Enhvers Side, der søgte at erhverve Anseelse. Under Stridighederne mellem Høvdingerne samlede Godedømmerne sig tildels paa enkelte Hænder; i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede raadede 3 eller 4 Ætter over næsten alle Landets Godedømmer, og i de følgende Tider havde undertiden enkelte mægtige Mænd alle Godedømmerne paa sin Haand<ref>Jfr. Sturl.-saga VI, 8, 19. </ref>. Ifølge den fra norsk Side brugte Politik, der gik ud paa ved ethvert Middel at søge at bringe Islænderne til at underkaste sig det norske Herredømme, stevnede den norske Konge gjentagne Gange flere af Goderne til Norge, og efterhaanden lykkedes det Nordmændene at faae Goderne til at afstaae deres Godedømmer til den norske Konge<ref>Dipl. Isl. I, 602 flg. </ref>. Ganske vist kunde nu et Godedømme efter Grágás paa Godens Vegne i hans Forfald forestaaes af en Anden, som da udnævnte Dommere og havde Sæde i Lovretten, men det sees let, at de anførte Omstændigheder maatte have en nedbrydende Indflydelse paa de vedkommende Institutioners Betydning og Virksomhed<ref>I 1248 hedder det om Thord Kakali, at han alene raadede for Alt paa Thinget, og han valgte Lovsigemanden Olaf Thordarson Hvideskjald, Sturl. VII, c. 47, S. 95. Fra omtrent 1250 berettes, at Thorleif Thordarson udnævnte Dommere for alle Godedømmer, Sturl. VIII, c. 18, S. 166.</ref>. Særlig maa det fremhæves, at medens Sagaerne udførlig omtale Stridigheder mellem Høvdingerne, sees disse Stridigheder ikke at have yttret sig i Lovretten eller i Bestræbelser for gjennem Lovretten — ved parlamentariske Kampe — at sætte nye Love eller Foranstaltninger igjennem, f. Ex. for derved at beseire sine Modstandere; naar Striden saaledes ikke er bleven ført ind paa Lovrettens Omraade, eller Lovretten ikke er bleven benyttet i Partistridighedernes Tjeneste, er dette vistnok et Bevis for, at man ikke har lagt megen Vægt paa Lov og Ret, og at Lovgivningsarbeidet i det Væsentlige har hvilet. Med det Anførte stemmer nu vistnok ogsaa det Resultat, hvortil man kommer ved at kaste et Blik paa Texterne af Grágás. I denne Henseende bemærkes, at de Modsigelser, der paa enkelte Steder findes mellem ældre og yngre Love, af hvilke de sidste have hævet eller for- andret de første, medens dog disse endnu ere blevne staaende i Texten<ref>See ovenfor S. 223—224. </ref> , vistnok maa siges at tyde paa, at Samlingerne ikke ere blevne til paa en Tid , da Lovgivningen endnu havde sin fulde Autoritet. Fremdeles lægge vi i den omtalte Henseende en særdeles Vægt paa den af Maurer (S. 44) fremhævede Omstændighed, at Graagaasen ikke viser Spor af Biskopperne Thorlak Thorhallssons (1178—1193) og Gudmund Arasons (1203—1237) hierarchiske Bestræbelser. I Virkeligheden opnaaede de nævnte Biskopper en Magt, der gik langt ud over hvad Grágás hjemler dem, og hvoraf denne, eller navnlig dens Christenret, ikke har modtaget noget Præg<ref> Jfr. herved i det Hele Biskupa-sögur fra den anførte Tid. </ref>. De af Maurer i hans her omhandlede Værk meddelte Bemærkninger om Grágás´s sproglige Charakter (S. 65 — 70) bestyrke ogsaa i høi Grad det Anførte, idet disse Bemærkninger gaae ud paa, at det yngste Afsnit af Grágás snarere viser et ældre, men ingenlunde et yngre Sprog, end den ældste af alle Sagaer, Heiðarvigasaga, der vel maa sættes til Slutningen af 12te Aarhundrede, og at det af sproglige Grunde maa antages, at Grágás´s samtlige Hovedstykker oprindelig ikke ere optegnede efter Midten af det 12te Aarhundrede.
 Som i det Foregaaende antydet, antage vi, at den ifølge Lovrettens Beslutning i 1117 — 1118 nedskrevne Haflides Samling ikke har været meget omfattende; dette synes navnlig at fremgaae af det oftere anførte Sted af Lovrettesafsnittet om Strid mellem Haandskrifterne, hvorefter man ikke først begyndte med at eftersee Hafliðaskrá, men derimod navnlig Biskoppernes Haandskrifter, der altsaa maae have været mere fuldkomne, mere skikkede til practisk Brug. Der er nu ogsaa stor Sandsynlighed for, at en ikke ubetydelig Udvikling af Lovgivningen har fundet Sted i Tidsrummet efter 1118. Vel begyndte, som bemærket, allerede omtrent fra den Tid de indre Stridigheder, som efterhaanden maa antages at have bortvendt Befolkningens Interesser fra de fredelige Lovgivningssysler, men det følger dog af sig selv, at den Omstændighed, at man nu var kommen saa vidt at have Lovene nedskrevne, hvorved disse fremtraadte som en Helhed, og hvorved man lettere maatte blive opmærksom paa de Mangler eller Ufuldkommenheder, der hæftede ved dem, maatte medføre en Række supplerende og reformerende Love; i denne Henseende maatte det ogsaa have en væsentlig Betydning, at man nu, da Øvelsen i at anvende Skrivekonsten blev større, maatte komme til at give sig af med dels maaskee at afskrive Hafliðaskrá, dels at nedskrive Supplementer til den<ref>Et Exempel paa saadanne Supplemensthaandskrifter have vi vistnok, som ovenfor berørt, i Brudstykket A. M. 315, B, Fol., min Udgave II, 227—230. </ref>, dels endelig at tilveiebringe selvstændige af Hafliðaskrá uafhængige Lovsamlinger<ref> Exempler herpaa frembyde vore to Hovedhaandskrifter af Grágás. Et tredie Exempel haves i det mærkelige Brudstykke Å. M. 315, D. Fol. (min Udgave II, 219—226) der er ældre end noget af de andre Haandskrifter og som viser en Text, der er forskjellig fra begge disses, jfr. AnO. 1849, S. 201—202. </ref>, og denne Sysselsættelse med den gjældende Ret synes indirecte at have maattet bidrage til Tilblivelsen af nye Love.

@@ Linje 148: / Linje 148: @@
 Naar Haflides Samling saaledes ikke fuldstændigt havde løst Opgaven at tilveiebringe en Samling af de gjældende Love, er det sandsynligt, at de Lovkyndige i Tiden efter 1118 have i et betydeligt Omfang sysselsat sig med dels at nedskrive Stykker eller Afsnit af Lovgivningen, som ikke vare blevne medtagne i Hafliðaskrá, dels at fremdrage enkelte Bestemmelser, vedrørende de Materier, som denne havde omfattet , men som ikke vare blevne optagne i den. Der taler meget for, at medens Lovgivningen vel efter 1118 blev Gjenstand for en ikke ringe Udvikling, har dog det Lovgivningsstof, vi finde i Texterne af Grágás, i sit væsentligste Omfang allerede været tilstede før 1118, og at den frugtbareste Periode for Retsudviklingen maa søges, ikke efter Tilblivelsen af Haflides Samling, men før dette Tidspunkt, maaskee endog fornemmelig i en betydelig tidligere Tid<ref>Maurer antager ogsaa , at Hafliðaskrá ikke har havt noget stort Omfang, men hans Mening synes at være, at Stoffet først derefter væsentlig er blevet til, navnlig gjennem Sædvanedannelsen og Juristernes Productivitet. </ref>. De egentlige islandske Sagaer omhandle som bekjendt Begivenheder i den bevægede Tidsalder fra Landets Bebyggelse c. 930 til 1030; i den derpaa følgende Tid til c. 1120 maa der antages at have været en roligere Periode, ifden mærkelige Tildragelser, og der findes navnlig ikke Sagaer, der sysselsætte sig med dette Tidsrum. Først Begivenhederne fra c. 1120 have derpaa igjen været Gjenstand for Sagaskrivning, navnlig i den store, men i sin ligesom mere moderne Fremstilling fra de ældre Sagaer forskjellige Sturlunga-saga. Det førstnævnte Tidsrum fra c. 930 til 1030 pleier at betegnes som Sagatiden. Det var Fristatens Blomstringsperiode, den Tid, da alle dens bedste Kræfter udviklede sig. Det forekommer os nu sandsynligt, at denne Udvikling ogsaa har strakt sig til Samfundsordningen og Lovene, at ligesom det islandske Folk i andre Henseender dengang naaede sit Høidepunkt, ligesom det aandelige Liv hos Befolkningen dengang i andre Retninger stod paa det Høieste, saaledes har dette ogsaa været Tilfældet i Henseende til Lovgivningen. Dette turde finde en væsentlig Bestyrkelse i den Omstændighed, at det netop er fra Tidsrummet før 1030, at de fleste og største Jurister nævnes. Vi have i det Foregaaende<ref>Ovenfor S. 115—116. </ref> nævnt nogle af disse Lovkyndige, men Antallet af de Jurister, som Sagaerne omtale fra denne Tid, er meget større<ref>Jfr. Maurer S. 40-42. </ref>. Det var i den Tid, at Lovkyndige som Mord Gigia, Njál Thorgeirsson og Skapte Thoroddsson levede. Det var den Periode, hvori Lovkyndigheden holdtes høiest i Ære, og de med Dygtighed og Snildhed udførte Procesforhandlinger fulgtes med samme Interesse, som en med Tapperhed bestaaet farefuld Kamp. At Lovgivningen allerede i det nævnte Tidsrum har vundet en stor Udvikling, turde nu ogsaa finde en afgjørende Bekræftelse ved Beretningerne i Njáls-saga. Denne Saga, der omhandler Begivenheder i Island i Slutningen af det 10de og Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, og som i sin Helhed maa ansees som særdeles paalidelig, viser os, navnlig ved sin udførlige Fremstilling af Procesforhandlingerne paa Althinget 1012 i Anledning af Njáls Indebrænding<ref>Njáls-saga c. 142—145, S. 229-244. </ref>, at Rettergangsordningen allérede dengang havde naaet netpp i det Væsentlige ganske den samme fuldkomne Uddannelse, som vi finde fremstillet i Grágás. Vi finde Procesreglerne udviklede i den samme overordentlige Detail, den samme overordentlige Finhed, den samme gjennemførte Formalisme, ja der gjøres endog Anvendelse af en enkelt Detailbestemmelse, som vi ikke kjende andetstedsfra. Da en Kvid af ni Naboer til Gjerningsstedet var bleven dannet for at afgive Udsagn i Sagen, gjorde den Sagsøgte Indsigelse mod dens Sammensætning, idet to af Kvidmændene ikke vare Bønder, men Husmænd (búðsetvmenn). Sagsøgeren gjorde imidlertid herimod gjældende, at Bodsiddere kunde være Medlemmer af Kviden, naar de eiede 3 Hundreder i Jordegods, og dette fik Medhold hos Lovsigemanden<ref>Njáls-saga c. 143, S. 236—237. </ref>. Denne Distinction mellem Bodsiddere, eftersom de eiede Jord eller ikke, findes imidlertid ikke optaget i vore Texter af  Grágás, medens dep dog ikke kunde være nogen Grund til at antage, at en Bestemmelse af denne Natur, naar den engang var vedtagen, senere igjen skulde være bleven ophævet. Udeladelsen af denne Bestemmelse i Grágás viser netop, hvorledes det er gaaet til med Samlingen af de enkelte Bestemmelser; der var saa mange af dem, at let en eller anden kunde blive glemt. Den hele Fremstilling af disse Retsforhandlinger vidner saaledes om en særdeles frodig udviklet Proceslovgivning, og man maa ganske vist være berettiget til at slutte, at det ikke blot er denne ene Materie, der har erholdt en saadan Uddannelse, men at en noget lignende Udvikling ogsaa maa være bleven de øvrige Retsomraader tildel. Vi have saaledes her et Vidnesbyrd om, at Retsudviklingen har været meget omfattende i en Periode, der ligger langt forud for Hafliðaskrá, og naar vi i Grágás finde en Række Bestemmelser , der ganske stemme med Beretningerne i Njáls-saga, er der al Grund til at antage, at disse Grágás´s Bestemmelser ere komne til os saaledes som de allerede vare til i hin tidligere Tid. At en ikke ringe Del af Grágás hidrører fra den nævnte Tid turde vistnok ogsaa særdeles vel stemme med Grágás´s Sprogform, der paa mange Steder vidner om høi Ælde<ref>At væsentlige Dele af Grágás´s Text tildels have en ældre Oprindelse, turde bestyrkes ved Biskop Thorlak Thorhallssons Skrifteanordning af 1179, Dipl. Isl. T, 237, hvis Bemærkninger om Tyveri og Løsagtighedsforseelser, naar dermed sammenholdes Grágás´s Forskrifter herom, vise , at disse henhøre ligesom til en helt anden ældre Periode. </ref>. Vi troe saaledes, at der er god Grund til at antage, at en væsentlig Del af Grágás allerede hidrører fra den omtalte ældre Tid før 1030, medens der i det derefter følgende Tidsrum af 80—103 Aar har fundet en jevn, langsommere Udvikling Sted, hvortil da efter 1118 sluttede sig en ikke ubetydelig Række udfyldende og reformerende Love.
-De saaledes fremsatte Antydninger om Retstilstandene i Island samt om Grágás´s Tilblivelsestid, hvorefter denne maa ansættes til en tidligere Periode end hidtil i Almindelighed antaget, tjene paa en dobbelt Maade til at belyse den Opfattelse, vi have udviklet i nærværende Afhandling, Paa den ene Side frenigaaer det af det Anførte, at Interessen for Lov og Ret allerede en rum Tid før Fristatens Undergang i 1262 — 1264 var bleven meget ringe, at Lovløshed og Feider mellem Høvdingerne tog Overhaand allerede fra den første Halvdel af det 12te Aarhundrede, og at Texterne af Grágás ikke kunne antages i deres væsentlige Indhold at repræsentere en yngre Tid end omtrent 1180 — 1200. Naar hermed sammenholdes Afhandlingen i SnorraEdda om Alphabet et, hvorefter Skrivekonsten endnu i 1150 har været besværlig og forholdsvis lidet anvendt, vil det ses, at den Tid, hvori en videnskabelig juridisk Literatur, der kunde være at henregne til de Bestanddele, hvoraf Grágás er sammensat, skulde have udviklet sig, maatte indskrænkes endnu yderligere end i det Foregaaende forudsat<ref>Ovenfor S. 119. </ref>, og Formodningen for, at en saadan juridisk Literatur i Virkeligheden har existeret, hvorfor der, som anført, ingen historisk Hjemmel haves, bliver da endnu meget ringere; ligeledes vil det ses, at det Tidsrum, hvori en Sædvanedannelse kunde have fundet Sted, vilde blive endnu kortere end i det Foregaaende forudsat. Paa den anden Side bringer den Skildring, vi læse i Sagaerne af den Cultur, det udpræ- gede Folkeliv, der fandt Sted i Sagatiden, til hvilken Graagaasen efter det af os Udviklede for en ikke ringe Del af dens Indhold maa henregnes, os til bedre at foistaae den Forkjærlighed, hvormed Lovgivningsmyndigheden, det udstrakte Lovgivningsinitiativ, og Lovsigemandsvirksomheden var ordnet, og den Omsigt, som viste sig i Dannelsen af disse Institutioner, der i deres Forbindelse med hinanden afgave saa gunstige Betingelser for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen, ligesom vi ogsaa faae et endnu mere levende Billede af den juridiske Interesse, den store Deltagelse fra de Enkeltes Side, navnlig i Benyttelsen af Lovinitiativet, der har medvirket til, at der kunde danne sig et i saa mange Enkeltheder omhyggeligt og fint udarbeidet Lovgivningsværk som Grágás. Grágás bliver da herefter tillige at betragte som et særligt betydningsfuldt Vidnesbyrd om den eiendommelige friske, sunde, livskraftige Aand, der herskede hos den islandske Befolkning i Fristatens bedste og skjønneste Tid.
+De saaledes fremsatte Antydninger om Retstilstandene i Island samt om Grágás´s Tilblivelsestid, hvorefter denne maa ansættes til en tidligere Periode end hidtil i Almindelighed antaget, tjene paa en dobbelt Maade til at belyse den Opfattelse, vi have udviklet i nærværende Afhandling, Paa den ene Side frenigaaer det af det Anførte, at Interessen for Lov og Ret allerede en rum Tid før Fristatens Undergang i 1262 — 1264 var bleven meget ringe, at Lovløshed og Feider mellem Høvdingerne tog Overhaand allerede fra den første Halvdel af det 12te Aarhundrede, og at Texterne af Grágás ikke kunne antages i deres væsentlige Indhold at repræsentere en yngre Tid end omtrent 1180 — 1200. Naar hermed sammenholdes Afhandlingen i Snorra Edda om Alphabetet, hvorefter Skrivekonsten endnu i 1150 har været besværlig og forholdsvis lidet anvendt, vil det ses, at den Tid, hvori en videnskabelig juridisk Literatur, der kunde være at henregne til de Bestanddele, hvoraf Grágás er sammensat, skulde have udviklet sig, maatte indskrænkes endnu yderligere end i det Foregaaende forudsat<ref>Ovenfor S. 119. </ref>, og Formodningen for, at en saadan juridisk Literatur i Virkeligheden har existeret, hvorfor der, som anført, ingen historisk Hjemmel haves, bliver da endnu meget ringere; ligeledes vil det ses, at det Tidsrum, hvori en Sædvanedannelse kunde have fundet Sted, vilde blive endnu kortere end i det Foregaaende forudsat. Paa den anden Side bringer den Skildring, vi læse i Sagaerne af den Cultur, det udprægede Folkeliv, der fandt Sted i Sagatiden, til hvilken Graagaasen efter det af os Udviklede for en ikke ringe Del af dens Indhold maa henregnes, os til bedre at foistaae den Forkjærlighed, hvormed Lovgivningsmyndigheden, det udstrakte Lovgivningsinitiativ, og Lovsigemandsvirksomheden var ordnet, og den Omsigt, som viste sig i Dannelsen af disse Institutioner, der i deres Forbindelse med hinanden afgave saa gunstige Betingelser for en frugtbar Udvikling af Lovgivningen, ligesom vi ogsaa faae et endnu mere levende Billede af den juridiske Interesse, den store Deltagelse fra de Enkeltes Side, navnlig i Benyttelsen af Lovinitiativet, der har medvirket til, at der kunde danne sig et i saa mange Enkeltheder omhyggeligt og fint udarbeidet Lovgivningsværk som Grágás. Grágás bliver da herefter tillige at betragte som et særligt betydningsfuldt Vidnesbyrd om den eiendommelige friske, sunde, livskraftige Aand, der herskede hos den islandske Befolkning i Fristatens bedste og skjønneste Tid.
 '''Anmerkning'''

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=[[Om de islandske Love i Fristatstiden]]''']] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om de islandske Love i Fristatstiden]] !!  !!
 |-
 |}