Sankt Vincents saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 8. feb. 2026 kl. 12:38

2026-02-08T12:38:35Z

Jesper på 31. jan. 2026 kl. 06:43

2026-01-31T06:43:58Z

Jesper på 31. jan. 2026 kl. 06:42

2026-01-31T06:42:16Z

Jesper: »Vincencius saga« på dansk

2026-01-31T06:34:23Z

»Vincencius saga« på dansk

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Vincencius Saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sankt Vincents saga]] !! !!
|-
|}

<center>[[Helgensagaer]]

<big><big>'''Sankt Vincents saga'''</big></big>

''Vincencius saga'' <ref>Sagaen om Sankt Vincent findes overleveret i det islandske 1300-tals håndskrift [https://www.manuscripta.se/ms/101015 Isl. perg. fol. 2], der befinder sig på ''Kungliga biblioteket'' i Stockholm. Sankt Vincent af Zaragoza er bl.a. skytshelgen for byen Lissabon og for vinmagere og vinhandlere. Hans festdag er 22. januar; dødsåret sættes til ca. 304.</ref>

oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

© 2026</center>

----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Heilagra Manna Sögur]]'', Christiania, 1877''</center>
----

'''Her begynder sagaen om den hellige diakon Vincent'''

[[Fil:Sankt_Vincent.jpg|thumb|400px|right|<center>'''Ravnen beskytter Sankt Vincents lig'''</center>]]'''1.''' I Spanien fik den hedenske jarl Dacian magt af de hedenske konger til at pine kristne mennesker. Han havde også før været fjendtlig mod Guds hjord og skadet den så meget, som han kunne. Men biskop Valerius<ref>Sankt Valerius af Zaragoza (d. omkr. 315)</ref> og hans diakon, Vincent, var de første til at gå imod hans ondskab, og de anså sig for at være des mere salige og ophøjede for Gud, jo hurtigere de overvandt hedningenes grusomheder med tålmodighed. Men da Dacian så, at de var urokkelige i troen, begyndte han at pine dem på den måde, at han lod dem slæbe den lange vej mellem byerne, og om natten blev de sat i fængsel, sådan at de blev plaget ikke bare af anstrengelserne på vejen, men også af manglen på mad og de jernlænker, som de bar om halsen og på hænder og fødder. Mens han tænkte, at de hårde pinsler ville udmatte dem, frygtede han, at de ville dø, før han fik dem udsat for alle sine grusomheder. Og han lod dem da føre ud fra fængslet, for han ønskede ikke, at de skulle dø, før de blev pint noget mere. Men da han fik dem at se, undrede han sig over deres legemlige helbred og tilstand og deres urokkelige sind, og han blev vred på fangevogterne og sagde til dem: »Hvorfor har I givet disse mennesker rigeligt med både mad og drikke?« Jarlen undrede sig og kunne på grund af sin hårdhjertethed ikke begribe, hvordan de, som Gud nærede med sin barmhjertighed, kunne blive styrket, og han blev vred, da han indså, at hans bestræbelser havde været virkningsløse over for dem, for han kunne se, at de var blevet styrket på både sjæl og legeme. Men selv om han umiddelbart følte sig beskæmmet, bevarede han dog værdigheden og sagde til dem for at skræmme dem: »Valerius! Du, som har navn og værdighed. Hvorfor handlede du imod høvdingene?« Han henvendte sig først til den med den højeste rang, for han mente, at han snart kunne snyde den anden, hvis han først fik snydt den mest fremtrædende af dem. Men Gud lod ham tværtimod blive overvundet af den, der havde den laveste rang, for at han kunne forstå, hvor lidt det ville lykkes for ham at betvinge den højere af dem, når han blev overvundet af den mindre. Og da biskop Valerius svarede på jarlens hovmod med beherskelse og udlagde den rette tro for ham, da sagde Vincent fyldt af Helligånden til sin fosterfar: »Hvorfor hvisker du behersket til denne hovmodige mand? Råb du hellere ad hunden, når den galper!«

'''2.''' Da blev Dacian vred, og han sagde til sine trælle: »Før biskop Valerius bort, men tag Vincent, som først vovede at tale ondt til mig, og før ham til pinslerne, og bind ham derfor til stejlen, og stræk hans krop helt ud.« Og da de havde taget ham og strakt ham ud på stejlen, sagde Dacian til ham: »Nå — Vincent! — hvor tænker du nu, at dit usle legeme befinder sig?« Og han svarede: »Nu er jeg hævet over denne verden, og jeg foragter dine høvdinge, som forlader sig på denne verdens magt.« »Din krop skal ikke blive skånet for pinsler,« sagde Dacian. Vincent svarede: »Dette har jeg altid ønsket mig, og intet ønsker jeg mig mere. Og det er alene dig, der vil give mig det.« Han blev da udsat for brændende ild, og kødet blev flået af ham med jernkløer. Da sagde Vincent: »Alt dette er til Kristi navns herlighed. Jo flere af dine pinsler jeg udholder, des større æresbevisning skænker du mig; Kristi tjener er rede til alle pinslerne, sådan at du kan blive plaget des mere smertefuldt i sindet, som du lader mig pine på legemet.« Da blev Dacian rasende, og han slog sine egne riddere med stænger og kæppe, for da Djævelen blev vred på Kristi ridder, begyndte han at plage sine egne folk, som han kunne bestemme over, endnu mere. Da sagde den hellige Vincent til jarlen: »Hvad så nu — Dacian? Hvis du begriber Kristi navn og hans styrke, så er min hævn over dig og dine riddere allerede blevet fuldbyrdet.« Da begyndte Dacian at råbe og skrige og skære tænder af vrede over, at den ondskab, hvormed Guds ven blev pint, viste sig at gå mere ud over dem, der pinte, end den, der blev udsat for pinslerne. Alle bødlerne blev trætte og stod med hænderne ned langs siden, og deres ansigter blegnede, og sveden strømmede af dem, og de stank, så de næsten ikke kunne få vejret, og de følte sig umiddelbart mere plagede end Guds ven. Dacian blegnede af raseri, og hans ansigt skiftede farve som en galnings, og han råbte ad sine tjenere: »Hvor er nu jeres styrke? I har taget livet af mordere og dræbt troldmænd og gjort det af med horkarle og tyve, men nu magter I ikke at tvinge én mand til holde mund om den ydmygelse, jeg har måttet tåle.« Da sagde han til Vincent: »Nægt at være kristen, og nægt, at Kristus er Gud — og da kan du gå uskadt herfra.« Da smilede Vincent og svarede ham: »Jeg bekender, at Kristus er min Gud Herre, men du beder mig om at fornægte sandheden. Loven befaler, at man piner løgnere, og det er derfor åbenlyst, at du handler imod dine høvdinges love, for de befaler dig at pine dem, der fornægter sandheden. Jeg kalder mig kristen, men du beder mig om at sige noget, som intet gavner. Men da du ikke kan bestemme, hvad jeg skal sige, så plages du i dit sind, fordi jeg ikke vil lyve.« Da sagde Dacian, at man skulle genoptage pinslerne, og friske bødler trådte frem og flåede kødet af Vincent med jernkløer, og de gjorde det overalt på hans legeme, både på ryggen og på brystet og på siderne og på maven. Og da blodet flød fra hele hans legeme, og knoglerne var synlige mange steder, da spekulerede Dacian over, om han mon kunne tage livet af ham, for intet sted på hans krop var uskadt, og man kunne se indvoldene i bughulen.

'''3.''' Jarlen var forbitret over at være blevet overvundet ved pinslerne og sagde: »Vær nådig imod dig selv — Vincent! — og bevar din ungdoms blomst. Skån dig selv, så du ikke mister livet.« Den hellige Vincent var urokkelig og svarede: »Du er ondskabens smed, snuhedens ophavsmand, den falske fristelses mester. Hvad er det, der gør, at du ikke tør skade mig, når du vover at prøve min Herre? Jeg ser din lyst, jeg ser grusomheden i dit forehavende. Lad dem, der fornægter Kristi barmhjertighed, søge nåde hos dig. Lad dem, der ikke frygter Guds vrede, skræmmes af din vrede. Det, du kalder godhed, er snarere elendighed end barmhjertighed. Fortsæt du derfor med din vrede, som du begyndte, og lad den ikke tage af, og undlad ingen pinsler, som du kan komme i tanker om. Du vil vide, at du er blevet overvundet i alt, hvad du formår, når du indser, at der ikke er mere, du kan stille op.« Dacian sagde: »Lad dette trodsige menneske gennemgå alle de pinsler, som I plejer at udsætte tyve og mordere for! Og lad alle hans lemmer blive pint, så længe sjælen er i hans legeme, sådan at jeg ikke lider nederlag, mens han er i live.« Den salige Vincent svarede med rent sind, uden frygt og med et mildt ansigt: »Dine trusler er min morskab; dine pinsler er min ære. Den, du synes, du bliver vred på, viser du barmhjertighed.« Så blev der tændt et bål, og jernstænger blev lagt hen over ilden, indtil de glødede. Og dér agtede man at pine Vincent. Men da han blev taget af stejlen, løb han hen til ilden og ænsede ikke de glødende jernstænger mere end rindende vand fra brønden, og han viste ingen tegn på frygt, hverken i sine ord eller ved sit udseende. Han var urokkelig i troen og tålte pinslerne som var de milde ting, og han viste alle, at Kristus er med den, som ikke lader sig betvinge. Han blev pint og slået, brændt med ild og skåret med jern. De kom salt og gløder i de åbne sår på alle hans lemmer, og det var ikke alene kødet, der blev udsat for pinsler, for salt og glohed aske traf også indvoldene.

'''4.''' Bødlerne sagde da til Dacian, at de havde forsøgt med alle slags pinsler, men Vincent blev des mere ubøjelig, jo mere han blev pint, og han bekendte sig nu mere til Kristus end i begyndelsen. Dacian sagde: »Vincent vinder over os. Men hvis hans trodsighed ikke kan knækkes, skal det være os en trøst, at han aldrig skal slippe for pinslerne, så længe han lever.« Jarlen lod siden Vincent indespærre på det mørkeste sted, som indvendig var ganske belagt med skarpe sten, sådan at han blev såret des mere af stenene, jo mere han ønskede at gøre sig det behageligt. Men før han blev kastet på de skarpe sten, lod jarlen ham dog udspænde mellem to træer, så alle hans sår åbnede sig. Derefter blev han spærret inde dér, så han intet kunne se, ikke kunne høre menneskelig tale og ikke kunne få nogen føde. Og jarlen sagde til fangevogterne, at de skulle meddele ham det, hvis han døde. Men først på natten, lige da fangevogterne var faldet i søvn, blev det, Dacian havde tiltænkt Vincent som pinsler og død, vendt til herlighed. Det mørke og rædsomme fængsel blev badet i et himmelsk lys, og vokslysene skinnede mere klart end solen; Guds engle beredte ham et behageligt leje, og han sang med glæde Guds pris sammen med dem. Alle dem, der blev bedrøvede over hans pinsler, glædede sig nu, da de så og hørte, hvordan han blev ophøjet. Men da fangevogterne vågnede og så og hørte, hvad der skete, blev de bange og troede, at der var kommet nogen for at befri den mand, som de havde fået ordre om at holde indespærret. Da råbte Guds vidne til dem og sagde, at de ikke skulle være bange, »— for jeg vil,« sagde han, »— ikke flygte fra denne herlighed. Se herhen — hvis I kan — og se Guds tjener blive trøstet af Guds engle! Se nu lyset på det sted, som I gjorde mørkt! Hør nu den mand, som I mente ville flygte, synge Guds pris med glæde! Mine lænker er løsnet, og alle mine sår er lægte, og alt er i den skønneste orden. I skulle hellere undre jer end at blive bange, og glæd jer over, at den, der bekender sig til den sande Gud, altid sejrer. Gå hen og fortæl Dacian, hvilken ære Guds vidne har modtaget, og lad den djævel finde på et kneb, hvis han kan, for jo mere han piner mit legeme, des større hæder skænker han min sjæl. Et guddommeligt lys åbenbarede sig for mig, da det menneskelige lys blev taget fra mig, og jeg fik englenes trøst, da den menneskelige trøst var væk.«

'''5.''' Og da Dacian hørte om dette, blev han ligbleg, og alle de pinsler, som han havde udsat Guds tjener for, syntes han at kunne mærke på sin egen krop, og han var da tvunget til at sige sandheden, for hans ondskabsfuldhed pinte ham til at tale sandt, da han sagde dette: »Hvad mere kan jeg nu gøre mod denne mand, når jeg bliver overvundet i alt, hvad jeg gør. Læg ham nu på et bekvemt leje, og pin ham ikke yderligere, for jeg ønsker ikke at øge hans hæder, ved at han dør i pinslerne.« De, som tidligere havde deltaget i hans pinsler, bar ham med glæde på deres skuldre hen til et behageligt leje, og han viste sig nu i sandhed som en ven af Gud, idet han opnåede sine fjenders tjeneste. Men i samme øjeblik han blev lagt på lejet, døde han og tog pinslernes evige sejr med sig. Og Kristus lod ham dø med det samme, for at Dacian ikke skulle tro, at han ved sin egen barmhjertighed havde taget sig af ham. Og da Dacian fik at vide, at Vincent var død, skammede han sig og sagde: »Hvis jeg ikke kunne besejre ham, mens han var i live, så skal jeg pine ham nu, når han er død, sådan at jeg dog kan vinde over en død, når jeg ikke formåede at vinde over en levende. Kast ham på åben mark et sted, hvor ingen kan forhindre, at hans legeme bliver ædt af vilde dyr og fugle, sådan at kristne mennesker ikke kan begrave hans lig og kalde ham hellig.« Men Guds godhed skærmede den, som mennesker ikke ville tilstå barmhjertighed, for en ulv og en ravn<ref>I ''Legenda aureas'' fortælling om Vincent våger kun ravnen over Sankt Vincents lig og jager bl.a. en ulv bort.</ref> vågede over hans lig i mange dage, sådan at hverken vilde dyr eller fugle vovede at kaste sig over det. Ved Guds bestemmelse gentog profetens jærtegn sig da for Guds tjener<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kong/17 1 Kong 17, 4-6], hvor Elias får hjælp af ravnene.</ref>. Det skræmte Dacian, da han hørte om dette, og han sagde: »Jeg kan ikke besejre denne mand mere, når han er død, end da han var levende, og jo mere jeg forsøger at pine ham, des større ære vinder han. Men hvis jorden ikke vil udslette ham, så skal havets dyb tage ham og skjule hans sejr, sådan at jeg ikke må skamme mig og tåle alle menneskers hån, fordi jeg er blevet overvundet af en død mand. Kast hans lig i en kiste fuld af sten, og før ham langt væk fra land, og sænk ham i havet dér, så havskræmslerne kan tilintetgøre ham, når nu dyrene på landjorden ikke vil tage ham!« Og dér midt på havet sænkede de den hellige Vincents lig ned i dybet, og de vendte fornøjede hjem og fortalte Dacian med glæde, at nu var der ingen, der fik Vincent at se igen. Men Gud førte Vincents lig hurtigere i land, end de gjorde deres skib, og han var kommet i land hurtigere, end de havde regnet med, det ville tage ham at synke til bunds, og han havde allerede fået en ærefuld begravelse, før det forlød, at han var blevet ført ud på havet. For i en drøm havde han åbenbaret sig for en mand, der var fast i troen, og fortalt ham, hvor hans lig var drevet op på stranden. Men fordi denne mand var sendrægtig og ikke turde fortælle det videre, da viste et sandt tegn på, hvor havet havde kastet hans lig i land, sig for en gammel enke, og hun fortalte straks nogle kristne mennesker, hvad hun havde set. Så fandt de hans lig, sådan som han havde ønsket det, og de begravede det efter fortjeneste med megen hæder.

Og hvor end en kirke bliver opført og viet til ham, dér sker der mange mirakler og velgerninger på samme måde som på det sted, hvor hans legeme hviler, og overalt i Spanien dyrkes troen på Vincent i Vorherre Jesu Kristi navn — ham, der lever og regerer med Faderen og Helligånden som Gud i al evighed. Amen.

----

'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Helgensagaer]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. jan. 2026 kl. 06:42
Linje 1:		Linje 1:
−	~~{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Sankt_Vincent.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Ravnen beskytter Sankt Vincents lig'''</center>]]
−	~~\|- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ►!!~~ [[Fil:~~Original~~.~~gif~~\|~~32px~~\|~~link=Vincencius Saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif~~\|~~32px~~\|~~link=~~Sankt Vincents ~~saga~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

@@ Linje 33: / Linje 33: @@
-'''2.''' Da blev Dacian vred, og han sagde til sine trælle: »Før biskop Valerius bort, men tag Vincent, som først vovede at tale ondt til mig, og før ham til pinslerne, og bind ham derfor til stejlen, og stræk hans krop helt ud.« Og da de havde taget ham og strakt ham ud på stejlen, sagde Dacian til ham: »Nå — Vincent! — hvor tænker du nu, at dit usle legeme befinder sig?« Og han svarede: »Nu er jeg hævet over denne verden, og jeg foragter dine høvdinge, som forlader sig på denne verdens magt.« »Din krop skal ikke blive skånet for pinsler,« sagde Dacian. Vincent svarede: »Dette har jeg altid ønsket mig, og intet ønsker jeg mig mere. Og det er alene dig, der vil give mig det.« Han blev da udsat for brændende ild, og kødet blev flået af ham med jernkløer. Da sagde Vincent: »Alt dette er til Kristi navns herlighed. Jo flere af dine pinsler jeg udholder, des større æresbevisning skænker du mig; Kristi tjener er rede til alle pinslerne, sådan at du kan blive plaget des mere smertefuldt i sindet, som du lader mig pine på legemet.« Da blev Dacian rasende, og han slog sine egne riddere med stænger og kæppe, for da Djævelen blev vred på Kristi ridder, begyndte han at plage sine egne folk, som han kunne bestemme over, endnu mere. Da sagde den hellige Vincent til jarlen: »Hvad så nu — Dacian? Hvis du begriber Kristi navn og hans styrke, så er min hævn over dig og dine riddere allerede blevet fuldbyrdet.« Da begyndte Dacian at råbe og skrige og skære tænder af vrede over, at den ondskab, hvormed Guds ven blev pint, viste sig at gå mere ud over dem, der pinte, end den, der blev udsat for pinslerne. Alle bødlerne blev trætte og stod med hænderne ned langs siden, og deres ansigter blegnede, og sveden strømmede af dem, og de stank, så de næsten ikke kunne få vejret, og de følte sig umiddelbart mere plagede end Guds ven. Dacian blegnede af raseri, og hans ansigt skiftede farve som en galnings, og han råbte ad sine tjenere: »Hvor er nu jeres styrke? I har taget livet af mordere og dræbt troldmænd og gjort det af med horkarle og tyve, men nu magter I ikke at tvinge én mand til holde mund om den ydmygelse, jeg har måttet tåle.« Da sagde han til Vincent: »Nægt at være kristen, og nægt, at Kristus er Gud — og da kan du gå uskadt herfra.« Da smilede Vincent og svarede ham: »Jeg bekender, at Kristus er min Gud Herre, men du beder mig om at fornægte sandheden. Loven befaler, at man piner løgnere, og det er derfor åbenlyst, at du handler imod dine høvdinges love, for de befaler dig at pine dem, der fornægter sandheden. Jeg kalder mig kristen, men du beder mig om at sige noget, som intet gavner. Men da du ikke kan bestemme, hvad jeg skal sige, så plages du i dit sind, fordi jeg ikke vil lyve.« Da sagde Dacian, at man skulle genoptage pinslerne, og friske bødler trådte frem og flåede kødet af Vincent med jernkløer, og de gjorde det overalt på hans legeme, både på ryggen og på brystet og på siderne og på maven. Og da blodet flød fra hele hans legeme, og knoglerne var synlige mange steder, da spekulerede Dacian over, om han mon kunne tage livet af ham, for intet sted på hans krop var uskadt, og man kunne se indvoldene i bughulen.
+'''2.''' Da blev Dacian vred, og han sagde til sine trælle: »Før biskop Valerius bort, men tag Vincent, som først vovede at tale ondt til mig, og før ham til pinslerne, og bind ham derfor til stejlen, og stræk hans krop helt ud.« Og da de havde taget ham og strakt ham ud på stejlen, sagde Dacian til ham: »Nå — Vincent! — hvor tænker du nu, at dit usle legeme befinder sig?« Og han svarede: »Nu er jeg hævet over denne verden, og jeg foragter dine høvdinge, som forlader sig på denne verdens magt.« »Din krop skal ikke blive skånet for pinsler,« sagde Dacian. Vincent svarede: »Dette har jeg altid ønsket mig, og intet ønsker jeg mig mere. Og det er alene dig, der vil give mig det.« Han blev da udsat for brændende ild, og kødet blev flået af ham med jernkløer. Da sagde Vincent: »Alt dette er til Kristi navns herlighed. Jo flere af dine pinsler jeg udholder, des større æresbevisning skænker du mig; Kristi tjener er rede til alle pinslerne, sådan at du kan blive plaget des mere smertefuldt i sindet, som du lader mig pine på legemet.« Da blev Dacian rasende, og han slog sine egne riddere med stænger og kæppe, for da Djævelen blev vred på Kristi ridder, begyndte han at plage sine egne folk, som han kunne bestemme over, endnu mere. Da sagde den hellige Vincent til jarlen: »Hvad så nu — Dacian? Hvis du begriber Kristi navn og hans styrke, så er min hævn over dig og dine riddere allerede blevet fuldbyrdet.« Da begyndte Dacian at råbe og skrige og skære tænder af vrede over, at den ondskab, hvormed Guds ven blev pint, viste sig at gå mere ud over dem, der pinte, end den, der blev udsat for pinslerne. Alle bødlerne blev trætte og stod med hænderne ned langs siden, og deres ansigter blegnede, og sveden strømmede af dem, og de stank, så de næsten ikke kunne få vejret, og de følte sig umiddelbart mere plagede end Guds ven. Dacian blegnede af raseri, og hans ansigt skiftede farve som en galnings, og han råbte ad sine tjenere: »Hvor er nu jeres styrke? I har taget livet af mordere og dræbt troldmænd og gjort det af med horkarle og tyve, men nu magter I ikke at tvinge én mand til at holde mund om den ydmygelse, jeg har måttet tåle.« Da sagde han til Vincent: »Nægt at være kristen, og nægt, at Kristus er Gud — og da kan du gå uskadt herfra.« Da smilede Vincent og svarede ham: »Jeg bekender, at Kristus er min Gud Herre, men du beder mig om at fornægte sandheden. Loven befaler, at man piner løgnere, og det er derfor åbenlyst, at du handler imod dine høvdinges love, for de befaler dig at pine dem, der fornægter sandheden. Jeg kalder mig kristen, men du beder mig om at sige noget, som intet gavner. Men da du ikke kan bestemme, hvad jeg skal sige, så plages du i dit sind, fordi jeg ikke vil lyve.« Da sagde Dacian, at man skulle genoptage pinslerne, og friske bødler trådte frem og flåede kødet af Vincent med jernkløer, og de gjorde det overalt på hans legeme, både på ryggen og på brystet og på siderne og på maven. Og da blodet flød fra hele hans legeme, og knoglerne var synlige mange steder, da spekulerede Dacian over, om han mon kunne tage livet af ham, for intet sted på hans krop var uskadt, og man kunne se indvoldene i bughulen.
-'''3.''' Jarlen var forbitret over at være blevet overvundet ved pinslerne og sagde: »Vær nådig imod dig selv — Vincent! — og bevar din ungdoms blomst. Skån dig selv, så du ikke mister livet.« Den hellige Vincent var urokkelig og svarede: »Du er ondskabens smed, snuhedens ophavsmand, den falske fristelses mester. Hvad er det, der gør, at du ikke tør skade mig, når du vover at prøve min Herre? Jeg ser din lyst, jeg ser grusomheden i dit forehavende. Lad dem, der fornægter Kristi barmhjertighed, søge nåde hos dig. Lad dem, der ikke frygter Guds vrede, skræmmes af din vrede. Det, du kalder godhed, er snarere elendighed end barmhjertighed. Fortsæt du derfor med din vrede, som du begyndte, og lad den ikke tage af, og undlad ingen pinsler, som du kan komme i tanker om. Du vil vide, at du er blevet overvundet i alt, hvad du formår, når du indser, at der ikke er mere, du kan stille op.« Dacian sagde: »Lad dette trodsige menneske gennemgå alle de pinsler, som I plejer at udsætte tyve og mordere for! Og lad alle hans lemmer blive pint, så længe sjælen er i hans legeme, sådan at jeg ikke lider nederlag, mens han er i live.« Den salige Vincent svarede med rent sind, uden frygt og med et mildt ansigt: »Dine trusler er min morskab; dine pinsler er min ære. Den, du synes, du bliver vred på, viser du barmhjertighed.« Så blev der tændt et bål, og jernstænger blev lagt hen over ilden, indtil de glødede. Og dér agtede man at pine Vincent. Men da han blev taget af stejlen, løb han hen til ilden og ænsede ikke de glødende jernstænger mere end rindende vand fra brønden, og han viste ingen tegn på frygt, hverken i sine ord eller ved sit udseende. Han var urokkelig i troen og tålte pinslerne som var de milde ting, og han viste alle, at Kristus er med den, som ikke lader sig betvinge. Han blev pint og slået, brændt med ild og skåret med jern. De kom salt og gløder i de åbne sår på alle hans lemmer, og det var ikke alene kødet, der blev udsat for pinsler, for salt og glohed aske traf også indvoldene.
+'''3.''' Jarlen var forbitret over at være blevet overvundet ved pinslerne og sagde: »Vær nådig imod dig selv — Vincent! — og bevar din ungdoms blomst. Skån dig selv, så du ikke mister livet.« Den hellige Vincent var urokkelig og svarede: »Du er ondskabens smed, snuhedens ophavsmand, den falske fristelses mester. Hvad er det, der gør, at du ikke tør skade mig, når du vover at prøve min Herre? Jeg ser din lyst, jeg ser grusomheden i dit forehavende. Lad dem, der fornægter Kristi barmhjertighed, søge nåde hos dig. Lad dem, der ikke frygter Guds vrede, skræmmes af din vrede. Det, du kalder godhed, er snarere elendighed end barmhjertighed. Fortsæt du derfor med din vrede, som du begyndte, og lad den ikke tage af, og undlad ingen pinsler, som du kan komme i tanker om. Du vil vide, at du er blevet overvundet i alt, hvad du formår, når du indser, at der ikke er mere, du kan stille op.« Dacian sagde: »Lad dette trodsige menneske gennemgå alle de pinsler, som I plejer at udsætte tyve og mordere for! Og lad alle hans lemmer blive pint, så længe sjælen er i hans legeme, sådan at jeg ikke lider nederlag, mens han er i live.« Den salige Vincent svarede med rent sind, uden frygt og med et mildt ansigt: »Dine trusler er min morskab; dine pinsler er min ære. Den, du synes, du bliver vred på, viser du barmhjertighed.« Så blev der tændt et bål, og jernstænger blev lagt hen over ilden, indtil de glødede. Og dér agtede man at pine Vincent. Men da han blev taget af stejlen, løb han hen til ilden og ænsede ikke de glødende jernstænger mere end rindende vand fra brønden, og han viste ingen tegn på frygt, hverken i sine ord eller ved sit udseende. Han var urokkelig i troen og tålte pinslerne, som var de milde ting, og han viste alle, at Kristus er med den, som ikke lader sig betvinge. Han blev pint og slået, brændt med ild og skåret med jern. De kom salt og gløder i de åbne sår på alle hans lemmer, og det var ikke alene kødet, der blev udsat for pinsler, for salt og glohed aske traf også indvoldene.
-'''4.''' Bødlerne sagde da til Dacian, at de havde forsøgt med alle slags pinsler, men Vincent blev des mere ubøjelig, jo mere han blev pint, og han bekendte sig nu mere til Kristus end i begyndelsen. Dacian sagde: »Vincent vinder over os. Men hvis hans trodsighed ikke kan knækkes, skal det være os en trøst, at han aldrig skal slippe for pinslerne, så længe han lever.« Jarlen lod siden Vincent indespærre på det mørkeste sted, som indvendig var ganske belagt med skarpe sten, sådan at han blev såret des mere af stenene, jo mere han ønskede at gøre sig det behageligt. Men før han blev kastet på de skarpe sten, lod jarlen ham dog udspænde mellem to træer, så alle hans sår åbnede sig. Derefter blev han spærret inde dér, så han intet kunne se, ikke kunne høre menneskelig tale og ikke kunne få nogen føde. Og jarlen sagde til fangevogterne, at de skulle meddele ham det, hvis han døde. Men først på natten, lige da fangevogterne var faldet i søvn, blev det, Dacian havde tiltænkt Vincent som pinsler og død, vendt til herlighed. Det mørke og rædsomme fængsel blev badet i et himmelsk lys, og vokslysene skinnede mere klart end solen; Guds engle beredte ham et behageligt leje, og han sang med glæde Guds pris sammen med dem. Alle dem, der blev bedrøvede over hans pinsler, glædede sig nu, da de så og hørte, hvordan han blev ophøjet. Men da fangevogterne vågnede og så og hørte, hvad der skete, blev de bange og troede, at der var kommet nogen for at befri den mand, som de havde fået ordre om at holde indespærret. Da råbte Guds vidne til dem og sagde, at de ikke skulle være bange, »— for jeg vil,« sagde han, »— ikke flygte fra denne herlighed. Se herhen — hvis I kan — og se Guds tjener blive trøstet af Guds engle! Se nu lyset på det sted, som I gjorde mørkt! Hør nu den mand, som I mente ville flygte, synge Guds pris med glæde! Mine lænker er løsnet, og alle mine sår er lægte, og alt er i den skønneste orden. I skulle hellere undre jer end at blive bange, og glæd jer over, at den, der bekender sig til den sande Gud, altid sejrer. Gå hen og fortæl Dacian, hvilken ære Guds vidne har modtaget, og lad den djævel finde på et kneb, hvis han kan, for jo mere han piner mit legeme, des større hæder skænker han min sjæl. Et guddommeligt lys åbenbarede sig for mig, da det menneskelige lys blev taget fra mig, og jeg fik englenes trøst, da den menneskelige trøst var væk.«
+'''4.''' Bødlerne sagde da til Dacian, at de havde forsøgt med alle slags pinsler, men Vincent blev des mere ubøjelig, jo mere han blev pint, og han bekendte sig nu mere til Kristus end i begyndelsen. Dacian sagde: »Vincent vinder over os. Men hvis hans trodsighed ikke kan knækkes, skal det være os en trøst, at han aldrig skal slippe for pinslerne, så længe han lever.« Jarlen lod siden Vincent indespærre på det mørkeste sted, som indvendig var ganske belagt med skarpe sten, sådan at han blev såret des mere af stenene, jo mere han ønskede at gøre sig det behageligt. Men før han blev kastet på de skarpe sten, lod jarlen ham dog udspænde mellem to træer, så alle hans sår åbnede sig. Derefter blev han spærret inde dér, så han intet kunne se, ikke kunne høre menneskelig tale og ikke kunne få nogen føde. Og jarlen sagde til fangevogterne, at de skulle meddele ham det, hvis han døde. Men først på natten, lige da fangevogterne var faldet i søvn, blev det, Dacian havde tiltænkt Vincent som pinsler og død, vendt til herlighed. Det mørke og rædsomme fængsel blev badet i et himmelsk lys, og vokslysene skinnede mere klart end solen; Guds engle beredte ham et behageligt leje, og han sang med glæde Guds pris sammen med dem. Alle dem, der blev bedrøvede over hans pinsler, glædede sig nu, da de så og hørte, hvordan han blev ophøjet. Men da fangevogterne vågnede og så og hørte, hvad der skete, blev de bange og troede, at der var kommet nogen for at befri den mand, som de havde fået ordre om at holde indespærret. Da råbte Guds vidne til dem og sagde, at de ikke skulle være bange, »— for jeg vil,« sagde han, »— ikke flygte fra denne herlighed. Se herhen — hvis I kan — og se Guds tjener blive trøstet af Guds engle! Se nu lyset på det sted, som I gjorde mørkt! Hør nu den mand, som I mente ville flygte, synge Guds pris med glæde! Mine lænker er løsnet, og alle mine sår er lægte, og alt er i den skønneste orden. I skulle hellere undre jer end blive bange, og glæd jer over, at den, der bekender sig til den sande Gud, altid sejrer. Gå hen og fortæl Dacian, hvilken ære Guds vidne har modtaget, og lad den djævel finde på et kneb, hvis han kan, for jo mere han piner mit legeme, des større hæder skænker han min sjæl. Et guddommeligt lys åbenbarede sig for mig, da det menneskelige lys blev taget fra mig, og jeg fik englenes trøst, da den menneskelige trøst var væk.«
-'''5.''' Og da Dacian hørte om dette, blev han ligbleg, og alle de pinsler, som han havde udsat Guds tjener for, syntes han at kunne mærke på sin egen krop, og han var da tvunget til at sige sandheden, for hans ondskabsfuldhed pinte ham til at tale sandt, da han sagde dette: »Hvad mere kan jeg nu gøre mod denne mand, når jeg bliver overvundet i alt, hvad jeg gør. Læg ham nu på et bekvemt leje, og pin ham ikke yderligere, for jeg ønsker ikke at øge hans hæder, ved at han dør i pinslerne.« De, som tidligere havde deltaget i hans pinsler, bar ham med glæde på deres skuldre hen til et behageligt leje, og han viste sig nu i sandhed som en ven af Gud, idet han opnåede sine fjenders tjeneste. Men i samme øjeblik han blev lagt på lejet, døde han og tog pinslernes evige sejr med sig. Og Kristus lod ham dø med det samme, for at Dacian ikke skulle tro, at han ved sin egen barmhjertighed havde taget sig af ham. Og da Dacian fik at vide, at Vincent var død, skammede han sig og sagde: »Hvis jeg ikke kunne besejre ham, mens han var i live, så skal jeg pine ham nu, når han er død, sådan at jeg dog kan vinde over en død, når jeg ikke formåede at vinde over en levende. Kast ham på åben mark et sted, hvor ingen kan forhindre, at hans legeme bliver ædt af vilde dyr og fugle, sådan at kristne mennesker ikke kan begrave hans lig og kalde ham hellig.« Men Guds godhed skærmede den, som mennesker ikke ville tilstå barmhjertighed, for en ulv og en ravn<ref>I ''Legenda aureas'' fortælling om Vincent våger kun ravnen over Sankt Vincents lig og jager bl.a. en ulv bort.</ref> vågede over hans lig i mange dage, sådan at hverken vilde dyr eller fugle vovede at kaste sig over det. Ved Guds bestemmelse gentog profetens jærtegn sig da for Guds tjener<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kong/17 1 Kong 17, 4-6], hvor Elias får hjælp af ravnene.</ref>. Det skræmte Dacian, da han hørte om dette, og han sagde: »Jeg kan ikke besejre denne mand mere, når han er død, end da han var levende, og jo mere jeg forsøger at pine ham, des større ære vinder han. Men hvis jorden ikke vil udslette ham, så skal havets dyb tage ham og skjule hans sejr, sådan at jeg ikke må skamme mig og tåle alle menneskers hån, fordi jeg er blevet overvundet af en død mand. Kast hans lig i en kiste fuld af sten, og før ham langt væk fra land, og sænk ham i havet dér, så havskræmslerne kan tilintetgøre ham, når nu dyrene på landjorden ikke vil tage ham!« Og dér midt på havet sænkede de den hellige Vincents lig ned i dybet, og de vendte fornøjede hjem og fortalte Dacian med glæde, at nu var der ingen, der fik Vincent at se igen. Men Gud førte Vincents lig hurtigere i land, end de gjorde deres skib, og han var kommet i land hurtigere, end de havde regnet med, det ville tage ham at synke til bunds, og han havde allerede fået en ærefuld begravelse, før det forlød, at han var blevet ført ud på havet. For i en drøm havde han åbenbaret sig for en mand, der var fast i troen, og fortalt ham, hvor hans lig var drevet op på stranden. Men fordi denne mand var sendrægtig og ikke turde fortælle det videre, da viste et sandt tegn på, hvor havet havde kastet hans lig i land, sig for en gammel enke, og hun fortalte straks nogle kristne mennesker, hvad hun havde set. Så fandt de hans lig, sådan som han havde ønsket det, og de begravede det efter fortjeneste med megen hæder.
+'''5.''' Og da Dacian hørte om dette, blev han ligbleg, og alle de pinsler, som han havde udsat Guds tjener for, syntes han at kunne mærke på sin egen krop, og han var da tvunget til at sige sandheden, for hans ondskabsfuldhed pinte ham til at tale sandt, da han sagde dette: »Hvad mere kan jeg nu gøre mod denne mand, når jeg bliver overvundet i alt, hvad jeg gør? Læg ham nu på et bekvemt leje, og pin ham ikke yderligere, for jeg ønsker ikke at øge hans hæder, ved at han dør i pinslerne.« De, som tidligere havde deltaget i hans pinsler, bar ham med glæde på deres skuldre hen til et behageligt leje, og han viste sig nu i sandhed som en ven af Gud, idet han opnåede sine fjenders tjeneste. Men i samme øjeblik han blev lagt på lejet, døde han og tog pinslernes evige sejr med sig. Og Kristus lod ham dø med det samme, for at Dacian ikke skulle tro, at han ved sin egen barmhjertighed havde taget sig af ham. Og da Dacian fik at vide, at Vincent var død, skammede han sig og sagde: »Hvis jeg ikke kunne besejre ham, mens han var i live, så skal jeg pine ham nu, når han er død, sådan at jeg dog kan vinde over en død, når jeg ikke formåede at vinde over en levende. Kast ham på åben mark et sted, hvor ingen kan forhindre, at hans legeme bliver ædt af vilde dyr og fugle, sådan at kristne mennesker ikke kan begrave hans lig og kalde ham hellig.« Men Guds godhed skærmede den, som mennesker ikke ville tilstå barmhjertighed, for en ulv og en ravn<ref>I ''Legenda aureas'' fortælling om Vincent våger kun ravnen over Sankt Vincents lig og jager bl.a. en ulv bort.</ref> vågede over hans lig i mange dage, sådan at hverken vilde dyr eller fugle vovede at kaste sig over det. Ved Guds bestemmelse gentog profetens jærtegn sig da for Guds tjener<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kong/17 1 Kong 17, 4-6], hvor Elias får hjælp af ravnene.</ref>. Det skræmte Dacian, da han hørte om dette, og han sagde: »Jeg kan ikke besejre denne mand mere, når han er død, end da han var levende, og jo mere jeg forsøger at pine ham, des større ære vinder han. Men hvis jorden ikke vil udslette ham, så skal havets dyb tage ham og skjule hans sejr, sådan at jeg ikke må skamme mig og tåle alle menneskers hån, fordi jeg er blevet overvundet af en død mand. Kast hans lig i en kiste fuld af sten, og før ham langt væk fra land, og sænk ham i havet dér, så havskræmslerne kan tilintetgøre ham, når nu dyrene på landjorden ikke vil tage ham!« Og dér midt på havet sænkede de den hellige Vincents lig ned i dybet, og de vendte fornøjede hjem og fortalte Dacian med glæde, at nu var der ingen, der fik Vincent at se igen. Men Gud førte Vincents lig hurtigere i land, end de gjorde deres skib, og han var kommet i land hurtigere, end de havde regnet med, det ville tage ham at synke til bunds, og han havde allerede fået en ærefuld begravelse, før det forlød, at han var blevet ført ud på havet. For i en drøm havde han åbenbaret sig for en mand, der var fast i troen, og fortalt ham, hvor hans lig var drevet op på stranden. Men fordi denne mand var sendrægtig og ikke turde fortælle det videre, da viste et sandt tegn på, hvor havet havde kastet hans lig i land, sig for en gammel enke, og hun fortalte straks nogle kristne mennesker, hvad hun havde set. Så fandt de hans lig, sådan som han havde ønsket det, og de begravede det efter fortjeneste med megen hæder.
 Og hvor end en kirke bliver opført og viet til ham, dér sker der mange mirakler og velgerninger på samme måde som på det sted, hvor hans legeme hviler, og overalt i Spanien dyrkes troen på Vincent i Vorherre Jesu Kristi navn — ham, der lever og regerer med Faderen og Helligånden som Gud i al evighed. Amen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 31. jan. 2026 kl. 06:43
Linje 1:		Linje 1:
−	[[Fil:~~Sankt_Vincent~~.~~jpg~~\|~~thumb~~\|~~400px~~\|~~right~~\|~~<center>'''Ravnen beskytter~~ Sankt Vincents ~~lig'''</center>~~]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif\|32px\|link=Vincencius Saga]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Sankt Vincents saga]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}