Carsten: Sigurd og Brynhild: Første Samtale

2018-06-29T09:51:28Z

Sigurd og Brynhild: Første Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd og Brynhild: Første Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Norners og Asers Kamp |Optrin af Norners og Asers Kamp]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Sigurd og Brynhild'''<br><big><big>'''Første Samtale'''</big></big>
</center>

{|
|    '''De Talende.'''
|-
|    ''Sigurd:  ''
|    Søn af Sigmund.
|-
|    ''Hjordise:''
|    hans Moder.
|-
|    ''Tora:''
|    Hakons Datter, en dansk Prinsesse.
|-
|    ''Brynhild:''
|    Datter af Budle Hunekonge.
|-
|    ''Odrun:''
|    hendes Søster.
|-
|    ''Gjuke:''
|    Konge i Frakland.
|-
|    ''Grimhild:''
|    hans Dronning.
|-
|    ''Gudrun:''
|    deres Datter
|-
|    ''Gunnar:''
|    deres Søn
|-
|    ''Hogne:''
|    deres Søn
|-
|    ''Guttorm:''
|    deres Søn
|-
|    ''Fofner:''
|    Søn af en Jotun Hrejdmar
|-
|    ''Fofner:''
|    Søn af en Jotun Hrejdmar
|-
|    ''Yrpa:''
|    Torgerd Hørgabruds Søster
|-
|    ''Herman:''
|    
|-
|}

:'''Første Samtale.'''

:Lejre-skov.

::''Sigurd:''

::Hvad vil du mig? du brede Egetop!
::Hvad heller du, som bryder stærke Grene,
::Du brusende! Jeg kjender ej jert Maal,
::Og underlig til Sjælen dog det mæler.
::Hvi tuder du, graabenet Ulv, saa højt?
::Hvi skrige saa de sultne Odins Fugle?
::De sultne! — ja, nu véd jeg det til fulde:
::I kræve Brad hin varme af min Haand,
::Og jeg er skyldig eder den at unde;
::Ja, skyldig vist, thi mange Vintre led
::Fra Stunden, da min Faders røde Aadsel
::Med Tand og Klo I søndersled, og end
::Ej Blodet af hans Banemand I suged.
::Hvi har jeg nølet? er vel Armen svag,
::Og klapper Hjærtet mig i Liv af Rædsel?

::Du véd det, Dravge! høje Guder! I
::Er Vidner, at, før denne Morgen gryde,
::Min Faders Navn var mig en fremmed Lyd,
::Og Lejrekongen kaldte jeg min Fader.
::Men nu med Sol og Maane vil jeg vandre,
::Og naar det mørknes, skal mit Øjes Ild
::Mig lyse gjennem Skov og over Hede,
::Til jeg ham finder, Saxlands fule Drot;
::Og han skal sande, naar ham Sværdet deler,
::At der er Liv i Volsungætten end.

::Men Sværdet! — ak! end aldrig har det hamret
::I tunge Balg min Lænd; som ussel Træl
::Jeg kun en Bue véd mod Hjort at spænde,
::Og ramme Ulven med det lette Spyd.
::Ak, jeg har sovet, Barn jeg kun har været
::Til denne Dag; jeg gik i Ledebaand;
::Naar Sværd jeg kræved, rakte man mig Kjæppen,
::Og taalig red jeg paa den, red til Hel.
::Men nu er ogsaa Barndomstiden omme:
::Paa anden Hest jeg Valhal vist skal naa.

::''Regin:''

::Hvi raaber du saa højt i Skoven her,
::Som om du vilde Stormen overbyde?

::''Sigurd:''

::Det vil jeg ogsaa; jeg er mer end den:
::Den bryder Eg og løfter høje Bølger;
::Men farer kun, naar fule Turseørn
::Med Vinger slaar, og stilles, naar han hviler.
::''Jeg'' Styrke har til Eg og Jord at ryste;
::Den er min egen, virker, naar jeg vil;
::Thi fri jeg er af Asarod oprunden.

::''Regin:''

::Hin gamle Ørn du ej maa skjælde saa,
::Og ikke saa med egen Styrke prale.
::Var det dig selv, som med din Vinge slog,
::Og Vinden rejste, som nu i dig suser?
::Dog, ung du est, og end ukjendt med Livet;
::Ja, det mig tykkes fast, som om i Dag
::Du mærked først, at der er Liv i Kroppen.
::Ej underligt, at Kilden sprudler saa,
::Da nys den brød med Magt igjennem Jorden. —
::Men sig mig dog, du vakre Ungersvend!
::Hvad Forsæt har du alt i Dag undfanget
::Og avlet og opfostret? thi ret vel
::Jeg mærker, det har faaet tidlig Manddom,
::Den Stund det mæler alt saa højt og djærvt.

::''Sigurd:''

::Hvor kan du spørge? Er du ej den samme,
::Som mig i Morges lærte store Sagn
::Om mine Fædres Manddom, og om Sigmunds,
::Min Faders Drab? Og mener du, at Sol
::I Morgen mig skal finde her i Lejre?

::''Regin:''

::Hvor da?

::''Sigurd:''

::Véd jeg vel det? Ej lange Vej
::Til Saxland kjender jeg; men dog jeg dristig
::Vil følge efter sultne Ravnes Skrig;
::Ej vise de mig vild: de tørste
::Selv<ref>[1. Udg.: Alt.]</ref> efter Linges sorte Hjærteblod.

::''Regin:''

::Du er ej raadvild; men du maa betænke,
::At der er langt til Saxland: dine Ravne
::Med tørre Munde ej kan flyve did;
::Og hvis du undervejs skal give
::Dem alt det Blod, de tørste efter,
::Du kommer næppe did, mens du kan gaa;
::Og tro du mig: at Ravne drikke
::Saa godt en ''Volsungs'' som en ''Jættes'' Blod! <ref>[Dette Linjepar fattes i 1. Udg.]</ref>
::Dog, kom du saa vidt end<ref>[1.Udg.: kom du der nu end.]</ref>, du ej maa glemme,
::At der er langt til Linges Hjærteblod:
::At baade Staal og Kjød og Ben<ref>[1.Udg.: Ben og Kjød.]</ref> maa skæres,
::Før du betale kan dit Følgeskab!
::Hvormed vil du vel ''det'' udrette?

::''Sigurd:''

::Hvormed? hvormed vel, uden med et Sværd:
::Med den, som bryder Ben og kløver Brynjer!

::''Regin:''

::Hvor har du det? mig tykkes ej, ved Lænd
::Det hænger, saa som Kæmpesæd mon være.

::''Sigurd:''

::Vil du mig spotte, Dværg! hvad Møje
::At faa' et Sværd, naar man har Kraft og Mod?
::Du har jo et.

::''Regin:''

::Ja, jeg, men ikke du.

::''Sigurd:''

::Saa ræk mig det! Jeg har ej Tid at tøve<ref>[1.Udg.: nøle.]</ref>.

::''Regin:''

::Ja, række! Mener du kanske, at det
::Er fløjet mig saa i den aabne Haand?
::Nej, mange Dage, mange halve Nætter
::Jeg først har svedt<ref>[1. Udg.: Jeg svedet har.]</ref> ved Ambolt og ved Ild,
::Før jeg det fik med Kunst og Kløgt udhamret,
::Og Hjaltet er af drevent Guld; en Skjænk
::Saa herlig ej til ukjendt Drot man rækker:
::Ej, før man véd, hvordan han Gaven lønner.
::Hvad giver du mig vel for dette Sværd?

::''Sigurd:''

::Hvad, give? gror her Guld i Skoven?
::Naar Hundings Arv jeg skifter, kom da kun!
::Og hundredfold jeg skal dig Sværdet lønne.

::''Regin:''

::Ja, naar; men Hundings-Sønnerne er Kæmper<ref>[1. Udg.: Hundings Sønner ere Kæmper.]</ref>,
::Det véd ej ene jeg, det véd al Nord,
::Og selv din Fader det paa Valen sanded.
::Hvad ikke jeg, og hvad slet ingen véd,
::Er derimod, hvad ''du'' en Gang kan vorde;
::Men æde dine Ravne nu dig selv,
::Hvad faar saa jeg for Guld og Møje?

::''Sigurd:''

::''Du'' nævned mig min Faders Banemand,
::''Du'' tændte i mig Hævnens stærke Lue;
::''Du'' er og skyldig da at give mig,
::Hvad der kan køle den: det kolde Staal.

::''Regin:''

::Nyfigen var du; jeg dig Sagn fortalte,
::Som man for Løjers Skyld fortæller sligt;
::Jeg sagde dig, du var en Søn af Sigmund,
::Fordi mig tyktes, det var sært, at du
::Ej skulde vide, hvem din Fader var.
::At ægge dig til Hævn, det var et Indfald,
::Som jeg vist aldrig fik; det er jo noget,
::Som kommer ikke mig det mindste ved.
::Hvis du har Lyst, saa rejs! og nu god Nat!
::Mit Sværd er ej til fals for Løfter.

::''Sigurd:''

::Men dog for Styrke, mener jeg; og flux
::Med Magt jeg tager det, hvis ej du giver
::Det hid paa Stand.

::''Regin:''

::At røve fremmed Mand
::I Skov, ej hædrer storlig Kongesønner;
::Men vil du være Røver, nu velan!
::Saa er det her, vor Styrke er ej lige.

::''Sigurd:''

::Ret saa! giv mig, hvad Navn du vil,
::Naar kun du giver Sværdet! Selv fra Odins
::Den høje Lænd jeg rev det, om mig ej
::Et andet undtes. — Ser du: som jeg hugger
::I denne Eg, saa skal jeg hugge til
::Paa Linges Isse. Trods, om den kan holde!

::''Regin:''

::For dette Sværd den holder nok; thi se!
::Det sprang jo sønder mod den haarde Bul.

::''Sigurd:''

::Det sprang! det var et Sværd, som du er Mand;
::Det burde jeg betænkt.

::''Regin:''

::Ej maa du laste
::Mit Sværd, om end du laster mig;
::Thi sandt er det at sige: intet findes
::I Nørrelande<ref>[1. Udg.: Nordurlande.]</ref>, gjort af Mandehaand,
::Som lignes kan ved ''det'' i Haardhed, Styrke;
::Og er din Arm til saadant Sværd for stærk,
::Du ikkun sent vil finde et, som holder.

::''Sigurd:''

::Usalig er jeg med min Styrke da.
::Hvi skjænke Guder ej med den og Vaaben,
::Som taale kan at bæres højt i Luft
::Og falde tungt?

::''Regin:''

::Ja, skjæld du kun
::Paa Guderne! de har fortjent det ærlig,
::Om ej just denne, saa en anden Gang.
::Men ellers var det mig, som burde skjælde:
::Hvormed betaler du mig nu mit Sværd?

::''Sigurd:''

::O, tal ej mer om sligt! men est du kløgtig,
::Da raad nu paa min Vaande Bod!

::''Regin:''

::Ja, her det gjælder udi flere Maader,
::At dyre ere gode Raad, og tit
::De kun betales ilde. Dog, din Manddom
::Har rørt mit Sind, og slig en Kæmpes Hjælp,
::Som du, er og mig selv nødtørftig.
::Kom! lad os sidde ned paa denne Sten!
::Og, medens Solen sættes, jeg en Saga
::Dig vil fortælle; kan vi enes da,
::Jeg stræbe vil, dig gode Raad at kjende.

::''Sigurd:''

::Hvortil den Nølen? Sig mig, hvad du véd!
::Begjær for Raadet alt, hvad jeg kan evne!
::Og det skal vorde dit. Kun snart, kun snart!

::''Regin:''

::Med Sværdet var jeg snar, fordi jeg vidste,
::Du kunde tage det. Jeg er lidt sen
::Med Raadet; thi ''det'' har jeg sikkert,
::Og kom du end til Lejet, hvor det er,
::Du fandt det derfor ej. Du haster!
::Hvorfor? Du er jo ung endnu, og først
::Naar du har Vaaben, er det Tid at haste.
::Men Vaaben faar du ej af mig,
::Hvis ej med Ro du vil min Saga høre,

::''Sigurd:''

::Velan! jeg maa vel høre; saa fortæl!

::''Regin:''

::Min Slægt og din er ej saa lidt adskillig,
::Og Venskab var kun sjælden dem imellem:
::Du stammer ned fra Asamanden Odin;
::Om ham, den onde Fjende af min Slægt,
::Er Sagnet, jeg hans Ætmand vil fortælle.

::''Sigurd:''

::Om Odin vil du tale ondt, du Jotun!
::Kan jeg da høre dig?

::''Regin:''

::Det véd jeg ej;
::Men høre maa du, om du Raad vil have.

::Det var da Odin og hans arge Svende,
::De ginge langs med Elv, og som de gik,
::De saa' en Odder ligge der paa Bredden:
::Det var min Broder, han i Fiskeham
::Sig skjæmted tit i disse Vande.
::Vor utro Frænde, Loke, Lavfej s Søn,
::Var og med Odin, og det er hans Gammen
::At virke ondt; han tog en mægtig Sten
::Og knusede med den min Broders Hoved.
::Det var en Lyst for gjerrig Asaflok
::At stjæle Bælgen fra den døde Jotun;
::Men Loke stundum husker, hvem han er:
::Han lokked Odin til min Faders Gaard,
::Indbildte ham, han var hos sine Venner.
::Da pralede han storlig over Bord
::Af Kæmpeværket, som han havde drevet;
::Men vi med Hænder bandt den Asaflok,
::De maatte love, Odderbælg at fylde
::Med røden Guld, og med den samme Malm
::Hvert Haar bedække. Guld har Aser ej,
::De altid maa det stjæle eller røve,
::Og Loke gik afsted, og kom igjen
::Med Dværgen Andvars Skat. Vi rejste
::Nu Odderbælg paa Fod, og fyldt den blev
::Og dækket med; men som nu Hrejdmars Øje
::Paa Asamænd og Bælgen vandred om,
::Det fandt en fager Ring paa Odins Finger,
::Paa Bælgen og et utildækket Haar;
::Det maatte Ringen skjule; Odin nødig
::Den vilde mistet, og den fule Trold
::Med sære Runer den forhexed saa,
::At Hrejdmar den til Bane skulde vorde.
::Vi kunde dræbt de Niddinge, men dog
::Vi lod dem gaa, for ej vor Ed at bryde.

::Fra denne Stund min Broder Fofner gik
::Omkring med sære Tanker; Odin voldte,
::Ham Fadermord blev skudt i Hu. <ref>[1. Udg.: At Fadermord kom ham i Hu.]</ref>
::Jeg raadte ham, som det en Broder sømmed,
::Men han det agted ej; thi der han nu
::Vor Fader havde dræbt og Guldet ranet,
::Han undte mig dog ej det mindste Gran,
::Men flygted ud paa Gnytas vilde Hede:
::I Ormelignelse han ruger dér
::Nu<ref>[1. Udg. Alt.]</ref> over Guldet; kun forgjæves
::Jeg efter Faderhævn og Fædrearv
::Har hidtil tragtet. Vil du nu mig love
::At dræbe Fofner, med mig Guldet dele,
::Saa vil jeg kjende dig et Raad.

::''Sigurd:''

::Ej løj du, Regin! dyrt var Raadet:
::Om høje Odin har jeg Nid og Løgn
::Nu maattet høre, det var værst Betaling;
::Thi gjærne vil jeg dræbe leden Orm
::Og hver en Jotun, og af Guldet
::Du tage maa alt efter Lyst.
::Men sig nu snarlig, hvor er Sværdet,
::Som i min Haand kan virke slig en Id?

::''Regin:''

::Kun ét jeg véd: det skjænked Odin
::Til Sigmund fordum, og dets Navn er Gram;
::Men ej det findes mere over Mulde:
::Din Moder grov det dybt i Jord, og brustet
::Det er itu, kun én har Magt og Kunst
::Til det igjen at sammensmedde,
::Og det er mig. — Saa gak nu flux
::Hen til din Moder, søg det prude Vaaben!
::Men nævn ej mig! og sig ej, at du véd,
::Hvem<ref>[1. Udg.: Hvo.]</ref> der har Kløgt til Sværdet at helbrede!

::''Sigurd:''

::Jeg iler, hvad jeg kan; bliv her imedens!

::''Regin:''

::Saa stander jeg da nu ved Maalet snart,
::Som gjennem mange Aar jeg higed efter;
::Kun Gram kan Fofner dræbe, og kun én,
::Kun Sigmunds Søn, det mægter kjæk at løfte.
::Dér ganger han; paa haarde Ambolt snart
::Af Jærnet jeg skal røden Guld udhamre.
::Min Broder fældes, — ej for Broder han
::Mig kjender, og hans Dravge jeg forsoner
::Med Blod af Odins Æt.

:Fruerburet.

::''Hjordise:''

::Har endnu ingen set min Sigurd?
::Det mørknes alt, og fra den aarle Morgen
::Han ej har været set i<ref>[1. Udg.: været udi.]</ref> Kongens Gaard.
::Det er imod hans Sæd, han ej alene
::Saa længe plejer løs at vanke om,
::Og hele Dagen klemtes jeg om Hjærte,
::Men allermest, da Solen skred i Hav.
::Mig bæres for, at noget ondt har rammet
::Min elskede, min eneste i Skov.

::''Tora:''

::Ej maa du, Dronning! saa med Frygt dig ængste
::Din Sigurd gangen er at bede Dyr;
::Jeg selv ham saa' i Morges ryste Spydet,
::At kaste det i Luft, som er hans Sæd,
::Og gribe det med Snilde. Efter Hjorten
::Og Ulven er han dreven dybt i Skov,
::Ej før ved Solesæt han mindes Tiden,
::Og med den tunge Byrde gaar han mere sent.

::''Hjordise:''

::Du vil mig trøste, mægter det dog ikke;
::Jeg véd, hvad som forborgent er for dig:
::Den tunge Lov, der over Slægten hviler.
::For intet ej jeg stævned hid til Nord,
::Ej kunde jeg i hine Egne dvæle,
::Hvor mig Uvætter tyktes overalt
::Til Undergang den stolte Slægt at lokke.
::Og dog det rinder mig saa tit i Hu,
::At Norner bygge over alle Lande,
::Og at forgjæves kun jeg skjuler mig.

::''Tora:''

::Dér er din Sigurd, glæd dig nu! Men se!
::Han har ej Vildt, han haardelig fremfarer,
::Og bær i Haanden Hælvden af et Sværd!
::Hvor Øjet tindrer over blodrød<ref>[1. Udg.: røden.]</ref> Kind!
::Jeg frygter selv, at noget sært er hændtes.

::''Hjordise:''

::Ja, visselig!

::''Sigurd:''

::O, sig mig snarlig, Moder!
::Hvor dulgte du min Faders gode Sværd?
::For længe har det hvilet under Mulde.

::''Hjordise:''

::For længe? nej, des værre alt for kort,
::Hvis nu igjen det skal i Daglys vandre.
::Men hvem har i en ulyksalig Stund
::Fortalt dig Sagn om Gram, det jordede?
::Hvad agter du med Sværdet at udrette?

::''Sigurd:''

::Min Fader vil jeg hævne og ved Daad
::Bevise, at jeg er af Volsungætten. —
::Hvi dulgte du mig, Moder! saa min Æt?
::Hvi dulgte du min Faders Sværd i Jorden?

::''Hjordise:''

::Just for at dine Ætmænd kunde sige:
::De stammede fra Volsung. — Stat<ref>[1. Udg.: Stand.]</ref> ej saa,
::Som om du bied kun paa Sværdet,
::For dig at skynde fra min Favn
::Til Undergang! O, kom og sid
::Paa Hyndet! Nu du alt skal vide.
::Betænk dig ej, men kom! Maaske
::For sidste Gang du sidder hos din Moder.

::''Sigurd:''

::Min Tid er knap, mit Ærende er stort,
::Men nægte maa jeg ikke, hvad du beder.

::''Hjordise:''

::Ej mene du, det Kvindeblødhed er,
::At jeg for dig din Æt og Sværdet dulgte!
::Ej var din Fader blød, og dog i Døden
::Han som ''Hjordise'' bød mig vogte ''Gram''.
::Sig onde Magter have sammensvoret
::Mod Slægten, true den med Undergang:
::Sinfjotles Hjærte brast af Edderdrikken, <ref>[1. Udg.: Sinfjotle sprang af Edderdrik i sønder.]</ref>
::Og Helge sank for Odins eget Spyd.
::Jeg svanger gik med dig, og gamle Sigmund
::Nu tyktes vide, du blev sidste Søn;
::Paa dig han byggede et tvivlsomt Haab,
::Og jeg i Lund de høje Norner spurgte.
::Med Sorg og Gammen fyldte Svaret mig;
::Thi stor Bedrift og prisomgærdet Minde
::Forkyndtes dig, men Slægten Undergang,
::Hvis Gram du fik i Hænde nogen Sinde.
::Den høje As til Frelse for sin Æt
::Har Sværdet brudt, evindelig forbandet
::Den Haand, som helt det række vil i din.
::O, grib et andet! bær det højt med Kraft!
::Og jeg skal glædes.

::''Sigurd:''

::Du din Søn vil spotte;
::Thi sikkerlig du véd, at intet Sværd,
::Foruden ''Gram'', kan taale, jeg det svinger.

::''Hjordise:''

::Jeg aned det, men vidste det dog ej,
::Og mangen søvnløs Nat mig Tanken voldte<ref>[1. Udg.: Nat det mig har voldet.]</ref>.
::Det pinte mig at se dig uden Daad
::Hendøse Livet, og dog ej jeg turde
::Dig række Sværd, ej sige dig din Æt.
::Din Styrke saa' jeg, og jeg frygted saare
::At vække Attraa i din unge Sjæl,
::Som ej jeg kunde, ej jeg maatte stille. —
::Nu er den vakt, og dobbelt er min Kval.

::''Sigurd:''

::Og kan du dig et Øjeblik betænke?
::Og vil du, at, naar Fremtids Skjalde kvæde
::Om Volsungers Idrætter, da de skal
::Din Søn, som ejer baade Mod og Styrke,
::Benævne Fætten i den prude Æt?
::Er det ej bedre, den forgaar med mig,
::Og hæderfuld igjennem mange Aldre
::Med den jeg lever højt i Skjaldekvad<ref>[1. Udg.: lever udi Skjaldes Kvad.]</ref>,
::End at i mig, mens end jeg Livet frister,
::Den skal med Skam og Skændsel undergaa?
::O, jeg besværger dig ved Valhals rige Guder:
::Lad Gram opstande af det sorte Muld!
::Det skjænkedes til Kamp mod sorte Jætter,
::Og til at straale vidt i Dagens Lys;
::O, lad mig snarlig det i Haanden veje,
::Og virke med det, som jeg kan og maa!
::For Skæbnen raade da de høje Norner!

::''Hjordise:''

::Din Tale rører mig til Sjælen, Søn!
::Og vidste jeg — Dog nej, det hjælper ikke.
::Desuden, Sværdet er jo brudt.

::''Sigurd:''

::Kan det ej sankes, er mig Lodden kastet;
::Og til at bide mig ved Hjærterod
::Behøver det vel ej at sammenføjes.

::''Hjordise:''

::I høje Aser! og min Sigmund, du!
::Tilgiver mig! jeg er jo Sigurds Moder,
::Og kan ej stride mod mit eget Blod. —
::Du fanger Sværdet, Sigurd! Kun en Ed,
::Enddog jeg véd, at Eder lidet mægte
::Mod Norners Lov, en Ed du sværge maa:
::At ej du kæmpe<ref>[1. Udg.: gange.]</ref> vil paa Gnytas Hede,
::Ej drage Sværdet dér.

::''Sigurd:''

::Det kan jeg ej.

::''Hjordise:''

::Det kan du ej! Saa er da Haabet ude,
::Saa er du viet alt til Undergang!
::Ej kan jeg standse Strømmen, dig henriver<ref>[1. Udg.: som dig river.]</ref>,
::Det ser jeg grandt; men kaste dig deri,
::Det kan jeg endnu mindre. Vrede Norner,
::Som i det Mulm, jeg kunstig om dig svøbte<ref>[1. Udg. væved.]</ref>,
::Dog skjænked dig et ulyksaligt Lys,
::De<ref>[1. Udg.: Og.]</ref> mægte vist at gjennembryde Mulmet:
::Det lette Muld, som hviler over Gram;
::Men jeg i Værket være vil uskyldig.
::Ej bede du mig længer, elskte Søn!
::Jeg kan, jeg vil, jeg maa ej række Sværdet.

::''Sigurd:''

::Du vil det ej! Maaske du kan det ikke.
::Velan! jeg gaar da<ref>[1. Udg.: Nu vel! jeg ganger.]</ref>; og om end jeg skulde
::Med Negle grave Jorden milevidt,
::Saa vil jeg finde Gram; hvis ikke,
::Da har du set mig, Moder! sidste Gang.

::''Hjordise:''

::Og finder du det, gak da aldrig mer
::For mig at staa! din rædselsfulde Gammen
::Den vilde mer end dræbe mig. —
::Saa kom da nu, min eneste! min Søn!
::Og kys mig sidste Gang! Og naar i Valhal
::Du møder Sigmund, naar han vaander sig
::Ved Synet af den lange Volsungbænk,
::Som nu maa evig stande tom og øde,
::Hvor nederst du til Ragnarok maa sidde, —
::Da sig ham, om han ikke alt det véd:
::''Jeg'' er uskyldig.

::''Sigurd:''

::Kjære Moder! ti!
::Hvis jeg var Konning over Verdens Hælvde,
::Og du mig bad at gange bort fra Land, —
::Hvis alt det Guld, som er i Drotters Sale,
::Var mit, og du mig bad det sænke ned
::I Issefjord, — jeg gjorde det med Gammen;
::Men her det gjælder: om jeg ned til Hel
::Skal stødes mellem Niddinge og Jætter,
::Hvad heller jeg ved Faderhævn og Daad
::Skal kjøbe mig en Plads paa Odins Bænke. —
::Langt heller vil ''jeg'' mangle Søn ved Side,
::End at min Fader skulde savne sin,
::Hvis høje Norner har det saa beskikket. —
::Da ej du vil mig se med Gram ved Lænd,
::Saa ses vi aldrig mer. Far vel!

::''Hjordise:''

::Far vel, min Søn! Saa gjærne Hjærtet vilde,
::At vel du fór; — men ak! du farer ilde.

::O, Tora! du har kunnet sidde tavs.
::Hvad vilde jeg ej givet for din Lykke!

::''Tora:''

::Din Vinding var ej stor, om end<ref>[1. Udg.: og.]</ref>
::Vi Hjærte skifted. Mener du, det kvæger,
::At have Øre kun og ingen Mund?
::Og piner Sorgen mindre, naar den lukkes
::I Hjærtet ind, end naar i stadig Strøm
::Den gjennemfarer og i Ord udbryder<ref>[1. Udg.: udrinder.]</ref>?

::Vel maa det tykkes dig en ringe Trøst,
::At Sigurd laa en Gang dig<ref>[1. Udg.: dig én Gang.]</ref> under Hjærte
::I lange Maaneder; og dog var den
::Vel til paa Jord, som gjærne Livet vilde
::Hengive, for at være ham saa nær
::I korte Timer. Men, du prude! sig,
::Hvad er paa Gnytas Hede? hvorfor skifted
::Dit Aasyn tvende Gange Lød,
::Da Sigurd ej dig Eden vilde sværge?

::''Hjordise:''

::Hvad nytter det, at onde, svare Sagn
::Jeg tynger paa dit arme Hjærte, Tora!
::Hvi vil du, at jeg briste skal af Kval,
::I det fra egen Læbe jeg maa høre
::De Navne, som jeg gyser, gruer for,
::Naar jeg dem ser i Tankens dunkle' Hvælving?
::Dog, snart min Tid er omme; det er godt,
::Jeg dør, før Tidende mig bæres
::Om blodig Strid imellem høje Frænder,
::Om Asaslægtens Undergang paa Jord. —
::Vil end du høre, skal jeg Sagn fortælle.

::''Tora:''

::Ej véd jeg selv min Villie; jeg gruer
::Ved Tanken om, at dine sanddru Ord
::Kan brænde Saften ud af Haabets
::Den tynde Kvist, som bærer Ønskets Fugl;
::Og dog, om Sigurd maa jeg alting vide.

::''Hjordise:''

::Saa hør da! Men jeg føler mig for svag,
::Det hele Sagn at mindes og fortælle.
::Ét mindes jeg, det ganger ej af Sind:
::Paa Gnytas Hede ligger Ormen Fofner
::Og ruger over høje Dynger Guld;
::I Dyngen er en '''Ring'', til den er knyttet
::Forbandelse, og hver dens Ejermand
::Maa sørgelig af Slægt og Ven forraades;
::Ja, otte Konger, mangen Kæmpe bold,
::Maa falde, før den onde Lov er ude.
::Selv Odin har Forbandelsen stadfæstet,
::Som første Ejer, Andvar, gav den med;
::Ej vidste Odin, <ref>[1. Udg.: Ej vidste han, at.]</ref> sine egne Ætmænd
::Han skabte Undergang.

::''Tora:''

::Hel grueligt!
::Men hvorfor, kjære! sagde du ej Sigurd
::Den onde Lov? og hvis han maatte did,
::Hvi vared du ham ej for Uheldsringen?

::''Hjordise:''

::Det nytter ej; thi den jo Ringen har,
::Som Ejermanden dræber; og desuden,
::Hvor kunde jeg vel den Gang saadant mindes?
::Maaske, jeg véd det ej, maaske det kunde
::Dog hjælpe, — gid han var her end!

::''Tora:''

::Jeg løber gjennem Skov og over Gærde,
::Og Midnatsmulmet<ref>[1. Udg.: Midnatstimen.]</ref> skal mig ej forfærde.

:Skoven.

::''Sigurd:''

::Her stander jeg i Skovens tavse Nat,
::Og vender mig mod Verdens fire Hjørner.
::''Hvor'' findes ''Sværdet?'' Hvilken Vej og Sti
::Kan lede mig til Højen, hvor det hviler?
::Saa tit jeg hørte, at en blaalig Lue
::Om Nattetide blusser op fra Jord,
::Hvor Malmet vogtes af de dødes Dravger;
::O, kunde Øjet finde sligt et Skin,
::Da var jeg glad, og uden Frygt jeg vilde
::Med Dravgen brydes, gange gjennem Ild;
::Men intet ser jeg, intet uden Mørke.
::O, vilde dog en Fugl sin Stemme røre!
::O, vilde dog en Ulv med hæse Glam
::Mig kalde til en Side! Her jeg stander,
::Som om min Fod var groet fast til Jord;
::Ej tør jeg flytte den, thi onde Magter
::Kan lede mig fra Skatten, som jeg søger.
::Ak, Odin! — Dog, det hjælper ej, min Bøn
::Til dig at vende: du kun ser paa Slægten,
::Og ej paa mig; jeg og i Dag
::Dig vist fortørned. — Høje, strænge Norner!
::Min Moder sagde, det var eders Værk,
::At store Sagn om Gram jeg fik at høre.
::O, er det saa, da hjælper mig af Nød!
::Jeg villig under eders Dom mig bøjer. —
::Hvad rasler hist? det er den første Lyd,
::Jeg hører, det er Tegn fra Norner,
::Og følge vil jeg.

::''Yrpa:''

::Hvad er det,
::Som skygger over mig og Tornen?
::Af Alder er mit Øje dumt, jeg ej
::Kan se. Est du et levende, da svar!

::''Sigurd:''

::Jeg er en Mand; men hvem er du?

::''Yrpa:''

::Jeg er en gammel Kvinde; og hvis ikke
::Mit Øre slaar mig fejl, du vist
::Er Sigurd, Sigmunds Søn, af Volsungætten.

::''Sigurd:''

::Det er jeg, Kvinde! du har Kløgt;
::Du kan vist Bod min Vaande raade.

::''Yrpa:''

::Du leder om et gammelt, broddent Sværd;
::Ej saa' jeg det, thi dumt var alt mit Øje;
::Men lydhør er jeg: da det faldt i Jord,
::Jeg Klangen hørte, og jeg end den hører;
::Thi det i Jord har ingen rolig Søvn.
::Vil du mig følge, Ungersvend! til Højen?

::''Sigurd:''

::Til Midgaards Ende og til Jotunhejm
::Jeg følge vil, naar mig kun Sværdet lønner.

::''Yrpa:''

:::Saa træd da fast!<ref>[1. Udg.: Saa kom da flux!]</ref>
:::Ej Tjørnebusk,
:::Ej Stub og Stød<ref>[1. Udg.: Ej gamle Stub.]</ref>
:::Dig standse<ref>[1. Udg.: stille.]</ref> maa.
:::Min Vej er brad,<ref>[1. Udg.: Der gaar min Vej.]</ref>
:::For blind er jeg; <ref>[1. Udg.: For jeg er blind.]</ref>
:::Men følg kun med!

:::Saa! hurtig frem!
:::Lad sove de Drotter
:::I gyldne Sal!
:::Du springer hel kjæk
:::Paa Stok og Sten; <ref>[1. Udg.: Paa Stub og paa Sten.]</ref>
:::Din Idræt lønnes:
:::Det bedste Sværd
:::Du snarlig vejer
:::I Kæmpehaand;
:::Og stor Bedrift
:::Du virke skal,
:::Og vorde berømt
:::Som Fenris-Ulv.

::''Sigurd:''

::Hel trang er Vejen over Stok<ref>[1. Udg.: Stub.]</ref> og Sten;
::Men sig mig, Kvinde, du, som ejer Kløgt!
::Er onde Lov. da ej til Sværdet bundet?

::''Yrpa:''

::Saa var det vel, og mangen Jætteisse
::Det kløved alt; men det er snart forbi:
::Naar du har Fofner dræbt paa Gnytas Hede,
::Da følges Sværdet af hin bedste Lov.

::''Sigurd:''

::Skal ej jeg frygte Gnytas nøgne Hede?

:::''Yrpa:''

:::Er bange du? <ref>[1. Udg.: Ej skal du det.]</ref>
:::En Bunke af Guld
:::Du finder vist<ref>[1. Udg.: fanger der.]</ref>,
:::Og fanger<ref>[1. Udg.: siden.]</ref> Kys
:::Af væne Mø'r,
:::De væneste,
:::Som mødes<ref>[1. Udg.: findes.]</ref> maa
:::I Midgaards Egn<ref>[1. Udg.: Stad.]</ref>.
:::Men kom i Hug: <ref>[1. Udg.: Men agt det vel.]</ref>
:::En kunstig Ring
:::I Øjne falder<ref>[1. Udg.: Den glimrer saa saare.]</ref>
:::Paa Fofners Haand!
:::Dit Liv det gjælder:
:::Forgjæt den ej! <ref>[For de to sidste Linjer har 1. Udg. de tre: Forgjæt den ej! Thi til den Ring Er bundet dit Liv.]</ref>

::Hvor blev du? Sigurd! ej jeg hører
::Dit Traad; hvor est du? Sigurd! kom!

::''Sigurd:''

::Vi vanke jo paa Gynger i en Mose;
::Jeg sank, og først da du mig kaldte lydt,
::Jeg atter fik mit Ben af Dyndet.

::''Yrpa:''

::Det volder Mørket. Jeg vil tænde Lys.
:::Som Lygtemand hopper
:::Fra Knold til Knold,
:::Saa spring du efter!
:::Og synker du ned,
:::Saa nævn mit Navn!
:::Det ''Yrpa'' er,
:::Yrpa, Yrpa,
:::Husk det vel!

::''Sigurd:''

::Det er hel underligt at fare saa
::Ved Midjenat. Du skuffer mig vel ikke? —
::Jeg sank, jeg synker dybere; o, hjælp!
::O, hjælp mig, ''Yrpa!''

::''Yrpa:''

::Saadan! det var godt, <ref>[Saa! nu, det var vel.]</ref>
::Du huskede mit Navn og bad saa kjønt.
::Det vil I Asabørn kun saa nødig.
:::Se hist paa Høj!
:::Se Luen dér,
:::Hvor blaa den blusser
:::Mod sorten Sky!
:::Det eneste Lys,
:::Mit Øje kan se,
:::Er Luen saa blaa.
:::Nu lider det brat,
:::Nu Vejen er endt.
:::Nu kommer her ud,
:::I Dravger af Høj,
:::Og bærer mig Gram!
:::I Yrpas Navn,
:::I Torgerds Navn,
:::Efter Norners Dom, <ref>[Denne Linje fattes i 1. Udg.]</ref>
:::Jeg byder<ref>[1. Udg.: rækker.]</ref> dig Gram.
:::Nu brug det flink,
:::Og sov saa vel<ref>[1. Udg.: hen.]</ref>,
:::Du vakre Kæmpe!

:Et andet sted i Skoven.

::''Regin:''

::Han kommer ej. Mon saa det skulde svigte,
::Det sidste Haab? Mon Hjordis ej
::Ham giver Sværdet? Vel jeg tvivled;
::Thi Sagnet véd hun; men jeg tænkte,
::Hun trøsted paa, at Gram var brudt,
::Og kunde ej sin Sigurds stærke Bønner
::Modstaa. Dog underligt det er.
::At ej han kommer, nye Raad at søge. —
::Hvem raaber hist paa Sigurds Navn?
::Det maa jeg vide.

::''Tora:''

::Sigurd! Sigurd!
::Saa hør mig dog! Jeg bærer Bud
::Fra Hjordis. Hør mig! svar mig dog! jeg ængstes
::I Natten saa. Jeg raaber, for at dog
::Jeg noget levende kan høre.

::''Regin:''

::Hvem est du, ædle Kvinde! som ved Nat
::Dig vover ud imellem Ulv og Dravge?
::Hvi raaber du saa højt paa Sigurds Navn?

::''Tora:''

::Hvem est du? Dværg!

::''Regin:''

::Kun Dværg i Skabning;
::I Sind og Styrke Kæmpe, Sigurds Ven.
::Vil Hjordis nu ham Sværdet unde<ref>[1. Udg.: give.]</ref>?

::''Tora:''

::Du véd det alt! Hvor gik han hen?

::''Regin:''

::Han gik at søge Sværdet som en galen.
::Du finder ham vist ikke; men du kan
::Jo sige mig dit Budskab; jeg tør<ref>[1. Udg.: vil.]</ref> mene,
::Vi mødes end en Gang, om ikke før,
::Saa dog i Saxland; jeg skal bære
::Ham Budet vist.

::''Tora:''

::O, vil du det?
::Men skuf mig ikke! — Hjordis tør
::Ej give Sigurd Sværdet; men som Moder
::Hun varer ham: at hvis han finder Gram
::Og Fofner dræber, at da ej han rører
::Den fagre Ring, som skinner paa hans Haand;
::Thi stor Forbandelse er til den knyttet.

::''Regin:''

::Det er et vigtigt Budskab og nødtørftigt,
::Og Ærendet jeg vist skal røgte, som
::Det gjaldt mig selv; gak kun til Huse
::Og sov i Ro!

::''Tora:''

::Ja, gange vil jeg;
::Thi jeg dog selv ej mægter ham at finde.
::Men glem ej Budet!

::''Regin:''

::Glemme det? Nej, før
::Mit Navn og alt paa Jorden jeg skal glemme.
::Imidlertid, hvad nytter det nu alt, naar ej
::Han finder Gram! og hvor skal han det finde?
::Naar man kun vidste, hvem det grov i Jord,
::Hvem Hjordis trode bedst<ref>[1. Udg.: troer godt.]</ref>! Fordømt! nu kunde
::Jeg truet hende til at sige det. —
::Ej! hør! hvor blev du? Sigurd er her. —
::Nej, borte er hun. Vidste jeg endda,
::Hvor Sigurd var, maaske man fandt paa Raad.
::Jeg maa dog se, jeg finder ham.

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Sigurd og Brynhild: Første Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Sigurd og Brynhild: Første Samtale