Udsigt over Grønlands gamle geographie (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 08:18

2018-08-24T08:18:35Z

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 08:05

2018-08-24T08:05:01Z

Jesper: ſ →‎ f

2018-03-10T09:34:10Z

ſ →‎ f

Vis endringer

Jesper på 10. mar. 2018 kl. 09:22

2018-03-10T09:22:53Z

Knut på 9. mar. 2018 kl. 10:37

2018-03-09T10:37:50Z

Knut: /* Õstrebygden */

2018-03-09T10:21:50Z

Õstrebygden

Knut: /* Õstrebygden */

2018-03-09T10:11:42Z

Õstrebygden

Knut: /* Õstrebygden */

2018-03-09T10:06:42Z

Õstrebygden

Knut: /* Õstkysten */

2018-03-09T10:00:21Z

Õstkysten

Knut: /* Õstkysten */

2018-03-09T09:59:03Z

Õstkysten

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Udsigt over Grønlands gamle geographie (CCR/FM) - Udsigt over Grønlands gamle geographie (CCR/FM)]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Udsigt over Grønlands gamle geographie (CCR/FM)]] !!  !!
 |-
 |}
@@ Linje 14: / Linje 14: @@
-<big>'''XXXV<br>Udsigt over Grønlands gamle geographie (CCR/FM)'''</big>
+<big>'''XXXV<br>Udsigt over Grønlands gamle geographie'''</big>

@@ Linje 7: / Linje 7: @@
 |}
-'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
+<center>'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
@@ Linje 21: / Linje 20: @@
 [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>

@@ Linje 45: / Linje 45: @@
 ''Berufjörðr'' (af ''bera'', en Hunbjörn) laa langt östenfor Skagefjord, den östligste Bygd, (III, 252-253), maatte altsaa vel söges paa Östkysten ligesom den end længere östen derfor beliggende Fjord ''Öllumlengri'', som er smal i Mundingen men meget bredere indenfor og saa lang at ingen kjendte dens Udstrækning. Da det Indre af Östkystens Fjorde endnu ikke er undersögt, vil man ikke kunne fremsætte nogen rimelig Gisning om disse Fjorde, hvis Beliglighed paa Östkysten ogsaa i det Hele taget er tvivlsom, da Domkirkens Rettighed over dem og Krossey synes at maatte lede til at söge dem nærmere Bygden. Imidlertid har man vesten for Cap Farvel hidtil ikke kunnet anvise Beruſjord nogen Plads, og Illoamiut passer ikke ganske til ''Öllumlengri'', eftersom den ikke har nogen smal Munding, i hvor vel Graahs Gisning (S. 51) er meget rimelig, at den Isblink, som dækker dens nærværende Bund, har i Oldtiden ikke været paa dette Sted, men har först dannet sig i de senere Aarhundreder, og at Fjorden tidligere kan have været betydelig længere, maaskee endogsaa dannet et ligetil Östkysten gaaende Sund.
-''Bláserkr''. Erik den Röde (III, 210) seilede ud fra ''Snefjeldsjökel'' den nærmeste Vei over til Kysten (''Eiríksstefna''), som var en Seilads af 4 Dögn(ref>Den danske Meddeler af Ivar Bardsöns Beretning har feilagtig oversat iv dægr ved Dage og Nætter istedenfor ved Dögn.</ref> (''en fra Snæfellsnesi, þar sem skemst er, er til Grænlands IV dægra haf i vestz at sigla''); han kom til det Sted, som han kaldte ''Miðjökul'' (den midterste Jökel); den hedder nu Blaasærk (I, 204). 13 Miil i NV fra Öen Aluik, hvis Brede fandtes at være 64° 18' 50" saae Graah "et höit rundtoppet Fjeld, der udmærker sig fremfor alt det övrige Land heromkring som aldeles snefrit." Muligen kan dette Fjeld, hvorved der ligger en stor Isblink, være meent; dog maaskee snarere, som nærmere ved hine Öer beliggende, det Fjeld, som af Danell benævntes Cabo de Kong Frederik III, hvilket Graah saae i NV for Hvidsadlen og beskriver som "et mærkeligt rundtoppet og snefrit Fjeld." Det berettes om Gunnbjörn, lige som om Björn Einarssön senere, at han, midtveis i Farvandet, saae begge Fjeldene paa een Gang, Snefjeldsjökel paa Island og Blaasærk paa Grönland, mellem hvilke Distancen dog er omtrent 100 Mile. Da disse Jökler ere af betydelig Höjde, er det vel muligt, ligesom Capt. Parry mener at have seet Cap Farvel paa en Afstand af 40 Leagues.
+''Bláserkr''. Erik den Röde (III, 210) seilede ud fra ''Snefjeldsjökel'' den nærmeste Vei over til Kysten (''Eiríksstefna''), som var en Seilads af 4 Dögn<ref>Den danske Meddeler af Ivar Bardsöns Beretning har feilagtig oversat iv dægr ved Dage og Nætter istedenfor ved Dögn.</ref> (''en fra Snæfellsnesi, þar sem skemst er, er til Grænlands IV dægra haf i vestz at sigla''); han kom til det Sted, som han kaldte ''Miðjökul'' (den midterste Jökel); den hedder nu Blaasærk (I, 204). 13 Miil i NV fra Öen Aluik, hvis Brede fandtes at være 64° 18' 50" saae Graah "et höit rundtoppet Fjeld, der udmærker sig fremfor alt det övrige Land heromkring som aldeles snefrit." Muligen kan dette Fjeld, hvorved der ligger en stor Isblink, være meent; dog maaskee snarere, som nærmere ved hine Öer beliggende, det Fjeld, som af Danell benævntes Cabo de Kong Frederik III, hvilket Graah saae i NV for Hvidsadlen og beskriver som "et mærkeligt rundtoppet og snefrit Fjeld." Det berettes om Gunnbjörn, lige som om Björn Einarssön senere, at han, midtveis i Farvandet, saae begge Fjeldene paa een Gang, Snefjeldsjökel paa Island og Blaasærk paa Grönland, mellem hvilke Distancen dog er omtrent 100 Mile. Da disse Jökler ere af betydelig Höjde, er det vel muligt, ligesom Capt. Parry mener at have seet Cap Farvel paa en Afstand af 40 Leagues.
 ''Hafverf'' (III, 226). En Ström, som kaldtes ''Hafhverf'' (Malström) laa, nær Sydspidsen, paa den östlige Side af Landet (''á austanverðu landi''), upaatvivlelig Puisortok, vistnok det Sted, hvorom Vallöe beretter, at videre end hertil drister ingen sig at gaae formedelst "en Malström, som svælger store Isfjelde." Graah, som passerede Isblinken i en Afstand af 100 til 400 Favne, kalder den "den störste han havde seet, henved en Fjerdedeel Miil lang, og reisende sig lodret omtrent 100 Favne, hvorefter den, under en Vinkel af vel 30 til 40 Grader, vedbliver at hæve sig til en betydelig Höide og endelig falder sammen med Bræen, som beklæder alt det Övre af Fastlandet. Fuld af store Revner og Sprækker, foraarsagede ved de hyppige Kalvninger, og forneden af Söens og Strömmens idelige Paavirkning til en ikke ringe Dybde udhulet eller undermineret, er den saare skröbelig, og som saadan farlig at komme nær; men i en anden Henseende er den det endnu mere, da Isen udenfor denne Blink, selv i en betydelig Afstand tilsös, siges jevnligen at hæve sig eller skyde op fra Grunden, og det i saadan Mængde, at mangt et Aar ingen vover sig forbi den".

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 [[Fil:Nordbokolonier på Grønland.jpg|thumb|Nordbokolonier på Grønland.]]  Oldskrifterne indeholde vigtige Bidrag til dette Polarlands physiske Beskrivelse og ikke ubetydelige til Kundskaben om Folkets sociale Tilstand og Forfatning i Oldtiden. I disse Henseender maa vi nöies med at henvise til det bagved tilſöiede Sagregister og her indskrænke os til et Forsög paa at angive de i de gamle Beretninger ommeldte vigtigste Steders rimelige Beliggenhed<ref>Det bemærkes at Forfatteren har udarbeidet denne Udsigt, uden at have forud læst Eggers's Afhandling i Landhuusholdnings-Selskabets Skriſter 4de Bind, og er eſter senere at have gjennemgaaet denne, ikke foranlediget til st foretage nogen Forandring.</ref>.
-==Õstkysten==
+==Östkysten==
 "Fra Bjarmeland ligge der," hedder det (III, 216, 222, 224) "ubeboede Lande (''gánga lönd óbygð, liggja óbygðir'') nordefter, indtil Grönland begynder". De Gamle forestillede sig det som et sammenhængende Land, hvorind der gik store Bugter (''bótnar gánga þar fyrir''). "Landet strækker sig mod Sydvest (''vikr landinu til útsuðrs'')", hedder det dernæst, "der ere store Jökler og Fjorde, og udenfor Jöklerne ligge der Öer." Især udmærkede sig tre Jökler; til den ene var Seiladsen fra Island, hvor Beskrivelsens Forfatter opholdt sig, altfor besværlig, og den var derfor ikke undersögt; til den anden var der en halv Maaneds Reise, til den tredie en Uges Reise. Den anden Jökel maa rimeligvis have ligget paa Spitsbergen, der i Oldtiden, ligesom i Hvalfangersproget nutildags, regnedes at höre til Grönland. Distancen er vistnok ikke fuldt saa stor, (henved 200 Miil), som en halv Maaneds Reise angiver, naar Dagseiladsen (''dægr'') regnes til 27 Miil; dog turde vel en Reise i disse Farvande ofte have dengang ligesom nu været underkastet Hindringer og Ophold, og Dagseiladsen derfor ansættes til en noget kortere Distance.
@@ Linje 59: / Linje 59: @@
 ''Hvitserkr''. Til den tredie af de ovennævnte store Jökler, som hed Hvidsærk, var der fra Island en Uges Seilads i Sydvest (i ''útsuðr''); den laa nærinest ved Bygden, og fra den af fik Kysten en anden Retning og drejede mod Nord (''þá vikr landinu til norðrs'', III, 224). Det maa da være Grönlands sydligste, 145 Miil i SV for Sneefjeldsjökel, beliggende Forbjerg, af Eskimoerne benævnt Umanársurksoak, i hollandske Sökort Statenbuk og nu sædvanlig af de Söfarende Cap. Farvel. En Uges Seilads giver her kun omtrent 21 Miil i Dögnet. I Fortællingen om Grönlænderne siges her at være Ubygder, og Seiladsen i de derværende store Fjorde, hvor de gamle Grönlændere dog ofte drog hen for Fangstens Skyld, beskrives som farlig.
-==Õstrebygden==
+==Östrebygden==
 [[Fil:Østerbygd.jpg|thumb| Kort over de gamles Østerbygd.]]Den beboede Deel af Grönland vendte mod Sydvest (''Grænland horfir í útsuðr'', III, 226) og laa altsaa paa den i sydostlig Retning strygende Kyst. Den udgjorde to ved en mellemliggende ubeboet Strækning adskilte Districter, som efter deres indbyrdes Beliggenhed til hinanden benævntes Östrebygden og Vestrebygden, det östligere og vestligere beboede Landskab, af hvilke Östrebygden var den vigtigste Bygd baade som den folkerigeste og som den hvor Landstinget holdtes og Bispedömmets Hovedsæde var beliggende. Den indeholdt 190 enkelte Bygder (beboede Steder eller Gaarde), medens Vestrebygden ikkun indeholdt 90 saadanne.

@@ Linje 67: / Linje 67: @@
 ''Herjulfsnæs'', hvor i det förste Landnamsaar Herjulf Bardsön nedsatte sig, og efter ham Sönnen Bjarne boede, var ifölge den gamle Chorographie det sydligste Punct af Bygden (''syðst er Herjúlfsnes'') og ifölge Flatöbogen tillige det östligste (''Herjúlfsnes er austast''), kan altsaa ikke have ligget paa Östkysten, men maa söges vestenfor Hvidsærk, og antages at være det ved Mundingen af Fjorden Narksamiut beliggende Næs Ikigeit. Udtrykket ''undir einhverju nesi'' (I, 214) viser at det ikke var noget udmærket Forbjerg. Ligeoverfor Igikeit, 1/2 Miil S. for Friedrichsthal er der ifölge Graah en lille Vig med Sandbund og sandig Strandbred, som for mindre Skibe vel kan tjene som Havn og rimelig har været de Gamles ''Sandhófn''.
-''Hvarf'', Vendestedet, eller ''Hvarfsgnypa' (af ''gnypa'', en Pynt) laa nærmest vestenfor Herjulfsnæs (''syðst er Herjúlfsnes, en Hvarfsgnýpa næst fyrir vestan''), og antages med Graah at være Kangek, det sydligste Forbjerg paa Öen Sermersok. Erik den Röde seilede vester om Hvarf (vestr um Hvarf'', l, 361), da han sögte den Egn, hvor han senere nedsatte sig. I lvar Bardsöns Coursforskriſt for Seiladsen fra Bergen (IH, 251) hedder det, at hvo der vil seile fra Bergen lige til Grönland, skal seile 12 Sömile (''vikur sjóar'') sönden. for Reykjanæs og vil da komme under det höie Land i Grönland, som hedder Hvarf, og en Dag för man kan see Hvarf, vil man see et andet höit Fjeld, som hedder Hvidsærk, og mellem disse to Fjelde, Hvarf og Hvidsærk, ligger Herjulfsnæs. Ifölge Graah "kan Cap. Farvel i klart Veir sees paa en Snees Mile, under særdeles gunstige Omstændigheder noget længere; det er netop saa langt, som en Dagseilads hos de Gamle efter al Rimelighed maa ansættes. Hvad enten altsaa Skibet kom fra Island eller fra Bergen, efterat have sögt Kjending af Island, saa maatte man i Almindelighed see Cap Farvel Dagen för man saae Sermersok."
+''Hvarf'', Vendestedet, eller Hvarfsgnypa' (af ''gnypa'', en Pynt) laa nærmest vestenfor Herjulfsnæs (''syðst er Herjúlfsnes, en Hvarfsgnýpa næst fyrir vestan''), og antages med Graah at være Kangek, det sydligste Forbjerg paa Öen Sermersok. Erik den Röde seilede vester om Hvarf (''vestr um Hvarf'', l, 361), da han sögte den Egn, hvor han senere nedsatte sig. I lvar Bardsöns Coursforskriſt for Seiladsen fra Bergen (IH, 251) hedder det, at "hvo der vil seile fra Bergen lige til Grönland, skal seile 12 Sömile (''vikur sjóar'') sönden. for Reykjanæs og vil da komme under det höie Land i Grönland, som hedder Hvarf, og en Dag för man kan see Hvarf, vil man see et andet höit Fjeld, som hedder Hvidsærk, og mellem disse to Fjelde, Hvarf og Hvidsærk, ligger Herjulfsnæs." Ifölge Graah "kan Cap. Farvel i klart Veir sees paa en Snees Mile, under særdeles gunstige Omstændigheder noget længere; det er netop saa langt, som en Dagseilads hos de Gamle efter al Rimelighed maa ansættes. Hvad enten altsaa Skibet kom fra Island eller fra Bergen, efterat have sögt Kjending af Island, saa maatte man i Almindelighed see Cap Farvel Dagen för man saae Sermersok."
 ''Herjulsfjórðr'', som Herjulf Bardsön tog i Besiddelse, bliver altsaa Narksamiut. I denne Fjord, söm allerede faa Aar efter ved Thorbjörn Viſilsöns Ankomst dertil havde en mere udstrakt Bebyggelse, var den östligste Kirke beliggende. At denne var anlagt paa selve Næsset, hvor ogsaa Kirkeruinen forefandtes og flere Ligstene opdagedes, sees af Biskop Gudmund Arasöns Saga (II, 752), som beretter at Einar Thorgeirsöns Lig, der fandtes paa et Isbjerg i Ubygderne en Dagreise fra Bygden blev begravet paa Herjulfsnæs (ok hvilir hann å Herjólfsnesi); saadanne Lig förtes nemlig altid til Kirkerne, for der at jordes. Denne Fjord maa senere være kaldt ''Skagafjðorðr'' (af ''skagi'', en lang Odde), under hvilken Benævnelse, som Bygd eller District betragtet, dog vel snarere den östen derfor liggende Illoamiut, hvor ogsaa Rudera af oldnordiske Bygninger ere forefundne, eller endeel af dette Fjordsystem, tillige har været indbefattet. Den ikke meget befolkede Narksamiut kan ikke ene have udgjort "nogen stor Bygd” , og intet vestenfor Herjulfsnæs hörte til Skagefjord. Den Torsukaleklöbet östlig begrændsede Ö Sedlevik danner en mærkelig Skage, der muligen har givet Fjorden Navn. Det her paa Kortet anförte Navn Utokarmiut betyder de gamle Beboere og synes at vidne om, at ogsaa dette Sted har i Oldtiden været beboet af Nordboer. I denne Egn maatte ''Drángey'' (af ''dráng'', en paa Landet eller over Vandet enkelt spidsopgaaende Klippe), ''Sölvdalar'', bebygget af Landnamsmanden Sölve, som siges at være det östligst bebyggede Sted, ''Tofadalr''(af Mandsnavnet Toft), og ''Melrakkanes'' (af ''melrakki'' en Ræv) være beliggende, (III, 226-228).

@@ Linje 107: / Linje 107: @@
 ''Dyrnes'' bliver Nougarsuk og Dyrnæs Kirke at söge blandt Ruinerne ved det tæt vesten for dette Næs beliggende Narksak, d. e. jevn Mark, hvis Græsmarker höre til de störste i Grönland. Strax ved Landingsstedet, i en Afstand af 50 Al. fra Söen, traf Pastor Jörgensen her en stor Bygning, 35 Al. 1. fra Ö. til V. og 9 1/4 Al. br. fra S. til N., Murenes Tykkelse 2 1/2 Al., deres Höide paa den östlige Side endnu 1 1/2 Al. I denne Bygning fandtes Begravelser, som af samtlige Grönlændere tilskrives de gamle Kablunakker (Europæere). Den bedst vedligeholdte var paa alle Sider opfört eller rettere opmuret af temmelig store Stene, lagte saaledes paa hinanden at de godt passede sammen. Gulvet bestaaer af smaa röde Fliser. Gravens Længde er 2 3/4 Al., Breden, hvor Hovedet laa, 1 Al. 6 T. og hvor Benene laa 1 Al., dens Dybde 1 1/2 Al. I den fandtes et heelt Skelet af et Menneske, der vendte Hovedet mod Öst og Benene mod Vest. Craniets nöjagtige Undersögelse afgav det Resultat at det var af en Europæer og ikke af en Eskimo. Hele Graven dækkedes af store flade Stene, af hvilke en var 2 1/4 Al. 1. og 1 1/4 Al. bred. Östen for nysnævnte Ruin, i en Afstand af 23 Skridt, fandtes en anden, 32 1/2 Al. l. og 9 1/2 Al. br., som synes at have haft 3 Afdelinger; ogsaa i denne Bygning fandtes et Gravsted som det nylig beskrevne. 300 Skridt ONO fra denne Ruin ligger paa et lille Fjeld en tredie Ruin, 9 Al. l. og 6 Al. br., Murene 1 1/2 Al. tykke og nu 2 1/2 Al. höie, Indgangen paa den sydlige Side. SV for denne, i en Afstand af 93 Skridt, ligger en Ruin, hvis Störrelse vanskelig kan bestemmes; den har formodentlig været over 40 Al. lang; östen - for denne, i en Afstand af 127 Skridt, atter en Ruin, 35 Al. l. og 6 Al. br., deelt i 4 Afdelinger. Mod Öst til SO ſor denne i en Afstand af 22 Skridt findes en heel Samling Rudera, hvor ved Eftergravning fandtes mange skjönne flade Stene, 2 1/2 Al. lange og 1 1/2 Al. brede, men uden Indskrifter; hele denne Samlings Længde var henved 84 Al., Breden 32 Al. SV for denne Ruinsamling ligger en skjön Kilde, hvor Vandet fremvælder fra Bunden af op imellem Sandet; den har af de gamle Beboere været indhegnet. I en Afstand af 44 Skridt mod Syd fra sidstnævnte Samling fandtes atter en Ruin, 37 Al. l., 8 Al. br., deelt i 4 Afdelinger. I et Fjeld i Nærheden af Narksak fandt Assistent Motzfeldt ifölge Graah (S. 188) Bjergkrystal, der, som bekjendt, er meget haard, og er derfor rimeligvis den i Flatöbogen nævnte 7de Kirke ved Hardsteinaberg i Eriksfjord den samme, som Ivar Bardsöns paa Dyrnæs.
-"Længere ind i Eriksfjord", beretter Ivar nu videre, "ligger Solefjelds Kirke", hvortil hele den midterste Deel af Fjorden hörer, thi saaledes maa det jo være at forstaae. Dette bliver da den Kirke, hvis Ruiner ere forefundne i den skjönne Egn ved Kaksiársuk (IkI, 825). Graah formener at Illimausak, et höit frit staaende Fjeld, der stedse beskinnes af Solen, naar den ellers er synlig, kunde være de Gamles Sólarfjall. Saavidt af Kortet skjönnes, ligger dette Fjeld dog noget for sydlig til her at passe. Hvor Navnet anföres i Oldsproget, er det derhos bestandig Fleertal; Forne saavelsom Hall (II, 506, 712) boede at ''Sólarfjöllum'', en ved denne Fjeldstrækning beliggende Gaard i Eriksfjord. Flatöbogens 9de Kirke laa ligeledes ''undir Sólarfjöllum i Isafirði'' , ligesom ogsaa den 10de ''undir Sólarfjöllum'', men som vistnok bliver Ivar Bardsöns Solefjelds Kirke i Eriksſjord. Fjeldene ved ''Kaksiársuk'' og ved Isaroki Sermelik (d.e. Isefjord, ogsaa Flatöbogens Isafjörðr'' maa være kaldte Sólarfjöll. Egnen mellem disse Steder beskrives (III, 825, 828) som "en af de skjönneste, om ikke den skjönneste i hele Grönland, bestaaende af smaa Bakker, der danne yndige græsrige Dale; oppe paa Fjeldene gives og saa gode Græsgange, som ere tilstrækkelige til at give mange Kreaturer Sommerföde". "I forskjellige Retninger gjennemskjæres Bjergene af Smaasöer, hvorfra Elve til begge Fjorde have deres Udspring. Hist og her voxer Vidiekrat i 1 til 2 Alens Höide, og til langt ud paa Aaret prange Bakkerne med en i Grönland sjelden yppig Vegetation. I Baggrunden danne höie, med evig Is og Snee bedækkede Bjerge ligesom et Hegn om dette frugtbare Land." Saaledes er den nyere Beskrivelse af Egnen fra Kaksiársuk til Isarok, og maa de ved disse Steder beliggende Kirkeruiner være Levninger af Flatöbogens 9de og 10de Kirke, og har mulig Isefjord, ligesom det ovenfor nævnte Midſjord, været regnet til Eriksfjords District.
+"Længere ind i Eriksfjord", beretter Ivar nu videre, "ligger Solefjelds Kirke", hvortil hele den midterste Deel af Fjorden hörer, thi saaledes maa det jo være at forstaae. Dette bliver da den Kirke, hvis Ruiner ere forefundne i den skjönne Egn ved Kaksiársuk (IkI, 825). Graah formener at Illimausak, et höit frit staaende Fjeld, der stedse beskinnes af Solen, naar den ellers er synlig, kunde være de Gamles Sólarfjall. Saavidt af Kortet skjönnes, ligger dette Fjeld dog noget for sydlig til her at passe. Hvor Navnet anföres i Oldsproget, er det derhos bestandig Fleertal; Forne saavelsom Hall (II, 506, 712) boede at ''Sólarfjöllum'', en ved denne Fjeldstrækning beliggende Gaard i Eriksfjord. Flatöbogens 9de Kirke laa ligeledes ''undir Sólarfjöllum i Isafirði'' , ligesom ogsaa den 10de ''undir Sólarfjöllum'', men som vistnok bliver Ivar Bardsöns Solefjelds Kirke i Eriksſjord. Fjeldene ved ''Kaksiársuk'' og ved Isaroki Sermelik (d.e. Isefjord, ogsaa Flatöbogens Isafjörðr) maa være kaldte Sólarfjöll. Egnen mellem disse Steder beskrives (III, 825, 828) som "en af de skjönneste, om ikke den skjönneste i hele Grönland, bestaaende af smaa Bakker, der danne yndige græsrige Dale; oppe paa Fjeldene gives og saa gode Græsgange, som ere tilstrækkelige til at give mange Kreaturer Sommerföde". "I forskjellige Retninger gjennemskjæres Bjergene af Smaasöer, hvorfra Elve til begge Fjorde have deres Udspring. Hist og her voxer Vidiekrat i 1 til 2 Alens Höide, og til langt ud paa Aaret prange Bakkerne med en i Grönland sjelden yppig Vegetation. I Baggrunden danne höie, med evig Is og Snee bedækkede Bjerge ligesom et Hegn om dette frugtbare Land." Saaledes er den nyere Beskrivelse af Egnen fra Kaksiársuk til Isarok, og maa de ved disse Steder beliggende Kirkeruiner være Levninger af Flatöbogens 9de og 10de Kirke, og har mulig Isefjord, ligesom det ovenfor nævnte Midſjord, været regnet til Eriksfjords District.
 "Endnu længere ind i Fjorden ligger Leidar-Kirke, som eier alt inde i Bugten og ligeledes paa den anden Side til Burfjeld og alt ud fra Burfjeld hörer Domkirken til. Der ligger en stor Gaard, som hedder Brattahlid, hvori Laugmanden pleier at boe."

@@ Linje 77: / Linje 77: @@
 ''Eírikshólmar''. Holmene ved Hvarfsgnypa, hvor Erik den Röde opholdt sig om Vinteren 984 för Landets Bebyggelse, maa være Nennortalik og hosliggende mindre Öer.
-''Rafnsfjörðr'', som Landnamsmanden Rafn bebyggede i det förste Landnamsaar 986, er den Fjord, eller rettere det Fjordsystem, hvis Munding begrændses mod S. eller SO af Tuapait og mod N. eller NV af Næsset ved Bugten Sarkvartorsoak, det Næs hvor nu Sydpröven er anlagt, i hvilken Munding Sermersoks sydlige Forbjerg, som almindelig kaldtes Hvarf, var et fremragende Punct, der efter Nybyggeren og Fjorden stundum benævntes Rafnsgnypa. ''Slettufjörðr'' (af ''sletta'', en Slette), der betragtedes som en Arm af Rafnsfjorden (''þd gengr Slèttufjörðr af Rafnsfirði'', III, 228) maa da være Sermelik, der i Oldtiden ikke var meget bebygget, men hvor der dog findes Ruiner nær Mundingen ved Iglorsoft paa en stor Slette af Fjerdingvei i Længde og 100 til 200 Alen i Brede, saavelsom langt inde i Fjorden ved Ipartut ''paa en udstrakt græsrig Slette'', hvorigjennem to Elve strömme. Den egentlige Rafnsfjord, Ounartok, hvor der efter Ivar Bardsön skal findes Holme med varme Kilder, hvis Vand var om Vinteren saa hedt, at ingen kunde komme det nær, men om Sommeren var det til Maade hedt, saa at man kunde bade deri, og mange Syge derved gjenvandt deres Helbred. Paa Öen Ounartoks nordostlige Side ere tre varme Kilder, som have givet Öen og Fjorden dens eskimoiske Navn, da Ounartok betyder det Kogende. Ved den mellemste af disse Kilder var der forhen en 8 Al. lang og ikke fuldt saa bred Ruin, som antoges for i sin Tid at have været et Badehuus. Ifölge Graah (S. 39) udsige ogsaa de nærværende Grönlændere at Vandet om Vinteren er meget hedere end om Sommeren. Den ene af Kilderne, nærmest Havet er aldeles ubetydelig, Vandets Temperatur var, da Graah i Juli 1828 besögte dette Sted, i denne 26°; den anden, som ligger faa Skridt derfra, er omtrent 24 Al. i Omkreds, og holdt 279 Varme; den tredie havde en Omkreds af 34-36 Al.; deri var Temperaturen forskjellig fra 32-33}° R. Dybden i disse Damme er intetsteds over een Fod, og Grunden bestaaer af en blöd, blaagraa Leer, hvorigjemmem det varme Vand paa forskjel lge Steder bobler frem. De tvende förste have Grönlænderne omgjerdet med Steen og benytte dem til Badesteder. Vandet fra disse Kilder afsætter Kisel- eller Kalkjord, lige som Geyser og Strokkr paa Island. Det Benedictiner Sösterkloster, som ejede alt inde i Bugten, maa have ligget ved Sakkamiut og den til St. Olaf indviede Vaage Kirke (af ''vogr'', en Vig), som ejede alt Land udenfor Fjorden, saaledes altsaa Sermersok og Nennortalik og desuden til Halvt med Domkirken de længere inde liggende Holme, maa söges blandt Ruinerne af 16-18 Bygninger ved det ved en Vig (''vogr'') beliggende Kanikitsok, paa en temmelig lav, tildeels sumpig Plads under en mod Öst liggende Bakke, blandt hvilke Ruiner de end synlige Levninger af en Rundbygning af 50 Alens Omkreds, der, ligesom de lignende ved Igalikko og Kakortok, maa antages for et Baptisterium, lade formode, at der ogsaa her har ligget en Kirke. Rimeligvis har Löbet östenfor Sermersok været benævnt ''Austfjörðr'', og har Flatöbogens 5te Kirke ''undir Höfða i Austfirði'' været den samme, som af Ivar Bardsön benævnes Vaage Kirke. Paa selve Bakken (''höfdi'') fandt Hr. Kielsen tvende smaa Bygninger, der endnu havde Mure af 2 til 3 Fods Höide.
+''Rafnsfjörðr'', som Landnamsmanden Rafn bebyggede i det förste Landnamsaar 986, er den Fjord, eller rettere det Fjordsystem, hvis Munding begrændses mod S. eller SO af Tuapait og mod N. eller NV af Næsset ved Bugten Sarkvartorsoak, det Næs hvor nu Sydpröven er anlagt, i hvilken Munding Sermersoks sydlige Forbjerg, som almindelig kaldtes Hvarf, var et fremragende Punct, der efter Nybyggeren og Fjorden stundum benævntes Rafnsgnypa. ''Slettufjörðr'' (af ''sletta'', en Slette), der betragtedes som en Arm af Rafnsfjorden (''þd gengr Slèttufjörðr af Rafnsfirði'', III, 228) maa da være Sermelik, der i Oldtiden ikke var meget bebygget, men hvor der dog findes Ruiner nær Mundingen ved Iglorsoft paa en stor Slette af Fjerdingvei i Længde og 100 til 200 Alen i Brede, saavelsom langt inde i Fjorden ved Ipartut ''paa en udstrakt græsrig Slette'', hvorigjennem to Elve strömme. Den egentlige Rafnsfjord, Ounartok, hvor der efter Ivar Bardsön skal findes Holme med varme Kilder, hvis Vand var om Vinteren saa hedt, at ingen kunde komme det nær, men om Sommeren var det til Maade hedt, saa at man kunde bade deri, og mange Syge derved gjenvandt deres Helbred. Paa Öen Ounartoks nordostlige Side ere tre varme Kilder, som have givet Öen og Fjorden dens eskimoiske Navn, da Ounartok betyder det Kogende. Ved den mellemste af disse Kilder var der forhen en 8 Al. lang og ikke fuldt saa bred Ruin, som antoges for i sin Tid at have været et Badehuus. Ifölge Graah (S. 39) udsige ogsaa de nærværende Grönlændere at Vandet om Vinteren er meget hedere end om Sommeren. Den ene af Kilderne, nærmest Havet er aldeles ubetydelig, Vandets Temperatur var, da Graah i Juli 1828 besögte dette Sted, i denne 26°; den anden, som ligger faa Skridt derfra, er omtrent 24 Al. i Omkreds, og holdt 279 Varme; den tredie havde en Omkreds af 34-36 Al.; deri var Temperaturen forskjellig fra 32-33}° R. Dybden i disse Damme er intetsteds over een Fod, og Grunden bestaaer af en blöd, blaagraa Leer, hvorigjemmem det varme Vand paa forskjellge Steder bobler frem. De tvende förste have Grönlænderne omgjerdet med Steen og benytte dem til Badesteder. Vandet fra disse Kilder afsætter Kisel- eller Kalkjord, lige som Geyser og Strokkr paa Island. Det Benedictiner Sösterkloster, som ejede alt inde i Bugten, maa have ligget ved Sakkamiut og den til St. Olaf indviede Vaage Kirke (af ''vogr'', en Vig), som ejede alt Land udenfor Fjorden, saaledes altsaa Sermersok og Nennortalik og desuden til Halvt med Domkirken de længere inde liggende Holme, maa söges blandt Ruinerne af 16-18 Bygninger ved det ved en Vig (''vogr'') beliggende Kanikitsok, paa en temmelig lav, tildeels sumpig Plads under en mod Öst liggende Bakke, blandt hvilke Ruiner de end synlige Levninger af en Rundbygning af 50 Alens Omkreds, der, ligesom de lignende ved Igalikko og Kakortok, maa antages for et Baptisterium, lade formode, at der ogsaa her har ligget en Kirke. Rimeligvis har Löbet östenfor Sermersok været benævnt ''Austfjörðr'', og har Flatöbogens 5te Kirke ''undir Höfða i Austfirði'' været den samme, som af Ivar Bardsön benævnes Vaage Kirke. Paa selve Bakken (''höfdi'') fandt Hr. Kielsen tvende smaa Bygninger, der endnu havde Mure af 2 til 3 Fods Höide.
 ''Siglufjörðr'' (af ''sigla'', Mast eller Mast lignende Klippe), som i Landnamsaaret bebyggedes af Thorbjörn Glora, men som ikke nævnes særskilt af Ivar Bardsön, da den rimeligviis regnedes som hörende til Rafnsfjord, maatte være Agluitsok. Erik den Röde drog den tredie Sommer fra Eriksöerne nord optil Snjófjall (et snedækket Fjeld paa Akuliærosæk eller der i Nærheden) og ind i Rafnsfjord, og da han havde naaet dens Inderste, troede han at være kommen længere ind i Landet, end da han var i Bunden af Eriksfjord (1, 362). Her var en Kirke, som i Flatöbogen siges at ligge i ''Vogar'' (''í Vogum''). Fjorden deler sig inderst i tre Arme eller Vige (''vogar''), og mellem to af disse, Sioralik og Amitsoarksuk, ligge, som det synes, utvivlsomme Levninger af en Kirke. Omkring en Muur, som indeslutter et mindre Rum, er et vidtlöftigt Steengjerde, hvis Omfang anslaaes til henved 140 Alen, og blot ved at optage nogle Stene paa Pladsen indenfor Ydermuren traf Müller allerede Menneskebeen. Denne Kirke maa være den samme, som af Ivar Bardsön siges at ligge ved den Kongen tilhörende "Hofgaard Foss (af ''fors'', et Vandfald), at være indviet til St. Nicolaus og underlagt Kongens umiddelbare Forlening. I Nærheden laa der en stor Fiskesö, hvorfra Vandet havde Udlöb i Fjorden. Efter den nyere Beskrivelse er temmelig nær derved en ogsaa paa Kortet angiven betydelig Indsö, som har sit Udlöb gjennem en stor Elv, der danner et 200 Fod höit Vandfald (''fors''). Paa en lille græsbevoxet Slette sees her nogle sammensunkne Ruiner, der i Frastand ligne en gammel Forskandsning, rimeligvis Levninger af den gamle Kongsgaard.
@@ Linje 83: / Linje 83: @@
 ''Einarsfjörðr'', som i Landnamsaaret toges i Besiddelse af Einar, der gav den sit Navn, bliver da Igalikko Fjorden med dens östlige Fjordarm. Ifölge Ivar Bardsön laa der ved Indseilingen i denne Fjord paa venstre Haand en Vig, der bar Navnet ''Thorvalsvig'', som altsaa maa være den lille Bugt imellem Uperniviarsuk og Ikinek (d.e. det afbrændte), paa hvilke begge Steder Ruiner af gamle Bygninger ere forefundne. Længere ind laa et Næs, der hed ''Klining'' (limagtigt Leer?), som bliver det nær ved Ikinek beliggende Næs Kukkilik (Pighaa, Squalus spinax). En god Fjerdingvei fra dette Næs ligger en lille Bugt Kaneitsut (d.e. Ulke, Cottus scorpius), hvis tilgrændsende ubetydelige Marker, ifölge Pastor Jörgensen, gjennemströmmes af to Elve. Ved de förste 3 Huustomter, der falde i Öinene, strax naar man nærmer sig Stedet, danne to smaa Skjær en maadelig Baadshavn; en bedre findes imidlertid höiere oppe i Bugten, naar denne er fri for Is. Her saaes endnu 4 Huustomter. ''Grauevig'' maa have været her eller maaskee Bugten ved Mursartók, som ogsaa benævnes lglorsoit d.e. de store Huse, hvor der findes endnu betydeligere Ruiner. End længere inde i Fjorden laa den Domkirken tilhörende Gaard ''Dalr'', og er det sikkert Ruinerne af denne man træffer ved Sirksardluktok i en Dal, der imod Norden, Östen og Vesten er omgiven af en betydelig Fjeldstrækning og mod Fjordbreden af et lavere Fjeld. Baade Arctander og Jörgensen have beskrevet Stedet saavelsom Ruinerne. En betydelig Elv fra Vest, der vel er Miil lang og med Rette bærer Navn af Kórksoak d.e. Storelven, forener sig med en mindre der kommer fra Fjeldene mod Nord og falder i Söen mod Sydved selve Landingsstedet. I denne Elv ere Laxörreder. Strax oppe paa det lave Fjeld findes en 9 Al. lang og 8 Al. bred Bygning med Indgang vendt mod Fjorden, maaskee en Nöst. Omtrent Nord herfra, i en Afstand af 370 Skridt, findes en anden Bygning, afdeelt i tre Afdelinger, 24 Al. lang og 6 Al. bred, Murene endnu 1 1/2 Al. höie og ligesaa brede; og i det Hele findes i denne Omgivelse 14 bestemte Levninger af Huse; hvorhos Grönlænderne berette at der have ligget end flere Bygninger langs med Elven, af hvilke der endnu tildeels findes Spor.
-''Gardar''. Paa höire Haand, naar man seilede ind i Fjorden til Domkirken, som laa inderst i Bugten, var der en denne tilhörende stor Skov, hvori alt Domkirkens Kvæg græssede, baade stort og smaat. Gardar blev anlagt i Erik den Rödes Tid, og der boede först dennes Slægfreddatter Freydis med sin Mand Thorvard; det blev snart Landets almindelige Thingsted allerede i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede (''Garðaþing''). Da Landet i 1126 fik sin egen Biskop, blev Bispestolen anlagt her og den til den hellige Nicolaus indviede Domkirke formodentlig da opfört. Denne Kirke har, ligesom Bispestolen, staaet i over 300 Aar, thi af 1409 har man et paa Garde af Stiftets Officialis Sira Endride Andresson og Sira Paul Halvardsson udfærdiget Document og i et af Pave Nicolaus V 1448 udstædt Brev nævnes endnu Domkirken (''insignis ecclesia cathedralis''). Fjorden kaldes i den gamle Chorographie ''Öfundinn-ſjörðr'', den Ufundne, formodentlig fordi Erik den Röde ikke har paa sine Undersögelsesreiser i Aarene 983-985 opdaget den. Ruiner af Gardar og Domkirken træffe vi ved Kaksiársuk i Bunden af den östlige Fjordarm. Fra Ekalluit nordostefter op imod Kaksiársuk er der noget fra Kysten en stor Indsö, 3 til 4 Mile lang og paa nogle Steder over en Miil bred, ved hvis tilgrændsende Sletter, ligesom paa Öer i samme, der ifölge Pastor Jörgensens Beretning efter Grönlændernes Sigende findes talrige oldnordiske Ruiner, der ligesom have dannet en heel By, hvilket stadfæstes ved en i sin Tid fra Kaglumiut i Aglúitsok Fjorden af Aaron Arctander vestefter foretagen Undersögelsesreise, thi netop i denne samme Egn fandt han Levninger af en saadan Bygd. Pastor Jörgensen bemærker her: "Kaksiárksuk'' er en skjön græsrig Plads, omgiven paa de tre Sider af lave Fjelde, paa den fjerde af Söen, og har en betydelig og rig Laxeelv. Ligeledes fortjener det Omtale at her er en for Grönland betydelig Skov hinsides Fjeldet ned mod den store Indsö, der kommer fra Ekalluits græsrige Sletter. Fjorden, der stöder op til Kaksiårsuk, er rig paa Sælhunde, især spraglede, hvor for Grönlænderne fra Sardluk som oftest en Tid hver Som mer opholde sig i Nærheden, nemlig ved Iterdlek." Kirkeruinen ligger vel 200 Skridt fra det sædvanlige Landingssted. Jörgensen angiver dens Længde udvendig maalt til 26 Al. og Breden til 11 Al. Indvendig maalt er Ruinens Længde derimod kun 21 Alen og Breden 7 Alen. Murens Tykkelse er, ifölge hans Angivelse, omtrent 2 1/4 Al. og Höiden regnet fra Grundstenen paa den nordlige Side 4 Al. paa den östlige 3, sydlige 2 1/2 og vestlige 1 1/2 Al. Det Kirken omgivende omtrent 1 3/4 Al. tykke og paa sine Steder endnu 2 Al. höie Kirkegaardsgjerde var opfört i en Afstand fra Kirken paa den nordlige Side af 10, paa den östlige af 4 1/2, paa den sydlige af 17 og paa den vestlige af 6 Al. Indgangen saaes tydelig i Vest og var henved 4 Al. bred. Omtrent 15 Al. fra Kirken imod Nord fandtes en Ruin 15 Al. 1. og 7 Al. br. , til hvilken en anden stödte 10 Al. l. og 6 1/2 Al. br. og kort nord for disse atter en Ruin 15 1/2 Al. 1. og. 7. Al. br., hvis Mures Tykkelse er 1 1/4 Al. Strax vesten for Kirken laa tvende Ruiner, den ene 16 Al. 1. og 9 Al. br., den anden 10 Al. l. og 8 1/2 Al. br., og 300 Skridt NV for Kirken en halvrund Bygning, hvis Bagmuur dannes af en brat Fjeldside eller Klippevæg. Beregnet i Firkant vilde denne Bygning formodentlig have været 11 Al. l. og 8 Al. bred. 15 Al. Öst for Kirken ligger en Bygning 30 Al. l. og 9 1/2 Al. br. og et temmeligt Stykke Vei SV for Kirken atter en Bygning 17 Al. l. og 6 Al. br., hvis Indgang er mod Syd. Den er bygget saaledes at en brat Klippe udgjör dens ene Sidemuur. Endelig udmaaltes endnu den af Arctander omtalte vel conserverede Bygning, der ligger 600 Skridt Nord for Kirken paa et steilt Fjeld tæt ved Söen, og som maaskee har tjent til Udkigssted; den er 11 1/2 Al. lang og 6 1/2 Al. bred, Murenes Tykkelse 1 3/4 Al. Höjden nu 3 til 2 1/2 Alen. Indgangen af 2 Alens Höjde og Brede er paa den sydlige Side. I den vestlige Muur findes en Fordybning 1 Al. bred og 3/4 Al. höi og Murens halve Tykkelse dyb; i den östlige Muur tvende lignende, den Gulvet nærmest 3/4 Al. höi og 1 Al. bred, den anden 3/4 Al. höi og ligesaa bred, begges Dybde som den förstomtaltes. Tvende lignende Fordybninger findes endnu paa Sydsiden tæt ved Indgangen, den ene 1/2 Al. höi og 3/4 Al. bred, den anden 1/2 Al. höi og 1/2 Al. bred, Dybden som de forrige. Ruinens Afstand fra Söen er 55 Alen. Omtrent 50 Skridt sydlig for denne Ruin er en Kilde, hvoraf iskoldt Vand fremsprudler. Dens Afstand fra Foden af Fjeldet, hvorpaa nysomtalte Bygning ligger, er 10 Alen. Blandt de her nævnte Ruiner maa man söge Bispegaarden og Munkenes Boliger, men da om stændeligere, af Grundtegninger oplyste Beskrivelser endnu savnes, vil det være vanskeligt at bestemme de enkelte Bygningers Anvendelse. Muligen har den halvrunde Bygning været et Baptisterium ligesom Rundbygningerne ved de andre Kirker.
+''Gardar''. Paa höire Haand, naar man seilede ind i Fjorden til Domkirken, som laa inderst i Bugten, var der en denne tilhörende stor Skov, hvori alt Domkirkens Kvæg græssede, baade stort og smaat. Gardar blev anlagt i Erik den Rödes Tid, og der boede först dennes Slægfreddatter Freydis med sin Mand Thorvard; det blev snart Landets almindelige Thingsted allerede i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede (''Garðaþing''). Da Landet i 1126 fik sin egen Biskop, blev Bispestolen anlagt her og den til den hellige Nicolaus indviede Domkirke formodentlig da opfört. Denne Kirke har, ligesom Bispestolen, staaet i over 300 Aar, thi af 1409 har man et paa Garde af Stiftets Officialis Sira Endride Andresson og Sira Paul Halvardsson udfærdiget Document og i et af Pave Nicolaus V 1448 udstædt Brev nævnes endnu Domkirken (''insignis ecclesia cathedralis''). Fjorden kaldes i den gamle Chorographie ''Öfundinn-ſjörðr'', den Ufundne, formodentlig fordi Erik den Röde ikke har paa sine Undersögelsesreiser i Aarene 983-985 opdaget den. Ruiner af Gardar og Domkirken træffe vi ved Kaksiársuk i Bunden af den östlige Fjordarm. Fra Ekalluit nordostefter op imod Kaksiársuk er der noget fra Kysten en stor Indsö, 3 til 4 Mile lang og paa nogle Steder over en Miil bred, ved hvis tilgrændsende Sletter, ligesom paa Öer i samme, der ifölge Pastor Jörgensens Beretning efter Grönlændernes Sigende findes talrige oldnordiske Ruiner, der ligesom have dannet en heel By, hvilket stadfæstes ved en i sin Tid fra Kaglumiut i Aglúitsok Fjorden af Aaron Arctander vestefter foretagen Undersögelsesreise, thi netop i denne samme Egn fandt han Levninger af en saadan Bygd. Pastor Jörgensen bemærker her: "Kaksiárksuk er en skjön græsrig Plads, omgiven paa de tre Sider af lave Fjelde, paa den fjerde af Söen, og har en betydelig og rig Laxeelv. Ligeledes fortjener det Omtale at her er en for Grönland betydelig Skov hinsides Fjeldet ned mod den store Indsö, der kommer fra Ekalluits græsrige Sletter. Fjorden, der stöder op til Kaksiársuk, er rig paa Sælhunde, især spraglede, hvor for Grönlænderne fra Sardluk som oftest en Tid hver Som mer opholde sig i Nærheden, nemlig ved Iterdlek." Kirkeruinen ligger vel 200 Skridt fra det sædvanlige Landingssted. Jörgensen angiver dens Længde udvendig maalt til 26 Al. og Breden til 11 Al. Indvendig maalt er Ruinens Længde derimod kun 21 Alen og Breden 7 Alen. Murens Tykkelse er, ifölge hans Angivelse, omtrent 2 1/4 Al. og Höiden regnet fra Grundstenen paa den nordlige Side 4 Al. paa den östlige 3, sydlige 2 1/2 og vestlige 1 1/2 Al. Det Kirken omgivende omtrent 1 3/4 Al. tykke og paa sine Steder endnu 2 Al. höie Kirkegaardsgjerde var opfört i en Afstand fra Kirken paa den nordlige Side af 10, paa den östlige af 4 1/2, paa den sydlige af 17 og paa den vestlige af 6 Al. Indgangen saaes tydelig i Vest og var henved 4 Al. bred. Omtrent 15 Al. fra Kirken imod Nord fandtes en Ruin 15 Al. 1. og 7 Al. br. , til hvilken en anden stödte 10 Al. l. og 6 1/2 Al. br. og kort nord for disse atter en Ruin 15 1/2 Al. 1. og. 7. Al. br., hvis Mures Tykkelse er 1 1/4 Al. Strax vesten for Kirken laa tvende Ruiner, den ene 16 Al. 1. og 9 Al. br., den anden 10 Al. l. og 8 1/2 Al. br., og 300 Skridt NV for Kirken en halvrund Bygning, hvis Bagmuur dannes af en brat Fjeldside eller Klippevæg. Beregnet i Firkant vilde denne Bygning formodentlig have været 11 Al. l. og 8 Al. bred. 15 Al. Öst for Kirken ligger en Bygning 30 Al. l. og 9 1/2 Al. br. og et temmeligt Stykke Vei SV for Kirken atter en Bygning 17 Al. l. og 6 Al. br., hvis Indgang er mod Syd. Den er bygget saaledes at en brat Klippe udgjör dens ene Sidemuur. Endelig udmaaltes endnu den af Arctander omtalte vel conserverede Bygning, der ligger 600 Skridt Nord for Kirken paa et steilt Fjeld tæt ved Söen, og som maaskee har tjent til Udkigssted; den er 11 1/2 Al. lang og 6 1/2 Al. bred, Murenes Tykkelse 1 3/4 Al. Höjden nu 3 til 2 1/2 Alen. Indgangen af 2 Alens Höjde og Brede er paa den sydlige Side. I den vestlige Muur findes en Fordybning 1 Al. bred og 3/4 Al. höi og Murens halve Tykkelse dyb; i den östlige Muur tvende lignende, den Gulvet nærmest 3/4 Al. höi og 1 Al. bred, den anden 3/4 Al. höi og ligesaa bred, begges Dybde som den förstomtaltes. Tvende lignende Fordybninger findes endnu paa Sydsiden tæt ved Indgangen, den ene 1/2 Al. höi og 3/4 Al. bred, den anden 1/2 Al. höi og 1/2 Al. bred, Dybden som de forrige. Ruinens Afstand fra Söen er 55 Alen. Omtrent 50 Skridt sydlig for denne Ruin er en Kilde, hvoraf iskoldt Vand fremsprudler. Dens Afstand fra Foden af Fjeldet, hvorpaa nysomtalte Bygning ligger, er 10 Alen. Blandt de her nævnte Ruiner maa man söge Bispegaarden og Munkenes Boliger, men da om stændeligere, af Grundtegninger oplyste Beskrivelser endnu savnes, vil det være vanskeligt at bestemme de enkelte Bygningers Anvendelse. Muligen har den halvrunde Bygning været et Baptisterium ligesom Rundbygningerne ved de andre Kirker.
 I Fóstbræðra Saga nævnes forskjellige Gaarde som beliggende i Einarsfjord og ligeledes i Fortællingen om Einar Sokkason enkelte Steder.

@@ Linje 33: / Linje 33: @@
 ==Õstkysten==
-"Fra Bjarmeland ligge der," hedder det (III, 216, 222, 224) "ubeboede Lande (''gánga lönd óbygð, liggja óbygðir'') nordefter, indtil Grönland begynder". De Gamle forestillede sig det som et sammenhængende Land, hvorind der gik store Bugter (''bótnar gánga þar fyrir''). "Landet strækker sig mod Sydvest" (vikr landinu til útsuðrs''), hedder det dernæst, "der ere store Jökler og Fjorde, og udenfor Jöklerne ligge der Öer.” Især udmærkede sig tre Jökler; til den ene var Seiladsen fra Island, hvor Beskrivelsens Forfatter opholdt sig, altfor besværlig, og den var derfor ikke undersögt; til den anden var der en halv Maaneds Reise, til den tredie en Uges Reise. Den anden Jökel maa rimeligvis have ligget paa Spitsbergen, der i Oldtiden, ligesom i Hvalfangersproget nutildags, regnedes at höre til Grönland. Distancen er vistnok ikke fuldt saa stor, (henved 200 Miil), som en halv Maaneds Reise angiver, naar Dagseiladsen (''dægr'') regnes til 27 Miil; dog turde vel en Reise i disse Farvande ofte have dengang ligesom nu været underkastet Hindringer og Ophold, og Dagseiladsen derfor ansættes til en noget kortere Distance.
+"Fra Bjarmeland ligge der," hedder det (III, 216, 222, 224) "ubeboede Lande (''gánga lönd óbygð, liggja óbygðir'') nordefter, indtil Grönland begynder". De Gamle forestillede sig det som et sammenhængende Land, hvorind der gik store Bugter (''bótnar gánga þar fyrir''). "Landet strækker sig mod Sydvest (''vikr landinu til útsuðrs'')", hedder det dernæst, "der ere store Jökler og Fjorde, og udenfor Jöklerne ligge der Öer." Især udmærkede sig tre Jökler; til den ene var Seiladsen fra Island, hvor Beskrivelsens Forfatter opholdt sig, altfor besværlig, og den var derfor ikke undersögt; til den anden var der en halv Maaneds Reise, til den tredie en Uges Reise. Den anden Jökel maa rimeligvis have ligget paa Spitsbergen, der i Oldtiden, ligesom i Hvalfangersproget nutildags, regnedes at höre til Grönland. Distancen er vistnok ikke fuldt saa stor, (henved 200 Miil), som en halv Maaneds Reise angiver, naar Dagseiladsen (''dægr'') regnes til 27 Miil; dog turde vel en Reise i disse Farvande ofte have dengang ligesom nu været underkastet Hindringer og Ophold, og Dagseiladsen derfor ansættes til en noget kortere Distance.
 ''Svalbardi i Hafsbotn'', den kolde Kyst i Havbugten, som ifölge Annalerne opdagedes 1194, er uden Tvivl den i 1761 af Volkert Bohn fra Österland Föhr beseilede og senere af Scoresby gjenopdagede Kyststrækning, af denne benævnt Liverpool Coast, indenfor hvilken der synes at ligge en stor Bugt, hvortil Scoresby's Sund förer. Afstanden af 4 Dögns Seilads fra Langenæs paa Islands nordostlige Kyst passer heel vel. I en kortere, dog vistnok urigtigen til een Dagseilads angiven, Distance fra Kolbeinsey, altsaa S. for Svalbarde, laae der Ubygder. (III, 8, 212).