Vor Folkeæt i Oldtiden: Ære - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. nov. 2019 kl. 10:24

2019-11-12T10:24:33Z

Carsten på 12. nov. 2019 kl. 09:50

2019-11-12T09:50:12Z

Carsten på 12. nov. 2019 kl. 07:29

2019-11-12T07:29:29Z

Carsten på 30. aug. 2019 kl. 06:38

2019-08-30T06:38:16Z

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Ære

2019-01-01T10:09:18Z

Vor Folkeæt i Oldtiden: Ære

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. nov. 2019 kl. 10:24
Linje 378:		Linje 378:


−	Mennesket kunde virkelig komme til at opleve en katastrofe som bragte uoprettelig ruin over en hel kreds, og fra en sådan oplevelse<FONT COLOR=grey><small> ''(side 81)'' </small></FONT>af freden sådan som den føltes i bristningsøjeblikket – har myten ~~I nikket~~ alt sit liv. Jeg forudsætter intet som helst om at digteren selv har set ulykken i sin egen familie: den overvældende styrke i de dybeste, mest elementære følelser har så let ved at slå over i forudfølelse af hvad tabet vilde betyde, at en tilsyneladende meget lille impuls kan rejse dem under tragiske former. Af dette sammenstød mellem æmne og erfaring, af denne inspiration, som vi kalder det, fremgik det almengyldige billede af freden der krænker sig selv. Sådan står frænderne i deres nød. Hænderne synker ned for dem, de ser sky ad hinanden til, rædde for at se lige ud og dog bange for at møde hinandens blik; ingen kan få et ord frem. Med eet er al deres livskraft knækket. Ingen ved noget, alle rokker fra side til side mellem to muligheder, som Beowulf rammende maler det i linjen om kong Hrethel: »han formåede ikke at lade gerningsmanden høre onde ord, skønt elske ham kunde han ikke«. I stedet for den gamle beslutsomhed, som aldrig overvejede andet end midler, træder blind famlen. Guderne ved intet andet end at sende tiggerbud til Hel, og endda bagefter gå tiggergang til alt levende og alt dødt. Med famlen følger hjælpeløshed: de står afmægtige overfor en kones trods. Heri ligger ingen overdrivelse, overført på menneskelige forhold. De frænder som bærer skammen mellem sig, har ingen tillid til deres hævnekraft eller værgekraft. Krænkelser udefra bliver dem for stærke. De dukker sig uvilkårligt, hvor de ellers vilde stå fast. De kæmper uden håb, med den fortvivlede vished at ulykken ikke vil standse. Denne ulykkelighed er ret egentlig det de gamle kaldte rådløshed.	+	Mennesket kunde virkelig komme til at opleve en katastrofe som bragte uoprettelig ruin over en hel kreds, og fra en sådan oplevelse<FONT COLOR=grey><small> ''(side 81)'' </small></FONT>af freden sådan som den føltes i bristningsøjeblikket – har myten trukket alt sit liv. Jeg forudsætter intet som helst om at digteren selv har set ulykken i sin egen familie: den overvældende styrke i de dybeste, mest elementære følelser har så let ved at slå over i forudfølelse af hvad tabet vilde betyde, at en tilsyneladende meget lille impuls kan rejse dem under tragiske former. Af dette sammenstød mellem æmne og erfaring, af denne inspiration, som vi kalder det, fremgik det almengyldige billede af freden der krænker sig selv. Sådan står frænderne i deres nød. Hænderne synker ned for dem, de ser sky ad hinanden til, rædde for at se lige ud og dog bange for at møde hinandens blik; ingen kan få et ord frem. Med eet er al deres livskraft knækket. Ingen ved noget, alle rokker fra side til side mellem to muligheder, som Beowulf rammende maler det i linjen om kong Hrethel: »han formåede ikke at lade gerningsmanden høre onde ord, skønt elske ham kunde han ikke«. I stedet for den gamle beslutsomhed, som aldrig overvejede andet end midler, træder blind famlen. Guderne ved intet andet end at sende tiggerbud til Hel, og endda bagefter gå tiggergang til alt levende og alt dødt. Med famlen følger hjælpeløshed: de står afmægtige overfor en kones trods. Heri ligger ingen overdrivelse, overført på menneskelige forhold. De frænder som bærer skammen mellem sig, har ingen tillid til deres hævnekraft eller værgekraft. Krænkelser udefra bliver dem for stærke. De dukker sig uvilkårligt, hvor de ellers vilde stå fast. De kæmper uden håb, med den fortvivlede vished at ulykken ikke vil standse. Denne ulykkelighed er ret egentlig det de gamle kaldte rådløshed.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. nov. 2019 kl. 09:50
Linje 310:		Linje 310:


−	Der har vi i et knapt billede den germanske retsfølelses væsen. Skam vil vi ikke tåle. Og fra domstolene kommer et kraftigt gensvar på dette råb, fordi loven i virkeligheden er noget mere end en anerkendelse af hævnens nødvendighed for mandens velfærd. Retten må tage den krænkede op i sig, eller den må støde ham udenfor. Retten er formet over det princip: går han med skammen, kan han ikke høre til mellem os, så gælder han ikke blandt mennesker, så gælder han ikke for nogen lov mere. Skældes en mand fejg, og hævder han sig ikke ved at udfordre og sejre, da er han ~~fej g~~, og da er han retsløs, — sådan siges der både i syd og nord. Det er sandt nok at krænkelsen er en privatsag, for så vidt som den er en privat lidelse, man selv må søge lægedom for; offentligheden tager ikke initiativet til nogen forfølgelse af gerningsmanden. Men lige så vist var der en offentlig bedømmelse, som skød den krænkede uden for samfundet, hvis han ikke rehabiliterede sig. Og lideren kan på en vis måde lægge sin smærte over på menigheden ved at klage; han kan gøre folket meddelagtigt i skammen og dens følger. Tinget må skaffe ham oprejsning, så vidt dette lader sig gøre med de midler der står til dets rådighed, det må erklære sig solidarisk med den skadelidte, og udskille hans modstander fra sig, — med mindre der kan istandbringes en forsoning og genoprettelse. Gør folket ikke det, da smittes det måske af kraftløsheden. Klageren har så at sige magten over folket og dets samvittighed, men ikke i kraft af en almindelig retfærdighed, ikke i kraft af en samfundets grundlov der siger: du må ikke, og kræver afstraffelse; ikke i kraft af andet end dette: sker der intet, går jeg til grunde, og jeg kan trække jer med mig.	+	Der har vi i et knapt billede den germanske retsfølelses væsen. Skam vil vi ikke tåle. Og fra domstolene kommer et kraftigt gensvar på dette råb, fordi loven i virkeligheden er noget mere end en anerkendelse af hævnens nødvendighed for mandens velfærd. Retten må tage den krænkede op i sig, eller den må støde ham udenfor. Retten er formet over det princip: går han med skammen, kan han ikke høre til mellem os, så gælder han ikke blandt mennesker, så gælder han ikke for nogen lov mere. Skældes en mand fejg, og hævder han sig ikke ved at udfordre og sejre, da er han fejg, og da er han retsløs, — sådan siges der både i syd og nord. Det er sandt nok at krænkelsen er en privatsag, for så vidt som den er en privat lidelse, man selv må søge lægedom for; offentligheden tager ikke initiativet til nogen forfølgelse af gerningsmanden. Men lige så vist var der en offentlig bedømmelse, som skød den krænkede uden for samfundet, hvis han ikke rehabiliterede sig. Og lideren kan på en vis måde lægge sin smærte over på menigheden ved at klage; han kan gøre folket meddelagtigt i skammen og dens følger. Tinget må skaffe ham oprejsning, så vidt dette lader sig gøre med de midler der står til dets rådighed, det må erklære sig solidarisk med den skadelidte, og udskille hans modstander fra sig, — med mindre der kan istandbringes en forsoning og genoprettelse. Gør folket ikke det, da smittes det måske af kraftløsheden. Klageren har så at sige magten over folket og dets samvittighed, men ikke i kraft af en almindelig retfærdighed, ikke i kraft af en samfundets grundlov der siger: du må ikke, og kræver afstraffelse; ikke i kraft af andet end dette: sker der intet, går jeg til grunde, og jeg kan trække jer med mig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. nov. 2019 kl. 07:29
Linje 257:		Linje 257:


−	Overordentlig lærerige er de indskrænkninger hævnen har undergået i Sachsernes ret. For det første udelukkes den i tilfælde hvor skaden er udført af et kreatur, eller af et redskab som er fløjet ud af hånden på ihændehaveren: ejeren skal bøde, men være unddragen hævn. Endvidere skal man ikke uskyldigt hæfte for hvad ens hørige begår; har man anstiftet dåden, ja, da må man bøde eller tåle hævn; men har den skyldige handlet af eget påfund, kan man sige sig løs fra ham, og lade ham med hans syv nærmeste frænder bære ansvaret, det vil sige, stå som mål for hævneren. Endelig, når det er mord der er tale om, bliver ætten, i videre forstand, erklæret berettiget til at købe sig fri for hævn mod at betale trediedelen af en simpel mandebod; hele resten af den umådelige drabsbøde (ni gange mandebod) falder på gerningsmanden og hans sønner, og de alene skal bære hævnen, om betalingen udebliver. I den knappe Friserlov får vi følgende oplysning: Den der forleder en anden til drab, – og her må vel atter først og fremmest tænkes på forholdet til undergivne, – kan kun undgå hævn, hvis gerningsmanden er flygtet; han betaler da en trediedel af boden. Forbliver drabsmanden i landet, da må det henstilles til de krænkedes forgodtbefindende om de vil opgive hævnen på anstifteren og lade sig forsone. Og kan man sværge sig fri for delagtighed i sin træls dåd. da undgår man også nu hævn; men betale skal man lige fuldt.	+	Overordentlig lærerige er de indskrænkninger hævnen har undergået i Sachsernes ret. For det første udelukkes den i tilfælde hvor skaden er udført af et kreatur, eller af et redskab som er fløjet ud af hånden på ihændehaveren: ejeren skal bøde, men være unddragen hævn. Endvidere skal man ikke uskyldigt hæfte for hvad ens hørige begår; har man anstiftet dåden, ja, da må man bøde eller tåle hævn; men har den skyldige handlet af eget påfund, kan man sige sig løs fra ham, og lade ham med hans syv nærmeste frænder bære ansvaret, det vil sige, stå som mål for hævneren. Endelig, når det er mord der er tale om, bliver ætten, i videre forstand, erklæret berettiget til at købe sig fri for hævn mod at betale trediedelen af en simpel mandebod; hele resten af den umådelige drabsbøde (ni gange mandebod) falder på gerningsmanden og hans sønner, og de alene skal bære hævnen, om betalingen udebliver. I den knappe Friserlov får vi følgende oplysning: Den der forleder en anden til drab, – og her må vel atter først og fremmest tænkes på forholdet til undergivne, – kan kun undgå hævn, hvis gerningsmanden er flygtet; han betaler da en trediedel af boden. Forbliver drabsmanden i landet, da må det henstilles til de krænkedes forgodtbefindende om de vil opgive hævnen på anstifteren og lade sig forsone. Og kan man sværge sig fri for delagtighed i sin træls dåd, da undgår man også nu hævn; men betale skal man lige fuldt.

@@ Linje 342: / Linje 342: @@
-Faderen råber i Hildebrandslied sit smærtefulde ve over skæbnen: »Nu skal mit eget barn hugge mig med sværd, give mig døden med sin økse, eller jeg bliver hans bane.« Men hvad er der at gøre! »Den være fejgest af alle Østmændene, som nu vilde nægte dig kamp, da du så såre lyster derefter ...« Så uafvendeligt er ''frýjuorðit''at det kan fremtvinge den forfærdeligste ulykke af alle: frændedrabet.
+Faderen råber i Hildebrandslied sit smærtefulde ve over skæbnen: »Nu skal mit eget barn hugge mig med sværd, give mig døden med sin økse, eller jeg bliver hans bane.« Men hvad er der at gøre! »Den være fejgest af alle Østmændene, som nu vilde nægte dig kamp, da du så såre lyster derefter ...« Så uafvendeligt er ''frýjuorðit'' at det kan fremtvinge den forfærdeligste ulykke af alle: frændedrabet.
@@ Linje 379: / Linje 379: @@
 Mennesket kunde virkelig komme til at opleve en katastrofe som bragte uoprettelig ruin over en hel kreds, og fra en sådan oplevelse<FONT COLOR=grey><small> ''(side 81)'' </small></FONT>af freden sådan som den føltes i bristningsøjeblikket – har myten I nikket alt sit liv. Jeg forudsætter intet som helst om at digteren selv har set ulykken i sin egen familie: den overvældende styrke i de dybeste, mest elementære følelser har så let ved at slå over i forudfølelse af hvad tabet vilde betyde, at en tilsyneladende meget lille impuls kan rejse dem under tragiske former. Af dette sammenstød mellem æmne og erfaring, af denne inspiration, som vi kalder det, fremgik det almengyldige billede af freden der krænker sig selv. Sådan står frænderne i deres nød. Hænderne synker ned for dem, de ser sky ad hinanden til, rædde for at se lige ud og dog bange for at møde hinandens blik; ingen kan få et ord frem. Med eet er al deres livskraft knækket. Ingen ved noget, alle rokker fra side til side mellem to muligheder, som Beowulf rammende maler det i linjen om kong Hrethel: »han formåede ikke at lade gerningsmanden høre onde ord, skønt elske ham kunde han ikke«. I stedet for den gamle beslutsomhed, som aldrig overvejede andet end midler, træder blind famlen. Guderne ved intet andet end at sende tiggerbud til Hel, og endda bagefter gå tiggergang til alt levende og alt dødt. Med famlen følger hjælpeløshed: de står afmægtige overfor en kones trods. Heri ligger ingen overdrivelse, overført på menneskelige forhold. De frænder som bærer skammen mellem sig, har ingen tillid til deres hævnekraft eller værgekraft. Krænkelser udefra bliver dem for stærke. De dukker sig uvilkårligt, hvor de ellers vilde stå fast. De kæmper uden håb, med den fortvivlede vished at ulykken ikke vil standse. Denne ulykkelighed er ret egentlig det de gamle kaldte rådløshed.
 Dermed er ættens undergang vis. Da Beowulfs hirdmænd havde forladt deres konge i hans kamp med dragen, skildres følgerne af deres fejghed med disse ord: »I eders slægt skal ingen mere gribe med glæde efter guldet, se sværd rakt frem til gave; ødt er fædrenes bo, ødt er livet. Hver en mand af eders æt skal vandre tomhændet bort, og lade sit arveland bag sig, så snart gæve mænd hører vidt og bredt om eders flugt, eders nidingsdåd. Bedre er døden end livet i skam.«