Linje 221:

−

I primitiv religion er det fuldkommen ørkesløst at spørge om monoteisme eller polyteisme, ti i kendsgerningerne er der intet holdepunkt for det dilemma der har udviklet sig fra modsætningen mellem Hellenismen og Kristendommen. Guddomsmagten kan give sig til kende som een eller som mange, alt efter omstændighederne. Hamingjaen eller guddomsmagten har naturligvis et personlighedspræg i alle dens funktioner, og derfor har vi lov til at formode at de forskellige steder i huset havde deres skytsguder; vore oplysninger i så henseende er meget sparsomme, men som et antydningsrigt eksempel kan man citere Snorres dogmatiske udtalelser om gudinden Syn: hun holder øje med dørene til huset, og holder det lukket for uvelkomne gæster. Den løfteceremoni der i festen beseglede forbundet mellem mand og hustru, viser sig i gudinden Vår, »troskab«. Det udtryk der forekommer i Trymskvidens skinbryllup: Læg hammeren i møens skød, vi os sammen med Vårs hånd – antyder at den officierende kultfælle repræsenterede den guddommelige troskabskraft, eller — hvad der er det samme – at han er Troskaben i egen person, fordi ordene blev levende i hans skikkelse.

+

I primitiv religion er det fuldkommen ørkesløst at spørge om monoteisme eller polyteisme, ti i kendsgerningerne er der intet holdepunkt for det dilemma der har udviklet sig fra modsætningen mellem Hellenismen og Kristendommen. Guddomsmagten kan give sig til kende som een eller som mange, alt efter omstændighederne. Hamingjaen eller guddomsmagten har naturligvis et personlighedspræg i alle dens funktioner, og derfor har vi lov til at formode at de forskellige steder i huset havde deres skytsguder; vore oplysninger i så henseende er meget sparsomme, men som et antydningsrigt eksempel kan man citere Snorres dogmatiske udtalelser om gudinden Syn: hun holder øje med dørene til huset, og holder det lukket for uvelkomne gæster. Den løfteceremoni der i festen beseglede forbundet mellem mand og hustru, viser sig i gudinden Vár, »troskab«. Det udtryk der forekommer i Trymskvidens skinbryllup: Læg hammeren i møens skød, vi os sammen med Várs hånd – antyder at den officierende kultfælle repræsenterede den guddommelige troskabskraft, eller — hvad der er det samme – at han er Troskaben i egen person, fordi ordene blev levende i hans skikkelse.

Vor Folkeæt i Oldtiden: Guderne - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. okt. 2020 kl. 09:03

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Guderne

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. okt. 2020 kl. 09:03
Linje 221:		Linje 221:


−	I primitiv religion er det fuldkommen ørkesløst at spørge om monoteisme eller polyteisme, ti i kendsgerningerne er der intet holdepunkt for det dilemma der har udviklet sig fra modsætningen mellem Hellenismen og Kristendommen. Guddomsmagten kan give sig til kende som een eller som mange, alt efter omstændighederne. Hamingjaen eller guddomsmagten har naturligvis et personlighedspræg i alle dens funktioner, og derfor har vi lov til at formode at de forskellige steder i huset havde deres skytsguder; vore oplysninger i så henseende er meget sparsomme, men som et antydningsrigt eksempel kan man citere Snorres dogmatiske udtalelser om gudinden Syn: hun holder øje med dørene til huset, og holder det lukket for uvelkomne gæster. Den løfteceremoni der i festen beseglede forbundet mellem mand og hustru, viser sig i gudinden ~~Vår~~, »troskab«. Det udtryk der forekommer i Trymskvidens skinbryllup: Læg hammeren i møens skød, vi os sammen med ~~Vårs~~ hånd – antyder at den officierende kultfælle repræsenterede den guddommelige troskabskraft, eller — hvad der er det samme – at han er Troskaben i egen person, fordi ordene blev levende i hans skikkelse.	+	I primitiv religion er det fuldkommen ørkesløst at spørge om monoteisme eller polyteisme, ti i kendsgerningerne er der intet holdepunkt for det dilemma der har udviklet sig fra modsætningen mellem Hellenismen og Kristendommen. Guddomsmagten kan give sig til kende som een eller som mange, alt efter omstændighederne. Hamingjaen eller guddomsmagten har naturligvis et personlighedspræg i alle dens funktioner, og derfor har vi lov til at formode at de forskellige steder i huset havde deres skytsguder; vore oplysninger i så henseende er meget sparsomme, men som et antydningsrigt eksempel kan man citere Snorres dogmatiske udtalelser om gudinden Syn: hun holder øje med dørene til huset, og holder det lukket for uvelkomne gæster. Den løfteceremoni der i festen beseglede forbundet mellem mand og hustru, viser sig i gudinden Vár, »troskab«. Det udtryk der forekommer i Trymskvidens skinbryllup: Læg hammeren i møens skød, vi os sammen med Várs hånd – antyder at den officierende kultfælle repræsenterede den guddommelige troskabskraft, eller — hvad der er det samme – at han er Troskaben i egen person, fordi ordene blev levende i hans skikkelse.