Linje 96:

−

At det netop var de rige og mægtige der byggede sig særegne tempelsale har en dybere grund end deres råden over midler til at gøre det usædvanlige. Lykken gjorde ætten stor, gjorde rigdommen rigere og skabte trangen til det rurnrnelige samlingssted for alle frænder, på de tider da de mødtes fra nær og fjern for at styrke fælleslivet. Når en gren af ætten samlede sig til en selvstændig ring, hentede den vel hørg af forfædrenes hørg og plantede den ud i sin midte; men samfølelsen sprængtes ikke samtidig med at det snævrere samliv om fælles minder og mål blev opløst. På de store helgtider samledes alle på det sted hvorfra lykken var udgået, i den helligdom af hvis kraft de ny lykkecentrer var dannede. Og der hvor ætten fra gammel tid mødtes stod der et stort hov, rummeligt nok til at omslutte alle som bekendte sig til samme hamingja – og med dem andre der havde søgt ly under de mægtiges guder. Sådanne hov var det Torolf og Torhad indskibede, ved vi; ti af sammenhængen ser vi tydeligt nok at deres templer havde betydning for andre end den lille kreds der gik på langfart; de to mænd havde begge i kraft af deres lykke været høvdinger i deres hjemstavn, og næppe var højsædestøtterne rejst i det ny land, før helligdommens magt til at drage folk til sig gav sig til kende. Småkongerne fra det gamle land blev nybyggernes førere, og alle som anerkendte deres overhøjhed var deltagere i deres blot.

+

At det netop var de rige og mægtige der byggede sig særegne tempelsale har en dybere grund end deres råden over midler til at gøre det usædvanlige. Lykken gjorde ætten stor, gjorde rigdommen rigere og skabte trangen til det rummelige samlingssted for alle frænder, på de tider da de mødtes fra nær og fjern for at styrke fælleslivet. Når en gren af ætten samlede sig til en selvstændig ring, hentede den vel hørg af forfædrenes hørg og plantede den ud i sin midte; men samfølelsen sprængtes ikke samtidig med at det snævrere samliv om fælles minder og mål blev opløst. På de store helgtider samledes alle på det sted hvorfra lykken var udgået, i den helligdom af hvis kraft de ny lykkecentrer var dannede. Og der hvor ætten fra gammel tid mødtes stod der et stort hov, rummeligt nok til at omslutte alle som bekendte sig til samme hamingja – og med dem andre der havde søgt ly under de mægtiges guder. Sådanne hov var det Torolf og Torhad indskibede, ved vi; ti af sammenhængen ser vi tydeligt nok at deres templer havde betydning for andre end den lille kreds der gik på langfart; de to mænd havde begge i kraft af deres lykke været høvdinger i deres hjemstavn, og næppe var højsædestøtterne rejst i det ny land, før helligdommens magt til at drage folk til sig gav sig til kende. Småkongerne fra det gamle land blev nybyggernes førere, og alle som anerkendte deres overhøjhed var deltagere i deres blot.

Vor Folkeæt i Oldtiden: Tempel - Revisjonshistorikk

Carsten på 8. okt. 2020 kl. 11:58

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Tempel

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. okt. 2020 kl. 11:58
Linje 96:		Linje 96:


−	At det netop var de rige og mægtige der byggede sig særegne tempelsale har en dybere grund end deres råden over midler til at gøre det usædvanlige. Lykken gjorde ætten stor, gjorde rigdommen rigere og skabte trangen til det ~~rurnrnelige~~ samlingssted for alle frænder, på de tider da de mødtes fra nær og fjern for at styrke fælleslivet. Når en gren af ætten samlede sig til en selvstændig ring, hentede den vel hørg af forfædrenes hørg og plantede den ud i sin midte; men samfølelsen sprængtes ikke samtidig med at det snævrere samliv om fælles minder og mål blev opløst. På de store helgtider samledes alle på det sted hvorfra lykken var udgået, i den helligdom af hvis kraft de ny lykkecentrer var dannede. Og der hvor ætten fra gammel tid mødtes stod der et stort hov, rummeligt nok til at omslutte alle som bekendte sig til samme hamingja – og med dem andre der havde søgt ly under de mægtiges guder. Sådanne hov var det Torolf og Torhad indskibede, ved vi; ti af sammenhængen ser vi tydeligt nok at deres templer havde betydning for andre end den lille kreds der gik på langfart; de to mænd havde begge i kraft af deres lykke været høvdinger i deres hjemstavn, og næppe var højsædestøtterne rejst i det ny land, før helligdommens magt til at drage folk til sig gav sig til kende. Småkongerne fra det gamle land blev nybyggernes førere, og alle som anerkendte deres overhøjhed var deltagere i deres blot.	+	At det netop var de rige og mægtige der byggede sig særegne tempelsale har en dybere grund end deres råden over midler til at gøre det usædvanlige. Lykken gjorde ætten stor, gjorde rigdommen rigere og skabte trangen til det rummelige samlingssted for alle frænder, på de tider da de mødtes fra nær og fjern for at styrke fælleslivet. Når en gren af ætten samlede sig til en selvstændig ring, hentede den vel hørg af forfædrenes hørg og plantede den ud i sin midte; men samfølelsen sprængtes ikke samtidig med at det snævrere samliv om fælles minder og mål blev opløst. På de store helgtider samledes alle på det sted hvorfra lykken var udgået, i den helligdom af hvis kraft de ny lykkecentrer var dannede. Og der hvor ætten fra gammel tid mødtes stod der et stort hov, rummeligt nok til at omslutte alle som bekendte sig til samme hamingja – og med dem andre der havde søgt ly under de mægtiges guder. Sådanne hov var det Torolf og Torhad indskibede, ved vi; ti af sammenhængen ser vi tydeligt nok at deres templer havde betydning for andre end den lille kreds der gik på langfart; de to mænd havde begge i kraft af deres lykke været høvdinger i deres hjemstavn, og næppe var højsædestøtterne rejst i det ny land, før helligdommens magt til at drage folk til sig gav sig til kende. Småkongerne fra det gamle land blev nybyggernes førere, og alle som anerkendte deres overhøjhed var deltagere i deres blot.