Linje 36:

−

Middelalderens formaninger til gildebrødrene: at være enssindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men først have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i helligheden, er juridiske idealer byggede over ikke-påbudte realiteter. Og det som skråerne så indtrængende opstillede som grundsætningen for ret gildesind, blev praktiseret ude på landet ved almuens årsfester. I sene tiders efterdønninger af gildestemningen er det selvfølgelige der udgjorde fortrøstningens inderste væsen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoller ved ikke af nogen forklaring – eller af at der trængtes til nogen forklaring – på folkets tillid til skålens fredstiften. Et drab i Albo herred anno 1617 refereres således: Da der ved drikken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstrækkelig hurtigt blev fornyet, sagde Jons i Ware enfoldigen, som en der ved noget som må hjælpe: »Vi vil ikke have sådan tale. Hent en kande øl, vi vil drikke Vorherres skål.« Da øllet kom ind drak han Herrens minne, talte som formæle det bedste han kunde, og drak Jons i Tubbemåla til; denne modtog nok skålen, men med de hånende ord: »Vil ikke Gud almægtig hjælpe os, så hjælpe os den anden«, og det sagde han tre gange. Da den gode Jons i Ware ikke vilde have »den anden« til drikkestalbroder kom knivene i gang, og djævelens Jons gik til sit sted. – Så skæbnesvanger var afbrydelsen af drikkesamfundet på et kritisk tidspunkt endnu i Wärend i det 17de århundrede.

+

Middelalderens formaninger til gildebrødrene: at være enssindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men først have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i helligheden, er juridiske idealer byggede over ikke-påbudte realiteter. Og det som skråerne så indtrængende opstillede som grundsætningen for ret gildesind, blev praktiseret ude på landet ved almuens årsfester. I sene tiders efterdønninger af gildestemningen er det selvfølgelige der udgjorde fortrøstningens inderste væsen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoller ved ikke af nogen forklaring – eller af at der trængtes til nogen forklaring – på folkets tillid til skålens fredstiften. Et drab i Albo herred anno 1617 refereres således: Da der ved drikken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstrækkelig hurtigt blev fornyet, sagde Jöns i Ware enfoldigen, som en der ved noget som må hjælpe: »Vi vil ikke have sådan tale. Hent en kande øl, vi vil drikke Vorherres skål.« Da øllet kom ind drak han Herrens minne, talte som formæle det bedste han kunde, og drak Jöns i Tubbemåla til; denne modtog nok skålen, men med de hånende ord: »Vil ikke Gud almægtig hjælpe os, så hjælpe os den anden«, og det sagde han tre gange. Da den gode Jöns i Ware ikke vilde have »den anden« til drikkestalbroder kom knivene i gang, og djævelens Jöns gik til sit sted. – Så skæbnesvanger var afbrydelsen af drikkesamfundet på et kritisk tidspunkt endnu i Wärend i det 17de århundrede.

Vor Folkeæt i Oldtiden: Til år og fred - Revisjonshistorikk

Carsten på 9. okt. 2020 kl. 13:16

Carsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Til år og fred

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. okt. 2020 kl. 13:16
Linje 36:		Linje 36:


−	Middelalderens formaninger til gildebrødrene: at være enssindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men først have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i helligheden, er juridiske idealer byggede over ikke-påbudte realiteter. Og det som skråerne så indtrængende opstillede som grundsætningen for ret gildesind, blev praktiseret ude på landet ved almuens årsfester. I sene tiders efterdønninger af gildestemningen er det selvfølgelige der udgjorde fortrøstningens inderste væsen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoller ved ikke af nogen forklaring – eller af at der trængtes til nogen forklaring – på folkets tillid til skålens fredstiften. Et drab i Albo herred anno 1617 refereres således: Da der ved drikken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstrækkelig hurtigt blev fornyet, sagde ~~Jons~~ i Ware enfoldigen, som en der ved noget som må hjælpe: »Vi vil ikke have sådan tale. Hent en kande øl, vi vil drikke Vorherres skål.« Da øllet kom ind drak han Herrens minne, talte som formæle det bedste han kunde, og drak ~~Jons~~ i Tubbemåla til; denne modtog nok skålen, men med de hånende ord: »Vil ikke Gud almægtig hjælpe os, så hjælpe os den anden«, og det sagde han tre gange. Da den gode ~~Jons~~ i Ware ikke vilde have »den anden« til drikkestalbroder kom knivene i gang, og djævelens ~~Jons~~ gik til sit sted. – Så skæbnesvanger var afbrydelsen af drikkesamfundet på et kritisk tidspunkt endnu i Wärend i det 17de århundrede.	+	Middelalderens formaninger til gildebrødrene: at være enssindede, ikke komme til deres druk med ond vilje mod broder, men først have udsonet sig, og lade alt fjendskab hvile i helligheden, er juridiske idealer byggede over ikke-påbudte realiteter. Og det som skråerne så indtrængende opstillede som grundsætningen for ret gildesind, blev praktiseret ude på landet ved almuens årsfester. I sene tiders efterdønninger af gildestemningen er det selvfølgelige der udgjorde fortrøstningens inderste væsen, stedse bevaret; de svenske tingprotokoller ved ikke af nogen forklaring – eller af at der trængtes til nogen forklaring – på folkets tillid til skålens fredstiften. Et drab i Albo herred anno 1617 refereres således: Da der ved drikken opstod ordstrid om et lys, som gik ud og ikke tilstrækkelig hurtigt blev fornyet, sagde Jöns i Ware enfoldigen, som en der ved noget som må hjælpe: »Vi vil ikke have sådan tale. Hent en kande øl, vi vil drikke Vorherres skål.« Da øllet kom ind drak han Herrens minne, talte som formæle det bedste han kunde, og drak Jöns i Tubbemåla til; denne modtog nok skålen, men med de hånende ord: »Vil ikke Gud almægtig hjælpe os, så hjælpe os den anden«, og det sagde han tre gange. Da den gode Jöns i Ware ikke vilde have »den anden« til drikkestalbroder kom knivene i gang, og djævelens Jöns gik til sit sted. – Så skæbnesvanger var afbrydelsen af drikkesamfundet på et kritisk tidspunkt endnu i Wärend i det 17de århundrede.