Aage og Else

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. aug. 2020 kl. 18:39 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Aage og Else
relief af Niels Skovgaard
Dansk folkedigtning


Kæmpe- og Trylleviser
3. Aage og Else.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Der sidder tre Møer i Bure,
de to slynger Guld[2];
den tredje hun græder sin Fæstemand[3]
under sorten Muld.
For hun har trolovet den Ridder.


2. Det var Ridder Hr. Aage,
han red under Ø;
fæsted han Jomfru Elselille,
saa væn en Mø.


3. Fæsted han Jomfru Elselille
med meget Guld;
Maanedsdagen derefter
laa han i Muld.


4. Saa saare græd Jomfru Elselille,
sine Hænder slog;
det hørte Ridder Hr. Aage
under sorten Jord.


5. Op stod Ridder Hr. Aage,
tager Kisten paa Bag;
saa lakked han til sin Fæstemøs Bur
med megen Umag.


6. Han klapped paa Døren med Kiste,
han havde ej Skind[4]:
„Du stat op, stalten Elselille,
luk din Fæstemand ind.“


7. Det mælte liden Elselille
med Taare paa Kind:
„Kan I Jesu Navn nævne,
saa kommer I ind.“


8. „Du stat op, liden Elselille,
luk op din Dør!
jeg kan saa vel Jesu Navn nævne,
som jeg kunde før.


9. Op stod stalten Elselille
med Taare paa Kind;
saa lukker hun den døde Mand
i Buret-ind.


10. Saa tog hun den Guldkam,
hun kæmte hans Haar;
for hvert et Haar hun redte,
da fældte hun Taar.


11. „Hør du, Ridder Hr. Aage,
Allerkæreste min:
hvordan er der under sorten jord
i Graven din?“


12. „Saadan er der i den sorte jord,
i Graven hos mig,
som i det frydelig Himmerig;
ti glæd du dig.“


13. „Hør du, Ridder Hr. Aage,
Allerkæreste min:
maa jeg dig følge i sorten jord
i Graven din?“


14. „Saadan er der i sorten jord,
i Graven hos mig,
som i det sorteste Helvede;
gør Kors for dig!


15. For hver en Gang du græder,
din Hu gøres mod[5],
da staar min Kiste forinden fuld
med levret Blod


16. For oven ved mit Hoved
staar Græsset grønt;
for neden ved mine Fødder
med Slanger omhængt.


17. For hver en Gang du kvæder,
din Hu er glad,
da er min Grav for inden omhængt
med Rosenblad..[6]


18. Nu galer Hanen den sorte
[i mørken Vraa];
nu lukkes op alle de Porte,
[og bort jeg maa].


19. Nu galer Hanen den hvide
[i højen Hal];
til Jorden stunder alle de Lige[7],
[og bort jeg skal].


20. Nu galer Hanen den røde,
[i heden Sted][8];
til Jorden maa alle de døde,
nu maa jeg med,“


21. Op stod Ridder Hr. Aage,
tog Kisten paa Bag;
saa lakked han til Kirkegaard
med megen Umag.


22. Det gjorde stalten Elselille,
hendes Hu var mod;
saa fulgte hun sin Fæstemand
gennem mørken Skov.


23. Der hun kom igennem Skoven
paa Kirkegaard,
da falmed Ridder Hr, Aage
sit favre gule Haar[9].


24. „Du se dig op til Himmelen
til Stjerner smaa:
saa ser du dig saa gladelig,
hvor Natten gaar.“


25. Saa hun op til Himmelen
til Stjerner smaa:
i Jorden slap den døde Mand,
hun ham ej saa.[10]


26. Hjem gik Jomfru Elselille
saa sørgefuld;
Maanedsdag derefter
laa hun i Muld.
For hun har trolovet den Ridder.



Fodnoter

  1. Indledn. S. 78; DgF. II Bd. Nr. 90.
  2. V. 1 slynge Guld, sno Guldtraad.
  3. den tredje græder (= begræder) sin Fæstemand, som er under sorten Muld. Verset er en lyrisk Skildring af en sørgende Fæstemø; først med V. 2 begynder den egentlige Handling.
  4. 6 Han bankede paa Døren med Kanten af Kisten; han kunde ikke, som man ellers plejede, banke med sit Sværdfæste og lægge en Flig af Kappen imellem.
  5. 15 din Hu gøres mod, din Hu bliver sørgmodig.
  6. 15 og 17 Hendes Taarer (Sorg over ham) føles som „levret“ (gammelt og ækelt) Blod, hendes Glæde derimod som om Kisten var hængt fuld med Roser. Ind imellem disse to sammenhørende Strofer er indskudt V. 16 med en derfra ganske afvigende Tanke; Graven, der ovenpaa er smuk og grøn, er i sit Dyb gennemrodet af Slanger.
  7. 19 de Lige (= Lig) for Rimets Skyld.
  8. 20 heden, hedensk, uindviet, vanhellig. (De indklamrede Linjer i V. 18—20 mangler i Overleveringen og er tilsatte af Svend Grundtvig; han har — ligesom i Oldkvadet Völuspaa — tænkt sig forskellige Dødsriger efter Hanernes forskellige Farve.)
  9. 23 Hr. Aage sit Haar, Hr. Aages Haar.
  10. 25 Hvis hun havde set paa Dødningen, mens han steg ned i Graven, havde hun — efter Folketroen — maattet følge med; det er dette, Ridder Aage har hindret ved sin Opfordring i V. 24.