Aasmund Kæmpebanes Saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Nordiske Heltesagaer

Aasmund Kæmpebanes Saga

Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn

Forlaget af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme,
Kjøbenhavn 1876

1. Budle hed en mægtig og berømmelig Konge i Svearige; det var saa med ham, at han saare elskede Smedde, og aldrig var han gladere, end naar han fik nogle, som var ret kunstfærdige, til at smedde Klenodier for ham. Han havde en Dronning og en Datter, som hed Hild; men Dronningen døde, og Kongen tog sig da ingen Hustru. Nu er at melde, at en Kvæld kom der to Mænd til Kongen; de gik frem for ham og hilste ham; Kongen spurgte, hvem de var, og den ene sagde, han hed Olíus, den anden Alíus, »vi ville bede om Ophold her for i Vinter«. Han spurgte, om de havde nogen Kunstfærdighed at øve eller forstod sig paa Idrætter; de sagde, at de var Mænd for at smedde hvad det skulde være, og smedde det godt. Kongen viste dem til Sæde og bad dem blive der. Der var Gilde hos Kongen den Gang, og om Kvælden kom Kongens Smedde ind i Hallen og viste ham, hvad de havde smeddet af Guldtøj eller Vaaben; det gjorde de altid til Ære for Kongen, naar han havde Gjæster. Alle roste deres Arbejde undtagen de to nye Gjæster, de sagde ingen Ting dertil, ikke en Gang en ypperlig smedet Kniv, som var deriblandt, sagde de noget om. Det blev sagt til Kongen, og han sagde, at bedre mente han ikke de kunde smedde, kaldte dem for sig og sagde: »Hvi ere I saa træge til at rose det Arbejde, her bæres frem? Kan I gjøre det bedre?« De sagde, at Kongen kunde prøve, om han vilde, hvor meget det Arbejde var værd i Sammenligning med deres. Kongen bød dem da gjøre et Arbejde, der var ypperligere, om de ikke vilde anses for Bedragere; de sagde, at de strax skulde vise, at dette Arbejde var daarligt og lidet værd, satte saa Kniven i Kanten paa Bordet foran Kongen, og Æggen gav sig strax; saa bad de Kongen tage sin kostelige Kniv, men de vilde prøve at lave en anden. Kongen bad dem gjøre det, og de lavede en Kniv og bragte ham den; han strøg den over sit Mundskjæg, og den tog Skjægget af og Skindet med, saa den gik ind i Kjødet. »Det maa være sandt«, sagde Kongen, »at I ere kunstfærdige Mænd; nu skulle I lave mig en Guldring«. De gjorde saa og bragte Kongen den; han saa’ paa den og sagde: »Det maa jeg sige, at aldrig har jeg set kosteligere Guldring«, og saa sagde alle, som saa’ den. Kongen sagde, at saadanne Folk burde tjene Stormænd, »nu skulle I lave mig to Sværd, som skulle overgaa alt andet Smeddearbejde lige saa meget som dette, og som kunne bide i alt, hvad man hugger i med dem«. Olíus sagde, at det vilde han ikke, og at der ventelig vilde komme meget ondt ud deraf, i Fald de bleve tvungne dertil, det var bedst at holde Maade, sagde han. Kongen sagde, at smedde dem skulde de, enten de saa skulde tvinges dertil eller ikke. De satte sig da til Arbejdet og lavede hver sit Sværd og gik saa til Kongen og viste ham dem. Kongen saa’ paa dem, og de tyktes ham smukke at se til, »men hvilke Egenskaber har de nu?« sagde han. Olíus sagde, at der var ikke den Ting, han hug til med det, som det jo ikke vilde bide i, »og ikke tænker jeg, der vil findes Fejl ved det«. »Det er godt«, sagde Kongen, »nu ville vi prøve, hvor haardt det er«; saa jog han Odden i Højsædesstøtten; Sværdet bøjedes lidt, og derefter skar han med det i et Vindue. Smedden sagde, at det var for stor en Prøve at sætte Sværdet paa, det var gjort til at hugge og ikke til at skære med; men Kongen sagde, at det vilde ikke kunne staa sig i Hug, naar det brødes i saadanne Prøver. Han prøvede nu det Sværd, Alíus havde smeddet; det sprang tilbage som en Træspaan og stod sig i begge de to Prøver, Kongen satte det paa, og var i alle Maader smukkere. »Dette er endnu bedre end det, Olíus har smeddet«, sagde Kongen, »men begge ere de gode; hvad er dets Natur?« »Den, Herre, at om de mødes i Luften og bæres imod hinanden, vil mit Sværd staa sig«, sagde Alíus, »saa vel kan man sige, det er lige saa godt«. Saa tog Kongen det Sværd, Olíus havde smeddet og prøvede at bryde det, og det brast ved Hjaltet. Kongen bød ham smedde et andet, som var bedre, og Olíus gik vred til Smedjen og lavede et Sværd; da han bragte Kongen det, gjorde han alle de samme Prøver med det som med det forrige, og det stod sig i dem alle. »Nu har du gjort det godt«, sagde Kongen, »men følger der nu ikke nogen Fortræd med?« »Det er lige saa godt som det andet«, sagde Olíus, »men nu følger der Mén med til Forlis af Lykke, thi det vil vorde de gjæveste Brødre, dine Dattersønner, til Bane«. »En Ulykke skal du faa for din Spaadom!« sagde Kongen, »nu skal det blive to Brødres Bane, men ikke er de gjæve!« og saa hug han efter ham, men de forsvandt da i al Hast og tog Vejen nedenom. »Det var et Par store Djævle«, sagde Kongen; »nu skulle vi sørge for, at dette Sværd ikke volder nogen Mén«. Saa lod han gjøre en Kasse til Sværdet med Bly i og lod det sænke ned i Søen Løgren ved Agnafit.

2. Helge hed en berømmelig Konge, en stor Hærmand. Han var en Søn af Hildebrand, som raadede for Huneland. Helge fór med Hærskibe til Kong Budle og sendte ham Bud, at han kom med Fred, han vilde gjøre hans Bekjendtskab og holde Gilde med ham, Det svarede Kong Budle vel til. Kong Helge gik da op til Hallen, hvor der blev taget vel imod ham. »Nu skal jeg sige eder min Agt«, sagde Helge; »jeg vil have eders Datter til Ægte; jeg skjønner, at det vil være til Hæder for os begge, naar I faar mig til at værne Landet for eder og jeg til Gjengjæld eders Rige«. Kong Budle sagde: »Jeg vil svare vel paa eders Ærinde, om hun er enig med os«, og da hun blev spurgt om, hvad hun mente om denne Sag, svarede hun, at hun samtykte i, hvad der var hendes Faders Vilje. Gildet blev nu øget efter Stormænds Skik, og Kong Helge blev gift med Kong Budles Datter Hild. Der var bestandig Enighed imellem Maagene, og Kong Budle havde en stor Støtte i Helge. Hild fik en Søn med Helge; han hed Hildebrand og blev en overmaade fager Svend, og saa snart han begyndte at komme til Skjels Aar og Alder, sagde hans Fader, Kong Helge: »Min Fader Hildebrand den mægtige i Huneland skal være din Fosterfader, thi saa er det rimeligt, at din Skæbne vil blive god«. Kong Helge sendte da Drengen did; Kong Hildebrand tog imod ham med Hæder og sagde, at han ventede at komme til at fostre en Kæmpe i ham. Derefter fór Kong Helge i Hærfærd, men Kong Budle blev nu gammel til at styre Land og Rige.

3. Alv hed en Konge, som raadede for Danmark; hans Datter hed Æsa den fagre, og hende gik der Ry af vide om Land for hendes Fagerhed og Kunstfærdighed. Aage hed en mægtig Kæmpe i Danmark; imellem ham og Kong Alv var der stort Venskab, og Kongen havde den største Hjælp af ham. Kongen kaldte ham til sig og sagde: »Vi ville fare i Leding i Sommer og lægge et Rige under os, som ligger uden Værn, men som det dog er berømmeligt at have i sin Vold«. »Hvor véd I et Rige, vi kan tage, Herre?« sagde Kæmpen. Kongen svarede: »Kong Budle er nu gammel og affældig; hans Rige ville vi lægge under os«. »Ikke vil jeg raade fra at øve Storværker«, sagde Aage, »I vil vel ogsaa nu som før tænke paa at lønne eders Venner for Umagen«. Saa rustede Kong Alv og Aage deres Hær og hærjede i Svearige paa Kong Budles Rige og øvede stort Hærværk med Manddrab og Ran. Men da Kong Budle spurgte det, stævnede han sin Hær sammen, men fik kun lidet Mandskab, da Helges hans Maags Hær var borte; dog tog han Kampen op, men bukkede under for Overmagten og faldt i Slaget, og Kong Alv tog hans Datter til Fange og gjorde stort Bytte, og saa fór de hjem. »Det har nu føjet sig saa for os, Aage«, sagde Kong Alv, »at vi have Land og Gods nok; men for den Hjælp, du har ydet os, vil jeg give dig Budles Datter Hild, skjønt hun alt har en Mand«. »Hvilken Løn skulde kunne hue mig bedre end denne?« sagde Aage, »og ikke tykkes den mig ringere, fordi Kong Helge har været hendes Husbond tilforn«. Saa fik Aage Hild til Ægte, og de fik en Søn, som hed Aasmund; han blev tidlig stor og stærk og gav sig i Vikingfærd, saa snart han kunde, og fik mange Hærmænd under sig.

4. Nu er at melde om hans Broder Hildebrand, Kong Helges Søn. Kong Helge faldt i Hærfærd, men Hildebrand fik en stor Hær under sig og fór vidt omkring med den. Han havde til Maag en Konge, som hed Lazinus, en overmaade mægtig Konge. Han fór did og kom med Venskab til denne sin Maag, og der blev taget vel imod ham. Jo mere hans Kraft voxede, des større blev ogsaa hans Lyst til at vinde Hæder og Ære. Der var den Gang nogle gjæve og ætstore Hertuger i Saxland; dem fór Hildebrand Hunekæmpe imod og sagde, at han vilde, de skulde yde ham al den Hæder, han krævede, ellers skulde det komme dem dyrt at staa. Hertugerne havde en Søster; som hun raadede, blev det for det meste, thi hun var den klogeste af dem; de taltes nu ved i Løn og lagde Raad op, om hvad de skulde gjøre; hun sagde, det raadeligste var, at de føjede sig og gav ham Skat hellere end at holde Slag; det var bedst at agte paa, hvad man kunde overkomme, og først sætte sig til Modværge, naar man var kommen til Kræfter; nu vilde det gaa her som anden Steds, sagde hun, at han vilde vinde Sejr. Hertugerne sagde da, at de vilde gaa ind paa at give ham Skat; han sagde, at det var klogt gjort af dem, og saalunde bleve de forligte. Hildebrand Hunekæmpe lagde nu mange Folk under sig, og da han spurgte den Tidende, at hans Morfader, Kong Budle, var falden, stævnede han paany sin Hær sammen og holdt Ting. Han sagde, at Folk jo vel vidste, hvor vant han var til at fare paa Hærtog, men at det dog lidet gik, som det burde, naar han hærjede paa Vikinger eller andre Folk for liden eller ingen Aarsag, men ikke hævnede sin Morfader. Saa drog han med sin Hær ind i Kong Alvs Rige og sagde, at Danerne havde lært ham at overfalde Huse og Gaarde, og han fór frem med Ild og brændte vidt og bredt. Kong Alv gik imod ham med sin Hær, og saa snart de mødtes, gav de sig i Slag. Kong Hildebrand havde Bersærkernatur i sig, og Bersærkergangen kom over ham. Hertug Aage var ikke med i denne Dyst, thi han var ude paa Hærtog. Kong Hildebrand gik igjennem Kong Alvs Fylkinger; ondt var det at møde ham, thi han hug til begge Sider og søgte hylende frem imod Kongsmærket. I det Slag faldt Kong Alv og meget af hans Mandskab, og derefter fore Hunerne hjem. Hildebrand blev nu en saare navnkundig Mand; om Vinteren sad han stadig paa sine Gaarde, men om Sommeren hærjede han.

5. Nu er at melde om Aasmund Aagessøn, at han laa i Leding, og at han tyktes Vikingerne en saare stridbar Mand, som det var voveligt at give sig i Kast med. Da Aasmund og hans Fader Aage kom hjem fra Hærfærd, blev den Tidende meldt dem, at Kong Alv var falden. De holdt sig nu i Ro. Aasmund vidste ikke noget af Frændskabet imellem ham og Hildebrand, thi hans Moder sagde ham intet derom. Øjvind Skindhal hed en Mand, dansk af Æt, fager og mægtig, rig og anselig; han kom og bejlede til Kongedatteren Æsa den fagre; hans Anseelse og Rigdom saavelsom hans Æt og anden Ypperlighed kjendte hun vel, sagde han. Hun sagde, at hun vilde have sine Venner med paa Raad, før hun svarede noget dertil, og saa lagde hun Sagen for Aage og sin Fostbroder Aasmund. Aage sagde, at han vilde ikke raade dertil, og Aasmund sagde: »Du skal ikke have Øjvind, du skal have mig!« Hun svarede: »Fostbroder, han staar i større Anseelse og har mere Magt, men det skulde jeg tro, at du har mere Manddom«. »Læg din Lykke til min«, sagde Aasmund, »vi ville begge faa Hæder af det Raad«. »Den af eder vil jeg have«, sagde hun, »som kommer hjem fra Hærfærd i Høst med de fagreste Hænder«. Saa lod de al videre Tale herom falde og fór begge i Hærfærd, som de havde for Skik. Aasmund vovede sig tit i stor Fare, hvor der var meget at vinde, og fik baade Gods og Hæder, men Øjvind var for det meste hos Madsvendene og lod aldrig Handsken komme af sin Haand. Om Høsten fór de begge til Kongedatteren med deres Mænd. Øjvind gik først frem for hende og bad hende se paa hans Hænder. Æsa den fagre sagde: »Vel ere disse Hænder blevne plejede; de ere hvide og fagre, kun lidet ere de blevne farvede af Blod eller vanheldede af Hug. Lad os nu se dine Hænder, Aasmund!« sagde hun. Han rakte sine Hænder frem, og de vare fulde af Skrammer og ganske mørke af Blod og Vaabenbid, men da han trak Ærmerne op, vare Armene fulde af Guldringe helt op til Axlerne. »Det mener jeg dog«, sagde Kongedatteren, »at naar alt kommer til alt, er Aasmunds Hænder de fagreste, og du faar opgive dette Giftermaal, Øjvind«. »Saa kaarer I altsaa mig, Frue!« sagde Aasmund. »Først skal du hævne min Fader«, sagde hun, »thi kun den Mand høver det mig at tage til Husbond, som øver den Hævn og vinder sig Hæder imod Hildebrand Hunekæmpe«. »Hvorledes skal han kunde overvindes, siden ingen har kunnet faa Sejr over ham?« sagde Aasmund; »hvad Raad giver du dertil?« »Jeg har hørt«, sagde hun, »at der skal ligge et Sværd skjult i Løgren ved Agnafit, og om det gaar Ordet, at naar det føres imod det, han bærer, vil hans komme tilkort; men ved Søen bor der en gammel Bonde, som er min Ven, og jeg skal sørge for, at han hjælper dig«. Aasmund sagde, at hun vilde faa Syn for Sagn, at han var ivrig efter at faa hende til Viv, naar han gav sig ind paa sligt vanskeligt Foretagende. Saa fór han ene til Bonden og sagde ham sit Ærinde og de Ord, Kongedatteren havde givet ham med til ham. Bonden bød ham velkommen. Han saa’ tit paa Aasmund om Kvælden. »Hvorfor stirrer du saaledes paa mig?« sagde Aasmund. Det havde saa sin Aarsag, sagde Bonden. »Hvor længe har du boet her?« spurgte Aasmund. Han sagde, at han havde boet her al sin Levetid, »men nu tænker jeg paa, da Kong Budles Sendemænd for lang Tid siden var til Gjæst her, da de var paa Vejen til Kong Hildebrand med Hildebrand, som han skulde fostre; du er den fagreste Svend, jeg har set, næst efter ham og du ligner ham paa et Haar«. »Jeg véd ikke, at der er noget Frændskab imellem os«, sagde Aasmund; »men hvad véd du om det Sværd, som siges at være saa ypperligt? Véd du, hvor det er gjemt?« »Jeg var her, da det blev sænket ned«, sagde Bonden, «og jeg har nøje mærket mig, hvor det er gjemt, og det er vel endnu uskadt, tænker jeg«. »Saa før mig did for Kongedatterens Ords Skyld«, sagde Aasmund. Bonden sagde, at det skulde han. Han tog nogle store Stykker Kjød og nogle Brande med. »Hvad skal det til, Bonde?« sagde Aasmund. Bonden svarede: »Du vil have det koldt nok, naar du kommer op, om du end varmer dig ved dette«. »Du er meget snild«, sagde Aasmund. Saa sejlede de ud paa Søen, og da Aasmund mindst ventede det, sagde Bonden: »Her er det«. Aasmund sprang da over Bord og dykkede, og da han kom op, vilde han strax ned igjen. »Det er ikke godt for dig«, sagde Bonden; »varm dig nu og spis«. Han gjorde saa, og da han dykkede igjen, følte han Kassen og løftede noget paa den, gik saa op og varmede sig; saa dykkede han tredje Gang, og nu fik han fat paa Kassen, og de førte den i Land. Aasmund huggede Kassen op med en Øxe, og det ene Hjørne sprang af Øxen, da det ramte Sværdæggen. »God Hjælp har du ydet mig, Gubbe«, sagde Aasmund; »tag nu denne Guldring som Løn for din Umage og kom til mig som til en Kynding, naar der er noget, du trænger til«. Bonden takkede ham, og saa skiltes de. Aasmund fór nu hjem og sagde Kongedatteren, hvorlunde det var gaaet. »Nu er alt meget gjort«, sagde hun, »og du vil blive en berømmelig Mand. Nu véd jeg Raad. Jeg vil sende dig til de Hertuger i Saxland, som Hildebrand har røvet deres Rige, og til deres Søster, thi hun er en kløgtig Kvinde, og saa er det mit Raad, at du skal give dig i Lag med hvad der falder for, thi de fleste, tænker jeg, vil trække det korteste Straa imod dig med din Mandighed og det gode Vaaben, du har«.

6. Nu er at melde, hvad der tildrog sig i Saxland, at en Dag tog Hertugernes Søster til Orde: »Derpaa tyde mine Drømme, at der vil komme en berømmelig Mand til os, som vil blive os og vort Rige til stor Lykke«. Brødrene bleve glade derover, og om Kvælden den samme Dag saa’ de en stor Mand med ypperlige Vaaben ride op imod Hallen. Hertugerne gik ham i Møde og bød ham blive der; han sagde, at den Indbydelse vilde han tage imod; de satte ham imellem sig, og deres Søster skjænkede for dem og satte sig siden til at tale med ham og sine Brødre. »Ikke kjende vi meget til eders Kaar«, sagde hun, »men det kunne vi se, at I fører eder som en Stormand, og vi tro, at vi kunne vente os noget godt af dig og af dit Komme hid. I har vel spurgt, hvilken Overlast vi lide af Hildebrand Hunekæmpes Overmagt; først gik vi ind paa at betale ham Skat, men nu maa vi hvert Aar lade os æske til Holmgang af hans Bersærker, og hver Gang gjælder det en Gaard; saalunde have vi sat baade vore Mænd og Gaarde til, og vi have nu kun tolv Gaarde tilbage af hele vort Hertugdømme«. Aasmund svarede: »Stor Nød er det, I kærer for mig, Frue, og vel gjøres det nødigt, at hæmme denne Storm, derfor er jeg ogsaa kommen hid, at jeg vilde værge eders Rige, om jeg mægter det«. Hertugerne sagde, at det ikke vilde vare længe, før der atter blev æsket Holmgang. »Saa skulle vi give dem Svar«, sagde Aasmund. Han blev nu der, og de behandlede ham i alle Maader vel.

7. Nu er at melde om Kong Lazinus og hans Maag Hildebrand Hunekæmpe. Hildebrand sagde: »Er nu ikke den Tid kommen, da vi skulle holde Holmgang med Hertugerne og deres Mænd? Nu vil det ikke være vanskeligt at vinde de Gaarde, der er tilbage«. »Lad os hellere sende en Mand til dem og spørge, om vi ikke kunne komme lettere til dem«, sagde Kongen. Den Mand, som blev sendt, hed Vøgg; der er intet at melde om hans Færd, førend han kom til Hertugerne; han gik ind i Hallen og frem for Bordet og sagde saa: »Kong Lazinus og Hildebrand den mægtige Hunekæmpe lade spørge, om det er eders Agt at komme til Holmgang, eller om I ville give Slip paa hvad der er tilbage uden at prøve nogen Dyst«. »Det staar nu saa til«, sagde Hertugerne, »at om det end tykkes jer, at vi eje for meget, have vi dog kun lidet at miste i Sammenligning med de bolde Mænd, vi maatte vove«. »Hvi tale I saa?« sagde Aasmund; »er det ikke des mere nødvendigt at holde paa, hvad der er tilbage, jo mindre der er?« Vøgg saa’ paa ham. »Hvi stirrer du saa stift paa mig?« sagde Aasmund. »Det har den Aarsag«, sagde Vøgg, »at jeg aldrig har set nogen tredje Mand saa statelig som eder og Hildebrand; han er lysere, men du er ikke mindre mandig. Hildebrand har spurgt, at her var kommen en fremmed Mand hid med gode Vaaben, og sagt, at jeg skulde se paa dit Sværd«. Aasmund sagde, at det maatte han gjærne; han saa’ da paa det og sagde: »Vaabnene ere at se til, som de, der eje dem; Hildebrands er blankere og bedre gjort, men ikke er det hvassere«. Aasmund sagde, at det vidste han ikke noget om, »men du vil vel have Svar paa dit Ærinde«. Han sagde, at det vilde han. »Meld eders Høvdinger, at der skal komme en Mand til Holmgang paa Hertugernes Vegne«, sagde Aasmund. Saa red Vøgg hjem og hilste Kongen og Hildebrand. »Hvad Svar har du saa at bringe fra Hertugerne?« sagde Hildebrand. »Det venter jeg«, sagde Vøgg, »at de ikke svigte ved Holmgangen«. »Saa er de ogsaa meget dristige«, sagde Hildebrand, »eller det er den fremmede Mand, der er Skyld deri; hvorledes tyktes det dig, han saa’ ud? Da har gode Øjne til at se paa Folk med«. »Saa er han at se til«, sagde Vøgg, »at han fører sig vel, og hans Øjne ligne ganske eders; rimeligt tyktes det mig, at han maa være en overmaade modig Mand, og han har et Sværd, som ligner dit som intet andet, jeg har set, og næsten skulde jeg tro, at de er komne ud af én Esse«. »Store Tanker har du om denne Mand«, sagde Hildebrand; »mener du ikke, at mit Sværd kan staa sig imod hans, eller tror du, han er min Jævning?« »Ikke véd jeg, om han er din Jævning«, sagde Vøgg, »men det véd jeg, at den, som skal slaas med ham, vil komme til at prøve, at han visselig er en dygtig Mand«. »Store Ord taler du om ham«, sagde Hildebrand, og saa lod han en af sine Kæmper ride til Holmgangen.

8. Det blev nu meldt Aasmund, og han bød da, at de skulde tage hans Hest og Hærklæder. »Vi byde dig vor Hjælp«, sagde Hertugerne, men han sagde, at én skulde gaa imod én. Han red nu did, hvor Holmgangen skulde være; de red imod hinanden med dragne Sværd, og ved det første Hug hug Aasmund ham sønder i Midjen og kastede saa Stykkerne ud i Aaen, saa de drev op for Kongens Højborg. »Det gaar sent for vor Fælle at gjøre det af med denne fremmede Mand«, sagde Hildebrand. »Herre«, sagde saa en Mand, »her kan I se ham drive ned ad Aaen i to Stykker«. »Vældige Slag slaar denne Mand«, sagde Hildebrand, »nu skulle to af vore Mænd gaa imod ham, og se saa at faa saa meget snarere Bugt med ham«. De sagde, at det var ikke saa svært, og Hildebrand sagde: »Det vil være os til Gavn, om I snart vinde Sejr over ham«. Dagen efter red to Mænd til Kamppladsen imod Aasmund. »Her have Bersærkerne en Lov, som jeg sjælden har set før«, sagde Aasmund, »at gaa med to Sværd imod ét, men jeg er rede til at prøve en Dyst med jer begge«. Det tyktes dem uhæderligt at staa to imod én, dog hug begge til ham, men han skød Skjoldet for og gav dem Banesaar, hver sit Hug. Saa red han tilbage til Hertugerne, og de gik ham i Møde med Glæde; han sagde, at nu tænkte han, han havde vundet tre Gaarde tilbage til dem i denne Dyst. Da sagde Hertugernes Søster: »Ikke have vore Drømme varslet uret om denne Mands Komme«. Han sad nu der i stor Anseelse og blev saare navnkundig af dette. Det blev nu meldt Hildebrand, og han sagde: »Ikke tykkes det mig noget Under, at én Mand sejrer over to; nu vil vi sende fire imod ham«. Kæmperne sagde, at saa var det da let at se, at de kunde hugge ham i fire Stykker, og de red til Kamppladsen med gode Hjælme og hvide Brynjer og hvasse Sværd. Denne Tidende blev meldt Aasmund og Hertugerne; de bad ham fare imod dem med lige saa mange Mænd, men det vilde han ikke; rimeligst var det, sagde han, at én gik imod én ad Gangen, men man kunde gjøre meget for at vinde fire Gaarde. Saa mødtes de. »Det er let at se«, sagde Aasmund, »at I ikke regnes for synderligt, siden I sendes fire imod én; I burde ikke kaldes Kæmper, men en Bande«. De blev over al Maade vrede ved hans Ord og gik strax løs paa ham, men Sværdet, han førte, bed i Brynjer og Hjælme saa glat som var det Bark, og sparede hverken Ben eller Kjød, og han, som svang det, havde en stærk Arm og et modigt Hjærte; de fik svære Saar, og stakket Stund var der imellem, at han dræbte dem alle fire og kastede dem ud i Aaen med deres Heste. Da Hildebrand spurgte dette, sagde han: »Nu maa det enten være saa, at vore Mænd ere ringere Kæmper, end vi have troet, eller denne Mand maa overgaa alle andre«. Han kaldte nu sine fem grammeste Kæmper til sig og sagde, at det var vel ikke for meget forlangt af dem, at de skulde overvinde én Mand. De sagde, at de skulde nok gjøre Ende paa hans Overmod og give Dyrene hans Lig at æde, og saa gik de ud, men da Aasmund spurgte dette, sagde han: »I Dag agter jeg at tjene til Føden«. De sagde, at de var rædde for, han tog sig altfor meget paa, men de havde ham at takke for alt godt, sagde de. Saa mødtes de og sloges strax; Aasmund hug haardt og tit, og det blev Enden, at han dræbte dem alle. Men da Hildebrand spurgte det, sagde han: »Sent mattes hans Haand, og kort skal det vare, før han skal komme til at slaas igjen«. Der blev da stort Gny i Hallen af Bersærkernes Hylen over, at den ene Mand skulde overvinde saa mange. Da sagde Hildebrand: »Nu skulle sex af vore Mænd ruste sig, og I maa da kunne vinde den Hæder at hævne vore Mænd«. Saa fór de til Holmen, og da Aasmund spurgte det, gjorde han sig strax rede og sagde: »Det Sværd, jeg har, dræber sex Mænd lige saa godt som to«. Da de mødtes, sagde Kæmperne, at han skulde slippe sit Sværd og overgive sig. »Det skal ikke ske, saa længe mit Skjold er helt«, sagde Aasmund, »ogsaa, er det eders Skyldighed uden at klynke at hævne eders Mænd«. Saa sloges de, og de gik drabelig løs paa ham, men han forstod at hugge med sit Sværd nu Som før, og skjønt han fik Saar, mindskede han ikke med Huggene, somme hug han sønder i Midjen, og det blev Enden, at han dræbte dem alle, og saa fór han tilbage til Hertugerne. De fik stadig flere Folk under sig, eftersom de vandt deres Rige tilbage, og nu gik Talen i hver Mands Hus om denne Kæmpe. Men da denne Tidende kom for Hildebrand, sagde han: »Nu mindskes Tallet paa vore Mænd; hvor mange er der nu igjen?« »Syv og tyve, Herre!« svarede de. »Det maa man sige fra nu af«, sagde Hildebrand, »at denne fremmede Mand maa regnes blandt Storkæmper, og saaledes piller han mine Mænd bort, at vi vel komme til at give os i Lag med ham selv, men dog vil jeg endnu sende syv Mænd imod ham, som længe have været i min Tjeneste«. De rustede; sig, og det blev meldt Aasmund, at der ikke var Lejlighed til at sidde hjemme. »Det er altid til et Maaltid, om man kunde vinde syv Gaarde«, sagde han. Saa fór han did, og de syv Kæmper gik imod ham, »Hvorfor jager Hildebrand sine Mænd ud? Hvorfor bliver han selv siddende hjemme og hidser Smaafolk paa mig?« De blev meget vrede ovet disse Ord og sagde, at den Prøve at slaas med Hildebrand skulde han ikke komme paa. Saa sloges de, og hvorledes det nu end gik til, dræbte han dem alle og kastede dem ud i Aaen. Men da Hildebrand spurgte det, sagde han: »De Tildragelser, her ere skete, ere langt større, end at vi kunne slaa dem af Tankerne; nu skulle otte Bersærker gaa imod ham, thi ingen af os kan overleve dette, om det ikke bliver hævnet«. Saa hylede de lydt og bed saa store Stykker af deres Skjolde, som de kunde. Men Aasmund var hos Hertugerne, og der kom den Tidende til ham, at der igjen ikke var andet for end at slaas. Da sagde Hertugernes Søster: »Al den Hæder og Anseelse, vi havde mistet, er nu vunden tilbage, og større Magt have vi nu end før«. »Dog skulle vi vove den Dyst«, sagde Aasmund, »thi han vil sætte Bersærkerne ud paa mig, men de mægte intet, og bedst er det, at deres Rigdom lægges til vort Rige, thi de have taget fra eder med Uret«. Saa red han imod dem, og strax da de mødtes, sloges de, og det blev den længste Dyst, han havde haft, men Enden blev, at han dræbte dem alle. Da Hildebrand spurgte det, fnøs ham af Harme og sagde: »Drøj maa den Mands Lykke være, siden det ikke hjælper at sende mange imod ham; nu skulle de elleve, der ere tilbage, gaa imod ham«. Da Aasmund spurgte det, blev han tavs. Hertugerne sagde: »Nu ville vi give dig Mandskab med, men vær du dets Høvding, saa vil du sejre, men slaas ikke ene med saa mange drabelige Kæmper«. Aasmund svaredes ikke; saa blev det Kvæld, og Folkene spiste og lagde sig saa til at sove. Aasmund drømte, at der stod nogle Kvinder for ham med Vaaben og sagde: »Hvad skal den Frygt betyde? Du er udset til at være Høvding over andre og ræddes for elleve Mænd. Vi ere dine Diser og skulle vel værne dig imod de Mænd, du skal prøve Kræfter med«. Saa sprang han op og gjorde sig rede; de fleste raadede ham derfra, men han red imod Kæmperne. De mente, at de havde hans Liv i deres Hænder, og sagde, at det var bedre for ham at give sig i Hildebrands Vold end at lade Livet. Han sagde, at de var Døden lige saa nær som de, han før havde dræbt, og let var det at skjønne, at der var stor Forskjel paa den Hæder, her var at vinde, eftersom de var elleve og han én. Saa kæmpede de, og de slog Kreds om ham, men det var ikke let for dem at komme ham til Livs, og deres Vaaben bed kun lidt paa ham, men hans Sværd bed alt, hvad det ramte, og Enden blev, at han gav dem alle Bane. Hertugerne var fulgt med ham og sagde, at hans Stordaad aldrig vilde glemmes, og saa gik Ordet blandt Folk, at han ikke vilde vige, om end selve Hildebrand Hunekæmpe, som var den navnkundigste Mand paa den Tid, gik imod ham.

9. Da Hildebrand spurgte, at hans Kæmper vare faldne, kom Bersærkergangen over ham, og han gav sig strax paa Vejen og sagde: »Ej skal det siges, at jeg vovede mine Mænd, men ikke selv turde slaas«; men medens dette Raseri var over ham, da han alt var kommen paa Vej, fik han Øje paa sin Søn og dræbte ham strax. Saa agede han op langs med Aaen Rin imod Aasmund; paa hans Skjold var der tegnet saa mange Mænd, som han havde dræbt. Da Aasmund spurgte det, rustede han sig til at gaa imod ham, og strax, da de mødtes, sloges de, og vældige vare de fleste Hug, de gav hinanden. Men da de havde kæmpet længe i stor Vrede, nyttede Hildebrand sin Styrke og hug til Aasmund af al Magt, og som Sværdet ramte Hjælmen, brast det sønder under Hjaltet, og Klingen fløj hvinende ud i Aaen, og han fik mange Saar. Saa kvad han disse Viser:

»Svært er at sige,
hvad sent vil ske,
hvem der er baaren
til Bane for andre;
dig samme Moder
i Danmark fødte,
som bar mig selv
i Sveriges Land.

Tvende vare
de tunge Sværd,
som Budle aatte,
nu brast det ene;
dem havde døde
Dværge smeddet,
saa ingen Mand
deres Mage saa’.

Brustent ligger
mit blanke Skjold,
paa det er mange
Mærker ristet,
et for hver
af de otti Mænd,
jeg raaded Bane
og røved Livet.

Slagen ligger
min Søn den kjære,
eneste Arving,
jeg mig aatte;
vild, uden Vilje
jeg vog ham selv.

Broder, om ét
jeg beder dig nu,
den eneste Bøn
du ej mig nægte:
i dine Klæder
du klæde mit Lig,
som faa vilde gjøre
mod falden Fjende.

Nu maa jeg ligge,
Livet røvet;
Budlungs-Værget
volder min Død«.

10. Saa døde Hildebrand Hunekæmpe; Aasmund begrov ham med Hæder og var ilde tilfreds med sin Daad. Han gik nu ikke tilbage til Hertugerne, men fór til den Gaard, hans Moder og Kongedatteren Æsa den fagre ejede; der var da en Mand, som agtede at bejle til hende. Da Aasmund kom i Hallens Dør, kvad han:

»Lidt, ser jeg, her
man Helten agter,
da ublu Bejler
min Brud vil rane;
da Huner mig kaared
til Kæmpe nys,
vældig for vist
jeg værged Riget.

Jeg sloges med én
og siden med to,
fælded saa fire
og fem Bersærker;
sex og syv
segned for mig,
jeg gik mod otte,
og end jeg lever.

Da mærked jeg Modet
mattes i Bryst,
da elleve Mænd
mig æsked til Holmgang;
dog mine Diser
i Drømme mig bød
vove den Dyst,
og vundet blev den.

Da kom Hildebrand,
Hunekæmpen,
haardt det holdt
med ham at stride,
dog fik jeg ristet
og rødnet ham saa,
at mærket jeg saa’ ham
paa Marken ligge«.

Saa tog Mændene vel imod ham, og han blev kaldt Aasmund Kæmpebane. Kongedatteren bad ham ikke at vredes paa hende, skjønt hun havde haft Del i dette, hun var at undskylde, sagde hun, thi stor var den Trolddom, der havde været lagt paa Vaabnene. Og skjønt han havde været vred paa hende, mindedes han dog hendes Kjærlighed og holdt Bryllup med Æsa den fagre, men ham, som havde bejlet til hende, dræbte han, og hans Navn er ikke nævnet. Aasmund Kæmpebane blev siden vidt berømt og en navnkundig Mand, og her ender denne Saga.