Alvismål (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Alvís-Mål

Al-vís:

»På Bænkene der bredes:
nu skal Bruden med mig
ad Vejen hjemad vandre.
Såre forhippet
mon jeg synes enhver;
ej skal hjemme af Hvile vides.« 

Tor:
»Hvad er dét for en én?
Hvi så bleg om Næsen er du?
Lå inat du blandt Lig?
Mig Tusse-Lynde
tykkes være i dig;
ej er til Brud du båren.« 

A:
»Alvis jeg heder;
nede bor jeg under Jord,
har mit Stade under Sten;
Til Vogne-Kører
er hid jeg kommen.
Ingen skal Ordløfte bryde.« 

T:
»Bryde mon jeg;
over Bruden jeg har
flest at sige som Fader;
ikke hjemme var jeg,
da jættet dig blev,
at kun jeg er Giver blandt Guder.« [?]

A:
»Hvad Mand er dét,
flom mener at råde
over Bruden den favre og bjærte?
Af fjærne Skud
kun få mon dig kende;
af hvem vandt Ringe¹⁾ du vel?« [?]

T:
»Ving-Tor jeg heder;
vide har jeg faret;
Søn jeg er af Sid-grane.
Ej med min Vilje
skal Møen den unge
med Jaord dig jættes.« 

A:
»Samtykke søge
mon jeg sagtens hos dig,
Jaord og Jættelse.
Eje vil jeg heller
end være foruden
den mel-hvide Mø.« 

T:
»Møens Elskov
ikke dig skal
vægres, du vise Gæst,
hvis mig du mægter
at mælde om alt,
hvad vide jeg vil fra hver Verden.« 

A:
[»Frist du mig kun, Ving-Tor,
da fritte dig lyster
og prøve i Dygtighed Dværgen;
i Verdner alle ni
vandret jeg har,
og gransket tilgavns alt muligt.«]

T:
»Sig du mig det, Alvis,
— alt om Folke-Væsen
vistnok véd du, Dværg —
hvad den Jord heder,
som for Tiders Børn ligger
i Verdner alle og hver?«²⁾

A:
»Jord den heder hos Mænd,
men hos Æser Fold;
kalde Vaner den Veje,
Grøn Jætter,
Alver Groende;
kalde den Ør³⁾ Opmagter.« 
- - - -

A:
»Himmel heder den hos Mænd,
Lyrne hos Guder;
kalde Vaner den Vindvævne,
Ophjem Jætter,
Alver Fagertag,
Dværge Drypsal.« 

T:
»Måne kaldes den hos Mænd,
men Mylin hos Guder;
den heder Rullehjul i Hel,
Skynde hos Jætter,
Skin hos Dværge;
kalder Alver den Årtæller.« 
. . . .

A:
»Sol heder den hos Mænd,
men Sunne hos Guder;
kalde Dværge den Dvalins -Leger,
Jætter E-glød⁴⁾,
Alver Fagerhjul,
Al- skær Æsesønner.« 

A:
»Skyer heder de hos Mænd,
men Skyl-snar hos Guder;
kalde Vaner dem Vindflodd,
Våd-snar Jætter,
Alver Værmagt;
de kaldes Hyllehjælm i Hel.« 
. . . .

A:
»Vind heder den hos Mænd,
men Vavre hos Guder,
Gneggende hos Grundmagter,
Tude hos Jætter,
hos Alver Dønfare;
den kaldes Kuling i Hel.« 

A:
»Lugn heder det hos Mænd,
men Lægge sig[?] hos Guder;
kalde Vaner det Vindslut.
Overly Jætter,
Alver Dagmilde;
kalde Dværge det Dags Stilhed.« 
. . . .

A:
»Sø heder den hos Mænd,
men Sid-strakt [?] hos Guder;
kalde Vaner den Våg,
Ålhjem Jætter,
Alver Vædskeæmne;
kalde Dværge den Dybhav.« 
. . . .

A:
»Ild heder den hos Mænd,
men hos Æser Blus;
kalde Vaner den Våg [?],
Jætter Ædegrisk,
Alver Opbrænder;
den heder i Hel Hastværk.« 
. . . .

A:
»Vedd heder det hos Mænd,
men Voldfaks hos Guder;
kalde Folk det Fjældtang,
Udæmne Jætter,
Alver Fagergren;
kalde Vaner det Vånd.« 
. . . .

A:
»Nat heder den hos Mænd,
Nyl hos Guder;
den kaldes Grime⁵⁾ af Grundmagter,.
Ulys hos Jætter,
Søvngammen hos Alver;
kalde Dværge den Drøm-Njørun.« 

T:
»Sig du mig det, Alvis,
— alt om Folkevæsen
vistnok véd du. Dværg —
hvad den Sæd heder,
som Tiders Børn sår
i Verdner alle og hver?« 

A:
»Bygg heder den hos Mænd,
men Barr hos Guder;
kalde Vaner den Vækst,
Jætter Æde,
Alver Øl-æmne [?];
den kaldes Hængehoved i Hel.« 

T:
»Sig du mig det, Alvis,
— alt om Folke-Væsen
vistnok véd du, Dværg —
hvad det Øl heder,
som Tiders Børn drikke
i Verdner alle og hver?« 

A:
»Øl heder det hos Mænd,
hos Æser Byr;
af Vaner kaldes det Vég,
det rene Væsen hos Jætter,
i Hel Mjød;
det kaldes Svir hos Suttungs Sønner.« 

T:
»I ét Hoved
aldrig jeg fandt
større Oldgranskerlærdom!
Med stor Svig
er nok svegen du nu:
med Sol skinner Dag på Dværgen.

Noter:

1. D. e. Hædersgaver for Fortjænester (Dværgen bilder sig ind at have Adkomst til mange af dem, såvelsom at kunne ramme alt på en Prik nok så fjærnt fra).
2. 13 Spørsmål i ens Form gør Tor om: Jord, Himmel, Måne, Sol, Sky, Vind, Lugn, Hav, Ild, Skov, Nat, Korn, Øl. Dværgen, der er så glad ved at gå op til Examen og »prøves i Dygtighed« , består med Udmærkelse. Jeg får vel give alle de 13 Svar, skønt vi nok kunde nøjes med mindre Lærdom. — Af Hensyn til Oldgranskerne, der, ligesom Digterne, har taget Visen meget alvorlig, tør jeg ikke helt udelade den. Den er måske snarere fra Islands Lærdomstid end fra Norge og fra Hedenskabet. I Form af Vrængevise (»Parodi«) efter Vavtrudnesmål spotter den lærd Oldgranskning og med det samme de senere Skjaldes kunstige Omskrivninger (»Kendinger«). Dværgen Alvis er åbenbart Billede på »grundig« Oldgranskning. Derfor er han indbildsk, og finder det ganske passende for sig at vies til en af de himmelske Møer, Tors Datter (Valkyrjen Trud?), skønt man straks ser på hans Blegnæb, at han »ikke er født til Brud«. Han har »undersøgt alt muligt«. Men endog Tor er ham for klog. Og ved Dagens Lys bliver han et Nul. — Tors 13 Spørsmål, det sidste om »hvad det Øl heder« svarende til Odins sidste i Vavtrudnesmål, tyder på, hvad også ellers synes mig rimeligt, at V. 44—53 i Vavtrudnesmål (deri altså den påfaldende Lære om Tiden efter Ragnarok) kunde være senere Tildigtning, som Vrængesangeren enten ikke kendte eller ikke tog Hensyn til. — Man ser, at uagtet det 13de Spørsmål er dødbringende også for Alvis, er der dog sørget for, at Videnskabsmanden kan sin Lectie bedre end Vavtrudne. Alvis må aldrig »falde igennem«. — »Undersøgelse« af, hvad Forskel der er mellem Guder, Æser, Æsesønner, Grundmagter, Opmagter, eller mellem Jætter og Suttungs Sønner, er Oldgranskerarbejd, men ikke endnu »afsluttet«,
3. D. e. Ler, Dynd; men Fold er kun et andet Ord for 'Jord'.
4. D. e. altid glødende. — Dvalins (Dværgens) Leger (Sviger) er Solen, fordi når Sol skinner på Dværg, forgår han.
5. d. e. Maske. — Nýl betyder vel ’Mørke'.