Asmund og Signe
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Asmund og Signe
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der levede engang en Konge i sit Rige; han var gift og havde med sin Hustru to Børn, en Søn og en Datter. Sønnen hed Asmund, men Signe hed Datteren. Det var de haabefuldeste Kongebørn, som man kjendte paa den Tid, og de bleve oplærte i alle de Kunster, som det sømmede sig for Kongebørn at nemme. De voxede nu op derhjemme hos Faderen og fik ethvert af deres Ønsker opfyldt. Kongen gav sin Søn Asmund to Egetræer, som stode ude i Skoven, og det var siden Sønnens Fornøielse at udhule dem og indrette forskjellige Kamre indeni Stammerne. Signe fulgte ham ofte derhen og beundrede Egetræerne, og fik da Lyst til at eie dem med ham. Han opfyldte hendes Ønske, og nu bar hun did alskens Ædelstene og Klenodier, som hendes Moder forærede hende.
Da skete det engang, at deres Fader drog i Leding; men medens han var borte blev Dronningen syg og døde. Sødskendene gik da ud i Skoven og satte sig i Egetræerne, efter at de havde forsynet sig med Føde for et Aar.
Nu er at melde, at der i et andet Land herskede en Konge, som havde en Søn ved Navn Ring. Ring havde hørt tale om Signes store Skjønhed og besluttede at beile til hendes Haand. Han faaer et Skib hos sin Fader til Reisen, fanger Medbør og kommer til det Land, hvor Signe har hjemme. Men som han vil gaae op til Hallen, møder han paa sin Vei saa deilig en Kvinde, at det tykkes ham, at han aldrig har seet hendes Mage tilforn. Han spørger, hvem der gaaer, men hun svarer, at det er Signe Kongedatter. Han spørger, hvi hun vanker der saa eensom; hun svarer, at det er af Sorg over hendes Moders Død og fordi hendes Fader heller ikke er hjemme. Kongesønnen siger, at siden det nu engang er hende, da har han det Ærinde til hende, at han vil beile til hendes Haand. Hun lytter venlig til hans Beilen, men beder ham at gaae til sit Skib, thi hun vil længere ind i Skoven, siger hun. Hun gaaer nu til Egetræerne, rykker dem op med Rode, tager det ene paa Ryggen, men det andet paa Brystet, og bærer dem saaledes ned til Søen og vader ud til Skibet med dem; her paatager hun sig atter en fager Skikkelse, som før, og fortæller Kongesønnen, at nu er hendes Reisegods kommet ombord, andet Gods eier hun ikke, siger hun. Saa seile de hjem, hvor hans Forældre og Søster toge med stor Glæde imod ham. Han giver Signe et fagert Buur, og lader plante de to Egetræer foran hendes Vinduer. Efter en halv Maaneds Forløb kommer han til hende, sigende, at inden fjorten Dage vil han gifte sig med hende, og han giver hende med det Samme noget ypperligt Tøi til Brudeklæder til dem Begge, som hun skal sye. Men neppe er han gaaet sin Vei, før hun kaster Klæderne paa Gulvet, farer omkring med stor Voldsomhed og forvandles ganske, saa at hun er bleven til den værste Troldkvinde; hun siger, at ikke veed hun, hvad hun skal gjøre med slig Pynt, hun, som aldrig har taget sig Andet for end spise Menneskekjød og bryde Hestebeen; hun gjør endnu mere Støi og siger, at hun maa omkomme af Hunger, thi aldrig kommer hendes Broder Jernhoved med Kisterne, som han har lovet. Men i samme Nu aabne tre Brædder sig i Burets Gulv, og op igjennem det kommer en Jette med en uhyre stor Kiste i Favnen. De give sig Begge til at bryde Kisten op, og den er da fuld af Menneskebuge. Begge give sig til at æde med stor Graadighed, men siden gaaer hendes Broder ned igjen ad samme Vei, uden at efterlade sig noget Spor i Gulvet. Da hun har sat sig, gjør hun endnu stærkere Støi end før, river i Tøiet og vil slide det i Stykker.
Men om Kongebørnene er at melde, at de befinde sig i Egetræerne, hvorfra de have seet, hvorledes Alt dette gik til. Da beder Asmund Signe at gaae ud af Egen og søge at faae fat i Tøiet til Klæderne, for at de kunne blive fri for at høre Nat og Dag paa denne vilde Færd. Signe opfylder hans Forlangende; hun syer nu Klæderne saa godt hun kan paa sex Dage, gaaer derpaa ud med dem og kaster dem paa Bordet. Troldkvinden bliver saare glad herover. Kongesønnen kommer ind til hende og modtager Klæderne af hendes Haand; han beundrer hendes Haandfærdighed, og de skilles med stor Venlighed. Troldkvinden bærer sig nu ad paa samme Maade som før, indtil Jernhoved kommer: da Asmund seer hele denne vilde Adfærd, gaaer han hen til Kongesønnen, hvem han beder at komme og see paa en Leg, som opføres inde i den nysankomne Kongedatters Buur. Kongesønnen bliver underlig ved at høre Sligt om sin Fæstemø. De gaae Begge did og skjule sig imellem Panelet, hvorfra de kunne kige ind til hende. Hun raser som før, og siger til Jernhoved, da han kommer: »Naar jeg er bleven gift med Kongesønnen, skal jeg nok leve bedre end nu, og da skal jeg dræbe hele Pakket inde i Hallen og komme med hele min Slægt; naa da! saa ville nok Troldene glæde sig over mig og min Husbond.« Kongesønnen bliver saa vred over at høre dette, at han stikker Ild paa Buret og brænder det op til Aske. Asmund fortæller ham nu Alt om Egetræerne, og han undrer sig da saavel over Signes Skjønhed, som over Alt, hvad der findes derinde. Han beiler nu til Asmunds Søster Signe, men Asmund beiler til Rings Søster, og snart holdt begge Parrene Bryllup. Asmund drager saa hjem til sin Fader. Men siden overtoge begge Svogrene Riget efter deres Fædre og herskede til deres høie Alderdom. Og saa er denne Fortælling ude.
