Forskjell mellom versjoner av «Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"|- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…)
 
m
 
(4 mellomliggende revisjoner av 2 brukere er ikke vist)
Linje 1: Linje 1:
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"|- style="background-color:#e9e9e9"   
+
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 +
|- style="background-color:#e9e9e9"   
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike,'''</big>]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike]] !!  !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
Linje 12: Linje 13:
 
<center><big>'''Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike</big>
 
<center><big>'''Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike</big>
  
<br>Af '''Sophus Bugge'''
+
<br>Af '''[[Sophus_Bugge_biografi|Sophus Bugge]]'''
  
 
<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1873</center>
 
<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1873</center>
Linje 19: Linje 20:
  
  
TEKST UNDER ARBEID
+
 
 +
 
 +
 
 +
P. A. Munch har som Festprogram i 1850 udgivet og med værdifulde Anmærkninger ledsaget et Brudstykke af en Norges Krønike paa Latin, som findes i et i Skotland bevaret og sandsynlig paa Orknøerne i 15de Aarhundred skrevet Haandskrift (''Symbolæ ad historiam antiquiorem rerum Norvegicarum. Breve chronicon Norvegiæ &c''). Brudstykket stanser tidlig i Olav den helliges Historie. Uagtet dette Skrift baade fra Fremstillingens Side og med Hensyn til Nøiagtighed, Kritik og historisk Opfatning vistnok maa sættes meget lavt, har det dog for os ikke liden Interesse. Det begynder med en geographisk Oversigt over Norge og dets Skatlande, hvortil vi ikke har noget fuldstændigt Sidestykke, og det har bevaret adskillige historiske Notiser, som er ukjendte i de mere udbredte Sagafremstillinger, men som dog synes grundede paa gamle ægte Efterretninger. Navnlig er Krøniken af Vigtighed, fordi den er et af de faa Værker fra Middelalderen om vor ældre Historie, som utvilsomt ikke er forfattede og nedskrevne af Islændinger, og fordi den staar i Forbindelse med enkelte af de ældste sammenhængende Fremstillinger af norske Kongers Historie paa Modersmaalet. Den maa derfor danne et ikke uvæsentligt Led ved Undersøgelser om de norske Kongesagaers Oprindelse og Udvikling.
 +
 
 +
Da P. A. Munch kun meget kort har berørt flere Punkter, som vedrøre Krøniken, saa har jeg troet, at det ikke vil være overflødigt at tilføie et og andet, navnlig om dens Tilblivelse og Forhold til andre historiske Kildeskrifter. Mit Arbeide var i det væsentlige afsluttet, da jeg fik læse en Behandling af samme Æmne ved en yngre talentfuld Historiker i Afhandlingen [[Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid]] af Gustav Storm, trykt i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1871 S. 410—431. Da de af Storm med Hensyn til Krøniken fremsatte nye Anskuelser i det meste afvige fra de Resultater, til hvilke jeg tror at være kommen, saa har jeg deri fundet en ny Grund til ikke at holde mine Bemærkninger tilbage. (Se ellers [[Yderligere Bemærkninger om den skotske “Historia Norvegiæ”]] af Gustav Storm, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1873.)
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
For at kunne fastsætte Krønikens Tilblivelsestid og for at kunne bestemme dens Stilling til de gamle Behandlinger af Norges Historie overhoved er det af stor Vigtighed at faa klaret dens Forhold til det saakaldte [[Ágrip]] (Ágrip af Noregs konunga sogum, trykt i Fornmanna sogur 10de Bind); ti at der er et nært Forhold mellem disse to Skrifter, er selvindlysende. Aagrip er den ældste bevarede sammenhængende Fremstilling af norske Kongers Historie paa norrønt Maal. Skriftet foreligger i en Skindbog, der er skreven paa Island rimelig ikke længe efter 1200, og Værket selv kan ikke være ældre end Slutningen af 12te Aarhundred, da det omtaler Flytningen af Mariekirken i Nidaros til Elgesæter, hvilken Flytning endnu ikke var udført, da Tjodrek Munk skrev (ved 1178), og som derfor vistnok har fundet Sted mellem 1183, da Erkebiskop Øystein kom hjem fra England, og 1187, da han om Høsten blev syg.
 +
 
 +
Den latinske Krønikes Forhold til Aagrip har været opfattet forskjellig. Munch (Udg. Pag. VI og 48) og Maurer (altnordische Sprache S. 153) antage, at de to Skrifters Forfattere har benyttet fælles ældre Kilder, og Maurer siger udtrykkelig, at Aagrips Forfatter ikke kan have benyttet Krøniken. Omvendt paastaar Storm med fuld Bestemthed, at Forfatteren af Aagrip har havt for sig og paa mange Steder ligefrem oversat den latinske Krønike. Spørsmaalet kan ikke fyldestgjørende besvares uden ved en i det enkelte gaaende Sammenligning af de Steder, ved hvilke Aagrip og Krøniken tydelig staa i et særligt Forhold til hinanden.
 +
 
 +
Det første Punkt, ved hvilket vi finde et bestemt særligt Slægtskab mellem de to Skrifters Fremstilling, er Opregningen af Harald Haarfagres Sønner: Hist. Norv. Pag. 10; Aagrip S. 378 (hvormed Fagrskinna Kap. 20 ordret stemmer overens). Storm S. 417 ytrer: "Aagrips Opregning er paavirket af Hist. Norv. . . . Aagrip har endog tildels beholdt den samme urigtige Orden, som H. N. har, ved at nævne først Erik, Haakon, Olav og Bjørn." Denne Opfatning kan jeg ikke dele. I Hist. Norv. heder det: ''Hic. . . . genuit xvj. filios. Primogenitus Ericus quj cognominatus est blothex id est sanguinea securis. Secundus Hacon. quem Adalstanus rex Anglorum sibi jn filium adoptauit''. Denne Fremstilling er urigtig, ti her siges, at Erik var den ældste, ligesom man efter den maa tro, at Haakon var den næstældste af Haralds Sønner. Aagrips Ord lyde derimod: ''atti suno tvitian oc meþ morgom conom; como þo tveir einer til konungsnafns, Eiricr bloþax oc Hocon goþi; var Eiricr bl&#491;þax ælztalagi sona hans, annarr Hocon i yngsta lagi, er Aþalsteinn Englands konungr toc i sunar staþ''. Her heder det altsaa, i Modsætning til Krøniken rigtig, at Erik var en af de ældste af Haralds Sønner og Haakon var en af de yngste. Denne rigtigere Fremstilling er da aabenbart bleven forvansket i den latinske Krønike. Det feilagtige ''primogenitus'' er opstaaet derved, at Forfatteren har forstaaet ''i ælzta lagi'', ligesom Fritzner (Ordbog under lag), som "den ældste". Og den Omstændighed, at Erik og Haakon tilsammen er nævnte først, finder kun sin Forklaring ved de i Aagrip forudgaaende Ord: ''como þo tveir einer til konungsnafns, Eiricr bl&#491;þax oc Hocon goþi'', hvilke Ord paa dette Sted, hvor de er nødvendige for Sammenhængen, intet tilsvarende har i Hist. Norv., medens lignende Ord findes senere (Pag. 12 L.  i dette Skrift: ''Ast e magna numerositate filiorum Haraldi comati illi duo scilicet Ericus et Hacon loco patris Maritimis imperasse memorantur''. Allerede dette ene Sted om Haralds Sønner synes mig afgjørende at bevise, at Aagrip ikke har benyttet Hist. Norv. Jeg antager tværtimod med Munch og Maurer fælles Kilde. Fra denne fælles Kilde er da de Ord, der indlede Opregningen af Haralds Sønner, ordret gaaet over i Aagrip, medens Forfatteren af Hist. Norv. har forvansket sin Hjemmelsmands Fremstilling. Aagrip har dog sikkerlig paa dette Sted ved Siden af den Kilde, som tillige er benyttet i Hist. Norv., øst af en anden, som er Hist. Norv. fremmed. Naar jeg sammenligner ''xix Halfdan hvitbeinn, er sumer cavlloþo''<ref>For &#42809; i Aagrip er her overalt trykt av.</ref> ''havfavto'' i Aagrip med ''Octavus Halfdanus hafoeta'' i Hist. Norv., saa synes det mig rimeligt at opfatte Forholdet saaledes, at Aagrip her stiller ved Siden af hinanden to forskjellige Kilders indbyrdes afvigende Udsagn. — I Krøniken heder den femte af Haralds Sønner ''cognomento gigas'', P. 12 L. 24 ''Siwardus Risi id est gigas''. Heri er en Misforstaaelse. Tilnavnet ''hrisi'' skrives med h i Aagrip S. 378, 405 og i flere andre islandske Skindbøger, og denne Form er tillige hjemlet ved det til Jon Loftssøns Ære digtede Konungatal (Fms. X, 42b), hvor h i'' Hrisa'' er Rimstav. Tilnavnet betegner, som Munch rigtig har forklaret det, "den uægte", jfr. ''hrisungr, hrisa''. Forklaringen "gigas" kunde Krønikeskriveren ikke have givet, hvis han havde kjendt Tilnavnet fra Folkemunde, ti ''risi'' og ''hrisi'' udtaltes med forskjellige Vokaler. Dette godtgjør altsaa, at han har havt for sig en Bog, hvori der stod ''risi''.
 +
 
 +
Ved Opregningen af Erik Blodøkses Sønner har Aagrip, som jeg tror, ligeledes øst af to forskjellige Kilder, af hvilke kun den ene er benyttet i Hist. Norv.
 +
 
 +
I Fortællingen om Slaget paa Fitje er der aabenbart særligt Forhold mellem hist. Norv. (Pag. 11) og Aagrip (Kap. 6, S. 383 f.), hvilket navnlig viser sig, naar man sammenligner: ''ceciderunt eciam duo filij Gunnilde scilicet Gormer et Erlinger. reliquj vero fratres eorum fugerunt'' i Hist. Norv. med ''oc fello þa þeir Gormr oc Erlingr i þeirri oc fiolþi manna, en aller bropr þeirra flyþo til scipa'' i Aagrip. Ogsaa med Hensyn til Kongens Banesaar er der Overensstemmelse. Men Aagrip har en langt mere detaljeret Fremstilling, i hvilken de anførte med Hist. Norv. overensstemmende Ord slutte sig ind som et naturligt Led. Hist. Norv. synes derfor her ikke at kunne være Aagrips Kilde. Derimod kan efter mit Skjøn Fortællingen i H. N. meget vel være et Uddrag af den i Aagrip afskrevne Fremstilling, i hvilket Uddrag Forfatteren af den latinske Krønike har givet Beretningen en mere opbyggelig legendarisk Karakter.
 +
 
 +
Endnu mere bevisende er Fortællingen om Sigurd Slevas Drab (Hist. Norv. Pag. 12, Aagrip Kap. 8 S. 385 f.). Overensstemmelsen med Aagrip er her større end med nogen anden Fremstilling og ved flere Udtryk saa stor, at den kun kan forklares deraf, at samme Fortælling fra ett Skrift er gaaet over i et andet. Men Aagrip har her den rigtige Fremstilling, at Sigurd Sleva blev dræbt af Torkell Klypp, medens Hist. Norv. urigtig lader Sigurd Sleva falde paa et Ting i Voss og gjør Torkell Klypp til Gunnrøds Banemand paa Aalreksstad. En og samme Sagnform er altsaa her rigtig bevaret i Aagrip, derimod forvansket gjengivet i Hist. Norv.; denne sidstnævnte kan følgelig ikke være Aagrips Kilde. Fra denne Slutning kan man vistnok ikke slippe bort ved at antage, at Aagrip her har rettet den feilagtige Fremstilling i H. N. efter en anden Kilde. Ti hvis Forfatteren af Aagrip havde kjendt Begivenheden fra to forskjellige Kilder, af hvilke den, som var Hist. Norv. uvedkommende, ogsaa efter hans Erkjendelse fortalte Sagen rigtigst, saa maatte han efter al Rimelighed overhoved have lagt den sidstnævnte Kilde til Grund ved sin Fremstilling. Den nære Overensstemmelse i de enkelte Udtryk mellem Aagrip og Hist. Norv. taler imod, at Aagrip her har fulgt to forskjellige Kilder<ref>Storm er her paa Vei til at erkjende det rette Forhold, naar han (S. 417) bemærker: "Fortællingen om Torkel Klypp og Sigurd Sleva maa oprindelig være fortalt ens hos begge Forff., nu er den aabenbart forvansket i H. N." Hvad vil dette "nu" sige? d. s. s. "ved en senere Afskriver?"  Maurer "Quellenzeugnisse &c." S. 91 mener vistnok, at Forvekslingen af Sigurd og hans Broder Gunnrød i H. N. kan være at forklare som en Skrivfeil. Men at Forfatteren af H. N. fra først af har skrevet og villet skrive ''Sed Sitvardus... Gunrodum (Gunrodus Hskr.) vero..." er sandsynligt, da de to Navne i Forveien staa i samme Rækkefølge: ''Siwardo et Gunrodo'' (ligesom i Aagrip S. 385 L. 18: ''Sigurþi slefo, Goþravþo lioma)''. Og selv om man imod Haandskriftet vilde indsætte ''Sed Gunrodus Siwardum vero'', vilde man alligevel have en fra Aagrip og andre Kilder afvigende Fremstilling, da der ellers ikke fortælles, at nogen af Kongerne blev dræbt paa Tinget. Det er altsaa Forfatteren og ikke Afskriveren af Hist. Norv., som bærer Skylden for den feilagtige Fremstilling. I en lignende Forveksling har Forfatteren gjort sig skyldig P. 11 L. 5, hvor han giver Sigurd Tilnavnet ''liomi''.</ref>.
 +
 
 +
Den i Hist. Norv. Pag. 13 givne Meddelelse om Haakon Jarls Æt har aabenbart skriftligt Grundlag tilfælles med Aagrips Fremstilling Kap. 10 S. 386 f. Men Aagrip er her udførligere; dette Skrift giver saaledes Haakon Jarls Fader det ellers ubekjendte Tilnavn ''húrnaiarl'', der maa være udeladt i H. N. Fremstillingen i den latinske Krønike er tillige mindre rigtig. Her heder det: ''hic namque patre Siwardo. matrevero Bergliota filia Thoris tacentis ex nobilissium ac'' (saa Hskr.) ''halogensium comitum prosapia extitit oriundus''. Storm S. 418 har aabenbart imod Munch Ret i, at Ledet "nobilissium" (hvorom mere nedenfor) foran ''ac'' svarer til ''af'' Mavrom i Aagrip. Men naar Faderen Sigurd er nævnt foran Moderen Bergljot, bliver Fremstillingen forvirret derved, at ''halogensium'' staar efter ''ac'', ti efter Ordstillingen i H. N. maatte man tro, at Bergljot var af de haaløygske Jarlers Æt. Aagrip har derimod den rigtige Ordstilling af ''Holavyiom oc af Mavrom''.
 +
 
 +
Fortællingen i H. N. om, hvorledes Olav Trygvessøn hævner sin Fosterfader (Pag. 14), synes mig at maatte opfattes som et kort Udtog af den aabenbart nær beslægtede Fortælling, vi læse i Aagrip (Kap. 15 S. 391); det lader sig neppe gjøre sandsynligt, at Aagrip her har sammensmeltet to forskjellige Fremstillinger.
 +
 
 +
Et Sted, som synes mig særlig oplysende for Forholdet, forekommer i Olav Trygvessøns Samtale med Eremiten. Det lyder i Aagrip Kap. 16 S. 392 f. saaledes: ''til þess at tu ivisc eigi um þessor min ansvavr, þa montu þetta til marks hafa, þu munt viþ scip þin svicom mavta oc floccom, oc mon a bardaga reitasc''. Her maa ''floccom'' visselig forstaaes om Flokke af Fiender, og denne Udtryksmaade har andensteds sit Sidestykke i Aagrip: ''savtti alla vega flocr amot honum'' S. 388. Saaledes er Ordet ogsaa forstaaet af Forfatteren til Olav Trygvessøns Saga i Fornmanna sögur, ti han har for Tydeligheds Skyld forandret det til ''livina flokkum'' (I, 146; Flateyjarb. I, 121). Det tilsvarende Sted i Hist. Norv. Pag. 14 lyder: ''et si vera sunt que predico istud habeto pro signo. perendie cum naues excesseris nisi'' (nisi synes forvansket) ''ad litus armenta conspexeris. idque dolo actum cognoueris. quia ab jnimicis jnsidiaberis''. Her siges noget ganske andet end i Aagrip. Forfatteren af den latinske Krønike synes at have tænkt sig følgende Mening: "Naar du gaar i Land, vil du paa Stranden faa sé Flokke af Kvæg. Du vil faa Erfaring for, at dine Fiender i svigefuld Hensigt har drevet dette Kvæg derhen, ti du vil blive overrumplet [naar dine Folk er optagne med at slagte Kvæget]." Men det for denne Opfatning aldeles nødvendige Led af Fortællingen "naar dine Folk er optagne med at slagte Kvæget", hvilket jeg i Klammer har tilføiet, staar der ikke, saa at Fremstillingen ialfald er utydelig og forvirret. Det synes mig utvilsomt, at Krønikeforfatteren her har misforstaaet sin Kildes ''floccom'', som om derved mentes Flokke af Kvæg.
 +
 
 +
Jeg tror i det foregaaende at have godtgjort, at Forfatteren af Aagrip ikke har benyttet Hist. Norv. og oversat deraf. At omvendt heller ikke den latinske Krønikes Forfatter har havt for sig Aagrip, er sikkert, men dette trænger ikke til nogen nærmere Udvikling, da alle har været enige derom. Der er en fælles Kilde for de to Skrifter paa de mange Steder, hvor de stemme særlig overens. Denne fælles Kildes Fremstilling er i det hele rigtigere og fuldstændigere gjengiven i Aagrip, som dog ved Siden deraf paa mange Steder har benyttet andre Kilder. Undertiden kan rigtignok den latinske Krønike fra den fælles Kilde have bibeholdt Enkeltheder, som er faldne bort i Aagrip, saaledes ved Fortællingen om Trygves Død; endog hele Olav den helliges Ungdomshistorie er forbigaaet i Aagrip. Ogsaa kan paa nogle Steder Skrivfeil i Aagrip rettes efter den latinske Krønike. Saaledes har Hist. Norv. Pag. 11 L. 2 fra neden rigtig ''jn dextro lacerto'', medens der i Aagrip S. 384 feilagtig staar i ''armenn  &#491;fra for h &#491;gra''. I Aagrip S. 390 heder det om Trygve: ''er of daga Gunhildar suna toc konungs nafn oc vald a Ravmariki; oc var þar tekinn af lifi a Savtanesi''. Ved at sammenligne dette med Hist. Norv. Pag. 12 f. sér man, at ikke Ravmariki, som det i Udgaven i Fornm. sog. antages, er en Feil for Ránriki, men at der, som Munch Norske Folks Hist. b S. 15 Anm. 3 har antydet, efter Ravmariki er faldet et Stykke ud, der endte med Ránriki. I Fortællingen om Olav Trygvessøns Herjetog før hans Tilbagekomst til Norge, Aagrip S. 392, maa man efter Hist. Norv. Pag. 14 formode, at ''oc Vindr'' er faldet ud Linje 5 efter ''oc Daner'' foran ''oc van'', samt at ''oc a Frislande'' L. 9 er faldet ud efter ''a Vendlande'' foran ''oc a Flæmingialande''.
 +
 
 +
Den for Aagrip og den latinske Krønike fælles Kilde maa efter min Mening have været skreven ikke paa Latin, men paa Norsk. Dette er vi pligtige til at forudsætte, hvis vi ikke vil sigte Krønikeskriveren for mislig Omgang med Sandheden; ti i Tilegnelsen paastaar han, at et Arbeide som det, han har paataget sig at udføre, tidligere ikke har været forsøgt paa Latin. At Grundlaget for de Stykker, som Hist. Norv. og Aagrip har tilfælles, har været et norrønt Skrift, fremgaar ogsaa deraf, at ''armenta'' Pag. 14 L. 21, som jeg ovenfor har søgt at vise, er en feilagtig Oversættelse af ''floccom'', ligesom ''primogenitus'' Pag. 10 L. 23 er en unøiagtig Gjengivelse af ''i ælzta lagi''. Det samme tør sluttes af endnu ett Sted. Storm har rigtig paapeget, at Udtrykket ''ex nobilissium ae halogensium comitum prosapia''. Hist. Norv. P. 13 L. 16, svarer til af ''Holavyiom oc af Mavrom oc iarla ætt i hvaratveggia qvisl'' i Aagrip S. 386, og han formoder derfor, at nobilissium er forvansket af ''moerensium''. Jeg holder det for langt sandsynligere, at Forfatteren har skrevet ''nobilissimorum'' eller i samme Betydning ''nobilissimum'', hvorved han da feilagtig har oversat ''af mavrom'', som om dette kom af Adjektivet ''mærr''. En saadan feilagtig Oversættelse kan man vel tiltro ham, da han gjengiver ''Harðaknút'' ved ''Canutum durum'' (P. 18 L. 7). Det er navnlig tre Steder, til hvilke Storm støtter den Mening, som jeg i det foregaaende tror at have gjendrevet, at Aagrip meddeler Oversættelse af mange Stykker af den latinske Krønike. Følgende Passus i Aagrip Kap. 17: ''Enn brat efter þetta qvangaþesc Olafr, oc toc sustor Sveins Tiugoscegs, Danakonnungs, er Þyri het, er hertogi necqverr i Vinlandi hafþi festa nauþga'' skal være Oversættelse af Hist. Norv. P. 15:  ''Hic autem Olauus de Dania duxit vxorem. sororem Sweni regis nomine Tyri, quam prius dux'' (indsat med rette af Storm for:'' duxit ''i Hskr.) ''quidam de Sclauia desponsauerat jnuitam''; ti hertogi i Betydningen "Hertug, Fyrste" er ikke i Begyndelsen af 13 Aarhundrede brugeligt i norrønt Maal uden til Oversættelse af det latinske dux." Denne Paastand om Brugen af Ordet hertogi er, saavidt jeg sér, ubevislig. Man véd kun, at hertogi første Gang i 1237 blev anvendt som en særegen (fra jarl forskjellig) Titel for en norsk Høvding. Allerede tidligere blev det dog brugt som Værdighedsbetegnelse for fremmede Fyrster svarende til tydsk herzog og latinsk dux, men sikkerlig ikke blot i Oversættelser fra Latin. Der er intet, som antyder, at man ikke i Begyndelsen af 13de Aarhundred skulde kunne kalde fremmede (f. Eks. tydske og vendiske) Fyrster hertogi ligesaavel naar man nedskrev Beretninger, der var hentede fra mundtlige Meddelelser, som naar man oversatte fra Latin. At ''hertogi'' saa ved Oversættelse til Latin maatte gjengives ved ''dux'', er selvfølgeligt.
 +
 
 +
Det andet af Storm anførte Bevissted er følgende. I Aagrip Kap. 16 er brugt Ordet prophete, hvor det tilsvarende Sted i Hist. Norv. P. 14 L. 17 har ''prophete''; "at Latinen er Originalen, sees af "profete" (ikke ''spámaðr''). "Heller ikke denne Slutning synes mig bindende. Prophete viser ikke, at Latinen er Originalen, men i det høieste, at Forfatteren er en Geistlig. Ordet prophete, profeti er naturligvis fra først at blevet kjendt gjennem Latinen, men det findes oftere brugt paa norrønt Maal, ogsaa hvor Oversættelse fra Latinen ikke finder Sted (saaledes ''mál propheta Merlinus spá'' II, 100, i en Strophe, som ikke er Oversættelse; ogsaa i Prosa). De ældste Skindbøger bruge jo endogsaa ofte rent latinske Ordformer midt inde i Norsken, uden Hensyn til om Skriftet er oversat fra Latin; f. Eks. Islendingabok Kap. 7: ''Oláfr rex Tryggvasun''. Forøvrigt er det meget muligt, at vedkommende Legende om Olav Trygvessøn først blev optegnet paa Latin, men det forhindrer naturligvis ikke, at den latinske Form, som vi læse i Hist. Norv., er oversat efter en norsk Fortælling som den, der foreligger i Aagrip.
 +
 
 +
Storms tredje og, saavidt jeg sér, sidste Bevis for, at Latinen i Hist. Norv. er  Originalen til Norsken i Aagrip, er det, at Navnet ''Olafs gravnsca'' (Genetiv), som Aagrip Kap. 19 giver Olav den hellige, kun kan forklares som urigtig Oversættelse af det tilsvarende ''Olauus filius Haroldi grénoscensis'' i Hist. Norv. P. 16. Men denne Forklaring synes lidet rimelig. Det er ikke troligt, at Forfatteren af Aagrip, der sikkert har benyttet flere ældre historiske Kilder, ei skulde kjende "grenske" som Tilnavn for Olavs Fader Harald; og hvis han, som Storm mener, havde øst af Hist. Norv., saa vilde han deri (Pag. 12) have læst ''Haroldum grensca''. Det er ogsaa utroligt, at han skulde rigtig have oversat ''grénoscensis'' ved ''gravnsca'' men misforstaaet dets Henførelse, saa at han forbandt det med Olauus (hvilket Storm vel maa have ment). Der gives en anden Forklaring, som synes mig langt rimeligere. Jeg antager, at der i Aagrips Original har staaet Olafs Harallz s. (d. e. ''sunar) grensca'', men at den, som skrev det bevarede Haandskrift af Aagrip, her som ellers har udeglemt noget<ref>Dette kan mulig støttes derved, at Odds Olav Trygvessøns Saga i Kjøbenhavner Recensionen (Fms. X , 3l8 øverst) har Olafr Haralldzson i en lignende Tirade, der synes at hænge sammen med den Ytring, i hvilken Aagrip har Olafs gravnsca (Maurer altnord. Sprache S. 150)</ref>).
 +
 
 +
Mit Resultat bliver altsaa det, at Teksten i den latinske Krønike paa "de Steder, hvor den særlig stemmer med Aagrip, er en mere eller mindre fri, undertiden urigtig og ofte forkortet Oversættelse efter et norrønt Skrift, som ogsaa Forfatteren af Aagrip har benyttet, tildels endog ligefrem udskrevet. Dette nu tabte Skrift synes at have været den unævnte Krønikeforfatters Hovedkilde fra Harald Haarfagre af. I det var, som ovenfor nævnt, Sigurd Haraldssøns Tilnavn skrevet ''risi'' uden h. Man kan derefter snarest formode, at den Afskrift, som Krønikeforfatteren havde for sig, var skreven af en Nordmand, men sikker er denne Slutning ikke.
 +
 
 +
Jeg har derhos bemærket, at Aagrip forudsætter flere end denne ene ældre sammenhængende Fremstilling af norske Kongers Historie paa Modersmaalet.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Herefter møde vi det Spørsmaal : I hvilket Forhold staa Krønikens Beretninger om Ynglinge kongerne til Snorre Sturlassøns, Are Frodes og det Tjodolv fra Hvin tillagte Ynglingatals Meddelelser om samme Æmne? Ogsaa dette Spørsmaal har Munch efter min Mening i det væsentlige rigtig besvaret.
 +
 
 +
At Fremstillingen om Ynglingerne i Hist. Norv. ialfald ikke blot kan være grundet paa Tjodolvs Meddelelser i Ynglingatal eller paa et Uddrag deraf<ref>Storm bemærker: "At Ynglingekongernes Historie i H. N. er skrevet efter Tjodolv, behøver intet Bevis" (S. 423); "vor Krønikeforfatter [har] ikke kjendt Ares Skrifter, men kun holdt sig til Tjodolvs Ynglingesagn eller et Uddrag deraf" (S. 422). I bestemt Strid med Ordet "kun" i dette Udsagn staar en anden Ytring hos Storm (S. 413):  "H. N. har adskillige Bemærkninger [om Ynglingerne], som ikke ere hentede fra Tjodolv." Denne sidste Bemærkning synes mig sandere.</ref>, er sikkert. Dette godtgjøres ved følgende : 1) Krøniken nævner som den første af Ætten Yngve, som den anden Njord, som den tredje Frøy, medens Tjodolv begyndte med Ingunar-Freyr eller Yngvi-Freyr, sé Olafs s. helga 18o3 S. 2, Fornald. sog. H, S. 106. 2) Tjodolv nævner ikke Navnene ''Skjótansvað'' eller ''Vápnavað''; 3) ikke Agnafit; 4) ikke Oddasund. 5) Tjodolv nævner ikke, at det var i 9 Aar Aun drak af Horn. 6) Tjodolv har ikke Tilnavnet Vendilkráka, men lader dog Ottar dø i Vendel, medens Vendilkráka i Hist. Norv. er Faderen Egils Tilnavn. 7) Krøniken fortæller, at Egil tabte mod Tunne 8 Slag, men seirede i det 9de; herom har Tjodolv, saavidt vi kan sé, intet fortalt. 8) Krøniken fortæller, at Adils fandt sin Død, da han var ved Diseblot (ydolorum sacrificia) og red foran Disesalen (edem Diane); Tjodolv nævner hverken Blot eller Disesal. 9) Tjodolv nævner intet Tilnavn for Yngvar. 10) Tjodolv nævner ikke Braut-Anunds Broder Sigurd, om han end sandsynlig mener ham ved ''hrisungs''; han har ikke Stedsnavnet ''Himinheiðr'', men ''und Himinfjöllum''; derimod antyder Tjodolv ved ''Jónakrs bura harmi heptr'', at Anund blev dræbt ved Stene, hvorom Hist. Norv. intet melder. 11) Tjodolv nævner, saavidt vi véd, ikke Ivar Vidfadme. 12) Krønikens Beretning, at Olav Tretelgja efter en lang og fredelig Regjering døde i Sverige mæt af Dage, lader sig neppe forene med Tjodolvs Vers. 13) Tjodolv har ikke Tilnavnet ''hvítbeinn''; ligesaalidt 14) ''fretr''; 15) ''hinn mildi ok hinn matarilli''; 16) ''veiðikonungr''. Man kan ikke antage, at alle de Enkeltheder i Krøniken, som savnes hos Tjodolv, har været nævnte i Stropher af Ynglingatal, som nu er tabte; ti mange af disse Enkeltheder vilde efter Digtets Karakter umulig kunne passe deri.
 +
 
 +
Det er altsaa klart, at der i Krøniken er flere Sagn og Træk om Ynglingekongerne, som hverken umiddelbart eller middelbart kan grunde sig paa Tjodolvs Ynglingatal. Intet godtgjør, at dette umiddelbart har været benyttet af Forfatteren.
 +
 
 +
Derimod synes det sikkert, at Krønikeskriveren ved Ynglingernes Historie har benyttet en fra Tjodolv forskjellig skreven Kilde, der tillige har været kjendt paa Island. Munch har i sin mesterlige Afhandling "om Kilderne til Sveriges Historie i den førkristelige Tid" (i Annaler for nord. Oldkynd. og Hist. 1850) tilstrækkelig vist, at flere Afvigelser i Hist. Norv. fra Snorres Ynglingasaga, hvilke ikke forklares af Tjodolvs Vers , gjenfindes i Are Frodes Islendingabok: 1) Krøniken og Are begynde i Modsætning baade til Tjodolv og til Snorre Ætten saaledes: Yngve, Njord, Frøy. 2) Krøniken og Are opføre i Modsætning til Snorre Alrek foran Agne. 3) Tilnavnet Vendilkráka tillægges i Krøniken og hos Are Egil<ref>Denne Feil kan mulig forklares deraf, at Are her benyttede genealogiske Optegnelser, og at der i disse, ligesom i Slægtrækken i Flat. II, 533, stod ''Ottars sunar Vendilkráku'' Egils sunar (uden noget Tilnavn for Egil), hvilket da Are misforstod, som om Vendilkráku hørte til Egils.</ref>, hvilket strider mod Snorre og tillige mod Tjodolvs Beretning, at Ottar faldt i Vendel, og at dette hans Fald blev navnkundigt i Folkemunde hos Svearne. 4) Halvdan Hvitbein nævnes baade i Krøniken og hos Are som Oplændingernes Konge, medens denne Betegnelse ikke forekommer hos Snorre. 5) Øystein har baade i Krøniken og hos Are Tilnavnet ''fretr'' (oversat bombus), der hverken nævnes hos Snorre eller hos Tjodolv. Disse Overensstemmelser mellem Krøniken og Are kan ikke være tilfældige. De blive uforklarede og uforklarlige ved Storms Antagelse, at der ingen Forbindelse er mellem de to Forfattere, og at den latinske Krønikes Fremstilling af Ynglingernes Historie er et originalt Arbeide af den navnløse Geistlige, forfattet efter Tjodolvs Vers. De nævnte Overensstemmelser gjør det nødvendigt at antage, at Krønikeskriveren har benyttet ældre prosaiske Optegnelser om Ynglingekongerne, og at disse har været kjendte paa Island. De kan da ogsaa have været benyttede af Snorre i Ynglingasaga, og der er da efter mit Skjøn ingen Grund til med Storm at antage , at Snorre har kjendt og benyttet vor latinske Norges Krønike.
 +
 
 +
Naar nu, som sagt, Krønikens Fremstilling af Ynglingernes Historie i en hel Række af Punkter stemmer overens med Ares Meddelelser i den bevarede Islendingabok, saa synes der at være stor Sandsynlighed for, at de prosaiske Optegnelser, som Krønikeskriveren her maa have havt for sig, egentlig har været Åres Arbeide. Gjessing er i sine endnu ikke udgivne grundige Undersøgelser om Kongesagaens Fremvækst kommen til samme Resultat; og han antager vel med rette, at vi efter Hist. Norv. tør danne os en om end ikke nøiagtig Forestilling om Beskaffenheden af den af Are forfattede og nu i sin oprindelige Form tabte Behandling af Ynglingernes Historie: det har været en Slægtrække med tilføiede korte Sagnnotiser<ref>Jeg gaar her ikke ind paa Spørsmaalet om disse Ares Optegnelser om Ynglingerne har været indtagne i den første Recension af hans Islendingabok. Dette forekommer mig sandsynligt, men derfor behøver ikke Krønikeforfatteren at have kjendt dem i denne Forbindelse.</ref>.
 +
 
 +
Imod den Formodning, at den latinske Krønikes Meddelelser om Ynglingerne skulde grunde sig paa Optegnelser af Are, fremfører Storm S. 422 en Grund, som har Vægt, nemlig at Are i den bevarede Islendingabok kalder Yngve Tyrkjakonungr og Njord Sviakonungr, medens Krøniken om Yngve bemærker "quem primum Svethie monarchiam rexisse plurimj astruunt." Dog er denne Grund visselig ikke afgjørende, skjøndt det kan være tvilsomt, hvorledes Afvigelsen skal forklares. I ''plurimi'' ligger Antydning til forskjellige Fremstillinger. Det synes da muligt, at Are i sit tabte Skrift har haft en Bemærkning om disse forskjellige Fremstillinger, eller at en saadan Notis er bleven tilføiet af en senere Afskriver og har staaet i det Eksemplar, som Krønikeforfatteren har havt for sig; denne kan da have forbigaaet Tilnavnet Tyrkjakonungr og blandt de forskjellige Fremstillingsmaader valgt en anden end den, til hvilken Are i den bevarede islendingabok holdt sig.
 +
 
 +
En Støtte for den Formodning, at den latinske Krønike ved Ynglingernes Historie viser tilbage til Optegnelser paa Norsk af Are, har baade Gjessing og jeg fundet deri, at Krøniken paa et Par Steder særlig stemmer overens med den af Hauk Erlendssøn optegnede Fortælling af ''Upplendinga konungum'' (trykt i Fornaldar sogur II, 103 — 106). Den mest talende Overensstemmelse viser sig deri, at Olav Tretelgja efter Hauks Beretning var Konge i Vermelanti til sin Alderdom. Dog er der ogsaa Lighed i den korte Fremstilling af Øystein Halvdanssøns Død, hvor Snorre er meget vidløftigere. Endog Overskriften Af ''Upplendinga konungum'' turde i denne Henseende fortjene Opmærksomhed, naar den sammenholdes med Ytringen om Halvdan Hvitbein i Krøniken:'' quem . . Norwagenses in Montanis sibi regem constituerunt'' og Halvdans Tilnavn ''Upplendingakonungr'' i Ares Islendingabok. At det af Hauk optegnede Stykke grunder sig paa Optegnelser af Are om Ynglingekongerne, gjøres sandsynligt derved, at Slægtrækken ligesom i islendingabok føres ned fra Gudrød Halvdan Hvitbeins Søn til Torstein Raud Åres Stamfader; hvorhos Gjessing fremhæver, at Stykket nævner Torsteins Fald i Skotland, for hvilken Begivenhed Are anføres som Hjemmelsmand i Laxd. S. 8.
 +
 
 +
Den paa mange Steder næsten ordrette Overensstemmelse mellem Hauks Stykke og Snorres Ynglingasaga har da vistnok sin Grund ikke deri, at Hauk her har udskrevet Snorre (ti ved en saadan Antagelse vilde flere Afvigelser blive uforklarede), men deri, at Snorre, saaledes som jeg allerede i det foregaaende har formodet, ved Siden af andre Kilder for Ynglingernes Historie ogsaa har benyttet Ares Optegnelser, som Hauk har fulgt.
 +
 
 +
Gjessing skylder jeg Paavisningen af, at Yngvar Øysteinssøns Tilnavn i Krøniken ''canawtus'' (Pag. 10), i den svenske Afskrift ''Kanutus'', er at forstaa som ''canus'', og at det gjenfindes i det overalt ellers manglende Tilnavn ''hinn hári'' i Slægtrækken i Flateyjarb. I, 26. Jeg tilføier, at Forfatteren maa have skrevet ''canutus'', der i Middelalderens Latin brugtes i samme Betydning som ''canus'' (italiensk ''canuto''). Flatøbogens Slægtrække for Ynglingerne afviger i mangt og meget fra Krøniken, saa at den ikke kan være en senere Optegnelse ligefrem efter dennes Kilde. Men paa Grund af den nævnte særlige Overensstemmelse tør man formode, at Slægtrækken i Flatøbogen er sammenstøbt af forskjellige Optegnelser, af hvilke én har været Krønikens Kilde for Ynglingernes Historie. Herfor tale ligeledes Ordene i Flatøbogen: ''Aun. er. ix. vetr drack horn fyrir elli sakir aadr hann do'', der, som ogsaa Gjessing bemærker, ordret gjenfindes i Krønikens: ''Auchim quj longo vetustatis senio. ix. annis ante obitum suum dense usum alimoni postponens lac tantum de cornu ut jnfans suxisse fertur''. Herved støttes endmere Gjessings og min Mening, at den fælles Kilde, som vi føre tilbage til Are, har bestaaet af en Slægtrække for Ynglingerne med tilføiede korte Sagnnotiser.
 +
 
 +
Hvor langt de Optegnelser af Are, som Krønikeforfatteren havde for sig, har naaet, vover jeg ikke at afgjøre; men at de har berørt Halvdan Svartes Historie, er sandsynligt, fordi der mellem Begyndelsen af Halvdan Svartes Saga i Heimskringla og Hauks Stykke om Oplændingekongerne (der ikke synes at være et Uddrag af Snorres Vræk) er ordrette Overensstemmelser. Digtet Ynglingatal kan ikke vel have været kjendt af Are frode, ti i modsat Fald vilde han neppe have gjort sig skyldig i den nævnte Misforstaaelse med Hensyn til Tillnavnet Vendilkráka.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Mellem Krøniken og Fagrskinna er der intet umiddelbart Forhold: den ene Forfatter kan ikke have benyttet den andens Skrift. Enkelte Gange er det dog Tilfældet, at en Beretning i Krøniken stemmer nærmere overens med Fagrskinna end med nogen anden bevaret Saga. Uvæsentlige Ligheder i Udtryk ved Fortællingen om Halvdan Svartes Død i Krøniken og i Redaction A af Fagrskinna kan ingen Vægt have. Anderledes er Forholdet i Haakon den godes Saga. Ved Beretningen om Gamles Død afviger den latinske Krønike (P. 11) aldeles fra Aagrip; derimod synes hins Meddelelse at være et forkortet Uddrag af den Fremstilling, vi kjende fra Fagrskinna (Kap. 31). I saa Henseende kan mærkes, at Nordmøre udtrykkelig nævnes, og at det siges, at Gamle med den største Del af Hæren blev styrtet i Søen fra en Fjældhammer. En særlig Overensstemmelse mellem Krøniken og Fagrskinna er det ogsaa, at Slaget paa Ogsvaldsnes i begge aldeles forbigaaes. Jeg formoder, at Krønikeforfatteren her havt en af Fagrskinnas Kilder for sig, uden at jeg om denne tør sige noget mere bestemt. Vi kan ikke vide, om Forfatteren af Aagrip har kjendt den for Krøniken og Fagrskinna fælles Fremstillingsform, i hvilket Tilfælde han med Vilje maatte have forbigaaet den og for den foretrukket afvigende Beretninger.
 +
 
 +
Da den latinske Krønikes Forfatter i sin Fortale udtrykkelig erklærer, at det Arbeide, han har paataget sig at udføre, nemlig at give en geographisk Skildring af Norges Rige, at meddele de norske Kongers Slægtled og at fortælle om Kristendommens Indførelse, ikke før ham har været forsøgt paa Latin, saa ligger deri et tydeligt Vidnesbyrd om, at han ikke har kjendt Tjodrek Munks Skrift "de antiquitate regum Norwagensium". Dette synes ogsaa at fremgaa af en Sammenligning mellem begge, ligesom det omvendte heller ikke kan være Tilfældet. De faa særlige Overensstemmelser maa da forklares paa andre Maader.
 +
 
 +
Begge Forfattere anføre følgende Citat af Vulgatas Oversættelse af Genesis (Kap. 7, V. 11) ''rupti sunt fontes abyssi magnae'' og anvende det paa lignende Maade; men at der ikke er en umiddelbar Forbindelse, sér man deraf, at dette Citat hos den navnløse Forfatter følger efter et af Solinus, derimod hos Tjodrek efter et af Plinius. Ved Beretningen om Olav Trygvessøns Død (Hist. Norv. P. 16, Theodor, i ser. r. Dan. V, P. 322) er temmelig stor Lighed i Udtrykkene, hvorved særlig er at mærke, at begge Skrifter har Ordene loricatus og scapha. Ligeledes fortælle de to Forfattere (Hist. Norv. P. 15; Theodor. Cap. 11 P. 320 i lignende Udtryk, at Olav Trygvessøn, naar Ordets Vaaben ikke virkede, anvendte det blanke Staal for at faa omvendt Nordmændene. Disse Overensstemmelser, og Ligheder ellers i enkelte Udtryk, synes mig dog ikke tilstrækkelige til at begrunde Antagelsen af en Benyttelse af Tjodrek.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Omtrent samtidig med Aagrip, men lidt ældre, synes den af Odd Snorressen paa Latin forfattede Olav Trygvessøns Saga at have været. Denne Saga, der kun er os bevaret i flere norske Bearbeidelser, omtaler Overførelsen af den hellige Sunnivas Relikvier til Bergen 1170 og beraaber sig (efter den kjøbenhavnske og den stockholmske Recensions samstemmende Vidnesbyrd) paa et Udsagn af Kong Sverre, der blev Konge 1177. Den anden Tidsgrænse sættes derved, at Upsala-Haandskriftet<ref>Munchs Argument for at det stockholmske Haandskrifts Original skulde være ældre end 1200 (Udg. S. XVIII f.) er ikke bindende.</ref>, der indeholder et Brudstykke af den ene norske Bearbeidelse, er fra første Halvdel af 13de Aarhundred (jfr. Munchs Udg. af Odd S. VI, Maurer altnord. Sprache S. 11, 66), men mere bestemt derved, at Odds Skrift er benyttet i Aagrip, hvilket Munch og Maurer (altnord. Sprache S. 149 f.) synes at have godtgjort. Med Olav Trygvessøns Saga af Odd har den latinske Norges Krønike nogle Berøringspunkter.
 +
 
 +
Ligesom Krøniken begynder med en Oversigt over Norges Grænser og forskjellige Dele, saaledes indleder Sagaen sin Fortælling om Olav Trygvessøn som Norges Enehersker med et Kapitel om Landets Udstrækning og Dele. Begge Skrifter nævne Gautelven som Norges sydligste og Vegestav<ref>Dette Navn synes at være rent norsk og at betyde "Grænsepælen ved Havet". Det er sammensat med stafr, Stav, Støtte, Grænsepæl, ogsaa om en søileformet Klippe. Navnet skrives i den legend. Olav den helliges Saga Æge stafr, og ligesaa i et af Munch anført norsk Haandskrift fra 15de Aarh.; det indeholder da som første Led ægir Hav. Formen Vegi stafr, som forekommer i Krøniken og i det stockholmske Haandskrift af Odds Bog, kan forklares af det poetiske vægir Hav. Vegge stafr i det kjøbenhavnske Hskr. synes at være Feil.</ref> som den nordligste Grænse; begge nævne som de to Hoveddele Kystlandet og Oplandene, af hvilke Kystlandet inddeles i 4 Hovedlandskaber; begge fremhæve, at Øerne ved Norges Kyst er utallige. Stærkere Vægt lægger jeg paa det, at den geographiske Oversigt i begge Skrifter indledes ved den Bemærkning, at Landet har faaet sit Navn efter en Konge Nor. Det synes ikke rimeligt, at disse Overensstemmelser skulde være tilfældige, saameget mindre, som Eponymen Nor ellers ikke findes nævnt før sent i 14de Aarhundred.
 +
 
 +
Et andet Sted kan maaské tjene til nærmere at bestemme Forholdet. I Krøniken Pag. 10 L. 19—21 læse vi følgende Ord: ''Haraldus comatus . . . tocius maritime zone regnum nactus est primus. Mediterranee quidem zone adhuc reguli presidebant, sic tamen quasi sub eius dominio''. Munch P. 45 vil forstaa disse "Smaakonger" om Harald Haarfagres Sønner; men derimod strider bestemt baade Udtrykket ''adhuc'' og Forbindelsen med den første Sætning. Stedet indeholder to Udsagn, som ere historisk feilagtige: 1) at Harald Haarfagre var første Konge over Norges hele Kyststrækning istedenfor over hele Norge ; 2) at der, efterat Haralds Erobring var fuldført, fremdeles (adhuc) herskede Smaakonger paa Oplandene, dog under hans Overhøihed, altsaa vistnok Smaakonger, som ikke var indsatte af ham. Jeg formoder, at disse to Feil er opstaaede derved, at Forfatteren paa urigtig Maade har gjengivet noget, som han har læst i Odds Olav Trygvessøns Saga og som han ikke klart har husket. I samme Kapitel af Odds Skrift som det, hvori Nor er nævnt, (Munchs Udg. S. 21, jtr. Fms. X, 272) heder det: ''þetta rike átti fyrst allt Haralldr enn harfagri. oc eptir hann voro margir fylkis konungar af hans ætt komnir en fra þeim einom segiom ver konungvm er með sianvm rikðv ok yfir konungar voro lanzins þvi at margir konungar voro a Uplavndvm yfir fylkiom''. Næsten ganske de samme Udtryk har været brugte allerede i Kap. 1 (Munchs Udg. S. 2; Stedet mangler i Fms.), hvor det om Harald Graafeld heder: ''Haralldr var konungr með sionvm. en fylkis konungar voro allt a Uplondvm et efra þegar er Haralldr let af rikino en harfagri oc voro þa fylkis konungar allt til Olafs ens helga''. Jeg formoder altsaa, at Krønikeskriveren har rørt sammen, hvad der hos Odd siges om Harald Haarfagre og om Harald Graafeld. Om denne sidste kunde der siges ''totius maritimae zonae regnum nactus est''<ref>Forfatteren siger selv Pag. 12: Post hec tota maritima zona Gunnilde filiisque eius .... subdita erat.</ref>; ''mediterraneae quidem zonae adhuc reguli praesidebant, sic tamen quasi sub eius dominio''. Hvis det, som jeg i det følgende fremsætter om Krønikeskriverens Benyttelse af Adam fra Bremen, er begrundet, saa synes det ingen ubillig Mistanke mod ham at spore Upaalidelighed og Forvirring ogsaa i hans Forhold til Odd. Fra denne har han dog ikke laant meget. At Beretningen om at Olav Trygvessøn har med sig til Norge Biskop Jon og Præsten Tangbrand, samt Beretningen om de Lande, som Olav kristnede, grunder sig paa Odds Bog, er muligt, men ikke bevisligt. Endnu mindre tør det paastaaes, at Krønikeskriveren har laant sin korte Beretning om Haakon Jarls Død fra Odds vidløftige Fremstilling, uagtet han her stemmer overens med Hovedpunkterne hos Odd og ikke med Aagrip.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Allerede Maurer (Bekehrung des norweg. Stammes 2 S. 553) har med rette bemærket: Fremstillingen i Hist. Norv. af Olav den helliges Bedrifter i England er øiensynligt kun fremgaaet af Bestræbelsen for at forene Adams Beretning med Fortællingen i den ældre Olavs Saga eller i en Kilde, som lignede denne. — Krønikeforfatteren kan ikke have havt for sig den af Keyser og Unger 1849 udgivne legendariske Olav den helliges Saga, men han maa dog have benyttet en skreven Olavs Saga, der har staaet i nær Forbindelse med denne legendariske og med de dermed beslægtede Fremstillinger af Olav den helliges Historie. Denne af Forfatteren benyttede Olavs Saga har vel snarest udgjort en Del af den Samling af Noregs konunga sögur, som han har havt for sig.
 +
 
 +
Hist. Norv. lader i Lighed med den legendariske Saga og med Flatøbogen Olav i England understøtte Kong Knut. Efter at have berettet Londons Indtagelse ved Knut og Olav fortæller Hist. Norv. P. 18: ''contra regem Edmundum quinquies jn .xi. mensibus fortissime pugnauerunt''. Disse Ord er en feilagtig Gjengivelse af den Sætning, vi læse i den legend. Saga Kap. 9: ''En þæir konongarner Knutr oc Iatmundr atto bardaga .v. a æinum manaðe''; Krønikeforfatteren har enten læst ''nio'' for ''eino'' eller ogsaa ved en Hukommelsesfeil sat hint Tal for dette. At 9 Maaneder er feilagtigt, er klart deraf, at der ikke engang fra Edelreds Død og til Edmunds Mord hengik 9 Maaneder. I begge Kilder følger efter de nævnte Sætninger Beretning om Forliget mellem Edmund og Knut og om Edmunds Mord. At Krønikeforfatteren dog ikke har benyttet den af Keyser og Unger udgivne legendariske Olavs Saga, sees deraf, at den sidstnævnte lader den Beleiring af London, i hvilken Olav er med og ved hvilken Staden indtages, finde Sted efter Edmunds Mord, medens baade Hist. Norv. og Flatøbogen (Kap. 20, 21) sætte Begivenheden forud for Forliget mellem Edmund og Knut.
 +
 
 +
Munch (Udg. P. VI og 32) mener, at Krønikeforfatteren har benyttet Kongespeilet. Denne Anskuelse kan jeg ikke dele. Flere af de tildels fabelagtige Naturmærkværdigheder, om hvilke de to Skrifter tale, er vistnok de samme, men der er i deres Beretninger ved Siden af endel Ligheder saa mange Afvigelser i det enkelte, at Kongespeilet ikke synes at kunne have været Krønikens Kilde, og heller ikke omvendt Krøniken Kongespeilets. Saaledes hvor Underet paa Møre med afhuggede Træstammer, som blive til Sten, fortælles, nævner Krøniken P. 3 ett Aar, Kongespeilet (Christiania Udg.) S, 20 tre Aar. I Opregningen af Havuhyrer svare'' equini ceti'' til Kongespeilets ''hrosshvalir'' (S. 30), men dette Skrift melder intet om, at de kun har ett Øie. Skildringen af Havstramben er forskjellig i de to Bøger. ''Haffkitta'' og ''afguua'' nævnes i Krøniken tilsammen som Havets største Uhyrer: dette strider mod Kongespeilets Meddelelse (S. 30) om ''hafrkitti''. Heller ikke ved Beretningen om Kilder, som forvandle alt til Sten, (Hist. Norv. P. 7, Kongesp. S. 34) og om Ølkilder paa Island (H. N. P. 8, Ksp. S. 37) eller ved Raisonnementet om Grundene til Jordskjælv (H. N. P. 8, Ksp. 34) forekommer der mig at være Sandsynlighed, endsige Nødvendighed, for, at Krønikeskriveren har benyttet Kongespeilet. At de to Skrifter dog har saa meget tilfælles, kan forklares deraf, at de nævnte Naturmærkværdigheder i Middelalderen stadig omtaltes som eiendommelige for vedkommende Lande, og at den mundtlige Beretning om dem derved havde faaet en nogenlunde fast Form.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Af udenlandske Kilder har Krønikeskriveren mest benyttet Adam fra Bremen (omkr. 1075), og denne Benyttelse fortjener nærmere at paavises, da den er meget karakteristisk for Forfatterens hele Arbeidsmaade og da den hidtil kun svagt har været antydet<ref>Denne Antydning indskrænker sig til det, at Munch i Norske Folks Hist. b. 492, 501 og 511 samt Maurer, Bekehrung des Dorw. Stammes 2 S. 553, rigtig har paapeget, at Krønikeskriveren ved Beretningen om Olav den helliges Tog til England har benyttet Adam. Derimod har Munch i sin Udgave S. VI intet om, at Adam er blandt den norske Forfatters Kilder. Ogsaa Storm S. 423 tier herom.</ref>.
 +
 
 +
Vor navnløse Skribent røber sin Uselvstændighed straks i den Prolog, i hvilken han henvender sig til sin Velynder, en høierestaaende Prælat, ti denne Prolog sees at være en Efterligning af Adams Dedication til den hamburgske Erkebiskop Liemar. Ja Krønikeskriveren viser sig saa uøvet i at føre Pennen og saa blottet for egen Opfatning af sin Gjærning, at han i denne sin Prolog næsten ordret laaner fra Adam flere Sætninger, hvori denne udtaler sig om sit Forhold til sit historiske Værk. Man sammenligne følgende Steder, af hvilke navnlig det andet og fjerde er bevisende:
 +
 
 +
 
 +
{|
 +
|
 +
:'''Historia Norvegiæ Pag. 1'''.
 +
 
 +
:tam [preclare sa]gacitati
 +
:me jn omiibus jmparem et ad
 +
:ta[m gr]aue onus imbecillum.
 +
 
 +
:ne [ingratu]s crebrorum munerum
 +
:beneficio existam.
 +
 
 +
:ob inuidos quam sit periculosum.
 +
 
 +
:Neque enim laudis auidus ut
 +
:cvonographus existo neque
 +
:vituperij stimules vt falsidicus
 +
:exhorreo.
 +
 
 +
:cum nichil a me de vetustatis
 +
:serie nouum vel inauditum
 +
:assumpserim.
 +
 
 +
:in omnibus seniorum asserciones
 +
:secutus.
 +
|
 +
:'''Adam.'''
 +
 
 +
:Ad quod nimirum valde arduum
 +
:et viribus meis imparonus.
 +
 
 +
:ne ... tanti muneris beneficio
 +
:ingratus existerem.
 +
 
 +
:difficillimum est enim invidis
 +
:placere.
 +
 
 +
:nec laudari cupio ut historicus,
 +
:nec improbari metuo ut
 +
:falsidicus.
 +
 
 +
:nichil de meo corde prophetari.
 +
 
 +
:pleraque omnia seniorum
 +
:quibus res nota est, traditione
 +
:didici.
 +
|}
 +
 
 +
 
 +
Disse Sammenstillinger vise tilstrækkelig, at Forfatteren af Krøniken nærmest maa betegnes som en Compilator uden selvstændig Fremstillingskunst<ref>Man kommer herved til at mindes, at Jordanis's Forord til hans Skrift de rebus Geticis næsten ordret er afskrevet efter Rufins Forord til hans Oversættelse af Origenes's Commentar til Romerbrevet. Og dette er sandelig ikke den eneste Analogi mellem den norske og den gotiske Forfatter: begges Arbeide er et flygtigt Makværk, men tildels vigtigt ved sit Stof.</ref>.
 +
 
 +
Ogsaa udenfor Prologen har Krønikeskriveren benyttet Adam. Dette viser sig allerede i det sproglige Udtryk, hvilket kan oplyses ved følgende Sammenstillinger, ''per salutarem dextre Excelsi mutacionem'' Hist. Norv. Pag. 14 L. 25 jfr. ''haec est mutacio dexterae Excelsi Adam'' lib. 4 cap. 42, hvilket er hentet fra Psalmernes Bog 77 V. 11. ''per equoris discrimina'' H. N. P. 16 L. 18 jfr. ''marinis discriminibus'' Adam 1.1 cap. 38, ''marino discrimine'' 1. 4 cap. 7. ''vastissima solitudo'' H. N. P. 4 L. 3 (om Finmarken), ''fluondam vasta solitudo'' P. 7 L. 16 (om Island) jfr. ''terra ... vastae solitudinis'' Adam 1. 4 cl (om det nordligste af Jylland), ''apices librorum'' H.N. P. 6L.13 jfr. ''apices'' i Betydning Skrivelse Adam 1. 4 c 35. Begge Forfattere bruge det poetiske Ord ''sonipedes'' for Heste; ''sulcare'' om at pløie Bølgerne; ''debacchare; astruere - asseverare'', o. s.v. Enkeltvis godtgjøre disse Udtryk intet, tilsammentagne røbe de derimod tydelig Indflydelsen.
 +
 
 +
Men Paavirkningen af Adam indskrænker sig heller ikke her til det sproglige Udtryk. Den Omstændighed, at Adam begynder sin Historie med en Skildring af Saksland og Sakserne og i fjerde Bog giver en geographisk Oversigt over Norden, har rimelig været medbestemmende til Krønikeforfatterens Plan at lade sin Historie indledes af en geographisk Redegjørelse for de af Nordmænd beboede Lande, hvortil knyttes Bemærkninger om enkelte af de dertil grænsende Egne. Og i selve denne Redegjørelse vise nogle Vendinger og Bemærkninger tilbage til Adam og navnlig til den af ham i 4de Bog givne Fremstilling. Saaledes minde Ordene om Norge i Hist. Norv. P. 2 Lin. 2—3, hvilke vel bør læses: ''[Est] Norwegia regio vastissima sed [magna ex] parte jnhabitabilis pre nimietate mon[cium et asperitate] nemorum ae frigorum'', om Adam 1. 4 cap. 30: ''Nortmannia propter asperitatem montium sive propter frigus intemperatum sterilissima est omnium, regionum'', cf. Schol. 152. Kort efter (L. 3 f.) heder det i H. N. om Landet: ''sic circumflexo fine per aquilonem regirat'', hvormed kan jævnføres Adam anf. Sted: ''deinde reflexo in aquilonem dorso''.
 +
 
 +
Krønikeforfatteren omtaler (P. 2 L. 16) ved Nordishavet Pigernes Land, og om disse tilføier han: ''virgines: que gustu aque concipere dicuntur''. Denne Bemærkning er laant fra Adam, der 1.4 cap. 19 ved Kysterne af det baltiske Hav nævner Amazonas, ''quod nunc terra feminarum dicitur. Eas aquae gustu dicunt aliqui concipere''. Krønikeforfatteren dvæler i Afsnittet ''De Finnis'' (Pag. 4 f.) udførlig ved Finnerne (d. e. Lapperne), deres Færdighed i at staa paa Ski og i at jage, ved den store Mængde Dyr i Finmarken, samt ved Finnernes Trolddom. Netop de samme Æmner behandles ogsaa af Adam 1.4 cap. 31, men meget kortere; og det synes rimeligt, at den bremiske Kanniks Slutningsytring herom: ''ab eiusdem patriae incolis haec et alia plenius dicenda relinquo'' har opmuntret den norske Geistlige til at give en udførligere Fremstilling. I det meste har han ved sin geographiske Skildring fulgt andre Kilder end Adam. Saameget er efter det Foregaaende imidlertid klart, at dette geographiske Afsnit ikke i sin Helhed kan være en Oversættelse efter en eller anden paa Oldnorsk skreven Fremstilling, men at vor Forfatter selv har sammenarbeidet det efter forskjellige, som jeg tror, ikke blot skrevne, men ogsaa mundtlige, Kilder.
 +
 
 +
I Krønikens historiske Fremstilling finder jeg ikke Adam benyttet før<ref>Krønikens Beretning (Pag. 15 I.. 25), at det Slag, hvori Olav Trygvessøn faldt, stod ved Sjælands Kyst, er efter min Mening ikke grundet paa Adams Fortælling (lib. 2 cap. 38), hvorefter det stod i Sundet ved Helsingborg. Ti Aagrip Kap. 17 har ''furir Siolandi'', der fuldkommen svarer til Krønikens ''juxta Selandiam''; og Aagrips oldnorske Kilde maa da efter det, som jeg i det foregaaende har udviklet, her ogsaa være Krønikens Kilde. Desuden maa man antage, at Krønikeforfatteren vilde have betegnet Stedet nøiagtigere, hvis han havde fulgt Adam.</ref> end ved Fortællingen om Olav den helliges Tog til England. Munch siger med rette (Norske Folks Hist. b. 511 Anmærkn.): "Det er øiensynligt, at Forf. i enkelte Dele har havt bedre Oplysninger end Sagaskriverne; paa den anden Side er det tydeligt, at han og har benyttet Adam af Bremen H 49, 50, men han har forvirret det Hele". Fra Adam har han saaledes hentet Beretningen om, at Svein Tjugeskjegg med sin Søn Knut og med Olav Haraldssøn drager til England og der kjæmper med Edelred. Man sammenligne navnlig Krønikens Ord: ''depulso Adelredo totam jnsulam. breui tamen tempore. detinuit Sweino. nam post tres menses ex hac luce subtrahitur ipse med Adam; Suein veteranum regem depulit Edilredum, et insulam tenuit in sua ditione, verum brevi tempore. Nam tercio mense postquam victoriam adeptus est, ibidem morte praeventus occubuit''. Man kan fremdeles mærke følgende Overensstemmelser: at Knut efter at være bleven Konge i Danmark faar Hjælp af Olav Svenske til Englands Undertvingelse, at Knut seiler til England med 1000 Skibe og kun er 3 Dage underveis ; desuden Navnene paa de 4 Biskopper, som Olav Haraldssøn har med sig fra England (Hist. Norv. Pag. 18; Adam 1. 2 cap. 55).
 +
 
 +
Benyttelsen af Adam er af den Art, at Forfatteren, om han end mulig har havt det bremiske Værk liggende hos sig, ialfald ikke overalt kan have seet nøiagtig efter i det førend han skrev, men at han tildels maa have gjengivet Adams Fortælling efter Hukommelsen, idet han forenede den med hvad han hentede andensteds fra. Derved har da Hukommelsen spillet ham slemme Puds, saa at han tildels har sammenblandet de forskjelligste Personer og Begivenheder. Efter at Krønikeskriveren har fortalt om Olav Haraldssøns Bedrifter i England, om Forliget mellem Edmund og Knut, om Edmunds Død og Knuts Giftermaal, fortsætter han: ''Tune Olauus Norwagensis sororem Olaui Suionensis''<ref>Afskriften har Feilen ''spronesis'', hvoraf man vel tør slutte, at Originalen her har havt den gamle Bogstavform ᚹ for v.</ref> ''nomine Margaretam ... jn ipso discessu disponsauit''. Dette indeholder tre Feil imod de ved andre Kilder sikrede virkelige Forhold: 1) Kvinden siges at være Olav Sveakonges Søster istedenfor hans Datter; 2) hun kaldes Margareta istedenfor Ingegerd; 3) Olav Haraldssøn fæster hende før sin Afreise fra England istedenfor en god Stund etter at han er bleven Konge i Norge. Disse Feil forklares efter min Mening ved Adam 1. 2 cap. 52. Kapitelet begynder: ''Chnud regnum Adelradi accepit, uxoremque eius Immam nomine, quae fuit soror comitis Nortmannorum Rikardi''. Derpaa fortsættes: ''Cui rex Danorum suam dedit germanam Margaretam pro foedere''. Denne Kvinde, som skal være bleven gift med Normannernes Hertug, har Krønikeskriveren sammenblandet med den svenske Kongedatter, som blev fæstet til Nordmændenes Konge, og derved er han kommen til at betegne den sidstnævnte som Olav Svenskes Søster, til at kalde hende Margareta og til at henlægge Fæstermaalet til England. Ogsaa i de Ord, som læses i den norske Krønike, efter at Olavs Giftermaal med en Søster af "Margareta" er fortalt: ''ex qua Margareta'' (Margaretam Munch) ''genuit'', er da Navnet Margareta sikkert fremkommet ved en Feiltagelse, og man har vist ingen Ret til med Munch i Udg. Pag. 51 at antage, at Olav den helliges Datter Ulvhild tillige har baaret Navnet Margareta.
 +
 
 +
Men naar Forfatteren saaledes har ladet dunkle Mindelser fra Adam faa Indflydelse paa sin ellers fra en anden Kilde hentede Fortælling om Olavs Giftermaal, saa kan han heller ikke, før han skrev, have seet efter i den Saga, i hvilken han havde læst om dette Giftermaal; han maa have meddelt Fortællingen i den forvirrede Form, i hvilken den stod for hans Erindring. Dette giver os overhoved et Indblik i hans Mangel paa Omhyggelighed og Paalidelighed.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Krønikeskriveren har sandsynlig benyttet engelske historiske Skrifter. Munch har nævnt, at Udsagnet om, at Vilhelm Bastards Søn Henrik i Merlins Spaadom kaldes Retfærdighedens Løve, viser tilbage til Geoffroy fra Monmouths (f 1154) historia Britonum. Men det lader sig neppe afgjøre, om Krønikeskriven selv har læst Geoffroy; jeg finder intet andet Spor dertil. — Flere Navneformer i Fortællingen om Olav den hellige synes at maatte grunde sig paa engelske Kilder. Saaledes heder det ved Beretningen om Knuts Tog til England (Pag. 17 L. 18 f.): ''Garmuthiam tetenderunt''. De islandske Sagaer gjengive engelske Stedsnavne paa - ''múða'' ved - ''móða'', og Yarmouth kaldes i dem ''Járnamoða''. Navnet ''Garmuthia'' kan derfor ikke være hentet fra en paa Norsk skreven Saga. Meget usikker er derimod følgende Gjætning. De engelske Forfattere, som er bevarede, lade Kongen lande ved Sandwich, ikke ved Yarmouth. Men nu skriver Henrik fra Huntingdon om Knut (ved Aar l0l5): ''rediit a Dacia in Sandwic, veniensque in Westsexe ad Frothemutham inde praedavit Dorset'' &c.; ligesaa heder det i Sakserkrøniken ''óð hé com tó Frommúðan''. Det synes ikke umuligt, at den norske Krønikeskriver har læst det samme i en engelsk Bog, men at det ham ubekjendte Stedsnavn paa ''mutha'' i hans Hukommelse er blevet fortrængt af et andet velbekjendt, der har samme Endelse, nemlig ''Garmuthia'', Yarmouth.
 +
 
 +
Navnet ''Elfigeua'' (Hskr. Elfigena) paa Knuts Hustru, hvem Forfatteren sammenblander med hans Frille af samme Navn, maa vistnok ligeledes være laant fra en engelsk Kilde, da de islandske Sagaer skrive Navnet ''Álfifa'', medens det i Oldengelsk skrives ''Ælfgifu, Ælfgifa'', hos Florents fra Worcester ''Alfgiva''. Mindre rimeligt vilde det efter mit Skjøn være ved de anførte Navneformer at tænke paa mundtlige engelske Kilder.
 +
 
 +
Den i sin Oprindelse vistnok ikke folkelige Etymologi ''Orchades insule ... a quodám comite Orchano nomine vocate'' (Pag. 5 L. 2 fra neden), der ellers ikke forekommer, skyldes snarest en Oldgransker i Britannien. Jeg har endog en Formodning om, at dens Ophavsmand har læst Nennius's historia Britorium. Ti her findes i 2det Kapitel Navneformen ''Orcania'', som forudsættes af ''Orchanus''; og samme andet Kapitel begynder saaledes: ''Britannia Insula a Britone filio Hisiconis . . . dicta est, vel, ut alii dicunt, a quodam Bruto consule Romano vocatur''. Disse Forklaringer af Britanniens Navn kunde vel give Anledning til i Lighed dermed at danne den etymologiske Fabel om Orchanus, som gav ''Orcania'' Navn.
 +
 
 +
Fremmede Skrifter har rimelig ogsaa havt Indflydelse paa Forfatterens Fortælling om Gange-Rolv og hans Ætlinger. Foruden den før nævnte Henvisning til Merlins Spaadom tyder herpaa allerede Navneformen ''Longosped'' (Pag. 7 L.2). Sagnet om Faldgruberne, der her er knyttet til Rolv, henføres af franske Krønikeskrivere<ref>En af disse er Vilhelm fra Jumiéges (ved Midten af 12teAarh.). Vilhelm karakteriserer sit Skrift (der en Gang citeres af Tjodrek Munk) i et Dedicationsbrev paa følgende Maade: ''Quod[opus] non Rhetorum venusta exornatum gravitate, non politi sermonis venali lepore seu nitore''. Jeg er herved bleven slaaet af Ligheden med den norske Krønikeskrivers Udtryk: ''mea scripta ... non rhetorico lepore polita'' (Pag. 1 L. 16); men da andre Berøringspunkter synes at mangle, maa vel denne Lighed være tilfældig eller rettere have sin Grund deri, at slige Fraser var courante i Prologerne til Middelalderens Krøniker overhoved</ref> til forskjellige andre nordiske Vikingers Anfald paa andre Dele af den franske Kyst, se Munch Norske Folks Hist. b. 507 f. Hvad den norske Krønike fortæller om Rolvs Død, at han efter at være bleven Herre over Frisland paa svigefuld Maade,  blev dræbt i Holland af sin Stesøn, grunder sig efter Munchs Formodning paa Sammenblanding med en anden nordisk Viking Godfred, hvis Drab (885) paa en i Rinen berettes hos fremmede Annalister; se Munch Norske Folks Hist. a 642, 671, 676.
 +
 
 +
Krønikeskriveren prunker med enkelte Læsefrugter fra den romerske Oldtids Forfattere. Et Citat fra Solinus forekommer i følgende Passus (Pag. 8 L. 8—14): ''Dixit namque Solinus jn libro suo quem de mundi mirabilibus scripsit. abyssum profundissimam jn jpsa terra existere ... juxta quam speluncas propatulas ventos aquatica spiracione conceptos jn se continere. quj sunt spiritus procellarum. Hij vero venti sua spiracione per occultos terre meatus aquas maris ad se contrahunt et jn thesauros abissi recondunt. quas jterum eadem vi a se repellunt. vnde estus et torrentes voraginumque vertigines excitantur''. Det Navn, hvorunder Solins Værk her citeres, gjenfindes i de Ord, hvormed dets Titel i de fleste ringere Haandskrifter slutter: ''de singulis mirabilibus quae in mundo habentur'' (Mommsens Udg. P. XXXVI). Munch (P. 40) har hos Solin ikke fundet noget Sted, som svarer til det ovenanførte. Jeg formoder, at der sigtes til følgende Sted om Syrterne i Afrika: ''auctor est Varro, perflabilem ibi terram ventis penetrantibus subitam vim spiritus citissime aut revomere maria aut resorbere'' (Mommsen P. 130 sq.). Uagtet der saaledes neppe er fuld Grund til at tvile om, at Krønikeskriveren selv har kastet et Blik i Solins Værk, som flere Gange citeres af hans Forbillede Adam fra Bremen og som overhoved var saa meget læst i Middelalderen, saa viser dog ogsaa dette Citat Forfatterens Unøiagtighed.
 +
 
 +
Han har derhos opsnappet et Horatsisk Udtryk ''lippis et tunsoribus liquido apparet'' (P. 11 sq.), men om han selv, saaledes som Tjodrek Munk og Adam fra Bremen, har læst sin Horats, lader sig deraf neppe afgjøre.
 +
 
 +
Ligesaalidt som Munch har jeg kunnet opspore den "tantus philosophus", paa hvis Ytringer om Venskab "in Philistrato suo" Forfatteren beraaber sig i Begyndelsen af sin Fortale.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
I det foregaaende tror jeg at have gjendrevet den Paastand, at Krøniken har været benyttet af Snorre i Ynglingasaga (omkr. 1220—1230) og af Forfatteren til Aagrip (omkr. 1190), og at den derfor maa være ældre end 1200. Urokkelig er derimod den af Munch givne Tidsbestemmelse, at Bogen maa være ældre end 1266, da den omtaler Suderøerne, der 1266 afstodes til Skotland, som skatskyldige under den norske Konge. Storm S. 411 bemærker med rette, at man tør gaa lidt længere tilbage. Skotterne erobrede nemlig allerede 1264 Suderøerne; Grønland regnes ikke iblandt Norges Skatlande, hvilket det var fra 1261 af; og om Island siges det ikke udtrykkelig, saaledes som om Orknøerne og Færøerne, at Indbyggerne betalte Skat til de norske Konger. Naar alligevel ''tributariæ insulæ'' og ''tributarii'' er brugt saaledes, at Ordene omfatte Island og Islændingerne, saa turde dette grunde sig paa Unøiagtighed i Udtrykket (jfr. nedenfor S. 36 Anm.).
 +
 
 +
En Tidsgrænse, før hvilken Skriftet ikke kan være blevet til, er i det foregaaende vunden. Jeg har vist, at Forfatteren har havt for sig ældre Optegnelser om Ynglingekongerne, der synes at skrive sig fra Are. Fremdeles har han benyttet et paa Norsk affattet Skrift, indeholdende en kortfattet Samling af ''Noregs konunga sögur'', af hvilket Forfatteren af Aagrip har udskrevet lange Stykker; dette Skrift har sikkerlig været yngre end Are. Her er det vigtigere for os, at Krønikeskriveren, som jeg har søgt at vise, har kjendt Odd Snorressøns Olav Trygvessøns Saga, der er skreven omkring 1180—1185. Vi tør vel altsaa sætte Krøniken mellem 1190 og 1260.
 +
 
 +
Fremdeles synes den Maade, hvorpaa norske Ord og Navne skrives i Krøniken, at kunne give et lidet Bidrag til Tidsbestemmelsen. Hvor Eiendommeligheder i Skrivemaaden er gjennemgaaende og hvor den skotske Afskrift stemmer overens med den svenske Afskrift af Stykket om Ynglingekongerne (der efter Munchs Paavisning findes i en svensk Kongerække, som gaar ned til 1333, hos Fant Script, rer. Svec. I, 33), der tør vi, om end ikke med Vished, saa dog med Sandsynlighed, antage, at vi har Forfatterens Skrivemaade for os. Nu er det at mærke, at vi ingensteds finde u-Omlyd af å (det lange a) betegnet, medens Tjodrek Munk meget ofte har o som u-Omlyd af å. Saaledes er skrevet ''craco'' P. 9 (ligesaa i den svenske Afskrift), ''Halogia'' P. 3, ''halogensuum''  P. 13, ''hafota'' P.12, ''Hacon'' overalt. Dette passer bedst til Tiden efter 1200. Det samme gj ælder Skrivemaaden ''Guthrodus'' (P. 11 L.26), ''Gudrodum'' (P. 12 L.20), medens Tjodrek har den ældre Form med o (''Gotliroth'' cap. 5, Godrod cap. 13).
 +
 
 +
Prologen fører os maaské med større Bestemthed et Stykke ned i det 13deAarhundred. Forfatteren har, siger han i Fortalen, paataget sig Arbeidet efter Opfordring af en Mand, hvem han omtaler med Ærbødighed og Kjærlighed. Denne Mand har, som Udtrykket ''negocium ... florente mente'' (d. e. med moden Forstand?) ''excogitatum'' (P. 1 L. 10) antyder, udkastet Planen til det Værk, hvis Udførelse han har overladt til sin Protegé. Han tiltales af Forfatteren ''o Agnelle iure didascalico mi prelate''. Denne ''Agnellus'' maa da aabenbart være en høitstillet Geistlig. Munch i sin Udgave P. V ytrer om Udtrykket ''agnellus'' kun, at det er uvist, hvorvidt det her er Navn eller blot Betegnelse for en fortrolig Ven. Det synes mig urimeligt, at Forfatteren skulde kunne tiltale en Prælat, der var hans Velgjører og Lærer, som "mit Lam!" Det maa derfor være Navn. Geistlige oversatte ofte sit Navn paa Latin; saaledes kalder Kálfr skáld, der har digtet Volsungsrimur (udgivne af Th. Mobius i ''Edda Sæmundar hins fróða'', Leipzig 1860), sig selv (Str. 205) ''Vitulus vates''. ''Agnellus'' (der i Middelalderens Latin jævnlig bruges for agnus) er en saa nøiagtig Oversættelse som muligt af ''Lambi''. Denne Oversættelse laa her saa meget nærmere, som Navnet ''Agnellus'' virkelig var blevet baaret af Geistlige; saaledes hed en Abbed i Ravenna i 9de Aarh. ''Lambi'' var ikke et sædvanligt norsk Navn i det Tidsrum, hvorom her kan være Tale. Der omtales i Kongesagaerne kun en eneste norsk Mand af dette Navn, og at dette ikke er et blot og bart Tilfælde, fremgaar deraf, at dette Fornavn ikke en eneste Gang, saavidt jeg har seet, forekommer i Diplom. Norveg., Munkelivs Brevbog, Bjorgvinjar Kálfskinn, Aslak Bolts Jordebog eller i røde Bog, ligesom det nu er uddød i Norge. Den eneste i Kongesagaerne forekommende ''Lambi'' nævnes i Haakon Haakonssøns Saga (Flat. HI, 141; Fms. X, 495) Aar 1240 som Prior i Elgesæter Kloster. Der forekommer mig efter det anførte at være en høi Grad af Sandsynlighed for, at det er denne Lambe, hvem den latinske Krønikes Forfatter tilegner sit Skrift. Navnet og Stillingen passer, og hvad vi ad anden Vei kan bestemme om Krønikens Tilblivelsestid, lader sig vel forene med det, at den er tilegnet en Mand, der levede 1240. Det eneste, der, saavidt jeg sér, skulde kunne tale imod denne Formodning, er den Omstændighed, at Forfatteren, og da vel tillige hans Velynder, der har overdraget ham Udførelsen af Værket, har været ubekjendt med Tjodrek Munks Arbeide; Tjodrek, der har dediceret sin Historie til Erkebiskop Øystein, var nemlig sandsynligvis Munk i Elgesæter (Keyser Efterladte Skrifter I, 445; Munch Norske Folks Hist. c. 207). Men denne Indvending er ikke afgjørende, saameget mindre som vi ikke kjende den navnløse Forfatters Hjemsted og ikke véd, om Lambe dengang, da Bogen efter min Formodning blev ham tilegnet, var Prior i Elgesæter<ref>I 1223 finde vi en anden Prior i Elgesæter</ref>.
 +
 
 +
Senere end 1240 tør man neppe sætte Krønikens Tilblivelsestid. Jeg skulde snarere være tilbøielig til at gaa noget, f. Ex. et Aarti, tilbage. Til Støtte herfor kan anføres: at Skriftet i sine Beretninger slutter sig til Skrifter om den norske Historie, som er blevne til allerede i 12te Aarhundred (en af Aagrips Kilder, Odds Olav Trygvessøns Saga, Optegnelser af Are); at det paa en fra andre Sagaer (tildels med Undtagelse af Aagrip) afvigende Maade fortæller flere Begivenheder, for hvilke der i den senere Historieskrivning er en fast anerkjendt Form, og at det endelig er fuldstændig uafhængigt af Snorres Heimskringla.
 +
 
 +
Et andet Holdepunkt for Tidsbestemmelsen finde vi i Skildringen af Island.
 +
 
 +
Munch har (Udg. P. 5) gjort opmærksom paa, at det, som Krønikeskriveren (P. 7) fortæller om et vulkansk Udbrud paa Island i hans Tid (''nostra ætate''), ved hvilket Havet paa en Strækning af tre Mile kogede som en Kjedel og et stort Bjerg under Udstrømning af Ild skjød op af Bølgerne, meget ligner Skildringen af et vulkansk Fænomen i de islandske Annaler for 1422. Men han har selv tilstrækkelig godtgjort, at Krøniken ikke kan sættes saa sent<ref>Maurer, Altnord. Sprache S. 226 f., henfører Krøniken til 15de Aarhundred.</ref>, da en svensk Kongerække, som kun gaar til 1333, indeholder en Afskrift af Krønikens Afsnit om Ynglingekongerne, og da Krøniken omtaler Suderøerne som skatskyldige under Norge. Foruden det, som jeg i det foregaaende har anført, er der endnu mange andre Grunde, som forbyde os at sætte Krøniken saa langt ned som imod 1430: saaledes de norske Sprogformer; den geographiske Inddeling; Ytringen (P. 12), at Norges Konger lige til Forfatterens Tid nedstamme fra Harald Haardraade. Endelig skal jeg tilføie, at Krøniken, hvis den var lidt yngre end 1422, umulig i det orknøske Diplom fra l443 kunde paaberaabes blandt ''antiquas cronicas'' (Munchs Udg. P. 22).
 +
 
 +
Munch er mest tilbøielig til at anse den nævnte Beretning om et vulkansk Udbrud for et Tillæg af en Skriver i 15de Aarhundred. Men heller ikke denne Mening kan jeg anse for den rette, da Stilen og Aanden i dette Stykke umiskjendelig synes mig at røbe den samme Forfatter som den, hvis Værk Krøniken forøvrigt er. Derimod taler ogsaa den Omstændighed, at der ellers, saavidt jeg sér, intet Spor er af Tillæg af en Skriver, der, hvis han var fra saa sen Tid, vel maatte kunne skjelnes fra Forfatteren<ref>Naar ''tributariæ insulæ'' Pag. 8 L. 2 f. n. omfatte Island og ''tributarii''  Pag. 15 L. 10 Islændingerne, saa kan jeg heller ikke deri med Storm S. 412 Anm. finde Tillæg af en senere Skriver, men kun en unøiagtig Udtryksmaade, ligesom ogsaa Solund- Øerne omtales (Pag. 5) under ''tributariæ insulæ'', til hvilke de dog ikke hørte.</ref>.
 +
 
 +
Jeg slutter mig derfor til den af Munch i en Anmærkning (P. V) henkastede Formodning, at Krønikens Ord gjælde et vulkansk Udbrud i Begyndelsen af 13de Aarhundred, hvilket har ytret sig omtrent ligesom det i 1422.
 +
 
 +
De islandske Aarbøger give virkelig ved Aar 1211 en af Munch overseet Notis om et saadant Udbrud: "Landskjálfti fyrir sunnan land, xvm menn létuz. Eldr kom upp ór sjó" (ett Haandskrift tilføier ''fyrir Reykjanes'', et andet sent: ''fyrir sunnan Reykjanes''). ''Sölrii Kolsson fann Eldeyjar'' (et sent Hskr. tilføier: ''hinar nýju, en hinar horfnar, er alla æfi höfðu staðit''). Man tør da formode, at det er til dette Udbrud i 1211, at Krøniken sigter<ref>Et sent Hskr. henfører Udbrudet til 1219, et andet til 1210. Mindre sandsynligt er det, at det i Krøniken omtalte Særsyn er det samme som det, Aarbøgerne nævne ved 1226: ''Eldr í sjó fyrir Reykjanesi'' eller ved 1240: ''Eldr fyrir Reykjanesi. Landskjálftar fyrir sunnan land''. Om saadanne Særsyn indeholde Aarbøgerne ikke andre Notiser end de nævnte.</ref>. Det mere almindelige Udtryk ''nostra ætate'' antyder, at Begivenheden ikke er forefalden i den allernærmeste Fortid. Jeg mener da, at Krøniken er skreven mellem 1215 og 1260, og snarest ved Aar 1230.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Jeg vender mig nu til Spørsmaalet om, hvor Krøniken er forfattet. At Forfatteren er Nordmand og Undersaat af den norske Konge, siger han selv (P. 7: ''regibus nostris''; P. 16: ''in ea poli, quam nos Holmgardiam vocamus''; P. 17: ''Olauus noster''), og han omtaler Island paa en saadan Maade samt skriver norske Ord med en saadan Retskrivning, at man sér, han ikke er Islænding. I Annaler f. nord. Oldkynd. 1850 S. 299 siger Munch, at Bogen "aabenbart er forfattet i Norge". Storm, som er enig heri,  tror endog (S. 420) at kunne bestemme Krønikeskriverens Hjemstavn nærmere: "det ligger nemlig nær at antage, at han er Oplænding (f. Eks. fra Romerike) , naar man sér hen til, at han i sin Norgesbeskrivelse behandler Oplandene vidtløftigere end de øvrige Landsdele, at han nævner oplandske Fylker og Dalfører, omtaler Mjøsen, og at den derfra rindende Elv (Vormen) fører Guld med sig." Jeg tror, det maa indrømmes, at man kunde anføre lignende Argumenter for Forfatterens Hjemstavn i flere andre Bygder, f. Eks. i Haalogaland, thi han omtaler Finmarken og Finnerne meget udførlig.
 +
 
 +
Til Støtte for, at Forfatteren ikke blot har været norsk Undersaat og en Mand af norsk Nationalitet, hvilket som sagt ikke trænger til Bevis, men at han ogsaa har boet og skrevet i Norge, kan anføres:
 +
 
 +
1) At en Afskrift af Krøniken maa have været i Norge, siden Værket er benyttet i en svensk Kongerække. Dette har naturligvis ingen Vægt.
 +
 
 +
2) At Bogen er fremkaldt ved Opfordring fra og dediceret til Forfatterens Lærer Prælaten "Agnellus", i hvem jeg har formodet Lambe, der nævnes 1240 som Prior i Elgesæter.
 +
 
 +
Hvis sidstnævnte Formodning er rigtig, kommer man jo endog til at tænke paa, at Forfatteren har været Munk i Elgesæter; men dette bliver, som ovenfor antydet, usandsynligt derved, at han ikke har benyttet og end ikke kan have kjendt Tjodrek Munks Skrift.
 +
 
 +
Munch har ogsaa fremsat en anden Mening om den anonyme Krønikeforfatters Hjemstavn. I sin Udgave P. H antager han nemlig, at Skriftet er blevet til ikke i Norge selv, men paa Orknøerne; og dette gjentages af Maurer Bekehrung des norweg. Stammes 1 S. 58 og Altnordische Sprache S. 226f. Med Hensyn hertil kan først nævnes, at den Afskrift, hvorefter Munch har udgivet Bogen, er skreven af en Skriver hos Vilhelm Jarl af Orknø (Munch P. H). Videre anfører Munch P. VI: "Minutior, quae insularum Orcadensium fit, mentio, autorem certe Orcadensem aut a rebus Orcadiae non alienum prodit." I denne Henseende kan Følgende fremhæves. Hvad Krøniken P. 6 fortæller om Peterne (d. e. Pikterne) paa Orknøerne, at de var smaa som Dværge og at de om Natten byggede mærkelige Bygninger, men om Dagen skjulte sig i smaa, underjordiske Huse, det synes aabenbart hentet fra det orknøske Folkesagn. Talløse Levninger, især Bygværker, fra Oldtiden tillægges af Almuen i Skotland og paa de skotske Øer Pikterne (the Peghts). Walter Scott meddeler i Anmærkning C til The Pirate en Fortælling , hvoraf det sees, at Forestillingen om Pikterne som bitte smaa Folk har holdt sig paa Nord-Ronaldsø lige ind i Nutiden. Pikterne nævnes som Orknøernes tidligere Indbyggere ellers ikke af nordiske Fortattere, skjønt de har bevaret Navnet Pétland (iPétlandsfjorðr, jfr. Petia hos Sakse og P. A. Munchs Bemærkninger i Ann. f. nord. Oldkynd. 1857 S. 314 ff.), men kun af Skribenter, som enten var Kelter eller vidste god Besked om keltiske Forhold. Saaledes Nennius Kap. 2: ''Post intervallum annorum multorura...'' [efter Brito og Sylvius Aeneas's Sønner] ''Picti venerunt et occupaverunt insulas, quae Orcades vocantur; jfr. Vita S. Findani'' (sandsynlig fra 9deAarh.): ''Ad quasdam venere insulas juxta Pictorum gentem,  quas Orcadas vocant'' (citeret efter Diefenbach Celtica HI S. 224).
 +
 
 +
Beretningerne om Paperne synes ligeledes grundede paa Folkesagnet, som dog Forfatteren maa have forvansket. Navnlig synes den Omstændighed, at Krøniken om Papey blandt Orknøerne beretter det samme, som en islandsk Forfatter (Landnáma i Isl. sog. I, 24; jfr. Islendingabok Kap.l) fortæller om Papey og Papyli ved Island<ref>Ogsaa Tjodrek Munk knytter dette Sagn til Island</ref>, at tale for, at den navnløse Krønikeskriver staar i et særligt Forhold til Orknøerne.
 +
 
 +
Skriftet har ogsaa adskilligt mere om Øerne ved Skotland, hvilket ikke findes hos andre Skribenter. Saaledes at Orknøerne har faaet sit Navn ''a quodam comite Orchano'', for hvilken Fabel jeg ovenfor har formodet en britisk Kilde. Ved Fortællingen om Øernes Erobring af norske Vikinger synes det mig muligt, at Folkesagn der vestenfra er fulgte ved Siden af skriftlige Kilder.
 +
 
 +
Fremdeles kan her anføres, at Forfatteren, som jeg ovenfor har søgt at vise, ved Olav den helliges Historie har benyttet engelske Skrifter, som Sagaskriverne ikke har kjendt.
 +
 
 +
Endelig nævner jeg, dog uden at lægge nogensomhelst Vægt paa dette Argument, at flere Udtryk snarest synes lede Tanken hen paa, at Skriftet ikke udelukkende er bestemt for den norske Geistlighed. Til mange Navne, som meddeles i sin norske Form, føies nemlig Oversættelse, hvilket derimod ikke er Sædvane hos Tjodrek Munk, der ligeledes skrev paa Latin P.9: ''Bera . . . hoc nomen latine sonat ursa. P. 10: Himinheithy, quod loci vocabulum jnterpretatur celi campus. Ibid.: Berno quod jnterpretatur ursus''. Og saaledes paa flere Steder. Var det ikke underligt saa ofte at give slige Forklaringer, der ikke har Vægt for Sammenhængen, naar Forfatteren udelukkende eller nærmest skrev for norske Geistlige? Falde de ikke naturligere, hvis vi antage, at han har boet i en af de norske Bygder ved de skotske Farvande, hvorved han let kom til at tage Hensyn ogsaa til ikke norske Læsere? Dog kan det jo tænkes, at ogsaa en Forfatter i Norge tog et saadant Hensyn, naar han skrev paa Latin.
 +
 
 +
Den Mulighed, at Forfatteren skulde staa i særligt Forhold til Orknøerne, ophæves vistnok ikke derved, at Krøniken iblandt ''insulæ tributariæ'' slet ikke nævner Hjaltland. Ti dette kan ikke have sin Grund deri, at Forfatteren skulde være uvidende om Hjaltlands Tilværelse; han nævner jo selv (P. 15 L. 10) ''omnes tributarios id est Hiatlendenses Orchadenses Ffereyngenses ac Tilenses'' som kristnede af Olav Trygvessøn. Desuden kan det, at Hjaltland ikke nævnes ved Beskrivelsen af de skatskyldige Øer, være foranlediget derved, at det 1195 var lagt umiddelbart under den norske Krone. Sprogformen kan heller ikke, som Storm S. 420 mener, være til Hinder for at antage, at Bogen er skreven paå Orknøerne. Ti for det første kunde jo Forfatteren alligevel være født i Norge; for det andet lader den Eiendommelighed, hvorom her vel nærmest er Tale, nemlig '''r''' for '''hr''' (Ringorum, Rolfer, osv.), sig ogsaa paavise paa Orknøerne: Dipl. Norv. I Nr. 404 (Aar 1369, Kirkevaag) skriver Rollessey d. e. Hrolfsey, jfr. ''lið, lutina, lunnændom'' DN. II Nr. 170 (1329, Kirkevaag<ref>Det er en Misforstaaelse at mene, at o som U-Omlyd af a ikke skulde være brugelig i islandske og orknøske Haandskrifter.</ref>. Ogsaa i andet (f. Eks. æ som i-Omlyd af ó) fulgtes paa Orknøerne norsk Skrivemaade.
 +
 
 +
Den eneste virkelig vægtige Grund, som har været anført mod den Mening, at Bogen er skreven i Vesterleden, er efter mit Skjøn den, at Forfatteren (P. 5f.) urigtig regner Suderøerne for en Underafdeling af Orknøerne, hvilket sidste Navn han lader omfatte hine (Storm S. 419). Ved en Forfatter, der overhoved er saa ubehjælpelig i sit Udtryk, forekommer det mig dog at være en Mulighed for, at dette grunder sig paa Unøiagtighed i Udtryksmaaden og ikke paa Uvidenhed. Det vilde dog være høist besynderligt, at en Mand, der kunde give saa mange Meddelelser, endog i det enkelte, om Orknøerne, ikke praktisk skulde vide at skjelne dem fra Suderøerne, ''meridionales insulæ'', der er en ordret Oversættelse af Suðreyjar, har mulig staaet for Krønikeskriveren som et appellativisk Udtryk, ikke som et egentligt Navn, og naar han nu ikke kjendte Suderøernes latinske Navn, kunde han herved komme til at bruge Orcades som Overbenævnelse.
 +
 
 +
Jeg tror ikke, at det her omhandlede Spørsmaal med Sikkerhed lader sig besvare, men jeg helder til den Mening, at Forfatteren af Krøniken har staaet i et særligt Forhold til en af de norske Bygder i Vesterleden. Det bliver da forklarligere, at han ikke kjender Tjodrek Munks Skrift, skjønt han har skrevet efter denne. Det bliver da ogsaa let forklarligt, at der af hans Bog har været Afskrift baade i Skotland og i Norge.
 +
 
 +
I ethvert Fald var Forfatteren ikke Islænding. Det er da værdt her at minde om, at han har benyttet flere islandske Kilder. De af Islændinger om Norges Historie forfattede Skrifter læstes almindelig ogsaa udenfor Island, var for Alle, som talte norrønt Maal, en sand Nationallitteratur.
 +
 
 +
 
 +
<center>__________</center>
 +
 
 +
 
 +
Skjønt Krønikeskriverens Stil og Fremstilling staar paa et ligesaa lavt Trin som hans Kritik og Grundighed, er den Skikkelse, i hvilken hans Arbeide er kommet til os, dog ved senere Afskriveres Feil bleven endnu mere mangelfuld end den, hvori det udgik fra hans Haand. Naar vi dadle Forfatterens Feil og dog hente Oplysninger fra hans Skrift, skylde vi ham efter Evne at rense dette for de Feil og Meningsløsheder, for hvilke han ikke bærer Skyld; og at føre hans rigtigere Udtryk ind igjen. Mange saadanne Afskriverfeil er rettede af Munch, enkelte af andre, men talrige staa tilbage. Jeg skal her søge at bortfjærne en hel Del saadanne. Iblandt disse tekstkritiske Bemærkninger lader jeg forklarende Noter til nogle enkelte Steder flyde ind.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 1.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 2 er vel at udfylde omtrent paa følgende Maade: jnter [ea numerauit fid]os amicos.
 +
 
 +
L. 2—3. I den mutilerede Sætning maa følgende Mening have været udtrykt: Han har bemærket, at saagodtsom intet er vanskeligt, naar Venner hjælpe til.
 +
 
 +
L. 4. Læs: contradicere for contrarie.
 +
 
 +
L. 4—5. Læs: tam [preclare sa]gacitati eller lign.; dette er styret af jmaparem. me — jmparem et — imbecillura er styret af debite, hvilket her i Analogi med decet er forbundet med Accusativ. Meningen er altsaa: hvilket ikke vilde være tilbørligt for mig, der i alt føler mig en saa stor Skarpsindighed underlegen osv.
 +
 
 +
L. 5—6. Læs: ne [ingratu]s crebrorum munerum beneficio existam ad quod [opus] volens nolens aggredi temptabo. Jfr. ovenfor S. 24. Sætningsforbindelsen med pronomen relativum er den samme som f. Eks. ved puer ... hastam dirigens ... qua .. regem .. vulnerauit P. 11 nederst. Jfr. herom Munch P. VL
 +
 
 +
L. 10. Vel snarere : commendatum for immensum (immentum Cod.). Jfr. mandantis L. 14.
 +
 
 +
L. 12. nostris am[m]iniculis d. e. de Hjælpekilder, jeg har.
 +
 
 +
L. 12—13. Læs: si quid uostra refert, uos posteri.
 +
 
 +
L. 14. forisfecit d. e. offendit, nocuit (saaledes ofte i Middelalderens Latin). — procacitas d. e. Ubeskedenhed (i at have paataget sig et Arbeide, som man ikke er voksen).
 +
 
 +
L. 19. Læs: secutus [sim]. Si —.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 2.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1—2. Læs: Norwegia igitur a quodam Re[ge, qui Nor] nuncupatus est, nomen optinu[it]. Jfr. P. 6 nederst optinebant, P. 10 L. 16 optinuit.
 +
 
 +
L. 2—3. Maaské [Est] Norwegia regio vastissima sed [magna ex] parte jnhabitabilis pre nimietate mon[cium et asperitate] nemorum ae frigorum. Jfr. ovenfor S. 26.
 +
 
 +
L. 3. Maaské: jn oriente [ex] magno flumine jncipit.
 +
 
 +
L. 4. Læs: versus occidentem v[ergit] et.
 +
 
 +
L. 5. Læs: Es[t terra] nimis sinuosa.
 +
 
 +
L. 5—6. Maaské: jn[supera]bilibus zonis.
 +
 
 +
L. 10. Mulig patrias for partes; jfr. Brugen af patria i flgd. Kapitel.
 +
 
 +
L. 14. Maaské: studuissent, ei (Hskr. et) a contrariis. Jfr. Pag. 4, L. 23.
 +
 
 +
L. 19. Den Forestilling, at Grønland er næsten sammenhængende med de afrikanske Øer, stemmer overens med Udsagn i flere islandske Skrifter fra Middelalderen, at Vinland er sammenhængende med Afrika: se Antiqv. Amer, 289 og paa fl. St.
 +
 
 +
L. 22. Læs: dentibus cetinis (Munch Norske Folks Hist. b 364 Anm. 2 oversætter: Hvaltænder). I Antiqv. Amer. 270 fortælles om en Tømmerstok fra Skrælingernes Land, i hvilken der stod Tandkiler og Benkiler. Fortællingen om Skrælingerne i den latinske Krønike er ikke hentet fra nogen af de andensteds om dem bevarede Optegnelser.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 3.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1. Læs: complectens som P. 2 L. 26 og P. 3 L. 19.
 +
 
 +
L. 2. Læs: stipetes, d. e. stipites.
 +
 
 +
L. 4—5. Maaské: iii. etiam extra sinum, sic (eller: sinum sunt, sic) fiunt. xi.
 +
 
 +
L. 14—15. Læs: solum susum et iusum dissiliendo. Formerne susum for sursum og iusum for deorsum er i Middelalderens Latin almindelige; dissilire betyder her vel: hoppe i forskjellige Retninger. Jfr. Kongespeilet S. 39: Þat hafa menn ok markat, hversu þat hefir horft eða fallit siðan á sjó, þá er þat hefir steypzk, osv.
 +
 
 +
L. 20—21. cum remotis ruribus forstaaes af Munch om Sætersdalen. Jeg finder i dette Udtryk en Oversættelse af Robyggjalog (eller Robygðir), hvilket Navn Forfatteren med rette har forklaret af ro eller rå Vraa. Munchs Opfatning af Róbyggjalög som Rogbyggjalög bør vist opgives.
 +
 
 +
L. 21. cum conuallibus Albie. Herved maa vistnok med Munch tænkes paa Østerdalen; men det norske Navn, som Forfatteren har oversat, synes at være Elfardalir, der altsaa her er brugt i samme Betydning som ellers Eystridalir.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 4.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 6. Har Forfatteren istedenfor tugurea corticea ment eller skrevet tuguria scortea?
 +
 
 +
L. 14. Læs: canibusque aduentantibus; dette Verbum forekommer P. 3 L. 3 f. n., P. 6 L. 9 og P. 11 L. 10.
 +
 
 +
L. 15. Vel snarest: jn suum confert latibulum.
 +
 
 +
L. 16. Har Forfatteren skrevet: lymphaceis?
 +
 
 +
L. 19. Læs: tenenti [se] superponunt.
 +
 
 +
L. 20. Læs: rictibus, ikke retibus.
 +
 
 +
L. 23. Maaské: quibus ei subiecti sunt. Eller kan man tiltro Forfatteren det lidet heldige et?
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 5.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1. Læs: predicunt.
 +
 
 +
L. 2. Læs: produnt.
 +
 
 +
L. 7. Maaské: preparat eller: prepararet?
 +
 
 +
L. 9. Læs: per alta niuium. Jfr. P. 4 L. 7: per condensa niuium.
 +
 
 +
L. 14. Participium jnplens , som Munch har forandret til jmpleuit, synes foreneligt raed Forfatterens Sprogbrug; jfr. f. Eks. reconcilians P. 15 L. 7.
 +
 
 +
L. 16. Forfatteren har vel skrevet: ostico gandio, ti hint Ord bruges i Middelalderens Latin ; jfr. hosticus veyntlicher Dief. Gloss. Lat.-Germ. og hosticum = bellum, expeditio Du Cange.
 +
 
 +
L. 17—18. Maaské: in stagni eiusdem profundo (profundum som Substantiv), jfr. profunda stagnorum L. 10.
 +
 
 +
L. 19 —21. Denne Sætning er misforstaaet af Munch. Læs: Item dum Finni vnacum Christianis gregera squamigeram hamo carpere attemptassent, quos jn casis fidelium pagani perspexerant sacculis fere pienis, unco suo de abysso attractis scapham cum piscibus jmpleuerunt. d. e. "Ligeledes naar Finner var paa Fiske sammen med Kristne, forstod de at lokke Fiskene fra Dybet til sin Krog, saa de havde hele Baaden fuld, naar de Kristne kun nogenlunde havde faaet fyldt sine smaa Poser, som Hedningerne i Forveien havde seet nøie paa i de Kristnes Huse". Finnerne forstod altsaa ikke alene ved sin Trolddom at skaflfe sig selv rig Fangst, men ogsaa ved sit onde Blik at hindre de Kristne fra at faa mange Fisk.
 +
 
 +
L. 22. plus remotis d. e. for fjærnere boende Mennesker.
 +
 
 +
L. If. n. diuersis incolis maa sigte dertil, at Befolkningen paa Orknøerne for største Delen var norsk, paa Suderøerne derimod keltisk.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 6.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 12—13. Maaské: Sed ut per habit um — notatuf, Affricani fuerunt.
 +
 
 +
L. 18. Læs: suam exercentes tyrannidem i verunt (neppe : fuerunt), ut —. Herved vindes baade, at vi faa verbum finitum og at det meningsløse verum kommer bort. Jfr. Forvanskningen petum for petunt P. 17 L. 19.
 +
 
 +
L. 23. tenuis maa være ment som tenuibus eller være Forvanskning af dette.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 7.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 6. Har Forfatteren skrevet: victoriam impetrauit? eller: V. optinuit?
 +
 
 +
L. 10. prima lingua. Munch vil rette dette til patria 1. Kanske snarere: propria 1.; jfr. Scoti propria lingua nomen habent a picta corpore Isidor. orig.
 +
 
 +
L. 10—11. Farcarr i Hskr. er nærmest forvansket af Faroarr.
 +
 
 +
L. 11—12. jnde er at forbinde med quibusdam.
 +
 
 +
L. 14. quam magna kan være rigtigt; quam forstærkende Adverbium.
 +
 
 +
L. 14. Genetivformen colonum ogsaa P. 17 L. 1. Åndre Forfattere fra Middelalderen bøie ligeledes colones, Dat. colonibus, se Du Gange.
 +
 
 +
L. 21. Læs igitur for dicitur; jfr. Pag. 10 L. 3.
 +
 
 +
L. 24. Læs: tectis operti.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 8.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 5. Maaské: [inter] igniuomos vapores.
 +
 
 +
L. 6—7. Den af Munch udgivne Tekst synes ikke at kunne være den rette, ti nedenfor bekjæmper netop Forfatteren den Mening, at Jordskjælv er monstra eller portenta. Maaské: Quod multis monstrum scilicet videtur, mundumque mira port endere uel suj interitum jn talibus prefigurare coniectant.
 +
 
 +
L. 7—8. cum elementa jnevitabiles accessus et naturales suopte exercent motu; d. e. : medens i Virkeligheden Elementerne ved sin egen Bevægelse frembringe de nødvendige og naturlige Adgange (Aabninger).
 +
 
 +
L. 17. Maaské: concretante (af concrescere). et foran eciam maa vel stryges.
 +
 
 +
L.  20. For mutabilia bør vel læses mirabilia, trods mutabilium i L. 22.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 9.'''
 +
 
 +
 
 +
L 1. Krøniken er det eneste Skrift fra Middelalderen, som meddeler det Sagn (eller den Gjætning), at Trondelagen er bleven befolket fra Sverige, hvilket ogsaa nyere Granskere har formodet.
 +
 
 +
L. 14. Hogaia istedenfor Agna maa vel forklares saaledes, at Agna først er blevet til Hogna.
 +
 
 +
L. 2 f. n. fugeret (i den svenske Afskrift fugat) er neppe en Skrivfeil for faceret eller fungeretur, men grunder sig snarere paa en Misforstaaelse af Forfatteren.
 +
 
 +
L. 2 f. n. Gautones (Goutones hos Fant) synes efter Heimskr. Yngl. Kap. 35 at være Feil for Jutones, men denne Feil er dog maaské snarere Forfatterens end en Afskrivers.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 10.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1. Canawtus (hos Fant P. 3 Kanutus). Læs canutus, se ovenfor.
 +
 
 +
L. 12. Læs: tenacissimus.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 11.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1-2. Der bør maaské læses: regnum post patrem Ericus sanguinesecuris acquisiuit ducens. Rigtignok har jeg hos Forfatteren ellers ikke fundet acquirere, men Adam fra Bremen bruger Ordet (lib. 3 cap. 58).
 +
 
 +
L. 5—6. Læs: regnasset, [s ed] ob.
 +
 
 +
L. 15—16. Læs: ac detinende dignitatis cura. I Stamme-Hskr. har været skrevet detinde. Forfatteren bruger P. 17 L. 9 detinere i samme Betydning. Munchs Oversættelse (Norske Folks Hist. a 725) "og for at vedligeholde sin Kongeværdighed" synes at forudsætte samme Rettelse.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 12.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 3. Maaské: ubi genitrice natus.
 +
 
 +
L 9. civitas opulentissima. Hskr. har opprematissima. Forfatteren har kanske snarere skrevet apprimatissima, jfr. middellat. primatus = primus (Du Gange) og apprimus ein oberster furnemer (Diefenbach gloss. Latino-Germ.).
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 13.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 2. Ranrikes Indbyggere kaldes L. 5 Renj, Gen. Renorum L. 2. Munch holder disse Former for forvanskede af Ranj, Ranorum; men jeg slutter af dem, at det oldnorske Navn paa Folket var Rænir. Dette forholder sig til Ranriki omtrent som Læir, Háleygir, Læsir til Loar, Hálogaland, Lesjar. I Saga Inga ok bræðra hans i Heimskr. Kap. 19 har Unger med rette beholdt ''við bændr Ræni ok Hísingbúa'' og i Einar Skulessøns Vers Rænir, medens Morkinsk. S. 224 f. vistnok feilagtig har Remi, Remir og andre Haandskrifter Reini, Reinir.
 +
 
 +
L. 16. ex nobilissima halogensium comitum prosapia. Om dette Sted se ovenfor.
 +
 
 +
L. 24. jnde venit jn Rusciam. Ágrip (Fms. X, 391) har paa det tilsvarende Sted ''villdi han fara''. Har Krønikeforfatteren brugt venit i samme Betydning? eller er Ordet forvansket?
 +
 
 +
L. 25. Formen Eistriam og L. 27 Eistris med r i Stammen kan sammenlignes med Gen. Eistra Ynglingatal i Ynghnga saga Kap. 39.
 +
 
 +
L. 27. Olauo læs: Olauus (G. Storm).
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 14.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 4. Læs: duodenarii eius pueri.
 +
 
 +
L. 10. Læs maaské: perquam mira.
 +
 
 +
L. 11. tam remotum d. e. der var kommen saa langt bort fra Gud.
 +
 
 +
L. 17. I Forbindelsen: quemjam dei prophetam non dubitatum er pron. relat., som ofte hos Forfatteren, overflødigt.
 +
 
 +
L. 18. Maaské: et ab eo multa futura audi[t inter colloqu]endum, que paulopost jn re comperuit. Rex &c. Jfr. Ágrip (Fms. X, 392): ''þviat nu toc ivi af honum, at hann var sannr prophete. En i hans vijþrtalan oc þess ens goþa mannz fortavlom þa mælti hann viþ hann meþ þessom avrþom osv.
 +
 
 +
L. 21. nisi ad litus. Hvad der stikker i det vel forvanskede nisi, véd jeg ikke med Sikkerhed at sige. Maaské: iuxta litus eller iusum (nede) ad litus eller tuas, ad litus.
 +
 
 +
L, 24. Læs: predixit. Jfr. Alt gecs efter þessø sogo Ágrip (Fms. X, 393).
 +
 
 +
L. 26. Læs: assecutus est. Vel ogsaa P. 15 L. 4: assecuturum for executurum.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 15.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 1. jnde er mig uforstaaeligt, hvis det ikke kan betyde: over dem.
 +
 
 +
L. 7. regum reconcilians (Hskr. reconsilians) er mig uforstaaeligt. Kanske: regi regum reconcilians? Eller: regnum reconcilians (idet han gjenoprettede Kongedømmet)?
 +
 
 +
L. 16. duxit læs dux efter G. Storm; se ovenfor.
 +
 
 +
L. 20. expectabat. [Ad]ve[h]entibus ligger kanske nærmere end Venientibus.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 16.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 2. Læs: hec, que d. e. haec, quae.
 +
 
 +
L. 12. Der synes at maatte læses: suis pro viribus.
 +
 
 +
L. 20—21. Læs: Quare honestius hoc dubium indeterminatum omittendo. Jfr. honestissime Pag. 1 L. 5.
 +
 
 +
L. 21. Læs: eradicauerunt; saa staar der og i Citatet hos Munch Norske Folks Hist. b 407.
 +
 
 +
L. 27. jn eo poli. Munch Pag. 50 bemærker: "i. e. in ea parte mundi; nisi forte auctor graecum πσλις intellexerit "eo poli" pro "ea poli" "scribens". Denne sidste Forklaring er uden al Tvil den rette, dog saaledes, at eo poli kun er Afskriverfeil for ea poli. Dette er klart af det umiddelbart paafølgende quam. polis bruges oftere i Middelalderens Latin, saaledes hos en engelsk Forfatter Elmham vita Henrici V regis Angliae, se Du Cange. Krønikeforfatteren bruger selv Pag. 2, L. 25 Ordet Decapolis. Interpunctionen er i Munchs Udg. ikke rigtig; jeg formoder, at L. 26—28  skal læses saaledes: hic quum — necesse habebat. In ea poli, quam nos Holingardiara appellamus, bene (Hskr. hanc) munita classe stipatus hyemare solebat.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 17.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 2. Af Udtrykket Eynorum insulam sé vi, at Ølands Indbyggere i Oldtiden kaldtes Eynir, hvilket for Orddannelsen giver et fuldkomment Sidestykke til Heinir af Heiðr (Fas. II, 104), Heiðmork. Ogsaa Indbyggerne af Inderøen og Ytterøen i Norge kaldtes Eynir. I Middelalderens svenske Sprog hed Ølandsfolket Olænningar eller Oningiar (Rydqvist Svenska språkets lagar II, 268).
 +
 
 +
L. 10. repatriare i den her forekommende Betydning er almindeligt i Middelalderens Latin.
 +
 
 +
L. 16. Der maa vel læses concitavit for cogitavit.
 +
 
 +
L. 19. Vel: tenuerunt.
 +
 
 +
L. 22. Vel: jmpleuerunt (hvortil Borgerne er at tænke som Subjekt).
 +
 
 +
L. 23. Med urette har Munch forandret appropiantes til appropriantes. I Middelalderens Latin betyder appropiare d. s. s. appropinquare.
 +
 
 +
L. 26. .c c c c. maa være forvansket. Maaské: perdidisset. Tunc Olauus.
 +
 
 +
L. 28. Det forvanskede subematus betegner neppe det samme som Udtrykket i Olafs s. helga Christ. 1849 S. 8: ''hann let roa stolpana undan bryggjunum''. Er det rette subeuntes (hvorefter Punctum stryges)? For lpsi enimque satellites skal maaské læses ipse eiusque satellites.
 +
 
 +
 
 +
:::::'''Pag. 18.'''
 +
 
 +
 
 +
L. 6. ffactumque regni (regum Hskr.) er mig uforstaaeligt. Maaské: pactumque regnum eller: e pactoque regnum. Mindre sandsynligt er vel: totumque regnum, skjønt den legendariske Saga Kap. 9 i det tilsvarende Sted har allt Ængland.
  
  

Nåværende revisjon fra 23. apr. 2020 kl. 10:38

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif
Sophus Bugge (1833-1907).


Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norges Krønike


Af Sophus Bugge



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1873




P. A. Munch har som Festprogram i 1850 udgivet og med værdifulde Anmærkninger ledsaget et Brudstykke af en Norges Krønike paa Latin, som findes i et i Skotland bevaret og sandsynlig paa Orknøerne i 15de Aarhundred skrevet Haandskrift (Symbolæ ad historiam antiquiorem rerum Norvegicarum. Breve chronicon Norvegiæ &c). Brudstykket stanser tidlig i Olav den helliges Historie. Uagtet dette Skrift baade fra Fremstillingens Side og med Hensyn til Nøiagtighed, Kritik og historisk Opfatning vistnok maa sættes meget lavt, har det dog for os ikke liden Interesse. Det begynder med en geographisk Oversigt over Norge og dets Skatlande, hvortil vi ikke har noget fuldstændigt Sidestykke, og det har bevaret adskillige historiske Notiser, som er ukjendte i de mere udbredte Sagafremstillinger, men som dog synes grundede paa gamle ægte Efterretninger. Navnlig er Krøniken af Vigtighed, fordi den er et af de faa Værker fra Middelalderen om vor ældre Historie, som utvilsomt ikke er forfattede og nedskrevne af Islændinger, og fordi den staar i Forbindelse med enkelte af de ældste sammenhængende Fremstillinger af norske Kongers Historie paa Modersmaalet. Den maa derfor danne et ikke uvæsentligt Led ved Undersøgelser om de norske Kongesagaers Oprindelse og Udvikling.

Da P. A. Munch kun meget kort har berørt flere Punkter, som vedrøre Krøniken, saa har jeg troet, at det ikke vil være overflødigt at tilføie et og andet, navnlig om dens Tilblivelse og Forhold til andre historiske Kildeskrifter. Mit Arbeide var i det væsentlige afsluttet, da jeg fik læse en Behandling af samme Æmne ved en yngre talentfuld Historiker i Afhandlingen Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid af Gustav Storm, trykt i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1871 S. 410—431. Da de af Storm med Hensyn til Krøniken fremsatte nye Anskuelser i det meste afvige fra de Resultater, til hvilke jeg tror at være kommen, saa har jeg deri fundet en ny Grund til ikke at holde mine Bemærkninger tilbage. (Se ellers Yderligere Bemærkninger om den skotske “Historia Norvegiæ” af Gustav Storm, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1873.)


__________


For at kunne fastsætte Krønikens Tilblivelsestid og for at kunne bestemme dens Stilling til de gamle Behandlinger af Norges Historie overhoved er det af stor Vigtighed at faa klaret dens Forhold til det saakaldte Ágrip (Ágrip af Noregs konunga sogum, trykt i Fornmanna sogur 10de Bind); ti at der er et nært Forhold mellem disse to Skrifter, er selvindlysende. Aagrip er den ældste bevarede sammenhængende Fremstilling af norske Kongers Historie paa norrønt Maal. Skriftet foreligger i en Skindbog, der er skreven paa Island rimelig ikke længe efter 1200, og Værket selv kan ikke være ældre end Slutningen af 12te Aarhundred, da det omtaler Flytningen af Mariekirken i Nidaros til Elgesæter, hvilken Flytning endnu ikke var udført, da Tjodrek Munk skrev (ved 1178), og som derfor vistnok har fundet Sted mellem 1183, da Erkebiskop Øystein kom hjem fra England, og 1187, da han om Høsten blev syg.

Den latinske Krønikes Forhold til Aagrip har været opfattet forskjellig. Munch (Udg. Pag. VI og 48) og Maurer (altnordische Sprache S. 153) antage, at de to Skrifters Forfattere har benyttet fælles ældre Kilder, og Maurer siger udtrykkelig, at Aagrips Forfatter ikke kan have benyttet Krøniken. Omvendt paastaar Storm med fuld Bestemthed, at Forfatteren af Aagrip har havt for sig og paa mange Steder ligefrem oversat den latinske Krønike. Spørsmaalet kan ikke fyldestgjørende besvares uden ved en i det enkelte gaaende Sammenligning af de Steder, ved hvilke Aagrip og Krøniken tydelig staa i et særligt Forhold til hinanden.

Det første Punkt, ved hvilket vi finde et bestemt særligt Slægtskab mellem de to Skrifters Fremstilling, er Opregningen af Harald Haarfagres Sønner: Hist. Norv. Pag. 10; Aagrip S. 378 (hvormed Fagrskinna Kap. 20 ordret stemmer overens). Storm S. 417 ytrer: "Aagrips Opregning er paavirket af Hist. Norv. . . . Aagrip har endog tildels beholdt den samme urigtige Orden, som H. N. har, ved at nævne først Erik, Haakon, Olav og Bjørn." Denne Opfatning kan jeg ikke dele. I Hist. Norv. heder det: Hic. . . . genuit xvj. filios. Primogenitus Ericus quj cognominatus est blothex id est sanguinea securis. Secundus Hacon. quem Adalstanus rex Anglorum sibi jn filium adoptauit. Denne Fremstilling er urigtig, ti her siges, at Erik var den ældste, ligesom man efter den maa tro, at Haakon var den næstældste af Haralds Sønner. Aagrips Ord lyde derimod: atti suno tvitian oc meþ morgom conom; como þo tveir einer til konungsnafns, Eiricr bloþax oc Hocon goþi; var Eiricr blǫþax ælztalagi sona hans, annarr Hocon i yngsta lagi, er Aþalsteinn Englands konungr toc i sunar staþ. Her heder det altsaa, i Modsætning til Krøniken rigtig, at Erik var en af de ældste af Haralds Sønner og Haakon var en af de yngste. Denne rigtigere Fremstilling er da aabenbart bleven forvansket i den latinske Krønike. Det feilagtige primogenitus er opstaaet derved, at Forfatteren har forstaaet i ælzta lagi, ligesom Fritzner (Ordbog under lag), som "den ældste". Og den Omstændighed, at Erik og Haakon tilsammen er nævnte først, finder kun sin Forklaring ved de i Aagrip forudgaaende Ord: como þo tveir einer til konungsnafns, Eiricr blǫþax oc Hocon goþi, hvilke Ord paa dette Sted, hvor de er nødvendige for Sammenhængen, intet tilsvarende har i Hist. Norv., medens lignende Ord findes senere (Pag. 12 L. i dette Skrift: Ast e magna numerositate filiorum Haraldi comati illi duo scilicet Ericus et Hacon loco patris Maritimis imperasse memorantur. Allerede dette ene Sted om Haralds Sønner synes mig afgjørende at bevise, at Aagrip ikke har benyttet Hist. Norv. Jeg antager tværtimod med Munch og Maurer fælles Kilde. Fra denne fælles Kilde er da de Ord, der indlede Opregningen af Haralds Sønner, ordret gaaet over i Aagrip, medens Forfatteren af Hist. Norv. har forvansket sin Hjemmelsmands Fremstilling. Aagrip har dog sikkerlig paa dette Sted ved Siden af den Kilde, som tillige er benyttet i Hist. Norv., øst af en anden, som er Hist. Norv. fremmed. Naar jeg sammenligner xix Halfdan hvitbeinn, er sumer cavlloþo[1] havfavto i Aagrip med Octavus Halfdanus hafoeta i Hist. Norv., saa synes det mig rimeligt at opfatte Forholdet saaledes, at Aagrip her stiller ved Siden af hinanden to forskjellige Kilders indbyrdes afvigende Udsagn. — I Krøniken heder den femte af Haralds Sønner cognomento gigas, P. 12 L. 24 Siwardus Risi id est gigas. Heri er en Misforstaaelse. Tilnavnet hrisi skrives med h i Aagrip S. 378, 405 og i flere andre islandske Skindbøger, og denne Form er tillige hjemlet ved det til Jon Loftssøns Ære digtede Konungatal (Fms. X, 42b), hvor h i Hrisa er Rimstav. Tilnavnet betegner, som Munch rigtig har forklaret det, "den uægte", jfr. hrisungr, hrisa. Forklaringen "gigas" kunde Krønikeskriveren ikke have givet, hvis han havde kjendt Tilnavnet fra Folkemunde, ti risi og hrisi udtaltes med forskjellige Vokaler. Dette godtgjør altsaa, at han har havt for sig en Bog, hvori der stod risi.

Ved Opregningen af Erik Blodøkses Sønner har Aagrip, som jeg tror, ligeledes øst af to forskjellige Kilder, af hvilke kun den ene er benyttet i Hist. Norv.

I Fortællingen om Slaget paa Fitje er der aabenbart særligt Forhold mellem hist. Norv. (Pag. 11) og Aagrip (Kap. 6, S. 383 f.), hvilket navnlig viser sig, naar man sammenligner: ceciderunt eciam duo filij Gunnilde scilicet Gormer et Erlinger. reliquj vero fratres eorum fugerunt i Hist. Norv. med oc fello þa þeir Gormr oc Erlingr i þeirri oc fiolþi manna, en aller bropr þeirra flyþo til scipa i Aagrip. Ogsaa med Hensyn til Kongens Banesaar er der Overensstemmelse. Men Aagrip har en langt mere detaljeret Fremstilling, i hvilken de anførte med Hist. Norv. overensstemmende Ord slutte sig ind som et naturligt Led. Hist. Norv. synes derfor her ikke at kunne være Aagrips Kilde. Derimod kan efter mit Skjøn Fortællingen i H. N. meget vel være et Uddrag af den i Aagrip afskrevne Fremstilling, i hvilket Uddrag Forfatteren af den latinske Krønike har givet Beretningen en mere opbyggelig legendarisk Karakter.

Endnu mere bevisende er Fortællingen om Sigurd Slevas Drab (Hist. Norv. Pag. 12, Aagrip Kap. 8 S. 385 f.). Overensstemmelsen med Aagrip er her større end med nogen anden Fremstilling og ved flere Udtryk saa stor, at den kun kan forklares deraf, at samme Fortælling fra ett Skrift er gaaet over i et andet. Men Aagrip har her den rigtige Fremstilling, at Sigurd Sleva blev dræbt af Torkell Klypp, medens Hist. Norv. urigtig lader Sigurd Sleva falde paa et Ting i Voss og gjør Torkell Klypp til Gunnrøds Banemand paa Aalreksstad. En og samme Sagnform er altsaa her rigtig bevaret i Aagrip, derimod forvansket gjengivet i Hist. Norv.; denne sidstnævnte kan følgelig ikke være Aagrips Kilde. Fra denne Slutning kan man vistnok ikke slippe bort ved at antage, at Aagrip her har rettet den feilagtige Fremstilling i H. N. efter en anden Kilde. Ti hvis Forfatteren af Aagrip havde kjendt Begivenheden fra to forskjellige Kilder, af hvilke den, som var Hist. Norv. uvedkommende, ogsaa efter hans Erkjendelse fortalte Sagen rigtigst, saa maatte han efter al Rimelighed overhoved have lagt den sidstnævnte Kilde til Grund ved sin Fremstilling. Den nære Overensstemmelse i de enkelte Udtryk mellem Aagrip og Hist. Norv. taler imod, at Aagrip her har fulgt to forskjellige Kilder[2].

Den i Hist. Norv. Pag. 13 givne Meddelelse om Haakon Jarls Æt har aabenbart skriftligt Grundlag tilfælles med Aagrips Fremstilling Kap. 10 S. 386 f. Men Aagrip er her udførligere; dette Skrift giver saaledes Haakon Jarls Fader det ellers ubekjendte Tilnavn húrnaiarl, der maa være udeladt i H. N. Fremstillingen i den latinske Krønike er tillige mindre rigtig. Her heder det: hic namque patre Siwardo. matrevero Bergliota filia Thoris tacentis ex nobilissium ac (saa Hskr.) halogensium comitum prosapia extitit oriundus. Storm S. 418 har aabenbart imod Munch Ret i, at Ledet "nobilissium" (hvorom mere nedenfor) foran ac svarer til af Mavrom i Aagrip. Men naar Faderen Sigurd er nævnt foran Moderen Bergljot, bliver Fremstillingen forvirret derved, at halogensium staar efter ac, ti efter Ordstillingen i H. N. maatte man tro, at Bergljot var af de haaløygske Jarlers Æt. Aagrip har derimod den rigtige Ordstilling af Holavyiom oc af Mavrom.

Fortællingen i H. N. om, hvorledes Olav Trygvessøn hævner sin Fosterfader (Pag. 14), synes mig at maatte opfattes som et kort Udtog af den aabenbart nær beslægtede Fortælling, vi læse i Aagrip (Kap. 15 S. 391); det lader sig neppe gjøre sandsynligt, at Aagrip her har sammensmeltet to forskjellige Fremstillinger.

Et Sted, som synes mig særlig oplysende for Forholdet, forekommer i Olav Trygvessøns Samtale med Eremiten. Det lyder i Aagrip Kap. 16 S. 392 f. saaledes: til þess at tu ivisc eigi um þessor min ansvavr, þa montu þetta til marks hafa, þu munt viþ scip þin svicom mavta oc floccom, oc mon a bardaga reitasc. Her maa floccom visselig forstaaes om Flokke af Fiender, og denne Udtryksmaade har andensteds sit Sidestykke i Aagrip: savtti alla vega flocr amot honum S. 388. Saaledes er Ordet ogsaa forstaaet af Forfatteren til Olav Trygvessøns Saga i Fornmanna sögur, ti han har for Tydeligheds Skyld forandret det til livina flokkum (I, 146; Flateyjarb. I, 121). Det tilsvarende Sted i Hist. Norv. Pag. 14 lyder: et si vera sunt que predico istud habeto pro signo. perendie cum naues excesseris nisi (nisi synes forvansket) ad litus armenta conspexeris. idque dolo actum cognoueris. quia ab jnimicis jnsidiaberis. Her siges noget ganske andet end i Aagrip. Forfatteren af den latinske Krønike synes at have tænkt sig følgende Mening: "Naar du gaar i Land, vil du paa Stranden faa sé Flokke af Kvæg. Du vil faa Erfaring for, at dine Fiender i svigefuld Hensigt har drevet dette Kvæg derhen, ti du vil blive overrumplet [naar dine Folk er optagne med at slagte Kvæget]." Men det for denne Opfatning aldeles nødvendige Led af Fortællingen "naar dine Folk er optagne med at slagte Kvæget", hvilket jeg i Klammer har tilføiet, staar der ikke, saa at Fremstillingen ialfald er utydelig og forvirret. Det synes mig utvilsomt, at Krønikeforfatteren her har misforstaaet sin Kildes floccom, som om derved mentes Flokke af Kvæg.

Jeg tror i det foregaaende at have godtgjort, at Forfatteren af Aagrip ikke har benyttet Hist. Norv. og oversat deraf. At omvendt heller ikke den latinske Krønikes Forfatter har havt for sig Aagrip, er sikkert, men dette trænger ikke til nogen nærmere Udvikling, da alle har været enige derom. Der er en fælles Kilde for de to Skrifter paa de mange Steder, hvor de stemme særlig overens. Denne fælles Kildes Fremstilling er i det hele rigtigere og fuldstændigere gjengiven i Aagrip, som dog ved Siden deraf paa mange Steder har benyttet andre Kilder. Undertiden kan rigtignok den latinske Krønike fra den fælles Kilde have bibeholdt Enkeltheder, som er faldne bort i Aagrip, saaledes ved Fortællingen om Trygves Død; endog hele Olav den helliges Ungdomshistorie er forbigaaet i Aagrip. Ogsaa kan paa nogle Steder Skrivfeil i Aagrip rettes efter den latinske Krønike. Saaledes har Hist. Norv. Pag. 11 L. 2 fra neden rigtig jn dextro lacerto, medens der i Aagrip S. 384 feilagtig staar i armenn ǫfra for h ǫgra. I Aagrip S. 390 heder det om Trygve: er of daga Gunhildar suna toc konungs nafn oc vald a Ravmariki; oc var þar tekinn af lifi a Savtanesi. Ved at sammenligne dette med Hist. Norv. Pag. 12 f. sér man, at ikke Ravmariki, som det i Udgaven i Fornm. sog. antages, er en Feil for Ránriki, men at der, som Munch Norske Folks Hist. b S. 15 Anm. 3 har antydet, efter Ravmariki er faldet et Stykke ud, der endte med Ránriki. I Fortællingen om Olav Trygvessøns Herjetog før hans Tilbagekomst til Norge, Aagrip S. 392, maa man efter Hist. Norv. Pag. 14 formode, at oc Vindr er faldet ud Linje 5 efter oc Daner foran oc van, samt at oc a Frislande L. 9 er faldet ud efter a Vendlande foran oc a Flæmingialande.

Den for Aagrip og den latinske Krønike fælles Kilde maa efter min Mening have været skreven ikke paa Latin, men paa Norsk. Dette er vi pligtige til at forudsætte, hvis vi ikke vil sigte Krønikeskriveren for mislig Omgang med Sandheden; ti i Tilegnelsen paastaar han, at et Arbeide som det, han har paataget sig at udføre, tidligere ikke har været forsøgt paa Latin. At Grundlaget for de Stykker, som Hist. Norv. og Aagrip har tilfælles, har været et norrønt Skrift, fremgaar ogsaa deraf, at armenta Pag. 14 L. 21, som jeg ovenfor har søgt at vise, er en feilagtig Oversættelse af floccom, ligesom primogenitus Pag. 10 L. 23 er en unøiagtig Gjengivelse af i ælzta lagi. Det samme tør sluttes af endnu ett Sted. Storm har rigtig paapeget, at Udtrykket ex nobilissium ae halogensium comitum prosapia. Hist. Norv. P. 13 L. 16, svarer til af Holavyiom oc af Mavrom oc iarla ætt i hvaratveggia qvisl i Aagrip S. 386, og han formoder derfor, at nobilissium er forvansket af moerensium. Jeg holder det for langt sandsynligere, at Forfatteren har skrevet nobilissimorum eller i samme Betydning nobilissimum, hvorved han da feilagtig har oversat af mavrom, som om dette kom af Adjektivet mærr. En saadan feilagtig Oversættelse kan man vel tiltro ham, da han gjengiver Harðaknút ved Canutum durum (P. 18 L. 7). Det er navnlig tre Steder, til hvilke Storm støtter den Mening, som jeg i det foregaaende tror at have gjendrevet, at Aagrip meddeler Oversættelse af mange Stykker af den latinske Krønike. Følgende Passus i Aagrip Kap. 17: Enn brat efter þetta qvangaþesc Olafr, oc toc sustor Sveins Tiugoscegs, Danakonnungs, er Þyri het, er hertogi necqverr i Vinlandi hafþi festa nauþga skal være Oversættelse af Hist. Norv. P. 15: Hic autem Olauus de Dania duxit vxorem. sororem Sweni regis nomine Tyri, quam prius dux (indsat med rette af Storm for: duxit i Hskr.) quidam de Sclauia desponsauerat jnuitam; ti hertogi i Betydningen "Hertug, Fyrste" er ikke i Begyndelsen af 13 Aarhundrede brugeligt i norrønt Maal uden til Oversættelse af det latinske dux." Denne Paastand om Brugen af Ordet hertogi er, saavidt jeg sér, ubevislig. Man véd kun, at hertogi første Gang i 1237 blev anvendt som en særegen (fra jarl forskjellig) Titel for en norsk Høvding. Allerede tidligere blev det dog brugt som Værdighedsbetegnelse for fremmede Fyrster svarende til tydsk herzog og latinsk dux, men sikkerlig ikke blot i Oversættelser fra Latin. Der er intet, som antyder, at man ikke i Begyndelsen af 13de Aarhundred skulde kunne kalde fremmede (f. Eks. tydske og vendiske) Fyrster hertogi ligesaavel naar man nedskrev Beretninger, der var hentede fra mundtlige Meddelelser, som naar man oversatte fra Latin. At hertogi saa ved Oversættelse til Latin maatte gjengives ved dux, er selvfølgeligt.

Det andet af Storm anførte Bevissted er følgende. I Aagrip Kap. 16 er brugt Ordet prophete, hvor det tilsvarende Sted i Hist. Norv. P. 14 L. 17 har prophete; "at Latinen er Originalen, sees af "profete" (ikke spámaðr). "Heller ikke denne Slutning synes mig bindende. Prophete viser ikke, at Latinen er Originalen, men i det høieste, at Forfatteren er en Geistlig. Ordet prophete, profeti er naturligvis fra først at blevet kjendt gjennem Latinen, men det findes oftere brugt paa norrønt Maal, ogsaa hvor Oversættelse fra Latinen ikke finder Sted (saaledes mál propheta Merlinus spá II, 100, i en Strophe, som ikke er Oversættelse; ogsaa i Prosa). De ældste Skindbøger bruge jo endogsaa ofte rent latinske Ordformer midt inde i Norsken, uden Hensyn til om Skriftet er oversat fra Latin; f. Eks. Islendingabok Kap. 7: Oláfr rex Tryggvasun. Forøvrigt er det meget muligt, at vedkommende Legende om Olav Trygvessøn først blev optegnet paa Latin, men det forhindrer naturligvis ikke, at den latinske Form, som vi læse i Hist. Norv., er oversat efter en norsk Fortælling som den, der foreligger i Aagrip.

Storms tredje og, saavidt jeg sér, sidste Bevis for, at Latinen i Hist. Norv. er Originalen til Norsken i Aagrip, er det, at Navnet Olafs gravnsca (Genetiv), som Aagrip Kap. 19 giver Olav den hellige, kun kan forklares som urigtig Oversættelse af det tilsvarende Olauus filius Haroldi grénoscensis i Hist. Norv. P. 16. Men denne Forklaring synes lidet rimelig. Det er ikke troligt, at Forfatteren af Aagrip, der sikkert har benyttet flere ældre historiske Kilder, ei skulde kjende "grenske" som Tilnavn for Olavs Fader Harald; og hvis han, som Storm mener, havde øst af Hist. Norv., saa vilde han deri (Pag. 12) have læst Haroldum grensca. Det er ogsaa utroligt, at han skulde rigtig have oversat grénoscensis ved gravnsca men misforstaaet dets Henførelse, saa at han forbandt det med Olauus (hvilket Storm vel maa have ment). Der gives en anden Forklaring, som synes mig langt rimeligere. Jeg antager, at der i Aagrips Original har staaet Olafs Harallz s. (d. e. sunar) grensca, men at den, som skrev det bevarede Haandskrift af Aagrip, her som ellers har udeglemt noget[3]).

Mit Resultat bliver altsaa det, at Teksten i den latinske Krønike paa "de Steder, hvor den særlig stemmer med Aagrip, er en mere eller mindre fri, undertiden urigtig og ofte forkortet Oversættelse efter et norrønt Skrift, som ogsaa Forfatteren af Aagrip har benyttet, tildels endog ligefrem udskrevet. Dette nu tabte Skrift synes at have været den unævnte Krønikeforfatters Hovedkilde fra Harald Haarfagre af. I det var, som ovenfor nævnt, Sigurd Haraldssøns Tilnavn skrevet risi uden h. Man kan derefter snarest formode, at den Afskrift, som Krønikeforfatteren havde for sig, var skreven af en Nordmand, men sikker er denne Slutning ikke.

Jeg har derhos bemærket, at Aagrip forudsætter flere end denne ene ældre sammenhængende Fremstilling af norske Kongers Historie paa Modersmaalet.


__________


Herefter møde vi det Spørsmaal : I hvilket Forhold staa Krønikens Beretninger om Ynglinge kongerne til Snorre Sturlassøns, Are Frodes og det Tjodolv fra Hvin tillagte Ynglingatals Meddelelser om samme Æmne? Ogsaa dette Spørsmaal har Munch efter min Mening i det væsentlige rigtig besvaret.

At Fremstillingen om Ynglingerne i Hist. Norv. ialfald ikke blot kan være grundet paa Tjodolvs Meddelelser i Ynglingatal eller paa et Uddrag deraf[4], er sikkert. Dette godtgjøres ved følgende : 1) Krøniken nævner som den første af Ætten Yngve, som den anden Njord, som den tredje Frøy, medens Tjodolv begyndte med Ingunar-Freyr eller Yngvi-Freyr, sé Olafs s. helga 18o3 S. 2, Fornald. sog. H, S. 106. 2) Tjodolv nævner ikke Navnene Skjótansvað eller Vápnavað; 3) ikke Agnafit; 4) ikke Oddasund. 5) Tjodolv nævner ikke, at det var i 9 Aar Aun drak af Horn. 6) Tjodolv har ikke Tilnavnet Vendilkráka, men lader dog Ottar dø i Vendel, medens Vendilkráka i Hist. Norv. er Faderen Egils Tilnavn. 7) Krøniken fortæller, at Egil tabte mod Tunne 8 Slag, men seirede i det 9de; herom har Tjodolv, saavidt vi kan sé, intet fortalt. 8) Krøniken fortæller, at Adils fandt sin Død, da han var ved Diseblot (ydolorum sacrificia) og red foran Disesalen (edem Diane); Tjodolv nævner hverken Blot eller Disesal. 9) Tjodolv nævner intet Tilnavn for Yngvar. 10) Tjodolv nævner ikke Braut-Anunds Broder Sigurd, om han end sandsynlig mener ham ved hrisungs; han har ikke Stedsnavnet Himinheiðr, men und Himinfjöllum; derimod antyder Tjodolv ved Jónakrs bura harmi heptr, at Anund blev dræbt ved Stene, hvorom Hist. Norv. intet melder. 11) Tjodolv nævner, saavidt vi véd, ikke Ivar Vidfadme. 12) Krønikens Beretning, at Olav Tretelgja efter en lang og fredelig Regjering døde i Sverige mæt af Dage, lader sig neppe forene med Tjodolvs Vers. 13) Tjodolv har ikke Tilnavnet hvítbeinn; ligesaalidt 14) fretr; 15) hinn mildi ok hinn matarilli; 16) veiðikonungr. Man kan ikke antage, at alle de Enkeltheder i Krøniken, som savnes hos Tjodolv, har været nævnte i Stropher af Ynglingatal, som nu er tabte; ti mange af disse Enkeltheder vilde efter Digtets Karakter umulig kunne passe deri.

Det er altsaa klart, at der i Krøniken er flere Sagn og Træk om Ynglingekongerne, som hverken umiddelbart eller middelbart kan grunde sig paa Tjodolvs Ynglingatal. Intet godtgjør, at dette umiddelbart har været benyttet af Forfatteren.

Derimod synes det sikkert, at Krønikeskriveren ved Ynglingernes Historie har benyttet en fra Tjodolv forskjellig skreven Kilde, der tillige har været kjendt paa Island. Munch har i sin mesterlige Afhandling "om Kilderne til Sveriges Historie i den førkristelige Tid" (i Annaler for nord. Oldkynd. og Hist. 1850) tilstrækkelig vist, at flere Afvigelser i Hist. Norv. fra Snorres Ynglingasaga, hvilke ikke forklares af Tjodolvs Vers , gjenfindes i Are Frodes Islendingabok: 1) Krøniken og Are begynde i Modsætning baade til Tjodolv og til Snorre Ætten saaledes: Yngve, Njord, Frøy. 2) Krøniken og Are opføre i Modsætning til Snorre Alrek foran Agne. 3) Tilnavnet Vendilkráka tillægges i Krøniken og hos Are Egil[5], hvilket strider mod Snorre og tillige mod Tjodolvs Beretning, at Ottar faldt i Vendel, og at dette hans Fald blev navnkundigt i Folkemunde hos Svearne. 4) Halvdan Hvitbein nævnes baade i Krøniken og hos Are som Oplændingernes Konge, medens denne Betegnelse ikke forekommer hos Snorre. 5) Øystein har baade i Krøniken og hos Are Tilnavnet fretr (oversat bombus), der hverken nævnes hos Snorre eller hos Tjodolv. Disse Overensstemmelser mellem Krøniken og Are kan ikke være tilfældige. De blive uforklarede og uforklarlige ved Storms Antagelse, at der ingen Forbindelse er mellem de to Forfattere, og at den latinske Krønikes Fremstilling af Ynglingernes Historie er et originalt Arbeide af den navnløse Geistlige, forfattet efter Tjodolvs Vers. De nævnte Overensstemmelser gjør det nødvendigt at antage, at Krønikeskriveren har benyttet ældre prosaiske Optegnelser om Ynglingekongerne, og at disse har været kjendte paa Island. De kan da ogsaa have været benyttede af Snorre i Ynglingasaga, og der er da efter mit Skjøn ingen Grund til med Storm at antage , at Snorre har kjendt og benyttet vor latinske Norges Krønike.

Naar nu, som sagt, Krønikens Fremstilling af Ynglingernes Historie i en hel Række af Punkter stemmer overens med Ares Meddelelser i den bevarede Islendingabok, saa synes der at være stor Sandsynlighed for, at de prosaiske Optegnelser, som Krønikeskriveren her maa have havt for sig, egentlig har været Åres Arbeide. Gjessing er i sine endnu ikke udgivne grundige Undersøgelser om Kongesagaens Fremvækst kommen til samme Resultat; og han antager vel med rette, at vi efter Hist. Norv. tør danne os en om end ikke nøiagtig Forestilling om Beskaffenheden af den af Are forfattede og nu i sin oprindelige Form tabte Behandling af Ynglingernes Historie: det har været en Slægtrække med tilføiede korte Sagnnotiser[6].

Imod den Formodning, at den latinske Krønikes Meddelelser om Ynglingerne skulde grunde sig paa Optegnelser af Are, fremfører Storm S. 422 en Grund, som har Vægt, nemlig at Are i den bevarede Islendingabok kalder Yngve Tyrkjakonungr og Njord Sviakonungr, medens Krøniken om Yngve bemærker "quem primum Svethie monarchiam rexisse plurimj astruunt." Dog er denne Grund visselig ikke afgjørende, skjøndt det kan være tvilsomt, hvorledes Afvigelsen skal forklares. I plurimi ligger Antydning til forskjellige Fremstillinger. Det synes da muligt, at Are i sit tabte Skrift har haft en Bemærkning om disse forskjellige Fremstillinger, eller at en saadan Notis er bleven tilføiet af en senere Afskriver og har staaet i det Eksemplar, som Krønikeforfatteren har havt for sig; denne kan da have forbigaaet Tilnavnet Tyrkjakonungr og blandt de forskjellige Fremstillingsmaader valgt en anden end den, til hvilken Are i den bevarede islendingabok holdt sig.

En Støtte for den Formodning, at den latinske Krønike ved Ynglingernes Historie viser tilbage til Optegnelser paa Norsk af Are, har baade Gjessing og jeg fundet deri, at Krøniken paa et Par Steder særlig stemmer overens med den af Hauk Erlendssøn optegnede Fortælling af Upplendinga konungum (trykt i Fornaldar sogur II, 103 — 106). Den mest talende Overensstemmelse viser sig deri, at Olav Tretelgja efter Hauks Beretning var Konge i Vermelanti til sin Alderdom. Dog er der ogsaa Lighed i den korte Fremstilling af Øystein Halvdanssøns Død, hvor Snorre er meget vidløftigere. Endog Overskriften Af Upplendinga konungum turde i denne Henseende fortjene Opmærksomhed, naar den sammenholdes med Ytringen om Halvdan Hvitbein i Krøniken: quem . . Norwagenses in Montanis sibi regem constituerunt og Halvdans Tilnavn Upplendingakonungr i Ares Islendingabok. At det af Hauk optegnede Stykke grunder sig paa Optegnelser af Are om Ynglingekongerne, gjøres sandsynligt derved, at Slægtrækken ligesom i islendingabok føres ned fra Gudrød Halvdan Hvitbeins Søn til Torstein Raud Åres Stamfader; hvorhos Gjessing fremhæver, at Stykket nævner Torsteins Fald i Skotland, for hvilken Begivenhed Are anføres som Hjemmelsmand i Laxd. S. 8.

Den paa mange Steder næsten ordrette Overensstemmelse mellem Hauks Stykke og Snorres Ynglingasaga har da vistnok sin Grund ikke deri, at Hauk her har udskrevet Snorre (ti ved en saadan Antagelse vilde flere Afvigelser blive uforklarede), men deri, at Snorre, saaledes som jeg allerede i det foregaaende har formodet, ved Siden af andre Kilder for Ynglingernes Historie ogsaa har benyttet Ares Optegnelser, som Hauk har fulgt.

Gjessing skylder jeg Paavisningen af, at Yngvar Øysteinssøns Tilnavn i Krøniken canawtus (Pag. 10), i den svenske Afskrift Kanutus, er at forstaa som canus, og at det gjenfindes i det overalt ellers manglende Tilnavn hinn hári i Slægtrækken i Flateyjarb. I, 26. Jeg tilføier, at Forfatteren maa have skrevet canutus, der i Middelalderens Latin brugtes i samme Betydning som canus (italiensk canuto). Flatøbogens Slægtrække for Ynglingerne afviger i mangt og meget fra Krøniken, saa at den ikke kan være en senere Optegnelse ligefrem efter dennes Kilde. Men paa Grund af den nævnte særlige Overensstemmelse tør man formode, at Slægtrækken i Flatøbogen er sammenstøbt af forskjellige Optegnelser, af hvilke én har været Krønikens Kilde for Ynglingernes Historie. Herfor tale ligeledes Ordene i Flatøbogen: Aun. er. ix. vetr drack horn fyrir elli sakir aadr hann do, der, som ogsaa Gjessing bemærker, ordret gjenfindes i Krønikens: Auchim quj longo vetustatis senio. ix. annis ante obitum suum dense usum alimoni postponens lac tantum de cornu ut jnfans suxisse fertur. Herved støttes endmere Gjessings og min Mening, at den fælles Kilde, som vi føre tilbage til Are, har bestaaet af en Slægtrække for Ynglingerne med tilføiede korte Sagnnotiser.

Hvor langt de Optegnelser af Are, som Krønikeforfatteren havde for sig, har naaet, vover jeg ikke at afgjøre; men at de har berørt Halvdan Svartes Historie, er sandsynligt, fordi der mellem Begyndelsen af Halvdan Svartes Saga i Heimskringla og Hauks Stykke om Oplændingekongerne (der ikke synes at være et Uddrag af Snorres Vræk) er ordrette Overensstemmelser. Digtet Ynglingatal kan ikke vel have været kjendt af Are frode, ti i modsat Fald vilde han neppe have gjort sig skyldig i den nævnte Misforstaaelse med Hensyn til Tillnavnet Vendilkráka.


__________


Mellem Krøniken og Fagrskinna er der intet umiddelbart Forhold: den ene Forfatter kan ikke have benyttet den andens Skrift. Enkelte Gange er det dog Tilfældet, at en Beretning i Krøniken stemmer nærmere overens med Fagrskinna end med nogen anden bevaret Saga. Uvæsentlige Ligheder i Udtryk ved Fortællingen om Halvdan Svartes Død i Krøniken og i Redaction A af Fagrskinna kan ingen Vægt have. Anderledes er Forholdet i Haakon den godes Saga. Ved Beretningen om Gamles Død afviger den latinske Krønike (P. 11) aldeles fra Aagrip; derimod synes hins Meddelelse at være et forkortet Uddrag af den Fremstilling, vi kjende fra Fagrskinna (Kap. 31). I saa Henseende kan mærkes, at Nordmøre udtrykkelig nævnes, og at det siges, at Gamle med den største Del af Hæren blev styrtet i Søen fra en Fjældhammer. En særlig Overensstemmelse mellem Krøniken og Fagrskinna er det ogsaa, at Slaget paa Ogsvaldsnes i begge aldeles forbigaaes. Jeg formoder, at Krønikeforfatteren her havt en af Fagrskinnas Kilder for sig, uden at jeg om denne tør sige noget mere bestemt. Vi kan ikke vide, om Forfatteren af Aagrip har kjendt den for Krøniken og Fagrskinna fælles Fremstillingsform, i hvilket Tilfælde han med Vilje maatte have forbigaaet den og for den foretrukket afvigende Beretninger.

Da den latinske Krønikes Forfatter i sin Fortale udtrykkelig erklærer, at det Arbeide, han har paataget sig at udføre, nemlig at give en geographisk Skildring af Norges Rige, at meddele de norske Kongers Slægtled og at fortælle om Kristendommens Indførelse, ikke før ham har været forsøgt paa Latin, saa ligger deri et tydeligt Vidnesbyrd om, at han ikke har kjendt Tjodrek Munks Skrift "de antiquitate regum Norwagensium". Dette synes ogsaa at fremgaa af en Sammenligning mellem begge, ligesom det omvendte heller ikke kan være Tilfældet. De faa særlige Overensstemmelser maa da forklares paa andre Maader.

Begge Forfattere anføre følgende Citat af Vulgatas Oversættelse af Genesis (Kap. 7, V. 11) rupti sunt fontes abyssi magnae og anvende det paa lignende Maade; men at der ikke er en umiddelbar Forbindelse, sér man deraf, at dette Citat hos den navnløse Forfatter følger efter et af Solinus, derimod hos Tjodrek efter et af Plinius. Ved Beretningen om Olav Trygvessøns Død (Hist. Norv. P. 16, Theodor, i ser. r. Dan. V, P. 322) er temmelig stor Lighed i Udtrykkene, hvorved særlig er at mærke, at begge Skrifter har Ordene loricatus og scapha. Ligeledes fortælle de to Forfattere (Hist. Norv. P. 15; Theodor. Cap. 11 P. 320 i lignende Udtryk, at Olav Trygvessøn, naar Ordets Vaaben ikke virkede, anvendte det blanke Staal for at faa omvendt Nordmændene. Disse Overensstemmelser, og Ligheder ellers i enkelte Udtryk, synes mig dog ikke tilstrækkelige til at begrunde Antagelsen af en Benyttelse af Tjodrek.


__________


Omtrent samtidig med Aagrip, men lidt ældre, synes den af Odd Snorressen paa Latin forfattede Olav Trygvessøns Saga at have været. Denne Saga, der kun er os bevaret i flere norske Bearbeidelser, omtaler Overførelsen af den hellige Sunnivas Relikvier til Bergen 1170 og beraaber sig (efter den kjøbenhavnske og den stockholmske Recensions samstemmende Vidnesbyrd) paa et Udsagn af Kong Sverre, der blev Konge 1177. Den anden Tidsgrænse sættes derved, at Upsala-Haandskriftet[7], der indeholder et Brudstykke af den ene norske Bearbeidelse, er fra første Halvdel af 13de Aarhundred (jfr. Munchs Udg. af Odd S. VI, Maurer altnord. Sprache S. 11, 66), men mere bestemt derved, at Odds Skrift er benyttet i Aagrip, hvilket Munch og Maurer (altnord. Sprache S. 149 f.) synes at have godtgjort. Med Olav Trygvessøns Saga af Odd har den latinske Norges Krønike nogle Berøringspunkter.

Ligesom Krøniken begynder med en Oversigt over Norges Grænser og forskjellige Dele, saaledes indleder Sagaen sin Fortælling om Olav Trygvessøn som Norges Enehersker med et Kapitel om Landets Udstrækning og Dele. Begge Skrifter nævne Gautelven som Norges sydligste og Vegestav[8] som den nordligste Grænse; begge nævne som de to Hoveddele Kystlandet og Oplandene, af hvilke Kystlandet inddeles i 4 Hovedlandskaber; begge fremhæve, at Øerne ved Norges Kyst er utallige. Stærkere Vægt lægger jeg paa det, at den geographiske Oversigt i begge Skrifter indledes ved den Bemærkning, at Landet har faaet sit Navn efter en Konge Nor. Det synes ikke rimeligt, at disse Overensstemmelser skulde være tilfældige, saameget mindre, som Eponymen Nor ellers ikke findes nævnt før sent i 14de Aarhundred.

Et andet Sted kan maaské tjene til nærmere at bestemme Forholdet. I Krøniken Pag. 10 L. 19—21 læse vi følgende Ord: Haraldus comatus . . . tocius maritime zone regnum nactus est primus. Mediterranee quidem zone adhuc reguli presidebant, sic tamen quasi sub eius dominio. Munch P. 45 vil forstaa disse "Smaakonger" om Harald Haarfagres Sønner; men derimod strider bestemt baade Udtrykket adhuc og Forbindelsen med den første Sætning. Stedet indeholder to Udsagn, som ere historisk feilagtige: 1) at Harald Haarfagre var første Konge over Norges hele Kyststrækning istedenfor over hele Norge ; 2) at der, efterat Haralds Erobring var fuldført, fremdeles (adhuc) herskede Smaakonger paa Oplandene, dog under hans Overhøihed, altsaa vistnok Smaakonger, som ikke var indsatte af ham. Jeg formoder, at disse to Feil er opstaaede derved, at Forfatteren paa urigtig Maade har gjengivet noget, som han har læst i Odds Olav Trygvessøns Saga og som han ikke klart har husket. I samme Kapitel af Odds Skrift som det, hvori Nor er nævnt, (Munchs Udg. S. 21, jtr. Fms. X, 272) heder det: þetta rike átti fyrst allt Haralldr enn harfagri. oc eptir hann voro margir fylkis konungar af hans ætt komnir en fra þeim einom segiom ver konungvm er með sianvm rikðv ok yfir konungar voro lanzins þvi at margir konungar voro a Uplavndvm yfir fylkiom. Næsten ganske de samme Udtryk har været brugte allerede i Kap. 1 (Munchs Udg. S. 2; Stedet mangler i Fms.), hvor det om Harald Graafeld heder: Haralldr var konungr með sionvm. en fylkis konungar voro allt a Uplondvm et efra þegar er Haralldr let af rikino en harfagri oc voro þa fylkis konungar allt til Olafs ens helga. Jeg formoder altsaa, at Krønikeskriveren har rørt sammen, hvad der hos Odd siges om Harald Haarfagre og om Harald Graafeld. Om denne sidste kunde der siges totius maritimae zonae regnum nactus est[9]; mediterraneae quidem zonae adhuc reguli praesidebant, sic tamen quasi sub eius dominio. Hvis det, som jeg i det følgende fremsætter om Krønikeskriverens Benyttelse af Adam fra Bremen, er begrundet, saa synes det ingen ubillig Mistanke mod ham at spore Upaalidelighed og Forvirring ogsaa i hans Forhold til Odd. Fra denne har han dog ikke laant meget. At Beretningen om at Olav Trygvessøn har med sig til Norge Biskop Jon og Præsten Tangbrand, samt Beretningen om de Lande, som Olav kristnede, grunder sig paa Odds Bog, er muligt, men ikke bevisligt. Endnu mindre tør det paastaaes, at Krønikeskriveren har laant sin korte Beretning om Haakon Jarls Død fra Odds vidløftige Fremstilling, uagtet han her stemmer overens med Hovedpunkterne hos Odd og ikke med Aagrip.


__________


Allerede Maurer (Bekehrung des norweg. Stammes 2 S. 553) har med rette bemærket: Fremstillingen i Hist. Norv. af Olav den helliges Bedrifter i England er øiensynligt kun fremgaaet af Bestræbelsen for at forene Adams Beretning med Fortællingen i den ældre Olavs Saga eller i en Kilde, som lignede denne. — Krønikeforfatteren kan ikke have havt for sig den af Keyser og Unger 1849 udgivne legendariske Olav den helliges Saga, men han maa dog have benyttet en skreven Olavs Saga, der har staaet i nær Forbindelse med denne legendariske og med de dermed beslægtede Fremstillinger af Olav den helliges Historie. Denne af Forfatteren benyttede Olavs Saga har vel snarest udgjort en Del af den Samling af Noregs konunga sögur, som han har havt for sig.

Hist. Norv. lader i Lighed med den legendariske Saga og med Flatøbogen Olav i England understøtte Kong Knut. Efter at have berettet Londons Indtagelse ved Knut og Olav fortæller Hist. Norv. P. 18: contra regem Edmundum quinquies jn .xi. mensibus fortissime pugnauerunt. Disse Ord er en feilagtig Gjengivelse af den Sætning, vi læse i den legend. Saga Kap. 9: En þæir konongarner Knutr oc Iatmundr atto bardaga .v. a æinum manaðe; Krønikeforfatteren har enten læst nio for eino eller ogsaa ved en Hukommelsesfeil sat hint Tal for dette. At 9 Maaneder er feilagtigt, er klart deraf, at der ikke engang fra Edelreds Død og til Edmunds Mord hengik 9 Maaneder. I begge Kilder følger efter de nævnte Sætninger Beretning om Forliget mellem Edmund og Knut og om Edmunds Mord. At Krønikeforfatteren dog ikke har benyttet den af Keyser og Unger udgivne legendariske Olavs Saga, sees deraf, at den sidstnævnte lader den Beleiring af London, i hvilken Olav er med og ved hvilken Staden indtages, finde Sted efter Edmunds Mord, medens baade Hist. Norv. og Flatøbogen (Kap. 20, 21) sætte Begivenheden forud for Forliget mellem Edmund og Knut.

Munch (Udg. P. VI og 32) mener, at Krønikeforfatteren har benyttet Kongespeilet. Denne Anskuelse kan jeg ikke dele. Flere af de tildels fabelagtige Naturmærkværdigheder, om hvilke de to Skrifter tale, er vistnok de samme, men der er i deres Beretninger ved Siden af endel Ligheder saa mange Afvigelser i det enkelte, at Kongespeilet ikke synes at kunne have været Krønikens Kilde, og heller ikke omvendt Krøniken Kongespeilets. Saaledes hvor Underet paa Møre med afhuggede Træstammer, som blive til Sten, fortælles, nævner Krøniken P. 3 ett Aar, Kongespeilet (Christiania Udg.) S, 20 tre Aar. I Opregningen af Havuhyrer svare equini ceti til Kongespeilets hrosshvalir (S. 30), men dette Skrift melder intet om, at de kun har ett Øie. Skildringen af Havstramben er forskjellig i de to Bøger. Haffkitta og afguua nævnes i Krøniken tilsammen som Havets største Uhyrer: dette strider mod Kongespeilets Meddelelse (S. 30) om hafrkitti. Heller ikke ved Beretningen om Kilder, som forvandle alt til Sten, (Hist. Norv. P. 7, Kongesp. S. 34) og om Ølkilder paa Island (H. N. P. 8, Ksp. S. 37) eller ved Raisonnementet om Grundene til Jordskjælv (H. N. P. 8, Ksp. 34) forekommer der mig at være Sandsynlighed, endsige Nødvendighed, for, at Krønikeskriveren har benyttet Kongespeilet. At de to Skrifter dog har saa meget tilfælles, kan forklares deraf, at de nævnte Naturmærkværdigheder i Middelalderen stadig omtaltes som eiendommelige for vedkommende Lande, og at den mundtlige Beretning om dem derved havde faaet en nogenlunde fast Form.


__________


Af udenlandske Kilder har Krønikeskriveren mest benyttet Adam fra Bremen (omkr. 1075), og denne Benyttelse fortjener nærmere at paavises, da den er meget karakteristisk for Forfatterens hele Arbeidsmaade og da den hidtil kun svagt har været antydet[10].

Vor navnløse Skribent røber sin Uselvstændighed straks i den Prolog, i hvilken han henvender sig til sin Velynder, en høierestaaende Prælat, ti denne Prolog sees at være en Efterligning af Adams Dedication til den hamburgske Erkebiskop Liemar. Ja Krønikeskriveren viser sig saa uøvet i at føre Pennen og saa blottet for egen Opfatning af sin Gjærning, at han i denne sin Prolog næsten ordret laaner fra Adam flere Sætninger, hvori denne udtaler sig om sit Forhold til sit historiske Værk. Man sammenligne følgende Steder, af hvilke navnlig det andet og fjerde er bevisende:


Historia Norvegiæ Pag. 1.
tam [preclare sa]gacitati
me jn omiibus jmparem et ad
ta[m gr]aue onus imbecillum.
ne [ingratu]s crebrorum munerum
beneficio existam.
ob inuidos quam sit periculosum.
Neque enim laudis auidus ut
cvonographus existo neque
vituperij stimules vt falsidicus
exhorreo.
cum nichil a me de vetustatis
serie nouum vel inauditum
assumpserim.
in omnibus seniorum asserciones
secutus.
Adam.
Ad quod nimirum valde arduum
et viribus meis imparonus.
ne ... tanti muneris beneficio
ingratus existerem.
difficillimum est enim invidis
placere.
nec laudari cupio ut historicus,
nec improbari metuo ut
falsidicus.
nichil de meo corde prophetari.
pleraque omnia seniorum
quibus res nota est, traditione
didici.


Disse Sammenstillinger vise tilstrækkelig, at Forfatteren af Krøniken nærmest maa betegnes som en Compilator uden selvstændig Fremstillingskunst[11].

Ogsaa udenfor Prologen har Krønikeskriveren benyttet Adam. Dette viser sig allerede i det sproglige Udtryk, hvilket kan oplyses ved følgende Sammenstillinger, per salutarem dextre Excelsi mutacionem Hist. Norv. Pag. 14 L. 25 jfr. haec est mutacio dexterae Excelsi Adam lib. 4 cap. 42, hvilket er hentet fra Psalmernes Bog 77 V. 11. per equoris discrimina H. N. P. 16 L. 18 jfr. marinis discriminibus Adam 1.1 cap. 38, marino discrimine 1. 4 cap. 7. vastissima solitudo H. N. P. 4 L. 3 (om Finmarken), fluondam vasta solitudo P. 7 L. 16 (om Island) jfr. terra ... vastae solitudinis Adam 1. 4 cl (om det nordligste af Jylland), apices librorum H.N. P. 6L.13 jfr. apices i Betydning Skrivelse Adam 1. 4 c 35. Begge Forfattere bruge det poetiske Ord sonipedes for Heste; sulcare om at pløie Bølgerne; debacchare; astruere - asseverare, o. s.v. Enkeltvis godtgjøre disse Udtryk intet, tilsammentagne røbe de derimod tydelig Indflydelsen.

Men Paavirkningen af Adam indskrænker sig heller ikke her til det sproglige Udtryk. Den Omstændighed, at Adam begynder sin Historie med en Skildring af Saksland og Sakserne og i fjerde Bog giver en geographisk Oversigt over Norden, har rimelig været medbestemmende til Krønikeforfatterens Plan at lade sin Historie indledes af en geographisk Redegjørelse for de af Nordmænd beboede Lande, hvortil knyttes Bemærkninger om enkelte af de dertil grænsende Egne. Og i selve denne Redegjørelse vise nogle Vendinger og Bemærkninger tilbage til Adam og navnlig til den af ham i 4de Bog givne Fremstilling. Saaledes minde Ordene om Norge i Hist. Norv. P. 2 Lin. 2—3, hvilke vel bør læses: [Est] Norwegia regio vastissima sed [magna ex] parte jnhabitabilis pre nimietate mon[cium et asperitate] nemorum ae frigorum, om Adam 1. 4 cap. 30: Nortmannia propter asperitatem montium sive propter frigus intemperatum sterilissima est omnium, regionum, cf. Schol. 152. Kort efter (L. 3 f.) heder det i H. N. om Landet: sic circumflexo fine per aquilonem regirat, hvormed kan jævnføres Adam anf. Sted: deinde reflexo in aquilonem dorso.

Krønikeforfatteren omtaler (P. 2 L. 16) ved Nordishavet Pigernes Land, og om disse tilføier han: virgines: que gustu aque concipere dicuntur. Denne Bemærkning er laant fra Adam, der 1.4 cap. 19 ved Kysterne af det baltiske Hav nævner Amazonas, quod nunc terra feminarum dicitur. Eas aquae gustu dicunt aliqui concipere. Krønikeforfatteren dvæler i Afsnittet De Finnis (Pag. 4 f.) udførlig ved Finnerne (d. e. Lapperne), deres Færdighed i at staa paa Ski og i at jage, ved den store Mængde Dyr i Finmarken, samt ved Finnernes Trolddom. Netop de samme Æmner behandles ogsaa af Adam 1.4 cap. 31, men meget kortere; og det synes rimeligt, at den bremiske Kanniks Slutningsytring herom: ab eiusdem patriae incolis haec et alia plenius dicenda relinquo har opmuntret den norske Geistlige til at give en udførligere Fremstilling. I det meste har han ved sin geographiske Skildring fulgt andre Kilder end Adam. Saameget er efter det Foregaaende imidlertid klart, at dette geographiske Afsnit ikke i sin Helhed kan være en Oversættelse efter en eller anden paa Oldnorsk skreven Fremstilling, men at vor Forfatter selv har sammenarbeidet det efter forskjellige, som jeg tror, ikke blot skrevne, men ogsaa mundtlige, Kilder.

I Krønikens historiske Fremstilling finder jeg ikke Adam benyttet før[12] end ved Fortællingen om Olav den helliges Tog til England. Munch siger med rette (Norske Folks Hist. b. 511 Anmærkn.): "Det er øiensynligt, at Forf. i enkelte Dele har havt bedre Oplysninger end Sagaskriverne; paa den anden Side er det tydeligt, at han og har benyttet Adam af Bremen H 49, 50, men han har forvirret det Hele". Fra Adam har han saaledes hentet Beretningen om, at Svein Tjugeskjegg med sin Søn Knut og med Olav Haraldssøn drager til England og der kjæmper med Edelred. Man sammenligne navnlig Krønikens Ord: depulso Adelredo totam jnsulam. breui tamen tempore. detinuit Sweino. nam post tres menses ex hac luce subtrahitur ipse med Adam; Suein veteranum regem depulit Edilredum, et insulam tenuit in sua ditione, verum brevi tempore. Nam tercio mense postquam victoriam adeptus est, ibidem morte praeventus occubuit. Man kan fremdeles mærke følgende Overensstemmelser: at Knut efter at være bleven Konge i Danmark faar Hjælp af Olav Svenske til Englands Undertvingelse, at Knut seiler til England med 1000 Skibe og kun er 3 Dage underveis ; desuden Navnene paa de 4 Biskopper, som Olav Haraldssøn har med sig fra England (Hist. Norv. Pag. 18; Adam 1. 2 cap. 55).

Benyttelsen af Adam er af den Art, at Forfatteren, om han end mulig har havt det bremiske Værk liggende hos sig, ialfald ikke overalt kan have seet nøiagtig efter i det førend han skrev, men at han tildels maa have gjengivet Adams Fortælling efter Hukommelsen, idet han forenede den med hvad han hentede andensteds fra. Derved har da Hukommelsen spillet ham slemme Puds, saa at han tildels har sammenblandet de forskjelligste Personer og Begivenheder. Efter at Krønikeskriveren har fortalt om Olav Haraldssøns Bedrifter i England, om Forliget mellem Edmund og Knut, om Edmunds Død og Knuts Giftermaal, fortsætter han: Tune Olauus Norwagensis sororem Olaui Suionensis[13] nomine Margaretam ... jn ipso discessu disponsauit. Dette indeholder tre Feil imod de ved andre Kilder sikrede virkelige Forhold: 1) Kvinden siges at være Olav Sveakonges Søster istedenfor hans Datter; 2) hun kaldes Margareta istedenfor Ingegerd; 3) Olav Haraldssøn fæster hende før sin Afreise fra England istedenfor en god Stund etter at han er bleven Konge i Norge. Disse Feil forklares efter min Mening ved Adam 1. 2 cap. 52. Kapitelet begynder: Chnud regnum Adelradi accepit, uxoremque eius Immam nomine, quae fuit soror comitis Nortmannorum Rikardi. Derpaa fortsættes: Cui rex Danorum suam dedit germanam Margaretam pro foedere. Denne Kvinde, som skal være bleven gift med Normannernes Hertug, har Krønikeskriveren sammenblandet med den svenske Kongedatter, som blev fæstet til Nordmændenes Konge, og derved er han kommen til at betegne den sidstnævnte som Olav Svenskes Søster, til at kalde hende Margareta og til at henlægge Fæstermaalet til England. Ogsaa i de Ord, som læses i den norske Krønike, efter at Olavs Giftermaal med en Søster af "Margareta" er fortalt: ex qua Margareta (Margaretam Munch) genuit, er da Navnet Margareta sikkert fremkommet ved en Feiltagelse, og man har vist ingen Ret til med Munch i Udg. Pag. 51 at antage, at Olav den helliges Datter Ulvhild tillige har baaret Navnet Margareta.

Men naar Forfatteren saaledes har ladet dunkle Mindelser fra Adam faa Indflydelse paa sin ellers fra en anden Kilde hentede Fortælling om Olavs Giftermaal, saa kan han heller ikke, før han skrev, have seet efter i den Saga, i hvilken han havde læst om dette Giftermaal; han maa have meddelt Fortællingen i den forvirrede Form, i hvilken den stod for hans Erindring. Dette giver os overhoved et Indblik i hans Mangel paa Omhyggelighed og Paalidelighed.


__________


Krønikeskriveren har sandsynlig benyttet engelske historiske Skrifter. Munch har nævnt, at Udsagnet om, at Vilhelm Bastards Søn Henrik i Merlins Spaadom kaldes Retfærdighedens Løve, viser tilbage til Geoffroy fra Monmouths (f 1154) historia Britonum. Men det lader sig neppe afgjøre, om Krønikeskriven selv har læst Geoffroy; jeg finder intet andet Spor dertil. — Flere Navneformer i Fortællingen om Olav den hellige synes at maatte grunde sig paa engelske Kilder. Saaledes heder det ved Beretningen om Knuts Tog til England (Pag. 17 L. 18 f.): Garmuthiam tetenderunt. De islandske Sagaer gjengive engelske Stedsnavne paa - múða ved - móða, og Yarmouth kaldes i dem Járnamoða. Navnet Garmuthia kan derfor ikke være hentet fra en paa Norsk skreven Saga. Meget usikker er derimod følgende Gjætning. De engelske Forfattere, som er bevarede, lade Kongen lande ved Sandwich, ikke ved Yarmouth. Men nu skriver Henrik fra Huntingdon om Knut (ved Aar l0l5): rediit a Dacia in Sandwic, veniensque in Westsexe ad Frothemutham inde praedavit Dorset &c.; ligesaa heder det i Sakserkrøniken óð hé com tó Frommúðan. Det synes ikke umuligt, at den norske Krønikeskriver har læst det samme i en engelsk Bog, men at det ham ubekjendte Stedsnavn paa mutha i hans Hukommelse er blevet fortrængt af et andet velbekjendt, der har samme Endelse, nemlig Garmuthia, Yarmouth.

Navnet Elfigeua (Hskr. Elfigena) paa Knuts Hustru, hvem Forfatteren sammenblander med hans Frille af samme Navn, maa vistnok ligeledes være laant fra en engelsk Kilde, da de islandske Sagaer skrive Navnet Álfifa, medens det i Oldengelsk skrives Ælfgifu, Ælfgifa, hos Florents fra Worcester Alfgiva. Mindre rimeligt vilde det efter mit Skjøn være ved de anførte Navneformer at tænke paa mundtlige engelske Kilder.

Den i sin Oprindelse vistnok ikke folkelige Etymologi Orchades insule ... a quodám comite Orchano nomine vocate (Pag. 5 L. 2 fra neden), der ellers ikke forekommer, skyldes snarest en Oldgransker i Britannien. Jeg har endog en Formodning om, at dens Ophavsmand har læst Nennius's historia Britorium. Ti her findes i 2det Kapitel Navneformen Orcania, som forudsættes af Orchanus; og samme andet Kapitel begynder saaledes: Britannia Insula a Britone filio Hisiconis . . . dicta est, vel, ut alii dicunt, a quodam Bruto consule Romano vocatur. Disse Forklaringer af Britanniens Navn kunde vel give Anledning til i Lighed dermed at danne den etymologiske Fabel om Orchanus, som gav Orcania Navn.

Fremmede Skrifter har rimelig ogsaa havt Indflydelse paa Forfatterens Fortælling om Gange-Rolv og hans Ætlinger. Foruden den før nævnte Henvisning til Merlins Spaadom tyder herpaa allerede Navneformen Longosped (Pag. 7 L.2). Sagnet om Faldgruberne, der her er knyttet til Rolv, henføres af franske Krønikeskrivere[14] til forskjellige andre nordiske Vikingers Anfald paa andre Dele af den franske Kyst, se Munch Norske Folks Hist. b. 507 f. Hvad den norske Krønike fortæller om Rolvs Død, at han efter at være bleven Herre over Frisland paa svigefuld Maade, blev dræbt i Holland af sin Stesøn, grunder sig efter Munchs Formodning paa Sammenblanding med en anden nordisk Viking Godfred, hvis Drab (885) paa en i Rinen berettes hos fremmede Annalister; se Munch Norske Folks Hist. a 642, 671, 676.

Krønikeskriveren prunker med enkelte Læsefrugter fra den romerske Oldtids Forfattere. Et Citat fra Solinus forekommer i følgende Passus (Pag. 8 L. 8—14): Dixit namque Solinus jn libro suo quem de mundi mirabilibus scripsit. abyssum profundissimam jn jpsa terra existere ... juxta quam speluncas propatulas ventos aquatica spiracione conceptos jn se continere. quj sunt spiritus procellarum. Hij vero venti sua spiracione per occultos terre meatus aquas maris ad se contrahunt et jn thesauros abissi recondunt. quas jterum eadem vi a se repellunt. vnde estus et torrentes voraginumque vertigines excitantur. Det Navn, hvorunder Solins Værk her citeres, gjenfindes i de Ord, hvormed dets Titel i de fleste ringere Haandskrifter slutter: de singulis mirabilibus quae in mundo habentur (Mommsens Udg. P. XXXVI). Munch (P. 40) har hos Solin ikke fundet noget Sted, som svarer til det ovenanførte. Jeg formoder, at der sigtes til følgende Sted om Syrterne i Afrika: auctor est Varro, perflabilem ibi terram ventis penetrantibus subitam vim spiritus citissime aut revomere maria aut resorbere (Mommsen P. 130 sq.). Uagtet der saaledes neppe er fuld Grund til at tvile om, at Krønikeskriveren selv har kastet et Blik i Solins Værk, som flere Gange citeres af hans Forbillede Adam fra Bremen og som overhoved var saa meget læst i Middelalderen, saa viser dog ogsaa dette Citat Forfatterens Unøiagtighed.

Han har derhos opsnappet et Horatsisk Udtryk lippis et tunsoribus liquido apparet (P. 11 sq.), men om han selv, saaledes som Tjodrek Munk og Adam fra Bremen, har læst sin Horats, lader sig deraf neppe afgjøre.

Ligesaalidt som Munch har jeg kunnet opspore den "tantus philosophus", paa hvis Ytringer om Venskab "in Philistrato suo" Forfatteren beraaber sig i Begyndelsen af sin Fortale.


__________


I det foregaaende tror jeg at have gjendrevet den Paastand, at Krøniken har været benyttet af Snorre i Ynglingasaga (omkr. 1220—1230) og af Forfatteren til Aagrip (omkr. 1190), og at den derfor maa være ældre end 1200. Urokkelig er derimod den af Munch givne Tidsbestemmelse, at Bogen maa være ældre end 1266, da den omtaler Suderøerne, der 1266 afstodes til Skotland, som skatskyldige under den norske Konge. Storm S. 411 bemærker med rette, at man tør gaa lidt længere tilbage. Skotterne erobrede nemlig allerede 1264 Suderøerne; Grønland regnes ikke iblandt Norges Skatlande, hvilket det var fra 1261 af; og om Island siges det ikke udtrykkelig, saaledes som om Orknøerne og Færøerne, at Indbyggerne betalte Skat til de norske Konger. Naar alligevel tributariæ insulæ og tributarii er brugt saaledes, at Ordene omfatte Island og Islændingerne, saa turde dette grunde sig paa Unøiagtighed i Udtrykket (jfr. nedenfor S. 36 Anm.).

En Tidsgrænse, før hvilken Skriftet ikke kan være blevet til, er i det foregaaende vunden. Jeg har vist, at Forfatteren har havt for sig ældre Optegnelser om Ynglingekongerne, der synes at skrive sig fra Are. Fremdeles har han benyttet et paa Norsk affattet Skrift, indeholdende en kortfattet Samling af Noregs konunga sögur, af hvilket Forfatteren af Aagrip har udskrevet lange Stykker; dette Skrift har sikkerlig været yngre end Are. Her er det vigtigere for os, at Krønikeskriveren, som jeg har søgt at vise, har kjendt Odd Snorressøns Olav Trygvessøns Saga, der er skreven omkring 1180—1185. Vi tør vel altsaa sætte Krøniken mellem 1190 og 1260.

Fremdeles synes den Maade, hvorpaa norske Ord og Navne skrives i Krøniken, at kunne give et lidet Bidrag til Tidsbestemmelsen. Hvor Eiendommeligheder i Skrivemaaden er gjennemgaaende og hvor den skotske Afskrift stemmer overens med den svenske Afskrift af Stykket om Ynglingekongerne (der efter Munchs Paavisning findes i en svensk Kongerække, som gaar ned til 1333, hos Fant Script, rer. Svec. I, 33), der tør vi, om end ikke med Vished, saa dog med Sandsynlighed, antage, at vi har Forfatterens Skrivemaade for os. Nu er det at mærke, at vi ingensteds finde u-Omlyd af å (det lange a) betegnet, medens Tjodrek Munk meget ofte har o som u-Omlyd af å. Saaledes er skrevet craco P. 9 (ligesaa i den svenske Afskrift), Halogia P. 3, halogensuum P. 13, hafota P.12, Hacon overalt. Dette passer bedst til Tiden efter 1200. Det samme gj ælder Skrivemaaden Guthrodus (P. 11 L.26), Gudrodum (P. 12 L.20), medens Tjodrek har den ældre Form med o (Gotliroth cap. 5, Godrod cap. 13).

Prologen fører os maaské med større Bestemthed et Stykke ned i det 13deAarhundred. Forfatteren har, siger han i Fortalen, paataget sig Arbeidet efter Opfordring af en Mand, hvem han omtaler med Ærbødighed og Kjærlighed. Denne Mand har, som Udtrykket negocium ... florente mente (d. e. med moden Forstand?) excogitatum (P. 1 L. 10) antyder, udkastet Planen til det Værk, hvis Udførelse han har overladt til sin Protegé. Han tiltales af Forfatteren o Agnelle iure didascalico mi prelate. Denne Agnellus maa da aabenbart være en høitstillet Geistlig. Munch i sin Udgave P. V ytrer om Udtrykket agnellus kun, at det er uvist, hvorvidt det her er Navn eller blot Betegnelse for en fortrolig Ven. Det synes mig urimeligt, at Forfatteren skulde kunne tiltale en Prælat, der var hans Velgjører og Lærer, som "mit Lam!" Det maa derfor være Navn. Geistlige oversatte ofte sit Navn paa Latin; saaledes kalder Kálfr skáld, der har digtet Volsungsrimur (udgivne af Th. Mobius i Edda Sæmundar hins fróða, Leipzig 1860), sig selv (Str. 205) Vitulus vates. Agnellus (der i Middelalderens Latin jævnlig bruges for agnus) er en saa nøiagtig Oversættelse som muligt af Lambi. Denne Oversættelse laa her saa meget nærmere, som Navnet Agnellus virkelig var blevet baaret af Geistlige; saaledes hed en Abbed i Ravenna i 9de Aarh. Lambi var ikke et sædvanligt norsk Navn i det Tidsrum, hvorom her kan være Tale. Der omtales i Kongesagaerne kun en eneste norsk Mand af dette Navn, og at dette ikke er et blot og bart Tilfælde, fremgaar deraf, at dette Fornavn ikke en eneste Gang, saavidt jeg har seet, forekommer i Diplom. Norveg., Munkelivs Brevbog, Bjorgvinjar Kálfskinn, Aslak Bolts Jordebog eller i røde Bog, ligesom det nu er uddød i Norge. Den eneste i Kongesagaerne forekommende Lambi nævnes i Haakon Haakonssøns Saga (Flat. HI, 141; Fms. X, 495) Aar 1240 som Prior i Elgesæter Kloster. Der forekommer mig efter det anførte at være en høi Grad af Sandsynlighed for, at det er denne Lambe, hvem den latinske Krønikes Forfatter tilegner sit Skrift. Navnet og Stillingen passer, og hvad vi ad anden Vei kan bestemme om Krønikens Tilblivelsestid, lader sig vel forene med det, at den er tilegnet en Mand, der levede 1240. Det eneste, der, saavidt jeg sér, skulde kunne tale imod denne Formodning, er den Omstændighed, at Forfatteren, og da vel tillige hans Velynder, der har overdraget ham Udførelsen af Værket, har været ubekjendt med Tjodrek Munks Arbeide; Tjodrek, der har dediceret sin Historie til Erkebiskop Øystein, var nemlig sandsynligvis Munk i Elgesæter (Keyser Efterladte Skrifter I, 445; Munch Norske Folks Hist. c. 207). Men denne Indvending er ikke afgjørende, saameget mindre som vi ikke kjende den navnløse Forfatters Hjemsted og ikke véd, om Lambe dengang, da Bogen efter min Formodning blev ham tilegnet, var Prior i Elgesæter[15].

Senere end 1240 tør man neppe sætte Krønikens Tilblivelsestid. Jeg skulde snarere være tilbøielig til at gaa noget, f. Ex. et Aarti, tilbage. Til Støtte herfor kan anføres: at Skriftet i sine Beretninger slutter sig til Skrifter om den norske Historie, som er blevne til allerede i 12te Aarhundred (en af Aagrips Kilder, Odds Olav Trygvessøns Saga, Optegnelser af Are); at det paa en fra andre Sagaer (tildels med Undtagelse af Aagrip) afvigende Maade fortæller flere Begivenheder, for hvilke der i den senere Historieskrivning er en fast anerkjendt Form, og at det endelig er fuldstændig uafhængigt af Snorres Heimskringla.

Et andet Holdepunkt for Tidsbestemmelsen finde vi i Skildringen af Island.

Munch har (Udg. P. 5) gjort opmærksom paa, at det, som Krønikeskriveren (P. 7) fortæller om et vulkansk Udbrud paa Island i hans Tid (nostra ætate), ved hvilket Havet paa en Strækning af tre Mile kogede som en Kjedel og et stort Bjerg under Udstrømning af Ild skjød op af Bølgerne, meget ligner Skildringen af et vulkansk Fænomen i de islandske Annaler for 1422. Men han har selv tilstrækkelig godtgjort, at Krøniken ikke kan sættes saa sent[16], da en svensk Kongerække, som kun gaar til 1333, indeholder en Afskrift af Krønikens Afsnit om Ynglingekongerne, og da Krøniken omtaler Suderøerne som skatskyldige under Norge. Foruden det, som jeg i det foregaaende har anført, er der endnu mange andre Grunde, som forbyde os at sætte Krøniken saa langt ned som imod 1430: saaledes de norske Sprogformer; den geographiske Inddeling; Ytringen (P. 12), at Norges Konger lige til Forfatterens Tid nedstamme fra Harald Haardraade. Endelig skal jeg tilføie, at Krøniken, hvis den var lidt yngre end 1422, umulig i det orknøske Diplom fra l443 kunde paaberaabes blandt antiquas cronicas (Munchs Udg. P. 22).

Munch er mest tilbøielig til at anse den nævnte Beretning om et vulkansk Udbrud for et Tillæg af en Skriver i 15de Aarhundred. Men heller ikke denne Mening kan jeg anse for den rette, da Stilen og Aanden i dette Stykke umiskjendelig synes mig at røbe den samme Forfatter som den, hvis Værk Krøniken forøvrigt er. Derimod taler ogsaa den Omstændighed, at der ellers, saavidt jeg sér, intet Spor er af Tillæg af en Skriver, der, hvis han var fra saa sen Tid, vel maatte kunne skjelnes fra Forfatteren[17].

Jeg slutter mig derfor til den af Munch i en Anmærkning (P. V) henkastede Formodning, at Krønikens Ord gjælde et vulkansk Udbrud i Begyndelsen af 13de Aarhundred, hvilket har ytret sig omtrent ligesom det i 1422.

De islandske Aarbøger give virkelig ved Aar 1211 en af Munch overseet Notis om et saadant Udbrud: "Landskjálfti fyrir sunnan land, xvm menn létuz. Eldr kom upp ór sjó" (ett Haandskrift tilføier fyrir Reykjanes, et andet sent: fyrir sunnan Reykjanes). Sölrii Kolsson fann Eldeyjar (et sent Hskr. tilføier: hinar nýju, en hinar horfnar, er alla æfi höfðu staðit). Man tør da formode, at det er til dette Udbrud i 1211, at Krøniken sigter[18]. Det mere almindelige Udtryk nostra ætate antyder, at Begivenheden ikke er forefalden i den allernærmeste Fortid. Jeg mener da, at Krøniken er skreven mellem 1215 og 1260, og snarest ved Aar 1230.


__________


Jeg vender mig nu til Spørsmaalet om, hvor Krøniken er forfattet. At Forfatteren er Nordmand og Undersaat af den norske Konge, siger han selv (P. 7: regibus nostris; P. 16: in ea poli, quam nos Holmgardiam vocamus; P. 17: Olauus noster), og han omtaler Island paa en saadan Maade samt skriver norske Ord med en saadan Retskrivning, at man sér, han ikke er Islænding. I Annaler f. nord. Oldkynd. 1850 S. 299 siger Munch, at Bogen "aabenbart er forfattet i Norge". Storm, som er enig heri, tror endog (S. 420) at kunne bestemme Krønikeskriverens Hjemstavn nærmere: "det ligger nemlig nær at antage, at han er Oplænding (f. Eks. fra Romerike) , naar man sér hen til, at han i sin Norgesbeskrivelse behandler Oplandene vidtløftigere end de øvrige Landsdele, at han nævner oplandske Fylker og Dalfører, omtaler Mjøsen, og at den derfra rindende Elv (Vormen) fører Guld med sig." Jeg tror, det maa indrømmes, at man kunde anføre lignende Argumenter for Forfatterens Hjemstavn i flere andre Bygder, f. Eks. i Haalogaland, thi han omtaler Finmarken og Finnerne meget udførlig.

Til Støtte for, at Forfatteren ikke blot har været norsk Undersaat og en Mand af norsk Nationalitet, hvilket som sagt ikke trænger til Bevis, men at han ogsaa har boet og skrevet i Norge, kan anføres:

1) At en Afskrift af Krøniken maa have været i Norge, siden Værket er benyttet i en svensk Kongerække. Dette har naturligvis ingen Vægt.

2) At Bogen er fremkaldt ved Opfordring fra og dediceret til Forfatterens Lærer Prælaten "Agnellus", i hvem jeg har formodet Lambe, der nævnes 1240 som Prior i Elgesæter.

Hvis sidstnævnte Formodning er rigtig, kommer man jo endog til at tænke paa, at Forfatteren har været Munk i Elgesæter; men dette bliver, som ovenfor antydet, usandsynligt derved, at han ikke har benyttet og end ikke kan have kjendt Tjodrek Munks Skrift.

Munch har ogsaa fremsat en anden Mening om den anonyme Krønikeforfatters Hjemstavn. I sin Udgave P. H antager han nemlig, at Skriftet er blevet til ikke i Norge selv, men paa Orknøerne; og dette gjentages af Maurer Bekehrung des norweg. Stammes 1 S. 58 og Altnordische Sprache S. 226f. Med Hensyn hertil kan først nævnes, at den Afskrift, hvorefter Munch har udgivet Bogen, er skreven af en Skriver hos Vilhelm Jarl af Orknø (Munch P. H). Videre anfører Munch P. VI: "Minutior, quae insularum Orcadensium fit, mentio, autorem certe Orcadensem aut a rebus Orcadiae non alienum prodit." I denne Henseende kan Følgende fremhæves. Hvad Krøniken P. 6 fortæller om Peterne (d. e. Pikterne) paa Orknøerne, at de var smaa som Dværge og at de om Natten byggede mærkelige Bygninger, men om Dagen skjulte sig i smaa, underjordiske Huse, det synes aabenbart hentet fra det orknøske Folkesagn. Talløse Levninger, især Bygværker, fra Oldtiden tillægges af Almuen i Skotland og paa de skotske Øer Pikterne (the Peghts). Walter Scott meddeler i Anmærkning C til The Pirate en Fortælling , hvoraf det sees, at Forestillingen om Pikterne som bitte smaa Folk har holdt sig paa Nord-Ronaldsø lige ind i Nutiden. Pikterne nævnes som Orknøernes tidligere Indbyggere ellers ikke af nordiske Fortattere, skjønt de har bevaret Navnet Pétland (iPétlandsfjorðr, jfr. Petia hos Sakse og P. A. Munchs Bemærkninger i Ann. f. nord. Oldkynd. 1857 S. 314 ff.), men kun af Skribenter, som enten var Kelter eller vidste god Besked om keltiske Forhold. Saaledes Nennius Kap. 2: Post intervallum annorum multorura... [efter Brito og Sylvius Aeneas's Sønner] Picti venerunt et occupaverunt insulas, quae Orcades vocantur; jfr. Vita S. Findani (sandsynlig fra 9deAarh.): Ad quasdam venere insulas juxta Pictorum gentem, quas Orcadas vocant (citeret efter Diefenbach Celtica HI S. 224).

Beretningerne om Paperne synes ligeledes grundede paa Folkesagnet, som dog Forfatteren maa have forvansket. Navnlig synes den Omstændighed, at Krøniken om Papey blandt Orknøerne beretter det samme, som en islandsk Forfatter (Landnáma i Isl. sog. I, 24; jfr. Islendingabok Kap.l) fortæller om Papey og Papyli ved Island[19], at tale for, at den navnløse Krønikeskriver staar i et særligt Forhold til Orknøerne.

Skriftet har ogsaa adskilligt mere om Øerne ved Skotland, hvilket ikke findes hos andre Skribenter. Saaledes at Orknøerne har faaet sit Navn a quodam comite Orchano, for hvilken Fabel jeg ovenfor har formodet en britisk Kilde. Ved Fortællingen om Øernes Erobring af norske Vikinger synes det mig muligt, at Folkesagn der vestenfra er fulgte ved Siden af skriftlige Kilder.

Fremdeles kan her anføres, at Forfatteren, som jeg ovenfor har søgt at vise, ved Olav den helliges Historie har benyttet engelske Skrifter, som Sagaskriverne ikke har kjendt.

Endelig nævner jeg, dog uden at lægge nogensomhelst Vægt paa dette Argument, at flere Udtryk snarest synes lede Tanken hen paa, at Skriftet ikke udelukkende er bestemt for den norske Geistlighed. Til mange Navne, som meddeles i sin norske Form, føies nemlig Oversættelse, hvilket derimod ikke er Sædvane hos Tjodrek Munk, der ligeledes skrev paa Latin P.9: Bera . . . hoc nomen latine sonat ursa. P. 10: Himinheithy, quod loci vocabulum jnterpretatur celi campus. Ibid.: Berno quod jnterpretatur ursus. Og saaledes paa flere Steder. Var det ikke underligt saa ofte at give slige Forklaringer, der ikke har Vægt for Sammenhængen, naar Forfatteren udelukkende eller nærmest skrev for norske Geistlige? Falde de ikke naturligere, hvis vi antage, at han har boet i en af de norske Bygder ved de skotske Farvande, hvorved han let kom til at tage Hensyn ogsaa til ikke norske Læsere? Dog kan det jo tænkes, at ogsaa en Forfatter i Norge tog et saadant Hensyn, naar han skrev paa Latin.

Den Mulighed, at Forfatteren skulde staa i særligt Forhold til Orknøerne, ophæves vistnok ikke derved, at Krøniken iblandt insulæ tributariæ slet ikke nævner Hjaltland. Ti dette kan ikke have sin Grund deri, at Forfatteren skulde være uvidende om Hjaltlands Tilværelse; han nævner jo selv (P. 15 L. 10) omnes tributarios id est Hiatlendenses Orchadenses Ffereyngenses ac Tilenses som kristnede af Olav Trygvessøn. Desuden kan det, at Hjaltland ikke nævnes ved Beskrivelsen af de skatskyldige Øer, være foranlediget derved, at det 1195 var lagt umiddelbart under den norske Krone. Sprogformen kan heller ikke, som Storm S. 420 mener, være til Hinder for at antage, at Bogen er skreven paå Orknøerne. Ti for det første kunde jo Forfatteren alligevel være født i Norge; for det andet lader den Eiendommelighed, hvorom her vel nærmest er Tale, nemlig r for hr (Ringorum, Rolfer, osv.), sig ogsaa paavise paa Orknøerne: Dipl. Norv. I Nr. 404 (Aar 1369, Kirkevaag) skriver Rollessey d. e. Hrolfsey, jfr. lið, lutina, lunnændom DN. II Nr. 170 (1329, Kirkevaag[20]. Ogsaa i andet (f. Eks. æ som i-Omlyd af ó) fulgtes paa Orknøerne norsk Skrivemaade.

Den eneste virkelig vægtige Grund, som har været anført mod den Mening, at Bogen er skreven i Vesterleden, er efter mit Skjøn den, at Forfatteren (P. 5f.) urigtig regner Suderøerne for en Underafdeling af Orknøerne, hvilket sidste Navn han lader omfatte hine (Storm S. 419). Ved en Forfatter, der overhoved er saa ubehjælpelig i sit Udtryk, forekommer det mig dog at være en Mulighed for, at dette grunder sig paa Unøiagtighed i Udtryksmaaden og ikke paa Uvidenhed. Det vilde dog være høist besynderligt, at en Mand, der kunde give saa mange Meddelelser, endog i det enkelte, om Orknøerne, ikke praktisk skulde vide at skjelne dem fra Suderøerne, meridionales insulæ, der er en ordret Oversættelse af Suðreyjar, har mulig staaet for Krønikeskriveren som et appellativisk Udtryk, ikke som et egentligt Navn, og naar han nu ikke kjendte Suderøernes latinske Navn, kunde han herved komme til at bruge Orcades som Overbenævnelse.

Jeg tror ikke, at det her omhandlede Spørsmaal med Sikkerhed lader sig besvare, men jeg helder til den Mening, at Forfatteren af Krøniken har staaet i et særligt Forhold til en af de norske Bygder i Vesterleden. Det bliver da forklarligere, at han ikke kjender Tjodrek Munks Skrift, skjønt han har skrevet efter denne. Det bliver da ogsaa let forklarligt, at der af hans Bog har været Afskrift baade i Skotland og i Norge.

I ethvert Fald var Forfatteren ikke Islænding. Det er da værdt her at minde om, at han har benyttet flere islandske Kilder. De af Islændinger om Norges Historie forfattede Skrifter læstes almindelig ogsaa udenfor Island, var for Alle, som talte norrønt Maal, en sand Nationallitteratur.


__________


Skjønt Krønikeskriverens Stil og Fremstilling staar paa et ligesaa lavt Trin som hans Kritik og Grundighed, er den Skikkelse, i hvilken hans Arbeide er kommet til os, dog ved senere Afskriveres Feil bleven endnu mere mangelfuld end den, hvori det udgik fra hans Haand. Naar vi dadle Forfatterens Feil og dog hente Oplysninger fra hans Skrift, skylde vi ham efter Evne at rense dette for de Feil og Meningsløsheder, for hvilke han ikke bærer Skyld; og at føre hans rigtigere Udtryk ind igjen. Mange saadanne Afskriverfeil er rettede af Munch, enkelte af andre, men talrige staa tilbage. Jeg skal her søge at bortfjærne en hel Del saadanne. Iblandt disse tekstkritiske Bemærkninger lader jeg forklarende Noter til nogle enkelte Steder flyde ind.


Pag. 1.


L. 2 er vel at udfylde omtrent paa følgende Maade: jnter [ea numerauit fid]os amicos.

L. 2—3. I den mutilerede Sætning maa følgende Mening have været udtrykt: Han har bemærket, at saagodtsom intet er vanskeligt, naar Venner hjælpe til.

L. 4. Læs: contradicere for contrarie.

L. 4—5. Læs: tam [preclare sa]gacitati eller lign.; dette er styret af jmaparem. me — jmparem et — imbecillura er styret af debite, hvilket her i Analogi med decet er forbundet med Accusativ. Meningen er altsaa: hvilket ikke vilde være tilbørligt for mig, der i alt føler mig en saa stor Skarpsindighed underlegen osv.

L. 5—6. Læs: ne [ingratu]s crebrorum munerum beneficio existam ad quod [opus] volens nolens aggredi temptabo. Jfr. ovenfor S. 24. Sætningsforbindelsen med pronomen relativum er den samme som f. Eks. ved puer ... hastam dirigens ... qua .. regem .. vulnerauit P. 11 nederst. Jfr. herom Munch P. VL

L. 10. Vel snarere : commendatum for immensum (immentum Cod.). Jfr. mandantis L. 14.

L. 12. nostris am[m]iniculis d. e. de Hjælpekilder, jeg har.

L. 12—13. Læs: si quid uostra refert, uos posteri.

L. 14. forisfecit d. e. offendit, nocuit (saaledes ofte i Middelalderens Latin). — procacitas d. e. Ubeskedenhed (i at have paataget sig et Arbeide, som man ikke er voksen).

L. 19. Læs: secutus [sim]. Si —.


Pag. 2.


L. 1—2. Læs: Norwegia igitur a quodam Re[ge, qui Nor] nuncupatus est, nomen optinu[it]. Jfr. P. 6 nederst optinebant, P. 10 L. 16 optinuit.

L. 2—3. Maaské [Est] Norwegia regio vastissima sed [magna ex] parte jnhabitabilis pre nimietate mon[cium et asperitate] nemorum ae frigorum. Jfr. ovenfor S. 26.

L. 3. Maaské: jn oriente [ex] magno flumine jncipit.

L. 4. Læs: versus occidentem v[ergit] et.

L. 5. Læs: Es[t terra] nimis sinuosa.

L. 5—6. Maaské: jn[supera]bilibus zonis.

L. 10. Mulig patrias for partes; jfr. Brugen af patria i flgd. Kapitel.

L. 14. Maaské: studuissent, ei (Hskr. et) a contrariis. Jfr. Pag. 4, L. 23.

L. 19. Den Forestilling, at Grønland er næsten sammenhængende med de afrikanske Øer, stemmer overens med Udsagn i flere islandske Skrifter fra Middelalderen, at Vinland er sammenhængende med Afrika: se Antiqv. Amer, 289 og paa fl. St.

L. 22. Læs: dentibus cetinis (Munch Norske Folks Hist. b 364 Anm. 2 oversætter: Hvaltænder). I Antiqv. Amer. 270 fortælles om en Tømmerstok fra Skrælingernes Land, i hvilken der stod Tandkiler og Benkiler. Fortællingen om Skrælingerne i den latinske Krønike er ikke hentet fra nogen af de andensteds om dem bevarede Optegnelser.


Pag. 3.


L. 1. Læs: complectens som P. 2 L. 26 og P. 3 L. 19.

L. 2. Læs: stipetes, d. e. stipites.

L. 4—5. Maaské: iii. etiam extra sinum, sic (eller: sinum sunt, sic) fiunt. xi.

L. 14—15. Læs: solum susum et iusum dissiliendo. Formerne susum for sursum og iusum for deorsum er i Middelalderens Latin almindelige; dissilire betyder her vel: hoppe i forskjellige Retninger. Jfr. Kongespeilet S. 39: Þat hafa menn ok markat, hversu þat hefir horft eða fallit siðan á sjó, þá er þat hefir steypzk, osv.

L. 20—21. cum remotis ruribus forstaaes af Munch om Sætersdalen. Jeg finder i dette Udtryk en Oversættelse af Robyggjalog (eller Robygðir), hvilket Navn Forfatteren med rette har forklaret af ro eller rå Vraa. Munchs Opfatning af Róbyggjalög som Rogbyggjalög bør vist opgives.

L. 21. cum conuallibus Albie. Herved maa vistnok med Munch tænkes paa Østerdalen; men det norske Navn, som Forfatteren har oversat, synes at være Elfardalir, der altsaa her er brugt i samme Betydning som ellers Eystridalir.


Pag. 4.


L. 6. Har Forfatteren istedenfor tugurea corticea ment eller skrevet tuguria scortea?

L. 14. Læs: canibusque aduentantibus; dette Verbum forekommer P. 3 L. 3 f. n., P. 6 L. 9 og P. 11 L. 10.

L. 15. Vel snarest: jn suum confert latibulum.

L. 16. Har Forfatteren skrevet: lymphaceis?

L. 19. Læs: tenenti [se] superponunt.

L. 20. Læs: rictibus, ikke retibus.

L. 23. Maaské: quibus ei subiecti sunt. Eller kan man tiltro Forfatteren det lidet heldige et?


Pag. 5.


L. 1. Læs: predicunt.

L. 2. Læs: produnt.

L. 7. Maaské: preparat eller: prepararet?

L. 9. Læs: per alta niuium. Jfr. P. 4 L. 7: per condensa niuium.

L. 14. Participium jnplens , som Munch har forandret til jmpleuit, synes foreneligt raed Forfatterens Sprogbrug; jfr. f. Eks. reconcilians P. 15 L. 7.

L. 16. Forfatteren har vel skrevet: ostico gandio, ti hint Ord bruges i Middelalderens Latin ; jfr. hosticus veyntlicher Dief. Gloss. Lat.-Germ. og hosticum = bellum, expeditio Du Cange.

L. 17—18. Maaské: in stagni eiusdem profundo (profundum som Substantiv), jfr. profunda stagnorum L. 10.

L. 19 —21. Denne Sætning er misforstaaet af Munch. Læs: Item dum Finni vnacum Christianis gregera squamigeram hamo carpere attemptassent, quos jn casis fidelium pagani perspexerant sacculis fere pienis, unco suo de abysso attractis scapham cum piscibus jmpleuerunt. d. e. "Ligeledes naar Finner var paa Fiske sammen med Kristne, forstod de at lokke Fiskene fra Dybet til sin Krog, saa de havde hele Baaden fuld, naar de Kristne kun nogenlunde havde faaet fyldt sine smaa Poser, som Hedningerne i Forveien havde seet nøie paa i de Kristnes Huse". Finnerne forstod altsaa ikke alene ved sin Trolddom at skaflfe sig selv rig Fangst, men ogsaa ved sit onde Blik at hindre de Kristne fra at faa mange Fisk.

L. 22. plus remotis d. e. for fjærnere boende Mennesker.

L. If. n. diuersis incolis maa sigte dertil, at Befolkningen paa Orknøerne for største Delen var norsk, paa Suderøerne derimod keltisk.


Pag. 6.


L. 12—13. Maaské: Sed ut per habit um — notatuf, Affricani fuerunt.

L. 18. Læs: suam exercentes tyrannidem i verunt (neppe : fuerunt), ut —. Herved vindes baade, at vi faa verbum finitum og at det meningsløse verum kommer bort. Jfr. Forvanskningen petum for petunt P. 17 L. 19.

L. 23. tenuis maa være ment som tenuibus eller være Forvanskning af dette.


Pag. 7.


L. 6. Har Forfatteren skrevet: victoriam impetrauit? eller: V. optinuit?

L. 10. prima lingua. Munch vil rette dette til patria 1. Kanske snarere: propria 1.; jfr. Scoti propria lingua nomen habent a picta corpore Isidor. orig.

L. 10—11. Farcarr i Hskr. er nærmest forvansket af Faroarr.

L. 11—12. jnde er at forbinde med quibusdam.

L. 14. quam magna kan være rigtigt; quam forstærkende Adverbium.

L. 14. Genetivformen colonum ogsaa P. 17 L. 1. Åndre Forfattere fra Middelalderen bøie ligeledes colones, Dat. colonibus, se Du Gange.

L. 21. Læs igitur for dicitur; jfr. Pag. 10 L. 3.

L. 24. Læs: tectis operti.


Pag. 8.


L. 5. Maaské: [inter] igniuomos vapores.

L. 6—7. Den af Munch udgivne Tekst synes ikke at kunne være den rette, ti nedenfor bekjæmper netop Forfatteren den Mening, at Jordskjælv er monstra eller portenta. Maaské: Quod multis monstrum scilicet videtur, mundumque mira port endere uel suj interitum jn talibus prefigurare coniectant.

L. 7—8. cum elementa jnevitabiles accessus et naturales suopte exercent motu; d. e. : medens i Virkeligheden Elementerne ved sin egen Bevægelse frembringe de nødvendige og naturlige Adgange (Aabninger).

L. 17. Maaské: concretante (af concrescere). et foran eciam maa vel stryges.

L. 20. For mutabilia bør vel læses mirabilia, trods mutabilium i L. 22.


Pag. 9.


L 1. Krøniken er det eneste Skrift fra Middelalderen, som meddeler det Sagn (eller den Gjætning), at Trondelagen er bleven befolket fra Sverige, hvilket ogsaa nyere Granskere har formodet.

L. 14. Hogaia istedenfor Agna maa vel forklares saaledes, at Agna først er blevet til Hogna.

L. 2 f. n. fugeret (i den svenske Afskrift fugat) er neppe en Skrivfeil for faceret eller fungeretur, men grunder sig snarere paa en Misforstaaelse af Forfatteren.

L. 2 f. n. Gautones (Goutones hos Fant) synes efter Heimskr. Yngl. Kap. 35 at være Feil for Jutones, men denne Feil er dog maaské snarere Forfatterens end en Afskrivers.


Pag. 10.


L. 1. Canawtus (hos Fant P. 3 Kanutus). Læs canutus, se ovenfor.

L. 12. Læs: tenacissimus.


Pag. 11.


L. 1-2. Der bør maaské læses: regnum post patrem Ericus sanguinesecuris acquisiuit ducens. Rigtignok har jeg hos Forfatteren ellers ikke fundet acquirere, men Adam fra Bremen bruger Ordet (lib. 3 cap. 58).

L. 5—6. Læs: regnasset, [s ed] ob.

L. 15—16. Læs: ac detinende dignitatis cura. I Stamme-Hskr. har været skrevet detinde. Forfatteren bruger P. 17 L. 9 detinere i samme Betydning. Munchs Oversættelse (Norske Folks Hist. a 725) "og for at vedligeholde sin Kongeværdighed" synes at forudsætte samme Rettelse.


Pag. 12.


L. 3. Maaské: ubi genitrice natus.

L 9. civitas opulentissima. Hskr. har opprematissima. Forfatteren har kanske snarere skrevet apprimatissima, jfr. middellat. primatus = primus (Du Gange) og apprimus ein oberster furnemer (Diefenbach gloss. Latino-Germ.).


Pag. 13.


L. 2. Ranrikes Indbyggere kaldes L. 5 Renj, Gen. Renorum L. 2. Munch holder disse Former for forvanskede af Ranj, Ranorum; men jeg slutter af dem, at det oldnorske Navn paa Folket var Rænir. Dette forholder sig til Ranriki omtrent som Læir, Háleygir, Læsir til Loar, Hálogaland, Lesjar. I Saga Inga ok bræðra hans i Heimskr. Kap. 19 har Unger med rette beholdt við bændr Ræni ok Hísingbúa og i Einar Skulessøns Vers Rænir, medens Morkinsk. S. 224 f. vistnok feilagtig har Remi, Remir og andre Haandskrifter Reini, Reinir.

L. 16. ex nobilissima halogensium comitum prosapia. Om dette Sted se ovenfor.

L. 24. jnde venit jn Rusciam. Ágrip (Fms. X, 391) har paa det tilsvarende Sted villdi han fara. Har Krønikeforfatteren brugt venit i samme Betydning? eller er Ordet forvansket?

L. 25. Formen Eistriam og L. 27 Eistris med r i Stammen kan sammenlignes med Gen. Eistra Ynglingatal i Ynghnga saga Kap. 39.

L. 27. Olauo læs: Olauus (G. Storm).


Pag. 14.


L. 4. Læs: duodenarii eius pueri.

L. 10. Læs maaské: perquam mira.

L. 11. tam remotum d. e. der var kommen saa langt bort fra Gud.

L. 17. I Forbindelsen: quemjam dei prophetam non dubitatum er pron. relat., som ofte hos Forfatteren, overflødigt.

L. 18. Maaské: et ab eo multa futura audi[t inter colloqu]endum, que paulopost jn re comperuit. Rex &c. Jfr. Ágrip (Fms. X, 392): þviat nu toc ivi af honum, at hann var sannr prophete. En i hans vijþrtalan oc þess ens goþa mannz fortavlom þa mælti hann viþ hann meþ þessom avrþom osv.

L. 21. nisi ad litus. Hvad der stikker i det vel forvanskede nisi, véd jeg ikke med Sikkerhed at sige. Maaské: iuxta litus eller iusum (nede) ad litus eller tuas, ad litus.

L, 24. Læs: predixit. Jfr. Alt gecs efter þessø sogo Ágrip (Fms. X, 393).

L. 26. Læs: assecutus est. Vel ogsaa P. 15 L. 4: assecuturum for executurum.


Pag. 15.


L. 1. jnde er mig uforstaaeligt, hvis det ikke kan betyde: over dem.

L. 7. regum reconcilians (Hskr. reconsilians) er mig uforstaaeligt. Kanske: regi regum reconcilians? Eller: regnum reconcilians (idet han gjenoprettede Kongedømmet)?

L. 16. duxit læs dux efter G. Storm; se ovenfor.

L. 20. expectabat. [Ad]ve[h]entibus ligger kanske nærmere end Venientibus.


Pag. 16.


L. 2. Læs: hec, que d. e. haec, quae.

L. 12. Der synes at maatte læses: suis pro viribus.

L. 20—21. Læs: Quare honestius hoc dubium indeterminatum omittendo. Jfr. honestissime Pag. 1 L. 5.

L. 21. Læs: eradicauerunt; saa staar der og i Citatet hos Munch Norske Folks Hist. b 407.

L. 27. jn eo poli. Munch Pag. 50 bemærker: "i. e. in ea parte mundi; nisi forte auctor graecum πσλις intellexerit "eo poli" pro "ea poli" "scribens". Denne sidste Forklaring er uden al Tvil den rette, dog saaledes, at eo poli kun er Afskriverfeil for ea poli. Dette er klart af det umiddelbart paafølgende quam. polis bruges oftere i Middelalderens Latin, saaledes hos en engelsk Forfatter Elmham vita Henrici V regis Angliae, se Du Cange. Krønikeforfatteren bruger selv Pag. 2, L. 25 Ordet Decapolis. Interpunctionen er i Munchs Udg. ikke rigtig; jeg formoder, at L. 26—28 skal læses saaledes: hic quum — necesse habebat. In ea poli, quam nos Holingardiara appellamus, bene (Hskr. hanc) munita classe stipatus hyemare solebat.


Pag. 17.


L. 2. Af Udtrykket Eynorum insulam sé vi, at Ølands Indbyggere i Oldtiden kaldtes Eynir, hvilket for Orddannelsen giver et fuldkomment Sidestykke til Heinir af Heiðr (Fas. II, 104), Heiðmork. Ogsaa Indbyggerne af Inderøen og Ytterøen i Norge kaldtes Eynir. I Middelalderens svenske Sprog hed Ølandsfolket Olænningar eller Oningiar (Rydqvist Svenska språkets lagar II, 268).

L. 10. repatriare i den her forekommende Betydning er almindeligt i Middelalderens Latin.

L. 16. Der maa vel læses concitavit for cogitavit.

L. 19. Vel: tenuerunt.

L. 22. Vel: jmpleuerunt (hvortil Borgerne er at tænke som Subjekt).

L. 23. Med urette har Munch forandret appropiantes til appropriantes. I Middelalderens Latin betyder appropiare d. s. s. appropinquare.

L. 26. .c c c c. maa være forvansket. Maaské: perdidisset. Tunc Olauus.

L. 28. Det forvanskede subematus betegner neppe det samme som Udtrykket i Olafs s. helga Christ. 1849 S. 8: hann let roa stolpana undan bryggjunum. Er det rette subeuntes (hvorefter Punctum stryges)? For lpsi enimque satellites skal maaské læses ipse eiusque satellites.


Pag. 18.


L. 6. ffactumque regni (regum Hskr.) er mig uforstaaeligt. Maaské: pactumque regnum eller: e pactoque regnum. Mindre sandsynligt er vel: totumque regnum, skjønt den legendariske Saga Kap. 9 i det tilsvarende Sted har allt Ængland.


Fodnoter

  1. For ꜹ i Aagrip er her overalt trykt av.
  2. Storm er her paa Vei til at erkjende det rette Forhold, naar han (S. 417) bemærker: "Fortællingen om Torkel Klypp og Sigurd Sleva maa oprindelig være fortalt ens hos begge Forff., nu er den aabenbart forvansket i H. N." Hvad vil dette "nu" sige? d. s. s. "ved en senere Afskriver?" Maurer "Quellenzeugnisse &c." S. 91 mener vistnok, at Forvekslingen af Sigurd og hans Broder Gunnrød i H. N. kan være at forklare som en Skrivfeil. Men at Forfatteren af H. N. fra først af har skrevet og villet skrive Sed Sitvardus... Gunrodum (Gunrodus Hskr.) vero..." er sandsynligt, da de to Navne i Forveien staa i samme Rækkefølge: Siwardo et Gunrodo (ligesom i Aagrip S. 385 L. 18: Sigurþi slefo, Goþravþo lioma). Og selv om man imod Haandskriftet vilde indsætte Sed Gunrodus Siwardum vero, vilde man alligevel have en fra Aagrip og andre Kilder afvigende Fremstilling, da der ellers ikke fortælles, at nogen af Kongerne blev dræbt paa Tinget. Det er altsaa Forfatteren og ikke Afskriveren af Hist. Norv., som bærer Skylden for den feilagtige Fremstilling. I en lignende Forveksling har Forfatteren gjort sig skyldig P. 11 L. 5, hvor han giver Sigurd Tilnavnet liomi.
  3. Dette kan mulig støttes derved, at Odds Olav Trygvessøns Saga i Kjøbenhavner Recensionen (Fms. X , 3l8 øverst) har Olafr Haralldzson i en lignende Tirade, der synes at hænge sammen med den Ytring, i hvilken Aagrip har Olafs gravnsca (Maurer altnord. Sprache S. 150)
  4. Storm bemærker: "At Ynglingekongernes Historie i H. N. er skrevet efter Tjodolv, behøver intet Bevis" (S. 423); "vor Krønikeforfatter [har] ikke kjendt Ares Skrifter, men kun holdt sig til Tjodolvs Ynglingesagn eller et Uddrag deraf" (S. 422). I bestemt Strid med Ordet "kun" i dette Udsagn staar en anden Ytring hos Storm (S. 413): "H. N. har adskillige Bemærkninger [om Ynglingerne], som ikke ere hentede fra Tjodolv." Denne sidste Bemærkning synes mig sandere.
  5. Denne Feil kan mulig forklares deraf, at Are her benyttede genealogiske Optegnelser, og at der i disse, ligesom i Slægtrækken i Flat. II, 533, stod Ottars sunar Vendilkráku Egils sunar (uden noget Tilnavn for Egil), hvilket da Are misforstod, som om Vendilkráku hørte til Egils.
  6. Jeg gaar her ikke ind paa Spørsmaalet om disse Ares Optegnelser om Ynglingerne har været indtagne i den første Recension af hans Islendingabok. Dette forekommer mig sandsynligt, men derfor behøver ikke Krønikeforfatteren at have kjendt dem i denne Forbindelse.
  7. Munchs Argument for at det stockholmske Haandskrifts Original skulde være ældre end 1200 (Udg. S. XVIII f.) er ikke bindende.
  8. Dette Navn synes at være rent norsk og at betyde "Grænsepælen ved Havet". Det er sammensat med stafr, Stav, Støtte, Grænsepæl, ogsaa om en søileformet Klippe. Navnet skrives i den legend. Olav den helliges Saga Æge stafr, og ligesaa i et af Munch anført norsk Haandskrift fra 15de Aarh.; det indeholder da som første Led ægir Hav. Formen Vegi stafr, som forekommer i Krøniken og i det stockholmske Haandskrift af Odds Bog, kan forklares af det poetiske vægir Hav. Vegge stafr i det kjøbenhavnske Hskr. synes at være Feil.
  9. Forfatteren siger selv Pag. 12: Post hec tota maritima zona Gunnilde filiisque eius .... subdita erat.
  10. Denne Antydning indskrænker sig til det, at Munch i Norske Folks Hist. b. 492, 501 og 511 samt Maurer, Bekehrung des Dorw. Stammes 2 S. 553, rigtig har paapeget, at Krønikeskriveren ved Beretningen om Olav den helliges Tog til England har benyttet Adam. Derimod har Munch i sin Udgave S. VI intet om, at Adam er blandt den norske Forfatters Kilder. Ogsaa Storm S. 423 tier herom.
  11. Man kommer herved til at mindes, at Jordanis's Forord til hans Skrift de rebus Geticis næsten ordret er afskrevet efter Rufins Forord til hans Oversættelse af Origenes's Commentar til Romerbrevet. Og dette er sandelig ikke den eneste Analogi mellem den norske og den gotiske Forfatter: begges Arbeide er et flygtigt Makværk, men tildels vigtigt ved sit Stof.
  12. Krønikens Beretning (Pag. 15 I.. 25), at det Slag, hvori Olav Trygvessøn faldt, stod ved Sjælands Kyst, er efter min Mening ikke grundet paa Adams Fortælling (lib. 2 cap. 38), hvorefter det stod i Sundet ved Helsingborg. Ti Aagrip Kap. 17 har furir Siolandi, der fuldkommen svarer til Krønikens juxta Selandiam; og Aagrips oldnorske Kilde maa da efter det, som jeg i det foregaaende har udviklet, her ogsaa være Krønikens Kilde. Desuden maa man antage, at Krønikeforfatteren vilde have betegnet Stedet nøiagtigere, hvis han havde fulgt Adam.
  13. Afskriften har Feilen spronesis, hvoraf man vel tør slutte, at Originalen her har havt den gamle Bogstavform ᚹ for v.
  14. En af disse er Vilhelm fra Jumiéges (ved Midten af 12teAarh.). Vilhelm karakteriserer sit Skrift (der en Gang citeres af Tjodrek Munk) i et Dedicationsbrev paa følgende Maade: Quod[opus] non Rhetorum venusta exornatum gravitate, non politi sermonis venali lepore seu nitore. Jeg er herved bleven slaaet af Ligheden med den norske Krønikeskrivers Udtryk: mea scripta ... non rhetorico lepore polita (Pag. 1 L. 16); men da andre Berøringspunkter synes at mangle, maa vel denne Lighed være tilfældig eller rettere have sin Grund deri, at slige Fraser var courante i Prologerne til Middelalderens Krøniker overhoved
  15. I 1223 finde vi en anden Prior i Elgesæter
  16. Maurer, Altnord. Sprache S. 226 f., henfører Krøniken til 15de Aarhundred.
  17. Naar tributariæ insulæ Pag. 8 L. 2 f. n. omfatte Island og tributarii Pag. 15 L. 10 Islændingerne, saa kan jeg heller ikke deri med Storm S. 412 Anm. finde Tillæg af en senere Skriver, men kun en unøiagtig Udtryksmaade, ligesom ogsaa Solund- Øerne omtales (Pag. 5) under tributariæ insulæ, til hvilke de dog ikke hørte.
  18. Et sent Hskr. henfører Udbrudet til 1219, et andet til 1210. Mindre sandsynligt er det, at det i Krøniken omtalte Særsyn er det samme som det, Aarbøgerne nævne ved 1226: Eldr í sjó fyrir Reykjanesi eller ved 1240: Eldr fyrir Reykjanesi. Landskjálftar fyrir sunnan land. Om saadanne Særsyn indeholde Aarbøgerne ikke andre Notiser end de nævnte.
  19. Ogsaa Tjodrek Munk knytter dette Sagn til Island
  20. Det er en Misforstaaelse at mene, at o som U-Omlyd af a ikke skulde være brugelig i islandske og orknøske Haandskrifter.