Bergens gamle Bylov - Landeværns-Balken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Her begynder Bergens Bymænds Lovbog
Det er Begyndelsen til vores, Bergens Bymænds Love, som er alle gode Tings Begyndelse, at vi skulle holde og have den kristelige Tro, og alt Andet, som skrevet er i Kristendoms-Balken i Lands-Lovbogen.
Her begynder Kjöbstadmændenes Landeværns-Balk, og er det skrevet her, som skiller mellem Bergensmændene og Herredsmændene.
KAPIT. 1.
Nu om der er Udseende til Ufred i vort Land, da skulle Mænd gjöre Varderne rede. Byfogden eller Sysselmanden skal da lade blæse til Möde, og er den brödig en Mark Sölv til Kongen, som ei indfinder sig. Bymændene ere pligtige at holde Vagtild paa Lyderhorn, samt derhos et Vagthuus med Tag og fire Döre paa. Nu skal der stævnes, til Möde for at paabyde Vagthold, og Byfogden eller Sysselmanden skal lovlig varsle Bymændene til at holde Vagt; Bymændene skulle da være paa Vagt ved Varden den femte Dag efterat Vagholdet blev paabudet, med mindre det för behöves. Men de, hvilke det paaligger at holde Vardevagt og ei ville giöre det, skulle være fredlöse, og tage Kongen af hver saadan Mands Gods otte Örtuger og tretten Mærker Sölv, men hans Arvinger det som mere maatte være. Har han ei Formue til Böderne, da hudflettes paa Mödet, og være siden fredlös.
Tre Mænd skulle holde Vardevagt, og ere alle de Mænd dygtige til saadan Vagt, som have sunde Öine og Ören og gode Födder, som ere frie Mænd, fuldvoxne og aldeles vaabenföre: tvende Indlændinger, men een Udlænding. Saaledes skulle alle Vagter inddeles, som Bymænd have at holde i Ufred, at de tvende Parter bestaae af Indlændinger og den tredie Part af Udlændinger, efter rigtig Ligning. Mænd skulle nu gaae paa Vagt, som Lovbogen videre bestemmer[1].
Paa Vagten skal Mand vaage, og ikke sove; men om Alle sove, da straffes som Loven melder[2].
Nu tænde Vagtmændene Varden uden at mærke noget til Krigsskibe, og afstedkomme derved Krigsuroligheder i vort Land; da ere de fredlöse under foranförte Betingelse, med mindre de aflægge deres Eed paa, at de giorde det i en god Hensigt, og fordi det forekom dem at være Krigsskibe.
Med den Varde, som staaer östligst, forholdes som Lovbogen bestemmer[3].
KAPIT. 2. Om at giöre Leding
Nu skulle alle Mænd vide, at de skulle giöre Leding i vor By efter Ligning; men naar Leding paabydes, skal man udrede sin Ligning efter Gaardenes og Formuens Störrelse. Med den Leding, som svares af Gaarde (i Byen), frier Gaardeieren Leieren af Gaarden. De skulle være forpligtede til at oppebære Ledingen, som Kongen udnævner dertil, eller ogsaa hans Ombudsmand. Naar den halve Almue opbydes, skal der udredes fem veiede Penge af hver Mark, baade af Gaardleien og af Gaardens Kiöbesum, og deraf skal Kongen tage 40 Mærker, og Bymændene det som der er mere. Alle udenlandske Mænd, som eie Gaarde i vor By, eller som leie aarvis, skulle i alle Paabud gaae lige med Bymændene; men alle andre udenlandske Mænd, som opholde sig her om Vintrene, skulle erlægge fem Penge Sölv af hver Mark, naar den halve Almue opbydes, og eier Kongen hele den Leding. - Nu unddrager Mand sig fra at svare Leding - da forholdes dermed efter Landsloven[4].
KAPIT. 3. Hvor Enhver skal svare Leding
Nu skulle vi vide hvor vi skulle svare vor Leding. Dersom Mand eier Huus i Byen, men Gaard i Herredet, da svare han saaledes som Landsloven foreskriver[5].
Ligesaa om Kjöbstadsmand sælger eller udleier sin Gaard i Kjöbstaden, og flytter ud i Herredet inden Mandtallet er optaget og Ligningen gjort, og derefter igien drager ind til Kjöbstaden, da eie Kjöbstædmændene hans Andeel i Ledingen.
KAPIT. 4. Om Byskat
Nu angaaende Byskatten, da skal en Örtug være Byskat, og den skal uvægerligen erlægges 14 Dage efter Peders-Messe. Byskatten skal udredes af alle Smede, Kræmmere, Möllere, Garvere, Feldberedere, Kammagere, Vævere, Slagtere, Öltappersker, Mjödsælgersker, og af alle dem, saavel Quinder som Mænd, der drive Kramhandel, hvor de saa drive den, enten i Boder eller paa Gaden. End om Mand drager bort uden at betale Byskatten, da er han brödig en Mark Sölv til Kongen alene, med mindre anden Mand betaler for ham til ret Forfaldstid; denne Mand tilkommer da af ham den Mark, som ellers skulde været erlagt i Mulkt, saasnart han kommer hjem, og ikke Kongen. - Enhver Læredreng skal betale halv Byskat i det förste Aar. - Faarekrop maa hugges i tvende eller fire Dele, og betales i Byskat; men hugger Nogen den i mindre Stykker, da böde desuden en Öre Sölv[6].
KAPIT. 5. Skibsföreres og Lodsers Ret
Den skal Skibet före, som Kongen dertil udnævner, efter hvad derom er sagt i Landsloven[7].
KAPIT. 6. Hvorledes Bymænd skulle udruste Skib
Nu skal Skibsföreren tilstævne alt det opnævnte Mandskab naar han skal udruste Skibet, og anvise Enhver den Plads han skal have, og holde da Skibsstævne for at syne de Udskrevnes Vaaben og Klæder. Dersom da noget Vaaben mangler, saa forholdes dermed efter Landsloven[8].
KAPIT. 7. Om Mand farer med andet Skib, end det han er opnævnt til
En Bue skal ligge ved hver Tofte, hvilken de tvende Mænd, som der sidde, skulle anskaffe med Streng paa, eller og böde en halv Öre Sölv til Kongen, og ikke desmindre siden skaffe Bue; ogsaa tvende Tylter skaftede Pile eller Kastespyd; dem skulle Husbonderne anskaffe, eller böde til Kongen halvanden Öre for hver Tylt Pile, som mangler. Det er vor Skyldighed at faae Kongen tvende Tyveæringer af vor By, saaledes udrustede med Mandskab og Vaaben, som Kongen finder det fornödent, med mindre Kongen efter de bedste Mænds Raad eragter at Mere behöves. - Nu farer Mand med andet Skib, end det han er ansat paa, saa forholdes dermed efter Landsloven[9].
KAPIT. 8. Hvilke der ere skyldige at eie Vaaben
Den Mand, som eier indtil et Belöb af sex veiede Mark, foruden sine Klæder; o. s. v. efter Landsloven[10].
KAPIT. 9. Her handles om Bymændenes Vaabenthing
Nu er der et Thing, som heder Vaabenthinget, hvilket skal holdes over hele Norges Land. Det skulle vi Bergensmænd holde næste Mandag efter Midfaste. Byfogden skal da lade blæse tilthings, og til det Thing skal enhver Karlmand, som er fri Mand og fuldvoxen, söge hen og medbringe sine lovlige Vaaben. Sidder Mand hjemme under Thingtiden, da er han brödig tvende Öre Sölv til Kongen, samt een Öre for hvert Vaaben han der skulde have medbragt, og om han end har Vaabnene hjemme, saa er det dog som om han ingen eiede, naar de ei ere baarne tilthings. Nu om Huusbonden er syg eller saar, da skal hans Gaardskarl bære hans Vaaben tilthings; er en eller flere af Gaardskarlene syge eller saare, da er Huusbonden skyldig at bære deres Vaaben tilthings, og at syne dem for Byfogden og Raadmændene. - Nu sælger Mand sine Vaaben, o. s. v. som i Landsloven[11].
KAPIT. 10. Om Mænd utilbörligen fælde Quæg
Nu holder Skibsföreren med sit Skib paa samme Led som Kongen, o. s. v. efter Landsloven[12].
KAPIT. 11. Om Skibsopsætning og Redskabernes Forvaring
Nu skal Skibet oplæges; da skal Skibsföreren lade blæse til Skibsdræt saa vide omkring som han med Byfogdens Raad agter fornödent for at Skibet kan gaae op, og hver som da ikke kommer til saadant Skibsdræt være brödig en Öre Sölv. De tre Mænd skulle forvare Segl og al anden Skibsredskab, som i Loven er beskikkede til at forvare Byens Gods. Alle Skibsfolkene skulle fölge Seglet og al Redskab til Kirke eller Nöst (Baadhuus), og fly saaledes om det, at det ei bedærves. Nu om Nogen tager det Segl eller Redskab bort uden Kongens og Raadmændenes Tilladelse, da indestaae han i Et og Alt derfor indtil det kommer tilbage, og være brodig otte Örtuger og tretten Mærker Sölv til Kongen og Bymændene. End brænder Kirken eller Nöstet og Seglet som er derinde, da svare Bymændene selv til deres Segl og Redskab, undtagen Nogen sætter Ild paa med sin Villie.
Bymændene skulle have det Sted til Skibsopsætning, som Kongen anviser dem inden deres Enemærker.
KAPIT. 12. Om Ransmænd
Nu ere alle Ransmænd Ubodsmænd, som Landsloven videre siger[13].
KAPIT. 13. Om Nogen handler med fredlöse Mænd
Nu fare Herjingsmænd langs frem med Landet, o. s. v. som i Landsloven[14].
KAPIT. 14. Hvorledes man skal hindre deres Færd, der udruste Skib imod Forbud
Nu om Kongen beskylder Mand for Landsforræderi, o. s. v. efter Landsloven[15].
KAPIT. 15. Om Reise-Forbud
Nu fare Mænd imod Forbud mellem Lande eller Stæder, som det heder i Kjöbebalken i Landslovbogen, i fem og tyvende Kapitel.
Nu have vi optegnet vort Landeværn, og skal det dermed forblive saaledes, som nu anordnet er, uden Kongen med de bedste Mænds Raad skulde finde noget Andet at være Landet tjenligere.
Fotnoter:
- ↑ cfr. Gulaþ. lag. Landvarnarbolkr, Kap. 4.
- ↑ cfr. Gulaþ. lag. Landvarnarbolkr, Kap. 4.
- ↑ cfr. Gulaþ. lag. Landvarnarbolkr. Kap. 4.
- ↑ cfr. Gulaþ. lag. Landvarnarbolkr. Kap. 6.
- ↑ cfr. Gulaþ. lag. Landvarnarbolkr. Kap. 7.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 8.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 9.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 9.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 10.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 11.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 12.
- ↑ cfr. Gulaþ. l. Landv. b. Kap. 13.
- ↑ Gulagþ. l. Landv. b. Kap. 16.
- ↑ Gulagþ. l. Landv. b. Kap. 17.
- ↑ Gulagþ. l. Landv. b. Kap. 18.
