Bjærgfolks koner og börn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
4. Bjærgfolks koner og börn
26. Udenfor Ebberup by boede trolden og hans kone i et krat, under jorden. Der hørte man ham altid, når det tordnede, råbe: «Lusse, kom hjem, det dundrer!»
Ch. K.
27. Norden for Nörre-Andrup er der to höje, a kan ikke huske, hvad de hedder, men bjærgmanden drev hans 2 koner fra dem ned til Elkjærshöj, og de havde deres bryster slået op over deres skuldre. — Elkjærshöj er en forfærdelig stor höj, og der har også været meget skrummel i den. En mand gik og plovede ved den, og da jog bjærgkonen hendes rage ud til ham. Så standede han den for hende med hans plovøkse.
Rödding.
28. Trolden og hans kone i Ebberup blev en gang uvenner, og han jog hende ud. Det var hen imod aften, og så måtte hun gå hen i Agerupgården, hvor Maren Bærtels den gang tjente. Der lånte Lusse hus den nat. Hun var en lille bitte, boven[1] kone, men folkene i gården modtog hende meget godt og böd hende ind, og hun sad til bords og spiste nadver sammen med Maren Bærtels og de andre folk og lå der om natten. Mens de sad ved nadverbordet, var der en ridende gjæst, som sad og drillede Lusse og sagde, at trolden havde jaget hende ud og sådant mere, som hun tog fornærmeligt op. Derefter red han bort, men kort efter sagde troldkonen til folkene, at de skulde gå ud og hjælpe denne mand, for han lå henne på vejen og havde brækket benet, og da de kom ud på vejen, var det også virkelig, som konen sagde.
Ch. K.
29. Knud Brunhede fortalte mig også, åt han i sin hyrdetid var forsamlet med flere af sine kammerater ved en höj, og de havde alle afklædt sig. Da gik Knud, som var den ældste, op på höjen og så der et lille, spædt barn liggende ganske nøgent. Drengene blev helt forfærdede, og de klædte sig straks på. Da gik Knud atter op på höjen, men nu var synet forsvundet. At disse fortællinger af Knud var sande, tror jeg nok.
J. C. Gydesen, S.-Felding.
30. Der kom en mand kjørende fra Løgstør og ad landevejen efter stranden. Det var vinter, og der var sne på. Da ser han et bitte, nøgent barn, der sidder på isen ved Eldrup sige, og det havde rödt hår. Det er i Ærtbölle hede, og der er sådan nogle bakker i nærheden. Han sidder og ser på det, og så blev han som helt fra sig selv og duede aldrig siden.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.
31. Da en pige, der tjente på Fröslevgård, om aftenen efter solnedgang gik hjem fra marken, så hun, at der langs ad et dige, som gik ud i kjæret, løb nogle små bitte, ganske nøgne börn. Hun troede først, at det var rigtige börn, men blev snart klog på, at det ikke var tilfældet. De løb så hurtig lige efter hinanden ned imod vandet (Dragstrup å) og styrtede sig så lige ned i det dybe vand, og væk var de; så var alting forsvundet.
Morten Jensen, Frøslev.
32. Der er enhöj i Vester-Lem, der hedder Nældehöj. Så var der en kone i V.-Lem, der kunde se underjordiske, og hun så tit, at når börnene der fra V.-Lem de spögte tæt ved höjen, da rendte bjærgfolkenes börn og spögte nede imellem de andre börn, men de kunde ikke se dem. Dem, der boede i Nældehöj, de var så fattige, men dem, der boede i höjen ved Bustrup mark, de var så rige. Der var et gammelt fruentimmer, der gik på omgang i sognet, hun kunde også se sådant noget. Så var hun i en gård en dag, og der var konen ved at ælte dej og slå brød op. Det hjalp dette her fruentimmer hende med. Så, ligesom de stod og æltede allerbedst, så siger hun: «A ska slå dig over dine fingre, du står og æder af æ di.» Da var det en ellekone, der stod og åd, men den anden kone kunde ingen ting se.
Jebjærg höjskole.
33. En mand i Gudhjem gik op på Lensbergegården en aften og havde sin lille sön med sig. Da de kom til et hus tæt ved stranden, blev det skinnende lyst, og de så en mængde små underjordiske börn lege på gaden. De nævnte sönnen ved navn og vilde, han skulde komme og lege med dem. Drengen vilde også have været af sted, men det lykkedes dog faderen at holde ham tilbage.
G. J.
34. Vi har en höj nede i vort kjær, den kaldes Brohöj og ligger i nærheden af Lövelbro. Så var min moder en eftermiddag gået over til Lövelbro, og da hun skulde hjem, gik krokonen og et par af hendes dötre med hende på veje. Så siger den ene af tøserne til hendes moder, om hun ikke maatte rende over til de börn, der rendte og dandsede ovre på höjen. «Nej, det må du ikke, for så tager de dig med ind i höjen, og så kommer du aldrig mere til mig igjen.» — «Åjo, moder, de spiller så dejlig,» siger hun. Nej, det kunde ikke gå an, «og det er heller ikke sandt, du siger,» föjede hun til. «Jo, a kan tydelig se dem», og hun sagde, at de var ikke större end en bitte søster, hun havde der hjemme, der ikke kunde gå ene, men de kunde alligevel dandse. Så bliver de alle sammen enige om at gå over til höjen for at se, om det også var sådan i virkeligheden. Da de kommer så halvvejs, siger den lille, at nu kunde hun ikke se dem længere; og det blev så mørkt for dem, at de snart ikke kunde se at gå tilbage igjen. De kom så alligevel godt nok over til vejen, og så gik hver til sit, og der var ikke mere ved det.
Mine forældre havde en tjenestetøs, der var barnepige for vi andre, og hun havde siddet på den höj, når hun vogtede kreaturer der nede. Hun kommer hjem en dag og fortæller, at der måtte absolut være noget der inde, for det gav det ene skrald efter det andet, lige som de kunde smække en kiste i låse der inde. Det var jo i sommertiden, og så om vinteren tog min fader der ned og kastede höjen ud i den side, hvor hun havde foregivet at have hørt skraldene. Min fader havde forelagt den mand, der hjalp ham, ikke at snakke, og så finder de sådan en stads stue der nede, og der var gange ud til to sider fra stuen, men de tykte ikke, der kunde være så små mennesker, at de kunde færdes ad de gange.
Morten Nielsen, Bjærgegrav.
35. Min fader fortalte efter hans fader, at når drengene var ude at skride på Søndergårdssigen i Hvalløs, så kom der en hel del små drenge til dem og var så venlige og vilde have dem med hjem, men det var dem forbudt af deres forældre. De var fra en höj oppe på Hvalløs mark, de kalder Jennerhöj.
Niels Nielsen, Årslev.
36. Længst mod syd i Gudhjem boede en familie, der havde mange börn, og de løb i gården og legede. Så kom der en lille pige, som ingen kjendte, og legede med. Da konen gav sine egne börn uijnarna (ɔ: midaftensmad), gav hun også den fremmede et lille stykke. Den lille pige kom så hver dag og legede med börnene og fik en lille bid, når de spiste. Men en gang kom moderen med et stort stykke mad i hånden og sagde: «Vil du saj maj, hvoer du æ frå, så ska du få dæijna madijn.» Da kom der en ubekjendt kone, der så arrigt til konen i huset og sagde: «Vil du gje, så gje, ijekke frita å fraga ejn stakkals usjyjlluer onga.» Så tog hun barnet om armen og forsvandt, og de så hverken barnet eller moderen nogen sinde siden. — Men så var börnene tillige med andre börn af byen ovenfor på bakkerne og legede, da hørte de noget inde i höjen, som sagde: «Pibel, gå å sæt potijn på, te kjyllijaana små, som på höjen gå.» Börnene løb da hjem og fortalte det, og siden turde de aldrig mere lege på höjen.
G. J.
37. Ved Hoven, en lille samling af steder, som ligger omtrent en fjerdingvej nordöst for Åby, ligger et lille egekrat, som kaldes Ønklöv. Der har altid været fuldt af små drenge med røde luer. En gammel mand i nærheden sagde, at de vilde så gjærne lege med hans börn, men man måtte passe nöje på ikke at fornærme dem, og derfor er Ønklöv også omhyggelig fredet, og der bliver aldrig taget så meget som en hvål (ɔ: vånd) derfra.
Nik. Christensen.
38. En vogterdreng legede på en höj ved Haraldsted med troldens sön og kom så en gang for skade at knække et sideben på ham, men da det var sket i leg, gjorde de ikke drengen noget. Han blev siden hen samme gårds ejer, hvor höjen hørte til, og kjørte så en gang til staden med et læs sæd, da hans gamle legekammerat kom haltende: «Du kunde gjærne give mig en tønde sæd,» siger han, «for det er dog din skyld, jeg her må gå og halte, kjender du mig ikke?» — «Nej, jeg gjör ikke, men sæden kan du gjærne få, her har du den.»
Jg. Hansen.
Noter:
- ↑ trind, trivelig.
