Bjærgfolks kul, sten og skarnbasser

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

41. Bjærgfolks kul, sten og skarnbasser


626. En dag havde de underjordiske deres penge ude at vejres, da solen skinnede så klart. En mand kom forbi og så, der lå noget på højen, som lignede små stumper kul. Han tog et stykke med sig, og da han kom hjem, så han, at det var en sølv-fireogtyveskilling. De underjordiske havde altså brugt det fif at skabe deres penge om til kulstumper, for at menneskene ikke skulde tage dem.

Samsø. Morten Kusk ved N. P. Olsen.


627. På Österby mark havde vogterdrengen lagt sin tröje ved en stenröse (-dysse), medens han paste kreaturerne. Der kom da en gammel kjærling til ham og sagde: «Tag dit fra mit, så vil jeg give dig din lue fuld.» Drengen opfyldte den gamle kones ønske, og hun gav ham så en dygtig slant i luen af, hvad der for ham så ud som trækul; men da han kom hjem, var det de rene sølvpenge.

Fortalt af Morten Kusk. N. P. Olsen.


628. Der var en gang en bjærgmand, der havde lagt sine penge ud til törvejr, men de så ud som en mængde kul i bitte små stykker. Det så en mand, og han lagde da en synål imellem dem, så kunde bjærgmanden ikke tage dem igjen. Da det blev aften, råbte bjærgmanden, at han skulde komme, og manden fik nok en god belönning for at tage nålen bort, at han kunde få sine penge samlede ind.

Fr. Knudsen, Agerskov.


629. Min kone fortalte efter hendes fader, at mens han var hjordedreng ovre i Balle sogn, kom han en dag til en höj, hvor der lå en hel dynge kul. Han splittede dyngen ad, for han vidste ikke, hvad det var. Da var det jo penge, de havde ude at vejre. Da han skulde til at se sig om, var hans får split så vidt omkring, og så skulde han til at samle dem sammen og döjede meget med det, så han kom der ikke tiere den dag. Anden dagen var der aldrig et kul på højen.

Peder Hansen, Linå.


630. En kone i Tjörnehoved, der i sine unge dage tjente i Stavreby, fortalte, at en dag, da hun skulde ud til kilden at hente vand, var der slet intet vand at få, men hele kilden var fuld af kul. Så gik hun hjem og fortalte det, men i gården sagde de: «Havde du blot været så klog at tage nogle af kullene, havde du været rig for din levetid, men nu kan du kuns gå ud til kilden, nu er der vand nok.» Det var der også, men kullene var forsvundne.

Fr. C.


631. I Gjern bakker er der en höj, som kaldes Troldhøj. Den gik hjorderne op på om middagen for at se efter, om de andre hjorder var på andre höje. Sådan gav de nemlig signal til hinanden, når det var middag. En dag kom en kone derop, og da lå der en sort kalv på nogle kul og solbagede sig. Kullene så så dejlig ud, og hun vilde have et forklædefuld med hjem at lægge på hendes ildsted. Hun tog så hendes spænds (livstykke) og lagde kalven på. Da hun var lige gået derfra, sagde den: «Sko yww!» Hun svarede: «Sko röww!»— «Ja,» svarede kalven, «havde du ikke taget mig så södt og lagt mig så blödt, så skulde du have fået noget andet at vide.» Da hun kom hjem, smed hun kullene, og da hun siden skulde til at se til dem igjen, var det ene sølvpenge. Det var ikke så sært, at kalven vilde have beholdt dem.

A. J. Gothenborg, Holmstol.


632. En mand i Aggersborg kom ridende forbi Stojjhöj en dejlig månelys aften, den ligger langt nord for kirken. Da lå der så mange sten og glitrede sådan ved højen. Nu havde han netop glemt at få noget godt med hjem til hans börn, og så siger han til sig selv: «End om a red nu hen til højen og fik nogle af de sten til dem.» Så fyldte han hans ene lomme og drog videre. Da han nu kom ind til børnene, begyndte de af purre ved ham og vilde have godt. «Å, Herregud, her har a nogle sten,» siger han. Da var det ene sølvpenge. Han ud og op på øget igjen og tilbage til højen, men da var der ingen ting.

Jens Kristian Larsen, Kollerup.


633. En aften for mange år siden red en mand fra Aggersborg, der havde været af by, hjem efter. Det var en dejlig måneskinsaften; så ser han, da han kom forbi en höj, at der lå sådan nogle pæne blanke sten på højen og lyste i måneskinnet. Pludselig kommer han i tanker om, at når han kom hjem, vilde hans börn spörge, om han ikke havde en ting «skjönt» til dem; her var da i hvert fald nogle nydelige sten. Han stod så af og fyldte sine frakkelommer. Da han nu kommer hjem, løb jo börnene hen til ham og stak hånden i lommen for at se, om han havde noget til dem, og til stor forundring haler de den ene håndfuld specier op af lommen efter den an den. Hvad manden har at gjøre, han skynder sig tilbage til højen for at få nogle fler af den slags sten, men da var der ingen.

Joh. Skjoldborg, Kollerup.


634. Så vidt a véd, stedfæstede min plejemoder følgende til de höje, der er ved Tuesbøl. Der kommer en pige en søndag gående forbi en af dem og vil til kirke. Det var en vinterdag, og der lå et tyndt lag sne over jorden, men det var skjönt solskin. Så ser hun op ad den søndre side af denher höj imod solen, og da ser hun, at den er helt overdækket af skarnbasser. «Det er da sært,» tænkte hun, «men det vil der ingen tro, når a fortæller det, a vil tage et par af deher skarnbasser med mig.» Så puttede hun et par af dem i den ene af hendes lufhandkler. Det gik jo, som hun tænkte, folk grinnede ad hende, da hun fortalte det sære syn. «Ja, da skal I her se,» sagde hun, og så rystede hun hendes handkel ud, men da var det guldstykker. Lav de så kom hen til højen, som de jo ikke var sene på, da havde bjærgmanden fået hans skarnbasser samlet ind.

N. J. Termansen.

Lufhandkel (lufvante, luffe) er med én finger, handkel med fem fingre. Skytten har én med to fingre, at der kan være en finger til at trække bøssen af med.


635. Min fader — fortæller den gamle Jens Murmester — var en morgen tidlig sådan hen ad foråret kommen ud at gå på sin mark. Det var lige i lysningen, der var ingen oppe i hele byen, men den gamle havde nu ikke kunnet sove, og så havde han tændt piben og taget vanterne på, for det var nok koldt, og han var ræsen (ɔ: kuldskjær). Som han nu sådan går og dasker ude på agrene, kommer han i tanker om, hvad han så tit havde drömt, at han skulde finde en stor rigdom ved den höj, der lå lige for enden af hans mark. Uden ligevel at tænke videre ved det, kommer han nu denher morgen op til højen. Da ser han lige straks, der ligger sådan noget underlig småtteri og kravler på højen. Levende var det, og det lå sådan og vrimlede som en slags skarnbasser, syntes min fader, men nogle sære forunderlige skabninger var det. Han går en 2, 3 gange omkring højen og ser på dette her, og tilsidst bliver det for ham, som hele højen var mylrende fuld af det kram. Endelig fordrister han sig til at putte nogle af deher småtingester i sin ene slugvante (lufv.), og så lister han af hjem på, og da begynder folk at komme op. Nu syntes han ligevel, det var narvornt at gå og bære på det kram i vanten, og så ryster han det ud og hvister det langt fra sig hen imod kirkegårdsdiget. Da glimrede det som guld og klingrede mod stenene. Det gav et sæt i ham, han hen at lede og op til højen — da er der ingen steder så meget som her bag på min hånd.

A. C. Nielsen.