Bjærgfolks lån af korn, brød, mel, ovntöj o. s. v.

Fra heimskringla.no
Revisjon per 6. mar. 2017 kl. 17:23 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp...)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

33. Bjærgfolks lån af korn, brød, mel, ovntöj o. s. v.


456. Det er sagt af de gamle, at der findes et sted under en banke på Øksenbjærg, midt imellem Gjentofte og Søby, hvilken de fordum naboer, synderlig Voldbro-folk haver banket på, når de behøvede og begjærte til låns kobberkjedler, gryder eller andet brugeligt redskab, hvilket de og derefter ved en stund bekom. Thi det blev set og befandtes uden på samme höj, hvortheden de førte det siden lakkeløst tilbage igjen. Men dersom nogen lånsmand da befandtes troløs og svigagtig, da vederfores hannem gemenlig stor vedermod i sine anslag.

Ole Worm.


457. I gården Kudal (Kodal) i Ørslevkloster sogn, havde fra umindelige tider boet underjordiske, hvilke altid levede i venskab med gårdens folk. Somme tider hændte det sig, at de lånte hos husmoderen brød, öl eller husgeråd, og de bragte altid lånet tilbage. De havde deres lejlighed underneden gårdens bryggers, og undertiden frembragte de underjordiske mænd en åbning i bryggersgulvet og tillod folkene på gården at bese værelserne der nede; en enkelt gang foretog også manden på opfordring et besøg hos de underjordiske og forefandt bohave og øvrige bekvemmeligheder at samme beskaffenhed som hos almindelige bønderfolk på de tider, ligesom han blev modtagen med almindelig gjæstfrihed og velvilje. En gang var manden kjørende til mølle, og som han var på hjemvejen, hørte han nogen råbe bag efter sig; han ser sig da tilbage og fik at se en underjordisk mand med korte ben og rød spids hue løbende af alle kræfter for at indhente ham. Den lille fremmede bad ham da tjene sig i, så snart han kom hjem i sin gård, at råbe: «Attivatti er død!» Dette lovede manden. Så snart han ved hjemkomsten havde gjort udråbet: «Attivatti er død», åbnedes bryggersdøren, og en underjordisk kvinde kom frem og gjenmælede som svar på budskabet: «O ve, o ve! er Attivatti død!» Hun var en lille trivelig person med et par svære bryster, der åbenbart besværede hende, hvorfor hun tog dem med hænderne og lagde dem hver på sin skulder og forsvandt.

Lærer Petersen, Hurup.


458. Et sted var manden hen ved höstens tid kommen i sådan forlegenhed, han kunde ikke få noget korn. Han havde været ét sted og vilde have, og han havde været et andet, men de havde alle sammen nægtet ham det, og så vilde han jo gå hjem igjen, men da kommer der en mand imod ham, og så spörger han ham om, hvor han vilde hen. Ja, han vilde hjem, og nu havde han gået og villet kjøbe korn, men kunde ingen steder få noget, og han var snart helt ude af sig selv. Så siger denne her mand til ham, at han kunde da få en tønde korn at låne af ham, til han fik indavlet. Stedet blev jo bestemt, hvor det skulde leveres; men det kan a ikke huske, hvor var, og han kom også med det, han skulde give igjen, da han havde fået indavlet. Men så kasserede den fremmede mand det, for det var ikke rent nok, han havde stået på det i hans træsko og torsken det af. Nu måtte han til at stå i hans bare fødder og tærske kornet af og gjøre det rent. Dværgen sagde, at det korn, han leverede, havde han stået på marken i hans bare födder og løst (samlet) op, hvad der var faldet af negene, og det var så galt på mandens egen mark, tror a.

Jens Larsen, Strandby.


459. Der er to höje i Ust (Vust) nordost for Ellesbøl, de hedder Korpenshöj og Bishöj. Dem var der ellefolk i, og der var en sti imellem begge höjene, som de færdedes ad. Bjærgmanden i Korpenshöj lånte en mand, som boede tæt ved, en halv tønde rug, og han skulde levere det tilbage igjen, når han fik indhøstet. Da han nu kom med det, vilde bjærgmanden ikke have det, for det var ikke rent nok. Ja, han kunde ikke få det renere og forstod ikke, hvordan det så skulde være. «Ja,» siger bjærgmanden, «men du går inde i loen i kornet med dine træsko på, men jeg sanker det endogså op i mine hosefödder på marken.» Så gik manden i hans hosefödder og tarsk, og så var der ingen ting i vejen.

De gik også al steder og lånte i mit hjemmen. Så kom de også en dag og vilde låne et skywt (skjört), deres datter skulde have bryllup (bojel), og de fik det også. Men så varede det vel længe, inden de kom med det igjen, og så vilde folkene hen og kræve det. Da var det så helt overdryppet af tælle. Det var nemlig selve bryllupsdagen, de var komne, og havde de nu blevet til dagen efter, skulde skjörtet have været lige så fuldt af guld, som det nu var af tælle.

Ingen turde plöje den, for så blev de skidt (syge). Som börn var vi endogså forbudne at tage så meget som en blomst på den. En mand, der boede på den östre side af højen, plöjede dog ned i den, og han blev nok også skidt. Men siden den tid var det først Risbuskhöjen tog til at gro. Så vilde de have til, at bjærgmanden fra den anden höj var flyttet hen i den. Nu groede de ris så værgesløst op på den höj.

Ane Bolette Justsdatter, Imer i Klim.


460. Der er en stor bakke ved Bjærg, norden for byen, der hedder Bjærgsbakke, og der var bjærgtrolde i. Der lå et sted ved siden af bakken, de kaldte Hjul-Mikkels, der gik de inde i snesetal og dandsede med bitte røde luer på. Manden han sagde til konen mange gange: «A vil nødig af med dem, for vi har både held og lykke i gården, så længe vi har dem, og hvissom de skal drage fra os, så tror a nu, det vor (vorder) skidt.» Konen sagde: «A var ræd nok for dem det første, men nu tykkes a, det var kjedsomt, dersom vi ikke skal have dem til at gå og pusle, det er jo så rosomt, og det gjör ikke noget.» En dag sagde hun: «Du véd, vi havde ikke flæsk i går morges, og i dag lå der et helt stykke flæsk i saltkarret, det er de da kommen med, Gud véd, hvor de har fået det fra.» — «Det skal du aldrig bryde dig om,» siger manden, «for det smager lige godt. Men du skal blive ved at klage dig for flæsk, indtil vor gris er fed.» Hun føjede til: «Ja, nu behøver vi ikke at spare på flæsk, vi vil æde flæsk hver dag, og tager de så lidt igjen, det skal du aldrig bryde dig om.»

Men så en nat blev der sådan hylen og klagen og anstalt der ude i bakken, te det var da forfærdeligt. Så rejste de derfra alle sammen, og manden græd, og konen græd, og det var tordengalt. De vilde jo nødig have været af med dem. De rejste til Törring i Törslev sogn, hvor de samledes alle sammen sønden for Anders Jörgensens gård, og så rejste de videre sønder på, og ingen vidste mere, hvad de blev til.

Peder Justesen Kristensen, Dalbynedre.


461. Forhen plejede folk at gjøre kors i sædbunken, når de havde tærsket, ti så kunde de underjordiske ikke tage noget af den. I Tjörnede er der en gård, hvor Höjfolket al tid kom for at låne mel og gryn, når deres eget var sluppet op. «I skal få igjen, når de får tærsket på Bonnerup, for der gjör de ikke kors i bunken,» lovede de hver gang; de holdt også ord.

Chr. Weiss.


462. En gang da en gammel kone i Bråby sad i sin stue, kom der en trold fra højen på hendes mark ind og bad, om hun vilde låne ham noget brød, da de skulde have stort gilde i højen. «Jo,» sagde konen, «men hvornår kan jeg få det igjen?» — «På søndag,» svarede trolden. «Ja, men hvor får I det fra?» spurgte konen. «Vi får det fra Næsbyholm, for på løverdag så kaster de, og når de så har fået kornet lagt i bunker, slår de ikke kors over dem som andre, og så tager vi noget af kornet og bager brød af.»

F. L. Grundtvig.


463. En aften, da en gammel kone i Gudbjærg vilde til at gå i seng, hørte hun, at det bankede på dören, og da hun så gik for at se, hvem der bankede, så hun, at der stod sådan en lille sær pusling udenfor. Nå, konen forstod jo straks, hvad det var for én, og blev lidt sær, men hun tog sig i'et og spurgte, hvad han vilde. Ja, han vilde da så grumme gjærne låne et par brød, han havde nu været så mange steder hos folk, men han havde ingen fået, og de manglede dem netop så hårdt der, hvor han var fra, de skulde have stort gilde, og havde fået for lidt brød bagt. Så tog konen da et par af de störste brød og gav puslingen dem, og derpå gik hun i sin seng. Da hun nu et par dage efter kommer ud i bryggerset, opdager kun, at der var kommen sådan et par vældige store brød, og da brødene blev skårne over, lå der en hel del sølvpenge inden i dem. Konen var da vis på, at det var de underjordiske, der havde været der og betalt hende for hendes villighed imod dem.

H. Pedersen, Hammerum st.


464. En juleaften kom en bjærgmand ind i Nörre-Tang og bad konen der om brød. Det var gamle Peder Tang hans moder. Da han fik det, lovede han hende sådan rigdom, og det skulde blive ved i fjerde led, men så skulde der komme tilbagegang igjen.

Stine Kjærgård, Ulfborg.


465. Der var bjærgfolk i Glenthöj i Lellinge, som gik ned i en gård lige ved siden af banken og lånte brød og andet. Der var rigtig en sti, som de gik ad fra gården og op dertil, og jeg har set stien. Hvad de lånte, betalte de godt nok igjen.

Hans Nielsen, Todbjærg.


466. I Mølhøj i Vedbysøndre ved Slagelse var der bjærgfolk, og der kom tit en lille mand ind til en skrædder, som boede i Ottestrup vest for højen, og lånte brød og sligt. Derfor stod han sig så godt, og al ting lykkedes godt for ham. Det var min bedstemoders fader.

A. L.


467. Der kom en lille nisse og vilde låne et brød hos min bedstemoders fader, som boede i Ottestrup. Han havde en rød lue på og sagde, at han var fra Mølhøj, som ligger et stykke nordvest for Kindertofte kirke. Så fik han også brødet og gik med det.

Samme höj kunde bedstemoder huske at have set stående på fire gloende pæle, og bjærgfolkene holde gilde der inde.

Fru Sofie Nielsen, Kjöbenhavn.


468. Östen for Nörre-Tang i Ulfborg er en höj med höjfolk i. En kone derfra kom til gården en aften og vilde have en tønde öl. Konen i gården spurgte, hvor hun var fra. «Kjender du mig ikke? vi har endda været nabokoner i så mange år.» Ja, hun var da her nede fra højen og fik også öllet. Så et par dage efter kom hun igjen og vilde betale det tilbage, og så siger hun: «Så længe du kan lade være at se i den öltønde, skal den nok blive ved at give öl, og så skal din slægt blive ved at have velstand i fjerde eller femte led, fordi du har lånt mig det öl.» Tønden gav også öl i lang tid, men omsider tog nysgjerrigheden overhånd, og hun måtte have set i den, hvad det end skulde koste. Da var den fuld af skimmel og spindelvæv. Så var det forbi både med öl og det hele. Det forekommer mig, at konen fra Nörre-Tang hed Karen.

En karl på Testrup højskole.


469. Der var bryllup ved bjærgfolkene, og de havde lånt en tønde öl i en gård. Den gang bjærgkonen kom med öltønden igjen, sagde hun, at det var godt öl, der var i den, og det skulde aldrig slippe op, når de var forsigtige med at tappe af den og aldrig så ned i den. De tappede også af den længe, men omsider blev konen nysgjerrig og så i den. Da var den fuld af frøer og tusser og spindelvæv, og så kunde hun aldrig tappe af den mere.

Rödding i Salling.


470. I Nollund havde æ tatterer deres bolig under folkenes seng. Sådan kaldte min oldemoder bjærgfolkene. Det var sådan små folk, og de kom en gang og lånte folkenes öltönde. De måtte ikke se i den, de bragte tilbage, men da konen en gang så i den, var den fuld af spindelvæv.

Sören Vistisen, Hoven.


471. Der var en gang en kone i Klodskov, og hun havde en søster, som var gift i en anden by. En gang var hun da i besøg hos denne søster, og de sad og snakkede om deres egne ting, og hvad der nu sådan kunde falde dem ind. Så sagde da konen fra Klodskov: «Men hvad er det dog, du gjör ved dit öl, at det er meget bedre end andet öl? det må du endelig sige mig, jeg vilde så grumme gjærne lære at brygge sådan.» — «Ja,» sagde søsteren, «det öl kommer jeg nu så nemt til, og jeg skulde vel ikke snakke om det, men dig kan jeg vel nok sige det. Der kom en dag en nisse og lånte en potte öl hos mig, og lige siden den tid har jeg haft tönden fuld, så min tap bliver aldrig tör». «Å, vil du ikke tappe mig en lille tår til, for jeg er bleven så törstig over at høre derom.» Søsteren løb ud med ölpotten, men kom ind igjen med den tomme potte, ti nu var tappen tør, og hun kunde ikke få en dråbe af tønden. Det var, fordi hun havde snakket derom.

C. Grove


472. Ved Stedstrup, Eskildstrup sogn, ligger en stor banke, som kaldes Bjærget, og heri boede en gang bjærgfolk. En gang da de bagede, blev dejen vel tynd, og en af troldene blev sendt op at låne noget mel i en gård, som hedder Hejngård. Han kom til gården om natten, bankede på og sagde: «Vil I inte låne mej noget mel, fo vi hår platted fo tønt.»

H. Nielsen.


473. Ved Ubberup ligger en banke, som kaldes Banen, hvorfra der tit kom småfolk til den gård, der ligger tæt ved, og lånte mel og gryn, men de gav det alle tider tilbage. Når de kom i kvælden, sagde de: «Aften !» og når de gik, sagde de: «Nat!» Talte man om at tænde lys, skyndte de sig at komme bort.

F. L. Grundtvig.


474. I en banke ved byen Sallinge, Hillerslev sogn, boede der bjærgfolk i gamle dage, som ofte kom ind i byen og lånte alt slags töj af beboerne, men de var altid meget redelige med at bringe det lånte tilbage igjen.

Sødinge skole.


475. I den nederste gård i Udby, der beboedes af Mads Udby, havde bjærgfolkene deres gang. De boede i en lang bakke, der var lige bag ved gården, og så kom de op i en kobås, hvor de brækkede hul og gik omkring i hele gården og lånte folkenes sager, mel og gryn m. m. De vidste godt af dem at sige og var gode venner med dem, og de kom da også al tid tilbage med, hvad de havde lånt.

Bjærgfolkene i Jakobs bakke kunde ikke være i Urte (ɔ: Udby) by for ringlen og kringlen.

Örsted fattiggård.


476. Der var en höj i Hundborg, hvor der boede nogle bjærgfolk. Tæt ved højen lå der en bondegård, og til denne kom bjærgfolkene, som uden tvivl har været fattige, idelig for at låne så én ting og så en anden; men de bar det også altid redelig tilbage. Bjærgfolkene kom for resten aldrig ind; de stod altid udenfor vinduet og kaldte, og det var stadig om aftenen.

Lars Dybdahl.


477. En af troldene i Kjællingbjærg kom til manden i Blegkildestedet, som ligger derved, og bad om at låne en ovnrage. Det gjorde manden da også, og næste morgen stod ovnragen i hans bryggers med et dejlig stort brød, men da han var bange for, at brødet kunde skade, satte han det ud på Kjællingbjærg igjen, hvorfra det næste dag var forsvundet.

M. Nielsen.


478. Öst for Linde, ned mod Lindbjærg skov, men på denne side af Linde møllebæk og kjæret, ligger Lindegårde. Det er to gårde, der för har ligget tæt ved hinanden, men for nogle år siden blev den vestlige flyttet nærmere til byen, så nu ligger kun den ene på den gamle plads. Der er eller har været ellekjællinger i Lindegårde; der er et næsten slöjfet bakke tæt östen for gården, som har været beplantet med granskov; det kaldes ællkjældsbak. Det er ikke længere siden, end i mandens faders og bedstefaders tid. Ellefolkene bagte, og så lånte de gjærne deres skåde i gården. Når den så kom tilbage, stod der for det meste en skoldkage på den.

En gang måtte de flytte deres nøds (kostald), og det kom af, at ellefolkene havde klaget over, at det dryppede lige ned på deres bord. Det er virkelig sandt, for den gamle Smed-Såren, der boede i et hus lige over for mit hjem, har fortalt det for sandt, og han var en sandfærdig og godt lært mand.

Man har også set ellefolkenes börn, der løb og legede ned efter Lindegårds mølle; det var nogne bitte nogne med røde luer på; en mand skød en gang en af dem med en sølvknap.

En anden fortæller mener dog, at det var bjærgfolk; de havde deres gang fra Præsthøj nede ved Tvede, forbi Lindegårds mølle op til bakken eller højen ved Lindegårde. Møllerens hunde gjorde al tid et slemt spektakel om nætterne; og en aften, da Kristen Andersens fader gik fra Tvede og hjem til Linde, kom der ved Præsthøj to små mænd med røde luer på og fulgtes med ham lige til Lindegårde, der blev de borte. Jeg véd ikke, om de snakkede til ham, men de gik da ved siden af ham. De kom også tit ind i stuen i den östre Lindegård om aftenen og sad og røg tobak. (Sml. nr. 366 og 367.)

Karen Marie Rasmussen.


479. Der var bakkefolk i Jakobs bakke i Udby, men de kunde ikke være der for ringlen og kringlen i Judi by. Så flyttede de ned i Trindelbjærg bakke, for de folk i skovhuset ved Trindelbjærg var de gode venner med. Når de bagte, lånte de en skåde ved dem, og når de så bar den hjem, lagde de en kage ved siden af til folkene. A er født i det hus.

Da bjærgmanden flyttede, sagde han et vers omtrent som så:

«Må a ent i Jakobs bak blywv,
I skal mæ ent fra Trindelbjærg dryww.»

Maler Sörensen, Udby.


480. I Snedsted var der så mange dværge; det var så skjönt at se på dem, når de løb med deher snurreler eller små røde luer på hovedet, for når de kom til en agerren, så trimlede de lige over den. Det var ikke så sjældent at se dem, de løb og lånte folks skydsler og rager og andre ting, og når man så vilde bruge det, så var det væk. Men det kom altid igjen, og somme tider lå der en skoldkage ved siden af, de skulde have til tak for lån. Min moder har tit fortalt os om dem, men siden vi kom herned, har vi næsten ikke hørt snak om slige sager.

Hans Kristiansen, Vokslev.


481. På en af Kulby bylodder er en banke, som hedder Spurvetoft, og der var bjærgfolk i, som vilde tit låne i gården neden for. Fik de ikke, hvad de forlangte, kunde man være vis på, at der skete uheld med kreatur eller andet.

C. Grove.


482. De underjordiske har dog ikke alle forladt Ry, ti en mand ved navn Jakob, der er død for nogle år siden, har fortalt, at han tit har set en lille mand gå fra byen og ud til Koppehöj, hvor han bestandig blev henne. Man mener jo, at bjærgmændene tit må til byen for at få, hvad de trænger til, og altså færdes imellem os, når vi mindst tænker derpå.

Th. J.


483. Fra BladhöjSnare-Hastrup mark og hen til en nærliggende gård fandtes al tid en frisk banet sti, uden at nogen vidste, hvem der trådte den. I gården savnedes aldrig öl, og det kom af, sagde folkene, at katten al tid lå på öltønden. Men andre folk sagde, at de havde færdsel med höjfolkene, og derfor var stien al tid frisk, og tønden fuld.

Chr. N.


484. I en höj et par hundrede alen lige öst for Grønbækgården i Hårup boede der bjærgfolk. Man så så tit de små folk færdes ved højen, og undertiden, når der var gilde hos dem, stod højen på gloende pæle. Den gang lå der et hus syd for gården, og brønden findes endnu den dag i dag. Konen i huset levede i god forståelse med bjærgfolkene, og en dag gav de hende et skjört, som de sagde, hun kunde bruge hver dag uden at slide det op, og det skulde endda blive kjönnere, jo længere hun brugte det, men hun måtte aldrig gå i kirke i det. En søndag morgen, som hun var ved at feje i sin stue, hørte hun klokkerne ringe i Linå kirke, og da hun syntes, at det var ved tiden, hun kom af sted, så hun ned ad sit skjört, som nu var blevet rigtig kjönt, så hun syntes, at hun ikke havde noget kjönnere at komme i. Hun gjorde sig derfor hurtig færdig og gik i kirke uden at tænke på advarslen fra bjærgfolkene; men da hun kom i kirkens våbenhus, forsvandt det pæne skjört, så hun stod i sit simple underskjört og måtte i en fart skynde sig hjem, men siden den tid så hun ikke mere til bjærgfolkene, og hun fortrød hårdt at have gjort dem imod.

Hans P. Nielsøn, Skjellerup-Nygårde.


485. Her oppe i Fårtoft ved Overgård var der også en höj. Der kommer en bitte mand, om han kunde ikke låne en silkekjole, hans datter skulle giftes. Han får den, og det bliver bestemt, hvor længe han måtte beholde den, men det gik over tiden, og de blev rædde for, at kjolen skulde ikke komme igjen. Så sender de en dreng ned til højen, der skulde råbe om den, og så kom kjolen også, men den var overbegjort med vokspletter. Så sagde de, at dersom de havde ladet dem beholde den, til de selv var komne med den, så havde den været ligeså overbesat af guldstjærner, som nu af vokspletter. Brylluppet var nemlig ikke til ende, og bruden var i kjolen endnu, da budet kom.

Else og Maren Dissing, Skallerup.


486. En gang sad en pige i kjørhuset og malkede. Da så hun på én gang en bjærgkone komme op af jorden, og hun beder pigen om at låne et skjört og den stribede tröje, da hun skulde til barselgilde næste søndag. Da pigen nølede, truede hun hende med, at hvis hun ikke gjorde det, skulde både hun og koen synke ned gjennem jorden til dem. I en hast løb da pigen ind efter töjet og fik det godt nok tilbage i uskadt stand.

Vestjyll. Holger Rørdam.


487. På en gård i Ty boede dværgene i bagerovnen og stjal fødevarer der på gården. Ingen mærkede noget til dem uden tjenestepigen, for hende åbenbarede de sig. De kom en dag og bad hende låne dem sit spejl, da der skulde holdes stort bryllup iblandt dem, og bruden skulde pyntes. Hun fik da lov til at se bryllupsstadsen, men blev jaget af tjenesten, da hun ikke vilde sige, hvad hun havde set, og husbonden havde hende mistænkt for, at det var hende, der havde stjålet hans fødevarer.

C. M. Carstensen.


488. En mand, som boede i en gård i Jandrup, havde en kobås, hvori den ene ko al tid døde. En dag, som konen sidder og spinder, går dören pludselig op, og en lille bitte pige af størrelse som en finger trådte ind og bad om at låne en saks. «Hvad vil du have den til?» spurgte gårdkonen. «Til at skjære min søsters brudekjole, hun skal have bryllup i morgen.» — «Hvor bor I?» — «Ude under det hyldetræ der ved muren har vi vor nedgang.» Det træ stod netop lige ud for den ulykkelige kobås. Konen spurgte nu om, hvor brylluppet skulde stå. «I eders store kakkelovn. Vil du se noget af stadsen, skal du i morgen se derind akkurat ved middagstid, men du må da vogte dig for både at le og snakke.» Til sidst siger konen: «Da I bor der under hyldetræet, kan du så ikke sige mig, hvordan det kan være, at den ene ko i båsen al tid dør.» — «Jo, dens urenlighed løber ned på faders bord, og så bliver fader vred og drejer halsen om på den.» Den underjordiske fik nu saksen, som slæbte langt bag efter hende, da hun gik. Anden dags middag så konen ind i kakkelovnen, og var der da ganske rigtig bryllup der inde. Der var en lille præst og en tilsvarende degn og sådan latter og lystighed, at konen til sidst måtte le med, men så forsvandt det hele. Manden flyttede sin kobås, og siden døde ingen af køerne der.

H. M.

Fortælleren kaldte dem ellefolk. De ligner imidlertid ingenlunde de beskrivelser, man i andre egne af landet giver af eliefolk.


489. På en bondegård i Satrup havde man underbosfolk, der især opholdt sig i et kammer i den ene ende af huset, der kaldtes æ kleve. De var til jævnshold usynlige. En søndag formiddag kom en lille pige hen til tjenestepigen i huset og begjærede en saks og en redekam. Først sagde hun nej, men da de lovede, at hun skulde få brudestadsen at se, lod hun dem få, hvad de forlangte o. s. v.

J. L. K.


490. På den vestligste gård i Svendstrup, Brede sogn, var konen en søndag formiddag ene hjemme. Som hun stod for skorstenen ved maden, kom pludselig en lille bitte kone hen til hende med gyldenstykkeshue, sort skjört, blåt forklæde og rödt livstykke. «Jeg vil bede jer låne mig en saks at tilskjære min datters brudeklædning med» o. s. v. Da toget drog gjennem stuen, og vognen med brudens moder kom forbi, rakte hun en saks hen imod konen, som denne stiltiende modtog. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en saks af det fineste guld. Den skal længe have været gjemt i familien

A. L.


491. På en gård på Als kom nogle små nisser ofte for at låne et og andet, når de skulde have gilde. En dag kom de igjen, og da bad de dötrene at komme med der ned i højen, da der skulde være barnedåb. Pigerne syntes også, det kunde være morsomt nok, og gik med. Om aftenen, da de atter skulde hjem, fyldte nisserne dem forklædet, som det så ud til, med hövlspåner, og takkede dem, fordi de havde gjort dem den ære at komme der ned. Da de unge piger kom hjem, lo den ene ad, at de havde fået forklædet fuldt af hövlspåner med hjem, og kastede dem i brændekurven, men den anden gjemte dem i sin kommodeskuffe. Næste dag hun vilde se til sine hövlspåner, var de blevne til guld, og nu fortrød den anden ordentlig, at hun havde kastet sine bort. Der var blot blevet hængende én i forklædet.

Marie Johansen.