Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 5.Sang
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Heltens Velkomst hos Kong Hrodgar
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Heltens Velkomst hos Kong Hrodgar
- Nu frem gik Mænd i Plade,
- Og vild de fore ei,
- Thi brolagt var som Gade
- Den brede Kongevei;
- De gik i Brynjer blanke,
- Som Folk af første Rang,
- Og trindt om Gother ranke
- De klingre Vaaben sang.
- Saa gik de frem paa Toste
- I rædsom Krigerdragt,
- Indtreen i Høielofte
- Med Brag og Prunk og Pragt;
- Der langs med Salens Vægge
- De stilled op paa Rand
- Saa prud en Skjolderække,
- Som Nogen skue kan.
- Ei skiøre var de Skjolde,
- Som stolt sig bredte her,
- Men Tøi, som kunde holde
- I bidhvas Herrefærd.
- Ved Siden saae man Spyde
- Med Askestager graae
- Alt uden Feil og Lyde
- I Flæng og Hob at staae.
- De Mænd med Mod i Bringe,
- De bænked selv sig brat,
- Kun Brynjer hørtes klinge
- Alt under Kæmpe-Hat;
- Men blot af Klang og Vaaben
- Man dømte flux i Hall,
- At Karl sad under Kaaben,
- Som sky var ei for Skrald.
- Med ærbar Kæmpe-Lade
- Nu traadte frem paa Stand
- Til Gother under Plade
- Saa prud en Hædersmand:
- „I Kæmpe-Karle bolde!
- (Saa lod han sig forstaae)
- Alt med de brede Skjolde
- Og med de Brynjer graae,
- Ja, med de Hjelme svare
- Og Kastespyd i Flok!
- Hvorfra mon hid I fare?
- Det gad jeg vide nok;
- Thi Borgen, her I giæsted,
- Tilhører Hrodgar bold,
- Og han i mig sig fæsted
- Slotsfoged og Herold.
- Ei saae i mine Dage
- Af Fremmede jeg let
- Saa mange Kæmper strage
- Og stolte paa en Plet;
- Med Æren, maa jeg dømme,
- Med Heltemod i Bryst,
- Og ei som Folk der rømme,
- I søgte Danmarks Kyst.”
- God Rede for sig gjorde
- Den Gothe-Helt nu brat,
- Ja, saa tog han til Orde
- Alt under Kæmpe-Hat:
- „Kong Higelak med Glæde
- For Føden giør vi Gavn,
- Han gav i Sal os Sæde,
- Og Bjovulv er mit Navn;
- Mit Ærinde frembære
- Jeg vil for Halvdans Søn,
- Om han mod os vil være,
- Saa god, den Herre skiøn,
- At vi til ham indtræde
- Maae i det høie Slot
- Og hilse der med Glæde
- paa Danmarks gæve Drot.”
- „Velan!” nu Vulfgar meldte,
- En Vendelbo var han,
- Navnkundig mellem Helte
- Af Kiækhed og Forstand:
- „Velan! dit Bud jeg bærer
- Og bringer Svar igien
- Fra Drotten, Folket ærer
- Som Daners bedste Ven.
- Jeg flittig skal forhøre
- Alt hos den Skjoldung-Drot,
- Om dig at laane Øre
- Han finde vil for godt,
- Og Kongens Ord tilbage
- Jeg bringer hid saa fage,
- Saa varme, jeg dem faaer.”
- Ei glemte sig at skynde
- Den Helt, men iled did,
- Hvor Hrodgar sad paa Hynde,
- Alt som en Due hvid;
- Saa høvisk udi Lader
- Han axlede sit Skind,
- For Daners Kongefader
- Saa brat han stædtes ind.
- Der Jarler sad om Borde
- Alt hos den Herre god;
- Der Vulfgar tog til Orde,
- Som for sin Drot han stod:
- „Hil Eder, Konning kiære!
- Alt over salten Sø
- Hiddragen monne være
- En Snekke under Ø;
- Med Gother fra det Fjerne
- Den kommer til vort Land,
- Og Bjovulv hedder gierne
- De Gothers Hovedsmand.
- Med Kongen de begiære
- At tale et Par Ord,
- Om de maae faae den Ære,
- Og sandelig, jeg troer,
- Det kunde sig vel sømme,
- At du dem undte den,
- Thi efter Alt at dømme,
- Da er det Adelsmænd;
- Og han, dem hid mon sende.
- Er vist en vældig Drot:
- Paa slige Følgesvende
- Man kiender Herren godt.”
- Fuld brat nu hørtes svare
- Den Dannevirke-Drot:
- „Formanden i den Skare
- Ham kiender jeg ret godt,
- Hans Byrd er vist nok ædel,
- Thi han er Eggthjovs Søn,
- En Datter af Kong Hrædel,
- Hun var Hans Moder skiøn;
- Og sikkert for det Bedste
- Kom hid den Ungersvend,
- I mig han vil nok giæste
- Sin Faders gamle Ben.
- Desuden og Jeg hørte
- Af Skippere, som Skat
- Til Gothe-Kongen førte,
- Han Karl er for sin Hat;
- Ja, hvis de ikke lyve,
- Da er den samme Svend
- Saa stærk som ti og tyve
- Almindelige Mænd.
- Desaarsag det mig aner:
- En Gud ham sendte vist
- Til Hjelp for os Vest-Daner
- Mod Grændels Argelist;
- I saa Fald kan jeg skiønne
- Vist paa Hans Kraft og Mod
- Og kongelig belønne
- Den Ungersvend saa god.
- Gak du kun nu tilbage,
- Det snareste du kan,
- Og bed de Kæmper strage
- Indgange her paa Stand!
- Min Hilsen maa du bære,
- Siig mine Ord igien:
- Velkomne skal I være
- Her alle Dannemænd!”
- Til Gotherne tilbage
- Kom Vulfgar med en Fart,
- Til Orde tog han fage
- Og meldte med god Art:
- „Hrodgar hin seiersælle,
- Øst-Daners gæve Drot,
- Mig eder bød fortælle:
- Jer Slægt han kiender godt,
- Og, dragne hid med Ære
- Alt over Bølgen sval,
- Velkomne skal I være
- Min Herre i Hans Sal!
- Nu Ingen eder standser,
- Gaaer frit til Hrodgar ind,
- Med Kæmpesværd og Pandser,
- Alt under Hjelmetind!
- Men Skjoldene saa brede
- Og saa de mange Spyd,
- Lad dem kun staae hernede,
- Mens I faae Ørenlyd!”
- Nu skyndelig fra Sædet
- Den Vældige foer op,
- Og hos ham stod paa Stedet
- Hans djærve Kæmpetrop;
- En Part dog af de Bolde
- Han af sin Høvdingsmagt
- Bød over Spyd og Skjolde
- Med Flid at holde Vagt.
- Saa blev da hvem der maatte,
- Og Resten tøved ei,
- I Heltens Fjed de traadte,
- Som viste godt dem Vei.
- Alt under Salens Bue
- De trøstig satte Fod,
- Og deilig at beskue
- Guldhjelmet Bjovulv stod;
- Hans Vaabendragt fremviste,
- Hvad hver Dag ei man saae:
- Det Værk sin Mester priste,
- En Smed var han som Faae!
- „Kong Hrodgar!" sagde Helten,
- „Hilsæl og mange Tak!
- I Salen og i Felten
- Jeg tjener Higelak;
- Hans Frænde jeg mon være
- Og tjener i Hans Gaard,
- Heel mangen Daad med Ære
- Jeg drev i Ungdomsaar.
- I Gotheland jeg hørte,
- At Grændel dig bestreed,
- Og Skippere mig førte
- Om Sagen den Beskeed:
- For Kæmper tom og øde
- Man Kongehallen staae,
- Naar Sol i Aftenrøde
- Nedgaaer af Himlens Blaa.
- Da raadte mig de Bedste,
- Mit Lands de vise Mænd,
- At dig jeg skulde giæste,
- Kong Hrodgar! som din Ven;
- De regned nemlig efter,
- Hvad selv engang de saae.
- Da mine Bjørnekræfter
- Jeg viste Prøver paa:
- Dengang af Fiendehænder
- Jeg slap og streed mig frem.
- Da sammen begge Ender
- Jeg bukkede paa Fem,
- Paa Jetter fem at sige,
- Og reed til Vands saa brat
- En Nykke-Flok tillige
- Alt i den møke Nat;
- Trods Storm og Bølgehøie
- Jeg seirede med Bram,
- Fik Ære for min Møie,
- Mens Fienderne fik Skam.
- See, Dane-Drot hin klare!
- Jeg derfor, som en Mand,
- Der ændser ingen Fare,
- Vil ene holde Stand,
- Ja Stand og Strid tillige
- Imod den lede Trold,
- Mod Grændel, vil jeg sige,
- Som giør dig Overvold.
- Den Gunst du ei mig nægte,
- O Dannevirke-Drot!
- At ene jeg maa fægte
- til Frelse for dit Slot!
- Alt for at naae den Hæder,
- Jeg med min Kæmpeflok
- Drog hid fra fjerne Steder,
- Er Trolden voxen nok.
- For Staal han ikke blegner,
- Det meget godt jeg veed,
- Han Vaaben ikke regner,
- Den Trold og Thurs saa leed;
- Men ei mit Sværd skal briste
- Paa Jettekrop omsonst,
- Saasandt jeg ei vil miste
- Min kiære Konges Gunst;
- Jeg lover høit og sværger:
- Ei Sværd jeg blotter her,
- Med Skjold jeg mig ei værger
- I denne Herrefærd!
- Kong Higelak jeg kræver
- Til Vidne paa min Agt,
- Her med de bare Næver
- At trodse Grændels Magt;
- Om Reeb saa vil vi rykkes.
- Ja brydes om din Hall;
- Lad staae sig, hvem det lykkes!
- Lad falde, hvem der skal!
- Faaer Grændel Lov at raade
- For mig og for min Trop,
- Da sikkert uden Naade
- Han reent os æder op;
- Jeg veed, det er Hans Vane
- At sluge Folk, den Trold,
- Og vorder han min Bane,
- Saa er jeg i Hans Vold;
- Hvis Hovedet jeg taber,
- Saa leed kun ei derom!
- Thi i sin Bug begraver
- Mig vist den Fyldevom,
- Saa kiøbt i Domme dyre
- Er Levning min paa Jord:
- Mit Blod paa Mark og Myre
- I Grændels Troldespor.
- Ei koste dig Umage
- Da skal min Jordefærd;
- Men endes mine Dage,
- Da, Hrodgar Danekiær!
- Til Higelak du sende
- Min Rustning favr og klar.
- Ja, til min Kongefrænde
- Min Brynje dyrebar!
- Jeg arved efter Hrædel,
- Den prude Brynjesærk,
- Dens Mester og var ædel,
- Thi den er Vølunds Værk;
- Den Barmen var til Baade
- I mangen Kæmpedyst,
- Men nu maa Nornen raade
- For nøgne Kæmpebryst!”
- Saa talede med Snille
- Den Høvding kort og godt.
- Ham svared Hrodgar milde,
- Den Dannevirke-Drot:
- „Besynderlig sig vender
- I Verden Bladet om:
- Med hjelperige Hænder
- Du modig til os kom;
- Alt over samme Bølger
- Drog Fader din for dig;
- Men jeg det ikke dølger:
- Han søgte Hjelp hos mig.
- Ham Ylfingernes Vælde
- Fordrev fra Huus og Hjem,
- Ved Hadolav at fælde
- paa Halsen fik han dem;
- Med deres stærke Høden
- Hans Folk de gjorde rædd,
- Thi søgte han i Nøden
- Hos os et Tilflugtssted.
- Da Hjørgar alt var blegnet,
- Den Dannerkonning, skiøn,
- I Graven var nedsegnet
- Kong Halvdans bedste Søn;
- Hans Broder, ei Hans Mage,
- Blev jeg Hans Eftermand,
- Var Drot i Ungdomsdage
- For Danefæ og Land;
- Mig giæsted da i Vorgen,
- O Helt! din Fader god,
- Og her forvandt Han Sorgen,
- Der jeg i Mandebod
- Til Ylfinger udlagde
- Mit gamle Daneguld,
- Hvorfor han mig tilsagde
- At findes tro og Huld.
- Men ak! med saaret Hjerte
- Jeg tale maa derom,
- Hvad Sorg og bitter Smerte
- Mig siden overkom:
- Hvad jeg har maattet lide
- Ved Grændels Overfald,
- Mens han om Nattetide
- Har raset i min Hall!
- Ak! hvor er nu de Volde,
- Som prydede min Hall,
- Som bare for mig Skjolde,
- Mangfoldige i Tal!
- Ak! under Nornens Vrede
- Min Flok er smeltet hen,
- De Fleste tog den Lede,
- Kun Faae har jeg igien!
- O! gid engang dog kunde
- Den Niding faae sin Løn!
- Ja, Grændel gaae til Grunde!
- Det er mit Hjertes Bøn!
- Vist ikke vederkvæger
- Mig længer störe Ord,
- De lod ved fyldte Bæger
- Saa ofte over Bord;
- Jeg hørte Kæmper love,
- Naar Mjøden gav dem Mod,
- At sætte kiækt i Vove
- For Seilen Liv og Blod:
- De vilde Grændel møde
- Med Egg og skarpen Odd;
- For næste Morgenrøde,
- Var Døden deres Lodd!
- Naar Soel opgik, da svømmed
- Min Kongehall i Blod,
- Hen over Tiljen strømmed
- Den røde Aareflod.
- Ak! Ondt de gjorde værre,
- Af Kæmper troe jeg fik
- Derved saa mange færre,
- Som her i Døden gik.
- Dog, Ven, gak nu til Sæde!
- Hold ei for Tunge Tand!
- Men brug til Kæmpeglæde
- Din Mund saa godt du kan!"
- Saa talede den Milde,
- Og flux man gjorde Plads
- For Gotherne saa gilde,
- Som var dem vel tilpas.
- Der satte alle sammen
- De brat sig ned paa Rad,
- Og der var Fryd og Gammen,
- Saavel som Øl og Mad.
- Den Svend som stod for Skiænken,
- Han Passed godt sin Dont,
- Saa immer gik paa Bænken
- Det fyldte Bæger rundt;
- Her Gothe sad, som Dane,
- Med Fryd i høien Hall,
- Og i god gammel Vane
- Sang holt den muntre Skjald.