Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 5.Sang

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. apr. 2019 kl. 14:51 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Femte Sang
Heltens Velkomst hos Kong Hrodgar


Nu frem gik Mænd i Plade,
Og vild de fore ei,
Thi brolagt var som Gade
Den brede Kongevei;
De gik i Brynjer blanke,
Som Folk af første Rang,
Og trindt om Gother ranke
De klingre Vaaben sang.
 
Saa gik de frem paa Toste
I rædsom Krigerdragt,
Indtreen i Høielofte
Med Brag og Prunk og Pragt;
Der langs med Salens Vægge
De stilled op paa Rand
Saa prud en Skjolderække,
Som Nogen skue kan.
Ei skiøre var de Skjolde,
Som stolt sig bredte her,
Men Tøi, som kunde holde
I bidhvas Herrefærd.
Ved Siden saae man Spyde
Med Askestager graae
Alt uden Feil og Lyde
I Flæng og Hob at staae.
 
De Mænd med Mod i Bringe,
De bænked selv sig brat,
Kun Brynjer hørtes klinge
Alt under Kæmpe-Hat;
Men blot af Klang og Vaaben
Man dømte flux i Hall,
At Karl sad under Kaaben,
Som sky var ei for Skrald.
 
Med ærbar Kæmpe-Lade
Nu traadte frem paa Stand
Til Gother under Plade
Saa prud en Hædersmand:
„I Kæmpe-Karle bolde!
(Saa lod han sig forstaae)
Alt med de brede Skjolde
Og med de Brynjer graae,
Ja, med de Hjelme svare
Og Kastespyd i Flok!
Hvorfra mon hid I fare?
Det gad jeg vide nok;
Thi Borgen, her I giæsted,
Tilhører Hrodgar bold,
Og han i mig sig fæsted
Slotsfoged og Herold.
Ei saae i mine Dage
Af Fremmede jeg let
Saa mange Kæmper strage
Og stolte paa en Plet;
Med Æren, maa jeg dømme,
Med Heltemod i Bryst,
Og ei som Folk der rømme,
I søgte Danmarks Kyst.”
 
God Rede for sig gjorde
Den Gothe-Helt nu brat,
Ja, saa tog han til Orde
Alt under Kæmpe-Hat:
„Kong Higelak med Glæde
For Føden giør vi Gavn,
Han gav i Sal os Sæde,
Og Bjovulv er mit Navn;
Mit Ærinde frembære
Jeg vil for Halvdans Søn,
Om han mod os vil være,
Saa god, den Herre skiøn,
At vi til ham indtræde
Maae i det høie Slot
Og hilse der med Glæde
paa Danmarks gæve Drot.”
„Velan!” nu Vulfgar meldte,
En Vendelbo var han,
Navnkundig mellem Helte
Af Kiækhed og Forstand:
„Velan! dit Bud jeg bærer
Og bringer Svar igien
Fra Drotten, Folket ærer
Som Daners bedste Ven.
Jeg flittig skal forhøre
Alt hos den Skjoldung-Drot,
Om dig at laane Øre
Han finde vil for godt,
Og Kongens Ord tilbage
Jeg bringer hid saa fage,
Saa varme, jeg dem faaer.”
 
Ei glemte sig at skynde
Den Helt, men iled did,
Hvor Hrodgar sad paa Hynde,
Alt som en Due hvid;
Saa høvisk udi Lader
Han axlede sit Skind,
For Daners Kongefader
Saa brat han stædtes ind.
 
Der Jarler sad om Borde
Alt hos den Herre god;
Der Vulfgar tog til Orde,
Som for sin Drot han stod:
„Hil Eder, Konning kiære!
Alt over salten Sø
Hiddragen monne være
En Snekke under Ø;
Med Gother fra det Fjerne
Den kommer til vort Land,
Og Bjovulv hedder gierne
De Gothers Hovedsmand.
Med Kongen de begiære
At tale et Par Ord,
Om de maae faae den Ære,
Og sandelig, jeg troer,
Det kunde sig vel sømme,
At du dem undte den,
Thi efter Alt at dømme,
Da er det Adelsmænd;
Og han, dem hid mon sende.
Er vist en vældig Drot:
Paa slige Følgesvende
Man kiender Herren godt.”
 
Fuld brat nu hørtes svare
Den Dannevirke-Drot:
„Formanden i den Skare
Ham kiender jeg ret godt,
Hans Byrd er vist nok ædel,
Thi han er Eggthjovs Søn,
En Datter af Kong Hrædel,
Hun var Hans Moder skiøn;
Og sikkert for det Bedste
Kom hid den Ungersvend,
I mig han vil nok giæste
Sin Faders gamle Ben.
Desuden og Jeg hørte
Af Skippere, som Skat
Til Gothe-Kongen førte,
Han Karl er for sin Hat;
Ja, hvis de ikke lyve,
Da er den samme Svend
Saa stærk som ti og tyve
Almindelige Mænd.
Desaarsag det mig aner:
En Gud ham sendte vist
Til Hjelp for os Vest-Daner
Mod Grændels Argelist;
I saa Fald kan jeg skiønne
Vist paa Hans Kraft og Mod
Og kongelig belønne
Den Ungersvend saa god.
Gak du kun nu tilbage,
Det snareste du kan,
Og bed de Kæmper strage
Indgange her paa Stand!
Min Hilsen maa du bære,
Siig mine Ord igien:
Velkomne skal I være
Her alle Dannemænd!”
 
Til Gotherne tilbage
Kom Vulfgar med en Fart,
Til Orde tog han fage
Og meldte med god Art:
„Hrodgar hin seiersælle,
Øst-Daners gæve Drot,
Mig eder bød fortælle:
Jer Slægt han kiender godt,
Og, dragne hid med Ære
Alt over Bølgen sval,
Velkomne skal I være
Min Herre i Hans Sal!
Nu Ingen eder standser,
Gaaer frit til Hrodgar ind,
Med Kæmpesværd og Pandser,
Alt under Hjelmetind!
Men Skjoldene saa brede
Og saa de mange Spyd,
Lad dem kun staae hernede,
Mens I faae Ørenlyd!”
 
Nu skyndelig fra Sædet
Den Vældige foer op,
Og hos ham stod paa Stedet
Hans djærve Kæmpetrop;
En Part dog af de Bolde
Han af sin Høvdingsmagt
Bød over Spyd og Skjolde
Med Flid at holde Vagt.
Saa blev da hvem der maatte,
Og Resten tøved ei,
I Heltens Fjed de traadte,
Som viste godt dem Vei.
 
Alt under Salens Bue
De trøstig satte Fod,
Og deilig at beskue
Guldhjelmet Bjovulv stod;
Hans Vaabendragt fremviste,
Hvad hver Dag ei man saae:
Det Værk sin Mester priste,
En Smed var han som Faae!
 
„Kong Hrodgar!" sagde Helten,
„Hilsæl og mange Tak!
I Salen og i Felten
Jeg tjener Higelak;
Hans Frænde jeg mon være
Og tjener i Hans Gaard,
Heel mangen Daad med Ære
Jeg drev i Ungdomsaar.
I Gotheland jeg hørte,
At Grændel dig bestreed,
Og Skippere mig førte
Om Sagen den Beskeed:
For Kæmper tom og øde
Man Kongehallen staae,
Naar Sol i Aftenrøde
Nedgaaer af Himlens Blaa.
Da raadte mig de Bedste,
Mit Lands de vise Mænd,
At dig jeg skulde giæste,
Kong Hrodgar! som din Ven;
De regned nemlig efter,
Hvad selv engang de saae.
Da mine Bjørnekræfter
Jeg viste Prøver paa:
Dengang af Fiendehænder
Jeg slap og streed mig frem.
Da sammen begge Ender
Jeg bukkede paa Fem,
Paa Jetter fem at sige,
Og reed til Vands saa brat
En Nykke-Flok tillige
Alt i den møke Nat;
Trods Storm og Bølgehøie
Jeg seirede med Bram,
Fik Ære for min Møie,
Mens Fienderne fik Skam.
 
See, Dane-Drot hin klare!
Jeg derfor, som en Mand,
Der ændser ingen Fare,
Vil ene holde Stand,
Ja Stand og Strid tillige
Imod den lede Trold,
Mod Grændel, vil jeg sige,
Som giør dig Overvold.
Den Gunst du ei mig nægte,
O Dannevirke-Drot!
At ene jeg maa fægte
til Frelse for dit Slot!
Alt for at naae den Hæder,
Jeg med min Kæmpeflok
Drog hid fra fjerne Steder,
Er Trolden voxen nok.
For Staal han ikke blegner,
Det meget godt jeg veed,
Han Vaaben ikke regner,
Den Trold og Thurs saa leed;
Men ei mit Sværd skal briste
Paa Jettekrop omsonst,
Saasandt jeg ei vil miste
Min kiære Konges Gunst;
Jeg lover høit og sværger:
Ei Sværd jeg blotter her,
Med Skjold jeg mig ei værger
I denne Herrefærd!
Kong Higelak jeg kræver
Til Vidne paa min Agt,
Her med de bare Næver
At trodse Grændels Magt;
Om Reeb saa vil vi rykkes.
Ja brydes om din Hall;
Lad staae sig, hvem det lykkes!
Lad falde, hvem der skal!
 
Faaer Grændel Lov at raade
For mig og for min Trop,
Da sikkert uden Naade
Han reent os æder op;
Jeg veed, det er Hans Vane
At sluge Folk, den Trold,
Og vorder han min Bane,
Saa er jeg i Hans Vold;
Hvis Hovedet jeg taber,
Saa leed kun ei derom!
Thi i sin Bug begraver
Mig vist den Fyldevom,
Saa kiøbt i Domme dyre
Er Levning min paa Jord:
Mit Blod paa Mark og Myre
I Grændels Troldespor.
Ei koste dig Umage
Da skal min Jordefærd;
Men endes mine Dage,
Da, Hrodgar Danekiær!
Til Higelak du sende
Min Rustning favr og klar.
Ja, til min Kongefrænde
Min Brynje dyrebar!
Jeg arved efter Hrædel,
Den prude Brynjesærk,
Dens Mester og var ædel,
Thi den er Vølunds Værk;
Den Barmen var til Baade
I mangen Kæmpedyst,
Men nu maa Nornen raade
For nøgne Kæmpebryst!”
 
Saa talede med Snille
Den Høvding kort og godt.
Ham svared Hrodgar milde,
Den Dannevirke-Drot:
„Besynderlig sig vender
I Verden Bladet om:
Med hjelperige Hænder
Du modig til os kom;
Alt over samme Bølger
Drog Fader din for dig;
Men jeg det ikke dølger:
Han søgte Hjelp hos mig.
Ham Ylfingernes Vælde
Fordrev fra Huus og Hjem,
Ved Hadolav at fælde
paa Halsen fik han dem;
Med deres stærke Høden
Hans Folk de gjorde rædd,
Thi søgte han i Nøden
Hos os et Tilflugtssted.
Da Hjørgar alt var blegnet,
Den Dannerkonning, skiøn,
I Graven var nedsegnet
Kong Halvdans bedste Søn;
Hans Broder, ei Hans Mage,
Blev jeg Hans Eftermand,
Var Drot i Ungdomsdage
For Danefæ og Land;
Mig giæsted da i Vorgen,
O Helt! din Fader god,
Og her forvandt Han Sorgen,
Der jeg i Mandebod
Til Ylfinger udlagde
Mit gamle Daneguld,
Hvorfor han mig tilsagde
At findes tro og Huld.
 
Men ak! med saaret Hjerte
Jeg tale maa derom,
Hvad Sorg og bitter Smerte
Mig siden overkom:
Hvad jeg har maattet lide
Ved Grændels Overfald,
Mens han om Nattetide
Har raset i min Hall!
Ak! hvor er nu de Volde,
Som prydede min Hall,
Som bare for mig Skjolde,
Mangfoldige i Tal!
Ak! under Nornens Vrede
Min Flok er smeltet hen,
De Fleste tog den Lede,
Kun Faae har jeg igien!
O! gid engang dog kunde
Den Niding faae sin Løn!
Ja, Grændel gaae til Grunde!
Det er mit Hjertes Bøn!
 
Vist ikke vederkvæger
Mig længer störe Ord,
De lod ved fyldte Bæger
Saa ofte over Bord;
Jeg hørte Kæmper love,
Naar Mjøden gav dem Mod,
At sætte kiækt i Vove
For Seilen Liv og Blod:
De vilde Grændel møde
Med Egg og skarpen Odd;
For næste Morgenrøde,
Var Døden deres Lodd!
Naar Soel opgik, da svømmed
Min Kongehall i Blod,
Hen over Tiljen strømmed
Den røde Aareflod.
Ak! Ondt de gjorde værre,
Af Kæmper troe jeg fik
Derved saa mange færre,
Som her i Døden gik.
Dog, Ven, gak nu til Sæde!
Hold ei for Tunge Tand!
Men brug til Kæmpeglæde
Din Mund saa godt du kan!"
 
Saa talede den Milde,
Og flux man gjorde Plads
For Gotherne saa gilde,
Som var dem vel tilpas.
Der satte alle sammen
De brat sig ned paa Rad,
Og der var Fryd og Gammen,
Saavel som Øl og Mad.
Den Svend som stod for Skiænken,
Han Passed godt sin Dont,
Saa immer gik paa Bænken
Det fyldte Bæger rundt;
Her Gothe sad, som Dane,
Med Fryd i høien Hall,
Og i god gammel Vane
Sang holt den muntre Skjald.