Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 8.Sang»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
 
Linje 333: Linje 333:
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 +
[[Kategori:Angelsaksiske kilder]]
 
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
 
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

Nåværende revisjon fra 16. apr. 2019 kl. 14:52

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Ottende Sang
Bjovulvs Priis fremfor Hermod og Volsungerne


Saa aarle om den Morgen,
Før Solen op end stod,
Hinanden traf ved Borgen
Saamangen Høvding god;
De kom fra alle Sider,
Som bygged fjern og nær,
Saa tykkes sommetider
For lang ei nogen Færd;
De alle vilde skue
Det skeete Underværk
Og Sporene paa Tue
Af Trolden leed og stærk;
De var nu alle glade,
Slet Ingen var saa blød,
Ham tyktes, det var Skade,
At Trolden fik sin Død.
De fulgte over Vangen
Den Æreløses Traadd
Paa Hælefægter-Gangen
Fra Hall med Bane-Lodd;
De sporede den Fule
Fra Sal til Nykke-Sø,
Der maatte i sin Kule
Han krympe sig og døe;
Hvor sidst han gik paa Landet,
Der Blod i Strømme flød,
Og hvor han sank i Vandet,
Var Bølgen mørkerød:
Sin Lødd den havde skiftet
Af Grændels Troldeblod,
Forvandlet og forgiftet,
I Skum og Kaag den stod.
Her maatte i stor Vaande
Den Trold, med Ret og Skiel,
Sin Hedningsjæl udaande
Og fare saa til Hell.
 
Nu fandt de gamle Svende,
De unge ligesaa,
Det var ei galt at vende,
Tilfreds med, hvad man saae.
Saa reed de Kæmper ranke
Fra Sø den Gammens-Leed,
De reed i Brynjer blanke,
De roste, som de reed,
Sø-Gothers Helt, den Brave,
Og det var Manges Ord,
At mellem begge Have
Ei var, fra Syd til Nord,
Saavidt som Himlens Bue
Omhvælver Jordens Bold,
Hans Overmand at skue
Blandt dem, der løfted Skjold,
Blandt dem, der styred Lande,
Dog Hrodgar ufortalt,
Thi Alle maatte sande,
Han styred ikke galt.
 
Saa over Hesterygge
Man snakkede iblandt,
Og kom der saa et Stykke,
Hvor Veien var galant,
Da spored, ei med Læmpe,
Enhver sit gule Øg,
Og Kæmpe reed med Kæmpe
Omkap, alt som de fløi.
 
Nu reed der i den Række
En Skjald med gode Kaar,
En Høvding mellem Kiække,
Berømt i Kongens Gaard;
Ei skulde let der findes
I Daners Fødestavn
Hans Mester til at mindes
De gamle Kvad og Savn;
Han sine Ord nu føied
Til Fynd og listig Klang,
Og Bjouulvs Færd ophøied
Han i en Kæmpesang.
Da under Vexelsange
Kom ogsaa for en Dag,
 
Hvad end var nyt for Mange:
Volsungers Vaabenbrag,
De Vældiges Idrætter
Paa Langeledens Færd
Blandt Kæmper og blandt Jetter
Med Slag af skarpe Sværd;
Saa her det blev opfristet,
Hvad Sigmund kun i Løn
Til Fjotle havde hvisket,
Sin kiære Søstersøn,
Og hvad de øved sammen,
De Frænder uden Fals,
Som knækkede med Gammen
Fuldmangen Jettehals.
 
Her kunde man det lære:
I Sigmunds Heltegrav
Ei sank Volsungers Ære,
Den voxte op deraf;
Thi det var Ædling-Sønnen,
Som kronede Hans Værk
Og høsted Heltelønnen,
Den Volsung stor og stærk,
Som under Klippevægge,
Hvor Fjotle ei var med,
Paa Dragen prøved- Egge,
Alene Mund urædd;
Ja, Dragen over Guldet
Paa dristig Herrefærd
Han naglede til Muldet
Alt med sit gode Sværd;
Da maatte Dragen smelte
Af egen Ild saa brat,
Den Ypperste blandt Helte
Var ene om dens Skat;
Han brugte Hænder begge,
Han gjorde Gruben reen
Og ladede sin Snekke
Med Guld og Ædelsteen;
Han vandt ved Herrefærden
Og høiest Helterang,
Blev roest af hele Verden
I Folke-Sagn og Sang.
 
Derfor, saa Visen endte,
Saa høit den Volsung steg,
Fordi sig Lykken vendte,
Til ham fra Hermod veg,
Hvis Navn vel havde funklet
Engang med Helteglands,
Men blev dog brat fordunklet,
Som i en Dødningdands:
Han blev til Jettelaget
Fortryllet og forviist,
Forgik, af Harm betaget,
Alt som et Skib forliist;
Til Hjertet maatte svide
Hver Landsmand hans Ufærd,
Og det i Hermods-Kvide
Bejamredes især:
Ei Sønnen Hans, den lille,
Om hvem i Barneaar
Det haabed Venner snilde,
Var født til bedre Kaar;
Vel sunget for Hans Vugge
Der blev med Stemme glad
Om Glands, hvor Kæmper bukke,
Om Pris, hvor Konger sad,
Om Rige, Magt og Vælde
I Skjoldung-Folkets Land;
Men tungt det er at melde:
Han blev en Ildværksmand.
 
Dog, altid var Omkvædet,
Som Folk af Munden fløi:
Slet Ingen havde glædet
Som Bjovulv Lav og Høi.
 
Nu Solen var opgangen,
De Kæmper nøled ei,
Men kappedes om Rangen
I Ridt paa Kongevei.
Der vanked Puf i Mængde
For Olding og for Knøs,
Thi mylrende fremtrængte
Sig Flokken aandeløs,
Saa ind i Borgestue
Kom hver, som han var stærk;
Hvem lysted ei at skue
Det skeete Underværk!
Selv Kongen var paa Færde
I Adel-Ring saa puur,
Med fyrstelig Gebærde
Han gik af Fruerbuur
Han gik til Borgestue,
Den Skattevogter god,
Ham fulgte og Hans Frue
Saa pænt med Fjed som Fod.
 
Dannerkongen for Øie stod
Guldborgen med straalende Tinde:
Haand af Grændel nu for sin Fod
Det undtes den Herre at finde.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Stille stod nu den Drot saa prud,
Og høit lod han Ordene lyde:
„Takket være al Magtes Gud
For Synet, mig undes at nyde!
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Leed af Grændel Fortræd jeg meer
Og Fals, end i Hast er at melde:
Priset være den Gud, som teer
I Under paa Under sin Vælde!
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Ei saa vented jeg nys det Blik,
Ei tænkte jeg, i mine Dage
Bod at fange, som nu jeg fik,
For Sorrig og Harm uden Mage.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Klart faa glimrer nu Guld i Sol,
Som nys var i Taager indhyllet;
Blodet bobled paa Kongestol,
I Strøm over Gulv det henskylled.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Meer ei mindes jeg nu med Sorg
Mistrøstige Ord af de Bolde:
Ingen mægter vor Kongeborg
At værge mod Gienfærd og Trolde!
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Ene, Kæmpe! du overkom,
Udrustet med Kraft fra det Høie,
Hvad vi alle mistvivled om
Og mægted end ikke med Møie.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Hvis end lever den ædle Viv,
Som Gud har til Moder dig kaaret,
Glædes maa hun sit ganste Liv,
For Byrde, som hun Haver baaret.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Sige maa hun, den Viv saa prud,
Som bar dig til Verden med Smerte:
Naadegave af Himlens Gud
Var Sønnen, jeg bar under Hjerte!
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Hør det, Bjovulv, du Kæmpe skiøn!
Den Bedste, mig undtes at kiende!
Hjertet siger: du est min Søn,
Vær sønlig til Døden min Frænde!
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Mindre Kæmper jeg lønned tit
For Mindre med Guld og med Ære:
Hvad dig lyster af mit, er dit,
For godt skal det Bedste ei være.
Saa times og Vel efter Vaande.
 
Ære Haver du dig indlagt,
Som kiender ei Aar eller Ælde:
Gud dig lønne, som han har Magt,
For Godt, jeg tan ikke giengiælde!”
Saa times dog Vel efter Vaande.”
 
Nu Bjovulv tog til Orde,
Det meldte Eggthjovs Søn:
„Ei for, hvad Godt vi gjorde,
Vi kræve nogen Løn.
Vel sandt er det at sige,
Det var en farlig Dyst;
Men sandt det er tillige,
At Værket drev vor Lyst.
Gid kun saavel din Fiende
Laae for din Fod i Bast!
Min Agt det var at binde
Forsvarlig ham i Hast
Og klemme ham saa længe,
Til Aanden han gav op;
Men sammen ret at hænge
Ei havde lært Hans Krop;
Thi maatte jeg begive,
Hvad ei var Guds Behag,
Saa Trolden blev i Live,
Trods mine Favnetag.
Med Hæle godt han fægted
Og slap mig saa af Haand;
Men skiøndt jeg ikke mægted
At lægge ham i Baand,
Sin Skade dog forvinder
Han ei, ihvor det gaaer,
Ei Lægedom han finder
For Skramme og for Skaar;
Sin Død han er saa sikker,
Som han den havde alt,
Ja, udentvivl han ligger
Nu i dens Lænker kvalt;
Der holdes han i Tømme,
Indtil den store Dag,
Da Herren ham skal dømme
Alt efter fit Behag.”
 
Nu blev tilgavns da skaadet
Den Haand, heel sælsom skabt,
Som Bjovulv havde baadet,
Og Grændel havde tabt;
Her saae man da, hvad Negle
Betød paa Trolde-Maal:
De ligned heller Segle
Af seit og hamret Staal;
Man maatte vel og grue
For Knokler og for Been,
Som her man fik at skue
Paa Grændels Skuldergreen.
Det kunde Ingen nægte,
Der vilde meer end Jern
Til, med den Trold at fægte
Og bryde af Hans Værn.
Nu var da Timen kommen,
Som Egglavs Søn forsvor:
Nu puttede i Lommen
Han sine store Ord.