Den hellige Olaf - Olafsdyrkelsens Ophør ved Reformationen

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. mar. 2021 kl. 11:21 av Knut (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener


V.
Olafsdyrkelsens Ophør ved Reformationen



Olafsdyrkelsens Ophør ved Reformationen. Domkirkens Skatte plyndres. Fabelen om Skrinets Synken. Sagn om sunkne Kirkeskatte i Almindelighed. Olafs Legemes Skjebne. Minder om Olaf ved Stiklestad. Hans Minde bevares af Almuen. Beviser derpaa fra Sverige, Finland, Skaane og Sjelland. Hans vedblivende Dyrkelse i den katholske Kirke, Den lutherske Geistlighed og Olaf. Fornyet Dyrkelse i Norge. Slutning.


"Jeg agter ikke at love mig til Sancte Olaf snarligen," saaledes skriver i Aaret 1536 den kongelige Secretær Jesper Brochmann til Eske Bilde, da denne just var kommen ud af det Fængsel, hvori Erkebispen en Tid havde holdt Eske og nogle andre Rigsraader fast[1]. Disse for Spøg udtalte Ord indeholdt imidlertid en Antydning af, hvad der nu forestod, Olafsdyrkelsens bratte Undergang og Udplyndringen af Domkirkens rige Skatte.

Olav den hellige, fra 1500-tallet. Skivholme kirke, Danmark. Foto: Erik Christensen 2008. Commons.

I Olaf Engelbrektssøns Dage var allerede det katholske Væsen i Norge stærkt rokket i sine Grundvolde. Domkirken var hjemsøgt af en skrækkelig Ildebrand i 1531, og Otto Stigssøn havde plyndret Throndhjem det følgende Aar. Ødelæggelsens Vederstyggelighed saaes trindt om paa de gamle, hidtil for Folketroen hellige Tomter, og Erkebispen havde flyttet Olafsskrinet til Stenviksholm, hvor det befandt sig, da han forlod sit Fædreland.

Revolutionen i 1537 indtraf paa en Tid, da den nye ivrig-lutherske Konge befandt sig i den yderligste Finantsnød, en Følge af Grevefeiden og de med den forbundne, men ingenlunde med den ophørte krigerske Tilstande. Den faldne Kirke var udseet til at betale det hele, og hvor der var noget at hente fra dens Helligdomme, blev det ikke sparet, hverken i Danmark eller Norge. Om nogen Pietet mod det, som gjennem Aarhundreder var behandlet med Ærefrygt, blev der ikke Tale, men man har ikke Lov til at rette Bebreidelser mod nogen Enkelt for en Feil, der tilhørte den hele Tidsalder.

Den ældste historiske Beretning om, hvad der timedes St. Olafs Skatte, findes hos Peder Claussøn (1545—1614). Den lyder saaledes:


"Saa borttog man den Tid S. Olufs Skrin med hvis Sølv og Guld og dyrebare Stene, som paa hans Kiste vare, med den skjønne Steen, som Erkebiskop Erik Walkendorf kjøbte og var sat i den ene Ende paa St. Olufs Kiste, og havde givet derfor 20 Læster Smør, Desligeste det store Sølvkors, som blev baaret for S. Olufs Skrin, hvilket 3 Karle maatte bære, saa og Kalke og Diske og Monstrantser og andre Kirkens Klenodier, en Part af Guld og en Part af Sølv, med anden Skat og Rigdom, baade af Capitlet og Communet, item Ædelstene af Altertavler med Klokker og andet saadant Kirkens Gods, hvilket en Part blev indskibet paa et stort Skib og skulde nedføres, men sank ved Agdenes og blev der borte, og en Part var tilforn optaget af de hollandske Fribyttere Anno 1541."[2]


Denne Beretning, hvori der ikke angives, hvilke Klenodier sank og hvilke ikke, er Kilden til et Sagn, der endnu med stor Seighed har holdt sig og vistnok fremdeles jevnlig er at høre, om at St. Olafs Skrin hviler paa Havets Bund[3]. Men Sandheden er, at Skrinet kom i god Behold til Kjøbenhavn og blev der afleveret til den kongelige Rentemester, som lod det slaa i Stykker, uden al Tvivl for at sende det lige i Mynten. Dette fremgaar med den største Sikkerhed af Rentemesterens Kvittering af 9de September 1540[4]. Dette samme Document viser os ogsaa, at Peder Claussøns Tidsangivelse er urigtig, naar han sætter "de hollandske Fribytteres" Bedrift, hvilken han henfører til 1541, tidligere end Bortførelsen af Klenodier til Danmark. Heller ikke hans Aarstal 1541 er rigtigt. Hvad Hr. Peder her sigter til, er nemlig Claus Ottessøn Huitfeldts paa kongelig Befaling udførte Indsamling af norske Kirkeskatte, der fandt Sted 1543, men ikke blev ham eller Kronen til stor Baade, saasom han under Søkrigen mellem Christian III. og Carl V. blev greben at Hollænderne[5]. Hertil maa endvidere føies, at der ikke vides, om eller i hvilken Udstrækning Claus Huitfeldts Spolier just hidrørte fra Throndhjems Domkirke[6].

Schøning, der selv har fremdraget Beviset for, at St. Olafs Skrin i ethvert Fald hverken er sunket i Havet, eller kommet i hollandske Corsarers Hænder, har dog med sin Tids Agtelse for hvad der stod paa Prent ikke villet helt forkaste Peder Claussøns Fortælling om Forliset ved Agdenes og antager navnlig, at det store Kors, som St. Olafs Søstersøn Guttorm Ketilssøn skal have skjænket til Kirken efter sin Seier over Kong Margad, er gaaet tilgrunde ved denne Leilighed, "saa at det Sørøver-Bytte, som deri var lagt, derved kom til Søen igjen."

Men den hele Fortælling om dette Forlis maa af flere Grunde forekomme os mistænkelig, saalænge der ikke kjendes noget authentisk Document til dens Støtte. Sagn om sunkne Skatte høre nemlig til de meget hyppige, og de forekomme aldrig i større Mængde end netop, hvor det gjelder Kirkeplyndringerne paa Reformationstiden. I en af de Afskrifter, hvori Absalon Pederssøns "Norges Beskrivelse" er os bevaret, haves saaledes en utvivlsomt senere indskudt Fortælling om, at ogsaa Erkebiskop Olaf Engelbrektssøns Skibe med de Kirkeskatte, som han havde samlet før sin Bortreise, forliste paa Overfarten til Nederlandene, hvad der dog er ubetinget falskt[7]. Bekjendt er ogsaa Sagnet om det Orlogsskib, som forliste ved "Klokkeskjæret" ved Øen Haasten paa Jedderen med fem Klokker, tagne fra Stavangers Domkirke[8]. Ligesaa fortaltes i Begyndelsen af 17de Aarhundrede, at da Thord Roed lod borttage et Sølvkors i Fane Kirke ved Bergen, "forgik den Jagt, hvorpaa det befandt sig, med Top og Tavl ved Kvarven ved Bergen."[9]. Da den største Klokke skulde føres fra Hedals Kirke i Valders til Hovedkirken, sank den underveis ned i et Vand[10], den store Klokke fra Hamars Domkirke sank ned i Mjøsen i Syvaarskrigen o. s. v. Deslige Sagn forekomme forøvrigt allerede i en meget ældre Tid, saaledes f. Ex. om Valdemar Atterdags gotlandske Tog 1361, ved hvilken Leilighed et af hans Skibe skal være sunket paa Tilbageveien og da naturligvis det, hvori det røvede Sølv fra Visbys Kirker var ombord[11].

St. Olafs Legeme vedblev imidlertid endnu en Tid at bevares i Domkirken i en Trækiste, beslaaet med Sølvnagler, indtil de Svenske i Syvaarskrigen under Claude Collart bemægtigede sig Throndhjem og hele det nordlige Norge (1564)[12]. Ved denne Leilighed satte Fienden sig i Besiddelse af St. Olafs Kiste, borttog den Smule Sølv, som endnu fandtes ved denne, og bortslæbte endog hans Legeme. At føre dette med sig lige til Sverige, fandt de dog ikke Umagen værd, hvorfor de paa Veien jordede det i "en øde Bondekirke", Fløans Kirke i Stjørdalen, der senere er sløifet. St. Olafs foregivne Hjelm, der i den senere Tid havde hængt paa Stenviksholm, førtes derimod til Stockholm og har senere prydet St. Nicolai Kirke der.

Mishandlingen af Helgenens Legeme vakte imidlertid stor Forargelse. Der opkom i Sverige et Sagn om, at "den, som vanærede St. Olai hellige Legeme og satte det under Jorden, fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel."[13]. Da det svenske Herredømme snart fik en brat Ende, bragte Nordmændene den 8de Juni i 1564 St. Olafs Lig tilbage fra Stjørdalen til Domkirken "med stor Proces". Det blev nu bisat i Kirken, men endnu engang optaget af Lensherren Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Liget efter Absalon Pederssøns Vidnesbyrd "helt og holdent" selve Kirken, men i det følgende Aar skal endelig Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke ved sin Nærværelse i Throndhjem have ladet Olafs Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile, er gaaet ganske i Forglemmelse[14]. I Nordtydskland dannede der sig imidlertid et romantisk Sagn om Olafs Ligkiste. Der fortaltes, at en Sømand fra Bremen, Karsten Tiemann, skulde have befundet sig i Throndhjem 1564 og der være bleven benyttet til at forfærdige en ny Trækiste til St. Olafs Lig, men tillige hemmelig have bemægtiget sig nogle Splinter af den gamle i den Tanke, at disse Relikvier skulde bringe ham Lykke. Det gik imidlertid netop omvendt, og Karsten nedsank snart i den dybeste Armod. Da aabenbarede St. Olaf sig for ham i en Drøm i en Ridders Skikkelse og bød ham at give Splinterne fra sig, og han overgav dem da til en Kannik fra Paderborn, som bragte dem til denne Stads Domkirke[15].

Ved Stiklestad har St. Olaf neppe nogensinde ganske savnet synlige Monumenter. Et Kors, simpelt og af Træ, stod fra gammel Tid paa en temmelig høi Bakke omtrent et Par hundrede Skridt fra Øvre-Stiklestads Gaard, og et urigtigt Sagn fortalte, at han var falden her. Men i Begyndelsen af det attende Aarhundrede traf det sig, at en Oberst ved det Throndhjemske Dragonregiment, Johan Lemfort[16],besluttede at forbedre Korset og ved den Leilighed lagde en Kjærlighed til St. Olafs Minde for Dagen, som neppe nogen paa denne Maade har gjort det efter Reformationen. Aarsagen skal have været den, at Lemforts Hustru var af den katholske Religion. Obersten lod i Aaret 1710 i Trækorsets Sted opføre en Støtte af Graasten, fem Alen høi og tre Fjerdedels Alen bred, bygget i en firkantet Spids opad rned et Jernkors, omtrent to Alen høit, paa Toppen. Paa en liden Klæberstensplade anbragtes en Indskrift, der rigtignok var yderst feilfuld. Til Vedligeholdelse at denne Støtte skjænkede Obersten en ikke ubetydelig Eng, "Bremset-Engen", som han henlagde under Gaarden Øvre-Stiklestad, hvis Eier skulde svare Landskyld deraf til Kirken, som igjen skulde besørge Støtten forsvarlig vedligeholdt. En senere Kirkeeier, Aage Rasmussen Hagen, den samme, til hvem de fleste bevarede Breve fra Holberg ere skrevne, tillod sig imidlertid at sælge Engestykket til Gaarden Landstads Eier, og skjønt vistnok Forpligtelsen fulgte med, blev den ikke tilbørlig opfyldt[17]. Støtten blev derfor snart forsømt og faldefærdig og Indskriften ulæselig, men i Begyndelsen af dette Aarhundrede begyndte Stiftamtmanden i Throndhjem, Baron Adeler, at interessere sig for at reise St. Olaf et værdigere Monument. En Subskription, som af ham sattes igang mellem Bønderne, førte, hvad der neppe vil forundre, just ikke til store Resultater, og Stiftamtmanden, som imidlertid var bleven forflyttet til Danmark, besluttede da (1804) paa egen Bekostning at udføre sin Plan. Saaledes reiste sig da den nuværende Støtte, vistnok smukkere og varigere end Lemforts, men udskjæmt ved en Inskription, der vrimler af historiske Feil. Dette Adelers Foretagende har udentvivl givet Stødet til, at den residerende Kapellan i Værdalen Eiler Hagerup i Aaret 1805 udgav et til Folkelæsning bestemt Skrift om Olaf den Helliges Historie[18]. Denne Bog er i det Hele kun et maadeligt Uddrag af den almindelige Sagafortælling, men ikke destomindre i sit Slags characteristisk nok. Det er en flad Rationalists Fremstilling af Olafs Liv. De Jertegn, som Sagaen heretter om Helgenen, har Hagerup underkastet en Art Kritik og forsøgt at forklare dem ad naturlig Vei[19]. Olaf den Hellige har i ham fundet sin Euhemeros. I Middelalderen udsmykkede man, som vi siden skulle høre, hans Legende med Træk, hentede fra Evangelierne om vor Frelser selv, og nu timedes der ham den Ære, at den samme Methode blev anvendt paa hans Legender, som det dengang var sædvanligt at anvende paa den hellige Historie.

Efterat alle Spor af St. Olafs Dyrkelse i Kirkerne forlængst vare udslettede, vedblev han dog at leve i Almuens Minde, skjønt Vidnesbyrdene derom udenfor de legendariske Fortællinger i Folkemunde ikke ere mange. Det kan dog nævnes, at i Slutningen af Christian III.s Regjering bleve to gamle, rimeligvis sindssvage Bønder i Oslo Stift, der udgave sig for at være, den ene St. Olaf, den anden St. Nicolaus, dømte til Baal og Brand, dog neppe saa meget herfor, som fordi de forførte Almuen til at feire Løverdagshelgen (til Jomfru Marias Ære.)[20]. Ved Bøndernes Gjestebud, i hvilke mange endnu længe efter den Tid drak Gud Faders[21] og den Helligaands[22] Skaal eller Minne, erindredes ogsaa St Olaf. Da Christian IV, 1599 besøgte Norge paa sin berømte Reise til Vardøhuus, var han saaledes tilstede i et Bondebryllup, hvor man drak ham til med St, Olafs Skaal[23].

Det er her overflødigt at dvæle ved de utallige Sagn, som endnu indtil for en Menneskealder siden næsten i hver norsk og i mangen svensk Bygd vare at høre om St. Olaf. Det var ikke alene gamle Traditioner, som havde holdt sig hos Almuen, men disse vare i Tidens Løb jevnlig forøgede ved nye Opdigtelser, tildels endog af saa ny Oprindelse, at man vilde paapege Spor af St. Olafs Snushorn[24].

Derimod er det mærkeligt, at der i Norge hidtil ikke, saavidt vides, kjendes Spor til fortsat Ihukommelse af Olafsdagen, uden forsaavidt at dens Navn endnu er bevaret som Mærkedag; heller ikke nogen af de Valfarter, som tildels i Smug vedbleve at foregaa til forskjellige Fjeldkirker og Lovekirker, vides at have staaet i Forbindelse med Olafsdyrkelsen. I begge disse Henseender holdt denne Cultus sig meget længere vedlige i Sverige, Skaane og Finland, end i Helgenens Fædreland.

I Sverige feirede saaledes Almuen i Elgaa Sogn i Vermeland endnu i det attende Aarhundrede St. Olafs Dag ved Gjestebud eller "Kalaser"[25]. Paa Gotland ere Minderne endnu den Dag idag bevarede, navnlig ved Akrgarn, der, som vi ovenfor have seet, var et Hovedsæde for hans Cultus paa Øen. Den 29de Juli nydes her "St. Oles Kaka", og den Karl eller Pige, som Bonden leier for hele Høstaannen, kaldes "Sant Oles Karl" og "Sant Oles Karling eller Kvinfålk"; de krusede Skyer ved "St. Oles Messa" ere et godt Tegn for Fiskeriet, og før ilede hele Almuen ud paa Søen til "St. Oles Fange", da Vragfiskeriet mentes at være mest indbringende[26]. I Finland var i Begyndelsen af vort Aarhundrede Olafsdagen fremdeles i høi Agt og Ære blandt Bønderne. Ingen maatte paa den Dag beskjæftige sig med Høstarbeide, thi Bjørnen skulde gjøre dens Kvæg fortræd, som rørte ved Høet paa Olafsmessen. Man slagtede den Dag et Lam, som ikke maatte være klippet siden Vaaren, og naar det blev baaret ind, stænkedes der Vand over Dørtrinet med Older- og Furukviste[27].

En særegen Omtale fortjener dog her den allerede ovenfor (S. 53) nævnte Kirke i St. Olafs Sogn (oprindelig Lunkinde) i Albo Herred, Christianstads Len i Skaane, thi den kan visselig ansees som det Sted, hvor den ligefremme Tilbedelse af St. Olaf har holdt sig længst. Det træffer sig ogsaa saa heldigt, at der er bevaret en Række Vidnesbyrd om denne Cultus ligefra det syttende til nittende Aarhundrede, hvorved det dog er at mærke, at Almuen ganske havde tabt Bevidstheden om, at St. Olaf var en norsk Helgen, og ganske naivt henlagde hans Død til deres egen Kirkes Nærhed.

I Aaret 1626 besøgte Lunds danske Biskop, Mads Jensen, denne Kirke og bemærkede i sin Visitatsbog, at han udkastede det Olafsbillede, som Almuen tilbad, af Kirken med alvorlig Formaning til Almuen om at fly Dyrkelsen deraf som Djævelen selv. Bønderne havde beklædt det hugne Olafsbillede med Linklæder, hvilke Biskoppen i mange Tilskueres Nærværelse sønderrev og lod dem uddele til fattige Kvinder, hvorpaa han tilsidst udlagde for Menigheden Psalmen; Lover Gud, I fromme Christne[28]. Hvor lidet denne hans Nidkjærhed frugtede, vil være klart af det Følgende. Billedet kom nemlig ikke alene igjen, men det findes der sandsynligvis endnu. Aabenbart have Præsterne fundet sin Regning ved at lukke Øinene til for Uvæsenet og rimeligvis selv nydt godt af Offeret, thi da Provsten i Herredet 1754 anmeldte, at der i Sognet gik stort Uvæsen i Svang med et Træbillede, tilføiede han, at det var en meget delicat (grannlaga) Sag, thi Præsten havde i dette Kald saare ringe Indkomster, og Kirken vilde ogsaa lide stort tab, om man rørte ved den Ting[29]. Et nogle Aar senere udgivet topographisk Skrift meddeler nærmere Oplysninger om denne Overtro[30], men den bedste Skildring findes dog i en Reisebeskrivelse af Aaret 1777, forfattet af den bekjendte archæologiske Tegner Hilfeling.

Det heder i denne:


"Den 28de Juli reiste vi fra Gyllebo til St. Olafs Marked for der, om muligt, at tilkjøbe os nogle gamle Mynter, saasom man fra alle Kanter indfinder sig St. Olafs Dag for at ofre og gjøre Bøn til St. Olaf, som sker med betydelige Ceremonier af den gemene Mand, men vi bekom kun to smaa Sølvmynter, forresten var intet andet at udrette der, end med Forundring at betragte den enfoldige Hob. St. Olafs Billede findes i Kirken ved Opgangen til Choret, udhugget af Træ og forestiller St. Olaf med stort Skjæg og Krone paa Hovedet, med fire Dødningehoveder omkring, en Kalk i hans venstre Haand og en liden Sølvøxe i den høire, under hans Fødder sidder et Trold, og ved hans høire Side staar en liden Spillemand med sin Violin. Naar de komme, som ville ofre i Kirken, maa de først lægge Offeret i en stor Kiste, som staar indenfor Kirkedøren ligefor en stor Pille, hvorpaa endnu staar et gammelt Helgenalter med Altertavle. Fler forrettede ved Ofringen deres Bøn meget andægtig, siden gaa de op til Billedet og forrette deres Bøn stille. Dernæst tage de den lille Øxe af hans Haand og bestryge den overalt ni Gange, men ved hver tredie Gang sætte de Øxen op igjen i hans Haand. Da vi spurgte dem om Aarsagen, hvorfor de hver tredie Gang satte Øxen op igjen i hans Haand, svarede de, at de gjorde det, for at den derved skulde faa nye Kræfter, da disse forsvandt hver tredie Gang, og dersom de ikke gjorde det, havde den ingen Kraft de øvrige sex Gange. Naar dette er forrettet, gjøre de atter deres Bøn og gaa derpaa bort. Disse Ofringer ske ei alene for alle Slags Sygdomme, men ogsaa for alle Ulykker og Overfald og for Kreaturerne. For smaa Børn og frugtsommelige Kvinder sker det ofte, at en ofrer for en hel By. For Kornet eller Grøden bruge de en anden Ceremoni. Paa Prædikestolen staar et lidet Billede, som holder en Lee i Haanden, hvormed de bestryge sig i Haab om derved at faa en god Høst. Derfra gaa de til St. Olafs Kilde nedenfor Kirken for at drikke deraf og ofre, og Offeret kastes i Brønden. De Fattige, som intet andet have at forsone St. Olaf med, ofre til Kilden Brød, Ost, Flesk eller Kjød, som de kaste i Kilden, og vi fandt midt paa Dagen hele Brønden opfyldt med disse Producter, saa Vandet var ganske fedt deraf, og dog alligevel sad Folk omkring Brønden og drak deraf. Naar disse Ceremonier ere tilende, gaa de paa Markedet, som saagodtsom kun bestaar i Øl og Brændevin, og begynde her, især Mandfolkene, at drikke St. Olafs Skaal, saalænge til de omsider blive fulde, hvoraf opstaar Klammeri og Slagsmaal, hvormed St. Olafs Fest ender langt ud paa Natten. De holde endnu St. Olaf for Kirkens Patron og berette, at han skal være halshugget der paa Stedet, hvor Kilden er, hvilken derefter skal være opkommen. St. Olafs Kirke er baade stor og temmelig vel bygget og har endnu fra forrige Tider fem Altere foruden Rudera af et gammelt Orgelverk og i Taarnet en gammel Klokke med Aarstallet 1444[31]. "


I 1820 besøgtes det samme Sted af en lærd tydsk Reisende, Professor Schubert fra Greifswald, hvis udførlige Beskrivelse af denne Olafscultus i det Væsentlige stemmer med Hilfelings. Han angiver Antallet af de Pilegrime, der indfandt sig omkring den 29de Juli 7 til fem hundrede aarlig, og tilføier, at der blandt dem og saa var flere Danske, samt at Ofringer fandt Sted til flere Tider af Aaret, f. Ex. paa St. Hansdag, ja at Offer ofte indløb med Posten. Olafsbilledets høire Haand var imidlertid nylig bleven alhugget af en Officer og det paa selve Olsokdagen[32].

Endnu i vor Tid er denne seige Olafsdyrkelse i hin Kirke ikke ganske ophørt, thi da den danske Architecturmaler J. Kornerup for nogle Aar siden, ligeledes ved Olafsmarkedets Tid, besøgte den, erfarede han, at Syge endnu snege sig til at gnide sit Legeme med øxebladet. Sølvøxen var engang bleven stjaalen fra St. Olaf, men "Tyven havde snart faaet Verk i alle sine Lemmer og faldt fra en Sygdom i en anden, saa at han fandt det rigtigst at bringe Øxen tilbage, hvorefter Sygdommen øieblikkelig forlod ham."[33] Endnu har denne Kirke bedre end nogen anden i Skaane bevaret sit middelalderlige Udseende, og dens Helgenaltere og øvrige Prydelser ere fremdeles i Behold[34].

Ogsaa i Sjelland holdt Mindet om St. Olaf sig længe vedlige, og Egnen ved Roskildefjorden synes særlig at have bevaret det, ja Sagnet skal endnu ikke være uddøet i den østlige Del af Horns Herred, i Kirkesognene Skuldelev og Selsø. I det sidstnævnte Sogn er der en Hellig-Olafs Kilde i Skoven, "til hvilken de Syge endnu valfarte St. Hans Nat[35].

Saaledes har Olafs Minde som Helgen været bevaret af Almuen overalt i Norge og fleresteds i de øvrige nordiske Lande. Udenfor Norden vedblev naturligvis den katholske Kirke at erkjende ham som Helgen, men hans Dyrkelse er rimeligvis efterhaanden ophørt i de Kirker eller ved de Altere, som have været ham indviede i Lande, der holdt fast ved Katholicismen[36], indtil for nogle Aar siden Katholikerne i Norges egen Hovedstad atter reiste ham en Kirke. Han fandt imidlertid en ærefuld Plads i flere af de store Samlinger af Helgenbiographier, af hvilke dog kun den store, der er bekjendt under Navn af Acta Sanctorum, for hans Vedkommende tilbyder nogen Interesse.

For den lutherske Geistlighed maatte det i den første Tid efter Reformationen være en Hovedopgave at bekjæmpe Helgendyrkelsen, da netop denne under Katholicismen som intet andet var groet ind i Folkets Bevidsthed. Selvfølgelig have de nye Præster ikke mindst stræbt at udrydde Dyrkelsen af Olaf, den store Folkehelgen, og paa mere end en Prædikestol have ganske vist Taler i denne Retning været at høre. I Literaturen have de imidlertid neppe efterladt sig Spor. Kun vil man i den Katechismusforklaring, som den bekjendte Biskop Ludvig Munthe i Bergen udgav 1644, finde en alvorlig Advarsel imod at "holde sig til St, Olufs Kilde"[37]. Endnu omtrent hundrede Aar senere giver Uviljen mod Olafsdyrkelsens Erindringer sig Luft i Biskop Eiler Hagerups (den ældres) Fortale til hans "Otte Præstevielsestaler, holdne i Throndhjems Domkirke" (Throndhjem 1741. 4tº.) Dette var den første Bog, der blev trykt i Throndhjem, og idet Biskoppen gjør opmærksom herpaa, tilføier han: "Bogtrykkeriet er en større Prydelse for den ældgamle Throndhjems By end alle dens saakaldte Sancti Olai Relikvier, som her fordum have været forvarede."

I vore Dage, da katholsk Gudstjeneste, efterat have været forbudt i mere end trehundrede Aar, atter er bleven tilladt i Norge, er samtidig Olaf bleven gjenlndsat som Helgen for dette Troessamfunds Bekjendere. Da det allerede forinden Loven af 16. Juli 1845 udkom, ved kgl. Resol. af 6 Marts 1843 var blevet Katholikerne tilladt at oprette en Menighed i Christiania "indtil Videre", stiftedes en saadan i et privat Hus i Hovedstaden Palmesøndag 1843 og fik Navn af St. Olafs Menighed. Tretten Aar senere blev (24de August 1856) den katholske Kirke i Christiania indviet af Biskop J. L. Studach og blev ligeledes helliget Olaf[38]. Nogle Olafsrelikvier bleve ogsaa overladte Kirken fra Universitetets Oldsagsamling. Samme Aar indkjøbte ogsaa katholske Missionærer Altengaard i Finmarken, kaldte den "St. Olafs Gaard" og forsøgte her at grunde et Collegium[39]. Maaske ere andre katholske Menigheder og Gudshuse ligeledes blevne opkaldte efter Helgenen. Mærkelig nok havde imidlertid, nogle Maaneder førend Olafskirken i Christiania indviedes, en protestantisk Præst i vort Land foreslaaet, at St. Olafs Dag skulde gjenoptages som kirkelig Festdag ogsaa i den norsk lutherske Kirke, og han havde i sine Avisartikler herom endog foreslaaet Text og gjort Udkast til en Collect[40].

I vore Dage uddøde gamle Sagn af enhver Art hurtigt hos vor Almue, en Følge af, at ogsaa dennes Børn nu nyde methodisk Skoleundervisning. Samtidig søger Videnskaben baade at redde, hvad der endnu har holdt sig i Traditionen, og at fremdrage for Lyset, hvad der skjuler sig i forglemte Bøger og Haandskrifter. Ogsaa St. Olafs Helgenry har saaledes begyndt at hæve sig fra en lidet paaagtet Almueerindring til at blive Videnskabens og derved Nationens Eiendom. Den Betydning, som ikke alene den historiske Olaf, men ogsaa den i Middelalderen dyrkede halvt mythiske Helgen engang har havt for Kirken, Staten og Samfundet, vil herefter ikke blive upaaagtet.

Allerede den Eidsvoldske Rigsforsamling bestemte, at Throndhjems Domkirke, St. Olafs gamle Helligdom, skulde være Kroningsstedet for Norges Konger[41]. Da Norge i 1847 fik egen Ridderorden, fulgte det af sig selv, at den maatte bære Landshelgenens Navn. Derimod er hans Festdag, 29de Juli, ikke bleven paaagtet paa den Maade, som man kunde have ventet. Den er ikke bleven benyttet til Kroningsdag eller overhovedet til Rigshøitideligheder, ja er ikke engang bleven St. Olafs ordenens Aarsdag.

Men Olafs Minde er, naar man, som jeg her har forsøgt at gjøre, ser hans Helgenry i Historiens Lys, noget mere end norsk, det er skandinavisk. Han var Nordens ældste store Helgen og er, naar maaske St. Birgitta undtages, egentlig den eneste virkelig fællesnordiske Helgen, dyrket saa at sige i By og Bygd over alt, hvor engang den danske Tunge forstodes. Om hans Helligdom samledes engang i talrigere Mængde end paa noget andet Sted Mænd af alle tre Stammer, og hans Legende blev, som nedenfor skal omtales, mere end noget andet hjemligt Stof en Gjenstand for nordiske Kunstneres Bearbeidelse. Ogsaa hans Helgenglorie er derfor en Del af de nordiske Folks Fællesminder.

Fotnoter

  1. Danske Magazin, VI. S. 15. L. Daae, Fru Inger Ottesdatter, Chra. 1874, S. 117. (Norsk hist. Tidsskr. 111, S. 341).
  2. Peder Claussøns Norriges Bescriffuelse, Kbhvn. 1632, S. 90.
  3. Dette Folkesagn gik saaledes endnu igjen i en Festtale til Fædrenes Minde i Christiania 1873, (Aftenbladet 1873 No. 40, cfr. Morgenbl. for samme Aar No. 54 A).
  4. G. Schöning, Beskrivelse over Domkirken i Throndhjem, Anh S. 84-85.
  5. Herom se de af mig i Norsk hist. Tidsskrift, 11. S. 129 med delte Oplystiinger. (Ogsaa i Særtryk: Christopher Throndssøn Enno Brandrøk o. s. v., S. 17.)
  6. G. Schøning, Beskr. over Throndhjems Domkirke, I. S. 173.
  7. Norske Magasin, udg. af N. Nicolaysen, I. S. 113.
  8. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg. S. 179.
  9. Suhms Samll. til den Danske Historie, 11, 3, S. 39.
  10. A. Faye 1. c. S. 133. At forresten hele Sagnet om Hedals Kirke kun er et localiseret Vandringssagn, synes at fremgaa, naar man sammenligner det med lignende om Eskerøds Kirke i Carlstads Stift (Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, I. S. 283-284) og om en af Kirkerne i Sandshverv. (Klems Beskrivelse over samme Præstegjeld, Manuskript paa Univ.-Bibl. i Chra.).
  11. Strelow, Cronica Guthilandorum, p. 173. Dahlmann (Gesch. Dänemarks, 11. S. 8.) optager denne Beretning som historisk troværdig. Folkesagnet paa Øen fortæller endnu om, at der ombord paa dette Skib var to Karfunkler, der havde prydet de pragtfulde Gavlrosetter i St. Nicolai Kirke i Visby. "Fra det Sted i Havet, hvor de sank, lyse de endnu om Natten for de Søfarende." (D. Schafer, Visby und Gotland, Sep.-Abdr. aus den Lübeckischen Blattern, Liibeck 1878, S. 11).
  12. L. Daae, Krigen nordenfjelds 1564, Chra. 1872.
  13. Nedskriveren af Sagnet er den bekjendte Jesuit Laurits Nilsson (Klosterlasse), der vistnok har hørt det under sit Ophold i Sverige. Se den danske Udgave af hans Confessio Christiana, Brunsberg 1605, p. 7.
  14. Norske Magasin, I. S. 93, 143. P. Claussøn, Norges Beskr., S. 93.
  15. Norsk hist. Tidsskrift, I. S. 141-144 ved L. Daae (efter F. Wagenfelds Bremens Volkssagen, Bremen 1845, S. 71-117). Det blev forøvrigt ved Reformationstiden af nogle antaget, at Geistligheden havde gjort sig skyldig i Bedrageri med Hensyn til Olafs Legeme og af og til, naar dette var forraadnet anbragt et andet Legeme i dets Sted (P. Claussøn, Norriges Bescriffuelse, S. 92).
  16. Se om ham M. Skaanlunds Autobiographie, udg. af L. Daae, (Norsk hist. Tidsskrift, 111. S. 120 fgg.).
  17. G. Schønings Reise til Stiklestad 1773 (Top. journal H. 12, S. 81 fgg.) Den Lemfortske Støttes Indskrift findes der anført.
  18. Om Oluf den Hellige, Norges Konge. En Læsebog for Menigmand ved Eyler Hagerup. Kbhvn, 1805. 262 S. Bvo. Skriftet er dediceret Adeler. Forfatteren, en Søn af Stiftsprovst Dr. C. F, Hagerup i Throndhjem og Sønnesøn af Dr. Eiler Hagerup, Biskop sammesteds, var født 1766 i Skjegstad i Nordlandene, blev 1793 residerende Kapellan til Værdalen og 1808 Sognepræst til Aure, blev 1817 suspenderet, 1821 afsat og døde 1826.
  19. "Det er langtfra min Hensigt med denne lille Bog, at den skulde vidtløftiggjøres ved Fabler og overtroisk Tant. Ved Anmærkninger har jeg søgt at bortforklare alt sligt, og den eftertænksomme Læser vil udentvivl selv bemærke, paa hvilken svag Grund vor Olufs foregivne Hellighed er bygget." (Hagerup, 1. c. S. 255).
  20. Krag og Stephanius, Christian lll.’s Hist., I. S. 386 (efter Lyschander). Maaske staar et Kongebrev til Jesper Friis af 10de Mai 1555 (Norske Rigs-Registranter, I. S. 184) i Forbindelse med denne Begivenhed.
  21. En norsk Bonde blev i syttende Aarhundredes anden Halvdel sat under Tiltale for en saadan Skaal, men af Høiesteret frifunden, fordi saadant oplystes at være gammel Skik. Jo. Bircherodii Palaestra antiqvaria, Hafn. 1688, p, 131-132.
  22. N. Wilse, Beskr. over Spydeberg. Chra. 1779. S. 431.
  23. Samling af åtskilliga Handlingar, utg. af S. Bring, 111, Lund 1758, S. 63.
  24. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 103 fgg.
  25. Hammarin, Carlstads Stifts Herdamirme, 11. S. 131.
  26. P. A, Säve i Svenska Fornminnesföreningens Tidskrift, 11. S. 254.
  27. Ruhs, Finnland und seine Bewohner, Lpz. 1809. (Archiv for Hist. og Geographi, samlet af J. Chr. Riise, 11. Kbh, 1820, S. 98-99.)
  28. S. Cavallin, Lunds Stifts Herdaminne, IV. Lund 1557, S. 24.
  29. Cavallin, 1. c. S. 27.
  30. Joh. Lor. Gillberg, Hist. oecon. och geogr. Beskrifning ofver Christianstads Lan uti Hertigddmmet Skine, Lund 1767, S. 99.
  31. P. F. Suhm, Historie af Danmark, 111, S. 687 fgg.
  32. Fr. Wilh. v. Schubert, Reise durch Schweden, Norwegen, Lappland, Finnland und Ingermannland, 111. Lpz. 1824, S. 409-413.
  33. Folkekalender for Danmark, 1871, S. 133. Digteren H. F. Ewald har i sin Roman Nils Brahe, Kbhvn. 1877, I. S. 1 fgg. henlagt nogle Scener til denne Olafskirke.
  34. Samlingar till Skånes historia etc., 1873, S. 75.
  35. Folkekalender for Danmark, 1871, 1. c.
  36. Suhm (Historie af Danmark, 111. S. 692, Kbh. 1787) siger rigtignok (efter Acta Sanctorum, Mens. Jul. Tom. VII. p. 113): Udi St. Victors Kirke i Paris dyrkes han endnu under Navn af St. Olave.
  37. Biskop Ludvig Munthes Katechismusforklaring, paany udg. af C. P. Caspari, Chra. 1864, S. 24. (Særtryk af Theol. Tidsskrift, udg, af Caspari m, fl.).
  38. Norsk Kirketidende, udg. af B. Muus. Aarg. 1856, No. 26, 36, 37. B. Svendsen, Oplysninger om Kirkerne i Christiania Stiftsprovsti, S. 23.
  39. Norsk Kirketidende, 1856, No. 36.
  40. Morgenbladet 1856, No. 125, 229 og 266.
  41. Beslutningen fattedes med 88 Stemmer mod 22. Der blev fra Modstandernes Side gjort gjeldende, at man "burde spare Landet for Bekostninger*, og at derfor Kroningen burde foregaa i Hovedstaden. Norske Samll. 11. S. 580. Norsk hist. Tidsskrift, I. S. 2 33 og IV. S. 403.