Den længere fortælling om Stuf

Fra heimskringla.no
Revisjon per 18. mai 2017 kl. 19:40 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Den længere fortælling om Stuf

Stúfs þáttr inn meiri


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Der var en mand, der hed Stuf; han var søn af Tord Kat, og han var søn af Tord Ingunson og Gudrun Osvifsdatter. Stuf var en stor mand, smuk at se på og meget stærk. Han var en god skjald og sagde tingene ligeud. Han forlod Island, fordi han skulle hente en arv nordpå i Norge. De kom til Norge om efteråret. Derefter drog han østpå gennem sundene og tog den befordring, som han kunne få.

Det skete en dag, at han kom til en bonde, og dér tog han logi. Der blev sørget godt for ham, og han sad over for bonden. Da man gjorde klar til at spise, fik bonden at vide, at en stor flok mænd kom ridende imod gården, og at der blev ført banner foran én af dem. Bonden rejste sig og sagde: »Lad os alle gå ud, for det må være kong Harald, der kommer.« Alle gik ud bortset fra Stuf; han blev siddende. Og da de kom ud, kom banneret og kongen selv lige imod dem. Bonden tog godt imod kongen og sagde: »Du får nu ikke — herre! — den modtagelse, som var behørig. Havde vi vidst, at du kom, ville vi have formået en ringe modtagelse, men nu, hvor du kommer uventet, formår vi dog langt mindre.« Kongen svarede: »Jeg skal ikke gøre det så besværligt for dig, når vi sådan kommer farende over jer, som når vi tager på de gæstebud, folk er forpligtede til at yde os. Lad nu mine folk klare sig selv, mens vi to går ind — bonde!« Det gjorde de så. Da sagde bonden til Stuf: »Nu må du nok — kammerat! — flytte dig for dem, der er kommet.« »Jeg mener ikke, at der går noget af mig, fordi jeg skal sidde længere ude end kongen eller hans mænd,« sagde Stuf, »— men det forekommer mig unødvendigt, at du nævner det.« Kong Harald sagde: »Og her er kommet en islænding! Det kan blive morsomt. Bliv du siddende på din plads — islænding!« Stuf svarede: »Jeg takker — og jeg finder det mere hæderfuldt at tage imod dette fra dig end fra bonden.« Kongen sagde: »Nu vil jeg lade borde sætte frem, så folk kan spise, og mine mænd skal gå til bordene, efterhånden som de bliver klar.« Så blev der gjort, som kongen ønskede, og det viste sig, at bonden havde rigeligt med drikkevarer, så folk blev vældigt opløftede.

Kongen spurgte: »Hvad hedder den mand, der sidder over for mig?« Stuf svarede: »Jeg hedder Stuf.«  Kongen sagde: »Mærkeligt navn! Men hvem er du søn af?« »Stuf svarede: »Jeg er søn af Kat.« Kongen spurgte: »Hvilken slags kat er din far — hankat eller hunkat?« Stuf klaskede hænderne sammen og lo, men svarede ikke. Kongen spurgte: »Hvad griner du nu af — islænding?« Stuf svarede: »Gæt engang — herre!« »Udmærket,« sagde kongen, »— du synes sikkert, at jeg spurgte dumt, da jeg spurgte, hvilken slags kat din far var — hankat eller hunkat — for en hunkat kan jo ikke være far.« Stuf sagde: »Godt gættet — herre!« Så kom Stuf igen til at grine. Kongen spurgte: »Hvad griner du nu af — Stuf?« »Gæt igen — herre!« »Nuvel,« sagde kongen, »— jeg gætter på, at du tænkte på at svare mig, at min far ikke var et svin, selv om han blev kaldt for So, og at du tænkte, at jeg kun sagde det før, fordi jeg mente, at du ikke ville være dristig nok til at give mig det svar — for jeg jo måtte vide, at din far ikke kunne være en kat, selv om han blev kaldt det.« Stuf sagde, at han havde gættet rigtigt. Så sagde kongen: »Jeg ønsker dig held og lykke — islænding!« Stuf svarede: »Jeg ønsker dig mest held og lykke af alle konger!« Derefter drak kongen og talte med de folk, der sad ved siden af ham.

Sidst på aftenen sagde kongen: »En du en kyndig mand — Stuf?« »Det skulle jeg mene — herre!« sagde han. Kongen sagde: »Storartet! Jeg vil — bonde! — gå tidligt i seng. Og lad islændingen hvile i samme værelse, som jeg skal sove i.« Dette blev ordnet, og da kongen var kommet af tøjet, sagde han: »Nu skal du kvæde kvad — Stuf! — hvis du ellers er kyndig.« Stuf fremførte et kvad, og da det var slut, sagde kongen: »Kvæd ét til!« Sådan fortsatte det længe; kongen bad ham kvæde, så snart han tav, helt indtil alle mænd i værelset — på nær de to — var faldet i søvn, og også længe efter. Så sagde kongen: »Ved du, hvor mange kvad du har kvædet — Stuf?« »Langt fra!« sagde Stuf, »— men det regnede jeg med, at du talte — herre!« »Det har jeg nu også gjort,« sagde kongen. »Du har indtil nu kvædet 60 flokke — men du kan måske ikke kvæde andet end flokke?« Stuf svarede: »Sådan forholder det sig ikke — herre! Jeg er ikke halvt igennem flokkene, og jeg kan endda dobbelt så mange drapaer som flokke.« Kongen spurgte: »Hvem agter du at kvæde drapaerne for, når du kun kvæder flokke for mig?« Stuf svarede: »Jeg agter at kvæde dem for dig — herre!« »Hvornår da?« sagde kongen. »Når vi mødes en anden gang,« sagde Stuf. »Hvorfor hellere da og ikke nu?« sagde kongen. Stuf svarede: »Fordi — herre! — at i dette som i alt andet, vil det vise sig, at du vil sætte mig des højere, jo mere du bliver bekendt med mig.« Kongen sagde: »Du bruger store ord — om end sagen forholder sig sådan. Men nu vil jeg først sove.« Og sådan blev det.

Om morgenen — da kongen var kommet i tøjet og gik ned ad trappen — gik Stuf ham i møde og hilste ham: »God morgen — herre!« Kongen svarede: »Du taler godt — islænding! — og du var underholdende i går aftes.« »Du hørte godt på — herre! Jeg vil nu bede dig om noget, og jeg håber, at du vil opfylde mit ønske.« Kongen spurgte: »Hvad vil du bede om?« Stuf svarede: »Jeg ville helst, at du sagde ja først.« Kongen sagde: »Jeg plejer ikke at love noget, når jeg ikke ved, hvad der bliver bedt om.« Stuf sagde: »Så må jeg vel sige det — jeg ønsker, at du giver mig lov til at digte at kvad om dig.« Kongen spurgte: »Er du skjald?« Stuf svarede: »Jeg er en god skjald!« Kongen spurgte: »Er der nogle skjalde i din slægt?« Stuf svarede: »Glum Geirason var min fars farfar — og der har været mange andre gode skjalde i min slægt.« Kongen sagde: »Hvis du er en skjald som Glum Geirason, så vil jeg tillade dig at digte om mig.« Stuf svarede: »Jeg digter meget bedre end Glum.« Kongen sagde: »Så digt du da! Men har du før digtet noget om fyrstelige mænd?« Stuf svarede: »Jeg har ikke digtet om fyrstelige folk, for jeg har aldrig mødt en fyrstelig mand før dig.« Kongen sagde: »Der er nok dem, der vil sige, at du stiler højt, når du vil lægge ud med at digte om mig.« »Det vover jeg ligegodt,« sagde Stuf, »— men jeg vil dog bede dig om mere.« »Hvad vil du nu bede om?« Stuf sagde: »Jeg vil bede dig om, at du gør mig til din hirdmand.« Kongen svarede: »Det kan jeg ikke sådan lige gøre, for derom må jeg rådføre mig med og have samtykke fra mine hirdfolk — men jeg skal gerne tale din sag.« Stuf sagde: »Jeg vil bede om endnu mere — herre! Mon du vil tilstå mig det, jeg nu beder om?« Kongen spurgte: »Hvad beder du nu om?« Stuf svarede: »At du lader mig udfærdige et brev med dit indsegl, så jeg kan få min arv, som jeg har til gode nordpå i landet.« Kongen spurgte: »Hvorfor bad du mig sidst om dette, som var mest nødvendigt for dig? Jeg vil tilstå dig det.« Stuf svarede: »Jeg mente, at dette var mindst om at gøre.« Herefter skiltes de; kongen tog sin vej, og Stuf forfulgte sit ærinde.

Der gik ikke længe, før Stuf mødte kong Harald nordpå i Kaupang. Han gik ind i skænkestuen, hvor kong Harald sad omgivet af mange andre stormænd. Stuf hilste på kongen, og denne svarede: »Er det Stuf — min ven — som er kommet dér?« »Det er det — herre!« svarede han, »— og nu har jeg digtet om dig, og nu vil jeg have ørenlyd!« Kongen sagde: »Det skal du også få, men du må forvente, at jeg ikke vil være ukritisk over for dit kvad, for jeg er god til at lytte. Du har allerede fremhævet din digterevne og pralet meget med den.« Stuf svarede: »Jo bedre du forstår at lytte, des bedre vil det gå for mig.« Derefter fremførte han kvadet, og da det var slut, sagde kongen: »Det er sandt, at det er meget godt digtet, og jeg forstår nu, hvordan det forholder sig med dig, og at du besidder stor klogskab. Du har haft fornøjelse af at tale med mig, og nu skal jeg også lade dig optage i hirden, hvis du vil.« Derefter blev Stuf kong Haralds hirdmand, og han var længe hos ham, og han ansås for at være en klog og afholdt mand. Denne drapa, som Stuf digtede og kvad om kongen, blev kaldt Stufsdrapaen.


— og her slutter dette eventyr.