Den røvede Brud (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 10. mai 2015 kl. 06:54 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Den røvede Brud (Kalevala II))
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Den røvede Brud
(XXXVIII).


Da Ilmarinens Hustru døde, brast i Grunden Venskabets Baand mellem Kalevala og Pohjola. Det er som om Enkemanden i dunkel Forudanelse af hvad komme skal, kvier sig ved at drage derop paany og først søger ved sin Kunst at skabe sig en anden Viv. Da det Forsøg er glippet, mander han sig dog op og drager til Pohja, men opnaar ved denne Færd kun at Bruddet bliver aabenbart. Dette er Sangens Betydning for Kalevalas Helhed. Omend Lönnrots Haand spores tydeligt baade ved Optrinets Plads og ved Enkeltheder, følger han dog her Vink som karelske Sangere gav.


Den finsk karelske Sang om »den store Bejlerfærd« ender, som vi har hørt (S. 146), ikke lykkeligt. Nu var det Sted i Hændelsernes Række naaet hvor Lönnrot kunde udnytte hine Træk, idet han overførte dem paa Pohjafruens yngre Datter. Fra Topelius' Samling kendte han en Variant af »Bejlerfærden«, hvor der til Slut i Prosa siges at efter den ældre Datters Forhekselse til Maage var endnu hendes yngre Søster tilbage (og til hende stod nu Väinös Hu). Paa den saaledes afhjemlede Person overførte Lönnrot da hvad den finsk-karelske Bejlerfærd (med Motiv fra et Folkeæventyr) slutter med: Pigen ønsker sig paa Hjemfærden ud af Bejlerens Slæde, og det ender med at han forbitret lader hende sidde som Maage ved Havet; en enkelt Variant motiverer det med hendes Utroskab. — Men for at faa Handlingen sat i Gang lader Lönnrot ved Hjælp af Verslinier fra forskellige Sange først Smeden endnu en Gang drage til Pohja som Bejler, faa haansk Afslag og derpaa røve Pigen. Tanken om Rovet samt Trækket med (Hare, Ræv og) Ulv, der løber over Vejen og misundes af Pigen, fik han fra Visen om Ivan Kojonens Søn: Ivan røver sig en Brud paa sin Slæde; hun ønsker sig i Ulvs og Bjørns Sted ; hjemkommen hugger den forbitrede Bejler hendes Hoved af, tilbereder Kødet (med Brystvorterne) og sender Svigermoderen det at spise. I russisk Karelen findes denne Vise enkelte Gange som Afslutning paa Bejlerfærden, altsaa med Ilmari som Bejler — dog er den gyselige Udgang i saa Fald helt strøget, ret som om man følte den passede ilde paa den brave Smed; han truer hende blot med Døden. Grundlaget for det vilde Kvad er en russisk Heltesang om Ivan Godinovitsch, hvor der med en Del større Omhu dvæles ved det Stykke Bøddelarbejde Helten præsterer paa sin Brud, medens omvendt det thyesteiske Maaltid mangler.


Sampos Surren lyder paa ny for Ørene fra denne Sangs Slutning af; vi er slupne indenfor Vidundertingens Tryllekres, og den holder os nu fast en rum Tid. Den følgende Række Sange hører til den store russisk-karelske Sampocyclus, hvis første Led var Lappens Skud, Verdens Skabelse, Väinös første Pohjolafærd og Sampos Smedning. Ildnet ved Ilmarinens Ord om Pohjas bugnende Velstand maner nu Väinö til Togt derop, og Heltene tiltræder Søfærden.