Det tredje Gudrunskvad
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Det tredje Gudrunskvad
Guðrúnarkviða in þriðja
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2019
Atle havde en tjenestekvinde ved navn Herkja. Hun havde været hans frille. Hun fortalte Atle, at hun havde set Tjodrek og Gudrun sammen, hvilket gjorde Atle meget nedtrykt. Da sagde Gudrun:
- 1.
- »Så smil dog, Atle —
- søn af Budle!
- Hvad nager dig nu?
- Er der noget galt?
- Din hird vil synes,
- at du hellere burde
- omgås andre
- og opvarte mig.«
Atle sagde:
- 2.
- »Det piner mig — Gudrun,
- Gjukes datter! —
- at jeg her skal høre
- Herkja fortælle,
- at du og Tjodrek
- delte et leje,
- var svøbt i lagner
- og sammen i fryd.«
Gudrun sagde:
- 3.
- »Ved en hvid helligsten —
- hvis du ønsker det —
- sværger jeg ed
- om alt dette! —
- for Tjodrik og jeg
- har intet gjort
- som mand og kvinde,
- der minder om utugt.«
- 4.
- »Jeg gav engang
- — du gæve fyrste! —
- den krigsfolks konge
- et knus i venskab,
- men ellers sad vi
- i sorg og talte
- og søgte trøst
- i fortrolige ord.«
- 5.
- »Tjodrek kom her
- med tredive mand;
- ingen af disse
- er endnu i live.
- Mine brødre tog du,
- og de brynjeklædte;
- du har nedlagt hele
- min nærmeste slægt.«
- 6.
- »Tilkald Saxe
- — sydmænds hersker —
- det kogende vand
- skal vies af ham!«
- Da salen var fyldt
- med syv hundred mand,
- gik kongens kone
- til kedelprøven.
Gudrun sagde:
- 7.
- »Jeg mistede Gunnar
- og mangler Høgne;
- jeg genser aldrig
- mine gode brødre.
- Med sværd havde Høgne
- hævnet uretten,
- men jeg værger mig selv
- og viser min uskyld!«
- 8.
- Med de skønne hænder
- i skoldhedt vand
- greb hun da om
- de ædle sten.
- »Det koger i kedlen —
- kikker I alle!
- Jeg er hermed frikendt
- ved hellig dom.«
- 9.
- Gudruns hænder
- var ganske uskadte,
- og da lo Atle
- lettet og glad:
- »Nu må Herkja
- hen til kedlen —
- Gudrun blev klandret
- på grund af hende.«
- 10.
- Intet så man
- så jammerligt før,
- som dér da Herkjas
- hænder blev skoldet;
- som straf blev hun smidt
- i en stinkende sump.
- Gudrun fik dermed
- dulmet sin sorg.