Dronning Dagmars Død

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. sep. 2014 kl. 16:04 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


"Liden smådreng"
Skanderborg
Dansk folkedigtning


Historiske viser
23. Dronning Dagmars Død.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,
til Ringsted[2] lader hun sig vente;
alle de Fruer i Danmark er,
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.


2. „I henter mig fire, I henter mig fem,
I henter mig af de vise!
I henter mig liden Kirsten,
Hr. Karls Søster af Rise!“


3. Liden Kirsten ind ad Døren tren
med Tugt og megen Somme;
Dronning Dagmar sidder hende op igen[3],
hun favned saa vel hendes Komme.


4. „Kan du læse og kan du skrive[4],
og kan du løse min Pine,
da skal du slide rød Skarlagen
og ride Graaganger’ mine.“


5. „Kunde jeg læse og kunde jeg skrive,
jeg gjorde det alt saa gærne;
det vil jeg for Sanden sige:
eders Pine er haarder’ end Jærne.“


6. Saa tog hun Sankt Mari Bog[5],
hun læste, alt det hun kunde;
hun kunde ikke Lyset paa Kronen se:
saa saare hendes Øjne de runde.


7. De ledte hende[6] ud, de ledte hende ind,
det blev jo længer og værre[7]:
„Imedens det kan ej bedre vorde,
I sender Bud efter min Herre!“


8. Det da var den liden Smaadreng,
han lod ikke længe lide:
han rykte Sadel af Bjelken ned,
lagde den paa Ørs hin hvide.


9. Kongen han stander paa Højeloftsbro,
og ser han ud saa vide:
„Og hisset ser jeg en liden Smaadreng,
saa sørgelig mon han kvide.


10. Hisset ser jeg en liden Smaadreng,
saa sørgelig mon han traa;
det raade Gud Fader i Himmerig,
alt hvor Dagmar hun maa[8]!“


11. Ind kom liden Smaadreng,
og stedtes han for Bord:
„Vil I noget med Dronningen tale,
I vide hende snarlig Ord!“


12. Dankongen slog det Tavlbord sammen,
at alle de Tærninge sjunge:
„Forbyde det Gud i Himmerig,
at Dagmar skulde dø saa unge!“


13. Der han red af Skanderborg,
da fulgte ham hundred Svende;
der han kom til Ribe,
da var han Mand alene.


I sin Udgave har Anders Vedel ændret dette til to Vers:


Der Kongen drog af Skanderborg,
da fulgte ham hundrede Svende;
og der han kom til Gredsted Bro,
fulgte ham ikkun Dagmars Dreng.


Der han red over Randbøl Hede,
da fulgte ham femten Svende;
der han kom over Ribe Bro,
da var den Herre alene.


14. Der var Ynk i Fruerstue,
der alle de Fruer græde;
Dronning Dagmar døde i liden Kirstens Arm,
der Kongen red op ad Stræde.


15. Kongen ind ad Døren tren,
han saa den Ligbaare stande:
„Herre Gud Fader i Himmerig
da bedre mig denne Vaande[9]!


16. Jeg beder eder, Fruer og Møer,
og saa I gode Terner:
I beder en Bøn alt for mig!
jeg taler med Dagmar saa gærne.“


17. Dronning Dagmar rejser sig af Baaren op,
hendes Øjne var blodige røde:
O ve, o ve, min ædelig Herre!
hvi gjorde i mig den Møde?


18. Den første Bøn, der jeg eder beder,
den vider I mig saa gærne:
alle fredløse Mænd dem giver I Fred
og lader alle Fanger af Jærne.


19. Den anden Bøn, jeg eder beder,
den er eder selv til Somme:
I lover ikke Bengerd efter mig!
hun er saa besk en Blomme,


20. Den tredje Bøn, jeg eder beder,
den vider I mig saa gærne:
lader I Knud, min yngste Søn,
Konning i Danmark være![10]


21. Jeg torde ikke ved i Pinen brænde
baade Dag og Nat,
havde jeg ikke mine Ærmer om Søndagen snørt
og ikke Strege[11] paa sat.


22. Nu er det Tid, jeg farer herfra,
jeg maa ikke længer lide[12]:
nu ganger Himmerigs Klokker for mig,
Guds Engle efter mig bide.“
Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.



Fodnoter

  1. Indl. S. 49; DgF. III Bd. Nr. 135.
  2. 1 Ringsted Klosterkirke indeholdt Kongeslægtens Grave, efter at Knud Lavard var bleven skrinlagt her.
  3. 3 Dagmar rejser sig i siddende Stilling for at tage imod hende.
  4. 4 læse og skrive, nævnes sammen, fordi de er sammenhørende Færdigheder; her er kun Brug for Læsningen.
  5. 6 Sankt Mari Bog, en Bog med Legender om Jomfru Maria. Man synes at have opfattet den gudelige Læsning, som om den ogsaa var et Middel til at fordrive Smerterne („at løse af Pine“).
  6. 7 hende, Dronningen.
  7. jo længer og værre, jo længer des værre.
  8. 10 hvor Dagmar maa, hvorledes Dagmar har det.
  9. 15 ɔ: hjælp dog, Gud Fader, paa denne Nød.
  10. 20 Valdemar Sejrs Søn Knud blev ikke Konge af Danmark, men kun Hertug af Bleking. Visens Digter har tænkt sig, at han var Søn af Dagmar, og at han er bleven udelukket fra Tronen af Berngerds Sønner; men dette er ikke historisk rigtigt; han blev forbigaaet, fordi han var uægte Søn. Visen er formodenlig digtet længere Tid efter Dagmars Død.
  11. 21 Streg, rimeligvis Stribe, Baand.
  12. 22 lide, tøve (jf. vor Nr. 25 V. 9).