En Tale mod Biskoperne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Storm (1845-1903)

En Tale mod Biskoperne

Et politisk Stridsskrift
fra Kong Sverres Tid

Ved Gustav Storm

J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri
Christiania
1885

Anledningen til den foreliggende Udgave af dette Stridsskrift, der er mærkeligt som det ældste bevarede, i Norge og paa Oldsproget forfattede Skrift, var, at endel Arnamagnæanske Haandskrifter i de sidste Aar har været udlaante til vort Rigsarkiv for at benyttes af mig ved Udgaven af Norges gamle Love 4de Bind. Blandt disse var ogsaa Haandskriftet No. 114 qv., der indeholder den eneste bevarede Kopi af det her udgivne Stridsskrift. Ved at sammenligne denne med Werlauffs og Munchs Udgaver fandt jeg, at disse dels led af flere Feil, som kunde berigtiges, dels havde flere Lakuner, som kunde udfyldes, samt endelig, at Skriftets sproglige Eiendommeligheder ikke var kommen til sin Ret ved den tidligere Udgivelsesmaade. En Undersøgelse af Skriftets Kilder gav mig ogsaa tildels en anden Opfatning af dettes Betydning, end der tidligere er gjort gjældende, og efter at jeg havde forelagt mine Resultater for Christiania Videnskabsselskab, blev jeg af Kildeskriftsfondets Bestyrer, Hr. Rigsarkivar Birkeland, opfordret til at foranstalte den nye Udgave, som nu foreligger. Jeg skal i det følgende give nogle Oplysninger om Haandskriftet, om Skriftets Tidsalder, Forfatterskab og literære Betydning samt om Udgivelsesmaaden.

I.

Det norske Lovhaandskrift fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede, som Arne Magnussøn fik af Biskop Christian Worm, har han fordelt blandt mange forskjellige Numere i sin Samling (322 fol., 114 qv., 733 qv., 737 qv., Additamenta 66 qv. samt Diplomsamlingen Fasc. 22 No. 5 b, 2), men har dog givet saa mange Oplysninger derom, at de paa faa Undtagelser nær kan forenes under en fælles Oversigt. En fuldstændigere Beskrivelse, end hidtil er leveret, vil findes i det snart udkommende 4de Bind af Norges gamle Love. Her skal jeg kun dvæle derved, forsaavidt Redaktionen og Stridsskriftets Afskriver vedkommer. Bogens Hovedmasse (322, B] . 20, 21‐28, 30‐91b) er skrevet med en elegant Frakturhaand fra c. 1320 og indeholder Kong Haakons Borgret, den ældre Kristenret, Landsloven (Gulathingslov), Bergens Bylov og de almindelige Rettebøder af Kongerne Haakon Haakonssøn, Magnus Haakonssøn, Erik Magnussøn og Haakon Magnussøn (den sidste af 2. Mai 1313). Faa Aar efter har Haandskriftet faaet flere Tillæg, dels foran og efter B] . 20 (6 Blade), dels efter Bl. 28 (l Blad) og dels ved Slutten (11 Blade), skrevne af flere forskjellige Mænd i Tiden mellem c. 1320 og 1344 (de Hænder, som i NgL. IV betegnes A, D ‐ M ). Ved Midten af det 16de Aarhundrede kom Haandskriftet i Lagmanden Jon Simonsens Eie; han har hist og her gjort Optegnelser (bl. a. historiske og annalistiske og enkelte Retsformularer) samt forøget Haandskriftet med en Række Rettebøder, som imidlertid Arne Magnussøn har borttaget. Efter Jons Død 1575 kom Haandskriftet til Bergen, hvor man i Anledning af Grænsestridighederne med Rusland og Sverige gjorde Uddrag af Haandskriftets norsk-russiske og norsk-svenske Greenseskjel, som derved igjen kom til offentlig Kundskab og blev benyttede i de diplomatiske Underhandlinger. Maaske har dette ogsaa foranlediget, at Haandskriftet selv kom til Danmark og der havnede i Familien Worms Bibliothek, hvorfra det gik over til Arne Magnussøn. Haandskriftets Hovedbestand er som før nævnt Bl. 20, 21‐28, 30‐91; af disse er vistnok oprindelig det første Blad som sædvanlig i gamle Codices ladt ubeskrevet, saa at Bogen maa siges at begynde med Bl. 21. Her findes da ogsaa i den 1ste Initial abildet i Træsnit paa forrige Side ‐ tegnet en gul Løve paa rød Grund af heraldisk Karakter, der vistnok betegner Haandskriftets Ejer; denne kan, da Kronen og fixen mangler i Vaabnet, ikke være Kongen, men en Mand af en Sidegren af Kongeætten. Dette kan neppe være nogen anden end Hr. Erling Vidkunnssøn, der gjennem sin Moder nedstammede fra Kong Haakon den gamle og derfor førte Løven i sit Vaaben. Ialfald er det sikkert, at flere af Tillæggene peger paa ham som Ejer ved Tiden efter 1320 og at disses Skrivere have staaet i Erlings Tjeneste eller ialfald været nært knyttede til ham. Den Mand (F), som paa Bl. 92 har skrevet Kong Haakons Forordning om Fredløses Tilhold i Bygderne (dat. 28 Aug. 1315, trykt NgL. III, 110 if), har tillige i Kalendariet indført Dødsdagene for flere Personer i Bjarkø-Familien (Erlings Søskendebarn Gregorius Andressøn af Stovreim, hans Svigermoder Fru Ingebjørg Erlingsdatter, † 1315, hans Farbroder Bjarne Erlingssøn † 1313 og dennes Søn Andres † før 1309 og samt hans Moder Gyrid † 25/10 1323,; en anden Skriver (H), den samme som har skrevet Greenseskjellet mod Sverige og det her trykte Stridsskrift, har i det samme Kalendarium ved Siden af Dødsdagen for Kongerne Magnus og Haakon (1319) og Dronning Eufemia (1312) ogsaa fundet Plads for Erlings Fader Vidkun (1302); og en lidt senere Haand her indført Dødsdagen for Erlings Frænde, Svein Sigurdssen († 1330‐31), hvis Arving Erling blev. Bag i Haandskriftet fandtes ogsaa indført et Brev, udstedt (i Giske?) af Arne Gjavvaldssøn som Sysselmand i Søndmøre c. 1344. Mærkes kan ogsaa den Illustration af en Jagtscene, som en af de senere Hænder har udført nederst paa Bl. 29: en Hjort i Skoven forfulgt af Hundene og skudt af en Jæger; ogsaa denne kan med Grund henføres til Giske eller ialfald til de ydre Søndmørs-øer, hvor der som bekjendt fra gammel Tid og endnu i nyere Tid drives Hjortejagt. Hertil kan ogsaa føies, at Skriveren H kan identificeres med en Skriver i det kgl. Cancelli, Ivar Audunssøn, hyppigt kaldt Ivar Klerk. Denne Mand har udfærdiget en Række Kongebreve mellem 1320 og 1335, nemlig 5. Sept. 1320 i Baahus, 18. April 1322 i Oslo, 5. Mai 1325 i Nidaros, 17 Juli 1326 i Baahus, 14. Sept. 1327 i Bergen, 18. Dec. 1332 i Oslo, 21. Marts 1333 i Oslo, 8. Jan. 1335 i Strengnes og 27. Aug. 1335 i Tønsberg; desuden bevidner han "Kanslergaarden i Oslo" et Gaardkjøb for Kansleren 5 Mai 1331 (DN. IV 196). I disse Aar nævnes af andre kgl. Klerker Haakon Ivarssøn i Aarene 1320—23 og efter August 1328 Paal Styrkaarssøn, men mellem 1323 og 1328 fungerer, saavidt det kan sees, Ivar Audunssøn alene. Dette Tidspunkt falder temmelig nær sammen med den Tid, da Erling Vidkunnssøn forestod hele Rigsstyrelsen som Drotsete og tillige var Forstander for det kgl. Cancelli, medens han fra Sept. 1327 maatte overlade det sidste til den nye Kansler, Mag. Paal Baardssøn. Det vil saaledes sees, at hvad Ivar Klerk har indført i Drotsetens Lovbog, maa være optaget her mellem 1323 og 1327. Hvad Ivar her har skrevet, foruden de omtalte Dødsnotitser, er følgende:

a) Kardinal Vilhelms Forordning om Helligdage og Kirkegods, trykt NgL. I 453 f.

b) Forliget mellem Biskop Audfinn i Bergen og Kapelmagisteren ved Apostelkirken (Tønsberg, 16 Aug. 1320), trykt Dipl. Norv. VII No. 92

c) Grænseskjel mellem Norge og Sverige fra Magnus Haakonssøns Tid trykt NgL. II 487—91.

d) Oratio contra clerum Norvegiæ, trykt her.

Brevet om Bergens-Biskopens og Kapelmagisterens Rettigheder stammer aabenbart fra den Bergenske Apostelkirkes eller Kapelmagisterens Arkiv, og det samme er rimeligvis ogsaa Tilfældet med Kardinal Vilhelms Forordning, ialfald er den dateret fra Bergen og henviser til Bergenske Forhold . Ogsaa Dokumentet om Grænseskjellet maa have været opbevaret i et Arkiv, og det rimeligste er ogsaa her at gjætte paa den kongelige Apostelkirkes Arkiv. Vistnok har vi ingensomhelst Oplysning om, at offentlige Dokumenter i 13de Aarhundrede opbevaredes her; dog kan peges paa Tønsberg-Compositionen, hvis Original maa antages at have været opbevaret i Bergen, rimeligvis i det kgl. Capel. Saaledes tyder alt paa, at ogsaa Skriftet mod Geistligheden har havt sin Plads i Arkivet i Apostelkirken, hvorfra Skriveren Ivar Audunssøn eller hans Principal Drotseten havde den letteste Adgang til at erhverve en Afskrift. P. A. Munch har med Rette pegt paa, at den Spænding, hvori Drotseten Erling i Aarene 1325—27 kom til Biskoperne, navnlig til Biskop Audfinn i Bergen, kan have givet ham Lyst og Anledning til at erhverve en Afskrift af et Skrift fra den tidligere Strid mellem Kronen og Biskoperne.

II.

At bestemme Skriftets Forfattelsestid, er let efter dets egne Udtalelser. Skriftet er forfattet saa kort Tid efter Haraldssønnernes Dage, at Begivenheder i disses senere Aar (1156 - 61) endnu mindedes af mange (21, 5); vi henvises altsaa tydeligt til Slutningen af 12te Aarhundrede. Skriftet forudsætter, at den norske Konge er sat i Ban af Paven (4, 11 ) efter Klager af Biskoperne (3, 5), at disse dels er landflygtige (7, 23), dels har vakt en Kamp i Landet selv mod Kongen og hans Mænd (3, 29). Alt dette passer kun paa Kong Sverres Tid, da Sverre var den eneste norske Konge, der blev sat i Ban af Paven og kom i Strid med Biskoperne og et biskopeligt Parti. Alle nyere Forfattere have derfor været enige om at henføre Skriftet til Tiden mellem 1196 og 1202. Maaske dog denne Ramme kan yderligere indskrænkes. Ser man hen til, at Baglernes Oprør kun omtales med de korte Ord, at Biskoperne "samna her saman ok muga, vapn ok skilde, take af os fe vort ok frealse ok etia saman storom mandrapom", vil man ikke kunne undgaa heri at se antydet Begyndelsen til en Strid, hvis Varighed Forfatteren ikke har anet og hvis ødelæggende Virkninger han endnu ikke har seet. I de citerede Udtryk, hvor Organisationen af Partiet indtager en ligesaa væsentlig Del som Overfaldet paa Kongens Mænd, kan jeg kun se en Antydning af Felttoget i 1196, da Baglerne efter at have sandet sig under Biskop Nikolaus' og Erkebiskop Eriks Ledelse i Danmark (Sverres Saga C. 129), rykkede mod Viken, overraskede Kong Sverre her og efter nogle Kampe tvang Kongen til at rømme Viken og Oplandene (Sverres Saga C. 132), hvorved naturligvis hans Sysselmænd og trofaste Tilhængere blev fodrevne. Forf. kan, mener jeg, neppe have skrevet senere end Høsten 1197, da hele Kong Sverres Flaade blev ødelagt, og sikkert ikke senere end 10. Aug. 1198, da Baglerne under Biskop Nikolaus' personlige Ledelse brændte Bergen. I begge Tilfælde vilde vistnok Forf. have benyttet Leiligheden til at skildre Biskoperne som dem, der berøvede Landet dets Værn, Flaaden, eller brændte fredelige Borgeres Gods. Biskoperne omtales som de der "fly os og vort Land som Hedninger", medens der dog antydes at enkelte holde fast ved Kongen. Ogsaa dette passer bedst paa Aar 1197. Vistnok nævner Sagaen kun at Biskop Nikolaus flygtede ud af Landet i 1195 og omtaler idethele ikke de andre Biskoper; men af Uddraget af Sorøs Privilegier sees, at ogsaa de andre Biskoper (undtagen Bergensbiskopen) er fulgt snart efter, idet Biskop Nikolaus af Oslo, Njål af Stavanger og Ivar af Hamar har deltaget med Erkebiskop Absalon i Udstedelse af et Privilegiebrev, som kun kan henføres til Vaaren 1197. Videre omtales Paven saaledes, at man maa antage den samme Pave ment, paa Grundlag af hvis Buller Bannet er bleven udtalt, altsaa Cælestin III (1191—Jan. 98). Maaske man her ogsaa bør inddrage Sverressagas Beretning om at Kong Sverre efter Sendemændenes Død i Danmark fremlagde et (forfalsket) Pavebrev, som gav ham Ret mod Biskoperne; det er jo aabenbart, at et Skrift som det foreliggende var unødvendigt, naar den øverste Dommer frikjendte Kongen for Bannssag. Sendemændene maa være døde i Febr. 1197, men det varede nogen Tid, inden Kong Sverre fik Brevene ihænde, altsaa aabenbart flere Maaneder; ogsaa her synes Sluten af 1197 at maatte betegnes som den yderste Termin. Ialfald er det aabenbart, at Skriftet er forfattet, førend Innocens III´s Interdikt (af 6 Okt. 1198) blev forkyndt i Norge, thi Skriftet forudsætter overalt Geistligheden i fuld Virksomhed og Kirkerne aabne. Sikkert bliver det altsaa, at Skriftet er forfattet efter Høsten 1196 og før Høsten 1198, og rimeligt, at det maa henføres til Aaret 1197.

III.

Skriftets Hensigt er at orientere Kongens Tilhængere i Stridens Gjenstand og paavise, baade at Biskoperne har vakt Trætten og at de har Uret. Tvistepunkterne mellem Erkebiskopen og Kongen kan foruden af Erkebiskopens tidligste Klage fra Aar 1190 (DN. VI, No. 93) bedst udledes af Pavens Privilegiebrev af 15. Juni 1194 (DN. 11, No. 3), der henviser til Erkebiskopens (nu tabte) Brev. Paven giver her, under Trusel om de sædvanlige Bannstraffe, den norske Kirke alle de Rettigheder, Erkebiskopen krævede, nemlig: 1) at Prester ved de kongelige Kapeller skal udnævnes af Biskoperne uden Kongens Indblanding, 2) at Biskopsvalg skal foregaa uden Kongens Indblanding, 3) at Geistlige ikke skal deltage i Krigstog eller yde Midler dertil, navnlig at Kristkirkens Geistlige skal være fri for Leding, 4) at Geistlige ikke skal underkaste sig verdslig Domstol og 5) at ingen Konger maa forandre Landets Love til Geistlighedens Skade.

Herpaa svarer nu Stridsskriftet. Efter en Inledning om Landets sørgelige Stilling opstiller Skriftet en Lignelse om Kirken som et Legeme, hvor alle Lemmer virke i Forening; dets Øine, Næse, Ører og Tunge er Geistligheden, medens Hjerte og Bryst, Axler og Ryg, Arme og Hænder er Kongen og hans Mænd (S. 1-2). Naar denne Lignelse anvendes paa norske Forhold, er al Harmoni brudt ved Biskopernes Skyld (S. 2—3). De har forebragt Paven Usandheder om Kongen og fremkaldt Bannet; men et uretfærdigt Ban rammer efter Kirkeretten kun dets Ophavsmænd (S. 3-7). Dette er ikke alle Geistlige, men desværre alt for mange, der anse det for sin Pligt at modarbeide Kongen og hans Mænd (S. 8 —10). Derfor vil Forfatteren ved Citater fra Kirkeretten vise, at Kongen har Magt over Kirken, navnlig at Retten til at sætte Præster ved kongelige Kapeller er forbeholdt Kongerne, at Kongedømmet har at øve Indflydelse paa Biskopsvalget og at de norske Konger ikke have givet eller kunnet give denne Ret fra sig (S. 11—27). Hvis disse Uroligheder kan foranledige Kirkens Skade eller Frafald fra Kirken, saa er Skylden ikke Kongens, men Biskopernes, saaledes som Biskoper saa ofte tidligere i Kirkens Historie har foranlediget Frafald fra Kirken, medens Kongerne som oftest har forhindret saadanne (S. 27—31). Skriftet ender med en Opfordring til Menigheden om at lægge sig disse Ord paa Hjerte og betænke hvem der har Ret, Kongen eller Biskoperne (S. 32).

Skriftet er forfattet som en Tale ("röda") og til Oplæsning (32, 20), enten fra Prædikestolen eller maaske snarere i Thingmøder e. l. Det er skrevet for Menigmand (32, 12), da det er enhvers Pligt under saa farefulde Forhold at oplyse (1, 4) om denne Strids Gjenstand, der rammer hele Landet. Forf. betegner sig paa flere Steder indirekte som en af Kongens Mænd (S. 3, 20, 3, 30, 4, 2), han fremhæver Kongens Fortjenester af Kirken (S. 4, 9) og identificerer sig ganske med det kongelige Standpunkt (S. 27, 16). Forf. forudsætter tillige, at han er kjendt (S. 23, 16) og at man har Adgang til personlig at henvende sig til ham (S. 27, 20). Man har derfor vistnok ingen Ret til at gjætte paa Kong Sverre selv som Forfatter, skjønt dette kunde ligge nær efter alt hvad vi vide om ham. Kong Sverre har ladet skrive sin Historie eller ialfald Historien om sine Kampe for at blive Konge (Sverres Saga ved Karl Abbed); han har ogsaa sørget for, at de indbyrdes Kampe mellem Haraldssønnerne hvad der er Baggrunden for Kampen mellem Sverre og Magnus blev skildrede i det Lys, Samtiden efter hans Mening burde opfatte det. Det er saaledes ikke andet end hvad man kunde vente, at Sverre ogsaa i den kirkelige Strid sørgede for, at hans Standpunkt blev literært hævdet. Endvidere kan der peges paa det for Sverres krigerske Politik saa karakteristiske, at han oftere søger at hævde for sig Modstanderens principielle Standpunkt. Paa samme Maade som, da Erkebiskop Eystein havde for sine Reformer søgt sin Støtte i Olafs Hellighed og gjort ham til Norges mystiske Konge, Kong Sverre netop forstaar at fremstille sig som St. Olavs virkelige Arvetager, paa samme Maade kunde det i den kirkelige Strid ligne Kong Sverre, naar Erkebiskop Erik paaberaaber sig mod Kong Sverre "Guðs lög Rumversk", at skaffe Beviser for, at netop Kirkeretten staar paa hans Side. At Kongen har givet Impulser til Skriftet, at han har opfordret en af sine Tilhængere til at skrive det, ja at det er udarbeidet under hans Opsigt eller forelagt ham til Revision, det er sandsynligt, ja næsten selvfølgeligt efter den virkeligt ledende Stilling, Kong Sverre indtager inden sit Parti. Men videre synes det mig ikke rimeligt at gaa; hverken synes den grundige kanonistiske Lærdom at passe til Kong Sverre, hvis kirkelige Studier efter Sagaens Citater at dømme neppe strakte sig udover de sædvanlige kirkelige Haandbøger; heller ikke minder Skriftet ved sit jævne Sprog i nogen Maade om Sverres sententiøse og satiriske Veltalenhed. Vi maa nærmest tænke os i Forfatteren en Geistlig i Kongens Tjeneste, en af hans Hirdprester eller Kapel-geistlighed. Werlauff gjættede paa den Bergenske Biskop Martin (1194-1217), der jo havde været Hirdprest og berømmes som "forkunnar goðr klerkr" ; men dette stemmer ikke med at Forfatteren betegner Biskopperne som "vore Lærefædre" (S. 1, 10) og ikke utydeligt peger paa, at Mænd som han selv er ligesaa lærde Geistlige som selve Biskoperne (10, 2). Rimeligere er det at tænke paa en af de mange, mest Bergenske Geistlige, der sluttede sig nær til Kongen, f. Ex. den Einar Prest, der senere blev Kongens Svigersøn († 1205).

Hvad der udmærker Stridsskriftets Forfatter er hans kanonistiske Lærdom og Skarpsindighed i at udnytte Kirkeretten for sit Partiformaal; man vil ved at gjennemlæse Skriftet og de tilsvarende Kapitler af Kirkeretten se, at Forf. med stor Dygtighed har gjennemstuderet sin Kilde og deraf fremdraget alt hvad der med nogen Rimelighed lod sig benytte til Kongens Forsvar, samt holdt borte hvad der ikke kunde bruges eller talte lige imod hans Standpunkt. Det kan heller ikke nægtes, at Forf. i Oversættelsen har afpasset sin latinske Kildes Ord temmelig frit for sit Formaal (f. Ex. S. 19). Derimod maa han frikjendes for Forfalskninger af Kilden, thi efterat hans Kilde nu er udgivet efter middelalderlige Haandskrifter, viser det sig, at Citaterne overalt har haandskriftlig Støtte . Denne Hovedkilde er "Decretum Gratiani" eller "Concordia discordantium canonum", forfattet af Munken Gratian i Bologna kort efter 1142. Da Forfatteren Side 24 12 citerer "LXXIIII causa" (ɔ: 74de Distinctio i Dekretets Iste Del), kan man med Sikkerhed hævde, at Forf. har benyttet den Redaktion af Dekretet, der er istandbragt af Gratians Discipel Paucapalea c. 1150; det maa nemlig ansees for sikkert, at denne først har inddelt Dekretets første Del i 101 "Distinctiones" og indskudt Dist, 73, hvorved først det S. 24 citerede Sted kan findes i Dist. 74 . Forfatteren synes ikke i nogen stærk Maalestok at have kjendt nyere Retskilder end Dekretet, navnlig ikke Alexander III´s Dekretaler; derimod synes enkelte Notitser at være laant fra to samtidige Canonister i Bologna. Blandt de Kjætterbiskoper, som Forf. fremhæver, giver han en fremtrædende Plads til Nicolaus advena eller Mohammed, i hvem Forf. vistnok har villet lade sine Læsere se en Allusion til Kongens Hovedmodstander, Oslobiskopen Nikolaus. Men Anledningen til denne Paralel kan Forfatteren kun have faaet fra Canonisten Huguccio fra Pisa, der docerede i Bologna indtil 1190, da han blev Biskop af Ferrara († 1210). Blandt de Mohammeds-fabler, hvorpaa især i det 12te Aarhundrede var saa rigt, f. Ex. at Mohammed har faaet sin Opdragelse hos en kjættersk Eremit eller oprindelig var en kristen Prelat, ja en Cardinal, som stiftede en ny Religion, fordi han ikke blev Pave o.s.v., indtager Legenden om Nicolaus advena en ikke meget fremtrædende Plads. Allerede Kirkefædrene har gjort den "Nikolaos, Proselyten fra Antiochia", som efter Apostelhistorien var en af de første 7 Diakoner i Menigheden i Jerusalem, til Chef for Nikolaiternes Sekt; i Vulgate oversættes "Νιχσλccος πςοσλγrος" med ”Nicolaus advena“, og Isidorus regner ham blandt de berømte Kjættere og bestemmer hans Kjætteris Art. Gratian stiller Nikolaus i Dekretets første Del frem som Exempel paa en Biskop, der med urette kaldes saa, altsaa en Kjætterbiskop. Det næste Skridt er da, at Huguccio, der naturligvis kjender Sagnet om at Mohammed oprindelig var en kristelig Prælat, i sin Summa, (fuldendt 1187), antager Mohammed for samme Person som Nikolaus advena, og denne Theori fremsettes som historisk Sandhed af en lidt senere Canonist i Bologna, Laurentius Hispanus fra c . 1203. Theorien synes endog i Løbet af 13de Aarhundrede at have trængt ind i det franske Epos; ialfald har den fra Fransk oversætte Mirmanns Saga en Beretning om "Nikulas Athemas“, som oprindelig var Christi Discipel, men senere drog til Frakkland og udgav sig for Gud. Senere er i Frankrig i et endnu utrykt Skrift fra 14de Aarhundrede Cardinal-legenden og Nikolaus-legenden støbt sammen, hvad der kan sees at Skriftets Begyndelse: Legimus in hystoriis Romanorum quod Nycholaus, qui Machometus dicitur, unus de septem dyaconibus cardinalibus ecclesie Romanæ. Men Huquccios Version blev bevaret til nyere Tider, idet den optoges i en Række Udgaver af Dekretet fra, 16de Aarhundrede (ialfald fra 1555 af

Ogsaa en anden samtidig Kanonist synes at være kjendt af den norske Forfatter. Det Sted af Romerretten, som citeres S. 23, 25 og som hverken Werlauff eller Munch har kunnet paavise i Dekretet, synes kun at være en Variant af Theodosius' og Valentinians Reskript af 426, citeret S. 24, 19. Citatet minder imidlertid paa en mærkelig Maade om det "Casus", som findes under det citerede Sted i Dekretet blandt Glosserne: Casus. Licet dixerim quod casus iste facilis esset, tamen sic potest poni. Quæsitum fuit a Theodosio et Valentiniano, utrum rescripta contra ius impetrata sint a iudicibus recipienda. Et respondit Theodosius quod non, nisi sit tale rescriptum quod non alium lædat et etiam prosit petenti, vel etiam crimen indulgeat supplicanti. Men nu stammer disse Casus decretorum, som optoges i Dekret-udgaverne efter 1505, alle fra Canonisten Benencasa Senensis († 1206), der docerede i Bologna ved Sluten af 12te Aarhundrede. Der er saaledes vist nok god Grund til at antage, at Forfatter har studeret canonisk Ret i Bologna omkr. 1180—90.

Werlauff har antaget, at Forf. til sine kirkehistoriske Beretninger har øst af den i Middelalderen saa udbredte Haandbog i den ældre Kirkehistorie, Cassiodor's "Historia ecclesiastica tripartita". Dette er imidlertid umuligt, allerede af den Grund at denne Kirkehistorie stanser ved c. 430 og saaledes intet oplyser om Conciliet i Chalcedon. Af Noterne S. 26-31 vil det sees, at Uddragene af Kirkehistorien vistnok oprindelig stammer fra Isidorus og Beda, men tillige at Forfatteren har laant dem med alt det andet fra Dekretet selv.

IV.

Skjønt, Stridsskriftet aldrig findes citeret i andre norske middelalderlige Skrifter, kan man dog ikke tvivle om, at det har havt adskillig Indflydelse paa Stridens Gang. Navnlig synes det ifølge enkelte Ytringer i Sverres Saga at have fostret den Anskuelse blandt Birkebeinerne, at deres og Kongens Hovedmodstander, Biskop Nikolaus, var en "villubiskup" og hans Tilhængere de virkelig bannsatte. En Vise, som Baglerne digtede mod Birkebeinerne i Sept. 1198, blev af disse omdigtet saaledes, at en Verslinje istedenfor "Baglar stóðu i brodda hagli" kom til at lyde "Baglar eru í banni allir" (Sverres Saga C. 151); den samme Tanke udtaler samme Høst Thorstein Kugad, da han vendte tilbage til sin forrige Herre Sverre, nåar han taler om "þeim djöfulsmönnum Böglum, er bannsettir eru" eller om at "sá binn vándi villubyskup gerði mik svá æran ok blindan, at ek skyldi eigi þat sjá med hverju falsi þeir fara niðingarnir, eiðsvarar yðrir" (C. 153) o. s. v. Skriftet maa saaledes for en stor Del antages at have opnaæt sin Hensigt, at overbevise Kongens Tilhængere om hans Sags Retfærdighed og at forebygge Frafald.

Men ogsaa senere synes man at spore, at Skriftet har været læst og vurderet. Det forekommer mig saaledes utvivlsomt, at det Forligsbrev, som Kong Haakon Sverressøn udstedte til Biskopperne og som nu kun kjendes af Copier fra 1324 og 1325 (begge fra det erkebiskopelige Arkiv), har laant Udtryk og Tankegang fra Stridskriftet, navnlig dettes Side 1—2. Man sammenligne "Gud... gæfue monnom gode skilningh til þeirra orda er ek vill rótt hafua" (l, 2) med "gud gefe mer þat at mæla til yðar biskupanna er mer see til gaghns ok gæfo" o.s.v. "En sua mikill siukleikr er landz vors" (l, 3) med, "mæiri volk ok vandræde ok hormuleghr bardaghe hafa a oss leghet ok a varo lande"; "ok oss þikkir nu vera aat komet at ver hafuum glatat þvi er kristni var er" (l, 7) med "ok er nu oll kristni alneer at falle komen"; "ok blindar nu byskopa vara ok adra hofdingia þa er kristni skilldi gæta fesinki vhof agirnd dramb ok ranglæte" (2, 22) med "en þæir lifa eftir er huartuæggia venda til siin. vhof ok ranglæte. ofund ok iluilia" ; "sa hin same hofge ok þungi er nu komen a augu byskupa vara" (2, 12) med "ok er þi vær at marghr hefir tekit mikin ofga" "ok þunga af þui sundrþykki". Man vil se at Brevets Forfatter trods den forskjellige Anledning og den forskjellige Adresse, dette Brev skulde gives, ligesom hele Tiden har havt Stridsskriftet i Tankerne og uvilkaarlig har laant baade Tanker og Udtryk derfra. End naturligere er det, at vi gjenfinde samme Tankegang og Udtryk i et Skrift, der i alt væsentligt repræsenterer samme politiske Standpunkt, om end i mere udpræget Form, nemlig Kongespeilet. Stridsskriftets Theori om at uretfærdigt Ban rammer Ophavsmanden gjenfindes jo i Kongespeilets Slutningsord: "En byskupsins sverd bitr eigi nema rettliga se hoggvit með; en ef hann hoggr rangliga med þvi, þá verðr þeim mein at þvi er hoggr með, en eigi þeim er fyrir verðr". Hvad Under da, at man finder hist og her i Kongespeilet Ord og Udtryk, som forudsætter Læsning af Stridsskriftet, f. Ex. Kongespeilets Ord om Kongen "þetta a . . at vera hans skyldar reiða eða sysla þegar hann er saddr af svefni, at bera áhyggju fyrir ollu riki sinn" (jfr. Stridsskriftets "konongar þeir er bera skilldu ahyggiu ok ætlan ok radagerd, dirfd ok varn firir allum adrum limum") eller om Bønderne "bonda ok buþegna ok allrar annarrar alþyðu þeirra er riki hans halda upp með verknaði eða annari atvinnu" (jfr. Stridsskriftets "bondr ok fiolmænni þæir sæm vpp hall de bæde medverknade ok allre atvinnu þenna likama"). Mest bevisende er kanske Benyttelsen af Matth. 17,27 i Kongespeilet, thi her gjenfindes atter den samme forvanskede Text som i Stridsskriftet (S. 16,4 ). Naar Citatet i Stridsskriftet maa antages at være nedtegnet efter Hukommelsen, da "Cæsari in tributum" ikke findes og efter Sammenhængen ikke kan findes i noget Bibelhaandskrift, kan Kongespeilets beslægtede Gjengivelse vistnok kun stamme fra Stridsskriftet selv.

Under Stridighederne mellem Kongedømmet og Kirken i Sluten af 13de Aarhundrede eller Begyndelsen af 14de Aarhundrede har jeg ikke fundet Spor til Benyttelse af Stridsskriftet, førend Erling Vidkunnssøn atter fremdrager det. Og efter Erling forsvinder Skriftet atter for flere Aarhundreder; thi skjønt Haandskriftet blev benyttet af flere lærde Mænd i Sluten af 16de Aarhundrede, idet Lagmanden Jon Simonsen († 1575) sees at have tilskrevet Bemærkninger paa samme Side, som Stridsskriftet ender, Presten Peder Claussøn († 1614) har benyttet det forudgaænde Grænseskjel med Sverige og Lagmanden Paal Helgessøn (1586, 1601) har udskrevet hele Grænseskjellet mod Sverige samt det efter følgende Grænseskjel mod Rusland, røber dog ingen af disse Forfattere Spor af Kjendskab til Stridsskriftet. Først Arne Magnussøn sees at beskjæftiget sig mere indgaænde med Stridsskriftet. Ikke alene gav han Stridsskriftet den meget rigtige Titel "Oratio contra clerum Norvegiæ" og benyttede dets faa historiske Notitser i sine utrykte Samlinger til den norske Bispehistorie; men han maa ogsaa have omtalt Skriftet for sine Colleger Gram og Holberg. Gram har uden videre antaget Kong Sverre selv for Skriftets Forfatter, naar han rigtignok 14 Aar efter Arne Magnussøns Død i sin "Oratio de origine et statu rei literariæ" udbryder: Annon arbitramini quodammodo nefas fore si ipsum Regem Sverrerem prætermitterem, principem sicut literatum atque a primis adolescentiæ annis sacerdotio destinatum, ita postquam sceptrum ac diadema natalium jure sibi debita vindicavit multis ingenii admodum doctrinis exculti, prorsus singularem ? Nihil jam dico de scriptis, quibus jus ille suum ad regnum contra hostes, præsertim Archiepiscopum et ceteros ipsumque Pontificem Romanum, animose et graviter, et argumentorum ex utroque jure stupendo apparatu atque pondere defensabat". Ogsaa hos Holberg citeres Stridsskriftet kun paa et eneste Sted, som ligeledes er nedskrevet adskillige Aar efter Arne Magnussøns Død, nemlig en Note i Kirkehistorien (I, 68) under Omtalen af Nicolaus og Nikolaiterne: "Det er mærkeligt hvad man læser in margine af Jure Canonico, at denne Nicolaus var Mahomed; og maa det deraf være kommet, at en gammel Islandsk Skribent siger: Nicolaus som ellers kaldes Mahomed. Dette er ligesaa selsomt som hvad Benevenuto d'lmola siger: at Mahomed var en Cardinal."

Efter Arne Magnussøns Tid vides ingen i forrige Aarhundrede at have beskjæftiget sig med Stridsskriftet, naar undtages at Jon Olafsson fra Grunnavik, der efter Arne Magnussøns Død ordnede Samlingen, paa Papbindet har givet følgende uheldige Karakteristik af Indholdet: "Dissertatio quedam diffusa de bonis ecclesiasticis et sustentatione ecclesiasticorum pag. 6 incipiens cui quædam varia sunt immixta, ut de hæreticis Ario, Nestorio etc. pag. 17—18." Rimeligvis har denne Indholdsangivelse gjort, at i lange Tider ingen har villet give sig ikast med Skriftets Læsning.

Da Werlauff i Begyndelsen af dette Aarhundrede blev opmærksom paa Stridsskriftet i AM. 114 qv., saa han deri et Fund af saa stor Betydning, at det maatte udgives. Hans Udgave ("Anecdoton Historiam Sverreri Eegis Norvegiæ illustrans. E Codice membranaceo Bibliothecæ Arna-Magnæanæ cum versione latina et commentario; Hafniæ 1815") ikke blot gjengiver Indholdet upaaklageligt, men ledsager dette med en idet hele rigtig latinsk Oversættelse samt en indholdsrig Fortale, der giver betydningsfulde Bidrag til Skriftets Forstaælse. Imidlertid har Werlauffs Udgave ikke været helt tilfredsstillende; hans Afskrift er ikke fri for Udeladelser (som man kan se endog af Facsimilet) eller Feillæsninger (f. Ex. Nestorius for Discorus S. 98, 15); han er meget usikker i Opløsning af Forkortelser og har ikke kunnet løsrive sig fra den islandske Skrivebrug (f. Ex. S. 4, 22 Æryggr, reistar 6, 17 , dæme 4, 17 fætr 6, 9); han har ogsaa foretaget Rettelser i Texten uden at oplyse derom i Noterne. Werlauff har desuden til Sammenligning benyttet en Udgave af "Corpus juris canonici" fra 1584 Aftryk af den bearbeidede "Editio Romana" og er derved kommet til at anse mange Citater for forfalskede, der netop stamme fra gamle Haandskrifter.

Under Arbeidet med de norske Love havde Munch lagt Mærke til, at AM. 114 qv. var en Del af samme Haandskrift som 733 qv. og 322 fol., og havde paa Grund af de nekrologiske Notitser antaget Bogen at være skrevet for Erling Vidkunnssøn; han havde ogsaa benyttet sit Ophold i Kjøbenhavn til i sit eget Exemplar af Werlauffs Udgave at indføre endel Rettelser efter Haandskriftet. Men disse Rettelser var (som jeg har overbevist mig om af selve Exemplaret, der nu tilhører Christiania Universitetsbibliothek) ikke meget fuldstændige og lod de fleste af Werlauffs Feil blive staaende. Da derfor Munch, Keyser og Unger fandt at burde ledsage den nye Udgave af Kongespeilet (1848) med en ny Udgave af Stridsskriftet under Titelen "Om den norske Kirkes Forhold til Staten" og lagde til Grund Werlauffs Text med Munchs Rettelser, blev vistnok de fleste (men ikke alle) Islandismer udryddede samt hist og her Rettelser foretagne; men i det hele taget er Udgaven bleven staænde paa samme Standpunkt som Werlauffs, ligesom Udgiverne i Fortalen erklærede det for sin Hensigt kun at skaffe "Læserne af Kongespeilet en let Adgang til denne Afhandling, med hvilket hint Skrift efter vor Formening staar i en saa nær Forbindelse".

Baade Munch og Keyser har senere i sine større Værker (Det norske Folks Historie, 3die Del; Kirkehistorien 1ste Del) indgaænde beskjæftiget sig med Stridsskriftet og givet dels større Uddrag, dels Oversættelse af dets vigtigste Partier, hvortil kan henvises.

V.

Stridsskriftet optager i Haandskriftet AM. 114 12 Sider, nemlig Bagsiden af 81. 3, 81. 4—B samt Forsiden af 81. 9. Ivar Audunssøn skriver i to Spalter altsaa tilsammen 24 —, afvexlende fra 48 til 58 Linjer paa Siden; paa sidste Sides 2den Spalte er kun 45 Linjer beskrevne, idet der endnu er Plads til 11 Linjer. Haanden er rund og tydelig; hvor Pergamentet er slidt, er den hyppigt vanskelig at læse, medens dog Læsningen ingensteds er tvivlsom.

Ved en ny Udgave fandt jeg at burde gjengive saa nøiagtigt som muligt det bevarede Haandskrifts Text, thi at restituere en Sprogform fra c. 1200 maatte jeg paa Forhaand anse for ugjørligt eller ialfald vilkaarligt. Jeg har overalt fulgt Haandskriftets Skrivemaade og Interpunktion; Abbreviaturerne er opløste, men de i Haandskriftet antydede Bogstaver er betegnede ved Cursiv. Skriverens Vocalbrug er ikke længer den ved Vocalharmonien bestemte regelmæssige og maatte altsaa ved Opløsning af Abbreviaturer bestemmes efter hans sædvanlige Sprogbrug. Jeg fandt saaledes:

a—e. Efter a følger i Endelser altid e (aller osv.), aldrig i.

a—u, o. Efter a følger i Endelser hyppigst u, men ikke sjelden o.

e—e. Efter e følger i Endelser altid i Regelen e, sjelden i.

e—o. Efter e følger i Endelser altid i — o, én Gang u (ranglegu, 3,15).

i——i. Efter e følger i Endelser altid i — i — 2 Gange e (Inge 23, 1 skillde 3, 29).

i—u. Efter i følger i Endelser altid i — u, én Gang o (latino 27, 18).

o—e. Efter o følger i Endelser altid e.

o - o. Efter o følger i Endelser altid i Regel en o, sjelden u.

u—u, i. Efter u følger i Endelser altid u eller i.

y—i. Efter y følger i Endelser i Regelen i, én Gang y (mykyll 14, 4) eller e (synde 15, 22).

y - u. Efter y følger i Endelser altid i - u, én Gang o (þrysvor 9, 11).

æ - e, i. Efter æ følger i Endelser altid afvexlende i og e.

æ - u, o. Efter æ følger i Endelser altid afvexlende u og o.

Desuden maa nævnes de regelmæssige Overgange au—i, au—u, ei—i, sei—i, ei—u, æi—u, óy—i, óy—u samt Ó—u.

Efter disse Regler er Opløsningen foretagen. Den eneste Vocal, som foranledigede Tvivl, var Spørgsmaalet om e eller i efter æ. Jeg har gjengivet hæfr med hæfir, da Ordet fandtes 6 Gange skrevet helt ud (S. 21, 19-24, 25, 4-19, 27,5 og 31, 13); derimod har jeg skrevet æpter; fordi Ordet ogsaa skrives eftr (ɔ: efter). Dativ af hann (hm med gjennem strøget h) har jeg i Lighed med monnom, hondom o. s. v. gjengivet honom, uagtet det maaske med lige saa megen Ret kunde skrives hanum.

Fra Haandskriftets Skrivemaade har jeg afveget i følgende Punkter:

1) Sætningsadskillelse betegner Skriveren sjælden ved Komma eller Punktum, undertiden slet ikke, men hyppigst ved stor Begyndelsesbogstav og ofte tillige ved aabent Rum. Jeg har troet at burde fremhæve denne Skriverens Betegnelsmaade i Tryk ved at sætte et lidet aabent Rum foran den nye Sætning og gjennemført dette gjennem hele Skriftet.

2) Skriftets Afsnit betegner Skriveren ikke paa samme Maade, og de forrige Udgivere har derfor ikke fremhævet dem. Initialen V i 1ste Spalte har Skriveren ikke skrevet, men sat to Linjers aabent Spatium til den; det samme gjælder ogsaa Initialen E i 2den Spalte Linje 12 (Udg. S. 2, 12). Begyndelsesordet EN i 4de Sp. Iste Linje (S. 3, 32) fremhæves ved store Bogstaver og ny Spalte, og Begyndelsesordene EN i 1ste Spalte Linje 20 (Udg. S. 1, 13) og Nu i 9de Spalte Linje 41 (S. 11, 1) fremhæves ved stor Initial, ny Linje og Indrykning, medens þessir i 21de Spalte Linje 17 (S. 276) og EN i 7de Spalte Linje 2 (S. 8, 1) kun betegnes ved store Initialer inde i Linjen. Da der imidlertid ikke kan være Tvivl om, at dette er Skriftets naturlige Afsnit, som Afskriveren kun i Begyndelsen af Afskrivningen har været opmærksom paa, har jeg troet at burde betegne alle Afsnit paa samme Maade.

3) Aabenbare Feil her jeg rettet i Texten, idet jeg overalt har i Noter under Siden angivet Haandskriftets Læsemaade.

4) Alle Citater, baade de latinske og oldnorske, har jeg frernhævet ved spærret Tryk, hvilket svarer til at Afskriveren har lagt an paa at skrive dem med større og tydeligere Skrift.

Da de af de tidligere Udgivere benyttede Titler for hele Skriftet forekom mig uheldige, har jeg valgt en ny, der slutter sig nær til den af Arne Magnussøn valgte og tillige synes at være given af Indholdet.

April 1885.

__________

Hodeskulptur av kong Sverre på Nidarosdomen i Trondheim. Fra 1200-tallet. Illustrasjon hentet fra "Norges historie fremstillet for det norske folk: Andet binds anden del tidsrummet 1103–1319" av Alexander Bugge (1916).

1. Vere þat vphaf rŏdo varrar at gud allz ualldande se mæd oss ok gæfue monnom goda skilningh till þeira orda er ek vill rŏtt hafwa En sua mykill siukleikr er [landz vars at huerium manne er full naudzsyn at henda þau ord saman er allþyda mætte dræga till skilningar, ok þo være mæst af sannyndum ok mæd skynsæmd, ok villium nu her þa luti fram fŏra ok firir ydr róda æfter þeiri syn ok tilluisan er gud hæfuir lett oss ok oss þikkir nu vera aat komet at ver hafuim glatat þui er kristni var er, Ek bidia þess at menn skili ok skyni huadan þat tion kæmr er þat tion værdr, mæd þui at þeir er varer lærefædr ero ok þeir er oss skilldu leida till rettrar truar kænna kononge at þadan tapezst kristni var sæm han er ok hans menn.

2. En þetta er vphaf skillningar þessarar at kristr ok heilogh kirkia fullgæra j likam algorfuan vskaddan mæd allum heilum Kristr sealfuer er hafud þessa likams kirkia er bulrenn Augu þessa likams skulldu vera byskupar varer þeir er oss skilldu visa a retta leid ok grandlausa þiodgotu on allra villustiga ok sea væl firir allum limum vtt j fra Nasar þessa likams skilldu vera erchidiaknar, þeir skilldu þæfuia ok ylma allan sótleik retlætes ok heilagar truar Eyru þessa likams skilldu vera Decani ok profastar er hóyra skilldu [ok vilia saker ok vandenda mal heilagar kristni Tunga þessa likams ok varrer skilldu vera prestar varer þeir er telia skilldu firir oss godar kænningar [ok sealfuer syna god dóme j [sinum mædfærdum Hiarta ok briost þessa likams skilldu vera konongar þeir er bera skilldu ahyggiu ok ætlan ok radagiærd dirfd ok vorn firir allum adrum [limum Axler ok hærdar ok ryggr þessa likams skilldu vera iællar ok storhofdingiar þeir er [bera mætte ok letta allan þunga þan er till handa bære Armlægger þessa likams skolo vera lender menn þeir er vruggir studlar være bæde brioste ok hærdum Handlægger ok hændr þessa | likams skilldu vera Riddarar ok hirdmenn ok adrer hermenn vtt j fra þeir sem bera skilldu lifdaruapn ok uarær [firir brioste ok allum adrum limum En kuidr ok innifli þessa likams skolu vera munkar ok reinlifuis menn þeir er þa eina fódzslo skolo nyta ok bergia er allr likamr skuldi taka nóringh ok styrk af En leggir ok fótr þessa likams skolu vera bóndr ok fiolmænne þeir sæm vpp hallde bæde mæd værknade ok allre atuinnu þeima likama

3. En þui er vær at nu skipta aller limir sinni natturu þui at huær limr hamnar þeiri syslu ok þionostu er han skildi hafua, Augu skælgiazst ok vskygnazst ok er þat sama reistr a fallet a augu byskupa vara er fæli [a augu postola þa natt er gud var tækin Sa hin same hofge ok þungi er nu komen a augu byskupa vara a ok sea þeir nu alla luti sæm j sæmfnorom er þeir eigi skilia biartleik ne sanna syn Nasar þæfka nu daun en eigi ylm ædr sótleik, Eyru ero nu læmhóyrd ok mægo eigi hóyra sannyndi ne retta skilningh, þui at nu værda sannyndi huarke hóyrd ædr sæd, ok blindar nu byskuþa, vara ok adra hofdingia þa er kristni skilldi gæta, fesinki vhof agirnð dramb ok ranglæte, ok ero þeir byskupar nu vpp komner er fordom drap gud sealfuer nidr Ofni ok Finies, synir Ely byskups j silo þeir finirkomo hælgum fornom þeim sæm alþyda villdi gudi fóra, ok toko mæd rane ok herfange af hælgo folke guds allar forner ok heilagh offer, Nu er komet aat hinum sama hætte, mer erom krafder tiunda vara ok, annara godgerninga mæd hotan ok mæd banne ok stormælom, Mer erom till þróngder kirkiur vp at gera en sidan gorfuar værda þa erom ver fra ræknir sæm heidnir menn Mer erom till þróngder at hafua kostnad firir en eigi forræde Syndir ok glóper er menn falla j þa ero hafder till leigubola en eigi hirtir mæd rettom ræfsingum ok a huer kost sinna synda at leigia er vill, þui at þægar værdr ifuir þaght er fe værdr firir bodet | fiarlutir varer sumir værda af oss tæknir mæd rettyndum, en þægar er prytr þa skall komazst aat fe varo mæd sakar giftum ok rangyndum, en sa audr er af oss værdr tækin ok samnadr, þa er fluttr vttan landz till illra kaupfærda, þui at han er sendr till Rumaborgar ok kóypt þar mæd bann ok bolbóner ok er þat aftr sent j mote kristni ok kirkiu vigslu j land vart ok ero pær giæfuer ok sendengar oss mote fluttar tiundum varom ok adrum fearlutum varom ok er nu skænkt oss gall firir vin, en eitr firir guds bloð Munnar ok varrer kenne manna vara taka nu at stamma ok tunga kleisist, þui at þeir gera annat huart at þegia mæd allu ædr mæla værra en ekki Syna þau ein dóme er ill ero ok vtnrvadr fylgir, vela konor manna ædr dóttr ædr adrar frendkonor mæd legorde meir en nokor annara skamsynna manna olærdra ok eigi skammazst þeir at bera lygiuitni ok sueria eida vsóra ok sitia j sleitu domum ok j allu Ranglegu agirndar kappe telia þat ranght er rett er en þat rett er ranght er, ok villa sua allt folk ok sealfua sek mæd sinum hegomlegom fortolum ok æf þeir gera vidr oss illa ok beidumzst ver af þeim ifuirbota, þa segia þeir sua at þeir æigu oss engo at suara ne vidr oss at bóta, sua sem ver sem till þess skipader at vera firir þeim retlausir menn ok maklæger at þola af þeim allar skæmder pær sæm þeir vilia aat oss gort hafua mæd hinum sama hætte sæm ofni ok finæs gerdo vidr folk guds j sylo, ædr tueir villu prestar er firirdómdo susannam in babilonia firir sinnar illzsku saker, en eigi firir hennar tilgærningh, ok er þat nu openbert at klæde ok daudaband er gud lóysti af andliti lazari j grofuenne, þa er nu bundit vm andlit lærefædra vara, þui at þeir syna oss engar adrar gatur en daudlegar firir þui at sumir sysla bann ok bolbóner j land vart Sumir samna her saman ok muga, vapn ok skillde taka af oss fe vart ok frealse, ok etia saman storom mandrapom ok vilia sua huartuæggia firirdóma likame vara ok saler

4. En þo ver liotem auit Rumaborgar byskupi ædr af kardenalom þa mægom ver þat ekki pafwa kænni þui at ekki veit han hælldr till huat fram fer j þæsso lande ædr j adru þui er honom liggr j fiærska hælldr vallda þui byskupar varer ok kenne menn, þui at þeir bera dróso ok lygi firir pafwa oss till fiandskapar, ok hyggr sidan pafwe at þeir fare mæd sannyndum þar sæm þeir fara mæd falslegom ordom ok lygilegom EN konongr hæfuir sa nokor j lande veret at allum monnom er þat kunnict huart konongr hafue nokor rangyndi gort heilagre kirkin ædr lærdom monnom, þui at þat hyggium ver at fær konongar hafue bætra rett kenne monnom gæfuit ædr frelse, ædr halldet hende ifuir hælgom stadum, en þesse konongr æf han skall sannyndum na En mæd þui at þesser lutir ero sanner þa er þat audsynt allum æf þeir hafua ill tidende or norege fra konongenom boret firir pafua, at þeir hafua mædr lygi ok illum prettum fram flutt ok gort bæde konongenom j þui ok sua allu folke mykin skada en sealfuum ser ekki gagn En æf pafwe hæfuir nokorn dom a lagdan þa man sa ekki till konongs taka ædr enskes saklaus manz j lande, þui at gud er iæmnan rett dómr ok fara þui guds domar iæmnan æfter rettyndum en eigi æfter ranglæte lyginna manna ok suikfulra æfter þui sæm nu ber Decretum vitni vm ok heilogh ritningh af þui at sua mæler gregorius pafwe ok [af þeim hinum sama hætte vrbanus j [hinni xi sok ok hinni þridiu gato vm stormæle [er gor værda Sentencia pastoris siue iusta siue iniusta fuerit semper timenda est

En þat er at skilia a vara tungu bann byskups þat sæm han gerer þa ma þat rædazst huart sæm þat er gort mæd rango ædr retto Postea nostra decreta determinant autoritates gregorii et vrbani eodem modo Gregorius dixit

Sentencia iniuste illata non est seruanda sed timenda Sic et vrbanus [Timenda est ergo non ex superbia contempnenda er þat at skilia a vara tungu at sealf decreta skili þat | sidan huorsu þeir hafwa þat mælt fenget Gregorius ok vrbanus þui at eigi seger Gregorius vardueitanda þat þan er med Rango er gort, næma þo skall rædazst hina samo lund seger ok vrbanws Rædazst skall at madr falle eigi j firir drambs saker ædr gaumgæfues lóysis En eigi skall han sik sua hallda sæm sealfuan banzsættan þui at han er saklaus Mædr hinum sama hætte ber vitni Gelasius pafwe j hinni samu Ritningh þa er han mæler sua Cui illata est iniusta sentencia tanto curare eam non debet quanto apud deum et eius ecclesiam neminem potest grauare iniqua sentencia, Jta ergo ab ea absolui non [desideret qua se nullatenus prospicit obligatum En þat er at skilia a vara tungu sa er saklaus værdr firir banne ok bolbónom þa skall þui sidr rókea þat bann, þui at firir gudi ok heilagre kirkiu bitr engan ne ofga gæfuer rangsætt bann, ok ekki skall madr lausnar leita at lata lóysa sik af þui banne er han veit sik saklausan ok ekki j vera bundin, þui at þat var mæd rango framflutt Jtem augustinus in eadem causa temerarium iudicium plerumque nichil nocet ei de quo temere iudicatum est Ei autem qui temere iudicat ipsa temeritas necessere est vt noceat idem Quid obest homini quod eæ illa tabula vult eum delere humana ignorancia si de libro viuencium eum non deleat iniqua sentencia a þat er at skilia a vara tungu er hin hælge agustinus mæler j samo Ritningh þa er han kuædr sua aat orde. Jllgiærn ok diærflægr domr gerer ekki mein þeim er bradlega [ok ranglega værder dómdr EN sa er j dome er bæde harder ok diarfuer ok ranglatr, hans dirfd ok ranglætes domr fællr a sealfuan han, En letr þetta Agustinus fylgia Qui iustus est et iniuste maledicitur premium illi redditur þat er at skilia a vara tungu Sa er retlatr er ok saklaus værdr firir banne ok bolbónom þa er þat hælldr gagn en mein Jtem ex verbis Calixti pape in eadem causa Viribus caret sentencia iniuste prolata þat er at skilia a vara tungu af ordum Calixti pape þa er han sua mæler

Þat bann er mæd rango er gort hæfuir huarke kraft ne afl till enskes meins vidr þan er firer værdr Jtem ex verbis Augustini in eadem causa illud non temere dixerim quod | si quisquam fidelium anatematizatus fuerit iniuste ei pocius oberit qui facit quam ei qui hanc patitur iniuriam Þat er at skilia a vara tungu vm þat mal ok j þeiri samo Ritningh af ordom hins hælga Agustini þa er han kuædr sua at orde Þat þorer ek diærflega at segia, æf einhuær værdr firir banne mæd rangum sakum þa fællr a þan þan er mæd rango gerer En ekki sakar þan er firir þeim kinroda værðr þægar han er sealfuer saklaus Item ex verbis beati ghieronimj in vicesima quarta causa questione tercia Siquis non recto iudicio eorum qui presunt ecclesie depellatur et foras mittatur si non ita egit vt meereur exire nichil leditur in eo quod non recto iudicio ab hominibus videur expulsus et ita fit vt interdum ille [qui foras mittitur intus sit et ille foris qui intus videtur teneri þat er at skilia a vara tungu af ordom hins hælga ieronimi j hinni tuttughtu causa ok hinni fiordo, ok hinni þridiu questione j þeiri sok er han mæler sua Ef nokor værdr firir rangom dome ædr hatre af þeim er firir ero skipader at gæta heilagrar kirkiu ok værdr mæd stormæle fra tækin samsæte annara kristinna manna ok er vson sakar gift su er honom er gæfuen sua at han er ei firir þa sok værdr brott vera rekin fra annara manna samnóytslu, þa sakar han þat ekki firir gudi þo at han værde firir rangom dome af monnom þui at idulega kan sua at berazst at sa er brott værdr hatadr af monnom at þo værdr han vyrdr af gudi j samnóytlu godra manna

En hin er synizst hallden vera j samnóytslu godra manna firir manna augum han er þo fiærre raunar ok vtibyrgdr firir gudi Þesse dóme ok nogh annur bera vitni vm at eigi ma oss saka ranger domar þo at flærdsamlegh illska kennemanna vara hafwe valldet oss þeim kinroda at þeir flyia oss ædr land petta sua sæm heidna menn þui at annat huart er at vitrir stiornadar menn heilagrar kirkiu ok kristni hafwa engen stormæle gort þo at þeir hafwe værit eggiader, Elligar at stormæle hafua gor veret þa er vist at stormæle hæfuir a þa fallet er mæd rangyndum ok illzsku hafua beidzst slikra luta en eigi a oss er vist hyggiumzst vera | saklausir ok vist truum ver oss fra vera skillda allu stormæle

5. En þo at ver mælom þessa alla luti mæd breidu atkuæde nalega sæm till allra lærdra manna þa vilium ver þo at menn viti at till þeira einna mælom ver er sin mork kenna a þessom viæmnade a oss vm villu sina ok fals ok suikræde en vidr þat ero eigi aller kender ok ero þo fleiri en þeim se gagn j ædr oss till hagræda En þess vilium ver bidia at þeir er eigi kenna, sin mork a þessom rangyndum vidr oss þa se vidr at þeir hatwe ekki samþykki vidr hina er nu hafwa j villu rad stigit EN þeir er sin mork kenna a rangyndum vidr oss þa late af ok take retlæte j stad ok hage eigi sua at þeir take hatr þessa heims af allum þeim er sea kunnu mædfærd þeira En salo tion ok fordómingh af gudi annars heims, Hugleidi þa luti er þeir mego Retdóme aftaka, þui at enge bonde sælr af þui saudi sinaj hendr saudasueini, at han skall annat huart selia ædr sealfuer dræpa æda firir fiall ræka ædr fótr sundr a þeim briota ædr vll er a væx af þeim rifua, hælldr ero honom saudir till þess j hendr fengner at vardueita þa till goda haga ok gæta þeira firir allum haska En æf han tynir einum huerium þa skall han mæd myklu erfuæde ganga alla skoga bar till er han finnr En eigi hina fra ræka er adr hafdu goda haga ok vndan hende bonda ok j mun rifuanda varge ok þui skolo þat aller skilia bæde lærder ok vlærder at eigi ero firir lærder leidtogar skipader till þess firir folk guds, veita hadulægh halstigh ædr brigsleisamlægar suivyrdingar ædr hafua, till ruplanar ædr ranglegra fear fanga EN ero þeir sidr till þess skipader at visa guds folke fra gudi ok till hæluitis sua sæm j mun varge rifuanda, Annat huart mæd rango banne ok bolbónom ædr villusamlegom fortolum En hælldr eigu þeir at giæta þeira mæd astsæmd gudi till handa þa er kristnir vilia vera ok æf nokor er sue heimskr at sealfuer gengr a villustiga, þa eigu þeir han aftr at leida mæd godom fortolum ok blidum kænningum ok allu astsæmdar | rade þui at sua mæler gud sealfuer vidr Petr postola mæd þrefualldre spurningh Petr annt þu mer En Petr suarade þu veist drotten at ek ann þer væl, Ef þu annt mer væl þa gæt þu væl sauda minna Þa spurdi gud annat sinni Petr mædr samum ordom, Annt þu mer vál. Petr suarade ok hinum samum ordum, Ef þu annt mer væl þa gæt þu væl sauda minna ok en spurdi gud mæd hinum sama hætte Petr annt þu mer væl þa ræddezst Petr at grand nokot myndi hafwa funnizst j astsæmd hans vidr gud, ok suarade skialuande ok þo oruglega þui at han vissi aast sina orugga vidr herra sin, Drotten min þu veizst alla luti ok þu veizst at ek ann þer væl, ok gud suarade honom æf þu annt mer væl þa gætu allual sauda minna Nu skall af sliku merkia huossu godra ambuna er sa ma ser venta af gudi er rækr naudga saudi hans fra godom haga ok sender guds ouinum En þat er fra kristni ok till hæluitis mæd ranglego banne ædr adrum villu fortolum þar sæm gud baud Petre prysuor sinnum j einni rodo at han skilldi mæd iæmmykilli ahyggiu gæta sauda hans sæm han ynni honom mykit till En mæd þessa luti mego eigi lærder menn varer dyliazst æf þeir skilia sealfuer huat þeir læsa ædr syngia j heilagre kirkiu þui at þetta er ritat j gudspialde ok ero þat eigi annara manna ord hælldr ero þat sealfs gudspialldz ord Þesse villa er su er sumir lærder menn varer ero j stadder at þeir hyggia ser þat till godz virkis ædr sidar gietslo at þeir firirlita konong sin ædr adra landz hofdingia þa er honom þiona ædr hans menn þa er styrkia rikis giætslo mæd honom ok hafua hælldr j hatre sua sæm konongr se gagnstadlegr skipadr gudi ædr heilagre kirkiu En annat huart er at þeir fara vfroder vm þat mal huat heilogh ritningh bydr þeim ædr elligar falla þeir j tynisamlega ætslan firir villu saker ok ofrnykillar ofuundar Nu firir þui at ver hyggium fleirum ganga fafróde till en illzska ok mono þo vera huarotueggia þa er oss naudsyn at leida þau vitni fram af hælgom bokom er þat syni allum till at skyllda ok guds bodord leida till þa at | hallda trunad vidr konong sin ok gæta hans sómdar j alla stade þui at ver hyggium þa openbærlega j villu vera stadda er ganga mote kononge ædr kononglegre tighu allra hællzst æf þeir dræga adra men till slikrar villu mæd ser ok gæfua þeir eigi gaum aat ædr lærder menn adrer er j þesso vrade ero stadder huat sealuer gud mæler j hælgo gudspialde Ve vobis qui regnum celorum clauditis nec vos intratis nec alios intrare permittitis þat er at skilia a vara tungu. vei værde ydr er byrgir himna riki ok ganger ei sealfuer j ok ei vili þer adra menn lata j ganga ok þyrfti væl þat at ranzsaka at þeir være tæknir till at vera varer lærefædr er skilia kynni heilagar ritningar ok være sidan goduiliugri at fylgia þui allu bætr er þeir skildi þat sæm nytsanileght er, þui at ver hyggium þat eigi rett vera at þeir se varer meistarar er ekki kunna meira en mer ok eigi hyggium ver þa eiga at standa vidr heilaght altere ok þær forner fram flytia er till heilags alteres byria næma þeir skili sealfuer mæd godre skipan huat æmbætte þeim er j hendr fenget sua sæm skiluistlegazst ma finna j ordom gregorii pafwa j decretis in xxv causa questione prima ok þui capitulo er sua mæler hec consona sanctis patribus diffinicione sanccimus vt qui sacris altaribus ministrare ignorant ne communionem accipere sit En þat er at skilia a vara tungu sua sæm ver hafuum j skipan heilagra fædra þa stadfæstum ver fram a leid at þeir sæm eigi skilia æmbætte heilags alteres ædr vrókelega gæta þa ero þeir eigi værder at niota þeira forna er till heilags alteres byria

6. Nu skolo þer vita aller lærder ok vlærdr ok skilia at eigi ero konongar skipader ædr veralleger hofdingiar gag stadleger gudi ædr heilagre kirkiu, hælldr samtenger gud sealfuer saman veralldar riki ok æmbætte heilagrar kirkiu. ok eigu konongar vald ok gætslo heilagrar kirkiu ok eigu þædan sidan at kræfuia mykillar þionostu af hennar vmbodz monnom ok sua, taka sua sæm skyrir decreta in vicesima tercia causa questione quinta j þui capitulo er sua mæler Principes seculi non nunquam intra ecclesiam potestatis adepte culmina tenent vt per eandem potestatem disciplinam ecclesiasticam muniant En þat er at þyda a vara tungu hofdinjgiar væralldar hafua at hallda hina hæsto tighn heilagrar kirkiu till þess at mæd þui sama vælde skolo þeir gæta kenningar heilagrar kirk u ok lærengar kristni En mæler decreta annat sin Sepe per Regnum terrenum celeste Regnum proficit vt qui [intra ecclesiam positi contra fidem et disciplinam agant Rigore principum conterantur Þat er at skilia a vara tungu all opttækr himna riki traust af veralldar riki þui at [æf vlydnir ero hælgom kænningum þeir sæm till kristni horfua þa værda eigi till fullz stiornader næma þeir take retzslo af veralldar hofdingium En mæler sua j þeiri samo ritningh Cognoscant principes seculi deo se debere racionem esse propter ecclesiam quam Christo tuendam suscipiunt Þat er at skilia a vara tungu Viti viist veralldar hofdingiar at þeir skolu gudi giællda skynsæmd firir kir'kiu hans þui at han hæfuir hana sællt vndir þeira vorn ok giætslo En mæler leo pafue litslu sidar j himni samo Ritningh Res omnes tute aliter esse non possunt que ad diuinam cowfessionem pertinent nisi regia et sacerdotalis defendat auctoritas

Þat er at skilia a vara tungu aller þeir lutir er byria till æmbættes heilagrar kirkiu mego eigi vera j oruggri stiorn næma huartuæggia gæte konongdomrenn ok byskups domrenn

En mæd þui at stiorn ok gætsla heilagrar kirkiu ero sua miok bundnar a hondom kononga at þeir skolo gudi sealfuum suor ok skynsæmd firir giællda þa er þat nu skiliande huern trunad ædr tighn lærder menn eigu konongeom ædr konongdomenom at veita mote þui trausti er þeir taka af honom at þeir hygdi eigi ædr enger adrer at þeir se eigi skylldugir kononge till þionostu ædr fullz trvnadar Þui at sua sægir hin hælge Jeronimus j þeiri samo Ritningh er ek hæfuir fyr leset Eterna mercede fraudatur [qui fidem et reuerenciam principibus et potestatibus seruare contempnit þat er at skilia a vara tungu sa er eigi vill veita kononge fullan trunad ædr tighn þa værdr han firer gudi afspyttr eilifri sómd En mæler annat sinni j þeiri samo Ritningh Quomodo enim fidelis potest esse in substancia, dei qui carnali domino fidem exibere non potuit a þat er at skilia a vara tungu huorsu rna sa vera tryggr j guds audófuum er ei ma tryggr vera iærdlegom herra sinum þeim er ifuir honom er, æfter hinum sama hætte mæler hin hælge Ambrosius in .xi. | causa, questione prima Si tributum petit imperator non negamus. agri ergo eclesie soluant tributum Si agros desiderat imperator potestatem habet vendicandorum. tollat eos si libitum est. imperatori non dono, set non nego þat er at skilia a vara tungu En konongr kræfuer skatt af oss þa lóysi æignir heilagrar kirkiu skatt of oss En æf konongr beidizst eignir heilagrar kirkiu þa hæfuir han vællde at hafwa æf han vill take æf han vill en huarke gere ek aat, eigi nikvæde ek þat ok eigi gæf ek, þui at þat er ekki mitt En mæler hin hælge Ambrosius litslu sidar j hinni samo Ritningh Magnum quidem est et speciale documetum quo Christiani viri sublimioribus potestatibus do centur debere esse ne quis constitucionem terreni regis putat esse soluendam, si enim censum filius dei soluit quis tu tantes es qui non putas esse soluendum þat er at skilia a vara tungu þat er stormæle ok skilit bodord at aller kristnir menn se till lærder at vera tryggir ok lydnir storhofdingium veralldar. At eigi hyggi þat menn at sma mæle mege lóysa þat sæmlærdlægr konongr skipar, ædr huer er sua mykyll madr firir ser at han vili eigi vera vndir fullri lydni vidr konoong sin, þar sæm sealfuer guds sonr gallt skatt ok var vndir fullri lydni vidr iærdlegan konong En mæler j þeiri samo ritningh hin hælge Pall postole þa er han kuædr sua aat orde Omnis anima potestatibus sublimioribus subdita sit Þat er at skilia a vara tungu huær madr se vndir orpen ok lydin veralldar hofdingium En mæler hin hælge Petr postole till allra kristinna manna ok kuædr sua aat orde Estote subditi dominis vestris sine regi quasi precellenti siue ducibus tamquam ab eo missis ad vindictam malefactorum, laudem vero bonorum þat er at skilia a vara tungu Vere þer lydnir ok trygguir lafwardum um ydrum sua kononge sæm keisara sua adrum hofdingium þeim sæm af konongenom verda sender sua sem sealfuum honom þui at þeir ero skipader at ræfsa illuirki ok gæta rettynda En mæler Pall postole annat sinni ok kuædr sua at orde Serui subditi estote in omni timore dominis vestris non tantum bonis set eciam discolis þat er at skilia a vara tungu Aller hinir smærre menn værer vndir orpner ok lydnir j allum lutum lafwardum ydrum eigi at eins hóguærom næma iæmuæl bradlyndum

En mæler Pall postole | litslu sidar ok kuædr sua aat orde Reddite omnibus debita cui tributum tributum cui vectigal vectigal cui honorem honorem Giælde þat huerium er hafwa a þeim skatt er þat a þeim skulldar toll er þat a at hafua þeim tign ok sómd er þat a at hafua En mæler gud sealfuer j gudspiallde ok kuædr sua aat orde Reddite que sunt cesaris cesari et que sunt dei deo Þat er at skilia a vara tungu, Giællder þat keisara er han a at hafwa, en þat gudi er han a at hafwa Þessa lydni fylti sealfuer guds sonr vidr veralldar konong þa er vtt var boden skattr a jorsalalande at giælda keisara þa gek oll alþyda vndir en þat var vm þa daga er gud sealfuer var mæd monnom her j verollde ok villdi giærna þa lærder menn eigi vera j þessare lydni mæd vlærdom monnom ok vildu þat frelse hafwa at þeir skilldu enga lydni veita iærdlegom hofdingium, þui at þeir kalladozst gudi einum vilia þiona en eigi monnom a iordu, þa toko þeir Þat till rads at þeir gengo till guds sonar ok spurdu han huart þat myndi vera rett ædr eigi at þeir gylldi keisara skatt ok veitti lydni iærdlegom hofdinga En guds sonr baud þeim at syna ser þan pening er till skatsens erætladr, en þeir syndu honom þan peningh, þa spurdi han huers mot ædr mark a var þeim peningi En þeir sagdu at mark keisarans være a peninginum þa suarade gud þeim hinum samo ordom er fyr varo lesen ok mælte sua, giællde þat keisaranom er han a at hafwa en þat gudi er han a at hafwa En synde gud þetta [openbere rade firir monnom fram a leid at aller skilldi þat vita till sanz at engen skildi vera vttan lydni vidr veralldar hofdingia þui at han mælte vidr petr postola sin þan hin sama er nu er kenne manz domrenn af hallden Accipe hamum tuumet mitte in aquam et primum piscem quem capis aperias oss eius et inuenies in ore eius denarium redde illum pro me et protecesari in tributum Þat er at skilia a vara tungu tak þu angul þin ok kasta j diupt vatn ok þan hin fyrsta fisk er þu tækr þa skallt þu vp lata mun hans ok mant þu þar finna ein pening þan hin sama peningh skalltu j skatt giællda firir mik ok þik þui at eigi skolom vit vera firir vttan retta lydni vidr keisaran hældr en adrer menn Nu mego varer lærder menn eigi þesso nikuæda ædr dylia | vidr þui at þetta er j hælgo gudspiællde ritat oc leset j heilagre kirkiu, Þo skolo þat aller vita at j þan tima, er gud baud Petre postola þessa lydni ok sealfuum ser at hallda vidr keisaran ædr konongdomenn þa var huartmeggia heidin keisaren ok aller hofdingiar j heiminum allum ok er þui vudarleght huadan þeir dræga þau dóme at firirlita konong ædr hans menn er han er kristin En gud villdi þa eigi firirlita tighn konongdomsens er konongar varo heidnir þui at sua mykill dóma fiolde syna openbærlega at huerium liggr salo tion vidr er eigi gæter fullz trunadar ædr kononglegar tignar ok rettrar lydni þui at konongdomr er skipadr æfter guds bodorde en eigi æfter manna, sætningh ok fær enge konongdom nema mæd gudlegre forsio, En eigi være konongr ofiugare ædr maatkare en adrer menn sef eigi hæfde gud þan hærra sættan en adra menn j sinni þionostu þui at gudi þionar han j sinum konongdome en eigi sealfuum ser Nu mædr þui at skyllda drægr till suor at veita ok skynsæmd gudi sealfuum firir vorn ok giætslo heilagrar kirkiu sua sæm fyr var leset j ritningh, ædr drægr ok skyllda till þionostuman heilagrar kirkiu at vera kononge lydin ok fulla tighn ok flærdlausan trunad at veita, þa megom ver þat eigi skilia mæd huerri skynsæmd er varer lærder menn vilia fra bægia þeire forsio er þan a at hafwa firir heilagre kirkiu ok gud bydr honom suara firir, mæd þui at ver vitum vist at smærre menn eigu at hafwa nokot valld firir heilagre kirkiu en konongr sealfuer, Þui at riddarar ok hirdmenn ok sua bóndr eigu firir heilagre kirkiu forsio at hafwa ef þæir ero hennar vphalldz menn, ok værdr þrenne tillgongh at madr værdr forsio madr heilagrar kirkiu,

Ein ero þau er han værdr arfwe þeirar eignar æfter fodur [ædr modor ædr adra frendr æf kirkiu vphalld fylgir þeiri ærfð,

Annur ero þau tillgongh æf madr kaupir þær eignir vndir sik er kirkiu vphalld fylgir þeim iordum er han kóypti

Þau ero hin þridiu æf madr gerer vp kirkiu mæd starfue sealfs sins ok kostnade ok læggr sidan fram a leid eignir till þeirar kirkiu henne till vpheldes ok er þat nu | skyrande sua at allum skilizst till fullz hueria forsio er þæir eigu at hafwa mæd retto er nu hafuum ver næmda firir heilagre kirkiu, sua sæm j xvi causa ok vltima questione eiusdem cause ok adrum stad j ritningum sealfra postolanna hittazst er sua mæla Filiis nepotibus ac honestioribus propinquis eius qui [construxerit vel ditauerit eclesiam licitum sit hanc habere sollerciam vt s i sacerdotem aliqud de collatis rebus defraudare preuiderint and honesta conuencione compescant and Episcopo vel iudici corrigenda denunciant, Si Episcopus talia agere temptet metropolitano suo hoc insinuare procurent, Si vero metropolitanus talia gerat regis hec auribus intimare non differant Þat er at skilia a vara tungu þessa forsio eigu synir ædr sonar synir firir heilagre kirkiu ædr adrer hófueleger erfwingiar þess manz er gort hæfuir kirkiu ædr vphalldz madr hæfuir veret þa skolo þeir gæfua gaum aat er erfwingiar ero retter at anger lutir verde þeir fra kiptir heilagre kirkiu mæd enskes flærd ædr fradrætte er vphalldz menn skipado till firir anduerdo, liggi þat till profuento prests er þar var at anduerrdo skipat till en þat kirkiu till brads ok till lios ok till skrudrs er firir anduerdo var till skipat

En æf prestr vill nokor brigdi a þui gera er firir anduerdo var skipat sua at kirkiu se skade aat, þa skolo þesser vphalds menn er nu hæfuir ek talda byskupi kunnict gera bidia han bótr a rada æf þeir fa eigi sealfuer bótr a radet En æf byskup vill eigi bótr a rada ædr sealfuer gerer þessa luti er nu hæfuir ek vm rótt , þa skolo vphalldz menn kunnict gera Erchibyskupi ok bidia han bótr a rada, vill ok eigi Erchibyskup bótr a rada ædr gerer þetta sealfuer þa skolo vphalldz menn firir konong bera þetta mal ok lata han retta mæd þui vællde er gud hæfuir honom j hendr fenget Nu ber her vitni vm at konongr er skipadr ifuir allar adrar tignir þui at konongr skall her stiorna till retlætes byskupi ædr Erchz’byskupi æf þeir vilia eigi sealfuer gæta retlaates ok er þo þetta vm stiorn ok gætslo heilagrar kirkiu en eigi vm þau loghbrot annur er till kunnu at falla er till veralldar luta horfua ok er þat nu markande at huorsu mykit valld er konongr man hafua af þeim lutum er till veralldar luta horfwa þar sæm þan a at sitia j hinu hæsta domsæte vm þa luti | er horfwa till heilagrar kirkiu ok sua myndi synazst at vndir byskups stiorn ætte þesser lutir at liggia adr en menn hóyrdi þesse dóme En róder vm forsio þeira fleiri manna er vpp halldz menn ero heilagrar kirkiu þui at decreta mæler sua in xii causa questione tercia j ofuanuerdo þui capitulo er sua mæler Si autem episcopus conuictus fuerit construxisse monasterium de ecclesiasticis redditibus tradat eidem ecclesie ipsum monasterium Þat er at skilia a vara tungu æf byskup værdr sannr a at þui at han gerer eitt huært klaustr af kirkiu audfóum vttan þeira rad ok lóyfui er vphalldz menn ero kirkiu , þa eignazst kirkia klaustr en eigi klaustr kirkiuna En æf vphalldz menn kirkiu lofua at hon se till klaustrs gæfuen ok verder klaustr vpp timbrat af hennar audófuum ædr fearlutum, ædr elligar gæfuer madr eignir sinar till at gera klaustr af mæd sinna erfwingia lofue, sua synir han in xviii causa questione secunda af ordum pelagii pafwa j þui capitulo ok er sua mæler Abbatem in monasterio illum volumus ordinari quem sibi de sua congregacione et monacorum electio et possessionis dominus et quod magis obseruandum est ordo vite et meritum poscant ordinari, Þat er at skilia a vara tungu þan vilium ver abota hafwa till klaustrs er kosen værdr mæd skynsæmd ok samþycki allra bródra ok mæd iayrdi þess er lafwardr er ifuir eighn þeire er sa stadr er vp gor af, ok þa luti hæfuir ok mæd ser allra mest er sidsæmi ok værdleika heilags liifs æfter skipan þeirar ræglu er han a at gæta En mæler sua decreta vm kirkiu vphalldz menn in xvi causa questione septima æftir þui sæm tækit var a stæmfnu allra byskupa j þeire borgh er toletana heitir j þui capitulo er sua mæler Decernimus vt quam diu fundatores ecclesiarum in hac vita superstites fuerint pro eisdem locis curam habeant solicitam atque rectores ydoneos in eisdem basilicis idem Episcopo ipsi offerant ordinandos Quod si spretis eisdem fundatoribus rectores ibidem alios Episcopus presumpserit ordinare ordinacionem suam nouerit irritam et ad verecundiam suam alios ordinat in eodem loco, quos ipsi fundatores condignos elegerunt ordinai Þat er a t skilia a vara tungu Þat stadfæstom ver skiluislega sua lenge sæm nokorer lifwa af peira ætt er grunduallar menn varo aat einihuerri kirkiu ok mæd laghum ber | vphalld vndir hina er þa lifwa æfter, þa skolo þeir iæmnan hafwa till fynd till þessarar kirkiu ok þessa giætslo sia till þess at engen værde fra kipt þui sæm till hennar vphalldz byriar, finna henne þan kenneman er henne se hofwelægr ok sómelægr at hafwa ædr elligar annan hóuelegan lærdan man þan sæm byskup vigir till þessarar kirkiu æfter þeira beidslu

En æf byskup vill eigi þan vigia er þeir vilia ok vill hælldr annan vigia æfter sinu lundærni till kirkiu mote vilia vphalldz manna, þa skall sa byskup sik sækian vita mote þessare ritningh ok þo at honom þikki nokor neisa j vera ok suiuirdingh at lata han fra er adr hæfuir byskup till kirkiu sættan þa skall han þan fra lata ok hin j stad setia er vphalldz menn kirkiu vilia æf men sea at sa se iæmuæl till fallen firir manvitz saker ok lærdoms En mæler sua j samo Ritningh Racionis ordo non patitur vt monasterium contra voluntatem fundatorum ab eorumdem dispocicione ad arbitrium suum quis debeat vendioare, Þat er at skilia a vara tungu Skynsæmdar skipan ma eigi bola at einhuer mæge drega æfter sinni ætslan klaustr ædr kirkiu j gægn vilia vphalldz manna ok þeir a forrædom En mæler sua Gracianus er oll decreta skipade sua sæm mæd alyctar dome ok kuædr sua aat orde Hic distinguendum est quid i uris fundatores ecclesiarum in eis habeant vel quid non habent ius consulendi et prouidendi et sacerdotem inueniendi Sed non habent ius vendendi vel donandi vel vtendi tamquam propriis Þat er at skilia a vara tungu Her er nu mæd retto at skilia huat vallde er vphalldz menn heilagrar kirkiu eigu a þeim at hafua, þeir eigu valld till forræda ok forsio ok prest till finna En eigi eigu þeir valld at gæfwa ædr sælia ædr nóytslu af taka sæm af sinum æignum.

Efter sua vaxnu male sæm nu huarfuar mellim konongs ok byskupa ok kenne manna þa eigu nu þat vitrir menn skilia huarer rettare hafwa ædr sakum vallda æf kristni spæll værdr j lande varo þui at þessar hafwa þeir sakar giftir mote kononge at dræga þessa luti vndan honom er hælgar bókr visa vndir hans forræde er minni er firir ser en konongr ok telia þat firir monnom at kristni spæll ok kalla at konongr vill allt þetta land heidit gera, þui at han vill a hallda ok till gæta, þess sæm sealfuer gud bydr | honom ok konongdomren [er han skall suara firir æf han gætr eigi Ok ma a sliku marka at þeir hafwa villu bodord j munni þui at þeir bioda þat ranght er rett er en þat [rett er ranght er

En ver hafuum idulega hóyrt ord þeira manna at þeir hafua ser þat till malsbota funnit at konongar hafwe þetta valld vndan ser gæfuit ok vndir þa, En þat mægho aller skilia þeir sæm gud hæfuir nokot vit j brioste gæfuit þo at konongar villdi þetta vndan ser gafua þa mætte þeir eigi gæfuet fa þar sæm þeir skolo skylldir suarum vpp at hallda vidr gud æfter þui sæm skilade firir j þessare ritningh þui at aller þeir lutir er gud hæfir skipat vndir konongdomen þa beidizst þan af kononge suara firir En allt þat er gud hæfuir skipat vndir byscups dom þa beidizst han af þeim suara firir ok mego þui huareger skipa vndan adrum huarke mædr giæfuum ædr þægum þui at þat er j mote þui er gud hæfnir skipat ok gægn hans bodorde En æf konongar vere sua fafroder at þeir vissi eigi þæssar Ritningar ok hæfde þeir firir þa sok þesso iattat þat sæm þeir matto eigi gæfwa ok þat være hinum glópr j ok synd er þess beiddizst er j mote var guds skipan ok vissi þat adr at huarke matte standa beidsla hans ne skipan ædr iatkuæde mote gudlægre skipan ok heilagre sætningh En ver hyggium vist kononga alldre iattat haiwa þui at þeir matto eigi firir þui at ver vitum till vist at frekare er saght en iayrdi kononga hafwa verit En konongar gafwo þo mykit at eigi være saghd frekare giof þeira en var þui at ver erom sanfroder vm þa sidueniu er her var fordom j þesso lande þui at su siduenia var þa at konongar gafuo hueria kirkiu af sinni hende er þeir villdu gæfuit hafwa, Sua var ok vm byskupa ok abota þa kusu þeir þan till er þeim syndizst ok visado till þeira byskups doma er þeir villdu firir vttan oll vmræde lærdra manna En þa var j þan tima at flæstum byskupstolom enge fiolde lærdra manna ok korsbródra till slikra vmræda ok skipado firir þui konongar sæm þeir villdu ok stod þesse siduenia allt j fra vphafue kristninar Efter þui var vm daga hins hælga Olaf’s konongs ok iæmnan sidan allt till þeira dagha haraldz | sona óysteins ok siughurdar ok Jnga En sidan er palleum kom j noregh æfter kononga vmrædum þeira er nu ero næmfndir ok Erchibyskupstoll var skipadr j norege þa varo profwentor skipadar aat byscupstolom ok korsbródr till sættir ok var peirar giafuar beizst af konongom at þeir skilldu huartuæggia kirkiu ok kosnenga lata fara sæm likazst være þui er finna mætte j hælgum ritningum ok allra hælzst var firir þess lutar saker mæst beist at þa varo þrir konongar at lande ok var hælldr liklæght till at sundrþyckui myndi peira j mellim gerazst sæm nu bar raun a sidan ok syndezst þat vitrum monnom haskasamlæght æf einhuer byskupstoll tómdeszt at þa kysi huer kononganna sin klærk till byskups at þeim stad ok vyrdi þa þrir hofdingiar kosner till eins stadar ok huer fram hallden mæd kappe æf eigi være sampyki kononga j mællim sidan sidan bar raun a ok gærduzst dóme till j biorgwn er Øystein kaus pal till byskups kapalin sin æfter frafall singurdar byskups Eu Jngi rak pal fra þeim stad ok kaus till Nicholas petrs son j soghne Nu kan þat vera at kononganner hafwe þar nokor iayrdi a þui gort er þeir vrdu eigi samsatter mædan þeir være aller j sænn konongar at þat skilldi vera nokot j vmræde vitm manna ok sua lærdra ok man þo minna hafwa iattat været en beizst var Enda var þo þa þess enskes beizst er a mote hælgum ritningum se ædr adrum rettyndum þo at þat sæge nu varer lærder menn En þat er þo vitni till at kononganner iattado engo valldeno vndan ser þui sæm þeir vrdu samsatter a, þui at þa er Jngi ein lifdi æfter frafall bródra sinna ok Jon Erchibyskup var frafallen j Nidarose þa kaus Jnge Øystein kapalin sin till Erchibyskups stols ok fehirdi sua at han spurdi engan lærdan mann aat er j var Þrondeimi ok eigi hælldr korsbródr en adra ok þa rak han pal byskup fra byskupstolenom j biorgwin ok sætte j staden Nicholas petrs son Nu var þesse aatburdr skommo at marger menn mægo þat muna ok barf þar engar fretter till at hafwa en j minni þeira manna er en lifwa

Ok ero þat drósor ok hegomlegh ord er byskupar ok lærder menn gera ser ok till enskes værda næma mæd false ok suikrædom mæla þeir slik ord er allum monnom værdi vro aat ok þat er vist openbær syn at þeir vilia nu vera bæde byskupar ok konongar þar sæm sua mykin dóma fiolde | ma finnazst j gægn þeim ok þeira bodorde Sua hafuum ver ok hóyrt þa þat mæla at þeir kalla kononga stadfæst hafwa ser þessar giæfuer Sua kallazst þeir ok hafwa priuilegia pafwa till þeirar samo stadfæsto En ver ætslum vist þessa luti mæd lygi framborna En þat at þeir hafwa nokor sannyndi till þa late þeir fram firir oss j fiolda ok late sea ok ranzsaka mæd huerium hætte þat er, finnazst þeir lutir bar j at þau bref ero retlega fengen ok mæd skynsæmdar atkuædom ok mæd allum þeim lutum er skyrir in decretis ædr in sacris legibus þa er þat rett at konongar hallde huer æfter annan er mæd skynsæmd hæfuir været skipat ok mæd retto hæfuir beizst En æf beizst hæfuir været mote heilagra laga sætningh ædr adrum hælgum ritningum ædr mæd flærdsamlægom slógdom ædr mæd skadasamlægre agirnd þa er þat retlæght at hof ok sannyndi rindi aftr bædr flærd ok vhofue, þui at sua mæler siolf regla ok skipan heilagra laga Rescripta que contra ius fuerint impetrata nisi talia fuerint que illis quibus data sunt prosint et nulli obsint nullius momenti esse censentura Þat er at skilia a vara tungu, bref þau er mæd fiærd værda aflad mote heilagre ok loghlægre skipan þa eigu þau at vera ænskes værd næma þau se a flat sua at engom se skade j ædr tion en hinum se þo gaghn aat er fær En mæler gregorius pafwe annat sin j registro sinu sua sæm segir in xxv causa questione secunda j þui capitulo er sua mæler Imperiali constitucione sancitum est aperte vt ea que contra leges fiunt non solum invtilia, set eciam pro infectis habeantur, “Þat er at skilia, a vara tungu, sua er stadfest j hælgo loghmale at" keisara hende openbærlega at þeir lutir er aflader værda mote hælgum sætningum þa skolo eigi at eins þeim vnyt vera , er afla næma hælldr dóma azst j þui nidrfalle sæm alldre hafue aflader vere t þui at en mæler sua j þeiri samo Ritningh Nec dampnosa fisco nec iuri contraria postulari oportet; þat er at skilia a vara tungu Engra luta skall peira beidazst mæd stadfæsto er annat huert se skade kononglægre fehirdslu ædr j gæghn loglægre skipan En mæler simplicius pafwe in lxxiiii cause ok þo j morghum stadum adrum in decretis mæla mæd hinum sama hætte ok kuæda sua aat orde Preuilegium meretur omnino amittere qui sibi permissa abutitur potestate testate Þat er at skyra a vara tungu. Sa er mæd allu værdr | at laata sitt preuilegium er han vill þess nóta mæd afle ok kappe er honom værdr veitt mædr milldi ok gótzsko

En mæler Constantinus keisare sua j þeiri samo Ritningh er mest vællde hæfuir gæfuit heilagre kirkiu iardlegra kononga Rescripta contra ius elicita ab omnibus iudicibus precipimus refutari Nisi forte sit aliquid quod non ledat alium et prosit petenti Þat er at skilia a vara, tungu pat biodum ver allum hofdingium at firirdóma oll bref er fengen værda mote loghlegum sætningum næma þau se sua gor at engom manne stande mein af ne skade ok se hinum þo gagn aat er fenget hæfuir En mæler sua regla ok skipan laga Ea que subrepcione vel falsis precibus forsitan inpetrantur nullum [suplicantibus possunt ferre remedium, Þat er at skilia a vara tungu aller þeir lutir eraflader værda mæd flærdsamlegre vel ædr suiklseghre beidslu þa mægo enga. nytsæmd gæfua þeim er fenget hafwa En mæler annat sin heilaght loghmal j hinni samo Ritningh Rescripta siue sint annotaciones siue pragmatice sanctiones expressam debent habere in se condicionem si [preces veritate nituntur Mendax enim precator hoc debet carere impetratis et quibus scripta diriguntur sunt puniendi si precum mendacia vetuerint argui Þat er at skilia a vara tungu, Oll bref ædr adrar stadfæstor eigu a ser skiluisilegh mork at þeir se aflader mæd beidzslu ok sanlegom bónom þui at flærdsamr ædr lygin beidzslumadr a at tyna þui er han hæfuir fenget mæd flærdsamlegre list En þeir ero vistr ræfsingar værdir er flærdsamlegh bref ero till send æf þeir vilia eigi ræfsa lygilega flærd En mæler Constantinus keisare annat sinni j þeiri samo Ritningh Punir i ubemus decem librarum [auri mulcta iudices qui vetuerint precum argui falsitatem Þat er at skilia a vara tungu þeir hofdingiar er eiga at ræfsa flærdsamlega beidzslumenn þa biodum ver at þeir giallde j skatt x pund gullz firir sina vrókt En mæla þeir j samo Ritningh theodosius keisare ok valerianus keisare Et si legibus consentaneum sacrum oraculum mendax precator attulerit careat penitus impetratis , Et si nimia mencientis inuenitur improbitas eciam severitati subiaceat iudicantis Þat er at skilia a vara tungu, Þo at velin beidzslumadr hafue fenget bref ok stadfæstur þær sæm loglegar þikkia vera þa skall han þo tyna mæd allu æf mæd nokore flærd ero aflader ok æf han er funnin mæd þeir i lygi e r stor skade stendr af, þa a han at liggia vndir hardum dome refsingar manz

En mæler Constantinus keisare vm þat sama mal Si qua beneficia sine die et consule fuelint | deprehensa auctoritate careant Þat er at skilia a vara tungu þo at þau bref se er retlega se aflad ok þarnazst þau skiluislegan dagh ner þau var og orþa skolo enskes vera værd En mæler siluerius pafwe vm þat sama mal in xxv causa questione secunda ok tækr sua till ordz, sic decet fidem sanctorum patrum in ecclesia seruari catholica vt quod habet amittat qui inprobabili temeritate quad non accepit asumpserit Þat er at skilia a vara tungu Sua byriar at vardueita retlæte heilagra, fædra j heilagre kirkiu at sa einhuer er sealfuer hæfnuir vptækit till nokorar nytsæmdar einahueria stadfæstu er han mæge eigi syna mæd skiluislegre dirfd ok menzsko þa late han þat allt er han hæfuir,

7. Þesser lutir aller er nu hafuum ver talda, huartuæggia skilningh heilagra laghmala ok sealf decreta þa ero oll scrifuad j einni bok mæd adrum morghom dómum þeim sæm þessom drómum bera fullt vitni mæd gefnum stadfæstum þo at þau se nu eigi her scrifuod En þesser lutir ero Ritader ok fylltir till varar tungu at þeir er eigi skildu mædan j bokmale stod at þo skili þeir nu sidan er Ritningh er framlæsen a vara tungu huart sæm þeir ero lærder ædr vlærder ok virdi nu huer j hugh ser mæd sannyndum en eigi mæd grunleik huadan su vro er er nu e r j lande varo, mæd þui at þeir lærder menn varer er vpp hæfuia þessa vro kenna kononge at han vill kristni spilla, En aller lutir ero sua till þydingar drægnir sæm rett skilningh malsens stendr þo at sumir lutir hafue annur ord at atkuæde hælldr en latino sealfre gægnir j þydingu En æf sa er nokor er þat sægir at ver hafuum eigi þessa luti till rettrar skilningar flutt þa leiti han æf han vill vidr oss ok late ser sidan skiliazst æf ver faam honom mæd skyndsæmd suarat þeir at eigi þikiumzst ver þessa luti till kaps hafua gort vidr ein huern næma hælldr firir naudsyniar saker ok færa vm rótt en skilningin sealf vill hafua æf æfter er ranzsakat, ok ma nu marka huart hældr vælldr at konongr kallar til þess er þeir vigu ok þeira, sómd vndan þeim kippa ædr þrætta þeir till konongs sómdar ok vilia vndan dræga ok gera konongen sæmdarlausan

En æf þesse vro kan j villur at snuazst sæm ofliklæght er nu till þa or þess von at þædan kome enn villa, ok kristnispæll sæm fyr hæfuir komet þui at eigi vitum ver þau morgh dóme at kononganner hafue villur vp hafdar hælldr vitum ver þau morgh dóme at kononganner hafua nidrfældar | villunnar en byskupanner vp hafdar sua sæm nu ma hóyra nomfn þeira er villu menn hafua værit mæd ymisum hattom

Su var hin hæsta ok hin mesta villa er þeir gerdo a iorsalalande, Anna ok kayphas byskupar þeir er firirdómdo gud sealfuan ok eggiado till þess mugh ok marghmenne at han skilldi dræpin vera þo at þeir sæ vm daga hans iærtæignir þær sæm han gærde bæde at han gaf blindum syn ok reinsade likþra ok gaf daudum lif mæd margfallegom adrum iærtæignum ok virdu þeir honom þat till illuirkia en eigi till goduirkia Herodes konongr j galilea ok Pilatus iarll j iorsalaborgh mælto han vndan dauda ok kuadozst eigi finna loglegar saker a hendr honom þær sæm han være dauda firir værdr byskupanner bader samnado saman fiolda ok fafrodom mugh ok kuadozst tynazst mundu rett bodord firir folkeno æf eigi være kristr dræpin folket trudi þeim sæm lærefædrum en eigi sæm villumonnom ok var sua flutt þeira bodord Sua ok sidan er postolar guds hafdu bodat kristni vm allan heim ok kristni tok at styrkiezst ok stadfæstazst þa gerduzst byskupar villumenn ok ero þan en j dagh nokor lond heidin er byskupanner spilltu kristni firir villu sæker Sua sæm arrius byskup j alexandria er snere allu folke till villu ok fra kristni ok er hans byskups domr allr j dagh heidin ok myndi þa villa hafwa genget vm allan heim æf eigi hæfde konstantinus keisare mote honom snuzst mæd þeim byskupum er gæta villdu rettrar truar ok var han firirdómdr,

Þa var macedonius en j mykla garde er snere allu folke till villu, þar till er theodosius keisare snerezst j mote ok var han sua firirdómdr Þa var nestorius byskup en j mykla garde er allt folk vilti þar till er theodosius hin yngre snærezst mote honom mædr myklum fiolda ouiltra byskupa ok var han sua firirdómdr,

Þa var eotex abote en j mykla garde er folke snere till villu þar till er marcianus agætr madr ok mykill hofdingi snærezst mote honom ok var hans villa sua nidr fælld Dioscorus byskup j alexandria varde þetta mal mæd abota ok sagde sua at han baud rett bodord ok varo þeir bader firirdómder vndir hofdingia þa var makarius byskup j antiokia er allu folku kom till villu þar till er iustinianus keisare samnade saman retlatom byskupum ok var hans villa nidr fælld Marger varo adrer byskupar villumenn þeir sæm kristni spilltu ok ver vilium næmfna mæd skiotre talu sua sæm varo Focianus byskup j gallo grecia sedr Donatus byskup j numidia er han villti nalega pridungh heims ok flester aller en heidnir j dagh firir hans bodorda saker En pricianus var j spania ok snere folke þar till villu þa var Nouacus cardinalis villumadr j Rumaborgh þa var appollinarius byskup villumadr þa var luciferus‘ villumadr þa var tertullianus profuastr villumadr er tungu hæfuir haft suikalazsta allra villumanna þa var Pelagius munkr villumadr þa varo þeir byskupar villumenn theodosius en annar het Gayanus er bader varo ein dagh vigdir till byskupa ok vurdu sidan villumenn

En þo at ver hafuem þessa tallda þa ero marger vnæmfndir , þeir sæm þa varo villumenn ok mykill stod skade af þeira villu En var sa ein vestr er mæstr stod skade af er Nicholas aduena var kalladr er var læresuein drottens sealfs ok sidan var byskup a serklande ok er nu kalladr maumett ok stendr su villa sua hatt er han bodade j sinum byskupsdome at nalega annar hælfningr heims truir a þan ok kalla han gud vera, Ver hafuum halzste marga þa, lærda menn talda er villa hæfuir af stadet þui at ver vitim fleiri En ver hafuum firir þui þessa luti talda at menn skili þat ok viti at optar hæfuir villa komet af byskupum en af konongom þui at eigi munu þeir þa kononga almarga hitta er villa, hæfuir af stadet þui at konongar róda iæmnan vm riki sitt, vm konongdom sin ok vm varner firir londom sinum En byskupar ero till þess sætter at bioda tru ok kristni huert sæm þeir telia j kirkiu ædr a þingum þa telia þeir þat firir folke at þui skall allu fylgia er þeir bioda ok kalla þat ranght ok mote kristni sef eigi er allt æfter þui gort sæm þeir telia, ok finnazst firir þui stundum villumenn j peira, flokke at eigi hafue þeir iæmnan rett at eins bodord framme haft sue sæm ver hefuum nu nokore næmfnda af þui lidi, þo skolo menn þat vita at eigi hafua besser villzst aller mæd einum hætte, hælldr hafua, þeir iammarga villi stigu genget sæm nu hafua været næmfndir till, þui at j þa villistigu fell annar er eigi fæll annar En iæmnan hæfuir villa aftr været rundin mæd afle ok rikdome godra manna þægar hon hæfuir været mæd nokoro afie vpp reist

En þau ord er ver hafuum saman sætt af ritningum heilagra boka ædr skipan heilagra loghmala þa hafuum ver eigi firir þui | gort at lærder menn skolo þar nokore suiuird af taka ædr heilogh kirkia nokorn vstyrk ædr nidrfall af liota, hælldr hafuum ver firir þui þessa luti ritada ok flutta undir skilningh varar tungu at þeir er ufroder ero ok adr gengo vm slika luti viltir þa skili nu till fullz ok viti till sannynda huorsu slikum lutum er skipat manna j mællim j heilagre ritningh ok huorsu þat a at standa Nu latet laust vhof þetta er været hæfuir vm ridir manna j mællim ok verer huartuæggia retter vidr adra þui at þa hafua huarer sitt frælse er æfter þui fer er stendr j heilagre Ritningh

En huarer sæm ifuir þat villa stiga þa hallda þeir a rangyndum ok man huartuæggia þeim aftr rinda gud ok goder menn ok sanzsyni Nu aller þesser lutir er ver hafuum ritat ok vpp læsit vm iayrdi þau er lærder menn kalla vndir sik gæfuen vera ædr einir huerir adrer þeir sæm ser kuæda ymisa luti gæfna vera þa hafwe menn nu minningh ok skilningh huorsu aat iayrdum ædr giafuum skall komazst æf eigi skall riufuazst, þui at sua hafua vitrir hofdingiar sett at eigi melyda at huer drage till sin af konongdomenom slikt er fa mætte mæd flærdsamlegre vel ok eignade ser sidan sua sæm han hæfdi væl aflet þui at bratt myndi þa konongdomr værda vndir adrum monnom en eigi vndir sealfuum ser æf þat skilldi lyda Sua ok adra luti þa er ver hafuum skyrda firir ydr þa hugleidi menn mæd godre skilningh huartuæggia vm kirkiu vphalld ædr lydni vidr konong sin ædr vm rangflutt bann ok stormæle þa megom ver þat rædazst firir synda vara saker ædr kinroda þan er ver liotom af þui adru folke er spyr till þeirar suivyrdingar er varer lærder menn gera vidr oss En þat hafuum ver eigi at rædazst at ver værdem af gudi rangdómder þui at han dómer engan annan dom en rettan ok þui nerre er hasn rettdóme till hialpar huerium manne er meir værdr þróngdr mæd rangdóme af monnom.

---