Et sammendrag af sagaerne om de norske konger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Et sammendrag af sagaerne om de norske konger

Ágrip af Nóregs konunga sögum

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø: Ågrip (Norrøn tekst), Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)

---

1. Halvdan den Sortes død

— — hvorpå han blev taget til enekonge. Han blev dengang kaldt Harald Pjuskehår, for manden var ikke hårfager. Hans navn blev siden ændret, og han blev kaldt Harald Hårfager, for han var en prægtig mand med det skønneste hår.

Men her passer det sig at belyse spørgsmålet, som kristne folk stiller, om hvad hedenske folk kunne kende til julen, når nu vores jul hænger sammen med vor herres fødsel. Hedenske folk holdt sammenkomster til ære for Odin, og Odin har mange navne. Han kaldes Vidrir, og han kaldes Høj og Tredje og Jolnir — og efter Jolnir kaldte man det jul.

Men således foregik det på Halvdans dødsdag: Han var til gæstebud i Hadeland, men da han drog derfra i slæde, druknede han i Randsfjorden ved Røkensvik, hvor man brugte våger i isen til vanding af kreaturerne, og han blev siden ført til Stein i Ringerike og højlagt dér.

2. Harald Hårfager bliver enekonge i Norge

Efter Halvdan overtog Harald det rige, som hans far havde haft, og han skaffede sig yderligere magt ved — som en mand, der i en ung alder blev virksom og stor af vækst — at kæmpe mod de nærmeste konger og besejre dem alle, og som tyveårig kunne han som den første underlægge sig Norge som enekonge. Den sidste kamp stod i Hafrsvig ved Jæren og var mod den konge, der hed Skeidar-Brand, og Brand flygtede til Danmark og faldt i kamp i Vendland, som det med disse ord fortælles i det kvad, der kaldes Oddmjor, som blev digtet om kongerækken:

Skjoldklædt drev den skjoldung

Skeidar-Brand fra landet;

snart den snilde konge

samled᾿ hele Norge.

Men han stred i 10 år, før han blev eneherskende konge i Norge og indførte gode skikke og fred i sit land. Han fik 20 sønner med mange kvinder, men kun to opnåede dog kongenavn: Erik Blodøkse og Håkon den Gode. Erik Blodøkse var den ældste af hans sønner, mens Håkon — som den engelske kong Adalsteinn antog i søns sted — var den yngste. Den tredje var Olav Digerben; den fjerde Bjørn købmand — som nogle kalder Buna; den femte Guttorm; den sjette Halvdan den Sorte; den syvende Dag; den ottende Ring; den niende Gudrød Ko; den tiende Ragnvald; den ellevte Sigtryg; den tolvte Frode; den trettende Rørek; den fjortende Tryggve; den femtende Gunrød; den sekstende Øistein; den syttende Sigurd Ris; den attende Gudrød Glans; den nittende Halvdan Hvidben — som nogle kaldte Højben; den tyvende Ragnvald Ryk — som nogle kalder Ragnar — der var søn af en finnekvinde, som hed Snefrid og var datter af finnekongen Svase, og Ragnvald slægtede sin mor på, da han blev anset for at være sejdmand — det er en spåmand — og han boede i Hadeland, hvor han sejdede og fik tilnavnet Troldkarl.

3. Harald og Snefrid

Juleaften, da Harald sad ved maden, kom Svase til døren og sendte bud til kongen, at denne skulle komme ud til ham, men kongen blev vred over den besked, og den samme mand, der havde båret beskeden ind, bar nu kongens vrede ud. Svase bad ham ikke desto mindre gå ind for anden gang og gav ham et bæverskind og sagde, at han var den finne, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme på den anden side af bakken ved Tofte — det var dér kongen opholdt sig. Kongen gik ud og samtykkede i at gå med over til gammen, og nogle af hans folk tilskyndede ham dertil, mens andre frarådede det. Dér rejste Snefrid sig — hun var Svases datter og en meget smuk kvinde — og skænkede kongen et krusfuld mjød. Han greb samtidig hendes hånd, og i det samme var det som om, en brændende hede bredte sig i hans krop, og han ville straks have samleje med hende denne nat, men Svase sagde, at det ikke skulle ske med hans tilladelse, medmindre kongen fæstede hende og fik hende efter loven.

Så han fæstede og fik, og han elskede hende med et sådant vanvid, at han tilsidesatte sit rige og alt, hvad hans værdighed indebar, og han sad så at sige hos hende dag og nat, så længe de begge levede og i tre år efter hendes død. Hans sørgede over hendes død, men folk i hele landet sørgede over hans vanvid.

4. Harald Hårfagers død

Torleif den Kloge kom til hjælp for at stille dette vanvid, og han dæmpede vanviddet med forstand og ved at tale efter munden på denne måde: »Der er ikke noget at sige til — konge! — at du mindes en så smuk og fornem kvinde og ærer hende på dun og gudvæv, som hun bad dig om. Men det er dog til mindre hæder for dig og hende, end sømmeligt er, at hun skal ligge alt for længe i de samme klæder. Det ville være meget bedre, hvis hun blev flyttet.« Men så snart de flyttede hende, kom der en rådden dunst og alskens fæl stank fra liget. Man lavede i en fart et bål og brændte hende, men inden blånede liget ganske, og slanger og øgler, frøer og padder og ækle kryb af alle slags strømmede ud af det.

Således sank hun i aske, men kongen rejste sig til forstand og overvandt galskaben, og han styrede siden sit rige og blev stærkere. Han havde glæde af sit folk og folket af ham og riget af dem begge. Og han sad derefter som enevældig konge i Norge i 60 år, og inden havde han på 10 år vundet hele Norge. Han døde siden i Rogaland og blev højlagt ved Hauge oven for Hasløsund.

Riksmonumentet Haraldshaugen i Haugesund, Rogaland. Foto: Jóhann Þröstur Pálmason © 2010

5. Erik Blodøkse og Håkon den Gode

Men efter Harald overtog Erik Blodøkse magten, mens Håkon — hans bror — var vestpå i England hos kong Adalsteinn, til hvem hans far inden sin død havde sendt ham til opfostring. Erik Blodøkse så godt ud; han var stor og meget værdig. Han var gift med Gunhild — en datter af Øssur Hængeskæg. Deres sønner var: Gamle og Guttorm, Harald Gråfeld, Erling og Sigurd Savl. Flere nævnes desuden: Gudrød Glans og Ragnfrød, Halvdan og Ejvind og Gorm. Tilsammen styrede han Norge i fem år med de to år, hvor han blev hilst som konge i landet, mens Harald levede, og tre år siden.

Gunhild — Eriks kone — var den smukkeste kvinde. Hun gav indtryk af at være en lille kvinde, men hun rådede stort; hun var så ond i sine tiltag, og han så tilbøjelig til grusomhed og alskens underkuelse af folket, at det var tungt at bære. Han gjorde det af med Olav Digerben — sin bror — og Bjørn og flere af sine brødre. Han blev kaldt Blodøkse, fordi han var en hensynsløs og voldelig mand — særligt på hendes foranledning.

Da kaldte forstandige mænd to år efter Harald Hårfagers død i hemmelighed Håkon tilbage til landet, og han kom med to skibe vestfra og sad således vinteren over, at han ikke havde kongenavn. Håkon var en meget smuk mand, stor og kløgtig og så stærk, at ingen var hans lige. Han var et helt hoved højere end andre, og hans hovedhår var som gult silke. Han overgik alle i ridderlighed og belevenhed. Han var nær 20 år gammel, da han kom til landet, og han fik snart så mange støtter, at Erik ikke kunne gøre modstand, så han og hans kone flygtede — i første omgang til Danmark.

Håkon sad da som enekonge i Norge, og det gik så godt i Norge under hans styre, at man ikke kunne mindes bedre — bortset fra at landet ikke var kristent. Håkon var kristen, men havde en hedensk kone, og han afveg meget fra kristendommen for hendes skyld og efter ønske fra folket, som gik imod kristendommen, men han holdt dog søndagen hellig og fastede om fredagen.

Håkon tog sydpå til Danmark med to skibe og kom i kamp dér og ryddede 10 skibe med to skibe. På denne færd underlagde han sig Sjælland og Skåne og Västergötland, hvorpå han tog tilbage til Norge.

I hans dage omvendtes mange folk til kristendommen, fordi han var så afholdt, og nogle indstillede ofringerne, selv om de ikke blev kristne. Han rejste nogle kirker i Norge og indsatte lærde mænd, men folk brændte hans kirker og dræbte præsterne, så han ikke kunne fortsætte med dette på grund af deres forbrydelser. Og derpå gik trønderne imod ham på Mæren og bad ham ofre som andre konger i Norge, »— ellers styrter vi dig fra magten, medmindre du gør noget, som vi ønsker det.« Og fordi han så deres heftighed imod ham efter høvdingenes råd, sørgede han for ikke at nægte noget, for at give det udseende af venskab imod dem. Det siges, at han bed i en hestelever, men således at han svøbte et klæde om den og ikke bed i selve leveren. Han ofrede ikke på anden vis, men det siges, at alt siden gik tungere for ham end før.

Han indførte Gulatingsloven efter rådførelse med Torleif den Kloge — —

Men da han i 15 år havde styret Norge i vellidthed og med fred, søgte Erik Blodøkses sønner til Norge. Det var Gamle Gunhildson, der var den fremmeste og raskeste af brødrene, og Guttorm og Harald Gråfeld og alle de brødre, og de gik i kamp mod Håkon ved Avaldsnes på Karmøy. Dér faldt Guttorm, Halvdan og Ejvind, mens de andre flygtede væk. Kort efter kæmpede de igen mod Håkon ved Frei, og igen vandt Håkon. Alle brødrene flygtede ud af landet, men ikke Gamle; han flygtede i land og over land gennem Surnadal til Trondheim. Håkons mænd søgte med støtte fra befolkningen imod ham, og han faldt i Gauldalen på det sted, som nu hedder Gamleleret benævnt efter ham.

6. Håkon den Godes død

Men dernæst — 9 år efter at brødrene havde søgt til Norge med strid — vendte de brødre, der var igen, tilbage til landet. I følge med sin mor — Gunhild — kom Harald Gråfeld, som ved Gamles fald var blevet den mest fremtrædende.

Og de kom i kamp mod Håkon ved Biskopssten på Fitjar i Stord. Håkons mænd var i undertal fire mod én. I deres flok fandt man den mand, der hed Ejvind Skreja. Han var en vældig kæmpe, større end andre mænd, og jern bed knapt på ham. Han gik sådan frem den dag, at intet kunne modstå ham, for ingen kunne stille noget op over for ham. Han fór skrigende og skrålende frem og ryddede foran sig ved at hugge til begge sider, mens han spurgte, hvor nordmændenes konge befandt sig, »— hvorfor gemmer han sig nu?« »Hold du bare lige frem, hvis du vil møde ham,« sagde kongen, mens den anden derved blev endnu mere rasende og huggede til begge sider med en stor, bred økse, så den gik ned i jorden. Da sagde Toralf den Stærke — en islandsk mand, nitten år gammel — som var på kongens side, og regnedes for lige så stærk som kongen: »Ønsker du — herre!« sagde han, »— at jeg går imod ham?« »Nej,« svarede kongen, »— det er mig, han leder efter, og så er det også mig, han skal finde.« Og han smed den overtrækshætte, som Ejvind Skjaldefordærver havde trukket over den forgyldte hjelm, kongen bar på hovedet, for at skjule ham, så han ikke var så genkendelig som før, for han var let at kende på grund af sin højde og sit udseende. Derefter gik kongen frem under bannerne imod kæmpen; han bar silkeskjorte og hjelm på hovedet, havde skjold for sig og det sværd i hånden, som hed Kværnbider, og alle fandt, at han således udrustet udstrålede tapperhed. Da stormede kæmpen frem imod ham — hjelm- og brynjeklædt, med begge hænder på øksen — og huggede efter kongen, men kongen undveg og kæmpen ramte ved siden af og huggede ned i jorden og mistede derved fodfæstet lidt. Men med sit sværd huggede kongen ham midt over i brynjelivet, så de to dele faldt hver sin vej.

Efter kæmpens fald, gik kampen brødrene imod, og blandt dem faldt Gorm og Erling med en mængde folk, mens alle deres brødre flygtede til skibene og derpå ud af landet, så godt som de kunne. Kong Håkon forfulgte de flygtende med sin hær. Da fløj en pil imod kongen — og ingen vidste, hvem der skød — og den ramte under brynjeærmet i musklen i overarmen. Det fortælles, at ved Gunhilds trolddomskunst havde en madsvend vendt sig om med et skudvåben og råbt: »Gør plads for kongens bane!« Og han lod pilen stryge ind i flokken, der kom imod dem, og sårede kongen, som det lige blev fortalt.

Da kongen indså, at såret var dødeligt, for han kunne ikke standse blødningen, bad han dem føre sig til Alreksstad, og på vejen dertil kom de forbi den helle, som nu kaldes Håkonshellen. Dér var han blevet født af den trælkvinde, der hed Tora Mosterstang — hun stammede fra og var født på Moster, og derfor kaldte man hende sådan. Da kongen mærkede, at det var ude med ham, angrede han sine gerninger mod Gud meget. Hans venner tilbød ham at føre hans lig vestpå til England og begrave det ved en kirke. »Det er jeg ikke værd,« sagde han, »— jeg levede på mange måder som en hedning, og derfor skal jeg også begraves som en hedning. Jeg håber således, at Gud selv vil vise mig større nåde, end jeg fortjener.« Og han døde på Håkonshellen, men blev højlagt på Sæheim i Nordhordaland. Både hans venner og hans uvenner sørgede over ham. Han fik ikke flere værdier med i højen end sit sværd — Kværnbider — og sine hærklæder. Han blev lagt i højen i en stenkiste.

Håkonshaugen på Seim, Hordaland. Foto: Jon Julius Sandal © 2014

7. Erik Blodøkse i England

Og det gik sådan med Erik Blodøkse, da han flygtede ud af landet, at han sejlede med en flåde vestpå til England, hvor han fór omkring og hærgede og krævede den gunst af Englands konge, som kong Adalsteinn havde lovet ham, og kongen gav ham da jarledømme i Northumberland. Dér blev han igen — ansporet af sin kone, Gunhild — så grov og grusom mod sit folk, at de dårligt kunne bære det. Derfor drog han på hærtogt og vikingefærd vidt omkring i Vesterlandene, og Erik faldt på togt i Spanien. Men Gunhild vendte tilbage til Danmark og kong Harald, som da var konge i Danmark, hvor hun opholdt sig sammen med sine sønner, indtil disse var nær fuldvoksne.

8. Harald Gråfeld tages til konge i Norge

Efter Håkons død tog nordmændene — efter kong Håkons råd — Harald Gråfeld til konge i Norge. Og Harald Gråfeld kom tilbage til landet og tog magten sammen med sine brødre Sigurd Savl, Gudrød Glans og Ragnfrød. Harald var den fremmeste og smukkeste og mest duelige af brødrene, og derfor blev dette kvædet —

Mit blik over ilden

altid faldt på Gråfeld.

— fordi manden så godt ud.

9. Gunhildsønnernes voldsherredømme

Harald Gråfeld var konge i 15 år. Han rettede sig efter sin mors råd og alle brødrene bød landets folk en streng retsorden. I deres tid led Norge sult og savn og alskens plager. De var alle ufredsmænd og voldelige, og de blev næsten alle dræbt, fordi folk ikke ville tåle deres overgreb og ulovligheder.

Det siges, at vossingerne på et ting angreb kong Harald og Sigurd og de andre brødre og ville tage livet af dem, men de undslap. Men de dræbte siden Sigurd Savl på Alreksstad, og deres leder var Vemund Ankelknuser. Sigurd blev dræbt af den mand, der hed Torkel Klyp, fordi Sigurd havde taget dennes kone med vold, og han gennemborede Sigurd med sit sværd, men Sigurds hirdmand, der hed Gamle Erling, hævnede ham straks.

Harald Gråfeld overfaldt Tryggve — sin farbrors søn — og dræbte ham, men Torolf Luseskæg slap siden bort med Olav — kong Tryggves søn.

10. Harald Gråfelds død

På denne tid bød Harald Danekonge med list Harald Gråfeld til sig. Han ankom til Limfjorden med tre skibe, men dér blev han mødt af Guld-Harald med ni skibe — han var søn af Knud og dermed Harald Blåtands brodersøn — hvilket skete efter samråd med jarl Håkon, som da var blevet jarl over sin farsarv i Norge, eftersom Gunhildsønnerne havde dræbt hans far ved Åglo i Trondheim. Da kong Harald Gråfeld indså, at han var blevet udsat for svig og var i undertal, henvendte han sig til Guld-Harald: »Det morer mig,« sagde han, »— at jeg véd, din sejr bliver kortvarig, for jarl Håkon — min slægtning — kommer nu med en hær og dræber jer straks ved vores fødder, og således hævner han os.« Kong Harald Gråfeld og hele hans følge faldt dér ved Hals i Limfjorden, men jarl Håkon dræbte straks Guld-Harald og vandt sig dermed hele Norge med skatskyldighed til danekongen.

11. Dronning Gunhilds død

Efter Haralds død kom jarl Håkon til magten, og han var enehersker over det meste af Norge, men under jarlsnavn, som også hans forfædre havde haft. Hans slægt stammede fra Helgeland og Mørerne, og man fandt jarler i begge slægtsgrene, og han ønskede derfor ikke at hædre sig med kongsnavn. Hans far hed Sigurd Hyrnajarl, hans mor Bergljot, og hun var datter af jarl Tore den Tavse fra Møre, som var gift med Ålof — Harald Hårfagers datter — og hun var Bergljots mor. Han mødte endnu i begyndelsen af sit nyvundne herredømme modstand fra Gunhild Kongemoder, og den ene forsøgte på ondskabsfuld vis at lægge fælder for den anden, for i den slags manglede ingen af dem noget.

Jarl Håkon var en meget smuk mand, ikke høj, men værdig. Han var meget klog og begavet, og derfor var han mere snedig end Gunhild i sine planer. Han havde endnu et godt venskab med kong Harald, som dengang regerede i Danmark, og han bad Harald om at svige Gunhild og få hende til at forlade landet ved lade sendebude opsøge hende med et frierbrev. Og kong Harald sendte hende et brev og anførte, at det var passende, at hun — den gamle kone — giftede sig med en gammel konge. Hun efterkom det, men hendes færd, som begyndte så prægtigt, endte så skammeligt, for med det samme hun kom til Danmark, blev hun pågrebet og nedsænket i en mose, og således endte hun sit liv — efter hvad mange siger.

12. Jarl Håkons herredømme

Jarl Håkon sad ved magten i 20 år efter Harald Gråfelds fald i Hals ved Limfjorden. Han var streng i sin styring, og hen imod slutningen blev han meget og på mange måder ublid, men det var særligt én ting, der førte til hans død, nemlig at han gav sig lige ret til alle de kvinder, han fik lyst til. Og der blev ikke gjort nogen forskel på kvinderne eller taget hensyn til, hvis kone eller søster eller datter det var.

13. Jarl Håkons død

Engang fik jarl Håkon lyst til en kvinde ved navn Gudrun Lundesol. Hun boede på Lunde i Gauldalen, og fra Medalhus sendte han sine trælle efter hende, så de kunne føre hende til ham til usømmeligheder. Men mens trællene spiste, havde hun samlet så stor en flok, at det ikke var muligt for dem at få hende med, og hun sendte besked til jarl Håkon, at hun ikke ville komme til ham, medmindre han sendte den kvinde, han omgikkes, som hed Tora på Remol. Efter det budskab søger han op i Gauldalen med hele sin flok. Men Halldor på Skerdingstad skar hærpil i hele dalen, og fra alle sider søgte flokkene til ham, og da jarlen så hæren og fandt, at han var blevet forrådt, sendte han alle sine folk fra sig. Han selv og hans træl — Kark — red hen til nogle våger i isen, hvor de druknede jarlens hest og efterlod hans kappe og sværd på isen, mens de selv søgte til klippehule, som endnu kaldes Jarlshulen i Gauldalen.

Dér faldt trællen i søvn, men gav ondt fra sig i søvne og sagde siden, da han vågnede, at en sort og hæslig mand havde gået forbi hulen, og han havde frygtet, at manden ville komme ind, men han havde fortalt ham, at Ulle var blevet dræbt. Jarlen svarede, at da måtte hans søn være blevet dræbt — og det var også sket. Trællen falder i søvn for anden gang, men det gik ikke bedre end før, og han sagde siden, at den samme mand nu var kommet ned igen og havde bedt ham fortælle jarlen, at nu var alle sund spærrede. Jarlen forstod deraf, at hans sidste dag var kommet, og han tog hen til den kvinde, der hed Tora og var hans frille. Hun skjulte ham og trællen i sin svinesti.

Siden kom flokken og ransagede stedet, og da de ikke fandt ham, agtede de at brænde gården ned til grunden, men da jarlen hørte det, ønskede han ikke at afvente pinsler fra sine fjender, og han lod trællen skære halsen over på sig. Således mistede han magten og sit urene liv på et urent sted. Hovedet blev ført til købstaden. Og da flokken kom ned ad Steinberg, var hele fjorden fuld af skibe, da alle folk havde fulgt hærpilen for at tage livet af jarlen. Hovedet blev da ført ud på Holmen, og hver mand kastede sten på det. Trællen Kark havde båret hovedet til skue, og han forventede dermed at redde sit liv, men han blev desuagtet hængt.

Håkon døde om foråret, og samtidig kom Olav Tryggvason fra England til Norge. Erik Håkonson stak af fra landet sammen med sin bror — Svein — for at gå i tjeneste hos Olaf den Svenske i Svitjod.

Munkholmen (Holmen) ved Trondheim. Foto fra Wikimedia Commons

14. Jarl Håkons adkomst til magten

Når jarl Håkon blev enehersker over Norge, var det ikke fordi han havde arveret efter dem, som var konger umiddelbart forud for ham. Det skete, fordi han blev styrket til det og formåede det, og fordi han var en begavet mand, selv om han vendte sin begavelse til ondskab. Det skete desuden, fordi hele slægten til Gunhilds sønner da var borte og nærmest udslukt, og skulle der have været nogle efter hende, da hadede alle hende og ventede sig bedre — men det håb viste sig at være løgn.

15. Om kong Herse

Jarl Håkon kunne dog føre sin slægt tilbage til en forfader, som hed kong Herse. Han var konge i Namdalen. Hans kone hed Vigda, og efter hende kaldes en å i Namdalen endnu Vigda. Men Herse mistede hende og ville tage sit eget liv efter hende, såfremt der fandtes et fortilfælde, hvor en eller anden konge havde gjort sådan. Der fandtes et fortilfælde, hvor en jarl havde gjort det, men ikke et, hvor en konge havde gjort det. Han steg da op på en høj og styrtede sig ned fra den og sagde, at han nu havde styrtet sig fra kongenavnet. Han hængte sig derpå i jarlsnavn, og lige siden ville hans efterkommere ikke bære kongenavn. At dette er sandt, kan man forstå af Håleygjatal, som blev digtet af Ejvind, der blev kaldt Skjaldefordærver.

16. Kong Tryggves død

Efter jarl Håkon steg Olav Tryggvason til magten og hædrede sig med kongenavn i Norge. Han havde arveret efter Harald Hårfager, for Haralds søn hed Olav, der var far til Tryggve, som i Gunhildsønnernes dage tog kongenavn og -magt i Romerike, hvor han blev dræbt og højlagt på Sotenes, og folk kalder stedet Tryggveøre. Men ikke alle fortæller enslydende om hans død. Nogle beskylder bønderne for at have dræbt ham på et ting, fordi de fandt hans herredømme strengt; andre mener, at han ville søge forlig med sin farbrors sønner, men de dræbte ham efter Gunhild Kongemoders forræderiske og ondskabsfulde råd — og dette tror de fleste.

17. Astrid flygter med Olav

Efter hans død flygtede Astrid, som Tryggve var blevet gift med i Oplandene, ud til Orknøerne med den treårige Olav — hendes og Tryggves søn — for at slippe for både Gunhild og hendes sønners og jarl Håkons svigefuldheder; dengang kappedes de stadig alle om Norge, for da havde endnu ingen af Gunhilds sønner mistet livet. Og hun kom til Orknøerne med tre skibsbesætninger, men fordi hun ikke kunne skjule sin færden, og meget kunne gøres til svig, sendte hun barnet væk med den mand, som nogle kalder Torolf Luseskæg. Han bragte i hemmelighed barnet til Norge og flygtede i stor fare til Svitjod. Og fra Svitjod agtede han at drage til Holmgård, for dér havde Olav slægtninge. Men så overfaldt estere det skib, han var på, og nogle blev dræbt, andre hærtaget. Hans fosterfar blev dræbt, og selv blev han hærtaget ved den ø, som hedder Øsyssel, og siden solgt som træl.

18. Olav hævner sin fosterfar i Holmgård

Men Gud, som havde udvalgt dette barn til en højere skæbne, sørgede for, at han blev frigivet på den måde, at en mand kom til Estland som sendebud for kongen af Holmgård. Han var udsendt for at opkræve skat i landet, og han var barnets slægtning, og han løskøbte sin slægtning og tog ham med til Holmgård. Her opholdt Olav sig en tid, uden at mange kendte til hans slægt.

Da han var 12 år gammel, skete det en dag på torvet, at han i en mands hænder genkendte den økse, Torolf havde haft. Han spurgte, hvordan manden var kommet i besiddelse af denne økse, og mandens svar bekræftede, at dette både var hans fosterfars økse og banemand, og han greb øksen fra mandens hånd og dræbte ham og hævnede således sin fosterfar. Dér på stedet blev livet anset for ukrænkeligt, og der var strenge straffe for at dræbe en mand. Olav besluttede sig for at søge beskyttelse hos dronningen, og på hendes forbøn, og fordi man fandt, at det var en djærvt udført handling af en tolvårig, og fordi hævnen forekom berettiget, blev han benådet af kongen. Herefter fik flere folk kendskab til ham, og hans berømmelse og agtelse tog til.

Siden — som tiden gik — skaffede han sig mandskab og en flåde, og han drog både til Estland og andre lande for at hærge, og hans flok blev snart forøget med nordmænd og göter og danskere. Han udførte nu storværker og skaffede sig således ære og god omtale.

19. Olav Tryggvason bliver kristen og kommer til Norge

Han drog vidt omkring på hærtogt i både Vendland og Flæmingeland, England og Skotland, Irland og mange andre lande. Han tilbragte altid vinteren i Vendland i den borg, der hed Jomsborg. Men hvor længe han end beskæftigede sig med sådanne gøremål, så skete det omsider, at han landede et sted i England, hvor en stor ven af Gud holdt til — det var en eneboer, som var berømt for sin store og alsidige indsigt.

Olav fik lyst til at prøve ham og sendte en af sine tjenestemænd af sted klædt som konge for at spørge om gode råd, mens han foregav at være konge. Han fik dette svar: »Du er ikke konge, men det er mit råd, at du er tro imod din konge.« Og da Olav hørte dette svar, fik han endnu mere lyst til at træffe manden, for nu var han ikke i tvivl om, at det var en rigtig profet. Og i denne gode mands samtale med og belæring af Olav, sagde han ham disse ord af hellig visdom og himmelsk fremsynethed: »Du skal blive,« sagde han, »— en berømt konge og udføre berømte værker. Du skal lede mange folk til den rette tro og dåben, hvilket vil gavne både dig og dem og mange andre. Og for at du ikke skal tvivle på mine ord, skal du få dette til bevis: Ved dit skib vil du møde svig og modstand, og det vil komme til kamp, og du vil miste nogle folk og selv blive såret, og af dette sår vil du være døden nær, men blive båret ud på skibet på et skjold. Inden syv nætter vil du komme dig af såret, og snart efter vil du blive døbt.« Alt forløb som forudsagt, og således kom Olav til troen og straks efter til Norge, og med sig havde han biskop Sigurd, som var viet til det, at byde folket Guds navn, og desuden nogle lærde mænd: Præsten Tangbrand og Tormod og yderligere nogle degne.

Han forkyndte først kristendommen på tinget i Moster i Hordaland, og det gik meget let at fremføre, fordi Gud støttede det, og fordi folkene var lede ved Håkon den Ondes underkuelse. Dér tog folket imod troen og Olav imod magten. Han var 27 år gammel, da han kom til Norge, og i de 5 år han bar kongenavn i Norge, kristnede han fem lande: Norge og Island, Hjaltland, Orknøerne og for det femte Færøerne. Han rejste først kirker ved sine egne hovedgårde, og han afskaffede ofringer og offergilder og erstattede dem for at imødekomme folkets ønsker med højtidsgilder til jul og påske, sammenskudsøl til Johannesmesse og høstøl til Mikkelsmesse.

Olav var en stor mand, høj og iøjnefaldende med ganske hvidt og glat hår. Han var den raskeste mand og udmærkede sig i al belevenhed.

20. Kong Olavs død

Ikke længe efter dette giftede Olav sig og tog danekongen Svend Tveskægs søster, der hed Tyra, som en hertug i Vendland havde fæstet med tvang, og derfor blev dette fæstemål forpurret. Efter indgåelsen af deres ægteskab tilbageholdt kong Svend de ting, som var lovet og tilkendt hans søster, og kong Olav fandt denne skændsel forsmædelig. For at hævne dette samlede han en hær imod Danmark og afventede sine støtter ved landegrænsen. Da det gik trægt med folkenes ankomst, sejlede han over til Vendland med kun 11 skibe og forventede, at hæren ville følge efter. Men dette håb blev til en løgn, idet flokken straks vendte hjem, da kongen havde forladt landet. Så agtede han at skaffe sig hjælp af sine sande venner i Vendland, som på hans togter havde været hans hengivne venner og trofaste kammerater. Men det blev ikke til noget, for kong Svend havde bedt om hjælp fra Olaf Svenskekonge og Håkon den Ondes søn — Erik. Og de kom imod ham ud for Sjælland med 82 skibe; Svend havde 30 skibe, Olaf 30 og Erik 22. Først lagde Svend imod ham med 30 skibe, men led stort mandefald og måtte vende om med forsmædelse. Derefter angreb Olaf den Svenske ham med samme styrke som Svend, men han måtte trække sig tilbage med lignende forsmædelse. Derpå angreb Erik, og han bar skjoldet højest.

Ingen vidste, om kong Olav var faldet, men det blev set, da kampen var aftaget meget, at han stod — endnu i live — i løftingen på Ormen Lange, som havde 32 rum. Da Erik ville gå op i stavnen for at finde ham, slog et lys — som var det et lyn — ud foran ham, men da lyset forsvandt, var kongen selv forsvundet. Nogle folk mener, at han slap væk i en båd, og siger, at han siden var blevet set i et munkekloster i Jorsalaland, andre mener, at han var faldet over bord. Men hvordan hans liv end er endt, forekommer det rimeligt, at Gud har hans sjæl.

21. Jarl Eriks død

Eftersom kong Svend mente, at han havde vundet Norge ved Olavs død, da tilstod han Erik og Svein — Håkons sønner — Norge, og Erik ledte landet alene efter Svend Danekonges frafald. Da Erik i alt havde styret Norge i 12 år med jarlsnavn, overlod han landet til sin søn — Håkon — og drog vestpå til England og støttede sin svoger — Knud — da denne vandt sig England. Han døde dér af blodtab, da hans drøbel blev overskåret.

22. Om Olav Haraldson

Så mange midler og anstrengelser som Olav Tryggvason havde brugt på at fremme kristendommen uden at spare på noget, som kunne være Gud til hæder og styrke kristendommen, lige så stor vægt lagde jarlen og hans søn på at undertrykke kristendommen, og det var sket, hvis ikke Gud havde vist sin nåde ved Olav den Grenskes komme.

Olav var på denne tid — som vi snart skal høre — meget optaget af verdslig sejr, men han vendte siden sin tro til kristendommen og vandt sig ved standhaftighed i troen evig salighed og hellighed. Og hvis folk vil vide om hans arveret til magten, skal de høre her.

23. Olav Haraldson kommer til Norge

Harald — Olav den Helliges far — var søn af Gudrød, som var søn af Bjørn, og Bjørn var søn af Harald Hårfager, der var den første enemægtige konge i Norge. Meget er fortalt om Olavs rejser vidt omkring i landene, men hvor langt han end kom omkring, søgte han straks tilbage, da Gud ville åbne riget for ham.

Han kom sejlende vestfra fra England med to knarrer og kom i land ved Sæla og sejlede siden til Saudungsund. Og Gud indrettede det da således, at de så Håkon komme sejlende — han styrede da landet efter sin far, Erik, og var 15 år gammel og en meget smuk mand — og han stævnede ind i Saudungsund, som på den tid var allemandsfarvej, uvidende om, at Olav den Digre lå foran ham. Håkon havde ikke yderligere følge end et langskib og en skude. Da kongen blev klar over Håkons sejlads, lagde han sine skibe på hver sin side af sundet, og da Håkon roede imod dem, samlede Olavs skibe sig hurtigt, og Håkon blev pågrebet på stedet. Han blev skænket livet af kongen — og tilsvarende alle hans mænd — men han svor for evigt landet Norge fra sig til Olav.

Da havde far og søn — Erik og Håkon — styret landet i 14 år med jarlsnavn sammen med Svein Håkonson. Hellig-Olav gav Håkon Suderøerne — siger nogle — og støttede ham, således at han kunne beholde dem, og dér var han konge, så længe han levede.

24. Slaget ved Nesjar

Hellig-Olav overtog nu magten i Norge og styrkede sit rige med kristendom og alskens gode skikke, men dog med store vanskeligheder, for mange angreb ham både indenlands og udenlands, særligt på grund af kristendommen, som han påbød. Det meste af den første vinter opholdt han sig hos sin stedfar — Sigurd — i Oplandene, men foråret efter søgte jarl Svein med hærskjold imod hans land, og det kom til kamp palmesøndag ud for Nesjar ved Grenmar. Olav sejrede, og store dele af Sveins hær faldt, men Svein undslap. Einar Tambarskælver kastede et anker over i Sveins skib og sejlede ham imod hans vilje til Danmark. Siden drog Svein østpå til Gardar, og han kom aldrig tilbage.

25. Olavs giftermål

Olav friede siden til Olaf den Svenskes datter — Astrid. Hun var søster til Ingegerd, som Olav tidligere var blevet lovet, men hendes far brød dette løfte i vrede og giftede hende med Jarislav Østerlandskonge. Olav den Digre fik børn med Astrid, men vi kender ikke til deres navne, eller hvad der blev af dem, på nær deres datter — Gunhild — som blev gift med hertug Otto af Saxland.

Olav var en flot og stadselig mand at se på. Han havde brunt hår, mens skægget var mere rødligt. Han var tætbygget og af middel vækst, ikke høj. Han var 20 år gammel, da han kom til Norge, og forstandige mænd i Norge fandt, at han med sit vid og sin duelighed udmærkede sig frem for andre.

26. Kong Olav forlader landet

På denne tid regerede Knud i England, som han havde vundet med hjælp og støtte fra den hellige Olav. Han lønnede ikke Hellig-Olav bedre, end at han — som det siden skulle vise sig — bestak de høvdinge, der var i Norge, for at disse skulle svige landet fra ham. De talte Erling på Sola, Kalv på Egge, Tore Hund og mange andre. Da den hellige Olav drog østpå imod kong Knud, traf han Erling og antog, at denne var kommet for at støtte ham, men så angreb han kongen og gik i kamp mod ham, men den hellige Olav sejrede, og Erling var så nødstedt, at han ikke havde andre vilkår end at overgive sig til kongens nåde, og kongen ydede ham beskyttelse, da andre søgte frem imod ham.

En mand, der var kongens stavnbo, hed Aslak Fitjaskalle. Han gik agterud på skibet og havde skjult en håndøkse under sit kappeskøde, og før nogen blev klar over det, havde han hugget Erling banesår i hovedet, mens han sagde: »Sådan skal niddingen mærkes.« Men kongen svarede: »Nu har du hugget Norge ud af mine hænder.«

Så fik han at vide af de folk, han havde taget til fange dér, at alle de største mænd i landet ville forråde ham. Han vendte da nordpå i den fjord, der kaldes Slyngsfjord ind fra Borgund, og gik dér af skibene og op i den dal, der hedder Valldalen. Han forlod siden landet i det fjortende år, efter han var ankommet til landet, og tog derpå til Østerlandene og havde sin søn — Magnus den Gode — med sig.

27. Kong Knud underlægger sig Norge

Kong Knud satte da først sin søstersøn — Håkon — til magten i Norge, og han tog sønnerne af alle de bedste mænd som gidsler til sikkerhed for landet, men pålagde folket tvang og underdanighed. Men foråret efter gik Håkon til i Englandshavet, og da Knud erfarede dette, satte han sin søn — Svend — til magten sammen med dennes mor — Alfifa.

28. Nordmændene pålægges nye love —

Danske mænd blev da til at begynde med hædret så meget, at et vidneudsagn fra én af dem skulle fælde ti nordmænds. Ingen måtte forlade landet uden tilladelse fra kongen, men hvis de gjorde, tilfaldt deres ejendele kongen. Den, der dræbte en mand, skulle af den grund miste land og løsøre. Hvis en mand var fredløs, og der tilfaldt ham en arv, da tilhørte den arv kongen.

29. 30. — og nye afgifter

Til jul skulle hver bonde for hvert arnested give kongen en mæle malt og et lår fra en treårs okse — det kaldtes gårdstykket — og en spand smør. Hver husfrue skulle betale frue-uld — det var så meget uspundet uld, som man kunne spænde om med den største og den længste finger. Bønderne havde også pligt til at bygge alle de huse, kongen ville have på sine gårde. Syv mand skulle gøre én mand våbenfør og klar til årehamlen, og det gjaldt for alle, der var 5 år gamle. Enhver, der roede ud for at fiske, skulle betale landingsafgift, hvorend han roede — og det er fem fisk. På ethvert skib, der forlod landet, skulle kongen have rådighed over et rum tværs over skibet. Enhver mand — om han var her fra landet eller fra udlandet — skulle betale landøre, hvis han sejlede til Island.

Og disse forpligtelser blev opretholdt, indtil kong Sigurd Jorsalfarer og hans brødre afskaffede de fleste af tvangsbestemmelserne.

Og selv om denne tvang og plage lå over landet, turde folk ikke gøre oprør af hensyn til de sønner, der var taget som gidsler.

31. Olav den Helliges fald i slaget på Stiklestad

Hellig-Olavs fald på Stiklestad
Alterbillede fra 1300-tallet

Efter dette søger den hellige Olav tilbage til landet gennem Svitjod, og han kom fra Jämtland til Trondheim og kom ned i Verdalen. Da rejste Egge-Kalv en hær imod ham og satte både af kappelyst og af ondskab al formåen ind på kamp og fik mange folk med sig — mest af alt for at forhindre, at Olav kom til landet med bud om kristendommen, som folk vidste, han på ny ville påbyde af al magt, som han tidligere havde gjort. Kalv brugte dog det påskud, at gode mænds sønner ikke skulle være gidsler, og han gik i kamp mod kong Olav på Stiklestad.

Sammen med Kalv var disse mænd høvdinge for trønderhæren: Tore Hund, Erland fra Gerde, Aslak fra Finnøy. På Olavs side var Harald — hans bror, som var 15 år gammel, en meget lovende mand og stor af vækst — Ragnvald Bruseson og Bjørn den Digre. I denne kamp faldt Erland fra Gerde som den første mand i trønderhæren. Kong Olavs fald skete også tidligt i kampen. Han havde et sværd i hånden, men bar hverken hjelm eller brynje. Han blev såret i knæet af Kalvs huskarl, og da bøjede han sig ned og bad for sig og kastede sværdet til jorden. Tore Hund og Torstein Knarresmed fik ord for at have dræbt kong Olav.

Og således steg den hellige Olav i denne kamp fra dette rige til himmerige. Bjørn den Digre faldt ved kongens hoved, mens Torstein Knarresmed straks blev dræbt ved kongens fødder. I denne kamp faldt Aslak fra Finnøy og store dele af trønderhæren.

32. Nøden under Svend og Alfifa

Men efter kongens fald måtte landets befolkning til fulde føle elendigheden under Svend og Alfifa, og det var sørgeligt at leve under sådan et herredømme med både ufrihed og misvækst, hvor folket levede mere af dyrefoder end af menneskeføde, for der var aldrig gode år i deres dage, som man kan høre af dette vers, som Sigvat kvad:

Mindes må den unge

mand Alfifa-tiden;

skåret bark som bukke

bød man folk fortære.

Under stridsfro Olav

andre vilkår hersked’;

kornet stod i stakke

stablet tørt hos alle.

33. Årstallet for slaget på Stiklestad

Den hellige Olav bar i denne verden kongenavn i Norge i 15 år, før han faldt. Han var da 35 år gammel, og da han faldt, var der forløbet 1029 år fra Vorherres fødsel.

I den kamp, hvor den hellige Olav faldt, blev Harald — hans bror — såret. Han flygtede efter Olavs fald ud af landet og til Østerlandene og derfra til Miklagård, og nogle siger, at han tog kongenavn i Norge, mens andre afviser det.

34. Høvdingene opsøger Magnus

Men da Gud begyndte at lade mirakler ske omkring den hellige Olav, gjorde de bedste mænd sig rede til at forlade landet for at finde Magnus — den hellige Olavs søn — for folk indså deres misgerninger og angrede, og for den uret, man havde vist ham selv, ville man nu bøde hans søn. De søgte til Østerlandene og kong Jarislav og forelagde ham budskabet og bønnen fra alle de bedste mænd, om at Magnus skulle søge til landet. Høvdingene i dette foretagende var jarl Ragnvald, Einar Tambarskælver, Svein Bryggefod og Kalv Arneson. Men deres bøn blev hverken hørt eller opfyldt, før de lovede ham land og troskab, for dronning Ingegerd var imod.

35. Magnus tager magten i Norge

Derefter kom Magnus til landet 4 år efter sin fars — kong Olavs — fald, og idet Svend og Alfifa vidste, at folk syntes god om ham, mens de selv var forhadte, flygtede de til Danmark. Kong Magnus tog da magten med almuens velvilje, selv om mange i begyndelsen var misfornøjede, da han indledte sit herredømme med hårdhed, hvilket skyldtes hans ungdommelighed og hans rådgiveres griskhed. Han var nær 11 år gammel, da han kom til landet. Han holdt ting i Nidaros og rejste i stridbarhed anklager mod alle trønder, men de stak alle næsen i skindkappen og forholdt sig tavse, og ingen svarede igen. Da rejste en mand ved navn Atle sig, og han sagde disse ord og ikke flere: »Mine sko trykker så meget på mine fødder, at jeg ikke kan røre mig af stedet.« Sigvat kvad da straks dette vers:

De gråsprængte gubber

gnisler ondt mod fyrsten;

helst må folkets harme

hæmmes før et oprør.

Nakkebøjet med næsen

ned i kappen står nu

alle tingmænd tavse;

truslen synes farlig.

Tinget sluttede på den måde, at kongen bad alle mand komme igen morgenen efter. Og man fandt da af hans ord, at Gud havde ændret hans sindelag, og nu var stridbarheden vendt til mildhed. Han lovede alle sin velvilje, og han holdt sine løfter eller gjorde endnu bedre. Dette gjorde ham meget afholdt og skaffede ham det navn, at han blev kaldt Magnus den Gode.

---

Noter: