Et sammendrag af sagaerne om de norske konger

Fra heimskringla.no
Revisjon per 2. jan. 2015 kl. 07:50 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Et sammendrag af sagaerne om de norske konger

Ágrip af Nóregs konunga sögum


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø: Ågrip (Norrøn tekst), Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)


Siden er under udarbejdelse.jpg


1. Halvdan den Sortes død[1]

— —[2] hvorpå han blev taget til enekonge. Han blev dengang kaldt Harald Pjuskehår, for manden var ikke hårfager. Hans navn blev siden ændret, og han blev kaldt Harald Hårfager, for han var en prægtig mand med det skønneste hår.

Men her passer det sig at belyse spørgsmålet, som kristne folk stiller, om hvad hedenske folk kunne kende til julen, når nu vores jul hænger sammen med vor herres fødsel. Hedenske folk holdt sammenkomster til ære for Odin, og Odin har mange navne. Han kaldes Vidrir, og han kaldes Høj og Tredje og Jolnir — og efter Jolnir kaldte man det jul.

Men således foregik det på Halvdans dødsdag: Han var til gæstebud i Hadeland, men da han drog derfra i slæde, druknede han i Randsfjorden ved Røkensvik, hvor man brugte våger i isen til vanding af kreaturerne, og han blev siden ført til Stein i Ringerike og højlagt dér.


2. Harald Hårfager bliver enekonge i Norge

Efter Halvdan overtog Harald det rige, som hans far havde haft, og han skaffede sig yderligere magt ved — som en mand, der i en ung alder blev virksom og stor af vækst — at kæmpe mod de nærmeste konger og besejre dem alle, og som tyveårig kunne han som den første underlægge sig Norge som enekonge. Den sidste kamp stod i Hafrsvig ved Jæren og var mod den konge, der hed Skeidar-Brand, og Brand flygtede til Danmark og faldt i kamp i Vendland, som det med disse ord fortælles i det kvad, der kaldes Oddmjor, som blev digtet om kongerækken:


Skjoldklædt drev den skjoldung
Skeidar-Brand[3] fra landet;
snart den snilde konge
samled᾿ hele Norge.


Men han stred i 10 år, før han blev eneherskende konge i Norge og indførte gode skikke og fred i sit land. Han fik 20 sønner med mange kvinder, men kun to opnåede dog kongenavn: Erik Blodøkse og Håkon den Gode. Erik Blodøkse var den ældste af hans sønner, mens Håkon — som den engelske kong Adalsteinn antog i søns sted — var den yngste. Den tredje var Olav Digerben; den fjerde Bjørn købmand — som nogle kalder Buna; den femte Guttorm; den sjette Halvdan den Sorte; den syvende Dag; den ottende Ring; den niende Gudrød Ko; den tiende Ragnvald; den ellevte Sigtryg; den tolvte Frode; den trettende Rørek; den fjortende Tryggve; den femtende Gunrød; den sekstende Øistein; den syttende Sigurd Ris; den attende Gudrød Glans; den nittende Halvdan Hvidben — som nogle kaldte Højben; den tyvende Ragnvald Ryk — som nogle kalder Ragnar — der var søn af en finnekvinde, som hed Snefrid og var datter af finnekongen Svase, og Ragnvald slægtede sin mor på, da han blev anset for at være sejdmand — det er en spåmand — og han boede i Hadeland, hvor han sejdede og fik tilnavnet Troldkarl.


3. Harald og Snefrid

Juleaften, da Harald sad ved maden, kom Svase til døren og sendte bud til kongen, at denne skulle komme ud til ham, men kongen blev vred over den besked, og den samme mand, der havde båret beskeden ind, bar nu kongens vrede ud. Svase bad ham ikke desto mindre gå ind for anden gang og gav ham et bæverskind og sagde, at han var den finne, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme på den anden side af bakken ved Tofte — det var dér kongen opholdt sig. Kongen gik ud og samtykkede i at gå med over til gammen, og nogle af hans folk tilskyndede ham dertil, mens andre frarådede det. Dér rejste Snefrid sig — hun var Svases datter og en meget smuk kvinde — og skænkede kongen et krusfuld mjød. Han greb samtidig hendes hånd, og i det samme var det som om, en brændende hede bredte sig i hans krop, og han ville straks have samleje med hende denne nat, men Svase sagde, at det ikke skulle ske med hans tilladelse, medmindre kongen fæstede hende og fik hende efter loven.

Så han fæstede og fik, og han elskede hende med et sådant vanvid, at han tilsidesatte sit rige og alt, hvad hans værdighed indebar, og han sad så at sige hos hende dag og nat, så længe de begge levede og i tre år efter hendes død. Hans sørgede over hendes død, men folk i hele landet sørgede over hans vanvid.


4. Harald Hårfagers død

Torleif den Kloge kom til hjælp for at stille dette vanvid, og han dæmpede vanviddet med forstand og ved at tale efter munden på denne måde: »Der er ikke noget at sige til — konge! — at du mindes en så smuk og fornem kvinde og ærer hende på dun og gudvæv, som hun bad dig om. Men det er dog til mindre hæder for dig og hende, end sømmeligt er, at hun skal ligge alt for længe i de samme klæder. Det ville være meget bedre, hvis hun blev flyttet.« Men så snart de flyttede hende, kom der en rådden dunst og alskens fæl stank fra liget. Man lavede i en fart et bål og brændte hende, men inden blånede liget ganske, og slanger og øgler, frøer og padder og ækle kryb af alle slags strømmede ud af det.

Således sank hun i aske, men kongen rejste sig til forstand og overvandt galskaben, og han styrede siden sit rige og blev stærkere. Han havde glæde af sit folk og folket af ham og riget af dem begge. Og han sad derefter som enevældig konge i Norge i 60 år, og inden havde han på 10 år vundet hele Norge. Han døde siden i Rogaland og blev højlagt ved Hauge oven for Hasløsund.


Riksmonumentet Haraldshaugen i Haugesund, Rogaland. Foto: Jóhann Þröstur Pálmason © 2010


5. Erik Blodøkse og Håkon den Gode

Men efter Harald overtog Erik Blodøkse magten, mens Håkon — hans bror — var vestpå i England hos kong Adalsteinn, til hvem hans far inden sin død havde sendt ham til opfostring. Erik Blodøkse så godt ud; han var stor og meget værdig. Han var gift med Gunhild — en datter af Øssur Hængeskæg. Deres sønner var: Gamle og Guttorm, Harald Gråfeld, Erling og Sigurd Savl. Flere nævnes desuden: Gudrød Glans og Ragnfrød, Halvdan og Ejvind og Gorm. Tilsammen styrede han Norge i fem år med de to år, hvor han blev hilst som konge i landet, mens Harald levede, og tre år siden.

Gunhild — Eriks kone — var den smukkeste kvinde. Hun gav indtryk af at være en lille kvinde, men hun rådede stort; hun var så ond i sine tiltag, og han så tilbøjelig til grusomhed og alskens underkuelse af folket, at det var tungt at bære. Han gjorde det af med Olav Digerben — sin bror — og Bjørn og flere af sine brødre. Han blev kaldt Blodøkse, fordi han var en hensynsløs og voldelig mand — særligt på hendes foranledning.

Da kaldte forstandige mænd to år efter Harald Hårfagers død i hemmelighed Håkon tilbage til landet, og han kom med to skibe vestfra og sad således vinteren over, at han ikke havde kongenavn. Håkon var en meget smuk mand, stor og kløgtig og så stærk, at ingen var hans lige. Han var et helt hoved højere end andre, og hans hovedhår var som gult silke. Han overgik alle i ridderlighed og belevenhed. Han var nær 20 år gammel, da han kom til landet, og han fik snart så mange støtter, at Erik ikke kunne gøre modstand, så han og hans kone flygtede — i første omgang til Danmark.

Håkon sad da som enekonge i Norge, og det gik så godt i Norge under hans styre, at man ikke kunne mindes bedre — bortset fra at landet ikke var kristent. Håkon var kristen, men havde en hedensk kone, og han afveg meget fra kristendommen for hendes skyld og efter ønske fra folket, som gik imod kristendommen, men han holdt dog søndagen hellig og fastede om fredagen.

Håkon tog sydpå til Danmark med to skibe og kom i kamp dér og ryddede 10 skibe med to skibe. På denne færd underlagde han sig Sjælland og Skåne og Västergötland, hvorpå han tog tilbage til Norge.

I hans dage omvendtes mange folk til kristendommen, fordi han var så afholdt, og nogle indstillede ofringerne, selv om de ikke blev kristne. Han rejste nogle kirker i Norge og indsatte lærde mænd, men folk brændte hans kirker og dræbte præsterne, så han ikke kunne fortsætte med dette på grund af deres forbrydelser. Og derpå gik trønderne imod ham på Mæren og bad ham ofre som andre konger i Norge, »— ellers styrter vi dig fra magten, medmindre du gør noget, som vi ønsker det.« Og fordi han så deres heftighed imod ham efter høvdingenes råd, sørgede han for ikke at nægte noget, for at give det udseende af venskab imod dem. Det siges, at han bed i en hestelever, men således at han svøbte et klæde om den og ikke bed i selve leveren. Han ofrede ikke på anden vis, men det siges, at alt siden gik tungere for ham end før.

Han indførte Gulatingsloven efter rådførelse med Torleif den Kloge — —

Men da han i 15 år havde styret Norge i vellidthed og med fred, søgte Erik Blodøkses sønner til Norge. Det var Gamle Gunhildson, der var den fremmeste og raskeste af brødrene, og Guttorm og Harald Gråfeld og alle de brødre, og de gik i kamp mod Håkon ved Avaldsnes på Karmøy. Dér faldt Guttorm, Halvdan og Ejvind, mens de andre flygtede væk. Kort efter kæmpede de igen mod Håkon ved Frei, og igen vandt Håkon. Alle brødrene flygtede ud af landet, men ikke Gamle; han flygtede i land og over land gennem Surnadal til Trondheim. Håkons mænd søgte med støtte fra befolkningen imod ham, og han faldt i Gauldalen på det sted, som nu hedder Gamleleret benævnt efter ham.


6. Håkon den Godes død

Men dernæst — 9 år efter at brødrene havde søgt til Norge med strid — vendte de brødre, der var igen, tilbage til landet. I følge med sin mor — Gunhild — kom Harald Gråfeld, som ved Gamles fald var blevet den mest fremtrædende.

Og de kom i kamp mod Håkon ved Biskopssten på Fitjar i Stord. Håkons mænd var i undertal fire mod én. I deres flok fandt man den mand, der hed Ejvind Skreja. Han var en vældig kæmpe, større end andre mænd, og jern bed knapt på ham. Han gik sådan frem den dag, at intet kunne modstå ham, for ingen kunne stille noget op over for ham. Han fór skrigende og skrålende frem og ryddede foran sig ved at hugge til begge sider, mens han spurgte, hvor nordmændenes konge befandt sig, »— hvorfor gemmer han sig nu?« »Hold du bare lige frem, hvis du vil møde ham,« sagde kongen, mens den anden derved blev endnu mere rasende og huggede til begge sider med en stor, bred økse, så den gik ned i jorden. Da sagde Toralf den Stærke — en islandsk mand, nitten år gammel — som var på kongens side, og regnedes for lige så stærk som kongen: »Ønsker du — herre!« sagde han, »— at jeg går imod ham?« »Nej,« svarede kongen, »— det er mig, han leder efter, og så er det også mig, han skal finde.« Og han smed den overtrækshætte, som Ejvind Skjaldefordærver havde trukket over den forgyldte hjelm, kongen bar på hovedet, for at skjule ham, så han ikke var så genkendelig som før, for han var let at kende på grund af sin højde og sit udseende. Derefter gik kongen frem under bannerne imod kæmpen; han bar silkeskjorte og hjelm på hovedet, havde skjold for sig og det sværd i hånden, som hed Kværnbider, og alle fandt, at han således udrustet udstrålede tapperhed. Da stormede kæmpen frem imod ham — hjelm- og brynjeklædt, med begge hænder på øksen — og huggede efter kongen, men kongen undveg og kæmpen ramte ved siden af og huggede ned i jorden og mistede derved fodfæstet lidt. Men med sit sværd huggede kongen ham midt over i brynjelivet, så de to dele faldt hver sin vej.

Efter kæmpens fald, gik kampen brødrene imod, og blandt dem faldt Gorm og Erling med en mængde folk, mens alle deres brødre flygtede til skibene og derpå ud af landet, så godt som de kunne. Kong Håkon forfulgte de flygtende med sin hær. Da fløj en pil imod kongen — og ingen vidste, hvem der skød — og den ramte under brynjeærmet i musklen i overarmen. Det fortælles, at ved Gunhilds trolddomskunst havde en madsvend vendt sig om med et skudvåben og råbt: »Gør plads for kongens bane!« Og han lod pilen stryge ind i flokken, der kom imod dem, og sårede kongen, som det lige blev fortalt.

Da kongen indså, at såret var dødeligt, for han kunne ikke standse blødningen, bad han dem føre sig til Alreksstad, og på vejen dertil kom de forbi den helle, som nu kaldes Håkonshellen. Dér var han blevet født af den trælkvinde, der hed Tora Mosterstang — hun stammede fra og var født på Moster, og derfor kaldte man hende sådan. Da kongen mærkede, at det var ude med ham, angrede han sine gerninger mod Gud meget. Hans venner tilbød ham at føre hans lig vestpå til England og begrave det ved en kirke. »Det er jeg ikke værd,« sagde han, »— jeg levede på mange måder som en hedning, og derfor skal jeg også begraves som en hedning. Jeg håber således, at Gud selv vil vise mig større nåde, end jeg fortjener.« Og han døde på Håkonshellen, men blev højlagt på Sæheim i Nordhordaland. Både hans venner og hans uvenner sørgede over ham. Han fik ikke flere værdier med i højen end sit sværd — Kværnbider — og sine hærklæder. Han blev lagt i højen i en stenkiste.


Håkonshaugen på Seim, Hordaland. Foto: Jon Julius Sandal © 2014


7. Erik Blodøkse i England

Og det gik sådan med Erik Blodøkse, da han flygtede ud af landet, at han sejlede med en flåde vestpå til England, hvor han fór omkring og hærgede og krævede den gunst af Englands konge, som kong Adalsteinn havde lovet ham, og kongen gav ham da jarledømme i Northumberland. Dér blev han igen — ansporet af sin kone, Gunhild — så grov og grusom mod sit folk, at de dårligt kunne bære det. Derfor drog han på hærtogt og vikingefærd vidt omkring i Vesterlandene, og Erik faldt på togt i Spanien. Men Gunhild vendte tilbage til Danmark og kong Harald, som da var konge i Danmark, hvor hun opholdt sig sammen med sine sønner, indtil disse var nær fuldvoksne.


8. Harald Gråfeld tages til konge i Norge

Efter Håkons død tog nordmændene — efter kong Håkons råd — Harald Gråfeld til konge i Norge. Og Harald Gråfeld kom tilbage til landet og tog magten sammen med sine brødre Sigurd Savl, Gudrød Glans og Ragnfrød. Harald var den fremmeste og smukkeste og mest duelige af brødrene, og derfor blev dette kvædet —


Mit blik over ilden
altid faldt på Gråfeld.


— fordi manden så godt ud.


9. Gunhildsønnernes voldsherredømme

Harald Gråfeld var konge i 15 år. Han rettede sig efter sin mors råd og alle brødrene bød landets folk en streng retsorden. I deres tid led Norge sult og savn og alskens plager. De var alle ufredsmænd og voldelige, og de blev næsten alle dræbt, fordi folk ikke ville tåle deres overgreb og ulovligheder.

Det siges, at vossingerne på et ting angreb kong Harald og Sigurd og de andre brødre og ville tage livet af dem, men de undslap. Men de dræbte siden Sigurd Savl på Alreksstad, og deres leder var Vemund Ankelknuser. Sigurd blev dræbt af den mand, der hed Torkel Klyp, fordi Sigurd havde taget dennes kone med vold, og han gennemborede Sigurd med sit sværd, men Sigurds hirdmand, der hed Gamle Erling, hævnede ham straks.

Harald Gråfeld overfaldt Tryggve — sin farbrors søn — og dræbte ham, men Torolf Luseskæg slap siden bort med Olav — kong Tryggves søn.


10. Harald Gråfelds død

På denne tid bød Harald Danekonge med list Harald Gråfeld til sig. Han ankom til Limfjorden med tre skibe, men dér blev han mødt af Guld-Harald med ni skibe — han var søn af Knud og dermed Harald Blåtands brodersøn — hvilket skete efter samråd med jarl Håkon, som da var blevet jarl over sin farsarv i Norge, eftersom Gunhildsønnerne havde dræbt hans far ved Åglo i Trondheim. Da kong Harald Gråfeld indså, at han var blevet udsat for svig og var i undertal, henvendte han sig til Guld-Harald: »Det morer mig,« sagde han, »— at jeg véd, din sejr bliver kortvarig, for jarl Håkon — min slægtning — kommer nu med en hær og dræber jer straks ved vores fødder, og således hævner han os.« Kong Harald Gråfeld og hele hans følge faldt dér ved Hals i Limfjorden, men jarl Håkon dræbte straks Guld-Harald og vandt sig dermed hele Norge med skatskyldighed til danekongen.


11. Dronning Gunhilds død

Efter Haralds død kom jarl Håkon til magten, og han var enehersker over det meste af Norge, men under jarlsnavn, som også hans forfædre havde haft. Hans slægt stammede fra Helgeland og Mørerne, og man fandt jarler i begge slægtsgrene, og han ønskede derfor ikke at hædre sig med kongsnavn. Hans far hed Sigurd Hyrnajarl, hans mor Bergljot, og hun var datter af jarl Tore den Tavse fra Møre, som var gift med Ålof — Harald Hårfagers datter — og hun var Bergljots mor. Han mødte endnu i begyndelsen af sit nyvundne herredømme modstand fra Gunhild Kongemoder, og den ene forsøgte på ondskabsfuld vis at lægge fælder for den anden, for i den slags manglede ingen af dem noget.

Jarl Håkon var en meget smuk mand, ikke høj, men værdig. Han var meget klog og begavet, og derfor var han mere snedig end Gunhild i sine planer. Han havde endnu et godt venskab med kong Harald, som dengang regerede i Danmark, og han bad Harald om at svige Gunhild og få hende til at forlade landet ved lade sendebude opsøge hende med et frierbrev. Og kong Harald sendte hende et brev og anførte, at det var passende, at hun — den gamle kone — giftede sig med en gammel konge. Hun efterkom det, men hendes færd, som begyndte så prægtigt, endte så skammeligt, for med det samme hun kom til Danmark, blev hun pågrebet og nedsænket i en mose, og således endte hun sit liv — efter hvad mange siger.


12. Jarl Håkons herredømme

Jarl Håkon sad ved magten i 20 år efter Harald Gråfelds fald i Hals ved Limfjorden. Han var streng i sin styring, og hen imod slutningen blev han meget og på mange måder ublid, men det var særligt én ting, der førte til hans død, nemlig at han gav sig lige ret til alle de kvinder, han fik lyst til. Og der blev ikke gjort nogen forskel på kvinderne eller taget hensyn til, hvis kone eller søster eller datter det var.


13. Jarl Håkons død

Engang fik jarl Håkon lyst til en kvinde ved navn Gudrun Lundesol. Hun boede på Lunde i Gauldalen, og fra Medalhus sendte han sine trælle efter hende, så de kunne føre hende til ham til usømmeligheder. Men mens trællene spiste, havde hun samlet så stor en flok, at det ikke var muligt for dem at få hende med, og hun sendte besked til jarl Håkon, at hun ikke ville komme til ham, medmindre han sendte den kvinde, han omgikkes, som hed Tora på Remol. Efter det budskab søger han op i Gauldalen med hele sin flok. Men Halldor på Skerdingstad skar hærpil i hele dalen, og fra alle sider søgte flokkene til ham, og da jarlen så hæren og fandt, at han var blevet forrådt, sendte han alle sine folk fra sig. Han selv og hans træl — Kark — red hen til nogle våger i isen, hvor de druknede jarlens hest og efterlod hans kappe og sværd på isen, mens de selv søgte til klippehule, som endnu kaldes Jarlshulen i Gauldalen.

Dér faldt trællen i søvn, men gav ondt fra sig i søvne og sagde siden, da han vågnede, at en sort og hæslig mand havde gået forbi hulen, og han havde frygtet, at manden ville komme ind, men han havde fortalt ham, at Ulle var blevet dræbt. Jarlen svarede, at da måtte hans søn[4] være blevet dræbt — og det var også sket. Trællen falder i søvn for anden gang, men det gik ikke bedre end før, og han sagde siden, at den samme mand nu var kommet ned igen og havde bedt ham fortælle jarlen, at nu var alle sund spærrede. Jarlen forstod deraf, at hans sidste dag var kommet, og han tog hen til den kvinde, der hed Tora og var hans frille. Hun skjulte ham og trællen i sin svinesti.

Siden kom flokken og ransagede stedet, og da de ikke fandt ham, agtede de at brænde gården ned til grunden, men da jarlen hørte det, ønskede han ikke at afvente pinsler fra sine fjender, og han lod trællen skære halsen over på ham. Således mistede han magten og sit urene liv på et urent sted. Hovedet blev ført til købstaden. Og da flokken kom ned ad Steinberg, var hele fjorden fuld af skibe, da alle folk havde fulgt hærpilen for at tage livet af jarlen. Hovedet blev da ført ud på Holmen, og hver mand kastede sten på det. Trællen Kark havde båret hovedet til skue, og han forventede dermed at redde sit liv, men han blev desuagtet hængt.

Håkon døde om foråret, og samtidig kom Olav Tryggvason fra England til Norge. Erik Håkonson stak af fra landet sammen med sin bror — Svein — for at gå i tjeneste hos Olaf den Svenske i Svitjod.


14. Jarl Håkons adkomst til magten

Når jarl Håkon blev enehersker over Norge, var det ikke fordi han havde arveret efter dem, som var konger umiddelbart forud for ham. Det skete, fordi han blev styrket til det og formåede det, og fordi han var en begavet mand, selv om han vendte sin begavelse til ondskab. Det skete desuden, fordi hele slægten til Gunhilds sønner da var borte og nærmest udslukt, og skulle der have været nogle efter hende, da hadede alle hende og ventede sig bedre — men det håb viste sig at være løgn.


15. Om kong Herse

Jarl Håkon kunne dog føre sin slægt tilbage til en forfader, som hed kong Herse. Han var konge i Namdalen. Hans kone hed Vigda, og efter hende kaldes en å i Namdalen endnu Vigda. Men Herse mistede hende og ville tage sit eget liv efter hende, såfremt der fandtes et fortilfælde, hvor en eller anden konge havde gjort sådan. Der fandtes et fortilfælde, hvor en jarl havde gjort det, men ikke et, hvor en konge havde gjort det. Han steg da op på en høj og styrtede sig ned fra den og sagde, at han nu havde styrtet sig fra kongenavnet. Han hængte sig derpå i jarlsnavn, og lige siden ville hans efterkommere ikke bære kongenavn. At dette er sandt, kan man forstå af Håleygjatal, som blev digtet af Ejvind, der blev kaldt Skjaldefordærver.[5]


Siden er under udarbejdelse.jpg




Noter:

  1. Denne kapiteloverskrift er — tillige med alle de følgende — alene oversætterens påfund.
  2. Ágrip er overleveret i håndskriftet AM 325 II 4º, som desværre ikke er fuldstændigt, bl.a. mangler begyndelsen — derfor denne lidt bratte indledning.
  3. Skeidar-Brand er egentlig en kenning for krigsskibe, men sagaens forfatter har fejlagtigt opfattet det som et mandsnavn.
  4. ɔ: Erland Håkonson.
  5. Håleygjatal er kun overleveret fragmentarisk, og beretningen om kong Herse er beklageligvis ikke bevaret.