Første Kvad om Gudrun (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det første Gudrunskvad

Gudrun sad over Sigurds Lig; hun græd ikke som andre Kvinder, men hun var nær ved at briste af Sorg. Baade Mænd og Kvinder gik til for at trøste hende, men det var ikke let. Saa siger man, at Gudrun havde spist af Fofnes Hjerte, og derfor forstod hun Fuglenes Tale. Dette kvædes om Gudrun:

1. Da var Gudrun nær ved Døden,

da hun sorgfuld sad hos Sigurd,

ej hun græd og ej hun klaged,

ikke vred hun sine Hænder,

saa som det er Kvinders Sæd.

2. Frem de snilde Jarler ginge

for det haarde Sind at mildne,

dog ej kunde Gudrun græde,

saadan knuged Sorgen hende,

som om Hjertet skulde briste.

3. Sad de bolde Jarlers Kvinder

smykkede med Guld hos Gudrun,

hver af dem sin Sorg fortalte,

den, hun havde bittrest havt.

4. Kvad da da Gjafløg, Gjukes Søster:

»Ingen véd jeg oven Mulde,

der som jeg maa Glæde savne;

Søstre fem jeg døde skued,

otte Brødre har jeg mistet,

ene jeg mit Liv beholdt.« 

5. Dog ej kunde Gudrun græde,

saadan knuged Sorgen hende

over hendes døde Husbond,

saadan sad hun stum i Smerten

ved den døde Konges Lig.

6. Kvad da Herborg, Hundlands Dronning:

»jeg om større Sorg kan melde,

mine Sønner syv paa Valen

sønderpaa i Striden segned,

og min Husbond faldt hos dem.

7. Fader, Moder, fire Brødre

røved Stormen mig paa Havet,

Bølgen knuste Snekkens Bord.

8. Selv jeg maatte Ligene klæde,

selv jeg maatte Gravene grave,

selv for deres Ligfærd sørge;

alt det led jeg i et Halvaar,

ingen Mand mig bragte Trøst.

9. Før det ledet var tilende,

førte de mig bort som Fange,

daglig maatte Hersekvinden

jeg med Skrud og Flitter pynte,

binde selv den Stoltes Sko.

10. Skinsyg hun mig altid trued,

pinte mig med Hug saa haarde,

aldrig fandt jeg bedre Husbond,

aldrig saae jeg værre Viv.«

11. Dog ej kunde Gudrun græde,

saadan knuged Sorgen hende

over hendes døde Husbond,

saadan sad hun stum i Smerten

ved den døde Konges Lig.

12. Kvad da Guldrand, Gjukes Datter:

»ej forstaar du, Fostermoder,

om du end er ellers kyndig,

til den unge Viv at tale.« 

Lidet, tænkte hun, det baaded

Drottens Lig at hylle til.

13. Rev hun Klædet bort fra Sigurd,

kasted Gudrun det i Skjødet:

»Se paa Drotten, som du elsker,

læg din Mund paa Sigurds Læber,

som naar du ham fordum favned.«

14. Engang Løfted Gudrun Blikket,

saae at Drottens Haar var blodigt,

saae de klare Øjne brustne,

saae paa Brystet Sværdets Spor.

15. Frem faldt Gudrun over Bolstret,

Haaret Løsned, Kinden rødmed,

og som Regnens tunge Draaber

vælded stride Taarer frem.

16. Da græd Gudrun, Gjukes Datter,

som en Elv randt hendes Taarer,

højt skreg Gæssene i Gaarden,

Fuglene, som Gudrun aatte.

17. Kvad da Guldrand, Gjukes Datter:

»større Kjærlighed jeg skued

aldrig mellem Mand og Kvinde;

aldrig var du glad, min Søster,

hverken ude eller inde,

naar du ej hos Sigurd var.«

18. Løsnedes da Gudruns Tunge:

»saa min Sigurd var at skue

mellem alle Gjukes Sønner,

som det stolte Løg i Græsset,

som imellem andre Stene

Kongekronens skjære Sten.

19. Højere end Herjans Diser

tyktes Gudrun Drottens Kjæmper,

usæl er jeg nu som Løvet,

der af Træets Kviste falder,

siden Drotten min er død.

20. Nu min Hjertensven jeg savner,

Nat og Dag, i Seng og Sæde,

det har Gjukes Sønner voldet,

Gjukes Sønner har mig voldet

al den Mén, som har mig rammet,

deres Søsters stride Graad.

21. Landet ødte I for Folket,

som I brød de svorne Eder,

ikke skal du Guldet nyde,

men de røde, gyldne Ringe,

Gunnar, skal din Bane vorde.

22. Større Fryd her var i Gaarde,

da min Sigurd sadled Grane,

foer paa Bejlerfærd til Brynhild,

hun, den onde, lede Kvinde,

det var i en usæl Stund.«

23. Kvad da Brynhild, Budles Datter:

»ingen Mand den Mø skal eje,

heller ej ved Børn sig glæde,

som dig lærte græde, Gudrun,

lagde Runer paa din Tunge.«

24. Kvad da Guldrand, Gjukes Datter:

»ti, du Kvind, som alle hade,

lad ej slige Ord os høre;

bolde Drotters onde Norne

har til hver en Tid du været,

hver har ondt paa dig at hævne,

Konger syv du Vanheld bragte,

røved mangen Viv sin Ven.«

25. Kvad da Brynhild, Budles Datter:

»Atle volder al den Kummer,

Budles Ætling, Brynhilds Broder.

26. Da vi hist i Hunelandet

saae paa Drotten Guldet lyse,

dyrt er nu det Syn mig blevet,

altid siden jeg det saae.«

27. Støtted hun sig fast til Søjlen,

al sin Kraft med Vold hun samled,

Ild af Brynhilds Øje lued,

Edder fnyste Budles Datter,

da hun skued Sigurds Saar.

Gudrun gik bort derfra gjennem Skov og over Hede, indtil hun kom til Danmark. Der blev hun hos Thora Hakonsdatter syv Halvaar. Brynhild vilde ikke overleve Sigurd; hun lod dræbe otte af sine Trælle og fem af sine Tærner, saa dræbte hun sig selv med Sværd, som det siges i det korte Sigurdskvad.