FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Digte og versgrupper

Fra heimskringla.no
Revisjon per 15. jan. 2013 kl. 18:06 av Jesper (diskusjon | bidrag) (FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Digte og versgrupper)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


D. Uægte vers i sagaerne.

a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)


Digte og versgrupper
Digte og versgrupper. En af de mest interessante af disse er den versgruppe, der findes i Friðþjófss. og som tillægges Fridtjof og hans fostbroder Björn samt Ásmundr under sejladsen til Vesterøerne. Havet var i oprør på grund af den stærke heksestorm, skibet arbejdede svært i den voldsomme søgang, mændene sled hårdt med at øse og for at undgå brådsøer. Fridtjof alene mistede ikke humøret, men var stadig den, der glad og frejdig opmuntrede de andre og henkastede vers, der svarede til og udtalte hans sindsstemning; de er en blanding af let skæmt og alvorlig ihukommelse af hans kærlighed til Ingeborg; det er tanken om hende, der stadig bryder frem og som danner grundtonen og den røde tråd allevegne i viserne. Disse vers kunde sammenlignes med kong Harald hårdrådes gammensviser om Ellisif. I det første vers ytrer Fridtjof: »Før talte jeg tidt og ofte med Ingeborg på Framnæs; nu skal jeg sejle i det kølige vejr og lade havdyret [skibet] løbe let med mig«. Hans alvor gælder ikke den livsfarlige sejlads; med faren spøger han; den isnende storm kaldes »et køligt vejr« og han vil lade sit skib løbe let — på det voldsomt oprørte hav med de skyhøje bølger!, men Ingeborg glemmer han ikke. Her er virkelig digterisk kraft og højhed til stede. Efter at være kommen til land og have undgået Rans kolde favntag ytrer han, at »nu kan alle være muntre, og endnu kunde det ske, at han fik sin Ingeborg«. Denne af nordisk vikingemod og erotisk følelse svulmende verscyklus er næppe yngre end fra omtrent 1200, og jeg er ikke enig med H. Falk, der vil, at den skal være fra 1250 — 1300 (1). Når han som bevis herfor anfører, at f. ex. e (i erum) og lign. benyttes som hovedstav, er det ingen gyldig grund til at sætte den så langt ned i tiden; lignende findes nemlig i bevislig ældre vers (2). Heller ikke er det holdbart, når han vil påvise et helrim, hvor œ er = œ (6.8); her kan nemlig aldeles lige så godt stå halvrim (altså œ = œ), da verset er digtet i ufuldkomment drotkvædet (jfr. v. 10.8, 12.8 og 7.8, 14.8, hvor intet rim findes). Dog er det muligt, at enkelte af versene (f. ex. 13 a) er noget yngre end hovedbestanddelen af sagaens vers. I det hele er jeg tilbøjelig til at antage, at viserne i munnvörp er lidt yngre end fornyrðislagsversene, skønt dette ikke ligefrem lader sig bevise.


Noter
1) Arkiv VI, 70 ff.
2) Se herom K. Gíslason: Aarbb. 1889, s. 351. Desuden tager Falk fejl, når han f. ex. mener, at er i v. 5.8 danner en rimstavelse med ver-ja; linjen er uden rim, ti E i Ellida er hovedstaven og foran den kan intet betonet ord stå. Ligeså urigtigt er det, når han mener, at um i erum 7.2 kan komme i betragtning som rimstavelse med kom (i komnir); sligt er umuligt.