FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Historia Norwegiæ
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
Dette skrift af en ukendt forfatter findes kun i et eneste håndskrift, der i sin tid (1849) opdagedes i Skotland og fremdroges af P. A. Munch, som udgav det med anmærkninger under titlen: Breve Chronicon Norwegiæ (i Symbolæ ad historiam antiquiorem rerum Norwegicarum 1850). Håndskriftet tilhørte George Ramsay, Earl of Dalhousie (d. 1880). En. nyere fortrinlig udgave er G. Storms i Monum. hist. Norw. Håndskriftet er en membran fra midten af det 15. årh. og anses for at være defekt; det ender nemlig med omtalen af Olaf d. helliges ankomst til Norge. Det er sikkert skrevet efter en original fra 13. årh. Om kongerækker i svenske afskrifter, der hidrører fra hdskr., henvises til Mon. hist. Norw. s. XVIII f. Hvorledes det hænger sammen med dette, er ganske uklart.
Skriftet1) indledes med en fortale, hvori forf. ytrer, at han er opfordret til at skrive, men at han nødig vil påtage sig arbejdet, fordi han føler dets vanskelighed; noget lignende er ikke før skrevet på latin. Han meddeler, at han vil (I), situm latissimæ regioniscircumquaque describere, (II), ejusque rectorum genealogiam retexere, (III), et adventum christianitatis simul et paganismi fugam ac utriusque statum exponere. Fremdeles fremgår det af fortalen, at skriftet er rettet til en Agnellus, der er forf.s »jure didascalico prælatus«. Til alt uheld mangler der en egenlig indholdsfortegnelse.
Indholdet er i korthed følgende. Først forklares Norges navn (oprindelse fra Nor), hvorpå en geografisk beskrivelse af landet følger; hertil knyttes en temlig nøjagtig beskrivelse af Finnerne (Lapperne). Derpå kommer et afsnit »de tributariis insulis« (ɔ: Orknøerne, Syderøerne, Færøerne, Island). Hermed er den geografiske del færdig (I i fortalens oversigt), hvorefter der følger den historiske del, »de ortu regum«; der begyndes med Ingve, Njord og Frey osv., hvorefter fremstillingen går ned til Olaf d. hellige (II i oversigten). Det er klart, at hvad der antydes under III helt mangler; ti hertil kan næppe regnes, hvad der under Olaf Tryggvason fortælles om kristendommens indførelse; i hvert fald er »utriusque status« ingen steds skildret, således som ordene og rækkefølgen antyder. Det må antages, at III helt og holdent mangler. Da forf. i fortalen fremdeles udtaler, at han »har tilføjet, hvad han har fundet mærkværdigt af tildragelser fra hans egen samtid«, og da der af sådanne tildragelser kun findes én - og den angår Island -, er det vistnok så, at den sidste del af II også er gået tabt. Om det tabtes art og udførlighed kan det ikke nytte at anstille formodninger2).
Det æmne, forf. påtog sig at skrive om (I-III), var jo interessant nok, og der skulde i virkeligheden ikke noget overmål af begavelse til at løse opgaven. Når S. Bugge har kaldt skriftet et »flygtigt makværk«3) og i temlig stærke udtryk dadlet forf. for hans »ubehjælpelige« stil3), der »står på et lige så lavt trin som hans kritik og grundighed«3), er dette vistnok meget træffende; forf. har næppe været sin opgave voksen, selv om man kunde være tilbøjelig til at bruge noget mindre stærke udtryk om ham end de anførte. - Forf.s beskrivelse af Oplandene (»de montanis Norwegiæ«) er noget forvirret; hans brug af patria (= lög) og provincia (= fylki) er vaklende og inkonsekvent; han ved ikke, at den Albia, han først (udg. s. 81) nævner, er den samme elv, der straks efter omtales som »fluvius in montanis, aureis rubens arenis«; han regner Island til de skatskyldige lande4), hvilket beror på misforståelse (da skriftet er forfattet før 1262, se nedenfor); han kalder det sted, hvor Hakon d. gode døde, en portus, hvad det næppe kunde kaldes. Endelig er forf.s fuldstændige forvirring angående Olaf d. helliges giftermål med en søster til Olaf d. svenske, ved navn Margareta (!), højst mærkelig; her foreligger, vistnok ved en påvirkning af Adam af Bremen, en sammenblanding af to personer, idet »Margareta« åbenbart er Olaf d. svenskes (og Knud d. stores) søster (ɔ: Æstrid, der også hed Margrete). Disse prøver på forf.s viden og kritik - og vi vil i det følgende se flere - taler ikke til fordel for ham, uagtet han siger, at han »i alt har fulgt de ældres udtalelser« (seniorum assertiones). Alligevel er hans fremstilling ikke uden interesse; hans beskrivelse af land og folk, særlig Finnerne, er virkelig ikke dårlig; hans oplysninger er værdifulde, da de må antages at bero på de faktiske forhold, men vi må tage os i agt overfor mulige misforståelser. Forf. er nemlig tillige meget lettroende; han anfører de bekendte fabler om »kvinderne, der undfanger ved at drikke vand«, om Riseland, om skrællingerne (når de såres levende, bliver såret hos dem hvidt uden at der flyder blod, medens derimod blodet næppe holder op med at strømme ud af det døde legeme); han meddeler sagnet om den forstenende myr5) på Møre og lign., samt fortæller om havuhyrer6). En ejendommelig fabel meddeles om nogle fremmede »Sakser« (Saxones), der skal have fundet guld i klovene på nogle okser, de lod svømme over Glommen; dette er vel et ældgammelt norsk sagn, hvis det hele ikke beror på en eller anden misforståelse af forf.
Hvem forfatteren har været, vides ikke; det fremgår dog af alt, at det har været en gejstlig mand. Spørsmålet om hans levetid og skriftets affattelsestid er meget vigtigt, men tillige meget omtvistet. K. Maurer antog, at skriftet var forfattet efter at Island var bragt under den norske konge, altså efter 1264, da Island regnes til de skatskyldige øer7). Dette modbevises dog af andre grunde. S. Bugge har antaget, at forf. har skrevet »snarest ved år 1230«, i hvert fald ikke før 1211, da der i skriftet hentydes til et ildsudbrud i havet ved Island, der er sket i forf.s tid (nostra ætate); et sådant udbrud findes virkelig omtalt i annalerne under det sidst nævnte år, og til dette skulde eller kunde der være sigtet. Der er meget der taler for at den tildragelse, der sigtes til, virkelig er udbruddet 1211; i de isl. annaler er dette udbrud det første, der omtales - flere omtales senere -, og der er al grund til at antage, at var et sådant sket tidligere, måtte det også være blevet optegnet på Island, efter som rygtet derom havde nået udlandet. Til denne tidsbestemmelse (skriftet behøver ikke at være yngre end o. 1215) svarer indholdet særdeles godt, særlig f. ex. omtalen af den forstenende myr og forklaringen af jordskælv og udbrud, der slående minder om Kongespejlets beskrivelser og den tidsånd, der ligger til grund for disse, men nogen direkte forbindelse mellem de to skrifter er der ikke. Også kildeforholdet, hvorom nedenfor, svarer til den antagne tid. Herimod har G. Storm gjort gældende, at skriftet måtte være endnu ældre og omtrent samtidigt med Theodricus', ti også det skulde være benyttet i Ágrip.
Koht har i sin afhdl. også villet hævde, at skriftet var meget ældre, o. fra 1170, men hans grunde herfor er ganske ufyldestgørende. Hans bemærkninger imod den sene affattelse (efter 1262) er rigtige. Når forf. regner Island til skatskyldige lande, beror det simpelthen på den nøje faktiske forbindelse mellem Island og Norge; han stiller derfor i sin uvidenhed om sagens sande natur Island på linje med de andre skatgivende øer. Dette taler også for, at forf. ikke er en nordmand. Men når Koht affejer jordskælvsmotivet som han gør (s. 104), har det ingen rimelighed. Ligheden er altfor slående. At Hist. Norw. på et par punkter giver en rigtigere fremstilling (Gunnhild datter af Gorm) er uden betydning for skriitets alders bestemmelse. Den fremstilling er lige så mærkelig omkr. 1180 som omkr. 12208).
Det sproglige og ortografiske stof, hvoraf prof. Hægstad har (bagved Kohts afhdl.) givet en rigtig fremstilling, viser intet med hensyn til skriftets alder. Alt, hvad der er fremdraget, passer uden undtagelse lige så fuldt på det 13. årh. (i alt fald dettes første halvdel) som på tiden ved 1170-80. Det vigtigste argument for den tidligere affattelse er påvisningen af den formentlige person, skriftet er tilegnet.
Forf. har nemlig tilegnet sit skrift »en udmærket gejstlig«, der kaldes Agnellus. Det er G. Storms fortjæneste at have fundet en mand af dette navn. Det er af alt klart, at forf. skriver for en udlænding; en beskrivelse af Norge i et skrift til en Nordmand vilde nærmest være meningsløs; hans oversættelse af nordiske navne peger i samme retning (M. h. N. XX-XXI). Storm påviser nu en Englænder, Thomas Agnellus, ved år 1180-90, der kaldes »archidiaconus Wellensis«, der o. 1183 skrev en »bog om Henrik d. yngres død og begravelse«. Man ved ikke, når denne Agnellus døde, men fra tidens standpunkt er der intet i vejen for, at han kan have levet 20-30 år efter affattelsen af »bogen om Henrik«9). Hvis denne Agnellus virkelig er død o. 1191, ligger det nær at sige, at så er det ikke ham, der er ment, men en anden yngre med det navn. Forf., hvem Munch og Bugge uden grund antog havde været en Orknøing, har sikkert levet og skrevet i Norge; at han ikke er en Islænder, er klart. Storm har antaget, det var en Nordmand, fordi han taler om »reges nostri« (s. 92.10) og »Olavus noster« (s. 122.10), og norsk forstår han jo. Under sådanne forhold kunde det synes dristigt, at ville gøre en afvigende mening gældende. Imidlertid kan det ikke anses for sikkert, at forf. var en Nordmand, og der lader sig fremføre endel, der tyder på det modsatte. Det anførte »noster« har vel ikke så meget at betyde. På det sidste sted kan det blot betyde »den O., vi her taler om«; det første kan bero på, - det andet for så vidt også -, at forf. på grund af et langt ophold i Norge har betragtet sig som en Nordmand i forhold til kongerne10). Han bruger undertiden på en noget fremmed-virkende måde Norwegia og Norwegenses, hvor man snarest kunde have væntet andre udtryk (»vort land«, »vi«) f. ex. 75.3 , 93.5 (dette sted er særlig betegnende), 97.7, 115.11; ikke uden betydning forekommer mig den fuldstændig unorske og uislandske betegnelse af Olaf d. hellige som »O. Norwegensis« at være (s. 123.11), selv om der straks efter nævnes Olaf d. svenske. Vigtigere er dog det, at forf.s kendskab til landet (særlig Oplandene se ovf.) er mangelfuldt, hvad der vilde være ret påfaldende hos en indfødt og i sammenligning med Islændernes nøje kendskab til Norge og dets fylker. Lidet forståeligt er det også, at en Nordmand skulde have brugt et udtryk som »Solundicum mare« (87.10) om havet mellem Norge og Irland; af Nordmændene er Sólundarhaf kun blevet brugt om havet nærmest omkring og udenfor Sulend-øerne, og således findes det brugt det eneste sted, det forekommer i den isl. litteratur. Brugen af ordet er imidlertid let forklarlig, under den forudsætning, at forf. var en udlænding. Der er endel der taler for, at han har været knyttet til Vestlandet. Hermed stemmer forf. s ukyndighed angående Glommen (se ovf.). Af størst betydning er dog forf. s misforståelse af et norsk ord: risi som tilnavn til Sigurd (hrisi); dette oversætter han ved gigas. Han har åbenbart haft den norske skrivemåde (uden h) for sig og udtalt det første i kort; men er det tænkeligt, at en Nordmand omkr. 1200 har været så uvidende, at han ikke kendte navnets udtale?; kan det have været fuldstændig udslettet af bevidstheden i Norge, medens man på Island vidste særdeles god besked? Dette må siges at være ganske urimeligt. Men under forudsætning af, at forf. er en ikke-Nordmand, der har benyttet en skreven kilde, bliver sagen fuldt forståelig. Heller ikke synes forf. at kende noget videre til Shetlandsøerne; han omtaler kun Orknøerne som den nordlige øgruppe i modsætning til de sydligere (ɔ: Hebriderne; dog kender han Hialtlandenses). Han anvender en form som longosped, der hverken er den franske eller den i isl. skrifter brugte. Alt dette forekommer mig at pege i den retning, at forf. har været en i Norge bosat og nationaliseret fremmed og da vistnok snarest en Englænder (eller Tysker, på grund af hans forklaring af papæ som navn på gejstlige »in teutonica lingua«?). Vi savner ikke vidnesbyrd om fremmede klerke i Norge i den første halvdel af det 13. årh.; således finder vi dér en »broder Robert«, der år 1226 oversatte Tristramssaga; også Elissaga er oversat af »abbed Robert«, der mulig er samme mand; denne Robert er sikkert en ikke-Nordmand, der dog har været det norske sprog mægtig.
Den her hævdede antagelse af forf.s nationalitet11) forklarer i virkeligheden alle skriftets ejendommeligheder og mangler. Da forf. ikke er norsk, hører skriftet kun uegenlig til den norske litteratur.
Vi skal nu se noget nærmere på forf.s kilder. Han antyder disse selv ved betegnelsen »amminicula« (s. 72) og »seniorum assertiones«, hvorved både mundtlige og skriftlige kilder sikkert er betegnede.
Den geografiske del støtter sig vistnok især på mundtlige meddelelser; endel kan også bero på forf.s egen selverhværvede viden. - Begyndelsesbemærkningen om Nór kunde tyde på en sammenhæng med Odds Óláfssaga, der har noget tilsvarende; også Norges grænser angives ens i bægge skrifter, men ligheden er ikke så stor, at der behøver at være nogen direkte forbindelse. Adam af Bremens IV. bog er benyttet12) (se herom Bugge og Storm). Beretningen om havuhyrerne beror snarest på mundtlig fortalte skipperhistorier; ligeså hidrører alt, hvad forf. ved om Finnerne, fra samtidige meddelere. Beskrivelsen af »skat-øerne« støtter sig i meget til Adam, men også til mundtlige meddelelser. Hvad der fortælles om Gangerrolf (s. 90-92) og hans efterkommere beror dels på norsk tradition, dels på skrifter (Liber de legibus Angliæ; jfr. Storm). Beretningen om Ingolf og Hjörleif går dels tilbage til en skreven isl. kilde, dels til mundtlige meddelelser. Stykket om jordskælvene (s. 95-96) er hæntet fra middelalderlige skrifter, som Solinus og mulig Beda (Storm).
Det andet hovedafsnit, kongerækken, indledes med en kort oversigt over Ynglingekongerne. Til grund for denne ligger en gammel kongeliste, der også ligger til grund for Snorres fremstilling, jfr. Ares slægtregister; Tjodolfs digt er sikkert ikke benyttet (Bugge s. 12 ff.). Der findes enkelte afvigelser fra digtet og Snorre, hvorimod listen stemmer med Ares13). For de følgende, historiske kongers vedkommende er skrevne kilder benyttede, først og fremmest et arbejde, der enten er identisk med vort Ágrip eller dettes original, som Ágrip da nøje må have fulgt. Parallelismen begynder allerede i fortællingen om Halfdan svarte. Ved siden af er der dog også benyttet andre ukendte kilder, mulig den mundtlige overlevering, f. ex. hvor Gunnhild siges at have været en datter af Gorm d. gamle i modsætning til hvad alle de andre norske og isl. kilder meddeler om hendes – norske – herkomst; noget lignende gælder den sidste, alternative beretning om Tryggve Olafssons drab (s. 110–11). En særlig vigtig afvigelse fra andre kilder findes (s. 111) angående Astrid, Olafs moder; hun siges her, ligesom i Ágrip, at være flygtet til Orknøerne med 3 skibe, men Olaf er da ifølge Ágr. 3 år gammel, medens han i Hist. Norw. endnu skal have været i moders liv. Dette sidste stemmer med den almindelige beretning (hos Snorre) om Astrids flugt fra sit hjem. I fortællingen om Olafs dåb og samtalen med spåmanden får vi det bedste bevis for afhængigheden af Ágrips tekst. Det hedder her hos spåmanden (også fremhævet af Bugge): »perendie cum naves excesseris, ad litus armenta conspexeris idque dolo actum agnoveris« osv. Det er ikke godt at vide, hvorledes forf. har tænkt sig sammenhængen; rimeligvis har han ikke selv forstået den. Bugge mener, at det er ordet flokkum14), der af forf. er blevet opfattet som øksneflokke (armenta), hvorimod Storm gør gældende, at det ikke er ret sandsynligt, at ordet kunde misforstås således; han vil rette armenta til armatos; dette går imidlertid næppe an. Bugge er åbenbart på det rette spor, men der skal et ord til for at opklare det hele. Det er ordet mávta i Ágrip, der er blevet fejllæst eller misopfattet; det er blevet læst som návta ɔ: nauta og forbundet med flokkum (oc måtte da lades uænset) ; sætningen har forf. så gengivet således som han nu måtte gætte sig til meningen (derfor verbet conspexeris, men ikke et, der betød »at møde«)15). Et andet eksempel af en belærende art er følgende. Svolderslaget siges i Ágrip at have stået fyrir Siolandi (sp. 39) ɔ: ved Sællands kyst; dette genfindes hos forf., der siger: juxta Sælandiam; dette står som bekendt i den stærkeste strid med alle andre isl. beretninger og samtidige skjaldes kvad. G. Storm har lagt stor vægt på dette og mener, at Hist. Norw. her går direkte tilbage til Adam, der siger, at slaget stod »apud Halsinburg, in quo loco Seland a Sconia videri possit«; fra Hist. N. skulde oplysningen så være gået over i Ágrip. Dette kunde ved første blik synes antageligt nok. Men hertil er der dog at bemærke, at man ikke skulde tro, at en forf., der direkte nyttede Adam, skulde have gengivet hans bestemte angivelse af, hvor slaget stod (ɔ: ved Helsingborg), med det ganske ubestemte »ved Sælland«; efter Adam står slaget nærmest ved Skånes kyst eller ved Helsingborgsiden, så at Hist. Norw.s gengivelse vilde blive urigtig. Sammenhængen er vist en hel anden. Hvordan det så hænger sammen med Adams angivelse, står Ágrips vistnok ikke i nogen forbindelse dermed. Dets læsemåde beror ene og alene på en af disse mange fejllæsninger, de gamle håndskrifter vrimler af. En originals fyrir (det er ligegyldigt, hvorledes dette ord har været skrevet) Suolð (ɔ: Svölð) er blevet læst som fyrir Siolð ɔ: siolandi; lð (= land-,) skrives i hdskrr. aldeles som l + ð; det er så dette, der direkte er gået over i Hist. Norw.16). Foruden de anførte kilder må det altså antages, at det er Ágrip eller et med dette omtrent identisk håndskrift, forf. har benyttet. Forskellige mundtlige traditioner har han, som ovf. bemærket, også haft, hvilket tillige fremgår af udtryk som »plurimi astruunt« (s. 97), »multi aliter astruunt« (s. 110). Disse kilder har forf. søgt at sammenarbejde, men er derved kommen til at begå fejl; hele skriftet røber hans mangel på selvstændig historisk viden og kritisk ævne.
Forf.s stil er ulidelig slet, forskruet og affektert. I steden for at sige equus, hedder det sonipes; det oprørte hav hedder pendulæ pelagi undæ, de som »endnu var ilive«: quos tam vitalis calor vegetabat osv. Sætningerne er ofte meget indviklede og vanskelige; man læse f. ex. fremstillingen af Gangerrolfs krigslist (s. 90) eller sætninger som s. 96.15 osv. I øvrigt er både stil og indretning påvirket af Adam.
I betydning står Hist. Norw. langt tilbage for Theodricus' skrift, men den hævder dog sin plads som et ikke uvigtigt kildeskrift, man må tage hensyn til. Og det må beklages, at skriftet ikke mere haves i sin oprindelige udstrækning.
Noter:
1) Foruden til udgaverne henvises til G. Storm i Aarbøger 1871, S. Bugge og G. Storm sst. 1873 (to polemiske afhandlinger), G. Storm: Vidensk. selsk. afhdl. Kria. 1875 (De ældste forbindelser osv.), samt K. Maurer: Die entstehungszeit d. ælteren Frostuþingslög 1875, G. A. Gjessing: Kges. fremvext I- II, Sproglig-hist. studier 1896, foruden G. Storm: Sn. Sturl. Hist.-skrivning, Meissner: Strengleikar s. 38 ff., H. Koht: Den fyrste norske nasjonalhistoria i Edda 1919 samt hans oversættelse 1921.
2) Jfr. G. Storm: Mon. hist. Norw. XXIX- XXX.
3) Aarbøger 1873, s. 25. 41. 42.
4 ) I selve afsnittet om Island betegnes det, som rigtig bemærket af Koht, ikke således, men straks efter følger, hvad Koht har overset: hactenus tributarias insulas carptim descripsimus, hvoraf det er klart, at forf. regner også Island til de skatskyldige lande.
5) Rigtignok taler forf. ikke om en myr, men en villa(!).
6) Hvad her fortælles har berøringer med Kongespejlet.
7) Meissner slutter sig bestemt hertil.
8) Hvad der bemærkes om Hardeknud er åbenbart urigtigt. Hǫrða- må være det rigtige. Hvis harða var rigtigt, vilde et hǫrða aldrig være opstået.
9) Kohts udtalelser (s. 110-11) er ikke fyldestgørende. Han har antaget, at den pågældende Thomas (Agnellus) er død 1191, men beviset herfor er ikke givet.
10) Til gengæld bruges også udtrykket reges Norwegiæ 88.4-5 , 92.4 . Det hedder også: „det sted, vi kalder Holmgård" (120.2), hvilket må forklares på samme måde. På en lignende måde i en udvidet betydning bruges noster f. ex. i De profectione Danorum; se Aarbøger 1896, s. 85 anm.
11) Meissner har sluttet sig til den her fremsatte opfattelse. - Koht antager, med Storm, at forf. var norsk, og han drister sig endogså til at udpege en bestemt munk i Munkelivsklostret i Bergen som forf. Dette er naturligvis kun en gisning uden holdepunkt.
12) Når G. Storm på grund af, at Olafs biskop hedder Joannes hos Adam, i Hist. Norw. samt hos Oddr, antager, at det er Hist. N., der er mellemleddet mellem Adam og Oddr, må hertil bemærkes, at Oddr lige så godt kan have fået navnet anden steds fra, f. ex. fra overleveringen, Gunnlaug kalder biskoppen Jón Sigurðr, hvilket netop tyder på en gammel brug af det dobbelte navn.
13 ) Navnet Ottar om den danske jarl beror sikkert på en misopfattelse af originalens uottr.
14) I sætningen: Þu munt uiþ scip þin svicom mávta oc floccom, Ágr. spalte 35-36.
15) Også dette hænger mulig sammen med, at forf. er en udlænding. Ganske tilsvarende fejl (beroende på fejllæsning og deraf følgende ændringer) findes f. ex. i den af Storm trykte liste (s. 225).
16) Der er flere andre enkeltheder, som her kunde komme i betragtning, men hvorom der kan henvises til S. Bugges afhdl. Kun skal her bemærkes, hvad man altid har overset, at Ágrips i elzta lagi og yngsta lagi om Haralds ældste og yngste søn netop betyder, at de var henholdsvis ”den ældste” og ”den yngste”, ikke ”en af de ældste” osv. Hist. Norw. har haft samme eller lignende tekst, men benyttet den noget skødesløst. Jeg slutter mig også til Bugge m.h.t. ordene hertogi og prófeti.
