Floamanna saga - Uddrag (CCR/FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Grønlands historiske mindesmærker II

IX
Uddrag af Floamanna saga

paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

Indledning

Denne for Grönlands ældste Historie og Geographie særdeles mærkværdige Saga er endnu aldrig för bleven udgiven i Trykken, men en smuk dansk Oversættelse, efter visse, men langt fra ikke de fuldstændigste Exemplarer deraf, haves i det Skandinaviske Selskabs Skrifter (7de Bind) for 1808 af Börge Thorlacius, med hans egen lærerige og interessante Indledning, samt hans som Philolog og nordisk Oldgrandsker ligeledes berömte Faders, Skule Thorlacius`s, oplysende Anmærkninger. Forhen var den bleven benyttet af Arngrim Johnsen, deels til hans Crymogæa S. 149-50, deels til hans endnu ikke i Original udgivne Grænlandia, hvor han i 5te Cap., kun meget löselig ommelder Thorgils Orrabeinsfostres Skibbrud og Ophold i Grönland, ligesom og af Torfæus, som i den Henseende meddeler et noget udförligere, men dog ingenlunde fuldstændigt eller nöiagtigt Uddrag af Sagaen i hans Grænlandia antiqua, 18de Cap. S. 130-51, men ellers af andre dens Beretninger om hans Ophold i Norge m. m. i hans Historia Norvegica Tom. 2, samt endelig, leilighedsviis, af Suhm, Schöning og flere gode nyere Forfattere.

Skriftets sædvanlige Navn er Floamanna-Saga eller Floemændenes Historie, en Benævnelse der vel mest er tagen af 4de til 12te Capitels Indhold, i hvilke vor Thorgilses nærmeste Forfædres og flere af de saakaldte ældste Floemænds Herkomst, samt deres Bosættelse i en betydelig Deel af det nuværende Arnes-Syssel paa Sönderlandet i Island, kaldet Floe, kortelig beskrives, mest i Overeensstemmelse med den ældste Recension af Landnama, som endnu haves, til hvilket Skrift Forfatteren, eller i det mindste en sildigere Interpolator, paa et Sted udtrykkelig henviser. Börge Thorlacius fremsætter i den nævnte Indledning fölgende grundede Bemærkning med Hensyn til Sagaens Tittel: "Af den nordenfor Örebak beliggende Egns side og sumpige Beliggenhed , hvorefter Herredet blev kaldet Floe, have lndbyggerne faaet Navn af Floemænd, og heraf maa Sagaens almindelige Titel forklares. Men da de 3/4 Dele af Fortællingen allene angaae Thorgils, da endog hine 9 förste Capitler have bestemt Hensyn til hans Forfædres Skjæbne, og saa at sige dreie sig om denne Familie, synes det rigtigere, at benævne Historien efter Thorgils, der i samme aabenbart spiller Hovedrollen." Titelen til Sagaens ældste Text, hvoraf et Membranfragment nu er opdaget og vil nærmere ommeldes i det fölgende, kjende vi ikke, og havde maaskee ikke engang lært den at kjende af det samme Exemplars Begyndelse, da Eyrbyggja-Saga, strax efter dens Slutning, begynder paa det samme Blad, uden nogen Titel eller Overskrift. Ei heller har det af os herefter benyttede Exemplar af vor Sagas almindeligste Recension, hvilket vi have betegnet med E og som sees at nedstamme umiddelbart fra en tabt Membran, nogen Titel, og vi formode da at Titelen: Floamanna-Saga, hvilken de fra samme Kilde nedstammende Afskrifter A og G have, er tilföiet i nyere Tider til Underretning for Læseren. Sagaens (som det synes) i det hele næstældste Recension, vor K, hvilken vi endnu kun kjende i dette eneste Exemplar, der dog tydelig röber sin Oprindelse fra en Skindbog, har fölgende simple og rigtige Overskrift: Her hefr upp sögu af Þorgils Orrabebeinsfóstra ok Flóamönnum, d.e. her begynder Thorgils Orrabeinsfostres og Floemændenes Historie. Syv af os brugte Haandskrifter give Sagaen Navn af Historien om nogle af Sönderlandets, og isaer Floens, Landnamsmænd eller ældste Indbyggere, især Thorgils, Orrabeins Fostersön eller Stedsön.

Da Sagaens förste 9 Capitler ikke egentlig vedkomme vor Helts Levnet, men især omhandle hans Forfædre, og tildeels de med dem samtidige Landnamsmænd eller ældste Colonister i Floen og dens Naboegne, meddele vi her et Uddrag heraf, for saavidt de egentlig angaae Thorgilses egen Stamme, - knyttet til en kortfattet Udsigt over dens Historie og Hovedretningen af vor egen Helts Levnetslöb: En norsk jarl (over Fjordene, Fjorðum, og end for over Gaulum, efter Tillægget til Landnama, sidste Udg. S. 252) `ved Navn Hundolf (eller Hunnolf) havde tvende Börn; Sönnen Atle og Datteren Solvör. Hun blev gift med Harald Guldskjæg, Konge i Sogn, altsaa een af den berömte Fridthjofs Efterkommere i Regjeringen. Een af deres Döttre hed Thora, som ægtede Kongen over Oplandene, Halfdan Svarte (eller den Sorte); de havde en Sön sammen, ved Navn Harald, som arvede sin Morfaders Navn og Rige efter hans og sin Moders Död, men selv döde han ung, og Sogn kom da under Halfdan Svarte, der saaledes arvede sin egen Sön. Han satte da sin afdöde Dronnings Morbroder, Atle den Smækkre (hinn mjófi eller mjói), til Jarl over det sidstnævnte Rige. Had bestyrede det indtil Halfdans Sön, Harald Haarfager, havde vundet Enevældet over Norge, og besvogret sig med Jarlen Hakon Grjotgardsön, da han siges at have overdraget denne sin Svigerfader Sognefylke. Atle Jarl vilde dog ikke give Slip paa sit Herredömme derover, hvorfor Hakon paaförte ham Krig, som endtes med et Söslag i Stafnæsvaag i Fjalefylke, hvori Hakon Jarl faldt, men Atle Jarl fik saa farlige Saar, at han maatte flytte til Atleö, hvor han kort efter döde deraf. Atles ældste Sön Hallstein og hans tvende Brödre vare först Venner med vikingerne Ingolf og Leif (fra Fjorde- og Fjale-Fylke) men siden bleve de Uvenner. Deres Strid endtee paa den Maade, at de to sidstnævnte, efter at have fældet Hallsteins yngre Brödre, forvistes, ved en Voldgiftskjendelse, fra Fjordefylke, hvorefter de droge til Island, som da var ubeboet, for at bosætte sig der. Kort efter tog Hallstein den samme Beslutning, da han, efter sin Faders Död, efterstræbtes af Hong Harald og hans Jarl Hakon. Han udvandrede da fra Norge, og styrede til Island. Ved dets sydlige Kyst led han Skibbrud i Nærheden af Gaarden Stoksöre (Stokkseyri) i den Egn som kaldes Örebak (Eyrarbakki) ved det nuværende Handelssted, som og er bekjendt under dette Navn. Han bemægtigede sig der en anseelig Strækning Land, som ikke för var tagen i nogens Besiddelse, mellem Ölvesaa og Rödeaaen, bosatte sig paa Gaarden Stjernestenel (Stjörnusteinar) siden kaldet Ölverstade eller Ölverstopte, samt anlagde senere eller lod opbygge (ligesom mange andre Hövdinger for de til Island udvandrede Nordmænd) forskjellige andre Gaarde i sit Landnam (eller Colonie-District), som laae i det ovenmeldte Herred Floe, hvilke han tildeels besatte med sine Frigivne, som fra hans Trælle bleve til hans Leilændinger. Han blev snart en mægtig Hövding, ikke allene for sine Undergivne, men og for mange Naboer, som underkastede sig hans Gode- eller Hövdingdömme. Med sin Hustru Thora Ölversdatter, som han allerede i Norge var bleven gift med, avlede han to Sönner, Atle og Olver. Den sidstnævnte gik til Söes, blev en vældig Viking og boesatte sig tilsidst i Sogn i Norge. Atle biev derimod i Island, og valgte, efter Faderens Död, Gaarden Tradarholt til sit Hovedsæde. Han blev, ved gunstige Omstændigheder, meget velhavende, men döde tidlig, da han blev overfaldet og dræbt af Rafn Thormodsön fra Ossabai (Ossabæ), i Anledning af en Eiendomstrætte om en Kratskov i Nærheden af Bödvarstade. Atle efterlod sig en Sön, ved Navn Thord, kun 9 Aar gammel, som siden blev Fader til Thorgils, om hvem den største Deel af Sagaen handler. Thord foretog en Reise til Norge da hans nævnte Sön kun var to Aar gammel, men man hörte siden intet fra ham eller hahs Skib. En rum Tid derefter ægtede hans Enke Thorun en vis Thorgrim Orrabeín (eller Skrammefod); han opdrog sin Stedsön Thorgils, som derfor kaldtes Orrabeinsstjúpr), Orrabeens Stedsön eller O. fóstrí, O. Fostersön. Allerede i sine Börneaar övede han sig i Sömandskab, blev som Yngling Anfører for for et Vikingeskib, inddrev tre Aars Skat af Syderöerne for Hakon Jarl, Norges Hersker, ved hvis Hof han lærte den da unge Erik Röde, der siden blev Grönlands Opdager at kjende, og indgik med ham en venskabelig Forbindelse. Ellers streifede Thorgils i nogen Tiid om paa Havet, men lod Bönder (Fiskere) og Handlende fare i Fred, samt viste sig stedse rede til at hjælpe eller hævne den Undertrykte. Han udvirkede, hos Norges Regjering, Tilbagegivelsen af hans Forfædres der inddragne Eiendomme, men overlod dem, mærkværdig nok, tillige med sin förste Kone, Gudrun, en skotsk Jarls Söster, som han havde ægtet paa sit Udenlandstog, til en prövet Ven, Thorstein Hvide, som dog egentlig skulde forvalte dem for hans spæde Sön Thorleif, der med Moderen blev tilbage i Norge. Selv drog Thorgils til sin Fædrenegaard i Island, bosatte sig der, og giftede sig anden Gang med Thorey, der nedstammede fra Odda. Efter 13 Aars Forlöb vaagnede den gamle Lyst til Söfart og eventyrlige Foretagender hos ham igjen, da hans Ungdoms-Ven Erik Röde, der sandsynlig da har pönset Paa sin Colonies Udvidelse, indböd ham til Grönland. Hans Reise dertil, Paa hvilken han, efter længe at have drevet om i Söen, omtumlet af heftige Storme, led Skibbrud i en ubeboet Egn, imellem Isbjerge, samt hans og hans Nærmestes der Paa Kysten udstandne Gjenvordigheder, ville stedse blive mindeværdige, i Forening med den Sinds- og Legems-Styrke hvormed han udholdt og overvandt dem, især ved at redde sin i Öster-Gráland födte Söns Liv paa en vidunderlig Maade. I Hovedsagen bære Efterretningerne derom Sandhedens umiskjendelige Præg, skjönt Kriritiken, ved nöiere Undersögelse, let eller andetsteds kan finde noget at rette, som uvilkaarlig Misforstaaelse hos Fortællere eller Afskrivere. Af alle Thorgilses Begivenheder er det vistnok denne hans Grönlandsreise, som for os har den störste Mærkværdighed og Interesse, men da han, for saavidt vi endnu vide, var (foruden hans egne Medreisende) den eneste Europæer, som, förend vor Graah, har saaledes bereist Grönlands Östkyst, at han slap derfra med Livet, og maatte endog, efter at have lidt Skibbrud, og senere være blevet alt berövet, opholde sig der i fire Aar, ligesom nu sidst den berömte Ross paa det nordvestlige Ishavs Kyster, - saa fordrer hans Eftermæle den Ret, at alt hvad Oldtiden, os vitterlig, har sagt og skrevet om ham, kommer til vor Samtids og Eftertids Kundskab, endskjönt hine Efterretninger tildeels ere fremsatte paa den Maade, som mest svarer til Middelalderens Overtro og Fordomme. Er end en Deel af dem nu kun lidet tillokkende for dannede Læsere, som fordreiet af mindre oplyste i Menneskers töileslöse Indbildningskraft og vildledte Forstand, saa afspeile de dog Oldefædrenes sande Charakteer, Tænkemaade og Meninger. Af störst Vigtighed for os ere de deriblandt, om hvis Troværdighed vi ikke kunne tvivle som ægte historiske Beretninger og som tillige ere næsten de eneste, fra en saa ældgammel Tid, der give os en sandru Skildring af Beliggenheden, Udstrækningen og den vilde, udyrkede Tilstand af Grönlands Östkyst; samt tillige tydelig vise os, at dens Afstand fra og dens Forhold til Österhygd og Vesterbygd sidst idet 10de og först i det 11te Aarhundrede, omtrentlig have været de samme som de nu ere i vore Dage, samt stemme saaledes overeens med Graahs Erfaringer, som vistnok först uddroge os og flere af den langvarige Vildfarelse om den gamle Österbygds sande Beliggenhed, til hvilken en med Tiden opstaaet og almindelig vedtaget Navne forvirring, i Forbindelse med de gamle Efterretningers ukritiske og unöiagtige Fremstilling i forskjellige trykte Udgaver, havde forledt baade os selv og de fleste andre blandt vore samtidige. Först ved Kildeskrifternes nöiagtige Eftersyn, Undersögelse og Collationering ere vi blevne oplyste om deres sande Beskaffenhed, og nu först erfare vi saaledes, ved en lignende Behandling af denne Sagas tildeels hidindtil, i nyere Tider, aldeles ubekjendte og ubenyttede Recensioner, at den fremstiller Grönlands Östkyst som havende en meget stor Udstrækning og dog næsten ubeboet; som gjennemskaaren af mange Vige (eller Sunde) og Fjerde, samt frygtelige Jökler eller Isblinke, over hvilke, i Forbindelse med den uden for Kysten liggende Havis, det ikke var mueligt at komme i to Vintre og en mellem den; værende Sommer, mod Vesten, fra det östligste Punkt paa Kysten, hvortil Storm og Skibbrud först förte dem. At dette Sted har ligget mod Vest eller nordvest fra Island, indlyser af den Sagaskriverens Beretning:'at vor Thorgils, paa hans Reise til Grönland, vel seilede med en god Vind ud af Leirevaags Havn og Faxebugten paa Island, men fik, strax da han havde tabt Landet af Sigte, i en bestandig Modvind med heftige storme, der vedvarede, som det synes uafbrudt, i hele Maaneder, indtil Skibet först eller midt i October, drev op paa Grönlands ubeboede Kyststrækning i en Vig mellem isbjerge, men dog paa en sandet Strandbred. Först efter 1 Aars Forlöb (og efter at 10 eller 12 medbragte Trælle havde dræbt Thorgilses Hustru, medens han og de fleste frie Mænd vare paa Jagt, samt roet bort paa hans Skib og borttaget Födemidler, Kister, Redskaber m. m.) kunde han og hans efterladte Fölge komme bort fra dette, hidindtil af Isen til Lands og Vands omspændte Sted, hvorfra, eftersom Sagaen udtrykkelig melder, Bygden, eller Landets beboede Egne, hvortil de Reisende agtede sig, forudsattes at ligge i Vesten, hvilken Kaas da Thorgils og hans Mænd toge, da Isen endelig lösnedes, og Reiseselskabet begav sig paa Toget, langs Kysten, i en Skindbaad (bygt paa Skrælingernes eller Eskimoernes Maade). Dog kom de den Sommer ikke længere end til det saakaldte Seleyrar eller Seleyre (en flad Landtunge eller jævn udgaaende Strandbred, hvor Sælhunde havdes i Mængde). De opholdt sig der Vinteren over. Omtrent midt i April-begave de sig derfra. Efter at de havde reist hele 14 Dage ommeldes det, at de paa en lille Ö fandt nogle faa Æg, lagte af Svartbagen (larus marinus), hvilke vare dem en stor Vederkvægelse, da de ellers havde Mangel paa Levnetsmidler. Dog arbeidede de si med Möie frem, langs forbi en Isblink indtil de fandt et Landingssted under en steil Klint eller Klipperække, hvor de kunde opreise deres Telt. De mistede der om Natten deres Baad, hvilket nær havde bragt dem til Fortvivlelse, da de ikke kunde vente at komme frem paa en anden Maade end at kravle over Isbjerge og steile Klipper. Dog löstes de snart af denne Vaande, da Vilde (Eskimoer) som havde taget Baaden, havde bragt den igjen til samme Sted. Förend de toge fra denne Landingsplads, vare de saa heldige der i Nærheden at fange en Björn, som sprællede i en Isvaage med brækket Forbeen, næsten forkommen af Snee og Frost. Derefter styrede de ud paa Havet, og roede foran mange Vige, Sunde eller Fjordmundinger (som her i det hele bleve bredere). En Dag, da de befandt sig midt i Aabningen eller Gabet af en stor og bred Fjord, overfaldtes de af Mödighed og Törst, saa at de nær vare blevne der, hvis Thorgils ikke havde benyttet et meget naturligt Tilfælde som et foregivet heldigt Varsel, hvorved hans Mænd fik Mod, fordoblede deres Anstrængelser og kom snart til rindende Vand, hvor de slukkede deres Törst, samt endelig kom til et Landingssted paa den anden Side af Kysten, udenfor Fjordens Udlöb. Derfra fortsatte de Reisen i 3 Dage; derefter traf de Thorgilses Forvalter eller Bryde (som var löbet bort med Trællene eller bortfört af dem)- han berettede, at han og Trællene havde den sidste Vinter opholdt sig i Nærheden af Sælöre. De reiste endnu længe, langs Kysten, til Söes, og ud paa Efteraaret landede de i en Fjord, hvor de först fandt et Nöst, eller Skibshuus, (indrettet paa norsk Maade) og i Nærheden deraf en Gaard. Dens Beboer, en Mand af skandinavisk Herkomst, ved Navn Rolf, tog vel imod dem, samt fortalte, at et Skib den Sommer var seet der udenfor, og havde drevet Fiskerie, men at ingen af Mandskabet havde der gaaet i Land. Tillige sagde han, at hans Gaard ikke laae i selve Bygden, men i en betydelig Afstand fra den, og at Veien til den ikke var saa lang, som den var vanskelig og besværlig. Han tilböd dem derfor at huse og beværte dem Vinteren over, hvilket Tilbud de modtoge. Ellers aabenbarede Rolf dem, at han, formedelst begaaet Drab, var forvist fra Bygden, og önskede Thorgilses Mægling, naar han kom dertil, til sin Benaadning eller Fredlysning. Om Foraaret overlod Rolf Thorgils og hans Medreisende sit Skib, hvorpaa de atter begav sig paa Reisen. Nu styrede de syd Paa, indtil de kom forbi Landets Sydspidse (Cap Farvel), men Veien til Bygden var dog i det hele saa lang, at skjönt intet üheld tilstödte Dem, kom de ikke förend henimod Efteraaret til nogen Havn i de beboede Egne. De fandt den i en Fjord, i hvilken et andet fra Havet kommende Skib indseilede paa samme Tid. De erfarede snart at det var fra Norge, men kom sidst fra Island, og förtes af Thorgilses gode gamle Ven Thorstein Hvide, som var kommen for at opsöge ham og sin Stedsön Thorleif i Grönland. De overvintrede nu i Östbygden, og Thorgils selv, med 12 af hans og Thorsteins Fölge, begav sig i den Henseende til Erik Rödes fjord (Brattelid), efter hans Indbydelse. Thorgils fandt sig dog ikke ret vel fornøiet med Eriks Modtagelse eller Beværtning. Han besluttede saaledes snart at opgive sit Forsæt om at bosætte sig deri Landet. Om Vinteren fældede han en Björn, som var et meget skadeligt Rovdyr, hvorfor han tilkom en Godtgjörelse, hvortil alle Landets Indbyggere (efter fælles Vedtægt) skulde bidrage. For at inddrive denne saakaldte Björnetold i Vesterbygden, hvorfra den ikke i Vintertiden var indkommen, reiste Thorgils med sit Skib derhen; efter at have udvirket Rolfs Frifindelse eller Fredlysning, og lovet Erik Röde at hjelpe ham til at udrydde en Röverbande, som havde sit Tilhold Paa nogle Öer (eller Skibe)i Eriksfjorden. Da Thorgils kom til Vesterbygden traf han en Bonde der, ved Navn Bjalfe, som paatog sig at drage omkring for at inddrive hans Björnetold, naar han imidlertid vilde beskytte hans Hjem mod Röverne, som da vare komne did til Egnen, og havde deres Tilhold Paa en nærliggende Öe. Thorgils underrettede Erik Röde herom, og bad ham indfinde sig, efter Löfte, for at de i Fællesskab kunde angribe Röverne. Erik kom dog ikke til bestemt Tid, men det lykkedes alligevel Thorgils at udspeide og overvinde Röverne hvorved han erhvervede sig 2 Skibe og meget andet Bytte. Han vendte derpaa tilbage til Österbygden. I Grönland erhvervede han sig mange Venner saavel ved de der udförte store Bedrifter, som det Ædelmod , hvormed han erstattede mange den dem af Röverne tilföiede Skade, af det fra disse erobrede Bytte. Derfor havde han og den Fornöielse at see den fredlyste Rolf hjemkommen og forligt med sine Landsmænd, samt at opspörge sine bortlöbne forbryderske straffe dem med ny Trældom, til hvilken han overlod Fremmede dem, mod Værdies Erlæggelse. Derefter drog han bort fra Grönland i Selskab med sin norske Ven Thorstein Hvide.

Af den her fremstilte kortfattede Udsigt over Thorgilses Reiser og Bedrifter i Grönland, vil den opmærksomme Læser snart kunne lægge Mærke til, at det nödvendvig maa antages, at Thorgils, efter at have, i 3 Maaneder, havt bestandig Modvind, med heftige Storme, paa hans forehavte Reise til Grönlands Östbygd, hvortil ban i al Fald, naar Vinden havde föiet, fra Faxebugten i Island af, maatte tage en vestlig Cours - ingenlunde kunde fordrives vester, og syd paa, forbi Cap. Farvel og det nærværende Julianehaabs District (hvilket mange hidindtil have antaget for Vesterbygden) samt endvidere langt imod Norden til de vildeste Udörkener at han tværtimod maatte, af hin bestandige Modvind, först drives mod Östen (rimeligviis sönden, muelig dog norden for Island) men siden mod Nord og derpaa mod Nordvest o.s.v., indtil han led Skibbrud ved een af Östgrönlands Isblinke eller dette Fastlands Isfjelde. Fra Landingsstedet maatte han, efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, vente Bygden i Vesten, og fölgelig söge at naae den ved at følge Kysten i denne Retning, - indtil han, hvilket Sagaen og udtrykkelig beretter, dreiede af mod Sönden, forbi Landets sydlige Spidse; först efter da den, kom han til Havn i Österbygden og derfra til Eriksfjorden. Först senere begav han sig derfra til Vesterbygden.

Sætte vi derimod at Thorgils, mod alle Naturens Love (naar Sagaens Beretning fölges) straks er drevet langt mod Vest og Nord, samt endelig op paa Grönlands Vestkyst, maatte han der vente Bygden i Syden, eller og i Östen, efter den gamle Hypothese om Östbygdens Beliggenhed. Ventede han den dog virkelig, efter Sagaens Udtryk, i Vesten, maatte han strax have sat sin Kaas saaledes og da være kommen til den amerikanske Kyst. Da maatte Grönlands Österbygd have ligget der, paa Vestkysten af Baffins Bay, eller og noget sydligere, samt saaledes omtrentlig smelte sammen med de Gamles Helluland; dog maatte da Vestbygden naturligviis söges endnu vestligere, men med slige Urimeligheder ville vi ikke længer opholde vore Læsere.

I det vi derimod tröstig antage den Mening, at Thorgils forliste paa Grönlands af Skandinaverne ikke regelmæssig beboede Östkyst, bemærke vi her, hvilket og tildeels vil erfares af det foregaaende, at Eskimoer allerede da, efter Sagaens Fortællinger paa flere Steder, sees at have omvanket der, allerede sidst i det 10de Aarhundrede, skjönt neppe i noget betydeligt Antal. At Sagaen kalder dem Trolde (tröll) kan ikke forvilde os; deels kaldtes den östlige Egn af Östergrönland ofte Tröllabotnar (Troldbugtens Kyststrækninger), saa at Indbyggerne fölgelig maatte kaldes tröll eller Trolde, og deels vide vi at Eskimoerne lige til Islændernes sidste Bekjendtskab med Grönland, (endnu sidst i det fjortende Aarhundrede) af dem fik dette Navn, efter hvad vi nærmere paa forskjellige Steder i dette Værk komme til at udvikle. Vore Læsere ville i ovenanförte Fremstilling finde meget hidindtil ubekjendt, og som ikke læses i Sagaens danske Oversættelse, men dette foraarsages naturligviis deraf, at Oversætteren ikke kjendte eller benyttede Sagaens fuldstændigste Recension. Vi selv have ei heller kjendt denne, förend ved nærværende Arbeide, og beklage, at de deri indeholdte Efterretninger ikke för vare komne til vor, eller selv til Torfæus`s, Erichsens, Wormskjolds, Estrups, Bredsdorffs og flere om det gamle Grönlands Geographie handlende gode Forfatteres Kundskab. Fuldt saa beklageligt er det dog, at det meste af den eneste Membran, hvoraf Levninger endnu haves, nu, saavidt vi vide, er ganske tabt, skjönt det er vel mueligt, at det ommeldte vidtlöftige Stykke af Recensionen nedstammer fra andre Brudstykker deraf. Arngrim Johnsen lader dog til at have havt et Exemplar, som har indeholdt mere end hvad vi nu kjende, i det han fortæller at Thorgils i Grönland har dræbt adskillige af hine saakaldte Bjergtrolde (dæmones montanos), at sige Eskimoer eller Vilde, hvorom de af os benyttede Haandskrifter intet melde.

Thorgilses Udreise fra Grönland var nær bleven ligesaa uheldig for ham og hans Fölge som Seiladsen dertil. Langvarig Modvind drev hans Skib fra den rette Kaas, saa at de, mod Sommerens Ende, fordreves til Irlands vestlige Kyst, hvor de, skiönt mod deres Villie, nödtes af den sildige Aarstid til at overvintre. Næste Foraar seilede de fra Irland til Norge, (hvortil de formodentlig for Thorstein Hvides Skyld vare bestemte), men forliste ved Kysten af det norske Helgeland. Næste Sommer fik dog Thorgils, paa sin Hjemreise til Island, det haardeste Veir. En Söstyrtning tilföiede hans höitelskede Sön Thorfinn en saa voldsom Trykning, at han fik en Blodstyrtning, af hvis Fölger han döde. Derover havde Thorgils nær sörget sig ihjel, indtil hans Sorg adspredtes noget ved en List af hans Venner. Derpaa begav han sig hjem til Tradarholt, hvor han, noget derefter, giftede sig tredie Gang med Helga, en Söster til den berömte Laugmand Skapte Thoroddsön, og fra dem regner en talrig, endnu tildeels Island og Danmark blomstrende Stamme sin Herkomst. Han döde 85 Aar gammel.

Om denne Sagas Affatningstid haves disse Meninger af grundige Lærde, nemlig: A) B. Thorlacius (l. c. S. 203): "Landnama anföres kun Paa et Sted udtrykkelig, nemlig i Enden af 3die Cap. Men ved at sammenligne f. Ex. det 5te, 8de, 9de Capitel og flere Steder med Landnamas 5te Bog 8de, 9de og 10de Stykke vil man finde en næsten ordret Overensstemmelse. At een af Forfatterne har havt den anden for Öie og, troligen fulgt ham, er aabenbart; men da Landnama er samlet til saa forkjellige Tider, og Værkets sidste Bearbeider Hauk Erlendsön döde först 1334, saa er det ei urimeligt, at den Landnama, som i Floamanna Sagas 3die Cap. citeres, er een af dens ældste, maaskee endog Are Frodes eller Holskeggs Recensioner; og Landnamas senere Fortsættere, Styrmer, Sturla eller Hauk kunde da gjerne have indfört benævnte og andre Stykker af vor Saga o.s.v. Sagaen er altsaa uden Tvivl forfattet noget hen idet 13de eller senest i Begyndelsen af det 14de Seculum, og kunde altsaa gjerne være benyttet til Landnamas Fuldbyrdelse, men hvilken af disse Meninger man end antager, bevises ved hver af dem vor Histories Paalidelighed." B) P. E Müller mener (i Sagabibliotheket) at Stykket om Thorgilses Forfædre neppe kan være skrevet tidligere end efter Midten af det 13de Aarhundrede, samt har erholdt sin nærværende Form i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Efter en foretagen Jevnförelse af Landnamas nu tilværende ældste Bearbeidelse, med Sagaens forskjellige Recensioner, have vi fundet at de, og især de ældste og bedste af disse, kun have optaget noget af dens, men ikke noget af Höksbogen eller de övrige nyere Omarbeidelser af Landnama. Sagaens förste Grundlæg kunne altsaa gjerne være blevne optegnede midt i det 12de eller först i det 13de Aarhundrede, skjönt de, ved forskjellige Samlere og Bearbeidere, senere have faaet betydelige Tillæg og Forandringer. Suhr hevder tilhörende, formedelst de af ham benyttede feilagtige Afskrifter noget vaklende, Meninger faae vi bedre Leilighed til at omhandle i det fölgende.

Vi have gjort os al Umage for at samle og undersöge alle de Haandskrifter, som vi her kunde overkomme af Floamanna-Saga, for om mueligt, blandt andet, derved at kunne med nogen Sikkerhed bestemme dens Affattelses Alder. Desværre er det ikke kommet til vor Kundskab, at nogen fuldstændig Membran er nu, til af Sagaen, hvoraf man herom kunde drage nogen sikker Slutning. Derimod have vi været saa heldige at opdage et Blad af en forhen tilværende Pergaments-Codex, som indeholder Sagaens slutning, saaledes afvigende fra samtlige os bekjendte Papirs Afskrifter, at den uden al Tvivl viser sig som den allerældste Recension, hvilket vi maae forbeholde os at udvikle nærmere i det fölgende. Dette unike (og saavidt vi vide i denne Henseende aldrig för afskrevne) Blad findes i den Arnæmagnæanske Haandskrift Samling under Nr. 445, b, i 4to, men sees slet ikke at været blevet nævnt i de over den affattede Cataloger. Vi have allerede her ovenfor I, 510 ommeldt dette Blad, da det tillige indeholder Begyndelsen til Eyrbyggja, og udgjör, med et andet til Eyrbyggja henhörende Blad, de eneste bevarede Levninger af en ellers tabt og vistnok uvurdeerlig Codex. Vi meddele Fragmentets Indhold, forsaavidt det her vedkommer os, som Textens Slutning i de nærværende Uddrag af Floamanna-Saga, Originalfragmentet synes, efter Bogstavernes Form, samt Retskrivningen i det hele at dömme, at være skrevet sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede. Nogle Ord deri vare ved Tidens og muelig tillige Behandlingens Indflydelse, næsten udslettede og kun med megen Möie og Synsantrængelse læselige. De fuldstændigere, af os benyttede Papirhaandskrifter, ere fölgende, her betegnede efter Alphabetets Orden, med de Bogstaver som vi, for Collationeringens Skyld, have tillagt ethvert af dem især.

A) Et særdeles zirligt og tydeligt, samt, som det synes, efter sin Original nöiagtig afskrevet Haandskrift paa 92 Sider i Folio, som af Retskrivning og Interpunctions-Maade at dömme synes at være (paa förste eller anden Haand) afcopieret fra en Membran. At dette virkelig har været Tilfældet, kan endvidere sluttes af nogle med samme Haand i Margen tilföiede Varianter, der deels nöiere efterligne Membranernes sædvanlige Abbreviaturer, deels synes at være tagne bogstavelig fra Originalen, men berigtigede i denne Afskrifts Text, - men vi vide det end ydermere med Vished ved een af disse Læsemaader, som udtrykkes saaledes, i Slutningen af det 7de Capitel: i Texten frelsis gjöfna i Margen: “lifgöjfna, Membr. sed prave.” Hvem denne Membran i sin Tid har tilhört, eller hvor den tilsidst er bleven af, er os fuldkommen ubekjendt. Derimod har Afskriften, som synes at være skrevet omtrent 1755, maaskee af Præsten Odd Johnsen, tilhört den berömte Gerhard Schöning, som egenhændig har tegnet sit Navn paa Titelbladet, og ligeledes paa Smudsbladet Ordet: "excerperet" - - uden Tvivl til Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie (hvori dog kun lidet om Thorgils forekommer, da det mærkværdigste deraf blev af Forfatteren forbeholdt de fölgende ikke fuldförte eller udgivne Dele). Dette mærkelige Haandskrift er formodentlig efter Schönings Död solgt ved Auetion i Kjöbenhavn, og har senere tilhört afgangne Provst Arne Thorstensen til Hof i Vapnefjorden i Island; ved hans Eftermands, Hr. Provst Guttorm Thorsteinsens, Omsorg er det nu kommet i min, Finn Magnusens, Eie. Vi have lagt det, som vitterlig og formodentlig umiddelbart nedstammende fra en Membran, til Grund for vor Text, med Undtagelse af Sagaens Slutning (og navnlig Slutningen af det 33te samt hele det 34te Capitel) som, efter det ovenbemærkede, er afskrevet fra et ældgammelt originalt Pergamentsfragment i den Arnæ-Magnæanske Samling. Dog ere dette Papirshaandskrifts Læsemaader i de samme Stykker nöie anförte blandt Varianterne.

B) Et Haandskrift i Folio, skrevet omtrent 16-10, som det synes correct efter sin Original og med en temmelig god Beskrivning. Capitlerne ere ikke numererede. Det er kommet fra Island, og tilhörer nu mig, Finn Magnusen.

C) Er ogsaa i Folio, samt tilhörer den Arnæ Magnæanske Samling under Nr. 164 C. Arne Magnussen har vedföiet den en Seddel med disse Linier “Ur bók þeirri er ek fèkk af Jónas Dadarsyns" - Det synes at være skrevet henved 1650.

D) Ligeledes i Folio, i samme Samling under Nr. 163D. Arne Magnussen har paa en vedlagt Seddel bemærket at han har faaet det 1711 af Sigurd Jonsen paa Ferja, samt at det sikkert nok var ældre end 1683. Dette Manuscript er benyttet ved Anmærkningerne til den Thorlacianske Oversættelse, med Hensyn til de deri indeholdte Tillæg og Læsemaader. Det synes at være skrevet med samme Haand, som det næstforegaaende.

E) I Qvart, af samme Samling, under Nr.517, skrevet med Torfæus's Afskrivers, Asgeir Johnsens Haand, som det synes, efter en Membran. Dog characteriseres det, med Grund, af Börge Thorlacius, vel som "overvældet med Abbreviaturer", men dog mindre rigtigt end Samlingeus 516 (see vort Litr. G.)

F) Ligeledes, under Nr. 515. Efter Arne Magnussens Vedtegning er det kommet til ham fra Gaarden Skard paa Skardsstranden, og havde forhen tilhört Hr. Thord Johnsen, som blev Præst til Hitardal 1634; - det synes at være skrevet omtrent paa den Tid eller vel endog noget för. I Margen ere adskillige Varianter og korte Bemærkninger tilföiede af en anden gammel Haand. Dette Exemplar afviger mærkelig fra alle andre nu bekjendte, og er, især i Efterretningerne om Thorgils's Grönlandsreise, betydeligen udförligere. Det(eller dets Kilde) er ikke benyttet ved den Thorlacianske Oversættelse; ei heller, saavidt vi kunne see, af Torfæus eller Arngrim Johnsen. I Margen er det inddeelt i 33 Capitler og bliver for os særdeles mærkeligt derved, at Pladsen for enkelte Ord undertiden findes blank, og vidner saaledes derom at Afskriften er taget fra en gammel, paa enkelte Steder ulæselig Codex.

G) Ligeledes, under 516, skrevet af Ketil Jörundsen, som blev Conrector ved Skalholts Latinskole 1623. Det synes at være afcopieret fra en Membran, med en sjelden Accuratesse. – Det er benyttet ved den Thorlacianske Oversættelse; see ovenfor under E. I Margen ere nogle Varianter tilföiede med forskjellige gamle Hænder.

H) I Qvart, skrevet omtrent midt i Sidstafvigte Aarhundrede; er af mig, Finn Magnusen, erhvervet fra Island.

I) Ligeledes; skrevet 1750.

K) Ligeledes; det er erhvervet i Island af Hr. Sysselmand Thord Sveinbjörnson, og fra ham tilsendt mig, Finn Magnusen. Det lader til (paa förste eller anden Haand) at være skrevet efter en nu ganske ubekjendt Membran.

L) Fragmenter i 4to, skrevne i Island, formodentlig henved 1700; os tilsendte fra Hr. Agent Svendsen paa Önundarfjord.

M) Et Haandskrift i Qvart, i afg. Professor Hasks Samling, (nu tilföiet den Arnæ-Magnæanske), Nr. 30. Det er skrevet i Island ved Udgangen af det sidstafvigte Aarhundrede.

N) Ligeledes, i samme Samling Nr. 37, skrevet i Island 1813.

De ovenmeldte 14 Haandskrilter tilhöre forskjellige Recensioner, som kunne, efter deres formodede Alder og anden Beskaffenhed, inddeles i Classer, som atter tildeels have deres Underafdelinger, nemlig:

1ste Classe: Den ældste Recension, hvoraf kun et ovenfor S. 16 beskrevet Membranfragment er tilbage. Det viser sig og at være den virkelig (os bekjendte) ældste Text, især derved, at ingen af Thorgils Orrabeinsfostres Afkom deri nævnes ved Navn. Numererede Capitler forekomme ligesaa lidet i denne som andre gamle Membraner.

2den Classe: Den (saavidt vides) næstældste Recension. Heraf haves kun Haandskriftet Litr. K. Det er tit meer kortfattet end de övrige. Den deri indeholdte Recensions höie Alder synes især at kunne udledes deraf, at det blandt Thorgils`s Efterkommere kun nævner Biskopperne Thorlak og Jörund, men indeholder ikke Jon Hakonsöns yngre Slægtregister, som nu findes tilföiet alle de fölgende. Vi formode dog (efter hvad vi Paa sit Sted nærmere ville söge at udvikle) at denne Classe forhen, efter Tidsfölgen, har kunnet gives tvende Afdelinger, nemlig a) den förste, forfattet noget efter den hellige Thorlaks Död (1193), og b) den anden, fortsat i Biskop Jörunds Tid (henved 1268). Den er nu (hvilket ikke er Tilfældet med nogen af de övrige Hecensioner) inddeelt i 22 Capitler.

3die Classe: Hertil henhörer Haandskriftet F, som er vidtlöftigere end de övrige, især i Beskrivelsen over Thorgils's Grönlands-Reise, som muelig altsaa, forsaavidt, er udsprunget af andre Kilder, f. Ex. gamle os nu aldeles ubekjendte Folkesange. Slægtregistrene kunne her være tilföiede af en langt yngre Afskriver. Den har i Margen en særegen inddeling af 33 Capitler.

4de Classe: som igjen har forskjellige Underafdelinger:

a) De upaatvivlelige Afskrifter af een eller flere gamle Membraner (i al Fald af samme Hoved-Recension) nemlig A, E og G. De have alle været inddeelte i 34 Capitler, hvis Numerering man dog senere har tilföiet. Hertil kan man vel og regne den (os ellers ubekjendte) Afskrift som Börge Thorlacius især har lagt til Grund for sin danske Oversættelse. Den var i Folio, skrevet med en temmelig ny Haand, men var 1779 solgt paa Bogauctionen efter afg. Sysselmand John Arnesen, Forfatter til det bekjendte Skrift om den Islandske Rettergang.

b) Haandskrifterne C, D, som stamme fra en fælles Original, samt synes og at være skrevne med samme Haand. De have intet Capiteltal.

c) Haandskrifterne B, H, som ligeledes, efter de fleste Læsemaader, ere udsprungne af en fælles Kilde skjönt meget forskjellige i Alder. De have ingen numererede Capitler.

d) I, inddeelt i 34 og M i 35 Capitler, afvige i adskilligt fra de andre, men ere mere kortfattede og tillige (især det sidste) meget ucorrecte.

e) N er inddeelt i 47 Capitler, og L sees at have havt en lignende, skjönt ei aldeles den samme Capitel-Inddeling.

Vi bemærke, at vi ved Collationeringen af denne Saga have optegnet en stor Mængde Varianter, hvoraf det meste (med Undtagelse af vigtige Ord og Navne) efter nöiere Prövelse atter er blevet udslettet, som overflödigt, med Undtagelse af det Stykke som handler om Thorgils's for os især vigtige Grönlandske Reise og Tildragelser.

Det er især fölgende Steder eller Capitler af Landnamas ældste Text (B,- see her ovenfor II, 15, samt I, 18, 51) som vi have jevnfört med andre tilsvarende i vor Saga:

Landnama I, 3 (om Ingolf, Leif, Atle Jarl og hans Sönner samt deres Slægt I, 4, Ingolfs og Leifs Strid med Atles Sönner V, 7, Om Flose Thorbjörnsön m. m 8, Lopt Ormsön,kaldet Eyrar-Lopt, hans Slægt m. m. V, 8, Thorvid eller Thormod, hans Sön Rafn m. m . 9, om Kong Harald Guldskæg i Sogn, og hans Slægt Atle Jarl og hans Sön Hasteins (eller Hallsteins) Nedsættelse i Island, dennes Sönner m. m. Om Hallstein paa Framnes m. fl. Om Önund Bild V, 10, om Össur Hvide, hans Landnam, Slægt og Frigivne, samt Rafns förste Trætte med Atle Hallsteinsön Rafns og Atles Strid Önuds Venskab for Atle, dennes Död og hans Sön Thord m.m. Rafns Drab, Thords Udenlandsreise, vor Thorgils's Barndom Thorgrim Orrabein, hans Slægt og Giftermaal Olaf Tvennumbrune, hans Slægt og Hustru Orrabeins Drab, Helges Hævn og Fald

Floamanna-Saga 2. Cap. 3. Cap. 6. Cap. 5. Cap. 5. Cap. 1, 4. Cap. 4. Cap. 5. Cap. 8. Cap. 6. Cap. 7. Cap. 8. Cap. 9, 10 Cap. 10. Cap. 18. Cap. 18. Cap.

Ved de saaledes anförte (og flere) Beretningers Jævnförelse have vi erfaret, at Floamanna-Saga, forsaavidt den stemmer overeens med Landnama, og kan have öst af denne Kilde, i alt holder sig til dens ældste Recension (B) men ingenlunde til Höksbogen (C) eller andre forholdsmæssig nye Bearbeidelser; ogsaa de forskjellige Læsemaader i B og C vidne herom. Floamanna-Sagas Forfatter kan saaledes, i det höieste, have benyttet Ares, Kolskegs og Styrmers, men ingenlunde Landnamas andre Fortsætteres, Sturlas, Höks o. fl. Beretninger. Dens med Landnama overenstemmende Deel kan fölgelig (efter hvad vi i vor literairhistoriske Indledning til dette Værk have viist) ingenlunde være yngre end 1245. Det er og aldeles ikke usandsynligt at Landnamas tredie Bearbeider, Styrmer Frode, som döde i sidstmeldte Aar, har benyttet en i hans Dage tilværende Recension af vor Saga, af hvilken han da har indskudt adskilligt i sin Fortsættelse eller Revision af Landnama, - hvorimod dennes ældste Text, ved Are og Kolskeg efter Börge Thorlacius's Gisning, virkelig var den, som nævnes af Sagaens Forfatter, i det han en eneste Gang har henvist til Landnamsbogen, (angaaende den förste Udvandring fra Norge til Islands Beboelse).

Synderlig nok ere visse Navne Paa de samme (men dog kun faa) Personer afvigende fra vor Saga i Landnama f. Ex. paa Atle Jarls Sön, Landnamsmanden, hvem de fleste Exemplarer af sidstmeldte stedse kalde Hastein (Hásteinn) isteden for Hallstein.

Det er bekjendt at Landnama, ved dens successive Omarbeidelser, er interpoleret med mange Slægtregistre, fortsatte til 1300 Tallet, hvilke naturligviis dog savnes i dens ældste Text. Det selvsamme er tildeels blevet Tilfældet ved Floamanna-Saga, især dog i dens Slutning, ved de fleste Exemplarer, hvorimod saadanne nyere Tilsætninger og mangle i de tvende vitterlig ældste, efter hvad Variantanförelserne her tildeels vise. - Saaledes have og Afskriverne indfört i det 6te Capitel af de fleste Exemplarer et Slægtregister fra Landnamsmanden Flose Thorbjörnsön, og hans Efterkommere, de mægtige og berömte Oddemænd til Ralf Brandsön, een af de Islands Hövdinger, som förste Gang hyldede Norges Konge, Aar 1262. Dette Slægtregister udelades ganske af den næstældste Recension i Exemplaret K, og ligesaa flere andre, som det (i samme Capitel) fra Thorgrim Kambe og et fra Olaf Tvennnumbrune i 18de Capitel, som dog ikke gaae nær saa langt ned i Tiden.

I alle nu fuldstændig tilværentle Exemplarer af Sagaen bemærkes det især som vigtigt: at den hellige Biskop til Skalholt, Thorlak Thorhallsön, nedstammede fra Thorgils Orrabeinsfostre, og var hans ypperste Efterkommer. Kun i dens ældste Texts Slutning, som endnu haves, meldes dette ikke, men blot det i Almindelighed: at mange store eller fornemme Folk Paa Island nedstammede fra Thorgils. Netop hin Recensions Slutning (men ikke de övriges) beretter og i særdeleshed, at Sagaens Helt var andægtig og gudfrygtig. Dette, saavel som meget mere i selve Sagaen, synes at vise, at den maa være skreven af en geistlig Mand, og det er faldet os ind at dens Forfatter, eller i det mindste Samleren af de Materialier, hvoraf den ældste Recension er sammensat, var netop denne Biskop Thorlak selv, som derved har villet forherlige og bevare sin mest berömte Stamfaders Minde. Hertil ere vi tildels blevne ledte ved fölgende Beretninger af de tvende endnu ikke udgivne, Sagaer om den hellige Thorlak: at Thorlaks Moder Halla, i hans yngre Aar, naar han ikke læste Böger eller lærte deraf, meget flittig lærte ham alt hvad hun kunde, især Genealogie (ættvisi) og Sagn eller Sange om (Fortidens) Mænds Bedrifter (mann-fræði). At hans egne Forfædre have spilt Hovedrollen i disse Meddelelser, er vistnok (efter Middelalderens nordiske Skikke) upaatvivleligt, og at Thorgils Orrabeinsfostre er bleven betragtet som een af de ypperste blandt dem, er tillige sandsynligt. Den Unges Lyst til at gjöre sig bekjendt med Islands Historie og literaire Skatte kunde ikke tilfredsstilles bedre end ved hans Moders vel udförte Beslutning, selv at flytte, med sin Sön, til Odde, hvilket Biskoppens Biographie vel med Ret, i den Henseende kaldte Landets ypperste Hovedsted, (hærsta hufuðstað), for at han kunde der undervises af den lærde Præst og fortrinlige Lærer Ejulf, Sæmund Frodes Söll, der da var i fuldkommen Besiddelse af Faderens herlige Bogsamling, som uden al Tvivl har indeholdt saavel dennes som Are Frodes og flere nu vel ubekjendte Værker, Afskrifter og Optegnelser. Her har den unge Thorlak vistnok havt god Leilighed til at lære og samle alle de Underretninger som da, henved Aar 1140, kunde haves om den berömte Thorgils Orrabeinsfostre. I Are Frodes Landnama var allerede meget deraf optegnet, og Sæmund Frode (der gjennemsaae Ares Skrifter) har vel tilföiet mere sligt, som let kunde lægge Grund til en egen Saga. Gamle Almuekvad, saavel som og prosaiske Folkesagn om Thorgils`s forskjellige Heltebedrifter, havdes vistnok da i Mængde. Disse havde tildeels gaaet for sig, og vare blevne tit fortalte, i de nærliggende Egne; hans Kone Thorey nedstammede fra Odde og ligeledes hendes Fosterfader Josteins Hustru; disse Ægtefolk boede og nær ved Odde förend de droge til Grönland, saa at det overhoved bliver os saare begribeligt, at Rygter og Sagn om deres vaandefulde Reise og sörgelige Endeligt i Grönland, men deres Medreisende Thorgils's lange, næsten vidunderlige Ophold der og lykkelige Tilbagekomst derfra, have været meget gængse og længe vedligeholdte i Oddes Omegn. Vi indsee saaledes, at andet neppe vart mueligt, end at Thorlak Thorhallsön her, i sin Skoletid, maatte blive opmærksom paa de Traditioner og skriftlige optegnelser, som havdes paa Odde om hans berömte Oldefader, Thorgils Orrabeinsfostre, og dennes trende Hustruer, samt andre dem tildeels paarörende Hovedpersoner i denne Saga, saavel som og Thorgils's berömte, baade islandske og norske Stamfædre, der tillige stode i lignende Slægtforhold til Sagaens Forfatter, eller Samleren til de Materialier hvoraf den senere er bleven sammensat. - Hertil kommer Biskop Thorlaks Levnetsbeskriveres udtrykkelige Vidnesbyrd derom, at han, endog efter at han havde modtaget det bispelige Embede og til sin Död, "havde meget Morskab af Sagaer og Kvad" (hann henti skemtan af sögum ok kvæðum), hvorved de indenlandske og overhoved nordiske af fortællende eller episklyrisk Art formodentlig især menes, og det er höist sandsynligt at Optegnelse eller Afskrifter af sligt have hört til det meget Skriverie, hvormed han i sin Ungdom siges at have beskjeftiget sig.

I Biskop Thorlaks Levnet ommeldes og mere end eet Charaktertræk, der synes at röbe at han har havt nogen Andeel i nærværende Sagas Affattelse. Hertil hörer först den megen Vægt han lagde paa Drömme, og at han morede sig ved at höre dem fortælle af andre, ligesom han og selv fortalte sine egne, samt hörte gjerne andres Forklaringer derover; jævnför hermed denne Sagas 20, 21, 23 og 24 Capitler. Vi antage det ikke for usandsynligt at Thorgils's paa sidstanförte Sted fortalte Dröm, der blev forklaret om hans Börn og Afkom, hvoriblandt een skulde blive særdeles berømt, allerede er bleven fortalt Thorlak i hans Barndom, af hans Forældre, for at anspore ham til Flid, hvorved han kunde opnaae en saadan Udmærkelse med Tiden. Om han end selv kunde have optegnet sin Dröm i det förste Udkast til Thorgils's Levnet, kunde det ikke regnes ham til synderlig Stolthed, at han bag efter havde ladet nedtegne "fra ham nedstammer Biskop Thorlak” thi dette Embede var paa hin Tid (isærl i det da næsten til sig selv ganske overladte Island) en overordentlig Udmærkelse, som nödvendigviis maatte gjøre sin Besidder berömt og höit anseet. Ordene “hínn heilagi” (den hellige) ere dog, i al Fald, en mere Interpolation. Dog havde vel Biskop Thorlak allerede i levende Live en Anelse om sin tilkommende Hellighed, der alt blev forkyndt ham selv i Drömme, efter andres i hans eget Paahör derover gjorte Forklaring, mod hvilken det ei fortælles at han selv har gjort den mindste Indvending. Overhoved var den Tids Tro paa Drömme saa stor, at Kammagerkonen Gunhild og hendes Söns Aabenharelser paa denne Vei til sidst ophöiede hendes Slegfredsön, Sverre, paa Norges Kongethrone.

Endmere paafaldende er det andet af os tilsigtede Charaktertræk af Biskop Thorlak, hvilket vi troe at kunne gjenfinde i vor Saga, nemlig hans Had mod Lege. Det beskrives saaledes af hans ældre Biograph, at han aldrig havde nogen Morskab af Lege, da han kun ansaae dem for at være en Beskjeftigelse for slette Mennesker. Jævnför hermed hvad der fortælles om Thorgils`s Advarsler mod Lege, og de onde Fölger af Sysselsættelsen dermed for Jostein og hans Reiseselskab, i Sagaens 22de Capitel.

At den som historisk Samler og Forfatter saa overordentlig flittige og frugtbare Styrmer Frode har været denne Sagas anden Bearbeider, tillade vi os endvidere at gjætte. Hertil ledes vi baade af den ovenfor bemærkede, næsten fuldkomne Overeensstemmelse mellem saa mange af dens og Landnamas Beretninger, - og af den Omstændighed, at Styrmer, ved den sidstnævntes Bearbeidelse, sees at have havt og tildeels benyttet meget udförligè Slægtregistre over den hellige Thorlaks Forfædre, hvilke vi ikke tvivle paa at han, der netop siges i sin Ungdom at have lært Genealogien som en Videnskab, har været i Besiddelse af eller endog selv forfattet. At Floamanna-Saga kunde betragtes som et historisk Bilag dertil, falder af sig selv i Öinene. Desuden var Styrmer, efter hvad vi ovenfor I, 19, 20, have bemærket, de mægtige Oddemænds Client, og kunde saaledes i sin Ungdom let faae Adgang til deres literaire Samlinger, men disse ere dog vel tilsidst, efter hvad vi andensteds have sögt at udvikle, mestendeels komne i Snorre Sturlesöns Eie, hos hvem hans Ven og Haandskriver, Styrmer, da allerbedst kunde læse og benytte dem. At Snorre Sturlesön let kunde benytte den hellige Thorlaks efterladte Samlinger og Skrifter, kunne vi formode af fölgende omstændigheder: Vi maae antage det for vist, at de, efter Biskoppens Död, ere tilfaldne hans Söstersön og Eftermand i Embedet Biskop Paul, som var den störste Beundrer af sin Formand og Morbroder, samt udvirkede Tilladelsen for hans offentlige Helgendyrkelse i Island. Paul döde 1211, og hans ældste, ved Lærdom udmærkede Sön Lopt er da kommet i Besiddelse af hans, og senere, 1211, af hans Broder Ketils, bekjendt som flittig Skrivers, Efterladenskaber. Lopt var i mange Aar en fortrolig Ven af Snorre Sturlesön, opholdt sig nogen Tid i hans Huns og boede ellers i hans Nabolag. Saaledes have da Snorre og Styrmer upaatvivlelig havt fri Adgang til Lopts Samlinger, hvorfra da Sandsynligviis hine Uddrag eller Afskrifter af Biskop Thorlaks Optegnelser eller Skrifter helst kunne antages at nedstamme, hvis ikke endog Styrmer Selv, som Præst allerede havde benyttet dem paa Bispesædet Skalholt, eller havde dem tillaans derfra. Sin (i det mindste) tredie Fortsætter maa Sagaen have faaet henved midt i det 14de eller endog först i det 15de Aarhundrede; han har vel været en Client af den i sin Tid i Island meget mægtige Gissur Björnsön Galle, hans Sön eller Sönnesön. Gissur var, efter de gamle Annaler födt 1269 (langt fra ikke, efter Suhms Gisning 1399) og blev ikke mindre end 101 Aar gammel. Han var opkaldt efter sin slægtning, Jarlen Gissur Thorvaldsön, og kunde siges at have arvet hans Lykke med Navnet. Efter at han 1306 havde i Island begaaet et Drab som ikke blev hævnet, drog han ud af Landet til Norge, hvor han snart kom i stor Anseelse hos Kong Erik Præstehader, som vedligeholdtes og forögedes under hans Efterfölger Magnus Smek. Han blev udsendt af Kong Erik for at inddrive hans Skatter af Finmarken 1310, og fölgende Aar; 1317 blev han, paa et Krigstog i Sverrig, saaret og sat i et haardt Fængsel; han maatte see paa alle sine Medfangnes Drab, men blev lösladt 1319. Fra 1324 opholdt han sig i Island, som en hovedrig Mand, paa Gaarden Videdalstunga kom vel i Trætte med Biskop Laurentius over Tiendevæsenet, men forligtes snart med ham og skjenkede 1359 al Forstrandsrettighed, der forhen havde tilhört 13 Gaarde paa Vatnsnæs, til Holums Domkirke. Annalerne henföre hans Död til Aaret 1378. För var det i dem blevet bemærket at hans Sön Hakon blev födt 132-1 (ikke som Salim giætter 1432). Han arvede sin Faders Rigdomme og efterlod dem til sin Sön Jon, hvis Födsel ogsaa er optegnet i de gamle Annaler ved Aaret 1350 (skjönt Suhm ansætter den til 1465); vi finde at han har levet og været, i Island, en virksom Ven af Björn Einarsön (omhandlet ovenfor I, 112 o. f.) i Aaret 1394. Ingen Tvivl kan haves derom, at det er disse tre Mænd, hvis Slægtregister vor Sagas almindelige Slutning indeholder, fordi, som vi mene, en Afskrift af Sagaen er bleven forfærdiget for en af dem (rimeligst Gissur eller Hakon). Dog ville vi ikke fortie for vore Læsere en modsat Gisning af Skule Thorlacius, meddeelt i hans næstsidste Anmærkning til hans Söns danske Oversættelse, i hvilken Gissurs Tilnavn Galle sees, at være blevet forandret til Glade: "Dette Tilnavn er uden Tvivl feilskreven i alle 4 Codices chartacei man har benyttet, af hvilke nogle læse Gamle, andre Galle. Man kan formode at der i et gammelt Afskrift ved en kort Skrivning har staaet gla, som har givet Anledning til denne urigtige Læsning. Meget rimeligt er det at her menes den Gissur Glade, som ifølge den ypperlige Sturlunga-Sagas Vidnesbyrd saa "troligen fulgte Gissur Jarl Thorvaldsöm med hvilken han og var beslægtet; thi de stammede ned fra tvende Söstre, Jarlen nemlig fra Thordise, og Gissur Glade fra Helga, begge Döttre af Thorodd og Söstre til Laugmand Skapte Thorodsön. Denne Sturlunga-Saga melder og om andre Thorgilses Descendenter, blandt andre og om ovenmeldte Ingjald." Forfatteren er her vel bleven vildledt af den Mening, at Tillæggets Afattelse ikke burde sættes saa langt ned i Tiden, som det virkelig maa, skjönt Suhm, paa den anden Side, efter blot Gisning, har rykket den meget længere ned (som ovenanfört) i sine Tabeller til Danmarks critiske Historie, i den paaberaabte Tabel, hvorved han dog (S. 375) meget rigtig har bemærket: at denne Genealogie gjerne kan være en nyere Tilsætning, men Sagaen derimod meget ældre og skrevet i det 13de, senest 14de Seculo. (Jfr. ovenfor S. 29).

Vi maae ellers beklage at Suhm, ved paa ommeldte Tavle at fremstille Genealogierne i Floamanna-Saga, maa have benyttet et meget slet og uefterretteligt Exemplar af denne. Saaledes er f. Ex Lopt den Gamles Herkomst urigtig opgivet; Jostein fremstilles som Thorgerdes Broder; Tbord, Thorgils Fader, siges at have draget til Erik Blodöxe; o.s.v. Herved er vel Suhm bleven forledt til den urigtige Mening, at Thorgils döde længe för 1030, skjönt han tilstaaer at Sagaens Chronologie snarest maa antage 1041 for hans Dödsaar. Börge Thorlacius antog og i sin Indledning, i Overeensstemmelse med Suhms Udregning (dog saaledes berigtiget at Thorgils döde kun 85 Aar gammel) at dennes Dödsaar har været 1038, og Skule Thorlacius ligeledes (i en Anmærkning til Oversættelsen l. c. S. 334), at hans Dödsfald maa have indtruffet i eet af Aarene fra 1038 til 1040. Vi troe at Suhms förste Conjectur, efter Sagaen selv, er ganske rigtig, endskjönt han dog, ved en forud fattet og neppe grundet Gisning, siden har forkastet den). Vi have nemlig saaledes, af Sagaen ser, sögt at udlede de fölgende Tidsbestemmelser. Hovedgrundvolden dertil er det antagne Aarstal, i hvilket Hakon Jarl den Mægtige tiltraadte Regjeringen over Norge. Vor Thorgils reiste da förste Gang fra Island til Norge, 16 Aar gammel, Aar 976, og krævede sine Arvegodser af Harald Graafeld, men 977 eller i det næstfölgende Aar af Hakon Jarl; 979 drog han til Syderöerne, og kom i 930 tilbage; var paa Vikingstog 981; stadigt Ophold i Norge til 983; Handelsreise til Oplandene og Sverrig 984; Reise til Island 985; ved Stefners eller Thangbrands Forkyndelse af Christendommen, antog Thorgils den, som een af de förste, i eet af Aarene 996 til 998. Kort efter, og efter at han (som Sagaen udtrykker sig) havde boet 13 Aar i Island, begav han sig paa sin Grönlandsreise, men led Skibbrud paa Landets ubeboede Östkyst, midt i October 998; hans nödtvungne Ophold paa Strandingsstedet, endnu hele Aaret 999; Opbrud derfra og Ankomst til Selöre, i Efteraaret 1000. Bortreise derfra om Foraaret, og Ankomst til en fredlös Mands Tilfugtssted sidst paa Sommeren 1001; Bortreise derfra og Ankomst til Eriksfjord, i Efteraaret 1002; Reise til Vesterbygden; Afreise fra Grönland, til Island 1003; Ankomst til Norge 1004, og til Island 1005; Thorgils gifter sig tredie Gang 55 Aar gammel 1011; nedlægger Nordmanden Helge, 70 Aar, 1026; forliger sig med dennes Brödre 1028; döde, 85 Aar gammel, 1041. Alle disse Aarsbestemmelser grundes paa Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, i dens til Grund for Texten her lagte Recensioner, skjönt egentlige Aarstal efter Christi Födsel der ikke forekomme.

Hvad sagkyndige nyere Forfatteres Bedömmelse over, denne Saga angaaer, bemærke vi först at Finn Johnsen, i Fortalen til Hist. eccl. Island Tom. IV. anförer den blandt de gamle Sagaer, angaaende Island, som ere nyttige til sin Brug og give meget gode Oplysninger om mange Ting: "suum etiam usum habent multaque bene satis illustrant." Börge Thorlacius gav vor Saga (l. e. S. 194) det Vidnesbyrd: at den fortjente Opmærksomhed, ikke blot med Hensyn til Helten og hans Skjæbne, men og formedelst Historiens Sandhed, dens udvortes Værd og charakteristiske Behandling, samt fornemmelig formedelst det Lys, den udbreder over mange Dele af de nordiske Oldsager. Han lægger til (S. 202 o. f., jfr. 206 o. f), at Historiens Troværdighed for den opmærksomme Læser ikke kan være tvivlsom, og oplyser. dette med Exempler. P. E. Müllers Dom i Saga-Bibliotheket (l, 313 o. f.), er noget stræpgere. Dog har han (hvad der her er det vigtigste for os) ikke opkastet nogen Tvivl om Sandheden af de Beretninger, som angaae Thorgilses grönlandske Reise og hvad der staaer i Forbindelse dermed. Derom hedder det nemlig: "Hvad der fortælles om Erik den Röde stemmer godt overens med dennes Saga. Flere Træk af Thorgilses Ophold i Grönland ere saa naive og charakteristiske, at de bære indvortes Præg paa Sandheden, og det er ikke at undres over at skibbrudne Folk, opkastede i en grönlandsk Udörk i det ellevte Aarhundrede, og levende der kummerligen i flere Vintre, kunnde have indbildt sig at see Gjengangere og höre Varsler. Dog maa man paa den anden Side tilstaae, at det Overnaturlige i denne Saga, uagtet det har en Sandfærdighed i Fremstillingen, der viser, at Forfatteren selv har troet det, og derved adskiller sig fra lignende Optrin i de blotte Æventyr, dog er hyppigere og griber mere ind i Begivenhederne end ellers pleier at være Tilfældet i de reenhistoriske Sagaer. De mange af Thor tilsendte Fristelser synes og at röbe en senere Tidsalder, i det mindste findes intet lignende i nogen gammel Saga. Thorgilses Kamp paa Syderöerne har alt for megen Lighed med saadanne Optrin i de fabelagtige Sagaer, ligesom og Jarnhauses Navni slige Fortællinger ofte forekommer. Ogsaa Maaden, hvorpaa Thorgils i Norge sloges med en Viking i et Kar, hvilken Kamp kun paa dette Sted nævnes som nordisk, forekommer mistænkelig. Men om end Thorgilses Bedrifter i Udlandet ere blevne Udsmykkede, ere hans stridigheder hjemme desto simplere og troværdigere. I denne sidste Bemærkning, og altsaa Hovedsagen, ere vi fuldkommen enige, samt mene, at Aarsagen dertil ligger deri, at Sagaen egentlig er sammensat deels af forskjellige Traditioner eller Folkesagn og deels tillige af historiske Sagnkvad (söguljóð) eller Folkesange af denne Art, som dog vare af ulige Gehalt, skjönt vi formode, at Grönlandsreisen, der tildrog sig en almindelig Interesse i Island, endog förend den foretoges, tidlig har været Gjenstand for en saadan Bearbeidelse, hvorved Efterretninger om dens Gang i det Hele og dens vigtigste Begivenheder, saa nöie ere blevne opbevarede for os. Derimod kunne Beretningerne om Thorgilses Kamp med de formeentlige Gjengangere i Norge og flere slige være optegnede efter nyere Folkesange, i hvilke Indholdet er blevet mere udsmykket med eventyrlige Tilsætninger. Dersom vi endnu vare i Besiddelse af Sagaens hele ældste Recension, vilde dette sandsynligviis have kunnet fremstilles i et end klarere Lys.

___________

Uddrag af Floamanna-Saga, indeholdende Thorgils Thordarsöns, kaldet Orrabeinsfostres, Liv og Levnet

Første side af Floamanna saga (Håndskrift nr. 516 i Den Arnamagnæanske Samling)

8. ÞORDR hèt son Atla; hann var IX vetra er þetta var tíðinda; Atli heimti hann til sín, ok kvaðst ætla hann mundi af sárum deyja. Áttu, segir hann, allt fè eptir mik, ok ef þu ert þínum frændum líkr, þá muntu hefna fóður þins, ok svá segir mèr hugr um, at þu munir verða mikill fyrir þèr, ok þínir ættmenn. Eptir þat andaðist Atli heima í Traðarholti, ok var hann heygðr, sem þa var siðvenja til. Þórðr tók við fè öllu ok ráðum eptir föður sinn. Hann var fríðrsýnum, bráðþroskaðr ok míkill fyrir sèr... Þórðr varðveitti bú í Traðarholti.

9. Þá var Þórðr XV vetra gamall, er hann hugsar um föðurhefndir... Pórðr gjörðist ágætr maðr. Hann fèkk Þórunnar, dóttur Ásgeirs Austmannaskelfis; [var hann af því svâ kallaðr, at hann drap skipshöfn í Grímsárósi, fyrir þat er hann var áðr ræntr af þeim. [Ásgeir var ið mesta mikilmenni. Þórunn var ok skörúngr mikill. Pórðr eignaðíst skóg þann, er þeir höfðu deilt um. Þá er Þórðr [hafði II vetr ok XX, þá keypti hann skip í Knararsundi, ok vildi utan fara, ok heimta erfðir sínar, þær er frændr hans höfðu átt í Sogni ok konúngr hèlt, ok kvað Þórunni (með) fara skyldu, en hún [kvaðst vilja eptir vera, ok kvað þat ráðligra. Þórðr reiddist við þessi orð, ok tók mikit fè er hann átti ok falí jörðu. Þórunn mælti þá: þat máttu gjöra, at fela féit, en svá segir mér hugr um, at litlar nytjar munir þú hafa fjár þess er þú átt í Noregi, ok svá hér. Síðan tók hún við öllum eignum þeirra.

10. Þorgils hét son þeirra; hann var tvævetr er Þórðr fór utan. Þat skip hvarf, ok spurðist ekki til síðan, ok vetri síðar kom út Þorgrímr örrabeinn í Knararsundi; hann var Þormóðarson. Hans móðir var Þuríðr Ketilbjarnardóttir at Mosfelli. Þorgrímr var hraustmenni mikit. Hann var í Traðarholti um vetrinn með Þórunni, ok var henni hið mesta traust at honum, ok líkaði henni vel við hann, ok bað hann með sèr dveljast ok ráða sjálfan kaupi. Hann kvaðst þat vilja, ok mælti til samfara við hana; kvaðst ellegar ekki þar vera mundu hjá henni, nema hún giptist honum. Hún hugsar þetta með ráði vina sinna [ok frænda, því [at hún vildi reynast hugum við hann ok skap sitt. Þá er III vetr voru liðnir, fèkk hann Þórunnar, ok voru samfarar góðar þeirra í milli. Þorgrímr þótti inn mesti garpr ok heldr údæll; hafði hann verit víkingr, ok [viða af þvi örróttr, ok af því var hann kallaðr Örrabeinn, en Þorgils stjüpson hans var kallaðr örrabeinsstjúpr. Þorgrímur var góðr forstjóri hèraðsins. Hanu var vel til Þórunnar ok sonar hennar Þorgils. Þar stóð mikit fè saman er þau áttu öll.

Pat er sagt eitt sumar, er menn komu til mannamóts í fjörbaugsgarð til Lóns; þá var Þorgils fimm vetra er hann fór þángat, ok vildi vera at sveinaleik, markar sèr völl, ok kvaðst vilja at vera. Sveinar sögðust hafa sammælzt á, at sá einn skyldi at leiknum vera, er nokkru kvikindi hefði at bana vorðit. Rêðst Þorgils þa frá leikinum, ok þótti það illa er hann var fráskila gjörr. Um kveldit fara menn heim. Þorgrímr var at öllu fê auðugr; hann átti mart kvikfè, bæði sauði ok naut; einn hestr hêt Illíngr er hann átti; þat var klárr ókostígr. Ok er menn voru sofnaðir um nóttina, þá vakir Þorgils ok íhugar sitt mál, ok vildi eigi optarorleikinum gjörr vera. Hann stóð upp ok tekr sêr beizl, ok gekk út siðan, ok sá ross hjá garði. Hann snýst þángat til ok tekr hestinn Illíng ok leiðir til hüss nokkurs; síðan tekr hann spjót í hönd sêr ok gengr at hestínum ok rekr spjótit i kviðinn, ok fellr hann dauðr niðr. Þorgils leggst niðr síðan. Um morguninn, er mönnum var til verks skipat, bað Þorgrimr reka heim Illíng, en hann fannst eigi. Var Þorgrimi sagt þetta. Hann kvað hestinn þar verit hafa um kveldit, ok bað enn leita; fara þeir ok finna dauðan hestinn; (þeir) segja Þorgrími. Hann kvaðst eigi sjá mann til þess at girnast at eiga illt við hann. Þorgils svarar: ek veldr því at hestrinn er dauðr. Þorgrímr spurði: hvi hann gjörði þat. Þorgils sagði, hver sök til var. Ekki munum við eiga skap saman, segir Þorgrimr; far þu nú til Lopts vinar þins, þvi ekki verðum við samlyndír.

11. Eptir at fór Þorgils í brott inn sama dag, ok til Lopts, ok tók hann við honum ágæta vel. Svâ er sagt at Þorgils var fríðr maðr synum ok drengiligr í viðbragði, ok [skírligr; hár á vöxt ok rètt vaxinn, ramr at afli, harðgjörr ok skjótráðr, gegn ok öruggr, örðigr ok allra manna bezt vígr, ok hinn hraustasti í öllum mannraunum, þegar honum jókst aldr, sem frá mun verða sagt. Hann var stórlyndr ok þó stöðugr, [hjartaprúðr ok hugstórr, stóðst vel margar mannraunir, er hann hlaut at bera. Þat er sagt, pá er Þorgils var IX vetra gamall, beiddist hann at róa á sjó með hüskörlum Lopts, ok var þat eptir honum látit, sem mart annat. Þorgils kastaði færi sínu fyrir borð, ok dró einn mikinn flatan fisk, en eingi annarr veiddi um daginn; ok er hreggit tók at vaxa, reyndist þat at Þorgils hafði numit at róa, þótt hann væri úngr. [Síðan lögðu þeir at landi. Loptr kvað í slíku marka mega, hverr hann mundi verða; gánga nú heim, ok dró Þorgils eptir sèr fiskinn. Er hann gekk eptir götunni, þá losnaði moldinn, þar er hann dró fiskinn, ok kendi er varð fyrir nokkut hart; lítr hann þá til, ok sêr at þar liggr silfrbaugr. Nú koma þeir heim, ok selr Þorgils Lopti bauginn, fóstra sínum, til varðveízlu.

12. [Vetri síðar varð sá atburðr, at þrælar nokkrir brutu haug til fjár sèr [þar í landeign, en Þorgils kom at þeim, ok kvað þat ekki vera þeirra fê, ok tók af þeim III merkr, ok hrakti þá sjálfa. Hann fêkk Lopti fè þetta ok svâ allt annat þat er hann aflaði; varð hann nü frægr mjök, þótt hann væri úngr. [þá er Þorgils var XV vetra, fýstist hann utan at fara; var hann vel þroskaðr, bæði at viti ok aflí. Hann beiddist fjárskiptis af Þorgrímí, stjüpföður sínum, ok fêkk ekki. Loptr bað hann dveljast hjá sêr enn um vetrinn, ok kvað hann mundu síðar at öllu meira fram koma. Hann gjörði svâ, [ok er hann var XVI vetra, beiddíst hann enn fjárskiptis. Þorgrímr kvað þess enn eigi kost: því ósvinni lizt mêr þín fjárvarðveizla en mín. Þorgils kvaðst nú hafa vilja fèit: en ef ek fær nú eigi, pá mun ek fá í þriðja sinn er ek heimti, ok ferr siðan, ok segir Lopti. Loptr kvað þat hug sinn, at Þorgrímr mundi eigi fyrir standa, pá er Þorgils heimti næst. Fèkk Loptr honum þá fè til utanferðar. Þorgils kvaðst lítit fè hafa vilja at sinni, ok er hann er búinn til ferðar, kallaði hann [til sin leiksveina, ok kvaðst vilja launa þeim gleði ok góða fylgð: skulu þèr hèr taka III merkr silfrs, er ek tók af þrælunum, en Loptr fóstri minn skal hafa bauginn ok vingan mína. Eptir þat fór Þorgils utan í Knararsundi með lítit fè, ok kom til Noregs um haustit, ok var með þeim manni um vetrínn, er Ólafr hèt, ok bjó á Hörðalandi; [hann var rikr maðr ok vel vitr. Í þennan tíma rèð Haraldr gráfeldr Noregi með öðrum bræðrum sínum, ok Gunnhildr konungamóðir; þau fóru at veizlum um vetrinn, sem þá var siðr til. Ólafr bjó veizlu í móti konüngi ok móður hans með mikilli vegsemd, ok er þau hölðu at veizlunni verit um hríð, þá spurðu þau, hverr sá væri inn mikli maðr [ok inn úngligi, er þar var. Ólafr svarar: hann er íslenzkr. Konúngr sagði, at hann mundi vera mikillar ættar, því hann hefir þess háttar yfirbragð. Þorgils var í leikum með konúngi, ok Inótti honum mikit gaman at honum, ok gengu Þorgilsi allir leikar vel. Þá mælti konúngr: þik mun ek kalla Þorgils kappa minn. Þorgils sagði þá konúngi, at hann ætti stórar erfðir í Sogni eptir göfga frændr sína. Konúngr svarar: móðir min hefir nú bú á jörðum þeim, ok hún hefir á þeim allt forræði; því hyllstu hana at, ok mun þér þá vel duga. Þorgils kemr nú á þetta mál við Gunnhildi. Hún svarar þessu vel, ok bauð honum hirðvist með konúngi. Þorgils kvaðst litt við látinn at vera með konungs hirð, ok kvað nei við því. Drottning varð reið mjök, ok spyrndi fæti sínum til hans, ok hratt honum frá hásætinu, ok varnaði honum þá fjárins, ok sagði hann eigi kunna at [þiggja sóma sinn. Konúngr var vel til hans, ok gaf honum silfr á laun, svâ at þat var góðr kaupeyrir; má hèr af græðast, segir konúngr, ef gæfa vill til, ok vitja mín kunnliga, ok allrahelzt ef móðir min er eigi nær. Siðan fór konúngr frá veizlunni.

13. Um vorit segir Þorgils Ólafi, at hann vill fara kaupferð um sumarit, ok leita svâ undan ójafnaði Gunnhildar. Ólafr lèt vel yfir því; var Þorgils nú í kaupferð um sumarit, ok tókst þat vel. En um haustit kom hann [í Vestr-Vikina, ok ferr til [konu einnar, er Gyða hèt; hún var ekkja, son átti hún er Auðunn hét. Þau veittu honum [bæði af hinni mestu dygð. Gyða var margkunnandi á fyrnsku ok fróðleik. Auðunn var vel til Þorgils, ok mælti til vináttu [við hann, er hann fór í brutt. Eptir þat fór Þorgils til eins ríks manns er Björn hèt, ok var þar vel haldinn. Þar voru góð hýbýli ok heldr snemma háttat. Þorgils spurði hverju þat gegndi. Honum var sagt at faðir Bjarnar hefði fyrir litlu andazt, ok þat með, at hann gengi aptr; voru menn ok hræddir við hann. Þorgils gjörðist ramr at afli. Þat var opt um vetrinn, at Þorgils heyrði lamit úti um þekjuna, ok eina nótt var þat, at hann stóð upp, tók öxi í hönd sèr ok gekk út. Hann sá draug fyrir dyrum standa, mikinn ok illiligan. Þorgils færir upp öxina, en þessi snýr undan, ok til haugsins, ok sem þeir koma þar, snýr draugr inn á móti; takast þeir fángbrögðum, þvíat Þorgils hafði sleppt öxinni; var þeirra atgángr bæði harðr ok grimmligr, svá upp gekk jörðinn undir fótum þeim, en at lyktum varð svá, með því at Þorgilsi var lengra líf ætlat, at draugrinn fellr á bak aptr, en Þorgils ofan á hann; tekr hann þar þá hvíld, ok náir síðan öxi sinni; höggr Þorgils þá af honum höfuð, Ok mælir [síðan yfir honum at hann skuli engum manni at meini verða; varð ok aldri vart við hann síðan. Björn virti Þorgils mikils, er hann hafði gjört þar svâ mikla hýbýlabót. Eina nótt bar þat til at lostit var högg á dyr; gengr Þorgils út; er þar kominn Auðunn Gyðnson, vinr hans. Þorgils heilsar honum vel, ok spyrr hvat hann vill. Auðunn kvaðst þurfa hans liðsinnis; sagði móður sina Gyðu andaða, ok nokkut vorðit hafa kynliga um hennar dauða; stukku ok allir menn á brottu, þvíat aungvir þorðu við at vera; nú vilda ek fara með hana til greftrar, ok fylgðir þú mèr. Þat skal vera, kvað Þorgils. Siðan ferr hann með Auðunni, at óvitanda Birni. Koma þeir til bæjar Auðunnar; finna þar húsfreyju dauða, búa nú um likit. [Skaltu, Þorgils, segir Auðun, gjöra kistu at móður minni, ok [undir knakka, reka síðan á kistuna sterkar henkur, þvíat þurfa mun þess alls við, ef hlýða skal. Er nú þatta alltsaman gjört. Auðunn sagðist nú mundi gjöra ráð fyri kistunni; [skulum við nú draga hana í brottu, færa niðr í jörð, ok bera á hana sem mestan þúnga. Fara nú síðan, ok sem þeir hafa farit um hríð, tekr at braka mjök í kistunni, ok því næst bresta af hánkarnir, ok kemst Gyða or kistunni. Þá fara þeir til báðir, ok tóku hana, ok þurfti þó alls við, ok voru Iaeir báðir sterkir menn. Þat taka þeir bragða, at þeir flytja hana báls, er Auþunn hafði búit. Síðan kasta þeir henni á bálit, ok voru hjá, meðan hün brann. Þá mælti Auðunn: mikla víngan hefir þú mèr nú sýnt, Þorgils, ok [góða karlmennsku, sem þú munt í öllum stöðum. Sverð ok kyrtil vil ek gefa þér, en ef svâ verðr, at ek kalli síðar til sverðsins, þá vilda ek, at þú lètir laust, en ek mun fá þèr annat vâpn, [þat er gott er. Nú skilja þeir við svá búít; ferr Þorgils aptr til Bjarnar. Nú er þar til at taka, at Björn saknar Þorgils; færr hann af þessu mikla úgleði, ok kvaðst þar mist hafa góðs manns: ok er þat illa, at tröll eðr úvættir hafa tekit hann; skulum vèr þat þó gjöra í heiðr við hann, at drekka erfi hans, [ok uggir mik at eigi megi fagnaðaröl heita, þvíat vèr höfum nü leitat hans marga daga. En um veizlu þessa kom Þorgíls heim, ok verðr Björn honum harðla feginn, ok eykr þá [af vinaveizluna, ok eptir þat fóru menn heim.

14. Í þenna tíma tók Hákon Hlaðajarl ríki í Noregi. Þá sagði Þorgils Birni, at hann vildi leita eptir eignum sínum í Sogni. Björn svarar: rêttligt væri þat, en uggir mik at Hakon jarl kalli sêr bæði þat ok annat, því hann er mjök fêgjarn, ok er óvænligt um, at hann vili til láta við þik, en flytja vil ek þitt mál, þá er hann kemr hêr til min. Nú kemr jarl at ákveðnu til veizlunnar, ok flytr Björn fyrir hann mál Þorgils, ok sagði mikit frá vaskleik hans ok atgerfi. Hákon jarl kvað þat nú vera sina eign, en kvaðst þó vilja sjá manninn. Ok er Þorgils kom fyrir jarl, mælti Hákon til hans: mikill maðr ertu ok sterkligr, friðr sýnum ok líkligr til giftu, ok vil ek bjóða þèr til min. Lítum siðan á þitt mal. Þorgils kvaðst þat þiggja vilja.

15. Porsteinn hèt maðr ok var kallaðr inn hvíti; hann var lendr maðr Hákonar jarls; hann var vinsæll, ok átti eignír nær jörðum Þorgils. Þeir lögðu mikla vingan saman, ok voru með jarli báðir. Þorgils gaf Þorsteini kyrtilinn Auðunarnaut; hann var af nýju skarlati skorinn. Þá var ok með Hákoni jarli Eiríkr rauði, islenzkr maðr, er [síðan fann ok bygði Grænland. Hann var úngr maðr ok kurteis, ok hinn mesti vin Þorgils. Þat var einn dag at Þorgils vekr við jarl sitt mál um jarðirnar. Hákon jarl svarar: vel geðjast mêr at framferð þinni, en eigi er ek viss um at vita, hverr framkvæmdarmaðr þú munt verða; mun ek ok þessar eignir eigi upp gefa, utan þú sýnir mêr nokkurn frama í gjörðum þínum, ok skaltu heimta skatta mina af Suðreyjum, er ek hefir mist um þrjá vetr. Þorgils biðr hann fá höfðingja til ferðarinnar, en ek mun fylgja honum sem manndómr minn er til. Þú skalt formaðr vera, segir jarl, fyri ferð þessi, því þú reynir þeim mun meir þina dáð ok karlmennsku. Þorgils mælti: lát fara með mèr Þorstein hvíta; hann skal því ráða, sagði jarl. Þorsteinn kvaðst fara mundu, ef Þorgils vildi. Nú búast þeir, ok hofðu tvö skip, ok ekki mjök skipuð. En er þeir koma til eyjanna, beiða þeir skatta, ok fengu lítít af. Um haustit hèldu þeir til Kataness, ok brutu skip sín, en tyndu fjárlilut; menn hèldust allir. Ólafr hèt jarl er rèð fyri ríki því. Hann frètti til manna Hákonar jarls, ok bað þá til sín fara. Þat þiggja þeir, ok voru þar um vetrinn [vel haldnir. Surtr járnhaus hèt maðr; víkingr mikill ok hinn mesti illgjörðamaðr. Hann lá uti [laungum um Vestrlönd. Þat var einn háttr hans, ef konur voru friðar ok vel at sèr, at hann tók þær at sèr um hríðar sakir, en menn þorðu eigi í móti honum at standa. Systir Ólafs jarls hêt Guðrun. Hún var fríð kona synum ok vel at kvennligum listum búin. Surtr járnhaus finnr Ólaf þenna vetr ok vill fá systur hans til frillu, ella til eiginorðs. Ólafr svarar: þat væri mèr litill styrkr þó at þú gjörðir sem bezt mættir þú, en þá allra síðst, ef þú ert ráðinn til illa at gjöra, ok mun ek [níta þessu gjaforði. Víkíngrinn mælti þá: gakk á hólm við mik, ella berst við lið mitt ok safna liði í móti. Jarl mælti: betra er at deyja virðuliga en lifa skammsamliga. [Surtr svarar: þann kost kýss þú nú, er þèr gegnir verr, ok þèr mun minnisamr verða, ok ver níðíngr ef þá kemr eigí. At vísu skal ek koma, segir jarl, í móti þèr, eðr annarr maðr ella; ok skildu við svâ búit. Eptir þat kveðr jarl þíngs, ok sagði þar, fyri hverju áfelli hann var orðinn: vil ek þeim manni gifta Guðrúnu systur mína, [er Surti verðr at bana, þvíat ek veit at sá einn mun til þess ráðast, at mèr mun engí úsæmd í því verða. Engir urðu til at svara jarli, þótt ráðít þætti fýsiligt, því mönnum þótti ílls von af Surti járnhaus. Þeir Þorgils ok Þorsteinn ræddust við, ok þótti Þorsteini fýsiligt, en Þorgilsi fannst fátt um. Þorsteinn mælti: viltu þenna kost, vinr! Þorgíls svarar fá um. Siðan sagði Þorsteinn [jarli at hann mundi til ráða. Jarl tekr því vel. Um nóttina eptirs dreymdi Þorgils at Auðunn vinr hans kæmi at honum ok mælti: þú sefr, en jafnt mun vera sem þú vakir; þú skalt á hólm gánga við berserk þenna, því þèr unnnum vèr sæmdar; en Surtr þessi er bróðir minn, ok er hann þú mèr ekki þarfr; er han ok hit mesta illmenni. Þess spyrr hann jafnan, þá er hann háir hólmgaungur, þann er hann skal berjast við, hvert hannhafi sverðit Blaðni en ek gaf þèr þat, en þú skalt fela þat í sandi, ok seg honum at þú vitir eigí hjölt sverðs þess fyrir ofan jörð. Eptir þat hvarf Auðunn í brott. Þorgils vaknar, ok sagði Þorsteini vin sínum drauminn.

16. Um morguninn fóru þeir Þorgils ok þorsteinn með jarli til [hólmstefnu ok er Þorgils búinn til hólmgaungu. Víkingrinn spurði um sverðit Blaðni, Þorgils kvaðst eigi vita þess hjölt fyrir ofan mold. Þorgils dró nú sverðit upp or sandinum, ok börðust siðan; ok er þeir hafa barizt um stund, höggr Þorgils sporðinn af skildi Surts ok undan honum fótinn, [en þat voru þá lög: at menn vogu til arfs þess, er fêll á hólmi. Eptir þat hjó Þorgils höfuð af Surti, tók öll skip hans fok fè ok fèkk síðan Guðrúnar, systur Ölafs jarls. Skorti Þorgils nú eigi menn ok pennínga. Um vorit segja þeir jarli at þeir vilja [herja um sumarit. Nú halda þeir at Suðreyjum, ok gjöra þeim kost, hvârt þeir vilja þola hernað ok manndráp, eðr gjalda skatt Hákonar jarls, en þeir kjöru at gjalda slíkt sem á var lagit; síðan var allt lukt. Eptir þat fóru þeir austr til Noregs, ok hitta Hákon jarl; fagnar hann þeim vel. Þeir greiða honum fèit, ok gefa honum þó at auki sæmiligar gjafir. Jarl játtir Þorgilsi nú öllum eignum sínum. Voru þeir með jarli um vetrinn í góðu yfirlæti. [At sumri vilja þeir í hernað, en ætla til jarls at vetri. Eina nótt kom Auðunn at Þorgilsi, ok heimti at honum sverðit Blaðni: en ek mun fá þèr fyrst öxi, en innan lítils tíma gott sverð. Þorgils kvað hann víst hafa skyldu sverðit. Auðunn bað hann hafa þökk fyrir, ok gaf honum fingrgull, en er Þorgils vaknaði, var sverðit brottu, ok þótti honum svipr at. Síðan hèldu Síðan heldu þeir víða um sumarit. Gyrðr hèt víkíngr er þeir fundu um sumarit undir [ey einni. Um morguninn fór skúta frá skipum Gyrðs til þeirra Þorgils, ok kvaðst Gyrðr vilja gjöra fèlag við þá. Petta fór fram, ok skal Gyrðr hafa jafnmörg skip, ok at helmíngi allt hlutskipti; herja nú um sumarit ok varð þeim gott til fjár, eyddu mjök illþýði ok hernaðarmönnum, [en lêtu bændr ok kaupmenn fara í friði. Þeir komu til Írlands um sumarit; var þar skógr fyrír er þeir komu at; gengu síðan upp í skóginn, ok í einum stað sá þeir fallit lauf af trè. Þeir kippa upp eikinni, ok finna þar jarðhús undir. [Þeir sjá menn með vopnum niðri í húsinu. Þorgils gjörir sínum mönnum kost, at sá skal eignast III kostgripi er fyrstr gengi í húsit, en allir játta því, nema Gyrðr. Eptir þat hljóp Þorgils í húsit, ok varð þar engin mótstaða. Þar lá klæði blátt, ok á tveir gullhríngar, ok sverð gott. Þar voru ok tvær konur; [var önnur úng ok frið, en önnur gömul ok þó frið. Þorgils gekk um húsit, ok var víða berg undir. Hann hafði í hendi eina rótakylfu, ok barði henni á báðar hendr, ok stökk flest undan. Þorsteinn fór með honum, ok er þeir gengu or jarðhúsinu, tóku þeir konu þá hina ýngri ok fluttu með sèr til skipa, ok svá hina eldri. Nú sækir liðit fast eptir þeim, en þeir Þorgils komast til skipa ok láta þegar frá landi. Nú gekk maðr or liðinu því er eptir sótti; ok [mælti láng erindi. Þeir skildu eigi hans mál. Þá mælti kvinnan á norrænu, ok sagði þeim at [hann vildi upp gefa þat er þeir höfðu fengit af fénu: ef þér látit okkr lausar. Þessi maðr er jarl ok son minn, en ek er víkversk at móðurkyni; munu þér þá ok bezt njóta gripanna, er svá er gjórt, þviat [þúngi fylgir sverðinu. Son minn heitir Hugi; hann býðr þèr Þorgils fê, heldr en þer takit mik í brottu; er yðr ok ekki happ í okkr brott at taka. Þorgils hlýðir þeirra ráðum, ok flytr þær til lands. Hugi jarl gekk með fagnaðiá móti Þorgilsi, ok gaf honum ríng einn, anna móðir hans, mærin hinn þriðja, ok mæltu síðan vel fyrir honum.

17. Eptir þetta vilja þeir Þorgils ok Þorstein hætta hernaðinum ok skipta fjárhlut. Gyrðr kallaöi til gripanna. Þorgils kvað þar marga vitnismenn til vera, hvat skilit var um. Gyrðr kvaðst aldrei játtat hafa, ok vill heldr berjast en missa gripanna. Þorgils kvað ráðligare at leggja eigi allt lið í hættu: ok reynum heldr tveir [með okkr! Því játtar Gyrðr. Síðan berjast þeir; hafói Þorgils sverðit jarhássnaut, ok höggr til Gyrðs ok undan honum fótinn, fyrir neðan ökla. Skildu við svá büit; lífði Gyrðr síðan, ok var kallaðr Gyrðr hinn halti. Eptir þat fóru þeír til Noregs, ok voru með Hákoni jarli um vetrinn. Guðrún kona Þorgils fæddi þá sveinbarn; hann var Þorleifrs nefndr. En er vorar vil Þorgils út til Íslands, til eigna sinna; gaf Hákon jarl Þorgilsi aptr allar eignir sínar, þær er hann átti í Sogni, ok skildu þeir jarl með vináttu. Sat hann nú at báum sínum um sumarit, ok svá um vetrinn. Þorgils sagði Þorsteini, at hann vill vitja eigna sinna á Islandi: því þeir varðveita er mèr er ekki um; hefi ek nú látit skip búa, ok flutt þángat til mikit fé; en jarðir þessar, er ek á her, skaltu varðveita til handa Þorleifi syni mínum; hefi ek þik reynt góðan dreng; mun ek nú ok launa þer með einni gjöf; skal ek gefa þer Guðrún konu mína, því þat hefi ek fundit, at þu hefir lagt ástar þokka til hennar, þótt þú hefir vel með því farit. Þorsteinn þakkaði Þorgilsi gjöfina, ok þótti mönnum mikils um þetta vert. [Skildu þeir Þorgils með mestu kærleikum. Þorgils fór í kaupferð eina á Upplönd ok Svíþjóð, ok var um vetrinn hjá bónda þeim er Þrándr hèt; hann var auðigr maðr, ok átti dóttur þá er Sigriðr hèt. Hana vildi eiga sá maðr er Randviðr hèt; hann var illmenni ok kappa mikill. Þrándr synjaði honum ráðsins. Þá bauð Randviðr Þrándi hólmgaungu þá er köllut er kergánga; skal þar berjast í keri ok byrgja yfir ofan, ok hafa keflí í hendi. Þrándr vildi heldr berjast en gipta dóttur sina svá illum manni. Þorgils mælti þá til Þrándar: [vel hefir þú mer víst veitt, ok skal ek þat góðu launa, ok mun ek berjast við Randvið fyrir þik. Prándr kvaðst þat þiggja mundu. Þorgils hafði sverðit jarðhússnaut; Randviðr hafði álnar kefli [í hendi ok digurt mjök; var byrgt yfir kerit. Randviðr bað Þorgils leggja fyrst, þvíat á hann var skorat; hann gjörði svà, ok kemr á keflit, ok sprakk þat í sundr, ok [hljóp sverðit í kviðinn á Randvið; hann mælti þá: fá þú mèr nú sverðit, en þú haf keflit, ok mun ek leggja til þin með sverðinu. Mêr þykir nú, segir Þorgils, þetta vera spænir, en ekki kefli. Litlu síðar dó Randvíðr; hafði hann treyst fjölkyngi sinni, þvíat hann hafði margan mann fellt með þessi hólmgaungu. Þorgils drap tvo aðra víkinga, Snækoll ok Snæbjörn. Þrándi launaði Þorgilsi vel; fèkk hann virðíng mikla af þessu verki. Hann bjóst síðan út til Íslands um sumarit eptir.

18. Ólafr tvennumbrúni hèt maðr; hann kom til Íslands, ok nam öll skeið á milli Þjórsár ok Sandlækjar; hann var hamrammr mjök. Ólafr bjó á Ólafsvöllum; hann liggr í Brúnahaugi undir Vörðufelli. [Ólafr átti Áshildi, ok vorur synir þeirra Helgi ok Þórðr faðir Þorkels, föður Gullkárs, föður Orms, föður Helgu, fóður Odds Hallvarðssonar. Þórgrímr örrabeinn lagði hug á Áshíldi, þá er Ólafr var dauðr, en Helgi trausti, son hennar, vandaði um, ok fór frá búi sínu til hennar, ok [kvaðst eígi vilja fiflíngar hennar, ok kvað óvirðing í vera, bæði henni ok frændum hennar. Hún bað hann sik eigi reiðan gjöra; kvað ekki hans færi at keppa við Þorgrim. Hann svarar: auðsætt er þat at maðrinn hugnar þèr vel, en ek mun eigi at [siðr ekki sitja honum slíka svívirðíng. Skilja þau nú tal sitt. Þorgrimr gistir á Ólafsvöllum. Áshildr gjörði honum góðan beina, ok fóru mjök saman hugir þeirra. Hún sagði Þorgrimi, hvert tal þeirra Helga hafði verit. Helgi ræðir ok um konur Þorgrims; kvaðst illa við una; bað hann af láta. Þorgrimr kvaðst eigi hirða um hans [þokka eðr hót, ef hennar vilí væri til. Nú leiðir hún Þorgrim á götu, ok gaf honum mikit fingrgull áðr þau skildu. Áshildi kvaðst grunr á at þau mundu eigi optar sjást. Þorgrimr kvaðst ætla at finna hana brátt. Hún kvað vel, ef svá væri. Skilja við svà búit. Þorgrimr reið nú leið sína fyrir neðan Áshildarmýri. Helgi sat fyrir honum hjá gatnamóti, ok er þeir fundust, bað Helgi hann af láta komum, ok gjöra sèr eigi skapraun í þessu. Þorgrímr kvaðst eigi hafa barnaskap; kvaðst búinn at reyna alla hlutí við hann. Helgi kvaðst ætla, at málefnum mundi gánga: ok er vel at við reynum (með) okkr. Siðan börðust þeir snarpliga ok lengi. Þorgrimr var þá á hinum efra aldri, ok mæddist skjott, ok varð sárr mjök. Helgi sækir at fast, er hann sêr at Þorgrimi latar, ok lýkr svà með þeim at Þorgrímr fellr fyrir Helga. Um kveldit kom Helgi heim; spurði Áshildr hann tíðinda, [hann sagði slik sem voru. Hún svarar: mikit hefir þú at gjört, ok vaxit muntu þykjast hafa af þessu verki, en ek kann segja þer at þetta er þinn höfuðbani. Helgi tók sèr fari í Einarshöfn ok ætlar utan. Þessi tíðindi spyrjast nú. Hæríngr, son Þorgríms, var þá XVlI vetra; hann reið í Höfða til Teits Ketilbjarnarsonar, frænda síns, við þriðja mann. þeir Teitr ríða þá XV saman út á Eyrar, ís Einarshöfn, ok banna Helga farit. Eptir þat ríða þeir í brottu. Litlu síðar fundust þeir, á fórnum vegi, upp fra Mörk við Helgahvol. Þeir Helgi voru III saman komnir af Eyrum sunnan, ok er [hann sèr reið þeirra, hlaupa þeir [á hólinn, ok vörðust drengiliga. Áttu peir harða hríð, en fyrir fjölmennis sakir fèll Helgi ok maðr með honum, ok einn maðr af hinna liði. Var síðan sæzt á málit, ok fèllust vígin í faðma.

Þorgils kom út á Eyrum. Loptr fóstri hans sat í [búi sínu. Mart hafði tiðinda vorðit, meðan Þorgils var utan; Þórun móðir hans var önduð. Þorgils fór heim í Traðarholt; tók bróðir hans F. vel við honum, ok búa þeir bræðr nú báðir saman þessi misseri.

Þórey hèt kona; hún var Þorvarðs dóttir; Þorfinna hèt móðir hennar; hün bjó í Odda. Þorvarðr var andaðr. Þórey var at fóstri á þeim bæ er heitír í Kálfholti, með þeim manni er Jósteínn hèt, gildr bóndi. Jósteinn átti dóttur, systur Þorvarðar í Odda, er Þorgerðr hèt; þau voru börn Þórðar Freysgoða: Kolr ok Starkaðr voru fóstbræðr Þóreyjar; Guðrún hèt systir þeírra, ok var hún fóstsystir Þóreyjar; [Þorgils bað Þóreyjar, ok var hún honum gipt; [voru þeírra samfarar góðar.

19. Sörli hèt maðr; hann bjó skamt í brott frá Kálfholtí. Hann venr komur sínar til Guðrúnar, systur þeirra Starkaðar ok Kols. Einn tíma ferr Kolr á leið Sörla, ok bað hann af láta komum til systur sinnar. Sörli kvaðst þat mundi gjöra eptir hugþokka sínum, en hírða ekki um orð hans. Þú munt ráða, segir Kolr. Annan dag kom Sörli ok sat á tali við Guðrúnu, ok um kveldit ferr hann seint heim; ok er hann kemr skamt frá bænum, sprettr Kolr upp fyrir honum; verðr ekki af kveðjum; höggr Kolr Sörla banahögg, ok fór heim, ok sagði Gudrúnu, at stöðvaðar voru komur Sörla. Hún kvaðst eigi þat lasta mundu, en kvað eigi svà búit hlýða mundu, þvíat hann var þíngmaðr Ásgríms Elliðagrímssonar: far nú ok hitt Þorgíls, þvíat hann Pykir mèr líkligastr til at veita þêr nokkut skjól. Kolr kemr í Traðarholt; þat var síð um kveld; menn [voru at mat. [Þórey gekk fram til dyra, ok bauð fóstra sínum þar at vera. Hann sagði henni tiðindi. Þú skalt þat, segir Þórey , vita við Þorgils, hvert hann vill nokkurt traust (veita) þèr, eðr ekki, ok láttu hljótt um þik. Hün leiddi hann í skot eitt; síðan gekk hún til stofu. Þorgils mælti: hví skulu menn svà lengi bíða matar kveld? [enda hefir þú fengit rauðan lit. Pórey svarar: satt er hit fornkveðna, at spakir menn henda á mörgu mið; mús hljóp áðan á kinn mèr, en hún er mèr harðla úþekk. Svà má vera, segir Þorgils. En er þau komu í rekkju um kveldit, kvaðst Þorgils vilja vita, hvat í framgaungunni hafði verit um kveldit. Hún sagði honum allan atburðinn, ok kvaðst ásjá vilja veita Kol: ok muntu ok svà gjöra fyrir mina skyld. Þorgils kvaðst svà gjöra mundu. Um morguninn fór Þorgils til bús Kols, ok lèt fara á brot fè allt með sèr ok Guðrúnu, [en lêt eptir ómegð aðra. En er þeir voru brott farnír, kom Ásgrimr; ætlar hann at taka upp fyrir Kol fè allt, ok liafði hann ekki. Kolr sitr hjá Þorgilsi um vetrinn, ok um vârit býr Ásgrímr mál til á hendr Kol; lætr Þorgils eigi sem hann viti; verðr Kolr sekr skógarmaðr. Þorgils tiðr sem áðr um hèraðit, ok Kolr með honum; sækja mannamót, ok verðr nú óþokki mikill [á milli höfðíngjanna. Þykir hêraðsmönnum mein á þessu, ok leita um sættir, en Þorgils býðr aungvar. Eitt sinn riðr hann til hestaþíngs, ok Svartr verkstjóri hans með honum, var þá [góö gleði um daginn; Ásgimr talar mart við Svart, ok at kveldi riðr Þorgils heim. Svartr reið nær honum. Þorgils fann at hann vildi riða seinna; grunar hann þá, ok gefr honum færi á sèr; ok er Þorgils varir minst, höggr Svartr til hans. Þorgils kastar sèr or söðlinum, ok klauf Svartr söðulinn. Þorgils [þrifr Svart, ok spyrr, [hverju gegni. Hann segir honum at Ásgrímr bauð honum þetta, en þá er hann svipti honum Svarti, fèll fêsjóðr undan yfirhöfn hans; segir hann þá at Ásgrímr hafi gefit honum fêit til höfnðs Þorgilsi. Hann drepr Svart þnegar í stað. Eptir þat ríðr Þorgils fram, ok segir sínum mönnum, hversu farit hafði, en [hvert sinn er hann kemr á mannamót, [synir hann par sjóðinn; voru þar í þrjár merkr silfrs, ok gekk enginn við at ætti.

20. [Nú kom kristni á Ísland, ok tók Þorgils í fyrra lagi við trú. [Hann dreymdí eina nótt at Þórr kæmi at honum með illu yfirbragði, ok kvað hann sèr brugðizt hafa; hefir þú illa or haft við mik, segir hann, valit mèr þat er þú áttir verst til, en kastat silfrí því í fúla tjörn, er ek átta, ok skal ek þér í móti koma. Guð mun mèr hjálpa, segir Þorgils, ok er ek þess sæll, er okkat fèlag sleit. Ok er Þorgils vaknar, sá hann at töðugöltr hans var dauðr. Hann lèt grafa hann hjá toftum nokkrum, ok [lèt ekki af nýta. Enn barst Þórr í drauma Þorgilsi, ok sagði, at honum væri eigi meira fyrir, at taka fyrir nasar honum, en galta hans. Þorgils kvað guð mundu því ráða. Þórr heitaðist at gjöra honum fjárskaða. Þorgils kvaðst eigi hirðzi um þat. Áðra nótt eptir dó uxi gamall fyrir Þorgilsi. Þá sat hann sjálfr hjá nautum nóttina eptir; en um morguninn, er hann kom heim, var hann víða blárr; hafa menn þat fyrir satt, at þeir Pór [múni þá fundizt hafa. Eptir þat tók af fallit. Þorgíls var hit mesta mikilmenni.

[Þorgilsi komu þær orðsendingar af Grænlandi, at Eiríkr rauði bíðr honum til sin, ok at hafa þá kosti, er bezta hefir hann til. Þorgils á hlyddist [brátt við þat. Hann hafði þá verit hèr XIII vetr. Skip kom af hafi; var þar á Þorleifr son hans, ok hafði góða gripi at færa honum. [Þórleifr var þá XX vetra. Þorgils talar við konu sina, ef hún vildi fara til Grænlands. Hún kvað vanbreytt um. Hann sagði Eiríkr hafði sent sèr orð um: má ok at þú sêr eptir, ef þú villt þat. Misráðit mun, sagði hún, at þángat sè farit, en þó skal ek fara, ef þú ferr. [Hæringr tók við gótsum Þorgils. Þórný hèt dóttir þeirra Þorgils ok Þóreyjar; [hún var VIII vetra. Þorleifr skal fara með þeim, Kolr ok bróðir hans Starkaðr ok Guðrún systir þeirra, Snækollr ok Össurr, [þrælar hans, [ok X aðrir þrælar, ok ráðsmaðr hans Þórarinnn, þviat Þorgils ætlaði bæ at reisa, þá er kæmi til Grænlands. Jósteinn or Kálfholti rèðst til ferðar með [Þorgilsi við XII menn, Þorgerðr kona hans ok son. Þorgils kaupir nú skip í Leiruvogi. Þórólfr hèt maðr, er Þorgils fêkk [bú í hendr, en Hæringi [fekk hann LX hundraða mórent, VI álna aura, annat en staðfestur. Þorgils gisti at Þórodds at Hjalla; með honum var í ferð Þórný dóttir hans. Þar tók hún sótt, ok bejð Þorgils þar III nætr; sagði hann, at þat stæði ekki fyrir ferð hans, þótt hún værí sjúk: má vera, at hèr sè hennar forlög. Þóroddr kvaðst ætla him mundi giftudrjúg verða ok lánglif. Lèt hann hana eptír ok gaf henni [LX hundraða, ef him þyrfti. Þorgilsi kvaðst nú fyri þykja at fara, en lèzt ekki nenna aptr at setjast.

21. Porgíls bíðr nú byrjar, ók dreymír at maðr kæmí at honum, mikíll ok rauðskeggjaðr, ok mælti: ferð hefir þú ætlat fyrír þèr, ok mun hún erfið verða. Draummaðrinn sýndist honum heldr greppligr. [Illa mun yðr farast, segír hann, nema þú hverfir aptr til míns átrúnaðar; mun ek þá enn til sjá með þèr. Þorgils kvaðst aldri hans umsjá hafa vilja, ok bað hann brott dragast sem skjótast frá sèr: en mín ferð tekst sem almáttigr guð vill. Siðan þótti honum Þórr leiða sik á hamra nokkra, þar sem sjáfar straumr brast í björgum: í slíkum bylgjum skaltu vera ok aldri or komast, utan þú hverfir til min. Nei, sagði Þorgils, far á brott, inn leiði fjandi; [sá mun mèr hjálpa, sem alla leysti með sínum dreyma. Siðan vaknar hann, ok segir drauminn konu sinni. Aptr mundi ek setjast, segir hún, ef mik hefðí svà dreymt, ok eigi vil ek segja Jósteini draum þenna, ok eigi öðrum mönnum Nú kemr byrr, ok sígla þau út úr firði; hafði Jósteinn skip fyrir framan siglu; ok sem þau koma or landsýn, [tekst af byrr allr ok velkjast þau úti lengi, svà at bæði varð matfátt ok drykkjarfátt. Þorgils dreymdi, at hinn sami maðr kæmi at honum ok mæltl: fór eigi sem ek [sagðí þèr? Þórr talaði þá enn mart vlð Þorgils, en Þorgils rak hann frá sèr með hörðum orðum.[Tekr nú at hausta, ok mæltu sumir menn, at þeir [skyldi heita á Þór. Þorgils bannaði þat, ok sagði at menn skyldu missmíði á finna, ef nokkr maðr blótaði þar í skipi. Við pessi orð treystist enginn á Þór at kalla. Eptir þetta (dreymdi Þorgils at sami maðr kom at honum ok mælti: enn sýndist þat, hversu trúr þú vart mèr, er menn vildu [á mik kalla, en ek [hefi beint nú [fyri þínum mönnum, ok eru nú kommir at þrotum allir, ef ek duga þeim eigi. En nú muntu taka höfn á sjö nátta frestí, ef [þú hverfr til mín [með nokkurri alvöru.` Þó ek taki aldrei höfn, segír Þorgils, þá skal ek þèr ekki gott gjöra. Þórr svarar: ótt þú gjörir mèr aldrei gott, þá gjald þú mèr þó góts mitt. Þorgils [hugsar hvat um þetta er, ok veit nú, at þetta er einn uxi, ok var þetta þá kálfr, er hann gaf honum. Nú vaknar Þorgils, ok ætlar nú at kasta utanborðs uxanum. En er Þorgerðr [verðr þess vís, falar hún uxann, því henni var vistafátt. Þorgils sagðist vilja únýta uxann [ok engum selja. Þorgerði þotti nú illa. Hann let kasta uxanum útbyrðis, ok kvað eigi kynligt, þó illa færist, er fè Þórs var innbyrðis.

22. [Þau eru nú úti um hrið, ok höfðu harða rèttu. Þórarínn var knárstr maðr annar en Þorgils. Hann var tvítugr at aldri. Þat er sagt, at þeir brutu skipit undir Grænlands jöklum, í vík nokkurri, við sandmöl; tók skipit í sundr í efra rúmi; menn héldust allir, ok [svà fè; bátr var ok heill; stafn rak upp við syðra land; þá var vika til vetrar. Jöklar miklir gengu tveim megin víkrinnar. Þeir gjöra sèr nú skála, ok í þverpili; búa nú sínum megin hvárír. [Mjöl nokkut höfðu þeír til atvinnu sêr; henda ok af selum, ok eíga þat allir saman. Dautt var fê þeirra flest. Þorgils mönnum varð betri hluti af veiðitángi; varð hann lengrum hlutsællí. Hann bað sína menn vera hljóðláta ok siðsama á kveldum, ok halda vel trú sína. [Þórey varl mjök þúngut. Þat er sagt, at Jósteinn ok hans menn gjörðu mikit um sik, ok höfðu [náttleika með háreysti [Nær vetrnóttum varð Þórey lèttari at sveinbarni, ok hèt Þorfinnr; hún bjargaðist lítt við þú fæðu er til var. [Þorgíls hafði útróðrarmenn með þrælum Jósteins. Líðr nú á vetrinn, ok dregr at jólum. Þorgils biðr menn hljóða vera, ok fara snemma í rekkju. Jólamorgin var veðr gott, ok voru menn úti um daginn, ok heyrðu óp mikit í utnorðr, ok kemr annar dagr aptan, F. í jólum. Þorgils háttar snemma, [ok er þau höfðu sofit dúr, kom Jósteinn inn, ok hans menn, ok er heldr mikit um þá. Ok er þeir voru niðrlagstir, er drepit högg mikit á dyr. Þá mælti einn þeirra: góð tíðindi munu nú vera, ok hljóp út, ok [varð hann þegar ærr, en um morguninn deyr hann. Svà ferr annan aptan, at maðr ærist, ok kallast sjá hinn hlaupa at sèr, er áðr dó. Eptir þat kom sótt í lið Jósteins, ok deyja VI menn. Þá tekr Jósteinn sótt, ok deyr hann. Síðan eru þeir kasaðir í mölinni. Þorgils [ræðir um við sína menn, ok bað þá við sjá slíkum fáðæmum. Á bak jólum gengu þessir menn allir aptr. [Þá tók Þorgerðr sótt ok andast, ok þar næst hverr at öðrum þeirra manna er með Jósteini höfðu verit. [Þórarinn lèzt siðast. Voru nú allmiklar aptrgaungur, ok sóttu mest Þorgils. Öll voru þau dauð í miðja Gói. Ekki mátti Þorgils ok hans menn í brott færast, meðan aptrgaungur voru sem mestar. Í þenna hluta skálans gengu þau mest aptr er þau höfðdu átt. [Þorgils lèt brenna þau öll á bali, ok varð þaðan af ekki mein af aptrgaungum. Nú líðr [á vetrinn, ok máttu þeir [eigi brott leita fyrir ísum, ok fengu sèr vistir um sumarit. Annan vetr andaðist Guðrún, systir Kols, [ok gróf Þorgils hana undir rúmi sínu, ok er vorar, megu þau ekki í brott komast.

23. Þat er eitthvert sinn, at Þórey sagði draum sinn Þorgilsi, at hún kvaðst sjá fógr hèröð ok menn bjarta: ok get ek at vèr leysimst [brott or þessum vandræðum. Þorgils svarar: góðr er draumr þinn, ok þó [ekki úlíkast, at viti til annars heims, [ok munir þú eiga gott fyrir höndum, ok munu helgir menn hjálpa þèr fyrir breint líf ok mannraunir. Hón bað hann brott leita or óbygðum, ef þeir mætti. Þorgils kvaðst eigi [yfir þat sjá. Hún lá í rekkju laungum, ok eínn góðan veðrdag segir Þorgils at þeir muni gánga á jökla, ok vita, ef þeir sæí nokkut leysast ísinn. Þórey kvaðst þess ófüs at hann færi frá henni; hann kvaðst skamt fara mundu. Þrælarnir skulu róa at veiðifángi, ok Þórarinn briti skal ýta, ok vera síðan hjá Þóreyju. Þeir Þorleifr, Kolr ok Starkaðr beiddust at fara með honum. Þorgils kvað þá forustulaust heima, en kvaðst eigi vel trúa þrælum. Þeir fóru allir á jökla. Þorgils hafði bolöxi í hendi ok gyrðr sverðinu jarðhúsnaut. [At nóni dags sneru þeir aptr; gjörði þá á veðr hart. Þorgils fór fyrir ok hitti vel leiðina; koma til skálans ok sá eigi skipit; gengu (svà) í skálann; voru í brottu allar kistur ok [svá menn. Þorgils mælti: nú munu ill efni í. En er þeir komu innar í skálann, heyrðu þeir snörgl nokkut til rekkju Þóreyjar; ok er þeir komu þar, sjá þeir at hún var öndut, en sveinninn saug hana dauða; [leituðu þeir um hana, ok fundu ben litla undir hendinni sem [mjófum knífsoddi hefðí stúngit verit; [mjök var þar [allt blóðugt. Þessa sýn hafði Þorgils svà sêt, at honum þótti mest harmr í vera; brott var sópat öllum vistum. Um nóttina vill Þorgils vaka yfir sveinunum, ok kvaðst eigi sjá at hann mætti álengðar lifa; [ok þiki mèr þat allmikit, ef ek má ekki honum hjálpa, skal þat nú fyrst taka til braða, at skera í geirvörtuna, ok svá var gjört; fór fyrst or blóð, [siðan blanda, ok lêt eigi fyrr af, en or fór mjólk, ok þar fæddist sveinninn [upp við þat. Þeír Þorgils sóttu fast at veiðifángi, ok gjörðu sèr einn hüðkeip [ok bjuggu innan með viðum.

24. Einn morgun er Þorgils einn úti, ok sèr í vök [rekald mikit, ok þarhjá tröllkonur tvær, ok bundu byrðar miklar. Þorgils hleypr til pángat, ok hafði sverðit jarðhúsnaut, ok höggr til annarrar með sverðinu, í því er hún færist undir byrðina, ok rekr af henni höndina. Byrði fêll niðr, en hún hljóp í brott. Síðan taka þeir rekaldit, ok [eru þá vistir nógar. [Síðan losnar ísinn, ok leitar Þorgils ok hans menn [þá í brott, ok komast til Seleyra um sumarit, ok voru þar um vetrinn. At sumarmálum fóru þeir paðan, [komu við ey litla hálfum mánaði siðar; fundu þeir (þar) svartbaksegg, ok gáfu sveininum; hann át hálft eggit. Þeir spurðu, hvi hann át eigi; hann svarar: því spari ek minn mat, at þêr sparit yðarn mat. Þeir dragast fram [með jöklinum, ok komu björgum bröttum; brýna upp skipinu, reisa þar tjald; ok, um morgininn gengr Kolr út, ok sêr eigi skipit, ok leggst síðan niðr, ok vill eigi segja Þorgilsi . Litlu síðar kom Þorleifr út, [ok getr eigi um. Þorgils kom út, ok sèr at skipit er á brottu, ok sagði þeim hvarf skipsins. Sèr ek nú ekki annat til, kvað Þorgils, en at tapa verði sveininum. Þorleífr svarar: ekki er þat til. Hann bað þó þat skyldi gjöra. Taka þeír nú sveinínn, [ok biðr Þorleifr Kol tapa piltillum. [Eigi mun ek þat gjöra, segir Kolr, því ek veit at þegar af líðr Þorgilsi þetta, þá er honum þat hinn mesti harmr, en ek ætta Þorgilsi gott at launa. Síðan fara þeir inn, ok láta úti eptir sveininn. Þorgils spurði þá, hvert þeir hefði drepit sveininn; þeir kváðu þat eígi vera. Hann [þakkaði þat fagrliga, er þeir höfðu svà gjört. Var þá sóttr sveínnínn, ok var hann hjá Þorgilsi um nóttina.

Þá sagði Þorgils draum sinn: ek þóttumst vera [á þíngi staddr á Íslandi; þótti mèr sem við Ásgrímr Elliðagrímsson togaðim [eina haunk, ok [misti hann. Þorleifr svarar: þar muntu enn koma til Íslands, ok skipta málum við hann, ok mun þér betr gánga. Svà má vera, segir Þorgils. Aðra nótt dreymdi hann, ok sagði: ek þóttumst heima vera í Traðarholti, ok var þar fjölmennt; ek sá álpt eina gánga eptir gólfinu, ok var blíðari við aðra en mik; þá hristi ek hana, ok var hún þaðan af miklu betr til mín. Þorleifr svarar: þar muntu kvongast, faðir! ok [muntu lítt í fyrstu njóta ástar hennar, ok mun þat [þó vel dragast [Enn dreymdi mik, segir Þorgils, at ek væri heima í Traðarholti; ek sá á knè mínu enu hægra; þar voru vaxnir fimm hjálmlaukar saman, okk visluðust þaraf margirlaukar, ok ofarliga yfir höfuð mèr bar [einn laukinn, en svà var hann fagr sem hann hefði gulls lít. Þorleifr svarar: sê ek draum þinn; þar muntu eiga fimm börn; frá þeim munu kvíslast margar ættir á Íslandi, en ek mun ekki þar aldr ala, ok mun ek auka ætt mína annarstaöar; en hinn fagri laukrinn mun merkja þat, at einhverr maðr mun frá þêr koma, [sá er agætr mun verða. [Ok þat gekk eptir siðan, því frá [Þorgilsi er kominn Þorlákr biskup hinn helgi. [Þorleifr mælti þá: þat dreymdi mik, faðir! at mèr þótti Þórný systir mín gefa mèr ostleif, ok voru af bárurnar. [Þorgils mælti : þar mun af hit harðasta af kostum okkrum, er af voru bárurnar. þá heyrðu þeir óp mikit; [var þá kallat at Íslendíngar skyldu taka skip sitt; þeir gánga út ok sjá tvær konur; þær burfu skjótt. Björn einn brauzt um í vök, ok var brotinn í hrammrinn. Þorgils hleypr til, ok leggr björninn með sverðí; dó dýrit af því lagi. Þorgils hrítr þá til hlustanna, ok vill eigi at sökkvi dýrit; draga upp síðan ok gjöra til. Þorgils deildi þá stykki sêrhverjum þeirra, [ok má af slíku marka, hversu þúngan matarafla þeir áttu. Þorleifr mælti: matsparr ertu nú, faðir! [Já, son minn, segir Þorgils, þat hæfir at svà sè. Siðan snúa þeir til hafs, ok róa [fyrir framan margar víkur, [ok er þeir komu fyrir eitt fjarðarmynni, gekk þeim þá [með mikilli mæði. [Tekr þá nú at þyrsta fast. þeir voru fimm saman, með sveininum; þeir gjörðust þá mjök máttfarnir af Þorsta, en var hvergi nær vatn. Þá mælti Starkaðr: þat hef ek vitat menn hafa gjört, ef líf þeirra hefir við legit, at menn hafa blandat saman sjó ok hlandi; þeir taka nú auskerit ok míga í, ok blönduðu við sjó, ok báðu Þorgils leyfis at drekka. Hann kvað vorkunn á, en kvaðst þó hvârki banna nè [lofa. En er þeir ætluðu at drekka, bað Þorgils þá fá sèr, ok kvaðst skyldi mæla fyrir minni. Hann tók við ok inælti svà: þú, hit [argasta dýr! er ferð vora dvelr, skalt eigi þvi ráða, at [ek nè aðrir drekki sinn þarfagáng; í því fló fugl, [þvilikastr sem álkuúngi, brott frá skipinu, ok skrækti við. [Þorgils hellti siðan útbyrðis or auskeginn. Siðan róa þeir, ok [sjá vatn renna, ok taka af, sèr til gagns, ok var þat síð dags. [Þessi fugl flaug norðrætt fra skipinu. Þorgils mælti: seint hefir fugl þessi við oss skilit, ok taki nú allir gramir við honum, en við þat megum vèr una, at hann kom eigi því á leið sem hann vildi. [At þrim nóttum liðnum sjá þeir tjald af lèrepti; þeir kendu, at þat var tjald Þóreyjar; fundu þar [brytja Þorgils, ok spyrja hann, með hverju faraldi hann hafði þar komit. Hann sagði þá kostaboð þeirra Snækolls við sik, ef hann vildi eigi fara, at þeir mundi drepa hann; [Snækollr stakk mjófu járni á Þóreyju. Þorgils svarar: eigi veit ek hvers þú ert af verðr, en úsannlig þykir mér þín sögn, ok skalltu ekki lifa lengi. Þar var hann drepinn, ok grófu hann þar; fara síðan í brott. Nú tekr at hausta; ok koma þá í fjörð einn, láta at landi, ok sjá at þar var naust; brýna þar upp skipinu, ok ganga frá sjó, ok koma at bæ; þar var maðr úti, ok heilsar á þá, ok spyrr [at nafni, ok þeir hann. Þessikvaðst Hrólfr heita, ok bauð þeim þar at vera. Þat þiggja þeír, ok er Þorfinnr fenginn konum til geymslu, ok er honum mjólk gefin; sagði hann mjólk föður síns ekki svà lita. Eru þeir þar um vetrinn. Um vârit býðr Hrólfr Þorgilsi þar at vera með sínum mönnum, en þá bauð hann honum skip sitt, ef hann vildi brott fara. Þorgils [þakkar honum, en kvaðst skípit hafa vilja: væri ok skylt at launa þèr góðu. Hrólfr kvaðst ætla, at hann mundi gott af honum hljóta, þvíat þú munt í mikla virðing koma, ok ef svâ væri, þá mættir þú mik í frið [kaupa við bygðarmenn, því ek er í ófriði við þá. Þorgils játtar -ví, ok mæla þar hvârir vel fyrir öðrum. Þeir fara suðr fyrir land, ok [koma í fjörð, ok lögðu í lægi. Síðan tjölduðu þeir, ok í því bili sá þeir skip, [ok var þat kaupskip. Sigldu þeir á fjörðinn, ok höfðu eitt veðr hvárirtveggju, ok komu at einni lendíngu. Þorgils mælti: þetta eru góð tíðindi; fari þit, Þorleifr ok Kolr, ok [vitit, hverir þessir eru. Siðan fóru þeir ok komu at skipinu, ok gánga út á þat. Aptr við lyptingina sat maðr í rauðum kyrtli, ok sprettr upp þegar, ok fagnar Porleifi. Var þar kominn Þorsteinn hvíti, fóstri hans ok stjüpfaðir. Hann spyrr at Þorgilsi; þeir sögðu at hann var þar. Þorsteinn fór til fundar við Þorgils; varð þar fagnafundr; kvaðst Þorsteinn koma af Íslandi, ok kvað ráð hans standa heilt; kvaðst ekki þar til hans frètt hafa á fjórum vetrum; sagði Þórnýju dóttur hans vera gipta Bjarna í Gröf, Þorsteinssyni rauða ok er Þorleifr kom ekki aptr til Noregs, bjó ek skip mitt, ok fór ek til Íslands, ok var ek þar tvo vetr, ok frètti ek ekki þar til þin; [for ek þá híngat, at leita þin. Góðs þótti mèr at þêr von, segir Þorgils. Menn komu brátt til þeirra. Bóndi sá, er þar bjó næst, hèt Þórir; hann bauð Þorsteini til sín, ok þángat fór hann. Eiríkr ranði bauð Þorgilsi til sín, ok þat þekktist hann. [Þángat fóru XII menn með honum. [Þorgilsi er skipat gagnvart Eiríki, [ok þar utar frá sat Þorleifr, þá Kolr, þá Starkaðr. Þorfinni var fengin fóstra, ok vill hann ekki mjólk drekka fyrr en er myrkt var; þá var hann af brjósti vaninn. Eigi var Eiríki margt til Þorgils, ok var vistin með minna nokka veitt, en Þorgils hugði. Þat frètti Þorgils, at þrælarnir voru þar í landi, ok lèt ekki sem hann vissi.

Levningerne af denne Gaard, der saaledes har faaet en verdenshistorisk Betydning, findes blandt Ruinerne i Igalikko.(-) Bygningen har uden Tvivl været det i Flóamanna Saga (II, 128) omtalte Badehuus, som har bestaaet af den egentlige Badestue og en Forstue (framhús), maaskee den ene SV for Kirken beliggende, der efter Pastor Jörgensens Beretning synes at være deelt i to eller tre Afdelinger. Ill. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845).

25. Þat bar til um vetrinn, at bjarndýr lagðist á fè manna, ok gjörði mikinn skaða; [þat var einn tíma at menn komu til kaupa við Þorgils, ok voru) menn margir í útibúri því, er varníngrinn var í; þar var Þorfinnr. Hann mælti við föður sinn: [bèr er üti, faðir, rakki fagr ok mikill Þorgils svarar: hirð eigi um þat, ok hlaup eigi út. Sveinninn hljóp (út [sem áðr, ok var þar bjarndýrit fyrir. þat svipti honum undir sik; sveinninn kvað við hátt. Þorgils hljóp út með sverðit jarðhússnaut. Dýrit halði leikit við sveininn. Þorgils höggr á milli hlustanna á dýrinu, ok klýfr hausinn, ok fellr þat niðr dautt, en hann tekr sveininn, ok var hann lítt sakaðr. Verðr Þorgils nú ágætr af þessu verki, ok þotti stór heill til hans horfit hafa. Ekki fanst Eiríki til þessa verks, en lêt þó til gjöra dyrit; sögðu [þat sumir menn, at Eiríkr hefði haft á því fornan átrúnað. Þat er sagt um vetrinn, at menn sátu í baðhúsi í Brattahlíð, ok þó eigi allír senn, því sumir [stóðu fram í hüsinu. Þar var Kolr ok Starkaðr. Þat var tal þeirra, at þeir fóru í mannjöfnuð, ok töluðu um Þorgils ok Eirík, sagði Kolr Þorgils mörg afreksverk gjört hafa. þá svarar sá maðr, er Hallr hét; hann var heimamaðr Eiríks. Þat er ójafnt, segir hann, því Eiríkr er höfðíngi mikill ok frægr, en Þorgils þessi hefir verit í vesöld ok ánauð, ok óvíst er mèr, hvert hann er heldr karlmaðr eðr kona. Kolr svarar: mæl þú manna armastr, ok leggr í gegnum hann með spjóti, fêkk hann þegar bana. Eiríkr bað menn sína upp standa ok taka Kol. Kaupmenn allir hlaupa til ok veita Kol. Þorgils inælti þá: þat er næst, Eiríkr, at þú hefnir sjálfr heímamanns þíns. Nú eiga hlut í beggja vinir; þikir eigi auðsóttligt at fara at þeim; nú sættast þeir með því, at þeir Þorgils ok Eiríkr skulu gjöra um. Þeir verða vel á sáttir um gerðina, en þó þækkaðist síðan með þeim, ok ætlar Þorgils Ivar ekki lángvistum at vera. Um vetrinn bar þat til at meín mikit var at útilegumönnum. Þorsteinn lèt sá er fyrir þeim var. Þeír voru XXX, ok sekir allír; urðu menn af þeim fyrir ránum miklum, ok sögðu til Eiríki. Þeir lágu [á eyjum nokkrum Eiríksfirði. Eiríkr berr upp mál þetta fyrir Þorgilsi, ok kvaðst vilja hans liðsinni til hafa. Þorgíls kvaðst eigi til þess farit hafa til Grænlands, at leggja sik í hættu við illmenni; kvaðst íllt hlotit hafa af Eiríki, ok kvaðst þó eigi nenna at synja ferðarinnar fyrir nauðsyn landsmanna, ok kvaðst búinn, þá er Eiríkr vildi fara, en kvaðst vilja gjöra til lykta áðr sin erindi: ok vertu þá búinn, er ek gjöri þèr orð. Eptir þat fóru þeir til_skips, ok ætluðu at fara um [ena vestri bygð, því menn höfðu eigi goldit Þorgilsi bjarngjöldin. Þorgils færir fram sýknu Hrólfs, svà at hann skyldi vera friðheilagr. En er Þorgils kom í vestri bygð, tók við honum sá maðr, er Bjálfi hèt. Hann kvaðst mikla þökk kunna hans þarkvolnu: skal ek taka saman fè þitt, þviat þú ert frægr maðr ok muntu mèr at liði verða, því ek er í nauðum staddr; her liggja fyrir eyjar pær er ransmennirnir eru í, ok ætlar höfðingi þeirra híngat, ok taka á brott dóttur mina; vil ek at þú sêr her til trausts ok varhar. Þorgils kvaðst at gjöra mundu. Bóndi ferr nú, ok tekr saman fèit, ok koma eigi víkíngarnir. Bóndi kemr heim; Þorgils mælti þá: þú hefir kostat oss, bóndi! en vêr höfum gjört þêr ekki til gagns svà buit; nú mun ek fara til móts við víkíngana, þvíat úsýnt er um þinn frið, þegar ver erum brottu. Bóndi þakkar honum, en kvað þó mikit í hættu, þar er Þorgils var ok hans menn.

26. Nú byr Þorgils skip sitt, ok ferr með XXX manna; hann sendi orð Eiríki, at hann kæmi með jafnmarga menn, ok er Eiríki komu orðin, kvaðst hann mundi koma, ok verða ekki seinni til eyjanna en þeir. Þeir Þorgils koma nú við eyna, ok var Eiríkr eigi þar kominn. Þorgils gjörir þá ráð við menn sína. Leidt er mèr, segir hann, frá at hverfa, [en sjá þikjumst ek Eirík í gegnum; hann ætlar at visa oss á illmenni þessi, ok hyggr at vêr munium eigi nenna frá at hverfa, þó hann komi eigi. Ekki höfðu víkíngar til lands komit, síðan Þorgils kom í vesrtri bygð. Sá maðr var á Grænlandi er Án [hinn heimski hèt; hann hljóp um [allt land, kunnr öllum mönnum. Þorgils lá í einum leynivogi ok hafnleysu. Eitt hvert sinn stígr Þorgils á bát, ok rær frá skipinu. Hann sèr matsveina á landi, ok höfðu graut í kötlum. Þorgils hafði vond klæði, er hann kom til þeirra. Þeir spurðu, hverr hann var. Þorgils svarar: ek heitir Án. Þeir hlógu at honum, enda lêt hann heimskliga. Hann spyrr, hvar höfðingi þeirra er. Þeir sögðu hann vera á eyjunni skamt í brott, ok þángat von til þeirra um kveldit. Þeir færðu hann í reikhús. Ferr Þorgils nú til báts síns, ok hvelfir honum undir sèr. Þeir hlógu at honum, [ok mæltu: undarliga bregðr nú við, sagðí annarr. Hvat er þat? sagði fèlagi hans. Maðr er kominn í bygðínla, sá er Þorgils heitir, mikill ok frægr, ok því kemr höfðíngi vor, eigi til lands, Ok heillabligði er nú vorðit. Ek heyrða í morgin, er ek kom út, þetta mæla skipin: þat skip, er Stakanhöfði heitir, mælti þetta: veiztu þat, Vinagautr, at Þorgils skal eiga okkr. Veit ek þat, sagðí annat skipit, ok þikki mèr þat vel; ok ætla ek, segir hann, slíkt fyrir tíðinum. Nú ferr Þorgils aptr til skips síns. Í þat mund [róa víkíngarnir at lægi. [Þorgils leggr þá at þeím. Voru víkíngarnír komnir til skála; koma þeir Þorgils þá á óvart, ok lætr hann þegar leggja eld í skálann. Varð lítil vörn af víkíngunum; gefa þeir sik upp ok beiða griða. Þorgils kvað þess einga vân, fyrir mörg, illvirki er þeir höfðu unnit. Var lið þeirra allt drepit, utan þeir buðu formanni þeirra grið; hann kvaðst eigi þat þíggja vilja: þvíat ek verð yðr aldrei trúr; hann var þá högginn. Þeir tóku þar fè mikit, ok höfðu þat með sêr, ok svà skipin Stakanhöfða ok Vinagaut; fóru nú til lands; tók Bjálfi vel við þeim. Þorgils gaf mörgum mönnum fè, þeim er mist höfðu fyrir víkíngunum, ok hefir þó mikit sjálfr. Verðr hann nú vinsæll af þessum verkum. Hrólfr var þá norðan kominn ok í frið tekinn. Þorgilsi líkar illa við Eirík. Þorgils spyrr til Snækolls, ok kvaðst vilja finna hann. Þorsteinn hvíti kvað betr fallit, at hann seldi Snækoll við verði, en dræpi hann; þat gjörði Þorgils. Þrælarnir höfði fengit góð kvonföng. Þorgils tekr fè allt af þrælunum, en seldi þá í þrældóm. Eptir þetta fór Þorgils brott með góðri sæmd ok virðíng; láta í haf; berr þá at Írlandi; koma vestan at landinu; tala nú um, hvârt þeir skulu þar vera um vetrinn, eðr brott halda. Þorsteinn kvað óráðligt brott at halda, er sumar var mjök áliðit. Tóku menn sèr þá vistir nær skipi. Þorgils var á vist með þeim manni er Anakol hêt; var honum þar blíðliga veitt. Nú líðr á vetrinn. Anakol var vanr at drekka í brottu um [hálf jól; hann bauð Þorgilsi at fara með sêr; hann þá þat. Þeir Kolr ok Starkaðr voru heima meðan til umsjár við Þorfinn. Gíparr hèt þræll Anakols; hann bað Kol drekka karlmannliga; er þat auðsætt, sagði hann, at þèr þikist mikils verðir. Kolr kvaðst ætla at ráða drykkju sinni, en hann eggjan sinni. Gíparr ámælti honum mjök, ok þar kom, at hann laust Kol með horni, ok bað hann þat hafa fyrst, ok bíða svâ hins verra. Starkaðr gekk á milli, ok vildi eigi hefna láta, fyrr en Þorgils kæmi heim. Nú koma þeir Þorgils ok bóndi heim, ok er þeim sagðr þessi atburðr. Þorgils kvað þat vel vera, þó eigi hefði hefnt verit: höfum vèr þegit góða vist í vetr hjá bónda; nú vil ek til bóta mæla, ok svá gjörði hann. Bóndi kvaðst ekki þræla mundu mun gjöra, þótt þeir hnippist. Þorgils kvað ekki vel svarat. Ok er boðsmenn voru brottu farnir, þeir er drukkit höfðu þar (inn) efra hlut jólanna, tóku þeir Þorgils Gípar ok drepa hann eptir jólin. Síðan fóru þeir Þorsteinn til skips, ok bjuggust til varnar. Þeir sá lið mikit fara með skjöldum, ekki færra en C manns. Þá mælti Þorgils: má vera, at oss sè [skjótt fullliða. Þú berr brátt at, ok tók höfðingi þeirra til orða: þat var mèr þá í hug, er Þorgils þessi gaf í mitt vald systur mína, at eigi mundi ek efla flokk í móti honum. Þar var kominn Hugi jarl, ok bauð þeim með sèr at vera, ok þat þágu þeir. Hugi lêt bæta skip þeirra, ok voru þeir með honum þat eptir var vetrar. Systir Huga lifði ok fagnaði þeim vel; móðir hennar var önduð. Jarl lèt heimta saman fê Þorgils ok til skips færa, ok setti málum þeirra, svà at [þeim hugnaði vel, ok gaf þeim gjafir, áðr þeir fóru brott.

27. Siðan lêtu þeir í haf, ok velktust úti lengi, ok komu við Hálogaland um haustit, ok brotnaði kjölrinn undan skipinu. Björn hèt góðr bóndi; hann tók við Þorgilsi, Þorfinni ok Kol, en Þorsteinn, Þorleifr ok Starkaðr vistuðust þar í nánd. Snemmendis bættu þeir skip sitt. Sá maðr hvarflaði þar um land er Rundviðr hèt; hann var illmenni mikit; hann kom til Bjarnar bónda, ok kvaðst vilja taka við dóttur hans er Ynghildr hèt, eðr berjast við hann, ef hann vildi þat heldr. [Þorsteinn vildi berjast við þenna mann. Eigi vildum vêr, segír Þorgils, at þú hefðir þik í hættu fyrir illmenni þetta, [ok vil ek heldr berjast við hann. Þorgils finnr Randvið, ok bað hann láta bónda vera í friði, gamlan mann. Hann kvaðst einskis mundu hans orð um þat virða. Þorgils mælti: ek [vil leysa bónda. Þorgils gengr á hólm við Randvið, ok höggr þegar skjöld hans únýtan; þvínæst hoggr hann kappann sundr í miðju, en við höggit skaut Randviðr sverðinu utan á knè Þorgilsi, ok særði hann. Þat sár grèri svà, at fótr hans sá var [skemri siðan, ok [varð hann aldrei úhaltr. Björn þakkar honum vel, ok bauð Þorgilsi fè, en hann kvaðst þat ekki til fjár gjört hafa. Skildu þeir vinir.

28. Eptlr þat lètu þeir í haf ok höfðu harða útivist, þartil er þeir sá land; þá tók af byrina, ok kom á norðanveðr hvast, ok rak þá undan XII daga. Síðan kom sunnanveðr hvast, ok sigldu tvö (dægr at landinu. Þá vildi Þorgils eigi lengr sigla láta. Hann var þar tvö dægr í austri. Þá höfðu gengit átta áföll. Starkaðr bauð honunm at fara frá austri; þá kom áfall it níunda, ok var þat mest. Þat rak Þorgils af austrbitanum, ok sló sveininn Þorfinn or knjám honum, ok útanborðs. Þá mælti Þorgils: sú bylgja gekk nú yfir, at eigi þarf at ausa. Báran kastaði inn aptr sveíninum lifanda; hann mælti þá: stórum stöplar nú yfir, faðír minn! Þorgils mælti þá: ausi hverr sem má. Þeir gjörðu svà, ok gátu [upp ausit. Samdægrís kom blóðspýja at sveininum, ok andaðist hann tveím náttum síðar. Þá sá þeir Hjörleifshöfða. Þeir komu í Arnarbælisós. Nú vildu þeir fara með lík Þorfinns til kírkju. Þorgils kvað þá lengí fylgzt hafa; sagði þá ok ekki at svà búnu skilja mundu. Þorsteinn spurði Starkað hvârt hann vildi heldr tegja Þorgils á land, eðr fara með líkit til graptrar.

29. Sigmundr hèt maðr; hann heimti skiptoll at Þorsteini, þvíat hann átti land at annast, þar er þeir voru komnir. Nú gjörðu þeir Þorsteinn ok Sigmundr þat ráð, at þeir hniptust við. Þá sagði Kolr Þorgilsi, at Þorsteinn þyrfti manna við. Þorgils hleypr þegar á land, ok beit þetta ráð. [Urðu þeir Sigmundr ok Þorsteinn vel sáttir. Kolr tók lík Þorfinns ok gróf í kirkjugarði. Ok er Þorgils verðr varr við, hvat Kolr hafði gert, varð hann reiðr mjök, ok hèt honum bana. Kolr kvað þat til vinnanda, ef Þorgils raknar við, [þá heldr en áðr. Ok við umtölur Þorsteins sættust þeir. Fjögur dægr hafði Þorgils hvârki mat nê svefn. Þorgils kvaðst mundu vârkynna konunum, þótt þær ynni brjóstbörnunum meira en öðrum mönnum. Litlu aptir þing komu þeir Þorgils út, ok fór hann heim í Traðarholt, ok Þorsteinn með honum, ok aðrir fèlagar. Hæríngr bróðir hans tók við honum vel, ok vildi at Þorgils tæki við [fjám sínum. Þorgils kvaðst eigi vilja við taka, fyrr en at vâri. Þorsteinn ok Þorleifr fóru utan samsumars; skildu þeir Þorgils vel sitt fèlag. Þorgils var í Traðarholti um vetrinn, ok þeir bræðr með honum, Kolr og Starkaðr. Með honum voru fleiri menn, þótt eigí sè nefndir. Hæríngr veitti þeim vel. Þorgils mælti eitt sinn við bróður sinn: einn hlutr þiki mèr at við þik, frændi, er þú lêzt svà mikit fê fylgja dóttur minni Þornýju, þá er þú giptir hana Bjarna í Gröf. Hæríngr svarar: vel þótti þá sêt fyrir kosti hennar, er hón hafði hundrað hundraða, en ef þèr þikir nokkut oftekit í, þá haf af minu fè slíkt er þèr vel líkar. Þorgils vildi þat með engu móti.

30. At liðnum vetri tekr Þorgils við búi sinu ok öðrum fjárhlutum; felldu menn þegar mikla virðing til Þorgils. Hann var heldr fárr við Bjarna, mág sinn. Um vorit kom fjölmennt til Árnessþíngs; kom þar Þorgils ok Bjarni, mágr hans, ok Þórný, dóttir hans. Þorgils gekk einn morgin til báðar Bjarna, ok tók sverðit járðhússnant í hönd sèr, ok er hann kemr í búðardyrnar, sêr Þórný, dóttir hans, at hann er kominn, ok bað Bjarna upp standa; kvað honum eigi hlýða svà búit; sagði föður sinn reiðan. Bjarni spratt upp þegar, þvíat hann var vitr maðr, ok gekk í móti Þorgilsi, ok fagnar honum vel, ok bauð honum þar at vvera: ok allt mitt góts er þèr heimolt, til þess at þèr megi þá betr líka við mik heldr en áðr. Þetta er allvel mælt, segir Þorgils, ok skal þetta þiggja, ella óvíst, hversu farit hefði. Bjarni bauð honum þá til heimboðs. Þorgils kvaðst fara mundu af þinginu með honum, ok hafa brott fè slikt er honum likaði. Bjarni bað hann því ráða, ok koma þeir í Gröf. Lítr Þorgils á fêit, ok kvaðst brott mundu hafa XX kyr ok C ásauðar. Þórný bað hann taka slikt er hann vildí, ok sagði þat mundi bezt gegna, at hann rêði fyrir. Maðr hèt Þórólfr; hann hafði verit með Þórði, föður Þorgils, ok náinn frændi. [Hann átti fê at Þorgilsi, ok beiddi Þorgils at hann mundi gjalda Þórólfi XL hundraða. Bjarni hèt at hann skyldi ráða; skildu við svà búit; ok er Þorgils kom heim, kom þar Þórný, dóttir hans. Þorgils spyrr, hvat hún vill. Hún sagðist vilja fylgja fê sínu, ef honum þætti þat meiri sómi, at skilja með þeim Bjarna: ok ráða þess manns traust undan mèr, er þèr er mestr bati í, ok þèr er sjálfrátt at láta þinn hlut fyrir neinum manni, ef þít erut at einn ráði báðir. Þorgils svarar: vel ferr þer, dóttir, ok vel ferr ykkr báðum; nú skaltu heim fara, ok vil ek eígí skilja ráðahag með ykkr Bjarna; ok leggr þelm nú svá penínga fyrir fêit, at þeim vel likar. Ok um sumarit byðr Þorgils Bjarna, ok báðum þeim, heim í Traðarholt, ok þágu þar góðar viðtökur ok miklar gjafir, ok er nú góð vinátta með þeím Bjarna. Einhvern tíma segir Þorgils Bjarna, at hann vill leita sèr kvânfángs. Bjarni [kvaðst þat gjarna vilja. [Þú skalt biðja Helga, dóttur Þórodds goða í Ölfusi, Eyvindarsonar, frænda míns. [En þar var svà farit frændsemi, at móðir Þórodds var Þórvör, dóttir Þormóðar, en Þórey var móðir Þorsteins goða, föður Bjarna spaka. Þorgils vekr nú bónorðit. Skapti tók því seint ok svà Helga sjálf, þótti maðr heldr stórlyndr, ok þó heldr gamall. Annar maðr bað ok Helgu; var þat Ásgrímr Elliðagrímsson; svarar Skapti þar vel til, en Þóroddr vill heldr gipta Þorgilsi. Nú var þetta talat á þíngi, ok var ekki at gjört. Líða nú þau misseri ok annat sumar eptir ríðr Þorgils til skips í Einarshöfn. Hann frèttir til ferða Skapta, ok vildi fyrir víst finna hann. Þorgils reið til Flóagafls við VI mann. Þeir voru með honum bræðr Kolr ok Starkaðr ok Þórólfr frændí hans ok tveir hüskarlar. Þeir voru í hrísum nokkurum; ok bíða svà Skapta; þetta var nær Kaldaðarnesi. Skapti sá frá ferjunni at hestar með söðlum gengu með ánni. Skapti sagði, at þeir mundu aptr snúa; kvaðst frètt hafa, at síðar mundu betri kaupin, ok fóru þeir heim. Póroddr spurði, hví hann færí svà skjótt aptr, eðr hræddíst þú hann, hraunskeggjan Þorgils, ok þætti mèr þat betra at riða óhræddum um hèraðit, ok gipta honum Helga, en vera hvergi [óhræddr um þik. Á þíngi um sumarit var talat um gjaforð Helgu; dregr Þóroddr fram með Þorgilsi, en Skapti með Ásgrimi. Þóroddr mælti þá: ek kann sjá, hversu fara mun, ef Þorgilsi er synjat konunnar, þá mun þat margra manna vandræði, en ek væntir, með vingjöfum góðum, at Ásgrímr láti úhappalaust. Nú við þessi atkvæði Þórodds var þat afráðit, at Þorgilsi var föstnut Helga, ok var brúðhlaup at Hjalla; þá var Þorgils hálfsextugr; ferr hann nú heim í Traðarholt með Helgu, ok var hún mjök fálát; ok eitt sinn er Þorgils var á brottu at byggja jarðir sínar, kveðst Helga vilja fara til Hjalla; ok heim um kveldit, ok bað hüskarl einn fara með sèr. Ok er þau koma til Hjalla, kvað Helga hüskarlinn ekki þurfa sín at biða. Skapti tók vel við Helgu, en Þóroddr illa; er hún þar margar nætr. Þorgils kemr heim ok lætr sem hann víti eigi. Ok einn dag byr hann ferð sína, ok ríðr til Hjalla, ok voru menn at mat. Þorgils gengr með borðum alvopnaðr, ok at Helgu, tekr í hönd henni, ok leiðir hana út, ok sýndist þeim maðrinn, sem inni sátu, ekki dælligr. Skapti biðr menn eptir sækja. Þóroddr svarar: Þorgils sækir eptir sínu, ok skal mönnum eigi hlýða at fara eptir honum. Þorgils riðr nú heim, ok sendir hann orð Skapta, at þeir hittist. Er nú svà gjört. Sættast þeir með tilstilli Þórodds, ok gerðist vinátta með þeim, 0k varð Þorgils höfðingi ok virðingamaðr mikill.

31. Frá ví er sagt eitthvert sinn, at þau Þorgils ok Helga sátu úti, ok hrein hænan við hananum, en hanínn leggr at henni ok berr hana, þartil er hún mæðist. Þorgils mælti: sèr þú, Helga, sameign þeirra, hana ok hænu? Helga svarar: hvers er þat verdt? segir hún. Svà má vera, segir Þorgils, annara viðeign. Gjörast nú góðar samfarar þirra. Son áttu þau, Þorgils ok Helga, er Grimr glömuðr hèt. Þorgils var nú gamall, ok þó hraustr. Sá maðr bjó skamt frá Þorgilsi er Sámr hèt; kona hans hèt Þorfinna; sá maðr var þar í sveit, er Bjálfi hèt, úeyrðarmaðr; hann glapti konu Sáms, ok settist í bú hans löngum, en heitaðist við bónda; honum líkar þetta illa. Bjálfi bauð bónda hólmgaungu: ella gef upp konu þína! Sámr ferr nú at finna Þorgils, ok segir honum at Bjálfi bauð honum einvígi. Ek skal hjálpa við þínu máli, segir Þorgils; ferr Sámr nú glaðr heim. Annan dag ferr Þorgíls ok hittir Sám,; hann fagnar honum vel, ok litlu síðar kom Bjálfi, ok spurði, hví hann veri þar, ok kvaðst enga þökk kunna hans komu. Ekki fer ek at því, segir Þorgils, þviat vel má ek þar koma sem þú kemr, ok þar sem þú hefir boðit Sámi einvígi, skalltu mèr mæta, en ekki honum. Bjálfi svarar: þat kemr til þess, at Sámr, greyit, þorir eigi at berjast við mik. Nú gánga þeir á hólm, ok er ekki sagt frá viðskiptum annat, en Þorgils drepr Bjálfa, ok frelsti svà bónda: ok nauztu þess at, segir Þorgils, at þú vart svà nær mèr. Ásgrímr Elliðagrímsson var höfðíngi mikill ok farmaðr, ok átti skip í förum. Hann átti tvâ sonu, ok hèt hvártveggi Þórhall; [hinn eldri Þórhallr var þroskaðr mjök, þá er þetta var. Gunnvör hèt dóttir Bjarna í Gröf; [hún var ekki dóttir Þórnýjar. Gizorr hvíti bjó þá í Höfða, ok átti Þórdisi, dóttur Þórodds. Móðir Ásgríms var Jórunn Teitsdóttr. Þorgils átti land nær skipalægí Ásgríms, ok lá þar á hafnartollr, ok [heimti sá maðr skiptollinn, er á landinu bjó, ok galt Ásgrímr aldri toll, þeim er á [landibjó, ok galt Ásgrimr aldri toll, þeim er á [landi Þorgils bjó.

32. Eitthvert sinn hittir [Þorgils Ásgrim, ok biðr at hann minnist í nokkru um tollinn. Ásgrimr segir, at skip koma þar fari sem auðit verðr, en kvaðst eigi vanr at gjalda skiptolla sem smábændr, ok bað hann eigi heimta slíkt. Þorgils kvaðst þat fyrir annars hönd gjöra, en eigi fyrir sína, ok skilja þeir nú við svá búit. Um várit voru menn kvaddir af Ásgrími til skipsdráttar, ok kom fjöldi manns. Pyttar voru um sandana víða, ok voru fullir með vatni, þó at fjaran væri. Ásgrímr tók á festum í fremra lagi, ok voru þar mest konur hjá honum; hann var í litklæðum; tóku nú fast á. Maðr reið á landinu fyrir ofan, mikill vexti, ok hafði bolöxi í hendi; hann horfir á skipdráttinn. Ásgrímr eggjar nú fast, at menn herði sik vel, ok er Þorgils var kominn at flæðarpyttínum, sá hann at Ásgrímr [hélt á strenginum; hleypr hann þá til, ok höggr strenginn, ok verðr aptrhlaupit hart, ok hrapar Ásgrimr í pyttinn, ok konurnar á hann ofan. Vurðu öll klæði Ásgríms vot ok þrekkótt, ok svà hann sjálfr. Þetta þikkír honum mikil svívirðing ger til sín. Verðr nú viss, hverr gjört hefir, ok kvað þá Þorgils varla mega við svá búit skilja. Þórhallr bað hann utan fara, ok megi þá sjatna þessi úþokki, er ímillum ykkar er. Ásgrímr kvaðst mundu ráða sjálfr ferðum sínum. Þat var einhvern tíma at Þórhallr bað Ásgrím föður sinn fara með sêr [til kvonbæna, til móts við Bjarna bónda í Gröf. Ásgrimr segir, at þat var í mörgu lagi góðr kostr, en íllt þikki mèr, at Þorgils er par nokkut við riðinn. At Þorgilsi er ekki mein, segir Þórlhallr. Síðan fara þeir. Bjarni svarar vel, ok er þessum ráðum ráðit. Ásgrimr biðr at Þorgilsi skuli ekki bjóða til boðsins. Bjarni svarar, ok kvaðst mundu honum allvel fagna, ef hann kæmi: en gera eigi mann til hans fyrir bæn pína. Bjarni býst nú við brúðhlaupinu. Einn dag kemr Þórný ok segir, at maðr reið or skógum neðan: ok er líkr föður mínum. Bjarni gekk út, ok var Þorgils kominn, ok þræll hans með honum. Bjarni fagnaði honum vel. Þorgils mælti: hví bauðst þú mèr ekki til boðsins, mágr! Þèr er jafnan sjálboðit, segir Bjarni, ok þá velkominn, er þú villt verit hafa. Ásgrimr kom um kveldít, ok gekk Bjarni í móti honum ok fagnaði honum vel. Þá spurði Ásgrímr, hvart Þorgils væri þar; hann kvað hann þar vera: ok mun hann hèr dveljast. Gjörða ek nú sem þú mæltir, at ek bauð honum eigi, en [ávalt skal hann vera hèr hjá mer, er hann vill.

Ásgrímr verðr óðr við ok vill riða heim. Þórhallr biðr hann eigi þat gjöra, ok þat verðr, at hann er þar, ok er heldr úglatt um boðit. Ok er menn búast frá boðinn, sjá menn at þeir fara husa á milli, Ásgrímr ok Kolr þræll, ok töluðu. Nú ríða menn um kveldit heim. Þorgils bóndi ok þræll hans Kolr riðu sið um kveldit ofan hjá Húsatóptum. Ásgrímr hafði fengit þrælnum þrjár merkr silfrs til höfuðs Þorgilsi. Kolr haiði hest latan, ok hvikaði hestrinn undir honum. Þorgils laust þrælinn, ok fèll fêsjóðrin undan yfirhöfn hans. Þorgils spyrr, hvaðan fèit kom at. Þrællinn sagði sem var. Siðan drap hann þrællinn þar sem nú heitir Kolslækr. Nú þikkir Þorgilsi Ásgrimr sannr at fjörráðum við sik; lætr nú safna mönnum, ok verða vel XL; ætlar nú at fara stefnuför til móts við Ásgrim. Nú hittir Gissurr hvíti Þorgils, ok spyrr hversu hann ætlar til um ferðir sínar. Hann kvaðst ætla at sækja heim Ásgrím Elliðagrimsson. Gissurr svarar: þat er uráðligt, þviat hann er miklu fjölmennari en þú. Þorgils kvaðst eigi hirða um fjölmenni hans. Nú letr Gissurr ferðarinnar, ok at bæn hans reið hann [í eyna, ok [kvaddi níu búa. Eptir þat fara þeir í brott, ok þikir sem lögfullt sè.

33. Nú koma menn til þíngs fjölmennt. Skapti spyrr mág sinn Þorgils, hvern málatilbúnað hann hefði. Hann kveðst níu búða kvatt hafa. Skapti svarar: varat af vöru, sleikt um þvörulát niðr falla, engu er nýtt. Þorgils mælti: hví man þat sæta? Skapti svarar: kunnig eru mèr svà lög, mágr! at ek veit at [rángt er til búit, ok [eru þau ein málaefni með ykkr Ásgrími, at bezt er at niðrfalli; hafa svà farit skipti ykkar Ásgríms flest, at þú ert eigi vanvirðr í, [þótt þið skilit við svà búit; unnum vèr þèr sæmðar ok hógsetu hêðan af, ok má af þer mart tala, þat er mikilmannligt er ok sköruligt. Ríða menn af þíngi, ok sefast Þorgils við umtölur mága sinna [ok vina.

34. Helgi hèt austmaðr er út kom í Einarshöfn ok átti ferð upp í hèrað, ok fór með varning sinn upp í Þrándarholt. Þorgils reið at ofan or Gröf, ok riðust (þeir) á móti. [Helgi reið Þorgils næsta af baki, ok hló at honum, er hann var bjúgr á baki; kveðst eigi þat mega á sjá, at hann hefði verit garpr mikill. Þorgils [reiddist við ok mælti: ekki hafa menn [þat gjört, at færa spott at mèr, en svà hæðiligr sem þer þykkir ek nú vera, þá býð ek þer einvígi þegar í stað, ok er þá [reynt, hvert þú berr skjótt af mèr. [Þeir hittust fur neðan grinngarð, ok veðr var kallt á móti Þorgilsi, ok sat hann því bjügr á baki. Helgi kvað [sèr engan frama í því: at bera af fretkarli þínum; [kvaðst þó eigi vilja undan gánga. Austmaðrinn hafðí öxi í hendi, [ok leit á öxina, ok þotti mjó. Þorgils mælti: hvassara vâpn muntu þurfa, ef bita skal min höfuðbein, [ok er vápn þitt úkarlmannligft. Þorgils hafði sverð sitt Jarðhússnaut, ok alvápnaðr, [sem hann var aldreigi öðruvíss. Þorgils hljóp þegar geystr at honum, austmanninum, ok höggr til hans með sverðinu Jarðhússnaut, ok kom sverðit á öxlina, ok var svà mikit sár, at honum vanst þat skjótt til bana. Þá var Þorgils VII tugr, ok kvað þetta [vorðit glappaverk ok bráðræði, ok kvaðst þetta helzt bæta vilja. 0k II vetrum siðar komu [út í Einarshöfn tveir bræðr Helga [ok ætla til hefnda; hèt annarr Einarr, en annarr Sigurðr, ok varð eigi vart við skip kvomu. Þeir fóru þegar í Traðarholt, ok [komu þar snemma dags, ok var Þorgils í hvílu sinni, en verkmenn voru [á fótuni ok konur; ok er bræðr komu [at bæinum, [þá töluðust þeir við, hversu með skyldi fara. Einarr mælti: [íllt þykir mèr at drepa gamlan mann, [frægjan ok vinsælan, ok er skaði mikill, ef hann lætr af berast. Þorgils [verðr nú varr við, ok sprettr upp þegar, ok tekr sverðit Jarðhússnaut, ok bað þá at gánga, ef þeir vildu, [ok brást þá nokkut á fótinn halta. Einarr mælti: eigi viljuin vèr bræðr gjöra þèr úfrið, ok skal annat verða eyrendi okkar bræðra; [ef ek ræð. Þorgils tók þessu vel, [ok hirðist skjótt í viðbragði, ok sagði svá: ek er þess miklu fúsari, [ok mantu vera góðr drengr, ok þar er ek drap Helga bróður ykkarn, þá vil ek þat bæta, ok gefa vil ek þèr, Einarr, sverðit jarðhússnaut, því [þú er verðr at bera, (en) bróður þínum merkr silfrs, [nema þitt skiptit annan veg; ok skildu þeir [vel ok drengiliga. Fóru þeir utan eptir þat.

Eitt sinn er [þau hjón fóru til [búss á Hjalla, tók Þorgils þar sótt; þú var hann hálfníræðr. Hann lá viku, ok andaðist þar, [ok voru þeir í eina gröf lagðir, Þóroddr [ok Þorgils ok Bjarni hinn spaki, at þeirri kirkju er Skapti lêt gjöra, fyrir utan lækinn, en siðan voru færð beinin í þann stað sem nú er kirkjan, þviat Skapti hèt at gjöra kirkju, þá er Þórav [kona hans braut fót sinn, þá er hún var at lèreptum sínum. Þorgils þótti hinn mesti merkismaðr, vínfastr ok vínveittr, þrautgóðr ok [þróttigr, eljunarmaðr ok óáleitinn, ok hêlt sik við alla til jafns, þó at miklir menn ok sterkir ætti í hlut. Þótti hann ok hinn mesti sveitarhöfðíngi. Hann var sanngjarn ok svinnr, en móðugr ok mjök uvægr við þa er eigi vildu sik vel vanda. Hann var tryggr ok trúrækinn, guðhræddr ok góðr vinum sínum. [Er ok mart stórmenni frá honum komit ok viða (dreift um land vort. [Munu vêr nú hætta fyrst at segja frá Þorgilsi Örrabeinsstjüpa, ok lykr þar sögu þessi.

___________

I oversættelse med anmærkninger

8. Atles Sön hed Thord; han var 9 Aar gammel, da dette tildrog sig; Atle kaldte ham til sig, og sagde (om sig selv) at han troede, han skulde döe af sine Saar; du eier, sagde han, alt det Gods som jeg efterlader mig, og hvis du ligner dine Frænder, vil du vist hævne din Fader; det kommer mig og saa for, at du og dine Efterkommere ville blive raske Folk. Derefter döde Atle hjemme paa Tradarholt, og blev jordet i en Höi, efter den Tids Sædvane. Thord modtog alt Gods og Raadighed efter sin Fader. Han var smuk af Udseende, blev snart fuldvoxen og viste megen Raskhed. Thord forestod Boet paa Tradarholt.

9. Thord var 15 Aar gammel, da han tænkte paa at hævne sin Fader... Thord blev en ypperlig Mand. Han ægtede Thorun, en Datter af Asgeir Östmænds Skræk, der havde faaet dette Tilnavn, fordi han havde ombragt et heelt Skibsmandskab i Udlöbet af Grímsaaen, fordi de forhen havde rövet hans Eiendele. Asgeir var en udmærket Kæmpe. Thorunn var ogsaa en meget rask Kone. Thord fik den Skov til Eie, om hvilken der forhen havde været Trætte. - Da Thord var 22 Aar gammel, kjöbte han et Skib i Knararsund og vilde reise ud af Landet, for at fordre sit Arvegods, hvilket hans Slægtninge havde eiet i Sogn, men Kongen havde taget i Besiddelse. Han sagde, at Thorun skulde reise med, men hun svarede, at hun vilde blive tilbage, og sagde at det var raadeligere. Thord vredes saaledes over disse Ord, at han tog en heel Deel Penge, som hörte ham til, og gravede dem ned i Jorden. Thorun sagde da: Det staaer dig frit for at skjule Pengene, men det aner mig, at du kun vil have ringe Nytte af det Gods som du eier i Norge og ligesaa af det, som tilhörer dig her. Derpaa modtog hun alle deres (övrige) Eiendele.

10. Thorgils hed deres Sön; han var to Aar gammel, da Thord reiste ud af Landet. Det Skib blev borte og man hörte siden aldeles intet om det; men et Aar derefter kom Thorgrim Orrabein udenlands fra til Knararsund. Han var Thormods Sön, men Thurid Ketilbjörnsdatter fra Mosfell var hans Moder. Thorgrim var en stærk Mand. Han opholdt sig Vinteren over hos Thorun paa Tradarholt, og var hende til særdeles megen Nytte; hun syntes og meget godt om ham, samt bad ham blive hos sig, men selv bestemme sin Lön. Han svarede at han nok havde Lyst dertil, men friede med det samme til hende, samt erklærede, at han ikke vilde blive der længere, hvis hun ikke giftede sig med ham. Hun betænkte dette, og overlagde det med sine Venner og Frænder; thi hun vilde pröve om deres Gemytter kom til at stemme overeens, og tillige sit eget Sindelag: Da tre Aar vare forbi, ægtede han Thorun, og de levede siden meget godt sammen. Thorgrim ansaaes for en særdeles dygtig Mand, men dog noget vanskelig; han havde forhen været Viking og havde da faaet mange Ar, hvorfor man kaldte ham Orrabein (Arbeen), men Thorgils, hans Stedsön, blev kaldet Orrabeinsstjup. Thorgrim var en god Bestyrer for Herredet. Han var kjærlig mod Thorun og hendes Sön Thorgils. Der var meget Gods samlet, som tilhörte dem alle i Fællig. ` Det fortælles, at en Sommer, da Folk kom sammen paa et almindeligt Möde i Nærheden af Thingstedet, paa Lon, da tog Thorgils, som var 5 Aar gammel, ogsaa derhen; han agtede at tage Deel i Drengenes Lege, udsögte sig en Plads dertil paa Marken, og sagde at han vilde være med. Drengene svarede at de vare komne overeens derom, at kun den skulde deeltage i Legen, som havde ombragt et levende Dyr. Thorgils Imaatte da forlade Legen, men var misfornöiet dermed at han var bleven afviist. Om Aftenen toge Folk hjem. Thorgrim havde Overflod af alskens Gods ; han eiede en Mængde af Kvæg (Huusdyr) især Faar og Stude. Een af hans Heste kaldtes Ilding; den var kun et slet Udgangsög. Da Folk vare sovede ind om Natten, vaagede Thorgils, overtænkte sit Anliggende, og havde ingen Lyst til at lade sig tiere vise bort fra Legene. Han stod op, tog et Bidsel og gik ud. Han saae Heste i Nærheden af Gaarden, gik til dem, fik fat paa Hesten Ilding og ledte den til et Huus. Derefter tog han et Spyd i Haanden, gik til Hesten, og jog det indi dens Bug, saa atden styrtede död paa Stedet. Thorgils lagde sig derpaa til Sengs. Om Morgenen, da Folk skulde gaae til deres Arbeide, befalede Thorgrim at Hesten Ilding skulde drives hjem, men man fandt den ikke. Man meldte Thorgrim det. Han sagde at Hesten havde været der Aftenen næstforhen, og bad Folk at söge nöiere; de gik, fandt Hesten död, og lode Thorgrim det vide. Han sagde da at han ei kjendte nogen Mand, der Aattraaede at have noget Udestaaende med sig. Thorgils svarede: Jeg har voldet Hestens Död. Thorgrim spurgte, hvorfor han havde gjort det. Thorgils forklarede ham Aarsagen dertil. Vort Sindelag stemmer ikke overeens, svarede Thorgrim; tag du nu til din Ven Lopt, thi vi to ville ikke kunne enes.

11. Derefter drog Thorgils bort den samme Dag til Lopt, som tog udmærket vel mod ham. Man beretter, at Thorgils var smuk af Udseende, mandig i sit Væsen, og saae ud til at være forstandig; han var höi og rank af Væxt, stærk af Kræfter, haardför og hurtig i sine Beslutninger, gjæv og fast, ivrig og overhaandsfærdig i at före Vaaben; han var uforfærdet i alskens Modgang, saa snart han blev ældre, hvorom vi komme til at fortælle adskilligt. Han var heftig af Sind, men dog stadig, behjertet og stormodig, og udstod vel mange Gjenvordigheder som han maatte gjennemgaae. Der fortælles at da Thorgils var 9 Aar, udbad han sig Forlov at roe til Söes med Lopts Tjenestekarle, hvori man föiede ham, som i saa meget andet. Thorgils udkastede sin Medesnor, og fangede en stor Helleflynder, skjönt ingen af de andre fik noget den Dag, og da Uveiret tog til, erfarede man at Thorgils, saa ung han end var, havde lært at roe. Derefter lagde de til Landet. Lopt sagde: at man af sligt kunde mærke, hvad han vilde blive til. Nu gik de hjem, og Thorgils trak Fisken efter sig. Da han gik paa Veien, lösnedes Jorden, og ved at trække Fisken, mærkede han at han stödte paa noget haardt; han kastede et Blik derhen, og saae, at der laa en Sölvring. Da de vare komne hjem, gav Thorgils sin Fosterfader Lopti Ringen i Forvaring.

12. En Vinter derefter hændte det sig at nogle Trælle opgravede en Höi, paa Gaardens Lod, for at söge efter Skatter. Thorgils kom til dem, og sagde at det (fundne) ikke var deres Eiendom. Han tog tre Mark (Sölv) fra dem, jog dem bort med Magt, og gav Lopt (til Forvaring)Hittegodset, saavel som alt andet hvad han erhvervede. Herved blev han, skjönt han endnu var ung, meget navnkundig. Da han var 15 Aar gammel, fik han megen Lyst til at reise udenlands; han var da vel kommet til Modenhed baade i Forstand ogi Kræfter, samt foreslog sin Stedfader Thorgrim at dele Boet med ham, men det blev ham nægtet. Lopt bad ham endnu at töve den Vinter hos sig, og sagde, at han siden, i alle Henseender, vilde kunne udrette meget mere. Han gjorde saa, og da han var 16 Aar gammel, begjerede han paa ny Godsets Deling. Thorgrim svarede at dette endnu ikke kunde lade sig gjöre: thi mig synes, sagde han, at du forstaaer ikke saa godt at forvalte Eiendommene, som jeg. Thorgils erklærede at han vilde have Pengene: men faaer jeg dem ikke nu, lagde han til, skal jeg nok faae dem, naar jeg kræver dem tredie Gang; han drog derpaa bort og fortalte dette til Lopt. Denne sagde, at det forekom ham, at Thorgrim ikke vilde afslaae Fordringen, naar den gjentoges næste Gang. Lopt udstyrede ham da til Udreisen. Thorgils sagde, han vilde denne Gang kun have lidet med sig. Da han var reisefærdig, kaldte han sine Legebrödre til sig, og lod dem vide, at han nu vilde belönne dem for ydet Morskab og godt Fölgeskab: I skulle her modtage de tre Mark Sölv, som jeg tog fra Trællene, men min Fosterfader Lopt skal beholde Ringen og mit Venskab. Derefter reiste Thorgils bort, fra Knararsunds Havn, med faa Penge. Han kom til Norge om Hösten, og opholdt sig, Vinteren over, hos en Mand som hed Olaf og boede paa Hördeland, samt var en bemidlet og meget forstandig Mand. Paa den Tid regjerede Harald Graafeld over Norge og andre hans Brödre, tillige med Kongemoderen Gunhild. Disse droge, efter den Tids Skik, omkring til Gjæstebude iVintertiden. Olaf modtog Kongen og hans Moder med et særdeles herligt Gilde. Da de havde været der en Stund, spurgte de, hvem den velvoxne Mand af ungdommeligt Udseende var. Olaf svarede, at det var en Islænder. Kongen sagde at han, eller hans Ansigtstræk at slutte, maatte være af en meget anseelig Slægt. Thorgils deeltog i Lege (Legemsövelser) med Kongen, som havde meget Morskab af ham, thi alle Legene faldt heldigen ud for Thorgils, saa at Kongen sagde: Dig, Thorgils, vil jeg kalde min Kæmpe. Thorgils berettede da Kongen, at han havde arvet betydelige Eiendele i Sogn efter sine fornemme Frænder. Kongen sagde: Min Moder har nu Avlsdrift paa de Jorder, og tillige fuld Raadighed over dem; sög derfor hendes Yndest, saa vil du have stort Gavn deraf. Thorgils androg da Sagen for Gunhild. Hun svarede ham vel, og tilböd ham fast Ansættelse hos Kongen, men Thorgils gav til Svar at han kun havde liden Leilighed til at opholde sig ved Hoffet og vægrede sig derfor. Dronningen blev da meget vred, stödte til ham med Foden og drev ham bort fra Höisædet; hun afslog ham og Eiendommene, og sagde at han ikke forstod at modtage Æresbevisninger. Derimod yndede Kongen ham, og forærede ham hemmeligen endeel Sölv, som var vel tjenligt til Handel; dette, sagde Kongen, kan vel foröges ved Omsætning, hvis Lykken er med, og sög til mig, som en Bekjendt, allerhelst naar min Moder ikke er tilstede. Derefter drog Kongen fra Gjæstebudet.

13. I Foraaret siger Thorgils til Olaf, at han vil gjöre en Handelsreise om Sommeren, for at undgaae Gunhilds Forfölgelse. Olaf raadte ham dertil. Thorgils drev da den Sommer Handel, og Reisen lykkedes vel. Mod Hösten kom han til Vigens Vestkyst, til en Kone ved Navn Gyde; hun var Enke, og havde en Sön som hed Ödun. De modtoge ham begge paa det bedste. Gyde forstod sig særdeles vel paa Oldtidens Klögt og Vidskab. Ödun var meget velvillig mod Thorgils, og da denne tog bort, udbad han sig hans Venskab. Derefter drog Thorgils til en rig Mand, som hed Björn. Ogsaa der blev han meget godt modtaget. Der var et ypperligt Vaaningshuus, og man gik temmelig tidlig til Sengs. Thorgils spurgte hvi man gjorde dette, og fik det Svar, at Björns Fader, der for nylig var död, gik igjen, og at Folk vare bange for ham. Thorgils var nu bleven stærk af Kræfter. Ofte skete det om Vinteren at Thorgils hörte at der blev banket paa Taget. En Nat stod han op, tog en Öxe i Haanden, gik ud og saae en stor Gjenganger, af ondskabsfuldt Udseende, staae uden for Dören. Thorgils hævede Öxen, men Spögelset vendte sig fra ham og tyede til Gravhöien ; da de kom dertil, vendte Gjengangeren sig mod ham og de begyndte da at brydes, thi Thorgils havde givet Slip paa sin Öxe. Kampen var baade haard og uskaansom, saa Jorden lösnedes under deres Födder. Slutningen blev dog den, efter som Thorgils var bestemt til et længere Liv, at Spögelset faldt baglænds og Thorgils ovenpaa det. Nu fik Thorgils nogen Hvile, og fik fat paa sin Öxe; han huggede da Gjengangerens Hoved af, og læste (mumlede) over ham, at han ikke skulde gjöre noget Menneske Ulempe; siden mærkede man heller aldrig noget til Spögelset. Björn agtede Thorgils meget; fordi han havde skaffet ham saa god Huusfred. En Nat blev der banket paa Dören; Thorgils gaaer ud, og seer at hans Ven Ödun Gydesön var kommen. Thorgils hilste ham venlig, og spurgte hvad han vilde. Ödun svarede at han behövede hans Bistand, da hans Moder Gyde var död, og at hendes Dödsmaade havde`været meget underlig, saa at alle Mennesker havde römt Gaarden, men ingen vilde befatte sig med hendes Ligfærd. Nu önskede jeg (sagde han) at före hende hen for at begraves, og at du vilde fölge med mig. Det skal skee, svarede Thorgils, og drog afsted med Ödun uden Björns Forevidende. De kom til Öduns Gaard, fandt der Huusmoderens Lig, og gave sig í Færd med at berede det til Jorden. Nu skal du, sagde Thorgils, forfærdige en Kiste til min Moder, med Knage under og beslaae den med stærke Hanker, thi dette vil behöves, hvis alt skal gaae godt. Dette skete da altsammen. Ödun sagde, at han havde betænkt, hvorledes man skulde bære sig ad med Kisten : Vi ville trække den bort, nedgrave den i Jorden, og lægge siden saa stor Tyngsel oven paa den, som mueligt. De droge afsted, og da de havde gaaet en Stund, begyndte det at brage stærkt i Kisten, hvorpaa Hankerne sprang af, men Gyde selv kom ud af Kisten. De toge begge strax fat paa hende, og havde nok at bestille dermed, skjönt de vare stærke Mænd. Endelig besluttede de sig til at före hende til et Baal, som Ödun havde beredt. Derefter kastede de hende paa Baalet, og bleve tilstede medens hún brændte. Da sagde Ödun: Du har nu, Thorgils, vist mig til trofast Venskab og mandig Bistand, hvilken du og vil yde ved alle Leiligheder. Et Sværd og en Kjortel vil jeg forære deg, men om saa skeer, at jeg siden kræver Sværdet tilbage, da önsker jeg at du vil overlade mig det; dog skal jeg, i saa Fald, give dig et godt Vaaben isteden. Efter denne Aftale skiltes de ad. Thorgils drog da tilbage til Björn. Nu maae vi give os til at fortælle derom, at Björn savnede Thorgils, og faldt i stor Sorg derover. Björn beklagede, at han i ham havde mistet en god Mand: og var det ilde (sagde han) om nogen Trold eller ond Aand har taget ham, dog skulle vi, til hans Ære, drikke Arveöl, men jeg frygter, at det neppe bliver noget muntert Velkomstgilde, thi vi have (forgjeves) sögt efter ham i mange Dage. Under Gjæstebudet kom Thorgils hjem. Björn modtog ham med stor Glæde og fortsatte Vennegildet paa ny. Derpaa droge Gjæsterne hjem.

14. Ved den Tid modtog Hakon Lade Jarl Regjeringen over Norge. Da sagde Thorgils til Björn at han vilde forsöge paa at faae sine Eiendomme i Sogn tilbage. Björn svarede: Det vilde vist være retmæssigt, men jeg frygter at Hakon Jarl tilegner sig dog dette som saa meget andet, thi han er saare begjerlig efter Penge, og det er neppe at vente at han vil overlade dig dette; dog vil jeg understötte dit Andragende, naar han kommer hid til mig. Jarlen kom, til bestemt Tid, til Gjæstebudet, og Björn androg for ham Thorgils's Sag, samt fortalte meget om hans Raskhed og Færdigheder. Hakon Jarl svarede at Godserne da vare hans Eiendom, men lagde til, at han dog vilde see Manden. Da Tborgils kom for Jarlen, sagde Hakon til ham: Du er en anseelig og stærkbygget Mand, smuk af Udseende, og seer ud til at have Lykken med dig. Jeg byder dig til mig og vil siden tage din Sag i nöiere Betragtning. Thorgils svarede, at han gjerne vilde modtage dette Tilbud.

15. En Mand hed Thorstein og blev kaldt den Hvide. Han var Hakon Jarls Lehnsmand, almindelig yndet, og besad Eiendomme, som laae i Nærheden af Thorgils`s Jorder. De indgik nöie Venskab med hinanden, og vare begge hos Jarlen. Thorgils gav Thorstein den Kjortel, af nyt Skarlagen, som han havde faaet af Ödun. Den Tid var og hos Hakon Jarl Erikc den Röde, en islandsk Mand, som siden fandt og först bebyggede Grönland. Han var da en ung og beleven Mand, og blev en særdeles god Ven af Thorgils. En Dag bragte Thorgils sine Jorder paa Tale hos Jarlen. Han svarede: Din Opförsel behager mig meget, men endnu har jeg dog ikke seet nogen overtydende Pröve paa din tilkommende Driftighed ; jeg vil ei heller opgive disse Eiendomme til dig, uden du viser nogen Fonrinlighed ved dine Handlinger; du skal da inddrive de mig tilhörende Skatter af Syderöerne, som nu i hele tre Aar ere udeblevne. 'Thorgils begjærede, at en Anförer for Toget maatte udnævnes: men jeg, sagde han, skal understötte ham som jeg bedst formaaer. Du selv, svarede Jarlen, skal være Anförer paa dette Tog, thi saa har du des större Leilighed til at aflægge Pröver paa Duelighed og Manddom. Lad da, sagde Thorgils, Thorstein Hvide reise med. Derfor kan han selv raade, svarede Jarlen. Thorstein sagde, at han nok skulde reise, hvis Thorgils önskede det. Nu lavedede sig til Reisen med to Skibe, som kun vare svagt besatte. De kom til Öerne, og fordrede Skatter, men fik kun lidet deraf. 0m Hösten droge de til Katanes, lede de Skibbrud, og mistede alt deres Gods, men hele Mandskabet blev reddet. Olaf hed den Jarl, som bestyrede den Provinds. Da han hörte, hvorledes det var gaaet Hakon Jarls Mænd, böd han dem til sig, hvilket de toge imod og bleve der om Vinteren vel beværtede. Surt (Svart) Jernhös hed en vældig Viking, som tillige var den störste Ildgjerniugsmand. Han krydsede for det meste ved de vestlige Landes Kyster. Det var een af hans Uskikke, at han pleiede at bortföre smukke og dannede Kvinder, og beholdt dem hos sig i nogen Tid; men man vovede dog ikke at staae ham imod. Olaf Jarls Söster hed Gudrun; hún var skjÖn af Udseende og vel oplært i alle kvindelige Kunster. Denne Vinter kom Surt Jernhös til Olaf, og forlangte hans Söster enten til Frille eller til Hustru. Olaf svarede: Det vilde kun gjöre mig liden Nytte, om du end handlede paa det bedste du kunde, end sige nu, du har foresat dig at gjöre ondt, og derfor vil jeg afslaae dig dette Giftermaal. Vikingen svarede: Saa möd mig da i Tvekamp, eller fægt med mine Folk, og saml dig Mandskab mod mig. Jarlen svarede: Det er bedre at döe med Ære end at leve med Skam. Nu vælger du de Kaar, sagde Surt, som bekomme dig værst, og som du vil komme til at huske, og en Nidding skal du være, hvis du ikke möder. Jarlen svarede: Vist skal jeg komme dig i Möde, eller en anden i mit Sted. Med denne Aftale skiltes de ad. Derpaa sammenkaldte Jarlen Folk til et Thing, og lod dem der vide, hvad Uheld der var mödt ham. Jeg gifter, sagde han, min Söster Gudrun med den Mand, som tager Surt af Dage, thi jeg veed, at den allene forsöger derpaa, som jeg har ingen Vanære af. Der var ingen som svarede Jarlen herpaa, skjönt Partiet ansaaes for tillokkende, men man ventede sig kun ondt af Surt Jernhös. Thorstein og Thorgils talte sammen herom, og Thorstein forekom det önskeligt, men Thorgils var det temmelig ligegyldigt. Thorstein sagde da: Vil du, min Ven, antage disse Kaar? Thorgils gav et kort Svar. Derefter siger Thorstein til Jarlen, at han nok vilde gjöre et Forsög, hvormed denne var vel fornöiet. Natten efter drömte Thorgils at hans Ven Ödun viste sig for ham, og talte saaledes: Du sover, men det vil dog være det samme, som om du vaagede. Du skal gaae i Tvekamp mod denne Berserk, thi dig unde vi al Hæder. Vel er denne Surt min Broder, men dog har jeg intet godt af ham, og tillige er han den störste Skurk. Förend han gaaer til Tvekamp, pleier han stedse at spörge den, han skal fægte imod, om han har Sværdet Bladner, hvilket just er det, som jeg har givet dig; men du skal skjule det i Sandet og sige ham, at du ikke veed dets Fæste over Jorden. Derefter forsvandt Ödun. Thorgils vaagnede, og fortalte Drömmen til sin Ven Thorstein.

16. Den Morgen droge Thorgils og Thorstein med Jarlen til Tvekampsmödet. Vikingen spurgte om Sværdet Bladner. Thorgils svarede, at han ikke vidste dets Fæste over Jorden. Strax efter trak Thorgils Sværdet op af Sandet. Dernæst fægtede de, og da det havde varet en Stund, huggede Thorgils det nederste bort af Surts Skjold, og Hugget borttog tillige hans ene Been. 1 den Tid gjeldte den Lov, at man kunde tilegne sig Arv efter den Mand, man havde nedlagt i Tvekamp. Derpaa hug Thorgils Hovedet af Surt, og bemaegtigede sig alle hans Skibe og övrige Eiendomme. Derefter fik han Gudrun, Jarlen Ólafs Söster, til ægte. Nu manglede Thorgils hverken Folk eller Penge. I Foraaret sagde de til Jarlen, at de den Sommer agtede at drive Fribytteri. De seilede da til Syderöerne, og forelagde Indbyggerne Valget, enten de vilde taale Plyndring og Manddrab, eller give Hakon Jarl Skat; de valgte at yde den Skat som blev dem paalagt,og den blev tilfulde betalt. Derefter droge de östpaa, til Norge, og kom til Hakon Jarl. Han modtog dem meget vel, og de bragte ham Pengene, samt desuden sömmelige Foræringer. Jarlen indrömmede da Thorgils alle hans faste Eiendomme. Den Vinter vare de ved Jarlens Hof, i stor Anseelse. Næste Sommer vilde de drage paa Fribytteri, men agtede sig hjem til Jarlen mod Vinteren. En Nat kom Ödun til Thorgils, og krævede Sværdet Bladner af ham. Å jeg skal, sagde han, i dets Sted först give dig en Öxe og inden kort Tid et godt Sværd. Thorgils svarede, at han frit kunde tage Sværdet. Ödun ydede ham sin Tak, og gav ham en Guld-Fingerring, men da Thorgils vaagnede, var Sværdet borte, hvilket dog voldte ham et ubehageligt Savn. Den Sommer droge de vidt omkring. En Viking hed Gyrd; ham traf de da ved en Öe. I Morgenstunden kom en Skude fra Gyrds Skibe til Thorgils, og meldte, at Gyrd vilde gjöre Fælledsskab med dem. Dette kom i Stand paa de Vilkaarat Gyrd skulde holde lige saa mange Skibe som Thorgils, imod at have det Halve af alt hvad der blev forhvervet. Den Sommer dreve de Fribytteriet med megen Vinding, og udryddede mange Skarnsfolk og Ransmænd, men lode Bönder og Kjöbmænd fare i Fred. Den samme Sommer kom de til Irland. Der, hvor de kom til Kysten, var den bevoxet med Skov. De gik ind i Skoven, og kom til et Sted, hvor de saae at Lövet var faldet af et Træ. De rykkede Træet op, og fandt derunder et saakaldet Jordhuus. De saae, at bevæbnede Folk opholdt sig dernede. Thorgils udsatte, for sine Folk, den Belönning, at hvo der först vilde gaae ned i Jordhnset, skulde forlods beholde de tre Ting af Byttet som han selv önskede, hvilket alle samtykkede, Gyrd undtagen. Derefter sprang Thorglls ned i Aabningen, og fandt ingen Modstand: I Jordhuset laa et blaat Klæde (Teppe) og derpaa to Guldringe samt et godt Sværd. Der vare og tvende Kvinder, den ene ung og deilig, den anden gammel, men dog smuk. Thorgils gik omkring i Huset, som for det meste var anlagt paa Klippegrund. Han havde i Haanden en Rodkjölle, hvormed han slog om sig til begge Sider, saa at de fleste flygtede for ham. Thorstein fulgte med ham, og da de gik ud af Jordhuset, toge de begge Kvinderne, saavel den yngre som den ældre, og förte dem med sig til Skibene. En Trop Krigsfolk satte da stærkt efter dem, og da Thorgils med hans Mænd naaede Skibene, lagde de strax fra Land. Nu fremtraadte en Mand af den Hær som forfulgte dem, og talte vidtlöftig, men de forstode ikke hans Tungemaal. Da talte den fangne Kone til dem i Nordens Sprog, og underrettede dem om at han vilde opgive til dem, hvad de havde faaet af Godset, "naar I kun ville sætte os i Frihed; Denne Mand er Jarl og min Sön, men min Moders Slægt er fra Vigen (i Norge); I ville og bedst drage Nytte af disse Kostbarheder, naar I handle saaledes, thi med Sværdet fölger Besvær. Min Sön hedder Huge, og han tilbyder dig, Thorgils, heller Penge, end at I skulle före mig bort; det kan heller ikke bringe eder nogen Lykke, at I bortförer os. Thorgils fulgte deres Raad og bragte dem i Land. Jarlen Huge gik Thorgils med Glæde imöde, og gav ham selv en Ring, hans Moder en anden, Möen den tredie, og önskede ham alt godt til Afsked.

17. Derefter vilde Thorgils og Thorstein holde op med Fribytteriet, og foretage Byttets Deling. Gyrd gjorde Paastand paa Kostbarhederne. Thorgils sagde, at der vare Vidner nok paa, hvad der var blevet betinget. Gyrd erklærede at han aldrig havde givet sit ja dertil, og vilde heller slaaes, end miste Kostbarhederne. Thorgils holdt det raadeligere, ikke at udsætte deres hele Mandskab for Fare, men heller, sagde han, burde vi to forsöge os imod hinanden. Gyrd gav sit samtykke dertil. Derefter sloges de. Thorgils havde det sværd som han havde faaet i Jordhuset; med dette hug han det ene Been afGyrd, ovenfor Ankelen. Saaledes skiltes de fra hinanden. Gyrd beholdt Livet, men blev siden kaldet Gyrd den Halte. Derefter droge de til Norge, og bleve den Vinter hos Hakon Jarl. Gudrun, Thorgils's Kone, födte da et Drengebarn, der blev kaldet Thorleif. Da Vaaren indfandt sig, fik Thorgils Lyst til at reise til sine Eiendomme paa Island. Hakon Jarl gav ham da tilbage alle de Eiendomme som tilhørte ham i Sogn, og de skiltes meget venskabeligen fra hinanden. Næste Sommer og Vinter forblev han paa sine Gaarde i Sogn. Derpaa sagde Thorgils til Thorstein, at han vil see til sine Besiddelser paa Island, thi disse bestyres nu af Folk som jeg ikke holder meget af. Jeg har ladet et Skib udruste og bragt ombord derpaa meget Gods; men disse Gaarde, jeg her eier, skal du varetage paa min Sön Thorleifs Vegne. Jeg har prövet dig som en brav Mand, og skal derfor belönne dig med en Gave. Min Kone Gudrun vil jeg overlade dig, thi jeg har fundet at du har fattet Kjærlighed for hende, men dog i den Henseende opfört dig meget vel. Thorstein takkede Thorgils for Gaven, og Folk fandt denne Handling at være særdeles udmærket. De skiltes saaledes ad med det inderligste Venskab. Thorgils gjorde derpaa en Handelsreise til Oplandene og Sverrig. Han var om Vinteren hos en Bonde ved Navn Thrand, der var en rig Mand og havde en Datter som hed Sigrid. Til hende beilede en vis Randvid, en ond Mand, men dog en stor Kæmpe. Thrand afslog ham Giftermaalet. Da udfordrede Randvid ham til Tvekamp af det Slags, der kaldes Kargang; den skeer nemlig i et stort Kar, som skulde lukkes foroven, og hver af Parterne skulde have en Knevel i Haanden. Thrand vilde heller slaaes end give sin Datter til saa ond en Mand. Thorgils sagde da til ham: Vistnok har du beværtet mig vel, og derfor vil jeg belönne dig godt, jeg skal slaaes med Randvid i dit Sted. Thrand erklærede, at han vilde tage mod Tilbudet. Thorgils havde Sværdet fra Jordhuset med. Randvid havde en Knevel i Haanden, som var en Alen lang og meget tyk. Karret blev lukket foroven. Randvid bad Thorgils at begynde Angrebet, thi han var den udfordrede. Det gjorde han, og ling saaledes lös paa Knevelen, at den sprang i Stykker, og Sværdet tillige gik Randvid i Livet. Denne sagde: Giv mig nu Sværdet, og tag mod Kevelen, saa vil jeg give dig et Stöd. Thorgils svarede: Jeg troer at Knevelen nu er bleven til lutter Spaaner. Kort efter döde Rand vid. Han havde stolet paa sin Trolddomskunst, thi han havde nedlagt mangen en Mand i dette slags Tvekamp. Thorgils dræbte tvende andre Vikinger, Sneekoll og Sneebjörn. Thrand belönnede Thorgils rigeligen, og denne Daad forögede meget hans Anseelse. Han lavede sig siden til at reise til Island i den næste Sommer.

18. Olaf Tvennumbrune (Dobbelbryn) hed en Mand, som kom til Island og tilegnede sig först den hele Strækning som kaldes Skeid, mellem Thjorsaaen og Sandbækken. Han havde en overnaturlig Styrke, boede paa Gaarden Olafsvalle, og ligger begravet i den saakaldte Brunes-Höi under Vardefjeldet. Olaf var gift med Ashild; Helge og Thord vare deres Sönner. Thord var Fader til Thorkel, denne til Guld-Kaar, denne til Orm, denne til Helga, Odd Hallvardsöns Moder. Efter Ólafs Död blev Thorgrim Orrabein forelsket i Ashild, men hennes Sön Helge tröste (den trofaste) satte sig derimod. Han drog fra sin Gaard til hende og forsikkrede, at han ikke vilde tilstede, at hun lod sig forlede til Ukydskhed, hvilket da vilde blive baade hende selv og hendes Frænder til Vanære. Hun sagde, at han kun ikke skulde gjöre sig saa vred; at han ikke var Mand for at binde an med Thorgrim. Han svarede: Det er let at see at du synes godt om Manden, men alligevel vil jeg ikke taale af ham slig Beskjæmmelse. Saaledes afbrödes deres Samtale. Thorgrim overnattede paa Olafsvalle. Ashild beværtede ham godt, og de gjorde meget afhinanden. Hun fortalte ham Samtalen med Helge. Denne talte og til Thorgrim om hans Besög, som han sagde vare ham meget ubehagelige, og bad ham höre op dermed. Thorgrim svarede, at han bröd sig ikke om hans Tykke eller Trudsler, naar han kun havde hendes Minde. Nu ledsagede hun Thorgrim paa Veien, og gav ham en stor Fingerring af Guld, förend de skiltes ad. Ashild lod sig, forstaae med, at det anede hende, at de ikke skulde sees oftere. Thorgrim sagde, at han agtede snart at besöge hende igjen. Hun svarede, at da vilde det være godt, og de tage da i Afsked med hinanden. Thorgrim rider nu sin Vei uden for Ashildsmyre. Helge laa i Baghold for ham, ved Korsveien, og da de der traf hinanden, bad Helge ham lade sine Besög fare, og ikke saaledes foraarsage ham Ærgrelse. Thorgrim sagde at han var intet Barn, og erklærede sig rede til at pröve alt med ham. Helge svarede, at han troede, den vilde vinde, som havde Retten paa sin Side, og er det ret vel, lagde han til, at vi pröve hverandre. Dernæst begyndte de en Kamp, som blev haard og langvarig. Thorgrim var da aldrende, og blev snart mödjg, samt tillige farlig saaret. Helge satte stærk ind paa ham, da han mærkede, at han blev træt, og Enden blev at Thorgrim faldt for Helge. Om Aftenen kom Helge hjem. Ashild spurgte om Nyt, og nu fortalte han hvad der var skeet. Hun svarede: Meget har du udrettet; og du troer vist, at du ved denne Daad har indlagt dig stor Ære, men jeg kan sige dig, at dette vil koste dig dit Hoved. Helge betingede sig Plads i et Skib, som laa i Einarshavn og agtede at reise ud af Landet. Nu rygtedes disse Tildragelser. Thorgrims Son Hæring var da 17 Aar gammel. Han red selv tredie, til Höfde, og besögte der sin Frænde, Teit Ketilbjörnsön. Teit drog med 15 andre til Hest ud til Einarshavn ved Örebak, og forböde, at Helge maatte modtages i Skibet. De rede siden bort. Kort efter traf de hinanden paa alfar Vei overfor Mörk ved Helgehvol. Helge var, selv tredie, kommen sönden fra Örebak; da de saae de andre ride, löb de op paa Bakken og værgede sig mandig. Helge faldt tilsidst for Mængden med een Mand af hans Fölge, og een af Angriberne. Siden blev Sagen bilagt og disse Drab gik op mod hinanden.

Thorgils kom nu udenlands fra til Örebak. Lopt, hans Fosterfader, boede endnu paa sin Gaard. Meget havde tildraget sig, medens Thorgils havde været borte; hans Moder Thorun var ogsaa död. Thorgils tog hjem til Tradarholt, og blev vel modtaget af sin Broder. Begge Brödrene boede der sammen dette Aar.

En Kvinde hed Thorey Thorvardsdatter; hendes Moder, Thorfinna, boede paa Odde efter hendes Mand Thorvard. Thorey blev opdraget paa Gaarden Kalfholt hos Jostein, en formuende Bonde. Han var gift med Thorgerde, en Sösterdatter til Thorvard paa Odde. Disse vare Börn af Thord Freysgode, nemlig: Drengene Kol og Starkad, som bleve der opfostrede tillige med Thorey, og deres Söster Gudrun var ligeledes hendes Fostersöster. Thorgils friede til Thorey; hun blev gift med ham, og de levede vel med hinanden.

19. I Nærheden af Kalfholt boede en Mand, som hed Sörle. Han gjorde Vane af at besöge Gudrun, Starkads og Kols Söster. Kol gik engang paa Veien for ham, og bad ham at holde op med disse Besög. Sörle svarede, at han vilde fölge sit eget Sind, og agtede ikke paa hans Erindring. Du faaer da at gjöre som du vil, sagde Kol. Dagen efter kom Sörle, sad hos Gudrun og talte med hende. Han tog sildig hjem om Aftenen. Da han var kommen et kort Stykke Vei fra Gaarden, sprang Kol op foran ham; de hilste ikke paa hinanden, men Kol gav Sörle, med eet Hug, sit Banesaar. Han gik derpaa hjem, og fortalte Gudrun at Sörles Besög vare nu standsede. Hun svarede, at hun vel ikke vilde laste hvad der var skeet, men herved kunde det ikke blive, fordi Sörle var Asgrim Ellidasöns Thingmand. Hun tilföiede: Gaa nu og tal med Thorgils, thi hos ham er det rimeligst at du faaer nogen Beskjermelse. Kol kommer til Tradarholt silde ud paa Aftenen, og Folkene skulde til at spise. Thorey gik frem til Dören, og bad sin Fosterbroder at blive der om Natten. Han fortalte hende det skete. Thorey sagde da: Du skal forsöge hos Thorgils, om han vil give dig nogen Understöttelse eller ikke; hold dig imidlertid skjult. Hn ledte ham da i en Afkrog, men gik selv ind i Stuen. Thorgils spurgte, hvorfor han skulde bie saa længe efter Aftensmaden: men du er og, lagde han til, bleven ganske röd i Ansigtet. Hun svarede: Sandt er det gamle Ordsprog.: at kloge Folk lægge Mærke til alt : en Muus sprang mig paa Kinden, og den er mig meget ubehagelig. Det kan saa være, sagde Thorgils; men da de vare komne i Seng, forlangte han at vide, hvad der var foregaaet, da hun samme Aften gik ud i Forstuen. Hun fortalte ham da den hele Tildragelse, og tilföiede, at hun gjerne vilde tage sig af Kol: og du vil vist, sagde hun, gjöre det samme for min Skyld. Thorgils lovede hende det. Morgenen efter drog han til Kols Bolig, og bortförte med sig derfra alt Gods, tilligemed Gudrun, men lod vanföre Folk blive der tilbage. Da de vare borte, kom Asgrim der; han havde i Sinde at optage alt Boet for Kol, men fik intet. Kol forblev hos Thorgils om Vinteren. I Foraaret anlagde Asgrim et Sögsmaal mod Kol. Thorgils lod som om han vidste intet deraf. Kol blev (paa Thinget) erklæret for fredlös. Thorgils rider dog, ligesom ellers, omkring i Herredet, og havde Kol med sig; de indfandt sig og paa Folkeforsamlinger. Herover fattede Hövdingerne stort Mishag til hinanden. Herredernes Indbyggere antoge dette for en almindelig Ulykke, og sögte at stifte Forlig, men Thorgils vilde ikke indlade sig derpaa. Engang drog han, tilligemed sin Avlskarl Svart, til et Hestething, hvor man morede sig ret godt. Asgrim talte da meget med Svart. Om Aftenen, da Thorgils tog hjem, red Svart nær ved ham. Thorgils mærkede, at han stedse vilde ride bag efter; han fattede da Mistanke, og gav Svart Leilighed til at nærme sig for Alvor. Da Thorgils mindst varede sig, hugger Svart til ham, og da Thorgils i det samme kastede sig af Sadelen, Aklövede han denne. Thorgils tog fat paa Svart og spurgte hvorledes det hængte sammen. Han tilstod da, at Asgrim havde befalet ham dette, men da Thorgils dygtig ruskede Svart, faldt en Pose med Penge ned, som han havde havt under Kappen. Svart tilstod da, at Asgrim havde givet ham disse Penge, for at skille Thorgils ved Livet. Thorgils dræber da Svart paa Stedet, rider siden hjem og fortæller sine Folk disse Tildragelser, men paa ethvert Folkemöde, hvor han derefter var tilstede, viste han Pengepungen frem med de 3 Mark Sölv som den indeholdt, men ingen vilde kjendes derved som Eier.

20. Nu blev den christne Tro forkyndt paa Island, og Thorgils var een blandt de förste som antoge den. En Nat drömte han at Thor kom til ham med et ondskabsfuldt Udseende. Du har svigtet mig, sagde Thor, og opfört dig slet mod mig. Du har udsögt til mig det ringeste du havde i dit Eie, og kastet det Sölv, som hörte mig til, i en stinkende Pöl; jeg skal og derfor nok ramme dig. Gud vil hjelpe mig, svarede Thorgils, jeg föler mig lykkelig derved, at vort Fællesskab blev hævet. Da Thorgils vaagnede, saae han at hans Fedegalt var död. Han lod den nedgrave ved nogle Tomter, og tillod ikke at noget af den maatte benyttes. Nok en Gang viste Thor sig i Drömme for Thorgils, og sagde, at det var ikke sværere for ham at standse hans Aandedrag, end at gjöre det samme ved hans Galt. Thorgils svarede at derfor kunde Gud raade. Thor truede ham med at gjöre ham Skade paa hans Kvæg; Thorgils sagde, at han bröd sig kun lidet derom. En anden Nat derefter döde en gammel Oxe for Thorgils. Den næste Nat sad han selv over sine Stude; men om Morgenen, da han kom hjem, var han blaaslaaet, og holder man det for sandt, at han og Thor da have havt fat paa hinanden. Siden ophörte denne Kvægdöd". Thorgils var vistnok en særdeles stærk og rask Mand.

Til Thorgils kom det Budskab fra Grönland, at Erik den Röde indböd ham til sig; hvor han skulde faae de bedste Vilkaar som stod i Eriks Magt. Thorgils syntes strax ret godt om dette Forslag. Han havde da boet her (i Island) i 13 Aar. Et Skib kom fra Havet; derpaa var hans Sön Thorleif, som havde mange kostelige Ting at bringe ham. Thorgils talte med sin Kone, om hun vilde være med paa Reisen til Grönland. Hun svarede, at den vilde have sine vanskeligheder. Han forklarede hende Eriks Tilbud, men tilföiede, at hun kunde blive tilbage, hvis hun önskede det. Hun svarede: Den Beslutning, at tage derhen, er neppe heldig, men dog skal jeg fölges med dig, dersom du reiser. Hæring modtog Raadigheden over Thorgils's Godser. Thorgils og Thorey havde en Datter ved Navn Thorny, som da var 8 Aar gammel. Til at reise med bestemtes Thorleif, Kol og hans Broder Starkad, samt Gudrun, deres Söster, hans Trælle Sneekoll og Össur samt 10 andre Trælle, og hans Avlsforvalter Thorarin, thi Thorgils var betænkt paa at bygge sig en Gaard, saasnart han var kommen til Grönland. Jostein fra Kalfholt besluttede, selv tolvte, at fölges med Thorgils, tilligemed sin Kone Thorgerde, og med sin Sön. Thorgils kjøber sig nu et Skib i Leirevaag; han overdrog en vis Thorolf en Gaard til Forvaltning; Hæring overgav han 60 Hundrede Alen brunt Vadmel, hvoraf 6 Alen vurderes for en Öre, foruden faste Eiendomme. Thorgils gjæstede hos Thorodd paa Hjalle, og havde sin Datter Thorny med sig. Der blev hun syg, og han opholdtes derved 3 Nætter; da sagde han at hendes Sygdom ikke maatte staae i Veien for hans Reise: maaskee, föiede han til, at Skjæbnen har bestemt hende til at blive her. Thorodd svarede dertil, at han troede at et langt og lyksaligt Liv vilde vorde hende til Deel. Thorgils lod hende da blive der tilbage, og gav hende 40 Hundrede, ifald hun skulde behöve dem. Thorgils sagde da, at han nu ugjerne drog af Sted, men kunde dog ikke beslutte sig til at lade Reisen fare.

21. Thorgils ventede noget efter en föielig Vind, og drömte da, at en stor Mand med rödt Skjæg kom til ham, og sagde: Du har foresat dig en Reise, men den vil blive heel besværlig. Manden, som han drömte om, forekom ham at see noget barsk ud, og at sige disse Ord: det vil gaae eder ilde, hvis du ikke vender tilbage til Troen paa mig, men gjör du dette, skal jeg endnu sörge for dit Bedste. Thorgils svarede, at han aldeles ikke skjöttede om hans Omsorg, og bad ham snarest skynde sig bort, - men min Reise, sagde han, lykkes saaledes, som den almægtige Gud vil. Det syntes ham da, som om Thor förte ham paa en steil Klint, hvor Söens Ström brödes mod Klipperne, og sagde; Af saadanne Bölger skal du omgives, og aldrig slippe bort fra dem, med mindre du henvender dig til mig. Nei, svarede Thorgils, far bort, du lede Fjende! han skal hjelpe mig, som frelste alle med sit Blod. Derefter vaagnede han og fortalte slin Kone Drömmen. hún sagde: Havde jeg havt saadan en Dröm, saa blev jeg tilbage, og ikke vil jeg fortælle den til Jostein eller til nogen anden. Nu fik de god Vind og seilede ud af Fjorden. Jostein havde den Afdeling af Skibet, som var foran Masten, i sin Besiddelse. Strax da de havde tabt Landet af Sigte, ophörte al föielig Vind ganske, og nu dreve de saalænge om paa Havet, at baade Mad og Drikke begyndte at fattes. Thorgils drömte da at den samme Mand kom til ham, og sagde: Gik det ikke, som jeg sagde dig? Thor talte da paa ny meget for Thorgils, men denne jog ham fra sig med haarde Ord. Da det nu kom ud paa Efteraaret, yttrede nogle, at man skulde gjöre Löfter til Thor. Thorgils forböd det, og forkyndte med det samme, at hvis nogen der paa Skibet ofrede paa hedensk Viis, skulde han komme til at undgjelde derfor. Formedelst dette Forbud vovede ingen at paakalde Thor. Derefter drömmer Thorgils at samme Mand kom til ham og sagde: End engang har du viist, hvor tro du var mig, da andre vilde paakalde mig; jeg har hjulpet dine Folk til rette, men nu vil de snart komme i den yderste Mangel, hvis jeg ikke staaer dem bi. Alligevel skal du komme i Havn efter 7 Nætters Forlöb, hvis du endelig, for Alvor, henvender dig til mig. Skjönt jeg aldrig naaer Havn, svarede Thorgils, skal jeg dog ikke gjöre dig det mindste Godt. Thor sagde da: Om du end ikke vil gjöre mig noget godt, saa lad mig dog faae det Gods som tilhörer mig. Thorgils betænker, hvad dette monne være, og besinder sig nu paa, at dette var en Oxe, som han havde tilegnet Thor, medens den endnu var en Kalv. Saasnart Thorgils vaagnede, beslutter han at lade kaste Oxen over Borde. Men da Thorgerde fik dette at vide, forlangte hun at faae Oxen til Kjöbs, thi hun havde kun lidet Forraad af Födemidler. Thorgils svarede, at han vilde forspilde Oxen, men ikke sælge den til nogen. Thorgerde var ikke vel tilfreds hermed. Thorgils lod Oxen kaste i Havet, og sagde, det var ingen Under at Reisen ikke lykkedes, saa længe Thors Kvæg var inden borde.

22. De dreve endnu en Tid lang om i Söen, og havde tit haardt Veir. Thoraren var den raskeste at Mandskabet, næst efter Thorgils; han var da 20 Aar gammel. Det fortælles, at de forliste Skibet under Grönlands Isbjerge, i en Vig, ved en sandig Strandbred. Skibet gik fra hinanden i det överste Rum; dog reddedes alle Folkene, saavel som ogsaa Godset. Skibsbaaden blev og heel. Skibets Forstavn drev op til den sydligere Kyststrækning. Dette skete en Uge för Vinterens Begyndelse. Paa begge Sider af Vigen fremragede store Isbjerge. De opförte nu en stor Hytte, som blev deelt tvers ígjennem ved et Skillerum af Bræder. Ethvert af Partierne opholdt sig paa sin Side af dette Skillerum. Noget Meel havde de til deres Næring; de fangede og nogle Sælhunde, som anvendtes til fælles Brug. Det meste af deres Kvæg var omkommet. Thorgils's Karle vare heldigere i Fangsten, og det bedste faldt gjerne i hans Lod. Han bad sine Folk være stille og sædelige om Aftenen, og holde fast ved deres Tro. Thorey var höifrugtsommelig. Man siger at Jostein og hans Folk gjorde megen Stöi og vare meget höiröstede ved de natlige Lege som de holdt. Henimod Vinterens Begyndelse blev Thorey forlöst med et Drengebarn, som blev kaldet Thorfinn; hun næredes kun lidet af den Föde, som de der havde. Thorgils lod sine Karle roe ud at fiske med Josteins Trælle. Det lider nu hen paa Vinteren, og Julen nærmede sig. Thorgils bad Folkene at være stille, og gaae betimeligen til Sengs. Julemorgen var det godt Veir, saa at Folk vare ude om Dagen; da hörte man et stort Skraal fra Nordvest. Anden Juledag gik Thorgils tidlig i Seng. Da han og hans Folk havde faaet nogen Sövn, kom Jostein med sine Folk ind, og gjorde temmelig megen Stöi. Da de havde lagt sig til Hvile, hörtes et stærkt Slag paa Dören. Da sagde een af dem: nu faae vi vist gode Tidender; han löb ud, men blev strax rasende, og döde Morgenen efter: Det gik og saaledes den næste Aften, at en anden blev rasende, og sagde, at han saae den, som nylig var död, komme löbende imod sig. Derefter opkom Sygdom blandt Josteins Folk, og 6 Mænd döde. Dernæst blev Jostein angrebet af Sygdommen, og döde ligeledes deraf. Alle disse Lig bleve nedgravede i Sandet.Thorgils talte til sine Mænd, og bad dem see til at undgaae saadanne næsten uhörte Ulykker. Efter Julen begyndte alle de Döde at gaae igjen. Thorgerde blev da syg og döde, og derpaa, den ene efter den anden, de övrige af de Mænd som havde været i Josteins Fölge. Thoraren var den sidste som döde. Gjengangerne toge saaledes temmelig Overhaand, og anfaldt især Thorgils. Alle hine Dödsfald vare skete inden Midten af Maaneden Goe. Medens Gjenfærdenes Uvæsen var paa det höieste, kunde Thorgils og hans Folk ikke flytte fra Stedet. Det spögede mest i den Deel af Hytten, som Jostein og hans Folk för havde beboet. Thorgils lod dem da alle brænde paa et Baal, og siden mærkedes ikke noget til Gjengangerne. Nu led det ud paa Vinteren, men Isen forböd dem dog alle Forsög til Bortreise. Næste Sommer samlede de sig en deel Levnetsmidler. Den folgende Vinter döde Gudrun, Kols Söster, og Thorgils begravede hende under sin egen Seng. Da Vaaren begyndte, var det endnu ikke mueligt for dem at slippe bort.

23. Engang fortalte Thorey sin Mand Thorgils en Dröm hún havde havt, hvori hun syntes at see vidtstrakte skjönne Egne og skinnende Mænd, og formoder jeg, sagde hun, at vi snart forlöses af denne Vaande. Thorgils svarede: God er din Dröm, og dog er det ikke urimeligst at den hentyder paa en anden Verden, samt at du der har Godt i Vente, og at hellige Mænd skulle hjelpe dig for dit rene Levnets og mange haarde Trængslers Skyld. Hun bad ham söge at komme bort fra denne Udörken, hvis de kunde. Thorgils svarede, at han ikke endnu saae nogen Udveie dertil. Hun holdt for det meste Sengen. En Dag, da Veiret var godt, siger Thorgils de vilde gaae op paa Jöklerne, for at eftersee, om Isen lösnedes noget fra Landet. Thorey sagde, det var hende ukjært, at han forlod hende; han svarede, at han kun vilde gaae et kort Stykke Vei derfra. Trællene skulde roe ud paa Fiskefangst, og Avlsforvalteren Thoraren skulde hjelpe dem at trække Baaden ud paa Vandet, og siden være hos Thorey. Thorleif, Kol og Starkad udbade sig at maatte fölges med Thorgils, men han anmærkede, at saa manglede man Forsvar hjemme: thi Trællene, sagde han, kan jeg ikke vel troe. Desuagtet gik de alle op paa Jöklerne. Thorgils havde en Bulöxe i Haanden, og Sværdet fra Jordhuset ved sin Side. Henved tre Timer efter Middag vendte de tilbage, og fik da et haardt Veir. Thorgils gik foran, og fandt Veien meget vel. De kom nu til Hytten, men saae ikke Baaden, og da de kom ind i Huset, vare alle Kister og Mennesker borte. Da sagde Thorgils: Her er noget ondt paa Færde. Men da de traadte noget længere ind i Hytten, hörte de et Slags rallende Lyd fra Thoreys Seng, og da de kom nærmere, saae de at hun var död, og at Barnet diede sin Moders Lig. Ved nöiere Eftersyn fandt de at hun havde et lidet Saar under den ene Arm, som om det var stukket med Spidsen af en smal Kniv, og alt var der ganske overblödet. Dette Syn bragte Thorgils störste Hjertesorg af alle som han indtil den Tid havde seet. Alle Födevarer vare reent borttagne. Om Natten vilde Thorgils vaage over Barnet, endskjönt han sagde at han ikke saae nogen Muelighed til at det kunde friste Livet fremdeles, og dog, sagde han, vil det falde mig meget tungt, hvis jeg ikke kan redde Drengen; nu skal det först forsöges at skjære i min ene Brystvorte. Da dette blev gjort, kom der först Blod ud, siden en blandet Vædske (lignende Valle) og man lod ikke af förend der kom Melk frem, hvorved Drengen blev ernæret. Thorgils og hans Folk sögte Fiskelangstenlmed megen Iver, og gjorde sig en Skindbaad, hvis indvendige Bygning var af Træ.

24. En Morgen er Thorgils ene ude, og seer i en Vaage et stort Södyr opdrevet, og der hos tvende Troldkoner (vilde Kvinder), som bandt store Bylter sammen af Dyrets Kjöd. Thorgils löb did med Sværdet fra Jordhuset i Haanden, og hug til den ene af dem, i det hun löftede Byrden paa sig, saaledes, at hun mistede Haanden. Bylten faldt ned, men hun selv löb bort. Siden toge de det opdrevne Södyr, og havde da tilstrækkelige Levnetsmidler. Derefter lösnedes Isen; da forsögte Thorgils og hans Mænd paa at slippe bort, ok kom den Sommer til Sælö, hvor de forbleve den folgende Vinter. Ved Sommerens Begyndelse toge de derfra, og en halv Maaned derefter anlöb de en lille Öe; der funde de et Svartbaagsæg, og gave Drengen det. Han spiste kun det halve af Ægget. De spurgte, hvorfor han ikke spiste? Han svarede: Derfor sparer jeg paa min Mad, fordi I spare eders. De arbeidede sig nu frem langs med Isblinken, og kom til steile Klinte. De trak her Baaden paa Land, og opsloge et Telt. Næste Morgen gik Kol ud og savnede Baaden, lagde sig igjen, og vilde ikke sige det til Thorgils. Kort efter gaaer Thorleif ud, og tier stille dermed. Tilsidst kommer Thorgils selv ud, seer at Baaden er borte og fortæller da de andre dens Tab. Jeg seer nu intet andet Raad, sagde han, end at Drengen maa ombringes. Thorleif svarede: Det bör ingenlunde skee. Thorgils befalede ikke desto mindre, at det skulde gjöres. De toge nu Drengen, og Thorleif bad Kol at aflive ham. Kol svarede: Det vil jeg ikke gjöre, thi jeg veed at naar Thorgils besinder sig og den förste Hede er ovre, saa vil det blive ham til den störste Hjertesorg, men det er min Pligt, at vise ham al Erkjendtlighed. Derefter gik de ind, men lode Drengen blive ude. Thorgils spurgte, om de havde gjort det af med Drengen; de svarede at det var ikke skeet. Han takkede dem inderlig for at de havde handlet saaledes. Drengen blev nu hentet, og han var hos Thorgils om Natten.

Da fortalte Thorgils at han havde havt fölgende Dröm: Det forekom mig at jeg var til Thinge paa Island, samt at jeg der trak Reb med Asgrím Ellidagrimsön, og at han tabte. Thorleif svarede: det betyder at du endnu skal komme til Island og have Retssager at afgjöre med Asgrim, som ville faae et bedre Udfald for dig. Det kan vel blive Tilfældet, svarede Thorgils. En anden Nat drömte Thorgils saaledes: Det forekom mig, sagde han, at jeg var hjemme i Tradarholt, hvor en Mængde Folk var forsamlet. Der saae jeg en hun-Svane gaae hen ad Gulvet, som viste sig blidere mod andre end mod mig; da ruskede jeg den, og derefter holdt den meget mere af mig. Thorleif svarer: Det betyder at du vil gifte dig igjen, min Fader, og i Förstningen ikke elskes inderlig af din Kone, men siden hen vil det dermed blive meget bedre. End drömle jeg, siger Thorgils, at jeg var hjemme i Traderholt. Jeg saae til mit höire Knæ; derpaa vare fem Lögstilke voxne sammen, hvoraf mange særskilte Lög fremspirede; een af dem voxte saa höit, at den gik mig over Hovedet, og var saa skjön, som om den var guldfarvet. Dertil sagde Thorleif: Jeg indseer din Dröms Betydning: du vil komme til at avle 5 Börn, fra hvilke mange Slægter paa Island skulle nedstamme; der skal jeg dog ikke henleve min Tid, men forplante min Æt i et andet Land; men det deilige Lög betyder, at en Mand skal nedstamme fra dig, som vil blive særdeles berömt. Dette gik siden efter i Opfyldelse, thi fra Thorgils nedstammede den hellige Biskop Thorlak. Nu sagde Thorleif: Jeg har havt en Dröm, min Fader! hvori mig syntes at min Söster Thorny gaf mig et Stykke Ost, af hvilket det yderste af Skorpen var bortskaaret. Thorgils sagde: Dette betyder vel at det haardeste i vore Kaar nu er forbi: Da hörte de et stærkt Raab, som sagde, at Islænderne skulde tage deres Baad. De gik ud, og saae tvende Kvinder, som strax forsvandt. En Björn, hvis ene Forbeen var brækket, tumlede sig om i en Isvaage. Thorgils löb til, og gav Dyret et Stöd med Sværdet, hvoraf det döde. Thorgils greb Dyret ved Örerne, og vilde ikke at det skulde synke; de droge Dyret op, og lavede det til Spise. Thorgils tildelte da hver af dem sit Stykke; af sligt kan man slutte sig til, hvor besværligt; det var for dem at skaffe sig Levnetsmidler. Thorleif sagde: nu sparer du, Fader, vel meget paa Maden. Ja, min Sön, svarede Thorgils, det bör nu saa være. Siden vendte de ud mod Havet, og roede (langs Landet) forbi mange Vige; da de vare komne foran Aabningen af en Fjord, vare de heel mödige, og begyndte at blive meget törstige. Med Drengen iberegnet vare de 5 tilsammen. De vare da næsten vansmægtede af Törst, men ingensteds i Nærheden var Vand at bekomme. Da sagde Starkad: Det er mig bekjendt, at Folk i yderste Nöd have, for at redde Livet, grebet til det Middel at sammenblande deres eget Vand med Sövandet. De toge da Ösekarret, lode deres Vand deri, og blandede det med Sövand, og bade Thorgils om Tilladelse til at drikke det. Han sagde, at det kunde vel undskyldes, men erklærede, at han hverken vilde forbyde eller tillade det. Da de vilde til at drikke, bad Thorgils dem række sig Karret, og sagde, at han vilde tale over Skaalen. Han tog mod det, og talte saaledes: Du argeste Dyr, som forsinker vor Reise, skal ikke raade derfor, at jeg eller andre skulle drikke vor egen Udtömmelse! I det samme flöi en Fugl, der mest lignede en Alkeunge, bort fra Baaden, og gav et Skrig fra sig. Derefter slog Thorgils Ösekarrets Indhold ud i Söen. De roede nu fort, fik Öie paa rindende Vand, og toge deraf sig til Nytte; dette skete tidlig paa Dagen. Hin Fugl flöi mod Nord fra Fartöiet. Da sagde Thorgils: Seent har denne Fugl forladt os, og gid nu alle onde Aander annamme den! Dog maae vi være tilfreds dermed, at den ikke fik det frem som den vilde. Efter tre Dages Forlöb saae de et Telt af Lærred, som de gjenkjendte at være Thoreys Telt; de traf der Thorgilses Avlsforvalter, og spurgte ham, ved hvilke Hændelser han var kommen dertil. Han forklarede, hvad Vilkaar Sneekoll, havde forelagt ham, de nemlig, at hvis han ikke vilde fölges med dem, skulde de dræbe ham; ellers sagde han at Sneekoll havde gjennemboret Thorey med et smalt Jern. Thorgils svarede: Vel veed jeg ikke, hvad du ved din Opförsel har fortjent, men usandsynligt forekommer det mig, hvad du fortæller, og skal du ikke leve længe. De dræbte og jordede ham da paa Stedet, hvorefter de droge bort. Det lakkede nu alt mod Efteraaret; de kom i en Fjord, hvor de saae et Skibsstade, roe til Landet og trække Baaden op. De gik fra Stranden, og kom til en Gaard, hvor en Mand stod uden for Dören, som hilsede paa dem. Han spurgte dem om deres Navne, og de ligeledes om hans. Manden sagde at han hed Rolf, og tilböd dem at blive der; de toge mod Tilbudet. Thorfinn blev overladt til Fruentimmernes Varetægt. Da de gave ham Melk, sagde han, at hans Faders Melk ikke havde den Farve. De opholdt sig der Vinteren over. Da Vaaren kom, tilböd Rolf Thorgils og hans Mænd at blive der fremdeles, eller og at benytte hans Fartöi, hvis han vilde drage bort. Thorgils takkede ham, og sagde, at han önskede nok at faae hans Skib; det vilde og, lagde han til, være vor Skyldighed, at yde dig en god Belönning. Rolf svarede, at han haabede at Thorgils vilde blive ham til stor Nytte, og selv komme til stor Ære, og om saa skeer, sagde han, kunde du skaffe mig Fred med Bygdens Mænd, som have gjort mig fredlös. Thorgils lovede det, og de önskede hinanden alt Godt til Afsked; de droge da mod Sönden, og forbi Landspidsen. De kom (derefter) til en Fjord, og styrede hen til en Ankerplads. Derefter opsloge de deres Dæktelte. I det samme saae de et Handelsskib komme seilende ind ad Fjorden; de havde begge den samme Vind, og kom til den samme Landingsplads. Thorgils sagde: Dette er en god Tidende, Thorleif og Kol, skulle drage ud til dem og faae at vide, hvo disse ere. De begave sig til Skibet, og gik ombord paa det. Agter ved Löftingen sad en Mand i en röd Kjortel, som strax sprang op, og tog meget venskabelig mod Thorleif. Det var Thorstein Hvide, hans Fosterfader og Stedfader. Han spurgte om Thorgils; de svarede at han var der. Thorstein drog hen at tale med ham, og der blev da et glædeligt Möde. Thorstein fortalte, at han kom fra Island og at alt, som Thorgils vedkom, stod der vel til, men at man der i fire Aar ikke havde spurgt det mindste fra ham; dog var hans Datter Thorny bleven gift med Bjarne i Gröf, en Sön af Landnamsmanden Thorstein den Röde: og da Thorleif, sagde han, ikke kom tilbage til Norge, udrustede jeg mit Skib og drog til Island, hvor jeg opholdt mig to Vintre over uden at höre noget fra dig, og saa reiste jeg hid, for at opsöge dig. Godt ventede jeg stedse af dig, svarede Thorgils. Snart kom adskillige af Indbyggerne ud til dem. Nærved Stedet boede en Bonde, ved Navn Thorer, han tilböd Thorgils Ophold i sit Huus, og han begav sig derhen. Senere indböd Erik Röde Thorgils til sig, og han modtog da denne Indbydelse. 12 Mand toge dertil, tillige med ham. Lige overfor Erik blev Thorgils der anvist Sæde (i Salen); næst ham sad Thorleif, saa Kol, og dernæst Starkad. Thorfinn skaffede man en Amme, han vilde ikke nyde nogen Melk, förend det blev mörkt. Da var han bleven vant fra Brystet. Erik begegnede Thorgils noget koldsindig, og Beværtningen var mindre omhyggelig, end han havde ventet. Thorgils fik det opspurgt, at Trællene vare der i Landet, men han lod som om han ikke vidste det.

25. Om Vinteren hændte det sig, at en Björn hyppig angreb Indbyggernes Kvæg, og gjorde saaledes stor Skade. En Dag kom Folk til Thorgils, for at handle med ham, og mange Mennesker vare samlede i et særskilt Oplagshuus, hvori Varerne forvaredes. Der var ogsaa Thorfinn tilstede. Han sagde til Thorgils: Fader! der er en stor og smuk Hund der ude. Thorgils svarede: Bryd dig ikke derom, og gaa kun ikke ud. Desuagtet löb Drengen udenfor, hvor Björnen strax var ved Haanden og kastede ham under sig; Barnet skreg da höit. Thorgils sprang ud med Sværdet fra Jordhuset; Dyret legede da med Drengen. Thorgils huggede nu til Björnen mellem Örerne, og klövede dens Hoved, saa den faldt död ned, men greb strax Barnet som kun havde faaet ubetydelig Skade. Af denne Daad blev Thorgils meget navnkundig, og man antog, at en stor Lykke var vederfaret ham. Erik var ikke meget vel tilfreds med denne Gjerning, men lod dog Dyret tillave; nogle sagde endog at han, efter Fortidens Skik, havde viist Dyret etslags Dyrkelse. Det fortælles, at endeel Mandfolk, i den Vinter, sade i Badehuset paa Brattelid; dog ikke alle paa een Gang, thi nogle stode foran i Huset. Blandt dem var Kol og Starkad. Samtalens Gjenstand var forskjellige Folks Sammenligning med hinanden; især talte de saaledes om Thorgils og Erik. Kol sagde, at Thorgils havde udfört mange Heltebedrifter. Da svarede en Mand af Eriks Huusfolk som hed Hall: Partiet er ulige, siger han, thi Erik er en stor og berömt Hövding, men denne Thorgils har levet i Usselhed og Trældom, og jeg er ikke vis paa, enten han er Mand eller Kvinde.. Kol svarede: Det skal du have sagt som den elendigste Usling! - og stak ham igjennem med et Spyd, saa at han strax döde. Erik bad sine Mænd reise sig og gribe Kol. Alle de Handlende löbe til for at forsvare Kol. Da sagde Thorgils: Dig, Erik, tilkommer det naermest selv at hævne din Mands Drab. Nu lægge begges Venner sig derimellem; man indsaae og, at det ikke vilde være let at overmande de Fremmede. Parterne bleve da forligte paa den Maade, at Thorgils og Erik skulde afgjöre Sagen; vel bleve de godt enige om Kjendelsen, dog kjölnedes deres Venskab end mere derefter, saa at Thorgils var betænkt paa, ikke at forblive der i Længden. Det hændte sig endvidere den Vinter, at nogle Rövere tilföiede Folk megen Skade; deres Formand hed Thorstein; de vare 30 i Tallet og alle dömte fredlöse. Indbyggerne lede stort Tab ved deres idelige Ran, og androge det for Erik. Röverne havde deres Tilhold paa nogle Öer i Eriksfjorden. Erik beklagede sig herover for Thorgils, og udbad sig hans Bistand. Thorgils svarede, at han ikke var draget til Grönland for at vove sit Liv mod Skurke, men at han havde lidt meget ondt for Eriks Skyld; dog sagde han, at han ikke nænte at undslaae sig for Toget, da Landsfolket stædtes i Nöd, og erklærede sig at være beredt dertil, naar Erik selv vilde drage afsted, men at han dog Forst vilde fuldföre sine egne Forretninger: hold dig da kun færdig, lagde han til, naar jeg skikker dig Bud. Derefter gik Thorgils med sine Folk til Skibs, og agtede at besöge hele Vesterbygden, hvis Beboere endnu ikke havde betalt Björnetolden til ham. Thorgils androg nu paa, og fik det bragt derhen, at Rolf erklæredes fredhellig. Da Thorgils kom til Vesterbygden, blev han modtaget af en Mand ved Navn Bjalfe; denne forsikkrede at han var meget taknemmelig mod Thorgils for hans Ankomst dertil. Jeg skal, sagde han, inddrive hvad du har tilgode, thi du er en ypperlig Mand, som vist vil hjælpe mig udaf den Nöd, hvori jeg nu er stædt. Her udenfor ligge de Öer, hvor Ransmændene opholde sig og deres Anförer agter sig hid, for at bortföre min Datter; jeg önsker derfor at du vil opholde dig her til Beskjermelse og Forsvar. Thorgils erklærede sig villig dertil. Bonden drog nu hen og indsamlede Pengene, men Vikingerne bleve borte. Da Bonden kom hjem, sagde Thorgils: Du, Bonde, har givet os Kosten, uden at vi hidindtil have gjort dig noget Gavn; nu vil jeg drage mod Söröverne, thi du er ikke sikker paa Freden, saa snart vi ere borte. Bonden takkede ham, men sagde, at meget stod paa Spil, naar Thorgils og hans Mænd udsatte sig for en saadan Fare.

26. Nu gjör Thorgils sit Skib færdigt og drager afsted med 30 Mand. Han sender Erik det Budskab, at han skulde komme med ligesaa mange Mænd. Erik gav Budet det Svar, at han selv vilde komme, og ikke være senere, end Thorgils, ved Öerne. Nu tager Thorgils og hans Fölgeskab til Öen, men Erik var ikke kommen der. Thorgils holdt da Baad med sine Folk. Det er mig, sagde han, meget imod at drage herfra, men nu troer jeg ret at kunne gjennemskue Eriks Indre. Han agter at hidse os paa disse onde Mennesker, og forestiller sig at vi ikke kunne före det over vort Sind at reise tilbage med uforrettet Sag, om han end ikke selv kommer. Siden Thorgils kom til Vesterbygden, havde Röverne ikke gjort nogen Landgang der. Der var i Grönland en Karl som blev kaldet An den Taabelige; han löb om i hele Landet, og var kjendt af alle. Thorgils laa i en skjult Bugt og en ellers aldeles ubesögt Havn. Engang besteg Thorgils sin Baad, og roede bort fra sit Skib. Han saae paa Landet nogle Kokkedrenge, som havde Kjedler med Gröd paa llden. Thorgils havde slette Klæder paa, da han kom til dem. De spurgte, hvo han var. Han svarede: Jeg hedder An. De loe ad ham, men han stilte sig ogsaa ret taabelig an. Han spurgte, hvor deres Hövding var. De sagde at han var paa Öen, kort derfra, og at de ventede ham dertil den Aften. De förte ham ind i et Röghuus. Thorgils gik derpaa til sin Baad, og kantrede den under sig, men de loe ad ham. Een af dem sagde da: forekomme nu underlige Ting. Hvad da? spurgte hans Staldbroder. En Mand (svarede den anden) er kommen til Bygden; han er særdeles tapper og berömt, og derfor vil vor Anförer ikke gaae i Land paa Kysten, og vistnok har Lykken nu forandret sig. Jeg hörte i Morges, da jeg kom ud, at Skibene förte fölgende Samtale. Det Skib,som kaldes Stakanhöfde, sagde disse Ord: Veed du det, Vennegöit! at Thorgils skal blive vor Eier? Det veed jeg, sagde det andet Skib, og jeg synes vel derom - og dette troer jeg vist vil betyde noget Nyt. Thorgils sögte tilbage til sit Skib. Omtrent i det samme komme vikingerne roende til Ankerpladsen, og Thorgils drog da hen for at angribe dem. Da Röverne vare komne op i deres Vaaning, overfaldt Thorgils dem uventet, og lod strax sætte lld paa Huset. Vikingerne gjorde kun liden Modstand; de opgave den snart aldeles og bade om Naade. Thorgils svarede, at derom var intet Haab, formedelst de mange Ugjerninge som de havde begaaet. De bleve da alle dræbte paa Anföreren nær; ham tilböd man Livet, men han vilde ikke tage derimod: da jeg (sagde han) aldrig kan blive eder tro: Han blev da dog nedhugget. Der toge de meget Gods, og förte det bort med sig, tilligemed Skibene Stakanhöfde og Vennegöit; dernæst droge de til Fastlandet, og Bjalfe tog der vel mod dem. Thorgils erstattede mange Folk, som vare blevne udplyndrede af Röverne, deres Tab ved Foræringer, og beholdt dog meget Gods tilbage for sig selv, ved hvilken Daad han vandt manges Venskab. Rolf var imidlertid kommen nordenfra og allerede tagen i Fred. Med Erik var Thorgils ingenlunde tilfreds. Nu opspurgte han Sneekolls Tilholdssted, og sagde, at han nok vilde faae fat paa ham. Thorstein Hvide sagde at det var mere passende at sælge Sneekoll for Betaling, og det gjorde Thorgils. Trællene vare, ved Giftermaal, komne til nogen Velstand; Thorgils tog nu alt deres Gods fra dem, og solgte dem selv til Trældom paa ny. Derefter reiste Thorgils bort med megen Berömmelse og Hæder. De holdt ad Havet til, og Vinden förte dem til den vestlige Kyst af Irland. De raadsloge nu med hverandre, om de skulde blive der om Vinteren eller fortsætte Reisen. Thorstein meente at det ikke var raadeligt at seile bort, da Sommeren for det meste var forbi. De skaffede sig Opholdssteder nær Skibet. Thorgils opholdt sig hos en Mand som hed Anakol, og blev der venligen beværtet, til nogethen paa Vinteren. Anakol pleiede at drage hen til Drikkegilder i den förste Halvdeel af Julen, og tilböd Thorgils at gjöre sig Selskab. Han tog derimod, men Kol og Starkad bleve hjemme for at passe paa Thorfinn. Anakol havde en Træl, ved Navn Gipar; denne opfordrede Kol til at drikke som en brav Karl; det er godt at see, lagde han til, at I sætter stor Pris paa eder selv. Kol svarede, at han selv vilde raade for sin Drikken, ligesom den anden for sin Nöden. Gipar gjorde ham da heftige Bebreidelser, og det kom saa vidt at han slog Kol med et Drikkehorn, og bad ham tage dette först, men vente siden paa noget værre. Starkad lagde sig derímellem, og vilde ikke lade hævne det skete, förend Thorgils var kommen hjem. Nu kom Thorgils tillige med Huusbonden tilbage, og man fortalte dem denne Tildragelse. Thorgils sagde, det var vel, at man ei havde taget Hævn: vi have, sagde han, ellers i Vinter havt det meget godt i Værtens Huus; nu vil jeg derfor begjere Böder i Mindelighed, og det gjorde han. Anakol svarede, at han ansaae den ene Træl for ligesaa god som den anden, og at han derfor ikke bröd sig om deres indbyrdes Klammerier. Thorgils sagde, at dette ikke var noget godt Svar. Da de Gjæster, som bleve beværtede der i den sidste Halvdeel af Julen, vare dragne bort, lod Thorgils sine Folk gribe Gipar, og dræbe ham der, efter Juletidens Udlöb. Derefter forföiede Thorstein og Thorgils sig med deres Folk til Skibet, og lavede sig til Modværge. De saae nu en heel Trop komme anstigende, ikke færre end et Hundrede Mand, udrustede med Skjolde. Da sagde Thorgils: Muelig faae vi her snart overflödig talrigt Mandskab til Hjelp. Hin Flok nærmede sig snart, og dens Anförer tog saaledes til Orde: Da denne Thorgils overgav min Söster i min Vold, var det den Gang mit faste Forsæt, at jeg aldrig skulde sætte mig i Spidsen for et Parti, som var fjendtligt mod ham. Det var Huge Jarl, som der var kommen. Han gjorde dem det Tilbud at tage hjem til ham, og det modtoge de. Huge lod udbedre deres Skib, og de forbleve hos ham det övrige af Vinteren. Huges Söster levede, og tog særdeles vel mod dem, men hendes Moder var död. Jarlen lod indsamle og flytte til Skibet, hvad Thorgils havde tilgode. Han forligte og Drabssagen til alle Vedkommendes Tilfredshed, og gav dem Gaver, förend de droge bort.

27. Derefter gik de til Söes, og havde en lang og besværlig Seilads. 1 Efteraaret anlöb de Helgeland (i Norge), hvor Skibets Kjöl brækkedes og tabtes. Björn hed en agtet Bonde; han tog imod Thorgils, Thorfinn og Kol, men Thorstein, Thorleif og Starkad fik et andet opholdssted der i Nærheden. De satte deres Skib betids i Stand. En ondskabsfuld Voldsmand, som hed Randvid, sværmede omkring der i Landet. Han tog nu til Bonden Björn, og affordrede ham hans Datter Inghild; vilde Faderen ikke afstaae hende, udfordrede Randvid ham til Tvekamp. Thorstein valgte dette sidste. Vi ville ikke, sagde Thorgils til ham, at du udsætter dig for nogen Fare ved at vove dig mod dette onde Menneske, jeg vil heller selv slaaes med ham. Thorgils opsögte da Randvid, og bad ham at lade Bonden, som allerede var til Alders, være i Fred; men Randvid svarede, at han i den Sag agtede hans Ord for intet. Thorgils sagde: Jeg gaaer da i Bondens Sted. Han gik da i Tvekamp med Randvid, og klövede strax hans Skjold saaledes, at det blev ubrugbart. Dernæst huggede han Kæmpen midt over, men i det Randvid fik Hugget, kastede han sit Sværd, som traf ham udvendig paa Knæet, hvorved han blev saaret. Vel blev dette Saar lægt, men dog saaledes, at hans ene Fod blev kortere end tilforn, og fra denne Halten blev han aldrig befriet. Björn takkede Thorgils indstændig, og tilböd ham en Pengebelönning, men han svarede, at han ikke havde gjort dette for Vindings Skyld. De skiltes da ad som Venner.

28. Derefter gik de til Söes, og havde haardt Veir paa Reisen, indtil de saae Land (Kysten af Island); da forsvandt al Föielig Vind, hvorimod de fik en stærk Nordenstorm, som i hele tolv Dage drev dem tilbage. Derpaa fik de igjen en stærk Storm fra Sönden, saa at de to Dögn atter nærmede sig til Landet. Da vilde Thorgils lade Seilene stryge; han havde i de tvende Dögn arbeidet paa at udöse Sövandet, thi otte svære Söstyrtninger havde da gaaet over Skibet. Starkad tilböd Thorgils at aflöse ham i Ösningen, og i det samme kom den 9de Söstyrtning, som var den störste, indover Skibet. Den drev Thorgils fra den Tværbjelke som var nærmest ved Öserummet, rev Thorfinn fra hans Skjöd, og kastede Drengen over Bord. Da sagde Thorgils: nu gik den Bölge over os, at man ikke behöver meer at öse. Bölgen kastede Drengen atter ind i Skibet; han var endnu levende og sagde: nu blive Overskyllingerne vel svære, min Fader! Saa öse nu, sagde Thorgils, hvo som kan! De gjorde saa, og fik Sövandet opöst. Den samme Dag fik Drengen Blodstyrtning, og döde to Dage derefter. Da saae de Hjörleifshöfde. Endelig kom de til Havn i Floddybet ved Arnarbæle. Her vilde de bringe Thorleifs Lig til Kirken, men Thorgils sagde, at da de havde fulgt hverandre saa længe, skulde de da ikke skilles ad. Thorstein overlod Valget til Starkad, enten at lokke Thorgils i Land eller före Liget til Begravelse.

29. En Mand, ved Navn Sigmund, fordrede Havnetold af Thorstein, thi han raadede over det Land, hvor de vare indkomne. Thorstein og Sigmund grebe til det Raad, at de lode som om de vare komne i Trætte med hinanden. Da berettede Kol Thorgils, at Thorstein behövede Hjelp. Thorgils gik da strax i Land, og saaledes hjalp dette Paafund. Ellers forligtes Sigmund og Thorstein ret vel. Imidlertid tog Kol Thorfins Lig, og begrov det paa Kirkegaarden. Da Thorgils erfarede, hvad Kol havde gjort, blev han meget vred, og truede med at slaae ham ihjel. Kol svarede kun det dertil, at han ikke skulde have noget derimod, naar blot Thorgils selv kom til Eftertanke derved snarere end för. Ved Thorsteins Overtalelser bleve de dog endelig Forligte. I fire samfulde Dögn havde Thorgils hverken nydt Mad eller Sövn. Han sagde da, at han ikke vilde fortænke Konerne, om de holdt mere af de Börn, som de selv havde opammet, end af andre Mennesker. Det var kort efter at Thinget var holdt, at Thorgils kom til Landet. Han tog strax hjem til Tradarholt, tilligemed Thorstein og de övrige Medreisende. Hæring, hans Broder, tog vel mod ham, og vilde, at han da strax tog sine Eiendomme i Besiddelse. Thorgils undskyldte sig derfor, förend til det da næst Fölgende Foraar. Thorstein og Thorleif reiste den samme Sommer ud af Landet; de og Thorgils ophævede deres Fællesskab meget venskabeligen. Om Vinteren var Thorgils i Tradarholt tilligemed Brödrene Kol og Starkad; hos ham vare og end flere Mænd, skjönt de ikke ere blevne nævnte. Hæring beværtede dem alle vel. Thorgils sagde engang til sin Broder: I et Anliggende er jeg ikke ret fornöiet med dig, Frænde! det nemlig, at du tillagde min Datter Thorny for stor Medgift, da du giftede hende med Bjarne paa Gröf. _ Hæring svarede: Jeg syntes at hun var velforsörget ved at erholde en Medgift af hundrede Gange Hundre de (Alen); dersom du anseer dette at have været noget for meget, saa tag kun af mit Gods, hvad du finder for godt. Dette Tilbud vilde Thorgils paa ingen Maade modtage.

30. Ved Vinterens Ende modtog Thorgils sit Boe og andre Eiendele. Alle Folk fattede strax megen Agtelse for Thorgils. Derimod viste han sig ikke meget venlig mod sin Svigersön Bjarne. I det Foraar sögte en Mængde Folk til Arnæs Thing. Der kom Thorgils, tilligemed hans Svigersön Bjarne og hans Datter Thorny. Thorgils gik en Morgen hen til Bjarnes Bod, og havde Sværdet fra Jordhuset i sin Haand. Da han kom ind i Bodens Dör, saae Thorny ham komme og bad Bjarne reise sigt, hvortil hún föiede at han maatte tage sig i Agt, thi hendes Fader var vred. Bjarne, som var en særdeles fornuftig Mand, sprang strax op, gik Thorgils i Möde, tog meget venskabelig imod ham, og bad ham at blive der; alt mit Gods, lagde han til, skal være til Tjeneste, hvis du blot kan være mere fornöiet med mig end hitlindtil. Dette er vel talt, sagde Thorgils, og jeg vil da tage imod dit Tilbud; det vilde ellers have været uvist, hvad Udfald Sagen havde faaet. Bjarne indböd ham da til et Gjæstebud hos sig, og Thorgils lovede at tage hjem med ham fra Thinget, samt siden före bort med sig saa meget afGodset, som han kunde finde for godt. Bjarne samtykkede heri, og da de kom til Gröf, besaae Thorgils den hele Kvæghjord, og sag de da, at han vilde lade bortföre 2O Köer og et Hundrede Malkefaar. Thorny bad ham tage hvad han önskede, og sagde det vilde blive det bedste at han raadede selv. En Mand, ved Navn Thorolf, havde för opholdt sig hos Thord, Thorgils's Fader, og var nærbeslægtet med ham. Denne Mand havde noget tilgode hos Thorgils, og nu bad denne, at Bjarne vilde udbetale 40 Hundrede til Thorolf. Bjarne lovede at det skulde skee efter hans Villie, og saaledes skiltes de ad. Da Thorgils kom hjem, var hans Datter Thorny fulgt bagefter. Han spurgte, hvad hendes Ærende var. Hun svarede, at hun vilde fölge med sit Gods, hvis hendes Fader fandt det sömmeligere at hun blev skilt fra Bjarne: og du vil skille mig ved den Mands Bistand som kan være dig til störste Nytte; thi saa længe I ville holde sammen, vil det staae dig frit for, at du ikke behöver at give efter for nogen Mand. Thorgils svarede: Du opförer dig vel, min Datter, og det gjöre I begge. Nu skal du tage hjem igjen, thi jeg agter ikke at ophæve dit Ægteskab med Bjarne. Han tildeelte dem da saa mange Penge for det udlagte Gods, at de vare vel fornöiede dermed. Samme Sommer indböd Thorgils Bjarne og hans Kone til Tradarholt, hvor de nöde en god Modtagelse og fik store Foræringer. Derefter levede Thorgils og Bjarne i den venskabeligste Forstaaelse med hinanden. Engang siger Thorgils til Bjarne, at han agtede at opsöge sig en Hustru. Bjarne svarede, at han gjerne billigede det, og lagde til: Du skal da frie til Helga, en Datter af min Frænde, Goden Thorodd Evvindsön i Ölves. Deres slægtskab forholdt sig saaledes, at Thorodds Moder var Thorvör Thormodsdatter, men Thorey var Moder til Thorstein Gode; Bjarne den Spages Fader. Thorgils bringer nu sit Frierie paa Bane. Skapte var ikke meget derfor, og Helga selv heller ikke, thi hun syntes at Manden var vel storsindet og tillige temmelig meget til Alders. En anden Mand friede og da til Helga, nemlig Asgrim Ellidagrimsson; ham gav Skapte föieligere Svar, men Thorodd önskede heller Partiet med Thorgils. Man talte nu om dette Anliggende paa Thinget, men det blev dog ikke der afgjort, og saaledes gik det Aar til Ende. I den fölgende Sommer red Thorgils engang til Einarshavn, til et did ankommet Skib. Han spurgte der, at Skapte var paa en Reise og foresatte sig bestemt at træffe ham. Thorgils red da selv sjette til Floegavl; med ham vare nemlig Brödrene Kol og Starkad, hans Frænde Thorolf og tvende af hans Tjenestekarle. De opholdt sig i en lille Kratskov, og ventede saaledes paa Skafte. Dette var i Nærheden af Kaldadarnæs. Skafte saae fra Færgebaaden, at nogle opsadlede Heste græssede paa Elvbreden. Han sagde da til sine Folk, at han vilde vende tilbage, da han havde hört at man længere hen vilde faae bedre Kjöb, og derefter droge de hjem. Thorodd spurgte, hvi han kom saa snart tilbage: eller ræddes du maaskee, siger han, for den skjæggede Rönbeboer Thorgils. Mig tykkes, det var bedre for dig at ride, uden Frygt, omkring i Herredet, og overlade ham Helga, end aldrig at være uden Frygt for Overfald. Om Sommeren blev Helgas Giftermaal (atter) omhandlet paa Thinget, og Thorodd understöttede her Thorgils's, men Skapte Asgrims Sag. Da sagde Thorodd: Jeg forudseer, hvorledes det vil gaae; dersom man afslaaer Thorgils Giftermaalet, vil det volde mange Mennesker Ulempe, men jeg haaber at Asgrim, ved fortrinlige Vennegaver, vil lade Sagen gaae af uden videre Ulykker. Ved denne Thorodds Tale blev den Beslutning taget, at Helga blev fæstet til Thorgils, og Brylluppet blev holdt paa Hjalle. Da var Thorgils 55 Aar gammel. Han drog nu hjem til Tradarholt med Helga ; men hun var taus og ilde tilmode. Engang da Thorgils var tagen fra sit Hjem, for at bortforpagte sine Jorder, foregav Helga at hun vilde tage til Hjalle og hjem igjen den samme Natten. Hun lod een af Tjenestekarlene ledsage sig, men da de vare komne til Hjalle, sagde hun til ham, at han ikke behövede at vente der efter hende. Skapte tog vel mod Helge, men Thorod ikke. Han forblev der mange Dage i Træk. Thorgils kom hjem, og lod som om han intet vidste heraf, indtil han en Dag gjorde sig færdig, red til Hjalle, og kom der da Folk spiste. Thorgils gik mellem Spisebordene i fuld Rustning, tog Helge ved Haanden og förte hende ud; de Folk, der sade ved Maaltidet, forekom Mandens Udseende da ikke at være det blideste. Skapte opfordrede de Tilstædeværende at sætte efter ham. Thorodd svarede: Thorgils henter kun sit eget, og ingen maa derfor understaae sig at forfölge ham. Thorgils red nu hjem, og sendte Bud til Skapte, at han önskede en Sammenkomst med ham. Den fandt Sted og ved Thorodds Mægling fattede de Venskab for hinanden. Thorgils selv blev (en stor) Hövding, og stod i megen Anseelse blandt Folket.

31. Det fortælles, at da Thorgils og Helga engang sade ude, skreg en Höne for Gaardhanen, som forfulgte og baskede den, til den blev mödig. Thorgils sagde: Seer du, Helga, hvad Hanen og Hönen have med hinanden at gjöre? Hvad er det værdt (at bryde sig om)? sagde Helga, hvortil Thorgils svarer: Vel mueligt, at det gaaer ligesaa til i andres Samliv. Derefter levede de kjærlig sammen, og fik en Sön, som kaldtes Grim Glammad (den höiröstede eller stöiende). Thorgils var, skjönt gammel, endnu rask. I hans Nærhed boede en Mand som hed Sam, og havde en Kone, ved Navn Thorfinna. En vis Bjalfe opholdt sig der i Bygdelaget, og var en meget urolig Mand. Han forförte Sams Kone, opholdt sig tit, uden Bondens Indbydelse, i hans Huus, og anfaldt ham med Trudsler, hvormed Sam var meget misfornöiet. Bjalfe udfordrede ham til Tvekamp, hvis han ikke vilde afstaae sin Hustru. Da tog Sam hen til Thorgils, og fortalte ham om Bjalfes Udfordring. Thorgils svarede: Jeg skal nok hjælpe paa din Sag, og Sam tog da fornöiet hjem. Næste Dag besögte Thorgils Sam, og blev vel modtagen. Siden kom Bjalfe did, og spurgte Thorgils, hvi han var der, samt sagde at han ingen Tak kunde yde ham for det Besög. Thorgils svarede: Derefter retter jeg mig ikke, thi jeg maa meget vel komme der, hvor du kommer, og da du har udfordret ham til Tvekamp, skal du möde mig, men ikke ham. Bjalfe svarede: Det kommer deraf, at Uslingen Sam ikke tör slaaes med mig. Nu gik Kampen for sig, hvorom ingen andre Omstændigheder berettes, end at Thorgils ombragte Bjalfe, og frelste saaledes Bonden. Det var din Lykke, sagde Thorgils til ham, at du var mig saa nær. Asgrim Ellidagrimsson var en mægtig Hövding og drev Handel udenlands, hvortil han brugte et Skib som han selv eiede. Han havde to Sönner, som begge hedte Thorhall. Den ældste af dem var fuldkommen voxen, da dette skete. Bjarne i Gröf havde en Datter, som hed Gunnvör, men Thorny var ikke hendes Moder. Gissur Hvide boede da paa Höfde, og havde Thordise,Thorodds Datter, til ægte. Asgrims Moder var Jorun Teitsdatter Thorgils eiede det Land, som omgav den Havn, hvor Asgrim havde sit Skibsleie; hvoraf Havnetold burde svares, samt hæves af den Mand, som boede paa den nærmest liggende Gaard;i dog vilde Asgrim ingen Told svare til Thorgils's Leilænding.

32. Engang traf Thorgils Asgrim, og bad ham dog endelig huske paa at afbetale noget af den tilbagestaaende Told. Asggrim svarede, at Skibe kom dertil, hvor Lykken förte dem hen, men at han ikke var vant til at betale Skibsafgifter ligesom ringe Bönder, og bad ham ikke fordre sligt. Thorgils bemærkede, at han gjorde dette paa en andens Vegne, men ikke for sig selv. Efter denne Ordvexling skiltes de ad. Næste Foraar bleve. Mænd tilsagte af Asgrim, for at trække hans Skib til Stranden, hvortil en Mængde Folk forsamledes. Der vare hist og her, paa den sandige Strandbred, Pytter fulde af Vand, endog i Ebbetiden. Asgrim holdt paa Trækketouget blandt de forreste, og havde mest Fruentimmer hos sig. Selv var han ifort farvede Klæder, og trak stærkt til. En Mand kom ridende henimod Strandbredden, höi og för af Væxt, og havde en Bulöxe i Haanden. Han saae paa Skibstrækningen. Asgrim opmuntrede meget ivrig sine Folk til at anstrænge sig ret kraftig. Da Thorgils var kommen til en af Floden efterladt Vandpyt, og saae at Asgrim trak paa Touget, löb han til, og huggede det over. Herved blev Asgrim, der trak stærkt paa Rebet, fört saa hurtig tilbage, at han styrtede nedi Pytten, og Fruentimmerne ovenpaa ham, saa at hans hele Klædning, og han selv med, blev vaad og tilsölet. Asgrim fandt sig derved meget beskjæmmet, og da han fik at vide, hvo der havde gjort det, sagde han, at det neppe kunde blive derved mellem ham og Thorgils. Thorhall raadte sin Fader, at han skulde gjöre en Udenlandsreise: thi saa vil, sagde han, den Uvillie sætte sig, som er eder imellem. Asgrim svarede, at han vilde selv raade for sine Reiser. Engang forlangte Thorhall af sin Fader Asgrim, at han vilde gjöre ham Fölgeskab hen til Bonden Bjarne i Gröf, for at frie, med ham, til dennes Datter. Asgrim svarede, at det i mange Henseender kunde være et godt Parti: men det gjör mig ondt at Thorgils paa en vis Maade er den Sag vedkommende. Thorgils gjör mig ingen Fortred, svarede Thorhall. Derpaa toge de afsted. Bjarne gav dem et godt Svar, og Giftermaalet blev fuldkommen besluttet. Asgrim frabad sig, at Thorgils maatte indbydes til Brylluppet. Bjarne svarede, at skulde han komme af sig selv, maatte han modtages paa det bedste, men lovede, for dog at efterkomme Asgrims Begjering, at intet Bud skulde sendes til Thorgils i denne Anledning. Nu lod Bjarne lave til Brylluppet. En Dag kom Thorny ind, og sagde at en Mand nærmede sig fra Skoven dernede, som lignede hendes Fader. Bjarne gik ud, og da var det Thorgils som var ankommen, ledsaget af sin Træl. Bjarne modtog ham meget venlig. Thorgils sagde til ham: Hvi indböd du mig ikke til Brylluppet, Svigersön! Til os kan du stedse byde dig selv, svarede Bjarne, og vær os velkommen, hvis du vil blive. Om Aftenen ankom Asgrim; Bjarne gik ham imöde, og modtog ham paa det bedste. Da spurgte Asgrim, om Thorgils var kommen dertil. Bjarne svarede, at han var der, og at han vilde blive; jeg gjorde, sagde han, efter dit Önske, at jeg lod være at byde ham, men det maae staae ham frit for at være her hos mig, naar han selv vil det. Asgrim blev rasende opbragt herover, og vilde ride hjem. Thorhall bad ham lade det fare, og endelig lod Asgrim sig overtale til at blive, men var dog aldrig ret glad, medens Gjæstebudet varede. Da Gjæsterne lavede sig til at drage bortfra Brylluppet, lagde man Mærke til, at Asgrim og Trællen Kol gik hen i en Afkrog mellem Bygningerne, og talte noget med hinanden. Om Aftenen begave Folk sig paa Hjemreisen. Silde ud paa Aftenen rede Thorgils Bonde og hans Træl Kol forbi Gaarden Husetofte. Asgrim havde givet Trællen tre Mark Sölv, for at han skulde ombringe Thorgils; Kol havde en doven Hest, som han ikke kunde faae til at komme rigtig frem. Thorgils slog til Trællen, saa at Pengepungen, som havde været skjult af hans Overkjole, kom til at falde ned. Thorgils spurgte, hvorfra disse Penge kom, og Trællen maatte da fortælle Sammenhængen dermed. Nu syntes Thorgils, at Asgrim var bleven overbeviist om at have stræbt ham efter Livet. Han lod da samle Folk, og de bleve tilsammen vel 40 Mand. Han agter nu at Hjemsöge Asgrim, for at forkynde ham en Stævning. Da traf Gissur Hvide Thorgils, og spurgte om Hensigten af hans Reise. Da Thorgils svarede, at han agtede at hjemsöge Asgrim Ellidagrimsön, sagde Gissur: Det er ikke raadeligt, thi Asgrim har mange flere Folk end du har. Thorgils svarede, at han intet bröd sig om hans mange Folk. Gissur blev dog ved at fraraade Reisen, og efter hans Overtalelse drog Thorgils til Öen, og udnævnte 9 Bönder (Naboer) til Thinget som Sandemænd. Derefter droge de bort, og antoge at Sagen var lovformelig forberedt.

33. Da man kom til Thinget, var der en heel Forsamling. Skapte spurgte sin Svoger Thorgils, hvorledes han havde anlagt Sagen. Denne berettede at han havde udnævnt 9 Naboer (til Sandemænd). Skapte svarede: En Klak saae man klæbe af Tværen paa Læbe, Svoger!; lad Sagen kun fare; dette nytter ikke det mindste. Hvorfor det? spurgte Thorgils. Skapte svarede: Jeg kjender Loven saa nöie, Svoger, at jeg vel indseer at Sögsmaalets Anlæggelse er urigtig; desuden har du ellers kun saadant at afgjöre med Asgrim, at det bedste vil blive, at lade denne Sag falde bort, især da Asgrims og dit meste Mellemværende har været af den Beskaffenhed, at du ingenlunde har nogen Skam deraf, at I lade det blive herved. Vi unde dig vel al Hæder og Rolighed herefter og meget kan siges om dig, som egner en tapper og udmærket Mand. Derpaa rede Folk hjem fra Thinget, og Thorgils sagtnes nu ved sine Svogres og Venners Overtalelser.

34. Helge hed en Östmand, som kom udenlandsfra til Einarshavn. Han havde Ærender oppe i Herredet, og förte sine Varer til Gaarden Tradarholt.I Thorgils kom ridende ovenfra, fra Gröf; de rede imod hinanden; Helge red saa stærkt og tæt ind paa Thorgils, at denne nær var falden af Hesten, og lo ham ud, da han sad krum til Hest; og sagde tillige, at nu kunde man ikke see det paa ham, at han nogensinde havde været en heel Kæmpe. Thorfgils blev vred herover ogsagde: Det have Folk aldrig prövet, at drive Spot med mig, men saa latterlig jeg end nu forekommer dig, saa udfordrer jeg dig til en Tvekamp strax paa Stedet, og da vil det erfares, om du snart overmander mig. De traf hinanden nedenfor Stakitgjærdet ; Veiret var koldt, og Thorgils havde Vinden mod sig, saa at han derfor sad krumböiet til Hest. Helge sagde at det var ingen Ære for ham, at overvinde (som han udtrykte sig) dit elendige Skrog; men erklærede dog tillige at han ikke agtede at trække sig tilbage. Östmanden havde en Öxe i Haanden. Han saae paa Öxen, og den forekom ham at være temmelig smal. Thorgils sagde: Et hvassere Vaaben vil du behöve, hvis det skal bide paa min Hovedskal, og dit Værge passer sig ikke for en rask Karl. Thorgils havde sit Sværd, som han havde faaet i Jordhuset, og var i fuld Rustning, thi den pleiede han stedse at bære. Han anfaldt da Östmanden i stærk Fart, og hug til ham med Sværdet, som rammede skulderen, og Saaret blev saa betydeligt, at det snart blev dödelig. Da var Thorgils 70 Aar gammel, og tilstod at denne Gjerning skete i Ubesindighèd og Hidsighed, samt erklærede, at ville udsone den med Böder. To Vintre derefter ankom fra Udlandet, til Einarshavn, Helges tvende Brödre, og agtede at udföre Hevnen. Den ene af dem hed Einar, den anden Signurd, og det Skibs Ankomst, som havde bragt dem til Landet, blev ikke strax rygtbar. De begave sig uden Ophold til Tradarholt ok kom der tidlig paa Dagen. Thorgils laa endnu til Sengs, men Arbeidsfolk og Fruentimlner vare allerede Paa Færde. Brödrene gik hjem til Gaarden, og overlagde med hinanden hvorledes de skulde bære sig ad. Einar sagde: Det vil gjöre mig ondt at dræbe en gammel Mand, som er berömt og vennesæl, saa at det vil blive en stor Skade, hvis han lader sig slaae ihjel. Thorgils lagde Mærke hertil, sprang strax op, greb Sværdet fra Jordhuset og opfordrede dem til at gaae nærmere, hvis de havde Lyst dertil ;- han stod da nogenledes fast paa det lammede Been. Einar sagde: Vi Brödre ville ikke lade dig vederfares nogen Ufred, og vort Ærende til dig vil blive af en anden Art, hvis jeg maa raade. Thorgils svarede vel herpaa, idet hans Ansigtstræk bleve venligere, og talte saaledes: Jeg önsker det meget heller, og du er vist en brav Mand; har jeg end dræbt eders Broder Helge, saa vil jeg dog yde Böder derfor. Dig, Einar, vil jeg give det Sværd som jeg fik i Jordhuset, thi du er værdig til at före det, men din Broder 5 Mark i Sölv, undtagen I deler det anderledes selv mellem eder. De skiltes vel og hæderlig ad. Brödrene reiste derefter ud af Landet.

Engang da Ægtefolkene (Thorgils og Helga) toge til Gaarden Hjalle, faldt Ihorgils der i en Sygdom; da var han 85 Aar gammel, han laa syg en Uge, og döde der. De bleve lagte i den samme Grav Thorodd, Thorgils og Bjarne den Spage, ved den Kirke, som Skapte havde ladet opföre paa den anden Side af Bækken, men siden bleve Benene förte til det Sted hvor Kirken nu staaer, thi Skapte havde gjort det Löfte, at lade bygge en Kirke, da Thora, hans Hustru, brækkede sit Been, idet hun passede sine Lærreder. Thorgils blev anseet for en meget udmærket Mand; han var vennefast og bevaagen, udholdende og kraftig, meget arbeidsom og utilböielig til at fornærme andre, endskjönt han aldrig lod sig nöde til at vige for nogen, om han end havde med höist anseete og stærke Mænd at gjöre. Han ansaaes og for en meget ypperlig Folkehövding. Han var billigtænkende og forstandig, men modig og meget uskaansom mod dem som ikke vilde opföre sig vel. Han var trofast og andægtig, gudfrygtig og god mod sine Venner. Mange fornemme Folk nedstamme og fra ham, som og hans Afkom er spredt vidtomkring i vort Land. Nu ville vi, for det förste, höre op med at fortælle om Thorgils, Orrabeins Stedsön, og dermed sluttes denne Saga.